Seneste opdateringer til Enkelte Transaktioner: Tilføjelser Til afsnit 2.1.d.: På s. 37, 2. afsnit, 1. linie, skal anden være tredje. Til afsnit 2.2.a.: På s. 38, 2. afsnit, 2. linie, skal koncipiste ændres til parterne. Til afsnit 3.2.c.: På s. 131, sidste afsnit, skal henvisningen til Nationalbankens officielle diskonto erstattes med en henvisning til den af Nationalbanken fastsatte officielle udlånsrente. Til afsnit 3.2.e.: På s. 137 skal henvisningerne til renteloven tage højde for de ændringer i loven, der senest er sket ved lov nr. 554 af 24. juni 2005. Til afsnit 3.3.a.: På s. 144, afsnittet midtfor, 6. linie, skal vil ændres til at. Til afsnit 3.4.a.: På s. 155, afsnittet under midten, skal den første sætning indledes som følger: Grundlaget for lessors deltagelse i en finansiel leasingstransaktion er en antagelse om, at ejendomsretten giver sikkerhed for det beløb Til afsnit 3.6.e.: På s. 179, 1. afsnit, 7. linie, skal kan udgå anden gang på linien. Til afsnit 3.6.g.: S. 181, afsnittet under midten, 3. linie, skal at ville ændres til vil. Til omtalen s. 182 om tinglysning af negative pledges kan nu henvises til tinglysningslovens 43, stk. 2, der lyder som følger: Dokumenter, der tinglyses efter stk. 1 [de almindelige regler om tinglysning i personbogen vedrørende en persons rådighed over løsøre eller en persons formue i almindelighed] kan gå ud på, at en person forpligter sig til ikke at underpantsætte sine aktiver i medfør af 47, 47 b, stk. 2, 47 c, stk.3, nr. 1-7, eller 47 d uden samtykke for den eller de påtaleberettigede. Dokumentet skal angive, hvem der er påtaleberettiget. Til afsnit 4.1.d.: Den Sø- og Handelsretsdom af 29. april 2003, som er omtalt s. 196, er stadfæstet af Højesteret i U 2004.1475 H. Højesteret udtaler generelt, at aktietegningsretter og optioner, som tildeles ansatte som en del af deres løn, alene skal indgå ved beregning af feriegodtgørelse, ved fratræden, når tildelingen har fundet sted i det eller de relevante optjeningsår, og alene med deres værdi på tildelingstidspunktet. Spørgsmålet er nu reguleret af lov nr. 309 af 5. maj 2004 om brug af køberet eller tegningsret til aktier mv. i ansættelsesforhold.
Med denne lov er der nu kommet en regulering af nogle af de forhold, der omtales i det nævnte afsnit. Ifølge 1 finder loven anvendelse på ordninger eller aftaler, der giver en lønmodtager (dvs. en person i et tjenesteforhold, jf. 2) ret til som led i ansættelsesforholdet at købe aktier eller anparter eller tegne nyudstedte aktier eller anparter på et senere tidspunkt. Loven, der bygger på den på s. 197 ovennævnte betænkning fra udvalget om aktieoptioner (2003) indebærer dels en forbedring af vilkårene for lønmodtagerne. Samtidig er retsstillingen præciseret på en række områder. Ifølge lovens 5 bevarer en lønmodtager, der opsiges, som hovedregel retten til at udnytte tildelte købe- eller tegningsrettigheder i fuldt omfang. Ligeledes bevarer den opsagte lønmodtager en forholdsmæssig andel af de tildelinger, lønmodtageren ville have haft ret til (i henhold til aftale eller sædvane) såfremt han ikke havde sagt sin stilling op. Siger lønmodtageren selv op, før han har udnyttet tildelte købe- eller tegningsrettigheder, er situationen omvendt, jf. 4. Retten til de pågældende rettigheder bortfalder da, medmindre andet fremgår af ordningen. Endvidere bortfalder retten til tildelinger efter ansættelsesforholdets ophør. Lovens 3 indeholder en række oplysningskrav, som arbejdsgiveren skal iagttage i forbindelse med indførelsen af en aktieaflønningsordning, jf. 3. Blandt andet skal tidspunktet for rettens tildeling og til den senere ret til at tegne eller købe aktier oplyses, ligesom kriterier og betingelser, udnyttelsestidspunkt samt kurs skal være anført. Aftalen skal ligeledes præcisere lønmodtagerens retsstilling i forbindelse med sin fratræden samt de økonomiske aspekter af at deltage i ordningen. De pågældende oplysninger skal gives på dansk. Med indførelsen af 2004-loven er der ligeledes indsat et nyt stk. 2 til funktionærlovens 17a. Denne bestemmelse finder herefter ikke anvendelse på de købe- og tegningsrettigheder, der er omfattet af den nye lov. I konsekvens heraf bestemmer 6 i den nye lov, at de af loven omfattede ordninger ikke indgår i beregningen af feriegodtgørelse eller ferietillæg efter ferielovens regler samt i godtgørelse eller kompensation fastsat ved lov, som helt eller delvis udmåles på grundlag af lønnen (f.eks. den godtgørelse, der kan udmåles i medfør af funktionærlovens 2a og 2b samt 18 og 18a). Loven kan ikke fraviges til ugunst for modtageren, jf. 8, stk. 1, men er ikke til hinder for en videre tildeling af rettigheder for lønmodtageren. Den trådte i kraft den 1. juli 2004 og finder ligeledes anvendelse på ordninger eller aftaler, der var etableret før lovens ikrafttræden, jf. nærmere 9. Til afsnit 4.2.d.: Som anført s. 211, næstsidste afsnit, kan de oplysninger, der skal meddeles i henhold til 2 stk. 1 nr. 5-9 i handelsagentloven, eventuelt meddeles ved en henvisning til den relevante overenskomst. Kravet til denne henvisning belyses ved den dom, Vestre Landsret har afsagt i U 2004.1164 V: I en ansættelsesaftale var der henvist til en pjece udarbejdet af arbejdsgiveren og vedlagt ansættelsesaftalen. Pjecen henviste til en landsoverenskomst mellem Kvindeligt Arbejderforbund og Servicebranchens Arbejdsgiverforening, i hvilken der fandtes et afsnit om ferie. Landsretten udtalte, at det i pjecen ikke var præciseret, hvilken betydning overenskomsterne havde for medarbejderens ansættelsesforhold, og at ansættelsesbeviset derfor ikke indeholdt en tilstrækkelig klar angivelse af, hvilke
kollektive overenskomster eller aftaler, der regulerede ansættelsesforholdet. Da overenskomsten endvidere ikke var en del af aftalen mellem medarbejderen (der var uorganiseret) og arbejdsgiveren, ansås ansættelsesbeviset for mangelfuldt. Arbejdsgiveren blev derfor idømt en godtgørelse på 10.000 kr. Til bemærkningerne s. 212 om godtgørelse ved arbejdsgiverens manglende tilsidesættelse af oplysningspligten i henhold til lov om ansættelsesbeviser kan nu også henvises til Højesterets dom i U 2004.245 H, hvor en medarbejder i en DSBminibar blev tilkendt kr. 10.000 i godtgørelse for manglende udfærdigelse af et ansættelsesbevis. Højesteret udtalte, at ansættelsesbevislovens 1, stk. 1, første pkt., skal forstås således, at loven omfatter alle ansættelsesforhold, hvis varighed ikke ved deres etablering er begrænset til en måned eller derover, og at loven derfor også omfatter den i praksis mest udbredte ansættelsesform, hvor ansættelse sker indtil videre. Pligten ifølge lovens 2, stk. 1, 2. pkt., til at give oplysninger senest en måned efter at ansættelsesforholdet er påbegyndt forudsætter således ikke, at ansættelsesforholdet fortsat består. Til afsnit 4.3.c.: En nyere fremstilling af sportkontraktens problemstilling foreligger med Rasmus Skovsgaard Haugaard & Casper Fisker: Sportskontakter (2004). I tillæg til de allerede nævnte reguleringstemaer kan i øvrigt peges på de bonusordninger, der ofte indgår i sportskontrakter. Heri vil det for eksempel kunne være fastsat, hvilke kampe, placeringer og målscoringer mv. der udløser særlig bonus. Se i øvrigt om trænerkontrakter Rasmus Skovsgaard Haugaard & Casper Fisker (2004), s. 141 ff. Til afsnit 6.3.c.: På s. 361 i afsnittet om kvalitetssikring kan henvises til U 2005.2408 H, der anså en bilforhandleraftale for væsentlig misligholdt på grund af forhandlerens salg af usikre køretøjer. Vestre Landsrets dom i U 2004.1157 V føjer sig til den praksis, der er nævnt i Enkelte Transaktioner, s. 365. En agent, der i årene 1997 til februar 2001 havde distribueret dametøj, havde ifølge parternes aftale krav på godtgørelse ved agenturforholdets ophør. Derimod var det ikke fastsat hvorledes denne godtgørelse skulle opgøres. Retten lagde til grund, at agenten havde oparbejdet en kundekreds gennem henvendelser til potentielle interesserede kunder på halvårlige messer og gennem opsøgende virksomhed. Selvom messeaktiviteterne sjældent umiddelbart førte til kundehenvendelser måtte det lægges til grund, at den eksisterende kundekreds i det væsentlige var oparbejdet af agenten. Agentens samlede provision for de seneste 12 måneder havde udgjort 576.000 kr. I henhold til handelsagentlovens 26 blev agenten herefter tilkendt 249.735 kr. i godtgørelse svarende til maksimalbeløbet i henhold til bestemmelsen. Dommen i U 2004.1603 H føjer sig til den praksis om forhandleres og eneforhandleres ret til kompensation ved opsigelse af forhandleraftalen. Sagen drejede sig om en bestyrer af et Albani-depot, som i overensstemmelse med aftalens vilkår herom var blevet opsagt med 6 måneders varsel. I forbindelse med opsigelsen blev depotbestyreren stillet i udsigt, at han kunne ansættes som depotbestyrer efter kontraktens udløb, men dette tilsagn blev ikke indfriet. Dette forhold kunne dog ikke føre til, at depotbestyreren kunne rejse noget krav om godtgørelse ved selve opsigelsen. Til afsnit 6.4.e.:
På s. 387 indføjes følgende ændring: En særegen form for formidling kendes inden for sportens verden og angår spilleragentur, se hertil Rasmus Skovsgaard Haugaard & Casper Fisker: Sportskontrakter (2004), s. 153 ff. Som her anført er der tale om en "broget" branche, hvis regulering blandt andet er søgt varetaget igennem regler fastsat af det internationale fodboldforbund FIFA og indført i dansk boldspil ved et cirkulære fra DBU. Spilleragenten vil i nogle tilfælde blive antaget af den klub, der ønsker at erhverve en bestemt type spiller eller af spilleren selv. I spilleragentkontrakten vil der typisk være taget stilling til samme reguleringstemaer som i en kontrakt om afsætning, se hertil afsnit 6.1 og generelt denne bogs kapitel 6. Se i øvrigt om spilleagenter indlæggene i Årsskrift for Dansk Idrætsjuridisk Forening: Idrætsjuristen 2003 (DJØF s Forlag 2004) af henholdsvis Niels Christian Jung & Olav Skaaning Andersen (s. 5 ff.), Thomas Jønsson (s. 15 ff.), Flemming Jespersen (s. 41 ff.), Gunnar-Martin Kjenner (s. 49 ff.) og Lars Bjørknæs (s. 69 ff.). Samme sted s. 24 ff. er DBU s regler for spilleagenter aftrykt. Til afsnit 6.5.b.: Til omtalen s. 342 om konkurrenceklausuler indgået i forbindelse med virksomhedsoverdragelser kan også henvises til Torkil Høgs artikel i Revision og Regnskabsvæsen 2003, nr. 8, s. 24 ff. Heri sammenfattes Konkurrenceankenævnet og Konkurrencerådets praksis vedrørende konkurrenceklausuler ved virksomhedsoverdragelser og etablering af joint ventures. Til afsnit 7.2.a.: Henvisningerne i dette afsnit til markedsføringslovens 10 skal i det hele erstattes med henvisninger til 19 i markedsføringsloven af 2005 (lov nr. 1389 af 21. december 2005). Til afsnit 7.2.d.: På s. 407 i anden og tredjesidste linie skal hemmeligholdelsesaftale ændres til hemmeligholdelsespligt. Til afsnit 7.4.g.: Til bemærkningerne midtfor på s. 444 om varemærkelicenstagerens pligt til at sikre licensgiverens omdømme kan nu henvises til U 2005.2408 H, hvor en forhandlerkontrakt med en bilimportør med rette var ophævet, da bilimportørens salg af risikobehæftede biler (problemer med bremserør) ansås for at være en væsentlig misligholdelse. Til afsnit 7.5.c.: I tilknytning til omtalen af den standardkontrakt, UBVA har indgået med Den Danske Forlæggerforening, kan nu også henvises til den modelaftale, UBVA har udsendt i maj 2004 til brug for udgivelse af tidsskriftsartikler. Modelaftalen, der er udfærdiget på engelsk, er modelleret over en aftale udarbejdet af Lunds Universitet til internt brug (se www.lu.se). Til afsnit 8.4.b.: I tilknytning til omtalen s. 500 ff. om offentlige-private partnerskaber kan det nu oplyses, at Kommissionen nu har udsendt en grønbog om offentlige-private partnerskaber og fællesskabslovgivningen om offentlige kontrakter og koncessioner (KOM(04) 327 endelig udg., 30.4.2004). Grønbogen har til formål at iværksætte en debat med henblik på at få klargjort, hvordan man bedst sikrer etablering af OPP er på reelle konkurrencevilkår og med klare retlige rammer. Kommissionen sondrer mellem to typer af OPP er: De kontraaktuelle, der udelukkende bygger på et
aftaleforhold, og de institutionelle, som omfatter samarbejde inden for rammerne af en særskilt enhed. Det er primært de kontraaktuelle OPP ere, som påkalder sig interesse. I denne gruppe udskilles blandt andet, The Private Finance Initiatives (PFI-partnerskaber), som overlader det til en privat part at finansiere, gennemføre og forvalte en infrastruktur for den offentlige forvaltning mod regelmæssige betalinger. I nærværende bog er disse transaktioner omtalt som BOT-aftaler (se herom afsnit 8.4.c.). Et andet eksempel på en kontraaktuel OPP er koncessionsmodellen, hvor den private partner leverer en tjenesteydelse til offentlige på vegne af og under den offentlige myndigheds kontrol. I Kommissionens grønbog behandles spørgsmålet om indgåelse af OPP ere indgående. Kommissionen fremkommer i den forbindelse med sin fortolkning af EF-domstolens praksis om de offentlige udbudsregler og erkender, at den hidtil gældende regulering muligvis ikke er tilstrækkelig. Derfor lægger den op til, at det kan blive nødvendigt med en detaljeret regulering vedrørende indgåelse af koncessioner i EU, ligesom det kan være nødvendigt at sætte ens regler for offentlige kontrakter og koncessioner. Kommissionen behandler ligeledes spørgsmålet om varigheden af en OPP, idet mange langvarige kontrakter på dette område kan være hæmmende for konkurrencen i det indre marked. Grønbogen indeholder i øvrigt en række spørgsmål, som nu er lagt ud til en almindelig høring. Tilføjelse til litteraturlisten, s. 517 og fremefter: Rasmus Skovsgaard Haugaard & Casper Fisker: Sportskontrakter (2004).