Prædiken 2. søndag efter påske Salmer: Indgangssalme: DDS 662: Hvad kan os komme til for nød Salme mellem læsningerne: DDS 51: Jeg er i Herrens hænder Salme før prædikenen: DDS 233: Jesus lever, graven brast Salme efter prædikenen: DDS 168: Hyrden er én Nadversalme: DDS 232: O salig påskedag! Sidste salme: DDS 206: Vor frelser, du, som døde Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte:»hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.«jesus svarede dem:»jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.«joh 10,22-30 Det uvisse liv Amen! Begge evangelietekster både fra første og anden tekstrække til denne 2. søndag efter påske er hentet i det kapitel hos Johannes, som i den danske oversættelse bærer overskriften Den gode hyrde. Nu er både kapitler og i sagens natur overskrifterne noget, der er kommet til efterfølgende. Set i forhold til den sammenhængende beretning, som Johannes i sin tid sad og nedskrev; sirligt, med sin gåsefjer. Uanset hvad. Sammenhængen ligger lige for. Mellem det nok mest kendte billede. Det med den gode hyrde, som vi mødte sidste år. Og så den aktuelle betoning af, at mennesket hører hyrden til. At vi er hans får og må leve i hans 10/4-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1
virkelighed. Tematikkerne udvikles, og billedsproget forskyder sig. Men den forestillingsverden, som billedsproget øser af, er den samme. Og ved at lade den forskyde sig kan Johannes lade nye perspektiver i det med Gud og os træde frem. Den umiddelbare anledning til denne accentforskydning er jødernes spørgsmål til Jesus: Hvor længe vil du holde os hen? - underforstået: i uvished. Det dirrer i luften. Tag dig dog sammen. Gør en ende på det. Vær så venlig at rydde al tvivl til side. Hvis du er Kristus, så gør da lige os og i øvrigt også dig selv den tjeneste at sige det lige ud. Spørgsmålet afslører en problemstilling, som er aktuel; også for os. Vi lever, ganske som mennesker har gjort, også før os, på tidens og vilkårlighedens vilkår. Underlagt tvivlen og uvisheden som grundbetingelse i vores liv. Problemet er, at vi vil have livet som en vished. Vi vil have vished for, at livet går an, før vi kaster os ud i det. Og det til trods for, at vi godt véd, at det eneste livet ikke gør, er at gå an. Det eneste, livet ikke tilbyder os, er det blivende og faste og sikre. Det siger al erfaring os. I en vis forstand er det lige omvendt med døden. Den kan vi være sikre på. Døden er vis. Livet er derimod altid uvist. Tilværelsen kan vi ikke tage i besiddelse. Vi kan ikke sikre os den på forhånd og gøre den til vores ejendom. Livet er altid en gave. Altid noget, vi kun kan have som det, vi får givet. At livet er en gave. At vi aldrig kan besidde det, som andet end det, vi bliver givet, er en grundlæggende erfaring. Ikke en erfaring, vi ønsker at gøre os. Ikke en erkendelse, vi higer efter at opnå. Men ikke desto mindre en grundlæggende fastholdelse af livets grundvilkår. Billedet af fåreflokken er åbenbarende. Billedsproget beskrivelse af os som de får, der hører sammen med hyrden, holder os fast. Fårene følger deres hyrde. Ikke fordi de er tvunget til det af en ydre magt. De kunne jo stikke af fra flokken og derved blive til vildfarne får. Det er der måske også nogle, der gør. Der er faktisk et får i bibelen, der bliver særligt berømt for netop at fare vild. Men de fleste af dem følger hyrden. Ikke på grund af en ydre tvang, men derimod på grund af en eller anden tilskyndelse. Måske er det bare nemmest sådan. Hyrden kender sine får. Fårene kender ham. Derfor følger de hans stemme i tillid til, at han vil dem det godt. Det tror fårene i hvert fald. Selv om de ret beset umuligt kan vide det med nogen som helst form for sikkerhed. 10/4-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2
Men de tror det. Derfor følger de hyrden. Det kan godt være, at han bliver nødt til at føre dem gennem nogle øde og golde egne for at finde et sted med græs til dem. Det kan fårene på forhånd ikke vide noget om. Hvad det angår, lever de på uvishedens vilkår. På tvivlens og anfægtelsens usikre grund. Alligevel følger de hyrdens stemme. Set på den måde bliver billedet af fåreflokken en metafor, der fortæller os, hvordan troen udmønter sig i vores liv. Som Søren Kierkegaard udtrykker det i»stadier paa Livets Vej«(1845):»Den Troende ligger bestandigt på Dybet, har 70 000 Favne Vand under sig«, hvilket mildt sagt vil sige, at vi i troen er ude på dybt vand. At vi i troen aldrig har andet end slet og ret den nøgne tro at holde os til. Pointen er den, at troen er et livsvilkår. Et spring ud i den tilværelse, som aldrig er til at regne ud. Troen er ikke et fast princip, en bestemt lære eller en særlig moral, som man en gang for alle kan tage stilling til og så ellers for al tid abonnere på. Det kan vi ikke. Det er aldrig muligt at sige noget som helst om den slags. Og da mindst af alt på forhånd. Der gives ikke nogen form for bevis på, at det er rigtigt, og at livet går an i troen. Troen er et livsvilkår, hvis sandhed kun livserfaringen kan vise holdbarheden af. Den kan kun leves. Som en livsmulighed, der måske vil vise sig egentlig. Som et levet liv, der måske vil vise sig som et autentisk liv. Livet leves forlæns. Det kan kun som et levet liv vise sig gyldigt. Når det drejer sig om kristendom og tro, er der ikke andet end erfaringen at henvise til. Det er den, der afgør, om det, vi tror, er sandt. Det er det, der gør forskellen på viden og visdom. Viden og, med den, videnskaben forholder sig til det, som objektivt lader sig bevise og omsætte i viden. Visdommen forholder sig derimod til det, der subjektivt lader sig erfare og adressere i tro. At være vis er andet og mere end bare at vide noget. En hel del mere faktisk. Der er helt sikkert mange mennesker, som lader sig nøje med det første. Måske faktisk de fleste. De lader viden og videnskab stå alene. De holder sig til det som deres livs grundlag. Så skal man ikke bære, at livet ikke er noget, vi selv råder over. Noget, vi altid får forærende. Hvis vi mener, at vi sådan kan regne det hele ud, kan vi også forlede os selv til at tro, at livet er noget, vi kan tage i vores besiddelse. Ikke længere som noget, vi har fået givet, men som noget vi selv har fortjent. 10/4-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3
I J.P. Jakobsens roman om ateisten Niels Lyhne lyder den sidste sætning: Og endelig døde han da døden, den vanskelige død. Døden for Niels Lyhne blev så vanskelig, fordi han døde gudløs. Fordi han troede, at han selv kunne tage livet i besiddelse og derfor så også endte med selv at måtte bære hele byrden for have fortabt det. Fordi det aldrig var blevet et egentligt liv. Beretningen om Niels Lyhne samler sig i oplevelsen af altings sammenbrud. I tabet af mening og retning og formål. I afslutningen konkretiseret i dødens endegyldige tab. Udfoldet i tre akter. Hustruens død, barnet død og til sidst af Niels Lyhnes egen død. Hvor han misundte dem de Andre, Smaa og Store, som, hvor de saa greb hen i Tilværelsen, altid fik fat i en eller anden Hank! - for han kunne slet ingen Hanke finde, hedder det. Niels Lyhne dør. Han dør af sine sår efter stormen på Dybbøl. Han dør uden mening eller retning. Han har fortabt sit liv, fordi han selv havde villet skabe det som sit eget. Fordi han selv havde villet det det i besiddelse som sit eget. Og det magtede han ikke. Det magter intet menneske. Nu må han så til sidst miste det også. Det var en vanskelig død. Døden er i det hele taget, for os alle, en vanskelig størrelse. Uanset om vi har noget at holde os til eller ikke. Uanset om vi har villet skabe vores liv selv, eller om vi har turdet tage imod det som en gave. Døden er vanskelig. Ikke bare for de døende, men også for de nære. Døden er en fremmed magt, der bryder ind i livet og river vores kære fra os. Tager den gave, som livet er, væk fra dem, og dermed fra os. For vores liv er altid afhængigt af den anden. Først i relationen bliver det et egentligt liv. Døden er den store skilsmisse, der skiller forældre og børn. Mand og kone. Ven og veninde. Døden er vanskelig. Så vanskelig, at vi kan have lyst til at feje den ind under gulvtæppet. Døden er upassende i en verden, der hylder livet, lykken og fremskridtet. Sociologer har talt om den forbudte død, og det har i lange perioder været et tabu i det hele taget at tale om den. Den er det intet, vi ikke kan tænke, fordi vi ikke kan tænke en verden uden os selv. Den er det intet, vi ikke vil tænke, fordi vi ikke vil tænke en verden uden den anden. Tilbage i 1968 skrev de revolutionære studenter Døden er kontrarevolutionær på husmurere. Døden var reaktionær, fordi den holder mennesket fast på dets 10/4-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4
endelighed. Derved afslører døden også den revolutionære utopi som det den er: Et narrespil. Døden holder mennesket fast på, at alle vores forestillinger dog kun er bundet til os. At intet af det, vi finder på, kan have evig gyldighed. Dødsfortrængningen er alligevel blevet trængt tilbage i de senere år. Vi har fået en ny hospicekultur. Vi har genfundet et sprog omkring døden. Vi har opnået en anden opmærksomhed om, at livet har en afslutning. Selv om vi godt ved, at vi ikke kan bære andres sorg, er det i dag ikke længere et tabu at forholde sig til den. Vi kan slå følge med den sørgende, og låne hende eller ham øre og hjerte. Vel er døden vanskelig. Vist er den uhåndterbar. Så ganske afgjort er den skræmmende. Døden er og bliver et kors for tanken. Den er det store ukendte, som vi ikke kan se igennem. Som vi ikke kan gribe om, men som til sidst griber om os. Ikke desto mindre har kristendommen et bud på døden. For i evangeliet møder vi dødens overmand. I den fortælling, Gud selv fortalte, da han blev menneske, levede som menneske, døde som menneske og i opstandelsen forvandt døden, har Gud gjort det klart, at døden ikke er det endelige, der er at sige. I forholdet til Gud gør den faktisk slet ikke nogen forskel. Intet, heller ikke vores død, skal rykke os ud af hans hånd. Gud er selv gået ind i døden, for at han vil møde os i den. For at han kan være dér, hvor ellers intet var. Det er naturligvis aldrig andet end en påstand. En troens påstand, der aldrig bevises, men alene gribes på troens vilkår. Den kan kun leves som et levet liv. Som en ubegribelig dristighed på de 70.000 favne. Ikke desto mindre er det det, Gud selv har valgt at møde os i. Vi møder ham ikke andre steder end i evangeliets fortælling. I dets dårskab stillet over for al verdens viden. I dets uendelige sårbarhed overfor for alle vores indvendinger. Det er, hvad Gud giver os. Den ene fortælling, som er hans. Evangeliets fortælling om, at Gud ikke kunne holde sig væk fra os, men kommer os i møde, fordi Guds væsen er at komme til os. Den ene fortælling om et levet liv, som Gud selv har gjort til sin egen. Den fortælling, som han har identificeret sig med så fuldstændigt, at han ikke længere vil give sig til kende på nogen anden måde. I dagens evangelium finder denne fortælling jo udtryk i billedet af fårene og hyrden. Stillet ansigt til ansigt med vores egen endelighed er det et trøsterigt billedsprog. Det åbner sig op som en Guds gave til os. Den gode hyrde kender 10/4-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5
sine får. Han kender dem og vedkender sig dem. Som sine. Ikke som en andens. Men netop som sine. Som dem, der hører ham til. Om vi lever eller dør har han fat i os og holder os fast. Det er evangeliets håb, der går på tværs af alle vores forsøg på at skabe en uomtvistelig viden; der gør op med vores lyst til at gøre livet til vores ejendom. Livet er noget, vi får givet. Af den gode Gud, der på samme tid er den herre, der er død for vores skyld. For at vi ikke længere skal være alene. Hverken i livet eller i døden. Amen! 10/4-2016 Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 6