SPOT ON IPR #01.2010

INDHOLD: Puma forsvarer sit varemærke Styrket fokus på vildledende prisudsagn i reklamer Brug af Googles Adwords Hvem har retten til uregistrerede design? Nye designregistreringer hos OHIM SPOT ON IPR #01.2010

SPOT ON Intellectual Property Rights Mikkel Gudsøe, DM&T Chefadvokat, Handelsret & IPR T: 97 11 72 24 E: mig@dmogt.dk Lars Karnøe, Chas. Hude A/S IPR-rådgiver og advokat T: 33 19 35 62 E: lk@chashude.com Indsigt og inspiration SPOT ON IPR giver juridisk indsigt og inspiration til medlemmerne af Dansk Mode & Textil. Vi sætter spot på de juridiske aspekter i forhold til varemærker og design. Vores udgangspunkt er immaterialretten eller IPR (Intellectual Property Rights), som området også kaldes. Fire gange om året udvælger vi og skriver om aktuelle sager og afgørelser, der har betydning for mode- og tekstilvirksomheder. SPOT ON IPR er et resultat af samarbejdet mellem Dansk Mode & Textil og Chas. Hude, hvis rådgivere og advokater er specialiserede inden for immaterialretten og dagligt arbejder med varemærke- og designsager. Giver artiklerne anledning til kommentarer eller spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vi hører også gerne fra dig, hvis du har forslag til emner, som du gerne vil læse om.

Puma forsvarer sit varemærke Igennem tiden har Puma AG været særligt aktive i beskyttelsen af deres varemærker i form af sideapplikationer på fashion-sko i Danmark. Eller de har i hvert fald forsøgt at få deres form-strip beskyttet imod krænkelser fra tredjemand. Coop-sag I V-13-04 Retspraksis på området har varieret en del igennem det seneste årti. I 2005 afsagde Sø- og Handelsretten en afgørelse, der gav Puma medhold i, at Coop handlede i strid med markedsføringsloven og varemærkeloven ved at markedsføre og sælge en sko, der kunne forveksles med Pumas sko. Coops sko havde en forgrening op mod snøreindretningen i modsætning til Pumas sko, hvilket ikke ændrede på, at der var risiko for forveksling mellem de to sko. Højesteret var dog uenig i denne afgørelse og den 20. november 2007 (U.2008.446H) blev Søog Handelsrettens afgørelse ændret 180 grader. Højesteret mente, at netop den ekstra forgrening var kernen i sagen, der betød, at der ikke var risiko for forveksling mellem skoene hverken efter markedsføringsloven eller varemærkeloven. Det var desuden Højesterets vurdering, at anvendelsen af sideapplikationer på sko er meget udbredt og at andre virksomheders brug af sideapplikationer ikke må begrænses mere end nødvendigt. Netto-sag V-13-07 Den 24. oktober 2008 blev der atter truffet en afgørelse i en Puma-sag med Netto A/S som sagsøgte. Netto markedsførte og solgte denne sko til en pris på 55 kr. ex moms. Retten lagde vægt på, at sideapplikationen på Netto s sko var placeret ca. samme sted på skoen som Pumas formstrip. Desuden havde Nettoskoen ikke den ekstra forgrening, som Højesteret fandt afgørende i U.2008.446H. Forskellene i indsnævringsforløbet var ikke nok til, at der ikke var forvekslelighed mellem de to sideapplikationer, hvorfor Retten gav Puma medhold i, at der var risiko for forveksling, herunder associering i kundekredsen, både efter markedsføringsloven og varemærkeloven. Coop-sag II V-72-07 Den seneste danske afgørelse omkring beskyttelsesomfanget for sideapplikationer blev truffet den 20. november 2009 i Sø- og Handelsretten. Coop markedsførte og solgte skoen.

Coop-sag I V-13-04 Netto-sag I V-13-07 Coop-sag II V-72-07 Retten lagde vægt på, at Puma selv havde brugt formstripen i forskellige variationer siden 1958 og at disse forskellige variationer ikke var blevet selvstændigt beskyttet som varemærker. Coop s sideapplikation havde et andet formsprog end Pumas form-strip og gav et uharmonisk indtryk uden logik. Heroverfor lagde Retten vægt på, at Pumas sko havde et smart design, god forarbejdning, god kvalitet, kunne købes i specialbutikker til en høj pris, der stod i modsætning til Coop s sko, der blev solgt for 75-120 kr. og i en ringe kvalitet. Retten lagde altså vægt på oplevelsen omkring købet af en sko, ligesom salgskanalerne også havde en betydning. Ud fra en samlet vurdering mente Retten derfor ikke, at der var risiko for forveksling mellem de to sko. Konklusion Retten lagde i den seneste afgørelse, Coop-sag II, vægt på en række forhold, der ikke har været oppe at vende i de øvrige afgørelser, for eksempel salgskanalerne, købsoplevelsen, kvaliteten af skoene samt salgsprisen. Hensyn der typisk ikke tages i afgørelser vedrørende risikoen for forveksling. Det kan være svært at sige, hvor bredt et beskyttelsesomfang, der gives til sideapplikationer på sko. Ud fra den gennemgåede retspraksis tyder det på, at der skal være tale om en tæt efterligning, jf. Netto-sagen, mens hvis der er foretaget ændringer i forhold til den originale formstrip, der er markante, fjerner dette risikoen for forveksling, fx forgreningen i Coop-sag I, som var afgørende for Højesterets vurdering. Men et godt råd er løbende at få registreret de forskellige variationer af sin sideapplikation, hvis ikke den bruges konsekvent.

Styrket fokus på vildledende prisudsagn i reklamer Forbrugerombudsmanden har pr. 1 marts 2010 indført et sæt nye retningslinjer for prismarkedsføring. Retningslinjerne er indført med henblik på at slå hårdere ned på vildledende prisudsagn i reklamer, herunder særligt forretningernes brug af før- og nu-priser. Samtidig med indførslen af de nye retningslinjer, har Forbrugerombudsmanden meldt ud, at han vil skærpe sit tilsyn med forretningernes overholdelse af reglerne om prismarkedsføring. Forbrugerombudsmanden har derfor iværksat en håndhævelseskampagne med bl.a. stikprøvekontroller af markedsføring med før- og nu-priser samt slagtilbud i forretningerne. Forbrugerombudsmanden har desuden åbnet en særlig postkasse, pristjek@fs.dk, på sin hjemmeside, som både forbrugere og de erhvervsdrivendes konkurrenter kan benytte til at skrive til Forbrugerombudsmanden, hvis man er i besiddelse af dokumentation for, at en erhvervsdrivende overtræder reglerne om reklamering med før- og nu-priser. En dokumenteret overtrædelse af reglerne vil i mange tilfælde kunne føre til politianmeldelse med krav om bødestraf. Der er derfor grund til at være ekstra påpasselig i forbindelse med prismarkedsføring. Forbrugerombudsmandens nye retningslinjer for prismarkedsføring sætter bl.a. fokus på forskellige former for prisudsagn: Reklamering med før- og nu-priser, tilbud og andre prissammenligninger. En erhvervsdrivendes brug af udsagn om prisbesparelser som fx før/nu, normalpris/tilbudspris, spar x %, spar x kr. er udtryk, hvor den erhvervsdrivende samtidig direkte eller indirekte angiver sin egen tidligere pris. Retningslinjerne fastslår, at fremover skal en normalpris (før-pris) have været gældende i mindst: 4 uger for dagligvarer og sæsonvarer 6 uger for alle andre varegrupper Og varerne må være på tilbud i højst: 1 uge for dagligvarer og sæsonvarer 2 uger for alle andre varegrupper Den erhvervsdrivende har dog mulighed for at markedsføre sit tilbud i længere tid end de angivne henholdsvis 1 og 2 uger, men det kræver, at den erhvervsdrivende, allerede når markedsføringen påbegyndes samt ved gentagen markedsføring af tilbuddet, gør opmærksom på tilbuddets varighed.

Chokpris! SPOT ON IPR #01.2010/OKTOBER Sammenligning af priser Hvis en erhvervsdrivende sammenligner sin egen pris med andre erhvervsdrivendes priser for produktet, skal det klart fremgå af annoncen, at der er tale om en sådan sammenligning. Det skal i den forbindelse kunne dokumenteres, at et repræsentativt udsnit af de forretninger, som det er relevant at sammenligne sig med, sælger varen til den pris, som den erhvervsdrivende sammenligner sig med, og de produkter, der sammenlignes, skal være af samme art og kvalitet og sælges på i det væsentligste samme vilkår. Regler for slagtilbud Hvis en erhvervsdrivende markedsfører et slagtilbud på et begrænset antal produkter, skal der tages et forbehold for begrænset mængde i annonceringen, hvis den erhvervsdrivende regner med ikke at kunne imødekomme efterspørgslen på produktet. Et forbehold kan tages ved fx at skrive så længe lager haves eller begrænset mængde. Hvis mængden af varer er meget begrænset (normalt hvis antallet er under 10), skal den erhvervsdrivende i annoncen skrive præcist, hvor mange varer der er, eller skrive at der er meget få eksemplarer. Salgsfremmende udtryk Anvendes udtryk som Chokpris, Kun, Tilbud, Kampagnepris mv. uden angivelse af en specifik besparelse, er det et krav, at købet er særligt fordelagtigt, dvs. typisk billigere end normalt. Fx må en vare ikke markedsføres med udtrykket tilbud, hvis den altid sælges til den pågældende pris. Ophørsudsalg Der må ikke tilføres nye varer til et ophørsudsalg, og der må først reklameres med ophørsudsalg, når der er sikkerhed for, at forretningen lukker. Den erhvervsdrivende må dog godt tilføre nye varer, som allerede var bestilt, inden ophørsudsalget startede.

VS. Brug af Googles Adwords EU-Domstolen har afgjort en sag, hvor selskabet bag det verdenskendte varemærke Louis Vuitton havde stævnet Google med henblik på at forhindre andre i at bruge Louis Vuitton som Adword. Dommens udfald er godt nyt for varemærkeindehavere. En varemærkeret giver som bekendt en eneret til at udnytte et varemærke erhvervsmæssigt. På Google s søgemaskine kan privatpersoner eller virksomheder betale Google for, at deres hjemmeside fremtræder i en særlig fremhævet rubrik, når internetbrugere søger på det ord, de har registreret som Adword. Hvis en bruger søger på eksempelvis ordet designertaske, øges chancen for at brugeren klikker ind på en bestemt internetbutik, hvis butikken har registreret designertaske som Adword. I den pågældende sag havde Louis Vuitton opdaget, at en række virksomheder havde registreret Louis Vuitton som Adword. Dette er som regel ikke et problem for en producent, hvis det er de autoriserede salgskanaler, der har registreret ordet som Adword. Men i det pågældende tilfælde, var der tale om dels selskaber, som ikke solgte Louis Vuitton-produkter, men derimod var konkurrenter til Louis Vuitton, og dels internetbutikker, som solgte falske Louis Vuittonprodukter. Louis Vuitton lagde derfor sag an mod Google dels med påstand om, at brug af ordet Louis Vuitton som Adwords var i strid med varemærkelovgivningen, og dels, at Google skulle holdes ansvarlig for de pågældende annoncørers krænkende brug af Louis Vuitton som Adword. Domstolen slog fast, at en varemærkeindehaver kan forbyde andre at anvende sit varemærke som Adword, såfremt internetbrugeren derved vil komme i tvivl, om de pågældende varer eller tjenesteydelser kommer fra varemærkeindehaveren eller tredjemand. Derimod vil Google ikke automatisk blive ansvarlig for andres uretmæssige brug af varemærker som Adwords. Varemærkeindehaveren kan nemlig rette henvendelse til Google og gøre opmærksom på krænkelsen. Kun hvis Google derefter undlader at fjerne den pågældende annoncørs Adword, vil Google blive ansvarlig i henhold til e-handelsdirektivet. Dommen fra EU-domstolen giver derfor varemærkeindehavere anledning til at være opmærksomme på andres brug af deres varemærker som Adwords og tage hurtige skridt til at forhindre andre i denne brug.

Hvem har retten til uregistrerede design? Hvem har retten til et uregistreret EF-design af et kukur? Det var spørgsmålet, som blev forelagt EF-Domstolen af en spansk domstol. Der kan opnås eneret i hele EU til markedsføring af design, selvom designet ikke er registreret. Dette kaldes det uregistrerede EF-design og opnås ved at offentliggøre designet i EU. Herefter har designeren en beskyttelse mod andres kopiering af designet i 3 år fra offentliggørelsen. Opstår der konflikt om, hvem der har retten til et EF-design, skal tvisten løses på grundlag af designforordningen. I den pågældende sag udarbejdede den spanske Fundación Española para la Innovación de la Artesaía ( FEIA ) et projekt benævnt D Artes, hvor 50 værksteder inden for håndværk og kunstværk skulle skabe en kollektion af genstande med henblik på markedsføring deraf. AC&G var det selskab, som stod for at lede projektet og den praktiske gennemførelse heraf og skulle udvælge designerne og indgå aftaler med dem. AC&G indgik derfor en aftale med virksomheden Cul de Sac om, at Cul de Sac i samarbejde med en kunsthåndværker skulle designe og fremstille en serie kukure ved navn Santa Maria. Parterne var imidlertid så ufornuftige, at de kun indgik en mundtlig aftale. Kort efter en offentlig præsentation af Santa Mariakollektionen, indgik Cul de Sac et samarbejde med virksomheden Acierta om fremstilling og markedsføring af kukure under kollektionsnavnet Timeless. FEIA reagerede straks på dette tiltag ved at anlægge sag ved de spanske domstole, idet de mente, at de havde erhvervet de uregistrerede designrettigheder til Santa Maria-kollektionen og at Timeless-kollektionen var en krænkende efterligning heraf. FEIA hævdede, at de måtte være ejer af rettighederne til alle serier, der frembragtes under D Artes-projektet, idet de finansierede projektet, og idet AC&G havde overdraget alle produkternes designrettigheder. Cul de Sac og Acierta hævdede derimod, at FEIA ikke havde erhvervet designretten til Santa Maria-kollektionen og derfor ikke kunne forhindre markedsføringen af Timeless-kollektionen. Ifølge designforordningen tilkommer retten til et EF-design designeren eller den, designeren har overdraget retten til.

Forordningen bestemmer dog, at retten til EF-designet tilkommer arbejdsgiveren, såfremt designet frembringes af en arbejdstager som led i udførelsen af dennes opgaver eller efter anvisninger fra vedkommende arbejdsgiver. Spørgsmålet var derfor, om D Artes projektet kunne betegnes som et arbejdsgiver-arbejdstagerforhold, hvorved designretten til Santa Maria-kukurene automatisk ville tilfalde FEIA. Idet det drejede sig om fortolkningen af en EU-forordning, forelagdes spørgsmålet EF-domstolen. Domstolen fandt, at bestemmelsen om, at design frembragt i et arbejdstagerforhold skulle forstås som en konkret undtagelse til hovedreglen om, at designretten tilkommer designeren. Denne undtagelse kunne ifølge Domstolen ikke udvides til at omfatte design frembragt efter bestilling som tilfældet var i forholdet mellem FEIA og Cul de Sac. Domstolen fandt endvidere ikke, at national lovgivning kan føre til, at den frembragte Santa Mariakollektion kunne tilhøre en anden end designeren, dvs. Cul de Sac, medmindre parterne har bestemt andet i kontrakten. Dette skyldes, at det er vigtigt, at der fastlægges en ensartet fortolkning af begreber som arbejdsgiver og arbejdstager i hele fællesskabet. I modsat fald kunne rettighederne til EF-designet i visse medlemsstater tilkomme designeren og i andre medlemsstater tilkomme aftaleerhververen eller arbejdsgiveren. Det er derfor op til den spanske domstol at afgøre, hvorvidt designretten til Santa Maria-kukurene er overdraget fra Cul de Sac til FEIA ved aftale. Hvad afgørelsen ved den spanske domstol bliver, afventes stadig. Men der bør ikke være tvivl om, at FEIA ved sit næste projekt vil indgå skriftlige aftaler med klar beskrivelse af, i hvilke tilfælde FEIA skal have overdraget rettighederne. En sikker måde at beskytte sine rettigheder på er at lade designet registrere som EF-design, hvorved der kan opnås beskyttelse i hele EU. Herved undgås tvivl om, hvem der er rettighedshaver. Desuden giver registrering beskyttelse i 5 år med mulighed for forlængelse indtil 25 år. Fordelene ved registrering er desuden, at det er lettere for konkurrenter at gøre sig bekendt med, hvilke design, man ikke må lægge sig for tæt op ad. OHIM modtog i 2009 mere end 76.000 designansøgninger, heraf en stor del inden for mode og tekstil.

Nye designregistreringer hos OHIM Beklædning. Indehaver: Isabel Marant, Frankrig Folier eller ark af naturlige eller kunstige materialer. Indehaver: Columbia Sportswear North America, Inc. Halstørklæde. Indehaver: Berluti, Frankrig Sko. Indehaver: Antoine Bonnel, Frankrig Bukser. Indehaver: Alex Maimon, USA Tegninger til tekstiler. Indehaver: Roberto Cavalli, Italien