Indledning 2. Praksis fra børnetilskudsområdet 3. Har parterne fælles husførelse? 4. Nyeste praksis 7

Indledning 2 Side Praksis fra børnetilskudsområdet 3 Har parterne fælles husførelse? 4 Nyeste praksis 7 Kan parterne generelt set indgå ægteskab med hinanden? 10 Den bevismæssige vurdering 11 CPR-loven og bopælssager 15 Titel Reelt enlige ISSN nr 0907-9300 Layout Identitet & Design AS Kontakt Ankestyrelsen Amaliegade 25, 1256 København K Telefon 33 41 12 00 E-mail ast@ast.dk Hjemmeside www.ast.dk Udgiver Ankestyrelsen, marts 2013

2 Indledning Sager med spørgsmål om ret til ydelser som enlig indeholder ofte mange oplysninger og giver anledning til svære vurderinger. Vi vil i denne særudgivelse om reelt enlige dette tillæg uddybe praksis og hvilke elementer, man skal lægge vægt på. Vi vil samtidig belyse nogle af de udfordringer, som sagerne giver anledning til. Særudgivelsen skal ses som et supplement til de gældende regler, principafgørelser og vejledninger. I flere tilfælde afhænger retten til sociale ydelser eller ydelsernes størrelse af, om ansøgeren er enlig eller samlevende. Det er for eksempel kun enlige, som kan modtage ordinært og ekstra børnetilskud efter børnetilskudsloven, og størrelsen af social pension eller økonomisk fripladstilskud afhænger også af, om ydelsesmodtageren er enlig eller ej. Når en kommune eller Udbetaling Danmark behandler en ansøgning eller bliver opmærksom på at en person, der allerede modtager ydelser som enlig, måske ikke længere er berettiget til ydelserne, skal det vurderes, om den pågældende er enlig eller samlevende. Hvis der er tale om en person, der allerede modtager ydelser, skal det samtidigt vurderes, om de to parter har haft fælles husførelse i en længere periode tilbage i tiden. Hvis det er tilfældet, skal der tages stilling til, om der er grundlag for tilbagebetaling. Formålet med forhøjede ydelser til enlige Formålet med forhøjede ydelser til enlige er, at yde en form for kompensation for de fordele, som gifte og samlevende har ved at være to om husstandens udgifter og gøremål. Det er navnlig en kompensation af de økonomiske fordele i forbindelse med betaling af faste udgifter og udgifter til dagligt forbrug, men også en kompensation for den manglende praktiske hjælp i hverdagen med opgaver som at hente, bringe og passe børn, indkøb, madlavning og rengøring m.v. I dette tillæg kan du læse om: Den langvarige praksis på området Vurderingen af fælles husførelse Seneste praksis om fælles husførelse Betingelsen om at parterne skal kunne indgå ægteskab sammen Den bevismæssige vurdering af sagens oplysninger CPR-loven og bopælssager

3 Praksis fra børnetilskudsområdet Praksis for, hvornår en ydelsesmodtager skal betragtes som enlig eller samlevende har udviklet sig på baggrund af reglerne om børnetilskud til enlige. Denne praksis anvendes også på andre områder, hvor retten til en ydelse eller ydelsens størrelse afhænger af, om ansøgeren er enlig eller samlevende. Ægteskabslignende forhold Det følger af praksis, at personer, der lever i et såkaldt ægteskabslignende forhold, skal betragtes som samlevende. En ydelsesmodtager skal betragtes som samlevende, når: ydelsesmodtageren har fælles husførelse med en anden person og parterne generelt set kan indgå ægteskab med hinanden Vægt på boligforhold og parternes indbyrdes forhold Det følger af fast praksis, at der, ved vurderingen af om der er fælles husførelse, lægges vægt på: karakteren af de involveredes indbyrdes forhold, navnlig om der er tale om sammenblandet økonomi, men også om der er tale om tidligere ægtefæller eller samlevende, der fortsat har hyppig kontakt, og om de eventuelt har fået børn sammen efter samlivsophævelsen og boligforholdene hos den person, som menes at leve sammen med ydelsesmodtageren Ved bevisvurderingen er det navnlig parternes egne forklaringer om deres indbyrdes forhold og økonomiske oplysninger, som vejer tungt. Se nærmere om den bevismæssige vurdering af sagens oplysninger i kapitlet herom nedenfor.

4 Har parterne fælles husførelse? Når det skal vurderes om parterne har fælles husførelse, skal der lægges vægt på, om ydelsesmodtageren opnår fordele ved at have et forhold til en anden person. Fordelene kan være økonomiske, i forbindelse med betaling af faste udgifter og udgifter til dagligt forbrug, eller ikke-økonomiske, i form af praktisk hjælp i hverdagen med opgaver som at hente, bringe og passe børn, at købe ind, at lave mad og gøre rent mv. Det er afgørende for vurderingen, om fordelene samlet set har et omfang, der kan sidestilles med de fordele, som gifte og samlevende personer har. Der vil i så fald være tale om økonomiske eller ikke-økonomiske bidrag til den fælles husførelse. Økonomiske fordele Når to personer deles om at betale faste udgifter og udgifter til dagligt forbrug, er det åbenbart, at de opnår økonomiske fordele ved at være to om at betale udgifterne. Faste udgifter er bl.a. udgifter til bolig, el, gas, vand, varme, forsikring, licens, telefon, internet og bil. Udgifter til dagligt forbrug er bl.a. udgifter til mad og andre daglig- eller husholdningsvarer, transport og benzin. Man vil også kunne nå frem til, at en person opnår fordele, hvis han/hun modtager beløb til at betale egne eller fælles udgifter, eller hvis personen ejer aktiver med en anden, som de begge betaler til. Forsørgelsespligt og børnebidrag I sager, hvor parterne har fælles børn, skal reglerne om forsørgelsespligt og børnebidrag herunder reglerne om skattemæssigt fradrag for bidrag inddrages. Dette gælder blandt andet, når det skal vurderes om et økonomisk bidrag udgør et bidrag til den fælles husførelse. Størrelsen af børnebidrag afhænger af indkomst og omfanget af samvær. Det samme gør sig gældende, når det skal vurderes, om et økonomisk bidrag skal betragtes som opfyldelse af forsørgerpligten eller helt eller delvist som bidrag til den fælles husførelse. Beløbets størrelse - set i forhold til den anden forælders indtægt og omfanget af samvær med barnet - er afgørende for, om der er tale om opfyldelse af forsørgerpligten eller bidrag til den fælles husførelse. Hvis der er tale om at opfylde forsørgerpligten, vil beløbet ikke kunne betragtes som bidrag til den fælles husførelse. Det vil derfor heller ikke kunne medregnes som en fordel for ydelsesmodtageren.

5 I de tilfælde, hvor der ikke er aftalt eller fastsat børnebidrag, er der stor sandsynlighed for, at et økonomisk bidrag skal betragtes som opfyldelse af forsørgerpligten, og ikke som bidrag til den fælles husførelse. I en ikke offentliggjort sag købte en far tøj og gaver til sine to børn for 500 kr. om måneden. Det fremgik af sagen, at der hverken var aftalt eller fastsat børnebidrag, at faren havde en forholdsvis lav indkomst, og at han og børnene havde udpræget samvær. I sagen så faren børnene næsten hver dag i forbindelse med, at faren eller farens forældre hentede børnene fra daginstitution. Hvis moren ikke var hjemme, efter at børene var blevet hentet, opholdt børnene sig på farens og bedsteforældrenes bopæl, indtil moren kom hjem. Fordi faren ikke betalte bidrag, skulle beløbet på 500 kr. om måneden betragtes som delvis opfyldelse af forsørgerpligten. Beløbet var ikke unormalt højt til trods for farens lave indtægt og omfanget af børnenes samvær med faren. Selv store beløb - eksempelvis i form af gaver og tøj til børnene - vil ikke skulle betragtes som bidrag til den fælles husførelse, hvis den anden forælder har en tilsvarende høj indtægt. Se Principafgørelse B-3-05 om skattemæssigt fradrag for bidrag, som kan indgå i vurderingen af, om der er fælles husførelse >> Ikke-økonomiske fordele Når to personer deles om det praktiske arbejde i hjemmet, er det åbenbart, at der samlet set vil være mindre arbejde for den enkelte. Praktisk arbejde kan være opgaver som: at hente, bringe og passe børn, indkøb, at lave mad, vaske tøj, gøre rent, ordne have mv. Enlige kan være nødsaget til at gå ned i tid på arbejdsmarkedet eller betale sig fra de praktiske opgaver for at få dagligdagen til at hænge sammen. Hvis en anden person hjælper med det praktisk arbejde i hjemmet, kan det derfor ses som fordele for ydelsesmodtageren og som bidrag til den fælles husførelse.

6 Barnets ret til samvær Når parterne i sagen har fælles børn, skal reglerne om barnets ret til samvær og forældreansvar også inddrages ved vurderingen. Det betyder, at den tid, som børnene tilbringer med den anden forælder, som udgangspunkt skal betragtes som samvær. Selv om en ydelsesmodtager opnår fordele ved, at den anden forælder henter eller bringer børnene til og fra institution eller passer børnene i forbindelse med skæve arbejdstider, vil fordelene ikke kunne medregnes ved den samlede vurdering af fordelenes omfang. Den tilbragte tid med børnene skal betragtes som samvær, og ikke som bidrag til den fælles husførelse. Når samværet primært foregår på ydelsesmodtagerens bopæl, vil spørgsmålet om samvær eller bidrag til den fælles husførelse afhænge af de konkrete omstændigheder i sagen. Der kan f.eks. være konkrete grunde til, at det er bedst for børnene, at samværet foregår på ydelsesmodtagerens bopæl. Det kan dog pege i retning af fælles husførelse, hvis der er udpræget samvær på ydelsesmodtagerens bopæl, og den formodede samlever samtidig hjælper til med en række andre praktiske ting i hjemmet. Samlet vurdering af fordelenes omfang Udover de rene økonomiske og ikke-økonomiske fordele i dagligdagen kan en ydelsesmodtager også opnå andre fordele, som har en mere afgrænset karakter, og som ikke nødvendigvis har at gøre med dagligdagens udgifter eller gøremål, f.eks. i forbindelse med at holde ferie. Der skal foretages en samlet vurdering af de fordele, som ydelsesmodtageren opnår ved forholdet til den formodede samlever. Det er afgørende, om fordelene samlet set har et omfang, der kan sidestilles med de fordele, som gifte og samlevende personer har. Kollektiver En person, der bor i kollektiv, skal ikke anses for samlevende. Når der ud over ydelsesmodtageren bor to eller flere voksne på adressen, skal ydelsesmodtageren ikke anses for samlevende, selv om personen opnår fordele ved, at flere voksne er fælles om at betale udgifter og deles om praktiske opgaver. Det skyldes, at man alene kan leve i et ægteskabslignende forhold med én anden person. Når en ydelsesmodtager bor i kollektiv, skal der dog foretages en konkret vurdering af, om ydelsesmodtageren kan anses for at have fælles husførelse med en enkelt person på adressen.

7 Nyeste praksis Uden tvivl fælles husførelse En pensionist skulle betragtes som samlevende i en sag om beregning af pension, fordi hun havde fælles husførelse med en anden person. Parterne ejede i fællesskab den andelslejlighed, som de boede i. De satte hver måned samme beløb ind på en fælles bankkonto til betaling af faste udgifter. Parterne havde tillige en madkasse, hvor de også lagde samme beløb i til forbrug og husholdning. Herudover deltes de ligeligt om madlavning, rengøring og lignende. Det var afgørende, at pensionisten opnåede fordele ved at have en bofælle/samlever, og at fordelene samlet set havde et omfang, som gifte og andre samlevende personer har. Se Principafgørelse 8-13 >> Sammenblandet økonomi I en sag om en kvinde, der modtog boligstøtte, børnetilskud og økonomisk fripladstilskud skulle kvinden betragtes som samlevende med faren til sine børn. Der blev navnlig lagt vægt på, at parterne fortsat havde udpræget sammenblandet økonomi. Manden overførte hver måned et større beløb til kvindens konto til at dække børnenes underhold og til at betale for fælles hæftelser, men også til betaling af bank- og forbrugslån, der alene var optaget af manden. Beløbet skulle også dække indbetalinger til mandens pensionsordning. Parterne spiste desuden jævnligt sammen på kvindens bopæl, og alt samvær med børnene foregik også på kvindens bopæl. Der blev endelig lagt vægt på, at parterne flyttede sammen igen, i forbindelse med at kommunen undersøgte, om ydelsesmodtageren var reelt enlig. Oplysningerne i sagen var tilstrækkelige til at sandsynliggøre, at parterne havde levet og fortsat levede sammen i et ægteskabslignende forhold, og at kvinden mod bedre vidende havde modtaget børnetilskud og fået for meget i økonomisk fripladstilskud. Oplysningerne var dog ikke tilstrækkelige til at sandsynliggøre, at manden havde fast ophold på kvindens bopæl. Der kunne således ikke træffes afgørelse om ophør og tilbagebetaling af boligstøtte på det foreliggende grundlag. Ankestyrelsen fastslog således, at der ikke stilles krav om, at parterne har fælles bopæl for at kunne nå frem til, at parterne lever i ægteskabslignende forhold med fælles husførelse. Jeg er enig i Helenes forslag

8 Se Principafgørelse 11-13 >> Ikke fælles husførelse trods fælles bil Ankestyrelsen fandt, at en kvinde skulle betragtes som enlig, selv om hun havde en delebil med sin kæreste. Kvinden modtog børnetilskud, boligstøtte og økonomisk fripladstilskud. Det fremgik af sagen, at parterne havde købt en bil sammen, og at de i den forbindelse havde optaget et lån sammen. De satte begge penge ind på en fælles konto, hvor afdrag på lånet betaltes fra. Det fremgik videre, at kvinden ikke havde kunnet optage lånet alene, og at det primært var hende, som brugte bilen. Kæresten havde forklaret, at han var flyttet hjem til sine forældre efter sin skilsmisse fra en anden kvinde. Han havde et værelse på 8 m2 og adgang til at opholde sig i hele huset. Han betalte ikke husleje, men bidrog lidt ved at betale mad eller andet. Han havde samvær med sine børn fra sit tidligere ægteskab i huset og modtog sin post på adressen. Der var - udover en anonym anmeldelse - ikke oplysninger i sagen, som afkræftede forklaringerne. Om parternes indbyrdes forhold var det oplyst, at de bl.a. spiste sammen når de sås, og at de deltes om udgifterne på den måde, at kvinden betalte, når de spiste hjemme, og kæresten betalte, når de spiste ude. Det fremgik yderligere af sagen, at de havde været på ferier sammen. Det var dog uklart, hvor ofte og i hvilke perioder parterne havde set hinanden. Efter en samlet vurdering, nåede Ankestyrelsen frem til, at kvinden ud fra de foreliggende oplysninger ikke havde opnået fordele i et sådant omfang, at fordelene samlet set svarede til de fordele, som gifte og samlevende personer har. Se Principafgørelse 10-13 >> Ankestyrelsen nåede i en anden sag tilsvarende frem til, at en kvinde, der modtog børnetilskud, skulle betragtes som enlig, selv om hun havde købt et sommerhus med sin kæreste. Parterne havde ud over sommerhuset adskilte økonomier. De havde hver deres bolig, og de så hinanden og spiste sammen hver onsdag, hver anden weekend og i ferier. Sagen er ikke offentliggjort. Sagerne viser, at det ikke er udelukket, at to personer kan være fælles om endog større aktiver uden at have fælles husførelse. Afgørende er som nævnt, om fordelene samlet set har et omfang, der kan sidestilles med de fordele, som gifte og samlevende personer har.

9 Sat på spidsen kan man sammenligne eksemplerne med delebil-, delebåd, eller delesommerhusordninger. Det er ikke ensbetydende med, at man har fælles husførelse. selv om man har sådanne ejerfællesskaber.

10 Kan parterne generelt set indgå ægteskab med hinanden? Betingelsen om, at to parter generelt set skal kunne indgå ægteskab med hinanden betyder, at den blotte mulighed for ægteskab er tilstrækkelig for at betingelsen er opfyldt. Det vil sige, at det er uden betydning, om parterne er kærester, og om parterne har til hensigt at indgå ægteskab med hinanden. Se principafgørelse 8-13 (refereret ovenfor), hvor en pensionist skulle betragtes som samlevende, selv om pensionisten og bofællen ikke levede sammen som et par. Det betyder også, at en person som er gift, men har fælles husførelse med en anden person end ægtefællen, vil skulle betragtes som samlevende, fordi parterne vil kunne indgå ægteskab efter en evt. skilsmisse. Da søskende eller forældre og børn ikke vil kunne indgå ægteskab, vil denne gruppe af personer ikke kunne anses for at leve i ægteskabslignende forhold med hinanden. De vil derfor kunne bo sammen og have fælles husførelse samtidig med, at de modtager ydelser som enlige.

11 Den bevismæssige vurdering Sager om reelt enlige indeholder ofte rigtig mange oplysninger, og det er naturligvis med til at gøre bevisvurderingen vanskelig. Hertil kommer, at en oplysning kan tale for et resultat i en sag, men at en tilsvarende oplysning i en anden sag ikke kan anvendes, fordi der er andre eller modstridende oplysninger i sagen. Sandsynliggøre at borgeren er samlevende De samlede oplysninger i sagen skal ud fra en almindelig bevisvurdering sandsynliggøre, at borgeren har fælles husførelse med en anden person. Sagsbehandleren må altså danne sig et helhedsindtryk af sagens oplysninger, inden det vurderes, om en oplysning peger i den ene eller den anden retning, og med hvilken vægt oplysningen skal indgå. Beviserne skal samlet set skabe en velbegrundet formodning for, at ydelsesmodtageren har fælles husførelse med en anden person. Der skal altså være tungtvejende beviser, og der må ikke være uafklarede, modstridende oplysninger. Bevisvurderingen skal ses i lyset af, at myndigheden har ansvar for, at oplysningsgrundlaget er tilstrækkeligt til at der kan træffes afgørelse i sagen. Der kan ikke træffes afgørelse om ophør eller tilbagebetaling, hvis det ikke er tilstrækkelig sandsynliggjort, at der er fælles husførelse mellem parterne,. Stor vægt på sammenblandet økonomi Oplysninger om sammenblandet økonomi tillægges i praksis meget stor vægt. Det skyldes bl.a., at økonomiske forhold er dokumenterbare, og en myndighed kan derfor have stor tillid til bevisernes troværdighed. Bankudskrifter, låne/gældsbeviser, kontrakter om fælles ejerskab af aktiver mm. vil typisk kunne anvendes som bevis for sammenblandet økonomi. Økonomisk dokumentation for at to personer frivilligt har valgt at stifte eller opretholde økonomiske mellemværender, vil derfor kunne tillægges stor vægt ved vurderingen af, om to parter har fælles husførelse. Anonyme anmeldelser ingen eller ringe vægt Troværdigheden af anonyme anmeldelser og motiverne bag vil ofte være svære at bedømme. En anonym anmeldelse vil derfor typisk alene kunne bruges som anledning til at undersøge en sag nærmere. Troværdigheden afhænger af, hvor detaljeret anmeldelsen er. Ud fra anmeldelsens karakter må det derfor vurderes, om anmeldelsen vil kunne bruges som udgangspunkt for en samtale med borgeren.

12 Bilobservationer ingen eller ringe vægt Systematisk overvågning af borgere vil ofte være i strid med proportionalitetsprincippet. Bilobservationer vil derfor have karakter af få og tilfældige observationer, som typisk strækker sig over en længere periode. Den bevismæssige betydning vil være yderst ringe som følge heraf, og observationerne vil ligesom anonyme anmeldelser - alene kunne bruges som anledning til at undersøge en sag nærmere. Husundersøgelse En husundersøgelse foretaget uden samtykke er en meget indgribende foranstaltning. Det vil ofte være et uproportionalt oplysningsskridt, fordi mindre indgribende tiltag vil være tilstrækkelige. Hvis det er nødvendigt for at oplyse sagen, er der derimod ikke noget i vejen for, at myndigheden - efter klar aftale med borgeren - besøger borgeren for at danne sig et indtryk af borgerens boligforhold. Afhængig af sagens konkrete omstændigheder kan observationer foretaget i hjemmet dog have ringe bevismæssig betydning. Der kan ikke lægges vægt på, at der er en dobbeltseng, og at kæresten har en tandbørste stående, når ydelsesmodtageren f.eks. har forklaret, at han/hun har en kæreste. Sådanne observationer vil alene bekræfte oplysningen om, at ydelsesmodtageren har en kæreste, og ikke nødvendigvis skabe en formodning om, at parterne har fælles husførelse. Hvis kæresten derimod har størstedelen af sine private og personlige ejendele hos ydelsesmodtageren, er situationen en anden. Facebook og andre sociale medier Det er muligt at indhente oplysninger fra relevante facebookprofiler eller lign., når profilerne er åbne og tilgængelige for alle brugere. Det vil dog igen være sagens konkrete omstændigheder, som bestemmer oplysningernes bevismæssige betydning. Hvis oplysningerne ikke er i modstrid med borgerens oplysninger, vil oplysningerne ikke have afgørende bevismæssig betydning. Da man godt kan have en kæreste og fortsat være berettiget til ydelser som enlig, vil det for eksempel ikke være afgørende for et evt. tilbagebetalingskrav, fra hvilket tidspunkt ydelsesmodtageren har stået som værende i et forhold. Sagen er en anden, hvis en ydelsesmodtager derimod har oplyst, at han/hun ikke har afholdt ferier med sin kæreste, og der er feriebilleder på eks. Facebook. Man kan tilsvarende forestille sig, at en formodet samlever på sin profil har ændret sin hjemby fra et tidligere tidspunkt end oplyst. Modstridende oplysninger i sagen Når der er modstridende oplysninger i en sag, må sagsbehandleren undersøge spørgsmålet nærmere eller undlade at lægge vægt på oplysningen til skade for ydelsesmodtageren. De modstridende oplysninger skal altså være tilbagevist af

13 myndigheden, hvis myndigheden skal kunne lægge vægt på forholdet til skade for borgeren i en afgørelse. Der kan for eksempel ikke lægges vægt på et lavt el-forbrug på en formodet samlevers adresse, når det er oplyst, at huset på adressen er under renovering, og der alene opvarmes enkelte rum. Sagsbehandleren må med en sådan oplysning undersøge forholdet nærmere, eller tro på parternes forklaring. Tilbagebetalingssager - beviser for hele perioden Ydelserne skal tilbagebetales, hvis en person har modtaget ydelser uden at være berettiget til dem og ydelserne er modtaget mod bedre vidende. Afgørelsens tidsrum er meget væsentligt. Der kan kun træffes afgørelse om tilbagebetaling for en periode, når oplysningerne i sagen vedrører hele den pågældende periode. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at der alene er indhentet oplysninger om en borgers nuværende situation, hvis afgørelsen strækker sig over en længere periode. Ligesom der skal være beviser for fælles husførelse i hele perioden, skal der også være beviser for, at ydelserne er modtaget mod bedre vidende i hele den periode, som tilbagebetalingskravet vedrører. Tilbagebetaling kræver ond tro Hvis man har modtaget ydelser mod bedre vidende, kaldes det i daglig tale, at borgeren har været i ond tro. Ond tro skal ses i sammenhæng med borgerens pligt til at oplyse om forhold eller ændringer, som kan have betydning for hjælpen. Der foreligger ond tro, når borgeren vidste eller burde vide, at borgeren skulle oplyse myndigheden om nærmere bestemte forhold. Der foreligger ikke ond tro, når borgeren har oplyst om forhold, og myndigheden fortsat har udbetalt ydelsen, til trods for at borgeren ikke længere er berettiget. I den situation kan der træffes afgørelse om ophør af ydelsen, når myndigheden bliver opmærksom på, at borgeren ikke længere er berettiget til ydelsen, men der kan ikke kræves tilbagebetaling. Når der eksempelvis er tale om, at en ydelsesmodtager får en ny kæreste, er den klare streg i sandet, når kæresten er flyttet ind på adressen, og de deles om udgifterne. I den situation er der ikke tvivl om, at ydelsesmodtageren burde oplyse kommunen om de nye forhold. Men der kan være en forudgående periode, hvor kæresten har opholdt sig mere og mere på ydelsesmodtagerens bopæl, og hvor parterne i stigende grad har delt udgifterne. Det kan derfor være meget vanskeligt at bevise og begrunde ond tro i en sådan overgangsperiode.

14 Ligesom det kan være vanskeligt for myndighederne at vurdere, hvornår en person præcist går fra at være enlig til at skulle betragtes som samlevende, kan det også være vanskeligt for ydelsesmodtageren. Se Principafgørelse B-3-00 hvor det ikke var tilstrækkelig godtgjort, at ydelserne var modtaget mod bedre vidende, selv om det var godtgjort, at kvinden ikke havde været enlig. >> Ond tro skal begrundes konkret Borgerens onde tro skal begrundes konkret i afgørelsen. Man må forvente, at ydelsesmodtagere oftest mener, at de er enlige, hvis de modtager ydelser som enlig. Det vil derfor ikke være tilstrækkeligt blot at begrunde en afgørelse om tilbagebetaling med, at borgeren har underskrevet erklæringer om, at han/hun er reelt enlig eller at borgeren ikke har opfyldt sin oplysningspligt. Det skal fremgå, hvilke oplysninger ydelsesmodtageren har tilbageholdt overfor myndigheden, og begrundes, hvornår og hvorfor ydelsesmodtageren vidste eller burde vide, at pågældende skulle have oplyst om forholdene. Hvis en ansøger f.eks. frivilligt har bibeholdt en række økonomiske mellemværender med sin tidligere ægtefælle eller samlever, burde ansøgeren vide, at det kan have betydning for, om han/hun har ret til ydelser som enlig. Ansøgeren bør i den situation oplyse om, hvilke økonomiske mellemværender der er bibeholdt og hvorfor. Myndigheden må derefter tage stilling til, om det ud fra borgerens konkrete forhold også har betydning for retten til ydelsen.

15 CPR-loven og bopælssager Når en myndighed får mistanke om, at en ydelsesmodtager lever sammen med en anden person, kan der ofte være anledning til at tro, at den formodede samlever ikke er registreret korrekt i CPR-registeret. Det vil derfor være nødvendigt at indhente oplysninger om den formodede samlevers boligforhold. CPR-loven kan ikke anvendes som hjemmel til at indhente oplysninger i sager om reelt enlige, hverken om ydelsesmodtageren eller om den formodede samlever. Det er alene muligt at indhente oplysninger med hjemmel i CPR-loven, når der er oprettet en bopælssag på den person, som myndigheden mener kan være registreret forkert i CPR-registeret. Hvis kontrolsagskommunen beder om det, kan en anden kommune eller en anden del af samme kommune videregive relevante oplysninger fra bopælssagen. Det kræver naturligvis, at betingelserne for videregivelse er opfyldt. Eksempelvis vil oplysninger fra en samtale med den formodede samlever, oplysninger fra tele- og forsyningsselskaber eller Post Danmark A/S kunne bruges i kontrolsagen.