Et Univers(itet) af Druk og et Liv i krise af Kenneth Degnbol, forfatter og højskolelærer på Rønde Højskole. Anmeldelse. I bogen Tanker fra en rus følger vi hovedpersonen Peter igennem tyve år af sit liv fra universitetstiden til en karriere som først og fremmest advokat og i mindre grad som familiefar. Peter forholder sig undervejs refleksiv til sine omgivelser og derfor er en stor del af bogens potentiale en indbygget kritik af uddannelsesinstitutionerne, det neoliberale samfund og ikke mindst det, man kan kalde individets mulighed for at komme til sig selv i hel Kierkegaardsk forstand. Kasper Selmar uden alkohol, men vel i en kornsort, der kan brygges på, så skål anyway, det er ikke smagsoplevelsen eller
kvaliteten, der spiller en rolle, men effekten. Bogen begynder med den for universitetsbegyndelsen obligatoriske rustur, hvor alkohol er en så overskyggende faktor der gør, at alle i grunden skjuler sig for hinanden, og ingen kan vise sig med de drømme og forventninger, de nye studerende, Peter ikke mindst, møder op med. For Peter bliver det en stor skuffelse, som han dog ikke magter at gør noget ved. Måske fordi han savner muligheder, eller fordi indsigten først vokser med tiden. I hvert fald gør han som de fleste; kæmper med studierne, med studielivet, gør det som rammerne byder ham, men hele tiden med en længsel efter, at den grænseløst videbegærlige, akademiske og sandhedssøgende student skal indfinde sig. En del af kritikken retter sig mod alkoholkulturen i universitetsmiljøet. Det er ikke bogens hovedtema, men det fungerer som et symbol for det overordnede eksistentielle tema om at blive sig selv. Alkohol står ifølge Peter i vejen for, at det egentlige Jeg kan udspille sig. Men Peters kamp handler også om at overtage sig selv i forhold til studievalget, for er det i grunden hans valg, når hele familien har tradition for at gå vejen omkring det juridiske fakultet? Og når vi senere i livet møder Peter som en succesfuld advokat, er det så egentlig et resultat af den måde, han i virkeligheden ønsker at leve sit liv på, når han knokler for at have betydning i firmaet, mens han savner at se mere til sin kone, Lise, og deres barn, Alma? I den forstand er der mere end alkohollen, der står i vejen, men fællesnævneren er det at leve livet uden rigtigt at tage det ind. Tanker fra en rus er en debutroman skrevet af Kasper Selmar Pedersen. Han er selv studerende på Århus Universitet, og man aner et muligt selvbiografisk islæt undervejs i læsningen, og det giver mening, når han om romanen skriver, at det er en førstehåndsskildring af blandt andet universitetssystemet. Peter er akademiker ligesom Kasper er det. Derfor er det
troværdigt, når Peter i sine refleksioner undervejs i bogen inddrager vidt forskellige perspektiver af filosofisk og samfundsteoretisk karakter til at underbygge sine iagttagelser. F.eks. perspektiverer han hele karaktersystemet på universitetet ved at inddrage Black swan-teorien af den libanesisk-amerikanske statistiker Nassim Nicholas Taleb, der handler om den undervurderede betydning, vi tillægger tilfældigheder i historiefaget såvel som i vores fremtidsprognoser for blandt andet makrobevægelser på det finansielle marked. Uforudsigelige hændelser spiller ifølge teorien en større og større rolle, samtidig med at særligt unge ikke har lært at tillægge det nogen betydning. Resultatet er i universitetsverdenen et system, der blindt styrer efter karakterer, mens Peter (i denne del af bogen som underviser) godt ved, at de ikke tilbyder en særlig stor grad af objektiv sandhed om de studerendes evner og præstationer. Peter kommer ikke med forslag til ændringer, og det er kendetegnende for ham. Peter er den klassisk dannede advokat (der endda skriver glimrende poesi), der kan sin samfundskritik, men ikke evner at ændre noget. Måske før til allersidst i romanen. På den måde indskriver romanen sig i en den klassiske tradition for dannelsesromaner. Romanens konflikt er den voksende kløft mellem det faktisk levede liv, og Peters følelse af, at det er hans liv og hans egne genuine valg. Indtil kløften bliver stor nok og kalder på en forandring.
Bogen er velskrevet med et godt sprog og en stringent form, hvor Peter er eneste synsvinkelbærer. Hans figur forekommer troværdig i den bevægelse han gennemgår fra tyveårig naiv russer til den 40-åriges forhærdelse samtidig med at hans eksistentielle længsel er uforandret, hvilket borger godt for os alle sammen. Balancen mellem de rene beskrivelser og de refleksive dele er jævn bogen igennem. Kasper Selmar Pedersen er selvudgiver, men han skal roses for at have sat en redaktør på bogen. Stilistisk renhed og den nævnte balance kan ofte være svær at finde for selvudgivere, der står alene med manuskriptet fra først til sidst, så måske er Kasper her tak skyldig til sin redaktør Stine Liberty Svenningsen. De reflekterende dele af bogen nærmer sig en essayistisk, fabulerende stil. Det er ikke comme il faut i alle litterære miljøer. Men jeg tager hatten af for modet til at overskride den rene beskrivende stil med fortolkningerne. Det er troværdigt, at hovedpersonen, der jo netop er akademisk skolet, bringer teorier i spil, når han forsøger at forstå verden, for er det ikke netop sådan mange af os gebærder os, når vi i dialektikkens navn tænker, at der må være flere forklaringer på spil? Under alle omstændigheder er det
inspirerende, ikke mindst for undertegnede. Bogens styrke er samtidig også dens svaghed. Peter er på mange måder en person som alle andre, der har betrådt universitets institutter frem mod et liv, hvor karriere og familieliv lever en konstant tofrontskamp. Han er let at forbinde sig med, men mangler af samme grund også en kant. I en scene, der skal vise Peters jetset-liv som advokat, møder vi ham på jagt. Det er spændende læsning, og jeg var bjergtaget kapitlet igennem af den simple grund, at her tilbød der sig en for mig fremmed verden at træde ind i. Det udstiller samtidig udfordringen med mange af de andre kapitler. Meget af det, Peter gennemgår, er så dagligdags, så man savner en oplevelse. Når Peter for eksempel vågner på kollegiet og er frustreret over den natlige fest, som ingen har ryddet op efter, så er det noget, de fleste af os har oplevet så mange gange, så at udfylde det tema over adskillige sider, virker intetsigende. Når litteraturen er stor, er det når den på magisk vis, kan føre os nye steder hen. Det har Kasper Selmar Pedersen tilgode at vise os, at han kan. Og det er særlig sårbart i den strenge stil, hvor Peter alene bærer synsvinklen. Der skal meget til, når en enkelt person skal opretholde intensiteten. Han bliver ganske enkelt for let at leve sig ind i, fordi han næsten bliver for troværdig, for meget som en af os andre, for meget det gennemsnit, der kan udstille samfundets skyggesider, men ikke rigtig selv har skævheder. Jeg håber, Kasper Selmar Pedersen tør holde fast i den fortolkende, kritiske og essayistiske stil, og forhåbentlig med en historie med mere spræl, skævhed og fantasi Tillykke med debutten. Tanker fra en rus er skrevet af Kasper Selmar Pedersen og udkommet (2015) udenom etablerede forlag. Køb bogen her.
Vejen til et behageligt liv Epikur (341-270 f.v.t.) opsummerer i nedenstående brev til Menoikeus sine tanker om vejen til et godt, sundt, behageligt og roligt liv. Det drejer sig om fravær af ulyst, om at have det behageligt; noget der er til at opnå, hvis man lever afbalanceret og sundt, lader være med at ønske sig det uopnåelige og afstemmer sine forventninger efter det mulige; hvis man sørger for at ens behov er små og forstår, at der er meget i denne verden, man ikke har indflydelse på. Kære Menoikeus [1] Lad ingen være længe om at søge visdom, når han er ung, eller træt i sin søgen, når han er gammel. Sjælens sundhed gælder alle aldre. Og at sige, at tiden til at studere filosofi endnu ikke er kommet, eller at den er forbi, er som at sige, at tiden for lykke endnu ikke er kommet, eller at den allerede er gået. Derfor bør både den gamle og den unge søge visdom. Den første [den gamle], for at han kan blive ungdommelig efterhånden, som alderen kommer over ham ved minderne om de goder, han har oplevet. Den anden [den unge] for, at han, mens han er ung, samtidig kan være erfaren, fordi han ikke frygter de ting, der skal komme. Vi skal altså øve os i de ting, der bringer lykke, fordi hvis den er på plads, så vi har alt, og hvis den er fraværende, så er alle vores handlinger rettet mod at opnå den.
Romersk marmorbuste af Epikur. Kopi af en original græsk. Epikur var hedonist, hvilket betyder, at han betragtede velbehag åndeligt såvel som fysisk som målet for tilværelsen. Men, man misforstår hedonismen, hvis man tror, det drejer sig om overfladisk nydelse. Et velbehageligt liv er et klogt levet liv. De ting, jeg uophørligt har erklæret for dig, dem skal du gøre, og øve dig i dem, mens du anser dem for at være ingredienserne til den rette livsførelse. Først må du tro,
at Gud[2] er et ukrænkeligt og saligt væsen sådan som menneskehedens almindelige gudsbegreb er indskrevet i os; når du tror sådan, vil du ikke kræve noget af ham, som er fremmed for hans ukrænkelighed eller i modstrid med hans salighed. Tro kun det om ham, der både opretholder hans ukrænkelighed og salighed. Der findes guder, og erkendelsen af dem er åbenlyst, men de er ikke, som flertallet tror, og mange er ikke i stand til at bevare den rette tro og respektere de rette forestillinger om dem. Det er ikke den mand, der benægter flertallets gud[sbegreb], som er virkelig ugudelig, det er derimod den mand, der kræver af guderne, hvad flertallet tror, man kan kræve af dem. For de fordomme flertallet ytrer om guderne er ikke sande, men falske antagelser: F.eks. at gudernes hånd sikrer, at de største ulykker rammer de onde, og de største velsignelser de gode. Vi favoriserer egne dyder og tror, guderne glæder sig over det samme [som os] og afviser alt, hvad der ikke er af samme slags. Væn dig til at tro, at døden ikke har betydning for os; evnen til at sanse medfører godt og ondt, men døden frarøver os al sansning, og derfor medfører den rette forståelse af døden, at den ikke har betydning for os. Vi kan leve behageligt på trods af livets dødelighed; ikke ved at tilføje livet en grænseløs tid, men ved at fjerne længslen efter udødelighed. For livet er ingen rædsel for ham, som til bunds har forstået, at livets ophør ikke medfører rædsel. Tåbelig er derfor den mand, der siger, at han frygter døden, ikke fordi det vil smerte, når den kommer, men fordi udsigten til døden smerter. Alt, hvad der ikke forårsager ubehageligheder, når det [faktisk] er her, kan kun medføre ubehag, når vi tænker på det. Når vi derfor indser, at når vi er, så er døden det mest forfærdelige af onder her ikke, og når døden kommer, så er vi her ikke, forstår vi, at døden ikke er noget [betyder noget] for os. Den er ikke noget, hverken for de levende eller døde, for hos den levende er den ikke, og de døde eksisterer ikke længere.
Men her i verden, skyr nogle døden som det største af alle onder, og til andre tider anser de den som et pusterum fra livets onder. Den kloge mand misbilliger ikke livet, ej heller frygter han livets ophør. Tanken om livet støder ham ikke, men livets ophør betragtes ikke som et onde. Og som folk flest ikke blot vælger den største portion af mad, men den mest velsmagende, så vælger den vise at nyde den tid, der er mest behagelig, frem for den længste tid. Og den, der formaner de unge til at leve godt og den gamle at slutte det godt, taler tåbeligt; ikke blot på grund af det ønskelige i livet, men fordi samme øvelse på en gang lærer dig at leve godt og at dø godt. Meget værre er den, der siger, at det havde været godt ikke at være født, men når nu man er født, så at skynde sig gennem portene til Hades [dødsriget]. For hvis han virkelig mener det, hvorfor forlader han så ikke livet? Det ville være let for ham, hvis han virkelig var fast overbevist. Hvis han kun taler for sjov, er hans ord dårskab, som dem, der hører ham, ikke vil tro. Vi må huske, at fremtiden hverken er afhængig af os, og ej heller helt uafhængig af os, så vi derfor hverken kan regne helt sikkert med det, der kommer, eller fortvivle over noget, som var det helt umuligt. Want Need. En flise fra Cementmageren (bragt med Cementmagerens tilladelse), som meget fint opsummerer Epikurs pointe; det
gælder om at skabe balance i mellem behov og ønsker. Vi må også forstå, at noget begær er naturligt, andet uden indhold, og af de naturlige er nogle nødvendige såvel som naturlige [at opfylde] og nogle bare naturlige [men ikke nødvendige]. Og af de nødvendige behov er nogle nødvendige [at opfylde] for livslykken, nogle for at slippe for uro i kroppen, nogle for simpelthen at leve. Den, der har en klar og sikker forståelse af disse ting, vil navigere mellem sine lyster og modvilje for at sikre en sund krop og ro i sindet, og forstår tillige at dette er vejen til et velsignet liv. For målet med vores handlinger er at blive fri for smerte og frygt, og når vi har opnået det, stilner sjælens storme af. Vi ser, at det levende væsen [i fraværet af smerte og frygt] ikke har behov for at gå på jagt efter noget, der mangler, og heller ikke lede efter andre ting, som kan opfylde sjælens og kroppens goder. Når vi er forpinte på grund af fraværet af lystfølelsen [hedone: græsk for både lystfølelse og nydelse], da, og kun da, føler vi behov for nydelse. Derfor opfatter vi nydelsen som alfa og omega for det lykkelige liv. Lystfølelsen er det første gode, vi lærer at kende. Lystfølelsen er udgangspunktet for ethvert valg og ethvert fravalg, og det vi vender tilbage til, for så vidt som vi gør følelsen til den regel, hvorved vi bedømmer de gode ting. Selvom lystfølelsen er vores primære gode og medfødt, vælger vi af den grund ikke enhver fornøjelse, men springer over mange af dem, såfremt et større ubehag følger af dem. Ofte opfatter vi smerter som bedre end fornøjelser, hvis konsekvenserne ved at udholde smerterne er en større [intens og langvarig] fornøjelse. Mens alle fornøjelser må betragtes som goder, fordi de er naturligt beslægtede med os, er det ikke alle fornøjelser, vi skal vælge, og skønt al smerte er af det onde, er det alligevel ikke al smerte, der skal undgås. Det er dog ved at måle den ene mod den anden, og ved at se på fordelene og ulemperne ved dem, at disse spørgsmål skal
bedømmes. Nogle gange kan vi behandle det gode som et onde, og det onde, tværtimod, som et gode. Vi betragter uafhængighed af ydre ting som et stort gode, ikke [forstået] sådan, at vi i alle tilfælde skal bruge lidt, men være tilfredse med lidt, hvis ikke vi har meget, idet vi er ærligt overbeviste om, at de der kræver mindst bedst nyder luksus. Og at alt hvad der er naturligt også er let at tilvejebringe, og kun det overflødige og værdiløse svært at vinde. En simpel livsførelse giver lige så meget glæde som en dyr, når først længslen efter [den dyre] er fjernet; vand og brød er kilde til den højeste nydelse, når de bliver bragt til sultne læber. At vænne sig selv til simpel og billig kost giver dig alt, hvad du behøver for sundhed, og gør det muligt for en mand at opfylde de nødvendige krav i livet uden at føle sig forsmået, og vi klarer os bedre, når vi med mellemrum nærmer os svære tider og gør os frygtløse overfor skæbnen. Når vi siger, at nydelse er endemålet, mener vi ikke glæden ved den ødselhed eller glæden ved sanselighed, som nogle gennem uvidenhed, fordomme, eller forsætlig vildledning gør det. Med nydelse mener vi fravær af smerter i kroppen og af problemer i sjælen. Det er ikke en endeløs række af drukture og festivitas, ikke det seksuelle begær, ikke nydelse af god mad og andre delikatesser, der giver et behagelig liv, det er sobre fornuftsløsninger, gode begrundelser for hvert tilvalg og fravalg og bandlysning af enhver overbevisning, der oprører sjælen og tager den i besiddelse. For alt dette er visdom [fronesis] begyndelsen og det største gode. Derfor er visdom en mere kostbar ting end selve filosofien, fra visdommen stammer alle de andre dyder, for med indsigten lærer vi, at vi ikke kan leve behageligt uden at leve klogt, ærværdigt og retfærdigt, ej heller leve klogt, ærværdigt og retfærdigt uden at leve behageligt. Dyderne hører efter deres natur med til at leve et behageligt liv, og de kan ikke adskilles fra et behageligt liv.
Hvem andre lever, efter din vurdering, bedre end en sådan mand? Han tror helligt på guderne, og er helt fri for frygten for døden. Han har klogt indset naturens begrænsninger, og forstår, hvor let gode ting kan opnås og ser, at både det ondes intensitet og varigheden er svag. Skæbnen, som nogle betragter, som det der bestemmer al ting, foragter han, han forstår, at nogle ting sker af nødvendighed, andre ved tilfældigheder, og nogle gennem vores egne handlinger. Han ser, at nødvendighed fritager os ansvar, og at tilfældighederne er uberegnelige, og at kun vore egne handlinger er vi fuldt herre over, og at det netop er derfor, at ros og ris knyttes til dem. Ja, det ville være bedre at acceptere myterne om guderne, end at underlægge sig skæbnens tyngde, sådan som naturfilosofferne har pålagt os. Myterne giver et svagt håb om, at vi kan undslippe [skæbnen], hvis vi ærer guderne, mens naturfilosoffernes nødvendigheder er døve for enhver bøn. Han anser heller ikke tilfældigheden for en guddom, som folk i al almindelighed gør, for i en guds handlinger er der ingen uorden, ej heller som en årsag ganske vist en usikker en i så fald fordi han ikke mener, at godt eller ondt udløses ved tilfældigheder for at velsigne livet, selvom de [tilfældighederne] dog udgør udgangspunktet for store goder og store onder. Han mener, at den kloges ulykke er bedre, end fjolsets fremgang. Kort sagt er det bedre, at handlinger som bedømmes vel ikke skylder tilfældigheden noget. Ihukom disse og beslægtede forskrifter både dag og nat, både for dig selv og med en ligesindet, så vil du aldrig hverken i vågen tilstand eller i drømme blive forstyrret, men vil leve som en gud blandt dødelige. For mennesket mister al antydning af dødelighed ved at leve midt i udødelige velsignelser. De bedste hilsner Epikur
[1] Teksten er planket fra http://www.epicurus.net/en/menoeceus.html, et site, der indehaves af Vincent Cook. Om det er ham, der har oversat teksten fra originalsproget til engelsk melder historien ikke noget om. Tilgengæld kan det oplyses, at google-translate har oversat den fra engelsk, hvorefter den er bearbejdet af Lars Andreassen (som bestemt ikke er klassisk filolog), men fra Egå Ungdoms-Højskole, og endelig er teksten jævnført med Poul Helms oversættelse fra1956 i Epikurs filosofiske Breve og Hovedlærdomme. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. Kbh. [2] Betegnelsen gud bruges både i ental og flertal (hos de fleste græske tænkere); der er flere guder, men kun et gudsbegreb. Desuden er det sådan i Epikurs erkendelsesteori, at vi erkender via billeder, der stammer fra(udsendes af) objekterne selv, hvilket betyder, at når vi har et begreb om gud et billede af gud så må dette billede stamme fra gud. (se Helms 1956: side 35 note 2 og side 36 note 5).