Konfirmationsprædiken: Store bededag Kære konfirmander, familier og venner I midten af september mødtes vi; konfirmanderne og jeg til den første undervisningstime her i Jægersborg Kirke, og nu er der gået syv måneder. Et varmt tårnrum lige under kirkeklokken, med smuk udsigt over hundsømosen har dannet ramme om de fleste af vores timer sammen. Vi har været rundt om mange emner, livet og døden, mening, tro og tvivl. Nogle gange har det været emner jeg har haft planlagt for jer og andre gange har samtalen taget en drejning, fordi I interesseret har spurgt ind til et andet emne. Flere gange er jeg gået smilede ned af trappen fra tårnet med et stort set ubrugt undervisningsmateriale. I har været gode til at lytte og tænke med. I har været gode til at holde fast i jer selv og I har udviklet den tro I hver især rummer. Den udvikling blev særlig tydeligt for mig, da jeg forleden sad og læste jeres svar på tre centrale spørgsmål jeg havde stillet jer: Hvad ved eller tror du om Gud, om Jesus og om Helligånden? De spørgsmål svarede I på den allerførste gang vi mødtes. Og da vi var sammen i sidste uge svarede I på dem igen. I gav mig lov, til at bruge svarene i stærkt anonymiseret form. Så hvis nogen genkender sig selv, så er det bare med at lade som ingenting.
Men der er der nu igen grund til, for der var rigtig mange gode og kloge svar, I ved hvert fald meget om Gud og Jesus. Det er som om de to dele af den treenige Gud er nemmere at forstå og forklare. Det forholder sig helt anderledes når det kommer til det Helligånden. Det er virkelig en luftig størrelse, som vi kan have svært ved at indfange, og det udtrykker jeres svar da også særligt dem fra første time. Her var der utrolig mange blanke felter og store spørgsmålstegn. Men der var også nogen som havde forsøgt sig: Helligånden er en Ånd. Det er en hvid due. Og lidt mere uddybende: det er en Hellig Ånd. Det hvert fald ikke en person, og en har skrevet: Jeg ved Helligånden er noget kirken tager meget seriøst. Rigtig fine svar og der er jo ikke noget af det som er forkert. Men der sker alligevel noget med nuancerne på syv måneder. For i sidste uge kom der svar som: Helligånden er den kærlighed der lever i os, det er den ånd Gud omringer os med, så vi aldrig er alene. Helligånden er Gud i os, den er abstrakt og subjektiv og betyder noget forskelligt for hver enkelt menneske. Det var virkelig inspirerende svar I gav. Og jeg har ladet mig inspirere videre af det, til at prøve at gøre det med Helligånden mere konkret. For Helligånden og troen hænger uløseligt sammen. Derfor har jeg lagt en lille ting i jeres telegram, som skal være en påmindelse om, hvad troen og Helligånden egentlig er.
I jeres telegram ligger der en nøgle. De er alle sammen forskellige. Der sidder en snor i nøglen, så I måske kan hænge den op et sted hvor I ser den, og vil kom til at tænke på hvad den symboliserer. Vi har brug for nøgler til at komme ind mange steder. Både i konkret og i overført betydning. Nøglen bruger vi til at komme ind derhjemme, på arbejdet eller måske i et klubhus. Men vi kan også sige at vi skal bruge nøgler til at forstå et andet menneske, en social sammenhæng eller et svært matematik stykke. Vi har altså brug for nøgler mange steder og i mange situationer. Nøglerne får vi givet, uden rigtig at tænke over det, for vi skal ikke skabe dem selv. Jeres forældre har for mange år siden givet jer en nøgle til jeres barndomshjem, og den får I sikkert lov til at beholde selv når I ikke skal bo der længere. De har også givet jer vigtige nøgler til at begå jer socialt via den opdragelse de har givet jer, og som I nu bruger helt uden at tænke over det. Jeres skolelærere har givet jer mange nøgler til forståelsen af tekster, sprog og kemiske processer. Men I har også fået en troens nøgle og det er den jeg håber I vil se symbolet på, når I ser på den nøgle der ligger i jeres telegram. Troens nøgle er Helligånden. Den får vi givet i dåben og den ligger inden i os. Vi kan vælge at bruge den i større eller mindre grad, for som en af jer så rigtig skrev i sit svar: Den betyder noget forskelligt for hver enkelt af os.
Nøglen lukker op til troens rum; et rum hvor vi kan få en fornemmelse af hvor betydningsfulde vi er for Gud, og hvor vi kan mærke, at vi står på et stabilt fundament af kærlighed. Nøglen er allerede lagt på plads i os givet os som en gave. Men det kan være godt at øve sig i at bruge den, ligesom med de sociale nøgler, med opdragelsen eller når man skal låse op til et nyt rum de første par gange. Vi skal lige vænne os til det. Jeg håber at I her i konfirmandundervisningen har fået en fornemmelse af hvordan nøglen skal bruges, så i hver især kan få glæde og gavn af den i jeres liv, både når livet er en leg og når det bliver svært. Nøglen er der hvert fald, indeni jer, også selvom I lader den ligge ubrugt i perioder af jeres liv. Den bliver aldrig taget fra jer og I kan tage den frem og bruge den når I vil. Det håber jer I vil gøre, så I bliver ved med at undersøge troens rum nøjere. I kan gøre det ved at læse lidt i den Bibel som I får i gave fra kirken, måske gå til gudstjeneste engang imellem og ellers bruge bønnen. I har vist mig, at I både er gode til at lytte og tale og det er lige præcis det bøn handler om: at lytte til Gud og blive lyttet til af Gud. Jeg hørte engang en lille beretning om det at lytte og kalde, som giver en vinkel på troens rum, men også på Store Bededags opmuntrende tekst, som jeg læste før: bed så skal der gives jer. Det er en norske præst og forfatter der et sted fortæller om et forunderligt
fænomen, som nogle forskere opdagede for år tilbage, da de studerede fugle på øen Røst, de opholder sig i tusindvis på en klippevæg. Nogle forskere fortalte, hvordan de havde taget et fugleæg i en rede to dage før udklækningen og ringmærket moderen. Ægget blev bragt ind til forsøgsstationen og udklækket ad kunstig vej. Alt gik fint. Efter en uge tog de fugleungen med tilbage til fuglefjeldsklippen og lagde den et helt andet sted, langt fra moderens rede. Kort efter skete det næsten utrolige: en målbevidst fugl, der på ringmærket viste sig at være ungens mor, fløj ned gennem mylderet af fugle og snuppede sin unge og bragte den tilbage til den rigtige rede. Lydmålinger har vist, at ungen allerede i ægget skaber sin egen lyd, anderledes end andre fugles skrig. Og blandt tusinder genkendte moderen den lyd, hun havde hørt i ægget fra sin egen ufødte unge. Det lyder fantastisk, og alligevel er det vel ikke mere fantastisk, end at forældre også blandt hundrede af andre børn altid vil kunne genkende deres eget barn. Sådan kender Gud også hver enkelt af os. Men i beretningen om fugleungen er der også en pointe i, at ungen netop ikke er passiv. Den lå ikke stille i den fremmede rede, den kaldte. Den brugte sin stemme til at kalde på sin mor. Vi skal heller ikke, forholde os passivt i forhold til Gud. Vi skal bruge troens nøgle ånden i os, og bede til Gud. Og så har vi, som vi hørte det i
evangelieteksten fået løftet om, at vi vil blive hørt: Bed så skal der gives jer; søg så skal I finde. Gud vil høre lige præcis jeres bøn. Vi skal bare huske, at det er en bøn og ikke et krav vi kan fremsætte for Gud, lidt som når I beder jeres forældre om noget det er ikke sikkert I får det, eller også får I det på en anden og måske bedre måde end I havde bedt om. Så tro handler også om ydmyghed og om at give Gud plads. Evangelieteksten til bededag slutter ikke ved bønnen for den konkluder lige efter: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.» Det er et af de væsentligste budskaber i kristendommen, for vores medmennesker må altid have den centrale plads i vores liv. Og lige her er jeg helt sikker på, at I konfirmander har de rigtige forudsætninger. Da vi begyndte undervisningen for syv måneder siden skulle I formulere forventninger til forløbet og en af dem var helt enkelt og klar, og har stået skrevet på en dør i vores lokale hele undervisningsforløbet: Vi forventer: At blive bedre mennesker. Jeg ved ikke om det er noget man bliver ved at gå til konfirmandundervisning, jeg tror snarere det er noget vi skal øve os på hele livet og det håber jeg også I vil blive ved med at stræbe efter. At være noget for hinanden og skabe glæde og kærlighed i de relationer i kommer til at indgå i.
Så kære konfirmander, jeg ønsker for jer, at I vil blive ved med at være lige så idealistiske og åbne overfor livet som I er nu og jeg håber at I, på den vej i hver især skal gå, vil bruge troens nøgle og finde trøst og støtte hos Gud. Og så vil jeg slutte med at sige tak for de mange sjove, hyggelige og lærerige timer vi har haft sammen og ønske jer og jeres familier en rigtig dejlig dag. Amen