KULTURHISTORISK MUSEUM RANDERS ÅRBOG 2005. H.C. ANDERSEN I RANDERS Af Jørgen Smidt-Jensen

KULTURHISTORISK MUSEUM RANDERS ÅRBOG 2005 H.C. ANDERSEN I RANDERS Af Jørgen Smidt-Jensen Randers på H.C. Andersens tid H.C. Andersens 200 års fødselsdag var årets store danske begivenhed i 2005. Digteren blev fejret med store og små arrangementer over det ganske land, og selvfølgelig fik han også sin udstilling på Kulturhistorisk Museum. Den kan man læse om andetsteds i dette skrift. Men H.C. Andersen-året gav også lejlighed til at se på den store forfatters forhold til vores by. Man kan ikke påstå, at H.C. Andersen overrendte Randers, men han besøgte dog byen et par gange. Som den skrivende mand han var, brugte H.C: Andersen også pen og blæk til at beskrive sine indtryk af besøgene i Randers. Med lidt god vilje kan man derfor bruge H.C. Andersen som en guide til byen i tiden mellem 1830, hvor han første gang besøgte Randers, og 1865, hvor han var her for sidste gang. Den unge Andersen kommer til byen H.C. Andersen var i Randers første gang i sommeren 1830, da han altså var 25 år gammel. Han var endnu ikke den store berømmelse, men havde dog fået udgivet sine første ting på tryk. Men at han var en verdensmand, er man ikke i tvivl om, når man læser hans første indtryk af Randers. Andersen skriver i et brev til vennen Ludvig Læssøe, dateret den 22. juni 1830: Randers var en flau by, man kunne ikke faae et par Randers-Handsker, ikke heller Lax, og af de smukke Piger saae jeg ikke én, skjøndt jeg gjorde mig lang nok; og disse tre Ting er dog de, som Byen meest gjør sig til af. Man viste mig Fattighuset, Spindestuen, Sygestuen, den indbyrdes Underviisning og mange andre fortræffelige Indretninger, som vare mig meget kjedsommelige at see. 1 Andersen var tydeligvis ikke en ung mand med interesse for den sociale forsorg og undervisning; han var mere til kvinder, laks og handsker, hvad man vel ikke kan fortænke ham i. Men hans tilsyneladende antipati mod det, man viste ham i Randers, handlede måske snarere om Andersens forfængelighed, for han mente vist ikke, at der var vist ham behørig opmærksomhed i Randers. Han skriver nemlig videre: Derimod var Viborg en ganske anden By. Alt rundt omkring var mig en heel ny Verden, og alle Byens Folk viste mig den største Opmærksomhed, ja meget mere end i Aarhuus, skjøndt de der selv fortalte det i Avisen. 2 Andersen havde følge på sin rejse af maleren Martinus Rørbye, som i sin dagbog har noteret om besøget i Randers, at Andersen også har set det indre af kirken, men at den ikke har mange seværdigheder. De to unge flanører finder i øvrigt byen noget kleinstädtisch, fordi folk på gaden undrer sig over deres grønne huer. Man ser det for sig: to blaserte verdensborgere midt i tyverne (Rørbye var født i 1803) i den lille by, der trods alt kun var landets femtestørste. Gæstgiveriet finder de også anledning til at beklage sig over. Det var dyrt, og gæstgiver Rydell, mente Rørbye, brød sig ikke om at få gæster. 3 1

Randers 1830 Andersen og Rørbye fandt Randers lillebyagtig og provinsiel, og 1830 ernes Randers tåler naturligvis ikke sammenligning med de to unge herrers hjemby, storstaden København, men var dog en by af en vis størrelse. Randers har været begunstiget med gode historieskrivere i tidligere tider. En af dem er borgmester Ludvig Conrad Neckelmann, der netop det år, H.C. Andersen besøger Randers første gang, skriver en Kortfattet Udsigt over Randers Kjøbstad i Aaret 1830 4. Skriftet er borgmesterens indberetning til kongen om byens tilstand i forbindelse med, at majestæten aflagde besøg i byen. Ved hjælp af Neckelmanns bog kan man faktisk få et glimrende indtryk af byen i første tredjedel af århundredet. Neckelmanns beskrivelse bekræfter, at det ikke var en voldsomt stor by, H.C. Andersen kom til i 1830. Neckelmann angiver, at der var 6320 individer i byen i 1830. Det er noget, der minder om vore dages Ebeltoft, Hammel eller Hadsund; en overskuelig størrelse, der kan betegnes som en fortættet og teglhængt landsby. Af byens indbyggere var 514 næringsdrivende (handlende og håndværkere). Tjenestefolk var der 609 af, 134 ernærede sig som daglejere, mens garnisonen talte 313. Der var kun 53 embedsmænd (verdslige og gejstlige). 529 fik understøttelse af fattigkassen, og det viser, at der var et massivt fattigdomsproblem i byen, for det svarer til, at en tolvtedel af byens befolkning fik fattighjælp. Efter borgmesterens vurdering struttede laksestadens indbyggere dog af sundhed: Af raske gamle Folk gives her en usædvanlig Mængde Mortalitets-Tabellerne giver ogsaa et usædvanligt heldigt Resultat Dette tilskrives ei blot Lægernes Duelighed og Omhu, de gode Foranstaltninger til Fattiges Understøttelse, Cuur og Pleie; men vel fornemmelig Frihed for Næringssorg; Indvaanernes særdeles ordentlige Levemaade og nærende kost, samt det fri Luftstrøg fra Vest til Øst. 5 De 6000 randrusianere havde ikke meget plads at boltre sig på. Den by, Andersen besøgte, var vitterlig meget lille i fysisk udstrækning. Selv om byens befæstning for længst var opgivet, så bibeholdt man stadig en meget skarp grænse mellem by og opland. Det skyldtes skattemæssige hensyn: alle varer, der blev ført ind i byen blev pålagt en told, accisen. Accisen blev betalt ved byens porte, som først forsvandt i 1823, hvor de blev erstattet af led. Indhegningen af byen betød blandt andet, at man ikke kunne bevæge sig ud og ind ad byen ved nattetide. Handel og håndværk Neckelmann beskriver handelen som byens vigtigste næring. Den blev drevet af 82 købmænd, som især på torvedagene havde stor søgning, når over 1500 vogne med oplandets bønder passerede ind gennem byens porte. Men Randerskøbmændene handlede også uden for det nære opland. Holstebro, Skive, Viborg og Silkeborg var de vigtigste lokaliteter for de randrusianske købmænd. De to sidstnævnte byer kunne nås med pramfart på Gudenåen og Nørreåen, men også større fartøjer sørgede for udskibning af varer fra Randers. Med de 14 skibe, der var hjemmehørende i Randers, blev varer udskibet til blandt andet Hamborg, England, Holland, Frankrig og Norge. I en by af Randers størrelse var håndværket ikke uden betydning. Flest udøvere var der i skomagerfaget, som talte 71 mestre. Af guldsmede var der 10 (som, Neckelmann mener, først og fremmest tjente deres penge ved at lave sølvbeslag til piber, der var aldeles uundværlige for landalmuen, fra den konfirmerede til oldingen). Der var også en klokkestøber, 14 rebslagere, otte slagtere, en kandestøber, fem nålemagere, en strømpevæver, to garvere, fem feldberedere og fem tobaksfabrikker. Og dem, der skulle sørge for noget til tørsten, var der også mange af: antallet af brændevinsbrænderier var 41! Det svarer til et brændevinsbrænderi for hver 50 voksne mænd. 2

På besøg i fattiggården Ganske vist besværer Andersen sig over, at man viser ham fattiggården, men man var formentlig stolt over den måde, man havde taget hånd om de fattige på i Randers, og fattiggården var en institution, man gerne viste frem til prominente gæster. For da kongen var i Randers den 15. juni 1824, blev han også slæbt på omvisning i fattighuset, der dengang havde 129 beboere, hvoraf 49 var børn. Måske skyldtes stoltheden over fattiggården, at det vist faktisk var den første af sin art i Danmark. I 1790 erne havde man haft en arbejdsanstalt, som igen havde afløst det organiserede betleri, hvor fattige kunne få lov til at tigge under på bestemte betingelser. Arbejdsanstalten supplerede man med simpel arrest for åbenlyst arbejdssky elementer, og tiggere kunne man sende i Viborg Tugthus. Den fattiggård, H.C. Andersen blev præsenteret for i 1830, var stort set den samme, som kongen have set seks år før. Området uden for Vesterport havde allerede i mange år været det sted, hvor man anbragte fattige, som man helst ikke så inden for byens porte. Fra 1807 og frem til 1819 havde der bare været tale om at tilbyde de fattige pengehjælp og husly i en samling huse. Men netop borgmester Neckelmann gennemførte en nyordning af byens fattigvæsen. Han kaldte det en plan til de fattiges naturalforplejning. Det betød, at der i fattighusene blev indrettet køkken, sygestue og arbejdsstue. De fattige fik herefter husly og mad mod, at de arbejdede i arbejdsstuen. Her var der opstillet tre lærredsvæve og en klædevæv, som blev betjent af de voksne fattiglemmer, mens børnene arbejdede med kartestikning på den lokale kartefabrik. Der blev fremstillet tøj i virksomheden, dels til fattiglemmerne selv, dels med salg for øje. Om sommeren blev mændene sat på havearbejde. Trods nyordningen, ser det ikke ud til, at forholdene blev rigtig gode. De bygninger, der rummede fattiggården var langt fra hensigtsmæssige. Der var ikke ordentlig plads til fremstillingsvirksomheden i vævestuen, og desuden var bygningerne simpelthen for ringe. Neckelmann skriver selv, at der altid var kvalm og fugtig luft i de smalle, lavloftede rum, hvor 76 gamle og svage og 50 børn opholdt sig. Det betød, at der altid samledes fugt på husets træværk, som på Neckelmanns tid var i tydelig og synlig forrådnelse. De 125 personer, der boede i fattighuset, fik alle den såkaldte naturalforplejning. Hertil kommer andre 230 fattige, som også var omfattet af ordningen. Det vil sige, at omkring 350 randrusianere var på denne form for offentlig forsørgelse, som man kan få et indtryk af indholdet af, hvis man kigger på kostreglementet.: Hvert fattiglem fik dagligt 1 pund brød, ½ potte (ca. ½ liter) øl og ½ potte mælk. Hertil kom et hovedmåltid, som bestod af: Søndag: en portion suppe og 12 lod (ca. 180 gram) skært kød Mandag: en portion grød og en pægl (ca. ¼ liter) mælk Tirsdag: en portion kål og 12 lod skært kød Onsdag: en portion grød og en pægl mælk Torsdag: en portion suppe og 12 lod skært kød Fredag: en portion ærter og 12 lod skært kød Lørdag: fisk og kartofler det halve år. Vælling de øvrige 6 måneder 6 man kunne ikke faae et par Randers-Handsker Når Andersen skriver, at han ikke kunne skaffe sig et par Randershandsker, har man på fornemmelsen, at digterspiren ikke havde gjort sig rigtig umage. Det er muligt, at han ikke har kunnet skaffe sig et par traditionelt garvede Randershandsker. Men han kunne godt have købt et par handsker fremstillet i Randers. 3

Neckelmann fortæller ganske vist, at handskemagernes antal var i tilbagegang der var kun tre handskemagere i byen. Nedgangen i erhvervet forklarer Neckelmann lidt unuanceret - med, at både mestre og svende var meget udsvævende: de første forarmedes, og de sidste lod sig hverve til militærtjeneste. Priserne på handskerne, mener han også, skulle have været for høje, fordi svendene insisterede på, at syning var svendearbejde og ikke ufaglært kvindearbejde. Men Neckelmann skriver også, at af de såkaldte franske handsker, som var noget nyt, blev der fremstillet 600 dusin (7200 stk.) om året. Den nye slags handsker blev fremstillet på Randers Handskefabrik, der var blevet etableret i 1813, og som på det tidspunkt, Andersen gæstede byen, blev drevet af franskmanden Charles Mattat, som var den, der introducerede det franske handskemageri i Randers. Mattat-familien drev Randers Handskefabrik i tre generationer frem til 1893. Og det var faktisk ikke nogen helt lille virksomhed. I 1819 har vi oplyst, at der var syv svende ansat, mens 60 kvinder var beskæftiget som syersker ved hjemmesyning. H.C. Andersen kunne altså have ret i, at det kunne være svært at erhverve et par af de gammeldags Randershandsker, men der blev altså produceret handsker i byen oven i købet på den handskefabrik, som stadig eksisterer. ikke heller Randerslaks Andersen besværer sig også over, at det ikke kunne lade sig gøre at få Randerslaks. Og her har han formentlig ret. Laksefiskeriet, som Randers har været kendt for, har altid været udsat for store svingninger og har i virkeligheden nok aldrig været så stort, som myterne vil gøre det til. Og den gode Neckelmann har faktisk været ude at kigge på tal over fangsten, for sådan nogle har man faktisk fra slutningen af 1700-tallet og frem. I 1830 blev der kun fanget 11 laks og i 1831 kun 18 laks i Frisenvold Laksegård, som helt klart var den største af de 13 laksegårde ved Randers, og for 1830 nævnes 80 laks som det omtrentlige tal for den samlede fangst i alle laksegårde 7. Det må betyde, at der simpelthen ikke var ret mange borgere i Randers, som har haft mulighed for at sætte lokalt fanget laks på middagsbordene. Og derfor fik Andersen heller ikke lejlighed til at smage den særlige Randersspecialitet, reset laks. Til gengæld kunne han måske have nydt andre fiskeretter. For ifølge Neckelmann var der godt fiskeri af aborre, gedde, helt og ål i de randrusianske farvande. Sct. Mortens Kirke Fra Rørbyes dagbog ved vi, at han og Andersen besøgte Sct. Mortens Kirke. Da var kirken næsten nyistandsat. Den havde fået nyt tegltag på koret, og gulvene i både kor og skib, som var sunket på grund af de mange begravelser under kirken, var blevet lagt om, efter at en del lig var gravet op og flyttet enten til kirkens gravhvælvinger eller den nye Østre Kirkegård. Syddøren, der havde givet anledning til træk i kirkerummet, blev lukket og vestdøren gjort til kirkens nye hovedindgang. Stolene var nye, der var kommet ny døbefont, og hele kirken var blevet pudset op. Som i dag var der på Andersens tid torv rundt om kirken, men det var forholdsvis nyanlagt. Kirkegården, der tidligere havde omkranset kirken var blevet nedlagt i 1811, og begravelserne var flyttet til Østre Kirkegård i 1820. Året efter indviede man det nye kirketorv. Den dyre gæstgiver Den angiveligt dyre og ikke særligt venlige gæstgiver, Andersen og Rørbye boede hos under opholdet i Randers, var ifølge Rørbyes dagbog gæstgiver Rydell, og det var de to flanører som omtalt ikke særligt tilfredse med. De fandt logiet dyrt og følte sig åbenbart ikke velkomne. På trods af de unge herrers 4

utilfredshed, ser det nu ud til, at Rydell, der stammede fra Sverige, drev en ganske pæn virksomhed i ejendommen Torvegade 8. Gæstgiveriet var stoppested for diligencen fra Århus og Ålborg, så der var et naturligt grundlag for at drive virksomheden, som ud over at være logi for rejsende tilsyneladende også lagde rum til andre aktiviteter. Randers Amtsavis beretter således i 1817, at der bliver vist udenlandske dyr i Rydells gård. 8 Folketællingen fra 1834 giver et fingerpeg om gæstgiveriets størrelse. Foruden den da 60-årige gæstgiver bestod husstanden af hans kone (som i parentes bemærket skulle være meget fed), et par plejebørn, to oppassere, to husjomfruer og seks andre tjenestefolk. 9 Den midaldrende digter på gennemrejse Anden gang, H.C. Andersen gæstede Randers, var i sensommeren 1859. Hans besøg er i eftertiden formentlig mest kendt fordi, det var ved denne lejlighed, på rejsen mellem Randers og Viborg, at han skrev den jyske nationalsang, Jylland mellem tvende have. Det var sket store forandringer i byen, siden Andersen besøgte den 19 år tidligere: flere af byens gader var blevet brolagt, der var kommet gaslys i gaderne til afløsning af de gamle tranlamper, og indbyggerantallet var blevet forøget med 50 % til nu lige ved 10.000 indbyggere. Bebyggelsen havde derfor også bredt sig uden for de gamle volde - ikke mindst på købmand Schous toft nord for det gamle bycentrum og byportene var blevet nedlagt. Fra at være på størrelse med vore dages Ebeltoft eller Hadsund i 1830, var byen nu vokset til en størrelse som nutidens Hobro eller Odder. Andersen skriver i sin dagbog om besøgets første dag: 26. august Kom Klokken 4 til Randers; ved Postgaarden stod en Søn af Westermann der havde, for min Skyld, været oppe i dag Klokken tre; jeg kom hjem til Vestermanns, der boe lige ved Aarhuusveien, hvor Broen gaaer over Guden Aa. I Seng Klokken 5 og sov til 9 i Formiddags. Gik saa, efter Frokost, med Westermann hen til Kammerherre Jessens, Fru Caroline Jessen meget glad, jeg kom ind til hendes gamle Moder, som nu altid ligger tilseng, hun havde mine»historier«hos sig og læste i.»de ere for alle Aldre!«sagde den gamle Kone, vi skylde Dem Alle saa meget. Gik derpaa hen til Jørgen Kock, der med sin unge Kone boede smukt i en daarlig Gade. Der var nydeligt med Bøger og Billeder. Folk see meget gjennem Vinduerne efter mig. Veiret trykkende varm. Den lille Johan er blevet stor, men seer svag ud. Seet Gaarden hvor Grev Geert skal have dræbt Hertugen. Stort Selskab til Aften. Kammerherre Rosenørns, Fru Jessen Dr Brodersens &. jeg læste et Par»Eventyr og Historier«, skrækkeligt varmt, og Regnskyl. Brev fra Svane. 10 Købmand Westermann, kammerherre Jessen og adjunkt Koch Ved sit andet besøg i Randers var Andersen ikke nødsaget til at tage logi på et offentligt gæstgiveri. Han rykkede ind hos en familie ved navn Westermann, som havde adresse meget tæt på havnen. Ved hjælp af folketællingerne kan vi komme lidt tættere på personerne bag navnet. Der er tale om den 47- årige købmand TH.C.F. Westermann, som allerede i 1840 havde erhvervet sig gården på hjørnet af Søndergade og Tørvebryggen - på venstre side, når man kom over Randers Bro. 11 Da han havde fået sin første nattesøvn, begav Andersen sig så på visit hos bekendte i byen. Han var på besøg hos Kammerherre Jessens, som boede i Vestergade, i nr. 28. Her møder han kammerherren selv, den 62-årige Jakob Nikolai, der var overførster (embedsmand, der førte tilsyn med skovriderne), hans kone, den 55-årige Caroline Vilhelmine, og ikke mindst fruens mor, som Andersen måske kendte fra København. Det er ikke så underligt, at den gamle mor, Sofie Ernestine Vilhelmine Jessen, var så 5

svagelig, at hun måtte ligge i sengen hele tiden damen var 95! Men læste altså stadig eventyr. 12 Da Andersen havde været hos Jessens, bevægede han sig lidt ud i yderkanten af byen til Staldgårdsgade, som han opfattede som en daarlig gade. Faktum er i hvert fald, at Staldgårdsgade lå på kanten af byen ud mod fattiggården. Adjunkt Jørgen Koch, som boede her, er en af de personer, der ofte optræder i Andersens dagbøger. Andersen var kommet i hans barndomshjem i København (hos konferenceråd, bygningsdirektør J. H. Koch og hans hustru Ida Wulff), og Koch er ofte på besøg hos Andersen også efter at Koch var flyttet til Randers, hvor han i 1857 var blevet konstitueret som adjunkt ved Statsskolen. Koch havde, da Andersen besøgte Randers, netop afsluttet sine studier i zoologi og kunne nu kalde sig cand. mag. Adjunktlønnen var beskeden. Derfor boede den 30-årige adjunkt nok også beskedent i det hjem, som han delte med sin kone, den 29-årige Sofie. 13 Markedsdag og smukke anlæg Den 27. august 1859 skriver Andersen i dagbogen: Løverdag 27. I Avisen idag staaer om Sangen til mig i Aalborg. Her er i Dag Markedsdag. Min Mave er endnui god Stand, gid den kunde blive. Frokost hos Kammerherre Jessen hvor Fru Brodersen var, ligesaa Kock og hans unge Kone. Jeg læste Pigen som traadt paa Brødet og de to Jomfruer. Det er Torvedag her i Byen og denne aldeles opfyldt af Bønder, som var det en stor Markedsdag. Dampskibet Fulton ligger lige ud for vore Vinduer. Engene ere saa friske, Regnveir og tung Luft, en fuld Mand morer Drengene. Paa Gadehjørnet en gammel Plakat. Kjørt en Miils Vei østerpaa; deilig grøn Eng om Fjorden, rige Bøndergaarde med store Glasruder, smukke Anlæg ved Byen. Jeg begyndte imidlertid at fryse og vi vendte hjem; tabt min gamle Stok med det udskaarne Hundehoved. Da jeg kom tilsengs følte jeg mig ilde, Tryk for Brystet, fik Cholera-Angest. 14 Torvedagen, lørdag, som Andersen omtaler, var noget helt specielt i Randers. En anden stor forfatter, Henrik Pontoppidan, der som 6-årig kom til Randers i 1863, har givet en malende skildring af den: Om Lørdagen Torvedagen skifter også byen ligesom Klædning. Vadmels-Skikkelser og tunge støver, Hvergarnskjoler og Bondemaal fylder alt fra den tidlige Morgenstund Gader og Stræder. Sindige Folk med Tobakspiben i den ene Haand og Smørbrikken i den anden eller en Pose fuld af skrigende Pattegrise over Nakken strømmer uafbrudt frem og tilbage gennem Gaderne. Brølende Kvæg og Flokke af Faar færdes ugenert midt ad Kørebanen og fører med sig hele en Landsbys nøgterne Harmoni og fredelige Duft fra Stald og Mødding, medens Stadens egne Befolkning enten af Travlhed holder sig hjemme i Forretningen eller stiltiende rømmer Pladsen for en Uregelmæssighed, man nu en Gang er nødt til at lukke Øjnene for. Fra Pladsen under de nordre Bakker, hvor Kvæget samles og indtil selve Damernes Basar- Promenade tager i Virkeligheden denne støjende, snakkende, kævlende og spyttende Sværm paa denne Dag ganske uhindret Byen i Besiddelse som sin retmæssige Ejendom 15 Selv om Pontoppidans erindring må være lidt senere end Andersens besøg i byen, kan der ikke være meget tvivl om, at den skildring, Pontoppidan giver her, har været meget tæt på den oplevelse, H.C. Andersen har haft af den særlige markedsstemning i Randers. Frokosten indtog Andersen denne dag hos Kammerherre Jessens i Vestergade. Til stede var også Charlotte Brodersen gift med distriktslægen, Jørgen Brodersen, som Andersen også havde været sammen med aftenen før. Fru Brodersen var sluppet af sted fra sine fem børn, som hun i øvrigt ikke skulle være sammen med så meget længere. Den 18. oktober samme år døde hun, og hun blev begravet den 24. oktober på Østre Kirkegård. 16 6

Koleraangst Vi ved, at H.C. Andersen generelt kerede sig unaturligt meget om sit helbred, men at han pludselig midt i det fredelige Randers bliver grebet af angst for kolera kan vel ikke være helt tilfældigt? Forklaringen giver Andersen selv et fingerpeg om. Han skriver i sin dagbog, at han har læst i avisen om sangen til ham i Ålborg et par dag i forvejen. Hvis man nu tager et kig i Randers Amtsavis ikke den 27., som Andersen skriver, men dagen før, den 26. juli avisen var jo dengang en aftenavis - så kan man ganske rigtigt læse om Ålborgs hyldestsang til den store digter. Men på samme side er der også en artikel om et koleraudbrud i Århus, som har kostet en lille snes mennesker livet. Kolera så tæt på måtte naturligvis give en følsom sjæl som Andersen trykken for brystet. Os bekendt nåede koleraen ikke til Randers i denne omgang, men sygdommen var jo en ganske alvorlig sag. Ved den store koleraepidemi i 1853 var der faktisk over 10.000, der døde, om end det stod værst til i København, Ålborg og Århus, mens Randers slap med 44 koleratilfælde, som i de 31 tilfælde fik dødelig udgang. 17 Andersen blev ikke ramt af kolera, og han kunne den næste dag sætte sig ind i den vogn, hvor digtet Jylland mellem tvende have, som Andersen selv siger det, sprang frem 18. I dagbogen beretter han om afgangen fra Randers således: Søndag 28 Følte mig bedre, men i Armhullerne har jeg ligesom Ringorme, der kløe og Svie. Præsten Svanes Karl kom med lukket Vogn fra Hjermind, en lignende tilbød Hr Westermand, ligesom man bad mig oftere besøge og boe hos dem i Randers. Man forsynede mig med Smørrebrød og Portviin, en Bouquet blev sendt mig fra Frøken Küster, og Klokken lidt over 10 kjørte jeg det blev Regn.. 19 Barneskrig og hesteprangertrampen Andersens dagbøger viser, at han var i Randers igen seks år senere, i 1865. Besøget var denne gang endda delt i to, så han lige var omkring byen for en kort bemærkning 30. juni for så at vende tilbage på et lidt længere ophold i dagene 6.-8. juli. Fredag 30. Oppe Klokken 7; kjørte Klokken 8¼. Alle Damerne bragte mig Blomster; jeg kjørte en smuk skovbakke-riig Egn over [til] Bane Stationen: Laurberg. Klokken var ikke 12 da jeg var i Randers og tog ind i det bedste Hotel hvor jeg alt traf Pastor Kahrs; det varede til halv tre før vi kom afsted, meget længe; jeg blev imidlertid klippet 20 er dagbogens tekst. Andersen kom altså med toget fra Laurbjerg. Vi ved, at han var voldsomt fascineret af dette nye transportmiddel, og med anlæggelsen af banen mellem Århus og Randers som det første stykke i Jylland i 1862, kunne han nu bruge det for at komme til Laksestaden fra Frisenborg, hvor han havde resideret. Det bedste hotel i byen, som han tog ind på, må have været byens nyeste hotel, Schmidts Hotel det senere Hotel Randers, som var opført 1856. Den pastor Kahr, der omtales, er præsten fra Hem, hvis præstegård, Andersen var på vej til. Den6. juli returnerede Andersen til Randers og hotellet. Han havde det ikke godt. Med vanlig omhu for eget helbred noterer han i dagbogen, at han var aldeles ødelagt af hæshed. Bedre blev det ikke af, at hotellet var overfyldt, fordi der var hestemarked i byen. Andersen måtte derfor overnatte i hotelværtens egne, private værelser: Kjørte med Deligense Klokken ¾ til 2 der var en ung Student Steffens i Vognen, en Dame fra Aalborg og en Mand fra Randers. Da vi halv fem kom her, jeg var aldeles ødelagt af Hæshed, var her Hestemarket, hele Hotellet optaget; endelig fik jeg een af Vertens egne Stuer. Traf den schleswigske Petersen som vilde til Skive og ventede paa Togets Afgang. Gik iseng Kl 8. 21 Måske var han gået for tidligt i seng, for det lader ikke til, at han fik sovet så meget denne nat. I et brev til fru Collin skriver Andersen: Det var en helvedes nat, jeg lå som i et dampbad, tæt ved græd et lille barn og på gangen gik jyske hestehandlere med tunge støvler. 22 Man tør næsten ikke tænke på, hvad den sensible Andersen havde oplevet, hvis han var kommet til byen tsamtidig med et af de rigtig 7

store hestemarkeder. For det var ikke et marked af de helt store, som Andersen hørte trampen fra. I hvert fald fortæller Amtsavisen: Randers sommerhestemarked, der afholdtes i torsdags og i går, var denne gang meget ubetydeligt. Få købere havde indfundet sig og få heste vare tilførte. 23 At markedet ikke havde været helt uden dramatik, kunne avisen meddele et par dage senere. En gårdmand fra Langå var på sin vej hjem fra markedet kørt løbsk og væltet, og han havde slået hovedet så voldsomt, at han døde af sine kvæstelser. 24 Uldsokker Nattens hvile eller manglen på samme - ser nu heller ikke ud til at have haft alt for gavnlig indvirkning på digterens helbred: Fredag 7. Regnveir. Oppe Klokken ½8. Hovedpine, stærk Forkjølelse, dog synes mig at jeg har det bedre end igaar. Gik til Westermanns, blev hjerteligt modtaget, de ønskede at jeg var taget ind hos dem. Drukket Sodavand. Haarskjæreren tog 2 ȋ for at krølle og barbere. Hjemme Besøg af Jørgen Kock; han var i Angest for sin Broder Henny, der netop ved Choleras Udbrud i Alexandria maatte være kommet der. Middag Klokken 3 hos Consul Westermann sammen med Kock. Jeg læste to Eventyr for dem med halv Stemme. Jeg fik Havresuppe. Maatte love at naar jeg næste Gang kom til Randers maatte jeg boe hos dem. Fik kjøbt fire Par Uldsokker til 2 ȋ 8 ß Parret. Hjem Klokken 6. Jeg følte mig bedre og blev oppe til ni. 25 Som han havde gjort det ugen før, besøgte Andersen endnu en gang frisøren i Randers, og ligesom da han var her i 1859, var han sammen med konsul Westermann og Adjunkt Jørgen Kock. Om det var uldsokkerne til 2 mark og 8 skilling parret, der gjorde godt, ved vi ikke, men det ser ud til, at Andersens helbred var i bedring, og dagen efter var han så tilpas, at han kunne gøre flere visitter i det randrusianske miljø, som han åbenbart færdedes i: Løverdag 8. Mindre Barneskrig og Hestepranger Trampen paa Gangene. (Da jeg iaftes var afklædt, kom Pastor Kahrs endnu engang og bankede paa min Dør og sagde mig Lev vel). Gik til Fru Jessen, spurgte først en Døv, derpaa en Døvstum om hvor hun boede. Middag Klokken to hos Westermanns. Min Røst noget klarere, læste tre Eventyr. Henimod fem kjørte jeg ud paa Banegaarden. Talte der med en Broder til Søstrene Fibiger, en af Døttrene mindede om Clara Raphael. Kammerherreinde Jessen og hendes Datter, Vestermanns og den unge Watt, Broder til Feuletonisten fulgte ud. Jeg tog i første Klasse, var noget febril. 26 En forandret by Da han med fornemmelsen af feber i kroppen steg på toget på banegården for at køre mod Frisenborg, var det sidste gang, Andersen så noget til Randers. Den by, han første gang besøgte i 1830, var måske knap så flau sidste gang, han så den i 1865. Han havde tilsyneladende fået gode bekendte i byen, og den så helt sikkert anderledes ud, end da han steg af postvognen den sommer for 35 år siden. Der var nu 13.000 indbyggere i byen; det var dobbelt så mange som i 1835. Jernbanen forbandt byen med resten af verden, og der var kommet gasbelysning i gaderne, som i øvrigt ikke blev patruljeret af gammeldags vægtere, men af egentlige politibetjente. Byen havde fået musikforening, kunstforening, folkebibliotek, offentlige parkanlæg, sparekasse, teknisk skole og et nyt tinghus. Og ikke mindst var der dukket rygende skorstene fra de første industrivirksomheder op. Der blev fremstillet nymodens bayersk øl på byens bryggeri, togvognene rullede ud af vognfabrikken på Hvide Mølle, der blev slået reb på Winges rebslageri, mens kakkelovne og plove blev sendt på markedet fra Axelsens jernstøberi i Strømmen. Den måske lidt flove laksestad, hvor man end ikke kunne få laks, havde været igennem en forandringsproces, som var næsten ligeså omfattende som den, Andersens grimme ælling gennemgik. 8

1 H.C. Andersen: Brev til Ludvig Læssøe 22. juni 1830. Breve fra H.C. Andersen. Redigeret af C. St. Bille og Nikolaj Bøgh. Genudgivelse København 2000, s. 45 2 H.C. Andersen: Brev til Ludvig Læssøe 22. juni 1830. 3 Maleren Martinus Rørbyes Rejsedagbog 1830, København 1930, s.21 4 Ludvig Conrad Neckelmann: Kortfattet Udsigt over Randers Kjøbstad i Aaret 1830 5 Ludvig Conrad Neckelmann: Kortfattet Udsigt over Randers Kjøbstad i Aaret 1830, s. 5 6 Ludvig Conrad Neckelmann: Kortfattet Udsigt over Randers Kjøbstad i Aaret 1830, 34-35 7 Ludvig Conrad Neckelmann: Randers Kjöbstæds historisk-topographiske Beskrivelse, Randers 1833., bd. 2, s. 14 og 19 8 Randers Amtsavis 5. 2. 1817 9 Folketælling. Niels Lauritz Höyens Levned, København 1872, s. 43 10 H.C. Andersens Dagbøger 1825-1875, bd. 4., 1851-60, København 1974, s. 359 11 Folketælling 1860 og ejendomsskatte. 12 Folketælling 1860 13 Folketælling 1860, personmappe i RLA: Jørgen Koch 14 H.C. Andersen: Dagbøger 1825-1875, bd. 4, København 1974, s. 359-360 15 Henrik Pontoppidan: Kronjyder og molboer 16 Folketælling, begravelser 17 Broder Berg: Koleraen i Randers. Årbog Kulturhistorisk Museum Randers 2003, s. 26-38 18 H.C. Andersen: Mit livs eventyr 19 H.C. Andersen: Dagbøger 1825-1875, bd. 4, København 1974, s. 360 20 H.C. Andersen: Dagbøger 1825-1875, bd. 6, København 1972, s. 243 21 H.C. Andersen: Dagbøger 1825-1875, bd. 6, København 1972, s. 247 22 Brev til fru Collin 23 Randers Amtsavis 8. juli 1865 24 Randers Amtsavis 11. juli 1865 25 H.C. Andersen: Dagbøger 1825-1875, bd. 6, København 1972, s. 247 26 H.C. Andersen: Dagbøger 1825-1875, bd. 6, København 1972, s. 247 9