Denne pdf-fil er downloadet fra Illustreret Videnskab Histories website (www.historie-net.dk) og må ikke videregives til tredjepart.

Kære bruger Denne pdf-fil er downloadet fra Illustreret Videnskab Histories website (www.historie-net.dk) og må ikke videregives til tredjepart. Af hensyn til copyright er nogle af billederne fjernet. Mvh Redaktionen

ARKÆOLOGI MYSTERI om mosefolket De er fundet overalt i Nordvesteuropa ligene i moserne, og de er ofte uhyggeligt velbevarede, selv efter mere end 2000 år. Især Tollundmanden, fundet i 1950, griber tilskueren med sit rolige udtryk. Ny forskning peger på, at de næppe blev henrettet som straf for umandighed eller kriminalitet. I stedet var de udvalgt af jernalderens mennesker som ofre til en ny tids blodtørstige guder. NORDEUROPA/300 F.KR. Germanere, keltere og skandinaver lever af agerbrug og kvæg- SILKEBORG hold. Til deres guder ofrer de våben og mennesker, som nedlægges i moser som tak for naturens gaver. Nær Silkeborg i Danmark blev Tollundmanden hængt og omhyggeligt anbragt i tørvene. NORDVESTEUROPA 14 Historie 5 2008

ET FORSKNINGEN AFSLØRER: Tollundmanden blev hængt En CT-skanning af Tollundmandens hoved i 2002 fastslog, at hans tunge var opsvulmet, uden at tungebenet var brækket. Det vil sige, at han døde ved langsom hængning. Hjernen er velbevaret, men krympet ved konserveringen. BISPEBJERG HOSPITAL Tollundmanden døde for 2300 år siden og er verdens bedst bevarede oldtids menneske. Hans fredfyldte ansigt og sovestilling viser, at de efterladte lagde ham nænsomt i mosen kort efter hans død. JAN FRIIS & TORBEN PETERSEN Historie 5 2008 15

ARKÆOLOGI AF IB SALOMON Det var lørdag, og det var hans 11-års fødselsdag. Og den fødselsdag glemmer John Kauslund aldrig. Sammen med sine forældre og sin farbror var han den 6. maj 1950 taget ud i mosen for at skære tørv. Tørvene skulle bruges til at fyre med i den kommende vinter, men de skulle graves op om foråret, så de kunne ligge og tørre hele sommeren. Johns arbejde var at skære tørvene til, så de kunne stables. Professor P.V. Glob trak straks i gummistøvlerne, når tørvegraverne fandt lig i mosen. MOESGÅRD MUSEUM De første timer arbejdede alle støt og roligt. Mændene skar tørv med et redskab, der kaldes en ridsekniv. Kniven svuppede sig vej ned gennem de våde tørv, men lige før frokost ramte farbrorens ridsekniv noget, der helt klart ikke var tørv. En træstub, mente mændene i første omgang, men så kom Johns mor til. Hun smøgede ærmerne op, knælede ned og gav sig til at rode i brinken og dens våde tørv, mens John ivrigt kikkede på. I kan sige, hvad I vil, men der er noget underligt her, lød det fra hans mor. Det havde hun ret i, for et øjeblik senere stod de ansigt til ansigt med Tollundmanden, som han snart kom til at hedde. Tollundmanden er verdens bedst bevarede moselig. Han kan i dag ses på Silkeborg Museum, få kilometer fra mosen, hvor han blev fundet. Mosefund i store dele af Europa Manden fra mosen ved Tollund er et blandt de efterhånden mange hundrede moselig, der kendes fra Nordvesteuropa. De fleste er fundet i Danmark, men også Tyskland, Storbritannien, Irland og Holland har haft de rigtige klimatiske forhold til at bevare dem. De danske moselig skiller sig ud fra andre, fordi der i danske moser er fundet nogenlunde lige mange mænd og kvinder. I de øvrige lande er mændene i klart overtal, og desuden er der fundet lig af børn. Fra Norge og Sverige kendes kun enkelte moselig, og fra tid til anden dukker et nyt op fra en af Europas højmoser. Det særlige ved en højmose er, at den ikke har kontakt med grundvandet, men kun forsynes med regnvand. En kombination af stoffer i højmosen, bl.a. sphagnan, konserverer ligene, som langsomt forvandles til garvede, sortbrune mumier. Især det bløde, indre væv er ofte forbløffende velbevaret. Højmoserne er også kendetegnet ved, at de er højest på midten. Herfra skrider moserne langsomt ud mod siderne. I flere tilfælde har skridningen medført, at moselig er blevet splittet ad, så delene er fundet spredt i mosen. Vægten af den vandfyldte tørvemasse er desuden så stor, at den kan deformere moseligene, herunder også knække de i forvejen skrøbelige knogler. Det må være Røde Kristian Moselig har altd vakt opsigt, når de blev fundet. Med deres hud og hår er de ofte så velbevarede, at de både skræmmer og fascinerer. Ansigtsudtrykkene kan være så velbevarede og livagtige, at tørvegra- Mosen forvandlede lig til mumier Helt specielle forhold omskabte et moselig til mumie. Den døde skulle holdes under vand, i kulde og direkte kontakt med mosens tørv. Sphagnan hedder det stof, der garvede især kroppens bløddele. Normalt rådner et lig bort på få år, men en særlig kemi i visse nordeuropæiske højmoser forvandler i stedet liget til en form for naturskabt mumie. Forskerne troede i mange år, at det sure mosevand, med en ph på 3,2 til 4,5, i sig selv garvede liget med den karaktistiske mørke farve. I dag er de dog sikre på, at det er stoffet sphagnan i mosens tørv, som bedst forklarer, hvordan ligene bevares. Sphagnan trænger ind i kroppen og forhindrer mikroorganismer i at nedbryde liget. Mosen er desuden iltfattig, hvilket også hindrer forrådnelse. Sphagnan bevarer især ligets hud, struktur og bløddele, mens de mange års ophold i mosen går hårdt ud over kroppens enkelte celler. Det er derfor uhyre svært at finde brugbar dna i et moselig. Mange moselig har brækkede knogler, som tit er udlagt som medvirkende dødsårsag. Som regel kan skaderne dog forklares med trykket fra de efterhånden flere tons våde tørv. De særlige bevaringsforhold gør det sandsynligt, at moserne har rummet mange flere lig, som blot er gået tabt. 16 Historie 5 2008

Lokalaviserne skrev artikler om en ældre gårdmandskone, der mente at genkende moseliget som Røde Kristian, en fordrukken tørvearbejder, som i 1887 var forsvundet sporløst. verne i første omgang har troet, at det drejer sig om et menneske, som er omkommet for nylig og i hvert fald ikke for mere end 2000 år siden. Også Tollundmanden vakte mistro. En mand med hår, skægstubbe og negle kunne umuligt være så gammel, som arkæologerne hævdede, mente mange lokale beboere. Familien, der gjorde fundet, mente i første omgang, at han måtte være liget af en skoledreng, som kort forinden var forsvundet på en cykeltur i Midtjylland. De ringede derfor til kriminalpolitiet, men da betjentene hørte, at liget var fundet under flere meter tørv, kontaktede de nogle lokale personer med forstand på historiske fund. Teorien om skoledrengen blev hurtigt aflivet, og de lokale fortidskendere skyndte sig at sende bud efter Nationalmuseets oldtidsekspert, professor Peter Vilhelm Glob, der dengang var kendt overalt i Danmark som landets førende arkæolog. Glob rykkede straks ud, og snart var fundet det store samtaleemne på egnen. Aviserne skrev om sagen, og professor Glob blev citeret for, at liget sandsynligvis stammede fra oldtiden. Det hele gentog sig to år senere, da der i nærheden blev fundet endnu et særdeles velbevaret moselig. En tørvearbejder stak sin skovl ned i det, der viste sig at være skulderbladet på et moselig, som lå blot en meter nede i mosen. Det fjedrede mærkeligt i skovlen, så tørvearbejderen stak på ny, men det, der lignede en gammel trærod, måtte være noget andet. Det viste sig at være et nyt moselig, som efter sit fundsted blev døbt Grauballemanden. Hans ansigt var fortrukket af smerte og skræk. P.V. Glob fastslog på ny, at der var tale om et fund fra oldtiden, mens befolkningen var mere skeptisk. I lange tider skrev lokalaviserne artikler om en ældre gårdmandskone, der hårdnakket på- FORSKNINGEN AFSLØRER: Hans sidste måltid var havregrød Retsmedicinere har undersøgt Tollundmandens tyktarm. De konkluderer, at han led af piskeorm, men ellers var sund og rask. Hans sidste måltid var en grød af ca. 40 frøarter, bl.a. havre, byg, rug, hørfrø og vilde frø intet kød eller friske bær. M.a.o. typisk vintermad i jernalderen. Han spiste sit sidste måltid 12-24 timer før han døde. NATIONALMUSEET SILKEBORG MUSEUM Håret er rødt plys Tollundmandens hår var plysset til 1-2 cm, måske for at undgå lus. Hans hårfarve kendes ikke, fordi mosevand har farvet håret rødt. Vinterbegravelse bevarede den døde Tollundmanden er bevaret på grund af de særlige forhold, da han blev begravet. Vandets temperatur lå under køleskabstemperatur, dvs. ca. 4 grader. Årstiden var derfor vinter eller tidligt forår. Mosevandet var desuden fattigt på ilt og kalk, så forrådnelsesbakterier og enzymer ikke kunne nedbryde liget. Kroppen blev holdt nede Tollundmandens lig blev fastholdt med grene, så det ikke flød op om foråret. Skelethænder Arme og hænder var næsten skeletterede og ødelagt som følge af tørvens tyngde og tørvegravning. Kun en finger var helt uskadt. JAN FRIIS & TORBEN PETERSEN Historie 5 2008 17

ARKÆOLOGI Her lagde man mennesker i mosen De fleste moselig er fra såkaldt keltisk jernalder de er med andre ord mellem 2000 og 2500 år gamle. Moselig kendes primært fra Storbritannien, Irland, Holland, Nordtyskland, Danmark og det sydlige Sverige. Finland har mange moser, men landet var tyndt befolket i jernalderen, så herfra kendes ingen moselig. Nogle af de mest kendte og interessante fund er: Lindowmanden Han blev dræbt i det første århundrede e. Kr., og hans lig bærer spor af en ualmindelig voldsom drabsmåde. Han bærer spor efter både slag, kvælning og læsioner af halsen. Han blev fundet i 1983 i en tørvegrav i det nordvestlige England. HERITAGE Borremosekvinden Hun kom til syne i en himmerlandsk tørvegrav i 1948. Liget dateres til ca. 700 f.kr., dvs. sen bronzealder. Hendes hoved var knust enten før eller efter døden. I 2004 rekonstruerede eksperter hendes ansigt og opdagede en voksen kvinde på 20-35 år. SCANPIX DANMARK ENGLAND HOLLAND TYSKLAND Pigen fra Yde En løkke om halsen tyder på, at den ca. 16-årige pige blev ofret. Håret var skåret af i den ene side. Hun blev fundet i 1897 og døde år 54 f.kr.-128 e. Kr. I 1992 blev liget undersøgt og viste sig at lide af skæv rygsøjle. DRENTS MUSEUM Parret fra Weerdinge Længe troede man, at de sammenslyngede personer var en mand og en kvinde, måske dræbt for utroskab. Begge er dog mænd, begravet nøgne sammen i Bourtangermosen i Holland omkring år 0. Den ene har et stort sår i brystet, som tarme mv. stikker ud af måske som led i et ritual, hvor man læste fremtiden ud af indvolde. DRENTS MUSEUM Liget fra Windeby I 1952 fandt man ved Windeby i Nordtyskland et velbevaret lig af et spinkelt, ungt menneske, lagt i mosen i jernalderen, 1. århundrede e.kr. Fundet blev kendt som Windebypigen, og forskerne antog, at hun var myrdet og hendes hår klippet af i den ene side, fordi hun havde været utro. Men i 2006 konstaterede en canadisk antropolog og retsmediciner, at offeret var en underernæret dreng på ca. 14 år. Bindet for øjnene er et hårbånd, der gled ned, da han døde. JAN FRIIS & TORBEN PETERSEN

stod, at hun genkendte den døde mands ansigt og hår. Han var ingen anden end Røde Kristian, en fordrukken tørvearbejder, som i 1887 var forsvundet sporløst efter en tur på den lokale kro. Kristian måtte være faldet i mosen. Interessen for hendes udsagn afspejlede en dyb folkelig skepsis over for denne professor, som stædigt fastholdt, at der var tale om et særdeles gammelt lig. Striden ebbede først ud flere år senere, da vævsprøver fra Tollundmanden og Grauballemanden blev undersøgt med det, der i 1950'erne var en helt ny teknik til datering af fund: Kulstof 14- metoden. Kort fortalt undersøger metoden, hvornår et organisk materiale holdt op med at optage kul som levende stof, m.a.o. hvornår det døde. Undersøgelsen efterlod ingen tvivl: Tollundmanden døde i keltisk jernalder navnet for perioden mellem 500 f.kr. og år 0. Siden er små bitte prøver blevet undersøgt igen, som yderligere indkredser fundet. Derfor er arkæologerne nu sikre på, at Tollundmanden døde mellem år 375 og 210 før Kristi fødsel. Grauballemanden er næsten samtidig han menes at være blevet dræbt ca. 290 f.kr. Langt de fleste moselig stammer fra denne periode og er m.a.o. mellem 2000 og 2500 år gamle. Kulstof 14-undersøgelser er fortsat den bedste og mest sikre metode til datering af moselig. Moderne teknik kræver blot en prøve på nogle få milligram for at fastslå alderen med stor nøjagtighed. Det betyder, at moseligene lider minimal skade. Kønsdelene bevarede og mandlige Fundet af Tollundmanden gav travlhed. Arkæologerne vidste, at liget ikke tålte kontakten med luften ret godt, så professor Peter V. Glob fik skaffet brædder til at tømre en midlertidig kiste omkring fundet. I kisten skulle liget transporteres til Nationalmuseet i København og undersøges nærmere. Brædderne blev forsigtigt banket ind i tørven rundt om moseliget, så det til sidst var indesluttet i en kæmpestor tørveklump. Det gjorde kisten djævelsk tung, omkring 1000 kilo, så der var brug for en masse hjælpere, da den skulle bakses op fra tørvegraven. En af hjælperne anstrengte sig så meget, at han faldt om med hjertekrampe og døde et par dage senere. I 1950, da fundet blev gjort, var der endnu kun foretaget videnskabelige undersøgelser af enkelte moselig, så professor Glob betragtede fundet som en enestående chance for at samle ny viden om disse mystiske mosefolk. På Nationalmuseet blev liget anbragt udendørs og forsigtigt gravet fri af tørven, og efterhånden som det skete, blev liget beskrevet i kliniske detaljer, nærmest som havde en retsmediciner optaget journal: Kønsdelene velbevarede og mandlige, hedder det fx. Foden blev beskrevet som ualmindeligt fint bevaret, tæerne var dog uden negle. Forskerne kunne endda fastslå, at Tollundmanden havde ar på foden, som han har fået ved at træde på skarpe genstande. Den højre hånds tommelfinger var så velbevaret, at politiet senere kunne undersøge dens fingeraftryk en undersøgelse, der i øvrigt viste, at mønsteret i Tollundmandens fingeraftryk minder forbløffende meget om moderne menneskers aftryk. Tollundmandens krop blev spredt Men konservatorerne gjorde også noget, man absolut ikke ville gøre i dag: De delte liget ved at skære hovedet fra kroppen. Hovedet blev konserveret med metoder, som var temmelig eksperimentelle, fordi man ikke havde ret meget erfaring med den type opgaver. Hovedet henstod bl.a. et halvt år i formalin og eddikesyre. Senere blev væsken erstattet af alkohol, og til sidst blev hovedet behandlet med varm voks. FORSKNINGEN AFSLØRER: Han gik med sko Tollundmandens fødder var velbevarede. Tæernes lidt sammentrykkede form tyder på, at han har gået med en form for sko, mens to ar under den ene fodsål viser, at han også gik barfodet. De store fødder peger på, at Tollundmanden var højere end de 161 cm, han målte, da han blev fundet. Voksbehandlingen bevirkede bl.a., at hovedet skrumpede, så det i dag er 12 procent mindre, end da det først dukkede frem af de våde tørv. Flere gange kontaktede Silkeborg Museum Nationalmuseet, fordi man ønskede at få udleveret liget, så det kunne blive udstillet i nærheden af det sted, det var fundet. Nationalmuseet gav dog udtryk for store betænkeligheder. Man mente ikke, at man kunne byde museumsgæsterne så makabert et syn. I det hele taget var der ikke tradition for at udstille lig, og arkæologerne stod i begyndelsen famlende over for moselig. Tollundmanden blev nedlagt i denne mose ved Silkeborg. 2000 år senere blev han fundet af tørvegravere. SILKEBORG MUSEUM Ar under fod SILKEBORG MUSEUM Historie 5 2008 19

ARKÆOLOGI Genstande var de vant til at undersøge ikke mennesker. Efter svare overvejelser besluttede forskerne derfor kun at bevare Tollundmandens hoved, fødder og ene hånd, som gennemgik en lang serie af eksperimenter med konservering, før hovedet blev bevaret i bivoks. Kroppen delte man ud til forskellige eksperter, da den var blevet omhyggeligt afstøbt. Da Tollundmanden omsider vendte hjem til Silkeborg, var det derfor i første omgang kun hans hoved, der blev udstillet, mens de øvrige af Tollundmandens jordiske rester efterhånden lå spredt på mange adresser. Lederen af Silkeborg Museum, Christian Fischer, har derfor i de senere år brugt meget energi på at opspore de enkelte dele af museets hovedattraktion. Tollundmanden har nu været udstillet på Silkeborg Museum i mere end 50 år, og han er blevet set af mere end to millioner museumsgæster. Kroppen er dog en særdeles omhyggeligt udført kopi. En af de gæster, som Tollundmanden har gjort meget stort indtryk på, var den irske digter Seamus Heaney, som efter et besøg i 1973 skrev et digt om Tollundmanden i museets gæstebog. Digtet (oversat til dansk af Uffe Harder og Anette Mester) indgik senere i et værk, som i 1995 indbragte Heaney Nobelprisen i litteratur også selv om han anbragte sin Tollundmand i Århus. Det passede bedre i rytmen end Silkeborg, hævdede forfatteren: Han blev fundet af tørveskærerens Undergravende virke. Hans plettede ansigt Hviler nu i Århus. Mosens døde fik ingen gaver med Tollundmanden var ikke død en naturlig død. Det stod hurtigt klart, for rundt om hans hals fandt man et reb, flettet af skindstrimler. På hovedet bar han en syet skindhue, og omkring livet havde han et bælte. Men ellers var han nøgen. Ud over rebet om halsen viste kroppen ikke tegn på lemlæstelser. Samme mønster viser mange af de andre moselig, man efterhånden har fundet i Europa: De er dræbt ved strangulering, hængning, slag i hovedet eller med stik fra spidse genstande. De fleste ligger ensomt i moserne, og der er så godt som aldrig fundet offergaver eller våben ved dem. De fleste lig var mere eller mindre afklædte. De bar enten en kappe af skind, eller der lå et eller flere stykker tøj i nærheden af dem. Tollundmanden og Grauballemanden er i den sammenhæng undtagelser. Grauballemanden var helt nøgen, mens Tollundmanden kun bar bælte og hue af læder. De kan dog have båret tøj af fx hør, som blot er gået i opløsning uden at efterlade spor. Mange teorier om moseligene Mosefolkets gåde har optaget arkæologer, antropologer og historikere. I begyndelsen antog forskerne, at ligene måtte stamme fra mennesker, som tilfældigt var faret vild og havnet i mosen. Den teori måtte de dog snart forkaste, for det viste sig, at hovedparten af moseligene tydeligvis var blevet omhyggeligt anbragt i moserne. Ofte var de tynget ned af pæle, grene, tørv eller tunge sten, så de ikke kunne flyde op til overfladen, når varmen kom om foråret. Modsat rådner et menneske eller dyr, som ved et uheld falder i en mose, hurtigt op. Man finder fx ingen gamle rester af harer, ræve eller rådyr i moser, selv om dyr jævnligt drukner. Andre forskere mente, at moseligene var ofre, der var blevet myrdet og derefter skjult i en af de moser, der i keltisk jernalder dækkede en fjerdedel af Danmark. En tredje gruppe forskere mente, at moseligene var forbrydere. At de hav- Grauballemanden blev kastet helt afklædt i mosen og bærer præg af en udpræget voldelig død. JAN FRIIS & TORBEN PETERSEN Han gik nøgen i døden De fleste moselig fra jernalderen fik en skindkappe lagt over sig. Tollundmanden bærer dog kun læderhue og bælte, mens Grauballemanden blev fundet nøgen. I 1952, to år efter, at Tollundmanden var dukket frem, fandt man endnu et lig af en mand i Nebel Mose nær Silkeborg. De, der fandt manden, kom fra byen Grauballe, og derfor blev moseliget kaldt Grauballemanden. Hans ansigt var velbevaret, men meget forvredent. Det skyldes især, at hans hals blev skåret over fra øre til øre. Det venstre underben var slået over umiddelbart før hans død måske for at få ham til at falde. Grauballemanden er dateret til omtrent samme tid som Tollundmanden, den tidlige jernalder. Han var omkring 30 år, da han blev dræbt, og han blev fundet nøgen selv om hans tøj muligvis kan være forsvundet ved opløsning eller tørvegravning. Typisk er kun skindtøj bevaret, som Tollund mandens bælte og hue.

de forbrudt sig mod samfundets love og derfor var blevet henrettet. Imod den teori taler, at de netop er blevet så omhyggeligt gravlagt. Var de forbrydere, ville de formentlig blot være blevet smidt i mosen. Endelig antog en gruppe forskere, at moseligene var svage, syge eller handicappede, der lå andre til byrde og derfor blev skaffet af vejen. Den teori faldt hurtigt, for intet tyder på, at ligene i moserne stammer fra specielt svage mennesker. Nærmest tværtimod, for analyser af håret viser, at de har fået udmærket kost. Undersøgelser af de beklædningsstykker, der er fundet i nærheden af ligene, viser, at der er tale om tekstiler af så høj kvalitet, at de må have været værdifulde. Dræbt som led i en kultisk handling Den teori, der til dato stemmer bedst overens med fundene, er offerteorien, som peger på, at moseligene er de jordiske rester af mennesker, som blev ofret som et led i en kultisk handling. Teorien bygger dels på de mange oplysninger, arkæologerne gennem tiden har samlet om moseligene, dels på viden om skikke før, under og efter den keltiske jernalder. Dermed er mysteriet om mosefolket også tæt på at være løst. Den keltiske jernalder var på mange måder en overgangsperiode. Tidligere lå bronzealderen, hvor solen var den vigtigste guddom, som fik mange værdifulde offergaver. I den keltiske jernalder begyndte man at dyrke guder med menneskelig skikkelse det, som med tiden blev til asatroen. De nye guder krævede tilsyneladende mere praktiske og jordnære ofre, fx dagligdags kar med madvarer, som blev sat ud i moserne. Offergaven kunne være grød eller kødben, måske stillet til guden i håbet om en god høst eller som tak for hjælpen. Den nye religions guder var dog også skrappe og krævende, og en gang imellem fik de derfor et menneskeoffer. Så vidt arkæologerne kan se, blev nogle moser brugt til de mere ordinære ofringer, mens andre tilsyneladende var reserveret til ofring af mennesker. I hvert fald er det påfaldende, at der ikke er fundet almindelige offergaver i de moser, som skjulte moseligene. Efterhånden som vikingernes asatro vandt frem, blev menneskeofringer almindelige. Asatroen havde en voldsom kultisk dyrkelse af hængninger, som Moseligene er dræbt ved strangulering, hængning, slag i hovedet eller med stik. De fleste ligger alene, uden at have fået offergaver eller våben med i døden. kan have kostet mange mennesker livet. Høvdingeguden Odin blev ligefrem kaldt de hængtes gud. Ifølge nordisk mytologi havde Odin selv været hængt i tre dage for at erhverve sig en særlig guddommelig visdom. Som belønning for sin udholdenhed fik han desuden de runer, der blev skandinavernes første bogstaver. I keltisk jernalder begyndte folk også at komme mere i de ellers øde moser, dels fordi det typisk var der, de kunne finde den jernmalm, man udvandt jern af, dels fordi moserne kunne levere tørv til det brændsel, de skulle bruge til at udvinde jern af malmen. Når ofrene blev lagt i moserne, var det formentlig en helt bevidst handling, som skulle sikre, at den ofrede rejste videre til guderne. Ofrene blev næppe betragtet som døde i gængs forstand, for i keltisk jernalder brændte folk i øvrigt altid de døde på ligbål. Bagefter blev resterne af deres knogler knust og lagt i en urne eller gravet ned. Selve henrettelsen er måske foregået i en landsby i nærheden. Herfra er liget ført ud i mosen, hvor der i forvejen var gjort forberedelser. Blandt andet var en tørvegrav blevet tømt for vand, så liget kunne fæstnes til bunden, inden mosens vand igen dækkede det. At liget langsomt blev dækket af vand, var muligvis en del af ceremonien. Ligene blev øjensynligt omhyggeligt anbragt i en bestemt stilling Tollundmanden lå fx, som om han sov. Heraf kan man slutte, at liget er anbragt i mosen, før dødsstivheden indtrådte. Jernalderens landsbyer var små, men lå tæt, så landsbyer fra et større område kan godt have slået sig sammen om en ofring. Kun de lig, der blev lagt i mosen om vinteren eller i de tidlige forår, mens vandet var koldt, er blevet bevaret, så vi ved ikke, om ofringerne var koncentreret til vinter og forår. Sandsynligvis er der også foretaget ofringer på andre tider af året, og ofringer har været almindelige men kun et fåtal er blevet bevaret som moselig. FORSKNINGEN AFSLØRER: Rebet, der dræbte Det flettede skindreb, som Tollundmanden blev hængt i, var bagtil strammet i en løkke. Det har afsat en tydelig fure i halshuden på siderne og under hagen. Den frie ende er ca. en meter lang og var skåret over med en kniv formentlig da det hængte offer blev taget ned. Efter keltisk jernalder fulgte en gradvis overgang til kristendommen med kun én Gud. Kristendommen udkonkurrerede langsomt vikingetidens asatro, og med dens fremmarch ophørte ofringerne af mennesker brat. Ifølge kristendommen er Kristus som Guds søn det ultimative offer, så der var ikke længere behov for at ofre mennesker for at formilde guderne. Fristende at overfortolke fundene Mosefundene er så livagtige, at de gennem tiden har fristet mange til at digte videre på dem langt ud over, hvad der videnskabeligt er belæg for. I tarmene på Grauballemanden, som blev opdaget i 1952, fandt man fx en del meldrøje. Det er giftige svampe, som angriber korn. I store koncentrationer kan meldrøje give hallucinationer, og det førte straks til store spekulationer: Havde Grauballemanden spist sig høj og skæv, da han døde? Sandheden er formentlig, at hans sidste måltid var helt almindeligt, men at meldrøje før i tiden var meget udbredt, fordi maden tit blev opbevaret fugtigt. En nøje analyse af tarmindholdet har i øvrigt vist, at indholdet af meldrøje ikke var højere, end at maden ville være blevet godkendt efter nutidens skrappe regler. Desuden var jernalderens mennesker sikkert vant til kosten. JAN FRIIS & TORBEN PETERSEN Historie 5 2008 21

ARKÆOLOGI Det groveste eksempel på politisk overfortolkning af moselig har nazisterne dog stået for. De henviste uden blusel til den romerske historiker Tacitus, som bl.a. beskrev menneskene højt mod nord som en slags ædle vilde, der opretholdt sunde og naturlige skikke, modsat hans landsmænd, de dekadente romere. Tacitus omtalte germanernes straffe og skrev bl.a., at mænd, der har vanæret deres krop, druknes i et sumpet morads, hvorpå et fletværk af grene anbringes oven på dem. Moselig blev nazi-propaganda Den sætning greb nazisterne. SS-lederen Heinrich Himmler holdt fx i 1937 en tale, hvor han sagde, at de homoseksuelle blev af vore forfædre sænket ned i moserne. De herrer professorer, som finder disse lig i moserne, er bestemt ikke klar over, at de i ni ud af ti tilfælde står over for homoseksuelle, der sammen med deres tøj er blevet sænket i moserne. Det var ikke ment som en straf, men der var simpelthen tale om en udslettelse af denne anormale livsform. De måtte ryddes af vejen, ligesom vi trækker brændenælder op, smider dem i en bunke og brænder dem, lød det fra Himmler. Der var intet videnskabeligt belæg for Himmlers påstand om, at moseligene var dræbte homoseksuelle, men blandt nazister gik argumentationen rent hjem. De homoseksuelle var med til at degenerere den nordiske race, og de skulle derfor udryddes. Og det blev de! Ironisk nok viser ny forskning, at to hollandske moselig måske blev henrettet, fordi de var homoseksuelle. Det drejer sig om to lig, som i 1904 blev fundet tæt sammenslynget i en hollandsk mose. Weerdingeparret blev de kaldt, og det ene lig var tydeligvis en mand. Det andet regnede man for en kvinde, men for få år siden lykkedes det at gennemføre verdens første dna-analyse af moselig på det hollandske par. Analysen afslørede, at der var tale om to mænd, som ikke var i familie med hinanden. Om de vitterligt var homoseksuelle, bliver aldrig opklaret, men Hollands homoseksuelle var så begejstrede for analysen, at de straks udnævnte de ca. 2000 år gamle moselig til Hollands ældste bøssepar. Moselig løste moderne kriminalgåde I 1983 kom et moselig til at spille en afgørende rolle i en moderne kriminalsag. Hovedet af Lindowmanden, som han nu kaldes, blev fundet i en engelsk mose. På grund af det makabre fund blev en retsmediciner tilkaldt. Han fastslog i første omgang, at det drejede sig om hovedet af en kvinde på 30-50 år. Det fik en lokal mand til at tilstå, at han en del år tidligere havde myrdet sin kone, hvorefter han havde parteret liget og brændt det, inden han gravede det ned i sin have en have, som stødte op til Lindowmosen, hvor fundet var gjort. Senere viste en analyse, at det fundne hoved var over 1700 år gammelt og i øvrigt stammede fra en mand. Men da var den gamle forbrydelse blevet opklaret. Moseligene har givet forskerne ny viden, bl.a. om datidens kost. Moseligenes mave- og tarmindhold er så velbevaret, at man sagtens kan analysere det. Tollundmanden spiste fx sit sidste måltid Guderne krævede ofre For fortidens mennesker var det afgørende at sikre sig et godt forhold til naturen og dens guder. Derfor ofrede man til dem som tak for afgrøder, børn eller krigslykke gerne kostbarheder. En storslået offergave demonstrerede desuden en stormands overskud og rigdom. MALENE THYSSEN Bronzealder Solen modtog dyr og håndværk Solen var bronzealderens vigtigste religiøse symbol. Solen ses på norske og svenske helleristninger og på Solvognen fra Danmark, bragt som offergave ca. 1350 f.kr. Bronzealderens agerdyrkere ofrede dyr og kostbare genstande sjældent mennesker. Keltisk jernalder Keltiske guder var blodtørstige Tollundmanden blev ofret ca. år 300 f.kr., dvs. i såkaldt keltisk jernalder. Perioden har navn efter kelterne som det folkeslag, der fik mest indflydelse på Europa i perioden ca. 500 f.kr.-år 0. Meget tyder på, at det var kelterne, der medbragte mere blodtørstige guder. 22 Historie 5 2008

12 24 timer, før han blev hængt. Det var en grød kogt på mosevand måske endda det selv samme mosevand, han kort efter havnede i samt byg, hør, havre samt en masse frø fra ukrudtsplanter. Der blev hverken fundet spor af kød eller frisk frugt. Arkæologerne mener, at smalkosten var typisk for den årstid, hvor Tollundmanden blev henrettet. Sidst på vinteren var forrådet i bund, så man måtte skrabe sammen, hvad man havde. En gruppe britiske arkæologer prøvesmagte for få år siden en tro kopi af Tollundmandens sidste måltid, komplet med mosevand. Smagen skal have været stærkt ubehagelig. Moselig fik en kristen begravelse Den første nedskrevne beretning om fund af et moselig stammer fra en tysk kirkebog fra 1450. Den beskriver fundet af en død mand, som sad fast i mosedynd til op på halsen. I kirkebogen skriver præsten, at han rådede bønderne til at lade den døde ligge, hvor han blev fundet. Ifølge overtroen var moser beboet af elverfolk. Præsten frygtede derfor, at den døde var kommet af dage på en måde, der havde forbundet ham med med de underjordiske. Da folk i 1700- tallet gjorde flere fund af moselig, vidste de heller ikke, hvad de skulle stille op med disse læderagtige mennesker, som derfor typisk blev genbegravet på det sted, hvor de blev fundet. Senere blev det dog almindeligt både i Danmark og Tyskland at flytte moseligene til en kristen kirke, så de kunne få en ordentlig begravelse. Først i de seneste ca. 100 år har man betragtet moseligene med videnskabelige briller, som enestående fund, der kan give os ny viden om fortiden. FORSKNINGEN AFSLØRER: Verdens ældste fingeraftryk Rigspolitiets eksperter undersøgte i 1978 Tollundmandens højre tommelfinger, der var bevaret i formalin. Fingeraftrykket trådte klart frem med et buemønster, der stadig er udbredt i det danske politis aftryksssamling. Fund kan stadig tilføje ny viden I Danmark er der ikke gjort nogen markante fund af moselig de sidste 50 år. Både fordi tørv ikke længere er en vigtig brændselskilde, men også fordi, der kun er få højmoser tilbage. Men i Irland blev der så sent som 2006 fundet et moselig, og da Irland stadig har mange højmoser, venter givetvis flere fund. Dog er nutidens mosefund ofte meget ødelagte, fordi tørv i dag brydes af store maskiner, som ikke kan standses på et øjeblik. Arkæologerne håber derfor på, at de får endnu bedre udstyr. De ser bl.a. frem til, at der vil blive udviklet fintfølende jordradarer, så man fx ved at flyve lavt hen over en mose kan afsløre de steder, hvor der dybt nede i tørven måske gemmer sig rester af mennesker. De mumificerede mennesker fra moserne kan nemlig stadig bidrage med masser af viden om de mennesker, som levede i den keltiske jernalder. De er om nogen fortidens vidner. LÆS MERE: Christian Fischer: Tollundmanden Gaven til guderne, Hovedland, 2007 Wijnand van der Sanden: Through Nature to Eternity, Batavian Lion, 1996 P.V. Glob: The Bog People, New York Review Books Classics, 2004. SILKEBORG MUSEUM www.tollundmanden.dk Odin, den øverste gud i nordisk mytologi, er hovedperson på denne billedsten fra Gotland ca. 700 år e.kr. Øverst ses høvdingeguden til hest, mens frisen nedenunder viser syv hængte personer, sandsynligvis ofret til Odin. Ifølge mytologien lod Odin sig selv engang hænge i bytte for visdom. STATENS HISTORISKA MUSEUM Kristendom Vokslys gav fred med Gud SCANPIX/CORBIS Jernalderens folk smadrede våben for enorme formuer og smed dem derpå i moser og vandløb. Forskerne anser disse kostbarheder fra Illerup Ådal i Jylland for krigsbytte, ofret til guderne som en storslået tak for sejren. MOESGÅRD MUSEUM Folk holdt op med at give offergaver i naturen, da kristendommen blev indført i Skandinavien kort før år 1000. Præsterne forbød det Gud søn var jo allerede ofret for menneskenes synder. Vokslys og gaver til kirken var dog stadig velkomne. Historie 5 2008 23