Marginaliserede og udstødte. - Hverdagsliv og velfærd. Januar 2002. Mette Marie Juul CASA

Marginaliserede og udstødte - Hverdagsliv og velfærd Januar 2002 Mette Marie Juul CASA

CASA Marginaliserede og udstødte - Hverdagsliv og velfærd Januar 2001 Mette Marie Juul Center for Alternativ Samfundsanalyse Linnésgade 25 1361 København K. Telefon 33 32 05 55 Telefax 33 33 05 54 E-mail: casa@casa-analyse.dk Hjemmeside: www.casa-analyse.dk Centre for Alternative Social Analysis Linnésgade 25 DK-1361 Copenhagen K. Denmark Phone +45 33 32 05 55 Telefax +45 33 33 05 54 E-mail: casa@casa-analyse.dk Homepage: www.casa-analyse.dk

Marginaliserede og udstødte Hverdagsliv og velfærd CASA, Januar 2002 ISBN 87-90751-76-0 Elektronisk udgave: ISBN 87-90751-77-9

Forord Debatten om velfærdssamfundet er i fuld gang. Den handler dog ofte om systemer, og det er alt for ofte politikere, embedsmænd og eksperter, der diskuterer. Dette er baggrunden for, at social- og arbejdsmarkedsgruppen i CASA har igangsat projektet Velfærd og hverdagsliv. Formålet er at få befolkningens værdier og holdninger inddraget i dialogen om fremtidens velfærdssamfund. Projektet sætter fokus på sammenhængen mellem borgernes hverdagsliv og deres værdier og holdninger til velfærdssamfundet. Denne rapport sætter fokus på den persongruppe, der uforskyldt står uden for arbejdsmarkedet. Det er borgere, der på grund af enten sygdom, arbejdsløshed, nedslidning eller handicap af fysisk eller psykisk karakter i en længere årrække har haft en offentlig ydelse som eneste forsørgelsesmulighed. Personer som ofte betegnes som marginaliserede og udstødte. Det er en persongruppe, hvis livsvilkår er afhængig af et politisk bestemt ydelsesniveau, ligesom de som borgere er afhængige af et politisk tilrettelagt velfærdssystem der er tale om, hvad vi kalder en afhængighedslivsform. Undersøgelsen er baseret på enkeltinterview samt dialogmøder med borgere afhængige af offentlige forsørgelsesydelser. Der er foretaget dybtgående semistrukturerede kvalitative interview med 12 personer, der alle har været afhængige af enten førtidspension eller kontanthjælp i 5 år eller mere. Derudover er der afholdt to dialogmøder i forlængelse af interviewrunden. Dialogmøderne havde til formål at uddybe og perspektivere nogle af de problemstillinger og holdninger, interviewpersonerne gav udtryk for i interviewene. Projekt Velfærd og hverdagsliv omfatter undersøgelser af 4 livsformsgrupper: Lønarbejderlivsformen, afhængighedslivsformen, funktionærlivsformen og konsulentlivsformen. I rapporten Hverdagsliv, arbejde og velfærd (LO, 1999) blev der sat fokus på lavtuddannede lønmodtageres værdier og holdninger til arbejde, familie og velfærd. Den omhandlede lønarbejderlivsformen og blev udarbejdet af CASA i samarbejde med LO til LOs velfærdsprojekt. Denne foreliggende undersøgelse handler om afhængigshedslivsformen og er udarbejdet af Mette Marie Juul, CASA. Undersøgelsen er finansieret af Socialministeriet og CASAs Støttefond. CASA januar 2002

Indholdsfortegnelse 1 Resumé... 5 1.1 Velfærd og hverdagsliv... 5 1.2 De marginaliserede og udstødte... 5 1.3 De marginaliseredes og udstødtes hverdagsliv... 6 1.4 Holdninger til velfærdssamfundet... 7 1.5 Velfærdsværdier værdiorienteringer... 9 1.6 Hverdagsliv og velfærd... 10 2 Samfundsdebatten om forsørgelse og marginaliserede og udstødte... 12 2.1 Arbejde og velfærd... 12 2.2 De ikke-beskæftigede... 13 2.3 De marginaliserede og velfærdssamfundet... 15 2.4 Welfare to workfare... 17 2.5 Afhængig af offentligt forsørgelse en livsform?... 18 2.6 Undersøgelsens metoder... 19 3 Hverdagslivet... 21 3.1 Hverdagsliv... 21 3.2 Hverdagslivets aktiviteter... 22 3.2.1 De upåagtede aktiviteter de hjemlige sysler... 23 3.2.2 Relationer den sociale kontakt... 25 3.2.3 Deltagelse... 27 3.3 Tid og tidsforståelse... 28 3.4 Hverdagslivets betingelser... 30 3.4.1 Helbred... 30 3.4.2 Økonomi... 32 3.4.3 Familien som betingelse... 35 3.5 Sammenfatning om hverdagslivet... 36 4 Mødet med det offentlige system... 38 4.1 Erfaringer med det sociale system... 38 4.1.1 Regelsættet/viden om rettigheder... 39 4.1.2 Kommunikation... 41 4.1.3 Systemets hjælp... 41 4.2 Erfaringer med det øvrige system... 42 4.3 Systemets betydning for den enkelte... 43 5 Individuelle velfærdsværdier... 46 5.1 Værdiforståelse... 46 5.2 Basale materielle goder og et godt helbred... 47 5.3 Sociale relationer og fællesskaber... 49 5.4 Selvbestemmelse og myndiggørelse... 50 5.5 Økonomi og forsørgelse... 51 5.6 At være en god samfundsborger... 51 5.7 Individuelle velfærdsværdier... 52

6 Velfærdssamfundet holdninger og værdier...55 6.1 Holdninger til velfærdssamfundet...55 6.2 Manglende omsorg for de svageste grupper...56 6.3 Ulighed og uretfærdighed...58 6.4 Manglende tillid til den enkelte...59 6.5 Deltagelse og demokrati...59 6.6 Individuel og samfundsmæssig velfærd...60 6.7 Velfærdsværdier værdiorienteringer...61 6.8 Afhængighedsgruppen hverdagsliv og velfærd...63 Litteraturliste...65 Bilag Karakteristik af interviewpersoner...67

1 Resumé 1.1 Velfærd og hverdagsliv Velfærdssamfundets fremtid har været til debat i 1990erne. En række kommissioner Socialkommissionen, Velfærdskommissionen, Den alternative velfærdskommission, LOs velfærdsgruppe, m.v. har belyst problemer og udfordringer for velfærdssamfundet. Det er karakteristisk, at debatten om velfærdssamfundets fremtid næsten udelukkende føres fra oven af politikere, embedsmænd og eksperter og hovedsageligt drejer sig om udvikling af nye økonomiske og adfærdsmæssige styringssystemer som fx resultatkontrakter og udlicitering af offentlige velfærdsopgaver til private virksomheder. I forhold til den videre debat er det vigtigt også at tage udgangspunkt i befolkningens praktiske hverdagsliv og forestillinger om de nære ting i dagligdagen, ikke mindst arbejdet og familien, og derved sætte fokus på borgernes velfærdsværdier og holdninger og ønsker til fremtidens velfærdssamfund. Ideen er, at borgernes synspunkter i højere grad skal komme til orde, således at fra neden synspunkter kan indgå i debatten. Det er centralt at identificere ligheder og forskelle i forskellige samfundsgruppers velfærdsværdier og holdninger til velfærdssamfundets ydelser og institutioner, og bringe de forskellige samfundsgruppers opfattelser i dialog med hinanden. Dette er baggrunden for projektet Velfærd og hverdagsliv. Formålet er i høj grad at få befolkningens værdier og holdninger inddraget i debatten om fremtidens velfærdssamfund ved at sætte fokus på sammenhængen mellem borgernes hverdagsliv og velfærdspolitikken. 1.2 De marginaliserede og udstødte I denne rapport sættes der fokus på den gruppe af borgere, der er afhængige af offentlige forsørgelsesydelser. Denne gruppe omfatter borgere, som på grund af enten sygdom, arbejdsløshed, nedslidning, handicap af fysisk eller psykisk karakter i en længere årrække har haft en offentlig ydelse som eneste forsørgelsesmulighed. Det er en gruppe, der både er afhængig af et politisk tilrettelagt velfærdssystem og afhængig af et politisk bestemt ydelsesniveau. Indkredsningen af gruppen tager udgangspunkt i de fælles livsbetingelser her afhængigheden af offentlige ydelser og sammenhængen mellem disse fælles betingelser og vilkår og personernes værdier og holdninger til velfærd og velfærdssamfundet. I den betydning ville vi godt benævne gruppen afhængighedsgruppen og i den forbindelse eventuelt tale om en afhængighedslivform. 5

Da begrebet afhængighed imidlertid kan referere til alle former for afhængighed, og helt aktuelt nok ville få de fleste til at tænke på afhængighed i forhold til alkohol, narko eller anden form for misbrug, har vi overordnet valgt at anvende betegnelsen marginaliserede og udstødte. I rapporten vil man dog finde anvendelse af begge betegnelser altså såvel afhængighedsgruppen som marginaliserede og udstødte. Udgangspunktet er en belysning af gruppens hverdagsliv. Gennem deres egen beskrivelse af, hvordan de takler og mestrer dagligdagen, analyseres deres værdier og holdninger til såvel individuel som samfundsmæssig velfærd. Formålet er at belyse, hvordan man som afhængig af offentlige forsørgelsesydelser forholder sig til et velfærdssamfund, hvor på den ene side arbejdet har fået en større og større velfærdsmæssig betydning, og der gives udtryk for, at der skal være plads til alle, og et samfund som på den anden side ikke magter at integrere de udstødte på arbejdsmarkedet. 1.3 De marginaliseredes og udstødtes hverdagsliv Hverdagslivet, de daglige rutiner og aktiviteter, er præget af begrænsninger og afsavn både helbredsmæssigt og økonomisk. Hverdagen er præget af aktiviteter og almindelige gøremål og sociale kontrakter, hvor det er vanskeligt for den enkelte at definere et alternativ til den traditionelle lønarbejderlivsform. Familien indtager en væsentlig del af hverdagslivets aktiviteter og funktioner og er for nogen det eneste forpligtende netværk i hverdagen. Samtidig udgør familien, pleje og omsorg af nære familiemedlemmer en central del af hverdagens aktiviteter, særligt for kvinderne. Mændene kan have vanskeligere ved at fastholde nære sociale kontakter og finde aktiviteter, der kan erstatte arbejdets strukturerende indhold. Hverdagen er præget af begrænsninger, økonomisk og helbredsmæssigt. Økonomien opleves som stram og tvinger den enkelte eller familien ud i nogle fravalg, som har sociale og velfærdsmæssige konsekvenser. Når budgettet er stramt, skæres det, der ikke er absolut nødvendigt væk. Fravalg af rejser, salg af bil, fravalg af biografturen eller teatret betyder, at den enkelte og familien mister en social referenceramme og risikerer at isolere sig fra omverdenen og det hidtidige liv. For afhængigshedsgruppen er det vigtigt at undgå yderligere forringelser i den helbredsmæssige situation. Der betyder, at der er en evig fokus på både den fysiske og psykiske helbredssituation, og det er nødvendigt at indtænke den faktor i planlægningen af hverdagen og hverdagens aktiviteter. 6

Nogle dage er gode, og andre kræver hvile. På gode dage kan man være udadvendt og deltage i aktiviteter, man har lyst til, men på dårlige dage eller i dårlige perioder opleves dagene som inaktive perioder, hvor man er afskåret fra omverdenen. Man er enten nødsaget til at holde sig indenfor, være sengeliggende og passe og pleje sig selv for at komme ovenpå igen. På trods af begrænsningerne viser indretningen af hverdagslivet, at nogle oplever en frihed til at forme deres liv, som de vil den enkelte styrer livets gang og har høj grad af indflydelse på sin tilværelse. For andre er det begrænsningerne, der dominerer. For dem hersker en oplevelse af, at man er fastlåst i sin situation. Ydre faktorer øver indflydelse på tilværelsen, og deres egne begrænsninger giver ikke de bedste betingelser for at se lyst på fremtiden. Deres liv er styret af afsavn, og begrænsningerne kommer til at styre deres liv. 1.4 Holdninger til velfærdssamfundet Vi vil gerne give udseende udadtil, at vi er et velfærdssamfund. [..] Det var måske vigtigt, at man tog hånd om de virkelig svage medborgere, som vi har. For det har vi virkelig. (Kvinde 45 år) De marginaliserede og udstødte opfatter ikke det danske samfund som et velfærdssamfund. Holdninger som for det første bunder i deres forskellige konkrete erfaringer med dele af velfærdssamfundet. Det drejer sig om sagsbehandlerne i social- og sundhedsforvaltningerne og læger og sygeplejersker på sygehusene samt privatpraktiserende læger, men også sagsgange og sagsbehandlerne i skatteforvaltningerne, hos politiet og andre offentlige myndigheder. Således er det ofte de enkelte institutioner og de enkelte fagpersoner, der vurderes, og ikke velfærdssamfundet som sådan. Desuden hænger det sammen med deres konkrete situation, som værende uden for det de opfatter som normalsamfundet, nemlig at være deltagende på arbejdsmarkedet og være selvforsørgende. Processen har tidsmæssigt været forskellig, men for stort set alle været præget af negative oplevelser og sårbare hændelser og situationer, som i høj grad påvirker deres opfattelser af velfærdssamfundet. I forhold til velfærdssamfundets sociale sikringsordninger og basale serviceydelser er holdningerne generelt positive, fx at man modtager ydelser, når man er arbejdsløs, og når man er syg, og at der er gratis behandling på sygehusene. Også i forhold til andre lande og deres indretning af velfærdsydelser er holdningen, at det danske velfærdssamfund er at foretrække. 7

Holdninger og ønsker til velfærdssamfundet bunder dybere end blot, hvordan hverdagen udspiller sig i dag. De hænger i langt højere grad sammen med livserfaringer, oplevede erfaringer, begrundelserne for deres situation i dag samt deres nuværende udfoldelsesmuligheder. På trods af forskellige begrundelser for deres hverdagsliv i dag og forskellige erfaringer med arbejdsmarkedet og samfundets institutioner, er diskussionen om velfærdssamfundet i store træk koncentreret om nogle temaer, som går igen i de enkelte interview. Det drejer sig om: Omsorgen for de svageste grupper Lighed og retfærdighed Tillid og respekt for den enkelte borger (umyndiggørelse over for selvmyndiggørelse) Ansvarsfordelingen mellem samfund og borger. Holdningen til disse temaer afspejler forskellige holdninger til velfærdssamfundet. Holdninger som afspejlet værdier, som handler om solidaritet, tillid, integration og ansvar. Det gode liv handler for de marginaliserede og udstødte om at kunne fungere som en aktiv samfundsborger og deltage i centrale arbejdsfællesskaber; at være herre over liv og blive mødt med respekt og have et godt socialt netværk. Faktum er, at de imidlertid ikke mere kan magte at fungere på det ordinære arbejdsmarked og dermed ikke har mulighed for at forsørge sig selv via lønarbejde. Det er et forhold, som strider imod deres opfattelse af det gode liv og forhindrer dem i at realisere dele af de individuelle velfærdsværdier. At de samtidig oplever, at systemet svigter dem i forhold til omsorg og servicetilbud, står i modsætning til de forventninger, de har til velfærdssamfundet. Kritikken af velfærdssamfundet er først og fremmest baseret på konkrete oplevede uretfærdigheder i den måde, velfærdsinstitutionerne fungerer på, men også på uligheder og uretfærdigheder i forhold til andre og her specielt de dårligst stillede og de svage grupper. Det er bemærkelsesværdigt, at kritikken af uretfærdighederne i forhold til de svage ikke i udgangspunktet vedrører den pågældende, men omhandler andre grupper af borgere, der er værre stillet rent økonomisk og socialt. Det handler om den manglende omsorg for de ældre, for de hjemløse og de psykiske syge. Set i forhold til dem selv og samfundsindretningen er der generelt en positiv holdning til fx, at velfærdssamfundet yder dem økonomisk hjælp, og at der er gratis behandling på sygehusene. Set i forhold til forholdene i andre lande opfattes det danske velfærdssamfund som et godt samfund at leve i. 8

1.5 Velfærdsværdier værdiorienteringer På baggrund af interviewdeltagernes hverdagsbeskrivelser og holdningstilkendegivelser er det muligt at identificere forskellige velfærdsorienteringer. Begrebet vælfærdsorientering er udtryk for et værdimønster, der tager udgangspunkt i de afhængiges værdier og holdninger til velfærdssamfundet i et fra neden perspektiv. Værdimønstre udtrykker nogle retninger eller potentialer, eller sagt på en anden måde noget betydningsbærende og meningsskabende for den enkelte. Der kan identificeres to velfærdsorienteringer. Den solidariske velfærdsorientering bygger på værdier som lighed, omsorg og respekt for den enkelte. Det centrale indenfor denne orientering handler om at tænke på fællesskabet frem for den enkeltes muligheder og udvikling... der er alt for mange, der har for meget, og så er der alt for mange, som slet ikke har noget som helst. (Kvinde 60 år) Der fokuseres på ulighederne i samfundet og peges på hjælpen i forhold til de svageste og en lige adgang til serviceydelserne. I den forbindelse skal finansieringen af samfundets ydelser ske gennem skatterne, og fordelingsmæssigt skal de bredeste skuldre bære de tungeste byrder. Den enkelte skal yde sit efter bedste evne, men samfundet skal hjælpe og tage sig at de svageste i samfundet. Solidariteten strækker sig imidlertid ikke længere end til de borgere i samfundet, der ikke vil yde noget til fællesskabet. Den retfærdige eller moralske velfærdsorientering er baseret på værdier som at yde for at kunne nyde, og at egne familiemedlemmer eller samfundsborgere kommer i første række. Man skal først og fremmest sørge for sig selv og sine. De svage er ikke en bestemt afgrænset gruppe, men hovedsynspunktet er, at de ikke selv er skyldige i at være kommet i den svage situation. Ydelsessystemerne skal på den måde være retfærdige i relation til moralske principper om skyld. Finansieringen af offentlige ydelser kan være forskellig, bare den er retfærdig. Fx i forhold til sygdom kan det være retfærdigt med skattefinansiering, mens arbejdsløshed fx kan være forsikringsbaseret, mens mere kulturelle aktiviteter fx kan være baseret på brugerbetaling. Det retfærdige afspejler sig også i en rettighedsopfattelse af, at når man har betalt til samfundet, har man også rettigheder omkring ydelser og service. Ansvarsfordelingen mellem individ og samfund er svær at præcisere. Imidlertid er der en klar holdning til, at man skal yde for at kunne nyde. Det passer ikke ind i deres værdisæt og samfundssyn, at nogen bare kan drive den af for offent- 9

lighedens pengepung uden at yde. Der lægges vægt på det personlige eller individuelle ansvar. Gruppens værdisæt og arbejdssyn svarer til industriarbejderlivsformens tankegang, hvor det ikke er nødvendigt eller et krav, at arbejdet skal være udfordrende eller sjovt, men derimod at arbejdet er nødvendigt for at tjene penge, gøre sin pligt, tage sin del af ansvaret og nødvendigt for samfundets fælles bedste. 1.6 Hverdagsliv og velfærd Sådan som samfundet fungerer, er det rarest at have et job. Du bliver også nødt til at have økonomien til at hænge sammen, så du er nødt til at have et job. (Kvinde 57 år) Undersøgelsen peger på, at borgere afhængige af offentlige forsørgelsesydelser er fanget i den situation, at deres værdigrundlag er præget af en kultur, hvor individets identitet er meget tæt forbundet med tilknytningen til arbejdsmarkedet. I et velfærdssamfund, hvor lønarbejdet er det bærende element i både den enkeltes tilværelse og i samfundskulturen, har de svært ved at definere en livsform, som giver mening og retning. Det at gå uproduktive derhjemme med en ydelse betalt af det offentlige er således både et problem og en belastning i forhold til deres egen selvforståelse og i forhold til samfundets økonomi. Nogle føler sig fastlåst og uden reelle muligheder eller udsigt til at realisere ideen om det gode liv. Andre oplever imidlertid tilværelsen som en frihed til at leve livet uden arbejdsmæssige forpligtelser. De søger at revidere deres værdigrundlag og definere et nyt livsindhold, der kan give dem mening i den givne situation. Det er dog ikke let. Jeg har fået mere tid til at være social for andre mennesker. Det havde jeg ikke tid til før. (Kvinde 57 år) Det er karakteristisk, at de borgere, der oplever afhængighedstilværelsen som frigørende, ser på mulighederne i tilværelsen og i høj grad søger at anvende og bruge institutionerne i velfærdssamfundet. På trods af, at der er en uoverensstemmelse mellem deres individuelle værdier og deres faktiske hverdagsliv, så oplever de nogle muligheder. 10

Andre virker mere resignerede og har meget svært ved at affinde sig med deres situation. De oplever en fastlåshed og udsigtsløshed og føler, at udfoldelsesmulighederne i forhold til deres fremtid er begrænsede. Det er kedeligt at være på førtidspension en kedelig tilværelse. Pludselig er jeg blevet opmærksom på, at der nu er gået 14 år. Og jeg skal gå resten af mit liv. Det kan jeg ikke finde ud af oppe i mit hoved. (Mand 53 år) Tiden er svær at få til gå, når man bare går derhjemme. [..] Når jeg ved, at min kæreste arbejder, og jeg skal hente børn, så går tiden hurtigt. (Mand 26 år) Det er svært for denne gruppe at tale om og forstå det danske samfund som et velfærdssamfund, der er baseret på tryghed, lighed og retfærdighed og respekt for den enkelte borger. Set i forhold til den enkeltes muligheder for at realisere og forfølge de individuelle velfærdsværdier er samfundet ikke, i denne gruppes opfattelse, indrettet således, at det kan lade sig gøre. Disse marginaliserede og udstødte oplever, at samfundet ikke giver mulighed for at de kan fungere og leve som andre almindelige gode samfundsborgere. 11

2 Samfundsdebatten om forsørgelse og marginaliserede og udstødte 2.1 Arbejde og velfærd Fra forskellige kommissioner, undersøgelser og rapporter fra politikere og embedsmænd fremhæves arbejdet som en central velfærdsværdi. Velfærdskommissionen konkluderede i 1995: Konklusionerne peger alle i retning af en kombination af individuelle og samfundsmæssige velfærdsproblemer, som gør lønarbejdet til et centralt velfærdskriterium. Derfor er det bydende nødvendigt både at bevare målsætningen om fuld beskæftigelse og samtidig understrege den enkeltes pligt til at stræbe efter at forsørge sig selv i størst mulig udstrækning. (Velfærdskommissionen, 1995) Lønarbejdet fremhæves som en central velfærdsværdi. Det hænger bl.a. sammen med de afledte goder og muligheder, der ligger i at være aktiv på arbejdsmarkedet. Som samfundet er indrettet og har udviklet sig, indebærer det, at man er på arbejdsmarkedet udover det centrale i at man kan forsørge sig selv imidlertid også, at man har mulighed for at være del i et fællesskab, at man har mulighed for social kontakt samt, at man har mulighed for at møde og søge både faglige og personlige udfordringer og udviklingsmuligheder. Arbejdet har udviklet sig til at være en væsentlig identitetsbærer. Vi definerer os selv og hinanden i forhold til vores arbejde og position på arbejdsmarkedet. Arbejdet er således en central værdi både på det individuelle og det sam-fundsmæssige plan. På det politiske og almenmenneskelige plan er der en forståelse af, at når man er aktiv på arbejdsmarkedet, bidrager man til samfundsøkonomien og dermed er med til så at sige at holde hjulene i gang og sikre en udvikling i velfærdssamfundet. Indkomst- og erhvervsbeskatningen er den væsentligste del af finanseringsgrundlaget for velfærdsydelser og -service.... fra en samfundsmæssig synsvinkel er der ingen tvivl om, at lønarbejde for alle samfundets medlemmer skal tilstræbes i videst muligt omfang. Ellers står velfærdssamfundets fremtid på spil. (Velfærdskommissionen, 1995) Betoningen af, at så mange som muligt deltager på arbejdsmarkedet, synes således at være en forudsætning for vores fremtid, vores velfærdsniveau og -muligheder. 12

Fuld beskæftigelse har været en højt prioriteret målsætning i den økonomiske politik og i udviklingen af velfærdssamfundet. I europæisk sammenhæng er Danmark karakteriseret ved at have en meget høj beskæftigelsesprocent. Set i forhold til det samlede antal personer i de erhvervsaktive aldersgrupper, er tæt på 75% af personerne mellem 18-66 år i beskæftigelse og altså det, vi vil kalde selvforsørgende. 2.2 De ikke-beskæftigede I de sidste 40 år har blikket for en stadig stigende andel af personerne i de erhvervsaktive aldersgrupper været vendt mod arbejdsmarkedet og lønarbejdet og det at blive selvforsørgende. På trods af dette er situationen den, at der stort set ikke er sket nogen ændring i forholdet mellem den andel, som har været i beskæftigelse og altså er selvforsørgende godt 75% og den andel, som ikke har været i beskæftigelse og dermed er afhængige af anden forsørgelse godt 25%. Der har selvfølgelig ikke været tale om de samme henholdsvis 75% og 25% i hele perioden. Pointen er, at stort set alle, der i dag befinder sig i de erhvervsaktive aldersgrupper, på et eller andet tidspunkt i den forgangne periode har været selvforsørgende i kortere eller længere tid, på nær de helt unge som endnu ikke har opnået fodfæste på arbejdsmarkedet. Fordeling af befolkningen i den erhvervsaktive alder fra 1960-1998 100 Familieforsørgelse 80 Offentlig forsørgelse 60 40 Beskæftigede 20 0 1960 1965 1970 1975 1980 1985 1990 1995 Kilde : Hansen og Hansen, 1999 13

De 25% i de erhvervsaktive aldersgrupper, som i dag ikke er i beskæftigelse, er stort set alle i løbet af perioden på forskellige tidspunkter overgået til at blive offentligt forsørget på en af de mange forskellige offentlige indkomstoverførsler. Hver enkelt persons proces i forhold til eller væk fra arbejdsmarkedet samt tildelings- og udmålingskriterierne for de enkelte overførsler er baggrunden for, at personerne i dag er enten på kontanthjælp, i dagpengesystemet, modtager førtidspension eller er overgået til efterløn. I realiteten har der været tale om en omstillingsproces af velfærdssamfundet fra familieforsørgelse til offentlig forsørgelse (Hansen og Hansen, 1995) En proces, hvor den andel som ikke var i beskæftigelse i fx 1960, og dengang stort set var hjemmearbejdende kvinder og/eller studerende med velfærdssamfundets udvikling er blevet til personer, som via forskellige marginaliserings- og udstødningsprocesser stort set alle er overgået til offentlig forsørgelse. For 40 år siden var den store del af de ikke-beskæftigede fortrinsvis hjemmearbejdende kvinder, som efter datidens normer udfyldte en række væsentlige omsorgsfunktioner. Kun en mindre del var under uddannelse, arbejdsløse, syge og personer med nedsat erhvervsevne. Forsørgelsen af de ikke-beskæftigede blev primært varetaget inden for familien. Kun en mindre del blev offentligt forsørget. I dag er situationen en anden. Den helt store del af de ikke-beskæftigede er arbejdsløse, syge og personer med nedsat erhvervsevne. De modtager offentlige ydelser grundet arbejdsløshed eller sociale og helbredsmæssige problemer. En anden del er på orlov eller har frivilligt forladt arbejdsmarkedet på fx overgangsydelse, efterløn eller er unge under uddannelse. Det er den første gruppe af ikke-beskæftigede, som er i fokus i denne undersøgelse. Spørgsmålet er, hvordan borgere, som ufrivilligt er afhængige af offentlige forsørgelsesydelser, indretter deres tilværelse, når arbejdet ikke længere er en væsentlig del af hverdagslivet og tilværelsen. På hvilken måde skaber denne gruppe mål og retning i tilværelsen, og hvad er deres holdning og ønsker til velfærdssamfundet? Formålet med undersøgelsen er at belyse, hvordan man som afhængig af offentlige forsørgelsesydelser forholder sig til velfærdssamfundet. Et samfund hvor arbejdet på den ene side har fået en større velfærdsmæssig betydning, men som på den anden side har vanskeligt ved at integrere de marginaliserede og udstødte på arbejdsmarkedet. 14

2.3 De marginaliserede og velfærdssamfundet Sammenhængen mellem de marginaliseredes situation og adfærd og velfærdssamfundets ydelser har været fremtrædende i den amerikanske og engelske underklassedebat. (Andersen og Larsen, 1995) Underklassen omhandler den gruppe af borgere, som er afhængige af de velfærdsstatslige forsørgelsesydelser. Deres situation opfattes som en form for afhængighedskultur, der er opstået som følge af udviklingen af velfærdsstatens ydelsessystemer. Det er opfattelsen, at de velfærdsstatslige ydelser fjerner incitamentet og motivationen hos den enkelte borger til selv at ville være selvforsørgende. Underklassen er karakteriseret ved en række individuelle adfærdsmæssige træk som fx uansvarlig adfærd, fordærvet moral og manglende normer og værdier, der indebærer, at de bliver og fastholder sig som offentligt forsørgede. Gruppen af borgere, som modtager offentlige forsørgelsesydelser betragtes således som en samlet gruppe, der ikke orienterer sig mod arbejdsmarkedet eller deler de samme moralske værdier og normer, som gør sig gældende i resten af samfundet. Heroverfor står Velfærdskommissionens bekymring for risikoen for en yderligere polarisering af samfundet. De ser det langt mere som en samfundsudvikling, som stiller samfundet over for en række udfordringer og prioriteringer. Det er således samfundets opgave at forhindre den udstødning, som foregår fra arbejdsmarkedet, og være initiativtager til en politik, der integrerer personer, som står uden for arbejdsmarkedet. Udfordringen ligger så at sige ikke alene hos de enkelte personer, men i høj grad hos samfundet. Det følger heraf, at hvis ikke arbejdsløsheden nedbringes betydeligt, vil der på længere sigt være store grupper i samfundet, som pådrager sig eller fortsat vil lide under betydelige velfærdsproblemer, som ikke blot kan løses ved økonomiske overførsler. Derved kan en udvikling sættes i gang, hvor en stor gruppe af mennesker mister det sociale, værdimæssige og normative tilhørsforhold til det øvrige samfund. Dette kan føre til direkte polarisering og svække samfundets sammenhængskraft. (Velfærdskommissionen, 1995) Den danske debat om marginaliserede og udstødte har ikke bevæget sig i retning af en underklassedebat. Men synspunkterne omkring de marginaliseredes og udstødtes situation er delte. Et synspunkt er opfattelsen af en større grad af konsensus med hensyn til de forskellige samfundsgruppers holdninger og værdier i forhold til velfærdssamfundet og samfundets ydelser. 15

Politologerne Jørgen Goul Andersen og Jens Hoff gør sig til talsmænd for, at enhver tale om skel i befolkningen mellem de forsørgende og de offentligt forsørgede hviler på myter. På baggrund af empirisk materiale finder de ingen forskel i fx den politiske deltagelse. Næsten alle empiriske tilgængelige oplysninger peger i nogenlunde samme retning. For at blive ved det politiske er det gang på gang dokumenteret, at der ikke er ved at udvikle sig et politisk skel mellem forsørgere/trækdyrene og de offentligt forsørgede, hverken partipolitisk eller holdningsmæssigt. (Andersen og Hoff, 1995) Opfattelsen hos politologerne er, at velfærdsstaten eller velfærdssamfundet har haft en integrerende funktion, som ud over opretholdelsen af uligheden i indkomstfordelingen også har betydet, at der ikke er skabt skel i holdningerne til velfærdsstaten og ej heller ikke i forhold til værdi- og normsæt. Velfærdsudviklingen har skabt et homogent samfund, hvor der kun er en mindre gruppe, som er socialt dårligt stillet. (Andersen, 1996) I kontrast hertil peger rapporten Polarisering i det danske samfund på en ændret opdeling af befolkningen. Ved at se på livspositioner på fem vigtige livsområder indkomst, arbejde, uddannelse, bolig og politisk ressourcer konstaterer rapporten, at der har fundet en udvikling sted, som har bevirket en koncentration af bestemte befolkningsgrupper på de dårligste livspositioner. (Hansen og Hansen, 1997) Set i sammenhæng med forskellige befolkningsgruppers livschancer finder de, at der er tale om en tendens til polarisering i det danske samfund med hensyn til livsudfoldelse og livsmuligheder. Forfatterne tøver dog med at trække den konklusion, at der dermed også er tale om en polarisering med hensyn til værdier og holdninger. Det er imidlertid meget vanskeligt empirisk at konstatere, om der er tale om en polarisering med hensyn til værdier, normer og holdninger. Det vil kræve større undersøgelser, som både omfatter befolkningens holdninger til væsentlige værdier, og også ser mere konkret på hverdagslivet, sociale fællesskaber og sociale relationer. (Hansen og Hansen, 1997) Det er samme betragtning, som ligger til grund for undersøgelsen Velfærd og hverdagsliv. Med udgangspunkt i en belysning af hverdagslivet er det formålet at undersøge forskellige livsformgruppers værdier og holdninger til velfærdssamfundet. 16

I denne rapport sættes fokus på de marginaliserede og udstødte. Ikke på grund af deres marginale position i forhold til arbejdsmarkedet, men fordi de som personer i denne situation er afhængig af offentlige ydelser for at kunne klare deres forsørgelse heraf betegnelse afhængighedslivsformen. Det er hensigten at belyse, hvordan de med denne økonomiske afhængighed takler og mestrer dagligdagen, og hvordan denne situation påvirker deres værdier og holdninger til det danske velfærdssamfund. 2.4 Welfare to workfare At stå uden for arbejdsmarkedet giver ret til en række ydelser og servicetilbud afhængig af den enkeltes situation. Således er alle berettiget til en forsørgelsesydelse, såfremt man ikke har mulighed for at sørge for sig selv. Ydelsen gives for at sikre:.. et økonomisk sikkerhedsnet for enhver, som ikke på anden måde kan skaffe det nødvendige til sig selv og sin familie. [..] Formålet med at give hjælp til forsørgelse er at sætte modtageren i stand til at klare sig selv. (Bekendtgørelse af lov om aktiv socialpolitik) Med arbejdsmarkedsreformerne i 1990erne og vedtagelse af lov om aktiv socialpolitik er der i høj grad tale om en sammensmeltning af arbejdsmarkeds- og socialpolitikken, hvor vægten er lagt på at skabe lønarbejde til så mange som muligt. Etableringen af det rummelige arbejdsmarked, herunder oprettelsen af fleks- og skånejob er eksempler på initiativer, der søger at forebygge og reducere antallet af borgere afhængige af offentlige forsørgelsesydelser. Det er samtidig initiativer, der pointerer det centrale i at være deltager på arbejdsmarkedet og den enkeltes borgerpligt til at søge denne deltagelse. Nogle vil i den sammenhæng mene, at udviklingen peger mod en større differentiering mellem borgere inde på arbejdsmarkedet og borgere, der står uden for, som aldrig har haft eller kun har haft sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet i forhold til de medborgerskabelige rettigheder. Både private og offentlige virksomheder diskuterer og er langt i overvejelserne om etablering af private forsikringsordninger for deres medarbejdere, således at de fx kan sikres en hurtig behandling på et privathospital i Danmark eller i udlandet. Det har været diskuteret, hvorvidt mobile arbejdstagere skulle have førsteret til en bolig, hvis der er mangel på arbejdskraft i lokalområdet. Nogle virksomheder har allerede etableret private pasningsordninger for medarbejdernes børn, og arbejdsgiverbetalte pensionsordninger er andre rettigheder eller goder, der ligeledes kan ses at bidrage til at øge skellet mellem de, som står inden for og de, som står uden for. 17

I hvilken grad påvirker disse diskussioner og udviklingstendenser afhængighedsgruppens velfærdsværdier, vurderinger og holdninger til velfærdssamfundet og velfærdssamfundets fremtid? Hvordan forholder man sig til en omverden, der tillægger arbejdet central betydning, og tildeler dem, der er indenfor, flere og flere goder og rettigheder? Oplever borgere, afhængige af offentlige forsørgelsesydelser, det som på engelsk siges, at welfare for the poor er poor welfare? (Titmuss, 1974) 2.5 Afhængig af offentligt forsørgelse en livsform? Formålet med denne undersøgelse er at sætte fokus på den gruppe af personer, der ufrivilligt har været afhængige af offentlige forsørgelsesydelser i mere end 5 år. Det vil sige, at gruppen ikke omfatter borgere, der modtager efterløn, er på folkepension eller har valgt at tage orlov, forældre- eller sabbatorlov. Årsagen til afhængighed er enten sygdom, arbejdsløshed, nedslidning, handicap af fysisk eller psykisk karakter eller andre sociale årsager, der medfører at personer ikke kan få fodfæste eller fastholde et arbejde. En offentlig forsørgelsesydelse er således eneste forsørgselsmulighed. Afhængighedsgruppen omfatter borgere med meget forskellig baggrund og uddannelse og forskellige årsager til, at de i dag er afhængige af offentlige forsørgelsesydelser. Det er en gruppe af borgere, som enten aldrig har haft kontakt med arbejdsmarkedet eller, som er udstødt af arbejdsmarkedet på grund af sygdom, nedslidning eller konjunkturerne. Der er tale om personer: der er ramt af sygdom eller ulykke og derfor ikke på grund af deres helbredsmæssige situation kan klare et fast job der har psykiske problemer, der gør, at de ikke kan magte et ordinært job der har nedsat erhvervsevne og arbejdsevne og derfor ikke direkte kan få et ordinært job der er nedslidte og derfor ikke evner eller kan mestre et fuldtidsjob der kun har haft periodevise job grundet manglende erhvervsuddannelse. Det er en markant gruppe, men ved vi nok om deres hverdagsliv og deres livsbetingelser? Er der tale om en livsform? Hvad forbinder og forstår de ved velfærd og velfærdssamfund? Indkredsningen af gruppen og interessen for gruppen af personer er de fælles livsbetingelser her afhængigheden af offentlige ydelser og hvad disse fælles betingelser og vilkår har af betydning for personernes værdier og holdnin 18

ger til velfærd og velfærdssamfundet. I den betydning ville vi godt benævne gruppen afhængighedsgruppen og i den forbindelse eventuelt tale om en afhængighedslivsform. Da begrebet afhængighed imidlertid kan referere til alle former for afhængighed, og helt aktuelt nok ville få de fleste til at tænke på afhængighed i forhold til alkohol, narko eller andet form for misbrug, har vi overordnet valgt at anvende betegnelsen marginaliserede og udstødte. I rapporten vil man dog finde anvendelse af begge betegnelser altså såvel afhængighedsgruppen som marginaliserede og udstødte. 2.6 Undersøgelsens metoder Undersøgelsen er gennemført med brug af henholdsvis kvalitative enkeltinterview, dialoggruppemøder, kvantitative data og litteraturstudier. Undersøgelsen er primært baseret på enkeltinterview og dialogmøder med borgere, der er afhængige af offentlige forsørgelsesydelser. Der er foretaget dybtgående semi-strukturerede kvalitative interview med 12 personer, der alle har været afhængige af enten førtidspension eller kontanthjælp i 5 år eller mere. Det har i udvælgelsens af interviewpersoner været vigtigt, at der var en nogenlunde ligelig kønsfordeling, aldersmæssig og geografisk spredning samt at interviewpersonerne havde forskellig familiemæssig situation. Interviewpersonerne blev bedt om at fortælle og beskrive deres hverdagsliv, og herunder forholde sig til temaer som tid, arbejde, helbred, demokrati, økonomi samt viden og kompetence. Dialogmøderne blev afholdt i forlængelse af interviewrunden og involverede et større antal borgere, der er afhængige af offentlige forsørgelsesydelser. Disse dialogmøder havde til formål at uddybe og perspektivere nogle af de problemstillinger og holdninger, der kom til udtryk i interviewene. Interviewpersonerne er fundet via forskellige projekter udvalgt tilfældigt fra Socialministeriets projektdatabase, hvor søgeordene har været førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere. Ledere på en række projekter, væresteder, foreninger blev telefonisk kontaktet for at orientere om undersøgelsen og for at høre om brugerne ville være interesserede i at dele materiale om undersøgelsen ud til stedets brugere. Materialet omfattede en kort introduktion til undersøgelsen, et spørgeskema med spørgsmål til alder, køn, uddannelse, familiemæssige situation og antal år på en offentlig forsørgelsesydelse. De personer, der var interesserede i at deltage i et interview, kunne tilkendegive det på spørgeskemaet. På baggrund af indsendte spørgeskemaer blev interesserede interviewdeltagere ringet op for at aftale tidspunkt og sted. 19

Interviewpersonerne er strategisk udvalgt ud fra kriterier som køn, alder, geografi, civilstatus, uddannelsesbaggrund, forsørgelsesgrundlag og antal år på en offentlig forsørgelsesydelse. Udvælgelsen er baseret på en matrix forstået på den måde, at interviewpersonerne skulle omfatte 6 førtidspensionister, 6 kontanthjælpsmodtagere, 6 kvinder og 6 mænd i forskellige aldre. Borgere med arbejdsmarkedserfaring og borgere uden. Ved denne udvælgelsesmetode har det været formålet at dække et så bredt udsnit af undersøgelsesgruppen (offentligt forsørgede) som muligt. I forhold til det oprindelige udgangspunkt er der kun opnået interview med 1 på kontanthjælp. Det kan hænge sammen med rekrutteringsmetoden og det forhold, at kontanthjælpsmodtagere ikke i samme omfang er brugere af foreninger og projekter, idet de har en anden social kontaktflade. Det har dog været vigtigt, at denne undersøgelse på ingen måde kunne relateres til det offentlige system ved at rekruttere interviewdeltagere gennem eksempelvis socialcentre rundt om i landet. 9 har kortere eller længere tids erfaring på arbejdsmarkedet, hvorimod 3 af interviewdeltagerne aldrig har haft kontakt til arbejdsmarkedet. 5 personer har en erhvervsuddannelse, og 8 har ingen uddannelse udover 7. klasse. De forskellige erhversuddannelser, der er repræsenteret, er frisør, korrespondent, automekaniker, smed og tøjekspedient. Der er en ligelig fordeling på køn og alder, og med hensyn til familiestatus er der 3 enlige uden børn, alle mænd. 5 enlige med børn, 4 er samlevende med børn, og endelig er der en samlevende uden børn. Det er karakteristisk, at alle 6 kvinder har børn, hvor 1 stadig bor hjemme, mens kun 2 af de 6 mænd har børn, og disse er hjemmeboende. I de følgende kapitler gives et billede af hverdagslivet, som det leves af de marginaliserede og udstødte. Et hverdagsliv hvor det ikke er arbejdet, der styrer og strukturerer ens hverdag. 20

3 Hverdagslivet 3.1 Hverdagsliv Det er i hverdagslivet, at velfærden opleves. Det danske velfærdssamfunds indretning og konstruktion betyder, at det er i hverdagslivet, at forholdet mellem den enkelte borger og velfærdssamfundet udspiller sig. Det gælder for børnefamilier i form af pasning i institutioner, skoler, uddannelse. Det gælder på hospitaler, plejehjem, transport etc. Hverdagslivet er påvirket af omfanget og kvaliteten af de velfærdsstatslige ydelser i form at orlovsydelser, størrelsen af overførselsindkomster, sygedagpenge etc. Gennem en indsigt i og forståelse for, hvordan marginaliserede og udstødte indretter deres hverdag, sættes fokus på, hvordan den enkelte person skaber mål og retning i livet. Hvilke opgaver og ansvar påtager den enkelte person sig, og hvilke opgaver forventer den enkelte, at samfundet og det offentlige påtager sig for at sikre en balance mellem den individuelle og samfundsmæssige velfærd? Hverdagslivet præsenteres og beskrives ud fra to forskellige og alligevel tæt forbundne indgangsvinkler. Den ene vinkel tager udgangspunkt i hverdagslivets forskellige aktiviteter. Det handler om de forskellige ting og gøremål, der præger hverdagen og de sociale relationer, den enkelte indgår i. Den anden vinkel vedrører de betingelser, der danner rammen for den enkeltes hverdagsliv og udfoldelsesmuligheder. På tværs af forholdende i hverdagslivet spiller en række forskellige betingelser ind på den enkeltes liv. Det er betingelser, der kan siges at udvikle sig bag om ryggen på os og uden, at vi har nogen direkte indflydelse på dem. Det er betingelser, som er komplekse, og som øver indflydelse på forskellige niveauer. På et niveau handler det bl.a. om det samfund, vi som borgere lever i, herunder de love, regler, normer og værdier, der gør sig gældende i samfundet. På et andet niveau handler det bl.a. om de samfundsskabte institutioner som familien, arbejdsmarkedet og den offentlige sektor. Institutioner, der ligeledes er bærere af værdier og normer. Hverdagslivets aktiviteter og betingelser er tæt forbundne i den forstand, at aktiviteterne er med til at skabe og udvikle hverdagslivets betingelser og på samme tid danner betingelserne rammen for den enkeltes udfoldelsesmuligheder i hverdagslivet. 21

Hverdagsliv forstås i denne undersøgelse, som kultursociolog Birte Bech-Jørgensen definerer det: Som det liv, vi lever hver dag... Hverdagslivet drejer sig ikke bare om livet uden for arbejdsmarkedet, men om hele det daglige liv: På arbejdspladser, i indkøbscentre og i boligområder... I familier, i væresteder, i trappeskakte og på bænke i banegårde. Det handler således om det liv, 1 vi lever hver dag, som består af en række rutiner, der reproduceres, men også udvikles hele tiden. Det skal i den sammenhæng pointeres, at hensigten med følgende kapitel ikke er at forklare betingelsernes betydning for den enkelte, men alene at belyse hverdagslivets aktiviteter og betingelser set gennem interviewpersonernes øjne. Interviewpersonerne er primært førtidspensionister i forskellige aldre og med forskellig tidsmæssig erfaring som førtidspensionist. Der er enkelte med længerevarende erfaring som kontanthjælpsmodtagere. Hovedparten af interviewdeltagerne har haft kontakt med enten det faglærte eller ufaglærte arbejdsmarked igennem en årrække. Enkelte har aldrig haft kontakt med arbejdsmarkedet. Sygdom, nedslidning og handicap er en væsentlig forklaring på, at interviewpersonerne ikke har kontakt med arbejdsmarkedet i dag. 3.2 Hverdagslivets aktiviteter Hverdagen ser forskellig ud og er struktureret omkring forskellige aktiviteter og gøremål. Hverdagslivets forskellige aktiviteter kan overordnet grupperes i tre aktivitetstyper. Det handler om de u- 2 påagtede aktiviteter, som refererer til alle de ting, vi foretager os i det daglige, men som vi ikke lægger mærke til eller tænker over. Relationer er en anden form for aktivitet, der drejer sig om, de relationer den enkelte indgår i, betingelserne og forpligtelsesgraden herfor. Jeg har min gang i førtidspensionistklubben. Nogle gange er jeg dernede en time eller to og nogle gange tre timer. Og nogle gange har jeg vagten dernede, hvis der er nogen, der ikke har tid. Så tager jeg vagten og låser op, laver kaffe og te. Det er sådan set det eneste jeg har. Så triller jeg her hjem. Så sidder jeg desværre nok for mange timer inde foran computerskærmen. Jeg surfer på nettet og spiller. Jeg ser ikke fjernsyn i løbet af dagen. Det gider jeg simpelthen ikke. Jeg læser ikke avis. En gang imellem, men det er ikke ret tit. Så kan jeg finde på at ligge her på sofaen og læse bøger. Men jeg kan ikke holde ud at ligge ret længe ad gangen. Så min hverdag, det er mest herhjemme. Jeg har et lille værksted derude. Det er sådan noget gør-detselv jeg laver. (Mand 54 år) 1 Forskning i det kvalificerede hverdagsliv, Skrift nr.1/98. 2 Birte Bech-Jørgensen Forskning i hverdagslivet, s. 15, taler om de upåagtede aktiviteter, de strategiske aktiviteter og de symbolske aktiviteter. I denne undersøgelse er de symbolske aktiviteter udeladt, og i stedet er der fokus på relationer. 22

Endelig de strategiske aktiviteter eller deltagelse, der vedrører de aktiviteter, der har et mål i sig selv. Det er denne forståelse af hverdagslivets indhold og aktiviteter, der i de følgende afsnit danner baggrund for en nærmere uddybning og belysning af de marginaliseredes og udstødtes hverdagsliv. 3.2.1 De upåagtede aktiviteter de hjemlige sysler De upåagtede aktiviteter refererer til de ting, som vi foretager os, men som vi ikke lægger mærke til eller tænker over, at vi gør. Det handler om hverdagens vaner og rutiner. Jeg laver alt muligt. Jeg laver puslespil, passer mine børnebørn. Jeg henter dem i børnehaven en gang imellem. Det er tit endda, fordi min datter går på noget kursus. Der er også min mand. Han er også førtidspensionist. Jeg krydser, hækler meget for tiden. Jeg er begyndt at lave sådan noget rullemaling. Familien ser jeg jo dagligt. Mit barnebarn kommer jo op til mig, når han kommer hjem fra børnehaven. Min ene datter ser jeg hver dag. Min anden datter, som er psykisk syg, ser jeg ikke hver dag. Jeg har en bror og en svigerinde, der ikke bor langt fra os, dem cykler jeg ned og snakker med. Om aftenen sidder jeg og læser bøger. Jeg læser mange bøger, jeg går på bibliotektet og låner bøger. Det er også dejligt, når man kommer i seng at ligge og læse. Så bager jeg meget. Jeg bager også til andre, hvis de vil have det. Det kunne være til familien. Jeg kommer på værestedet så godt som hver dag. For også at snakke med andre og sådan forskelligt. Her kommer min datter også, og min søster, men vi er ikke på talefod. (Kvinde 50 år) Det er karakteristisk for afhængighedsgruppen, at deres dagligdag er præget af aktiviteter, som involverer andre mennesker eller har en udadvendt karakter, som fx deltagelse i foreningsaktiviteter. Det er disse aktiviteter der fylder meget i deres bevidsthed og umiddelbart bliver lagt vægt på og omtalt. Nu har jeg det formandsjob [for boligforeningen], det kræver mange timer. Så kommer folk her og ringer på, og folk ringer hertil og spørger. Der går mange timer med det. Så om tirsdagen, så er jeg gerne i pensionistklubben. Så går den dag. Så skal jeg have en middagslur fra 2.00 til 3.00. Så skal man sørge for lidt mad og sådan noget. Så er der også rengøring, det er godt nok ikke det, som jeg bruger mest tid på. Men det skal jo altså gøres. Vaske tøj. Er der andet du laver i løbet af en dag? Jeg læser to aviser om dagen. Det er Ekstrabladet og det lokale dagblad, det abonnerer jeg på. Jeg læser ikke bøger. Det er mange år siden. (Mand 56 år) Meget af min tid bruger jeg på værestedet. Jeg er lige ved at sige, at 90% af min tid det foregår faktisk dernede efterhånden, fordi det er blevet så stort. Vi er nogle stykker, som virkelig bruger vores tid, også fordi vi var de to, som startede det op. (Kvinde 57 år) 23

Først inde i samtalen bliver de mere rutinemæssige aktiviteter nævnt. Avislæsning, rengøring, tøjvask, hvile og fjernsynskiggeri er nogle af de aktiviteter eller hjemlige sysler, der indgår og danner tilbagevendende holdepunkter i hverdagen. Det er dog ikke aktiviteter, som den enkelte tænker over, at der faktisk bruges tid på. Nu kommer jeg meget i den frivillige forening, hvor jeg går lidt til hånde. Jeg laver kaffe, går i byen, hvis der skal handles noget. Snakker med nogen, hvis der er for mange klienter, og de ikke lige sådan har tid. Jeg har ikke så meget forstand på alt det med sociale gøremål, men så sidder man og aflaster dem lidt. Jeg kommer dernede fast. Det er 25 km væk. Det tager en halv time med toget. Jeg tager derind mandag til torsdag. Vi åbner kl. 10.00 og så kører vi til kl. 14.00. Om fredagen og i weekenden går jeg rundt og passer mig selv, tager lidt over vandet [til Sverige] og sådan. Jeg skal jo købe nogle cigaretter. Jeg ser min mor en gang imellem, ellers ser jeg ikke rigtig familien. Jeg plejer gerne at komme hos min mor i weekenderne, en overgang kom jeg hver lørdag og søndag, men så tog det lidt af, så det kun blev hver lørdag og så en sjældent gang midt på ugen. Men nu er jeg blevet uvenner med hende, så... (Mand 58 år) Det kan godt hænde, at man sidder og tænker på, at der er heller ikke meget ved det, men så bliver klokken 17.00, og så ser man lykkehjulet, og så kl. 18.00 kommer Nyhederne, og så ser man lidt på det. Det er ikke sådan, at jeg sidder foran fjernsynet hver aften, men jeg ser da gerne et par timer om dagen. (Mand 47 år) Samtidig viser interviewene, at netop denne form for aktiviteter ikke opleves som helt legitime at bruge dagen på. Det kommer særligt til udtryk blandt de borgere, som tidligere har været aktive på arbejdsmarkedet. Det ikke at fylde sin dag med konkrete aktiviteter og med gøremål, der giver et resultat, er ikke tilfredsstillende. Imidlertid oplever interviewpersonerne, at deres helbred kræver pleje i form af hvile eller, at man i perioder har det skidt og derfor må en del af de daglige aktiviteter foregå inden for hjemmets fire vægge. Jeg går sent i seng og står sent op, hvis der er muligheder for det. Sådan fungerer jeg bedst. Det har jeg nok altid gjort, men har aldrig haft mulighed for det. Jeg sidder tit og rager helt til 01 eller 01.30 om natten. Så sidder jeg ved computeren eller ser fjernsyn, film. Specielt naturudsendelser og rejsebeskrivelser, kan jeg godt lide, og jeg kan også godt lide en god gammel film. Meget af min tid foregår på værestedet. Jeg er lige ved at sige, at 90% af min tid, det foregår faktisk dernede efterhånden, fordi det er blevet så stort. Vi er nogle stykker, som virkelig bruger vores tid. Nu er vi to, der startede det op. I weekenden er jeg enten oppe ved mine børn, jeg går en tur eller inviterer venner på kaffe eller en gang aftensmad. (Kvinde 57 år) 24

3.2.2 Relationer den sociale kontakt Relationer handler om de sociale relationer, den enkelte indgår i, betingelser herfor samt på hvilken måde relationerne forpligter. I forbindelse med afhængighedsgruppens beskrivelse af hverdagen spiller den sociale kontakt med andre mennesker både de nære, familiemæssige relationer og de mere bekendtskabsmæssige relationer en central rolle for hverdagslivets indhold og struktur. Familien Familie i form af ægtefælle, børn, søskende og forældre opfylder nogle fundamentale behov. Det gælder behov for tryghed, socialt samvær, tolerance og accept af én selv som menneske med værdi. Familien som institution er samtidig den, som appellerer til ansvar og forpligtelse i forhold til den øvrige familie. Jeg har en gammel tante, som jeg har gået og taget mig af. Nu bliver det nok mere, fordi hendes datter er lige død, så det er hårdt. Jeg har børnebørnene, så når der kommer sygdom, så passer jeg dem. Så har jeg passet dem i den tid, hvor de ikke har kunnet komme i institution. Ikke noget lønnet arbejde, men det har været en nødvendighed simpelthen. Så ringer børnebørnene i tide og utide og spørger, om de kan komme over; Kan man sove, kan man få te? osv. Så de kommer meget. (Kvinde 60 år) Særligt kvinderne bruger en del af hverdagen på at yde omsorg for andre nære familiemedlemmer. Det handler om, at passe børnebørnene, når de er syge og dermed aflaste børn og svigerbørn, således at de kan passe deres arbejdsmæssige forpligtelser. Pasning af syge familiemedlemmer, forældre eller ældre familiemedlemmer er ligeledes en del af omsorgsaktiviteterne. Det er karakteristisk, at hos de kvinder, som er blevet bedstemødre, indtager omsorgsaktiviteterne i forhold til børn og børnebørn en væsentlig del af hverdagen. Selvom helbredet svigter, er det holdningen, at når man nu har tid, er man ligeledes forpligtet til at hjælpe og yde omsorg. Samtidig er der en oplevelse af, at man er den eneste, som har mulighed for at træde til og yde den nødvendige omsorg, da det offentlige ikke kan eller vil påtage sig opgaven, og andre nære relationer er optaget af arbejde. En kvinde med alvorlige fysiske smerter, efter mange år på det ufaglærte arbejdsmarked, giver i det følgende udtryk for at, man må hjælpe, når man kan. Hvis mine svigerdøtre har behov for hjælp, så hjælper jeg dem, det har jeg gjort meget. Så ømmer jeg mig bagefter. Jeg kan jo ikke gå der og hyle, det kan jeg ikke bruge til noget. [..] Der kan være nogle gange, hvor man føler, at nå.. det 25

kommer lige i vejen, evt. når nogle børnebørn bliver syge, hvor det er sørens også! Men vi finder altid ud af det. (Kvinde 60 år) Det forpligter at have familie og nære relationer. Det er imidlertid en naturlig forpligtelse, som man påtager sig, når nogle har behov for det og har det skidt. Udover at omsorgsfunktionen kan være belastende indebærer den dog samtidig, at kvinderne fastholder og plejer de familiemæssige relationer som en naturlig del af hverdagslivet. Sociale relationer At være sammen med andre mennesker, at have nogle at tale med og få input eller inspiration i dagligdagen er et grundlæggende behov hos alle mennesker. Jeg ser mennesker hver dag. Jeg er på værestedet som oftest hver dag, så ser jeg strikkedamen, eller også kommer der nogen her. (Kvinde 53 år) Så tager jeg ned på værestedet om eftermiddagen og får kaffe, og så er der nogen at snakke med der. (Mand 37 år) En måde at opfylde behovet for social kontakt kan være besøg i førtidspensionistklubber, væresteder og aktivitetscentre. Imidlertid har relationerne ikke nogen forpligtende karakter, idet ingen stiller krav om fremmøde eller tager kontakt til én, hvis man ikke kommer en eller flere dage. Det er krævende at etablere nye sociale relationer. Det stiller krav om overskud til at være udadvendt og opsøgende i forhold til andre mennesker og steder, hvor man møder andre mennesker. Det er særligt krævende, når det ikke er forpligtende relationer, og når relationerne ikke etableres omkring en fælles interesse, men primært er baseret på behovet for social kontakt. Det er karakteristisk, at kvinderne er involveret i familien, men også i venne/- veninderelationer, hvorimod mændenes relationer ikke har samme forpligtende karakter. En række mænd giver udtryk for en vis form for ensomhed eller savn af tætte relationer. Der er nogen, man snakker lidt løseligt med ude i byen. Jeg har ikke sådan nogen, som jeg decideret kommer sammen med. Så har jeg en pige i opgangen, hvor jeg bor, men hun er blevet gift med en anden, så.. (Mand 58 år) I modsætning til omsorgsrelationerne er det primært mænd, som indgår i forskellige sociale sammenhænge, som væresteder, førtidspensionistklubber etc. 26

mere af nødvendighed end for kvindernes vedkommende, idet deres sociale netværk er rimeligt begrænset. Nabonetværk En anden form for netværk relaterer sig til nabonetværket. Jamen, altså, jeg er sådan blevet forkælet, både af naboer og gårdmænd. De holder øje med mig. Jeg er så målløs over det, og alle er så bekymret for mig, om jeg nu er faldet. Når jeg er væk, så ringer de alle sammen. Det er da dejligt at møde så meget positivt. (Kvinde 53 år) Det, at naboer interesserer og bekymrer sig for hinanden, kan give en følelse af tilhørsforhold og identitet. Samtidig giver det tryghed og sikkerhed, hvilket er centralt særligt, når man bor alene. 3.2.3 Deltagelse En tredje form for aktivitet handler om deltagelse. Deltagelse vedrører de aktiviteter, der alle har et mål i sig. Det kan eksempelvis være deltagelse i foreningslivet, i forbrugslivet og i det politiske liv. Deltagelse handler om den enkeltes involvering i aktiviteter og relationer, der alene er rettet mod muligheden for at øve indflydelse på sine omgivelser... Så er jeg i hovedbestyrelsen for boligforeningen, hvor jeg bor. Det er for at få dem til at tænke handicapvenligt, når de bygger nyt. Jeg er i rådgivende handicapudvalg i kommunen også. Det er noget, som jeg er blevet opfordret til. Vi er ikke færdige, fordi jeg er også medlem i Scleroseforeningen i en gruppe, hvor vi er kontaktpersoner for nydiagnosticerede. Vi tager ud og taler med dem på hospitalet eller hjemme hos dem. Jeg bliver jævnligt ringet op og er ude. (Kvinde 45 år) Deltagelse i forenings-, bestyrelses- og udvalgsarbejde er opstået som en tidsmæssig og energimæssig mulighed samt som et behov, der er en konsekvens af, at de ikke længere er aktive på arbejdsmarkedet. Samtidig giver fraværet af et arbejdsliv behov for at være til nytte og forpligtet i nogle nye sammenhænge og opgaver. Det handler ligeledes om at bruge tiden på noget, som den enkelte føler gavner andre end én selv. Man kan da stadig bruge hovedet. At man så må sige fra pga. så mange andre ting, fordi man har fået lungebetændelse. Det betyder ikke, at man ikke kan udfylde tiden med andre ting, når man så kan. (Kvinde 57 år) 27

Jeg er nødt til at tage noget frivilligt, der ikke belaster, men også fordi jeg skal bruge hovedet indimellem. (Kvinde 60 år) Selvom helbredet enten er skrøbeligt eller svigter i perioder, og man ikke kan varetage et ordinært lønnet arbejde, er der stadig et behov for at bruge sig selv både fysisk og psykisk. Netop af den årsag afhænger involveringsgraden i de forskellige aktiviteter af den enkeltes helbredsmæssige situation og opgavernes karakter. En kvinde med en kronisk sygdom, der betyder, at hun til tider må holde sig i sengen eller hjemme på grund af smerter, fortæller om sin deltagelse i foreningsarbejdet: Der er i alle sammenhænge en utrolig accept af, at hvis jeg siger fra, så er det fordi, jeg har behov for det, ellers gør jeg det ikke. (Kvinde 45 år) Involveringen er således betinget af, at der er plads til at være syg, og at man dermed ikke kan påtage sig opgaver, der eksempelvis indeholder faste tidsfrister. At finde balancen mellem den fysiske og psykiske formåen og omfanget af ansvar og forpligtelse i forhold til de enkelte opgaver og deltagelsesaktiviteter kan være svær at finde og tager tid. Deltagelse i forskellige aktiviteter, der har en målsætning i sig selv, giver den enkelte et indhold i tilværelsen. Samtidig betyder det at deltage, at hverdagen får et arbejdslivsindhold og -struktur. 3.3 Tid og tidsforståelse Når man går fra at have været aktiv på arbejdsmarkedet til ikke at have tilknytning til arbejdsmarkedet og ikke at skulle stå op hver morgen for at gå på arbejdet, skal man igennem en vis erkendelsesproces. Man skal finde ud af, hvad man skal bruge sin tid på, hvad skal indholdet i ens daglige tilværelse være organiseret omkring, hvad er det man skal bruge tid på, og hvad interesserer én. På trods af et tilsyneladende hverdagsliv med masser af tid, er tid en betingelse, der spiller ind på og danner rammen for den enkeltes handle- og udfoldelsesmuligheder. Det er meget forskelligt, hvordan den enkelte forholder sig til tiden og dermed, hvorvidt tid opleves som et gode eller som mere begrænsende i håndteringen af hverdagslivet. 28

Tiden er svær at få til gå, når man bare går derhjemme. [..] Når jeg ved, at min kæreste arbejder, og jeg skal hente børn, så går tiden hurtigt. (Mand 26 år) Stort set al tid er i et lønmodtagerperspektiv fritid, men opfattes for nogle mere som snærende bånd end som rum for udfoldelse. Den usikkerhed og håbløshed, det giver ikke at have et arbejde, præger i højere grad deres hverdagsliv end de muligheder, der ligger i den tid, som de har til deres rådighed. Det er kedeligt at være på førtidspension en kedelig tilværelse. Pludselig er jeg blevet opmærksom på, at der nu er gået 14 år. Og jeg skal gå sådan resten af mit liv. Det kan jeg ikke finde ud af oppe i mit hoved. (Mand 53 år) Ja, nu som i går, da jeg kom hjem fra klubben, så skal jeg have skrevet et referat af generalforsamlingen. Så skulle jeg have skrevet program til næste gang, hvor vi skal møde en lignende klub fra omegnen. Så gik der et par timer med det. Tiden går. (Mand 47 år) Når tiden er noget, som skal gå, bliver det vigtigt, at strukturere tiden omkring faste gøremål og dermed inddele dagen i forskellige former for aktiviteter. Jeg har ikke nogen faste planer for, at den dag skal jeg vaske og den dag det. Men jeg prøver så vidt muligt at ordne tingene i løbet af ugen, så jeg ikke lørdag og søndag har nogen pligter. (Mand 47 år) Ved at inddele ugen i forskellige gøremål og aktiviteter og friholde weekenden som en slags fridage fastholdes en lønarbejderlivsform. For nogle opfattes tiden som noget, der skal gå, snarere end noget, som skal bruges. Det giver ofte frustration over manglende indhold i hverdagen, men også hvor vanskeligt og hvor stor en udfordring det er at skabe mening i hverdagen, når det alene er op til en selv. For andre er det lykkedes at skabe et nyt livsindhold, der giver mening. De ser mere på mulighederne end begrænsningerne i deres nye situation. Ja, jeg har meget travlt. Det er med møder, bestyrelsesmøder, møder med kommunen. Det er meget med møder, og så skal jeg til lægen og til tandlægen. Tingene er blevet byttet ud. Min arbejdsplads er stort set byttet ud med værestedet. 29

Men ellers er alting stort set det samme. Jeg har også fået mange nye venner i cafeen. (Kvinde 57 år) Den tid, der er blevet så rigeligt af, giver en række muligheder og åbner op for nogle sider, som man godt har villet fremme, men som der ikke var tid til, da man havde kontakt til arbejdsmarkedet. Jeg har fået mere tid til at være social over for andre mennesker. Det havde jeg ikke tid til før. (Kvinde 57 år) Det er dog ikke let at administrerer den fri tid. Det kræver en vis struktur på hverdagene, men det afgørende er, at man har nogle interesser og lyst til nogle ting og kan overkomme dem. Jeg har hverken for meget eller for lidt tid, fordi jeg har lært at administrere min tid rigtigt. Så jeg får gjort rigtigt mange af de ting, som jeg har lyst til. Jeg kan sige, at nu tager jeg over til min mor. Nu tager jeg til Sverige. Der er ingen, der bebrejder mig. Det er også en situation, jeg selv har sørget for. Fordi jeg har sagt, at jeg gør, som jeg selv vil. (Kvinde 53 år) På trods af begrænsningerne er der nogle, der oplever en form for frihed til at forme et nyt liv uden de begrænsninger, der lå i deres tidligere lønarbejde. De forsøger at styre deres liv i højere grad og føler, at de har stor indflydelse på deres nye tilværelse og deres dagligdag. 3.4 Hverdagslivets betingelser I det følgende vil der blive sat fokus på de betingelser, som interviewdeltagerne har påpeget som betydningsfulde betingelser for deres hverdagsliv og herunder deres handle- og udfoldelsesmuligheder. Det er betingelser, der enten kan virke fremmende eller hæmmende for den enkeltes handle- og udviklingsmuligheder. Det handler om den enkeltes helbredsmæssige og økonomiske situation samt sociale og familiemæssige relationer. Herudover vil den offentlige sektors betydning for den enkeltes hverdagsliv blive belyst i det følgende kapitel. 3.4.1 Helbred Den helbredsmæssige situation spiller ind på den enkeltes hverdagsliv og hermed udfoldelses- og handlemuligheder. Netop helbredsmæssige problemer, af enten psykisk eller fysisk karakter, er årsagen til, at borgere i dag står uden for arbejdsmarkedet og er afhængige af offentlige forsørgelsesydelser. 30

En 57 årig kvinde med svære lungeproblemer udtrykker det meget tydeligt, idet hun oplever: Det er sygdommen, der bestemmer, hvad jeg egentlig kan. (Kvinde 57 år) Når man har en kronisk sygdom, er nedslidt eller på anden måde er helbredsmæssigt sårbar, er det helbredet, som på mange måder bestemmer omfanget af aktiviteter og gøremål samt sætter grænser for, hvad man kan tillade sig. Det er ikke tid, som er en mangelvare, og som begrænser deres udfoldelsesmuligheder, men i langt højere grad deres helbredsmæssige formåen og herunder både det fysiske og psykiske overskud til at deltage i hverdagslivet og være en aktiv samfundsborger. For overhovedet at kunne fungere er det nødvendigt at pleje helbredet. Det er vigtigt at forebygge og undgå yderligere forringelser i den helbredsmæssige situation. Der betyder, at der er en evig fokus på både den fysiske og psykiske helbredssituation, og det er nødvendigt at indtænke den faktor i planlægningen af hverdagen og hverdagens aktiviteter. Nogle dage er gode, og andre kræver hvile. På gode dage kan man være udadvendt og deltage i aktiviteter, man har lyst til, men på dårlige dage eller i dårlige perioder opleves dagene som inaktive perioder, hvor man er afskåret fra omverdenen. Man er enten nødsaget til at holde sig indenfor, være sengeliggende og passe og pleje sig selv, for at komme ovenpå igen. Det handler hele tiden om en afvejning af den helbredsmæssige formåen og interessen eller nødvendigheden i at gøre noget. Jeg vil en masse ting, og hver gang jeg har gjort det, så koster det mig 2-3 dage, hvor jeg bare må lukke af. (Kvinde 45 år) Man ved nogenlunde, hvad man kan tåle. Men man er jo nødt til at støvsuge. Det er noget af et helvede. Det er noget med hele dagen, små pauser, så lidt igen og så videre. (Kvinde 60 år) Der er visse ting, som den enkelte finder, skal gøres i hverdagen. I dårlige perioder kan det betyde, at dagen bruges på at klare en simpel aktivitet, som rengøring, indkøb, genoptræning eller lignende. Helbred handler ligeledes om, at der ikke er overskud eller energi, hverken fysisk eller mentalt til for mange gøremål og aktiviteter i hverdagen. Nu sidder jeg i den situation, at jeg gerne vil noget, men jeg orker det ikke. Når jeg kommer hjem fra klubben, så har jeg 31

ikke mere energi for den dag... Nu burde jeg jo lave mad, når jeg nu går hjemme, fordi jeg er en god habil kok, men jeg har ikke energi til det. (Mand 54 år) For andre handler det om det psykiske helbred, hvor humøret spiller ind på, hvad man overhovedet har overskud eller lyst til at foretage sig. Manglende perspektiver i hverdagen, depressioner over ens fysiske og psykiske formåen er ikke ukendte tilstande for borgere afhængige af offentlige forsørgelsesydelser. Der er en oplevelse af, at det er nødvendigt, at man er aktiv og foretager sig noget for at få indhold i hverdagen og for at forhindre, at man glider ud af diverse sociale sammenhænge og ophører med at fungere. Det kan dog være svært at finde en balance mellem de mere udadvendte aktiviteter og ens helbredsmæssige velbefindende. Jeg er ved at nå det punkt, hvor det passer [aktiviteter], fordi da jeg stoppede med at arbejde, var jeg bange for at gå i stå. Jeg meldte mig til alt muligt og fandt ud af pludseligt, at jeg overskred mine egne grænser og ikke havde kræfter til det. (Kvinde 45 år) Grundlæggende opleves de helbredsmæssige begrænsninger som frustrerende, når der nu er overskud af tid til at foretage sig det, man drømte om, mens man var på arbejdsmarkedet. 3.4.2 Økonomi Det er ikke nogen guldgrube, må man indrømme. Der er mange ting, som man godt ville, men som man ikke kan. Men det begrænser, det jo fuldstændigt. (Kvinde 60 år) Det økonomiske råderum er et andet forhold, der spiller ind på den enkelte og dennes families handlemuligheder og forbrug. Oplevelsen af, hvorvidt det økonomiske råderum virker begrænsende på den enkeltes handlemuligheder negativt eller positivt handler bl.a. om, hvor stram økonomien er, hvor længe det har stået på, udsigten til forbedring af situationen, men handler også om det sæt af sociale relationer, den enkelte indgår i. At overgå fra en lønindtægt til offentlig forsørgelse indebærer typisk en ikke uvæsentlig indtægtsnedgang, hvilket tvinger den enkelte eller familien til at ændre hidtidige forbrugsvaner, ønsker og opsparinger. 32

Interviewpersonerne i denne undersøgelse har alle været afhængige af offentlige forsørgelsesydelser i mere end 5 år og giver selv udtryk for, at forbruget er justeret i forhold til deres økonomiske formåen. Bilen er solgt, ferierejserne er slut etc. Men på trods af, at den enkelte har forsøgt at tilpasse forbrug og levevis til de offentlige forsørgelsesydelser, opleves det økonomiske råderum som begrænsende for den enkeltes muligheder for at handle både i forhold til sig selv og i forhold til det at kunne deltage i det almindelige samfundsliv. En gift kvinde, der er vokset op under meget fattige kår og i sit voksne liv ligeledes har måttet styre økonomien med hård hånd, fortæller: Jeg har det med skuldrene, det er en nerve, der trykker på en muskel. Det er ikke godt. Jeg får behandling, men jeg skal selv betale det. Det er 118 kr. pr. gang. Det er ikke altid, at jeg har råd til det, så må jeg lade være. Jeg har det ikke ret godt, men her op til jul, er der ikke råd til det. (Kvinde 50 år) Udgiftsposter, som ikke er en del af det daglige budget, må hele tiden overvejes og holdes op imod andre behov og ønsker. Fødselsdage, højtider eller andre begivenheder er vigtige og går forud for den enkeltes velbefindende. Det er centralt, at man kan deltage og være en del af det almindelige samfundsliv, herunder de gængse traditioner. En tidligere chauffør fortæller, at han af økonomiske årsager har været nødsaget til at sælge sin bil, hvilket har begrænset ham i hans udfoldelsesmuligheder. Så igen det her, at min tid... jeg vil meget, men alligevel er jeg jo afhængig af, at jeg skulle have haft en bil til nogle af de interesser, jeg har. Så er der mine venner, dem ser vi ikke ret tit, fordi de bor længere væk. Når vi ikke har bil, så giver det visse begrænsninger. (Mand 54 år) Det, at økonomien opleves som stram, tvinger den enkelte eller familien ud i nogle fravalg, som opleves at have sociale og velfærdsmæssige konsekvenser. På trods af, at det at have bil giver den enkelte og familien frihed til at komme omkring og deltage i forskellige aktiviteter, tillader økonomien ikke tunge udgiftsposter. Når budgettet er stramt, skæres det, der ikke er absolut nødvendigt, væk. Fravalg af rejser, salg af bil, fravalg af biografturen eller teatret betyder imidlertid, at den enkelte og familien mister en social referenceramme og risikerer at isolere sig fra omverdenen og det hidtidige liv. En enlig mand med kun lidt familie og ingen nære relationer står i et dilemma, idet han oplever, at mødet med andre mennesker koster penge. 33

Om aftenen ser jeg gerne fjernsyn. Hvis man går i byen om aftenen, så havner man gerne på en restauration, og det er for dyrt. Det har jeg faktisk ikke råd til mere. Jeg gør det da nogen gange, hvor jeg siger skidt pyt. Det er man nødt til, fordi man skal ud at se nogle andre mennesker. (Mand 58 år) Når man har mistet sit job, svinder de sociale kontakter og relationer, man havde til kolleger langsomt, og det kan være vanskeligt at etablere nye sociale relationer. Café- og/eller restaurationsbesøg kan have karakter af omend ikke sociale relationer, så social interaktion, men det koster penge. Endelig fremhæves det blandt interviewpersonerne, at det forhold, at der ikke er udsigt til nogen form for ekstraindtægt eller til forhøjelse i den månedlige indkomst, påvirker én mentalt og virker fastlåsende i forhold til muligheder for at gøre noget nyt eller forny ens inventar. Jeg har det nogen gange sådan, når jeg gasser lidt, så siger jeg, at jeg godt kunne tænke mig at være pensionist på overtid i 14 dage. De, der går på arbejde, og det kunne jeg også selv dengang, kan tage overtid og dermed få en ekstraindkomst. Den mulighed har du ikke som [førtids]pensionist. Du får heller ikke feriepenge eller... altså tingene skal hænge sammen, men der er ikke til det, man taler om, når folk rejser på ferie.[..] Dette år giver ikke underskud, men et overskud på 100 kr. om måneden. (Kvinde 45 år) Når økonomien lige kan dække de faste udgifter, er der ikke overskud til eller mulighed for at spare op til større investeringer som nye møbler eller ferierejser eller lignende. Der er således ikke mulighed for at deltage i forbrugersamfundet. Et tredje forhold, der er påvirket af det begrænsede økonomiske råderum, handler om de økonomiske konsekvenser, man vil opleve, såfremt den enkelte vælger at flytte sammen med en kæreste eller gifte sig. Hvis vi gifter os, så skal jeg lige af med 3.000 kr. om måneden. (Mand 54 år) En midaldrende enlig kvinde med tre voksne børn oplever, at det økonomiske råderum er tilstrækkeligt efter, at hendes børn er flyttet hjemmefra. 34

Selvfølgelig, da børnene boede hjemme, havde jeg ikke penge i overskud. Men ellers har jeg altid været god til at få tingene til at løbe rundt. (Kvinde 53 år) Hvor det økonomiske råderum kan opleves som begrænsende for den enkeltes handle - og udfoldelsesmuligheder, er det ligeledes opfattelsen, at den stramme økonomi på en positiv måde giver anledning til søgen og opdagelsen af nye hverdagsaktiviteter. Jeg går meget på museer. Det er gratis om onsdagen på Frilandsmuseet. Så tager jeg en madpakke med og min termokande. Så vader jeg rundt, som jeg kan derude. (Kvinde 53 år) Det er i den forbindelse karakteristisk, at kvinder i mindre omfang oplever, at økonomien lægger bånd på deres udfoldelsesmuligheder og hverdagsliv, hvilket kan hænge sammen med, at de som husmødre og enlige mødre tidligt har været tvunget til at administrere økonomien med hård hånd. 3.4.3 Familien som betingelse Hverdagslivets indhold og udfoldelsesmuligheder er yderligere betinget af den enkeltes familieforhold. For de borgere i afhængighedsgruppen, der har nære familierelationer, anvendes en del af hverdagen på social kontakt, pleje og omsorg netop med familien. Familien dækker en række behov som social kontakt, tryghed og omsorg, og endelig tildeler familien familiemedlemmet et vist ansvar. At have mulighed for at få disse behov dækket giver den enkelte et overskud og ressourcer til at deltage i samfundets forskellige aktiviteter og tilbud. Samtidig er det familien, som træder til, når alt andet fejler. Det gælder både i forhold til pleje af ældre familiemedlemmer, pengelån, hjælp i form af pasning af børn og børnebørn. En mand fortæller, at han efter en ulykke oplevede problemer med sin fagforening, der betød, at han ikke modtog sygedagpenge. Problemerne søgte onklen at hjælpe med, men forgæves og dernæst hjalp familien ham økonomisk. Havde jeg ikke haft min familie, som hjalp mig lidt, så var man jo gået helt rabundus. (Mand 58 år) Familiens betydning for den enkeltes hverdagsliv og udfoldelsesmuligheder viser sig tydeligere i de hverdagslivsbeskrivelser, hvor der ikke er et familiebånd eller -netværk. 35

Et længerevarende sygehusophold og tvivlsom udsigt til helbredelse efter en ulykke betød ifølge en interviewperson, at hans forhold til kæresten ikke holdt. Drømmen om et familieliv lever endnu og tilskrives noget omsorgsfuldt og varmt. Hvis man var en børnefamilie, så gjorde man det ikke [faldt i søvn foran]. Så sad man oppe i stuen og så fjernsyn og holdt i hånden. Føler du dig nogensinde ensom? Åh ja, det kan godt hænde. (Mand 47 år) Ensomhed og manglende tilhørsforhold er nogle af de konsekvenser manglende familienetværk giver anledning til. 3.5 Sammenfatning om hverdagslivet Hverdagslivet, de daglige rutiner og aktiviteter, er præget af begrænsninger på grund af de helbredsmæssige og økonomiske forhold. For nogle savner hverdagen indhold og mening, hvor det er vanskeligt for den enkelte at definere et alternativ til den traditionelle lønarbejderlivsform. Familien indtager en væsentlig del af hverdagslivets aktiviteter og funktioner og er for nogle det eneste forpligtende netværk i hverdagen. Samtidig udgør pleje og omsorg af nære familiemedlemmer en central del af hverdagens aktiviteter, særligt for kvinderne. Mændene kan have vanskeligere ved at fastholde nære sociale kontakter og finde aktiviteter, der kan erstatte arbejdets strukturerende indhold. Økonomien opleves som stram og tvinger den enkelte eller familien ud i nogle fravalg, som har sociale og velfærdsmæssige konsekvenser. Når budgettet er stramt, skæres det, der ikke er absolut nødvendigt, væk. Fravalg af rejser, salg af bil, fravalg af biografturen eller teatret betyder, at den enkelte og familien mister en social referenceramme og risikerer at isolere sig fra omverdenen og det hidtidige liv. For marginaliserede og udstødte er det vigtigt at undgå yderligere forringelser i deres helbredsmæssige situation. Det betyder, at der er en evig fokus på både den fysiske og psykiske helbredssituation, og det er nødvendigt og en naturlig del at indtænke den faktor i planlægningen af hverdagen og hverdagens aktiviteter. Nogle dage er gode. På gode dage kan man være udadvendt og deltage i de aktiviteter, man har lyst til. Andre dage er dårlige og kræver ofte hvile. På dårlige dage eller i dårlige perioder opleves dagene som inaktive perioder, hvor man er afskåret fra omverdenen. Man er enten nødsaget til at holde sig inden- 36

for, være sengeliggende eller passe og pleje sig selv, for at komme ovenpå igen. På trods af begrænsningen viser indretningen af hverdagslivet, at nogle oplever en frihed til at forme sit liv som man vil den enkelte styrer livets gang og har høj grad af indflydelse på sin tilværelse De søger at revidere deres værdigrundlag og definere et nyt livsindhold, der kan give dem mening i den givne situation. Det er dog ikke let. Det er karakteristisk, at de borgere, der oplever afhængighedstilværelsen som frigørende, ser på mulighederne i tilværelsen. De deltager i en række aktiviteter eller anvender meget af deres tid på en enkelt aktivitet, hvor de ikke blot deltager, men går aktivt ind i arbejdet også i mere ansvarsfulde positioner. Involvering i frivillige, sociale foreninger eller klubber fungerer for nogle som erstatning for et ordinært lønarbejde. For andre er det begrænsningerne, der dominerer. For dem hersker en oplevelse af, at man er fastlåst i sin situation. Ydre faktorer øver indflydelse på tilværelsen, og deres egne begrænsninger giver ikke de bedste betingelser for at se lyst på fremtiden. Deres liv er styret af afsavn, og begrænsningerne kommer til at styre deres liv. 37

4 Mødet med det offentlige system Det offentlige sociale system og sundhedsvæsen danner en central ramme om den enkeltes handle- og udfoldelsesmuligheder i hverdagslivet. Det handler om de ydelser til forsørgelse og den pleje og omsorg, som den enkelte person modtager, men det handler også om behandling i forbindelse med sygdom. Når vi i dette kapitel sætter fokus på forholdet mellem den enkelte og systemet, er det ikke udtryk for, at systemet indtager en central rolle i den enkeltes hverdagsliv, men det faktum, at relationen til systemet udgør en større del af hverdagslivet for borgere afhængige af offentlige forsørgelsesydelser end for andre borgere i samfundet. Interviewene viser da også, at mødet med systemet fylder en del i hverdagslivsbeskrivelserne. Det er alene de marginaliserede og udstødte, som kommer til orde med deres erfaringer og holdninger i dette kapitel. Repræsentanter for systemet og deres oplevelse af mødet med de marginaliserede og udstødte er ikke inddraget i denne undersøgelse. 4.1 Erfaringer med det sociale system De offentlige ydelser, de marginaliserede og udstødte modtager, er politisk fastsat og administreres af det sociale system. Til de enkelte forsøgelsesydelser knytter sig en række individuelle rettigheder og pligter, og det sociale systems regler, normer og værdier spiller derfor en rolle for den enkeltes handle- og udfoldelsesmuligheder. Der er forskel på forsørgelsesydelsernes størrelse samt de rettigheder og pligter, der er knyttet til den enkelte forsørgelsesydelse afhængig af, om det er en permanent eller midlertidig ydelse, eksempelvis kontanthjælp eller en førtidspensionsydelse. Kontakten med det sociale system er betinget af behovet for hjælp og rådgivning, som rækker udover det at modtage overførselsindkomster. Førtidspensionister har forud for tilkendelsen af førtidspensionen ofte været igennem et længere sagsforløb i det sociale system. For den gruppe er det oplevelsen, at når først overførselsindkomstens betingelser og størrelse er fastlagt, og det yderligere behov for hjælp er tilrettelagt i form af fx rengøringshjælp og hjælpemidler i hjemmet, er der ikke behov for den store kontakt med det sociale system. Det er først i de tilfælde, hvor den enkeltes situation ændrer sig, og der er behov for enten økonomisk eller praktisk hjælp, at en yderligere kontakt er aktuel. 38

For kontanthjælpsmodtagere er der en mere jævnlig kontakt, da den enkelte kontanthjælpsmodtager har både ret og pligt til at være i aktivering, og for enkelte er det tilfældet, at de fx har en førtidspensionsansøgning under behandling. Uanset behov og nødvendigheden af en jævnlig kontakt med det sociale system er den generelle holdning, at hvis det er muligt, undgår man gerne at kontakte det sociale system for at få hjælp eller rådgivning. Et forhold som hænger sammen med borgernes erfaringer med systemets regelsæt, kommunikationen samt den behandling, den enkelte modtager som borger. 4.1.1 Regelsættet/viden om rettigheder Jeg taler helst ikke med socialforvaltningen. De laver deres egne regler. (Kvinde 60 år) Det offentlige system, herunder primært socialforvaltningen, de gældende love og regler på det sociale område samt sagsbehandlernes forvaltning af disse, er rammer, der har betydning for den enkeltes handle- og udfoldelsesmuligheder. Det er ok med regler, men man skal kunne kende dem. De skal kunne vises på et stykke papir. Hvis de ikke kan vise mig dem, så skal de ikke begynde på noget, for så... (Mand 54 år) De enkelte ydelsesmodtagere synes, det er vanskeligt at agere i et system, når man ikke ved, hvilket regelsæt der gør sig gældende på området. Samtidig føler de, at det ofte ikke er muligt at få den viden. På den måde oplever den enkelte det som et ulige møde. Efterhånden har jeg sat mig lidt ind i det, og jeg er ikke bare den, der affinder mig med et nej. Jeg stiller spørgsmål, og jeg bruger også Internettet. Man kan gå ind på nettet og søge. Jeg er nu fast opkoblet. (Mand 54 år) En førtidspensionist, der har været afhængig af det sociale system det meste af sit liv, har savnet en grundlæggende viden om, hvornår hun har ret til hvilken hjælp, og hvornår hendes økonomiske grundlag giver ret til tilskud: Jeg ville gerne have, at de bare havde hjulpet min mand med hans briller og mig med ryggen. Men nej. Vi har jo et rådighedsbeløb, siger de. Så siger jeg også, at det har vi ikke, for jeg kan ikke finde det nogen steder. Vi må søge på ny her i det nye år. Jamen, jeg gider ikke. Kan de sig nej en gang, så mener jeg bare, at så gider man ikke rende dem på dørene en 39

gang igen. [..] Det er pinligt, at man skal stå dernede, at man skal stå og sige, kan man ikke.. og det og det. Når man viser en henvisning fra lægen, så... Jeg lader være med at søge, jeg sparer selv sammen. Så må vi undvære noget andet. (Kvinde 50 år) Når man mangler viden eller ikke har ressourcer til at være fastholdende i sit ønske om at forstå en afgørelse, står man i den situation, at man må lade sig nøje. Konsekvensen er dog en fornemmelse af svigt og manglende tillid til, at systemet fungerer som hjælpeapparat og sikkerhedsnet. Manglende forståelse for forvaltningen har lært en anden førtidspensionist, hvordan man skal indgå i mødet med systemet for at få den hjælp, som man mener at have behov for:.. hvis du kommer ned på kommunen, der skal du også passe på ikke at se for glad og tilfreds ud. Du skal helst være lidt en undskyldning og huske at udvise taknemmelighed. Det er ikke engang løgn. Det virker allermest, hvis jeg skal noget på kommunen, så at tage krykkerne med, selvom jeg er i en god periode så er det nok mere rigtigt, at hun er altså syg åbenbart, hvis hun har krykkerne med, end hvis hun kommer gående uden. Det er nemmere at få forståelse. (Kvinde 45 år) At systemet fungerer på den måde efterlader den enkelte borger med en oplevelse af, at en ret er ikke en ret, men en individuel vurdering, der er baseret på sagsbehandlerens umiddelbare indtryk af borgeren. Men der er så mange ting i systemets opbygning, men du opdager det først den dag, du får brug for det, hvordan det er skruet sammen. Selvom du hele tiden prøver at sige, at du vil involvere dig i det, det er vældig fint, men du har ikke nogen mulighed for det, fordi det er så kompliceret. (Mand 37 år) Tildeling af hjælp og ydelser på det sociale område kræver i mange tilfælde skønsvurderinger, som den enkelte borger har vanskeligt ved at forstå, ofte fordi forklaringerne er mangelfulde, samt en manglende viden om hvad der er ret, og hvad der er skøn. Den enkelte føler, at man i mødet med sagsbehandleren skal udvise taknemmelighed, og på den baggrund er det vurderingen, at man som borger i alt for høj grad er afhængig af den enkelte sagsbehandler. 40

4.1.2 Kommunikation Det er interviewpersonernes oplevelse, at både den skriftlige og mundtlige dialog mellem systemets personale indbyrdes og mellem sagsbehandler og dem selv foregår i et sprog og på en måde, som de ikke forstår. Der er derfor en oplevelse af, at sagsbehandlingen ofte foregår hen over hovedet på dem. Det skal jo være sådan, at ens sagsbehandling er overskuelig, at man ikke skal tage en halv telefonbog med for at kunne forklare, hvordan sagen er gået. Det er jo ikke rimeligt, for det første bliver behandlingstiden 50 gange længere, fordi alle skal læse 500 sider om ens sag, og de skal snakke med alle mulige i stedet for, at de hører på én selv. (Mand 29 år) Borgeren oplever, at ikke blot ens egen læge, men også personer i det sociale system og i behandlingssystemet kender alt til en og ens sag. Det giver dem anledning til tanker om overvågning, kontrol og tab af egen styring med ens liv. Kommunikation handler udover det at kunne forstå hinanden og tale samme sprog, ligeledes om at skabe rammer for kommunikationen, således at den kan foregå i tillid og fortrolighed. Det er et element, som opleves som meget vigtigt, når det drejer sig om mødet med systemet. 4.1.3 Systemets hjælp Hvis man bare tog mere individuelle hensyn til det enkelte menneske. Jeg tror, at de penge, der bliver brugt på at finde ud af det enkelte menneske, er tjent mange gange hjem i sidste ende. (Kvinde 53 år) En kvinde har oplevet, at hendes voksne børn og børnebørn på grund af manglende muligheder for at få det sidste nye både inden for legetøj, tøj etc. er blevet drillet i skolen. Hun mener ikke, at hjælpen både i forhold til hende selv, men særligt til hendes datter er tilstrækkelig. Der var dengang, hvor hun søgte briller, det skulle hun selv betale. 2.000 kr. du ud af hendes lillebitte løn. Hun måtte tage noget af børnetilskuddet. Det bruger hun til børnenes tøj ellers. Det går meget hårdt ud over... Hun er ligeglad med om hun skal gå i brugt tøj, men børnene... De skal ikke gå sådan klædt i børnehaven. De skal ikke sige, at hendes børn går dårligt klædt med huller her og der. De skal have nyt tøj og være pænt klædt på. (Kvinde 50 år) 41

Der ligger en forventning om, at systemet har en indsigt i og forståelse for den enkelte og dennes behov, og at systemet sikrer, at forældres sygdom, handicap eller manglende arbejdsmarkedsdeltagelse ikke får konsekvenser for børnene. Et andet kritikpunkt vedrører systemets tilbud eller interesse i den enkelte, når forsørgelsesgrundlaget er fastlagt. Jeg tænker på, når man kommer hjem fra hospitalet og ikke kan gå og har behov for hjælp og du kan få en times hjemmehjælp hver 14. dag til rengøring og en hjemmesygeplejerske, der siger ja så kan hjemmehjælperen støve af oppe og nede, og så kan du selv støve af i midten. Der er nogle ting, hvor de simpelthen tænker med... Noget med ikke at have indsigt i, hvad tingene er og ikke tro, at vi alle bare er ude på at udnytte systemet. (Kvinde 45 år) Afhængighedsgruppen oplever det som belastende, at systemet ikke forstår at sætte sig ind i den enkeltes specifikke situation, men alene tildeler hjælp ud fra nogle faste skemaer og har en indbygget mistillid til deres reelle behov. Denne ensliggørelse giver sig bl.a. udslag i, at aktivitetstilbud til bl.a. førtidspensionister afspejler en forståelse af, at alle førtidspensionister tilhører samme aldersgruppe og har samme interesser. I den forbindelse efterlyses en mere individuel orienteret tilgang til den enkelte, og at sagsbehandlerne i højere grad tager udgangspunkt i den enkeltes sag, således at man ikke bliver sat i bås. 4.2 Erfaringer med det øvrige system Hvor det sociale system opleves som kritisabelt på en række punkter, er det oplevelsen og erfaringen, at sundhedssystemet i form af sygehusvæsenet og behandlingssystemet giver god behandling og søger at hjælpe den enkelte videre. En mand oplevede som ung en alvorlig ulykke, som lammede ham i hele den ene side. Han gennemgik herefter en række operationer og et to årigt genoptræningsforløb, som indebar stor og omfattende kontakt med det danske sygehussystem. Forløbet og kontakten med sygehus- og behandlingssystemet har efterladt manden med en taknemmelighed over for sygehus- og behandlingssystemet. 42

Du er kommet mægtig langt! Ja og det har jeg gjort i kraft af xx behandlingssted. De gav mig et mægtigt skub. Jeg har været på mange sygehuse og frem og tilbage, men de gav mig det store skub. Jeg synes helt bestemt, at vi har et godt sygehussystem. (Mand 47 år) Hvor der i den offentlige debat hersker en utilfredshed med sygehussystemet på grund af for dårlig og ukvalificeret behandling, oplever nogle af de marginaliserede og udstødte et system, som yder god omsorg og pleje. Jeg bruger meget på medicin og får en del tilskud, dels til tandlæge, og så er jeg medlem af Danmark. Så derfor siger jeg, at jeg synes egentlig, at systemet fungerer godt på mange måder gudskelov. (Kvinde 57 år) Der er imidlertid en oplevelse af, at systemet i forbindelse med fastsættelsen af behandlingstidspunkt foretager en prioritering af borgerne afhængig af, hvorvidt de er aktive på arbejdsmarkedet eller ej. Samtidig kommer det, nå ja du er pensionist, så du kommer i sidste række. (Mand 54 år) Jeg bad min læge undlade at skrive, at jeg var førtidspensionist, hvilket har gjort, at jeg er kommet hurtigere igennem systemet. Førtidspensionister kommer ned i køen ellers. (Mand 52 år) På den ene side er der en forståelse for, at de, der er aktive på arbejdsmarkedet, kan forringe deres muligheder for at fortsætte på arbejdsmarkedet, men på den anden side opfattes nedprioriteringen af dem i forhold til ventelisteproblematikken som en nedprioritering af dem som værdige samfundsborgere. 4.3 Systemets betydning for den enkelte De samlede erfaringer med systemet, herunder særligt det sociale system, har en række konsekvenser for den enkeltes handle- og udfoldelsesmuligheder og holdninger til systemet som et hele. Konflikten med det sociale system ligger i, at det sociale system, der tildeler forsørgelsesgrundlaget, konstituerer den enkeltes afhængighed, og det er oplevelsen, at de bliver opfattet som klienter. 43

Der spørges aldrig til deres ressourcer og til deres ønsker. Sagsbehandlingen foregår meget på sagsbehandlerens præmisser, og selve mødet med systemet opleves som et meget ulige møde. Manglende tillid er et centralt kodeord i forbindelse med vurderingen af det sociale system. Har du tillid til, at systemet vil dig det bedste? Nej, det har jeg ikke, bestemt ikke. Hvis man ikke selv er hjemme, så kan man egentlig få lov til at gå for lud og koldt vand. [Hjemme?] Du skal selv sætte dig ind i tingene, ellers må man gå hen til et sted, hvor man kan få noget hjælp, få en bisidder med eller én, der har kendskab til tingene. Det er fordi menneskene bliver trynet af systemet, hvis man kan sige det groft. (Kvinde 57 år) Udover at systemet har en informationspligt i forhold til sine borgere, anses det som problematisk, at et møde med en sagsbehandler kræver viden om de gældende regler på området. At indhente den viden og forstå de givne informationer kræver et overskud og nogle ressourcer, som ikke alle har eller har udsigt til at få. Manglende tillid til systemet som hjælpeapparat indebærer, at deres egen respekt, for de ydelser og den hjælp de får fra det offentlige, udhules. Når den enkelte er nødsaget til at slås for noget, som man mener er ens ret, får hjælpen karakter af almisser, og at man som offentligt forsørget lever på nåde. Netop det forhold betyder bl.a., at man fraholder sig fra at bede om yderligere hjælp til eksempelvis rengøring, briller eller lignende, idet man ikke ønsker en ydmygende kontakt med systemet og heller ikke ønsker at blive mistænkt for at udnytte systemet. For en førtidspensionist med højeste pension betyder den manglende tillid til systemet, at et ønske om et lille job, evt. et skånejob, er lagt på hylden. Problemet er der bare igen, fordi du ikke kan stole på nogen i systemet. Hvis man tager min situation, så har jeg højeste pension, og den er bare ligesom låst. Hvis de sender mig ud i et skånejob, så går de måske ind og siger aha, hov, hov, ved du hvad, så får du den mellemste pension i stedet for, og så har du det job. Og det er fedt nok at kunne være med til at klare sig selv. Men hvis du så ikke kan klare det job, så er systemet ikke gearet ordentlig omkring det, så kan du ikke få sygedagpenge, du er ikke dagpengeberettiget, hvis firmaet går ned. Så står du der pludseligt og er gået voldsomt ned i indtægt, og kan du så bevise, at du faktisk er berettiget til den 44

pension, som du fik tidligere. Der er systemet for stift. Og der tror jeg mange siger, at det tør jeg ikke. (Kvinde 45 år) Et andet forhold i vurderingen af systemet og dets konsekvenser for den enkelte handler om ydmygelse. Det er ydmygende at skulle bede om hjælp, og det er ydmygende, at man er nødsaget til at udlevere sit privatliv og sine private forhold for at kunne få hjælp. I og med at man som offentlig forsørget ikke har noget at handle med i form af salg af arbejdskraft, har gruppen af afhængige ikke nogle alternativer. Man er afhængig af systemets regler og vurderinger. Det er erfaringen, at de i mødet med det sociale system bliver yderligere afhængiggjort og oplever, at man skal udvise en vis ydmyghed, hvorimod at de i kontakten med det øvrige system oplever at blive behandlet som almindelige borgere. 45

5 Individuelle velfærdsværdier 5.1 Værdiforståelse Indledningsvis kan det være hensigtsmæssigt at indkredse værdibegrebet. På trods af, at der findes forskellige definitioner og forståelser af værdibegrebet, er det dog muligt at pege på en række fælles træk ved de forskellige værdidefinitioner (Gundelach og Riis, 1992). Værdier er socialt skabte og de forskellige definitioner handler om, at værdier ikke kan observeres direkte, og at de indeholder en moralsk komponent. Værdier handler så at sige om, hvad der er godt og ondt, hvad man vurderer som positivt og negativt. På den måde er værdier forbundet med moral og normer som anvisninger på adfærd. Det vil sige, at værdier ikke handler så meget om, hvad man vil gøre, men mere om, hvad man bør gøre. I forståelsen af individuelle værdier kan der være indbygget en forventning om, at den enkelte vil søge at realisere egne værdier. Men der kan være barrierer og forhindringer i den enkeltes muligheder herfor, og det er derfor ofte ikke umiddelbart muligt at slutte direkte fra værdi til handling. Men handlinger har derimod ofte baggrund i bestemte værdier. I en yderligere indkredsning af værdibegrebet kan det være hensigtsmæssigt at skelne mellem, hvad man kunne benævne slutværdier og instrumentelle værdier. Slutværdier er de værdier, der refererer til en ønskesituation ideen om det gode liv eksempelvis. Det kan handle om værdier som fx tryghed og lykke. En anden gruppe værdier er de mere instrumentelle værdier, der viser sig i arbejdet med at realisere sine slutværdier det kan eksempelvis handle om ansvarlighed, høflighed eller penge. Værdier kan være forbundet med hinanden og indgår ofte i en slags hierarki, hvor forskellige værdier kan komme til udtryk afhængig af den sociale kontekst, eksempelvis kan den enkeltes værdier være nogle i familien og andre i fritidsaktivitetslivet. Ved at tage udgangspunkt i den enkeltes hverdagsliv er det muligt at få et billede af den enkeltes velfærdsværdier og en forståelse af, hvad den enkelte forstår ved det gode liv. Dette kapitel er baseret på en analyse af de kvalitative interview, hvor de interviewedes beskrivelser af hverdagslivet og holdninger til familie, netværk, arbejde, helbred, tid og deltagelse giver indblik og grundlag for en analyse af de interviewedes individuelle velfærdsværdier. Udgangspunktet er, hvad de interviewede lægger vægt på for at kunne tale om det gode liv. 46

5.2 Basale materielle goder og et godt helbred For interviewdeltagerne er det vigtigt at have det godt med sig selv, hvilket i hvert fald betyder, at de basale materielle behov er dækket, og at de har et godt helbred...tryghed er, at man i hvert fald kan få mad på bordet, tag over hovedet, lys og varme. Sygehus og læger og man kan få den medicin, man skal have. (Kvinde 57 år) Det er centralt for denne gruppe at få dækket deres basale behov, og at der, uanset den enkeltes helbredsmæssige situation, er vished for, at hvis man ikke selv kan dække de basale behov ved egen hjælp, så træder andre til. Bekymringer om, hvordan fx næste måneds regninger skal betales, og hvorvidt man fortsat kan blive boende i sit hjem, har for nogle været og kan stadig være en del af dagligdagen. Det er en tilstand, der tærer på både de fysiske og psykiske ressourcer og den enkeltes velbefindende. Hvornår, man har det godt med sig selv, er meget forskelligt og meget individuelt, men handler grundliggende om immaterielle værdier, eksempelvis at man accepterer sig selv, som den man er... have det godt med sig selv [..] At man nyder de ting, som man har og ikke hele tiden ønsker sig noget nyt. Statussymboler, det er ikke mig? (Kvinde 53 år) Et godt helbred er et forhold, som mange i almindelighed tager for givet. Borgere afhængige af offentlige forsørgelsesydelser oplever det at have et godt helbred som et væsentligt velfærdselement i definitionen af det gode liv. Der er forskellige udlægninger og forståelser af, hvad et godt helbred er, men overordnet handler det om at have det godt med sig selv fysisk og/eller psykisk, at være i stand til at deltage i samfundets forskellige aktiviteter uden at være begrænset i sin handlen af fysiske hjælpemidler, medicin og psykiske nedtursperioder. Velfærd for mig: Det er at have det godt med sig selv. [..] Det gælder om at pleje og passe sig selv, fordi så tror jeg, at vi får det meget bedre. (Kvinde 53 år) Et godt helbred synes at afhænge af den enkeltes fysiske og psykiske tilstand. 47

Kropsmæssigt den er rådden det er det med lungerne, men hovedet synes jeg fungerer endnu. Hovedet synes jeg egentlig er sundt nok, og mit livssyn, synes jeg også, er sundt nok. (Kvinde 57 år) Det er karakteristisk at på trods af, at interviewpersonerne alle har en eller anden form for skavank, handicap eller kronisk sygdom, så bliver andre forhold fremhævet som sunde. Eksempelvis nysgerrighed, sociale kvalifikationer, evnen til at tænke klart etc. Det vil sige, at det er de mere mentale forhold, der er i fokus snarere end de mere kropslige og fysiske forhold. Forståelsen af et godt helbred indebærer således ikke, at man nødvendigvis behøver at fungere 100% optimalt fysisk eller psykisk, hvis man til gengæld kan kompensere på det psykiske, sociale eller mentale plan, således at ens udfoldelsesmuligheder bliver nogle andre. En del af det gode helbred handler om udfoldelsesmuligheder. Det vil sige at kunne acceptere og lære at leve med et fysisk eller psykisk handicap, en kronisk sygdom eller lignende. En anden vinkel vedrører det at kunne bevare en vis menneskelig værdighed både fysisk og psykisk og herunder at kunne klare sig selv. Det kan være hårdt, når man har et handicap eller af helbredsmæssige grunde ikke kan det andre kan. Det giver sig bl.a. udslag i, at man ikke viser sig for andre, hvis man kan undgå det, når man har det dårligt, når fysikken svigter eller, man er mentalt og psykisk nede. Boligen er ens hjem og udgør noget fundamentalt trygt i den enkeltes tilværelse. Hjemmet fungerer som en base, hvor hverdagslivet udfoldes, og hvor man dagligt opholder sig mange timer. Jeg fik denne her lejlighed, og den er jeg så glad for. Jeg bliver boende. Men kommunen har sagt, at hvis jeg skvatter og kommer i kørestol, så må jeg flytte, fordi de kan ikke samle mig op mere. (Kvinde 53 år) Det er inden for hjemmets fire vægge, at den enkelte føler sig tryg. At boligen eller hjemmet har en værdi i den enkeltes velfærdsforståelse viser sig i interviewene, hvor en af de største trusler for interviewpersonernes velfærd handler om tab af bolig, at skulle være tvunget til at flytte fra deres hjem. 48

5.3 Sociale relationer og fællesskaber At være en del af et socialt fællesskab, at have nogen at tale med om dagligdagen og om livets forskellige sider, nogle at dele gode og dårlige oplevelser med betragtes som noget meget værdifuldt i den enkeltes liv. Familien fremhæves i den forbindelse som et centralt netværk. Familien er meget vigtig, fordi det er et dejligt og godt netværk at have. (Kvinde 60 år) Jeg synes egentlig, at familien spiller en utrolig vigtig rolle i det daglige. (Kvinde 45 år) Set i forhold til tendenserne til opbrud i familien og familiens stadig mindre betydning i den enkeltes tilværelse, er oplevelsen blandt de marginaliserede og udstødte, at familien er et væsentligt element og en central institution. Når familien udpeges som et centralt velfærdselement i definitionen af det gode liv, hænger det sammen med en forståelse af, at familien: sikrer et socialt tilhørsforhold sikrer, at man ikke er ensom giver en identitet yder økonomisk bistand, hvis man er i bekneb yder omsorg passerer børnene eller de gamle når velfærdssamfundet ikke kan eller svigter er ikke forbundet med arbejdsmarkedet. Familien har den værdi, som velfærdsstaten i andre kredse tillægges, nemlig at være den institution i samfundet, som træder til og fungerer som sikkerhedsnet, når en social begivenhed indtræder, og man ikke selv kan klare situationen. For de borgere, som har haft kontakt med arbejdsmarkedet, er det erfaringen, at de sociale netværk og den kontakt, som etableres og eksisterer på de enkelte arbejdspladser, ganske langsomt glider ud, når man forlader arbejdsmarkedet. I den forstand er familien det netværk, som har en vedvarende karakter og favner bredere. 49

5.4 Selvbestemmelse og myndiggørelse Et andet element i talen om det gode liv handler om følelsen af selv at være medbestemmende om udviklingen og retningen i ens eget liv. Et væsentlig element handler således om autonomi. Autonomi handler om at have mulighed for at vælge og handle, således at man har mulighed for selv at bestemme, hvad man vil foretage sig. Det vil sige, at man oplever og føler sig fri til at bestemme over eget liv. Det handler ligeledes om at blive respekteret som et selvstændigt individ selvmyndiggjort individ. En mand definerer en del af det gode liv som følgende: At man er et selvstændigt menneske, og man ved, hvad man har at forholde sig til. (Mand 37 år) Autonomi og det at være herre over eget liv forudsætter, at man får mulighed for at anvende de ressourcer, man har. Viden og information, tid, (respekt) og penge er centrale ressourcer i den forbindelse. For borgere afhængige af offentlige forsørgelsesydelser handler det om at have viden og penge og blive mødt med tillid og respekt. Den der velfærds- og servicemodel, som man stiller op i dag, den kan jeg ikke se nogen steder, fordi jeg har altid gerne ville indordne mig under de systemer, der var. Men problemet er bare, at du har aldrig nogen sinde fået at vide, hvordan systemerne er. Hvis du køber et køleskab hos xx, så skal der være en brugsanvisning med, som fortæller dig alverdens ting... Men skal du have noget at vide i det offentlige system, så kan du ikke engang hente en folder eller en brugsanvisning eller lignende,.. så du kan se, hvad der ville ske i de konkrete situationer. (Mand 37 år) Det er svært for den enkelte at gøre sin ret gældende og fremstå som et autonomt individ, når man ikke kender til reglerne inden for den offentlige sektor. Det føles som om, at reglerne hele tiden ændres, og selv ikke sagsbehandlerne kender til reglerne eller kan forklare dem. Samtidig handler det om, at man ikke som bruger og borger bliver sat i bås både i forhold til systemets hjælp og tilbud til den enkelte. 50

5.5 Økonomi og forsørgelse For de marginaliserede og udstødte handler det at have penge om at have mulighed for at kunne vælge frit. Med penge er man som borger ikke nødvendigvis underlagt det offentlige systems forskellige krav og regler, men man har alternativer og muligheder for at sige fra. Velfærd er jo faktisk, at man har det godt med sig selv, og at man har økonomien i orden, så man kan gøre en hel del ting. (Mand 58 år) Penge eller en god økonomi giver mulighed for at handle og selv bestemme indretningen af sin tilværelse. Penge anses ikke som centralt for velfærd, men som en nødvendighed. En god økonomi giver mulighed for at tilegne sig de materielle goder, man måtte have brug for eller lyst til, men også mulighed for at deltage i sociale aktiviteter og fællesskab, som normerne og traditionerne i samfundet foreskriver. Det handler om at have økonomisk råderum til også at give værtindegaver, fødselsdagsgaver, tage en lille ferie og kunne invitere børnebørnene med i biografen eller lignende. Samtidig giver en god økonomi den enkelte mulighed for uafhængighed og mulighed for at vælge systemets ydelser og krav fra, hvis man følger sig umyndiggjort. Penge giver mulighed for at handle og vælge et alternativ. 5.6 At være en god samfundsborger At kunne deltage i fællesskaber og være en god samfundsborger er noget de marginaliserede og udstødte lægger vægt på. At være en aktiv deltager handler om at have et arbejde, at være nyttig for samfundet og være deltagende i forhold til samfundet i form af stemmeafgivning. Udover at arbejdet betragtes som et middel til deltagelse i samfundet, giver arbejdet ligeledes tryghed i forhold til at kunne fastholde en bestemt målsætning for levestandarden. På trods af at denne gruppe står uden for arbejdsmarkedet, og ikke har umiddelbar udsigt til få et arbejde, opfattes arbejdet (og det at være selvforsørgende) som en central velfærdsværdi. Særligt de borgere, som har haft erfaring med arbejdsmarkedet, er bevidste om, hvilken betydning og værdi arbejdet har for dem som individer og som borgere i et samfund. Sådan som samfundet fungerer, er det rarest at have et job. Du bliver også nødt til at have økonomien til at hænge sammen, og så er du nødt til at have et job. (Kvinde 57 år) 51

For borgerne afhængige af offentlige ydelser er det at være en del af normalsamfundet centralt. Ingen ønsker at skille sig væsentligt ud og slet ikke som én, der lever af samfundet, uden at give noget tilbage. At have et arbejde giver én en værdi, en identitet og retten til at nyde. Gennem arbejdet oplever den enkelte, at der er brug for én, at man er efterspurgt for sine kvaliteter og kvalifikationer. Arbejdet giver ligeledes indhold i tilværelsen, stiller krav til de personlige og faglige kvalifikationer og giver mulighed for udvikling. Folk går jo til, hvis man ikke kan bruges. (Kvinde 60 år) Centralt er ligeledes, at arbejdet er med til at strukturere dagen tidsmæssigt og give dagen et indhold. Det er da rart at have noget at stå op til. Det med, at du ved, at i dag skal du lave det og det det er da dejligt. Det med at udfylde en rolle. (Mand 37 år) Arbejdet repræsenterer muligheden for at være selvforsørgende. Det at være selvforsørgende opleves som grundlæggende og en forudsætning for individuel velfærd. 5.7 Individuelle velfærdsværdier Individuel velfærd er i høj grad knyttet til den enkelte person eller familie. Som det er fremgået, er der mange forskellige opfattelser af det gode liv ofte baseret på forskellige erfaringer, og dermed også forskellige opfattelser af, hvad velfærd er for den enkelte person. Velfærd for den enkelte vedrører ikke alene spørgsmålet om materielle goder og materiel sikring, som fx en god økonomi, men handler om at have et socialt netværk, at have et godt helbred og være og blive opfattet som et selvstændigt individ. Velfærd er jo faktisk, at man har det godt med sig selv, og man har økonomien i orden, så man kan gøre en hel del ting. Hvis man har begyndelse til en sygdom, at man så kan blive behandlet for det uden, at man skal gå og vente for længe. (Mand 58 år) Det er selvfølgelig at vide, at du får mad på bordet hver dag osv. Og så er velfærd, at du har et godt helbred, at du har et godt netværk af familie og venner, og at man er i arbejde, at man har et arbejde, man er glad for. (Kvinde 45 år) 52

På den anden side er der også nogle fælleselementer og kernepunkter, som kendetegner, hvad man kunne kalde mere fundamentale velfærdsværdier. På baggrund af en analyse af interviewene kan man tale om fire mere grundlæggende værdier, som vi har kaldt slutværdier, dvs. værdier, der refererer til en ønskesituation, eller man kunne sige ideen om det gode liv: Tryghed Deltagelse Sociale netværk Herre over eget liv Det er værdier, der synes centrale, fordi den enkelte enten har erfaret disse, eller den enkelte modsat ønsker disse tilstande/forhold i sin daglige tilværelse. En anden gruppe værdier er de mere instrumentelle værdier, der viser sig i hverdagen og har at gøre med at realisere sine slutværdier det kan eksempelvis handle om ansvarlighed, høflighed eller penge. Det er nogle af de værdier, der er kommet mere direkte til udtryk i omtalen af hverdagslivet og i omtalen af tankerne om det gode liv. I nedenstående skema er de individuelle værdier fordelt på henholdvis slutværdier og instrumentelle værdier. Slutværdier Tryghed Sociale Herre over Deltagelse fællesskaber eget liv Instrumentel- Dækning af Familien Autonomi Arbejde le værdier basale behov Nære sociale Selvværd Et godt hel- relationer Økonomi bred Tag over hovedet Analysen har peget på, at værdier som tryghed, sociale fællesskaber, autonomi og deltagelse udgør centrale velfærdsværdier i den enkeltes liv. Der er tale om værdier, som er udtryk for den enkeltes erfaringer, men er samtidig også udtryk for ønsker til den enkeltes tilværelse. Erfaringer og ønsker kan i forståelsen af individuel velfærd og det gode liv være svære at adskille for denne gruppe, særligt når det gælder elementer som autonomi, arbejde og helbred. På trods af at alle interviewede personer giver udtryk for, at de har et godt liv, synes de fremhævede værdier at pege på en uoverenstemmelse mellem deres nuværende levevilkår, og de værdier, som de mener, er væsentlige for at leve det gode liv. Hverdagslivsbeskrivelserne peger på, at det ikke at deltage på arbejdsmarkedet med hvad det indebærer, gør det vanskeligere at skabe rammer og retning i 53

hverdagen. Det er vanskeligt at finde og udvikle elementer i tilværelsen, der kan erstatte og understøtte den enkelte i at deltage og være en god samfundsborger. Dette betyder imidlertid ikke, at holdninger og ønsker til, hvad der er det gode liv, nødvendigvis ændrer sig grundlæggende. De individuelle velfærdsværdier som de marginaliserede og udstødte peger på som væsentlige, adskiller sig stort set ikke fra, hvad andre grupper i velfærdssamfundet finder er væsentlige. 54

6 Velfærdssamfundet holdninger og værdier I dette kapitel ses der nærmere på, hvordan marginaliserede og udstødte forholder sig til velfærdssamfundet. Hvilke holdninger og ønsker har denne gruppe af borgere til velfærdssamfundet. 6.1 Holdninger til velfærdssamfundet De marginaliserede og udstødte synes ikke, at det danske samfund kan karakteriseres som et velfærdssamfund. En holdning som for det første bunder i deres forskellige konkrete erfaringer med dele af velfærdssamfundet. Det drejer sig om sagsbehandlerne i social- og sundhedsforvaltningerne og læger og sygeplejersker på sygehusene samt privatpraktiserende læger, men også sagsgange og sagsbehandlerne i skatteforvaltningerne, hos politiet og andre offentlige myndigheder. Således er det ofte de enkelte institutioner og de enkelte fagpersoner, der vurderes, og ikke velfærdssamfundet som sådan. For det andet skyldes det deres konkrete sociale situation som værende uden for det, de opfatter som normalsamfundet, nemlig at være deltagende på arbejdsmarkedet og være selvforsørgende. Processen hen mod denne situation, som de har været i en årrække, har tidsmæssigt været forskellig, men til gengæld har processen for stort set alle være præget af negative oplevelser og sårbare hændelser og situationer, som i høj grad påvirker deres opfattelser af velfærdssamfundet. I forhold til velfærdssamfundets almindelige sociale sikringsordninger til børn og ældre og de basale serviceydelser er holdningerne generelt positive fx, at man modtager pension, når man er gammel, ydelser når man er arbejdsløs, og når man er syg, og at der er gratis behandling på sygehusene. Også i forhold til andre lande og deres indretning af velfærdsydelser er holdningen, at det danske velfærdssamfund er at foretrække. De forskellige holdninger har ikke nogen direkte sammenhæng med den enkeltes hverdagsliv, som det leves i dag. Det er fx ikke sådan, at det entydigt er dem, som har det dårligst i dag, som har de mest negative holdninger til velfærdssamfundet, og dem der synes, de har et godt og acceptabelt liv, som har de positive holdninger til velfærdssamfundet. Holdninger og ønsker til velfærdssamfundet bunder dybere end blot, hvordan hverdagen udspiller sig i dag. De hænger i langt højere grad sammen med livserfaringer, oplevede erfaringer, begrundelserne for deres situation i dag samt deres nuværende udfoldelsesmuligheder. 55

På trods af forskellige begrundelser for deres hverdagsliv i dag og forskellige erfaringer med arbejdsmarkedet og samfundets institutioner, er diskussionen om velfærdssamfundet i store træk koncentreret om nogle temaer, som går igen i de enkelte interview. Det drejer sig om, hvem der er de svage i samfundet, rettigheder og synspunkter om social retfærdighed, om kontakt eller den hjælp man har fået, og specielt synspunkter på og oplevelser af kontakten med personer i de offentlige systemer. Samlet under nogle hovedoverskrifter kan de gennemgående temaer siges at være følgende: Omsorgen for de svageste grupper Lighed og retfærdighed Tillid og respekt for den enkelte borger (umyndiggørelse over for selvmyndiggørelse) Ansvarsfordelingen mellem samfund og borger. Ovenstående punkter danner disposition for følgende belysning og diskussion af afhængighedsgruppens holdninger til og forståelse af et velfærdssamfund. 6.2 Manglende omsorg for de svageste grupper I interviewene fremhæves særligt den manglende omsorg for de svageste grupper i det danske samfund som en væsentlig begrundelse for, at det danske samfund ikke opleves og forstås som et velfærdssamfund. Vi vil gerne give udseende udadtil, at vi er et velfærdssamfund. [..] Det var måske vigtigt, at man tog hånd om de virkelig svage medborgere, som vi har. For det har vi virkelig. (Kvinde 45 år) I omtalen af de virkelig svage medborgere refereres ofte til de ældre og syge borgere. Alle kan fortælle historier og har erfaringer med ældre eller syge familiemedlemmer, der efter deres opfattelse svigtes af systemet. Plejen er for ringe, og hjælpen modsvarer ikke den enkeltes reelle behov for praktisk hjælp og omsorg. Jeg vasker for min tante, det har jeg gjort i 5 år. Det kan hun ikke få fra kommunen, hun kan få 90 min. hver 14. dag til en støvsugning og en gulvvask. En gammel dame, der har pacemaker og dårligt kan gå. Så jeg gør lidt gavn for min pension. Plus når jeg passer børnebørn, der ikke kan komme i institution pga. ventelister. (Kvinde 60 år) Den manglende omsorg for de ældre eller yngre familiemedlemmer er netop årsagen til, at særligt kvinderne bruger en del af deres hverdagsliv på pasning og pleje. Det er omsorgsopgaver, som de vurderer er nødvendige, men som de 56

i nogen udstrækning føler indirekte er blevet pålagt dem, fordi børne- og ældreinstitutioner ikke yder den nødvendige og tilstrækkelige pleje og omsorg for de svage grupper i samfundet. Nu har jeg selv haft min gamle far, som jeg måtte køre ud til 3 gange om ugen, handle ind for og.. bare for at han kunne snakke med nogen. Jeg synes, at han fik en meget ringe behandling. (Mand 56 år) Andre oplever via involveringen i frivilligt foreningsarbejde eller som brugere af forskellige væresteder og klubber mennesker, som ikke får den hjælp og pleje, som de har behov for. Selvom interviewdeltagerne peger på, at det giver indhold i tilværelsen at arbejde i frivillige foreninger, oplever de samtidig en frygt for, at disse foreninger ikke kan magte alle de problemer og personer, der findes. Forventningerne til og udviklingen i de frivillige sociale foreningers arbejdsområde bekymrer. Jeg synes, at det er trist, at det går den vej, fordi jeg synes, at for mange mennesker bliver tabt på gulvet. (Kvinde 57 år) Behovet for omsorg for den enkelte i de sociale og frivillige foreninger forstærker den enkeltes indtryk af, at velfærdssamfundet svigter eller har spillet fallit. Samtidig efterlader samfundets manglende omsorg den enkelte med en oplevelse af et samfund, som ikke har nogen interesse i de udstødtes forhold. Ydelserne og den hjælp, der gives, synes ikke at fungere som det sikkerhedsnet, som den enkelte forventer og tror på. Problemerne vedrørende de hjemløse, de psykisk syge og misbrugerne fremhæves i den forbindelse, idet det er opfattelsen, at disse grupper er blevet mere synlige i gadebilledet, hvilket vidner om, at samfundet ikke har formået at tage sig af disse grupper på en ordentlig måde. På trods af, at ingen af interviewpersonerne opfatter sig selv som svage borgere i det danske samfund, så afspejler interviewene imidlertid en utryghed og frygt for, at de kan komme i den situation. Jeg bliver en af de meget fattige pensionister. (Mand 56 år) Det faktum, at interviewdeltagerne ikke længere er eller har udsigt til et lønarbejde betyder, at de ikke har mulighed for at spare op til pensionisttilværelsen. Det bekymrer, fordi de frygter, at den offentlige folkepension vil bortfalde som en rettighed, når de når pensionsalderen. 57

6.3 Ulighed og uretfærdighed Manglende lighed og retfærdighed er et andet tema, som interviewdeltagerne fremhæver i diskussionen om og vurderingen af det danske velfærdssamfund. Det er indtrykket og oplevelsen, at samfundet er præget af, at:.. der er alt for mange, der har for meget, og så er der alt for mange, som slet ikke har noget som helst. (Kvinde 60 år) Ideen er ikke, at der skal være lighed i alle forhold, men at alle borgere skal være sikret en værdig tilværelse, og at den offentlige forsørgelsesydelse skal ses i relation til det almindelige, gængse leveniveau. Det skal være sådan, at vi ikke skal vende hver en krone. Det skal være i relation til, hvad ting koster. Det kan ikke være meningen, at der er nogle mennesker, fordi de ikke kan få et arbejde og er på bistandshjælp, får så lidt penge, at de ikke engang har råd til at gå en tur i biografen eller tage deres unger med nogle steder. Man skal selvfølgelig sørge for, at folk har en ordentlig løn uanset, om det er fra det offentlige eller fra en arbejdsplads. (Kvinde 60 år) Det er acceptabelt, at nogle borgere har mere end dem selv, og mere end de har behov for. I den sammenhæng finder de det ikke særlig relevant alene at sammenligne borgeres økonomiske råderum, fordi der også er uligheder på andre områder eller i andre forhold. Oplevelsen af et ulige og ikke retfærdigt system underbygges af egne erfaringer i mødet med systemet, hvor det er oplevelsen, at man skal være veltalende og vedholdende i sine krav for at få hjælp. Oplevelsen af at blive stillet bagest i køen understreger den enkeltes indtryk af et ulige og uretfærdigt samfund, hvor ikke alle har lige adgang til de offentlige ydelser og tilbud. Lighed i muligheder fremhæves som et vigtigt princip. De marginaliserede og udstødte oplever, at der er for store økonomiske uligheder, og at de medfører en social marginalisering. Gruppen af afhængige har i forbindelse med overgangen til en offentlig forsørgelsesydelse måttet begrænse det daglige forbrug. Det betyder, at der ikke længere er råd til at deltage i de almindelige og traditionelle aktiviteter, at dyrke fritidsinteresser, tage på ferie etc. Aktiviteter, der i høj grad bidrager til at fastholde det sociale netværk. Yde for at nyde princippet er godt og der hersker en tro på, at alle gerne vil yde men at samfundet må give den enkelte mulighed herfor for, at der kan være tale om et velfærdssamfund. 58

6.4 Manglende tillid til den enkelte Oplevelsen af systemets umyndiggørelse og manglende tillid til den enkelte borger er et tredje tema i diskussionen om det danske velfærdssamfund. Tillid handler i interviewdeltagernes forståelse om at have tiltro til den enkelte borger, tro på at den enkelte ikke udnytter systemet, og at man har nogle ressourcer og har en værdi, selvom man ikke er aktiv på arbejdsmarkedet og yder sit dér. Det opleves som et nederlag, at de ikke kan magte eller få fodfæste på arbejdsmarkedet. Det er samtidig ydmygende, at systemets måde at fungere på opleves som en manglende tillid til dem som værdige og aktive samfundsborgere. Fordi den enkelte oplever at måtte tigge for at få den service, de mener at have krav på, afføder det en mistillid til systemet og til et samfund, der vil sikre alle grupper i samfundet den nødvendige ydelse og omsorg. De samlede erfaringer med velfærdssystemet, herunder særligt det sociale system, har en række konsekvenser for den enkeltes handle- og udfoldelsesmuligheder og holdninger til systemet som et hele. Konflikten med det sociale system ligger i, at det er det sociale system, der tildeler forsørgelsesgrundlaget og dermed ligeledes konstituerer den enkeltes afhængighed. At det offentlige system bliver udnyttet og misbrugt er ikke velanset og er med til at underminere samfundets solidariske grundlag. Når man selv bliver mødt med skepsis i det sociale system og med indirekte anklager om misbrug og udnyttelse af systemet er det centralt, at netop det sociale bedrageri forebygges og stoppes. Den grundliggende holdning er, at man skal være selvforsørgende i videst muligt omfang og ikke ligge samfundet til last eller udnytte de forskellige offentlige ordninger, hvis man selv har råd. 6.5 Deltagelse og demokrati Diskussionen om det danske samfund som et velfærdssamfund vedrører i høj grad det at deltage i et demokratisk samfund. Interviewene viser, at der er en opfattelse af, at politisk deltagelse hovedsageligt har at gøre med afgivelse af sin stemme til lokale, nationale og EU-valg. Det er holdningen, at man som borger har pligt til at stemme, og at man ikke har ret til at kritisere medmindre, man har afgivet sin stemme. Marginaliserede og udstødte oplever, at de ikke bliver inddraget, eksempelvis i forældrebestyrelser, idrætsforeningsudvalg etc. Et forhold som bl.a. tilskrives det forhold, at de står uden for det centrale arbejdsfællesskab. Det er således vanskeligt at være med og præge udviklingen på de områder, der har ens interesse. 59

En anden opfattelse er, at det politiske system har svært ved at integrere og være åbne over for nye personer. Jeg har været med i nogle underudvalg ikke på større plan. Jeg bakkede ud af det at være aktiv, da jeg fandt ud af, at de var så indespiste. De klager over, at de mangler medlemmer, men samtidig med at der kommer nye, så er det svært at komme ind, fordi de sidder alle steder. De samme personer går igen. (Mand 54 år) I forhold til det kommunale, men også det nationale politiske niveau, fremhæves det, at billedet er mudret og meget vanskeligt at finde ud af. Det er ikke til at gennemskue, hvad der sker, og derfor også vanskeligt at forholde sig til. Der efterlyses gennemskuelighed. 6.6 Individuel og samfundsmæssig velfærd I forrige kapitel kunne vi udlede, hvad vi kaldte de marginaliseredes og udstødtes individuelle værdier og velfærd. Individuel velfærd er knyttet til den enkelte person, og der er derfor forskellige opfattelser af, hvad velfærd er for den enkelte. Individuel velfærd er dog i høj grad bundet til nogle grundlæggende værdier som fx at kunne klare sig selv og hjælpe ens nærmeste, når de har problemer, eller de har behov for hjælp. Til forskel herfor er samfundsmæssig velfærd i langt højere grad udtryk for mål for politisk prioritering. Det gælder samfundsmæssige velfærdsmål som fx fuld beskæftigelse, social sikring, uddannelse, bæredygtigt miljø m.v. Sammenhængen mellem samfundsmæssig velfærd og individuel velfærd er kompleks. Man kan udtrykke sammenhængen forenklet på den måde, at på den ene side er den samfundsmæssige velfærd summen af alle enkeltindividers velfærd, mens på den anden side de enkelte individers velfærd er påvirket af de overordnede samfundsmæssige velfærdsprioriteringer. I omtalen af det gode liv og egne fremtidsperspektiver udtrykker marginaliserede og udstødte en række ønsker og krav til velfærdssamfundet ud fra forskellige holdninger til samfundet og opfattelser af individuel velfærd. Generelt føler de sig svigtet af velfærdssamfundet og velfærdssystemet. Et svigt som primært handler om, at den enkelte som afhængig ikke har eller gives mulighed for at realisere deres idé om det gode liv. Det gode liv handler for denne gruppe af borgere bredt om at kunne fungere som en aktiv samfundsborger og deltage i det centrale arbejdsfællesskab; at være herre over liv og blive mødt med respekt og have et godt socialt netværk. På det samfundsmæssige plan handler det fx om solidaritet, tillid, integration, og ansvar. 60

De negative holdninger til samfundet som velfærdssamfund hænger sammen med uindfriede forventninger til de offentlige velfærdsydelser og -tilbud. Samtidig bærer interviewpersonerne rundt på en oplevelse af svigt og manglende respekt for den enkelte som værdig medborger. Velfærdssamfundet har ikke givet dem mulighed for at kunne fungere og agere som gode samfundsborgere. Faktum er, at de ikke mere kan magte at fungere på det ordinære arbejdsmarked og dermed ikke har mulighed for at forsørge sig selv via lønarbejde. Det er et forhold, som strider imod deres opfattelse af det gode liv og forhindrer dem i at realisere dele af de individuelle velfærdsværdier. At de samtidig oplever, at systemet svigter dem i forhold til omsorg og servicetilbud, står i modsætning til de forventninger, de havde til velfærdssamfundet. Et velfærdssamfund, som skulle være garant for en tryg og værdig tilværelse i tilfælde af, at man ikke kan klare sig selv. Kritikken er først og fremmest baseret på konkrete oplevede uretfærdigheder i den måde, velfærdsinstitutionerne fungerer på, men også på uligheder og u- retfærdigheder i forhold til andre og her specielt de dårligst stillede og de svage grupper. Det er bemærkelsesværdigt, at kritikken af uretfærdighederne i forhold til de svage ikke i udgangspunktet vedrører den pågældende selv, men omhandler andre grupper af borgere, der opleves som værre stillet rent økonomisk og socialt. Det handler om den manglende omsorg for de ældre, for de hjemløse og psykiske syge. Set i forhold til dem selv og samfundsindretningen er der generelt en positiv holdning til fx, at velfærdssamfundet yder dem økonomisk hjælp, og at der er gratis behandling på sygehusene. Set i forhold til forholdene i andre lande opfattes det danske velfærdssamfund som et godt samfund at leve i. 6.7 Velfærdsværdier værdiorienteringer På baggrund af interviewdeltagernes hverdagsbeskrivelser og holdningstilkendegivelser er det muligt at identificere, hvad vi kalder forskellige velfærdsorienteringer. Velfærdsorientering er udtryk for et værdimønster, der tager udgangspunkt i de marginaliseredes og udstødtes synspunkter og holdninger til hverdagslivet, eller hvad man kunne kalde værdier og holdninger til velfærdssamfundet i et fra neden perspektiv. Værdimønstre udtrykker nogle retninger eller potentialer eller sagt på en anden måde noget betydningsbærende og meningsskabende for den enkelte. Blandt de marginaliserede og udstødte kan der aftegnes to forskellige værdiorienteringer. De to værdiorienteringer har vi her benævnt henholdsvis den solidariske værdiorientering og den retfærdige eller moralske værdiorientering. 61

Velfærdsorienteringer Den retfærdige og Den solidariske moralske velfærdsorien- Holdning til: velfærdsorienterig tering Problemmålgrupper De svage De uskyldige Finansiering af offentlige Skattefinansiering Skatte- og forsikringsbaydelser seret samt brugerbetaling Fordelingsprincip De bredeste skuldre skal Yde for at nyde bærer de tungeste byrder Ansvarsfordeling Samfundet Familien Rettigheder og pligter Man skal yde efter bedste Da jeg har betalt skat, har evne, minus socialbedra- jeg ret til ydelser geri Den solidariske velfærdsorientering bygger på værdier som lighed, omsorg og respekt for den enkelte. Det centrale inden for denne orientering handler om at tænke på fællesskabet frem for den enkeltes muligheder og udvikling. Der fokuseres på ulighederne i samfundet og peges på hjælpen i forhold til de svageste og en lige adgang til serviceydelserne. I den forbindelse skal finansieringen af samfundets ydelser ske gennem skatterne, og fordelingsmæssigt skal de bredeste skuldre bære de tungeste byrder. Den enkelte skal yde sit efter bedste evne, men samfundet skal hjælpe og tage sig at de svageste i samfundet. Solidariteten strækker sig ikke til de borgere i samfundet, der ikke vil yde noget til fællesskabet. Den retfærdige eller moralske velfærdsorientering er baseret på værdier som at yde for at kunne nyde, og at egne familiemedlemmer eller samfundsborgere kommer i første række. Man skal først og fremmest sørge for sig selv og sine. De svage er ikke en bestemt afgrænset gruppe, men hovedsynspunktet er, at de ikke selv er skyldige i at være kommet i den svage situation. Ydelsessystemerne skal på den måde være retfærdige i relation til moralske principper om skyld. Finansieringen af offentlige ydelser kan være forskellig, bare den er retfærdig. Fx i forhold til sygdom kan det være retfærdigt med skattefinansiering, mens arbejdsløshed fx kan være forsikringsbaseret, mens mere kulturelle aktiviteter fx kan være baseret på brugerbetaling. Det retfærdige afspejler sig også i en rettighedsopfattelse af, at når man har betalt til samfundet, har man også rettigheder omkring ydelser og service. Ansvarsfordelingen mellem individ og samfund er svær at præcisere. Imidlertid er der en klar holdning til, at man skal yde for at kunne nyde. Det passer ikke ind i deres værdisæt og samfundssyn, at nogen bare kan drive den af for offent- 62

lighedens pengepung uden at yde. Der lægges vægt på det personlige eller individuelle ansvar. Gruppens værdisæt og arbejdssyn svarer til industriarbejderlivsformens tankegang, hvor det ikke er nødvendigt eller et krav, at arbejdet skal være udfordrende eller sjovt, men derimod at arbejdet er nødvendigt for at tjene penge, gøre sin pligt, tage sin del af ansvaret og nødvendigt for samfundets fælles bedste. Når det danske samfund ikke magter at tage sig af sine svage borgere, ikke sikrer at man kan blive opereret uden ventetid, at både ældre og svage medborgere ikke får den pleje og omsorg, som de har behov for, finder de det samtidig uacceptabelt, at der anvendes danske skattekroner på at hjælpe andre landes beboere. 6.8 Afhængighedsgruppen hverdagsliv og velfærd Generelt føler borgere afhængige af offentlige forsørgelsesydelser sig fanget i et dilemma mellem på den ene side at have mulighed for at indrette tilværelsen, som de vil, og på den anden side at være bærere af et værdigrundlag, hvor arbejdet indtager en central del af tilværelsen og den enkeltes identitet. De har svært ved at definere en livsform, som giver mening og retning. Det at gå uproduktive derhjemme med en ydelse betalt af det offentlige er således både et problem og en belastning i forhold til deres egen selvforståelse og i forhold til samfundets økonomi. Nogle føler sig fastlåst og uden reelle muligheder eller udsigt til at realisere ideen om det gode liv. Andre oplever imidlertid tilværelsen som en frihed til at leve livet fri af en arbejdsmæssig forpligtelse. De søger at revidere deres værdigrundlag og definere et nyt livsindhold, der kan give dem mening i den givne situation. Det er dog ikke let. Det er karakteristisk, at de borgere, der oplever afhængighedstilværelsen som frigørende, ser på mulighederne i tilværelsen og i høj grad søger at anvende og bruge institutionerne i velfærdssamfundet. På trods af, at der er en uoverensstemmelse mellem deres individuelle værdier og deres faktiske hverdagsliv, så oplever de nogle muligheder. Andre virker mere resignerede og har meget svært ved at affinde sig med deres situation. De oplever en fastlåshed og udsigtsløshed og føler, at udfoldelsesmulighederne i forhold til deres fremtid er begrænsede. Det er svært for denne gruppe at tale om og forstå det danske samfund som et velfærdssamfund, der er baseret på tryghed, lighed og retfærdighed og respekt 63

for den enkelte borger. Set i forhold til den enkeltes muligheder for at realisere og forfølge de individuelle velfærdsværdier er samfundet ikke, i denne gruppes opfattelse, indrettet således, at det kan lade sig gøre. Disse marginaliserede og udstødte oplever, at samfundet ikke giver mulighed for, at de kan fungere og leve som andre almindelige gode samfundsborgere.

Litteraturliste Andersen, John og Jørgen Elm Larsen, 1989: Fattigdom i velfærdsstaten. Samfundslitteratur. Andersen, John og Jørgen Elm Larsen: Underklassen - den nye farlige klasse? Social Kritik. Tidsskrift for Social Analyse og Debat. Nr. 37 juni 1995. Andersen, Jørgen Goul og Hoff: Politisk deltagelse og myten om totredjedelssamfundet. Samfundsøkonomen. 1995:3. Andersen, Jørgen Goul: Velfærdssystem, marginalisering og medborgerskab. Dansk Sociologi. Nr. 1/7. årg. 1996. Tidsskrift udgivet af Dansk Sociologiforening. Beck-Jørgensen, Birte, 2001: Nye tider og usædvanlige fællesskaber. Socialpædagogisk Bibliotek. Beck-Jørgensen, Birte, 1997: Forskning: Det kvalificerede hverdagsliv. Aalborg Universitet. Beck-Jørgensen, Birte, 1994: Når hver dag bliver til hverdag. Akademisk Forlag. Bekendtgørelse af lov om aktiv socialpolitik, BEK nr. 614 af 26.06.2001, kapitel 1. Borgerne og velfærdssamfundet, 1996. Social Forskning, temanummer 1996. Socialforskningsinstituttet. Carstens, Anette, 1998. Aktivering. Hans Reitzels Forlag. Dalgård, Esben, Olaf Ingerslev, Niels Ploug og Bent Rold Andersen: Velfærdsstatens fremtid. Handelshøjskolens Forlag, 1996. Fridberg, Torben, 1992: De socialt udstødte. Socialforskningsinstituttet. Gundelach, Peter og Ole Riis, 1992. Danskernes Værdier. Sociologisk Forlag. Hansen, Finn Kenneth og Henning Hansen: Velfærd eller forsørgelse fra familie til offentlig forsørgelse. CASA, 1995. Hansen, Finn Kenneth og Henning Hansen: Polarisering i det danske samfund. CASA, 1997. 65

Hansen, Finn Kenneth, Claus B. Olsen, Nadia El-Salanti og Claus Syberg Henriksen: Holdninger og ønsker til velfærdssamfundet i et fra-neden-perspektiv. LOs velfærdsprojekt 1999. Hansen, Finn Kenneth, Claus B. Olsen, Nadia El-Salanti og Claus Syberg Henriksen: Hverdagsliv, arbejde og velfærd. Holdninger fra-neden. LOs velfærdsprojekt 1999. Jensen, Signe Mette og Mette Pless, 1999: På kanten af arbejdsmarkedet marginalisering, individualisering, og aktivering i det moderne velfærdssamfund. Særnummer af Social Kritik. Selskabet til fremme af social debat. Juul, Søren, 1996: Sårbarhedsskabende træk i det moderne samfund. Socialforskningsinstituttet 96:8. København. Social Årsrapport, 2001. CASA og Socialpolitisk Forening. Titmuss, Richard M., 1974: Social Policy: An introduction. Ed. by Brian Abel-Smith and Kay Titmuss. Velfærd for hvem?, 1998. Social Forskning, temanummer 1998. Socialforskningsinstituttet. Velfærdskommissionen, 1995. Velstand og Velfærd en analysesammenfatning. København 1995. Velfærd set fra-neden. Danskernes velfærd og holdninger til velfærdssamfundet. LOs velfærdsprojekt 1999. 66

Karakteristik af interviewpersoner Bilag 1. Alder: 23 år Køn: Kvinde Antal år på offentlig forsørgelse: 7 år på kontanthjælp Uddannelse: 10. klasse Arbejdserfaring: Ingen aktivering Stilling: Kontanthjælpsmodtager Forklaring: Blev tidligt mor til 3 børn Familie: Enke, mor til 3 børn. Bor i dag sammen med sin forlovede og børn Bosted: Landsby Boligform: Eget hus Særligt: Fik sit første barn som 17 årig og fik efterfølgende 2 børn med 2 års mellemrum. Var gift med en psykisk syg mand, der både var alkoholiker og stofmisbruger. Manden døde for et år siden. 2. Alder: 26 år Køn: Mand Antal år på offentlig forsørgelse: 5 år Uddannelse: Ingen Arbejdserfaring: Ingen gået med avis Stilling: Førtidspensionist Forklaring: Evt. hjerneskade Familie: Ugift, ingen børn. Bor alene Bosted: Stor provinsby Boligform: Hotelværelse Særligt: Fik tilkendt førtidspension for 3½ år siden. Har ingen interesser, bortset fra sin kæreste. Vil gerne have et kørekort, således at han kan køre med varer. 3. Alder: 37 år Køn: Mand Antal år på offentlig forsørgelse: 1½ år Uddannelse: Faglært Arbejdserfaring: Selvstændig i 15 år Stilling: Førtidspensionist Forklaring: Psykisk sammenbrud Familie: Gift, 2 børn Bosted: Lille provinsby Boligform: Eget hus Særligt: Bor ved siden af sin gamle virksomhed. 67

4. Alder: 45 år Køn: Kvinde Antal år på offentlig forsørgelse: 6 år Uddannelse: Faglært Arbejdserfaring: 15 år arbejdserfaring i faglærte job Stilling: Førtidspensionist Forklaring: Sclerose Familie: Fraskilt mor til et barn. Bor alene Bosted: Mindre provinsby Boligform: Lejebolig rækkehus Særligt: 5. Alder: 47 år Køn: Mand Antal år på offentlig forsørgelse: 6 år Uddannelse: Faglært Arbejdserfaring: Stilling: Førtidspensionist Forklaring: Ulykke lammet i venstre side Familie: Ugift uden børn Bosted: Landsby Boligform: Eget hus Særligt: 6. Alder: 50 år Køn: Kvinde Antal år på offentlig forsørgelse: ca. 25 år Uddannelse: 7. klasse Arbejdserfaring: Ingen Stilling: Førtidspensionist Forklaring: Psykiske problemer Familie: Gift, 2 udeboende børn. Bosted: Lille provinsby Boligform: Lejet rækkehus Særligt: Barndommen præget af fattigdom og sygdom i familien. Er gift med en bløder, der lider af hukommelsessvigt, og i dag ligeledes er førtidspensionist. Den ældste datter har to børn og er fraskilt efter et ægteskab, hvor manden havde alkoholproblemer. Hun har måttet fravælge en uddannelse på grund af allergiproblemer, og hendes søn lider af psykiske problemer og skal indlægges til observation. Den yngste datter er psykisk handicappet og har boet hjemme indtil for et år siden. I dag bor hun på et hjem lige i nærheden. 68

7. Alder: 53 år Køn: Kvinde Antal år på offentlig forsørgelse: 9 år Uddannelse: 7. klasse Arbejdserfaring: Enkelte ufaglærte job Stilling: Førtidspensionist Forklaring: Nedslidning Familie: To gange fraskilt. Mor til 3 udeboende børn Bosted: Forstad Boligform: Lejelejlighed Særligt: Er netop kommet ud af et ægteskab præget af alkohol og vold. 8. Alder: 54 år Køn: Mand Antal år på offentlig forsørgelse: 14 år Uddannelse: 7. klasse Arbejdserfaring: Haft en række ufaglært job inden for transportsektoren Stilling: Førtidspensionist Forklaring: Fysiske og psykiske problemer Familie: Samlevende med udeboende børn Bosted: Mindre provinsby Boligform: Lejebolig rækkehus Særligt: 9. Alder: 56 år Køn: Mand Antal år på offentlig forsørgelse: 11 år Uddannelse: Håndværker Arbejdserfaring: Faglærte job Stilling: Førtidspensionist Forklaring: Hjerte- og lungesygdom. Har efterfølgende fået konstateret sukkersyge Familie: Fraskilt. Far til to børn. Den ene hjemmeboende Bosted: Provinsby Boligform: Lejelejlighed Særligt: 69

10. Alder: 57 år Køn: Kvinde Antal år på offentlig forsørgelse: 7 år Uddannelse: Faglært Arbejdserfaring: Primært en række ufaglærte job Stilling: Førtidspensionist Forklaring: Nedslidning Familie: Fraskilt. Mor til to udeboende børn. Bosted: Mindre provinsby Boligform: Lejelejlighed Særligt: 11. Alder: 58 år Køn: Mand Antal år på offentlig forsørgelse: 15 år Uddannelse: 7. klasse Arbejdserfaring: Et utal ufaglærte job af kortere varighed Stilling: Førtidspensionist Forklaring: Motorcykelulykke og alkoholproblemer Familie: Mor og bror Bosted: Større provinsby Boligform: Lejelejlighed Særligt: 12. Alder: 60 år Køn: Kvinde Antal år på offentlig forsørgelse: 21 år Uddannelse: 7. klasse Arbejdserfaring: En række ufaglærte job af kortere varighed Stilling: Førtidspensionist Forklaring: Nedslidning Familie: Fraskilt. Samlevende med 3 udeboende børn Bosted: Større provinsby Boligform: Lejelejlighed Særligt: 70