:7 -^^: \ i r/ i^^.-'^.^i
Digitized by the Internet Archive in 2009 with funding from Ontario Council of University Libraries http://www.archive.org/details/danmarkshistorie01barf
DANMARKS HISTORIE FRA 1536 TIL 1670 FREDEKIK BARFOD. FORSTE BIND: FRA 15H(i TIL 1568. Hellere den bageste ad vejen til Kalmar end den forreste ad vejen til Hamburg (Berlin)! KØBENHAVN 1891, KARL SCHONBERGS FORLAPt, Vi -^ T K Y K T H Cl 8 > I E I, s K N LYDIG H E.
Ingen glemsel! mindes skal fædres sejre, fædres fald, Rrunkeberg med Fredrikshald! St, St. JUiehet: XL \2C Jér^ i I
KONG KRISTIAiN DEN NIENDE OG HANS MÆND HELLIGET.
: Ikke har jeg lært at smigre, ikke fint at foje ordet, men jeg tror. at Du, min Konge! elsker Danmark som Din moder, ofrer hende hvær Din tanke, ofrer hende helt Dit hjærte. alt. hvad mennesket kan give. dyrt og kært kun ikke æren. Og jeg tror, at Du, min Konge! samled tæt omkring Din trone Mænd, der kende sig som danske. Mænd, der kende ingen anden trang end den at elske Danmark. Ram er tiden: vilde røster lade hånt om fædres odel, om den dyrebare tue. Gud har grundet os i havet. Ram er tiden: vilde i'øster mellem mil og dit ej skelne ville kun som dyret elske. hvad i huj og flæng d<'m tykkes:
vilde, hvis de ellers kunde, himmelhvælvingen omstyrte og vor Gud i sølen drukne. Ram er tiden. værre dog var den tit for vore fædre: men den Gud. man vilde trodse, gav kun morkets boin til morket og lod lyset atter sejre. Og som lysets b5rn vi ville kæmpe trøst trods mulm og miu'ke under korsets hellige banner! Ej skal»dejligst vang og vænge tjæne til en ørnerede, til et bo for slimet lindorm! Nej, så længe havet ruller, himlen blåner, stjærner tindre, skal»med G^id for ret og ære< Danmark stå og Danmark kæmpe ærens kamp for freden, livet, værget kækt af stolte sonner, blomstersmvkt af døtre milde! Frederiksberg d. 29de jav. 1891. Fr. B.
FORORD. Forordene til min -^ Danmarks historie fru 1319 til 1536«. skrev jeg d. 1ste maj 1885, og efterskriften d. 27de juli 188G. Jeg har i dette ojeblik gennemlfest dem påny og underskriver dem. atter tiden dog her at gengive dem. Jeg agter ncemlig min»danmarks historie fra 153(1 til 1670«kun som en Simpel fortsættelse af hint ældre arbejde, til hvilket den fuldstændig slutter sig, og til hvilket jeg derfor tillader mig at henvise. Mit udtalte ønske, at man vilde gore mig opmrerksom på fejl i hint mit ældre arbejde, er hidtil kun imødekommet af to forfattere, professorerne Palmen og Kr. Erslev. Palméu har i et //rer af 27. desb. 1886 været så venlig at sende mig følgende rettelser: I. sid. 329. Att Margareta gaf Finland en egen landsrætt, kan vara vilseledande, då landsrætten grundades vid Fh'iks besok i Finland. Fortjensten var påtag- Ugen helt och hållet Eriks och Finlands då varande biskops (Magnus Tavast): for resten blef landsrætten ieke långlifvad.<' [Til min andskyldning kan jeg kun fræmhæve, at jeg selv s. 406 betegner Magnus Tavast som den, der ufik Finland delt i to lovdihumer (»lag- Rentrykt si;,, 1S91.
VIII sagor<0, l'tk indrettet en overrlomsfol (»lanclsrætt«) of/ fik en mønt oprettet i Abo.«J»J. sid. 494. Erik Axelson hade ej hela Finland i furlaning sedan 1450, utan 1)lott Aho læn; Viborg och dess læn erholl han 1457. i [At det er et skødesløst udtrtjli, når jeg s. 4!> I siger: at E. A. 1450 havde fået Finland i len (isteden for en det af det), vedgår jeg i øvrigt selv, når jeg s. 485 siger, af han 1457»fik Viborg len lagt til Nykøpings''. og s. 5'i6:»blev senere [o: 1450] lensmand pa Åbo 'i... slnftede sig 1457 til ærkebiskop Jons... og fik det stæ,rke Viborg i len«^.]»i. s. 546. Bilden af den lielige Giirans strid med. draken har redan længe sedan figttats från Stockholms storkyrka till svenska nationalmuseet, der de)i ænnii finnes.^ [Det er en mærkelig tankeløshed, der har ladet mig skrive hint, da jeg selv fiere gange har set billedet i maseet.] [I. s. S31.] > Claudias Clavius' namn skrifves på hans karta, som Nordenskold låtit facsiniilera, Claudius Clauus. Måhænda han dock sjelf skrifvit sig oftare Clavius.^'- [I sin udgave af Olaus Magnus's kart fra 1539 kalder Oskar Brenner ham stadig»clavus«. / teksten til kartet kaldes han» Clavius <, og, da her tillige hans forældre sijnes navngivne, er denne tekst vistnok meddelt af ham selv. E. Erslev har herefter gjort det sandsynligt. at han førte tilnavnet Svart, og at han er den samme som den Claudius Niger, der af Lyschander kaldes ^en meget lærd filosof og matematiker, hojst navnkundig ved sit kendskab til mange ting. sine lange rejser og sit bekendtskab med lærde mænd«, og om hvem han endvidere siger, at han -»efterlod et helt og fuldstændigt kart over Danmark, udført efter den danske konges be-
IX falingoi (Pontamis si(/er kun: tilskyndet ved en bon af kongen«). Når L/fSchander siger, at han ^ forskikket det ad af riget at stilles på tryk, at det skulde blive pnblicuni bnnum«. synes han altså at have udført det her hjemme, men alt tyder tillige på, af kartet i Nancy kan giver forfattt'rr-nfi arbejde i /'//. meget mindsket måle-.<tok.] K r. Erslev spurgte mig i sit brev af 1. marts 1889, hvorfra jeg havde efterretningen om Roskildes brand 1441, hvis pålidelighed han stærkt betvivlede. Jeg søgte, men kunde ikke finde det, og måtte derfor give ham ret. Det var attende gang siden 1853, jeg bragte denne efterretning til torvs, og endnu havde ingen rævset mig for den. Men Erslev skrev siden en lille afhandling {^Når blev København Danmarks hovedstad? ^i-). i hvilken han ikke alene godtgjorde usandsynligheden af hin ildebrand, men slog fast, at JRoskilde aldrig havde haft nogen egen kongeborg, og at der altså, ingen mening var i den gamle tale om, at r. Kristoffer Bairer flyttede regeringens sæde fra Ttoskilde til København«(se I. s. 446). Også i alt dette har han visselig ret, så, sandt som der i hin tid ikke kunde tales om noget y regeringens sæde«i dette ords nærværende betydning. Jeg har tankeløst gået i iitiiuigr forgængeres fodspor. Jeg har I. s. 100- IH (jfr. s. 675-76) givet alt, hvad jeg vidste om Nils Ebheson, væsentlig, hvad hans slægt angår, støttende mig til Thiset. Der er senere ført en lille kamp om Nils Eljbesons slægt og bosted mellem A. D. Jorgensen og Tiliset, men den har ikke kunnet ændre min opfattelsf..jeg slutter mig endnu til Thiset,
X >/('ir hun tinnt'f. af Nils var en Strangeson op oprindelig havde hjemme i Vendsyssel : derimod han jeg ikke følge ham, 7iår han synes at ville frafalde Norringris hovgård som den borg, på hvilken han (i det mindste jævnlig) boede, og fra hvilken han red tid, da han vejede greven. I. s. 380 har jeg ikke turdet udtale nogen mening om, hvad enten den berygtede Josse Eriksson (Jens Eriksen) rar dansk eller svensk, skont det skinner igennem, ci'i jeg finder det sidste troligst. Men i en afhandling (fra 1890) har Thise t, nærmest ledet på spor af E. Hildebrand, gjort det mere end sandsynligt, at han var»en jyde af dansk adel«, ja en systerson af Iver Lykke, dronning Blargretes beromte feltherre. Selv synes han at have været en son af Erik Jensen til Studsgård, som må have hørt til e>/ af de mange jyske slægter, der førte bjælkevåbenet med vinranken,»og da nærmest til Mimkernes vidt forgrenede slægt. Jeg har II. s. 137-38 været slem ved Nils Klemenson. Jeg havde dog det held s. 'j04 at kunne meddele, at»hans minde for en stor del vilde blive renset«af Thiset; og jeg skonncr ikke retfere, end at dette også er sket klart og godt i. Om rig.^råd Nils Klemenfsson til Avnsbjærg og hans bom.' II. s. 394 har jeg fulgt den gængse fræmstilling af den behandling, som blev Kristian II. fil del på Sønderborg. A. D. J orgensen /idgav lidt senere (1886) 'Kong Kristian II. p/å Sønderborg slot«og belyser heri alle de ældre kilder for den traditionelle fremstilling <: af hans hårde fængsel <, samt leverer nye kilder til bedommelsen af de ældre. Ha)i kommer da til det udslag, at den traditionelle fræmstilling er upålidelig, og af Kristian II.s fængsel har været mindre hårdt, end man
XI har plejet at tænke sig det. Måske har virkelifi indbildningskraften gjort sig noget gældende i udmalingeit, men jeg tilstår lige fuldt, af, med hvor megen ærbødighed jeg end er vant til at betragte Jorgensens både nedbrydende og opbyggende kritik, kan jeg her ikke finde mig overbevist af ham. Hvis jeg skulde leve at se nærværende mit arbejde afsluttet, vil jeg måske på andet sted få lejlighed til at klare, hvorfor og hvor vidt hans bevisførelse synes mig utilstrækkelig. For djcblikket savner jeg både tid og kræfter. Nu og da vil man- i nærværende arbejde (ligesom i det foregående) finde, at jeg har et noget andet syn både på personer og begivenheder end tidligere. 3Ien grunden er den, af vore mange yngre dygtige historikere have ved flittig og åndrig granskning af mangfåldigc kilder, der tidligere vare ukendte, tildels endog utilgængelige, kastet et nyt lys over mangt og meget, hvor man hidtil stavrede om i mbrke. Og grunden er atter den, at jeg slet ikke agter det for en skam af opgive tidligere vildfarelser, men kun agter det for en skam. ja for en forbrydelse, ikke åbent at vedgå enhvær fejl. som man virkelig er bleven overtydet om tidligere at have begået. Ere da nu alle tidligere fejl virkelig rettede':" Gid det var så vel! Men ingen af os for vel mene. at vi allerede nu have fundet hele sandheden, hvorimod de bedre af os daglig arbejde på af finde den. Mangen fordom og mangen vildfarelse må sikkert endnu lægges filsidr.
XII Hermed udgår altså 1ste bind af dette mit arbejde, der allerede i år oij dag har været renskrevet til trgjcningen, om end en opmærksoui læser vil let finde, at der i årets løb må være gjort /idsjcillige rettelser og tillæg. Jeg har i mange år syslet med det, men selvfølgelig agter jeg det desuagtet ikke således for faldkommet, at jeg jo stadig må vedblive at eftergå det. Dette har i de senere år faldet mig så meget vanskeligere, som min helbred har omtrent fuldstændig lukket alle biblioteker og arkiver for mig, og mine kår kun undtagelsesvis have tilladt mig at følge den nyere litteratur. Om mit arbejde nu virkelig kan agtes for nogen berigelse af vor folkelig-historiske litteratur^ må, de afgore, der have forstand derpå; men det ved jeg, at det næppe skulde have set lyset i de forste tyve år, hvis jeg havde været ung nok til at håbe, at jeg vilde have så lang tid tilbage og altså måske kunde gennemgå de hærskarer af alle slags kilder, som jeg ikke hidtil har hinnet at få med. Jeg skulde da ikke have betænkt mig på. at omskrive og atter omskrive det for at tilvejebringe en bedre orden og storre overskuelighed, for at gore det klarere, trolærdigere og læseligere. Nu må jeg være glad, at jeg kan lade det udkomme, som det er, med alle dets fejl og ujævnheder. 3Ien, for at ingen skal ængstes for at købe det forste bind af en bog, som den allerede åttiårige olding måske dør bort fra, inden det halve endnu er udkommet, skal jeg tilfoje, at trykningen af 2det bind ikke alene er begyndt, men at jeg, så vidt det står til mennesker, har draget omsorg for, at udgivelsen også efter min død uden ophold vil blive fortsat og fuldendt.
: XIII Uden den innlerstøtlelsc. som H. M. Kongens regerinii' / tre år tilstod utif). havde jeg vanskelig kunnet lidføre mit arbejde, og uden den nnderstøtfelse. som både den Hjelmstjerne-Eosencroneske stiftelse og den Kåben -Lev etzauske fond ydede mig. havde jeg nceppc fået det offentliggjort. Det er mig derfor en kær pligt herved at aflægge min varmeste tak for den hjælp., der således er rakt mig. Jeg vil kun håbe, at den ikke skal agtes for aldeles spildt. 3Ien jeg har andre at takke arkivsekretær A. Tiliset har atter med sin 'uopslidelige velvillie besvaret mig et utal af forespbrgsler om adelige personer og slæ-gter. og, skulde der dog være indløbet fejl hist eller her, er skylden ikke hans, men min, som har glemt at sporgc. Underbibliotekar C. Weeke har med den samme elskværdighed besvaret mig adskillige sporgsmål, som jeg måtte gore ham, da biblioteket jo var lukket for mig; og oberst lojtnanf Xiouwenliuis har på min ttbn rettet de hollandske stednavnes retskrivning. Og endelig, efter af jeg forgæves havde underhandlet med adskillige forlæggere, som )nulig kunde være villige til at hjælp)e mig bogen ud, og var, kan jeg gærne sige. gennemtræ't af disse ørkesløse underhandlinger, overtog min gamle ren Karl Sclionberir forlaget, som han visselig næppe vil spinde silke ved. Det rar atter ef venskabsstykke. Dem alle aflægger jeg min hjærteligste tak. FreAerik^berfi. d. 18de»(arts IS'.''/. Frederik Barfod.
DANMARKS HISTORIE FEA 1536 TIL 1563.
Tredelt et Nordens stamme, meu roden er kun én, og kronens løvtag samler tilsidst hvær stammens gren. iiden (ti>iil ls4ii. Fi-i-)l. liuvfuil- Da skal det frie. mægtige Norden føre til sejer folkenes sag! fi^br. ls4i. P. (. VlOIKJ.
1. Indledning. 1. Opfindelser, opdagelser OSV., som arbejde den nye tid ihænde; Luther; forholdene herhjemme: troen på romerkirken rokket, ja rådnet. Kompassets opfindelse, hvorved der vistes alle skibe en pålidehg vej over de store og vide verdenshave, da enhvær sømand nu havde let ved at skonne, i hvad retning han måtte styre, hvis han vilde nå sit mål: skydevåbnenes opfindelse, hvorved hele krigsførelsen blev en helt anden, da den ikke længer blev en nærkamp imellem mand og mand, hvis udslag væsentlig faldt sammen med enkeltmandens kraft og mod. men blev en videnskab for førerne, et håndværk for de menige, der udøvedes bedst og villigst af tillærte og lejede folk (soldater); bogtrykke?'- konstens opfindelse, hvorved ulærde mænd med en mærkelig hurtighed kunde gore til alverdens ejendom, hvad hidtil en lærd og flittig munk havde brugt sin halve levetid til at udpensle for nogle få samboer i hans stille kloster: Konstantinopels indtagelse af Tyrkerne, hvorved græske lærde og græsk lærddom som nu vare blevne landflygtige i sin egen hjemstavn, spredtes i stort mål over Italien, Tyskland og altid Danm.s hist. 1.536-1670. 1
2 Indledning. videre og videre; genopdagelsen af det store, fjærne Amerika med dets æventyrlige rigdomme på guld. sølv og raangfåldige andre kostelige skatte ; opdagelsen af søvejen til det rige Østindien, hvis utallige herligheder hidtil kun havde nået Evropa ad de farhge og mojsommelige veje, som ørkenens karavaner vandrede; disse og mange flere opdagelser og opfindelser havde i slutningen af mellemtiden, midalderen, således ændret vor verdens udseende, at den harlad var bleven ukendelig. De fjærneste lande vare rykkede hinanden langt nærmere, og den gensidige påvirkning mellem folkene i øst og vest var således bleven langt jævnligere. Rigdommen, magten og kundskaben havde skiftet besiddere, og med dem tillige myndigheden. Soldaterne havde nu våbnenes magt i hænde; havde de tiluge kunnet tilvende sig rigdommen og kundskaben, vilde al myndigheden selvfølgehg bleven deres, og vi havde haft et soldatervælde. Men dette var dem umuligt. Derfor fik de ikke engang magten, skont de dog havde den. men rigdommen og kundskaben, herrerne og præsterne, hvis tjænere og redskaber de vare, delte den imellem sig. Rigdommen var nogenlunde ligelig delt imellem herrer og præster; så længe de sidste næsten udelukkende vare ene om kundskaben, vare de derfor de stærkeste. Men, da også kundskaben lidt efter lidt delte sig imellem adel og gejstlighed, måtte selvfølgelig gejstugheden ligge under; ti soldaterne sluttede sig hellere til herrerne end til præsterne, fordi herrerne vare bedre soldater. Da måtte altså magten og myndigheden i det væsentlige gå over til adelen. Og den gik did. Grevefejden, i hvilken Kristian III., adelens lykkelige fører, fuldstændig sejrede, fuldkommede overgangen for vort folks vedkommende.
Mårten Luther grunder nytiden. 3 Der skal imidlertid et kraftigt stød til, når en gammel grundmuret bygning skal kastes overende: og, hvis der i samme nu skal rejses en storre og bedre bygning på tomten, kunne selv jættekræfter ingenlunde slå til : Vorherres egen uimodståelige kraft må gore det. Men med en sådan kraft herovenfra var bjærgmandssonnen fra Eisleben benådet, dr. Martin Luther, velsignet ihukommelse; ti det var ham, for hvem mellemtiden sank i grus, da det ikke længer var muhgt at leve hyggelig i den: det var også ham, som samtidig byggede den nye tid, i hvilken vi endnu leve. Af templets forgårde udjog han kræmmerne, som sålgte syndsforladelse for penge, og af den hellige skrift godtgjorde han, at det kan var Guds ord i dåbens og nadverens uudgrundelige hemmehgheder, der gav de døbte, som troede, og de troende, som vare døbte, syndsforladelse og sahghed. uforskyldt, af Guds nåde. Han viste tillige, at Guds ord var alle folkefærds og enhvær enkelt mands retmæssige ejendom, såfræmt de kun vilde tilegne sig det; at Guds Ånd på den hellige pinsefest havde talt både til jøder og grækere og de mangehånde hedningefolk, til enhvær i hans eget tungemål, så den heuige almindehge kirke kunde heller ikke, når den ikke ligefræm vilde trodse Guds egen ojensynlige anvisning og anordning, komme til folkene i norreleden gennem det romerspråg, som ingen heroppe forstod, men måtte tiltale enhvær af os i vort eget modersmål, i hvilket dog trosordet alene kunde modtages og gemmes, og i hvilket det alene var os muligt at fatte, hvorledes Herrens sendebud, de hellige apostler, havde udlagt troen og givet os al den oplysning i vor salighedssag, som ingen kan undvære til sin tros styrkelse og dens fortsatte liv. At skildre Luthers mærkelige levned og male hans Rentrykt "/n 1890. 1*
4 Indlpdning. vidunderlige virksomhed hører imidlertid ikke herhid; enhvær luthersk-katolsk kristen må desuden ad mange andre veje have lært både ham og den at kende. Her ville vi altså kun synge med Grundtvig:»Herrens bog var lagt pa hylden. æventyr i kirken lød; for en krone, for en gylden himmerig tilfals man bød. Lyset kom, og morket svandt: paven tabte, ordet vandt; læs af logn, som bjærg at skue. vælted biblens myretue. ^^ Selvfølgelig måtte dog jordbunden være beredt, inden Luther kunde nedlægge sin sæd i den. Romerkirken var i det ene hundredår efter det andet bleven mere og mere vanskabt ved allehånde tilbygninger. Den holdt udelukkende på de såkaldte»gode gerninger«: på faste, almisse, messelæsning, selvpinsler, pilgrimsvandringer osv. Den lærte nærmest kun folket en mængde skikke, hvis mening det ikke fattede: den viste hen til alle mulige»helgeners«forbonner i steden for den uforskyldte frelse af Guds evige nåde i troen på hans enbårne sons frelserdød. Rigtignok havde man længe slået sig til tåls dermed. Der stod endnu kors og helgenbilleder trindt i byerne og på vejene: selv kongelige personer valfartede både til Rom, til Wilsnack og mange andre»hellige«steder; ridderen og hans frue søgte lægedom ved de samme hellige kilder som tiggeren; men jo mere skikkene pristes og trivedes, des hulere blev troens indhold, og i hele den såkaldte kristenhed rådede ikke alene den jammerligste åndløshed, men ved siden ad overtroen rådede den dybeste, den morkeste vantro. Mange vare derfor de dygtige, troende mænd, som snart hist, snart her
Romerkirkens forfald; troen på den tabes. 5 havde kæmpet mod de pavelige vildfarelser, forinden, som folkesagnet udtrykker sig, gåsen (Hus) i Kostnitz spåede om svanen (Luther), som skulde komme. Iblandt dem, som 1415 tændte kætterbålet [Kostnitz, vare også bispen i Ribe, Peder Lykke (siden ærkebiskop i Lund) og den skikkelige, fældgamle Johan Skondelev. biskop i Slesvig. De vare sendte did af Erik Pommerinke, og sin gerning udførte de, skont man næppe kan tillægge dem stor indflydelse på det endelige udfald. Dog varede det ikke ret længe, inden vore fædre behandlede såvel paven selv som hans udsendinger med stor frihed. 1455 plukkede således Kristian I. en afladskræmmer for hele hans indtægt: og, da kort efter en anden vilde, som han sagde, indsamle penge til en tyrkekrig, toldede han denne for åtte tusinde gylden. Den skamløse Arcimbold gik endnu frækkere fræm med sin afladshandel end nogen af hans forgængere, og. da han desuden indlod sig i polittiske rænker med Sten Sture, lod Kristian IL hans broder fængsle og ham selv eftersætte (1519). Han undgik jo rigtignok fængslet ved en hurtig flugt, men kongen fik ligefuldt fat på en mængde af hans sammenskrabede penge, på en god del af hans smor, ost, jærn, skind osv., og gav det heller ikke atter fra sig. Hvor man således kunde forgribe sig på»den allerhelligste faders legat«, som for rede penge og penges værd løste enhvær af hans synder og overtrædelser, de øvede og de endnu ikke påtænkte,»i hvor mange og store de end kunde være,«og gengav alle»de troende«>den renhed og uskyldighed, som de havde, da de døbtes,«så, når de engang kaldtes bort herfra,»skulde helvedes porte være lukkede for dem, men paradisets stå vidt åbne,«tzér kunde der ikke være megen tro tilbage på ham, som dog skulde
6 Indledning. have arvet både Peders og Povls myndighed til at løse og binde syndere, til at åbne og lukke pinens porte og paradisets dore efter eget tykke. Derfor se vi jo og, at forst (T520) blev mester Reinhard kaldt herind fra Wittenberg og næste år Carlstadt. Derfor hørte man så længe på Povl Helgesen, til man fandt, at han langtfra gik vidt nok. og vendte sig så med harme fra ham. Ifølge håndfæstningen havde kun adelsmænd adgang til de hojere gejstlige æmbeder, der vare lige så indbringende og indflydelsesrige som magelige; ti i regelen lode de dem styre af slet lonnede og udueuge lejesvende (»vikarer«), for at de selv kunde leve et verdsligt og yppigt liv. svælgende i al slags overdådighed og nydelse, kunde svire, gå på jagt, fiske, øve sig i våbenbrug osv. Mange æmbeder lode bisperne stå ledige, for selv at kunne trække indkomsterne af dem, eller de besatte dem med såkaldte»læsepræster«, uvidende personer, som til nød kunde læse en prædiken op af en bog. Der var ingen, som foregik den lavere gejstlighed med et sommeligt foredomme, ingen, som førte noget ret tilsyn med den, derfor blev den også med undtagelser lige så rå, uvidende og lastefuld som den hojere og hojeste. Dens uvidenhed var tit så stor. at man fandt kanniker. som ikke kunde skrive sit eget navn. Der kunde altså være grumme meget at sige om denne gejstlighed, om den Hgegyldighed, hvormed den jævnlig røgtede sin gerning eller rettere: lod være at røgte den, om dens hovmod og herskesyge, om den skrækkehge usædeughed, hvormed den forargede hele menigheden; og, hvis nogen havde påstået, at Sodoma og Gomorra vare lyslevende genopstandne i flere af vore kapitler, konventer og klostre, vilde han næppe haft stor vanskelighed ved at godt-
Gejstlighedens uvidenhed, usædelighed og havesyge. 7 gore sandheden af sin påstand. Ja, galt var det, grumme galt, men værre gjorde dog den ondskabsfulde skæmt det. som når den blandt andet fortalte, at i Odense Knudskloster lå kokken, kældersvenden og bryggerknægten (alle forklædte kvindfolk) samtidig i barselsæng. Og dog blev dette troet, et vidnesbyrd om, med hvilke ojne samtiden så på sine lærere. Storst forargelse vakte dog nok præsteskabets havesyge, fordi den stod i den mest skærende modsætning, til hvad vi vide om Herren selv og hans apostler, og fordi den var kun alt for heldig i sin utrættelige samlerflid. Den fremkaldte da selvfølgelig misundelse hos alle andre havesyge mennesker, og det var de fleste, som ikke havde samme held med sig. Ikke for intet sang Adser Bonde:»Hvor man kommer, i Randers eller Ribe, i Viborg, Århus. Ålborg eller Nibe, og sporger: hvis er den store gård? eller det skonne hus, her står? da får man sådant svar igen: det horer til det store kalent, til sankt Peders gilde eller sankt Knuds, sankt Surens alter eller sankte Gertruds; de trende parter af dette land have de visselig under sin hånd; de lade sig ikke noje med det: de gribe Hugs efter den fjærde med.«og man kom da snart under vejr med, at både helgendyrkelsen og skærsildstruslen og det lonlige skriftemål og fasten og så mange andre lærdomme, som ingen hjemmel fandt i bibelen, vare allesammen kun møntede på at fylde præstepungen. Povl Helgesen havde vissehg ikke ret. når han skrev:»sporgsmålet om skærsilden er kongeåren i hele Luthers sag;«men ligefuldt er der god mening i, hvad hantilfojer:»der-
, 8 Indledning. som skærsilden ikke beholder marken, da have de ret anfald og indgang mod det ganske klærkeri til at fordærve og omkaste alle præbender og kirkens len.«det samme siger jo da også»den syge messe«, et af de mange skæmterim, som våksede fræm under kirkekampen :»Skærsild monne hendes føde være, som fisken af vandet sig mon nære«.. men, fojer den lystig spottende til:»de bønder, de ere så såre forvildt: vort vievand har de i skærsild spildt og dermed hannem aisammen udslukt; ti er der nu så ond en lugt.«selvfølgehg gaves der dog også både blandt lærde og læge alvårlig troende kristne, der gave sin saliglighedstro vidnesbyrd såvel i levned som i lære. Enkelte sådanne skulle vi senere påvise. Men, som Hammerich siger:»den romerske kirke, der hidtil havde været alt for folkets bevidsthed,«stod allerede i lang tid» som en skon ruin, hvori der holdtes karneval.«derfor har Allen også ret, når han siger, at papismen faldt, næsten»uden at en hånd rørte sig til dens forsvar, som et offer for folkets had og adelens gærrighed samt regeringens frygt og skinsyge, ved sin egen indre fordærvelse allerede længe moden til undergang.«havde kun folket været mere modent til at modtage det nye! Siden ville vi nærmere komme til at omtale alle disse forhold. Foreløbig ville vi kaste et blik på de mange gæve dannemænd, som atter tændte troens lys herhjemme. Til dem skulle vi derfor nu vende os, men forst tage vi fire hædersmænd under ét.
Kirkerensningens forbud (Mårten Børup). 9 2. Kirkerensningens forbud (Mårten Børup, Hans Mikkelsen, Povl Helgesen, Kristen Pedersen). Den ældste af de fire var»den udmærkede dr. Marteu Berup, kantor og skolastikus«. Han var en bondeson fra egnen om Skanderborg og da sagtens fra den bondeby, efter hvilken han tog sit navn. Født 1446, deltog han i sædvanlig bondegerning til sit tyvetjærde år. Men»i de knøses række han trasked langt æbag; han kunde ej skåret strække med sine tunge drag«(blicher). Da fogden så atter en dag løftede sin svøbe, kastede Mårten sin le og løb ad Århus til hvor han købte sig en fibel og (1470) tiggede sig ind i latinskolens nederste klasse. En dag gik han ind i domkirken og bad en brændende bon til Gud: måtte han kun nå sit mål, vilde han ofre hele sit liv til ungdommens undervisning. Og hans bon vendte ikke tom tilbage, om det end varede en god stund. Forst ti år senere gik han fra skolen til Københavns unge universitet, hvor han 1486 skal være bleven magister, lagde sig her især efter lovkyndigheden og teologien og rejste derpå udenlands. 1 Koln tog han den juridiske doktorgrad. Men hværken i skolen eller ved universiteterne vandt han, hvad man nu kalder den»klassiske«dannelse, og det er endog tvivlsomt, om han nogensinde ved hjemmeflid bragte det så vidt, at han fik fat på Virgil, efter den tids målestok klassikeren blandt klassikerne. Man holdt sig næmlig endnu dengang til læsningen af allehånde»barbariske skrifter og versemagere«, så Bagge Nilsen i Ribe var ifølge Terpagers meddelelse den forste, som indførte brugen af»smagfuldere forfattere«. Efter sin hjemkomst blev Børup 1491 rektor ved Århus latinskole og senere tilhge kantor ved dom-
10 Indledning. kirken. Så længe universitetet i alle måder var så svagt udstyret, som det var, havde skolegerningen dobbelt betydning og medførte dobbelt ansvar. Fortrinsvis søgtes skolerne af dem, der engang agtede at træde i kirkens tjæneste, og de øverste klasser, hvis lærlinger jævnlig vare»løbedegne«, vare derfor tillige præsteseminarier, i hvilke der, foruden lidt teologi og selvfølgelig latinsk grammatik, lærtes de tekster, de sange og de seremonier, som brugtes ved kirketjænesten. Den kundskab, der efter dårlige lærebøger under en ti, femten, tyve års skolegang gaves de unge mennesker, var i almindelighed hojst jammerlig, og de modtoge den under idelige oprørende rævselser. Kristen Pedersen siger således, at undervisningen gik med»hudstrygeiser, hug og slag af færler og store bøddelris for en foje brøde og så godt som ingen.«og kammeraterne måtte oven i købet udføre bøddeltjænesten; sloge de ikke hårdt nok,»fik de selv på arsen derfor.«ikke således røgtede Børup sit rektoræmbede; han forestod det i henved en menneskealder med sjælden omhyggelighed og træmragende dygtighed, og han dannede en mængde navnkundige mænd, både for staten og kirken. Man har iblandt disse nævnet flere af kirkerensningens bannerførere, således Hans Tavsen, Jorgen Sadolin. Jakob Skdnning. Jens Sinning. Johan Friis osv., skont vistnok de færreste med fuld ret; ti det blev eftertidens skik at gore alle hin tids beromte mænd til Børups lærlinger. Men allerede dette vidner om hans navnkundighed som skolemand, og der vil desuden altid blive virkelige lærlinger nok, som kunne afgive et levende vidnesbyrd om den ånd, der udgik fra ham. Sikkert er det at Johan Friis nævner sig selv som en af dem.»der en tidlang læste under doktor Mårten Børup. som i de
Kirkerensningens forbud (Mårten Børup). 11 dage var navnkundig over alt riget for sin lærddom og flittighed, som han vendte på ungdommen med stor frugt og fræmdragt«; hvorfor han også jævnlig i sin alderdom takkede ham» for den gode undervisning, han fik af hannem, både i skolen og hjemme udi hans hus;«ti de fleste af den tids skolemænd havde en mængde lærlinger både i hus og kost. Han var alvårlig og stræng, men han havde tanker for andet end ^ Doctrinale^^ ^ den snørklede, tungvindte latinske grammatik på vers, som var hin tids vigtigste lærebog. Derom vidner hans beromte latinske»majvise«, der endog fandt vej til Sverrig, og derom vidner den»narredans«, som han opfandt, og med hvilken skoledrengene i Århus længe efter forlystede sig selv og andre: ja, man legede den endnu ved hoffet under festlighederne ved Kristian IV. s dåb. Han bhver jo således vor forste kendte balletkomponist. Og mon det skulde være for dristigt at gætte, at det skuespfl, som drengene i Århus gave 1501 i»vor store frues gilde«, og som blandt sine tilskuere talte adskilhge af rigets fornemste mænd, også var af ham? Desuden har man en latinsk vise af ham om de danske købstæder. Endvidere skriver sig fra ham en vedtægt om en pengeuddeling til de fattige skoledisipler, som medvirkede ved domkirkens gudstjæneste. Som kantor ved domkirken indtil sin død havde han den øverste ledelse af alt, hvad der vedkom kirkesangen; men dette udelukker, som Rørdam bemærker, muligheden af, at han samtidig, hvad der tit er sagt, kunde være præst ved sognealteret, hvflket var»en lavere stifling på den kirkelige rangstige«. Præsten var næmlig en af kannikerne, men kantoren en af prælaterne, der som sådan havde en eller anden kirke liggende tfl sit præbende, hvilken han lod betjæne af en kapeuan.