VISSENBJERG SKOLE ORIENTERER 13. årgang * nr. 3 * 22. juni 2011 Vissenbjerg Skole Årsberetning fra skolebestyrelsen på Vissenbjerg skoleåret 2010/2011 Efter et fredeligt skolebestyrelsesvalg i 2010 har den nye bestyrelse haft et spændende, men også travlt år. Vi har holdt et ordinært møde 1 gang hver måned, og skolens økonomiske vilkår har sædvanen tro fyldt meget. I bestyrelsen vil vi hellere arbejde på at forbedre og udvikle vores skole, men til tider synes økonomien at overskygge alt andet. En gennemgang af årets referater viser heldigvis, at bestyrelsen har berøring med flere emner - emner, jeg med denne beretning vil forsøge at beskrive. SASA Siden 2007 hvor Assens Kommune opstod, har de fleste af kommunens folkeskoler deltaget i et uformelt samarbejde, hvor vi diskuterer de udfordringer og opgaver, som skolerne har. Det er godt at mødes, da disse møder giver os et indblik i generelle problemstillinger, og hvorledes andre skoler takler disse. Juniorklub Det var en stor overraskelse for os, at Assens Kommune i august måned meddelte, at vores nye juniorklub skulle nedlægges. Vi havde i mange år kæmpet for at få en klub til skolen, og da det endelig lykkedes, var den fra starten en succes (med 80 tilmeldte børn). Det var desværre ikke muligt at tale vore politikere til fornuft. Klubben lukkede til vores store fortrydelse pr. 31. december 2010. Vi er derfor utrolig glade for, at den tidligere klubleder Maj Nørgaard i samarbejde med en flok forældre har startet en privatklub Den seje klub. Der skal herfra lyde en stor tak til jer, som har sørget for, at der i Vissenbjerg stadig er et klubtilbud for 4 til 6 klasse. Skolebus Vi har fået et nyt busselskab, som fik en lidt turbulent start. Det går bedre nu, men det er beklageligt, at busserne kun kører i skoletiden. Det ville være ønskeligt med et par senere afgange, som vores elever kunne benytte efter fritids- og klubtilbud. Konfirmation Vissenbjerg kirke har besluttet, at man fremover konfirmerer vore elever i 8. klasse, hvilket bestyrelsen har taget til efterretning. Der bliver derfor ingen konfirmation næste år. Skole/hjem samarbejde Skolebestyrelsen var som sædvanlig på besøg ved samtlige forældremøder i august/september måned. Vi benytter disse besøg til at vise, hvem vi er og til at forklare, hvad vi arbejder med i bestyrelsen. Vi benytter samtidigt lejligheden til at pointere, hvor vigtigt kontaktforældrefunktionen er for klassernes trivsel. I skolebestyrelsen er vi meget glade for det arbejde, som kontaktforældrene lægger ude i de forskellige klasser til gavn for såvel elever som lærere.
2 Det er vigtigt, at skolen inddrager forældrene i et positivt samarbejde og forældrenes opbakning til skolen er forudsætning for, at vi kan sikre vore børn en god skolegang. Der har været afholdt et efterårs- og et forårsmøde med forældre. I efteråret var det vores årlige dialogmøde med vores lokale SSP-konsulent John Nielsen, som fortalte om forældresamarbejde på SSP-området, og i foråret var det psykolog Jens Andersen, som fortalte om forældres betydning for børns trivsel og læring i skolen. Udover disse 2 traditionelle møder har SSP i Vissenbjerg i februar holdt en informationsaften om rockere og narko, da disse emner desværre er blevet aktuelle for vores kommune. Foredragene skulle gerne berige os med ny viden om vores børn og deres hverdag. Samtidigt er det vores håb, at de afledte diskussioner, som disse møder giver, kan udvikle vores skole og samarbejdet i de enkelte klasser. Skoleintra Skolebestyrelsen har besluttet, at kommunikationen mellem skole og hjem primært foregår via skoleintra (forældreintra, elevintra og lærerintra). Alle forældre opfordres til at holde sig løbende orienteret på forældreintra. Skolen og klassens lærere har ansvaret for at relevante informationer lægges på skoleintra. Vi har desværre oplevet, at vores skoleintra sommetider fejler. Det er vigtigt, at disse fejl hurtigt meldes til skolen, som så vil få fejlen udbedret. Skolens økonomi Siden skolesammenlægningerne i Vissenbjerg skole, har vores budget været meget stramt. Trods en stram økonomistyring har vi haft svært ved at holde budgetterne. Dette, sammenholdt med ekstra omkostninger i forbindelse med skolens omfattende bygningsrenoveringer, har akkumuleret et større underskud. Vi har forsøgt at imødekomme denne ubalance med alle midler. Mod vores vilje er vi gået under Undervisningsministeriets vejledende timetal på flere klassetrin, der er foretaget en personalereduktion, velfungerende klasser er blevet sammenlagt, og efteruddannelsen af vore lærere er blevet beskåret. Ved hjælp af disse drastiske midler og en ny tildelingsmodel for Assens Kommunes skoler, er det lykkedes os at få vendt udviklingen, så vores økonomi p.t. ser ud til at være i balance. Vi har i år afdraget ca. en tredjedel af gælden. Kommunen kræver, at vores gæld bliver afdraget over de næste 2 år, så der er ikke udsigt til at frigøre flere midler de kommende 2 skoleår. Skolebestyrelsen har dog besluttet, at vi kontinuerligt vil arbejde for at få bragt skolens undervisningstimetal op, så det nærmer sig det vejledende timetal for alle fag og på alle klassetrin hurtigst muligt. Hvis der ikke sker yderligere kommunale reduktioner på skoleområdet, tror bestyrelsen at vi kan begynde at indfri dette ønske senest om 2 år. I Skolebestyrelsen ville vi hellere beskæftige os med en visionær kvalitetsudvikling af folkeskolen, men p.t. bruges kræfterne på at drive en af Danmarks billigste og bedste folkeskole. Det skal her nævnes, at Vissenbjerg skole ligger over landsgennemsnittet i de fleste af de nationale test. Ligeledes var Vissenbjerg den folkeskole i Assens Kommune, som fik det bedste eksamensgennemsnit for 9. klasse sidste år. Inklusion I Assens lykkes alle børn Inklusion er et begreb, som vi forventer at høre mere til i de næste år.
3 Når begrebet bruges i Assens Kommune, er det ud fra et ønske om at få kanaliseret flere børn og flere ressourcer fra specialundervisningsområdet og ud i de almindelige folkeskoleklasser. I skolebestyrelsen er der enighed om, vigtigheden i at se inklusion som en mulighed for at sætte udvikling og nytænkning i gang på de enkelte skoler. Inklusion må ikke ses som en mulighed/undskyldning for at spare penge. Byggeri Den midlertidige gule pavillon som Vissenbjerg skole har haft glæde af i mange år, vil blive nedrevet i sommerferien, og i april gik byggeriet af en ny multisal i gang. Multisalen har været på vores ønskeliste i mange år, og den forventes ibrugtaget den 11/11-2011. Vi håber, at salen vil blive skolens nye omdrejningspunkt til bl.a. morgensamlinger, fester, koncerter og eksamensafvikling. Afslutning Til slut vil jeg gerne sige tak til skolens ansatte for det store engagement, som I dagligt udviser. Tak til ledelsen for godt samarbejde, og sidst men ikke mindst tak til mine kolleger i skolebestyrelsen for et godt samvær og gode diskussioner. 15. juni 2011 Peter Bak Christensen Formand for skolebestyrelsen på Vissenbjerg skole Deltagelse i forskningsprojekt. Assens kommune deltager sammen med 5 andre kommuner i et toårigt forskningsprojekt under AKF (Anvendt Kommunal Forskning). Projektet Opkvalificering af den tidlige indsats er et tæt samarbejde mellem forskere og praktikere, hvor der skal udvikles metoder, som kan understøtte frontpersonale i at opspore børn tidligt i deres liv og tidligt i en eventuel problemudvikling. Projektet omhandler børn fra 0-10 år. På Vissenbjerg Skole betyder det, at lærere/pædagoger i indskolingen udfylder et Trivselsskema for alle klassens børn to gange om året. Hvis lærere og pædagoger ser et barn, der ikke trives, eller hvis man undrer sig over et eller andet, kontakter man forældrene. Børnehaverne udfylder også Trivselsskemaer på alle børn. Når et barn skal i skole vil denne viden kunne lette overgangen for barnet. Forældrene er naturligvis også inddraget her. Projektet vægter tidlig forældreinddragelse højt. For at kunne hjælpe et barn i vanskeligheder er samarbejdet mellem lærere/ pædagoger og forældre meget vigtigt. I det kommende skoleår skal indskolingslærerne og pædagogerne på kursus i bl. a. samtale og samarbejde med forældre. Venlig hilsen Joan Munk
4 MULTISAL Så er det ganske vist! Efter 7 måneders forsinkelse er byggeriet af skolens nye musikog multisal påbegyndt. Det er med store forventninger, at vi ser frem til at kunne indtage salen den 11/11-2011. Det vil give skolen helt nye muligheder både med hensyn til fysisk-, som kreativ-, musisk udfoldelse. Det bliver et kæmpe løft for vores fællesskaber, at vi kan samle alle skolens elever og medarbejdere til fælles samlinger og oplevelser. I forbindelse med multisalen indrettes et 125 kvadratmeter stort lokale til musikskolen, som får mulighed for at videreudvikle et allerede eksisterende musikmiljø i bedre rammer. Hele projektet er finansieret af ministerielle og kommunale midler, og det afslutter hele renoveringen og sammenlægningen af skolerne i Vissenbjergområdet. Hen over sommerferien vil den gule barak nedlægges og der vil blive udlagt asfalt, som er forberedt til endnu en multibane for eleverne. En rigtig glædelig udvikling for Vissenbjerg Skole! Skoleåret går på held, og vi kan se tilbage på et fantastisk år med mange gode oplevelser og gode fællesskaber for eleverne og ikke mindst deres lærere. Jeg vil gerne takke alle medarbejdere, elever og forældre for den store indsats, som der bliver ydet til at skabe en god skole med rummelige rammer for vores elever. Til sidst vil jeg ønske alle en god og velfortjent sommerferie! Per Helding Madsen skoleinspektør Fundamentet er lagt
5 Skole & Forældre er en landsforening for skolebestyrelser og forældre til børn i folkeskolen. www.skoleforaeldre.dk/ I øjeblikket er der en landsdækkende kampagne i gang, som hedder Vores børn - vores skole www.voresskoler.dk/ Foreningen kæmper for at få den bedste folkeskole for pengene. På vegne af Skole & Forældre Marianne Rasmussen SaSA I Assens kommune er skolebestyrelserne fra 13 skoler repræsenteret i et fælles forum. Dette forum kaldes Sammenslutningen af Skolebestyrelser i Assens kommune, forkortet SaSA. SaSA er et interesseforum og samarbejdsorgan hvor skolebestyrelserne i Assens kan udveksle erfaringer, viden og idéer skolerne imellem. Vissenbjerg Skole har meget gavn af SaSA, fordi skolebestyrelsen får et hurtigt indblik i hvad der rør sig på skoleområdet i Assens. Der afholdes 3-4 møder om året på skift på skolerne. Møderne giver bestyrelsen et større indtryk af, hvor forskelligt vi i Assens, driver en skole. Her tænkes på de værdier og de gode succeser, som den enkelte skole slår sig op på. Afhængig af mødets emne - inviteres der gæster, fx. fra Børne- og undervisningsudvalget, skoleforvaltningen eller andre. I aktuelle politiske emner, der kan være fælles for alle skoler - udtaler SaSA sig til de politisk- / administrative ansvarlige. Dog kan SaSA aldrig overtage de formelle kompetencer, der er i den enkelte skolebestyrelse. Repræsentanter i SaSA Niels Kaare Petersen Marianne Rasmussen Irene Elisabeth Hansen Selvstyrende team i overbygningen. Overbygningens lærere på Vissenbjerg skole har i det forgangne skoleår arbejdet med udviklingen af selvstyrende team. Ønsket om udvikling af selvstyrende team er kommet fra lærerne selv og er udsprunget af behovet for at kunne organisere undervisningen mere fleksibelt bl.a. i forhold til de øgede krav om at være mere inkluderende, diffentierende og socialiserende. Men først og fremmeste har der været enighed om at lærernes arbejde i selvstyrende team, skal være grundlaget for øget arbejdsglæde, motivation og godt læringsmiljø for alle. Det er der kommet nogle principper ud af, som kan ses her! I praksis vil de selvstyrende team betyde at undervisningen i perioder kan være tilrettelagt anderledes, med skemaændringer til følge og der kan forekomme holddelinger på tværs af klasserne inddelt f.eks. efter interesse eller niveau og herved give mulighed for mere faglig fordybelse. I det kommende skoleår skal indskoling og mellemtrin også igennem et udviklingsarbejde i forhold til organiseringen af undervisningen.
6 Til elever og forældre Sidste skoledag fredag den 24. juni 2011: Vissenbjerg Skole Søndersøvej 14 5492 Vissenbjerg tlf.: 64 47 12 61 vissenbjergskole.dk Alle elever møder fra kl. 8.00 11.00 Fællessamling for alle elever kl. 10.00 SFO en har åbent fra kl. 11.00 Skolebussen kører fra skolen kl. 11.10 Første skoledag torsdag den 11. august 2011: 1. 9. møder kl. 8.00 11.45. Fra 8.00 9.30 vil klasselæreren have klassen. Herefter er der almindelig skolegang efter skema til kl. 11.45, hvor busserne kører hjem og SFO åbner. Vissenbjerg Skole ønsker alle elever og forældre en rigtig god sommerferie. Mange sommerhilsener Per Helding Madsen Skoleinspektør
7 F E R I E P L A N for skoleåret 2011-2012 Sommerferie lørdag den 25.06.11 onsdag den 10.08.11 Efterårsferie lørdag den 15.10.11 søndag den 23.10.11 Juleferie onsdag den 21.12.11 onsdag den 04.01.12 Vinterferie lørdag den 18.02.12 søndag den 26.02.12 Påskeferie lørdag den 31.03.12 mandag den 09.04.12 St. Bededagsferie fredag den 04.05.12 søndag den 06.05.12 Kr. Himmelfartsferie torsdag den 17.05.12 søndag den 20.05.12 Pinseferie lørdag den 26.05.12 mandag den 28.05.12 Grundlovsdag tirsdag den 05.06.12 Sommerferie lørdag den 30.06.12 Begge dage incl.