Nytårsdag 2015 Disse dage er nytårstalernes tid. Dronningen og statsministeren trækker os til skærmene og vi forventer både at få formaninger og ros som samfund og enkelt individer. Der er gået sport i at gætte, hvad der vil blive bragt frem af forskellige temaer i talerne. Man har faktisk kunnet oddse på hvilke ord dronningen ville bruge i sin tale, og når man så listen kunne man næsten fornemme hvad det var danskerne gerne ville høre i går. Hvad det er vi ønsker, skal være en slags overskrift for det nye år 2015? Der var to ord, der lå forholdsvist højt på den meget lange oddset liste og som skilte sig ud fra de andre, det var: optimisme og ansvar. Mange forventede altså at vi skulle høre netop de to ord i går aftens da dronningen talte. Vi hørte jo i høj grad at hun berørte temaet ansvar og jeg syntes bestemt også der var optimisme at spore. De to ord; optimisme og ansvar er altså ord, som beskriver det vi gerne vil have skal blive kendetegnene for fremtiden og det nye år, og dronningens opfordring til at vi skulle tage mere ansvar for hinanden faldt jo i fin tråd med det. Måske er det fordi vi fornemmer, at det er noget vi mangler i vores samfund. Den fundamentale optimisme; troen på det gode både i hinanden og i den fællesskab vi lever i, det er måske ikke det der fylder mest hos os.

Men det er vel noget vi alle godt kunne ønske os mere af. Så vi på den måde kunne finde en mere lys og let måde at omgås hinanden på. I tråd med et mere optimistisk samfund ligger også det, at den enkelte må tage ansvar. Ikke for sig selv, men for det fællesskab vi er en del af. Der bliver talt meget om ansvar i de her år og derfor var det også naturligt at ordet lå højt på oddset-listen over hvad vi troede dronningen ville sige til os. Men ofte er ansvaret forstået som et individuelt ansvar. Det at den enkelte der skal klare sig godt og bruge sine muligheder på den rigtige måde. Men måske mangler vi en mere kollektiv og optimistisk ansvarsfølelse, som dronningen jo også berørte i sin tale. Det er den ansvarsfølelse som meget af kristendommen handler om. At vi som mennesker bruger den magt der er blevet os givet, så den ikke kun kommer os selv til gavn, men rækker ud over os selv og frem mod vores medmennesker. Jeg tror vi har brug for at blive mindet om den forpligtelse, og blive mindet om, at det ansvar vi ofte taler om påhviler den enkelte, ikke drejer sig om individet, men om kollektivet. Kristendommen bruger begrebet næstekærlighed til at minde om det positivt forpligtende ansvar vi har for hinanden. Det er ikke et forhold der skal være karakteriseret ved tvang, nej, det er frit. Som kærligheden

mellem to mennesker nødvendig vis må være det. Kærligheden skal komme af sig selv, ellers er det ikke kærlighed, men en tvungen handling. I teksten fra Paulus brev til Galaterne, vi i dag skal høre som udgangslæsning, hedder det; at vi ikke længere er under en opdrager. Efter Kristi komme til verden, er vi ikke længere under loven, vi er under Guds kærlighed, fordi vi er børn af Gud. Det betyder ikke at vi kan glemme næstekærligheden, men det betyder at den gerne skulle komme af sig selv, fordi vi ved os elskede af Gud. Det er kernen i kristendommens utvungne budskab. Men det kristne budskab kan for mange føles distanceret, måske for lagt væk til at man synes, at man kan nå det. Det hører en fjern fortid til, det opfattes som ligegyldig romantik der kun bliver dyrket op til jul, eller som et sæt af gode etiske leveregler. Men en sådan forholden sig til kristendommen er at bevæge sig væk fra det som er den egentlige kerne, som en centrifuge i en vaskemaskine, der bare presser tøjet længere og længere væk fra midten. Hvis vi vil tilbage til midten, til maskinens kerne, så må vi åbne Bibelen og lade ordene komme til os og virke i os. For hvis vi glemmer at fortolke ordene med vore egne øjne og eget sind, så ender vi med loven. Det var Luthers pointe i meget af hans teolog. Luther prædikede ofte fem gange om ugen. For ham var det vigtigt at netop bibelens ord skulle tales ind i tiden og gøres aktuelt. Glemmer vi det, eller lader vi os nøje med

andres tolkninger, præster eller gode forfattere, politikere eller dronningen, så ender vi med at ordene bliver til en lov. Den enkelte må selv læse bibelens ord og gå i dialog med dem, for at der kan komme evangelium ud af dem. I dag, Nytårsdag er det forholdsvis let at gå i dialog med teksten, fordi den er så kort, at vi næste kan huske dens ordlyd udenad. Det handler om navnet. Navnet Jesus. Og selvom jeg nu netop har opfordret til ikke at lytte til præster, men selv lade ordene tale, så vil jeg alligevel sige lidt om den lille korte tekst. Navnet Jesus betyder: Gud hjælper eller Gud frelser. Det er det navn, som vi har fået at håbe på og kalde på. Det navn, som blev nævnt over os første gang i dåben, og som bliver nævnt for os i dag den første dag i det nye år. Et navn, som bærer et løfte og en forjættelse i sig: Gud hjælper. I det navn gemmer sig det budskab, som hele evangeliet handler om, og som i resten af året vil lyde på forskellig måder her i kirken: Gud frelser. Gennem Jesus har Gud valgt at frelse mennesker, kort og godt. Vi skal ikke overholde en masse renhedsforeskrifter eller leve på en bestemt måde. Nej fortjenesten er ude af vores hænder. Og hviler alene på den Gud der hjælper i Jesus. Men det betyder ikke at vores måde at møde hinanden på er ligegyldig, for den har den vigtigste betydning her i livet. Vi skal møde vore

medmennesker næstekærligt, ikke for at gøre os fortjente til Guds barmhjertighed, den har vi allerede. Vi skal gøre det for den anden skyld, med et optimistisk ansvar, i tillid til at Gud er med os også der. Vi begyndte gudstjenesten i dag med at synge den kendte nytårssalme vær velkommen Herrens år. En salme der lægger det nye år i Guds hænder. Et Herrens år ønsker vi at få her i år 2015. Og det ikke forstået som en tilstand vi ønske os væk fra, som et Herrens vejr. Det er et ønske om et år, hvor Gud er med os, både i det gode og det svære. Salmen peger tilbage på budskabet som vi finder i juleevangeliet om Gud der blev menneske, som en af os. Hverken juleevangeliet eller evangeliet til i dag fortæller, at Gud hjalp engang i fortiden, eller Gud nok skal hjælpe os engang i fremtiden. Det taler ind i vores nutid. Gud hjælper os nu, det var derfor han blev menneske i tiden. Vi er trådt ind i et nyt år og har lagt et gammelt bag os. I nat bragede kanonslagene, raketter blev skudt af mod himlen, og der blev holdt fester overalt i landet. For det, at træde ind i et nyt år kan ikke gå stille af sig, vi må markere, at tiden der bevæger sig. En overgang og en ny begyndelse og vores håb er, at det nye vi går i møde bliver godt og lykkeligt Og sådan skaber vi en optimistisk ramme.

I dag mødes vi så her i kirken, hvor de høje brag er forstummet og virkeligheden er indtrådt. Vi mødes for at lægge den fremtid der venter i Guds hånd. Men den første dag i 2015, må vi også bruge til at lægge det bag os, fra året der er gået, som vi ikke har lyst til at bære med videre, slippe det og give plads, til det, som kan bruges til glæde for os selv og for fællesskabet. Det er det ansvar vi kan tage på os. Vi kan går det nye år i møde, men løftet om at Gud hjælper i vores nutid, og ind den fremtid vi ikke kender. Godt Nytår Amen