Forældelse af erstatningskrav efter lov om patientforsikring 19, Højesterets dom af 8. december 2003. (Årsberetning 2003) Højesterets dom af 8. december 2003. En patient blev opereret for en nedgroet negl på venstre storetå hos en speciallæge. Efterfølgende fik han kraftige smerter og kontaktede derfor egen læge og vagtlæge. 4 dage efter operationen blev han indlagt på grund af infektion. På sygehuset blev infektionen forsøgt behandlet, men 3 dage senere måtte patientens venstre underben amputeres på grund af infektionen. Sygehuset oplyste over for patienten, at det måtte anses som et sammentræf af uheldige omstændigheder, at hans infektion bredte sig så hurtigt og så kraftigt til underbenet, at eneste mulighed var amputation. Efterfølgende klagede patienten til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn over den behandling, han havde fået hos speciallægen samt over den behandling, han havde fået af egen læge og vagtlægen. I forbindelse med en ansøgning om fri proces mod speciallægen fremkom speciallægen med en skrivelse, hvori han vurderede, at det forhold, at infektionen bredte sig så hurtigt, at patientens underben måtte amputeres måtte tilskrives fejlbehandling på sygehuset. Et par uger senere anmeldte patientens advokat skaden til Patientforsikringen. Anmeldelsen skete ca. 5 år og 4 måneder efter, at patienten havde fået amputeret sit venstre underben. Patientforsikringen afviste erstatningskravet under henvisning til, at det var forældet. Patientforsikringen lagde vægt på, at det afgørende tidspunkt ifølge patientforsikringslovens 19, stk. 1, er, hvornår skadelidte får kendskab til skaden, hvilket i det konkrete tilfælde måtte være amputationstidspunktet, og ikke tidspunktet, hvor patienten fik kendskab til, at behandlingen på sygehuset ifølge speciallægen var fejlbehandling, dvs. den erstatningsudløsende handling. Da anmeldelsen først skete ca. 5 år og 4 måneder efter amputationen, var kravet forældet. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Landsretten fandt, at fristen i patientforsikringslovens 19, stk. 1, som udgangspunkt løb fra den dag, hvor patientens underben blev amputeret. Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår det imidlertid, at 3 i lov om forældelse af 1908 finder anvendelse ved fristberegningen. Efter
bestemmelsen i lov om forældelse suspenderes fristen, hvis den erstatningsberettigede på grund af utilregnelig uvidenhed om sit krav har været ude af stand til at gøre sin ret gældende. I så fald løber fristen først fra det tidspunkt, da den erstatningsberettigende var eller ved sædvanlig agtpågivenhed ville have været i stand til at gøre kravet gældende. Landsretten fandt dog, at patienten fra et tidspunkt, der lå umiddelbart efter amputationstidspunktet, ikke havde været i utilregnelig uvidenhed om kravet mod sygehuset, hvorfor erstatningskravet ikke var anmeldt rettidigt over for Patientforsikringen. Landsretten lagde herved vægt på, at patienten efter udskrivelsen fra sygehuset kontaktede speciallægen og klagede til Patientklagenævnet over behandlingen hos speciallægen, egen læge og vagtlægen. Højesteret fandt, at patientforsikringslovens 19, stk. 1, må forstås således, at forældelsesfristen først regnes fra det tidspunkt, hvor den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab til ikke alene selve skaden, men også til, at denne kunne være forårsaget af sygehusets behandling eller muligvis kunne være undgået ved en anden behandling og dermed til, at der kan være grundlag for et krav om erstatning efter patientforsikringsloven. Højesteret lagde ved vurderingen vægt på, at patienten på sygehuset blev informeret om, at et dårligt immunsystem kunne være medvirkende årsag til det alvorlige sygdomsforløb, men at dette i øvrigt måtte tilskrives et sammentræf af uheldige omstændigheder. Højesteret lagde herefter til grund, at patienten ikke forud for modtagelsen af speciallægens skrivelse havde fået eller burde have fået kendskab til, at amputationen af hans venstre underben muligvis kunne have været undgået ved en anden behandling på sygehuset. Da forældelsesfristen i lovens 19, stk. 1, skulle regnes fra dette tidspunkt, var kravet ikke forældet, og Patientskadeankenævnet skulle derfor tage sagen under behandling. Forældelsesregler uden for lov om patientforsikring. Danske Lov 5-14-4: Danske Lov indeholder en absolut forældelsesfrist for krav efter almindelige erstatningsregler. Forældelsesfristen er 20 år fra det tidspunkt, hvor erstatningskravet blev stiftet, hvorved i almindelighed forstås det tidspunkt, hvor skaden forårsages, dvs. når den skadevoldende adfærd er udvist.
Reelt skal den 20-årige forældelsesfrist efter Danske Lov dog forstås således, at fristen begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor skaden indtræder, hvilket navnlig er af betydning for skader, hvor følgerne af den skadevoldende adfærd først viser sig et stykke tid efter denne adfærd. Lov om forældelse af 22. december 1908 og lov om erstatningsansvar: En skadelidt patient kan i tilfælde af, at erstatning ikke ydes i henhold til lov om patientforsikring rejse krav om erstatning efter almindelige erstatningsregler, hvis der er et erstatningsgrundlag. Lov om erstatningsansvar indeholder ikke særlige bestemmelser om forældelse af et erstatningskrav. Reglerne om forældelse af erstatningskrav findes i stedet i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse. Efter lov om forældelse 1, nr. 5, forældes et erstatningskrav efter 5 år. Fristen regnes, jf. lovens 2, fra det tidspunkt, hvor skadelidte kan gøre sit krav gældende, hvilket vil sige det tidspunkt, hvor skadelidte har fået eller burde have fået kendskab til, at skadelidte havde et krav mod skadevolder. Fristen suspenderes imidlertid efter lovens 3, såfremt den berettigede har været ude af stand til at gøre sit krav gældende, blandt andet på grund af utilregnelig uvidenhed om kravet. Forældelsesregler efter lov om patientforsikring. Lov om patientforsikring 19, stk. 1: Ifølge lov om patientforsikring 19, stk. 1, bortfalder erstatningskravet hvis det ikke er anmeldt senest 5 år efter, at den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab til skaden. Reglen svarer, jf. bemærkningerne til lovforslaget vedrørende 19, ganske til den ovenfor beskrevne regel, der følger af lov om forældelse. Dette medfører, at fristen regnes fra det tidspunkt, hvor patienten har fået eller burde have fået kendskab til skaden, hvilket som udgangspunkt er første gang patienten mærker symptomer på skaden, jf. dog den ovenfor refererede højesteretsdom.
Af bemærkningerne til lovforslaget vedrørende 19 fremgår det som et eksempel på udskydelse af fristen, at fristen udskydes, hvis skaden først er opstået eller erkendt som en skade lang tid efter, at den skadegørende behandling har fundet sted. Lov om patientforsikring 19, stk. 2: Ifølge lov om patientforsikring 19, stk. 2, bortfalder erstatningskravet efter lov om patientforsikring (men ikke efter lov om erstatningsansvar), dog uanset reglen i stk. 1, hvis den ikke er anmeldt senest 10 år efter den dag, hvor skaden er forårsaget. Uanset, om kravet anses for bortfaldet efter lov om patientforsikrings 19, stk. 2, afskærer dette dog ikke en skadelidt fra at rejse sit erstatningskrav uden for rammerne for lov om patientforsikring på baggrund af de almindelige erstatningsretlige regler. Rækkevidden af Højesterets dom af 8. december 2003. Efter formuleringen af Højesterets præmisser er det klart, at fristen for, hvornår et erstatningskrav er forældet efter patientforsikringslovens 19, stk. 1, regnes fra det tidspunkt, hvor den erstatningsberettigede har fået eller burde have fået kendskab ikke alene til selve skaden, men også til, at denne kunne være forårsaget af sygehusets behandling eller muligvis kunne være undgået ved en anden behandling og dermed til, at der kan være grundlag for et krav om erstatning efter patientforsikringsloven. På baggrund af Højesterets klare præmisser må der således ved afgørelsen af, hvorvidt et erstatningskrav er forældet efter patientforsikringslovens regler tages hensyn til, at patienten ved tolkningen af symptomer i vidt omfang er afhængig af de informationer om symptomerne, der fås fra læger m.v. I et tilfælde som det i dommen foreliggende, hvor patienten gennem sygehusets oplysninger fik det indtryk, at der ikke var tale om en behandlingsskade, men om symptomer henhørende til patientens grundsygdom, er rækkevidden af dommen klart, at dette taler for, at patienten ikke burde have fået kendskab til skaden i bestemmelsens forstand. I nærværende sag oplyste sygehuset efter amputationen af skadelidtes ben, at det måtte anses som et sammentræf af uheldige omstændigheder, at hans infektion bredte sig så hurtigt og så kraftigt til
underbenet, at eneste mulighed var amputation. På den baggrund og efter det i øvrigt foreliggende i sagen fandt Højesteret ikke, at skadelidte burde have fået kendskab til skaden umiddelbart efter amputationen. Højesterets dom synes at være udtryk for, at der i alle tilfælde, hvor der skal træffes afgørelse om, hvorvidt et erstatningskrav er forældet, skal tages hensyn til, hvornår skadelidte var i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger, herunder lægelige oplysninger, til at kunne vurdere, hvorvidt der er grundlag for et krav om erstatning efter patientforsikringsloven. Skadelidte skal dermed ikke blot have viden om, at de symptomer, som skadelidte oplever, skyldes en behandlingsskade og ikke selve grundsygdommen, men også det forhold, at skaden skal have et sådant forhold til behandlingen, at den kan være dækket af et af lovens erstatningsgrundlag. Ved bedømmelsen heraf skal der fortsat anlægges en almindelig bevisvurdering. Der er således ikke med dommen indført en bevislettelse for skadelidte i tilfælde, hvor han ikke umiddelbart efter den behandling, der har ført til skaden, får tilstrækkelige oplysninger af det behandlende sygehus til at kunne afgøre, hvorvidt der er påført ham en erstatningsberettigende skade efter patientforsikringsloven.