747-392-449-20 369-29 17.s.e.Trin. 30/9-07. 10.00. Luk 14,1-11. Jørgen Christensen Den syvende dag hvilede Gud. Efter seks dages travl skabertrang holder Gud fri og laver ingenting, og dagen, der skal bruges til ingen verdens ting kalder Gud sabbat, for den syvende dag hvilede Gud oven på sit veludførte arbejde og Gud gjorde hviledagen hellig. Det er nemlig ikke godt for hverken Gud eller mennesker at arbejde altid uden hvile dør vi af stress det er sundt at stirre ud i luften og lave ingen verdens ting - lediggang er roden til alt godt. Og i dag kl 10.00, mens de ni bedeslag, der indleder gudstjenesten, blev slået, åbnede Føtex og alle de andre butikscentre, der holder søndagsåbent med hurratilbud og farveglitrende tilbudsaviser så tykke som bøger, lige nu vokser kassekøen af indkøbsvogne, der bugner af alt, hvad du kan drømme om at ønske dig mellem himmel og jord. Vi lever i et syvdages seven eleven samfund, hvor der ikke længere er forskel på hverdag og helligdag - en tid hvor hviledagen er under angreb og afvikling, og markedet er Gud. Mange af os kan konstant nås på mobil og mail vi er så at sige gået on-line døgnet rundt året rundt. Men hvad gør det ved os, hvis vi aldrig lukker ned eller hiver stikket ud. Får vi så nogen sinde tænkt efter og mærket efter, hvad der er vigtigt og mindre vigtigt i livet. Se, nu ved jeg meget vel, at det hverken er liberalisering af lukkelov eller irriterende mobilringetoner, der er problemet, da Jesus sidder til bords hos en af de ledende farisæere. Men når jeg begynder her, så er jeg sikker på, at de oppe på Hillerød sygehus stressklinik vil sige, ja, det er rigtigt, frihed kan vi ikke leve uden.
Hvis vi så vender os mod Jesus og de andre, der sidder bænket om bordet til en god sabbatsfrokost så opdager vi imidlertid, at her er friheden blevet til tvang at her er det slet ikke et spørgsmål om, hvorvidt det er godt at holde fri, slappe af og lave ingenting, sådan som Gud har bestemt det fra begyndelsen af. Nej, her bruger de gode lovkyndige og farisæere ikke deres energi på det, som sabbatten er skabt til; nemlig frihed og afslapning, i stedet bruger de al deres opmærksomhed på nidkært at overvåge, om selv den mindste lille underparagraf bliver overholdt, for hvad man må og ikke må på sabbaten. I stedet for at tro på den Gud, som gav dem loven, har de gjort loven til deres Gud. Og Jesus har gennemskuet dem ved, at de er en samling paragrafryttere, der holder øje med ham venter bare som gribbe på, at han træder ved siden af, så de kan angribe og anklage ham ja, i sidste ende nagle ham til langfredags kors. Nok har de inviteret ham indenfor til middag men kun for at finde noget at hænge ham op på. Men Jesus sætter dem til vægs med sine spørgsmål: er det tilladt at helbrede på sabbatten, og da de ikke svarer, helbreder Jesus manden, der lider af vand i kroppen. Og som om dét ikke er nok, lader han dem stege i deres eget paragrafrytterfedt, afvæbner dem med spørgsmålet: Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække ham op, selv om det er på en sabbat. Det er en Jesus i drillehumør, vi møder her jeg er sikker på, han har stillet spørgsmålet med et lunt glimt i øjet velvidende at dét vil de ikke kunne svare på, for hvis de svarer ja, til at redde sønnen eller oksen, så bryder de sabbatsbuddet, og svarer de nej, så ved både de selv og Jesus, at de er nogle hyklere, der er fulde af løgn. Og selv om lignelsen om, hvilken plads man skal tage ved bryllupsfesten, ved første øjekast intet har at gøre med, hvad man må og ikke må på en sabbat, så er det jo en fortsættelse af drilleriet. For lignelsen er møntet på de selvbevidste farisæere og lovkyndige, som ikke et sekund er i tvivl om deres egen fortræffelighed og lovlydighed de mænd som med den største selvfølgelighed uden tøven er parate til at sætte sig til højbords -ja, som i
den grad går op i at holde øje med ikke blot Jesus, men også alle andre i byen, om de nu træder ved siden af de farisæere og lovkyndige som øjeblikkelig er parat til at rette en anklagende pegefinger mod den, som ikke lever op til deres strenge regler og love. Jesus fortæller lignelsen for at sætte dem på plads Og hvis I nu tænker sikke da noget gammeldags pjat og pedanteri så tag en lørdag ind til jødernes synagoge i Krystalgade i København og spørg, om man skal gå hele vejen fra sit hjem, eller om man har lov til at køre i bil eller med bus til synagogen på sabbatten. Den dag i dag er der strid mellem de ortodokse og de mere liberale om, hvor strengt man skal fortolke sabbatsbuddet anno 2007. Ja, i min egen barndom husker jeg, hvordan min mor skrællede kartoflerne til søndagsmiddagen allerede om lørdagen, mens min far rev havegangen, så der var gjort søndagsfint for om søndagen skulle min mor og far ikke gøre andet arbejde end det, som var strengt nødvendigt. Denne søndag handler altså om, hvad der sker, når den frihed, vi ikke kan leve uden, når den frihed bliver gjort til tvang. Når love og regler og paragraffer bliver til en spændetrøje. Når loven bliver til Gud Når mennesket forsvinder i systemet. Når det bliver vigtigere at holde loven end at hjælpe et menneske i nød. I den forstand har Jesu diskussion med farisæerne i aller højeste grad bud til vores tid. For hvor er der dog skræmmende mange eksempler på, at mennesker i dag løber panden mod en mur af love og paragraffer, regler som sikkert er blevet til i den bedste mening, men som i den aktuelle situation forekommer absurde og meningsløse, fordi de skader mer end de gavner. Med lov skal land bygges, lyder svaret, hvis man efterlyser samfundets vilje til at gøre en undtagelse vi kan jo ikke lave selvtægt og gøre vort lands love til et tag selv bord, som enhver fortolker efter eget for godt befindende.
Og det er så sandt, som det er sagt. Og så er det alligevel den holdning, Jesus gør op med, da han helbreder manden med vand i kroppen. For her viser Jesus, at først og størst af alt er kærligheden kærlighedens lov, det er den lakmusprøve alle de andre love og regler må testes på. Mennesket må aldrig ofres til fordel for systemet. Mennesket er ikke til for sabbattens skyld, men sabbatten er til for menneskets skyld, siger Jesus ved en anden lejlighed. Men, kunne vi indvende, hvorfor venter Jesus ikke bare til dagen efter med at helbrede manden Herre Gud, han har vel været syg så længe, at en dag fra eller til da ikke kan betyde så meget. Denne indvending lyder i og for sig ganske tilforladelig især hvis man tilhører den type, der lever efter devisen: Hvorfor gøre i dag, hvad jeg kan udsætte til i morgen. Indvendingen går bare galt i byen den gør præcis som farisæerne; sætter systemet over mennesket for kærligheden tåler ingen udsættelse kærligheden kan aldrig udsætte til i morgen, hvad den kan gøre i dag. Livet, medmennesket, kærligheden, Gud kan ikke udsættes, til jeg får bedre tid, mere energi, mere mod eller hvad jeg nu bruger som undskyldning for ikke at gøre, hvad jeg inderst inde godt ved, jeg skulle gøre. Men hvordan kan jeg vide, hvornår jeg skal holde loven, og hvornår det er OK at bryde den for menneskets skyld hvordan kan jeg vide, hvad der er rigtigt og forkert; ikke ifølge loven, men i Guds øjne. Hvor slår jeg op og finder det kristne svar på alle de svære dilemmaer, som tilværelsen er fuld af. På det spørgsmål er svaret, den bog findes ikke bibelen giver ikke detaljeret svar på alle livets store og små spørgsmål og selv om det er såre forståeligt, at vi er mange, der kan længes efter klare kristne svar, som vi bare kan rette ind efter. Selv om vi kan fristes til at længes efter en klar kristen etik eller en entydig kristen politik, som i enhver situation i livet kan diktere, hvad der er rigtigt og forkert så
indrømmer jeg gerne, at jeg er utrolig glad for, at den kristne tro ikke rummer sådan en sharia-lov. Som kristne må vi lade os nøje med ham, som i sit liv viste, at han selv til den yderste konsekvens valgte kærlighedens vej, også da den førte til Golgathas kors. Vi må leve med, at vi i hver eneste konkrete situation selv må tage stilling og stå til ansvar for de valg, vi gør. Følge samvittigheden med risiko for at tage fejl, selv om vi gjorde alt i den bedste mening. Men er alt da lige gyldigt er der ikke noget, der er mere rigtigt eller mere forkert end andet. Jo, selvfølgelig, sort kan aldrig gøres til hvidt ondt kan ikke være godt egoisme kan ikke være barmhjertighed had kan ikke være næstekærlighed. Kærlighedens lakmusprøve, den slipper du aldrig for. Men du kan aldrig på forhånd tage patent på sandheden blot ved at hævde, at du har Gud i ryggen. Men ender vi ikke i det rene anarki jo, måske det var faktisk det, de anklagede Jesus for, at være samfundsnedbrydende men måske skal vi vove at tro på kærlighedens anarki. For vi kan jo være så regelrette, velovervejede og gennem analyserende, at vi aldrig kommer ud af stedet, før øjeblikket er forpasset, og den, som havde brug for min hånd, ikke længere er i stand til at tage imod den. Måske skal vi vove springet ud i kærlighedens anarki. Sige nej, til alle forsøg på at gøre loven til Gud og i stedet rette blikket mod den Gud, som følger kærlighedens lov. Den kærlighed, som ikke bruger al energien på at analysere og reflektere og veje for og imod, men som i stedet reagerer spontant med hjertet. Den kærlighed, som ikke altid når at spørge om tilladelse, men som til gengæld tror klippefast på, at der findes tilgivelse. Amen.