2/2007 TIDSSKRIFT FOR ARKITEKTUR, DESIGN, BY OG LAND

2/2007 TIDSSKRIFT FOR ARKITEKTUR, DESIGN, BY OG LAND

Der indkaldes hermed til Ordinær generalforsamling i Arkitekternes Pensionskasse tirsdag den 17. april 2007 kl. 17.00 i Arkitekternes Hus, Strandgade 27A, 1401 København K lokale 1 og 2 Dagsorden 1. Valg af dirigent 2. Bestyrelsens beretning 3. Forelæggelse og godkendelse af årsregnskab med revisionspåtegning samt godkendelse af resultatopgørelse og balance 4. Forslag fra bestyrelsen og medlemmerne 5. Valg til bestyrelse 6. Valg af revision 7. Sted for næste års generalforsamling 8. Eventuelt Ad 2-3. Bestyrelsens beretning og regnskab er gengivet i den udsendte årsrapport. Ad 4. Der er ingen forslag. Ad 5. I henhold til vedtægterne er Lisbet Snoager Sloth på valg. Bestyrelsen indstiller genvalg. Bestyrelsen har p.t. følgende sammensætning: Formand Jean-Pierre van Tittelboom, udpeget af AA 2005-08, Næstformand Helle Sattrup, medlemsvalgt 2006-09, Mette Carstad, udpeget af Arkitektforbundet 2004-07, Lisbet Snoager Sloth, medlemsvalgt 2004-07, Lars Thiis, medlemsvalgt 2005-08. Ad 6. Bestyrelsen indstiller genvalg af Deloitte, statsautoriseret revisor Anders Gjelstrup. Ad 7. Næste års generalforsamling foreslås afholdt i København. Med venlig hilsen Bestyrelsen Efter generalforsamlingen er pensionskassen vært ved en buffet. Af hensyn til den praktiske tilrettelæggelse anmodes om tilmelding til pensionskassens administration, Lisa Martens, dir. tlf. 39 48 77 18 eller e-mail lim@soeholmpark.dk. Pensionskassen refunderer transportomkostninger (udenfor København) for medlemmer, svarende til billigste offentlige transport.

Af Sven Felding, rektor for Kunstakademiets Arkitektskole Der er uddannelse. Og så er der kompetenceudvikling den løbende vedligeholdelse, der sikrer uddannelsens brugbarhed og modtagelighed over for nye krav. Der er kommet øget fokus generelt i erhvervet på både virksomheders talentmasse, tværfaglige samarbejdsevne og innovationskraft, såvel som på den enkeltes karriereplanlægning og faglige udvikling. Men hvis ansvar er uddannelsernes løbende anvendelighed? Den enkeltes, virksomhedernes eller de faglige organisationers? Kunstakademiets Arkitektskole har senest i et tæt samarbejde med Arkitektforeningen i Arkitekternes Efteruddannelse påtaget sig en del af ansvaret ved igennem en årrække at udbyde ekstern efteruddannelse. Kursusudbuddene har været en blanding af faglig opdatering, kommunikation og personlig udvikling, som har ligget lige for og været efterspurgt. Men hvis faget samlet set skal rykke sig, så har alle parter et ansvar for at tænke efteruddannelse ind som strategisk parameter. Den enkelte skal tænke i egen professionalisering og personlige udvikling, mens virksomheder og forvaltninger må tænke i ledelsesudvikling og strategisk positionering. Og efterspørge uddannelse og kurser i det. Arkitektfagets medlemmer har traditionelt ikke den stærkeste efteruddannelseskultur, måske befordret af det klassiske billede af arkitekten som generalist med både analytiske og praktiske kompetencer. Men den tilgang er utilstrækkelig nu, hvor alle fag er under pres fra internationaliseringen og spørgsmålet om, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Efteruddannelse eller sågar kompetencegivende videreuddannelse i form af fx en master er ikke til at komme udenom, hvis uddannelsen skal vedligeholdes og udbygges. Lovstof og direktiver, nye IT-redskaber og kurser med meget faktuelt indhold er ofte lettere at få øje på som væsentlige men både virksomheder og medarbejdere skal også tænke i det, der ofte betegnes som mere brede kurser. Det er i kendskabet til andre fag-

kulturer, i kommunikationen, gennemslagskraften og samarbejdsrelationerne, at der virkelig kan rykkes og dermed i sidste ende skabes bedre rammer for arkitektonisk kvalitet. Dertil kommer i øvrigt, at deltagelse i efteruddannelseskurser har en væsentlig netværksskabende effekt her er der mulighed for at knytte kontakter til fagfæller og relevante samarbejdspartnere, til forskningsmiljøer eller undervisere, der senere kan vise sig nyttige i det daglige arbejde eller bekræfte én i, at man ikke er den eneste, der sidder med et problem... måske sågar skabe et nyt kompetencenetværk og løse problemet her. Ofte høres argumentet, at der ikke er tid til kompetenceudvikling og arkitektfaget er i sandhed et konjunkturfølsomt fag med korte deadlines. Men spørgsmålet er dog nok i sidste ende, om vi har tid og råd til at undlade at blive systematisk klogere, skarpere og bredere? Kunstakademiets Arkitektskole har mærket vinden vende gennem de seneste år og ved, at fokus i stigende grad nu er rettet imod, hvordan man som arkitekt understøtter en personlig faglig udvikling i retning af faglig specialisering og tværfaglig kommunikationsevne på samme tid. Begreber som eksempelvis procesledelse, coaching og konsulentrollen er dukket op som et udtryk for opmærksomheden på samarbejdsformer og gennemslagskraft. Den udvikling vil vi følge op med vores kursusudbud, ligesom vi til stadighed vil tilbyde vores målgruppe opdatering i aktuelt, fagspecifikt stof og så håber vi naturligvis på en livlig løbende debat i fagets medier om, hvad faget har brug for, og hvordan vi kommer frem. Det gælder også indspark fra vores samarbejdspartnere om, hvad de oplever som fagets styrker og svagheder. På gensyn på kurser, workshops og konferencer!

(Amsterdam:) Droog. Navnet lyder, som det er hollandsk. Ordret betyder det tørt i overført betydning humor eller knastør humor, og det er netop, hvad der møder én indenfor i Droog Designs lyse galleri på Staalstraat i Amsterdam, hvor Droog folder sig ud, og de udstillede stykker design er twistet godt og grundigt: Tolv mælkeflasker er forenet og har fået nyt liv som en lampe; en træstamme er blevet udstyret med et messingryglæn ideen er, at man selv fælder stammen og siden udstyrer den med hvilepotentialet. En dørklokke er fremstillet af to vinglas, så en ringen på døren lyder som et klingende skål! og en høj barnestol er konstrueret, så man kan save et stykke af benene, efterhånden som den lille bliver større. Der er ingen nedskrevne kriterier. Vores design skal bare få folk til at smile. Men det skal have en stærk konceptuel idé, fortæller Odette Migchels, medarbejder i butikken og galleriet, hvor man både kan købe de mere traditionelle indretningsaccessories og de mere outrerede eksemplarer, som næppe vil falde i alles smag. Droog Design har de seneste år fundet vej til designforretninger verden over. Men faktisk har de skæve hollændere tænkt i ukonventionelle møbler de seneste 14 år. I 1993 var Droog for første gang repræsenteret på møbelmessen i Milano med i alt 16 produkter. Dengang var udgangspunktet genbrug af gamle materialer en stol, der har sit ophav i gamle klæder, en kaffemaskine tilføjet cykellygter og en bogreol fremstillet af papir. Primært tænkt som statement og eksperiment.

Folkene bag, Gijs Bakker og redaktøren for tidsskriftet Items Magazine, Renny Ramakers, ville teste, hvordan traditionelt designinteresserede reagerede på de anderledes møbler, der var renset for overflødig dekoration. De første par dage var der ret stille. Men efterhånden blev interessen vakt. Forhandlere spurgte efter priser som designerne med vilje havde undladt at oplyse. Og da den franske avis Libération skrev, at Droog Design har bevist, at simpelt design ikke behøver være kedeligt, besluttede de vilde hollændere at fortsætte. I starten under trange kår. De første fem år havde designerne ikke noget udstillingssted. Senere var alt samlet på 50 kvadratmeter, men i år 2000 fik Droog Design officiel status af den hollandske regering, hvilket bla har sikret dem løbende tilskud fra diverse fonde og dermed bedre udfoldelsesmuligheder. Først for to år siden overtog Droog Design det historiske hus på Staalstraat i Amsterdam, hvor de har en fast kollektion med over 200 designprodukter, der også er til salg. Sidste år deltog designerne for første gang på en rendyrket kommerciel messe i Frankfurt, men ellers har holdningen været, at folk, der ville forhandle deres ting, selv måtte finde frem til dem. I dag er makkerparret Renny Ramakers og Gijs Bakker sjældent hjemme på basen i den hollandske hovedstad. De rejser jorden rundt for at spotte nye talenter; både Sverige, Tyskland og Spanien er re-

præsenteret, ligesom Danmark med den grafiske designer Kasper Andreasen en enkelt gang har været tilknyttet et projekt. Og det kræver en del research at finde det rette mix, for Droog tager ikke imod henvendelser fra nye spirer. Droog finder designerne. Det er ikke den anden vej rundt, forklarer Odette Migchels, da ARKFOKUS udsendte skal til at foreslå et par danske talenter, der ville ligge godt i forlængelse af konceptet. Gruppen optager løbende nye medlemmer som fx Chris Kabel fra Rotterdam. Chris har besluttet, at en parasol ikke nødvendigvis behøver skærme hundrede procent for lyset. Hvorfor ikke sidde på altanen og føle, at man befinder sig under en lysegrøn trækrone? I sin udgave af parasollen Shady Lace har han ladet sig inspirere af broderiets kunst. Som han selv udtrykker det, går hans designfilosofi ud på at betragte verden, som var det første gang, han så den. Den særlige følelse af fremmedgjorthed og overraskelse bringer meget med sig. Især når man omsætter den til virkelighed, siger den 31-årige designer og tilføjer: Når jeg møder et specifikt eller teknisk problem, spørger jeg altid mig selv: Hvad ville naturen have gjort? I det konkrete tilfælde kunne blade ikke have gjort det meget bedre. Slet ikke, hvis man bor i byen og ikke har udsigt til grønne skove. Godt design er intelligent. Ikke kun som en konkret løsning, men også formen, materialet og meningen. Det skal virkelig overraske mig, siger han. Samme utraditionelle tankegang kan man finde i barnestolen Highchair, der ikke som andre stole til små mennesker placerer familiens yngste medlemmer en halv meter lavere end sine forældre. Highchair, udtænkt af Maartje Steenkamp fra Haarlem i Holland, placerer

derimod barnet på en flade med fire lange træben, som sikrer, at den lille er i øjenhøjde med sine forældre. Efterhånden som barnet vokser, kan man save et stykke af benene. Forarbejdet er gjort, man skal blot save, hvor mærkerne er sat. Jo større barnet bliver, jo mindre hjælp behøver det fra sine forældre. Ved at save benene af, kommer forældrene med et fysisk statement, der skal hjælpe barnet med at stå mere og mere på egne ben. Samtidig markerer stolen tiden, der går. Den får aldrig de lange ben tilbage, ligesom man ikke kan skrue tiden tilbage, siger Maartje Steenkamp. Som det fremgår af konteksten, er Droog mere end møbler og anderledes dørklokker. Lederen af Netherlands Architecture Institute i Rotterdam betegner Droog som en designstamme, der ikke i sig selv er en sammenhængende gruppe eller organisation, men som hænger sammen på grund af den entusiasme, de forskellige designere bidrager med. Som en del af et større postmoderne perspektiv, skrev han for nylig. Deres statements er, som de selv har påpeget, dybt konceptuelle. Som da de introducerede restauranten Go Slow på møbelmessen i Milano 2004. Her kunne besøgende dumpe forbi og få en langsom frokost serveret af hollandske pensionister, designerne havde fået fløjet ind til det italienske designmekka. Og selv en kop te kunne tage sin tid at præparere; teposerne blev syet på stedet af de ældre mennesker, der skulle være minimum 75 år for at komme i betragtning. Og som svar på Irak-krigen præsenterede Droog det, de kaldte The Garden of Delight også på Milanomessen. Vi lavede små haver, hvor man kunne sidde og slappe af og glemme alt om sult og krig. Men på picnic-tæpperne havde vi skabt motiver fra bombardementerne. Altså sad du i The Garden of Delight med fuglesang i baggrunden og udsigt til bomberne. Det er typisk for den måde, Droog twister virkeligheden på, forklarer Odette Migchels. Droog står netop fast på retten til både at være kunstnere og designere. Men funktionaliteten skal adskille produkterne fra rene kunsteksperimenter. Vi inviterer unge designere fra hele verden svenske, engelske eller hvor de nu kan være fra. Unge, der lige er blevet færdige med deres studier. De laver ting, som endnu ikke er blevet skabt, og de tænker nye, uprøvede tanker, siger Odette Migchels. Nogle ideer realiseres men bliver ved prototypen, fordi der også skal være plads

til større armbevægelser, end markedet reelt kan bære. Markedsprodukterne kan man finde blandt de 200 stykker design, som kan købes i butikken i Amsterdam. Nogle er ganske billige, andre sælges til en pris, hvor man vistnok skal være entusiast til fingerspidserne for at investere i dem. Som kommoden, der er sat sammen af gamle skuffer fra forskellige sammenhænge. Den koster 15.000 euro og er et hit blandt amerikanerne, som gerne vil have en historie med i købet. Det vil europæerne også, men på denne side af Atlanten er vi en smule mere beskedne, og så er det især de humoristiske indslag, fx den alternative dørklokke, der vinder indpas i boligen. Men kan man mon tale om en speciel hollandsk humor? Produkterne taler ikke specielt hollandsk. De er internationale i deres formsprog, siger Odette Migchels med reference til de mange udenlandske designere, grafikere og arkitekter, der har en finger med i spiller. Droogs omdrejningspunkt i Amsterdam er desuden kendt for jævnligt at holde debatter, hvor de inviterede diskuterer, hvad godt design er. Men kriterierne er svære at definere. Meget afhænger af, hvilket humør folk er i, tilføjer Odette Migchels. Den kvalitetsbevidste franske taskekæde Mandarina Duck var fx så begejstrede for Droog, at de inviterede dem til at være med til at indrette deres flagskibsforretning i Paris. Droog har desuden samarbejdet med kendte brands som Rosenthal, Salviati, Levi Strauss & Co. og ingen ringere end Bang & Olufsen. Og alle gangene har de inviteret unge designere til at deltage. Også på det berømte Paramount Hotel i New York, hvor indretningen er designet af Philippe Starck, har Richard Hutten fra Droog bidraget med bænken The Cross, der sandsynligvis vil fremstå noget kontroversiel i kristne sammenhænge. Et begreb, flere Droog-designere arbejder ud fra, er det åbne design. Som barne-

stolen, der kan reguleres, kan design også produceres, så brugeren selv definerer, hvilket udtryk det skal have. Do Scratch, Do Frame og Do Break er bare tre eksempler, hvor forbrugeren selv kan skabe genstandens identitet. Do Scratch er en lampe bestående af en sort flade, man selv skraber et mønster i, så lyset træder frem. Do Frame er et stykke tape med fake guldornamenter, som kan sættes rundt om billedet af hesten, familien, kæresten eller dronningen, for den sags skyld. Og Do Break er porcelænsvasen, der skal en tur på gulvet indersiden er dækket af silikone-gummi, så der ikke sker ikke andet, end at indehaveren får en helt unik vase. Men også historien og nostalgien spiller en afgørende rolle i meget af det design, som kommer ud af galleriet i Amsterdam. Som nævnt mælkeflaskerne, der i en fjern barndom var forbundet med den hvide masse, men som nu har fået nyt liv som en mælkeflaske-lampe med tre gange fire flasker ligesom i de traditionelle, hollandske mælkekasser. Eller bronzeryglænet, der kan sættes på stammen i haven, den dag det gamle træ er klar til at blive fældet og genopstå som bænk. Det funktionelle behøver på ingen måde gå tabt i det kunstneriske udtryk, fastslår Odette Migchels fra Droog-galleriet, hvor både den flippede, den street-smarte, den unge, den gamle og den mere konservative type jævnligt stikker hovedet indenfor. For nok har mange af de viste produkter kant, men de råber ikke allesammen så højt, at de skræmmer folk med hang til gamle klassikere væk. Men ser man godt efter, vil der stort set altid være et eller andet i designet, der indikerer, at designeren selv om ikke andet haft det skægt undervejs i processen. Og netop derfor er stedets kreationer langt fra mainstream. I hvert fald ikke endnu. Du kan ikke se det i alt vores design. Men mange af tingene har den der twist, der gør dem anderledes og sjove. Det, der gør dem Droog, siger Odette Migchels. Læs mere på: www.droogdesign.nl

I 50 erne var træ, metal og porcelæn designernes foretrukne materialer. Plastic, derimod, blev regnet for ikke at være fint. Kristian Vedel tog udfordringen op og udviklede i 1960 et brugsstel i plastmaterialet melamin, som han fik til at fremstå med en hidtil uset skønhed. Med sit bløde ydre og lakagtige indre og tidløse, funktionelle formsprog åbnede designserien verdens øjne for mulighederne i det nye materiale. I løbet af de efterfølgende årtier fandt servicet vej til køkkener og spiseborde over hele den vestlige verden, og dermed kom det til at bane vejen for plastics optagelse i de fine materialers klub. I dag er det de færreste, der kender Kristian Vedel. Men vi kender hans design: først og fremmest det ensfarvede æggebæger, askebægeret og resten af hans stabelbare melamin-service; men også den halvcylindriske barnestol og den lille gammelkloge træfugl med det drejelige hovede. Nu har kunstmuseet Trapholt og Arkitektens Forlag slået sig sammen om at genopfriske den kollektive hukommelse med en udstilling og en bog, der én gang for alle fortæller historien om den glemte designpioner. Kristian Vedel (1923-2003) var oprindeligt uddannet snedker og studerede der- efter til møbelarkitekt på Kunstakademiets Arkitektskole under professor Kaare Klint. Det kan ses på hans møbler, der lægger sig naturligt i forlængelse af den fine danske designtradition. Men Kristian Vedel ville mere end det med sit plastdesign. Se, det er ægte innovation! cc Udstilling: Kristian Vedel Design, til 6. maj, Trapholt, Kolding. www.trapholt.dk Bog: Kristian Vedel (red: Lise Schou), 96 sider, pris: 248 kr., Arkitektens Forlag, www.arkfo.dk

(Buenos Aires:) Da den brasilianske arkitekt Paulo Mendes da Rocha blev tildelt verdens fornemste arkitekturpris, Pritzkerprisen, i 2006*, var det endnu en anerkendelse af både hans egne værker og Brasiliens revolutionerende arkitektur. Som gudbarn til den brasilianske arkitekturs grand old man, den kommunistiske Oscar Niemeyer (f. 1907), er Paulo Mendes da Rocha stadig i fuld aktivitet som en skattet arkitekt både i sit hjemland og det store udland. Ifølge arkitekturkritikerne er hans hidtidige hovedværk Brasiliens Skulpturmuseum fra 1988 med den iøjnefaldende gigantiske betonbjælke, der løber uden på bygningen i hele dens

længde. Hans Goia jockey-klub fra 1963 og den såkaldte Time-saver fra 1998 i São Paulo med posthus, bilsyn og politistation under samme tag er andre pragteksempler. I de sidste par år har Paulo Mendes da Rocha desuden været ansvarlig for den teknologiske by på Vigo Universitet i Spanien, hvor han koordinerer flere spanske arkitekters værker. Og han var indtil Beijing fik tildelt værtskabet for OL 2008 hovedarkitekt for den olympiske by i Paris. Tildelingen af Pritzker-prisen har Paulo Mendes da Rocha selv kaldt for en milepæl i sin karriere, og han er i kvalificeret selskab: Prisen er tidligere gået til bla vores egen Jørn Utzon i 2003, norske Sverre Fehn i 1997 og Oscar Niemeyer i 1988. Som Niemeyer har Mendes da Rocha rødder i 1950 ernes brasilianske brutalisme, der revolutionerede arkitekturen ved en minimalistisk brug af moderne byggematerialer, fremfor alt beton, kombineret med gammeldags freskomalerier og mosaikker. Men selv frabeder Paulo Mendes da Rocha sig prædikatet brutalist ; han auto-definerer sig i stedet som tilhørende São Paulo-skolen inden for arkitekturen. ARKFOKUS forsøgte gennem en måneds tid at få et solointerview med den verdenskendte brasilianer. Men Paulo Mendes da Rocha har travlt. Han kom dog til telefonen for at lade en enkelt bemærkning falde i røret: Ahh ja, Danmark jeres arkitektur har jeg altid beundret, sagde han og henviste til andre kilder. Paulo Mendes da Rocha er født i 1928 i Brasiliens nordlige provins Espírito Santo og uddannet arkitekt i 1954 fra Mackenzie-universitetet i São Paulo. I 1955 åbner han sit eget arkitektkontor, og fra 1959 frem til i dag har han været gæsteprofessor på adskillige universiteter og arkitektskoler brasilianske såvel som udenlandske. Han har også været præsident for det brasilianske arkitekturinstitut og betragtes som sit hjemlands mest avancerede avantgarde-arkitekt efter i snart seks årtier at have fået opført bygninger i Brasilien, Latinamerika og resten af verden. I 2000 modtog han Mies van der Rohe-prisen for restaureringen af São Paulos kulturinstitut, Pinacoteca. Året før var han nomineret til samme pris for Brasiliens Skulpturmuseum, og i forbindelse med tildelingen af Pritzker-prisen 2006 sagde jury-præsidenten, Lord Palumbo: Paulo Mendes da Rocha tilfører sine værker den meget ligetil brasilianske glæde. Og han er aldrig bange for fornyelse eller for at løbe risici. Et kig rundt i verden bekræfter udsagnet om Paulo Mendes arkitektur: Fra den brasilianske pavillon til Expo 70

i Osaka i Japan til hans projekt til Pompidou-centret i Paris og regeringspaladset i Brasiliens Santa Catarina-provins for blot at nævne nogle få eksempler hentet fra den lange liste over værker, der er blevet præmieret og vist på diverse biennaler og arkitekturmesser gennem mere end et halvt århundrede. Den katalanske arkitekt, Helio Piñón, der i 2002 udgav biografien Paulo Mendes da Rocha, siger om ham, at hans arkitektur er relateret til det konstruktive brasilianske projekt samt verdens moderne produktivitet. I en brasiliansk kontekst udmærker Paulo Mendes da Rocha sig via den måde, hvorpå man opfatter virkeligheden gennem hans værker. Hans arkitektur tilhører en amerikansk tradition baseret på forholdet til naturen hvor den europæiske tradition mere er baseret på et historisk tilhørsforhold. Selv udtalte Paulo Mendes da Rocha sig i forbindelse med overrækkelsen af Pritzker-prisen til det brasilianske kulturog kunstmagasin, Bravo:

Min arkitektur kommer desværre ikke med patentløsninger på byernes og urbaniseringens store problemer med bla transport og fattigdom. Men jeg holder mig altid for øje, at noget af det værste, et menneske kan gøre, er at glemme moralen til fordel for den tekniske side af sagen. Det gælder også arkitekturen, hvor jeg altid har stræbt imod en ren og klar konstruktion. Enhver novice, der ser mine værker, skal kunne aflæse dem og forstå, hvordan de hænger sammen. Samtidig har jeg altid søgt at skabe arkitektur med meget rum til det eksperimentelle. Her har jeg undgået både de mystiske og de fantasmagoriske (blændværk/ bluff, red.) træk for i stedet at få den sunde fornuft og dagligdagens dimensioner med i arkitekturen. Hvad er fx et typisk brasiliansk hjem? Det har i hvert fald intet at gøre med det, marketingsfirmaerne viser os som fx lejligheder med en meget lille terrasse men med en enorm grill! Arkitekturen skal og kan ikke redde vores byer. Men tidens arkitektur kan skabe debat og bane vejen for mulige forandringer. Forandringer, der ikke kun sker på grund af dumme beslutninger eller vilkårlige politiske afgørelser. Som arkitekter bør vi derfor organisere os bedre for at skabe debat omkring byerne byer, der bør være for alle, også for de fattige i stedet for altid at tale om de arkitekturidealer, vi nærmest aldrig gør alvor af at realisere, når det gælder byerne og byudviklingen. Hvis Paulo Mendes da Rocha er uofficiel verdensmester i arkitektur 2006, er en meget stor del af forklaringen på dette, at han kommer fra et land med stolte traditioner inden for formgivning lige fra bygningsarkitektur til industrielt design. Brasilien har igen og igen høstet internationale priser inden for både arkitektur, design og kunsthåndværk, og landets industrielle designere har på linje med deres danske kolleger et formudtryk, der kombinerer det praktiske med det genialt simple. Humlen i nutidens brasilianske design er, at det udstråler kontinuitet og sammenhæng en venlig, demokratisk stil med international standard i alle produktionsprocesser. Siden midten af 1970 erne har moderniseringen og industrialiseringen i Brasilien i vid udstrækning været hægtet sammen med det store sydamerikanske lands designmiljø. I en symbiose har stat, industri og private virksomheder taget landets designere til sig, og resultatet er, at Brasilien i dag er verdenskendt for sit prisbelønnede industrielle design for folket. Frem til 1980 med Rio de Janeiro i førertrøjen. Men karakteristisk for den brasilianske udvikling har de innovative designere efterhånden markeret sig rundt omkring i hele landet. São Paulo i dag verdens tredjestørste by med 26 mio. indbyggere er i dag helt oppe på design-

niveau med badebyen. Det sydligste Brasilien omkring Porto Alegre tæt på Uruguay har taget teten i industrielt design, mens det nordøstlige Brasilien med overvejende sort befolkning vinder ved at kombinere traditionelt håndværk og moderne design. Brasilien har siden 1930 erne anvendt design og arkitektur i udbaniseringsprocesserne som redskaber til at vise og afstikke landets nye kurs. Fra at være et landbrugsland, med eksport af råvarer som fx kaffe, er Brasilien godt igang med at udvikle sig til et mere højtindustrialiseret samfund med flyindustri, off-shoring, atom-knowhow og, ifølge FN, verdens største fødevareproduktion i 2010. En udvikling, hvor de sociale aspekter ikke vil ende i glemmeskuffen, hvis det står til Paulo Mendes da Rocha og den såkaldte São Paulo-skole inden for arkitekturen, som han var med til at grundlægge i 1950 erne. I sit essay Amerika, arkitektur og natur taler han således om bru-

gen af arkitektur som modstand mod fattigdom i den tredje verden: Enhver arkitektonisk handling bør i dag indeholde en form for modstand mod fattigdom, fordi arkitekturen som alle andre videnskaber bør kæmpe mod de onder, som selve menneskets eksistens indeholder. Hvis man letter byrden for en vilkårlig arbejder, så er man med til at bekæmpe fattigdommen og onderne. Og her taler jeg ikke kun om manglen på penge. Der er fattigdom livsfattigdom i alle sfærer i dag. Også blandt de rige. Kort og godt kan en abnormt rig person sagtens være ludfattig, for når der på kort sigt skal tjenes mange penge i dag, så er det oftest baseret på spekulation. Paulo Mendes da Rocha, der i en alder af 78 år er en vellidt herre i Brasilien, deltager ofte i tv-programmer og konferencer om arkitektur. Han har altid arbejdet med udgangspunkt i, at arkitekturen skal skabe de mest optimale forhold for mennesker, at arkitekturen skal stimulere mennesket: Myndighederne har brug for at satse på en håbefuld fremtid med det, jeg vil kalde en erotisk vision for livet i byen som et godt og meget lykkeligt sted, der skulle være i stand til at tilfredsstille vore ønsker. Nutidens magtelite skal derfor begynde at tænke som nutidens mennesker og borgere og ikke kun som rige forretningsmænd. Men hvad er en erotisk vision, ifølge Mendes da Rocha? En nydelsesvision som musik, teater, film, sammenkomster, underholdning, dans, kendskab, konversation. At mødes med en ven i en bar for at drikke en øl hen på eftermiddagen uden at skulle bekymre sig om for lang transporttid. Det er et privilegium uden pris og det er muligt at realisere med den rette teknik og arkitektur. Og dette er den moderne arkitekturs store udfordring: at skabe den objektive vision, der giver mulighed for optimal stimulering.

Der er firma-grafik, som er så stærk i udtrykket og så indgroet en del af vores visuelle bevidsthed, at vi kun behøver se et lille hjørne for straks at kunne genkende den. Det gælder fx Burberrys tern, Nikes swoosh, Irma-pigen og den finske designer Maija Isolas store stiliserede blomster, der i snart en menneskealder har signaleret: MARIMEK- KO. Nu sætter en udstilling på Kunstindustrimuset spot på det finske firmas mere end 50 år som trendsætter inden for tekstil og beklædning. Marimekko historien om et nordisk brand, 2. marts 28. maj, Kunstindustrimuseet, Bredgade, København. www.kunstindustrimuseet.dk og www.marimekko.com Højskolen Krabbesholm for kunst, design og arkitektur, der ligger lidt uden for Skive, har fået seks nye elevværelser. Dvs. helt nye er de ikke, men de ellers identiske og kedelige små værelser har nu fået hver sin stemning og identitet takket være projektet Home Sweet Colours. Bag den opsigtvækkende make-over står den danske gruppe Femmes Regionales fire kvinder med hver deres faglige baggrund inden for kunst, design og arkitektur og de kalder selv deres højskoleprojekt for en mangefacetteret monokroni. www.femmesregionales.com og www.krabbesholm.dk Så har startskuddet lydt til årets udgave af Europan, den store fælleseuropæiske konkurrence for arkitekter under 40 år. Det er niende gang, Europan afholdes, men første gang Danmark er med som fuldgyldig deltager med tre byggegrunde i henholdsvis Herning, Vejle og Ørestaden. Formålet med konkurrencen er at styrke de fælleseuropæiske netværk og at bringe unge arkitekter og byplanlæggere frem i rampelyset. Flere af de store har kickstartet karrieren ved at vinde en Europankonkurrence det gælder fx hollandske MVRDV og spanske Enrico Miralles og sidste år vandt den danske tegnestue Transform en Europan-afdeling i Bergen. Hvem, der skal blive dette års nye stjerner på den europæiske arkitekturhimmel, afgøres til oktober. Læs mere om konkurrencen på www.dac.dk/europan og www.europan-europe.com Nu får den fattige norditalienske ø Sardinien sin egen Zaha Hadid. Det blev klart, da den britisk/irakiske stjernearkitekt vandt en international konkurrence om et nyt kunstmuseum på havnefronten i byen Cagliari. Foruden den moderne kunst skal museet fortælle om Sardiniens forhistoriske tårne en særpræget byggeskik som i høj grad har smittet af på projektets plastiske udformning. Konkurrencen har i øvrigt givet anledning til en del kritik med efterfølgende diskussion om rimeligheden i, at et så fattigt og underudviklet samfund bruger millioner på importerede prestigeprojekter. www.zaha-hadid.com

Hvert år bliver der opført ca. to mio. m 2 landbrugsbygninger, men en stor del af nybyggeriet er hverken smukt eller praktisk. Det vil Realdania gerne gøre noget ved, og man har derfor udskrevet en idékonkurrence om nytænkning i landbrugsbyggeriet. Konkurrencen, der bla har fokus på effektivitet, bæredygtighed og indpasning i landskabet, får deltagelse af 13 prækvalificerede teams. Læs mere på: www.fremtidsgaarde.dk En lidt for ivrig håndværker kan gøre mere skade end gavn, når det gælder restaureringsopgaver og problemerne opstår bla, fordi håndværkerfagene efterhånden er mere gearede til montagearbejde end egentligt håndværk. Derfor er en række af byggeriets parter nu gået sammen om at oprette en ny uddannelse som restaureringshåndværker, der bla skal lære eleverne ydmyghed over for fortidens håndværkskunst, omhyggelighed og sans for detaljen. Uddannelsen udbydes i første omgang som pilotprojekt på Odense Tekniske Skole, men derefter er planerne, at den skal brede sig til hele landet. Zwei deutsche Architekturen 1949-89 hedder en stor prestigeudstilling, der for første gang giver et samlet tilbageblik over arkitekturens udvikling i de to tysklande. Med et utal af tegninger, modeller og fotografier fortælles historien om én formkultur, der blev til to og om forskelle og paralleller. Udstillingen, der er tilrettelagt af det tyske kulturinstitut IFA og Foreningen af Tyske Arkitektursamlinger, er allerede vidt berejst. Den har tidligere været vist i Hamburg, Leipzig, Istanbul, Athen, Bukarest og Bruxelles og er nu endelig på vej til Meldahls Smedie på Holmen. Zwei deutsche Architekturen 1949-89, 9. marts 11. april, Udstillingen, Kunstakademiets Arkitektskole, Holmen. www.karch.dk og www.ifa.de Det blev den dansk/islandske billedkunstner Olafur Eliasson, der vandt konkurrencen om Himmelrummet, et nyt stort byrum 40 meter over Århus på toppen af kunstmuseet ARoS. Realdania og ARoS havde inviteret fem internationalt kendte arkitekter og kunstnere til at give hver deres bud på en tilføjelse til schmidt hammer lassens kubiske museumsbygning. Men en enig dommerkomité foretrak altså det Berlin-baserede Studio Olafur Eliassons himmelrum, som får følgende ord med på vejen: Forslaget skaber et meget smukt og poetisk sted, der forener panoramaudsigten fra taget med en enestående kunstnerisk-arkitektonisk dimension et stærkt identitetsskabende vartegn for ARoS og Århus by. www.aros.dk Så er chancen der for at opleve Louise Grønlunds danske vinderprojekt fra Velux-konkurrencen Light of Tomorrow omtalt i ARKFOKUS 9/2006. Foruden vinderen viser Dansk Arkitektur Center også anden- og tredjepladsen samt de 17 projekter, der fik hædrende omtale. Light of Tomorrow, DAC, Strandgade 27B, København. www.dac.dk