Troen er ikke et soloshow Man behøver hverken være et sportsgeni eller særligt interesseret i fodbold for at forstå, at en person ikke udgør hele holdet! Mange hold har individuelt dygtige spillere, men formår alligevel ikke at vinde, da der er brug for 11 spillere på banen. Men selv om man har 11 dygtige individer (plus reserver), er det alligevel ingen garanti for at vinde. Under det seneste VM (2010) stillede såvel Frankrig som England op med to på papiret meget stærke hold uden at lykkes! De havde en masse dygtige spillere, MEN intet godt sammenspil eller samarbejde på holdet. For at lykkes i fodbold må man hjælpes ad både for at kunne vokse og udvikle sig som individuelle spillere, men også for at kunne vokse og udvikles som hold. Det samme gælder troen; For at kunne vokse og udvikles i troen, har vi brug for hinanden! Vi lever i den måske mest individualistiske kultur nogensinde. Næsten alt handler om MIN, MIT og MINE. Allerede fra tidlig alder lærer vi at konkurrere med hinanden i skolen, noget der bliver mere og mere tydeligt når karaktererne så småt kommer ind i billedet. I reklamer rundt omkring os fodres vi med først og fremmest at tænke på os selv gennem ord som Det er DIN tur nu, DU fortjener det! Etc. Og når man er voksen er indstillingen Ene er stærk så udbredt, at vi er holdt op med at reagere. Med denne kultur rundt omkring os, er det ikke så underligt, at dette syn også har fundet vej til kirken. Men i Bibelens verden er denne indstilling og dette syn helt fremmed. Et eksempel på dette finder vi, da Esajas møder Gud (Esajas kap. 6). Da han møder Guds storhed og hellighed bliver han så bevidst om sin egen skrøbelighed/svaghed og falskhed, at han udbryder: Ve mig, jer er fortabt, for jeg har urene læber og jeg bor blandt et folk med urene læber, og mine øjne har set kongen Herren Sebaot Esajas første reaktion var selvfølgelig: JEG har urene læber! Dvs. jeg er falsk. Men lige derefter kommer hans anden reaktion: Og jeg bor blandt et folk med urene læber! Han forbandt direkte sin egen oplevelse af Gud med menneskene omkring ham. Når det gælder troen, er det klart, at det handler om mig (som i vores forrige møde At tro på en gud, eller at tro på Gud handlede om), men troen handler også om at have relationer med andre! Selv om det ikke er nok at leve på en andens tro, det være sig ens forældres, kammeraters eller en præsts tro, så er troen samtidig noget, som vokser og udvikles netop når vi deler den med andre, som også tror Den skal være ens egen, men samtidig findes i relation med andre troende. Vi behøver ikke at gå længere end til os selv, til hvordan det var, da vi blev troende. De fleste af os kom i kontakt med troen gennem et andet menneske. Det kan have været en forælder, en ven, præsten i kirken eller måske den præst der konfirmerede os. Præcis som folket i byen kom i kontakt med troen gennem kvinden, som vi talte om ved sidste møde (Johs. 4). De hørte om Gud, de hørte om hendes møde med Jesus, og de begyndte at tro på grund af hendes ord. Men de var stadig nødt til at gøre troen til deres egen.
Man kan ikke sympatitro! På samme måde må vi også på et tidspunkt gøre troen til vores egen. Det er lige som ikke nok at tro på mors/fars tro, på vennernes tro eller på præstens tro. Nej, på et tidspunkt, kan være en særlig dag som ved konfirmationen, eller ved dåb som voksen. Men det kan også være en enkel bøn hjemme eller i kirken, men vi må før eller senere gøre troen på den Gud, som vi har hørt om, til vores egen. Vi må selv tro, selv tage imod troen, så vi præcis som menneskene i historien kan sige Nu er det ikke længere det, du fortalte os, som får os til at tro. Vi har selv hørt ham og ved, at han virkelig er verdens frelser. Efter at vi nu har understreget, at vi selv må tage imod troen, går vi tilbage til tanken om, at vi har brug for hinanden. De fleste af os har vel prøvet at lave et bål, tænde en pejs etc. Men andre af os har ikke bare prøvet at tænde et bål, vi er faktisk proffer, hvis vi f.eks. har været spejdere. Men uanset om man er såkaldt bålproffer (spejder) eller om man er en ildamatør (almindelig dødelig) så er det de samme grundregler, der gælder. Hvis man skal få et bål til at brænde, SKAL man have flere stykker brænde, som brænder sammen. Uanset hvor meget tændvæske eller t.o.m. benzin man hælder på en lang træstamme, så vil den ikke brænde en hel nat så længe den ligger der for sig selv. Det bliver en rigtig kold nat hen imod de små timer for den spejderpatrulje, der i stedet for at bygge et bål bestående af flere stykker brænde, bare lægger en lang stamme foran læsejlet. For når benzindampene er brændt af, begynder ilden på stammen at fade ud for hvert minut, der går, for til sidst at dø helt ud. På samme måde nytter det ikke, uanset hvor meget undervisning (tændvæske) eller forbøn (benzin) vi får, for uden relationer til andre troende, er det svært både at holde på ilden eller varmen i troen. På samme måde som brændestykkerne giver hinanden varme og glød så ilden både vokser og bevares, er også troen noget, der vokser og holdes brændende, når vi deler den med hinanden. Uden relationer med andre troende, er risikoen stor for at vores tro før eller senere kølner for i værste fald at slukke og dø ud. Der er nok intet hjerte som fryser mere, end det, der en gang har oplevet troen, oplevet varmen fra Gud, men som synes at have mistet den. Men samtidig er det faktisk svært at slukkes helt dvs. tabe troen. For troen på Gud er, som vi sagde til det sidste møde, ikke noget, som vi bare kan forholde os filosofisk til, det er faktisk en person vi har at gøre med. Gud er ikke en tanke, han er en person, som vi både kan møde og delvist lære at kende. I Mathæusevangeliet står der om Jesus: Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke til han har ført retten til sejr; Folkene håber på hans navn. (Matt. 12:20) Gud selv vil gennem Jesus bære os, når vi er svage (det knækkede rør) og beskytte vores tro fra at slukkes (den osende væge). For at udtrykke det enkelt: Det er troen, der bærer os, ikke os der bærer troen Men til tider er troen ikke bare en luksusvare som forgylder vores allerede ret så lykkelige liv, men noget livsnødvendigt i livskriser! Da er et hyggeligt lejrbål med vennerne rundt omkring sig det sidste billede, man kan tage til sig. Til tider er livet nærmere som et stort tøbrud, hvor store vandmasser og store skarpe isflager kommer
farende imod en. I naturen indtræffer dette scenarie hvert år oppe i Norrland. Hvert år, når isen smelter, udsættes træerne, der vokser nær elvene, for store belastninger. Det birketræ der står alene har sjældent en chance for at modstå vand- og ismasserne, men vil enten knækkes eller trækkes med ned ad elven. Men de birke, der vokser i en tæt gruppe vil tilsammen have så stærke rødder, at selv ikke den stærkeste forårsflod kan knække eller trække dem med sig ned, fordi de hjælper hinanden med at modstå vandog ismasserne. Når det kolde vand og de skarpe isflager kommer imod en, har vi brug for hinanden for ikke at knække og blive trukket med ned ad strømmen. Det kan være svært at bevare troen gennem livskriser, når alt føles mørkt og koldt, derfor har vi brug for at bede sammen med andre, så vores rødder (vores tro) sammen kan give hinanden styrke. Ud over det psykologiske aspekt, dvs. at det ofte føles godt at bede sammen med andre, er der desuden en meget dybere dimension i at møde Gud sammen med andre. Når Jesus underviser om bøn og om det vigtige i at bede sammen med andre, siger han Der hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, er jeg midt iblandt jer. (Matt. 18:20) På en eller anden måde kommer Gud os ofte nær, når vi søger ham sammen med andre. For at vende tilbage til billedet på fodboldholdet: Hvis vi er spillerne, Jesus træneren, og Gud klubejeren, ser det ud til, at Jesus ofte vælger at være nærværende på en særlig måde, når hele holdet er samlet. Men samtidig har alle spillere brug for individuelt at føle sig elskede og værdsatte af træneren og klubejeren. Jo mere de lærer træneren at kende og jo tryggere de føler sig ved ham, jo mere kan de vokse og udvikle sig. Derfor er der ingen konflikt mellem at have eneundervisning med træneren, møde klubejeren alene og at træne med andre/møde ejeren sammen med resten af holdet. Jesus siger i sin berømte Bjergprædiken, at når vi beder, så skal vi gå ind i vort kammer, lukke døren (dvs. være alene) og bede til vor Fader i det skjulte, så vil Gud, som ser os i det skjulte belønne os (Matt. 6:6). Man kan IKKE bytte den enkeltes tid med Gud, ens egen tro med den, man deler med andre! Hvis vi ikke har en egen Gudsrelation, hvis vi aldrig eller sjældent taler med træneren og klubejeren, når vi er alene med dem, bliver det både underligt og falskt, hvis vi taler med dem (dvs. beder) når vi er sammen med andre. Dette er to sider af samme sag. Vi har brug for at møde Gud SELV, men og at møde Gud sammen med ANDRE! Jo mere vi lærer Jesus at kende, jo nærmere vi kommer Faderen, når vi er alene, desto lettere er det at føle sig tryg, når vi møder Gud sammen med andre. Nu forlader vi fodboldverdenen og går i stedet over til TV. De fleste af os (tør næsten sige alle) har vel set en amerikansk politiserie med to kolleger, der arbejder sammen. Ud over at de sidder og taler med hinanden om deres personlige problemer imens de drikker kaffe og spiser Donuts (for alle politifolk elsker jo donuts, eller hvad?) så indeholder alle politiserier jo også regulært politiarbejde. Før eller siden bliver der en skudveksling, hvor politifolkene står ansigt til ansigt med afsnittets banditter! Efter at der har været
stille længe, og betjentene har forskanset sig bagved noget (ex. Politibilen), banditterne bagved noget andet, råber den ene betjent ofte til sin kollega: Cover me (dæk mig) hvorefter han begynder at løbe for at få et bedre sted at skyde fra. Den anden betjent fanger (forhåbentlig) hurtigt opfordringen og begynder at skyde intensivt hen imod det sted, hvor skurkene har forskanset sig, hvilket gør, at de tvinges til at dukke sig og derved ikke kan ramme hans løbende, ubeskyttede kollega. Måske er en amerikansk politiserie (hvor underligt det end lyder) et af de bedste billeder til at beskrive, hvorfor vi ikke kan klare at være troende alene, og til at beskrive hvor stærk troen er, når man deler den med andre. Betjentene deler livet, som det er, over en kop kaffe og en donut. De taler IKKE om hvordan livet burde være eller bærer en masse masker overfor hinanden, men tør være såvel ærlige som sårbare over for hinanden. Dette skaber en tillid, som gør at de stoler 100 % på hinanden, når det virkelig gælder og situationen spidser til. Sådan er det også med troen. Hvis vi ikke tør være ærlige over for hinanden i de små problemer, hvis vi ikke tør være sårbare og bede om hjælp, når livet er svært, vil vi sjældent turde bede eller regne med støtte og forbøn, når vi har kriser i vores liv. For at turde sige: Cover me (dæk mig) når situationen spidser til (kriser i livet), må man først have drukket mange kopper kaffe og spist mange donuts sammen. Men vi har også brug for at møde Gud sammen, fordi vi er forskellige. Ingen kristen har hele sandheden, ingen kristen har al kundskab, ingen kristen har al vished, ingen kristen har al kraft etc. etc. Netop derfor er fællesskabet med andre troende så vigtigt for at vi skal kunne vokse i vor egen tro. Man bliver som dem man omgås siges det jo, og når vi omgås med andre troende, som har andre gaver og andre synspunkter end os selv, vokser vi som troende. Vi kompletterer hinanden. Som Paulus udtrykker det: Hvad da, brødre? Når I kommer sammen, har den ene en salme, en anden en belæring, én har en åbenbaring, én har tungetale, en anden har tolkningen. Alting skal være til opbyggelse. (1. Kor. 14:26) Trods af vore nogle gange meget forskellige synspunkter og traditioner! Trods at kirken gang på gang har dummet sig i historien! Trods at kirkehistorien mildt sagt er fuld af mindre flatterende kapitler! Og trods at kirken også i dag til tider opfører sig dårligt, er vore forskellige kirker, når det kommer til stykket alligevel netop et spørgsmål om dette: At dele livet og troen sammen, at møde Gud sammen med andre. Hvad er vel kirken, om ikke netop dette: Hvor to eller tre er forsamlede i mit navn, er jeg midt iblandt dem (Jesus) Ikke i manuskript, men tillagt under foredraget: Når du prøver at finde netop din plads og din opgave for Gud så tænk over: 1. Hvad drømmer du om?
2. Hvad er du (positivt) misundelig på? (Hvilken evne ville du ønske du havde) 3. Hvad har du erfaret, at du er god til? 4. Hvad bliver du bekræftet af andre, at du er god til? Disse fire spørgsmål kan du arbejde med, tænke over, bede over i din søgen efter et svar på, hvor Gud ønsker at du skal være.