i Social og Beskæftigelsesforvaltningen? Seks personportrætter

Hvordan vil borgerne møde ADHDstrategien i Social og Beskæftigelsesforvaltningen? Seks personportrætter April 2013

Indholdsfortegnelse 1 Sådan forstår vi ADHD i Social- og Beskæftigelsesforvaltningen Resumé... 3 2 Daniel 39 år... 5 2.1 Hvordan møder Daniel ADHD-strategien?... 5 3 Jesper 26 år... 7 3.1 Hvordan møder Jesper ADHD-strategien?... 7 4 Dina 29 år... 9 4.1 Hvordan møder Dina ADHD-strategien?... 10 5 Malene - 19 år... 12 5.1 Hvordan møder Malene ADHD-strategien?... 12 6 Mohammed - 23 år... 14 6.1 Hvordan møder Mohammed ADHD-strategien?... 14 7 Mikkel - 48 år... 16 7.1 Hvordan møder Mikkel ADHD-strategien?... 16 2

1 Sådan forstår vi ADHD i Social- og Beskæftigelsesforvaltningen Resumé Social- og beskæftigelsesforvaltningen har i fællesskab udarbejdet en strategi for, hvordan man fremover vil hjælpe voksne borgere med ADHD. Notatet rummer det fælles forståelsesgrundlag, som fremover skal styre hjælpen til borgere med ADHD i de to forvaltninger. Strategien omfatter Alle voksne, der har ADHD eller lignende vanskeligheder, som samtidig efterspørger hjælp fra Social- og/eller Beskæftigelsesforvaltningen. Strategien skal være kendt af alle medarbejdere i Social- og Beskæftigelsesforvaltningen, som i deres arbejde kommer i berøring med borgere med ADHD. Herudover skal strategien fortælle borgere og samarbejdspartnere om, hvordan vi i Social- og Beskæftigelsesforvaltningen fremover vil møde borgere med ADHD eller lignende vanskeligheder, og hvordan de kan forvente at blive hjulpet. De overordnede rammer for strategien sættes af: FNs handicapkonvention, hvor målsætningen er, at alle borgere med funktionsnedsættelser skal have mulighed for at deltage i samfundet på lige fod med andre borgere Sektoransvarsprincippet, der slår fast, at den enkelte sektor er ansvarlig for og afholder udgifter til at sikre, at borgere med funktionsnedsættelser har mulighed for at deltage og udnytte deres borgerrettigheder Rehabilitering som fælles ramme for tilrettelæggelsen af hjælpen rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk Aarhus Kommunes vision om social inklusion og medborgerskab. Psykologisk, biomedicinsk og sociologisk forståelse Fra det psykologiske felt bygger strategien på principperne om: At hjælpen skal bygge på de fire recoveryværdier; personorientering, personinvolvering, selvbestemmelse og potentiale for udvikling ADHD ses som en sårbarhedsprofil og et kontinuum, hvor borgere med denne profil i større eller mindre omfang oplever udfordringer på en række områder, som bl.a. beskrives af ADHD-diagnosen. En ADHD-diagnose er således ikke hverken inklusions- eller eksklusionskriterium i forhold til, om man er omfattet af strategien Fokus på risiko- og beskyttelsesfaktorer i borgerens liv. For den enkelte borger er det afgørende for mestringsevnen hvilke risiko- og beskyttelsesfaktorer, der præger eller har præget hans eller hendes liv Det forventes, at den enkelte borger med ADHD eller lignende vanskeligheder er motiveret for at arbejde med sine udfordringer, og selv tager ansvar for at arbejde med sin personlige udvikling at borgerne vil arbejde med mestring af egne udfordringer, og vi stiller faglighed og tilbud til rådighed, så de også bliver i stand til at kunne Vi har forståelse for, at belastningerne som følge af ADHD eller lignende vanskeligheder kan svinge fra dag til dag, og at borgeren kan have både gode og dårlige dage, hvilket der må tages højde for i tilrettelæggelse af hjælpen Psykoedukation kan spille en vigtig rolle for den enkelte i forhold til at finde ud af, hvad der belaster, og hvordan man kan arbejde med at mestre eller opløse belastninger 3

Der skal være særlig fokus på forskellige livsfaser og overgange, da der typisk knytter sig forskellige sæt af belastninger til disse, som kan være særligt vanskelige at tackle for borgere med ADHD eller lignende vanskeligheder I det omfang en borger med ADHD har tillægsproblematikker, betragtes disse som udtryk for reaktioner på de samme belastninger, der danner sårbarhedsprofilen. Fra det biomedicinske felt bygger strategien på principperne om: At det for den enkelte borger med ADHD kan være af stor betydning at blive diagnosticeret, da det giver borgeren en forklaring på de vanskeligheder, han eller hun oplever, og adgang til medicinering Medicinen kan behandle nogle af de centrale kernesymptomer i ADHD, sådan at det bliver muligt for personen også at arbejde med nogle af de sociale følgevirkninger af at have ADHD. Vi vil i forvaltningerne arbejde med medicinpædagogik og støtte den enkelte i at anvende medicinen på den måde, der virker bedst for vedkommende i hans eller hendes dagligdag Borgere med ADHD eller lignende vanskeligheder, der oplever funktionsnedsættelser på mange fronter, kan i perioder af deres liv have brug for hjælpemidler og/eller praktisk hjælp. Fra det sociologiske felt bygger strategien på principperne om: At borgere med ADHD eller lignende vanskeligheder skal mødes med anerkendelse Beskyttelsesfaktorer kan forebygge eller mildne belastningerne i forhold til det at leve med ADHD. Vi vil arbejde på at opbygge miljøer og fællesskaber, der fremmer beskyttelsesfaktorer, og vi vil arbejde på tidligt at identificere borgere, der har ADHD eller lignende vanskeligheder, så der kan sættes ind med forebyggende eller foregribende indsatser Medarbejdere i Social- og Beskæftigelsesforvaltningen skal have viden om ADHD, så de kan møde borgere med ADHD eller lignende vanskeligheder ud fra den grundforståelse, der præsenteres i strategien Vi skal række ud og hjælpe andre sektorer med at løfte deres sektoransvar Vi vil arbejde på at indrette vores systemer, så de er borgerlogiske og lette at komme i kontakt med for borgere med ADHD eller lignende vanskeligheder Vi vil støtte op om borgerens netværk og styrke de beskyttende faktorer og mindske risikofaktorer i den enkeltes liv. 4

2 Daniel 39 år Daniel er 39 år og bor i en lejlighed i Aarhus midtby sammen med sin kæreste og to børn. For et år siden fik han diagnosen ADHD i forbindelse med, at deres ældste søn Oliver blev udredt og diagnosticeret. Han har altid været en rask dreng med fart over feltet og en evne til at blive helt opslugt af de ting, han beskæftigede sig med og samtidig glemme alt andet omkring sig. Især det som han finder trivielt og kedeligt som fx at huske at betale regninger til tiden, aflevere biblioteksbøger, nå at hente den yngste i børnehaven, få handlet ind og gjort rent etc. De ting tager kæresten sig sædvanligvis af eller minder ham om gentagende gange. Men han havde aldrig tænkt på, at der skulle være noget i vejen med ham. Han har et billede af sig selv som handlekraftig og idérig, sund og rask. Han har altid løbetrænet meget og sidste år cyklede han og en ven til Paris. Daniel er uddannet grafisk designer og har altid arbejdet inden for reklamebranchen. Han kan godt lide det kreative og lidt hektiske miljø, men kommer ofte til at sige ja til for mange opgaver, så han flere gange har arbejdet på randen af en stress-sygemelding. Forrige år gik det rigtigt galt, og han blev for alvor syg og måtte sygemelde sig. Han var langtidssygemeldt og blev til sidst fyret i forbindelse med en større nedskæring i firmaet. Nu er han på dagpenge for første gang i sit liv og bekymret for, om han kan finde arbejde igen. Lægerne har sagt, at han skal passe på med at overanstrenge sig, og det er jo svært, når opgaverne i hans branche ofte er taget ind på en lidt for optimistisk tidsplan og en overbevisning om, at kreative processer ikke lader sig stoppe af faste arbejdstider. Det at få diagnosen medførte en større omvæltning i Daniels liv, end han umiddelbart havde forventet. På den ene side gav den ham forklaring på nogle af de udfordringer, han havde mødt livet igennem, men på den anden side skræmte det ham, at psykiateren brugte ord som sygdommen og symptomer om noget, som han betragtede som en integreret del af sin personlighed. Det virkede også sært hver morgen at skulle give sønnen medicin. Han kunne godt se, at Oliver fik det bedre og nu kunne overskue skolen, da han begyndte at få medicin, men han har ikke selv haft lyst til at prøve ADHD-medicin, selvom lægen har tilbudt ham det. 2.1 Hvordan møder Daniel ADHD-strategien? Daniel vil på Jobcentret blive mødt af en virksomhedskonsulent, der har et grundlæggende kendskab til ADHD, og i de første kontakter med ham anvender denne viden til at spørge til, hvad ADHD betyder for Daniel Hvad der er hans stærke sider, hvilke udfordringer det giver ham, og hvordan de bedst kan tilrettelægge vejledningen, så det fungerer for Daniel. Vejlederen vil også spørge til, om han tager medicin for sin ADHD og hvilke erfaringer, han har med det. Når Daniel fortæller, at han ikke tager medicin, vil vejlederen spørge ind til baggrunden herfor, og om det ikke kunne være en ide at afprøve medicin. Han vil opfordre Daniel til at tage en snak med sin egen læge om emnet. 5

Vejlederen vil formentlig konkludere, at Daniel er ret ressourcestærk, at der er mange aktive beskyttelsesfaktorer i hans liv, og at han kan bruge den almindelige hjælp fra Jobcentret. Han vil dog gøre Daniel opmærksom på, at der findes selvhjælpsgrupper, både for forældre til børn med ADHD og for nydiagnosticerede borgere, hvor man lægger vægt på psykoedukation, og hvad ADHD kan betyde i hverdagen. Vejlederen er opmærksom på, at overgange kan være særligt svære at tackle for borgere med ADHD, og at det kan være svært at være forældre til et barn med ADHD især hvis man også selv har ADHD. Han vil derfor søge at styrke beskyttelsesfaktorerne ved at støtte op om Daniels familie ved at foreslå dem at indgå i en selvhjælpsgruppe og herigennem tilbyde Daniel og familien psykoedukation, der kan hjælpe ham med at træffe gode valg for næste skridt ind på arbejdsmarkedet skal han søge en ansættelse inden for samme branche, eller skal han søge noget helt nyt, hvor balancen mellem begejstring og belastning kan være lettere at holde? Vejlederen giver Daniel oplysninger om selvhjælpsgrupperne, og foreslår Daniel at komme i virksomhedspraktik med støtte fra en mentor i de første måneder, så han bliver hjulpet godt i gang og ikke starter med at få sagt ja til for meget. 6

3 Jesper 26 år Jesper har vidst, at han er anderledes end andre siden før han kom i skole. Han har altid haft svært ved at koncentrere sig og sidde stille i klassen fik ligesom myrer på indersiden af hovedet og havde svært ved at få sammenhæng i bogstaver og tal. I frikvartererne havde han svært ved at finde ud af, hvad han skulle lave. De andre var altid så hurtige til at lave aftaler, og det var ikke altid, der var plads til ham, så for det meste gik han bare rundt i periferien af de andres leg. I tredje klasse blev der taget kontakt til PPR for at få undersøgt, om han var ordblind. Testen viste, at han var stærkt ordblind, og konsulenten mistænkte også, at han kunne have ADHD. Han blev testet og fik diagnosen ADHD og bekræftet, at han er stærkt ordblind. Herefter fik han tildelt støttetimer, blev medicineret og fik it-hjælpemidler til at kompensere ordblindheden. Jesper gennemførte folkeskolen med megen støtte og blev optaget på teknisk skole med henblik på at blive elektriker. Han har altid været fascineret af elektricitet og ville fra helt lille gerne være elektriker. I teenageårene blev Jesper et par gange ramt af depression og panikangst, der gjorde det ekstra svært for ham at gennemføre uddannelsen. Han måtte starte på grundforløbet to gange og har i det hele taget været længe om at gøre uddannelsen færdig. Jesper er bange for at lave fejl og bruger derfor lang tid på at kontrollere sit arbejde. Det og ordblindheden gør ham langsom, og han har også brug for ekstra tid derhjemme for at lade op, fordi hans ADHD betyder, at han bruger meget energi på at sortere i alle de sanseindtryk, han møder. Uddannelsen blev dog gennemført med ekstra støtte og med læreplads hos en ven af familien, der havde eget firma, hvor der var tid og overskud til at give Jesper de rammer, han behøvede, for at kunne gøre uddannelsen færdig. Undervejs blev det klart, at Jesper ikke ville kunne arbejde på fuld tid, men havde brug for et fleksjob. Det har imidlertid ikke været let at finde. Han har kun haft ansættelse i omkring to år, men så blev mester syg, og Jesper kunne ikke tage hans plads sammen med svenden. De blev derfor nødt til at fyre Jesper og ansætte en erfaren medarbejder på fuld tid. Siden har Jesper ikke haft arbejde. Jesper har et godt netværk, som støtter ham meget i det daglige. Han er flyttet i egen lejlighed, men moderen kommer forbi flere gange om ugen. Han er ikke så god til at få ryddet op, gjort rent og vasket tøj. Han har også brug for hjælp til at tage kontakt til det offentlige og til at få justeret sin ADHD-medicin. Han glemmer aftaler og har svært ved at læse og forstå brevene han får, hvilket gør ham utryg og stresset, særligt efter at han er blevet ledig. 3.1 Hvordan møder Jesper ADHD-strategien? Jesper er tilknyttet Job og Trivsel, hvor han har en virksomhedskonsulent, der er godt klædt på i forhold til ADHD og psykisk sårbarhed. I forløbet med Jesper er det blevet afdækket, at Jesper faktisk er ret dygtig til sit arbejde han er langsom, men også omhyggelig og han er 7

god til at finde på kreative løsninger på problemer, der optager ham. Der er også en del andre aktive beskyttelsesfaktorer, der kan gavne Jesper. Han har et godt netværk. Hun konstaterer også, at der har været ydet en god tidlig indsats i forhold til Jesper. Han er tidligt udredt og diagnosticeret, og der er sat ind med relevant hjælp. Han har lært en del mestringsstrategier og været vant til at benytte hjælpemidler. Det gør det alt sammen lettere at hjælpe Jesper i hans voksenliv. Jesper er ret afklaret med, at han har behov for støttende rammer for at kunne fungere. De går derfor på jagt efter en ny arbejdsplads, hvor Jesper kan udnytte sine ressourcer. Jesper klager over, at det er svært at læse breve fra det offentlige, fordi han er ordblind, og at det også er svært at skrive ansøgninger. På sin gamle arbejdsplads havde mester betalt en smartphone til Jesper, og de havde sammen fundet frem til apps, der kunne hjælpe Jesper med at få læst arbejdsanvisninger, kørselsbeskrivelser mv. op. Telefonen måtte han dog aflevere, da han blev fyret. Han har ikke selv haft råd eller overskud til at anskaffe sig en ny. Virksomhedskonsulenten kontakter derfor Center for Syn og Hjælpemidler for at undersøge, om Jesper kan bevilliges en smartphone og tilhørende apps som hjælpemidler samt programmer til pc en. Hun argumenterer med, at det er svært for Jesper at stå til rådighed for arbejdsmarkedet uden disse hjælpemidler, og tilbyder at tage et møde med visitator i Hjælpemiddelcentret for at fortælle om Jespers udfordringer og behov. I forløbet med Jesper foreslår hun, at de skal undersøge, om det er muligt at få tilkendt bostøtte, så han med tiden kan blive mindre afhængig af sine forældre. Jesper synes, det kører fint med hjælp fra forældrene, men vil gerne indgå i et gruppeforløb for andre med ADHD, hvor han lærer mere om, hvad ADHD er, og hvordan man kan leve med det. Han vil især gerne møde andre unge i samme situation, så de taler om, at det kan være, at han ikke lige nu har brug for bostøtte, men kunne have gavn af at komme i en selvhjælpsgruppe og eventuelt blive tilknyttet en frivillig mentor. De aftaler, at Virksomhedskonsulenten tager kontakt til Myndighedsafdelingen i Søjlen for Voksenhandicap i Socialforvaltningen for at undersøge Jespers muligheder for støtte. De bliver enige om, at virksomhedskonsulenten i første omgang formidler en kontakt til en selvhjælpsgruppe for unge med ADHD. Efter aftale med myndighedsrådgiveren i Voksenhandicap besluttes det, at det forsat skal være virksomhedskonsulenten i Job og Trivsel, der sørger for at koordinere hjælpen til Jesper. Jesper oplever ikke, at han har sagsbehandlere andre steder, selv om der er sendt ansøgninger rundt til flere steder. Når Jesper skal i kontakt med systemet, ringer han altid til virksomhedskonsulenten. 8

4 Dina 29 år Dina bor til leje i et hus med sine to børn på fem og to år i en mindre landsby uden for Aarhus. Det har hun gjort, siden hun for to år siden flyttede på Krisecentret som led i en dramatisk skilsmisse fra en voldelig ægtemand. Skilsmissen gav Dina store problemer med at sove og at få tilværelsen som alenemor med fuldtidsarbejde til at fungere. Hun fik gennem sin egen læge ordineret psykologsamtaler. Det var under disse samtaler, at psykologen foreslog, at hun blev udredt for ADHD. Diagnosen satte en del ting på plads for Dina. Hun havde altid haft stort behov for struktur og planlægning og brugt megen energi på at lægge planer og at forberede næste dags aktiviteter. Som yngre var det ikke så let, og når hun ikke kunne få styr på tingene, så opgav hun i stedet helt og lod sig i stedet styre af andre enten af sin mor eller af skiftende kærester. Dina bliver let slået ud, hvis ikke tingene går, som hun har tænkt. Det blev særligt svært, da hun fik sit første barn, og hun pludselig skulle til at fungere på mindre søvn og med et stort element af uforudsigelighed i tilværelsen. Det gjorde det svært at få selv de mindste ting gjort. Der lå vasketøj over alt, og støvsugeren kunne stå fremme en hel uge uden at blive rørt. Med diagnosen kunne hun nu se et mønster i de udfordringer, hun oplevede, og ADHDmedicinen hjalp hende også til at få mere ro på tankerne, men den gjorde det ikke altid lettere at gøre noget ved problemerne. Dina er uddannet inden for handel og kontor og har gennem årene haft en del skiftende ansættelser. Hun er god til at udtænke systemer og få bragt orden i tingene og bruger lang tid på at sikre, at der ikke opstår fejl, men det er som om, der et eller andet ved hende, som gør, at de andre på arbejdspladsen undgår hende og aldrig lukker hende rigtigt ind i fællesskabet. Hun har også flere gange oplevet at være den, der bliver prikket, når der har skullet ske nedskæringer på en arbejdsplads. Lige nu arbejder hun i et mindre trykkeri og gør sig stor umage med ikke at gøre sig upopulær, for hun har ikke råd til at komme på dagpenge igen. I forbindelse med skilsmissen var der så meget kaos, at hun kom til at bruge rigtig mange penge på taxakørsel til og fra Krisecentret, til jobbet og til børnenes daginstitutioner, og hun tog et dyrt kviklån til at dække flytningen og de nye møbler. Nu orker hun næsten ikke at åbne rudekuverterne, når de kommer, og har svært ved at overse, hvordan hun skal klare endnu en flytning, når de om tre måneder skal være ude af det lejede hus. Hun tager heller ikke længere medicin, selvom den stadig hjælper hende. Den er dyr, og hun synes ikke, at hun har råd til det. Sundhedsplejersken, der har fulgt familien tæt, siden det yngste barn blev født, har udtrykt bekymring for det ældste barns trivsel. Især på grund af den vold de har oplevet i hjemmet og på grund af Dinas problemer med at få hverdagen til at hænge sammen i deres nye liv. Hun kan se, at børnene mistrives. Børnehaven har også i samarbejde med Dina skrevet en underretning. Sundhedsplejersken har foreslået, at Dina søger kommunen om hjælp, hvilket hun har valgt at gøre. 9

4.1 Hvordan møder Dina ADHD-strategien? Dina får igen kontakt til det kommunale system, da hun søger hjælp i forhold til det ældste barns trivsel. Der igangsættes en 50 undersøgelse i forhold til datterens trivsel og behov, og Dina får kontakt til en familierådgiver i Familier, Børn og Unge. Familierådgiveren har stor viden om, hvad det kan betyde for børn at have været igennem en konfliktfyldt skilsmisse og at have levet i et hjem med vold. Hun har også en del viden om, hvilke konsekvenser det kan have at leve med ADHD mest i forhold til børn med ADHD, men hun har også et ret godt kendskab til, hvad det vil sige at leve med ADHD som voksen. Hun fokuserer i sin undersøgelse på, at Dina har en del ressourcer og i lange perioder kompetent har passet både børn og job, selvom hun har været udsat for forskellige belastninger. Hun fremhæver dette i samtalerne med Dina. De taler om, hvad det er, der belaster mest lige for tiden, og hvordan de kan sikre, at børnene får en tryg hverdag, hvor Dina også har overskud til at støtte dem omkring det vanskelige samvær med faderen. Dina peger på, at der for tiden ikke skal ret meget til, før hun synes al ting vælter derhjemme. Det kan være små ting, som at den yngstes flyverdragt er blevet våd, så den ikke er tør til næste dag i vuggestuen. Eller at børnehaven vil på heldagstur, og at de derfor skal have to store madpakker med og møde i børnehaven kl. 8.00 og ikke kl. 8.15, sådan som hun er vant til, og så det passer med busserne. Eller at hendes eksmand ikke kan have børnene i weekenden, men hellere vil se dem fra onsdag til torsdag. Sammen finder de ud af, at det især opleves som belastninger lige nu, fordi Dina skal have fundet et nyt sted at bo, hvilket er svært, og fordi hun oplever sin økonomiske situation som helt uoverskuelig. De drøfter, at det kan være svært at gøre noget direkte i forhold til samarbejdet med Dinas eksmand, men at man måske kan støtte Dina til bedre at være i det konfliktfyldte forhold og overkomme job og børn. Familierådgiveren tager kontakt til Voksenhandicap for at få vejledning i forhold til, hvordan man bedst kan støtte Dina i den situation, hun står i. Med råd fra Voksenhandicap finder de frem til, at det i en periode frem til en måned efter flytningen vil være relevant at tilbyde praktisk hjælp til familien som en foregribende indsats, der skal sikre, at Dina kan koncentrere sig om at støtte sine børn. Familierådgiveren hjælper også Dina med at søge kronikertilskud, så hun igen kan få gavn af ADHD-medicinen. Det aftales, at Dina skal kontakte sin egen læge med henblik på igen at komme i medicinsk behandling. Der bliver ligeledes taget kontakt til den økonomiske rådgivning for borgere med ADHD hos HandiInfo. Her får Dina hjælp til at få omlagt det dyre kviklån til et billigere banklån, og der sættes gang i at undersøge, om eksmanden kan betale nogle af de ekstraomkostninger, Dina er blevet påført. Familierådgiveren har fokus på at støtte familien særligt i overgangen til det nye hjem og i at få en god hverdag op at stå igen. Hun taler med Dina om, at hun nok kun har brug for hjælp i en forbigående periode, og de taler om, hvor og hvordan Dina fremover kan få hjælp, inden der opstår så meget kaos, at det går ud over børnene. De afsøger om der er ressourcer i Dinas 10

netværk, som kan hjælpe, og Dina peger på, at hun måske kunne få hjælp af en tidligere nabo, som især er glad for børnene. Dina vejledes om, at ADHD-foreningen også kan være en ressource, og at det gennem Socialforvaltningen er muligt at få kontakt til en frivillig mentor, som kan hjælpe Dina til at holde overblikket og se de tidlige tegn på, at belastningerne igen bliver for store. 11

5 Malene - 19 år Malene er 19 år, og har ikke gået i skole siden hun for to år siden gik ud af 10. Klasse. Malene har altid været anderledes end sine søskende og de andre i skolen. I 6. klasse blev hun udredt og fik diagnosen Aspergers syndrom. Hun fik støttetimer, og det blev planlagt, at hun i 9. og 10. klasse skulle på en efterskole, der havde specialiseret sig i undervisning af børn med Aspergers syndrom. På skolen anbefalede man også, at Malene blev udredt for ADHD, og det viste sig, at Malene også har ADHD i svær grad, som komplicerer de vanskeligheder, hun har, som følge af Aspergers syndrom. Hun har meget svært ved at aflæse andres signaler og ved at tænke nuanceret, og hun har tilbøjelighed til at se verden meget i sort og hvid. Hun synes store dele af verden er åndssvag, misforstår hende og konstant er på nakken af hende blandt andet fordi hun har dårlig korttidshukommelse, en meget dårlig tidsfornemmelse og rum-retnings-fornemmelse og derfor ofte kommer for sent eller glemmer aftaler. Hun har svært ved at overskue ukendte situationer og bliver let usikker, hvis tingene ikke er, som de plejer. Hun bliver ofte angst om natten og har igennem længere tid fået ADHD-medicin om dagen og sovemedicin til natten. Det kræver stor disciplin og stram tidsstyring at få de forskellige medicintyper til at spille sammen på den rigtige måde en opgave som Malene ikke selv magter, men må have hjælp til. Malene trivedes på efterskolen, men efter 10. klasse var det svært for hende og familien at finde det rigtige tilbud til Malene. UU-vejlederen foreslog forskellige erhvervsuddannelser, men de krævede alle for meget bogligt i forhold til Malenes evner. Malene oplevede sig mere alene og forkert end nogen sinde før. Familien oplevede det som dybt frustrerende, at der ikke kunne lægges en klar plan for Malene, og at der tilsyneladende ikke var nogen plads i tilværelsen, der passede til Malene. De er også frustrerede over, at de ikke længere automatisk betragtes som part i sagen, da Malene nu er blevet over 18 år. Sidst, de var inviteret med ved beslutninger, var ved, hvad de oplevede som et dårligt forberedt, 17½ års møde. De inviteres nu ikke længere automatisk med til møder eller spørges til råds, hvilket har betydet, at Malene i flere situationer har truffet dårlige beslutninger for sig selv. Hun bor stadig hjemme hos forældrene, der gør meget for at støtte hende. De er dog bekymrede for, hvordan hun skal få et godt voksenliv, og om hun overhovedet vil kunne flytte hjemmefra i egen bolig. 5.1 Hvordan møder Malene ADHD-strategien? Malene og hendes familie har siden 10. klasse haft en tæt kontakt til UU-vejlederen. Da Malene bliver 18 år søges der om kontanthjælp, og Malene får dermed også en sagsbehandler i ydelsesafdelingen. UU-Vejlederen har stor viden om, hvad det vil sige at være ung med Aspergers syndrom og ADHD, og gør et stort at arbejde for at finde frem til en uddannelse, som kan interessere Malene, og som hun kan magte. 12

UU-Vejlederen har efterhånden haft mange samtaler med Malene, og det er hans vurdering, at hun er en meget sårbar pige, der har brug for en del støtte til at kunne komme godt på plads i en voksentilværelse. Han har mistanke om, at hun reelt er hårdere ramt, end hun umiddelbart syner ved de første møder, men at hendes stærke familiemæssige baggrund hidtil i et vist omfang har kunnet kompensere for hendes nedsatte funktionsniveau. Han tager kontakt til regionens ADHD-klinik Rusmiddelpsykiatri og ADHD MA3 med henblik på at få en udredning af Malenes aktuelle funktionsniveau, som kan anvendes i den videre vejledning. Umiddelbart overvejer han, om ikke Malene kunne være i målgruppen for den Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse. Malene bor stadig hjemme hos forældrene i den mindre landsby, hvor hun er vokset op. På sigt kan det være nødvendigt for Malene at flytte hjemmefra, for at hun kan få det uddannelsestilbud, der hjælper hende bedst. Han taler derfor med Malene og hendes forældre om, at det kunne være relevant at forberede Malene på at flytte hjemmefra, og de beslutter at undersøge, om der kan findes en form for beskyttet boform til Malene i det mindste i en startfase. UU-vejlederen tager kontakt til myndighedsafdelingen i Voksenhandicap, som med støtte i den udredning af funktionsniveauet som regionen har bidraget med, indstiller Malene til optagelse i et opgangsfællesskab med bostøtte. Myndighedsrådgiveren i Voksenhandicap foreslår også familien, at de sammen lægger en systematisk plan for, hvad det er, Malene skal lære, før hun kan flytte hjemmefra, i forhold til almindelig daglig livsførelse, samt at de søger hjælpemidler til Malene i form af kugledyne, der erfaringsmæssigt kan være med til at dæmpe angst og sikre en bedre nattesøvn for mennesker med ADHD. Der er efterhånden involveret mange forskellige professionelle i Malenes forløb, og UUvejlederen vurderer, at det vil være hensigtsmæssigt at indkalde til et netværksmøde. Han har hidtil haft den primære kontakt til Malene, men vurderer, at hun har så massive behov, at det vil være bedre, hvis det er myndighedssagsbehandleren i Voksenhandicap, der overtager den koordinerende rolle. Han spiller naturligvis stadig ind med rådgivning om uddannelse. I netværksmødet deltager, ud over Malene og hendes forældre, en repræsentant for regionen, som har været med til den supplerende udredning af Malenes funktionsniveau, UU-vejlederen, en repræsentant for ydelsesafdelingen og myndighedsrådgiveren fra Voksenhandicap. På mødet aftales det, at det fremover er myndighedsrådgiveren i Voksenhandicap, der har kontakten til Malene og koordinerer hendes hjælp. Det kommer også frem, at Malenes angst efterhånden er så voldsom, at den bør have selvstændig opmærksomhed, da den påvirker hele hendes dagligdag og funktionsevne. Regionen tilbyder at undersøge hvilken form for behandling, der vil være den mest hensigtsmæssige i Malenes tilfælde med en kompleks sårbarhedsprofil. Hjælpen koordineres fortsat fra Voksenhandicap, men der søges hjælp i Socialpsykiatri og Udsatte Voksne i forhold til, hvordan man bedst forholder sig til unge med en angstproblematik. 13

6 Mohammed - 23 år Mohammeds familie kom til Aarhus fra Libanon, da Mohammed var fire år. Han bor sammen med tre af sine fire søskende i familiens lejlighed i Viby. Han synes ikke, at han har råd til at flytte hjemmefra, fordi han er på ungeydelsen og så passer det ham også ganske fint at få mad og rent vasketøj serveret. Mohammed er vokset op i kvarteret og har gået i den lokale folkeskole, men ikke med noget særligt godt resultat. Han klarede netop 9. klasses afgangsprøve, men særligt de skriftlige fag voldte problemer. Han havde også igennem 8. og 9. klasse haft en del fravær og var begyndt at hænge ud med nogle af de drenge, der var gået ud af skolen de var jævnaldrende med Mohammed, fordi han var startet sent i skolen og gik 3. klasse om. Mohammed har aldrig syntes, at det var særligt sjov at gå i skole og når han lavede ballade for at få lidt af den indre uro ud, syntes skolen vist heller ikke, at det var særligt sjovt at have Mohammed. Han fik tit lov til at gå eller blev sendt ned i støttecentret. Det skete heller ikke sjældent, at han blev sendt op på kontoret, fordi han var kommet i slagsmål med de andre drenge. Han har en kort lunte og bliver let hidsig og kommer til at slå eller fare for hårdt frem mod de andre han er stor og stærk, og de andre var lidt bange for ham. Han er heldigvis også god til at sige undskyld, når han er kølet af. Efter folkeskolen vidste han ikke rigtigt, hvad han gerne ville. UU-vejlederen insisterede på, at han skulle i gang med noget, men Mohammed ville i hvert fald ikke gå mere i skole lige foreløbig. Han begyndte at gå til hånde hos et pizzeria i lokalområdet. Da han blev 18 år og søgte kontanthjælp, tog jobcentret fat i ham og hjalp ham ud i en række kortere praktikker, så han kunne få en fornemmelse af, hvad han gerne ville beskæftige sig med. De endte dog ofte med, at Mohammed begyndte at kede sig og lave ballade på arbejdspladsen eller simpelthen blev væk, hvis der var noget mere spændende, der bød sig til, eller han aftenen før fik røget lidt for meget hash med vennerne. Han blev også meldt til et grundforløb på teknisk skole et par gange, men kunne ikke rigtig samle sig om uddannelsen, selvom det såmænd var spændende nok med værkstedsundervisningen. Mohammeds straffeattest er heller ikke helt uplettet. Da han var 17 år blev han rodet ind i et indbrud, som nogle af kammeraterne tog initiativ til. Mohammed holdt vagt, men blev arresteret sammen med de andre, da alarmen gik. 6.1 Hvordan møder Mohammed ADHD-strategien? Mohammed søgte kontanthjælp så snart, han blev 18 år. I Jobcentret har man sammen med UU søgt at vejleder Mohammed til at finde ud af, hvad han vil med sit liv. UU-vejlederen og vejlederen i jobcentret har et godt basalt kendskab til ADHD og ADHDlignende problematikker, og på baggrund af Mohammeds skoleforløb og forsøg på at få fat på arbejdsmarkedet vurderer de, at der kan være behov for, at han bliver udredt for ADHD, så han kan få den rette hjælp. 14

De foreslår Mohammed, at han bliver tilknyttet I job med ADHD på Arbejdsmarkedscenter Syd. Han er nu i gang med at blive udredt og kan mærke, at den særlige tilgang, de har i projektet, gavner ham han bliver mindre forvirret og synes generelt, at de er flinkere, end der hvor han ellers har været. De er ikke så provokerende og irriterende. De arbejder en del med psykoedukation, anger-management og med at træne gode strategier for, hvad man gør, når frustrationer og kaos opstår, eller nogen vil lokke en med til noget, som måske ikke er så smart. På Arbejdsmarkedscentret tager de også fat på at afdække Mohammeds hash-misbrug og at undersøge, om han kan have gavn af ADHD-medicin. Mohammed siger selv, at han mest ryger for at finde ro, og han er villig til at prøve andre stoffer, hvis de mener, de kan hjælpe ham. Der skal dog en del motiverende samtaler til med en misbrugskonsulent og den psykiater, der er tilknyttet I job med ADHD, for at få Mohammed til at acceptere, at han skal bruge så mange penge på ADHD-medicin, når han synes, han lige så godt kan ryge hash, som er billigere, når man kender og hjælper dealerne. 15

7 Mikkel - 48 år Mikkel har en bolig i Tilst i tilbuddet Den Grønne Gren. Her har han boet, siden han sidst flyttede fra Østervang. Mikkel har ikke noget job og ikke nogen uddannelse, og han har de sidste mange år været på kontanthjælp kun afbrudt af kortere ansættelser og praktikperioder. Som oftest kommer Mikkels misbrug på tværs, og han ender tit med at rage uklar med sine arbejdsgivere, og så er det lettest bare at blive væk. Der er sjældent nogle arbejdskolleger, der betyder noget. Vennerne har han i misbrugsmiljøet. For tre år siden blev han udredt og fik diagnosen ADHD i forbindelse med Misbrugscentrets særlige fokus på at opspore borgere med ADHD. Det var fint nok for Mikkel, fordi han så fik ordineret Ritalin. Han kan mærke, at medicinen dæmper hans indre uro og gør ham bedre i stand til at aflæse andre folks hensigter og bevare overblikket, når der sker mange ting rundt omkring ham. Ofte vælger han dog at sælge medicinen, så han kan få råd til sine foretrukne stoffer. Mikkel kan godt lide at være sammen med andre mennesker og kommer let til at kede sig, når han er alene. Desværre er han også ret hidsig og kommer tit op at slås især når han er påvirket. Han har et par domme for vold og indbrud bag sig. For et år siden blev han slået ned, og på hospitalet mente lægen, at han havde fået en mindre hjerneblødning, som kunne give varige skader. Han mødte dog ikke til kontrollerne og fik det derfor aldrig rigtigt undersøgt men hans korttidshukommelse er i hvert fald ikke blevet bedre, og han er nok også blevet endnu dårligere til at vurdere risici og roder sig tit ud i uheldige situationer. Mikkel er et par gange blevet sat ud af sin lejlighed på grund af for meget ballade og manglende huslejebetaling. Så er han enten flyttet på Østervang eller hen til Lise eller Mona, som han kender fra gammel tid. De ender dog altid med at smide ham ud efter nogle uger. Han har ikke tal på, hvor mange gange han er flyttet. Der er dog kommet lidt mere ro på efter, at han er flyttet på Den Grønne Gren, hvor bostøtten hjælper ham med at holde lejligheden og sikre, at økonomien ikke kører helt af sporet. Han kan også godt begynde at mærke, at de mange år med et hårdt liv slider på helbredet, så han har igen kontaktet Misbrugscentret og vil gerne ud af stofferne. Mikkel er på kontanthjælp og har været det i mange år, og for det meste lader Jobcentret ham være i fred. Mikkel mener egentlig, at han burde have førtidspension. 7.1 Hvordan møder Mikkel ADHD-strategien? Bostøtten i Den Grønne Gren er Mikkels primære kontakt i kommunen, og han bruger hende til at få ordnet mange forskellige ting. Selv om hun organisatorisk hører under Socialpsykiatri og Udsatte Voksne, har hun et godt kendskab til ADHD-strategien, og hvad det vil sige at leve med ADHD. Hun har igennem årene været bostøtte for flere borgere med ADHD i kombination 16

med både misbrugs- og psykiatriske problemstillinger, og hun ved hvem i Center for Voksne med Autisme og ADHD, hun kan ringe til, hvis hun har behov for specifik viden om, hvordan hun bedst støtter Mikkel i at tackle sin ADHD. Det er også bostøtten, der har hjulpet Mikkel til igen at få kontakt til Misbrugscentret, og her prøver man i fællesskab med Mikkels egen læge at lægge en plan for, hvordan Mikkel kan lægge de illegale stoffer fra sig og i stedet komme i stabil medicinsk behandling formentlig med et andet stof end Ritalin, som ikke frister så meget til at jage rusen eller sælge medicinen. Bostøtten har også hjulpet Mikkel med at søge om førtidspension. Efter at han blev slået ned, synes der mindre og mindre perspektiv i at blive ved med at forlange, at Mikkel står til rådighed for arbejdsmarkedet, når hans arbejdsevne efterhånden er så ringe. 17