Program: Johannes Brahms (1833 1897) fra Trio op. 114 - Allegro Jørgen Jersild (1913 2004) fra Trois Pièces en Concert I. Tambourin III. Farandole Tak til: Aleksandr Skrjabin (1872 1915) fra 12 Etuder, op. 8 XI. Andante cantabile Kenneth Runge Benedikte Borum Poulsen Ida Fuglerud Joseph Haydn (1732 1809) The Mermaid Song Sailors Song Julie MeeRa Jens Olav Heckmann Theresa Lundquist Red Bull & Ipren 200mg
Jørgen Jersild (1913 2004) var i mange år professor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, hvor han underviste i blandt andet hørelære, instrumentation og komposition. Han var desuden musikanmelder på Berlingske Tidende og udgav i løbet af sit liv en række teoretiske/pædagogiske værker omhandlende bl.a. musikteori og hørelære. Karakteristisk for Jersilds musik er flere forskellige ting, men den bærer uden tvivl præg af én af datidens helt store strømninger, nemlig neo-klassikken. Den store genopfindelse af klassicismens dyder som klarhed, fokus på artikulation m.v. kombineret med en mere grov/kantet harmonik og komplicerede rytmiske forløb, var blandt andet det komponister som Prokofiev og Stravinsky kom til at definere dem selv ved, og Jersild hører overordnet til denne kasse. Det er desuden værd at nævne hvordan Jersilds musik besidder en fransk inspireret elegance, et stilistisk harmonisk tonesprog, der strækker sig fra tidlig middelalder/renæssance til moderne dissonansfyldte klange; og ikke mindst en kompleks rytmik, der dog altid undgår at fremstå konstrueret eller unaturlig. Jørgen Jersilds livsværk er ikke omfattende, og det er måske fordi, hans musik er på jagt efter den særlige enkelhed og ubesværethed, der ikke er hurtige genveje til. - Karl Aage Rasmussen Titlen Funèrailles oversættes bedst i stil med begravelse(r) / begravelsesritual(er). Stykket tilhører samlingen af klaverstykker ved navn Harmonies Poétiques et Religieuses, og er blandt de bedre kendte af Lisztsʼ solostykker for klaver. Funérailles har undertitlen oktober 1849, hvilket gennem tiden har skabt spekulation omkring hvorvidt Funérailles er en begravelseshymne til Liszts gode ven og kollega Frederyk Chopin, der døde netop i oktober 1849. Liszt skulle dog eftersigende selv have afvist denne påstand og henvist til at stykket er et modsvar til den mislykkedes ungarske revolution med Habsburg styret i 1848, og en hyldest til de nære venner som Liszt mistede i den forbindelse. Som med så meget andet af Liszts musik bliver der ikke sparet på ingredienserne og Funérailles er bestemt heller ikke bare en sørgemarch. Det første af i alt fire overordnede afsnit er en langsomt slæbende introduktion. Dybt beliggende på klaveret efterlignes effekten af store kirkeklokker der buldrer i det fjerne. Tåge bliver hurtigt til torden, men afbrudt af en fanfare falder tingene til ro igen, og i næste sektion sætter det egentlige sørge-tema nu ind i f-mol Der moduleres herfra til et smukt tema i parallel tonearten Abdur. Et introvert og sårbart afsnit, spillet ultra svagt og med betegnelsen lagrimoso (tårevædet), der for tiden til næsten at stå stille. Herfra udvikler tingene sig til et del-klimaks, hvorefter en heroisk march overtager og danner rammen for næste del.
Triumferende akkorder og kaskader af oktaver giver håb om sejr, men alt håb knuses pludseligt og det oprindelige sørgetema vender tilbage for fuld kraft. Til sidst er der blot reminiscenser af stykkets tidligere temaer tilbage, og efter en sidste desperat energiudladning, slutter det hele i dybet på tomme gennemsigtige akkorder. Revolutionen mislykkedes, og kun spøgelser af de faldne hjemsøger nu. Gabriel Fauré (1845 1924) Alban Berg (1885 1935) Johannes Brahms (1833 1897) Clair de Lune Die Nachtigall Von Ewiger Liebe Franz Liszt (1811 1886) Funérailles Medvirkende (IOOA): Ida Fuglerud, klarinet Benedikte Borum Poulsen, cello Theresa Lundquist, sopran Jens Olav Heckmann, tenor Julie MeeRa, sopran
Den ungarske pianist Franz Liszt (1811-1886) behøver for klaverinteresserede næppe den store introduktion. Han var uden tvivl en af sin tids vigtigste klaverprofiler, og nærmest personifikationen af virtuositet på samme måde som Paganini var det for violinen. Mange i samtiden anså ham endda for at være den teknisk mest avancerede pianist nogensinde. Liszt var foruden pianist også dirigent og komponist, og efterlod sig en kæmpe produktion af værker, ikke mindst for klaver. Mange af disse værker er karakteriseret ved at være yderst teknisk krævende, med massere af brilliante løb, store spring, hurtige oktaver, svære dobbeltgreb og alt hvad man ellers kan forestille sig af elementer i klaverspil på højt niveau. Dette har dog også været med til at give Liszts musik et ry for at være til tider overfladisk og indholdsløst, for meget show og for lidt kunstnerisk substans, men Liszt var i lige så høj grad en betydningsfuld komponist med stor indflydelse på senere generationer. Han eksperimenterede eksempelvis meget med form, og udviklede komplekse formstrukturer inden for énsatsede magnum værker, som eksempelvis i hans enlige klaversonate i h-mol. Også det harmoniske videreudviklede Liszt til nye højder. Han foregreb endda ophævelsen af tonearter, eksempelvis med stykket Nuages Gris, der måske er et af musikhistoriens tidligste eksempler på musik der slutter helt uden en fornemmelse af toneart. Der findes et utal af anekdoter der beskriver Liszts ikoniske personlighed. Alt fra hans karakteristiske hårpragt og dametække, til hans umenneskelige klaverevner og utrættelige arbejdsomhed som komponist. Et par personlige favoritter går imidlertid på hans sublime evner til at spille direkte fra nodebladet, såkaldt prima vista. Noget som alle gode pianister kan (eller bør kunne), men hvor Liszt i særdeleshed var et unikum. Han kunne uden problemer spille klaverkoncerter prima vista, og han gjorde det ved flere lejligheder. Komponisten Felix Mendelssohns kommentar, efter at have hørt Liszt spille Mendelssohns egen G-mol koncert fra bladet, var at han spillede den bedre end nogen nogensinde kunne have gjort. (Hertil kan det nævnes at Liszt og Mendelssohn ikke var de bedste venner!) Det var heller ikke nogen hindring at fremføre fx en violinsonate på en sådan måde at violinstemmen og klaverakkompagnementet blev flettet sammen og intet element gik tabt. Komponisten Edvard Grieg fortæller hvordan han oplevede Liszt gøre netop dette: Han spillede det hele [..], violin- og klaverdel, nej, mere, for han spillede fyldigere [..] han var bogstaveligt talt udover hele klaveret på én gang, uden at misse en eneste tone! [..] Sågar orkesterpartiturer lirede han af med et enormt overskud. Den amerikanske komponist Otis B. Boise fortæller
om et møde med Liszt i Weimar i 1876 hvor Boise havde et af sine egne orkesterpartiture med:.. han [Liszt] satte sig og skimmede instrumentsammensætningen, kiggede siderne igennem til enden, fulgte mine temaer og gennemføringer [..] og begyndte derefter den mest lamslående præcise gengivelse af et orkesterpartitur jeg nogensinde havde hørt [..]. De der har forsøgt sig med dette ved, at 10 fingre er utilstrækkeligt til at få alle detaljer med, man må reducere i stemmerne og bringe det essentielle frem. Liszt gjorde alt dette på én gang. Og han kom endda løbende med kommentarer til musikken, uden at afbryde sit spil. Trois Pièces en Concert (1945) er en klaversuite bestående af 3 individuelle satser. At Jersild lader sig inspirere af en gammel fransk tradition er i dette værk tydeligt ved satsbetegnelserne, henholdsvis Tambourin, Romanesque avec dix doubles og Farandole, alle henviser de til gamle franske dansesatser. Værket er skrevet under anden verdenskrig, men er ikke som sådan krigsmusik. Tværtimod udtalte Jersild selv senere om værket, at det var ment som forsøg på at skrive en oplivende musik i en ellers trykket tid. Det er man imidlertid ikke i tvivl om når man hører musikken, der hvirvler afsted næsten fra start til slut i satserne Tambourin og Farandole. I et væld af skiftende taktarter, polyrytmik og hurtige nodeværdier folder musikken sig ud på en legesyg måde, mens den harmonisk svæver mellem modale/kirketonale vendinger og dissonerende kromatik/clusters. Resultatet er en slags hybrid mellem den oprindelige lyd af rent klingende renæssanceagtig musik som titlerne henviser til og en mere kras neo-klassik. Jersild var som professor i hørelære, en sand mester i virkemidler som disse, men udtrykket bliver aldrig pedantisk, da der er en naturlighed og klarhed, der skinner igennem det komplekse Musikken skal stråle af sig selv, var hans overbevisning. Også derfor betragtes Trois Pièces en Concert i dag som en hjørnesten i den danske klaverlitteratur, hvilket heller ikke synes ufortjent, da det efter undertegnedes mening er intet mindre end.. et mesterværk.