Kapitel 3: Rektor Rossing (1912-1994)

1 Fra Skrigeunge til skolet drengestemme Kapitel 3: Rektor Rossing (1912-1994) Samme år hvor vi startede på skolen blev der oprettet gymnasium Sct Annæ Gymnasium var en realitet. Til et sådant behøver man en akademisk uddannet rektor. Mogens Wöldike s ambitioner havde været at få Aksel Schiøtz (1906-1975) som rektor. Han var foruden en berømt og tidligere meget anvendt solist ved kirkekoncerterne i Christiansborg Slotskirke også cand.mag. i dansk og engelsk. Han blev imidlertid diskvalificeret af Københavns skolevæsen nok fordi man antog, der så ville blive for lidt tilgodeset matematik og naturfag. Det var en stor nedtur for Aksel Schiøtz, som havde fået stemmen spoleret ved en operation i 1950, så kort tid efter i 1954 emigrerede han til Toronto i Canada og blev sangpædagog dér. I stedet fik vi matematikeren Erling Rossing som rektor. Erling Rossing Erling Rossing var en ganske usædvanlig person. Han var barsk og lunefuld, og samtlige elever frygtede ham, - selv lærerkollegerne. Hans ledelse foregik ved højlydte ordrer til alle sider. Han var ret høj og slank, han var rødblond og havde et mindre overskæg, og vi kunne nemt forestille os at han havde været en af de slemme krigsforbrydere under 2. Verdenskrig der hørte til Hitlers inderkreds for de tilhørte jo vores værste fjendebilleder. Hele året tog rektor S-toget fra den palæagtige bolig på Storkevænget i Holte til Østerport station, hvorfra han i hurtigt trav begav sig til skolen - uden overtøj sommer og vinter. Og hvor vi andre tilbagelagde strækningen på 10-12 minutter, gjorde Rossing det på den halve tid. Den høje mands holdning var karakteristisk: en anelse skæv over skuldrene og med en ryg, som var rank, næsten stiv og svingende nærmest demonstrativt den ene arm. Når Rossing drejede om gadehjørnet ved Borgergade, gjaldt det om at få ryddet Hindegade-trappen, så der var plads til at chefen kunne komme ind, og at få huen af som hilsen. Var man ikke hurtig nok, flåede Rossing hovedbeklædningen af eleven, og man så var man heldig, hvis der ikke fulgte hår med. Der måtte kun ske telefonisk henvendelse i kontortiden til rektor hvis forældrene skulle bede om fri i forbindelse med f.eks. en rund

2 Fra Skrigeunge til skolet drengestemme fødselsdag i familien. Det var helt umuligt på forhånd at vide, om svaret var: Nej, det kan der ikke være tale om, eller: Jamen, naturligvis, hvor mange dage skal De bruge? Rossing var en chef af den gamle skole, som fordrede ubetinget og øjeblikkelig lydighed af elever og personale. Sin entré i et lokale annoncerede han ved et bank med sin ring på ruden i døren. Når han med hurtige skridt gik fløjtende hen ad gangen, skulle man passe på, for så var noget gået ham imod. Engang hvor vi kom fra gymnastiksalen i kælderen op af trappen, mens der fortsat var undervisning havde jeg af vanvare fløjtet i en hundefløjte, som gjorde at Rossing kom farende og rev den fra mig og løftede mig op fra gulvet og hægtede mit hoved ind mellem to knager på knagerækken og lod mig hænge dér mens jeg fik en overhaling. Det gjorde voldsomt ondt på kraniet hvor jeg havde hængt, så min karriere som fløjtenist var hermed definitivt slut. Rossing var en fremragende underviser, og i den egenskab var han afholdt af sine elever, dog først på de større klassetrin - eller i det mindste af dem, som var nået inden for i klasseværelset. Rektor havde klæbehjerne: ved en enkelt lejlighed optrådte han som vikar i en af vore klassetimer i 3. mellem, - ganske uventet. Vi har vel været omkring 30 elever til stede, og Rossing tog protokollen frem og bad os én efter én om at give os til kende, når han i alfabetisk rækkefølge nævnede vore navne. Som sagt, så gjort. Derefter lukkede han protokollen i og startede fra en ende af: du hedder, du hedder o.s.v., helt uden fejl. Rossing til venstre og HG til højre I 1.g i juleferien var vi på skitur til Norge med Foreningen Norden. Rossing, hans datter og kone Ranghild var også med. På en langrendts tur hvor vi var en 8-9km fra vores hotel i Geilo var Ragnhild så uheldig at falde og brække sin ankel. Der blev straks sendt en hurtigløber afsted efter hjælp. Det var Henrik Gotthardt Olsen fra nysproglig 2.G, som var halvt nordmand; men Ragnhild (1912-2011) var begyndt at fryse, så jeg måtte her optræde med mit ypperste udi spejder sporten, at få tændt et bål op det var ikke så let at finde tørt kvas nede i de sne

3 Fra Skrigeunge til skolet drengestemme begravede grantræer - men det lykkedes så godt, og Rossing var synlig imponeret, hvilket var med til at frede mig det meste af gymnasiet. Rossing havde været en del sammen med min far Aage Knudsen på en koncerttur til Edinburgh, hvor de var blevet (havde drukket) dus, - så i hele min gymnasietid hed jeg ikke andet end Aage!! og jeg fik nok højere karakterer end mine præstationer kunne klare. Dette blev tydeligt da vi fik en ny matematiklærer HG Hansen HG så røg min karakter gevaldig ned! han titulerede os aldrig med andet end høvle. HG Hansen Rossing kunne faktisk være ganske morsom. Ved at stille nogle spørgsmål om emner Rossing brændte for så kunne vi få ham til at tale timen væk uden undervisning hvilket jo også var vores hensigt. Hvem der snød hvem, er jo nok det store spørgsmål vi lærte i hvert fald ikke vores pensum. Når han entrede timen med spørgsmålet Halløj børn, har nogen af jer været i Liberia? nej vel; men det har jeg, - så var der så godt som sikret en time uden undervisning. Rossing havde været gæsteprofessor og havde haft orlov 1955-56, for som UNESCO-udsending til Liberia, at varetage undervisningen i matematik ved universitetet i Monrovia. Lektor Mammen var så konstitueret rektor. På 3. G ernes sidste skoledag det år han var væk blev der lavet en happening i gården, hvor Rossing blev kogt i en gryde og ædt af de vilde kannibaler. Ved årets studenterafslutning sagde elevtaleren til Mammen: tak for et år i fred! Mammen var ellers ikke nogen speciel elev venlig lærer. Han var den type gymnasielærer, der arbejdede metodisk på at slippe af med de tungeste elever i 1.G. Da så Rossing kom hjem fra Liberia og første gang skulle skrive de fraværende i en 2.G ind i protokollen, undrede han sig over, hvor mange syge der var. Det viste sig at Mammen havde fået 6 elever udmeldt og nedrykket 2 i det forløbne år hvor Rossing havde været væk. Det var ikke noget der passede rektor! Mammen gav meget lave karakterer i det daglige. Således havde flere 3. G er dårlige termins og årskarakterer i skriftlig engelsk; men de gik op og fik ug og ug- til eksamen. Selvom vi kun gik i 5.klasse så kom vi også til at mærke

4 Fra Skrigeunge til skolet drengestemme Mammen s strenghed, for han skulle være med til at bedømme mellemskoleprøven, om vi kunne rykke op fra underskolens 5.klasse til 1.mellem flere var på vippen og en del røg ud af skolen. I starten af skoleåret 1956 havde vi Mammen i engelsk det var ikke behageligt; men så fik vi vor gamle klasselærer chrissefar så alt blev godt igen. Kapitel 4: Mogens Wöldike (1897-1988) Hvor Rossing var forvalteren på stedet så var Mogens Wöldike fyrsten eller den enevældige konge i Sangskolens rige. Han gav sine ordrer stille men bestemt og forventede, at de blev fulgt, og alle, såvel lærere som elever, havde stor respekt for ham og vi var vel også lidt bange for ham. Vi vidste og blev ofte mindet om, at han var en meget berømt person. Vi drenge var hans instrument, som han mesterligt spillede på, men vi fik aldrig i drengeårene noget personligt forhold til denne fine og ophøjede, fjerne person, som ikke havde noget umiddelbart behov for at stige ned til os. Mens vi var klar til at gå i døden for Niels Møller (1918-1998), var det samme næppe tilfældet over for Wöldike. Men hans musikalske autoritet var ikke til at tage fejl af, og hans intellekt og strategiske evner var forudsætningen for Drengekorets eksistens og fornemme niveau. Når man kender trægheden i Københavns kommune kan man ikke andet end beundre hele ideen og strukturen i Københavns Drengekor, forbilledligt tænkt - og ved hjælp af en fremragende medarbejderstab på det musikalske område tillige forbilledligt gennemført. Alle sanglærerne havde akademiske grader i musik mindst cand. mag. i musikvidenskab. Så det var en særdeles kompetent sanguddannelse vi fik gennem næsten 10 års skolegang når man også tager gymnasietiden med hvor vi jo var aktive mandsstemmer. Mogens Wöldike

5 Fra Skrigeunge til skolet drengestemme Wöldike, Wølle eller Løven, som vi også kaldte ham, var lille og slank med tyndt blågråt hår hentehår, som vi mistænkte ham for at lade tone. Han var aristokratisk af væsen og altid meget elegant, næsten lapset klædt, og han kørte i en lille sportvogns agtig Opel cabriolet. Som dirigent var han meget spændstig og elegant i sine bevægelser. Den lille mand formelig dansede på podiet med alle ordenerne på kjolereversen. Mogens Vipperøv var hans mindre pæne tilnavn opfundet af Det kgl. Kapel og videreført til Radiosymfoniorkestrets musikere. Han talte med en tynd, svag stemme, men han behøvede heller ikke at råbe, og skulle der endelig tales højt, var der andre til at tage sig af den side af sagen. Var Løven lille af vækst, var han til gengæld en mægtig mand også i den danske musikverden uden for Hindegade. Han havde titel af sanginspektør i Københavns Kommune, han var organist ved Christiansborg Slotskirke, og toneangivende inden for dansk kirkemusik, både som udgiver af koralbøger og liturgisk musik, og inden for Dansk Kirkesang forrest i videreførelsen af Thomas Laubs ideologi. I mange år dominerede han på samme måde organisternes fagforening, Dansk Organist- og Kantorsamfund. Indtil 1958 havde Wöldike næsten udelukkende benyttet sig af Det kgl. kapel ved sammensætning af orkestre til fredags koncerter i Slotskirken og oratorier i Odd Fellow Palæet, hvilket min far Aage Knudsen ofte arrangerede. Derefter blev Wöldike leder af DR SymfoniOrkestret og dirigerede også ofte Radiokoret. Så i musikerkredse og blandt sanglærerne blev han med ærefrygt omtalt som kapelmesteren. Ved talrige torsdagskoncerter stod han i spidsen for store oratoriekoncerter med kor og orkester, men han dirigerede også, omend med mindre succes, rene symfonikoncerter. Universitets-professoren og den verdenskendte musikforsker Jens Peter Larsen (1902-1988) var, skønt næsten jævnaldrende, Wöldikes svigersøn, og de to arbejdede på enestående vis sammen omkring opførelser af Haydns og Händels værker. Jeg tror ikke hans måde at fortolke værkerne på i dag ville finde genklang hos nutidens barokmusik fortolkere: orkestret var ofte for stort, og der blev spillet på moderne instrumenter med metalstrenge, i moderne stemning og uden de udtryksfulde fraseringer, som er blevet helt almindelige i nutidens anmelderroste fremførelser af barokmusik. Men Wöldikes oratoriekoncerter var dengang banebrydende.

6 Fra Skrigeunge til skolet drengestemme Wöldike var beundret af mange; men han havde også mange fjender. Løven sad som en mafiaboss på store dele af musiklivet hvor han havde et netværk af meningsfæller i mange år, og det var ikke let for anderledes tænkende at komme til orde. Han var kompromisløs i sine holdninger, og det var gennemgående at Romantisk musik var ikke hans livret, dog var der undtagelser: for eksempel satte han Verdi højt. Men ellers var der i stride strømme barok og wienerklassisk musik på repertoiret, - eller renæssance motetter af gamle mestre som f.eks. Orlando di Lasso, som vi troede var en cowboy som kastede med lasso, og Palestrina som nok var stavet lidt forkert for han hed vel retteligen Palle Strina. Wöldike s dirigenttemperament var køligt, følelserne kom sjældent direkte til udtryk. Hans direktion var ikke altid ret tydelig for pinden flagrede lidt for meget rundt, så det var om også at have øjenkontakt med ham samtidig. Han udstrålede en autoritet der gjorde at man ikke betvivlede at han havde den fulde kontrol over situationen. Når han stod på dirigentpodiet foran et fuldt symfoniorkester og alle drengene linet op samt de fornemste solister ved sin side så udstrålede han den sikre kapelmester. Hvis han havde et idealbillede så var det nok Egisto Tango; men han var måske sig selv nok, for Løven havde bestemt også sine egne kraftige udtryksformer på sin musikalske palet. Når han for eksempel en gang imellem satte sig til flyglet i forbindelse med den fælles morgensang, ventede der altid en oplevelse. Han var en fremragende leder af sangen med en overlegen beherskelse af tangenterne. Han fordoblede gerne basgangen i underoktaven, - klaveret kunne næsten lyde som et helt orkester, og vi drenge kunne blive helt høje af det. Referencer: 1. Sørensen S: Københavns Drengekor gennem 50 år, København (1974). Opstillet på Center for Musik og Teater, signatur YNF MEKH Søre. Indeholder liste over kompositioner opført ved Drengekorets kirkemusikaftener indtil 1974. Wilhelm Hansen Musikforlag, København (1974) 2. Møller N: Sangskolen 1929-1989. Selskabet Københavns Drengekors venner, København (1998) 3. Munk Ebbe, Palsmar Henrik: Københavns Drengekor - Det Kongelige Kantori 75 år 1999. København (1999) 4. Lasson F, Skaarup H: Baron og Bajads Aage Haugland fortæller. Gyldendal (2001) 5. Palsmar Henrik: For Skolen og for Livet, Festskrift 75 år, Sangskolen på Sankt Annæ Gymnasium. København (2004) 6. Lindholm S: Melodien der blev ved erindringer fra et liv i musik. Forlaget Bostrup (2009)

7 Fra Skrigeunge til skolet drengestemme 7. Flemming P: Skolen der slår tonen an. Artikel i Berlingske Tidende Søndag 2. september (1979) 8. Den Store Danske: Vilhelm Schepelern. Gyldendahl s åbne Encyclopædi stammer fra Dansk Bibliografisk Leksikon 3.udgave, (1979-84)