Fagenes samspil/2008. AT-synopsis med geografi, dansk og oldtidskundskab Emne: Forudsigelsen om global opvarmning, som den formidles i Al Gores film: En ubekvem sandhed ( An Inconvenient Truth ) USA 2006. Instruktør: Davis Guggenheim. Indledning/problemformulering: I filmen En ubekvem sandhed argumenterer Al Gore for at der er en sammenhæng mellem den globale opvarmning og udledningen af CO2. Han konkluderer, at dette vil medføre store konsekvenser for jordens befolkning. I en række rapporter peger FN s klimapanel på selv samme sammenhæng mellem global opvarmning og CO2 udledning. 1 På trods af det har Al Gores film en ubekvem sandhed været udsat for skarp kritik. Vi vil derfor prøve at forklare hvorfor Al Gores udsagn i En ubekvem sandhed bliver kritiseret, når nu et samlet klimapanel tilsyneladende er enig med ham? Vi vil i denne opgave fokusere på forudsigelserne via videnskabelige budskaber, filmsprog og retorik. Den naturvidenskabelige del: Drivhuseffekten Al Gore har i filmen mange forudsigelser, hvis forudsætninger han begrunder i drivhuseffekten. En af disse forudsigelser er, at verdenshavene vil stige og bl.a. oversvømme World Trade Memorial. Når stråling rammer noget stof kan der ske en af tre ting: Det kan blive absorberet, reflekteret eller passere. Solen udsender både kortbølget og langbølget stråling, men det er kun det kortbølgede, der når jorden. Størstedelen af den kortbølgede stråling passerer atmosfæren og bliver absorberet af jorden, hvorved jorden opvarmes. Den opvarmede jord udsender en del af sin energi som langbølget stråling. Denne stråling kan ikke passere gennem kuldioxiden (CO2) i atmosfæren. I stedet absorberes strålingen af kuldioxiden og bliver til varme igen. Hvis mængden af kuldioxid øges i atmosfæren, vil der derfor ske en opvarmning af jordens atmosfære, da mindre langbølget stråling vil undslippe. Denne årsagssammenhæng er der for så vidt ingen, der er uenige om. 1 Se http://www.dmi.dk/dmi/dkc_ipcc_2007.pdf 1
Uenigheden handler om, hvor meget atmosfæren opvarmes og hvor mange andre faktorer der i øvrigt indgår i at afgøre atmosfærens endelige temperatur. Al Gore præsenterer en række tegn på den globale opvarmning, og det er her hans præsentation kommer til sin ret. Han får tydelig vist, at der foregår en opvarmning af jorden og hvordan det har påvirket især de kolde egne af jorden. Der er to overordnede videnskabelige kritikpunkter af Al Gores film. Det første kritikpunkt er når han (og alle andre) vil forsøge at bevise sammenhængen mellem den globale opvarmning og udledningen af kuldioxid. Dette bliver kun antydet i hans film, ved først at præsentere teorien om drivhuseffekten og siden præsentere to kurver; en kurve for indholdet af kuldioxiden i atmosfæren over tid og en kurve for temperaturudviklingen i samme periode. Disse kurver passer sammen ifølge Al Gore. Hvordan og hvorfor de passer sammen kommer han aldrig ind på. Det er altså ikke et bevis, men snarer et indicium. Hvorvidt der er flere eller andre årsager kommer han heller aldrig ind på. Den anden del af kritikken retter sig mod hans forudsigelser af konsekvenserne af temperaturstigningerne. Klimaændringer er en ekstrem kompliceret mekanisme, der blandt andet indeholder en lang række af internt forbundene virkninger og feedback mekanismer, som f.eks. grønlandspumpen, albedo fra isdækker, absorption af CO2 i havet etc. som ingen har overblik over. Alligevel præsenterer Al Gore en lang række meget håndgribelige konsekvenser uden den mindste tøven. Den humanistiske del: Filmsproget: 2
I et undervisningsmateriale fra Det Danske Filminstitut, betegnes filmen En ubekvem sandhed som en dokumentarfilm. En dokumentarfilm kan karakteriseres som film, der henter deres stof fra virkeligheden, men som præsenterer det ud fra en personlig holdning eller synsvinkel. Dokumentarfilm er en kunstart og ikke blot et medie, der skal registrere sandheden om virkeligheden." 2 I anslaget, (før titlen præsenteres) i En ubekvem sandhed vises billeder af naturen, farverne er klare, tempoet roligt og enkelte af billederne har et skær af romantik over sig. Lyden består af lyde fra vinden i bladene, fugle der kvidrer. Samtidig kan man høre en underlægningsmusik, der består af rolige klavertoner, der falder i et langsomt tempo og en rolig dyb voice-over (der tilhører Al Gore), der beretter om detaljerne ved naturens form og farver og hvilke følelser, der giver mennesket at være i pagt med naturen. Voice-overen siger: Man hører fuglene. Man hører løvfrøerne. I det fjerne hører man en ko. Man mærker græsset. Det er stille, fredfyldt. Herefter klippes der til en computer, hvorpå man ser et billede af jordkloden, mens billedet toner ud, toner et billede af jordkloden på en storskærm frem og kameraet glider videre forbi et publikum, der sidder forventningsfulde og rolige og lytter til Al Gores fortælling. Der klippes til billeder af publikum af forskellige nationaliteter. Vi ser Al Gore i forskellige situationer, hvor han interagerer med publikum, han bliver klappet af, han bliver set på med øjne, der signalerer, at han er en stor helt. Der klippes igen. Denne gang til mere grynede og skæve billeder af Al Gore, hvilket giver billederne et dokumentarisk udseende, men det indikerer også at vi er i en fortid. Al Gore befinder sig her i forskellige præsidentlignende situationer. Der klippes til Al Gore siddende i en bil, billedet er klart og tydeligt, Al Gore sidder med sin computer på skødet og i en voice-over beretter han at Jeg har forsøgt at fortælle denne historie i lang tid og det føles, som om jeg ikke har fået budskabet ud. Der zoomes ind på Al Gore og vi ser ham i et nærbillede, hvor han løfter hovedet fra computeren og ser ud af vinduet. Det vi ser i filmens anslag, dvs. de første 4 min. inden præsentationen af filmens titel, er at dette er en film, der trækker på mange forskellige filmiske virkemidler. I filmens anslag lægges der op til, at dette er en film, hvori der anvendes mange dokumentariske klip, men at det primære formål er at fortælle en god historie. Den historie, der skal fortælles, handler både om den forhenværende 2 Citat fra undervisningsmaterialet Fat om dokumentarfilm, DFI 2001. (Materialet kan hentes på adressen www.dfi.dk/dfi/undervisning/fatomdokfilm/) 3
præsidentkandidat Al Gore, men den handler også om den historie, som han vil fortælle om verdens klimasituation. Retorik: Der er ingen tvivl om at Al Gore og resten af holdet bag filmen har været meget opmærksomme på at kæde filmsproget sammen med retorikken. Filmsproget skal fange tilhørerne rent visuelt, men uden retorikken og især argumentationen ville publikums tankegang og lyst til at handle ikke blive påvirket tilstrækkeligt. I det følgende beskrives hvorledes Al Gores præsentation i filmen En ubekvem sandhed kan sammenkædes med de retoriske virkemidler ethos, logos og pathos fremsat af Aristoteles i det 4.årh. f. Kr., men som til stadighed bruges i både lejlighedstaler og politiske taler, hvor Al Gores præsentation må kategoriseres til en mellemting, da den indeholder begge dele. Ethos appelformen er meget knyttet til afsenderen af talen dvs. Al Gore. Afsenderens troværdighed som person kan enten bygge på personlig fremstilling eller relateres til tidligere situationer, hvor vedkommende har udført noget, der kan styrke tilhørernes troværdighed til ham. I Al Gores tilfælde er det noget af det første han nævner i sin tale, idet han siger, at han plejede at blive kaldt USA's næste præsident, et embede der traditionelt bliver forbundet med ikke blot stor personlig magt men også troværdighed. Logos appelformen indebærer en appel til tilhørernes fornuft. I denne appel skal afsenderen forsøge at være objektiv og blot fremstille sagens kendsgerninger. Logos i praksis i forhold til nutiden vil derfor være at fremstille diverse bearbejdede og dokumenterede fakta f.eks. på PowerPoint ved brug af statistikker og grafer, der derefter forklares så objektivt som muligt. Al Gore bruger mange grafer og statistikker og forudsigelser i sin fremstilling, så logosdelen er derfor meget vigtigt også for at understrege hans ethos. Hans objektivitet erstattes dog af den førnævnte fokus på hans personlige iscenesættelse f.eks. da han stiger op på en kran for at understrege betydningen af en graf. Pathoselementet er det retoriske virkemiddel, der ofte binder en tale sammen idet det oftest bruges i starten og slutningen af en tale. I starten appelleres til publikum idet de inddrages i problematikken og i slutningen bedes ofte om en stillingtagen til de problemer der blev opstillet i fremstillingen. Pathoselementet appellerer til tilhørernes følelser. Det er her meget påkrævet, at man som afsender kan ramme så mange forskellige følelser som muligt for at opnå effekt på størstedelen af tilhørerne. Oftest indeholder denne effekt en grad af advarsel eller trussel, idet afsenderen ønsker at tilhøreren skal tage stilling til sagen. 4
Denne personlige referenceramme i En ubekvem sandhed er i sig selv et pathoselement i præsentationen, der skal vise, at Al Gore ikke er en ophøjet politiker, men en almindelig mand. Pathosappellen bruges i filmen til at ramme en så stor del af publikum som muligt. Publikum vil genkende disse situationer og dermed være tilbøjelig til at identificere sig med Al Gore og ikke mindst tro på det han siger. Det at sønnen var i livsfare sidestiller Al Gore f.eks. med bemærkningen om, at vi så let kan miste det vi tager for givet, og at denne oplevelse fik ham til at få større indsigt i miljøproblemerne. Til trods for at denne oplevelse og efterfølgende interesse i miljøet ikke har videnskabelig interesse er den vigtig i filmen som det pathoselement, der inddrager tilhørerne og i høj grad styrker Al Gores ethos, dvs. troværdighed. Det at Al Gore i filmen fremstiller sig selv som tidligere værende udvidende om alvorligheden af den globale opvarmning er også med til at forøge hans ethos. Flere gange i filmen indikerer han, at han heller ikke selv troede på, at det var så alvorligt og at løsningen i det mindste ville være let. Hvis tilhørerne skal tage stilling er det vigtigt at minde dem om, at også han var uvidende engang, men nu hvor han er oplyst ser han det som sin pligt at informere andre om sagens kendsgerninger. Konklusion På baggrund af sin position som kendt politiker og miljøforkæmper præsenterer Al Gore konsekvenserne af den globale opvarmning på et tilsyneladende videnskabeligt plan. Selv om FN s klimapanel i væsentlig grad er enig med de resultater, der bliver præsenteret i filmen, er det uofficielle og udokumenterede resultater, som Al Gore præsenterer som videnskabelige fakta. Ved hjælp af filmiske virkemidler får Al Gore disse resultater til at virke ikke blot sandsynlige men også veldokumenterede, selvom hans kilder ikke er videnskabeligt funderede. Med henblik på filmsproget kan man derfor diskutere, om filmen er en dokumentarfilm, der omhandler personen Al Gore eller om det er en dokumentarfilm om emnet Den globale opvarmning. Når man tager i betragtning af, at tilhørerne formodes at være almindelige borgere uden forudsætninger til at forstå de videnskabelige fakta, øger det forståelsen for hvorfor ethos og pathos appelformerne bliver brugt så intensivt til at pakke fakta ind i mere genkendelige rammer. I lægmands øjne virker problemstillingen og argumenterne rationelle og logiske, og der kan ikke skelnes mellem ethos, logos og pathos. Hvorvidt de videnskabelige beviser er sande eller ej overskygges derfor af sagsfremstillingens videnskabelige ramme med den nyeste teknologi og iscenesættelsen af Al Gores egen person. 5