- Psykoanalysens manglende bidrag til pædagogikken?

Synopsis i videnskabsteori. Subjektet, den Anden og det sociale. Modul 7 kan.pæd.fil. DPU - Psykoanalysens manglende bidrag til pædagogikken? 1

Indhold Indledning side 3 Psykoanalysens hovedpunkter side 4 Foreløbige spørgsmål til diskussionen ved mundtlig del side 6 Litteraturliste side 8 2

Indledning Pædagoger videreuddannes til handicapseksualvejledere, og får hermed en ny rolle i det pædagogiske felt. Når f.eks. en voksen sindslidende beboer på et bosted masturberer i fællesrummet, bliver det en opgave for en seksualvejleder at stoppe adfærden og samtidig vejlede til andre måder at udleve seksualiteten på. Seksualvejlederen arbejder ud fra Vejledningen: Seksualitet uanset handicap 1, og denne støtter sig bl.a. til FN's Standardregler om: Lige muligheder for handicappede. I standardregel nr. 9 står der, at mennesker med nedsat funktionsevne skal have mulighed for at opleve deres egen seksualitet og have seksuelle forhold på linje med andre mennesker, samt at de i denne forbindelse skal støttes gennem lovgivning og med relevant rådgivning. 2 Spørgsmålet er, om pædagogik hermed bliver mere og andet end uddannelse og opdragelse? Det kunne være fristende at skelne til psykoanalysen som teori og praksis i forhold til et tredje ståsted for seksualvejlederen, når denne skal støtte og rådgive mennesker med funktionsnedsættelse. Psykoanalytikeren Catherine Millot argumenterer imod antinomi mellem pædagogik og psykoanalyse i hendes tekst om Freud som antipædagog. Millot vil i teksten vise: hvad den radikale modsætning mellem opdragelsesprocesser og analytiske processer består i og vise, hvori den strukturelle umulighed af at bruge den viden, der er opnået i den psykoanalytiske erfaring inden for den pædagogiske relations rammer, består. 3 Jeg vil gennem den såvel skriftlige som mundtlige del af eksaminationen undersøge samt lægge op til en diskussion af, hvorvidt psykoanalyse og pædagogik er antinomiske praksisser. Dette set i forhold til en udvidet tænkning af, hvad pædagogik er; med særligt fokus på seksualvejlederen i socialpsykiatrien. Min undersøgelse vil således dreje sig om: I hvilken udstrækning psykoanalysen evt. kan bidrage til at belyse en pædagogisk praksis som seksualvejleder i socialpsykiatrien? - Jeg vil her i den skriftlige del redegøre for nogle hovedpunkter i den psykoanalytiske teori, samt skitsere nogle spørgsmål til den videre diskussion ved den mundtlige del. - Den mundtlige fremlæggelse vil indeholde en redegørelse, for Millots argumenter for at psykoanalyse og pædagogik er antinomiske. Dette kritisk, analyserende, diskuterende og perspektiverende i forhold til en praksis som seksualvejleder. 1 Ulla Rødgaard Henningsen, Formidlingscenter Øst: Seksualitet Uanset handicap. Vejledning af den 28-2-2001, Socialministeriets 7 kontor, 1 udg. 1 opl.: http://www.vfb.dk/media/sexvejledning_ministeriet.pdf, 25-11-2011, kl 16.05. Herefter kaldet Vejledningen. 2 FN: Standardregler om lige muligheder for handicappede, New York, 1994, resolution 48/96, nr 9 s 29. 3 C. Millot: Antipædagogen Freud. Psykoanalyse og opdragelse (2010 [1979]) i Pædagogiske umuligheder Psykoanalyse og pædagogik (s.31), Aarhus Universitetsforlag, Aarhus 2010. 3

- Herefter vil jeg lægge op til en fælles diskussion af Millots argumentation, samt argumenter og perspektiveringer i forhold til seksualvejlederens praksis. Psykoanalysens hovedpunkter For at kunne udpege de vigtigste hovedpunkter i psykoanalysen i forhold til Millots teori om antinomi mellem pædagogik og psykoanalyse, vil jeg hovedsageligt lade mig inspirere af Kirsten Hyldgaards fortolkning af psykoanalysen. Millot henviser til Lacan som sin vejleder, men refererer desuden direkte til Freud i sin argumentation. Hos Hyldgaard beskrives psykoanalysen såvel ud fra Freud som Lacan. Hyldgaard skriver: Et af psykoanalysens fundamentale begreber er identifikation. Begrebet erstatter begrebet identitet. 4 Det vil altså sige, at psykoanalysen gør op med en tænkning af jeget som en fast størrelse, en kerne, en personlighed eller en identitet, vi er født med. Videre hedder det hos Hyldgaard at: identifikation kan og skal tænkes i to dimensioner, en symbolsk og en imaginær. 5 Den imaginære identifikation betyder, at subjektet forsøger at blive, hvad det tror, den Anden ønsker, eller at blive det, den Anden mangler. Dette betegnes af Lacan som et idealjeg. Symbolsk identifikation vil derimod sige, at vores jegideal er rettet mod et enkelt træk ved den Anden. Den Anden er med stort for at pege på, at det ikke er den konkrete anden, der er tale om. Hyldgaard henviser til Lacan, som kalder dette træk for unært, hvilket sætter det i modsætning til et unikt eller kvalitativt træk. Det kan være uforståelige træk, man identificerer sig med som f.eks. en hoste, men det er aldrig irrationelt. Der er altid en mening gemt i det ubevidste, som det så er psykoanalytikerens job at få frem gennem talen. 6 Hvis vi nu på højst spekulativ vis for anskuelighedens skyld, som seksualvejledere, psykoanalyserede den handicappede beboer, der masturberer offentligt; kunne man med psykoanalysen afvise, at han er ekshibitionist af natur, eller at dette er hans fastlagte seksuelle identitet eller en kerne i hans medfødte personlighed. Vi måtte i stedet kikke på, om han har dannet nogle oplagte symbolske eller imaginære identifikationer. Måske kunne vi observere, at han er fascineret af en anden beboer, der har nogle meget maskuline træk og ofte berører sig i skridtet. På det imaginære niveau prøver denne beboer måske at gøre noget, den Anden ikke tør. Han ophæver den Andens manglende mod og kaster sig ud i en masturbation i fuld offentlighed, for at få den Anden til at elske, respektere eller anerkende ham? Selvom det er en konkret anden, han identificere sig med, vælger jeg at skrive Anden med stort for at pege på, at identifikationen stadig ikke er med en konkret anden; der er altid mere på spil, end vi umiddelbart kan se. Identifikationer bygger på et 4 Kirsten Hyldgaard: Pædagogisk pli i K. Hyldgaard: Pædagogiske umuligheder Psykoanalyse og pædagogik, Aarhus Universitetsforlag, Aarhus 2010, s. 118 5 Samme s. 118 6 Samme s. 118-123 4

ubevidst begær af at være, hvad den anden ønsker eller mangler; eller identifikation med et træk hos den Anden. Dette begær er fremmedgjort, da det er den Andens begær. Hyldgaard skriver: Der findes ikke begær, qua den Andens, der ikke er fremmedgjort. Miseren opstår blot, når der etableres identitet mellem krav og begær. Når begæret kollapser i kravet, er begæret dobbelt fremmedgjort. 7 Ved at prøve at være det den Anden ønsker eller mangler, er vores beboers begær altså altid allerede fremmedgjort. Hvis beboeren i vores eksempel desuden prøver at leve op til et krav fra den konkrete anden, bliver begæret dobbelt fremmedgjort. Hans adfærd kan nu ses som et udtryk for primitiv narcissistisk kærlighedshungrende adfærd, og ikke en seksuel parafili, som vi skal hjælpe ham til at udleve i de rette lovlige rammer; hvilket ellers kan fremlæses i Vejledningen. Vejledningen oppositionerer sig herudover til psykoanalysen, når den refererer til WHO, der hævder, at seksualitet er et basalt behov 8. Men ud fra psykoanalysen er seksualitet ikke et behov, hos Rösing får vi forklaret, at begæret hos Lacan og seksualdriften hos Freud: ikke må forveksles med behovet en forveksling, som mange misforståelser af psykoanalysen bygger på. Begæret er ingen biologisk størrelse 9. Endvidere pointeres det at: Lacan lægger sig her i forlængelse af Freuds påpegning af, at seksualiteten altid involverer noget andet end behovstilfredsstillelsen. 10 Seksualdriften er hos Freud afledt at instinkterne, den er ikke selv et instinkt 11. Hos Lacan er begæret ligeledes noget andet end behovstilfredsstillelse, idet det altid er den Andens begær, da den Anden var der før mig; eller med Hyldgaard: I begyndelsen var den Anden, det vil sige, at subjektet ikke kan tænkes uden eller før den Anden. 12 Vi kan således antage, at den beboer, der masturberer offentligt, er drevet af et ubevidst begær, som er den Andens. Spørgsmålet er nu, om beboerens begær er dobbelt fremmedgjort ved, at den Andens begær opfattes som et krav? Desuden er det spørgsmålet, om beboeren deler grundfortrængningen eller Loven der i psykoanalysen beskrives som ødipuskonflikten eller incesttabuet. At Loven er ubevidst, vil sige, at den ikke er indstiftet af bestemte personer, den er allerede i barnet som en ubevidst viden. Loven er en grundlæggende forudsætning for al kultur, den videreudvikles af diverse love bevidst indsat af mennesker. 13 7 Hyldgaard; Pædagogisk pli s. 123 8 T. Langfeldt & M. Porter: Sexuality and family planning. Report of a consultation and research findings (WHO 1986) i Henningsen; Vejledningen Seksualitet Uanset handicap s 3 9 L. M. Rösing: Psykoanalyse Lacans formalisering af Freud i L. M. Rösing: Poststrukturalistiske analysestrategier. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag 2005, s. 113 10 Samme s. 112 11 Jean Laplanche: Liv og død i psykoanalysen (1970). Klim, Århus 1987, 1. udg. kapitel 1. 12 Kirsten Hyldgaard: I begyndelsen var den Anden. Eller subjektet, historien, Paulus og universalismen i K. Hyldgaard: Pædagogiske umuligheder Psykoanalyse og pædagogik, Aarhus Universitetsforlag, Aarhus 2010, s 141 13 Hyldgaard: Pædagogisk pli, S 127-128 5

Hyldgaard skriver: Den alt afgørende manglende identitet mellem Loven og dens repræsentanter er, hvad psykoanalysen betegner med begrebet om kastration, at det fædrene ophav ikke er ophav til Loven. 14 Denne kastration er betingelse for, at fremmedgørelsen i begæret kan opløses, da subjektet forstår, at det kan sige nej, til noget repræsentanten for Loven påbyder det; da denne netop kun er en repræsentant for Loven. Herved bliver det muligt for subjektet at opløse sammenhængen mellem krav og begær, da subjektet har tillid til, at Loven også gælder for den, der fremsætter kravet. At den Andens krav ikke er ubetvivleligt, eller netop ikke er Loven. Når seksualvejlederen skal tale med beboeren, der masturberer offentligt, er det essentielt, om beboeren har denne tillid til Loven. Hvis vedkomne gennem svigt eller overgreb ofte har oplevet, at Loven ikke gælder for dens repræsentanter, så vil denne tillid til Loven være brudt. Den vil så evt. være afløst af en forveksling af repræsentanterne med loven. Herved bliver det umuligt at henvise til Loven om at offentlig masturbation er imod Loven. Hvis denne tillid derimod er tilstede, vil seksualvejlederen kunne henvise til Loven og diskutere denne åbent med beboeren. Det vil sige, at der er mulighed for, at begærets eventuelle dobbelte fremmedgørelse kan ophæves ved, at sammenhængen mellem begæret og kravet kan opløses. Foreløbige spørgsmål til diskussionen ved den mundtlige del Vil en psykoanalytisk teori om identifikationer kunne erstatte identitets- eller jeg-psykologien, og herved inspirere pædagogikken? Er pædagogik andet og mere end opdragelse og uddannelse? Kan psykoanalytisk teori skelnes fra dens praksis og herved være en teori for pædagogikken? Millot argumenterer for at: Opdrageren har sin magt fra overføringen og kan, qua opdrager, ikke give afkald på den. Kan pædagoger ikke sige sig fri for en opdragende rolle? Skal beboeren, der masturberer offentligt, udelukkende opdrages? Kan eller skal seksualvejlederen slippe ud af overføringens 15 magt, og i lighed med psykoanalytikeren blive anonym, analysere beboerens ubevidste samt hans lidelse og ophæve 14 Samme s 128 15 Samme s 132, Overføring ses med Hyldgaard som: gentagelse af infantile relationer. 6

fortrængningen? 16 Eller er overføringen derimod nødvendigt for at stoppe en ulovlig eller med Hyldgaard livstruende gentagelsestvang? 17 16 Samme s 136. 17 Samme s 134, Gentagelse er med Hyldgaard: ikke identisk med overføring, for den indbefatter mere og andet end overføring. Med Lacan er overføring at: den Anden formodes at vide, samme s 133. Efter Hyldgaard er overføringen nødvendig for at ophæve narcissismen, danne sociale relationer og stoppe en livstruende gentagelsestvang, samme s 134. 7

Litteraturliste ved skriftlig del C. Millot: Antipædagogen Freud. Psykoanalyse og opdragelse (2010 [1979]) i: Pædagogiske umuligheder Psykoanalyse og pædagogik, Aarhus Universitetsforlag. FN: Standardregler om lige muligheder for handicappede, New York, 1994, resolution 48/96, nr 9. Jean Laplanche: Liv og død i psykoanalysen (1970). Klim, Århus 1987, 1. udg. Kirsten Hyldgaard: I begyndelsen var den Anden. Eller subjektet, historien, Paulus og universalismen i: K. Hyldgaard: Pædagogiske umuligheder Psykoanalyse og pædagogik, Aarhus Universitetsforlag, Aarhus 2010. Kirsten Hyldgaard: Pædagogisk pli i: K. Hyldgaard: Pædagogiske umuligheder Psykoanalyse og pædagogik, Aarhus Universitetsforlag, Aarhus 2010. L. M. Rösing: Psykoanalyse Lacans formalisering af Freud i: L. M. Rösing: Poststrukturalistiske analysestrategier. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag, Roskilde 2005. T. Langfeldt & M. Porter: Sexuality and family planning. Report of a consultation and research findings (WHO 1986) i Henningsen; Vejledningen Seksualitet Uanset handicap. Ulla Rødgaard Henningsen, Formidlingscenter Øst: Seksualitet Uanset handicap. Vejledning af den 28-2-2001, Socialministeriets 7 kontor, 1 udg. 1 opl.: http://www.vfb.dk/media/sexvejledning_ministeriet.pdf, 25-11-2011, kl 16.05 Litteraturliste tillæg (forventet brugt ved mundtlig del) Dansk Pædagogisk tidsskrift: Tema: Psykoanalytiske perspektiver på det pædagogiske. Nr 3 September 2011. Fink B.: The Master Signifier and the Four Discourses i: Key Concepts of Lacanian Psychoanalysis. Other Press New York 1998. Hyldgaard Kirsten: Det utidige subjekt. Roskilde Universitetsforlag Frederiksberg 2003. Hyldgaard Kirsten: Fantasien til afmagten. Museum Tusculanums Forlag Københavns Universitet 1998. Johan Cullberg: Dynamisk Psykiatri. Hans Reitzels Forlag København 1994, 4 udg. 1 opl. Jørgen Husted: Etik og værdier i socialt arbejde. Hans Reitzels Forlag København 2009. 8

Lars Thorgaard: Relationsbehandling i psykiatrien. Hertervig Stavanger 2007, 2. udg. 5 bind. Sigmund Freud: Afhandlinger om seksualteori. Hans Reitzels Forlag København 1985. Sigmund Freud: Massepsykologi og jeg-analyse (1921) i: Metapsykologi 2. Hans Reitzel København 1976 9