Hjernens plasticitet og inklusion

Transkript

1 Hjernens plasticitet og inklusion Kan viden om hjernens plasticitet og neuropædagogik fremme og udvikle borgerens muligheder for at deltage i inkluderende fællesskaber? Af Anna Marie Langhoff Nielsen, Karen Margrethe Glass og Trine Lilliendahl Hansen, pædagogiske konsulenter ViSS.dk Forskning i neuroplasticitet viser 1, at hjernen kan stimuleres gennem hele livet, og at mennesket har biologiske forudsætninger for livslang læring. Hjernen udvikler sig brugerrelateret og læringspotentialet udfolder sig gennem de muligheder for deltagelse, borgeren har i det pågældende fællesskab. Derfor giver det mening at fokusere på individet i relation til det omgivende miljø. Denne artikel anskuer inklusionsbegrebet ud fra en kombination af neurovidenskabelig tænkning og relationsorienteret neuropædagogik Inkluderende fællesskaber Dansk handicappolitik læner sig op af FN s standardregler om lige muligheder for handicappede. Udgangspunktet heri er en relationel handicapforståelse, hvor betydningen af et handicap opfattes som et kompleks samspil mellem individuelle og sociale faktorer. Tidligere gik handicappolitiske bestræbelser ud på at integrere mennesker med handicap, det vil sige, tilpasse individet til fællesskabet. Inklusion er derimod en proces, der handler om de muligheder mennesker med funktionsnedsættelser tilbydes for at blive deltagere i fællesskaber, og hvor udgangspunktet er, at fællesskabet skal tilpasse sig individet. Det essentielle i det inkluderende perspektiv er således relationen mellem den enkelte og omgivelserne. Et sådant perspektivskifte betyder, at der sættes en bevægelse i gang, som skaber nye betingelser for menneskets mulighed for deltagelse i samfundets fællesskaber. Et fokus, der inviterer til, at et menneske kan være handicappet i en situation, men ikke i en anden. Inkluderende miljøer får dermed betydning i forhold til at udvikle det potentiale for læring, mennesker med funktionsnedsættelser har. Det menneskelige læringspotentiale Studier omkring hjernens plasticitet viser, at hjernen kan skabe nye hjerneceller, samt danne og ændre strukturen af eksisterende forbindelser. Hjernen tilpasser sig i forhold til den måde, den bliver anvendt på. Dette synspunkt fjerner sig fra en tidligere opfattelse af hjernens strukturelle opbygning. Her mente man, at funktioner var placeret i bestemte afgrænsede dele af hjernen. Hjernen opfattes i dag som et funktionelt system med omfattende netværk mellem forskellige områder. Derfor er der mulighed for fortsat læring og indlæring af tabte funktioner ad nye forbindelsesveje. Når vi gentager en opgave udvider nervecellerne deres forbindelser, og dermed fremmes vores evne til at løse den pågældende opgave. Den optimale måde at lære på, er dog ikke kun gennem gentagelser. Det handler også om at udvikle evnen til at kunne forbinde nye input med allerede indlærte færdigheder. Derfor er genkendeligheden vigtig i det neuropædagogiske arbejde. 1 Fredens (2012) Side 1 Dyrehaven 10 C, Pavillon 3

2 Menneskers kognitive formåen udvikles gennem opbygning af erfaringer, der gradvist bliver en del af personligheden. Nye erfaringer opbygges over tid og indvirker på de fremtidige kognitive evner i kraft af, at nye hjernemæssige strukturer opbygges eller omorganiseres. Stimulerende omgivelser er forudsætningen for at kunne udnytte denne hjernemæssige modificerbarhed. Miljøet skal derfor tilpasses, så de nye erfaringer individet tilføres, kan resultere i en meta-bevidsthed 2. Ifølge psykologen, Reuven Feuersteins, skal mennesker og deres kognitive formåen ikke sammenlignes med hinanden, heller ikke når det drejer sig om borgere med funktionsnedsættelser. Feuersteins udgangspunkt er at se på borgerens individuelle udviklingsmæssige proces frem for at se på præstationen som genetisk betinget. Reuven Feuerstein Menneskets intelligens er ikke statisk, men fleksibel og modificerbar, hvilket betyder, at mennesket har et dynamisk potentiale for læring. Hans udgangspunkt er i tråd med andre hjerneforskere om opfattelsen af hjernens plasticitet eller med andre ord, hjernens evne til foranderlighed. Uanset det kognitive udgangspunkt kan hjernens strukturer ændre sig i kraft af et anderledes læringsmiljø, eller udtrykt bredere; et anderledes samspil med omgivelserne. Feuerstein har fem grundlæggende elementer i sin praksisbaserede teori og metode, med baggrund i hans syn på hjernens foranderlighed: teori om strukturel kognitiv modificerbarhed teori om kulturel deprivation 3 teori om medieret læringserfaringer kortlægning af de mangelfulde kognitive funktioner en dynamisk assessment metode At hjernen udvikler sig på basis af læringsmuligheder, stimulering og relationelle faktorer er den helt centrale pointe hos Feuerstein. Hjernen er sammensat af komplekse strukturer, som arbejder sammen i modificerbare strukturer. Feuerstein mener, at for eksempel kulturel deprivation ikke er manglende evner, men mangel på mediering 4, hvilket vil sige, at omverdenen derfor ikke har været i stand til at stimulere borgerens udvikling. De grundlæggende teorier handler om at gøre det muligt for borgeren at få særlige oplevelser. Her tænkes på de interaktioner, borgeren indgår i, med støtte fra en medierende voksen eller en mere kompetent bofælle. Desuden laves en kortlægning af indlæringspotentialet indenfor en række kognitive funktioner, samt undersøgelser af, hvilke former for mediering, der er behov for. Endelig er 2 Meta-bevidsthed handler om opmærksomhed på egne tankeprocesser, bevidsthed om hvornår man forstår det, man fx læser, og hvordan man ændrer strategi, hvis man ikke forstår det, man læser. 3 Manglende kulturel stimuli. 4 Mediering er at formidle af processer i centralnervesystemet mellem påvirkning og handling Side 2 Dyrehaven 10 C, Pavillon 3

3 læringspotentialet i fokus i en dynamisk vurdering 5 af personens udviklingspotentiale. I vurderingen af de kognitive funktioner gives personen mulighed for at løse opgaverne bedre anden gang, hvorved personens læringspotentiale tydeliggøres. Hermed flyttes fokus væk fra testning, som et øjebliksbillede af borgernes evner, og hen imod et potentiale for udvikling. Den pædagogiske indsats Viden om den plastiske hjerne og dens forandringsparathed indgår som en del af den neuropædagogiske tilgang i arbejdet med mennesker med nedsat psykisk funktionsevne. I det neuropædagogiske arbejde er det vigtigt ikke på forhånd at drage konklusioner og sætte grænser for borgerens muligheder for læring, da grænserne let kan komme til at skabe selvopfyldende profetier I de seneste år har der været et øget fokus på borgerens stressfølsomhed, hvilket har resulteret i en neuropædagogisk indsats, hvor kravtilpasning og afskærmning, indenfor zonen for nærmeste udvikling 6, er centralt i forhold til den enkelte. Baggrunden herfor er, at borgeren ikke må presses ud i flow modellens angstområde jf. figuren nedenfor, da angsten kan resultere i udfordrende og/eller regredierende adfærd, hvor borgeren forhindres i at udnytte sit læringspotentiale. Der har ikke i samme grad været fokus på vigtigheden af at undgå, at borgeren presses ned i flow modellens kedsomhedsområde. Samtidigt er det også en pointe, at såfremt den pædagogiske indsats udelukkende retter sig mod flowzonen, kan borgeren ligeledes presses ned i kedsomhedsområdet, hvor udviklingen er i fare for at stagnere. Feuerstein mener netop, at der på baggrund af hjernens plasticitet er potentiale for udvikling, og derfor er det nødvendigt at stille krav, så borgeren udfordres. 7 Modellen er frit gengivet ud fra Mihalyi Csikszentmihalyi I bestræbelsen på at skabe inkluderende miljøer ligger der mange muligheder for at fremme borgerens læringspotentiale. Viden om hjernens plasticitet og menneskets læringsmiljø er værdifuld for forståelse og håndtering af de konkrete pædagogiske udfordringer i arbejdet med inkluderende fællesskaber. Udfordringerne kan imødekommes dels med en afdækning af borgerens kognitive evner og strategier, dels med en bevidsthed om at finde en balance mellem at tilpasse og stille krav. 5 Reuven Feuerstein bruger her begrebet Dynamisk assessment 6 Begrebet blev introduceret af den russiske psykolog Lev Vygotsky og kan sammenlignes med flow modellens flow område. 7 Flow er et centralt begreb i den positive psykologi. I pædagogisk sammenhæng har ophavsmanden af flow-teorien, Mihalyi Csikszentmihalyi, forbundet begrebet optimale læringsmiljøer med tilstedeværelsen af flow-oplevelser hos de lærende Side 3 Dyrehaven 10 C, Pavillon 3

4 Referencer: Bøttcher,L. et al (2013): Dynamisk assessment som psykologisk-pædagogisk redskab - en introduktion til Reuven Feuersteins teori og metode Fredens, K. (2012): Mennesket i hjernen Hans Reitzels Forlag Kirkebæk, B. (2010): Almagt og afmagt Akademisk Forlag Faktaboks Reuven Feuerstein ( ) er født i Rumænien og er en verdensberømt kognitiv psykolog. Han er uddannet lærer og arbejdede som lærer på School for Disadvanged and Disturbed Children i Bukarest. Fra var han speciallærer. Senere blev han rådgiver i ungdomsbyen i Israel, hvor han arbejdede med børn, der havde overlevet holocaust. Han er berømt for sin teori om intelligens, som han mener, ikke er statisk, men mere fleksibel og modificerbar. Side 4 Dyrehaven 10 C, Pavillon 3

5 2014 Side 5 Dyrehaven 10 C, Pavillon 3