Børnehuset Hanens kostpolitik
Kostpolitik i Børnehuset Hanen I Børnehuset Hanen bliver der lavet mad til alle børn hver dag. Maden består af økologiske produkter, friske varer, årstidens grønsager og hjemmebagt brød. Maden bliver så vidt muligt lavet helt fra grunden, og vi tager hensyn til økonomi og sæson for diverse råvarer. Hanen tilbyder morgenmad, let formiddagssnaks, frokost og eftermiddagsmad samt sen eftermiddagsmad. Mad indgår som en vigtig del i Børnehuset Hanen. Vi sætter en ære i at lave god og spændende mad. Mange af vores børn er interesserede i at tage del i madaktiviteter, og de kommer gerne forbi vores åbne køkken. Når rammerne tillader det, inddrager vi børnene, ligesom vi bruger vores bålhus til at udforske bålmadens muligheder. Når børnene skal på ture, laver køkkenet madpakker, der passer til børnene, turens mål og længde, således at børnene stadig får god og mættende mad. I overensstemmelse med Roskilde Kommunes kostpolitik tager vi hensyn til, at maden er sund, varieret og ernæringsrigtig. Maden laves overvejende ud fra økologiske produkter. Her i huset har vi det økologiske guldmærke. Det vil sige at vi bruger mindst 90 % økologi. Sensorik er vigtig del af vores madlavning. Derfor sørger vi for at de 5 grundsmage er repræsenteret ved hvert måltid.
Vi følger de officielle anbefalinger som i høj grad tager udgangspunkt i De Nordiske Næringsstofanbefalinger og Danskernes Kostvaner 2013. På den måde fordeles energi, vitaminer og mineraler hensigtsmæssigt over hele dagen. Særlige behov Vi bestræber os på at imødekomme børn, der har andre behov til kosten f.eks. af religiøse grunde. Det er dog under forudsætning, at vi kan købe ind hos vores sædvanlige leverandører, og at de tidsmæssige og økonomiske rammer tillader det. De børn, der skal have en speciel diæt f. eks pga. allergi, skal aflevere en lægeerklæring. Sukker Vi har fokus på at nedbringe indtagelsen af sukkerholdige produkter i institutionen. Dette skyldes ernæringsmæssige grunde, men også for at fremme et stabilt blodsukker hos børnene. Det gør vi ved at have regelmæssige måltider, og at maden indeholder fibre tilpasset aldersgrupperne. Sukker prøver vi at begrænse, men vi tager stadig hensyn til, at det kan høre sammen med visse retter som f.eks. risengrød og kager til specielle lejligheder. I meget varme perioder serverer vi saftevand, så vi er sikre på at børnene får nok væske. Der, hvor vi kan begrænse det store sukkerindtag er til fødselsdage. Vi ønsker at opfordre forældrene til at servere sunde alternativer til kager, is og slikposer, f.eks. pølsebrød, pizzaer, frugt agurk og gulerodstave. Slik skal spises, mens fødselsdagen holdes. Slikposer må ikke tages med hjem fra fødselsdag og må heller ikke lægges i kassen i garderoben efter fødselsdagen.
Inddragelse af børnene Udover, at børnene kan lugte og se, hvad vi laver af mad, er det vores mål at inddrage dem aktivt, når det er muligt. De kan f.eks. være med til at skrælle gulerødder og lave lettere retter, hvorved køkkenet kan være et læringsmiljø. Mens vi laver mad kommer børnene ofte og spørger nysgerrigt til, hvad vi laver. Derigennem får vi mange snakke om mad og råvarer. Måltider Indtil 7.30 tilbydes børnene morgenmad. Til morgenmad kan børnene vælge imellem havregrød, havregryn, cornflakes, tykmælk og brød samt smør, frugt og ost. Derudover kan de få te, mælk og vand. Ca. kl. 9.00 får børnene i børnhaven mulighed for at spise skorper, og drikke vand. Dette foregår inde på stuerne. I vuggestuen serveres risted brød med smør, mælk og frugt. Børnehaven. Børnehavebørnene spiser frokost som buffet. Vi lægger vægt på, at der er stille og roligt, når der spises. Højst 14 børn spiser ad gangen. De går selv op og tager mad
ved køkkenbordet, hvor de selv sammensætter, hvad de har lyst til at spise. Vi opfordrer børnene til at smage nyt, og holder øje med, at valget af mad ikke bliver for ensidigt. Vi guider børnene, så maden stadig er mættende og ernæringsrigtigt sammensat. Vuggestuen. I vuggestuen spiser børnene i små grupper på stuerne. Alt efter alder og evner tager børnene så vidt muligt selv op og smører deres madder. Desuden hælder de selv af små kander. Mens børnene spiser, bliver der talt om maden, og deres viden om mad, og begrebsverden bliver således udvidet. Når børnene er færdige med at spise, lægger de selv deres hagesmække i vasketøjskurven.
Eftermiddagsmaden bliver spist i børnegrupperne ca. kl. 14, hvor børnene får frisk frugt eller frugtgrød. Derudover er der altid brød med smør. Om eftermiddagen serveres minimælk til børnehavebørnene og letmælk til vuggestuebørnene. Børn under 1 år får sødmælk. Alle forældre er velkomne til at komme op til køkkenet og få en snak om maden og andre kostrelaterede ting. Vi opfordrer forældrene til at kontakte os, hvis I har spørgsmål, kommentarer o. lign. Hvis vi ikke er her, er I meget velkomne til at ringe og evt. aftale en tid. Lige uden for køkkendøren hænger en madplan for den aktuelle uge, og så vidt vi kan nå det er madplanen på hjemmesiden. Derudover hænger Fødevarestyrelsens godkendelse af vores køkken.