center for militære studier københavns universitet Maritim sikkerhed og udvikling i Afrika Tre narrativer til en strategi for Danmark Ulrik Trolle Smed
2
Indhold Resumé og takeaways... 5 1. Tre narrativer om maritim sikkerhed og udvikling i Afrika... 6 Østafrika og Vestafrika i et maritimt sikkerhedspolitisk perspektiv... 9 Baggrund: Pirateribekæmpelse i Østafrika... 12 Baggrund: Pirateribekæmpelse i Vestafrika... 15 Demografiske udviklingstendenser og maritime sikkerhedsudfordringer i Afrika... 16 2. Mod 2025: Tre narrativer om maritime sikkerhedsudfordringer i Afrika... 21 Pengemaskinen... 23 Silkevejen... 27 Terrorfælden... 31 De tre narrativer og deres maritime sikkerhedsudfordringer... 34 3. Konklusion: Overvejelser, midler og muligheder... 36 Det internationale niveau... 37 Det danske niveau... 39 Appendiks... 40 Oversigt over fotoillustrationer... 42 Noter... 43 3
Denne analyse er en del af Center for Militære Studiers (CMS) forskningsbaserede myndighedsbetjening af Forsvarsministeriet. Formålet med analysen er at skabe klarhed om sikkerheds udfordringerne for danske, afrikanske og internationale maritime interesser i Afrika. Der lægges op til, at den næste danske strategi for pirateribekæmpelse ser problemerne til søs i et bredere perspektiv med hensyn til maritim sikkerhed og udvikling i Afrika, bl.a. i Guineabugten og ved Afrikas Horn. Centret har tidligere bidraget med analyse og anbefalinger vedrørende piraterisituationen i disse områder med henblik på via rapporter, kronikker, seminarer, netværksbegivenheder og uformelle møder at give danske beslutningstagere en bredere ramme til at forstå brugen af militære midler til stabilisering og udvikling af de pirateriramte områder. Center for Militære Studier er et forskningscenter på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet. På centret forskes der i sikkerheds- og forsvarspolitik samt militær strategi, og centrets arbejde danner grundlag for forskningsbaseret myndighedsbetjening af Forsvarsministeriet og de politiske partier bag forsvarsforliget. Denne rapport sammenfatter et analysearbejde baseret på forskningsmæssig metode. Rapportens konklusioner kan således ikke tolkes som udtryk for holdninger hos den danske regering, det danske forsvar eller andre myndigheder. Læs mere om centret og dets aktiviteter på: http://cms.polsci.ku.dk/. Forfatter: Videnskabelig assistent, cand.scient.pol. Ulrik Trolle Smed, Center for Militære Studier ISBN: 978-87-7393-778-5 4
Resumé og takeaways Afrika har vokseværk. Siden 1994 er det samlede afrikanske befolkningstal vokset med ca. 60 procent, og i 2014 var det over 1 mia. mennesker. Udviklingen ser ud til at fortsætte og medfører både muligheder og udfordringer. Ifølge FN vil Afrikas befolkning formentlig være fordoblet inden 2050. De afrikanske stater gør allerede nu en indsats for at håndtere det demografiske pres, men vil få svært ved at klare det alene. Denne analyse skitserer, hvordan demografien allerede i dag påvirker danske, afrikanske og internationale maritime sikkerhedspolitiske interesser i og omkring Afrika, hvordan den kan gøre det i fremtiden, og hvordan Danmark kan bidrage til at håndtere udfordringerne i den forbindelse. Problemer til vands opstår til lands. Kriminalitet, smugling og væbnede angreb til søs opstår pga. de samme udfordringer som på land. Som følge af den demografiske udvikling i Afrika er der risiko for, at eksisterende sikkerhedsudfordringer til søs øges både i volumen og i bredde, særligt i skrøbelige stater, fordi man her ikke formår at levere basale ydelser til en voksende befolkning. Østafrika og Vestafrikas stater har forskellige forudsætninger for at håndtere den demografiske udvikling. Overordnet har Vestafrika et mere solidt fundament at bygge på end Østafrika trods intern variation i de to regioner. Derfor må løsningerne være forskellige. Som bidrag til de danske overvejelser om en gentænkning af pirateribekæmpelsesstrategien udfolder denne analyse tre narrativer om fremtidige maritime udfordringer i Afrika, der systematisk viser forskellige potentielle trusler og udfordringer. Narrativerne er bygget op omkring forskel- lige aktører på land og landjordens forholds varierende indflydelse på de maritime forhold. I narrativen Pengemaskinen fokuseres der på lokale kriminelle syndikater og internationale private investorer, narrativen Silkevejen fokuserer på transnationale smuglere og internationale organisationer, og narrativen Terrorfælden fokuserer på terror- og oprørsgrupper samt på vestlige stater. Narrativerne grupperer særlige typer af udfordringer og billedliggør hver især en særlig dynamik. Det muliggør tre typer af overvejelser og en diskussion af, hvordan man kan imødegå de beskrevne risici. De første overvejelser er organiseret systematisk med narrativspecifikke sikkerhedsudfordringer og sikringsbehov for udsatte områder til søs. De næste er rettet mod aktører på henholdsvis det internationale og det danske niveau. Analysen og dens anbefalinger er procesorienterede. Tilsammen peger de på et policyvindue for Danmark. Som afløsning for den danske pirateristrategi har Danmark mulighed for at udnytte erfaringerne fra pirateribekæmpelsen i Østafrika til at etablere en bred samtaleplatform vedrørende maritim sikkerhed og udvikling i Afrika. Sikkerhedsudfordringerne vil være flere og forskellige, og derfor kan tænkningen og løsningerne med fordel også være det. Interessen for den danske tilgang til pirateribekæmpelse samt en toneangivende rolle blandt maritime nationer giver Danmark særlige muligheder og åbner et dansk policyvindue. Danmark har nu mulighed for at præge og bidrage til udviklingen af en ny international dagsorden om maritim sikkerhed og udvikling i Afrika til fordel for både danske, afrikanske og internationale maritime interesser. 5
1. Tre narrativer om maritim sikkerhed og udvikling i Afrika Pirateriproblemet i Østafrika fangede i 2007 verdens opmærksomhed og affødte en interesse for afrikanske maritime sikkerhedsproblemer. I kølvandet på den drastiske stigning i antallet af kapringer fulgte et stort og målrettet samarbejde mellem internationale og regionale aktører. Dette samarbejde bidrog til, at det østafrikanske pirateri i dag er forsvundet. Men hovedårsagerne findes stadig, og det internationale samfund er efterhånden nået til den erkendelse, at pirateri blot er ét symptom blandt flere og del af en større udfordring. Samtidig oplever Afrika i disse år en drastisk befolkningstilvækst. I et dansk perspektiv medfører det både muligheder og udfordringer. Mulighederne er, at danske virksomheder kan blive en del af væksten på de afrikanske markeder, hvor de sammen med afrikanske virksomheder kan skabe jobs og velstand i både Danmark og de afrikanske lande. Udfordringerne er, at de afrikanske stater sættes under pres pga. befolkningstilvæksten, fordi de i flere tilfælde ikke har den fornødne kapacitet, kompetence eller (i nogle tilfælde) vilje til at håndtere den demografiske udvikling. Det vil bl.a. præge den fremtidige maritime sikkerhed omkring kontinentet. Denne analyse undersøger derfor, hvordan den demografiske udvikling potentielt i en ikke så fjern fremtid kan medføre maritime sikkerhedspolitiske udfordringer med konsekvenser for danske interesser i og omkring Afrika. Hovedbudskabet er, at afrikanske maritime sikkerhedsudfordringer i det 21. århundrede vil blive formet af, hvor godt unge afrikanere, særligt mænd, optages politisk og økonomisk i civilsamfundet, og af den formelle økonomi på kontinentet. Den demografiske udvikling i Afrika kan komme til at medføre øget volumen af eksisterende maritime sikkerhedsproblemer i og omkring kontinentet. Samtidig vil en ændring i afrikanernes perspektiv på, hvad det maritime domæne kan bruges til, kunne betyde, at udfordringerne øges i bredden eksempelvis som en udvikling fra pirateri til terrorisme. Maritim sikkerhed og udvikling indebærer sikring af maritim handel, ressourceudnyttelse, miljøbeskyttelse og ansvarlige myndigheders jurisdiktion dvs. elementer, der har betydning for danske maritime interesser ud for afrikanske kyster. Behovet for maritim sikkerhed og udvikling i Afrika er øget i løbet af det seneste årti, særligt som følge af pirateriet i Adenbugten, angrebene på olieinstallationer og -fartøjer i Guineabugten samt flygtninge- og migrationsstrømmene over Middelhavet. Sikkerhed og udvikling ud for de afrikanske kyster er primært et afrikansk ansvar, men udfordringerne er af globalt omfang og kræver derfor også internationalt engagement. Figur 1 viser øverst nogle kategorier af udfordringer, der relaterer sig til maritim sikkerhed og kriminalitet i Afrika, og som man længe har forsøgt at håndtere. Midt i figuren ses de værktøjer, som traditionelt er blevet anvendt fra international, afrikansk og dansk side til at varetage og beskytte de forskellige maritime interesser nederst. Problemerne bliver dog i et internationalt perspektiv gradvist sværere at adskille fra hinanden geografisk og funktionelt, da de overlapper eller har de samme hoved- 6
Pirateri Sortbørshandel Forurening Rovfiskeri Narkotikasmugling Menneskesmuling Migration Terror Oprør Våben- og krigersmugling M A R I T I M S I K K E R H E D Økonomisk og politisk udvikling Kriminalitetsbekæmpelse og ordenshåndhævelse Stabilisering og sikkerhedsoperationer O G U D V I K L I N G Maritime interesser Figur 1: Sikkerhedsudfordringer og løsninger med hensyn til den maritime orden ud for Afrikas kyster. 7
årsager. Maritim sikkerhed og udvikling er et samlende perspektiv på, hvordan den geografiske og funktionelle adskillelse af de afrikanske sikkerhedsproblemer til søs kan ophæves og dele af de traditionelle værktøjer stykvist kan samtænkes til at møde de forskellige udfordringer. Denne mere helhedsorienteret tilgang til værktøjerne kan bidrage til at styrke danske og internationale indsatsers effektivitet og bæredygtighed. Formålet med denne analyse er at bidrage til debatten om, hvad der skal efterfølge den nuværende danske pirateristrategi. Det indebærer en diskussion både af den bredere vifte af maritime sikkerhedsudfordringer i Afrika og af dansk interesse i og ansvar for samt danske muligheder for at få indflydelse på den internationale håndtering af disse udfordringer. 1 Danmark har en særlig interesse i at fremme beskyttelsen af den frie navigation på verdenshavene, da op mod ti procent af den maritime verdenshandel foregår ombord danskkontrollerede skibe. 2 Det danske samfund, statsligt og privat, har desuden et ansvar for at være med til at sikre frihandel og åbne, sikre have. Det er et internationalt offentligt gode, som Danmark som lille og åben økonomi nyder godt af og allerede bidrager aktivt til i samarbejde med allierede og partnere. Danmark har endvidere særlige muligheder for at øve indflydelse på den internationale dagsorden vedrørende maritime spørgsmål. Det skyldes Danmarks lange maritime tradition og centrale rolle med hensyn til at koordinere internationale maritime sikkerhedsløsninger bl.a. pirateribekæmpelse i Østafrika og senest Operation RECSYR ud for Syriens kyst. Med en sund og stærk tradition følger kompetence og den nichespecifikke mulighed for at påtage sig en toneangivende rolle i det maritime fællesskab, bl.a. inden for skibsteknik, klima, miljø og pirateri. Danmark har tradition for at bruge disse aktiver til fordel for egne og det bredere maritime fællesskabs interesser. Det medfører en særlig international lydhørhed over for Danmark og dermed særlige danske muligheder. Danmark har altså en interesse i at etablere en bred strategisk samtale om, hvilke nutidige tendenser der må formodes at ville drive fremtiden for afrikansk maritim sikkerhed og dermed for danske, afrikanske og internationale maritime interesser. Vi ved ikke hvordan verden vil se ud i fremtiden, men vi ved hvordan den ser ud i dag. Med udgangspunkt i en række udvalgte tendenser bl.a. demografiske, politiske og økonomiske er der i forbindelse med denne analyse udarbejdet tre narrativer, eller fortællinger, der hver især på baggrund af fremskrivninger og sammenkoblinger af disse eksisterende tendenser er med til at illustrere mulige fremtidige udfordringer. Analysen identificerer og diskuterer tendenser, som sandsynligvis vil forme de fremtidige maritime sikkerhedsudfordringer i Østafrika og Vestafrika. Andre tendenser kunne med god ret inddrages i en bredere analyse. Men scenarier såsom narrativerne her kan give beslutningstagere systematiseret viden om mulige handlemuligheder og potentielle konsekvenser. Analysen er opdelt i tre kapitler. Første kapitel præsenterer vigtige forskelle på Østafrika og Vestafrika og præsenterer desuden det demografiske pres, der i løbet af de kommende år kan skabe en øget risiko for maritime sikkerhedsproblemer i Afrika. Andet kapitel introducerer tre narrativer om maritim sikkerhed og udvikling i Afrika, der illustrerer hver deres aspekt af en mulig fremtid: Pengemaskinen, Silkevejen og Terrorfælden. Tredje kapitel introducerer en række overvejelser, midler og muligheder på henholdsvis det internationale og det danske niveau bl.a. overvejelser om, hvordan der kan følges op på udviklingen i dag, hvilke begivenheder og tendenser man kan spore, samt hvilke tiltag der kan iværksættes. Endelig er der i appendikset en kort forklaring af, hvordan narrativerne er skabt og anvendt. 8
Østafrika og Vestafrika i et maritimt sikkerhedspolitisk perspektiv De afrikanske stater gør allerede nu en indsats for at komme de maritime sikkerhedsproblemer til livs. Sammen har de udviklet maritime strategier, der kan fungere som platforme for implementering af militære, politiske og økonomiske tiltag (se bl.a. nedenstående baggrundsafsnit). Der kan dog stadig gøres mere for at støtte denne udvikling i bestræbelsen på at minimere risikoen for internationale, danske og afrikanske maritime interesser. Generelt tales der om, at de afrikanske stater lider af såkaldt søblindhed, dvs. manglende interesse for og perspektiv med hensyn til problemer til søs samt udnyttelse af maritime ressourcer. 3 Begrebet illustrerer, hvordan nogle af problemerne med en holdningsændring kan afhjælpes over tid. Men i takt med at søblindheden forsvinder både blandt regeringer og i civilsamfund er der samtidig risiko for, at ulovlige aktører ser nye muligheder for at anvende adgangen til det 9
maritime domæne. Det ville betyde en potentiel forøgelse i bredden af udfordringerne til søs omkring Afrika. Vestafrikas og Østafrikas stater har forskellige forudsætninger for at håndtere maritim sikkerhed: Forudsætningerne varierer med hensyn til kapacitet og praktiske instrumenter, centrale regionale stater og omkringliggende miljø. Der er selvfølgelig nuancer mellem staterne internt i de to regioner, men i det følgende gennemgås tre overordnede regionale forskelle. For det første er der en vertikal og horisontal forskel med hensyn til de instrumenter, der er til rådighed i de to regioner. Vertikalt refererer her til inddragelsen af forskellige niveauer (fra lokalt til internationalt), mens horisontalt refererer til forskellige typer af aktører (statslige og ikkestatslige). 4 Kapacitet og praktiske instrumenter Vertikalt har Vestafrika et bedre fundament på nationalt og regionalt niveau, der gør regionen mere modstandsdygtig overfor de maritime udfordringer end Østafrika. 5 Selv efter flere års intens pirateribekæmpelse er der i nogle lande fortsat mangel på statslige kapaciteter (f.eks. i Somalia, Seychellerne og Yemen) og på en mere aktiv anvendelse af dem i andre lande (f.eks. i Kenya) samt på tillid mellem de østafrikanske stater, der kan lede til samarbejde og lederskab til søs. Regionens sømilitære partnerskab er fortsat drevet af internationale flådestyrker, og der er få østafrikanske enheder til rådighed til at varetage opgaverne. Perspektivet, viljen og interessen er der endnu ikke helt. 6 I Vestafrika har det derimod vist sig muligt at iværksætte maritime sikkerhedstiltag på flere niveauer. Vestafrikanske stater er ved at styrke deres sømilitære kapaciteter og maritime institutioner for at bidrage både nationalt i deres territorialfarvande og til regionale indsatser. Det ses i mindre lande som Benin og Ghana samt større lande som Elfenbenskysten, Angola og Nigeria. 7 Horisontalt står Vestafrika ligeledes stærkere end Østafrika. I Vestafrika søger et voksende spektrum af statslige og ikke-statslige aktører at komme de maritime sikkerhedsproblemer til livs. Private sikkerhedsfirmaer bruges til mere passive opgaver som bevogtning af olieinstallationer og træning af sikkerhedsstyrker samt mere aktivt til politiopgaver for regeringerne og bekæmpelse af ulovligt fiskeri. Regionale institutioner har siden slutningen af 1990 erne forsøgt at forebygge forurening, overfiskeri, usikkerhed og grænsestridigheder i Guineabugten med inddragelse af regionale stater både med og uden kyststrækning. 8 I Østafrika er private vagtværn oftest blevet brugt om bord på handelsskibene i forbindelse med pirateribekæmpelsen. Der er dog også eksempler på, at private militære trænere har bidraget til etableringen af militser med henblik på at varetage politi- og kystvagtopgaver i bl.a. den somaliske region Puntland, men flere iagttagere stiller sig skeptiske overfor resultaterne. 9 Hovedparten af de maritime militære og civile indsatser for pirateribekæmpelse i Østafrika har da også været drevet af internationale aktører, som bl.a. har engageret de lokale og subnationale niveauer. 10 Det omkringliggende sikkerhedsmiljø og det maritime domæne For det andet er der forskel på det omkringliggende sikkerhedsmiljø i de to regioner og på måden, hvorpå deres respektive risikoområder knytter sig til det maritime domæne. I Østafrika giver lange ukontrollerede kystlinjer ulovlige grupper mulighed for at tage alvorlige sikkerhedsproblemer til lands med til søs. Eksempelvis er det usikkert, hvordan oprørere og terrorister i Yemen vil håndtere adgangen til kritiske maritime knudepunkter såsom Bab al-mandeb og Adenbugten. 11 Der ses også voksende strømme af flygtninge, våben og militante, der krydser havene ud for Østafrika, 12 hvilket bl.a. påvirker kampene mellem AMISOM og 10
al-shabaab. Samtidig må det formodes, at de tidligere piratnetværk stadig driver forretning på land med våbenføre militser. 13 Tilsammen råder Yemen og Somalia over længere og internationalt mere betydningsfulde kystlinjer end de øvrige østafrikanske lande. Med landenes porøse grænser og skrøbelige statslige institutioner er der risiko for, at maritime sikkerhedsproblemer i Østafrika kan eskalere mere og hurtigere end i Vestafrika. I Vestafrika trues den maritime sikkerhed i højere grad af lommer af lovløshed til lands i mere kapable stater, herunder Nigeria og Cameroun. 14 Et centralt udgangspunkt for pirateri i regionen er f.eks. Nigerias tæt befolkede Nigerdelta, der har udviklet sig til et skjulested for ulovlige, væbnede grupper. Maritime sikkerhedsproblemer i Guineabugten bunder derfor snarere i manglen på effektive statsapparater samt længere tids søblindhed end i et grundlæggende fravær af statslige institutioner. 15 Det har skabt et kompleks mellem bl.a. oprør, kriminalitet og pirateri, der kombineret med politisk korruption bidrager til generel maritim usikkerhed, særligt omkring Nigeria. 16 Samtidig må dele af de kriminelle og destabiliserende aktiviteter anskues på tværs af landegrænser, såsom olietyveri og -smugling (bl.a. ved ulovlig oil bunkering), der foregår i et samarbejde mellem afrikanske og internationale netværk. 17 Mønstre af stater For det tredje er der forskel på antallet af stater, der er direkte involverede i de maritime sikkerhedsudfordringer, og hvilke stater der er centrale for de regionale udviklinger. I Østafrika omfatter de regionale institutioner, der kunne facilitere maritimt samarbejde og maritim sikkerhed ved Afrikas Horn, potentielt 8 stater. I realiteten er det dog i øjeblikket kun statsapparaterne i Kenya og Tanzania, der har potentialet til at kunne gøre en maritim forskel i denne region. 18 Herudover står landet med den længste kystlinje og den største koncentration af kriminelle syndikater, Somalia, i bund og grund uden effektive statslige institutioner. 19 Omvendt deltager ca. 15 vestafrikanske kyststater i samarbejdsprocessen med hensyn til maritim sikkerhed i Guineabugten, mens også en række indlandsstater inddrages gennem deres medlemskab af regionale økonomiske institutioner. 20 I Vestafrika er det endvidere Nigeria, regionens største og et af de mere kapable lande, der er arnested for flere af de maritime sikkerhedsproblemer, 21 og i denne region er problemerne oftere koblet til den formelle stat og dens faciliteter, der kan være en nødvendighed for de kriminelles aktivitet. Det står i kontrast til problemerne i de mere skrøbelige stater Somalia og Yemen, der er centrale udfordringer for Østafrika. Vestafrikas bedre stødpude Pirateribekæmpelsen i Østafrika har medvirket til at skabe mere effektive internationale og private strukturer til at løse maritime sikkerhedsproblemer. Samtidig er der dog mangel på kapacitet på nationalt niveau, særligt i Somalia og Yemen, samt manglende regionalt samarbejde, hvilket kræver nationalt lederskab og ansvar. Der vil være et stigende, måske endda voldsomt stigende, behov for et større udbud af internationale statslige og private løsninger i Østafrika, hvis de skal kunne følge med de potentielt eskalerende problemer i regionen. Vestafrika har derimod et bedre fundament at bygge på med hensyn til håndtering af de maritime sikkerhedsudfordringer end Østafrika. Staterne er ved at opbygge og organisere den nødvendige kapacitet i bredden og i dybden. Samtidig er mere alvorlige sikkerhedspolitiske problemer til lands (såsom oprør og terror) i Vestafrika indtil videre relativt isolerede fra det maritime domæne, og flere og mere kapable stater som Nigeria og Cameroun står i centrum for udviklingen. Udefrakommende bidrag kan derfor fokusere på at støtte den regionale udvikling og landenes betingelser for at implementere egne initiativer. 11
BAGGRUND Pirateribekæmpelse i Østafrika Østafrikansk pirateri udviklede sig til et internationalt problem i sidste halvdel af 2000 erne. Somaliske pirater eskalerede i drastisk grad deres angreb på fragtskibe i Adenbugten. Fra 2006 til 2008 blev antallet af angreb ved Afrikas Horn næsten fordoblet fra 84 til 160, mens antallet af kapringer blev næsten nidoblet fra 5 til 44. 22 Somalisk pirateri udgjorde dermed ca. 86 procent af alle verdensomspændende kapringer og halvdelen af alle pirateriepisoder. I løbet af en kortere årrække steg løsesummerne, og omtrent 300 millioner dollars menes at være blevet udbetalt fra 2008 til 2012. 23 Omfanget af pirateri i Østafrika har igennem flere år været mindsket og har nået et hidtil uset lavt niveau. Udviklingen tilskrives en kombination af international indsats, shippingindustriens egne beskyttelsesinitiativer, afrikansk stabilisering til lands samt en lokal somalisk holdningsændring til pirateri. De oprindelige hovedårsager er dog stadig til stede i regionen og udgør en fremtidig risiko. 24 Med landets 3.205 km lange kystlinje havde somaliske pirater rig adgang til de omtrent 20.000 handelsskibe, der årligt passerer Afrikas Horn. Flere års borgerkrig havde svækket somalisk retshåndhævelse i løbet af 1990 erne, og lokale krigsherrer fik for vane at tilbyde udenlandske fiskefartøjer væbnet beskyttelse. Med FN s tilbagetrækning i 1995 forsvandt Somalia ud af international politiks søgelys. Somaliske kystsamfund oplevede stigende maritim usikkerhed og udenlandsk rovfiskeri, mens det økonomiske incitament til pirateri steg. Med udgangspunkt i lokalbefolkningens oplevelse af politisk og økonomisk marginalisering kunne somaliske pirater også retfærdiggøre sig selv som kystvagter til beskyttelse af nationale farvande mod international udnyttelse. 25 Problemerne udsprang særligt fra de dele af Somalia, der i 2004 blev ramt af tsunamien, der ødelagde den kystnære økonomi i området. 26 FN s Sikkerhedsråd udtalte for alvor bekymring med hensyn til problemet, da piraterne begyndte at kapre handelsskibe med nødhjælp til Somalia, 27 og dette udløste efterhånden en bredspektret indsats fra det internationale samfund. Militært blev multinationale flådestyrker deployeret til Afrikas Horn for at afværge angreb og fange mistænkte pirater i internationalt og senere somalisk territorialfarvand. 28 Samtidig begyndte østafrikanske stater særligt Kenya at opbygge deres flådekapaciteter, 29 mens andre afrikanske stater siden forsøgte at forhindre pirateriet i at forgrene sig mod syd. 30 I perioden 2008 til 2015 har Danmark udsendt flådebidrag til pirateribekæmpelse i Adenbugten i samlet næsten fire år og maritime overvågningsfly i ét år, ligesom Danmark har haft kommandoen over internationale flådestyrker i knap to år. 31 Politisk etablerede man en international kontaktgruppe til at udvikle og koordinere en bred strategi for pirateribekæmpelse i kølvandet på den voksende multinationale flådetilstedeværelse. 32 Østafrikanske og andre regionale stater organiserede sig parallelt i et nyt partnerskab, 33 mens der under Den Afrikanske Union blev udviklet en maritim strategi for det samlede kontinent. 34 Danmark påtog sig opgaven med at lede det juridiske arbejde med henblik på at koordinere den maritime ordenshåndhævelse ud for Afrikas Horn. Det ledte bl.a. til en samlet indsats for at styrke domstole, flådestyrker og fængselskapaciteter i regionen samt til udvikling af statslige rammeaftaler for brug af pri- 12
vate væbnede vagter på handelsskibene og etablering af industrielle retningslinjer for pirateribekæmpelse. 35 Økonomisk sluttede det internationale samfund op om udviklingsprogrammer i Somalia samt kapacitetsopbygning, særligt gennem UNODC s program for maritim kriminalitets- og pirateribekæmpelse. Danmark har længe været en af de største økonomiske bidragsydere til kapacitetsopbygningen og har bidraget med trecifrede millionbeløb til både udvikling og kapacitetsopbygning af den juridiske og militære sektor i Østafrika. Midlerne gik bl.a. til uddannelse af politi- og kystvagtenheder til afskrækkelse og arrestation, støtte til udviklingen af lokale domstole til retsforfølgelse samt opbygning af fængsler til forvaring af pirater. 36 13
14
BAGGRUND Pirateribekæmpelse i Vestafrika Pirateriet i Vestafrika strækker sig tilbage til 1970 erne og har udviklet sig fra smårøverier af personlige ejendele til i dag at omfatte organiserede og voldelige kapringer af større handelsskibe. Med nogen variation er det årlige antal af kapringer steget fra få omkring 2000 til ca. 20 i 2013. Piraterne har adgang til informationer fra bl.a. havnemyndigheder, som de anvender til planlægning af angreb på forudbestemte mål, hvis last herefter sælges på sorte markeder. Piraternes geografiske operationsområde har siden 2005 udvidet sig fra nigeriansk territorialfarvand til hele regionen ved Guineabugten dog med tendens til særlig høj risiko og særlig høj grad af voldelighed i farvandene ud for Nigeria, Benin og Togo. 37 Guineabugten omfatter ca. 6.000 km kystlinje og 20 suveræne stater fra Senegal til Angola, men pirateriet udspringer særligt fra det nigerianske Nigerdelta. 38 Kystsamfundene i dette tætbefolkede sump- og vådområde har oplevet økonomisk marginalisering efter lang tids olieforurening af fiskeområder og landbrug. Herudover anskues pirateriet som udtryk for frustration hos grupper, der af etniske, religiøse eller økonomiske årsager er politisk marginaliserede. Det medfører et rekrutteringsgrundlag for kriminelle syndikater og oprørsgrupper. Ingen af de vestafrikanske kyststater har i dag den rette kapacitet eller lovgivning til at løse problemet. Det er desuden velkendt, at dele af den politiske elite benytter indtægter fra olietyveri til personlig berigelse samt til vedligeholdelse af patron-klient-systemer. 39 FN s Sikkerhedsråd har siden 2011 opfordret til samarbejde mellem regionale stater og aktører udenfor regionen. 40 Militært har USA, Frankrig og (til en vis grad) Storbritannien permanent flådetilstedeværelse i regionen med det formål at støtte udviklingen af vestafrikanske flåders evne til at håndhæve maritim sikkerhed. Flere afrikanske kyststater i Guineabugten deltager aktivt i regionale øvelser med internationale partnere, planlægger at købe nye patruljeskibe 41 og hyrer private sikkerhedsfirmaer til politiopgaver og træning af sikkerhedsstyrker. Danmark deltog i marts 2015 i en større flådeøvelse i regionen, 42 men de danske erfaringer med operationer i regionen er stadig begrænsede. 43 Politisk har bl.a. USA, 44 EU 45 og FN 46 formuleret langsigtede strategier for udvikling af lovgivning om og kapacitet til maritim sikkerhed og udvikling i samarbejde med regionen. Flere nylige afrikanske politiske initiativer har lagt grunden for at forbedre sikkerheden i Guineabugten, 47 og bl.a. Ghana har for nylig løsnet op for brugen af private væbnede vagter om bord på handelsskibe i sit territorialfarvand. 48 Danmark lægger særligt vægt på de politiske og strategiske drøftelser i det mellemstatslige forum G7++ Friends of Gulf of Guinea (G7++FoGG), hvor en række vigtige samarbejdslande er repræsenteret, samt på Yaoundé-processen og det understøttende firnationers-papir, som Danmark har underskrevet sammen med Portugal, Spanien og Frankrig. 49 Den økonomiske indsats har været lang tid undervejs, særligt ud fra en bekymring om korruption og misbrug af midler. Midler er dog undervejs fra bl.a. fonde i International Maritime Organization (IMO) og EU. Danmark bidrager til bekæmpelsen af maritim kriminalitet i regionen, bl.a. med op mod 15 mio. kr. via Freds- og Stabiliseringsfonden. 50 Støtten er tiltænkt udviklingen af den maritime overvågningsevne i det nyåbnede regionale koordinationscenter (ICC) i Yaoundé samt det civile informationsdelingscenter i Accra (MTISC). 51 Herudover undersøges mulighederne for at støtte implementeringen af opdateret lovgivning samt militær kapacitetsopbygning. 52 15
Demografiske udviklingstendenser og maritime sikkerhedsudfordringer i Afrika I dag ligger kun ét af verdens ti mest befolkningsrige lande i Afrika, nemlig Nigeria. I 2100 vil der ifølge FN være fem: Nigeria, Congo, Tanzania, Etiopien og Niger. 53 I dette afsnit behandles de udfordringer, den demografiske udvikling allerede skaber, og de udfordringer, den kan medføre i fremtiden. Det sker med forbehold for, at udviklingen skal ses i samspil med andre tendenser såsom klimaforandringer, svag regeringsførelse og statskapacitet samt politisk og økonomisk marginalisering. 54 Der har længe været en massiv demografisk udvikling undervejs i Afrika. Det samlede afrikanske befolkningstal nåede i 2014 1,1 mia., efter at det var steget med over 60 procent siden 1994. Til sammenligning steg befolkningstallet i Europa og Asien med henholdsvis knap 2 og 25 procent. 55 FN anslår, at ca. halvdelen af den globale befolkningstilvækst på 2,4 mia. mennesker frem mod 2050 vil finde sted i Afrika. 56 Efter 2050 vil Afrika, ifølge prognoserne, stå for mere end 80 procent af den globale befolkningstilvækst. Mænd Kvinder Mænd Kvinder 100+ 95-99 90-94 85-89 80-84 75-79 70-74 65-69 60-64 55-59 50-54 45-49 40-44 35-39 30-34 25-29 20-24 15-19 10-14 5-9 0-4 7.5% 7.5% 7.5% 0% 7.5% 7.5% 7.5% 100+ 95-99 90-94 85-89 80-84 75-79 70-74 65-69 60-64 55-59 50-54 45-49 40-44 35-39 30-34 25-29 20-24 15-19 10-14 5-9 0-4 7.5% 7.5% 7.5% 0% 7.5% 7.5% 7.5% Europa og Centralasien 2000: 726 mio. 2015: 738 mio. 2050: 706 mio. Subsaharisk Afrika 2000: 642 mio. 2015: 962 mio. 2050: 2.123 mio. Figur 2: FN s fremskrivning af den demografiske udvikling frem mod 2050 i henholdsvis Afrika og Europa. Op mod 50 procent af den globale befolkningstilvækst frem mod 2050 på ca. 2 mia. mennesker forventes at komme fra Afrika (grå: 2015, farvet: 2050). Kilde: United Nations, Department of Economic and Social Affairs, Population Division. World Population Prospects: The 2015 Revision. (Medium variant). 16
Mænd Kvinder Mænd Kvinder 100+ 95-99 90-94 85-89 80-84 75-79 70-74 65-69 60-64 55-59 50-54 45-49 40-44 35-39 30-34 25-29 20-24 15-19 10-14 5-9 0-4 7.5% 7.5% 7.5% 0% 7.5% 7.5% 7.5% 100+ 95-99 90-94 85-89 80-84 75-79 70-74 65-69 60-64 55-59 50-54 45-49 40-44 35-39 30-34 25-29 20-24 15-19 10-14 5-9 0-4 7.5% 7.5% 7.5% 0% 7.5% 7.5% 7.5% Nigeria 2000: 122 mio. 2015: 182 mio. 2050: 398 mio. Kenya 2000: 31 mio. 2015: 46 mio. 2050: 95 mio. Figur 3: FN s fremskrivning af den demografiske udvikling frem mod 2050 i henholdsvis Nigeria og Kenya. Der er forskel mellem landene, men udviklingen er generel. Det kan ses i befolkningspyramiderne i figur 2, hvor den vertikale akse viser alder (femårige kohorter), og den horisontale akse viser andelen af den samlede befolkning. Den grå pyramide indikerer den nuværende situation, mens den farvede repræsenterer fremskrivningen for 2050. Under pyramiderne fremgår befolkningstal for henholdsvis 2000, 2015 og 2050. De to første pyramider i figur 2 viser, at de afrikanske lande syd for Sahara oplever en voldsom befolkningstilvækst (ca. 120 procent), mens Europas 58 befolkningstal formodes at undergå en negativ vækst frem mod 2050 (ca. 5 procents fald). Udviklingen giver sig til udtryk ved en såkaldt ungdomspukkel i Afrika, forstået som store ungdomsårgange (i alderen 15-24 år) i forhold til den samlede befolkning. 59 De følgende to pyramider i figur 3 viser befolkningsudviklingen for to af de vigtigste aktører i henholdsvis Østafrika og Vestafrika. Udviklingen i Nigeria ligner det afrikanske gennemsnit, mens Kenya i en længere årrække oplevede en faldende befolkningstilvækst pga. programmer for fødselsplanlægning. I begge lande og i deres nabolande fødes der imidlertid i dag gennemsnitligt fem-seks børn per kvinde. 60 De to sidste pyramider i figur 4 stiller skarpt på udviklingen i mindre, men vigtige lande i de to regioner. I Ghana, hvor levestandarden er høj, og staten er relativt stærkere, er den fremskrevne befolkningstilvækst noget mindre end gennemsnittet. Omvendt vil Somalia, trods sine udfordringer med borgerkrig, usikkerhed og regelmæssig hungersnød, ifølge prognoserne næsten tredoble sin befolkning en fremskrivning, der dog må tolkes med forsigtighed set i lyset 17
Mænd Kvinder Mænd Kvinder 100+ 95-99 90-94 85-89 80-84 75-79 70-74 65-69 60-64 55-59 50-54 45-49 40-44 35-39 30-34 25-29 20-24 15-19 10-14 5-9 0-4 7.5% 7.5% 7.5% 0% 7.5% 7.5% 7.5% 100+ 95-99 90-94 85-89 80-84 75-79 70-74 65-69 60-64 55-59 50-54 45-49 40-44 35-39 30-34 25-29 20-24 15-19 10-14 5-9 0-4 7.5% 7.5% 7.5% 0% 7.5% 7.5% 7.5% Ghana 2000: 19 mio. 2015: 27 mio. 2050: 50 mio. Somalia 2000: 7,3 mio. 2015: 10 mio. 2050: 27 mio. Figur 4: FN s fremskrivning af den demografiske udvikling frem mod 2050 i henholdsvis Ghana og Somalia. af den noget mindre befolkningstilvækst fra 2000 til 2015. Set i et optimistisk lys har Afrika et stort potentiale til at blive et attraktivt marked for forbrug og produktion. Frem mod 2050 vil de afrikanske arbejdsstyrker blive fordoblet eller endda tredoblet. Det vil betyde, at kontinentets efterspørgsel efter bl.a. danske varer og tjenesteydelser vil stige. 61 Samtidig er halvdelen af den afrikanske befolkning i dag under 25 år, og den voksende unge afrikanske arbejdsstyrke virker tillokkende på verdensmarkedet enten i forbindelse med installation af produktionsfaciliteter i Afrika eller i forbindelse med produktion i andre lande. 62 Men der følger også udfordringer med befolkningstilvæksten. Det demografiske pres betyder stigende efterspørgsel efter mad, vand, energi og jobs. 63 Samtidig oplever de afrikanske lande fortsat mangel på effektive institutioner, ligesom de lider under korruption, et stort uformelt arbejdsmarked samt stigende økonomisk ulighed. Ca. 80 procent af den afrikanske arbejdsstyrke er beskæftiget i den uformelle sektor, og erfaringen viser, at arbejdsstyrken kun langsomt vil flytte sig over i den formelle sektor. 64 I løbet af de sidste to årtier er uligheden i Afrika øget, men graden af ulighed varierer, og den er størst i bestemte lande, bl.a. kyststater som Kenya og Nigeria. 65 Nogle grupper af unge afrikanere er utilfredse med deres fremtidsmuligheder, da sandsynligheden for at finde arbejde og skabe sig en bedre tilværelse end deres forældre synes lille. I en håndfuld lande synes udsigten til et bedre liv endda at blive forringet. 66 Det er heller ikke unormalt, at internationale aktører kan være en del af årsagen til problemerne eller medvirker til at forværre dem i fraværet af effektiv ordenshåndhævelse det gælder f.eks. i forbindelse med forurening, smugling, ulovligt fiskeri og korruption. 67 18
Det demografiske pres risikerer at øge omfanget af eksisterende problemer dvs. at medføre en stigning i antallet af aktiviteter, der truer sikkerheden til lands og til vands. Det vil ikke sige, at der er en direkte sammenhæng mellem en voksende befolkning og maritime sikkerhedsproblemer. Udviklingen må, som flere iagttagere har påpeget, ses i samspil med andre tendenser. 68 Der er heller ikke sikkert, at håndteringen af det demografisk pres faktisk mislykkes. Befolkningstilvækst kan være en gevinst, der skaber økonomisk fremgang, såvel som en udfordring, der afføder sikkerhedsmæssige problemer og sætter afrikanske stater under pres. Fra et sikkerhedspolitisk perspektiv kan den demografiske udvikling, som en vigtig faktor i samspil med de andre tendenser, være med til at accelerere sikkerhedsproblemerne. I skrøbelige stater kan det betyde øget konflikt, mens andre stater, der blot oplever den positive udvikling stagnere, kan se frem til en stigende volumen af kriminelle aktiviteter, bl.a. i forbindelse med urbanisering. 69 Fattige unge med få efterspurgte kvalifikationer og begrænsede arbejdsmuligheder risikerer eksempelvis at blive marginaliseret økonomisk og politisk og vil derfor have større incitament til at finde andre leveveje. 70 Der er således risiko for, at store ungdomsårgange i fattige afrikanske lande kan resultere i et øget udbud af arbejdskraft, også til væbnede grupper og kriminelle syndikater, hvilket kan resultere i øget volumen af disse gruppers aktiviteter. Problemet ses allerede i en række afrikanske lande både til lands og til vands og fordeler sig på tre kategorier. Den første kategori er lokale kriminelle syndikater, der lever af aktiviteter, som holder sig under det internationale samfunds radar. I Østafrika har problemet været pirateri og kidnapninger til søs med henblik på udbetaling af løsesummer, og dele af disse problemer har påvirket eller involveret lokalsamfundene, 71 mens Vestafrika oplever en mere kompleks dynamik mellem efterspørgsel på sorte markeder efter særlige varer, bl.a. olieprodukter, og pirateri og korruption. 72 Den anden kategori er transnationale smuglernetværk, som profiterer af handel med ulovlige varer på tværs af det afrikanske kontinent og videre til eksempelvis Europa. Netværkene handler bl.a. med narkotika og kvinder og faciliterer lukrative migrantruter. Det sikkerhedspolitiske problem i den forbindelse er eksempelvis, at salgsværdien af blot en brøkdel af den estimerede kokainhandel, der går gennem Vestafrika, overgår flere statslige forsvarsbudgetter i regionen. 73 Den tredje kategori er oprørs- og terrorgrupper, som bekæmper regeringsstyrker, radikaliserer lokalsamfund og skaber bred usikkerhed, bl.a. pga. angreb på civile. I Østafrika har al-shabaab f.eks. en stærk tiltrækningskraft på unge somaliere, 74 mens både houthier og al-qaeda på den anden side af Adenbugten relativt uforstyrret kontrollerer territorier ud til Yemens kyst. 75 På samme måde rekrutterer grupper som Boko Haram, AMC og (nu opløste) MEND i bl.a. Nigeria og Cameroun. 76 De tre generiske kategorier opsummerer, hvordan en håndfuld udfordringer til lands allerede i dag skaber problemer til søs omkring Afrika. Ingen analyse vil med sikkerhed kunne forudsige, hvordan disse udfordringer præcist vil påvirke fremtiden. Alligevel kan det være nyttigt at gøre sig nogle overordnede tanker om de dynamikker, der kan opstå som følge af et øget demografisk pres på de afrikanske stater. Der er som nævnt ikke en direkte sammenhæng mellem maritime sikkerhedsudfordringer og en voksende og i stigende grad yngre befolkning. Men den demografiske udvikling kan risikere at accelerere eksisterende maritime sikkerhedsudfordringer og føre til en øget volumen af dem. Med det udgangspunkt fortsætter analysen med en systematisk beskrivelse af én mulig fremtid ud fra de tre kategorier. De narrativer, som analysen er bygget om omkring, beskriver og repræsenterer en isoleret analytisk virkelighed på baggrund af hver af disse kategorier, og ved hjælp af dem kan vi diskutere, hvordan Danmark og verdenssamfundet kan organisere sig bedre i den nære fremtid. 19
Private investorer Kriminelle syndikater Pengemaskinen Internationale organisationer Silkevejen Terrorfælden Vestlige stater Transnationale smuglere Terror- og Oprørsgrupper Figur 5: Tre narrativer om maritim sikkerhed og udvikling i Afrika med mulighed for overlap, men med forskellige centrale aktører. 20
2. Mod 2025: Tre narrativer om maritime sikkerhedsudfordringer i Afrika Det demografiske pres til lands skaber en øget risiko for problemer til vands. I dette kapitel beskrives tre negative narrativer om, hvordan denne risiko kan udmønte sig, og hvad det vil betyde for den maritime sikkerhed i Afrika. Der er altså i dette kapitel lagt vægt på at beskrive problemerne, mens det efterfølgende kapitel fokuserer på løsningsforslag. Samtidig er vægten lagt på de mere sikkerhedspolitiske sider af maritim sikkerhed, mens andre nuancer heraf eksempelvis havmiljø og økonomisk udvikling inddrages i relation hertil. 77 Narrativerne behandler eksisterende tendenser, og med udgangspunkt i forskellige centrale aktører beskriver de tre narrativer hver deres problemer og løsninger. Der er altså tale om en betoning af tre nuancer af samme mulige fremtid (snarere end om traditionelle militære, væsensforskellige scenarier). Fremtiden kan meget vel vise sig at være en blanding af de tre narrativer. Narrativerne er bygget op omkring basale spørgsmål, som fremgår af appendikset. Undervejs viser imaginære telegrammer to for hver narrativ, et for henholdsvis Østafrika og Vestafrika eksempler på særlige forventede udfordringer i de to regioner. Efter gennemgangen af narrativerne følger en opsummering af hver deres særlige sikkerhedsudfordringer og sikringsbehov til søs samt særskilte overvejelser og midler til at imødegå udfordringerne. De tre narrativer om maritime sikkerhedsudfordringer i Afrika følger kort beskrevet her. I narrativen Pengemaskinen styres udviklingen af kriminelle syndikater og private investorer, der som ikke-statslige aktører søger at løse de problemer, som staterne ikke formår at løse. I narrativen Silkevejen drives udviklingen af smuglere og internationale organisationer. Smuglerne bruger veletablerede, uformelle transnationale handelsruter til at opnå store indtægter. Endelig beskriver narrativen Terrorfælden en udvikling, karakteriseret af sikkerheds- og energipolitik, der drives af terror- og oprørsgruppers kamp mod de afrikanske stater støttet af det internationale samfund. Figur 5 viser de tre narrativer med hver deres centrale aktører. I virkeligheden må narrativerne forventes at overlappe. Eksempelvis kan terrorgrupper tænkes at finansiere deres aktiviteter ved hjælp af transnational smugling, og ligeledes kan internationale organisationer tænkes til tider at være stærkt støttet af vestlige stater. Det skaber også et overlap mellem narrativernes dynamikker, der betyder, at de kan komme til at forstærke hinanden. Nærmere analyse vil kunne placere forskellige afrikanske lande i figuren, alt efter hvilke problemer de oplever. Med denne placering kan ligeledes følge et sæt af overvejelser og tiltag. Lande, der kan placeres i midten af figuren, må antages at have den mest komplekse kombination af sikkerheds- og udviklingsudfordringer. 21
22
P e n g e m a s k i n e n Året er 2025. Lokale kriminelle syndikater og internationale private investorer driver udviklingen i Afrika ud fra en rå økonomisk logik. Det demografiske pres betyder, at unge afrikanere er i risikozonen for at blive rekrutteret af syndikaterne. De skal skaffe varer til spirende markeder, der betjener lokalsamfund, som ikke er blevet inkluderet i den økonomiske vækst. Kriminaliteten (også den voldelige) er stigende, og den økonomiske udvikling stagnerer flere steder, når den ikke ligefrem går tilbage. De afrikanske staters evne til at løse problemerne er udfordret af politisk korruption, der tillader syndikaterne en parasitær eksistens i forhold til staten, og aktiviteterne i dette selvregulerende system holder sig under det internationale samfunds radar. Derfor søger private investorer at løse problemerne med vagter, øget sikkerhed og bestikkelse. Udfordringen er altså, at den positive udvikling i stat og samfund bremses. Til søs og i havneområderne ses tyveri, røveri, ulovligt fiskeri, korruption i afrikanske maritime institutioner samt pirateri og gidseltagning med henblik på økonomisk vinding. Opretholdelse af sikkerheden er privatiseret, og problemer som forurening øges med ansvarlige på begge sider. Bestikkelse og korruption blandt politikere, myndigheder og ansatte i multinationale virksomheder giver lettere adgang til flere varer uden voldelige sammenstød, mens mere lokale grupper oftere tiltvinger sig adgang til varerne. På lokale markeder er der en glidende overgang mellem det blot uformelle marked og det sorte marked for tyvekoster. For mange afrikanere er det lokale uformelle marked oftest det eneste tilbud i området. De sorte markeder aftager varer fra unge mænd, der opdriver dem, hvor de kan, bl.a. på havneterminaler, i rørledninger og på handelsskibe. Verdensmarkedspriser samt lokalt udbud og lokal efterspørgsel styrer syndikaternes aktiviteter det drejer sig om alt fra olieprodukter til forbrugervarer. Samtidig er der regelmæssige kidnapninger med henblik på udbetaling af løsesummer. Det foregår særligt lige op til regionale og nationale valg i bl.a. Nigeria, hvor der skal bruges midler til at bestikkelse og føre kampagne. I Vestafrika distancerer de multinationale selskaber sig fra lokalbefolkningen gerne i private, totalsikrede havneanlæg udenfor byerne for at mindske risikoen for at miste varer eller lække oplysninger til syndikaterne. Virksomhederne ønsker at være til stede, men befinder sig i en ond cirkel med udenlandske vagter, grove sikkerhedstjek, misforståelser, pludselige fyringer og voksende mistillid mellem ansatte og arbejdsgiver. Det har skabt en selvopfyldende profeti med hævnaktioner som tyveri, større røverier, sørøveri og skududvekslinger. En håndfuld selskaber har skilt sig af med lokal arbejdskraft og benytter nu arbejdere fra bl.a. andre afrikanske lande til grovere opgaver samt en international arbejdsstyrke til kompetencekrævende opgaver. Udviklingen 23
24 skubber til den eksisterende marginalisering af de afrikanske kystsamfund. Samfundene isoleres yderligere fra den ressourceudvinding, der foregår omkring dem, og ser på syndikaterne med en blanding af sympati og frustration. Samtidig er oliespild et udbredt forureningsproblem for både landbrug i kystområder og fiskere. Hvor syndikaterne stjæler og forarbejder råolie, forurener de også når de flytter olien fra én beholder til en anden, eller omkring de improviserede jungleraffinaderier. Forureningen trækker lokalsamfund udenfor byerne stadig længere ind i en ond cirkel af utryghed med hensyn til fremtiden for de fødevareerhverv, hvor mange traditionelt har været beskæftiget, og usikkerhed om konsekvenserne af befolkningstilvæksten. I Østafrika har piratnetværk lært af deres vestafrikanske kolleger. Somaliske pirater har fået et bedre informationsoverblik over handelsskibene i området og deres last. Pirateriet har derfor udviklet sig til planlagte nålestiksangreb mod udvalgte skibe på tværs af Det Indiske Ocean frem for den tidligere model, hvor piraterne opportunistisk lå på lur på de åbne jagtmarker. Røveri og salg af olie fra handelsskibe er piraternes næste skridt, men det tager tid at etablere en velfungerende salgskæde. Piraterne benytter sig derfor af en kombination af kidnapninger med henblik på udbetaling af løsesummer og røveri. De multinationale selskabers udvinding af somalisk og kenyansk offshore olie tegner derfor til at blive en yderst centraliseret proces i samarbejde med østafrikanske politiske eliter. Frygten for at miste omsætning til tyveri dæmper simpelthen interessen for at inddrage og opbygge kompetence blandt lokalbefolkningen, hvilket forstærker marginaliseringen. Samtidig presser ulovlige udenlandske fiskefartøjer sig ind, hvor de kan, til tider med bevæbnede vagter, som de har hyret bl.a. hos syndikaternes lokale sikkerhedsudbydere. Ofrene for udviklingen er de maritime interessenter og afrikanske lokalbefolkninger. De førstnævnte må betale sig til sikkerhed, og de sidstnævnte føler sig ekskluderet fra den økonomiske vækst og oplever et faldende incitament til at deltage i lovlige aktiviteter. Det internationale samfund underrettes om problemerne af henholdsvis brancheforeninger og udviklingsorienterede NGO er, der er talerør for hver deres gruppe. De afrikanske staters handleevne er svækket af korruption, mens særligt interesserede vestlige stater presser på for at finde frem til løsninger. I Vestafrika støtter verdenssamfundet særligt mindre udvalgte foregangslande som Togo, Benin og Ghana. Men fremskridtet halter, da indtægten ved bl.a. oliesørøveri er for fristende for en række korrupte personer i Nigeria i fraværet af større international opmærksomhed. I Østafrika er det regionale samarbejde svært at få øje på. Samtidig er der store huller i den statslige territorialkontrol i bl.a. Yemen og Somalia, hvilket gør det svært at håndtere udfordringerne uden mere omfattende international støtte.
T E L E G R A M F R A F R E M T I D E N Bandejagt i Nigeria efter massivt olietyveri Vestafrika. Tirsdag 15. April 2025. 20.000 tønder olie sluppet ud i Guineabugten. Tyvebande på flugt med sikkerhedsvagter i hælene. Private sikkerhedsvagter jagter med helikopter og tre patruljebåde en nigeriansk bande i sumpområderne nær Port Harcourt, efter at banden er sluppet væk med råolie svarende til omkring 40.000 tønder fra en undersøisk rørledning. Regeringens sikkerhedsstyrker udtaler i en pressemeddelelse, at de ikke har kapacitet til at hjælpe vagterne. Det vides ikke, hvor længe tyvene har tappet fra rørledningen, der efter sigende har spildt mindst 20.000 tønder olie ud i Nigerdeltaet og Guineabugten. Selskabet Bellotex Enterprises beklager episoden med henvisning til lovløsheden i området og meddeler, at rørledningen er blevet lukket og afventer reparation. Det er blot et af mange tilfælde af olietyveri og medfølgende olieforurening ud for Nigerias, Camerouns, Angolas og i stigende grad Kenyas og Somalias kyster. Aktiviteten varierer som regel med olieprisen. Den nigerianske regering lukkede sidste år to illegale raffinaderier og sorte markeder, men efter sigende kun, fordi regeringen holdt op med at betale beskyttelsespenge. Efterspørgslen efter olie er stor i landene, der regelmæssigt oplever brændstofmangel, strømsvigt og svingende vækst i storbyernes generatordrevne økonomier. I en FN-rapport fra 2023 vurderes det da også, at op mod 80 procent af indbyggerne i den nigerianske kystby Lagos anser sortbørserne for mere leveringsdygtige og legitime end det hvide marked, fordi de skaber jobs og vækst. Samtidig ender rustne rørledninger og udtjente olietønder og -tanke som affald ud for kysten eller på nærliggende landbrug. Pirater slipper igen væk med olielast Østafrika. Lørdag 21. Juni 2025. Somaliske pirater røvede olie fra tanker, formodentlig med hjælp fra kenyanske hjælpeskibe og lokale havnemyndigheder i Mombasa. Omkring 30 pirater deltog i går aftes i kapringen af olietankeren M/T Sunrise 789, kun to timer efter at den havde forladt havnen i Mombasa. Besætningen fortæller, at de blev tævet af mænd bevæbnet med både skydevåben og knive. Piraterne ødelagde kommunikationssystemet og røvede olie og andre varer om bord, før de forlod skibet lørdag morgen. Tre hjælpebåde stødte undervejs på skift til for at trække 4.000 ton olie ud af M/T Sunrise 789 og efterlod den med en kvart fuld last. Skibets kaptajn udtaler, at piraterne var somaliere, mens besætningen om bord på hjælpebåden sandsynligvis var kenyanere. Rederiet er i tvivl om, hvorfor besætningen ikke tog de private vagter om bord, som proceduren foreskriver, og vil undersøge sagen. Efter en længere nedgangsperiode er Det Indiske Ocean igen blevet til en jagtmark for østafrikanske pirater. Piraterne er dog blevet kræsne og kaprer kun handelsskibe med en udvalgt dyr eller let afsættelig last, eksempelvis olie og mobiltelefoner, som sælges på sorte markeder ligesom i Vestafrika. Ifølge ICC International Maritime Bureau (IMB) er de østafrikanske pirater blevet bedre organiseret med nyt udstyr, både og information fra korrupte lokale havnemyndigheder og politimyndigheder. Det har været tydeligt siden kapringen af M/V Caucasian Blue i 2021, som knap nåede ud på åbent vand, før pirater tvang det tilbage og læssede varerne af i samme havn, som skibet netop havde forladt, siger en talskvinde. Problemet strækker sig fra Mozambique til Yemen og videre over til den indiske kyst. 25