Indhold Kort 1 Kort 2

vide verden martin krasnik Født 1971. Journalist på Weekendavisen og TV2 News. Jeg kom til New York første gang, da jeg var et par og tyve, og var totalt solgt. Jeg føler mig fuldkommen hjemme og tilpas i New York, som jeg synes er den hyggeligste, sjoveste og mest hjælpsomme by i verden. Siden det første besøg har jeg altid prøvet at komme derover så ofte som muligt, ikke mindst nu, hvor jeg skriver om amerikansk politik og samfund for Weekendavisen. Jeg har studeret statskundskab på Københavns Universitet og desuden læst i både Jerusalem og London. 144

jew york det gyldne land Hvad ligner det, når man kommer op fra metroen ved Kingston Avenue? En jødisk landsby i Ukraine i 1700-tallet? Det ultraortodokse kvarter i Jerusalem lige før sabbatten? Nej, det ligner det, det er: Crown Heights, Brooklyn, New York. Man tager 3-toget fra Manhattan, hvor der efter femseks stationer kun er afroamerikanske medpassagerer, og går op ad trappen i vejkrydset Kingston Avenue/ Eastern Parkway. Her er sort af mennesker foran lubavitchernes store synagoge. Bogstaveligt talt. Mange hundrede mænd, måske tusinde, klædt i sort, sorte frakker, sorte bukser, sorte sko, sorte hatte. Gamle mænd, midaldrende mænd, høje mænd, lave mænd og drengemænd; 13-årige knægte i samme tøj som deres fædre og onkler og storebrødre. Og alle har de skæg, også dem, der ikke burde have det på grund af deres sparsomme skægvækst. Det er ved afslutningen på efterårets mange højtider Yom Kippur, Rosh Hashana, Simchat Torah, Sukkot og den lokale befolkning af ortodokse fra lubavitcher-sekten er måske femdoblet af besøgende familie og venner fra resten af USA og Israel. Her tales amerikansk og hebraisk, og overalt står folk og sludrer og fortæller eller beder, vuggende og vrikkende, som skal de lige have afsluttet en enkelt bøn, de ikke nåede i synagogen, før de rejser hjem. De fleste, der vil besøge det jødiske New York, tager til Lower East Side på Manhattan eller spiser pastrami på en jødisk deli. Det forstår jeg godt, og det kommer vi naturligvis tilbage til. Ligesom vi også kommer til resten af det jødiske New York. Jew York. Men vi begynder hér, blandt de ultraortodokse i Crown Heights. Man kan godt tage til Williamsburg og se på de andre ultraortodokse sekter, men de er ind- 145

jew york advendte og afvisende, hvis man da ikke lige selv taler yiddisch og er iført kapote og shtreimel. Nej, tag hen til lubavitcherne, hippierne blandt de ultraortodokse sekter. Det er verdens eneste ultraortodokse samfund, som forholder sig åbent og venligt til omverdenen. Hér udgør sammensmeltningen mellem det jødiske og amerikanske en levende kunstinstallation. chassidic discovery Det er selvfølgelig oplagt at spørge sig selv, hvorfor mon USA var og er forblevet det gyldne land for jøderne landet, som faktisk flyder med mælk og honning? Og svaret er så simpelt. Fordi friheden til at være flere ting på én gang er kernen i den amerikanske sjæl. Amerikaner og noget andet. Det gælder mere for New York end for nogen andre steder. En by af minoriteter. Et sted, hvor man er fælles om at være anderledes. Meget anderledes. Man kan snildt vandre op og ned ad Kingston Avenue selv. Men man kan også booke en guidet tur hos Chassidic Discovery Walking Tours, som må kandidere til førsteprisen for nicheprægede citywalks. Man mødes om formiddagen i kælderen i et lille mørkt bibliotek fyldt med Judaica. I dag er det rabbi Epstein, der styrer løjerne; en lille mand i komplet lubavitcher-gear. Den lille gruppe på otte gæster bænkes om et bord, og rabbi Epstein, der er opvokset i Chattanooga, Tennessee, fortæller om den ortodokse jødedoms velsignelser. Han lyder som enhver religiøs prædikant, men der er alligevel en vis lethed i stemmen, når han taler om de rædsomme konsekvenser af verdens dekadence, hvor homoseksualitet og menneskelige svaghed fører til jordskælv, tsunamier og sultkatastrofer. Men han fortæller også om chassiderne i New York, de ultraortodokse jøder, et samfund på cirka 200.000 mennesker, fordelt på måske hundrede store og små sekter. De forsøger stadig at genskabe den by, de forlod i Østeuropa eller Rusland for hundrede år siden, og følge den samme filosofi, som deres længst afdøde rabbinere. I New York er der for eksempel Satmar-sekten, hvis overhoved kom fra Szatmárnémeti, Rumænien. 146

Yonah Shimmels knish-bageri i 137 East Houston Street Eller boboverne, der kommer fra Bobowa i Polen. Og så er der lubavitcherne, der grundlagde deres første menighed i slutningen af 1700-tallet i den russiske landsby Lyubavitji. For dem alle gælder det, at jødedommens 613 bud skal overholdes. Som lovreligion får jødedommen islam til at ligne en søndagsudflugt til Coney Island. Der er regler for alt hvad man må spise, hvordan man skal bede, hvilket stof der må være i samme stykke tøj, hvordan man binder sine snørebånd, og hvilken side man falder i søvn på. Hvis man undrer sig over, hvad alle disse mænd og drenge på gaderne i Crown Heights dog bestiller, så er det dét. Det tager al din tid at være jøde, som rabbi Epstein siger. Hvis man også vil arbejde eller studere, får man virkelig travlt. Det smarte ved at hægte sig på rabbineren er, at han åbner døre til interessante steder: Første stop er værkstedet Hasofer, hvor de producerer og reparerer 147

jew york Plakat fra Crown Heights med budskabet om rabbi Schneerson som messias torahruller med fjerpen og blæk. En ung fyr er i fuld gang med én, og det vil tage ham et helt år at blive færdig med at skrive de fem Mosebøger uden fejl af nogen art. Det koster derfor logisk nok en årsløn: 60.000 dollars for en komplet rulle. De bedste og mest populære skrivere får op til 100.000, og sådanne priser skaber et stort, sort marked for torahruller. Jeg har aldrig selv set et sådant værksted før, og det er dybt fascinerende og svimlende at tænke på det arbejde, der venter de ansatte i form af stablerne af defekte ruller ved den ene væg, indsendt fra hele verden. Næste stop med rabbineren er et sted, hvor de laver teffilin, de små sorte klodser med pergamentruller med særlige skriftsteder, man med lædersnore binder på panden og armen ved morgenbønnen. Og endnu et sted, hvor man producerer mezuzot, beholdere med pergamentstykker til at sætte på dørstolpen i jødiske hjem. 148

messias, brooklyn Jeg synes, man skal give sig god tid hér på Kingston Avenue. Det er en unik oplevelse. Opmærksomme vandrere vil allerede nu have set de gule skilte og flag med blå hebraiske bogstaver, der hænger alle vegne eller ligefrem blafrer ud ad vinduerne på bilerne. Moshiach står der. Messias. Det skyldes, at lubavitcherne opfatter deres sidste rabbiner, Menachem Mendel Schneerson, som Ham, slet og ret, manden, der indvarsler de sidste tider, som alle jøder venter på. Før hans død begyndte man i Crown Heights at tale om, at netop rabbi Schneerson indvarsler de messianske tider og opførelsen af det tredje tempel. The Rebbe blev født i byen Nicolaev i Sovjetunionen og døde i 1994 her i Crown Hights. Han skabte ikke bare en personkult, men verdens største jødiske organisation, Chabad, lubavitchernes verdensbevægelse. Hovedkvarteret ligger lige hér på hjørnet af Kingston og Eastern Parkway. Han prædikede en bemærkelsesværdig åbenhed i forhold til det omkringliggende samfund, hvilket har gjort bevægelsen meget populær, også i København. For eksempel opfordrede han sine undersåtter til at deltage i samfundslivet. Rabbineren fik endda den amerikanske kongres guldmedalje, overrakt af daværende præsident Bill Clinton. Man behøver ikke en guide for selv at gå ind i hovedkvarterets gigantiske synagoge. Her er aktivitet døgnet rundt, siges det, her holdes gudstjeneste og studeres Torah og Talmud i ét væk, ved mit sidste besøg var her mindst 5.000 mand på gulvet. På én af væggene hænger et stort banner: Moshiach Forever. Our Master and Rebbe. hos mendy sacho Man kan snildt hænge ud i gaden selv. Efter en udmærket gezunte sandwich kommer jeg forbi en tøjbutik i nummer 600. Den adskiller sig fra de andre i den lange række af shops, der sælger herretøj og ligner noget fra en hviderussisk flække anno 1785. Indehaveren er Mendy Sacho, en nogle og tyveårig skrædder, der gerne vil give den knælange, traditionelle kapote, den sorte chassid-frakke, et moderne twist. 149 Indhold Kort 1 Kort 2

jew york Mendy fortæller, at de ultraortodokse mænds hatte og frakker er en uniform, der viser, hvilken landsby i Litauen, Polen eller Ukraine de kommer fra. Om det er uld (hverdag) eller silke/satin (helligdag), er det altid sort. Et rabbiner-edikt fra 1700-tallet slog nemlig fast, at sort er bedst for at undgå at vække opmærksomhed blandt naboerne, hvis store fornøjelse det var at overfalde og myrde jøder. Nu holdes traditionen for sort tøj ved lige, ikke mindst for at modvirke fristelser fra de farverige omgivelser. Sort er og bliver det gamle sort. Men Mendy Sacho eksperimenterer. Ikke blot vover han sig ud i forskellige mørke nuancer af brun eller olivengrøn. Han giver også reverset et moderne snit eller flipper sågar ud med grønne knaphuls-syninger eller lilla fór. De unge kommer for at få lidt farve, siger Mendy. Eller også vil de have et fór, der matcher slipset. Og de gamle kommer, fordi Mendy kan lave en kapote, der sidder perfekt. Det tager op til tre uger og koster sagtens 1000 dollars at få en sådan skræddersyet frakke. Som han udtrykker det: New York er den mest utrolige by i verden ud over Jerusalem. Kunderne i New York er vant til at få det hele hurtigt helst i går. Der står jo ikke noget i Toraen om, at man ikke må have en olivengrøn kapote og heller ikke noget om, at orange fór betyder, at man ikke er en god chassid. Men, tilføjer han, man skal heller ikke gå for langt, selvfølgelig, vi skal ikke glemme, hvorfor vi går med kapote. sorte og jøder Går man rundt i området, ser man straks, at det ikke er dét Brooklyn, der er blevet så populært blandt newyorkerne de sidste år. Det var det engang. Crown Heights blev kaldt Manhattans soveværelse, hjemsted for den voksende middelklasse. Men i 1960 erne og 1970 erne var store dele af de hvide beboere udskiftet med langt fattigere sorte, som kom rejsende fra Sydstaterne efter arbejde. Kun de ortodokse jøder blev, og derfor blev Crown Heights symbol på konflikten mellem de to store minoritetsgrupper i New York sorte og jøder. 150

The Crown Heights Riot i 1991 var tre dages voldsomme optøjer mellem de to grupper. De fulgte en bilulykke, hvor en dreng fra Guyana blev dræbt af netop rabbi Schneersons bil. Det var en stor historie, som også blev et vigtigt tema i det efterfølgende borgmestervalg. Ledere af begge grupper arbejdede derefter hårdt for at sikre ro og fred, og jeg kan ikke forestille mig et mere underholdende gadeteater end netop hér: De sortklædte chassider, som næsten altid småløber hen ad gaden med flagrende bedesjal efter sig. Og caribiske damer i vildt kulørte gevandter, slentrende og sludrende. parykkerne Det mest fascinerende, synes jeg, på Kingston Avenue er kvinderne. Eller rettere, deres sheitels parykker i alle mulige farver og frisurer. For de ortodokse er begrebet tsniut ydmyghed et afgørende dogme. Det gælder for den måde, man bevæger sig gennem livet, et menneskes indre karakter og påklædning og selvfølgelig forholdet mellem kønnene. Her er adskillelse kodeordet. Grundlæggende gælder det, at en jøde ikke må klæde sig, så han eller hun tiltrækker sig unødig opmærksomhed. Jødisk lov kræver, at en kvinde skal dække sit hår. I Israel og dele af det ortodokse samfund i USA bruger de et tørklæde eller en snood en særlig fyldig baret. Men mange amerikanske ortodokse bruger paryk. For at vise ydmyghed, ja, men som rabbi Epstein, siger det, der er jo ingen, der siger, at man absolut skal være grim. Det er en dejlig kombination af det amerikanske og jødiske, og derfor er Kingston Avenue fyldt med wig shops. I nummer 355 ligger Anat Studio. Ejeren, Anat, er i 30 erne og ser fantastisk ud; slank, lækkert sminket og med et langt glat, mørkebrunt hår, der falder i bølger over skuldrene. Hun ligner en studievært ved et amerikansk morgen-nyhedsprogram, der lige har brugt halvanden time hos stylisten. Hun kom til New York i 1986 fra en lille by i den israelske Negev-ørken, fordi hun elsker New York og det amerikanske chassid-liv lige højt. Hun er ved at betjene en dame i 50 erne 151 Indhold Kort 1 Kort 2

jew york iført fuld, lilla spadseredragt og kort sort pagehår. Hun skal have to hår til i nøjagtig samme frisure. Man skal jo kunne vaske én, have én til reparation og alligevel kunne gå på gaden, som hun siger det. Parykkerne koster 450 dollars stykket. De dyreste helt op til tusind dollars. En høj sum, hvis man kun har én indtægt i familien og otte-ti børn. Anat forklarer, at priserne på hår er steget voldsomt. Efterspørgslen er eksploderet. Sorte kvinder overalt i verden bruger stadig flere penge på extensions, og hvide ikke-jøder vil have det samme. Det lægger et enormt pres på markedet. Det kræver nemlig et helt kilo hår at lave én langhårs-paryk eller to korte. Grundparykkerne er lavet i Kina, fordi det er billigt, og de er gode til det. Hun viser mig et katalog fra sin yndlingsfabrikant, Freeda, fyldt med smukke modeller med samme hår som hende selv. Anat designer og styler håret sammen med kunden. De fleste foretrækker europæisk hår, helst ukrainsk eller russisk, ikke for tykt, ikke for tyndt, og det må aldrig have været farvet eller permanentet; en sjældenhed, tænker jeg, i Ukraine. Markedet på globalt plan anslås til at være på næsten en milliard dollars om året. Jeg har naturligvis ofte undret mig over fænomenet. Når man ikke må vise sit hår, er det for ikke at gøre opmærksom på sig selv, især over for mænd. Når vi dækker vores hoved, kan man se os for det, vi virkelig er, ikke for vores seksualitet, lyder det, hvis man spørger religiøse jødiske kvinder. Præcis samme svar, som muslimer med tørklæde giver. Men hvorfor må man så flashe en supersexet, naturtro paryk, der får én til at ligne Beyoncé? Er det ikke dobbeltmoralsk? Underminerer det ikke hele den oprindelige idé? Naturligvis ikke, siger Anat og gentager rabbinerens udtryk: En kvinde må ikke vise sit eget hår, men hun behøver ikke være grim. En kvinde skal have det godt med sig selv. Så længe hun holder sig til reglerne om ydmyghed, er det okay. Sådan var det vist ikke på bibelsk tid, indvender jeg. Alt forandrer sig, siger Anat. Ifølge rabbi Epstein tager man fejl, hvis man opfatter parykken som rigtigt hår. Ydmyghed handler 152

Parykbutikken Sheila s Wigs i Brooklyn Julia Sherman om at skabe respekt om privatsfæren. Skønhed er en gave fra Gud, og det skal man ikke skjule, som hun udtrykker det. Med parykken erklærer man: Jeg er ikke til rådighed. Du kan se mig, men jeg er ikke åben for offentligheden. Mit eget hår er ligesom resten af kroppen kun til min mands fornøjelse. Det skaber en slags psykologisk grænse, en kognitiv distance. Man er smuk, men ikke til rådighed. Dermed får man det hele. Og kvinden ved med sig selv, at en mand, der glor på hendes hår, ikke ser hende rigtigt. Subtilt og meget jødisk. Anat fortæller, at hun ser meget på kunderne og taler længe med dem. Alle vil jo være smukke. Mit mål er at gøre kvinderne lykkelige for deres udseende. Jeg er lige så meget psykolog som frisør. lower east For de fleste ortodokse jøder var Crown Heights ikke første stop ved ankomsten til Amerika. Det var Lower East Side, der har en mytisk status i både New Yorks og amerikansk-jødisk historie. Der har boet jøder i USA siden engang i 1600-tallet, men de store bølger ramte Amerika omkring år 1900. 153

Kort 1 Kort 2 jew york Indhold Postkort fra omkring 1900 af det jødiske marked i Lower East Side. Hjørnet af Bayard Street og Elizabeth Street Hvor Israel var Det Hellige Land, var Amerika Det Gyldne Land Die Goldene Medina. I 1882 immigrerede 15.000 jøder til USA. Men i de følgende år, frem mod 1920, var der kommet to millioner, og de fleste endte her i New York, som på et tidspunkt var verdens største jødiske by sammen med Warszawa. I 1800 boede 154

ikke engang én procent af verdens jøder i USA. Lige overgået af Israel huser USA i dag verdens næststørste jødiske samfund en femtedel af verdens jøder. Langt de fleste bor i New York. Historien går naturligvis endnu længere tilbage. Hvis man går rundt selv, så tag et stop ved Shearith Israel, USA s ældste jødiske kirkegård, på hjørnet af Oliver Street og James Street. Den går helt tilbage til det tidlige 1600-tal og skyldes, at en gruppe jøder fra Brasilien blev fanget af franske pirater og smidt af hér, hvor New York var hollandsk og hed New Amsterdam. Guvernøren Peter Stuyvesant var en rædsom racist, men han var klog nok til at vide, at økonomisk vækst krævede en vis åbenhed. Brasilianerne blev en jødisk overklasse med forbindelser til Charleston, South Carolina, der var den tids største jødiske by i USA på grund af sydamerikanske jøders aktivitet i slavehandlen. Og de brasilianske jøder så naturligvis ned på de europæiske trosfæller, da de begyndte at komme til New York. Og de kom væltende, på det ene overfyldte skib efter det andet. Man kan sige, at mordet på den russiske tsar Alexander II i 1881 ændrede den jødiske historie markant. Efter mordet skød russerne nemlig skylden på jøderne, og de fleste af den tredjedel af de østeuropæiske jøder, der flygtede fra de efterfølgende pogromer, tog til Amerika. orchard, allen, ludlow street Det Gyldne Land var naturligvis ikke spor gyldent for de nyankomne jøder. De fleste rejste alene til Amerika og sendte penge hjem til resten af familien. Som det er beskrevet mesterligt i bogen World of Our Fathers fra 1976, kom jøderne i modsætning til næsten alle andre etniske grupper ikke med den hensigt at tjene en masse penge og rejse hjem igen. De kom for at begynde helt forfra. Som en af de nyankomne skrev i sin dagbog: Jeg havde fået at vide, at gaderne var brolagt med guld. Da jeg kom, fandt jeg ud af, at de ikke var brolagte overhovedet. Og at jeg forventedes at brolægge dem 155 Indhold Kort 1 Kort 2

jew york selv. Mange fik hjælp af lokale jødiske hjælpeorganisationer på gulvet i et herberg og mad i den første uge derefter var man på egen hånd. Prøv at vandre rundt i gaderne syd for Delancey Street; Ludlow, Hester eller Orchard og forestil jer verdens mest rædsomme byslum. Gå ned ad Allen Street og forestil jer den smallere og med en larmende højbane, der skygger for bordellerne og tyvebanderne og de endeløse rækker af smalle huse og baggårde. I disse mørke tenements boede familier på fem, ti, femten mand i bittesmå lejligheder, ofte uden elektricitet eller vand, men med masser af lus og rotter. Gå en tur ned ad Orchard Street og tænk på, hvordan der så ud en søndag eftermiddag. Resten af byen skulle ifølge reglerne holde lukket på kirkedagen, men netop denne gade havde fået en særlig undtagelse, fordi jøderne lukkede om lørdagen, så her kunne hele New York shoppe løs blandt de mange hundrede trækvogne påsat osende fakler, hvorfra de solgte hvad som helst, sikkert ofte tyvekoster. Og prøv også at tænke på de mange tusinde børn, der arbejdede i små, elendige fabrikker og sweatshops overalt i gadernes baggårde og kældre. Det er ikke noget tilfælde, at udtrykket Smeltedigelen blev opfundet af Israel Zangwill, en amerikansk jøde. The Melting Pot var titlen på Zangwills teaterstykke, der i 1905 hyldede den fuldkomne assimilering, en version af Romeo og Julie i New York. En russisk jøde, David, forelsker sig i Vera, datter af kristne, russiske indvandrere. David er komponist og vil skrive en Amerikansk Symfoni om sit nye hjemland. Da han opdager, at hun er datter af en officer, der dirigerede pogromen mod hans gamle landsby, dropper han Vera. Men Zangwill var allerede blevet en amerikansk melodramatiker for hans stykke har en happy ending: Vera og David får hinanden til sidst. jewtown & chinatown Man kan sagtens gå selv. Man kan også tage turen forbi det virkeligt gode Tenement Museum på hjørnet af Orchard og Broome Street, der hele tiden arrangerer nye, 156

Indhold Kort 1 Kort 2 En gammel reklame for Hersh s Sacramental New York Malaga Wine i Orchard Street vidner om Lower East Sides fortid som jødisk kvarter 157

interessante ting. Selv har jeg flere gange booket en privat guide, ikke mindst fordi de lokale guider er så fantastiske fortællere. Jeg bookede for nylig en privat vandretur og endte med at få hele familien Levy; Mark, Matt og Jonah Levy, farmand og to sønner, og de brugte halvdelen af tiden på at skændes om præcise årstal og kæmpe om at færdigfortælle hinandens anekdoter. Et must er et stop ved den bygning, der skulle markere, at de østeuropæiske jøder var kommet for at blive. Hidtil havde de holdt gudstjenester i synagoger, shuls, oprettet i kældre, på lofter eller i dagligstuer. De var organiseret efter deres fædrene by i Østeuropa, og man manglede naturligvis én fælles synagoge. Den opførte de, i pomp og pragt, i Eldridge Street mellem Canal Street og East Broadway. Hvilken bygning! I Den Gamle Verden var en synagoge et ydmygt bedehus, men hér havde de tyske jøder, der allerede havde været i New York i mange år, opført amerikanske temples. Eldridge Street Synagogue blev bygget med 70 fod til loftet, en afdeling med plads til 24 torahruller og de fineste materialer hentet overalt i verden. Og synagogens budskab mærker man så tydeligt, når man står foran den: Tag dén! Tag dén, russiske antisemitter, tag dén, Gamle Verden, og tag dén, hovne trosfæller fra Sydamerika og Tyskland, der allerede har boet her i årtier og hader os lige så meget som alle de andre. Vi er kommet. Og vi har tænkt os at blive!. Går man frem og tilbage her på Eldridge Street, får man essensen af New York. Her er ikke nogen jøder tilbage, men et mylder af kinesere. Disse gader er det rigtige Chinatown, ikke turisternes. Og de fleste kinesere hér aner ganske sikkert ikke, hvad det er for en bygning, de går forbi hver eneste dag, og de er også ligeglade. Ligesom de sikkert heller ikke tænker over de gamle, falmede navne, der er malet på husmurene rundt omkring: Weilgus & Sons. Eller Jodamo Fashion en butik, der stadig kører, opkaldt efter brødrene, der grundlagde den: Joseph, David & Moishe. Måske kommer man også forbi den store bygning på Strauss Square. Som navnet på facaden fortæller, var her den store yiddische avis The Forward. Den var naturjew york 158

Newyorkerbandet Frank London s Klezmer Brass Allstars underholder ved fejringen af 125 års-jubilæet for synagogen i Eldridge Street i november 2011 ligvis socialistisk, som man kan se på de koryfæer, der pryder indgangen, deriblandt Karl Marx. I dag er her luksuslejligheder og en katolsk kinesisk kirke. Sådan er det. Historien om jøderne er historien om alverdens immigranter. Nye kommer til og skaber deres egne byer i byen. I én generation var det jødisk. Så snart de havde pengene, flyttede de videre; til Prospect Park i Brooklyn, Upper East Side, Long Island og New Jersey, eller helt til Beverly Hills og Palm Beach. For at blive amerikanere. chicken matze ball soup Israel Zangwills amerikanske smeltedigel var og er på mange måder en illusion. Friheden til at kaste sig ned i den store amerikanske gryde krævede, at man smed de mest besynderlige skikke fra sig, religiøse vaner og mærkelige navne. Konflikten, nej, spændingen mellem Den Gamle og Den Nye Verdens traditioner var måske mere intens blandt de jødiske amerikanere end blandt nogen andre 159

jew york Katz s Delicatessen etniske grupper. Spørgsmål om assimilering er stadig vildt diskuteret i alle jødiske samfund i USA. På den måde var det ikke kun navnene, der forsvandt, da Israel Baline blev til Irving Berlin, Jacob Gershowitz blev George Gershwin, Edward Israel Iskowitz blev Eddie Cantor, Archibald Leach blev til Cary Grant, Bernhard Schwartz til Tony Curtis, Allen Stewart Konigsberg til Woody Allen og min absolutte favoritforvandling Issur Danielovitch Demsky blev til Kirk Douglas, hvad ellers? Hvad er der så tilbage af jøderne i Lower East ud over de spredte taske-, brille-, og lædervarebutikker? Der er selvfølgelig maden. Det var håbløst at fastholde en streng kosher diæt for de fleste af immigranterne, men menuen var en så vigtig del af identiteten, at den stadig findes alle vegne, i det mindste kosher style og ikke mindst holdt i live af nostalgien, måske endda sentimentalitet efter dengang den gamle og den nye verden eksisterede samtidig i disse gader. Hvis man skal vælge mellem de tre store jødiske delier, Carnegie Deli, Second Avenue Deli og Katz 160

deli, vil jeg til enhver tid gå på Katz på hjørnet af Ludlow Street og East Houston. Hvorfor? Fordi Katz laver deres laks og pastrami selv, og det er New Yorks bedste, hands down. Hvis man tør kaste sig ud i en gehakte leber og risikoen for en dobbelt blodprop, er det også hér. Man bør nok heller ikke tage fra New York uden at have oplevet den jødiske tradition for at marinere alting, fra ananas til agurker. Man skal være ganske vaks for selv at opdage den, så her er den: The Pickle Guys på hjørnet mellem Essex og Grand Street, et smalt lokale med alting i marinade. Længere nede ad gaden, i Kossar s Bialys, laver de bagels som i den gamle verden, dvs. ikke kogte og hårde, men friske og bløde, og dertil et enormt køleskab med smørelse af al slags. Jeg selv kan høre min mave rumle dybt nede fra ghettoen Men for de fleste askenazi-jøder af europæisk afstamning handler det hverken om bagels, laks eller pastrami. Nej, det jødiske køkkens ground zero er og bliver kyllingesuppen, gerne med en ordentlig bunke syltede kæmpeagurker on the side. En god kyllingesuppe, også kaldet Jewish Peniciline, får mig til at græde af lykke, fordi den giver mig alt det, jeg ikke kan, vil eller orker holde i live selv; det er essensen af en århundredgammel jødisk arv i én suppeskål, og den varme, der breder sig til hele kroppen, holder resten af dagen. Hvor får man den bedste? Den er naturligvis strålende i de tre store delier. Men jeg fandt verdens måske bedste kyllingesuppe i The Kosher Delight. En dag kom jeg forbi denne mærkværdige kosher fastfoodrestaurant på Broadway mellem 36. og 37. Street. Den servicerer primært de ortodokse jøder, der arbejder i diamantbranchen i Midtown, så man kan snildt sidde der længe og glo på folk. The Kosher Delight fungerer som enhver anden fastfoodrestaurant, med menuen sat op i en lysende væg over kasserne. Betjeningen består mest af unge, overvægtige sorte piger og drenge, som langer cholent med kishka, gefilte fish platter og kugel over disken. Kvaliteten er tårnhøj, og deres Chicken Matze Ball Soup burde kunne skabe fred i verden. 161 Indhold Kort 1 Kort 2

de jødiske ærkehertuger Mad er kultur, følelse, identitet. Ligesom New York. For i New York er det ofte svært at se, hvor det jødiske slutter og alt det andet begynder. Da de pjaltede russere kom flygtende fra Østeuropa omkring år 1900, var der nemlig allerede et stort jødisk New York. Da de liberale revolutioner i Europa i midten af 1800-tallet fejlede, var der mange tyske og østrigske jøder, der valgte at rejse. Mellem 1835 og 1855 tog 250.000 jøder turen over Atlanten, og det var dem, der skabte det dybe, jødiske New York. Alle kender deres navne Lehman, Lewisohn Schiff, Loeb, Warburg, Guggenheim, Seligman, Kahn, Strauss, Goldman og Sachs. Bortset fra Guggenheim fra Schweiz var de alle tyskere, og ofte var de godt integreret i det land, de forlod. I New York blev de omtalt som de jødiske ærkehertuger, mens de selv kaldte sig for The One Hundred eller Our Crowd. Da de var blevet forment adgang til at eje jord i Europa, var det som bekendt den finansielle branche, de var stærke i, og hér var mulighederne i New York endeløse. Det var også en stor fordel, at de allerede havde en tradition for at uddanne sig med sig hjemmefra. De dannede en nærmest aristokratisk overklasse i tiden fra Borgerkrigen til Depressionen, hvor velstand var New Yorks vigtigste produkt. De boede i deres store palæer på 5th Avenue, og hér var det normalt at have 60 gæster til bords eller 300 til dans i sin egen private balsal. New York var ikke mindst perfekt, fordi byen tillod en fuldkommen integrering i samfundet, men ikke krævede assimilering, og det var i tiden før en egentlig amerikansk antisemitisme. Resten af landet var sikkert mere optaget af mistroen mellem protestanter og katolikker end af de nyankomne jøder. Det hjalp sikkert også, at de holdt sig for sig selv. Tre Seligmanbrødre giftede sig med tre søstre med efternavnet Levi, i firmaet Goldman-Sachs giftede Sachs-drenge sig med Goldman-piger, familierne var hinandens partnere og revisorer og advokater. Og integrationen blev yderligere fremmet af, at de ikke var særlig religiøse. De tilhørte reformjødedom- 162 Indhold Kort 1 Kort 2

Verdens største synagoge, Temple Emanu-el, på 5th Avenue og 65th Street men, der på få år voksede sig stor og stærk i USA. Og de var derfor stærkt mistroiske over for netop de pjaltede østjøder. De kaldte dem kikes efter den sidste stavelse (ki) i deres østeuropæiske efternavne et nedsættende udtryk, der siden blev et almindeligt skældsord for en jøde. Gå hen forbi den store reformsynagoge, Temple Emanu-el, på hjørnet af 5th Avenue og 65th Street et par blokke fra kunstmuseet The Frick Collection. Den er verdens største synagoge, og den minder mere om en kirke end et traditionelt jødisk bedehus. Kvinder og mænd sidder sammen, der er kvindelige rabbinere i sorte gevandter og orgelmusik. Hvis man er i nærheden en lørdag formiddag, så stik forbi og se, om der kunne være en bar mitzva i gang for en af synagogens 3000 familier, der for tiden er medlemmer, og bliv en del af en fest for de gamle hertugers tipoldebørn. 163

jew york Måske diskuterer de bagefter, hvem der er alles tiders største jødiske newyorker-familie: Joseph Seligman, der sparkede Wall Street ind for jøderne og blev tilbudt stillingen som finansminister af præsident Ulysses S. Grant. Eller var det familien Strauss, der ejede Macy s i årevis og brugte mange penge på at hjælpe jødiske børn, der af forskellige grunde forlod eller blev udstødt af de religiøse, østeuropæiske familier? Eller var det snarere Jacob Schiff, den hovedrige forretningsmand med flair for storpolitik, der gav penge til samtlige jødiske hjælpeorganisationer? jezebel og bergdorf goodman Det er Upper East Side, vi taler om nu. Hér, hvor det jødiske og newyorkske ikke kan skilles ad. Hvis man alligevel er i området på shopping, bør man ikke gå glip af cafeen og restauranten i stormagasinet Bergdorf Goodman på 5th Avenue helt oppe ved Central Park. Prøv deres fænomenale Bloody Mary (de laver også en god én uden vodka, en Virgin Mary, men what s the point?!) og iagttag gæsternes ambitiøse plastikoperationer. Lidt længere nede ad gaden er et par meget målrettede ambitiøse unge fyre på et lille kontor i gang med at planlægge verdens første supertrendy jødiske restaurant. Henry Stimler og hans partner Menachem har samlet ti millioner dollars sammen til formålet, og investorerne står efter sigende i kø for at være med. Restauranten skal hedde Jezebel, opkaldt efter oldtidens fyrige jødiske dronning af Judæa. De fleste kosher restauranter er triste og kedelige, siger Henry. Jezebel skal servere fantastisk god mad, være lækkert indrettet og have sexede tjenere. Restauranten åbner i begyndelsen af 2012, men på det foreløbige menukort finder man f.eks. Poached arctic char, horseradish emulsion, baby carrots and radishes. De to fortæller om det jødiske New York i dag. Som de siger det, er alle i New York ambitiøse, hvorfor ellers bo i New York? Men jøderne er mere ambitiøse end alle andre. De fleste store natklubber på Manhattan er ejet af jøder Marquee, Lavo, Avenue og det 164