TRIUMF. En vejrhøne. Hvem ka? 479.532 danskere gav DF fremgang

Nr. 6 december 2007 11. årgang TRIUMF 479.532 danskere gav DF fremgang En vejrhøne Birthe Rønn Hornbech er berømmet for at stå fast. Hun skifter reelt meninger i ét væk, hun er én stor kovending... Læs side 22 Hvem ka? Kalundborg ka! Vi har besøgt en lokalforening, der har fremgang og politisk magt. De styrer byen i en rigtig ny alliance med S og SF. Læs side 12

leder Valgaftenen i Landstingssalen taget næsten løftede sig, da stemmetallene fra Kalundborg tikkede ind 28 procent til DF, kunne et valgsted rapportere... Foto: Karsten Holt Ny valgsejr til DF Ny Arrogances maveplasker var et af folketingsvalgets sundhedstegn Den største fiasko i dansk politik i nyere tid. Så klar var dommen fra én af Ny Alliances frontkæmpere få uger efter det folketingsvalg, der gav sammenrendet af forsmåede og uudfoldede politiske ambitioner en gigantisk maveplasker. Som Sir Winston Churchill engang sagde, da han viste en konservative partikollega rundt i det britiske parlament: Derovre sidder modstanderne. Her bagved sidder fjenden, mens han til den sidste bemærkning pegede bagud på de konservative kollegers pladser. Det interne opgør efter valget i Ny Arrogance er i gang som bekendt har sejren mange fædre, men nederlaget kun én mor. Og pilene i alliancens bagland peger på Naser Khader som den eneansvarlige mor for det, Berlingske Tidende lidt kækt kaldte Khaderstrofen. Der var vist desværre en del politikere, iagttagere, kommentatorer, politikere, erhvervsspidser og kulturpinger - ingen nævnt, ingen glemt der i perioden 7. maj til 13. november 2007 troede, at man kunne designe politik på samme måde, som man kunne designe et partilogo. Som forestillede sig, at man med lidt smartness tilsat kække kommentarer og et drys headline-designerpolitik kunne etablere ikke alene et nyt parti men også foranstalte et jordskredsvalg. En enkelt kommentator svingede sig i det lysegrønne forårsmaj op til at forudsige, at det nye partis opdukken på den danske politiske scene ville forårsage et jordskredsvalg større end valget i 1973 - og dét var ellers stort. Det var en temmelig forkert forudsigelse. Fem mandater kunne Khader & Co. mønstre den 13. november. Og dét er et sundhedstegn. Ikke blot fordi partiet slog sig op på - og i højere og højere falset markedsførte - sin hele eksistensberettigelse på nærmest at lukke og slukke for Dansk Folkeparti. Men i realiteten især fordi det demonstrerer, at man ikke kan voldføre og narre de danske vælgere. En god kommunikationsregel siger, at man aldrig skal overvurdere folks viden men heller aldrig undervurdere folks intelligens. De fleste kan altså godt lægge to og to sammen. Og når det kniber for partiformanden og stifteren at svare på et simpelt spørgsmål om skat, ét af partiets tre politiske slagnumre, så gennemskues hulheden også af de vælgere, som Ny Arrogances planlæggere har siddet på københavnercaféen og undervurderet. Uanset, hvad man i øvrigt måtte mene om Ny Arrogance, eller om Dansk Folkeparti for den sags skyld, så er det en uforskammethed at slå sig op alene med det formål at bryde andre ned, og hulheden i de smarte slogans og de kække overskrifter udstilledes gang for gang for vælgerne i en valgkamp præget af den ene bøf efter den anden om især en vidtløftig skattepolitik og generel smartness. En erhvervsleder, jeg kendte engang, og som næppe er hoppet med i dele af erhvervslivets jubelkor over det nye parti, havde som mundheld: Med smartness kan man måske bygge en herregård. Et imperium derimod bygges på principper. Lidt mindre smartness og lidt flere principper klæder de fleste. Det leder os videre til et andet af valgets sundhedstegn. Vælgerne var i al almindelighed ikke til salg for de talrige og til tider dybt pinagtige kovendinger, som man stadigt mere vantro måtte lægge øre til i valgkampen. SF droppede pludseligt i hvert fald lige officielt i valgkampen - alle kongstankerne om boligskat. Samme parti og Enhedslisten kunne pludseligt leve med den udlændingepolitik, som de ellers har skældt hæder og ære fra i seks år, hvis blot Helle Thoning-Schmidt blev statsminister, og Søvndal følgelig kunne få brug for sin nyindkøbte ministerjakke. Næppe mange hoppede på den. Socialdemokratiet skiftede mening et par gange om asyl- og udlændingepolitikken. Først slap, så stram, selvfølgelig da, forsikrede S-ledelsen. Og så, snurresnup slap igen, arm i arm med de Radikale, som midt i valgkampen krævede sin betaling for at pege på Thorning-Schmidt som statsminister. Vælgerne kunne forundrede iagttage en statsminister, der helt havde lagt jernnæven og iført sig en fløjlshandske, så kan kunne stryge skiftevis S-formanden og Arrogance-bossen med hårene, alt i mens han forsøgte at forklare, hvor skattetoppet ikke var heeeelt så vigtigt mere, som det havde været, og at man nok også måtte kigge lidt på asylpolitikken. Ikke mange principper at hente dér heller. Og vælgerne de kunne altså godt gennemskue, at det hele blev gjort i smarte forsøg på krampagtigt at fastholde magt, uanset prisen eller på krampagtigt at skaffe sig magt, uanset prisen. Dansk Folkeparti skiftede ikke mening om noget som helst. Som valgkampen skred frem blev det mere og mere klart, at partiet var eneste garant for fortsat VOK-samarbejde, hvis vælgerne ville det mest effektive forsvar af den stramme udlændingepolitik og den bedste garanti for fortsat skattestop og dermed en tryg privatøkonomi. Og endelig dem, der med en VK-regering ved roret sikrer, at der er en forsvarlig social sikring af de svageste. Sådan nogle som designer-politikere godt kan have en tendens til at glemme Egen principfasthed og andres svaghed blev DFs styrke hos vælgerne. Sønd. 2

89-86 bære nag. Jeg nøjes med at konstatere, at Dansk Folkeparti for tredje gang har sikret VOK-flertallet. Og at det for tredje gang bliver Dansk Folkeparti, der skal bære regeringens politik igennem. Fortjenesten er vores og skyldes en troværdig valgkamp, hvor vi som stort set eneste parti fokuserede på konkret politik uden svinkeærinder og kovendinger. Mere end 479.000 danskere valgte den 13. november at sætte deres kryds ved Dansk Folkeparti efter en ualmindelig hård valgkamp, hvor vi endnu engang blev forsøgt isoleret af de øvrige partier. Specielt godt hjulpet på vej af Naser Khaders politiske spin-laboratorium, Ny Alliance. Tænk engang: Et helt parti eller måske snarere en drøm om et parti baseret på et ønske om at sætte Dansk Folkeparti uden for indflydelse. Så meget fyldte dette emne, at Ny Alliances ledelse i farten ganske glemte at lave et egentligt politisk program. Bortset fra nogle hastigt sammentømrede overskrifter om nedlæggelse af asylcentrene samt 40 procent flad skat sidstnævnte var ikke engang partiets formand i stand til at redegøre for. Men underholdning i særklasse blev til gengæld serveret i rigelige mængder af partiets kendte folketingskandidater. Det sidste stik tog erhvervsmanden Lars Kolind hjem, da han foreslog at forvandle Fyn til et skatteparadis á la Monte Carlo eller Las Vegas. Ja, underholdende og sjovt var det. Men skal man se lidt mere alvorligt på det, var der tale om en enestående undervurdering af vælgernes politiske dømmekraft, selv om valgresultatet heldigvis gjorde meningsmålingerne og de politiske kommentatorers spådomme til skamme. Ny Alliance blev vejet og fundet for let. Resultatet var tilsvarende beskedent. Fem mandater i Folketinget var, hvad der kom ud af et fænomen, som medierne havde sammenlignet med Fremskridtspartiets jordskredssejr i 1973. Heller ikke Socialdemokratiets formand Helle Thorning-Schmidt eller Villy Søvndal trods en historisk fremgang til SF formåede at overbevise vælgerne om, at usikkerhed på udlændinge- og skatteområdet var vejen frem. Ny Alliance ikke til at stole på Dermed gik Ny Alliances ønske om at bryde VOK-flertallet heller ikke i opfyldelse. Og heldigvis for det! I forbindelse med Folketingets åb- ningsdebat efter valget afslørede Naser Khader og Co. nemlig, hvad vi andre hele tiden advarede om under valgkampen: At Ny Alliance ikke er til at stole på, og at de værdipolitisk har et langt stærkere fællesskab med venstrefløjen end med det borgerlige samarbejde. Ny Alliance stemte sammen med S, SF, R og EL mod regeringen og Dansk Folkeparti. Samtidig erklærede Ny Alliance, at partiet på det udenrigspolitiske område vil stemme sammen med Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt. Havde Ny Alliance fået blot et par mandater mere, er jeg ikke i tvivl om, at VOK-samarbejdets dage havde været talte. Men heldigvis red VOK-flertallet stormen af. Valgresultatet er imidlertid ikke Venstre og Konservatives fortjeneste, men ene og alene Dansk Folkepartis. Mens statsminister Anders Fogh Rasmussen i valgkampen havde næsten lige så meget uld i munden som sin forgænger og talte op og ned af stolper om et bredt samarbejde i Folketinget, leverede Dansk Folkeparti det hårde, politiske benarbejde og forsvarede på en ensom post VK-regeringens politik med næb og kløer. Vi forsvarede skattestoppet som vælgernes garanti mod vilkårlige skattestigninger og afgiftsforhøjelser. Vi kæmpede for en bevarelse af den stramme, men retfærdige udlændingepolitik, som i 2002 satte en effektiv stopper for masseindvandringen. Og hvad gjorde regeringspartierne? De talte om skattereform for at imødekomme Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Ny Alliance. De talte om en forhøjelse af ulandsbistanden for at lefle for konservative vælgere med radikale drømme. De talte om en lempelse af asylpolitikken til gavn for afviste asylansøgere, der hårdnakket nægter at rejse tilbage til deres hjemland. Alt sammen i direkte modstrid med den politik, som har bragt Danmark på rette kurs gennem de sidste seks år. Tænk at skamme sig så meget over sin egen politik, at det er op til regeringens parlamentariske grundlag at hive en valgsejr hjem. Dansk Folkeparti vandt et mandat, mens Venstre mistede seks! Men jeg skal være den sidste til at Foto: Scanpix Et forlig er et forlig Derfor vil vi naturligvis ligeledes for tredje gang have lov til at sætte tydelige fingeraftryk på den kommende tids politiske arbejde, hvor især kvalitetsreformen og finansloven for 2008 fylder godt op. Vores ønskeliste er ganske lang og omfatter blandt andet et lønløft på samlet fem milliarder kroner til plejepersonalet i den offentlige sektor, centrale kvalitetsstandarder, samt en udvidet, men rimelig økonomisk ramme for den offentlige sektor frem til 2015. Også for Dansk Folkeparti er det væsentligt, at et forlig, der er så omfattende og rækker så langt frem i tiden som kvalitetsreformen, har det bredest mulige grundlag i Folketinget. Også på finanslovsområdet agter vi at leve op til de løfter, vi har givet vælgerne. Ældrechecken skal forbedres for en milliard kroner i 2008. Beløbet skal forhøjes, og formuegrænsen for, hvornår man mister retten til at modtage checken, skal hæves. Der skal ligeledes afsættes et tillæg til førtidspensionister på den mellemste ydelse i det gamle system, således at de på sigt løftes op på niveau for nye førtidspensionister, hvilket vil koste en milliard kroner. Andre punkter på vores ønskeliste er 1.000 nye kollegieboliger, så vore studerende får bedre og billigere rammer omkring deres studier. Endelig har vi på det retspolitiske område krævet 2.000 flere betjente på gaden for nu bare at nævne nogle få, men vigtige, punkter. 89-86 Til sidst er det på sin plads at rydde en meget udbredt misforståelse af vejen: VOK-flertallet overlever ikke udelukkende i kraft af et enkelt nordatlantisk mandat, sådan som alle medier uden videre har fremlagt det. Det faktiske magtforhold, uden de fire nordatlantiske mandater, er 89 mandater til VOK og 86 mandater til S, SF, R, og EL. De nordatlantiske mandater fordeler sig med et enkelt mandat til den borgerlige fløj, mens tre mandater befinder sig på venstrefløjen. Dermed får venstrefløjen på papiret tildelt tre mandater. Alligevel er det uden praktisk betydning, og hvorfor nu det? Svaret er klart: De fire nordatlantiske mandater har alle udtalt, at de ikke vil involvere sig i dansk indenrigspolitik. Derfor er det urimeligt, at medierne tilskriver disse mandater en konkret parlamentarisk betydning. Betydningen er udelukkende af ren teoretisk art. Jeg tvivler således stærkt på, at et nordatlantisk mandat ville bringe en dansk regering til fald. Med venlig hilsen 3

folketingsvalg 479.532 danskere viste DF tillid 1998: 252.228 7,4 % 2001: 413.987 12,0 % 2005: 444.948 13,3 % 2007: 479.532 13,9 % Af Karsten Holt og Kenneth Kristensen Berth 479.532 danskere viste Dansk Folkeparti deres tillid ved folketingsvalget den 13. november 2007. Med 13,9 procent af stemmerne fortsatte Dansk Folkeparti dermed sin ubrudte række af valgsejre. Det var en noget anderledes valgkamp end den forrige. Medierne var mere optagede af eksotiske bogstavkombinationer end af konkrete politiske budskaber, og et nyt politisk parti var blevet dannet med det helt specifikke formål at få sat Dansk Folkeparti uden for indflydelse. Mens valget i 2005 var en præsidentvalgkamp mellem Anders Fogh Rasmussen og Mogens Lykketoft, blev kortene blandet på en noget anderledes måde i denne valgkamp, hvor duellerne i højere grad blev udkæmpet mellem Pia Kjærsgaard og Naser Khader med statsministeren som nølende og vægelsindet tilskuer. Det blev Dansk Folkeparti, der kom til at redde VOK-samarbejdet, eftersom V og K ikke havde det fornødne mod til at udfordre Ny Alliance. Skulderklap til DF Resultatet blev derefter. Dansk Folkeparti oplevede som eneste parti i VOK fremgang. Konservative holdt skindet på næsen, mens Venstre mistede seks mandater. Aldrig er et valgresultat kommet mere bag på kommentatorer og journalister. Alle havde de haft travlt med at dømme VOK ude. Meningsmålingerne, der haglede ned over os hver dag, kunne gennem hele valgkampen ikke bruges til meget, fordi de svingede voldsomt fra dag til dag. Dansk politik syntes at være i opbrud, men på valgdagen besindede vælgerne sig og lod fornuften råde. Landsresultatet af Folketingsvalget den 13. november 2007 Venstre 26,2 % 908.472-2,8 % 46-6 Socialdemokratiet 25,5 % 881.037-0,3 % 45-2 Dansk Folkeparti 13,9 % 479.532 +0,6 % 25 +1 Socialistisk Folkeparti 13,0 % 450.975 +7,0 % 23 +12 Det Konservative Folkeparti 10,4 % 359.404 +0,1 % 18 0 Det Radikale Venstre 5,1 % 177.161-4,1 % 9-8 Ny Alliance 2,8 % 97.295 +2,8 % 5 +5 Enhedslisten 2,2 % 74.982-1,2 % 4-2 Kristendemokraterne 0.9 % 30.013-0,8 % 0 0 VOK-flertallet fik mandat til at fortsætte om end på et mere knebent grundlag. Men Ny Alliance fik aldrig den position, som fra begyndelse i maj var hele partiets eksistensgrundlag: At sætte Dansk Folkeparti uden for indflydelse. Efter en forvirrende valgkamp med skiftende udmeldinger i øst og vest og en formand, der ikke kunne gøre rede for partiets skattepolitik, endte Ny Alliance med fem mandater ikke nok til at sætte en dagsorden i Folketinget. Socialdemokratiet oplevede det mest nedslående valgresultat siden 1906, og Det Radikale Venstre blev halveret, mens SF opnåede det bedste valgresultat nogensinde uden dog at kunne bruge det til meget. Man kan ikke vinde på smartness Den 13. november var dagen, hvor den danske befolkning for tredje gang gav VOK-flertallet sin opbakning. Dermed har danskerne understreget, at den nuværende solide politik skal fortsætte, og vi kan ånde lettet op i forvisning om, at den stramme udlændingepolitik og skattestoppet vil blive videreført i denne valgperiode. Valgkampens største lektion er gået til dem, der tror, at man kan grundlægge et parti på rene fornemmelser, køre en smart kampagne med letfattelige slogans og kendte kandidater og så forvente en jordskredssejr. Ny Alliance er et skoleeksempel på, at vælgerne ikke lader sig forføre af form uden indhold. Dansk Folkeparti er til gengæld eksemplet på, at det lønner sig at stå fast på sin politik ikke kun gennem valgkampens tyve dage, men også mellem valgene. Den konservative Pia Christmas Møllers exit i surhed fra sit parti onsdag den 6. december vurderes i skrivende stund ikke at have nogen-somhelst parlamentariske konsekvenser. Hun erklærede nemlig med det samme, at hun vil støtte regeringen. Og skulle hun mod forventning undlade at stemme, har regeringen med DF et flertal uden hende på 88 mod 86. Kendere af Pia Christmas Møller siger også, at hendes dybt konservative sind ikke ville kunne leve med andet end at støtte den regering, som hendes parti igennem 33 år er medlem af, selv om hun er blevet sur og har knaldet med døren. 4

DF s valg storkreds for storkreds Sjællands Storkreds 16,8 % Sydjyllands Storkreds 15,7 % Fyns Storkreds 14,8 % Københavns Omegns Storkreds 14,6 % Nordjyllands Storkreds 13,6 % Vestjyllands Storkreds 13,0 % Nordsjællands Storkreds 12,6 % Østjyllands Storkreds 12,2 % Bornholms Storkreds 12,0 % Københavns Storkreds 10,6 % Bedste og dårligste for DF Bedste Storkreds:Sjællands Storkreds 16,8 % Dårligste Storkreds:Københavns Storkreds 10,6 % Bedste valgkreds:kalundborg-kredsen 20,2 % Dårligste valgkreds:indre By 5,6 % Bedste valgsted:reersø Kro, Gørlev 28,5 % Dårligste valgsted:samsøgades Skole, Århus 3,9 % Dansk Folkeparti præsenterer seks nye folketingsmedlemmer Også Folketingsvalget den 13. november 2007 førte til udskiftning i Dansk Folkepartis folketingsgruppe. Hele seks nye medlemmer er indtrådt i Dansk Folkepartis gruppe, blandt andet efter en mandatfremgang og fordi tre folketingsmedlemmers på forhånd havde meddelt, at de ikke ville søge genvalg, og fordi en enkelt ikke opnåede genvalg. De tre, som på forhånd havde ladet meddele, at de ikke ønskede at stille op, var: Poul Nødgaard i Vestsjællands Amt, Birthe Skaarup i Århus Amt og Pia Kristensen i Roskilde Amt. Samtidig lykkedes det ikke Dansk Folkepartis hidtidige trafikordfører, Walter Christophersen, at opnå genvalg i Nordsjællands De seks nye folketingsmedlemmer er: Ib Poulsen, Nordjyllands Storkreds; Anita Christensen, Sydjyllands Storkreds; Henrik Brodersen, Sjællands Storkreds; Liselott Blixt, Sjællands Storkreds; Pia Adelsteen, Nordsjællands Storkreds og Marlene Harpsøe, Nordsjællands Top 20 blandt DF erne 1. Pia Kjærsgaard (Sjællands Storkreds) 47.611 2. Kristian Thulesen Dahl (Fyns Storkreds) 19.993 3. Peter Skaarup (Københavns Storkreds) 14.054 4. Morten Messerschmidt (Østjyllands Storkreds) 11.466 5. Jørn Dohrmann (Sydjyllands Storkreds) 9.200 6. Christian H. Hansen (Vestjyllands Storkreds) 6.992 7. Bent Bøgsted (Nordjyllands Storkreds) 6.154 8. Søren Espersen (Københavns Omegns Storkreds) 5.990 9. Søren Krarup (Sydjyllands Storkreds) 5.829 10. Jesper Langballe (Vestjyllands Storkreds) 3.259 11. Mogens Camre (Sydjyllands Storkreds) 2.828 12. Pia Adelsteen (Nordsjællands Storkreds) 2.823 13. Hans Kristian Skibby (Østjyllands Storkreds) 2.629 14. Anita Knakkergaard (Nordjyllands Storkreds) 2.537 15. Karin Nødgaard (Sydjyllands Storkreds) 2.301 16. Anita Christensen (Sydjyllands Storkreds) 2.256 17. Tina Petersen (Fyns Storkreds) 1.969 18. Mikkel Dencker (Københavns Omegns Storkreds) 1.809 19. Ib Poulsen (Nordjyllands Storkreds) 1.784 20. Martin Kelkelund (Nordsjællands Storkreds) 1.713 Top 20 blandt DF erne procentuelt 1. Pia Kjærsgaard (Sjællands Storkreds) 54,0 % 2. Kristian Thulesen Dahl (Fyns Storkreds) 43,6 % 3. Peter Skaarup (Københavns Storkreds) 32,8 % 4. Laila Dam (Bornholms Storkreds) 22,1 % 5. Morten Messerschmidt (Østjyllands Storkreds) 20,4 % 6. Christian H. Hansen (Vestjyllands Storkreds) 16,5 % 7. Jørn Dohrmann (Sydjyllands Storkreds) 13,2 % 8. Søren Espersen (Københavns Omegns Storkreds) 13,2 % 9. Bent Bøgsted (Nordjyllands Storkreds) 12,3 % 10. Søren Krarup (Sydjyllands Storkreds) 8,4 % 11. Pia Adelsteen (Nordsjællands Storkreds) 8,0 % 12. Jesper Langballe (Vestjyllands Storkreds) 7,7 % 13. Michael Rex (Bornholms Storkreds) 6,3 % 14. Anita Knakkergaard (Nordjyllands Storkreds) 5,0 % 15. Martin Kelkelund (Nordsjællands Storkreds) 4,9 % 16. Hans Kristian Skibby (Østjyllands Storkreds) 4,7 % 17. Marlene Harpsøe (Nordsjællands Storkreds) 4,6 % 18. Tina Petersen (Fyns Storkreds) 4,3 % 19. Walter Christophersen (Nordsjællands Storkreds) 4,2 % 20. Mogens Camre (Sydjyllands Storkredsd) 4,1 % Ib Poulsen, Aalborg Øst-kredsen Ib Poulsen er født den 2. februar 1965 i Stenbjerg i Thy. Han er gift med Anne Mette, med hvem han har Sofie Amalie på 2 år. Fra et tidligere ægteskab er Ib Poulsen beriget med tre børn Patrick på 18 år og tvillingerne Pernille og Patricia på 16 år. Alle tre bor stadig hjemme hos far i Thisted. Ib Poulsen bestod 10. klasses eksamen i 1983 fra Snedsted Skole. Han har efterfølgende fuldført skibsføreruddannelsen fra Svendborg Navigationsskole, hvorfra han fik sin eksamen i 1989. De seneste 17 år har Ib Poulsen arbejdet som havnebetjent i Hanstholm. Mest kendt er Ib Poulsen nok i DF-regi som medlem af hovedbestyrelsen gennem to år. Men sideløbende hermed har Ib Poulsen i en årrække været Dansk Folkepartis repræsentant i Thisted Kommunalbestyrelse. Ib Poulsen blev indvalgt i Thisted byråd to år efter, at han blev medlem i Dansk Folkeparti. Siden kommunalvalget i 2001 har Ib Poulsen haft sæde i Økonomiudvalget. I 2005 udvidede Ib Poulsen sin ressort til også at omfatte regionsrådet i Nordjylland. En post som han dog har besluttet per 1. januar 2008 at overlade til sin suppleant Rikke Karlsson i erkendelse af det arbejdspres, som venter i Folketinget. Ib Poulsens fritid er gået med snørefiskeri, fodbold og en stor passion for villahaven og gør-det-selv-arbejde. I Folketinget bliver Ib Poulsen Dansk Folkepartis forsvarsordfører. 5

folketingsvalg Anita Christensen, Kolding Syd-kredsen Anita Christensen er født den 31. marts 1973 i Vesterlund, der ligger på Give-kanten. Hun bor alene i en villa i Sommersted, der ligger mellem Haderslev og Vojens. Anita Christensen afsluttede Folkeskolens 10. klasse på Østerby Skole i 1989 og blev derpå ansat som rengøringsassistent på et hotel i Holstebro. Herefter har Anita Christensen mestendels været beskæftiget inden for rengøringsbranchen. I 2001 stiftede hun rengøringsfirmaet Snuggis Hjemmeservice og var sideløbende i perioden 2002-2004 ejer af sin egen kombinerede grillbar og værtshus. I januar 2003 blev Anita Christensen medlem af Dansk Folkeparti, og ved kommunalvalget i november 2005 blev hun indvalgt i Haderslev Byråd, hvor hun siden har været 2. viceborgmester. I byrådet sidder Anita Christensen tillige som næstformand i Ældre- og Handicapudvalget. Anita Christensen bruger en betragtelig del af sin sparsomme fritid på at læse kriminalromaner. Yndlingsforfatterne tæller bl.a. Sara Blædel. I fremtiden må kriminalromanerne formentlig vige for det travle arbejdsliv, der venter Anita Christensen som medlem af Folketinget. Anitas firma drives videre af moderen. Anita Christensen er fremover ordfører for 71-forhold og næstformand for 71-udvalget, der bl.a. fører tilsyn med psykiatriske institutioner. Henrik Brodersen, Roskilde-kredsen Henrik Brodersen er født den 3. juni 1964 i Skælskør. Han er samlevende med Karin, der er forsøgsmedarbejder. Sammen har de datteren Katrine på 12 år. Henrik Brodersen er uddannet vvs-mand/blikkenslager i 1984 og har aftjent værnepligt ved Livgarden. Fra 1985 til 1995 var han beskæftiget inden for smedefaget. Siden 1995 har Henrik Brodersen arbejdet som renovationsarbejder, men nåede lige at vende tilbage til smedefaget, inden valget sendte ham i Folketinget. Henrik Brodersen var fra 2001-2005 medlem af Skælskør kommunalbestyrelse som viceborgmester. En post han tog med sig, da han i 2005 blev indvalgt i Slagelse byråd. Fritiden bruger Henrik Brodersen i det fri. Henrik Brodersen er blandt andet medlem af Dansk Landrover Klub. Brodersen ynder at køre rundt i en pløjemark og sætte landroveren på nogle alvorlige prøver. Brodersen og hans samlever er desuden inkarnerede campister og nyder at slå et telt op et fredsommeligt sted. Hvert år besøger Henrik Brodersen en ny dansk ø. Indtil videre har blandt andet Storager, Omø, Hjarnø og Nexelø været aflagt et besøg. Henrik Brodersens affektion for de danske småøer passer som fod i hose med, at Brodersen er blevet ordfører for Ø-kontakt og yderområder. Brodersen har foruden sædet i ø-kontaktudvalget fået plads i kommunaludvalget og i Nordisk Råd. 6

Liselott Blixt, Faxekredsen Liselott Blixt er født den 22. februar 1965 i Lund, Sverige, som datter af en svensk mor og en dansk far. Hun har to børn, Daniel på 16 år og Christine på 12 år fra et tidligere ægteskab. I dag bor hun sammen med Carsten Stæhr, som har medbragt familien yderligere tre børn fra et tidligere ægteskab. Liselott Blixt har et langt og varieret arbejdsliv bag sig. I 1981 blev hun uddannet buntmager og beskæftigede sig herefter i en årrække som blandt andet taxachauffør og omsorgsmedhjælper, inden hun blev selvstændig med forretningen Pels- og Skindværkstedet, som hun stadig ejer. I 2002 blev Liselott Blixt færdiguddannet som social- og sundhedsassistent efter i flere år at have arbejdet som ufaglært hjemmehjælper. Ved siden af at drive Pels- og Skindværkstedet har Liselott Blixt opretholdt arbejdet som social- og sundhedsassistent, ligesom hun har fungeret som vikar på et sygehus. I 1999 blev Liselott Blixt medlem af Dansk Folkeparti, og to år efter blev hun indvalgt i Greve Byråd. Et sæde hun fortsat opretholder. Hendes politiske engagement i Dansk Folkeparti er affødt af hendes egne erfaringer med at arbejde på et plejehjem med stor personalemangel. I den sparsomme fritid, som Liselott Blixts aktive erhvervsarbejde har efterladt, bruger hun tiden på at dyrke spinning og fitness, medens hun om sommeren drager land og rige rundt på sin motorcykel. Liselott Blixt er Dansk Folkepartis nye sundhedsordfører. Hun er medlem af sundhedsudvalget og miljøudvalget. Pia Adelsteen, Egedalkredsen Pia Adelsteen er født den 11. september 1963 i Korsør. Hun er gift med Kasper Andersen og har to børn, Kenneth på 18 år og Karina på 15 år. Familien bor sammen i et parcelhus i Slangerup. Pia Adelsteen er musiksproglig student fra Allerød Gymnasiumi 1983. I 1986 blev hun udlært som butiksassistent fra Bilka i Ishøj. I 10 år har Pia Adelsteen drevet virksomheden Kea Kontorservice, der udarbejder regnskaber for mindre og mellemstore virksomheder. Pia Adelsteen blev medlem af Dansk Folkeparti i 2000 og har været medlem af Frederikssund Byråd siden kommunalvalget i 2005. I byrådet har Pia Adelsteen blandt andet været næstformand i Sundheds- og forebyggelsesudvalget, ligesom hun er medlem af Skatteankenævnet. Fritiden går med børnene og sudukuspil. Ligesom villahaven i Slangerup undertiden har brug for en kærlig hånd. Som erklæret gør-det-selv-kvinde har Pia Adelsteen i samarbejde med sin mand netop indledt en større renovering af haven. En opgave som med Pia Adelsteens nyvalg til Folketinget nok må forventes færdiggjort af ægtefællen. Pia Adelsteen kan samtidig prale af at være en af landets største fans af Harry Potter. Pia Adelsteen indrømmer raskt at være en af de fans, der står i kø i boghandleren aftenen før den næste udgivelse. Men Adelsteen går heller ikke af vejen for en god krimi eller en Barbara Cartland-roman. Af folketingsgruppen er Pia Adelsteen blevet udnævnt som næstformand i Folketingets Politisk-Økonomiske Udvalg og ordfører for samme. Pia Adelsteen får også sæde i erhvervs-, skatte- og trafikudvalget. 7

folketingsvalg Marlene Harpsøe, Helsingør-kredsen Marlene Harpsøe er født den 3. august 1983 i Hørsholm. Hun bor sammen med en veninde i en lille lejlighed i Humlebæk. Privat er hun kæreste med Kenneth, der læser jura på Københavns Universitet. Marlene Harpsøe er sproglig student fra Espergærde Gymnasium i 2002. Herefter arbejdede Marlene i et års tid som ufaglært social- og sundhedsassistent. I 2004 tog hun grunduddannelsen på Hillerød Handelsskole og blev i 2006 udlært som kontorassistent fra virksomheden Accoat i Kvistgård. Herefter blev hun ansat som sekretariatsmedarbejder hos Dansk Folkeparti. Marlene Harpsøe blev medlem af Dansk Folkeparti i 2003 og var i perioden 2005-2007 politisk næstformand i Dansk Folkepartis Ungdoms hovedbestyrelse. For tiden er hun formand for Dansk Folkepartis Ungdom i Nordsjælland, ligesom hun er bestyrelsesmedlem for Dansk Folkeparti i Fredensborg Kommune. Fritiden går med kreative sysler, ligesom Marlene sætter stor pris på at læse en god bog eller se en spændende film. I Folketinget bliver Marlene Harpsøe Dansk Folkepartis ligestillingsordfører, ligesom Marlene har fået sæde i Retsudvalget og Uddannelsesudvalget. Farvel til tre udvalgsformænd Af Karsten Holt Valget betød et farvel til formanden for Folketingets socialudvalg, Pia Kristensen, formanden for Folketingets sundhedsudvalg Birthe Skaarup samt formanden for Folketingets kommunaludvalg samt medlem af Folketingets præsidium, Poul Nødgaard. Alle tre valgte ikke at genopstille. Dansk Folkepartis trafikordfører Walter Christophersen opnåede ikke genvalg, og posten er nu blevet besat af MF Kim Christiansen. Pia Kristensen var socialordfører for Dansk Folkeparti og blev første gang valgt til Folketinget i 2001, mens Birthe Skaarup blev valgt til Folketinget i 1998. Poul Nødgaard har siddet i Folketinget siden 1990. Han var sammen med Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Ole Donner medstifter af Dansk Folkeparti i 1995. Dansk Folkepartis socialordfører samt formand for Folketingets socialudvalg, Pia Kristensens engagement på det socialpolitiske område har været båret af ægte indignation og indlevelsesevne. Med en fortid som blandt andet sygehjælper havde Pia Kristensen et værdifuldt førstehåndskendskab til sit ordførerområde. Hun vil blive savnet i Dansk Folkeparti. Med Birthe Skaarups afgang må Dansk Folkeparti og Folketinget vinke farvel til en kompetent og saglig udvalgsformand, der siden 1998 har tegnet Dansk Folkepartis sundhedspolitiske profil og vundet stor respekt i alle politiske lejre. Foruden den store og tunge ordførerpost beklædte Birthe Skaarup posten som tingssekretær. På valgaftenen havde Birthe Skaarup lejlighed til at sætte sig i formandsstolen for sidste gang og tænke tilbage på de mange spændende debatter, hun har styret gennem tiden. Dansk Folkepartis nestor, medlem af præsidiet og formand for Kommunaludvalget Poul Nødgaard sagde officielt farvel til medarbejdere og politiske kolleger i Dansk Folkeparti den 13. november på selve valgdagen. Forinden var gået mange dage med at rydde kontoret for personlige ejendele. Poul Nødgaards store engagement og aldrig svigtende evne til at fokusere på sagerne i stedet for personer vil blive savnet i såvel Dansk Folkeparti som på Christiansborg. 8

Folkevalgte Folketingsvalget, tirsdag den 13. november, 2007, blev endnu en triumf for Dansk Folkeparti. Som det havde været tilfældet i alle tidligere valg, viste partiet sig i såvel medier som i opinionsundersøgelser stærkt undervurderet, men gik alligevel markant frem. Med 479.532 stemmer (13,9 procent) og 25 mandater (en fremgang på et mandat), beholdt Dansk Folkeparti sin status som landets tredjestørste parti. Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative har efter valget bevaret ertallet, og med Dansk Folkepartis accept fortsætter Anders Fogh Rasmussen som statsminister. Pia Kjærsgaard Partileder og politisk ordfører, Gentofte, 60 år, valgt i Sjællands Pia Adelsteen Ordfører for Politiskøkonomiske forhold, Slangerup, 44 år, valgt i Nordsjællands Liselott Blixt Sundhedsordfører, Greve, 42 år, valgt i Sjællands Colette Brix Erhvervsordfører, Charlottenlund, 57 år, valgt i Sjællands Henrik Brodersen Ordfører for Ø-kontakt og yderområder, Skælskør, 43 år, valgt i Sjællands Bent Bøgsted Arbejdsmarkedsordfører, Dybvad, 51 år, valgt i Nordjyllands Anita Christensen Ordfører for 71-udvalget, Sommersted, 34 år, valgt i Sydjyllands Kim Christiansen Tra kordfører, Mariager, 44 år, valgt i Østjyllands Kristian Thulesen Dahl Gruppeformand og nansordfører, Thyregod, 38 år, valgt i Fyns Mikkel Dencker Skatteordfører, Hvidovre, 32 år, valgt i Københavns Omegns Jørn Dohrmann Fødevarer-, miljø-, landbrugs- og skeriordfører, Vamdrup, 38 år, valgt i Sydjyllands Søren Espersen Udenrigsordfører, Køng, 54 år, valgt i Københavns Omegns Mia Falkenberg Familie- og forbrugerordfører, Holbæk, 24 år, valgt i Sjællands Christian H. Hansen Social- og dyrevelfærdsordfører, Hvalsø, 44 år, valgt i Vestjyllands Marlene Harpsøe Ligestillingsordfører, Humlebæk, 24 år, valgt i Nordsjællands Martin Henriksen Uddannelsesordfører, Dragør, 27 år, valgt i Københavns Anita Knakkergaard Boligordfører, Nørresundby, 60 år, valgt i Nordjyllands Søren Krarup Indfødsretsordfører, København, 70 år, valgt i Sydjyllands Jesper Langballe Kirke- og forskningsordfører, Randers, 68 år, valgt i Vestjyllands Morten Messerschmidt Klima- og energiordfører, EU-ordfører, Randers, 27 år, valgt i Østjyllands Karin Nødgaard Kultur-, unge- og idrætsordfører, Jystrup, 41 år, valgt i Sydjyllands Tina Petersen Udviklingsbistandsordfører, Svendborg, 42 år, valgt i Fyns Ib Poulsen Forsvarsordfører, Thisted, 42 år, valgt i Nordjyllands Hans Kristian Skibby Kommunalordfører, Tørring, 38 år, valgt i Østjyllands Peter Skaarup Næstformand, retsordfører og udlændinge- og integrationsordfører, Frederikssund 43 år, valgt i Københavns folketingsgruppen.indd 1 10/12/07 13:54:30 9

bøger Londonistan Selvmordsfabrikken er en tankevækkende bog om terrorisme, britisk letsindighed og angst for at træde nogle over tæerne. Med uhyrlige omkostninger til følge Af Kenneth Kristensen Berth Selvmordsfabrikken er en historie om et katastrofalt svigt. En historie om en engelsk efterretningstjeneste, der som et udslag af næsten grænseløs politisk korrekthed lod sig trække rundt ved næsen af en terrorist, som flere andre efterretningstjenester advarede de engelske myndigheder om. Et svigt, som fik katastrofale følger ikke alene i Storbritannien, men også andre steder i verden, hvor imam i Finsbury Park-Moskéen i London, Abu Hamza al-masri og hans proselytter huserede. Men historien om Abu Hamza er også historien om en person, der udnytter den vakkelvorne og hullede engelske udlændingelov til det yderste. Medens Abu Hamza yndede at omtale Storbritannien som et toilet, lod selv samme Abu Hamza sig underholde af den britiske velfærdsstat. Ind på turistvisum Abu Hamza kom til Storbritannien fra Egypten i 1979 på et turistvisum. Her mødte han en engelsk kvinde, der på det tidspunkt var gravid. De giftede sig den 16. maj 1980, og Abu Hamza erklærede sig som far til barnet. Med baggrund heri fik han lov til at blive i Storbritannien. På det tidspunkt var Abu Hamza ikke videre religiøs. Han arbejdede som dørmand og blev hurtigt kendt i Londons natteliv som en skørtejæger, der ikke bekymrede sig meget om hustruen derhjemme. Abu Hamza fastholdt dog visse muslimske traditioner, f.eks. at kvinder og mænd skulle spise adskilt, når der var gæster i hjemmet, ligesom hans britiske kone skulle bære hidjab. Abu Hamzas grænseoverskridende adfærd i nattelivet gav hurtigt skrammer i ægteskabet. I august 1984 blev Abu Hamza skilt, dog kun for tre år efter at gifte sig med en marokkansk enlig mor, som han efterfølgende fik fem børn med. Gennem moskéen på Dyke Road i Brighton fik Abu Hamza kontakt med den yderligtgående imam Sheikh Abdullah Azzam, og inspireret af Azzam drog Abu Hamza i 1991 til Afghanistan. Det var samtidig her, at Abu Hamza fik sit karakteristiske udseende. Han mistede nemlig sin højre arm som blev erstattet af en krog og ødelagde det ene øje. De nærmere omstændigheder er ikke klarlagt. Efter et mellemspil på Balkan, hvor Abu Hamza optrådte som en form for åndelig vejleder for de jihadkrigere, der var strømmet til Jugoslavien for at hjælpe muslimerne i kampen mod serberne, slog Abu Hamza sig i 1995 ned som fuldtids-imam i en lille moské i Luton. Her fik myndighederne første gang færten af, at Abu Hamza ikke er en hvilken som helst prædikant. Unge muslimer flokkedes i Abu Hamzas moské. Prins Charles og moskeerne Medens den engelske dronning Elizabeth er kendt for sit store engagement i den anglikanske kirke, forholder det sig ganske anderledes med hendes søn Prins Charles, der altid har næret stor veneration for islam. Under Kong Fahds besøg i 1987 er det en smal sag for Prins Charles at overbevise den saudiarabiske konge om, at man i Storbritannien havde brug for at få bygget flere moskéer. Til formålet donerede kong Fahd 12 millioner pund svarende til 120 millioner kroner, som blandt andet blev brugt til opførelsen af Finsbury Park-Moskéen, der åbnede for publikum i 1994. I Finsbury Park-moskéen fandt Abu Hamza sin nye platform til udbredelsen af budskabet om jihad. Fra en bod ved moskéen solgtes videoer, hvor helligkrigere fra blandt andet Algeriet, Bosnien og Tjetjenien på bestialsk vis henrettede deres modstandere side om side med båndede optagelser af Abu Hamzas taler. I sidegemakkerne i moskéen blev der solgt stjålne pas og forøvet kreditkortsvindel. Finsbury Park-moskéen udviklede sig til Storbritanniens fremmeste rekrutteringscentral for jihadister. Had fra Abu Hamzas moske Mere end 1.000 tilhører mødte trofast frem til Abu Hamzas prædikener, der også transmitteredes til en talrig skare gennem minareternes højttalere og det var ikke småting, som Abu Hamzas menighed frivilligt lagde ører til: Skal jeg gøre det ene, skal jeg gøre det andet. Bare gør det. Alt hvad der vil hjælpe intifaden. Bare gør det. Hvis det er at dræbe, så dræb. Hvis det er at betale, så betal. Hvis det er at overfalde, så overfald. Hvis det er at forgifte nogen, så forgift nogen. Og blot seks måneder før World Trade Center-katastrofen leverede Abu Hamza følgende tirade: De er alle sammen vantro (kuffar). At dræbe en kæmpende vantro er ok. At dræbe en vantro ligegyldig grunden, kan du kalde det, er okay, også selvom der ikke er nogen grund til det. Og angrebene på ikke-muslimer var langt fra enestående. Ifølge Abu Hamza skulle homoseksuelle kastes ud fra høje bygninger for derpå at blive stenet, og den britiske premierminister John Major blev af Abu Hamza udråbt som et legitimt mål for jihadkrigere. Heller ikke den udtalelse fik dog britiske politi til at rejse en sag mod Abu Hamza. Tværtimod arbejdede både Scotland Yard og MI5 de to britiske efterretningstjenester tæt sammen med Abu Hamza. Mindst syv møder blev det til, hvor efterretningstjenesterne troede, at de pumpede Abu Hamza for oplysninger. Efterretningstjenesterne opfattede nemlig Abu Hamza som en uskadelig klovn. Alt imens Abu Hamza talte solen sort hos Scotland Yard og MI5 var det imidlertid lykkedes ham at gøre det lige så nemt at bestille et jihadkriger-kursus som at bestille en pizza. Omfattende terrorplaner Potentielle jihadkrigere strømmede til Finsbury Park-moskéen. Zacharias Moussaoui, der på grund af sin uduelighed til at lære at flyve blev kasseret til World Trade Center-aktionen i 2001, var blandt de jihadister, der opsøgte Finsbury Park. En anden var den såkaldte skobomber Richard Reid, der prøvede at sprænge et fly på vej fra Paris til Miami i luften via plastisk sprængstof gemt i sin sko. En tredje var den tunesiske fodboldspiller Nizar Trabelsi, der ifølge forfatterne var en del af et større komplot om at sprænge den amerikanske militærbase i Kleine Brogel i luften samtidig med den amerikanske ambassade i Paris, Europa-Parlamentet i Strasbourg og julemarkedet i samme by. Også tre af mændene bag London-bomberne den 7. juli 2005 er set på overvågningsoptagelser fra Finsbury Park-moskéen. På trods af advarsler fra både den amerikanske og franske efterretningstjeneste, og på trods af en vis viden om, hvad der foregik i Finsbury Park-moskéen, afstod den britiske efterretningstjeneste fra at gribe ind. Forklaringen viste sig efterfølgende at være, at efterretningstjenesten var betænkelig ved, hvilke konsekvenser det kunne have at storme en moské. Da politiet endelig greb ind i januar 2003 og arresterede Abu Hamza, førte det til politiaktioner i 23 andre lande så udbredt var Abu Hamzas netværk. Historien om Abu Hamza er den røde tråd igennem O Neill og MacGrorys bog, men man 10

får også et indtryk af, at andre hadprædikanter i en årrække brugte London som base bl.a. var London base for al-qaedas øverstkommanderende i Europa, Abu Qatada, der imidlertid blev interneret, da Storbritannien blev opmærksom på hans arbejde. Også Omar Bakri Muhammed, stifteren af Al-Muhajiroun, nævnes en passant. MacGrory og O Neills bog er spændende som en kriminalroman. Og bogen tjener som et historisk dokument over med hvilken letsindighed, de britiske efterretningstjenester omgikkes Abu Hamza. Bogen er også en dokumentation af, hvordan misforstået politisk korrekthed i en årrække forhindrede politiet i at gribe ind over for Abu Hamza på trods af advarsler fra andre landes efterretningstjenester. Ulykkeligvis kan man ikke undgå at drage paralleller til Danmark, hvor også Politiets Efterretningstjeneste, PET, jævnligt har holdt møder med radikale imamer. Man kan kun håbe, at PET har udvist mere omhu end deres kollegaer i Storbritannien. Det kan i øvrigt undre, at et så velanset og velrenommeret forlag som Harper Collins, der har udgivet den engelske version af bogen, har solgt rettighederne til det lille danske Leksis-forlag. Den grafiske opsætning af den danske udgave af Selvmordfabrikken lader således meget tilbage at ønske i forhold til den engelske udgave. Ligesom den danske oversættelse undertiden ikke er specielt mundret. Ikke desto mindre kan man ikke andet end at anbefale Selvmordsfabrikken som et spændende historisk dokument og en advarsel mod at lade den politiske korrekthed råde. Sean O Neill & Martin McGrory Selvmordsfabrikken: Abu Hamza og Finsbury-moskéen Leksis, 2007 (306 sider) Oversættelse: Lars Bo Dalsgaard Hansen Abu Hamza al-masri leder af Selvmordsfabrikken i Finsbury Park-moskéen. Den hadefulde prædikant har haft mere end én finger med i spillet i talrige terrorhandlinger i Europa og USA. De britiske myndigheder greb ind alt for sent. Er vi i Danmark på vej til at udvise samme mangel på rettidig omhu? Terrorangrebet den 7. juli 2005. En forbrændt kvinde hjælpes ud af et af de tog, som blev sprængt i luften ved terrorangrebet i London. I hvert fald tre af gerningsmændene havde haft deres gang i Abu Hamzas Finsbury Park-moské. Foto: Scanpix Richard Reid, der ville sprænge et fly på vej fra Paris til Dallas, Texas i luften, men blev overmandet af tililende passagerer og stewardesser, da han forsøgte at antænde sprængstof gemt i sin sko midt over Atlanterhavet, var også elev hos Abu Hamza. Zacarias Moussaovi, terroristen, der var for dum til at være med i terrorangrebet på USA den 11. september 2001, stod også i skole hos Abu Hamza. Foto: Scanpix Foto: Scanpix Foto: Scanpix 11

df - kalundborg Af Karsten Holt Foto: Karsten Holt KALUNDBORG - At Dansk Folkeparti i Kalundborg ved folketingsvalget opnåede 20,2 procent ja, på visse afstemningssteder i kommunen over 28 procent - kan ikke undre nogen. Det var trods alt her, Pia Kjærsgaard stillede op og i Sjællands Storkreds trak mere end 47.000 personlige stemmer. Det medvirkede da også i selve Kalundborg til en forøgelse af DF-stemmerne på cirka fem procent. Det virkeligt opsigtsvækkende er imidlertid, at DF i Kalundborg har opnået en meget stor indflydelse i betragtning af, at kommunen før kommunalreformen end ikke havde sin egen lokalforening det havde kun Bjergsted, som kom til at høre den sammenlagte Kalundborg Kommune. Hertil kommer, at Dansk Folkeparti efter kommunalvalget i 2005 opnåede en position, som mange kun kan drømme om. Dansk Folkeblads udsendte har sat DF-Kalundborg stævne på Peter Jacobsens og Anne Marie Hansens fælles bopæl langt ude på landet ved Snertinge på Nordvestsjælland. Mens vintermørket sænker sig som en tung dyne udenfor, bliver kaffen og de gode hjemmebagte boller serveret. Rundt om bordet sidder Dansk Folkepartis lokalformand Jan Wisler, bestyrelsesmedlemmerne Karsten Normann Larsen, Jeppe Jacobsen samt Peter Jacobsen og Anne Marie Hansen, der tillige er medlemmer af kommunalbestyrelsen i Kalundborg. Snakken går livligt, og efter at valgresultatet er blevet drøftet, drejer samtalen hurtigt hen på forholdene i Kalundborg med særlig vægt på Dansk Folkepartis forhold til de andre partier. Nøglerolle til Dansk Folkeparti 60-årige Jan Wisler fortæller, at Dansk Folkeparti efter kommunalvalget fik en ganske afgørende rolle. Nu fungerer partiet som tungen på vægtskålen i et godt og loyalt samarbejde med Socialdemokratiet og SF, der i skikkelse af det tidligere folketingsmedlem Tommy Dinesen sidder på borgmesterposten. S, SF og DF har 17 pladser, mens V, K og de radikale har 14. Hvordan kom dette opsigtsvækkende samarbejde i stand? Ja, hvis man spørger de to byrådsmedlemmer Peter Jacobsen og Anne Marie Hansen, er svaret helt klart: Hverken Venstre eller Konservative ville have noget som helst med Dansk Folkeparti at gøre, da byrådet skulle konstitueres. De var så fine på den, at DF end ikke blev inviteret inden for dørene. Måske kunne Chris lære lidt af Kalundb Fra venstre ses bestyrelsesmedlemmerne Jeppe Jakobsen, Peter Jacobsen, Karsten Normann Larsen, Jan Wisler og Anne Marie Hansen. DF- Kalundborg er en ung forening, men efterhånden er der også kommet skub i medlemsaktiviteterne med medlemsture til Sorø Akademi og Christiansborg samt grundlovsmøde ved Maglesø. Det praktiske samarbejde foregår med DFforeningerne i Holbæk og Odsherred. Par i kærlighed og politik. At man danner par og har kendt hinanden i tyve år, er intet handicap i politik. Slet ikke når man samtidig sidder inde med to pladser i Kalundborg Kommunalbestyrelse. Peter Jacobsen og Anne Marie Hansen har rigeligt med tid til at drøfte politik når de ikke lige arbejder med at istandsætte deres hyggelige landejendom på Nordvestsjælland, som de erhvervede for kort tid siden. Da vi rakte hånden frem til S og SF, måtte vi derimod erkende og her skal de to partier have stor ros at der var en gensidig respekt lige fra begyndelsen. Det er Venstre og Konservative, der har det dér mærkelige snobberi i forhold til DF, siger Peter Jacobsen, som i dag indtager posten som 1. viceborgmester samt posten som formand for kulturudvalget. Han tilføjer, at Dansk Folkeparti er kommet utroligt godt fra start, og at partiet allerede ved flere lejligheder har sat afgørende kommunalpolitiske fingeraftryk. Hverken S, SF eller DF ønsker at ødelægge samarbejdet på grund af enkeltsager. På et tidspunkt var der et forslag fremme om, at man ville give særstilling til ældre indvandrere. De skulle have mere hjælp og konsulentbesøg i det hele taget ville man bruge flere ressourcer på dem end på danskere. Vi sagde: Enten samme regler for alle eller slet ingen regler. S og SF sagde, at det var fair. Alle er lige for loven, og så endte det endda med, at det var en SF er, der fremførte det fælles synspunkt. Det var vi faktisk meget stolte af. Vi holdt ellers alle vejret, da vi sagde fra, og der var så stille, at man kunne høre en knappenål falde til jorden. Anne Marie Hansen fortæller, at kun en enkelt meldte sig ud, fordi DF gik sammen med S og SF, men naturligvis var opmærksomheden i medierne både skrevne og elektroniske - helt ude af proportioner. Medlemmet meldte sig i øvrigt ind i Venstre og blev senere smidt ud, men det interesserede selvfølgelig ingen. Mere tid til ældreplejen Peter Jacobsen tilføjer, at DF i byrådet fik sat en stopper for skattestigninger. Vi stod stejlt på, at der var blevet indgået en aftale mellem Kommunernes Landsforening og regeringen, og at den skulle overholdes. Vi ville ikke være med til en skatteforøgelse på mellem 0,2 pct. og 0,4 pct. Med hensyn til skatteindtægter ligger Kalundborg over gennemsnittet. det samme gælder desværre også for udgifterne. Inden vi trækker flere penge op af lommerne på folk, vil vi være helt sikre på, at kommunen har styr på sine omkostninger. Det har vi ikke, men det arbejder vi på nu. Alle områder i kommunen skal nu gennemses med hensyn til muligheden for besparelser. Ældreområdet har det problem, at kvaliteten 12

tiansborg org Dansk Folkepartis formand i Kalundborg, Jan Wisler, går foruden arbejdet med de 82 medlemmer ihærdigt op i politik. Også på det praktiske og strategiske plan, hvor han sammen med byrådsmedlem Peter Jacobsen var en af arkitekterne bag det succesfulde samarbejde med S og SF i Kalundborg Kommune. Dansk Folkeparti har ved flere lejligheder været tungen på vægtskålen og har med sin to byrådsmedlemmer formået at sætte solide DF-fingeraftryk på kommunalpolitikken. Men det stopper ikke her. Som noget helt unikt, deltager Jan Wisler med jævne mellemrum i møder med formændene fra de andre politiske partier. Det giver mulighed for indirekte at præge arbejdet i kommunalbestyrelsen. har været for dårlig der er ikke mere tid, selv om vi har tildelt området flere penge. Han tilføjer, at Dansk Folkeparti vandt en ekstra sejr, da partiet fik sat tiden til ældres rengøring op fra 25 til 35 minutter hver 14. dag. Vi har sagt, at alle forslag skal være finansierede, og det er et krav, vi også stiller til andre. Men lige præcis her må jeg indrømme, at ti minutter ekstra ikke lyder af ret meget. Ikke desto mindre er det et skridt i den rigtige retning. Et skridt, som gavner vore ældre medborgere, understreger han. At samarbejdet går forrygende godt med Socialdemokratiet og SF, er egentlig ikke noget, de tænker så meget over i Kalundborg. Det er efterhånden blevet en selvfølge. Dog kan det undertiden virke underligt på baggrund af den politik, der bliver ført på Christiansborg, og hvor DF udgør VK-regeringens parlamentariske grundlag. Rundt om bordet er der enighed om, at Venstre og Konservative ikke behandlede DF særlig loyalt i valgkampen. Jan Wisler fortæller, at han blev rigtig vred, da han på valgaftenen oplevede, hvordan Anders Fogh Rasmussen behandlede DF som om partiets 25 mandater ikke eksisterede. Ikke en eneste gang nævnte han Dansk Folkeparti. Jeg syntes, det var helt uacceptabelt. Den eneste grund til, at den regering stadig sidder, er Dansk Folkeparti. Berøringsangst på retur Med hensyn til fremtidens politiske muligheder høres der i Kalundborg ingen afvisning af et fremtidigt landspolitisk samarbejde med Socialdemokratiet og SF. Peter Jacobsen indskyder, at på en standardskala fra højre og venstre er det måske rigtig nok, at DF og S og SF ligger langt fra hinanden. Men jeg kan ikke se, at DF ligger på højrefløjen. For det første går vi ikke ind for, at det offentlige skal aflives. Alt skal ikke være privat, sådan som de borgerlige partier ønsker. Vi vil gerne have en god offentlig sektor og anstændige lønninger til de ansatte. Vi ligner hinanden på en lang række områder, og jeg vil i virkeligheden placere DF et sted mellem Venstre og Socialdemokratiet. At man på landsplan ikke er kommet så langt endnu, skyldes efter Peter Jacobsens mening en god portion berøringsangst i forhold til Dansk Folkeparti. Hvis jeg er et sted, hvor folk ikke kender mig, og hvor man sidder omkring et bord med politikere og embedsmænd, så kommer den dér med, at nåå, hvor kommer du så fra? Jeg plejer gerne at sige til folk, at det kan du i hvert fald ikke gætte. Det plejer at være en god indgangsvinkel. Men det mener de bestemt godt, at de kan, og så sidder de sådan lidt og tænker. Du kommer fra Venstre? Nej? Er Du Socialdemokrat? Nej? Konservativ? Nej? Så ved jeg det Nej, du kan da ikke være radikal? Og så bliver de desperate SF? Nej? Jamen, så er der jo ikke flere partier, siger de næsten opgivende. Jo, I glemte Dansk Folkeparti. Så bliver der helt stille, hvorefter diskussionen ellers brager løs. Jan Wisler tilføjer, at mange ting alligevel har rykket sig siden sidste valg. For eksempel var der i hans familie enighed om ikke at tale alt for meget om politik ved familiesammenkomster. Men det har ændret sig. Efter valget fortalte flere faktisk, at de havde stemt på Dansk Folkeparti. Stemningen omkring Dansk Folkeparti er en helt anden, og det skyldes ikke mindst en høj grad af troværdighed under valgkampen, mener Jan Wisler: Vi har været gode til at kommunikere vore budskaber. De andre partier er for uklare, og under valget var der alt for mange kovendinger. Når vi var ude med noget, holdt vi, hvad vi lovede. De andre har kørt zigzag hele vejen igennem. Hos os er der klare linjer. Fordomsfulde medier Men hvis folk er ved at ændre holdning, kniber det mere i medierne. Da Berlingske Tidende skulle skrive en artikel om Dansk Folkepartis gode valgresultat i Kalundborg, undrede journalisten sig over, hvordan det kunne gå til, at partiet kunne have så stor tilslutning i en velfungerende by, der med hensyn til indtægter og skattegrundlag hører til den bedste tredjedel i Region Sjælland. Mærkeligt nok har mange en idé om, at Kalundborg er sådan et halvindustrielt slumområde, hvor man ikke tjener penge, men statistikkerne gør alle fordomme til skamme. Hvad gik der galt her, kunne man næsten læse mellem linjerne i artiklen, fortæller Peter Jacobsen med et smil. På vejen hjem i bilen, funderer Dansk Folkeblads udsendte med rigelige mængder af boller, chokolade og kaffe i maven, over de uransagelige veje i det politiske liv. I Kalundborg har Dansk Folkeparti om nogen vist, at vejen til indflydelse ikke behøver følge det lige VK-spor. Naturligvis er en direkte sammenligning mellem kommunal- og landspolitik en risikabel affære, men ikke desto mindre er spørgsmålet, om ikke Christiansborg kunne lære af Kalundborg? Dansk Folkeparti har gennem flere år bevist, at det er et ægte midterparti. Efterhånden mangler det kun at gå op for medierne. Ude på landevejen mellem Kalundborg og Holbæk råder decembermørket men det lysner på den politiske himmel. 13

boganmeldelse Det frieste menneske Dansk Folkeblads redaktionschef, historiker Karsten Holt, der er en passioneret kender af Søren Krarups forfatterskab, anmelder festskriftet i anledning af Krarups 70 års fødselsdag 4. december Af Karsten Holt Det er ikke uden en vis ærefrygt, at anmelderen begiver sig ud i at beskæftige sig med et festskrift som det foreliggende, og det turde vel sige sig selv, at et eventuelt ønske om en udtømmende beskrivelse af de 19 veloplagte bidrag i anledning af pastor emeritus, MF Søren Krarups 70 års fødselsdag umuligt kan honoreres. Men meget passende kan man indlede med at filosofere over, at initiativet til det 367 sider lange festskrift bestemt ikke er kommet fra Gyldendal eller Politiken. Kunne man forestille sig, at man fra det officielle Danmarks side ville forbigå en personlighed af tilsvarende format som Søren Krarups? Nej, naturligvis ikke. De 19 bidrag er ikke udtryk for krampagtig og overfladisk hyldest til en tilfældig forfatter eller kulturperson, men bærer et sjældent præg af dybfølt engagement og kærlighed til modtageren Søren Krarup, der mere end nogen har formået at give den danske debat sit helt eget særpræg. Som teolog, som forfatter og samfundsdebattør, og først og fremmest som menneske et uforfærdet og ligefremt menneske af den slags, der kalder følelserne frem såvel hos modstandere som hos tilhængere. Meget groft sagt kan bidragene deles op i to grupper. I den lidt tungere kategori er der de teologiske og filosofiske aspekter af Søren Krarups og Tidehvervs åndelige rødder, uden hvilke der ikke kunne gives noget retvisende billede af baggrunden for Søren Krarups tænkning. Læseren tages eksempelvis i John W. Hørbos Hvad er sekularisering? ud på en opdagelsesrejse i begrebet sekularisering, og som i al ægte videnskab udfordres læserens fordomme. Hvis vi bilder os ind, at vi i Danmark lever i et sekulariseret samfund, kan vi godt tro om igen, for uden bevidsthed om evangeliet er sekularisering slet ikke mulig. I stedet gøres demokratiet, velfærdssamfundet og andre ideologier til en erstatningsreligion. Barnet bliver med andre ord skyllet ud med badevandet. Det, Krarup mener Festskriftet indledes af teologen og samfundsdebattøren Sørine Gotfredsen, som på enkel og letforståelig vis forklarer, hvad Søren Krarup egentlig mener, når han for eksempel sidestiller Koranen med Hitlers Mein Kampf og taler om, at de to religioner har det til fælles, at de opererer med hele menneskeheden og ikke det enkelte individ. Eller når han udnævner folk til at være sværmere, fordi han vil understrege, at de er ofre for blinde, menneskeskabte ideologier eller bare tidens populære strømninger med alle deres floskler og klicheer. Og netop de mange mennesker, som er så prægede af tidens strømninger og letkøbte svar, fatter ikke Søren Krarups dybe tankegang. Det ses tydeligt i folketingsdebatterne, hvor Søren Krarups modstandere er i vildrede og gang på gang leverer helt forfejlede angreb, som på grund af overfladiskhed højst tilføjer Krarup betydningsløse snitsår, mens han selv udtaler, at han føler sig hensat til et missionshus i Jylland eller konfirmandstuen hjemme i Seem. Sådan er niveauet set med Søren Krarups øjne. Her kunne det passende indskydes, at nærer man et ønske om at hæve sig over dette niveau, var det måske en idé at læse Søren Krarups næsten 30 bøger. En sand nydelse for en tørstende sjæl - men de fleste modstandere har aldrig læst en eneste. Forstå Krarup Men nærværende festskrift kan i høj grad være en genvej til forståelsen, om end aldrig mere end et supplement. Den anden gruppe bidrag er de mere personlige og en del beskæftiger sig med politikeren Søren Krarup. Blandt andet Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Sven Ove Gade, som har svært ved at forstå, hvordan Søren Krarups frihedsideer i det hele taget har kunnet indordne sig under en partidisciplin i et parti, hvis erklærede mål det er at bevare og udbygge det velfærdssamfund, som burde stride mod Krarups frihedsønske for det enkelte individ. Men Sven Ove Gade må erkende, at Søren Krarups ærinde ikke er velfærden som sådan, men i langt højere grad behandlersamfundet, som umyndiggør den enkelte borger, fratager den enkelte sit ansvar, og som endda berøver ham den fulde ret til at præge sine egne børn. Sven Ove Gade konkluderer forsonende, at Søren Krarup aldrig har tillagt sig politikerrollen måske fordi han først i en sen alder gik ind i politik. Også Venstre-politikeren Søren Pind udbygger i sit indlæg denne niveauforskel mellem Søren Krarup og dagligdagspolitikerne, der kun er beskæftiget med dagen og vejen, og hvis viden og indsigt ikke rækker længere tilbage end sidste valgperiode eller for den sags skyld frem til næste valg. I mødet med disse kan Søren Krarup forekomme ligeså arrogant, som han kan forekomme naiv, når han tror sig sikker ved at tale med en journalist, hos hvem en lille sidebemærkning i løbet af natten kan udvikles til en stor forside og få medielavinen til at rulle i flere dage, sådan som det skete, da Søren Krarup kom for skade at bruge ordet handicap i forbindelse med homoseksuelle. Hvad han mente var, at homoseksuelle havde et naturligt handicap i forhold til ægteskabet mellem mand og kvinde i relation til at få børn på naturlig vis. Men journalisterne kastede sig frådende over ordet handicap. Mødet med Krarup Søren Pinds bidrag udmærker sig først og fremmest ved at være en personlig beskrivelse af mødet med Søren Krarup og hans tanker. Det var i 1980 erne, da Søren Krarup hørte til blandt de første, der gjorde opmærksom på den fatale udlændingepolitik, der truede med at opløse Danmark som danskernes hjem, og som viljefast blev sagt imod, da Søren Krarup opfordrede til 14

Jorden tro Festskrift til Søren Krarup Forlaget Lysias www.lysias.dk Pris 349 kroner boykot af Dansk Flygtningehjælps indsamling i 1986. Det skaffede ham hurtigt det foragtende tilnavn Sorte Søren. Men for en gymnasieelev i 1980 ernes postmoderne og politisk korrekte ørkenvandring udgjorde Søren Krarup en oase af åndelig frihed men vel at mærke en frihed af den slags, der opfordrer til både eftertanke og kamp. Det kan anmelderen selv tale med om. Andre gode bidrag det er som sagt umuligt at nævne dem alle - kommer fra forfatteren Lars Hedegaard, som afdækker FNs hykleri omkring menneskerettigheder og gennemhuller den multikulturelle ideologi, eller fra litteraturprofessoren Hans Hauge, der med et skævt smil og med vanlig underspillet ironi og sarkasme tager kunsten under kærlig behandling og konkluderer, at kunsten i det offentlige rum for længst har fortrængt religionen. Ja, i en snæver forstand har kunsten taget folkekirkens plads, men med den forskel, at man som skatteyder ikke kan vælge kunsten fra. Det kan man derimod med kirken. Fælles for festskriftets bidrag er dog, at de fleste belyser de mange facetter omkring mennesket Søren Krarup. En af de røde tråde, hvis man kan tale om sådanne, er forholdet mellem politik og religion - og i mere snæver forstand forholdet mellem gerningen som sognepræst og gerningen som politiker. For de kulturradikale, der nøjagtigt som muslimerne sammenblander politik og religion, er præstegerningen uforenelig med virket som politiker. De må jo vide, hvad de taler om med alle de politiserende præster, der lyder ens, hvad enten de som en Margrethe Auken i sin tid forvandlede Folketingets talerstol til en prædikestol, eller en Kjeld Holm eller Leif Bork Hansen, der bruger folkekirken som politisk forsamlingshus. Hvad de ikke forstår, er, at Søren Krarup mere end nogen anden formår at sondre mellem det jordiske og det hinsides og at han netop formår det i kraft af sin kristentro, der er forudsætning for den eneste samfundsorden, som i længden kan adskille politik og tro. Der er god grund til at bestille Jorden tro. Det er dog tale om en såkaldt book on demand (undskyld det engelske udtryk, KH) hvilket vil sige, at bogen først går i trykken ved bestilling. Men den er værd at vente på, og suppleret med et udvalg af Søren Krarups egne bøger eksempelvis I min levetid, Demokratisme og Loven er udgangspunktet for en indsigt i Søren Krarups tænkning optimalt. Det er klart, at de ydre rammer for festskriftet har sat redaktør Morten Uhrskov Jensen på noget af en opgave, og skal der endelig dryppes en smule malurt i bægeret, havde det været interessant med et par bidrag om to litterære størrelser, der fylder godt op som reference i Krarups forfatterskab; nemlig forfatteren Jakob Knudsen og litteraturkritikeren Harald Nielsen, der hver især gav det moderne kamp til stregen, og uden hvilke det ville være svært at forestille sig en Søren Krarup. Men festskriftet yder fuld retfærdighed til en af de største tænkere i efterkrigstidens danmarkshistorie. En mand, der aldrig er gået på kompromis, hverken med andre eller sig selv, men som i modsætning til tidens mange våde wienerbrød har turdet at kæmpet for det, der er ham kært: Danmark som danskernes hjem. En mand, der i Søren Holms bidrag As time goes by beskrives som et af landets allerfrieste mennesker, fordi han fast forankret i kristendom og danskhed har hævdet sit standpunkt uanset massiv modvilje og hysteriske reaktioner. 15

gæsten Islamisk terror og politisk islam Dansk Folkeblad har bedt Mrutyuanjai Mishra, europæisk master i Menneskerettigheder og demokratisering, om at skrive dette nummers gæstebidrag og dele sin indsigt i politisk islam med læserne. Pakistan har udviklet sig til at blive en rugekasse for terrorister. I den nordlige del af landet, der grænser op til Afghanistan har den pakistanske hær reelt mistet kontrollen. Mellem 800.000 og 1.000.000 mennesker frekventerer koranskolerne i Pakistan og de fundamentalistiske islamiske partier er særdeles synlige i gadebilledet som her, hvor det er tilhængere af partiet Jamaat-e-Islami, der protesterer mod USA s indflydelse i landet. Foto: Scanpix Af Mrutyuanjai Mishra Den 4. september i år lykkedes det heldigvis for Politiets Efterretningstjeneste at afværge et planlagt terrorangreb. Allerede næste dag afværgede også tysk politi i sidste øjeblik en terrorhandling. Tysk politi mener at have beviser for, at de anholdte og andre mistænkte har været i træningslejr i Pakistan. Samme dag som PET erklærede, at de havde anholdt militante islamister i Danmark, eksploderede en bombe i Pakistan og dræbte mindst 25 mennesker. Sidst i august eksploderede en bombe i den indiske by, Hyderabad, og mindst 43 mennesker omkom og i august oplevede vi også den til dato største selvmordsaktion gennemført i Irak, der var rettet mod den religiøse minoritet yasidierne. 8. september eksploderede en bombe, der dræbte 28 mennesker tæt på Algeriets hovedstad, Algier, og militante islamister menes at have været involveret. Listen ville blive lang, hvis vi skulle opremse alle forsøg på terrorangreb i verden, men det tegner et dystert billede af, hvilke kræfter vi er oppe imod. Fælles for de ovennævnte terroraktioner er, at gerningsmændene er militante islamister, samt at ofrene primært er ikke-muslimer. Indien er mit fødeland, og jeg taler og forstår både hindi og urdu. Mange er ikke klar over det, men næstefter Irak er Indien det land i verden, som har flest terrorofre. Det er et faktum, at siden 2004 er mange flere mennesker døde på grund af terror i Indien end i hele Nordamerika, Sydamerika, Centralamerika og Europa tilsammen. EU-borgere på terrortogt I 2008 vil alle europæere opleve, at visumreglerne til USA er strammet, så vi er nødt til at oplyse vore personlige data senest 72 timer inden afrejse. Set i lyset af terror-aktionerne, der har fundet sted i London og Madrid, var de skærpede amerikanske regler forventede. De terroraktioner, der nu netop er blevet afværget i sidste øjeblik, peger på, at størstedelen af terrorristerne er indvandrere med muslimsk baggrund, som har fast opholdstilladelse eller statsborgerskab i et af de europæiske lande. Det er amerikanernes værste mareridt, at en EU-statsborger, som frit kan rejse til USA på tre måneders turistvisum, vil gennemføre en omfattende terroraktion mod USA. Det er vigtigt at påpege, at ikke alle muslimer er terrorister, men vi er nødt til at tage til efterretning, at de gerningsmænd, som findes involveret i terroraktioner, gang på gang viser sig at være indvandrere med muslimsk baggrund, som ofte er af pakistansk oprindelse eller har været i træningslejr i Pakistan. En rapport fra FN i år påpeger, at 80 procent af selvmordsbombemændene i Afghanistan er blevet rekrutteret og trænet i Pakistan. I en søgen efter en forklaring på, hvorfor unge indvandrere i Danmark hverves til terror, peger venstrefløjen på indvandringsdebatten, stramningerne i udlændingeloven, udenrigs-politikken eller mangel på integration. Hvem er fundamentalist? En sådan argumentation handler om at give os selv skylden, men man bliver nødt til at spørge, hvorfor andre folkeslag og andre religiøse minoriteter ikke tyr til voldelige midler i nær det samme omfang, som vi oplever med islamisterne. Andre mennesker, som eksempelvis tibetanere i Kina og kristne og bahai er i Mellemøsten, har lige så megen grund til utilfredshed. Hvis ind- 16

vandringsdebatten i Danmark var årsag til, at vi oplevede krisen omkring Muhammed-tegningerne, hvordan kan det så forklares, at Sverige med den stik modsatte indvandringspolitik nu har fået deres egen Muhammedsag, hvor muslimske ambassadører ønsker svensk lov ændret, så det ikke længere skal være tilladt at tegne eller karikere Muhammed? Det er svært at skelne, hvem der er fundamentalist, og hvem der ikke er det. I det 20. århundredes krige kunne man kende sine fjender på soldaternes uniformer, og geografisk befandt de sig ofte i et andet land end deres eget. Man kunne føle sig forholdsvis sikker i sit eget land. Islamister, der i religionens navn er parat til at bruge alle midler, de såkaldte jihadister, har ændret dette, og konflikterne i det 21. århundrede vil handle om, at vi har fjender, der bor iblandt os, som ofte er velintegrerede, har eftertragtede jobs og taler europæiske sprog flydende. Snak løser ikke problemet Jeg mener ikke, at små lappeløsninger som mentorordninger eller flere moderate imamer på banen kan løse vor tids største globale udfordring, nemlig jihadisternes kamp mod Vesten, som har til formål at konvertere så mange som muligt til islam og gøre så mange lande som muligt islamiske. Det er utilstrækkeligt at imødegå dette med integrations-initiativer om at holde foredrag for de unge med muslimsk baggrund i Danmark. Jihadisternes erklærede mål er verdensherredømmet og et islamisk kalifat, hvor sharia-loven er gældende for alle. De ønsker et helt andet samfund end det, vi har i Vesten. Jeg mener, at årsagerne til den muslimske verdens problemer med fundamentalisme blandt andet skal findes i de muslimske landes mangel på demokrati, kvinders rettigheder og videnskab. Det er et generelt problem i den muslimske verden, at kvinder er langt dårligere stillet, såvel juridisk som økonomisk, end mænd. I FN s Arab Human Development Report fra 2005 påpeges, at halvdelen af kvinderne i den arabiske verden hverken kan læse eller skrive. Befolkningerne i disse lande vokser desuden hastigt, og problemet bliver dermed tilsvarende større. Den pakistanske rugekasse Som ovenfor skitseret har Pakistan udviklet sig til et hovedkvarter for islamisk fundamentalisme. Men hvorfor er netop dette land blevet samlingssted for islamister? Pakistans befolkning på ca. 162 millioner rummer omkring 83 millioner voksne analfabeter. Blandt kvinderne er problemet endnu større, idet 65 procent af alle voksne pakistanske kvinder er analfabeter. Landet ligger i en region, hvor Taleban forsøger at indføre deres fortolkning af sharia-loven. Pakistansk politi har oplyst, at islamiske militante i begyndelsen af september i år halshuggede to kvinder, som de beskyldte for at være prostituerede. På ligene var der anbragt en seddel, hvor der stod: Vi er begyndt at gøre dette for at udrydde uanstændigheden her på egnen. Musik- og videobutikker er også blevet udset som mål for talebanernes vrede, og mænd, som går til barberen for at blive klippet og barberet, risikerer at blive overfaldet. Pakistan er i halvdelen af landets 60-årige historie som uafhængigt blevet regeret af militærdiktatorer, som har kanaliseret store pengesummer til militærudstyr og negligeret folkesundhed og uddannelse. De offentlige skoler i Pakistan er så dårligt fungerende, at fattige indbyggere ofte ikke har andet valg end at sende deres børn i koranskoler. Koranskolerne finansieres ofte af penge fra saudiarabiske Wahabi-muslimer, der tilhører en gren af fundamentalistisk islam, som prædiker intolerance over for alle andre trosretninger samt en stringent fortolkning af koranen. Officielt anslås der at være mellem 800.000-1.000.000 elever i Pakistans ca. 12.000 koranskoler. Blandt eleverne er også europæiske statsborgere. Indtil flere gange er det blevet dokumenteret, at nogle forældre af pakistansk oprindelse, som har valgt at bosætte sig i Vesten, sender deres børn til disse koranskoler. Størstedelen af de internationale jihadister kommer fra middelklassen og har fået vestlige uddannelser. Jihadisterne er således ikke udelukkende produkter af koranskoler og fattigdom. Ikke desto mindre er koranskolerne tæt forbundet med Talebans vækst. Derudover er den uddannelse, som koranskolerne giver eleverne, tit totalt uegnet til at forberede eleverne på livet i et moderne samfund. Islam er idéforladt Endnu en forklaring på islamismens tiltrækningskraft skal findes i de muslimske landes manglende videnskabelige udvikling. I de sidste 700 år er der ikke fremkommet nogen opfindelse eller videnskabelig opdagelse af større betydning i den muslimske verden. Pakistan har kun produceret otte patenter i de sidste 43 år. Til sammenligning hermed udstedes der årligt i Danmark ca. 100-200 patenter. Forskere i det 19. århundrede, som eksempelvis den banebrydende sociolog Max Weber, fremførte, at islam mangler et idésystem, som er nødvendigt for at opretholde en videnskabskultur, der bygger på innovation, nye erfaringer, kvantitering og empirisk verifikation. En undersøgelse foretaget af akademikere ved International Islamic University of Malaysia viste, at de 57 muslimske lande, som er medlemmer af Organisation of the Islamic Conference (OIC), i gennemsnit har 8,5 videnskabsmænd, ingeniører og teknikere pr. 1000 indbyggere, sammenlignet med et verdens--gennemsnit på 40,7 og 139,3 for OECD-landene. I gennemsnit bruger de 57 OIC-lande ca. 0,3 procent af deres bruttonationalprodukt på forskning og udvikling, hvilket er langt under verdens-gennemsnittet på 2,4 procent. Undertrykkelse af forskning Akademisk og kulturel frihed på universiteterne i islamiske lande er stærkt begrænset. Selv på universiteter med godt renommé er der meget begrænset ytringsfrihed. Fag som film, medier, teater, kunst og musik ses på med misbilligelse, og ofte oplever lærere og studerende chikane og vold fra dem, der mener, at sådanne fag er uislamiske. Globale jihadister og islamister har længe før 11/9 2001 brugt selvmordsaktioner og terror for at opnå deres mål. Den farligste er dog ikke Osama Bin Laden, som for åben skærm erklærer, at hvis blot amerikanerne konverterede til islam, så var alle problemer løst. I virkeligheden stikker islamisterne med deres terroraktioner nemlig en kæp i hjulet for et endnu større, men skjult projekt, som handler om at udbrede politisk islam i Vesten. Det er ikke en overvindelse for imamer at fordømme terror, idet ethvert terrorangreb eller forsøg på terror gør befolkningen i Vesten mere vagtsomme overfor islamismen. Terrorhandlinger medfører, at folk bliver mere kritiske over for politisk islam, som derfor således bremses i sin udbredelse i Europa. Terroristerne har ikke erkendt, at politisk islam har de bedste vilkår i et Europa uden terror. Islamisk terrorisme er gennemskuelig, politisk islam er uigennemskuelig. Mrutyuanjai Mishra, europæisk master i Menneskerettigheder og demokratisering Foto: Karsten Holt 17

ude i danmark DF-Hovedbestyrelse Berth, Kenneth Kristensen 33-375174 Dahl, Kristian Thulesen, 33-375102 Ebbesen, Carl Christian org. nfmd. 33-375172 Eilersen, Susanne 23-302490 Elmenhoff, Preben 35-399221 Espersen, Søren 33-375124 Hansen, Allan Steen 21-930093 Hansen, Christian H. 33-375105 Kjærsgaard, Pia, fmd. 33-375107 Skaarup, Peter, pol. nfmd. 33-375113 Thomsen, Steen 75-602890 Folketi Partisekretær: Nielsen, Poul Lindholm, 33-375161 DF-folketingsmedlemmer Adelsteen, Pia dfpiad@ft.dk - 33-375121 Blixt, Liselott dflibl@ft.dk - 33-375120 Brix, Colette dfcolb@ft.dk - 33-375103 Brodersen, Henrik dfhebr@ft.dk - 33-375108 Bøgsted, Bent dfbenb@ft.dk - 33-375101 Christensen, Anita dfanch@ft.dk - 33-375111 Christiansen, Kim dfkich@ft.dk - 33-375148 Dahl, Kristian Thulesen dfsokj@ft.dk - 33-375102 Dencker, Mikkel dfmikd@ft.dk - 33-375106 Dohrmann, Jørn dfjdoh@ft.dk - 33-375109 Espersen, Søren dfsesp@ft.dk - 33-375124 Falkenberg, Mia dfmifa@ft.dk - 33-375127 Hansen, Christian. H dfchhh@ft.dk - 33-375105 Harpsøe, Marlene dfmabh@ft.dk - 33-375130 Henriksen, Martin dfmarh@ft.dk - 33-375129 Kjærsgaard, Pia dfkala@ft.dk - 33-375107 Knakkergaard, Anita dfanka@ft.dk - 33-375116 Krarup, Søren dfskra@ft.dk - 33-375117 Langballe, Jesper dfjela@ft.dk - 33-375119 Messerschmidt, Morten dfmome@ft.dk - 33-375100 Nødgaard, Karin dfkarn@ft.dk - 33-375125 Petersen, Tina dftipe@ft.dk - 33-375149 Poulsen, Ib dfibpo@ft.dk - 33-375115 Skibby, Hans Kristian dfhaks@ft.dk - 33-375128 Skaarup, Peter dfpesk@ft.dk - 33-375113 Dansk Folkeparti Christiansborg 33-375199 1240 København K.Fax: 33-375191 df@ft.dk www.danskfolkeparti.dk DF-Europa-Parlamentet Mogens Camre, MEP Bruxelles, (+32) 22845205 Strasbourg, (+33) 388175205 Dansk Folkepartis Ungdom Postbox 2297 1025 København K - tlf.: 21930093 DANSK FOLKEBLAD Tidsskrift, udgivet af Dansk Folkeparti. 11. årgang, nr. 6/ 2007. ISSN: 1397-3975 Ansv. redaktør: Søren Søndergaard Redaktionschef: Karsten Holt I redaktionen: Kenneth Kristensen Berth, Kim Eskildsen, Nina Lusty, Anders Skjødt, Bo Nørgaard Nielsen, Henrik Mogensen og Christina Andersen Artikler og indlæg udtrykker ikke nødvendigvis Dansk Folkepartis synspunkter. Adresse: Dansk Folkeparti, Christiansborg, 1240 København K. Tlf: 33-375199. Fax: 33-375191. www.danskfolkeparti.dk // df@ft.dk Næste nr. udkommer februar 2008 Deadline for kalender o.l. er den 18. januar 2008. Layout & tryk: KLS Grafisk Hus Forsiden: Valgaften på Christiansborg (foto: scanpix) Vi ved, et fjeld kan sprænges, og tvinges kan en elv, men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv. Af Karsten Holt Knap en uge efter at valget var overstået, mødtes Dansk Folkepartis folketingsgruppe til et to-dages seminar på Fredensborg Store Kro. For de seks nye folketingsmedlemmer og til genopfriskning for de genvalgte medlemmer bød seminaret på undervisning i lovgivningsarbejdet ved Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen Dahl, mens pressechef Søren Søndergaard fortalte om forholdet til medierne på Christiansborg samt den daglige omgang med pressen. Organisatorisk næstformand Carl Christian Ebbesen stod for en gennemgang af det partiorganisatoriske, mens personalechef Jeanie Nørhave gjorde rede for de praktiske forhold i de nye omgivelser på Christiansborg. Efter en festlig aften afholdtes på seminarets anden dag det første egentlige gruppemøde, hvor også en ny gruppebestyrelsen blev valgt med følgende sammensætning: Kristian Thulesen Dahl (formand), Peter Skaarup (næstformand), Søren Espersen (sekretær), Christian H. Hansen (kass.) og Pia Kjærsgaard. KALENDER 1.4.2008 Kl. 19. Debat mellem Jesper Langballe og biskop Steen Skovsgaard, Vordingborg Medborgerhus 18

ngsgruppe på seminar i Nordsjælland Dansk Folkepartis folketingsgruppe efter valget 13. november 2007 blev fotograferet på Fredensborg Store Kro som afslutning på seminaret. Bagest fra venstre: Henrik Brodersen, Søren Espersen, Mikkel Dencker, Martin Henriksen, Kim Christiansen, Morten Messerschmidt, Christian H. Hansen, Peter Skaarup, Kristian Thulesen Dahl, Søren Krarup, Liselott Blixt, Ib Poulsen, Jørn Dohrmann, Bent Bøgsted, Hans Kristian Skibby, Jesper Langballe. Forrest fra venstre: Colette Brix, Anita Knakkergaard, Anita Christensen, Mia Falkenberg, Pia Kjærsgaard, Marlene Harpsøe, Karin Nødgaard, Pia Adelsteen og Tina Petersen. Nyt hovedbestyrelsesmedlem: Preben Elmenhoff Med Ib Poulsens indvalg i Folketinget bliver det også samtidig hans farvel til Dansk Folkepartis hovedbestyrelse, hvor folketingsgruppen jo er repræsenteret med fem medlemmer, årsmødet vælger fem medlemmer og Dansk Folkepartis Ungdom sidder med en repræsentant. I stedet for Ib Poulsen indtræder førstesuppleanten Preben Elmenhoff. Preben Elmenhoff er født den 25. juli 1945 i Sulsted i Vendsyssel, men bor i dag på Østerbro i København. Preben er far til Casper på 37 år, der foreløbig har givet Preben tre dejlige børnebørn, Johanne på 9 år, Kamille på 6 år og Carl Emil på 3 år. Preben Elmenhoff er uddannet cand.jur fra Københavns Universitet i 1982. Han er oprindeligt udlært kommuneassistent i skattevæsnet i Karlebo i 1969. Et langt og broget arbejdsliv har for Preben Elmenhoff blandt andet indebåret en karriere som sømand, ansættelse ved Meteorologisk Institut, Carlsberg og Københavns Kommunes boliganvisning. Inden Preben Elmenhoff overgik til efterløn, ernærede han sig som buschauffør. På den politiske front er Preben Elmenhoff for tiden næstformand i Østerbro Lokaludvalg, ligesom han har været opstillet til Borgerrepræsentation og Folketinget. I fritiden arbejder Elmenhoff næsten fuld tid for Dansk Folkeparti, og den sparsomme fritid, der er tilbage, bruges blandt andet i den lokale skytteforening, hvor Preben Elmenhoff skyder med revolver. Preben Elmenhoff ynder også at slappe af med en politisk biografi akkompagneret af Ludwig van Beethovens klassiske musik. kkb 19

Stor tak til Aabenraa Lokalforening Af Per Nørhave, folketingskandidat i Aabenraakredsen I forbindelse med min opstilling til Folketinget for første gang vil jeg gerne udtrykke min meget store tak til Aabenraa Lokalforening for deres opbakning og deres gæstfrihed. Jeg blev valgt som folketingskandidat for Aabenraakredsen på et møde i Vejen i juni måned, hvor formændene for Sydjyllands Storkreds var samlet. Allerede ved det første møde med Aabenraas bestyrelse v/formand René Dupont, næstformand Jens Nissen, organisatorisk næstformand Jytte Lauridsen og byrådsmedlem Lars Rydhard i august måned følte jeg mig utrolig velkommen selvom jeg kommer ovre fra Djævleøen. Allerede her følte jeg en meget stor opbakning til mit kandidatur, idet alle sagde, at de bakkede mit kandidatur 100 % op. Da der begyndte at gå valgkamp i den, viste lokalforeningen sig virkelig fra sin hjælpsomme side. Her tog foreningen det store arbejde med at lime mine plakater på plader, de sørgede for indkøb af materialer til dette og det eneste, jeg skulle sørge for, var, at levere plakaterne, så skulle de nok klare resten. Det mente jeg nok, at jeg kunne overkomme. Vi aftalte nogle dage, hvor jeg skulle vises frem i Aabenraa by. Her viste foreningen igen, at den virkelig stod bag ved mig. Selvom det var koldt, og der kom lidt vand fra oven, så mødte den talstærkt op og var med til at dele mine brochurer ud. Jeg må godt nok indrømme, at jeg den ene dag var nødt til selv at være med til at sætte plakater op. Men det overlevede jeg trods alt. Den sidste lørdag inden valget var vi igen på barrikaderne i gågaden med at dele brochurer ud og tale med vælgerne. Ligesom tidligere var lokalforeningen på pletten, så vi igen kunne vise os massivt i bybilledet og med mange positive tilkendegivelser fra vælgerne til følge. Med den opbakning som jeg har fået i valgkampen så er det utroligt nemt at være folketingskandidat. Hvis mine oplevelser er udtryk for, hvordan det står til i partiet og i lokalforeningerne landet over, så har vi meget at være stolte over i Dansk Folkeparti. 1000 tak for indsatsen til Aabenraa. Ja, sådan kan det også gøres. I en valgkamp gælder det frem for alt om at være synlig. Derfor havde Dansk Folkepartis folketingskandidat i Horsens-kredsen, Hans Kristian Skibby designet en særlig bil til sin valgkamp. Festligt ser det ud. Folketingskandidat Per Nørhave udtrykker stor taknemmelighed over assistancen fra Aabenraa Lokalforening under valgkampen her hænges der plakater op. Udbytterig tur til Bruxelles Af Keld Hein, formand for DF-Stevns Fotos: Karsten Holt Dansk Folkepartis studietur til EU og NATO i Bruxelles startede som en ren gyser. Skribenten er en lettere bedaget herre, delvis fri af arbejdsmarkedet, udpræget B-menneske, - og hvad sker der mandag morgen den 8. oktober: Vækkeuret vågner til dåd kl. 04.30. (Om natten.) På Høje Tåstrup station venter heldigvis en supermoderne, opvarmet bus. Tidspunktet taget i betragtning, er det særdeles veloplagte rejseledere, der tager imod, og foretager indcheckningen. Den udsolgte bus, fyldt med hyggelige rejsefæller, alle med en sympatisk politisk holdning, ruller af sted, opsamling i Slagelse, Odense og Kolding. Alt planmæssigt. Der er langt til Belgien, men som nævnt en herlig bus, og tilpas mange ryge- og strækkebenpauser. Man fornemmer, at alle er yderst tilfredse med den valgte hotelstandard. Tirsdag starter så de programsatte besøg og aktiviteter. Alt veltilrettelagt og punktligt. Gruppen besøgte NATO-hovedkvarteret og blev præsenteret for et særdeles interessant foredrag med tilhørende billeder. Desværre - for nogen - blev introduktionen serveret i et fremmed tungemål, - men for de fleste bør et klart og tydeligt engelsk ikke volde de store problemer. Besøget efterlod det indtryk, at NATO er en stor, Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentet Mogens Camre holdt et spændende foredrag for deltagerne i Dansk Folkepartis studietur 20