22. søndag efter Trinitatis 2014, Hurup og Gettrup Mattæus 18, 1-14 Herre Jesus, stærk og mild, gyd din kraft, og tænd din ild i vort lunkne indre! Du, som gør den svage stærk, gør os varme for dit værk, for det allerstørste. AMEN Når et barn spørger far og mor om noget og får et svar, er barnet tilfreds. Mor, hvor er bedstemor, når hun er død? Så er bedstemor hos Gud. Far, hvorfor falder fuglen ikke ned? Det er vinden, der bærer fuglen! Barnet behøver ikke at forstå sådan i logisk forstand. Det kan godt vente til senere. Nej, det vigtige er, at mor og far svarer ukompliceret og ligefremt, så barnet kan leve trygt i den ro, at mor og far kan svare. Det er først, når barnet spørger om noget, som mor eller far bliver flove over, eller som de ikke selv tør tage stilling til, at barnet stopper op og bliver tvivlende. Det største ved barnet er, at det uden videre møder far og mor med tillidsfuld forventning om noget godt. 1
Det er en ydmyghed, som er stor. Barnets ydmyghed er ikke selvudslettende underkuethed. Barnets storhed består i, at det uden videre holder sig til far og mor. Barnets sande afhængighed af far og mor er dets frihed. Det er den storhed og den ydmyghed, Jesus henviser til, da disciplene spørger ham: Hvem er den største i Himmeriget!»Det er sandt, når jeg siger jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. Vær som det tillidsfulde barn, der venter alt godt af dets forældre! Og så kommer den tale, som kan få enhver præst til at ønske, at der ikke skal prædikes over det ved barnedåb. Talen om at den, der tager et barn ud af den tillidsfulde glæde, skal opleve forfærdelige ting. En møllesten om halsen og så ud over havet. Hånden hugget af eller øjet revet ud. Der er nok at komme efter til rædsel og gru. Men så voldsom er altså Gud vrede eller Guds sorg over, at et menneske bringes ud af dets bestemmelse ud af kærlighedens rige. Guds vrede blusser op, når vi gør hinanden fortræd! Og så fortsætter Jesus med lignelsen om manden, der havde et hundrede får, mister et og går ud for at lede efter det tabte. Det kan vi lide. 2
Og nogle af os har sunget børnesange om det lille lam, der bliver båret på Jesu skuldre over bjerge gennem dale, hjem til himlens lyse sale. Sådan er Gud. Han opsøger det tabte. Ja, han sætter sit liv til for fårene. For det er jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt. Så er vi tilbage i barnets verden. I det gode, det trygge. Det, som vi gerne vil være i. Vi bekræftes i den ydmyghed, som altså ikke er selvudslettende underkuet, men tillidsfuld afhængighed som giver frihed til at leve i kærligheden. Det, som vi aldrig må tage fra et barn eller noget andet menneske: Det er jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt. Og lad os så lige for et øjeblik tænke voksent om afsnittet om, at den, der bringer et barn til fald, skal have en møllesten om halsen og kastes i havet. Ordene er jo anstødelige. Det samme er de ord om, at hvis din hånd eller din fod bringer dig til fald, så skal du hugge dem af. Og hvid dit øje bringer dig til fald, så riv det ud! Det er jo anstødeligt! Ja, i høj grad! Og vi har ikke taget disse ord af Jesu bogstaveligt i adskillige generationer i den kristne kirke. For vi læser ikke i bibelen på den måde, at vi tager hvert ord bogstaveligt. Det ville være aldeles ukristeligt at gøre det. Vi forholder os kritisk til den hellige skrift. 3
Vi forholder os kristeligt til den hellige skrift. Det vil sige, at vi søger efter det sande indhold i stedet for den bogstavelige forståelse af det skrevne ord. Så lad det aldrig ske, at nogen kristen kirke anbefaler, at tage det, som Jesus her siger, bogstaveligt. Og lad det aldrig ske, at andre religioner, tager deres religiøse skrifter bogstaveligt, når f.eks. koranen og det gamle testamente siger noget lignende. Selvfølgelig skal vi være kritiske over for vore helligskrifter ellers var vi netop ikke kristne. For kristen tro er ikke bogstavtro. Kristen tro er Kristus-tro. Og Han er som en hyrde, der går ud for at finde det tabte. Også selvom dette tabte får er, som biskop Desmond Tuto engang prædikede det: En gammel, vranten, skidden og urin-stinkende væddder, der ikke længere gad at være sammen med de andre rolige og veltilpassede får. Sådan et får vil slet ikke med tilbage til flokken. Sådanne mennesker findes jo. Der er nogle, som hellere vil gå til i deres egen fortabthed. Men Guds kærlighed vækker den vrede, som ganske vist ikke skal tages bogstaveligt, men des mere alvorligt, så at den sender os hen til det menneske, som vil blive i fortabelsen! 4
Er du og jeg klar til at lade os rive med af den kærlighed, der driver os ud til de fortvivlede for at lade dem blive som børn på ny? Er du og jeg klar til at opgive tanken om at blive den største i Himmeriget for at blive som et barn, der lever tillidsfuldt, når det får et svar, der er givet til tryghed. Det største ved et kristent menneske er, at det det uden videre møder Gud med tillidsfuld forventning om noget godt. Det er en ydmyghed, som er stor. Det kristne menneskes ydmyghed er ikke selvudslettende underkuethed. Det kristne menneskes storhed består i, at det uden videre holder sig til Gud. Det kristne menneskes sande afhængighed af Gud er dets frihed. For det er vor himmelske faders vilje, at ikke et eneste menneske skal gå fortabt. AMEN 5