1. maj-talens genre og udvikling

1. maj-talens genre og udvikling En retorisk genreanalyse af socialdemokratiske formænds 1. maj-taler fra perioden 1890-2013 Af: Louise Rytter Christensen (20092261) Speciale i retorik, FS14, Aarhus Universitet Antal anslag: 191.802 svarende til 79,9 normalsider Vejleder: Marie Lund Klujeff Afleveret d. 7. august 2014

Abstract This thesis investigates speeches from the Danish Social Democrats on International Workers' Day. I conduct a rhetorical genre analysis of a range of speeches from the 1920 ies up until today, and investigate the function, structure, contents and style of the speeches and compare them to older speeches held in the same situation. I hypothesize that the speeches have changed from being deliberative speeches to epideictic speeches because their purpose today is to create and maintain shared Social Democratic values and lead to reflection by the members of the Social Democratic community. In recent years the speeches have been criticized for the lack of traditional slogans and rhetoric; an assumption which will also be investigated in this conceptually oriented criticism. The applied theories are that of rhetorical genre analysis and I include theories from a linguistic and a rhetorical tradition. The overall definition of a genre is based on that of Jamieson and Campbell which suggests that genre is a group of acts unified by a constellation of forms that recur in each of its members. The empirical data consists of six speeches from 1999 to 2013 and six speeches from each of the decades since the 1920'ies to the 1970'ies. The thesis finds that the speeches have developed over time in terms of their genre, style and content, and this development is likely caused by changes in society. When the International Workers Day came to Denmark in 1890 the speeches were deliberative with epideictic features. Then in the 20 th century the speeches became more epideictic and contained deliberative features. Today the speeches are still epideictic with deliberative features. The rhetors' unite a community by creating and maintaining shared values and leading the community to reflect on political issues while they argue and fight for future improvements. The speeches from the 1920'ies to 1970'ies focus on better work conditions and international solidarity. Today the speeches focus on preserving the welfare system and on preventing and overcoming crises. The rhetors' do not show international solidarity today because their actions and the position of their voters are not particularly solidary when it comes to foreign workers who work in Denmark. The language has changed from older and more formal Danish to informal and lighter Danish. Furthermore, rhetorical figures occur more often in the new speeches due to a focus on rhetorical style in political communication today. This thesis offers a comprehensive description of the speeches and their structures, content and styles. The descriptions might serve as templates or guidelines for speech writers or other practitioners to create future speeches for the International Workers' Day. The thesis also provides a reference point for future research on Social Democratic speeches intended for International Workers Day. Additionally, future research might expand on this study by examining speeches from other parties and organizations in Denmark or in other countries.

Indholdsfortegnelse 1. Indledning... 3 1.1. Afgrænsning... 4 1.2. Specialets teoretiske forankring... 5 1.3. Specialets dele... 6 2. Genreteoretisk ramme... 6 2.1. Den lingvistiske tradition... 6 2.2. Den retoriske tradition... 8 2.3. Giver det mening at tale om genre?... 12 2.4. Den epideiktiske genre... 13 2.4.1. Fællesskabets værdier... 13 2.4.2. Epideiktisk ethos... 16 2.4.3. Funktionspar... 17 2.5. Genrebeskrivelse og genredeltagelse... 18 3. Den retoriske situation... 19 3.1. Teori: Den retoriske situation... 19 3.2. Det påtrængende problem... 21 3.3. Retorisk publikum... 22 3.4. Tvingende omstændigheder... 22 3.5. Opsummering... 23 4. Genrebeskrivelse... 24 4.1. Trækstruktursanalyse... 24 4.1.1. 1. maj som ramme... 24 4.1.2. Sådan ligger landet... 26 4.1.3. Forklarer gennemført politik... 28 4.1.4. Argumentation for nye tiltag... 30 4.1.5 Os og dem... 32 4.1.6. Opsummering... 34 4.2. Talens centrale emner... 35 4.2.1. International solidaritet... 35 4.2.2. Krisetider... 36 Side 1 af 77

4.2.3. Velfærdssamfundet... 37 4.3. Stilistiske træk... 38 4.4. Opsummering... 42 5. Genredeltagelse... 42 5.1. Epideiktiske træk... 42 5.2. Epideiktisk ethos... 44 5.3. Funktionspar... 47 5.4. Opsummering... 48 6. 1. maj-talens udvikling... 48 6.1. 1. maj-talens historiske ramme... 48 6.2. Trækstruktursanalyse... 51 6.2.1. 1. maj som ramme... 51 6.2.2. Sådan ligger landet... 52 6.2.3. Forklarer gennemført politik... 54 6.2.4. Argumentation for nye tiltag... 55 6.2.5. Os og dem... 56 6.3. Talens centrale emner... 57 6.3.1. Kampen for bedre forhold på arbejdsmarkedet... 57 6.3.2. International solidaritet... 58 6.4. Stilistiske træk... 60 6.5. Talens funktion... 61 6.6. Opsummering... 63 7. Diskussion... 64 7.1. Talens stilistiske udvikling... 64 7.2. Talens indholdsmæssige udvikling... 66 7.3. Har talen en funktion i dag?... 69 7.4. Diskussion af genreteorien... 69 8. Konklusion... 71 9. Perspektivering... 72 10. Referencer... 74 11. Bilagsliste... 77 Side 2 af 77

1. Indledning I Danmark fejrede man første gang arbejdernes internationale kampdag d. 1. maj i 1890. Kravet om 8-timers arbejdsdag havde været under opsejling internationalt siden midten af 1800-tallet, men først i 1889 kom oprøret til Europa via en international arbejderkongres i Paris. Fagforeningsmanden Jens Jensen, som deltog i kongressen i Paris, begyndte efterfølgende at forberede en demonstration, som skulle blive startskuddet til fejringen af arbejdernes internationale kampdag i Danmark. Man havde planer om at demonstrere i Københavns gader, men det satte politiet en stopper for. I stedet blev demonstrationens arrangører tildelt Fælledparken om eftermiddagen. Arbejderbevægelsen havde planlagt at demonstrere i form af sange og taler, og der blev holdt to taler af henholdsvis Socialdemokraternes partiformand Peter Knudsen og fagforeningsmanden Jens Jensen. Temaerne for talerne var 8-timers arbejdsdag, og det fortsatte med at være det centrale emne helt op til 1920'erne, hvor det endelig blev en realitet med en arbejdsdag på otte timer. I dag fejrer man stadigvæk 1. maj rundt omkring i Danmark. Det er en international kampdag, men 1. maj-talerne bærer ikke længere præg af demonstrationer. Man samles for at fejre og mindes mærkedagen med musik og fest og for at belyse aktuelle politiske dagsordener. Talerne holdes i dag både af fagforeninger, politiske organisationer og politiske partier. 1. maj-talen er således en klassisk dansk tale med en lang tradition bag sig. Men det er ikke en tale, der har været genstand for en dybdegående analyse. Det tætteste, man kommer på en beskrivelse af talerne gennem tiderne, er værket Arbejdernes 1. maj af Federspiel et al. (1990), som behandler arbejdernes internationale kampdag i et overordnet perspektiv. Der er derfor behov for at undersøge, hvad 1. maj-talen er for en størrelse, hvad dens formål er, og hvordan den har udviklet sig siden dens oprindelse. Jeg foretager i dette speciale en retorisk genreanalyse af socialdemokratiske formænds 1.maj-taler. Min tese er, at talerne ikke længere er deliberative men epideiktiske, da de skaber eftertanke hos det socialdemokratiske fællesskab og styrker dets værdier (Campbell & Jamieson, 2008: 30). Retor reflekterer over fejringen af kampdagen og betydningen af det øjeblik, den enkelte tale holdes i. Desuden lovprises talerne af dem, der i et givet fællesskab forsvarer det traditionelle og de accepterede værdier. I de senere år er de socialdemokratiske taler dog blevet kritiseret for at afvige fra de klassiske 1. maj-taler, og i 2013 og 2014 oplevede man sågar en demonstration rettet mod retor selv. Det er ikke første gang i historien, det sker, men det er udtryk for frustration blandt tilhørerne. Retoriker Jonas Gabrielsen forklarer de senere års kritik med, at talerne har ændret sig: De rummer ikke meget af den klassiske 1. maj-retorik. [Helle Thorning-Schmidt] taler ikke rigtigt Side 3 af 77

om arbejderen og heller ikke om den internationale solidaritet. Og den kamp, der formuleres, handler mere om at forsvare det etablerede system end at ændre det. (Johannesen, 2012: 1). Det er en interessant iagttagelse, at talerne har ændret sig indholdsmæssigt, og det vil jeg også undersøge i dette speciale. I forlængelse af analysen vil jeg med inddragelse af samfundsmæssige perspektiver diskutere, hvorfor talerne har udviklet sig, og om de stadigvæk har en funktion i dag. Jeg vil også diskutere selve genreteorien, og om det overhovedet giver mening at tale om genre. Til sidst vil jeg i perspektiveringen lægge op til yderligere undersøgelser. 1.1. Afgrænsning 1. maj-taler holdes af medlemmer fra mange danske partier, fagforeninger og politiske organisationer. I specialet vælger jeg at analysere socialdemokratisk formænds 1. maj-taler, da Socialdemokratiet har en lang historie og har holdt 1. maj-taler siden den første kampdag i 1890. I Socialdemokratiet er det heller ikke kun formanden, der holder tale 1. maj. Den holdes også af andre fremtrædende medlemmer af partiet, og ofte holdes den også af socialdemokratiske borgmestre eller spidskandidater rundt omkring i kommunerne. Jeg har valgt kun at analysere taler af socialdemokratiske formænd for at afgrænse mit emne. Det ville være for omfattende, hvis jeg skulle analysere alle bud på 1. maj-talen. I den første del af analysen, som handler om, hvordan 1. maj-talen er og fungerer i dag, analyserer jeg seks taler: Poul Nyrup Rasmussen 1999 Morgens Lykketoft 2004 Helle Thorning-Schmidt 2005 Helle Thorning-Schmidt 2010 Helle Thorning-Schmidt 2012 Helle Thorning-Schmidt 2013 1 Jeg har udvalgt seks taler fra omkring årtusindeskiftet og frem til i dag. Jeg har valgt at inddrage en tale af Poul Nyrup Rasmussen fra 1999 og en enkelt af Mogens Lykketoft, så jeg ikke udelukkende har taler af Helle Thorning-Schmidt. Talere har som regel en personlig stil, så derfor ville min opgave ikke være lige så repræsentativ, hvis jeg kun havde taler af Helle Thorning-Schmidt. Jeg har 1 Helle Thorning-Schmidt kommer ikke til orde på de store scener rundt omkring i landet på grund af publikums utilfredshed. Det lykkes hende dog at holde talen i mindre forsamlinger. Jeg har valgt at inddrage talen, fordi den er et eksempel på en tale, der holdes, mens partiet er i stærk modvind. Side 4 af 77

både taler fra perioder, hvor Socialdemokraterne danner regering, og hvor de er en del af oppositionen. Til den anden del af analysen, hvor jeg undersøger, hvordan genren har udviklet sig, har jeg seks taler fra partiformænd gennem tiderne: Thorvald Stauning 1926 Thorvald Stauning 1936 Hans Hedtoft 1948 Hans Christian Hansen 1953 2 Jens Otto Krag 1963 Anker Jørgensen 1973 Desuden har jeg anskaffet Arbejdernes 1. maj, som er Arbejdermuseets samlede informationer om 1. maj gennem tiderne. Den giver et godt overblik over mærkedagens historie og indeholder kilder i form at taler, breve og artikler. Jeg har ikke 1. maj-taler fra før 1920'erne, men til undersøgelsen af disse talers formål og genre benytter jeg mig af informationer fra det føromtalte værk af Arbejdermuseet. 1.2. Specialets teoretiske forankring I dette speciale foretager jeg en begrebsorienterede fortolkende retoriske kritik. Det er en kritik, hvor der er tæt samspil mellem kritiker, artefakt, teori og begreber, og hvor fortolkningens rolle er at danne en forbindelse mellem det specifikke artefakt og kritikerens teoretiske grundlag, forventninger og formodninger. Methodologically driven criticism generally proceeds through a process of deduction: a general method is applied to a specific case of object. What I want to refer to as conceptually oriented criticism, however, proceeds more through a process of abduction which might be thought of as a back and forth tacking movement between text and the concept or concepts that are being investigated simultaneously. (Jasinski, 2001: 256). Ifølge Jasinski holder kritikeren sine observationer i artefaktet op imod begreber og forventninger for at opnå en større forståelse af artefaktet, samtidig med at man herigennem opnår en større 2 Hans Christian Hansen er ikke formand, da talen holdes, men han tager over, da Hans Hedtoft dør i 1955. Jeg har alligevel valg at inddrage talen, fordi den kan bidrage til analysen af talen i 1950'erne. Side 5 af 77

forståelse af de anvendte begreber og teorier i deres konkrete anvendelse. Jeg vælger de teorier, jeg vurderer, der passer bedst til genreanalysen af 1. maj-talerne og reflekterer over dem i forbindelse med analyserne. I diskussionsafsnittet (afsnit 7.3.) holder jeg teorierne og artefaktet op imod hinanden og reflekterer over mine resultater. Jeg benytter mig af to genretraditioner i mit speciale: Den lingvistiske tradition og den retoriske tradition. Fra den lingvistiske tradition bruger jeg Bhatia og Swales' trækstruktur. Jeg analyserer talernes afsnit og dele for derved at få et billede af deres struktur. Fra retorikken benytter jeg hovedsageligt Jamieson og Campbells definition af genre. Jeg giver en mere fyldestgørende beskrivelse af genreteorierne og af min egen opfattelse af genrebegrebet i teoriafsnittet (afsnit 2). 1.3. Specialets dele Jeg indleder specialet med at beskrive genreteorien og med at definere 1. maj-talens retoriske situation. Jeg bruger resultaterne fra analysen af den retoriske situation i min videre analyse af 1. maj-talens funktion. Analysen indleder jeg med en trækstruktursanalyse, der skal kortlægge talernes form. Herefter analyserer jeg talernes stil og indhold. I den anden del af analysen undersøger jeg, om talerne hører til den epideiktiske genre. Herefter går jeg videre til den næste analyse, som er analysen af talernes udvikling. Her udfører jeg igen en trækstruktursanalyse, en analyse af stilen og indehold og undersøger, om genren er epideiktisk. Efter den sidste analyse diskuterer jeg resultaterne og genreteorien. Til sidst konkluderer jeg på resultaterne og foretager en perspektivering. 2. Genreteoretisk ramme Dette afsnit indeholder en beskrivelse af de genretraditioner, jeg anvender i min analyse af 1. majtalen, og den opfattelse, jeg har af genrebegrebet. Som nævnt i indledningen antager jeg, at 1. majtalen hører til den epideiktiske genre, og derfor indeholder dette afsnit også en beskrivelse af denne genre. Til sidst vil jeg introducere den type genrekritik, jeg udfører, i specialet. 2.1. Den lingvistiske tradition Genrebegrebet er tæt knyttet til den lingvistiske tradition Language for Specific Purpose (LSP). I denne tradition er det kommunikative formål i fokus. Det er vigtigt for teoretikerne i LSP at belyse, at tekster kan være sprogligt ens men have forskellige formål. Swales er en af hovedteoretikerne i denne lingvistisk retning, og han har fokus på meget andet end teksten i sig selv: "Since genre study Side 6 af 77

is commonly identified with the analysis of text, it would be useful, at an early juncture, to clarify that I propose to view genres as rather more than texts" (Swales, 1990: 6). Swales er mere interesseret i de roller, teksten spiller, i forskellige miljøer: "In particular, I am now interested in those situations in which it is appropriate to consider the roles that texts play in particular environments" (Swales, 1990: 7). Han definerer genrer således: A genre comprises a class of communicative events, the members of which share some set of communicative purposes. These purposes are recognized by the expert members of the parent discourse community, and thereby constitute the rationale of the genre. This rationale shapes the schematic structure of the discourse and influences and constrains choice of content and style. Communicative purposes is both a privileged criterion and one that operates to keep the scope of a genre as here conceived narrowly focused on comparable rhetorical action. In addition to purpose, exemplars of a genre exhibit various patterns of similarity in terms of structure, style, content and intended audience (Swales, 1990: 58). Det vigtige for Swales er, at genrer har nogle kommunikative formål, som er alment kendt og accepteret af dem, som benytter dem, i et diskursfællesskab. Ud over formålet deler genrerne også nogle mønstre i form af struktur, stil, indhold og intenderet publikum. Denne definition er Bhatia - en anden teoretiker inden for LSP - på sin vis enig i: "Although there are number of other factors, like content, form, intended audience, medium or channel, that influence the nature and construction of a genre, it is primarily characterized by the communicative purposes that it is intended to fulfill" (Bhatia, 1993: 13). Ifølge Bhatia indeholder Swales' teori lingvistiske og sociologiske aspekter, men den mangler ét vigtigt aspekt, nemlig det psykologiske: "Swales offers a good fusion of linguistic and sociological factors in his definition of genre; however, he underplays psychological factors, thus undermining the importance of tactical aspects of genre as a dynamic social process, as against a static one" (Bhatia, 1993: 16). Som supplement til Swales' teori konstruerer Bhatia en analysemetode, som også kommer omkring de psykologiske aspekter (Bhatia, 1993: 22-36): 1) Placing the given genre-text in a situational context 2) Surveying existing literature 3) Refining the situational/contextual analysis 4) Selecting a corpus 5) Studying the institutional context Side 7 af 77

6) Levels of linguistic analysis a) Analysis of lexico-grammatical features b) Analysis of text-patterning or textualization c) Structural interpretation the text-genre 7) Specialist information in genre analysis Ved den kommunikative tilgang, som LSP introducerer, har man et konkret redskab til at inddrage tekststruktur i analysen (punkt 6c i Bhatias model). Strukturer, som går igen fra tekst til tekst inden for den samme genre, ses som en kæde af forskellige træk, og disse træk danner en trækstruktur. Det, at anskue en tekst som en trækstruktur, betyder altså, at teksten kan opdeles i forskellige afsnit eller dele, som hver især opfylder et delformål i forhold til de overordnede formål med teksten. Som Bhatia også udtrykker det: "Just as each genre has a communicative purpose that it tends to serve, similarly, each move also serves a typical communicative intention which is always subservient to the overall communicative purpose of the genre" (Bhatia, 1993: 29). Trækstrukturer er et fint analyseredskab til at opstille hypoteser for, hvad der karakteriserer en given genre, og det kan skabe overblik over relationen mellem formål og tekststruktur i forskellige genrer. I min analyse af 1. majtalerne benytter jeg blandt andet den lingvistiske tradition LSP, fordi jeg deler deres antagelse om, at lingvistiske features er forbundet med den sociale kontekst og med tekstens funktion. Eksempelvis ser vi i 1. maj-talerne - helt nede på det tekstlige niveau - at retorerne bruger pronominer som vi og vores, som indikerer, at retor taler på vegne af et fællesskab. Jeg anvender trækstruktursmetoden, som er udviklet af både Swales og Bhatia, til at analysere talernes form og indhold for at finde ud af, hvad der karakteriserer genren og for at undersøge relationen mellem formålet og tekstens struktur. Næste afsnit handler om den retoriske tradition inden for genrekritikken. 2.2. Den retoriske tradition Aristoteles er den første retoriker, der beskriver genrer, og han tog udgangspunkt i publikums rolle eller funktion i forskellige retorisk sammenhænge: "Tilhøreren må nødvendigvis fungere enten som iagttager eller som bedømmer, og som bedømmer enten tage stilling til noget, som har fundet sted, eller til noget, som kommer" (Aristoteles, 1983: 42). Der er ifølge Aristoteles tre former for talekunst svarende til de tre forskellige slags tilhørere: Den rådgivende tale (deliberativ), retstalen Side 8 af 77

(forensisk) og festtalen (epideiktisk). Rådgivning består enten i at tilskynde eller fraråde. Retstalen omfatter dels anklage, dels forsvar. Festtalens opgave er at udtale ros eller dadel. Hver af disse genrer har sin tid. For den rådgivende er det fremtiden. For retstalen er det fortiden. Ved festtalen er nutiden den foretrukne. Dog ser vi til tider, at taleren enten drager fortiden med ind ved at minde om, hvad der skete engang, eller tager forskud på, hvad man kan vente sig af fremtiden (Aristoteles, 1983: 42). Hver af de nævnte talearter har sit mål: Den der rådgiver, tager sigte på, hvad der er gavnligt eller skadeligt. Når han tilskynder, går hans råd ud på noget, han anser for bedre, og når han fraråder, fraråder han noget, han anser for ringere. For den der taler i retten er hovedsynspunktet ret eller uret, men også han sætter andre synspunkter i relation dertil. For de talere, som berømmer eller dadler, drejer det sig om hæder eller vanære, og herunder indordner også de alle andre synspunkter (Aristoteles, 1983: 43). Aristoteles er dog opmærksom på, at tekster kan divergere fra en genre, og at det er muligt at kombinere eller blande forskellige genrer. I min analyse benytter jeg mig af Aristoteles' tre genrer. De er blevet udfordret og udviklet sidenhen, og det vil jeg udfolde yderligere i afsnittet om den epideiktiske genre (afsnit 2.4.). I 1925 udgiver Wilchelns et essay "The Literary Criticism of Oratory", hvor han udvikler den første egentlige metode til at udføre kritiske analyse, nemlig neo-aristotelismen. I denne analyse sammenligner kritikeren de overbevisningsmidler, en taler bruger, med dem, som findes i Aristoteles' retorik. Formålet med analysen er at vurdere, om taleren i den konkrete situation foretager de bedst mulige valg i forsøget på at opnå tilslutning fra tilhørerne (Kjeldsen, 2009). Neo-aristotelismen var en fremtræden kritisk metode, indtil Black blandt andre kritiserede den i 1965. Black mente, at teorien forklarede det unikke men overså det generelle: "The neo- Aristotelian critic typically sees only one direction of movement: the background, training interest and aims of the rhetor influence his discourse, which in turn influence the audience" (Black, 1978 (1965): 34). I stedet burde genreanalysen ifølge Black tage udgangspunkt i genkomne situationer. Black antog, at der findes et begrænset antal situationer, en retor kan befinde sig i, og at de genkendelige træk ved disse situationer gør det muligt for retoriske kritikere at lave en præcis og udtømmende typologi over retoriske situationer: We must assume that there is a limited number of situations in which a rhetor can find himself. Our assumption is that there will be a limited number of ways in which rhetorical situations can be characterized, and that the recurrent characteristics of rhetorical situation will make it possible for us - if Side 9 af 77

we know enough - to construct an accurate and exhaustive typology of rhetorical situations (Black, 1978 (1965): 133). Hertil kommer at der må være et begrænset antal måder, en retor kan reagere retorisk på i en given retorisk situation: "We must assume that there is a limited number of ways in which a rhetor can and will respond rhetorically to any given situational type" (Black, 1978 (1965): 133). I 1968 beskriver Bitzer en sammenhæng mellem visse situationer og visse retoriske udtryk. Han argumenterer for, at situationer ikke er unikke, men falder inden for bestemte typer og kategorier, nemlig genrer. Situationer komme igen, og derfor vil retoriske svar ligne hinanden: From day to day, year to year, comparable situations occur, prompting comparable responses; hence, rhetorical forms are born and a special vocabulary, grammar, and style are established (Bitzer, 1968: 13). Ifølge Bitzer forudsætter genrebegrebet, at ensartede situationer indeholder de samme forventninger og publikumsbehov og dermed dikterer samme salgs retoriske responser: What is evidenced on this occasion is the power of situation to contain a fitting response. One might say metaphorically that every situation prescribes its fitting response (Bitzer, 1968: 11). Jamieson er den første, der decideret skaber forbindelsen mellem genkomne situationer og genrer. Det gør hun i en artikel i 1973. Jamieson mener, at genrer skabes ved, at talere over tid opfatter situationer og publikumsforventninger på samme måde og derfor giver ensartede responser: I do not wish to deny Bitzer s contention that rhetorical forms are prompted by comparable responses to comparable situations. What I wish to suggest is that perception of the proper response to an unprecedented rhetorical situation grows not merely from the situation but also from antecedent rhetorical forms (Jamieson, 1973: 163). De passende svar beror altså ikke alene på situationen men også på forventninger eller vilkår skabt af tidligere retoriske former. Tidligere retorisk former fungerer som constrains i den nye sammenhæng, og derfor begynder ingen retor på bar bund. Ifølge Jamieson er det vigtigt, at kritikeren forholder sig til genrebegrebet, når vedkommende udfører en retorisk kritik: "A critic armed with an understanding of the nature and function of generic constrains approaches critical objects prepared to explicate them. The critic who ignores genre risks clouding rather than clarifying the rhetoric he is attempting to explain (Jamieson, 1973: 169). Jamieson samarbejder med Campbell om at videreudvikle genrebegrebet, og i 1978 udgiver de et værk om genre. De argumenterer for, at genrer ikke alene er ensartede former. Genrer Side 10 af 77

er også en gruppering af responser eller ytringer, som har situationelle, indholdsmæssige og stilistiske karakteristika til fælles. Disse karakteristika er så bundet sammen i et internt dynamisk forhold. If the recurrence of similar forms establishes a genre, then genres are groups of discourses which share substantive, stylistic, and situational characteristics. Or, put differently, in the discourse that form a genre, similar substantive and stylistic strategies are used to encompass situations perceived as similar by the responding rhetors. A genre is a group of acts unified by a constellation of forms that recurs in each of its members. These forms, in isolation, appear in other discourses. What is distinctive about the acts in a genre is recurrence of the forms together in constellation (Campbell & Jamieson, 1978: 403). En genre består altså ikke alene af bestemte krav og træk men også af deres interne, funktionelle forbindelse - den særegne konfiguration. Det er den organisering og sammensmeltning, der gør ytringer til genrebestemte retoriske responser. Miller støtter Jamieson og Campells argumentation om, at genrer understreger nogle sociale og historiske perspektiver i retoriske ydtringer. Men Miller er ikke enig med deres definition af genrebegrebet: "I will be arguing that a rhetorically sound definition of genre must be centered not on the substance or the form of discourse but on the action it is used to accomplish" (Miller, 1984: 151). Genrebegrebet bør altså baseres på den handling, som den givne type kommunikation bruges til at udføre. Der findes, ifølge Miller, forskellige typer af retoriske handlinger, som er socialt og kulturelt konstituerede. Det påtrængende problem er, ifølge hende, et socialt motiv, der siger noget om det samfund talen er blevet til i: "Exigence must be seen neither as a cause of rhetorical action nor as intention, but as a social motive" (Miller, 1984: 158). Ord og ytringer kan udtrykke sociale motiver, fordi de indgår i et hierarki af mening, som også indeholder genrer: Ord giver mening i sætninger, sætninger giver mening i talehandlinger, talehandlinger giver mening i tekster, og tekster giver mening i genrer. Betydningen af et niveau afhænger af, hvordan det indgår i et andet. Da Miller definerer genre som social handling, mener hun også, at man kan bruge genrer til at lære, hvordan man opfører sig socialt: "We learn to understand better the situations in which we find ourselves and the potentials for failure and success in acting together" (Miller, 1984: 165). Ligeledes kan man bruge studiet af genre til at undersøge kulturelle mønstre i et givet samfund. Jeg deler Bitzer og Blacks grundlæggende tanker om, at situationer lægger op til bestemte responser, og at situationer kommer igen, så der derved opstår lignende responser. Deres tanker er efterfølgende blevet videreudviklet af Jamieson og Campbell, og jeg vælger at anskue Side 11 af 77

genrebegrebet ud fra deres teori om genre. Jeg er nemlig enig i, at det ikke er nok kun at analysere genrens form (som det ofte er tilfældet i de lingvistiske traditioner). Genrer er en gruppering af responser eller ytringer, som har situationelle, indholdsmæssige og stilistiske karakteristika til fælles. Disse karakteristika er så bundet sammen i et internt dynamisk forhold, og det forhold ønsker jeg at undersøge i 1. maj-talerne. Jeg betragter ikke genrer som sociale handlinger, som det er tilfældet hos Miller, men jeg mener alligevel godt, man kan benytte genrebegrebet til at beskrive den tilværelse, ytringer er blevet til i. Derfor benytter jeg Millers tanker om genre i mit diskussionsafsnit, hvor jeg undersøger, hvorfor genren udvikler sig. I min analyse af 1. maj-talerne bruger jeg også Aristoteles' tre genrer. De er, som tidligere nævnt, blevet udviklet og udfordret af andre teoretikere, og det vender jeg tilbage til i afsnit 2.4. 2.3. Giver det mening at tale om genre? Genreteorien har af og til været udsat for kritik. Den mest ikoniske kritiker er Thomas Conley, der i sin artikel "The Linnaean Blues" fra 1986 agerer djævlens advokat. Thomas Conley skriver en polemisk kritik af genrebegrebet og sammenligner genrekritikken med 1700-tallets biologistudier. Han nævner blandt andet Carl von Linnaeus' problemer med at klassificere blishøns: "Anyone who adheres rigorously to the principles of genre criticism as they have recently been formulated is bound to suffer from the Linnaean Blues." (Conley, 1986: 59). Faren ved genre er, ifølge Conley, at kritikeren bliver for rigid i sine klassifikationer. Bruger man en enkelt tale eller forestillingen om den perfekte tale som normativ standard i vurderingen af lignende taler, kan man nemt komme til at underkende det særlige og specifikke i den aktuelle retoriske tekst eller endnu værre forvrænge selve artefaktet: "The essential problem (...) is that it decontextualizes as it classifies, deflecting attention away from the particular actuality of work over to the class of or category of which it is said to be a member" (Conley, 1986: 59). Som alternativ til genreperspektivet kan man, ifølge Conley, foretage en mere induktiv læsning samtidig med den deduktive læsning: "Ideally, of course, the genre approach should be neither deductive nor inductive but "dialectical" in nature, playing off the general against the particular, the inexorably historical against the seemingly novel - which, to be sure, often turns out to be not so novel, after all." (Conley, 1986: 65). I nærlæsning kan kritikeren se på, hvordan form og indhold hænger sammen i det enkelte artefakt. Nyere genretraditioner har bevæget sig længere væk fra den klassifikation, som Conley kritiserer, og mere i retning af et tværfagligt, sociokulturelt syn på genre. For eksempel er Side 12 af 77

en eulogi ikke bare en tale, man holder, når nogen dør, men en aktivitet hvorigennem et samfund sørger og forbereder sig på fremtiden. Som jeg var inde på i teoriafsnittet, har Bhatia et forbehold i forhold til Swales teori om genre. Bathia mener nemlig, det er vigtigt også at fokusere på det psykologiske aspekt omkring genre og at opfatte genre som en dynamisk, social proces. Hermed lægger Bhatia op til, at genre er en størrelse, der kan udvikle sig, og at man derfor ikke skal se genrer som statiske og lukkede kasser, man skal få tekster til at passe ind i. Den tankegang ser vi også hos Jamieson og Campbell. Jeg vender tilbage til diskussionen af genre i diskussionsafsnittet, hvor jeg blandt andet inddrager min egne erfaringer med genreanalysen. 2.4. Den epideiktiske genre 2.4.1. Fællesskabets værdier Siden Aristoteles er den epideiktiske genre blevet taget op til diskussion. Perelman og Olbrechts- Tyteca mener, at målet med Aristoteles epideiktiske genre rigtigt nok er at er at rose og dadle. Taleren fokuserer på, hvad der er smukt og grimt; og derfor må det handle om at formidle nogle værdier: According to Aristotle, the speaker sets himself different goals depending on the kind of speech he is making: in deliberative oratory, to counsel what is expedient, that is, the best; in legal oratory to establish what is just; and in epideictic oratory, which is concerned with praise and blame, his sole concern is with what is beautiful and ugly. It is a question, then, of recognizing values (Perelman & Olbrechts-Tyteca, 1969: 48). Perelman og Olbrechts-Tyteca mener, at man tidligere har misforstået Aristoteles opfattelse af den epideiktiske genre. But in the absence of the concept of value-judgement, and of that of intensity of adherence, the theoreticians of speech, from Aristotle on, readily confused the concept of the beautiful, as object of the speech ( ) with the aesthetic value of the speech itself (Perelman & Olbrechts-Tyteca, 1969: 48). I stedet ser Perelman og Olbrechts-Tyteca epideiktikken som en væsentlig del af persuasio: Our own view is that epideictic oratory forms a central part of the art of persuasion, and the lack of understanding shown toward it results from a false conception of the effects of argumentation (Perelman & Olbrechts-Tyteca, 1969: 49). De mener, man skal forstå effekten af argumentationen ved at se på talerens hensigt med argumentationen hvilken handling taleren opfordrer publikum til at udføre. Desuden mener de, at taleren vil fortsætte sin argumentation, indtil målet er nået. De bruger Demosthenes som eksempel. Demosthenes ønskede Side 13 af 77

ikke kun, med sine taler, at få athenerne til at træffe beslutninger, som var i tråd man hans egne ønsker. Han ville også opfordre dem til at handle på beslutningerne, så snart de var truffet. Effektiviteten af argumentation kan så, ifølge Perelman og Olbrechts-Tyteca, anskues ud fra de forhindringer, man er overkommet, ved at udføre handlingerne, og ved de ofre og valg, det fører til, og som kan retfærdiggøres af argumentationen (Perelman & Olbrechts-Tyteca, 1969: 49). Taleren forsøger at skabe et fællesskab centreret omkring nogle fælles værdier, som er accepteret af medlemmerne af det fællesskab: In effect, the goal of the orator in the epideictic discourse is to contribute to the enhancement of values, to create a spiritual communion around common values (Perelman & Olbrechts-Tyteca, 1984: 131). Til det bruger taleren en bred vifte af retoriske midler: In epideictic oratory every device of literary art is appropriate, for it is a matter of combining all the factors that can promote this communion of the audience (Perelman & Olbrechts-Tyteca, 1969: 51). Den epideiktiske tale lovprises af dem, der, i et givet fællesskab, forsvarer det traditionelle og de accepterede værdier. Værdier der kan undervises i og ikke nye og revolutionerende værdier, der lægger op til stridigheder og polemik: Being in no fear of contradiction, the speaker readily converts into universal values, if not eternal truths, that which has acquired a certain standing through social unanimity (Perelman & Olbrechts-Tyteca, 1969: 51). På den måde fungerer taleren som en form for underviser i de fælles værdier. Hauser er enig med Perelman og Olbrecht-Tyteca. Han mener nemlig også, at den epideiktiske tale spillede en vigtig rolle (udover mindefunktionen) i klassisk tid i det offentlige rum ved at behandle grundlæggende værdier og holdninger. Værdier der kunne udgøre et fundament for fælles handling i demokratiet. Det rosende og dadlende aspekt er nemlig også, ifølge Hauser, med til at forme nogle værdier, som leder til handling: "In important ways, the occasion for praising or blaming significant public acts and actors also afforded the opportunity to address fundamental values and beliefs that made collective political action within the democracy more than a theoretical possibility" (Hauser, 1999: 5). Hauser mener også, at epideiktikken er tæt forbundet med phronesis, og at taleren derved både fungerer som underviser og som persuader. For Aristotle, the rhetorically potent person possesses both the capability to make - a productive capability - and also phronesis, since affairs of rhetorical interest are ones determining right conduct in practical life. Such a person teaches the right course of action in the given case. This is the rhetor of whom Aristotle speaks (Hauser, 1999: 11-12). Side 14 af 77

Campbell og Jamieson er enige i, at den epideiktiske genre har udviklet sig. Men de deler ikke Perelman og Olbrechs-Tytecas synspunkt om, at genren opfordrer til handling. Jamieson og Campbell inspireres af John O'Malley, der skriver om retorik i den katolske kirke. Ifølge O'Malley er erindringen om en fælles fortid en vigtig ressource i epideiktiske taler, og den skal skabe eftertanke. Harry Chaplan, som Campbell og Jamiseson også lader sig inspirere af, tilføjer, at retor fremlægger sine holdninger for publikum uden at opfordre til handling. Det er Campbell og Jamieson enige i, og de fastslår, at handling ikke er målet for epideiktikken, men at målet er at skabe eftertanke og styrke fælles værdier: If these criteria are applied, presidential inaugurals are epideictic rhetoric because they are delivered on ceremonial occasions, link past and future in present contemplate, affirm or praise the shared principles that will guide the incoming administration, ask the audience to "gaze opun" traditional values, employ elegant, literary language, and rely on "heightening of effect" by amplification and reaffirmation of what is already known and believed (Campbell & Jamieson, 2008: 30). Sullivan mener, at epideiktikkens formål er at skabe og fastholde ortodokse meninger inden for en kultur eller et fællesskab: Epideictic rhetoric is the rhetoric of orthodoxies, its purpose being the creation and maintenance of orthodox opinions within a culture or subculture (Sullivan, 1993: 117). Som det kommer til udtryk, er der delte meninger om, hvad formålet med den epideiktiske tale er. Jeg er enig med Jamieson og Campbell i deres påstand om, at den epideiktiske tale skal skabe eftertanke og styrke værdier. Det ser vi blandt andet et eksempel på i Helle Thorning Schmidts tale fra 2010. På det tidspunkt, talen holdes, danner VKO regering, Danmark er i krise, og Socialdemokraternes formand, Helle Thorning Schmidt, brænder for at fortælle fællesskabet, hvad partiet har af planer for fremtiden. I den forbindelse bruger Helle Thorning Schmidt fællesskabets værdier. For eksempel siger Helle Thorning Schmidt, at der skal være plads til alle i samfundet, og at alle mennesker er vigtige. Ligeledes påpeger hun, at danskerne er et solidarisk folkefærd (bilag 4, linje 47). Hun opfordrer altså ikke folk til direkte at handle men til at forholde sig til værdierne i forhold til de udfordringer, fællesskabet står over for. Ifølge Perelman og Olbrechs-Tyteca skal argumentationen i talen opfordre publikum til at udføre en handling, og man kan måle effektiviteten af argumentationen ved at anskue de forhindringer, publikum er overkommet i dets stræben efter målet. Jeg har dog svært ved at få øje på de handlinger, publikum skal udføre. Partiformændene opfordrer selvfølgelig indirekte publikum til at stemme på partiet ved valgene. Men en stor del af publikum stemmer i forvejen på partiet. Derimod kan jeg se, hvordan det skaber eftertanke og Side 15 af 77

styrkelse af fællesskabets værdier, når partiformanden dvæler ved fortidens hændelser og sætter det i forhold til nutids udfordringer. Jeg vælger dermed at anskue den epideiktiske genre ud fra Jamieson og Campbells synspunkt. Sullivans syn på genre minder meget om Jamieson og Campbells, og han har udviklet et begreb til at beskrive retors epideiktiske ethos. Det begreb beskriver jeg i næste afsnit. Efterfølgende beskriver jeg Condits funktionspar, som jeg også benytter i min analyse af 1. maj-talerne. 2.4.2. Epideiktisk ethos Som tidligere nævnt er epideiktikkens væsentligste formål, ifølge Sullivan, at skabe og fastholde ortodokse meninger inden for en kultur eller et fællesskab. Det er taleren, der skal skabe sådan et fællesskab, og derfor mener Sullivan, at man kan tale om en særlig epideiktisk ethos. Der er fem karakteristika, som tilsammen udgør denne epideiktiske ethos: 1. Talerens omdømme 3 2. Talerens vision 3. Talerens autoritet 4. Talerens repræsentation af sund fornuft 5. Talerens skabelse af konsubstanitet 4 Det femte karakteristikum konsubstanitet bliver fremstillet som det væsentligste hos Sullivan (1993: 126). Talerens ethos er ikke talerens alene, men kan forstås bredere som fællesskabets delte konsubstanitet, hvor taleren fungerer som repræsentant. Etableringen af konsubstanitet bliver dermed snarere en slags overbegreb (Sullivan, 1993: 127). Hvordan konsubstaniteten skabes af taleren, kan man få et bud på ved at undersøge Sullivans øvrige fire karakteristika for den epideiktiske ethos. Det første karaktertræk handler om taleren ry, før han eller hun går på talerstolen: The first aspect of epideictic ethos is the rhetor's reputation, derived from being representative of the culture (Sullivan, 1993: 118). Med det næste karaktertræk bliver taleren beskrevet som en slags profet eller en ophøjet repræsentant for fællesskabet, der kan se 3 Jeg har oversat termerne til dansk. Sullivan kalder dem: the rhetor s reputation, the rhetor s vision, the rhetor s authority, the rhetor s presentation of good reasons og the rhetor s creation of consubstantiality with the audience. 4 Sullivan bygger på Burkes teori om Consubstantiality : For substance, in the old philosophies, was an act; and a way of life is an acting-together; and in acting together, men have common sensations, concepts, images, ideas, attitudes that make them consubstantial (Burke, 1969: 21). Side 16 af 77

sammenhænge og fortolke virkeligheden med sin vision: From his or her position within the culture, the epideictic rhetor has the ability to see connections, to interpret reality convincingly, and this is the second characteristic of the epideictic ethos (Sullivan, 1993: 120). Talerens autoritet manifesterer sig gennem talen, ved at han eller hun taler i generelle vendinger, der repræsenterer tilhørernes holdninger og desuden holder sig til emner, der er ukontroversielle. Det fjerde karakteristikum af det epideiktiske ethos er talerens repræsentation af sund fornuft. Pointen er, at taleren ikke behøver argumentere rationelt, men alligevel gør det af respekt for tilhørernes viden. Dette karakteristikum taler til talerens rolle som epideiktisk underviser (Sullivan, 1993: 124). 2.4.3. Funktionspar Oravec (1976) argumenterer for, at publikum i den epideiktiske genre bliver informeret om og uddannet i verdenen omkring dem ved at lytte til talen. Deres vigtigste funktion er efterfølgende at bedømme taleren og talerens evne til at præsentere væsentlig information: The judgemental function is the audience s critical apprehension of the artistic and intellectual abilities of the speaker in his presentation of praiseworthy and blameworthy objects" (Oravec, 1976: 163). Rosenfield (1980) mener, at essensen i epideiktik er at finde i den mulighed, publikum har for at dele det at være til stede med taleren. Condit (1985) er delvist enig med Oravec og Rosenfield, men han mener ikke at ros og dadel giver en dækkende beskrivelse af den epideiktiske genre: Although these speeches include praise and blame, praise and blame hardly provides a differentiating or adequate description of the speech content (Condit, 1985: 288). I stedet mener Condit, at man må anskue talegenren ud fra tre funktionspar: definition/forståelse, formning/deling og fremvisning/underholdning 5. Det første begreb er talerens rolle, og det andet begreb er publikums rolle. Det første funktionspar, definition/forståelse, handler om epideiktikkens måde at forklare en social verden (Condit, 1985: 288). Publikum søger aktivt at invitere til tale, der har en epideiktisk funktion, når en event, person, gruppe eller objekt er forvirrende eller bekymrende. Taleren vil så forklare det problemfyldte emne ud fra publikums kerneværdier og holdninger. Det vil få publikum til at forstå problemet og føle sig mere komfortable. Samtidig har taleren opnået en vis form for magt. Det andet funktionspar, formning/deling, handler om at dele et fællesskab. Det hænger sammen med, at vi som mennesker kommunikerer med symboler, og dem vil vi dele med hinanden: 5 Jeg har oversat termerne til dansk. Condit (1985) kalder dem: definition/understanding, shaping/sharing og display/entertainment. Side 17 af 77

Because human beings are symbol-creatures, they need forms of symbol sharing (Condit, 1985: 289). I et fællesskab er det derfor vigtigt, at man får defineret nogle fælles oplevelser: To be part of a community means in large part to identify oneself with the symbols, values, myths, or hertitage of that community (Condit, 1985: 289). Her spiller den epideiktiske tale en stor rolle. Fællesskabet fornyer definitionen af dets værdier ved at gennemgå tidligere værdier og overbevisninger i forhold til nye situationer. Det sker periodisk ved genkomne lejligheder. Sker der en større forandringer for det fællesskab (krig, død el.lign.), opfordres den epideiktiske taler af fællesskabet til at klargøre, hvad det har af konsekvenser for fællesskabet. Der kan dog være nogle ulemper ved denne retoriske udveksling. Ofte skabes der er kontrast til de andre, som står uden for fællesskabet. Desuden giver man taleren retten til at definere fællesskabets værdier, hvilket vil kræve udelukkelse af noget, og det vil der formentlig aldrig være fuldstændig enighed omkring: In giving a speaker the right to shape the definition of the community, the audience gives the speaker the right to select certain values, stories, and persons from the shared heritage and to promote them over others (Condit, 1985: 289). Udvælgelsen vil dog formentlig aldrig være kontroversiel, fordi det er normalt for os at acceptere et bredt område af værdier og at se konflikter i forhold til hinanden og specifikke beslutninger. Hvis der skulle opstå uenighed med fællesskabets definition af værdierne, er det mest sandsynligt, at de uenige føler sig fremmedgjorte. Det sidste funktionspar, fremvisning/underholdning, er ofte det, man traditionelt opfatter som epideiktik. Det handler om, at taleren viser sin veltalenhed (i form af sandhed, skønhed og magt), og publikum er underholdt heraf. Men publikum bedømmer også talerens fremvisning, da talerens veltalenhed kan opfattes som selvpromoverende. Vurderingen anskues dog ikke alene ud fra et kreativt synspunkt. Publikum bedømmer talerens veltalenhed som en helhed, fordi det opfattes som tegn på lederevner: The person who knows truth, recognizes and wields beauty, and manages power stands a good chance of being a desirable leader for the community (Condit, 1985: 291). Jeg benytter Condits tre funktionspar i min analyse af 1. maj-talerne i afsnit 5.3. 2.5. Genrebeskrivelse og genredeltagelse Foss introducerer i sit værk "Rhetorical Criticism" fra 2004 en fremgangsmåde for retorisk genreanalyse. Det første man må gøre er at finde ud af, hvad man gerne vil undersøge. Man må altså formulere et forskningsspørgsmål. Dernæst må man ifølge Foss vælge en retorisk ytring, som så kan være med til at besvare forskningsspørgsmålet. Men Ifølge Campbell og Jamieson (1989 og Side 18 af 77