Prædiken til 22. søndag efter trinitatis, Jægersborg kirke 2014 Salmer: 3 Kor: 29 449 454 // 561 v.7-13 379 v. 7-8 266 Hvis ikke I omvender jer og bliver som børn, kommer I ikke ind i Himmeriget. Jeg tror mange af os tænker: ja sådan er det. For der er jo noget særligt med børn. De lever nærmest i et himmerige. Deres verden er ikke kompliceret og fortænkt og beregnende som vores. De er umiddelbare og spontane og har ofte et boblende livsoverskud. De ser verden på ny og lægger mærke til små ting vi for længst har mistet blikket for. Og derfor synger vi også gerne om dem og længes tilbage til barndommens land sådan som Benny Andersen gør det i en sang: Fluen er blå. Kilder på din tå. Og et par myrer du kender, hygger sig på dine hænder. Skrubtudsen tisser en tår, før den går. Ja, om man bare var barn. Så enkelt og uspoleret, så trygt og fortroligt er et barns liv. Selv myrerne er nogen man kender. Og slår man sit ben på en kampesten, så er der nok én som puster på skrammen, og som med plaster får lappet dig sammen. Vi vil gerne være som børn igen. Vi længes tilbage til det enkle, magiske, ikke krævende liv. Vi elsker at opsøge barndommens steder og lugte. Og det er dejligt at være tæt på den glæde og fantasi og tillid børn oftest har. Men vi ved samtidig at der går ikke en vej direkte tilbage til barndommens land. Det ved Benny Andersen også. Det lyder til sidst i sangen: Barndommens land. Nu er jeg mand. Tit har jeg lyst til at love solskin og dejlige skove. Men der er lang vej igen. Sov min ven. Ligesom Grundtvig ved det. Barndommens land er tabt. Grundtvig som mere end nogen har barndommens drømme i sig, men som alligevel skrev i salmen vi sang: Barnelivets favre dage kun forgæves folk på jord
kalder sukkende tilbage. Nej, vi bliver ikke små uskyldige uspolerede væsener igen. Vi kan ikke bare lægge det komplicerede og krævende liv fra os. Vi kan ikke bare lægge bevidstheden om hvordan alting er, fra os. Vejen er spærret til det Paradis myten fortæller om. Men hvad er det så Jesus mener, når han siger at vi skal blive som børn? Jesus opfordrer os ikke til en nostalgisk flugt tilbage til et livsafsnit som er tabt. Jesus taler ikke om barndommen som et uskyldssted, som et paradis før syndefaldet. Men han taler om barndommen som begyndelsens sted. Der hvor det hele åbner sig. Hvor livet ligger foran os. Fuld af muligheder. Fyldt af forventning. Og han insisterer på at den begyndelse er det muligt at finde ind til, selv om vi er præget og formet af alt det vi har bag os, og selv om tilværelsen har mærket os med skrammer og sår. Ja ligesom Gud i skabelsesmyten lod en kilde bryde frem i den udtørrede jord, så den blev ny og grøn, sådan vil vi også kunne tage imod som barnet på ny i den gamle verden, og i den gamle krop og bevidsthed, vi befinder os i. Vi skal ikke tilbage til noget som var. Men vi skal lade noget ske, lade noget bryde frem lige her - i os eller midt iblandt os som Jesus viste det, da han kaldte det lille barn hen til sig og stillede det midt iblandt dem - som der står. Barnet er omgivet af disciplene som alle har et liv bag sig. De har gået langt, arbejdet hårdt, hørt mange ting, de ved hvordan denne verden er. Men det er barnet som viser vejen til Guds rige. Barnet som har Jesus ved sin side eller bag sig, det kan med håb og fortrøstning og nyt liv begive sig ud i den verden disciplene og vi alle kender så godt. Vi kender alle til bitterhed og træthed og skyld og sorg. Vi kender alle til at forventningsløsheden kan sidde i os og stække os. Vi tror ikke længere på at det brudte forhold kan heles og forandringer kan ske. Vi resignerer. Eller forbitres. Det gælder
vores personlige liv, og det gælder måske også i de store sammenhænge hvor beslutninger skal træffes, hvor man godt kan miste troen på at politikere og beslutningstagere har en vilje til sammen at finde gode løsninger for vores liv. Er det ikke mere indbyrdes kamp, valgkamp, vi ser, end de gode løsningers politik? Og det gælder ikke mindst når vi tager hele det store spørgsmål op om klodens fremtidige klima og liv. Hvor så meget skal gøres, hvis ikke det skal ende i stor nød, mangel på mad, endnu større flygtningestrømme end vi kender i dag, og udslettelse af mange dyrearters liv. Så meget skal der gøres. Og så fortvivlende lidt bliver der gjort. Man kan næsten ikke andet end at resignere og tænke at så må verden da gå sin egen skæve gang. Det nytter alligevel ikke noget hvad jeg tænker og gør. Men når vi går til gudstjeneste, så er det for at finde det sted hvor vi kan begynde på ny. Det sted hvor Gud eller Jesus står bag os og velsigner os, og Jesus tager på sig at bære al vores mistrøstighed og skyld, for at vi som barnet i midten kan begynde på ny. Det er dér vi placerer os i kirken: Foran os er et liv og en verden som måske er kørt fast. Bag os er Kristus. Og nu får vi som barnet lov til begynde på ny. Intet er for sent. Dit liv er omgivet af håb. Gudstjenesten er altid blevet set som det sted hvor livsmodet som kilden i Paradis vælder frem i os på ny. Hvor vi som barnet kan tro på at fremtiden bringer os noget godt. Og vi får mod til at til kæmpe og gøre noget, for vi ser i vidunderlige billeder ind i de levendes land. Ja da skal Guds kærlighed som den rolige kilde risle i os, og i vores liv sammen skal den strømme ud og blive til kræfternes elv. Så vi ser os ikke tilbage, til et hensvundet Paradis, til barndommens land. Vi ser ind i den ny begyndelses, tilgivelsens, forsoningens, mulighedernes og fremtidens land. Vi ser en gammel og forslået verden som heles og fornyes indefra. Vi ser her fra dødningehjem, med al den skuffelse og fortrydelse, med
al den modløshed og fortræd som findes her, ser vi ind i kærlighedens evige liv. Sådan går vi fra nadverbordet til sidst med ordene: Han som har gjort fyldest for alle vore synder, han styrke og opholde os derved i en sand tro til det evige liv. Sådan kan vi som befriede mennesker, frie fra alt det som tynger, med et barns hjerte bankende begynde på ny. Vi kan med barnets undren og tryghed og mod leve og kæmpe for livet på denne skønne jord. Det er i den voksne barnet er født. At være Guds barn er ikke at krybe i skjul og være i fred, og det er ikke at unddrage sig det svære voksenliv. Men det er med Gud i ryggen at stole på at intet er for sent. Vi kan altid se og begynde på ny. Jeg vil til sidst gerne læse nogle vers fra en sang jeg har sunget vældig meget i min barndom. Det var slagsangen ved konfirmationer, bryllupper og store fester: 1 Jeg elsker den brogede verden trods al dens nød og strid; for mig er jorden skøn endnu som i patriarkernes tid. 2 De snakke, som om den er gammel, af synd og sorger mæt. O nej, den flyver endnu i dans om solen så ung og let! 3 Jeg har grædt, som andre, af smerte, fordi min boble brast, men boblen er ikke verden; læg verden det ej til last! 4 Var livet en dans på roser, mon alt da var bedre end nu? Hvis ej der var noget at kæmpe for, hvad var da vel jeg og du? 5 Kamp må der til, skal livet gro, ej kamp blot for dagligt brød, men kamp for frihed i liv og tro,
thi evig stilstand er død! 6 Og derfor elsker jeg verden trods al dens nød og strid; for mig er jorden skøn endnu som i skabelsens ungdomstid! (H. V. Kaalund, 1877, Højskoles. nr. 97) At nærme sig verden med barnets håb og frisked og mod, det er netop sådan vi som voksne skal leve vores liv. Amen. Lad os alle bede: Vor Far i himlen. Tak for at du i dåben har taget imod os som dine børn. Og for at du altid vil følge os, tale til os, bære os, velsigne os og til sidst vise os vejen ind i dit himmelske hjem. Lad os nu ikke mere se på vores liv og hinanden og denne verden med trætte og udslukte øjne, men rør ved os, så vi ser som barnet, ser hinanden og ser ind i en verden som åbner sig for os på ny. Og giv os modet og kraften til at gøre det som skal gøres, sige det som skal siges, og til at kæmpe for og værne om det vidunderlige liv du har givet os at leve og vandre i. Ja giv os nærvær til at være hos den oversete og den svage, Hjælp os at være hos den lidende, den sørgende og den forfulgte. Hjælp os at åbne de døre vi selv og andre har lukket i. Vær selv hos os når livet bliver svært. Vær der som lys i vort mørke og som liv i vor død. Vær i os som tilgivelsens livsfornyende magt. Vi beder for alle dem som står vort hjerte nær, hvad enten de er iblandt os eller langt herfra. Vær hos vor dronning Margrethe den 2., hos regering og folketing,
og giv mod og dømmekraft og omsorg for den enkelte hos alle som skal træffe beslutninger og udøve magt. Lær os at tænke stort og se langt og turde gøre det der skal til for at de kommende generationer også kan leve på en klode med vrimlende liv. Lær os at elske det liv vi får, men aldrig glemme at livet kan blive nyt og nye veje kan åbnes. Vær med din kirke og i din kirke med tro og håb og kærlighed. Amen. Erik Høegh- Andersen