En artikel fra KRITISK DEBAT EU i arbejdstøjet for grønne arbejdspladser Skrevet af: Dan Jørgensen Offentliggjort: 01. oktober 2009 Trods stigende arbejdsløshed, dyb finanskrise og klimadebat oplevede de europæiske socialdemokrater et markant nederlag ved sommerens EP-valg. En dagsorden, der burde passe os, gav ikke de forventede resultater. Vi har brug for at forstå baggrunden for de aktuelle vanskeligheder for Europas Socialdemokratier - og brug for at finde tilbage til fortællingen og de pejlemærker, der kan vise os vej ud af krisen. Hvis klima- og finanskriser skal overvindes kræver det en stærk socialdemokratisk indsats i EU. I denne artikel giver jeg et bud på, hvilke konkrete svar vi skal give. Og hvis vi kan bruge EU til at løse finans- og klimakrisen vil vi også være langt tættere på at løse vores egen ditto. Socialdemokraternes krise Danmarks største parti i EU-parlamentet er stadig Socialdemokraterne. Både procentvis og i forhold til mandatantal gav vi Venstre baghjul ved valget i juni. Mange danskere ved altså godt at svarene på tidens største udfordringer ligger til venstre for midten. Også i andre lande gik Socialdemokraterne faktisk frem ved EU-parlamentsvalget; Irland, Grækenland, Tjekkiet og Malta er eksempler herpå. Men samlet set er billedet ikke positivt. Alt for mange steder vandt højrefløjen. Og i alt for mange lande står de borgerlige klart stærkest nationalt. Herunder vigtigst i de tre store toneangivende lande: Tyskland, Frankrig og Storbritannien. Forklaringerne er mange, komplekse og frem for alt forskellige fra land til land, men lad mig alligevel søge at fremhæve nogle generelle tendenser, som jeg ser dem. Egoismen vinder frem I takt med at de fleste europæiske lande er blevet rigere inden for de sidste 10-20 år har en større del af befolkningen også fået flere valgmuligheder i livet. Hermed følger en større individualisering af samfundene. Folks identitet og adfærd er ikke længere i så høj grad defineret af den klasse eller samfundsgruppe, som de tilhører. Det er en grundlæggende positiv udvikling. Individualismen har imidlertid en ond fætter: egoismen. I rige moderne samfund med store muligheder for den enkelte, er det derfor vigtigt, at Socialdemokraterne klart får argumenteret for, at menneskers frihed og muligheder i høj grad er afhængig af at fællesskabet fungerer. Høje indtægter, god uddannelse, tryghed osv. kommer ikke af sig selv. Er man født med penge kan den slags selvsagt erhverves, men hvis de goder skal tilfalde alle i et samfund er det nødvendigt med et politisk system, der omfordeler og omfavner. I Danmark vil der ikke være mange, der for alvor tør argumentere mod det synspunkt. End ikke de borgerlige partier tør argumentere imod grundprincipperne i den danske velfærdsstatsmodel. Alligevel ser vi, at regeringens politik langsomt fremmer egoismen og undergraver fællesskabet ved at prioritere skattelettelser for de rigeste i samfund frem for velfærd for alle. I andre europæiske lande er den ideologiske kamp mere åben. Her siger de borgerlige partier langt mere direkte, hvad de vil. De mener, at flere privatiseringer, mindre skatter, større økonomiske fordele for erhvervsliv og industri er vejen frem. På bekostning af fællesskabet. 1 / 7
Fortællingen mangler Hvordan udbreder man fællesskabsfølelse? Grundlæggende set handler det om at udbrede sin fortælling om samfundet. Visionen der binder fortid, nutid og fremtid sammen. I Danmark er det - selv om det ikke altid lykkedes lige godt for mit parti - nemmere end så mange andre steder. Når samfundsforskere ude i den store verden skal analysere og kategorisere samfundstyper taler man om den skandinaviske velfærdstatsmodel, eller som den ligeså ofte kaldes: den socialdemokratiske model. Problemet for os Socialdemokrater i Danmark er ikke, at vi mangler opbakning til vores idealer. De er en indgroet del af den danske befolkning. Problemet er, at vi ikke er gode nok til at vise, at den nuværende regering i virkeligheden bekæmper dem. I andre lande har væksten i levestandard og de øgede muligheder for den enkelte ikke i samme grad været direkte forbundet med udviklingen af en socialdemokratisk velfærdsstat. Her er udfordringen derfor endnu større. Globaliseringen skræmmer Faktum er desværre nok også, at mange socialdemokratiske kernevælgere på tværs af Europa ikke ser lyst på fremtiden. Globaliseringen - altså det faktum at menneskers liv påvirkes af kræfter uden for deres eget lands grænser i stadig stigende grad - medfører ofte bekymring. For nogen - som fx formentlig flertallet af Kritisk Debats læsere - er globaliseringen en proces, der giver muligheder og fremtidsperspektiv; billigere og bedre forbrugsprodukter, karrieremuligheder, rejser, informationer osv. Men for andre er det hele meget skræmmende. En ufaglært fabriksarbejder i østtyskland er måske ikke i samme grad lykkelig over, at en rejse til Thailand aldrig har været billigere (den er stadig uden for hans rækkevidde). Eller at det nu er nemmere end nogensinde at finde information om dette eller hint på Internettet (han har ikke computer), eller at der kommer tusinder af nye jobs indenfor nano-teknologien i de kommende år (hans egen fabrik, der laver biler, står til at lukke). Midt i en krise er vi sikkert mange, der ser globaliseringen som en del af løsningen. Der er lys for enden af tunnelen. For andre opfattes det lys måske som forlygterne på et modkørende tog. Der er altså - såvel i Danmarkj som i resten af Europa - en række elementer, der lægger pres på de socialdemokratiske partier og disses idealer. Men krisen kan overvindes. Dels gennem forbedring på en række generelle punkter og dels ved konkret at løse to af de største udfordringer, vi står overfor. Hegnspæle Hvad kan socialdemokraterne tilbyde fabriksarbejderen fra østtyskland som er bekymret for globaliseringen? Svaret er: hegnspæle. Socialdemokratisme handler ikke om at bekæmpe markedskræfterne. Tværtimod ved vi godt, at markedsmekanismen er et fint redskab til at skabe vækst og beskæftigelse. Men vi ved også der er behov for styring. Kun hvis vi billedligt talt banker hegnspæle i overfor markedskræfterne, kan vi sikre de værdier, som vi står for. Og det er der mere end nogensinde brug for. Verdens handel er i stadig stigende grad kontrolleret at kæmpemæssige multinationale selskaber og kapitalfonde. De skal bringes til at betale skat i de lande, hvor de tjener deres penge. Deres medarbejdere skal have rettigheder, og de skal behandle 2 / 7
miljøet ordentligt. En sådan adfærd kommer ikke af sig selv og kun sjældent på borgerlig foranledning. På den anden side af næsetippen Som jeg indledte med at fremhæve, er der mange forskellige grunde til, at de socialdemokratiske partier har det svært i en række europæiske lande. Det betyder selvsagt også, at når diagnosen ikke er ens fra land til land, så er det også svært at foreslå en vidundermedicin, der kan kurere alle problemer over en kam. Fælles for alle partier, der er medlem af den socialdemokratiske bevægelse er dog, at vi tror på fællesskabet. Og at vi kun kan vinde fremgang, hvis vi får befolkningerne med på den tankegang. Vi skal have kommunikeret, at det ikke bare føles godt og er moralsk rigtigt at se på den anden side af sin egen næsetip. Det er faktisk også det klogeste. De frie valg og muligheder, som langt de fleste mennesker har i et moderne samfund, har de nemlig pga. de muligheder et fællesskabet giver og ikke på trods af de forpligtelser, som et fællesskab medfører. Dertil kommer, at vi lever i en globaliseret verden, hvor det ikke giver megen mening kun at bekymre sig om sine egne interesser snævert adskilt fra resten af verden. Faktum er nemlig, at menneskers liv hænger sammen på tværs af lande og kontinenter på en langt mere dybdegående måde end nogensinde før. Vi har brug for nye løsninger og det fællesskab, der kan og skal gå forrest, er EU. EU kan levere svarene Lige nu står verden overfor to kriser af historiske dimensioner. Klimaforandringerne og den øjeblikkelige finanskrise skal ikke bare overvindes men bemægtiges, så vi sikrer større social og miljømæssig bæredygtighed fremover. Men med alle kriser følger også en unik chance for at starte forfra og levere nye politiske svar. EU kan blive en drivkraft i fremtidens verdensorden. Hvis nok regeringer er Socialdemokratiske, og hvis vi i EU-parlamentet - hvor vi trods alt stadig er den næststørste gruppe - formår at omforme vores idealer til konkret politik. Oftest leveres fortællingen om, hvorfor vi har brug for socialdemokratismen bedst via konkret politik; "dont tell it, show it!". Finanskrisen driver ikke over Finanskrisens omfang er en unik og historisk mulighed for at forandre vores økonomier i en mere bæredygtig og socialt retfærdig retning. Men historien har også lært os, at den politiske krisebevidsthed og åbning for gennemgribende reformer typisk ikke varer særlig længe. Efter den asiatiske valutakrise i begyndelsen af 1990'erne var der i både politiske og akademiske kredse en udbredt enighed om, at der var brug for en ny global finansiel arkitektur, der kunne afløse de gamle 'Bretton-Woods-aftaler', der blev skabt kort efter Anden Verdenskrig. Men så snart markedets aktiekurser igen pegede opad, forduftede energien og det praktiske engagement i en bedre global regulering. Den aktuelle dobbelte krise er derimod i en helt anden skala. Lad os derfor håbe, at vi denne gang har lært lektien. Den aktuelle finanskrise er af en hidtil uset dimension og karakter. Storspekulanten George Soros 3 / 7
har beskrevet krisens karakter ret præcist, idet han har sagt, at den ikke er resultatet af et eksternt chok, der med seismisk kraft har påvirket det finansielle system udefra. Krisen er derimod genereret af systemet selv og løses derfor ikke ved, at vi blot venter på, at systemet igen finder en naturlig balance. Krisen har bredt sig som ringe i vandet. Gennem årene er det globale finansmarked vokset eksplosivt og har i de seneste 10-15 år domineret den reale - virkelige - økonomi. Derfor har kredit- og finanskrisen med lynets hast forplantet sig i realøkonomien. Grådigheden og spekulationsræset fra finansmarkedet har skabt en global beskæftigelseskrise og en social krise, og millioner af lønmodtagere og samfundets svageste grupper - som hverken har lod eller del i finansspekulationen - betaler nu prisen i form af massearbejdsløshed og forringede livsbetingelser. Nøgletal viser, at den økonomiske recession fortsætter og bliver dybere. Globale aktiemarkeder har tabt 32.000 mia. dollar, hvilket svarer til bruttonationalproduktet i G7-landene i 2008. I USA er summen af redningspakker og garantier for amerikanske banker i størrelsesordenen 13.000 mia. dollar. Et tal, der overstiger omkostningerne for alle de større krige, USA har udkæmpet nogensinde. I Europa er krisen massiv med direkte nedgang på 4-5 procent i økonomien og massearbejdsløshed. I udviklingslandene anslår ILO, at krisen vil skubbe mere end 100 mio. flere mennesker ud i fattigdom. Hånd om finanskrisen Det er i denne globale krisesituation, at EU skal vise sin relevans og sit værd. Vi har jo gjort det før - ud af tidligere kriser er vokset det indre marked, som har beskyttet os mod ødelæggende national protektionisme, og det økonomiske og monetære samarbejde, der har beskyttet euromedlemslandene mod valutaspekulation. Men der er ikke plads til naiv optimisme: Hidtil har EU's ledelse ikke haft en heldig hånd i denne krise. Manglen på målrettet samarbejde har efterladt Europa i en massivt dårligere krisehåndtering end USA. Hvis Europa ikke finder en fælles vej, vil det ramme os alle. Og de sociale og menneskelige omkostninger bliver enorme - for Danmark, for Europa, for hele verden. Vejen ud af krisen kan kun findes i et styrket samarbejde i EU. Der er brug for en ambitiøs økonomisk genopretningsplan for at skabe nye job, at beskytte job og forhindre massearbejdsløshed. Den samlede økonomiske investeringsindsats må være tilstrækkelig og koordineret over hele Europa for at få en reel effekt, der kan sikre en vej ud af krisen. En stærk og progressiv europæisk genopretningsplan er nøglen - og den må både omfatte nye investeringer og regulering af finansmarkederne, der kan sikre stabilitet og langsigtet finansiering. Vi ved det jo godt fra oliekrisen i 70'erne. Dengang kørte EU-landene deres eget nationale løb og forsøgte at klare sig gennem store offentlige nedskæringer og devalueringer. Konsekvensen blev, at Europa blev trukket endnu længere ned i massearbejdsløshed. Hvis vi skal lære af det, skal vi arbejde sammen. De fleste af EU's medlemslande har allerede iværksat nationale vækstpakker, der skal sætte skub i økonomien. Men problemet er, at disse pakker overhovedet ikke er koordineret mellem landene - hverken i omfang eller i indhold. Vi bruger simpelthen ikke vores gensidige økonomiske afhængighed offensivt, og derved går vi glip af en meget stor ekstra vækst. Og udsigten bliver derefter: Selv hvis vi medregner effekten af de vækstpakker, som allerede er vedtaget nationalt, vil arbejdsløsheden i EU nå 28-32 millioner i 2010, hvis vi ikke foretager os mere. 4 / 7
Det er således tydeligt, at de planlagte hjælpepakker ikke er nok til at forhindre massearbejdsløshed. Vi skal reagere - i G20-regi og i EU. Det helt afgørende lige nu, at EU finder sammen og begynder at handle som en samlet aktør. I modsat fald risikerer vi en langvarig recession, der kan ramme det indre marked, Den Monetære Union og begrænse Europas styrke som global aktør. Den amerikanske præsident, Barack Obama, har iværksat en massiv genopretningsplan på over 2 procent af BNP per år i 2009 og 2010, mens indsatsen i EU i øjeblikket udgør under halvdelen. Det er helt utilstrækkeligt til at bremse en massiv arbejdsløshed. Det betyder også, at de nationale budgetunderskud i de enkelte EU-medlemslande vil stige massivt efterfølgende. For Danmark betyder det, at ledigheden efter alt at dømme vil stige til 170.000-190.000 ved udgangen af året, hvis vi ikke tager os sammen og investerer i beskæftigelse. Mere ambitiøse, koordinerede instrumenter er nødvendige i både 2009 og 2010 for at skabe ny vækst, beskæftigelse og styrke i de offentlige pengekasser. De europæiske Socialdemokrater (PES) fremlagde tidligere på året en gennemarbejdet europæisk genopretningsplan for en ny grøn vækst-vej ud af recessionen. Koordination er nøgleordet i en fælleseuropæisk investeringsindsats. Det vil have en hurtig virkning på beskæftigelsen sammenkoblet med en ny grøn vækststrategi. Og det vil give bedre offentlige finanser: Genetablering af kreditlinjer på lånemarkedet til virksomheder og borgere. En ny beskæftigelsespagt med en målrettet indsats for at sikre beskæftigelsen, skabe nye job og bedre beskyttelse af lønmodtagere. En ny socialpagt, der skal imødegå de sociale konsekvenser af krisen målrettet de laveste indkomstgrupper i samfundet. Økonomisk solidaritet: ingen nye økonomiske skel i Europa. Vi skal gennem fælleseuropæiske finansieringsinstrumenter (f. eks. såkaldte eurobonds) hjælpe medlemslande i ekstraordinære vanskeligheder. Effektiv regulering af hele finansmarkedet og alle aktører, inklusive kapitalfonde. De finansielle 'produkter' skal også omfattes af effektiv regulering og tilsyn. Og vi skal fremme en mere langsigtet finansiering blandt banker og institutionelle investorer. På lang sigt skal vi naturligvis have en global regulering og indsats. Men presset for denne kommer kun, hvis EU går forrest. En ny stærk europæisk genopretningsindsats og finansiel regulering skal være grundlag for en ny 'Global Deal'. EU må udvise globalt lederskab sammen med USA. Gennem denne koordinerede vækstplan kan vi skære en betydelig del af den massearbejdsløshed, der ellers vil blive resultatet. Samtidig kan det dokumenteres, at de offentlige finanser faktisk bliver 'mindre ringe' i det målrettede investeringsscenario sammenlignet med 'lade stå til'-scenariet. Størrelsen på den økonomiske hjælpepakke i 2009 og 2010 skal leve op til målet om at fastholde flest mulige arbejdspladser. For at indfri dette bør den være i størrelsesordenen 2 procent i 2009 og 2 1/2 procent af BNP i 2010. Der bør desuden være en ekstra støtte fra EU, som skal finansieres over EU-budgettet og andre europæiske finansieringsmekanismer. Flere medlemsstater, især i Central- og Østeuropa, kan ikke selv finansiere tilstrækkelige økonomiske genopretningsplaner. Derfor må støttemuligheder fra EU's side udnyttes. Følges ovenstående plan om en stærkere økonomisk genrejsningsplan - drevet frem af de 13 største 5 / 7
økonomier i EU - burde det være muligt at komme tilbage til et beskæftigelsesniveau på en ny grøn vækstvej i løbet af de næste fire-fem år. Hvordan de nationale investeringsprogrammer sammensættes, vil variere fra land til land i lyset af de individuelle behov, men det er essentielt, at investeringerne koordineres og gennemføres inden for et fælles sæt af prioriteringer i EU. Ny grøn vækst Den økonomiske recession er verdens umiddelbart mest presserende krise, men langt den største udfordring i de kommende år er klimaforandringerne. Vores eneste håb for at undgå en miljøkatastrofe er et hurtigt skift til en emissions- og energibesparende økonomi, men omfanget af de nødvendige investeringer har indtil nu været skræmmende uambitiøst. Nu har vi chancen og muligheden for at få slået to fluer med ét smæk: Vi skal udforme en europæisk grøn investeringspakke. Selv i recessionstider kan der i Europa skabes job i mange sektorer inden for vedvarende energi, bæredygtig transport, sundhed, servicesektoren, bioteknologi, nano-teknologi, kreative og kulturelle sektorer. Hvis vi skal bekæmpe den globale opvarmning, er det nødvendigt med et grundlæggende skifte til en økonomi baseret på vedvarende energi, som kan generere flere jobmuligheder og mere social retfærdighed i vores samfund. Nyere videnskabelige undersøgelser påviser, at klimaforandringer sker meget hurtigere end forudset. Hvis vi ikke foretager de nødvendige investeringer nu, vil klimaforandringer skabe uoprettelige skader, og de økonomiske omkostninger ved ikke at handle vil langt overstige omkostningerne ved at investere nu. Kommissionen har anslået, at for at nå EU's klimamål om 20 procent mindre CO2-udledning i 2020 (i forhold til 1990) skal der investeres omkring 1.000 mia. euro i den offentlige og private sektor. En undersøgelse viser, at disse investeringer i klima vil kunne skabe mellem 300.000 og 900.000 job årligt. Europa fører an i hurtigt voksende sektorer, som f. eks. miljøteknologi, miljøbestemte varer og vedvarende elproduktionsteknologi. Men det står også klart, at så massive langsigtede investeringer kræver langsigtet finansiering på et nyt, velreguleret marked. Europas ledere må tage denne udfordring op med en pakke af intelligente grønne investeringer, der bringer Europa tilbage på arbejde og bringer os tættere på at nå vores klima- og energimål. Europa skal være modigere. Vi har brug for handlekraft og ambitiøse projekter, når vi investerer i 'grøn vækst'. Et særligt projekt har den seneste tid skabt stor interesse. Danmark bør, sammen med de fem andre EU-lande, som ligger omkring Nordsøen - Belgien, Holland, Tyskland, Danmark, Storbritannien og Frankrig - og Norge, kigge med særlig opmærksomhed på planerne om at bygge et elsupernet, som skal forbinde nuværende og fremtidige vindmølleparker i Nordsøen. Det vil betyde færre forbindelsesled til kysterne og derved gøre det unødvendigt at forbinde hver eneste vindmøllepark til elnettet hver for sig. Derudover vil det give en massiv forøgelse af mulighederne for at opbevare el. Hele projektet vil koste 200 milliarder euro, vil tage 40 år at færdiggøre og vil gøre Europa langt mere selvforsynende med energi. Det er projekter som dette, der kan give dødsstødet til finanskrisen. 'Nordsøringen' - som projektet hedder, vil ifølge flere skøn skabe omkring 700.000 nye job oven i de 6 / 7
økonomiske fordele ved energisikkerhed, som projektet vil skabe. Det er det perfekte eksempel på den form for ambitiøse 'grøn vækst'-projekter, som Europa har brug for at kigge på. Den slags projekter kræver engagement på både regionalt, nationalt og europæisk niveau for at blive ført ud i livet. Det er den slags store tanker, som Europa har manglet. Det ville være en stor fejl for EU-landene at tro, at de alene kan klare klimaforandringer og finanskrisen. De europæiske socialdemokrater skal derfor arbejde for, at Europa i langt højere grad tænker i intelligent grøn vækst, fordi samarbejde på tværs af Europas grænser er altafgørende for at få stablet projekter på benene i den størrelsesorden, der skal til for at bekæmpe klimaforandringerne. Hvordan, verden skal udvikle sig, er vores ansvar. Det er op til os at tage det ansvar på os og sikre, at historiebøgerne i fremtiden fortæller en god historie om, hvordan verden stod sammen og kæmpede sig ud af den økonomiske krise og fik vendt klimaet mod bedre tider. Manglen på målrettet samarbejde vil efterlade Europa i en massivt dårligere krisehåndtering end USA. Grådigheden og spekulationsræset fra finansmarkedet har skabt en global beskæftigelseskrise og en social krise. En offensiv socialdemokratisk dagsorden Det er Socialdemokraterne i Europa, der skal gå forrest og vise vejen. Vi kan sikre, at den aktuelle krise ikke forværres, men derimod udnyttes til at reorganisere vores indsats og skifte til mere bæredygtige løsninger. Det kræver styring på markedet. Det kræver en klar og koordineret indsats i fællesskabet. Og det kræver vilje til investering i fremtiden. Til gengæld forhindres, at mennesker i hundredtusindvis kastes ud i arbejdsløshed. Vi sikrer en bæredygtig udvikling fremover. Og vi sikrer, at der på EUplan er en klar sammenhæng mellem vores værdier og den førte politik. 7 / 7