GLOBEN. TEMA: Det sydlige Afrika. Fodbold VM Følg en DBK er l farverig fodboldfest ved VM i Sydafrika

SEPTEMBER 2010 /NR. 41 GLOBEN M E D L E M S B L A D F O R D E B E R E J S T E S K L U B TEMA: Det sydlige Afrika Fodbold VM Følg en DBK er l farverig fodboldfest ved VM i Sydafrika Namibia med telt På tur igennem det smukke Namibia med de flo e sanddunes og øde ørkener Fish River Canyon - Namibia En overlevelsestur med fire meget forskellige personligheder i en af verdens største klø er 1

INDHOLD Anette Kristiansen Fish River Canyon - Namibia En overlevelsestur med fire meget forskellige personligheder i en af verdens største kløfter....................8 Christian Hadsund Namibia og Sydafrika En kort instruktion i, hvordan man ikke skal sandboarde............ 12 Kenneth Hvolbøl Mufasa - Sydafrikacamp Kenneth og familie har fundet et lille stykke af Paradis i Sydafrika, på campen Mufasa.................14 Arne Runge På jagt e er kurdistan Følg med Arne i sin jagt på Kurdistan hvor ligger det egentligt?......... 16 Jacob LeCour Maputo - Mozambique Jakob meget faktuelle beskrivelse af Mozambique hovedstad: Maputo.. 20 Bjarne Lund Zambia og Zimbabwe Tag med Bjarne tilbage til firserne, da Zambia var farligt at rejse rundt i, mens Zimbabwe var gæstfrit.......22 Knud Back Angola Angola er et af de mindst besøgte lande. Knud har været der og her følger lidt af indtrykkene derfra....25 Jens Andersen Fodbold VM Følg en DBK er til farverig fodboldfest ved VM i Sydafrika.............. 28 Caroline Engelsborg Na onalparker og camping Følg Caroline afrikanske drøm om at møde en masse vilde dyr og at leve under så primitive forhold rundt om i Botswana....................... 33 Claus Virmer Studie i effek vitet Claus fortæller lidt om den japanske kultur.......................... 38 Crister Lænkholm Namibia med telt På tur igennem det smukke Namibia med de flotte sanddunes og øde ørkener................................44 Tim Wodskou Kongeriget i skyerne Lesotho Familien Wodskou tog en afstikker fra Sydafrika ind i kongeriget i skyerne Lesotho....................... 47 Thor Bakke Hvalfangerhistorie En tur tilbage i historien, hvor Thor som knægt er med på et norsk hvalfangerskib.......................50 Michael Nyholm Ironbu Michael har kørt langt på motorcykel på meget kort tid. København Amsterdam t/r på 36 timer............54 Ole Egholm m. fl. Territorier Sydossetien er blevet optaget på territorielisten, men hvad er territorielisten egentlig, og har den overhovedet nogen betydning?......................62 KLUBBEN Leder ved Lars Munk Dette nummer af Globen modtog utrolig mange artikler fra det sydlige afrika.......................... 4 Næste tema Jacob Gowland Jørgensen Til næste nummer vil Globen gerne have alle dine historier fra Nordamerika: Mexico, USA og Canada........ 5 Temaopslag Crister Lænkholm 5 af de største highlights i Det sydlige afrika.......................... 6 Et land en by Mette Lundorf Spanien rummer det hele Madrid har alt.........................42 Nekrolog: Michael Mini Lars Munk......................... 58 Konkurrence.................... 59 Elsa Rentzua Nepal romkugler Ud og flyve med romkugler maven. Arne Runge En joint i Malawi kan have uforudsigelige konsekvenser Anette Kristiansen Malariapiller Om hvordan man kan have det i Bangkok, når man tager for meget malariamedicin Nye medlemmer Se de nye ansigter i klubben.......65 3

INTRO / REDAKTØRENS FORORD GLOBEN Redak on: Lars Munk (ansv.), Jimmi Kim Persson, Jacob Gowland Jørgensen, Gerner Thomsen, Søren Fodgaard og Michael Nyholm (info se side 66) Indsendelse: Alt stof (billeder, ar kler osv.) indsendes l: redaktorgloben@gmail.dk Tekst/fotos: medlemmer af de berejstes klub Forsidefoto: Kenneth Hvolbøl Scan af billeder: Per Danielsen Tryk: Scanprint Jens Juuls Vej 2 DK-8260 Viby J Oplag: 800 ISSN: 1603-1458 Deadline for næste nummer: 5 november 2010. Tema: Nordamerika Annoncer: annoncer@berejst.dk Medlemskab: www.berejst.dk Formand: Lars Munk, info på side 66 De berejstes klub er en upoli sk forening. Alt stof og alle meninger, der kommer l udtryk i bladet, er derfor skribenternes synspunkter og deles ikke nødvendigvis af redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. Alle re gheder l de enkelte ar kler og fotografier forbeholdes de respek ve forfa ere og fotogrfaer og indholdet må ikke videreformidles eller sælges uden ophavsmandens godkendelse Sydafrika!!! Så kom landet atter på forsiden af alverdens aviser - oven i købet for noget godt. Med det nyligt overstået VM i fodbold beviste landet over for omverden, at det har rejst sig fra støvet efter manges års racediskrimination og undertrykkelse. At sydafrikanerne sammen har været i stand til at planlægge og gennemføre verdens største sportsbegivenhed og det på overbevisende vis. Afholdelse af VM har for alvor bragt Sydafrika tilbage på verdenskortet, og begivenheden har skabt grobund for en god optimisme for Sydafrikas fremtid. Gennem hele juni måned hvilede hele verdens øjne på Sydafrika og det vil vi i DBK naturligvis ikke stå tilbage for. Denne udgave af Globen fokuserer ikke blot på landet Sydafrika, men betragter den sydlige del af Afrika, dvs. fra Mozambique i øst til Angola i vest og syd herfor. Historierne er fordelt på et par historiske artikler - hvor vi får et indblik af, hvordan ting foregik for år tilbage, set med forfatternes øjne - og på aktuelle artikler, der indeholder inspiration til nye besøgende i området. Prioriteten af artikler har været at få en relativ stor geografisk spredning fra det sydlige Afrika, dog med en skelen til at få lidt historik ind over bladet. I dette nummer kan du bl.a. læse Thor Bakke historiske beretning, da han i 1955 drog til søs ombord på hvalfangeren: Panter, om Kenneth Hvolbøl campingtur i Sydafrika, om Anette Kristensen psykologisk eksperiment i Fish River Canyon måske verdens største kløft - og Jacob Le- Cour meget faktuelle beskrivelse af Moputo. Herudover er der beretninger om familie Wodskou i Lesotho, om Caroline Engelsborg tur rundt om i Botswana nationalparker og om Jens Andersens farverige oplevelser ved VM i fodbold, for blot at nævne nogle få af artiklerne. En stor tak til alle de flittige skribenter, der har sendt artikler ind. Heller ikke denne gang har der været plads til alle artikler, så jeg skal straks beklage over for de skuffede skribenter, der ikke fik deres artikel med i bladet. Dette betyder ikke, at artiklerne ikke har været velskrevne og indholdsrige, men derimod at vi har forsøgt at sprede artiklerne geografisk og indholdsmæssigt. De ikke-trykte artikler vil gå videre i puljen til næste nummer af Globen eller blive lagt op på nettet. Også en stor tak til vores vikarierende grafiker, Veronique, som har varetaget det store arbejde med at sætte bladet op på flot vis. Et anderledes layout end normalt men forandringer fryder jo som bekendt. Og med disse ord vil jeg blot ønske jer en rigtig god læselyst. Mvh Lars Munk Gæsteredaktør DBK Formand 4

KOMMENDE TEMA: Nordamerika Tekst: Jacob Gowland Jørgensen, redaktørteam Go west, life is peaceful there! Næste nummer af Globen vil handle om Nordamerika om al hendes skønhed og alle hendes fascinerende besynderligheder. Om nationalparker, der med de lokales ord er Second to none, om øde ørkener og smukke vinmarker så langt øjet rækker. Vi skal ind i den larmende og pulserende storbyjungle, og møde den legendariske gæstfrihed og den brutale overlevelseskamp blandt skyskraberne. Vi har valgt at definere Nordamerika som værende: Mexico, USA og Canada. Så hvis du har spottet bjørne i det vestlige Canada, har lært at bakke med en supersize-homemobil i Las Vegas, har hjulpet hjemløse i New York, har danset square dance i en honkytonk i Dallas, har fundet en rig onkel i Toronto, holdt siesta op ad en kaktus i Mexico udørken, spist Tequilaorme med de lokale i Tijuana eller noget helt ottende, ja, så har du nu muligheden for at få din historie trykt i Danmarks vildeste rejsemagasin, Globen. Vi opfordrer både etablerede og nye skribenter til at komme på banen og formidle deres oplevelser. Vi modtager også gerne flotte billeder, hvis du ikke har en artikel. Redaktionen hjælper med både sparring, korrektur og opsætning, så tøv ikke, men send en mail til redaktorgloben@gmail.com hurtigst muligt. Vi venter i spænding. Husk, at deadline for de færdige artikler er d. 5. november 2010. KOMMENDE TEMAER: Marts 2011: Verdens kulturarv (deadline 5. februar) Juni 2011: Rundt om Middelhavet (deadline 5. maj) September 2012: Ekstreme miljøer (deadline 5. august) 5

5 Højdepunkter i det Sydlige Afrika Tekst og Foto af: Christer Lænkholm og Martin Buch Larsen ( som for øvrigt lærte hinanden at kende under et arbejdsophold i Bulawayo i Zimbabwe) Det Sydlige Afrika er fyldt med spændende oplevelser med noget for enhver smag. Safari, vin, strande, storbyer og ørkner er bare et fåtal af de oplevelser, området byder på. Det er ikke let at rejse rundt i området, og på grund af de store afstande og dårligt udviklede offentlige transport-systemer er bilen at foretrække, men det kan også lade sig gøre uden, hvis man er tålmodig og har d nok. ANGOLA ZAM NAMIBIA BOTSWANA Soussusvlei (Namibia) Så er der virkelig dømt klassisk ørken med sand så langt øjet rækker, og hvor der ikke gror noget som helst. Selve indgangen til ørknen ved Soussusvlei ligger meget langt væk fra hovedvejen. Fem timer efter man har forladt den asfalterede hovedvej og drejet ind på den velholdte grusvej, når man et lille beboet område, hvor man kan overnatte, inden man begiver sig ind i ørknen. 5-10 km før selve ørknen holder vejen op, og der er kun adgang for 4x4 biler, idet man kører direkte i ørkensandet. Når man endelig når frem, fremstår landskabet altopslugende med sine uendelige rækker af sanddyner. Man kan begive sig ud i det fascinerende landskab på egen hånd, bare man er tilbage, inden det bliver mørkt. Selv om der er andre grupper af turister, forsvinder de lynhurtigt ud i sandet, og man føler sig helt alene, kun i selskab med de små sandbiller, som piler rundt og efterlader små spor. SYD AFRIKA Cape Town/Cape Winelands (Sydafrika) Cape Town er byen i Sydafrika som virker mest metropolagtig, samtidig med at den også ligger placeret i faantastiske omgivelser mellem bjerge og hav. Hvis man søger en blandet pulserende storby med meget rimelige priser og et stort udvalg af restauranter, kulturtilbud og shopping, så er det lige stedet. I selve byområdet er der masser at tage sig til: Et besøg på Table Mountain med udsigt over hele byen og området er et must, og hvis man har lyst til en lille sejltur, er der mulighed for at besøge Robben Island-fængslet, hvor Mandela sad fængslet i 28 år. Ca. 50 km nord for selve Cape Town ligger Sydafrikas største vindistrikt omkring hovedbyen Stellenbosh. Der ligger flere hundrede vingårde i området, og de har næsten alle åbent hele ugen for et vinsmagningsbesøg. Vingårdene er generelt professionelle og har gode faciliteter, nogle mere kommercielle end andre. Mange steder er det gratis at smage, mens andre måske tager 10 kr. for at smage fem af deres vine. 6

TANZANIA MALAWI MOCAMBIQUE Mozambiques strande (Mozambique) Med knap 2500 kilometer kyststrækning ud til Det Indiske Ocean er der masser af gode chancer for at finde både fine strande og turkisblåt badevand i Mozambique. Landet er udover Angola den eneste tidligere portugisiske koloni i det sydlige Afrika, men Mozambique er dog indtil videre klart mere turistvenligt og lettere at kombinere med en rundtur i regionen. Især bygninger, café- og strandliv emmer af den portugisiske fortid. Her er både galão (den lokale variant af cafe latte) og små søde kager til salg på ethvert gadehjørne, som var du i Lissabon. Er du til en strandoplevelse med de lokale, så pak tæppet om søndagen og tag til strandområdet Costa do Sol, kun få kilometer fra hovedstaden Maputos centrum. Her er der socialt samvær, dans og fest i lange baner - men desværre er strandende også derefter. Har man god tid, og er man frisk på en bumletur i lokaltransport, kan man få rigtig lækre strande samt bølger til surferentusiasterne 8-10 timer nord for hovedstaden. Her ligger backpackerparadiset Tofu, hvor der er både dykning og vandsport i topklasse. Her er kræs for både de koral-interesserede og for dem, som har lyst til nær-oplevelser med dybtvands-dyr. Derudover er der fest og farver for dem, som har lysten og energien. BIA ZIMBABWE SWAZILAND LESOTHO Victoria Falls (Zimbabwe/Zambia) Victoria Falls er vel nok én af de største turistattraktioner i det Sydlige Afrika. Vandfaldet ligger på grænsen mellem Zambia og Zimbabwe, som dannes af Zambezi-floden. Men man kan udmærket se faldet fra begge lande. Mens man fra Zimbabwe-siden har den bedste udsigt, er der fra Zambia-siden bl.a. mulighed for at bade i en lille pool kun 3 meter før, at vandet falder over 100 m lodret ned. Det er et rent adventure heaven omkring faldet med mulighed for alle mulige halsbrækkende aktiviteter så som: Bungee jump på 111 m, paragliding, rafting, kano safari, river boose cruise, helikopter flyvning, osv. På grund af den politiske situation i Zimbabwe har faldet de seneste år næsten kun været besøgt fra Zambia-siden, og kun af ganske få mennesker fra Zimbabwe-siden. Hvis man kommer om morgenen inden turistbusserne, kan man gå rundt helt alene gennem den lille regnskov, som har dannet sig ved faldet. Kruger National Park (Sydafrika) Kruger National Park er Sydafrikas største og mest berømte nationalpark. Den ligger inden for køreafstand af Johannsburg, og danner grænse mellem Sydafrika, Zimbabwe og Mozambique. Som det meste andet i Sydafrika er der ordnede forhold i parken. Mange veje er asfalterede, og der er vejskilte, som fortæller, hvor man er. I parkens sydlige del er der, foruden den offentlige del af parken, private områder med super dyre, private lodges. Der er et væld af overnatningsmuligheder i parken i diverse camps drevet af SA wildlife Autority, og som kan bookes via nettet hjemmefra. Priserne er yderst rimelige, specielt i forhold til, hvad de private lodges koster. Og der er kiosker, restauranter og endda benzintanke i mange af campene. Udvalget af dyr er helt enormt i parken og er (sammen med den gode infrastruktur) årsagen til, at den er så populær. Man skal ikke køre timevis for at spotte en enkelt elefant eller giraf, ja til tider virker det nærmest som om, dyrene står i kø for at vise sig frem. 7

Fish River Canyon et psykologisk Tekst og foto: Anette Lillevang Kristiansen Indrømmet jeg trak lidt på smilebåndet da vi hos Namibia Wildlife Resort i Windhoek fik besked om at stille med en lægeudstedt helbredserklæring inden de kunne give os tilladelse til at entre Fish River Canyon Nationalpark. De skulle være sikre på at gruppemedlemmerne var i god fysisk og psykisk form inden vi gik i gang med den 85 km lange vandretur i området! Men jeg måtte bøje mig og ende med at give dem ret for hvad sker der lige når man sætter fire meget forskellige personligheder med vidt forskellig baggrund og forventninger sammen i en gruppe til at skulle gennemføre en krævende 6 dages trekking/overlevelsestur i et af verdens største kløfter? I et halvt år havde jeg arbejdet i Sydafrika som safariguide og var så småt ved at vende næsen hjemover. Men drømmen om et trek i Afrikas svar på staternes Grand Canyon blev ved med at husere i mit hoved. På et hostel i Namibias hovedstad begyndte drømmen at tage form, da jeg mødte 40-årige Tony fra Canada, der på syvende år cyklede Afrika rundt på mountainbike, Benjamin fra Paris og Mariann fra Israel, der begge var først i tyverne. Alle tre var de opsatte på projektet, og vi gik entusiastiske i gang med forberedelserne. Da vi står med parktilladelsen i hånden, køber vi nudelsuppe i tonsvis og afholder adskillige møder. Det er jo lidt af et projekt at sætte fire mennesker, som ikke kender hinanden på forhånd, til at skulle gennemføre en tur i ødemarken, men vi er fulde af optimisme, og intet kan stoppe os. Men jeg bliver dog en del klogere i løbet af de næste dage. 8 I Keetmanshoop begynder de første uenigheder. Min gruppe er fast besluttet på at blaffe til Hobas, hvor trekket starter. Jeg har mine tvivl, da vi begynder at gå ud af den uendelige landevej, men stik imod alle odds stopper en truckdriver, der er på vej til Cape Town. Han kører os de 160 km til Hobas og sætter os af ved et ensomt truckstop ude midt i en stenørken, hvor grusvejen til Fish River Canyon ligger. Igen insisterer min gruppe på at gå de 16 km til kløftens startpost. Vi får dog et lift med to fyre, der kører os helt ned til det lille hus, hvor trekkerne registrerer sig. Der er nu yderligere 10 km af flad grusvej til startpunktet. Allerede fra begyndelsen bliver det et mareridt at entre den 600 m dybe kløft. Den er ekstremt stejl, og jeg er usikker på benene og frygter at falde forover med rygsækken. Min forbistrede højdeskræk har voldsomt tag

TEMA eksperiment i Namibias ødemark i mig, og jeg tager min tunge last af og møver mig ned på bagdelen. Stien er meget glat, og de andre er allerede langt i forvejen. Mine knæ ryster og sitrer, og jeg forestiller mig konsekvenserne, hvis jeg falder. Jeg er ved at kollapse, men vi er under pres, da mørket snart vil indhylle stien. Ved flodbredden får vi slået telt op og lavet et ildsted. De andre er sure, kan jeg tydeligt mærke. Jeg er for langsom, og jeg føler, at jeg kun er til besvær. Inderst inde har jeg en stålfast tro på, at jeg nok skal gennemføre, men mit tempo er der ikke rigtigt råd til, hvis vi skal holde tidsplanen. Dagen efter bliver terrænet mere og mere vanskeligt. Vi kravler i store klippeformationer i ca. 40 graders varme. Jeg er konstant bagerst og begynder alvorligt at fortryde det vanvittige projekt. Inden længe slipper mine 5 flasker vand op - det forslår ingen steder. Mariann giver mig nogle af sine klortabletter. Det smager kemisk, og min mave reagerer prompte med en mistænkelig rumlen. Min krop er helt udmattet af anstrengelserne, og senere træder jeg forkert og forvrider knæet. Det skriger af smerte, men der er ingen vej tilbage. Vi slår lejr, og jeg modtager en storm af bebrejdelser og kan mærke, at de er ved at antænde en bombe i mig. Over bålet diskuteres det heftigt, om vi overhovedet kan nå trekket på de 6 planlagte dage, eller om vi kan blive nødt til at blive i kløften i 7-8 dage. Jeg forbliver tavs! Lad mig dog få lov til at ligne en vinder! Da jeg vågner kl. 6, har Tony været oppe i en time. Han er et ekstremt energibundt, og jeg aner ikke, hvordan jeg skal leve op til det. En lille vag stemme inden i mig siger, at jeg skal gå alene, så jeg pakker mit grej og gør klar. De ser forfærdede på mig, mens Tony med et foragtende blik, siger at de snart indhenter mig. Jeg begiver mig af sted i det smukkeste vejr og en utrolig storslået morgen. Der er fuldstændig stille, og jeg nyder at være i fred og have masser af tid til at betragte naturen og spise morgenmad i ro og mag. Der er kogt vand i mine flasker. Det smager af aske fra bålet, men er trods alt bedre end rensetabletterne. Midt på dagen passerer jeg floden på et vanskeligt sted, og min selvtillid stiger adskillige grader. Det er en helt ubeskrivelig følelse at få lov til at gå foran. Det er der en stor portion psykologi i. Lad mig i det mindste få lov til at ligne en vinder! sukker jeg og tænker på, hvor lidt befordrende det var at have en toptrænet mountainbikefreak i spidsen. Det kan knække de flestes selvtillid. Jeg helt overbevist om, at jeg er i stand til at klare turen på egen hånd. Lidt halvhjertet venter jeg på gruppen, men ønsker egentligt slet ikke at mødes med dem. De er ude af syne, hvilket jeg er godt tilfreds med, selvom det måske er lidt egoistisk, men det bedst, hvis jeg skal gennemføre turen. Længere henne ad flodbredden tager jeg mine svedige trekkingstøvler af og dypper fødderne i det kølige vand. Så fylder jeg min vandflaske op i et lille vandfald, hvor vandet er mest friskt. Det smager fint og er dejlig køligt. Der er ingen protester fra min mave, så det bliver starten på indtagelse af flere liter flodvand i løbet af turen. Derude i floden føler jeg mig som jordens mest ubekymrede og lykkelige naturbarn og har en fantastisk intens oplevelse af ren væren. Det står helt klart for mig, at Tony og jeg simpelthen er to vidt forskellige typer, der aldrig kommer til at forstå hinanden. Han er ekstremt ambitiøs, og stod det til ham, ville han tonse kløften igennem på 3 dage. Han har udnævnt sig selv til gruppeleder, men det fungerer tydeligvis ikke særlig godt. Kæden er jo aldrig stærkere end det svageste led. Kløften er umådeligt smuk med skyfri lyseblå himmel, gule blomster langs flodbredden og gigantiske klipper i gyldne farver. Jeg elsker de store vidder og stilheden og er lykkelig over at slippe for at høre på flere brokkerier. Turen føles meget bedre alene, selvom en anelse uhygge også strejfer mig i perioder. Hvis der sker noget, er jeg prisgivet. Man kan falde ned i en revne mellem to klipper, brække et ben eller få hedeslag. Og hvad kan man ikke møde ude i en øde kløft? Alligevel føler jeg et enormt kick! Gruppen indhenter mig desværre hen på eftermiddagen med Tony i spidsen, mens jeg stille og roligt gumler på en humpel brød på en fredfyldt plet. De er meget overraskede over mit tempo, ja jeg fornemmer endda en smule respekt i deres blikke. Freden er slut, men selvfølgelig skal jeg være fornuftig og gå sammen med dem. Når kemien er højeksplosiv Om morgenen vikler jeg sportstape om mine fødder, og Benjamin og jeg går sammen men skilles hurtigt. Snart ender jeg op et sted, hvor er det umuligt at forcere floden. Problemet er, at jeg skulle have krydset over meget før, og forhindringen er et massivt klippefremspring, der gør det svært at undvige. Jeg kravler op på klippetoppen, der giver mig lidt bedre overblik. Der viser sig at være sandstrand på den anden side, men jeg er nødt til at smide rygsækken ned. Det blæser kraftigt i kløften, så det er vigtigt, at jeg rammer præcist. 9

Først kaster jeg soveposen, men vinden tager den, og den lander i floden, hvor den ligger og suger vand til sig. Bagefter sker det samme med rygsækken, jeg får ikke nok kraft i mit kast, og den lander samme sted. Jeg hænger i yderste fingerled på klippen og lander i vandkanten med et plask. Ærgerlig får jeg pakket ud og set på skaderne. Mine dokumenter er tørre, men mit udstyr og jeg selv er gennemblødt. Det er kun midt på formiddagen, og jeg skal gå hele dagen med våde støvler og tør ikke tænke tanken til ende, hvordan mine fødder vil se ud af gnavesår. Senere på dagen støder jeg på Tony, der kommer hæsblæsende med panikken malet i ansigtet, fordi han ikke har set Benjamin eller Mariann hele dagen. Han er gået forkert i 2 timer - væk fra floden, selvom vi udtrykkeligt fik besked på at følge den hele strækningen. Selvom det ikke er pænt, så kan ikke jeg helt lade være med at more mig lidt over ham. Den barske realitet er, at vore to gruppefæller er væk, og det er vi nødt til at forholde os til. Vi plejer at slå lejr omkring kl. 16, og jeg er helt færdig på grund af mine våde støvler og tunge rygsæk, men Tony insisterer på, at vi leder. Vi går videre og skal krydse floden et sted hvor den ikke er så dyb, men lige pludselig træder jeg ned i et mudderhul. Med nød og næppe undgår jeg at falde, og det føles, som om sandet vil opsluge mig, da jeg får kæmpet mig op af hullet. Med hjertebanken sætter jeg mig på en sten for lige at tage en dyb indånding. Tony kommer spænende og spørger, hvad fanden jeg laver, og brøler du er bare er så skide egoistisk!. Jeg er fuldstændig chokeret over hans reaktion, men det er helt tydeligt, at hans opførsel skyldes noget andet. Han er bekymret for de to andre, hvilket jo er forståeligt nok. Men han brager sine frustrationer ud over mig, så jeg går videre alene. Senere indhenter han mig igen. Nu skal vi krydse floden endnu en gang, og jeg er absolut ikke tryg ved det. Jeg aner ikke, hvad der er på bunden. Tony vader over, mens jeg 10 tøver. Igen skælder han ud og råber nu må du fandeme tage en beslutning!. Måske skulle man prøve en anden taktik, tænker jeg! Forsøge at appellere til den mere bløde side i ham? Jeg erklærer ærligt over for ham, at jeg simpelthen ikke tør gå over. Så forbarmer han sig modvilligt og hjælper mig over på den anden flodbred. Vi fortsætter men afgjort ikke uden konfrontationer. Snart mener Tony igen at have en genial smutvej, men nu kommer vi helt på vildspor. Jeg er virkelig smadret. Halvanden times vandring til ingen nytte. Han siger undskyld, og jeg tilgiver ham, men han er ved at irritere mig voldsomt. Vi slår lejr uden spor af Benjamin og Mariann. Stemningen er trykket. Vi sidder under en enorm stjernehimmel midt i intetheden, og Tony har svært ved at slappe af. Jeg tager mine støvler af og opdager i bålets skær, de største vabler jeg nogensinde har set. Begge mine storetæer er én stor vabel, sportstapen har gnavet hul og såret er dybt. Derudover er min ryg helt gået i baglås, så jeg ligger på liggeunderlaget og vrider mig i den kulsorte ørkennat. Gruppedynamik på højt plan Næste morgen kravler vi ud af soveposen i isnende kulde. Jeg har aldrig været morgenmenneske, har stadig ondt og er lidt sensibel, og Tony gør sit livs største fejltagelse. Han starter med at skælde ud og kritisere. Hvorfor fanden har du ikke vasket den gryde?. Han overfuser mig verbalt så snart jeg er ude af teltet. Nu får han virkelig trykket på knappen hos mig! Han får en mega skideballe. Ja, jeg simpelthen eksploderer! Jeg har ellers forsøgt med både tålmodighed og pædagogisk sans, men uden held. Det her er dråben! Jeg begynder at spørge mig selv, om der er en smule psykopat over manden. Han siger modstræbende undskyld, men taler overhovedet ikke til mig resten af turen. Vi svinger afgjort ikke sammen, og det eneste, jeg nu tænker på, er at finde de andre.

Snart finder vi Benjamin og Mariann på en lille sandbanke. De har det fint og har haft en rolig nat. Men de havde været meget bekymrede for mig, fordi jeg ikke havde noget telt. Jeg havde tændstikker, så jeg skulle nok have klaret mig. Hvis jeg skal være helt ærlig, så var jeg ikke bange for, at der skulle hænde dem noget. Naturligvis kan der ske meget i ødemarken, men jeg var ganske overbevist om, at de var stærke nok til at klare sig. Jeg havde fuld tillid til, at de nok skulle finde deres indre power frem, så jeg var relativt rolig - i modsætning til Tony. Fra nu af går vi sammen - i teorien i hvert fald. Jeg går dog i mit tempo, som stadig er langsommere end de andres. Efterhånden er jeg ved at blive temmelig hardcore med floden og kan krydse den uden problemer. Jeg er blevet ret ferm til at springe fra sten til sten, og som regel lykkes det fint. Lige indtil det går galt, og jeg glider på en våd sten og styrter baglæns i vandet med et enormt brag. Vandet er omkring en halv meter dybt, og jeg lander med skulderen på en skarp sten. Alt er gennemblødt igen. Tony vægrer mig ikke et blik. Mit eneste valg nu er at tage sandaler på, selvom jeg ikke ynder det. Der vil komme sand i mine gnavesår, og vablerne vil nå gigantiske størrelser, men fordelen er, at det kolde vand smertelindrer mine fødder. Som kronen på værket taber jeg bagefter min vandflaske, så jeg ikke har mere vand på mig. Nu er jeg meget mod min vilje helt afhængig af de andre, der går flere hundrede meter foran mig. Dag 6 er jeg kun forhippet på at gennemføre, så jeg går målrettet og langt foran de andre, og ignorerer mine mishandlede fødder. Endelig begynder jeg at støde på tegn på civilisation. Gruppen indhenter mig, og fortæller at målstregen i Ai Ais er lige på den anden side af næste klippe. YES, så har vi gennemført! dem med en vandslange og pillet sportstapen af ligner de i uhyggelig grad noget, der er moden til en amputation. Vi får et lift de 234 km tilbage til Keetmanshoop på ladet af en gammel Nissan dieseltruck. Tony og Benjamin tager nattoget tilbage til Windhoek, og Mariann bliver kaldt hjem til Israel i utide, da et familiemedlem er blevet alvorlig sygt. Mine fødder er fuldstændig ødelagte, og jeg kan knapt gå. Det dunker vildt i hævelsen, og jeg renser og forbinder sår i flere dage. De har brug for hvile, så jeg tilbringer dagevis i sengen og plejer mine ømme muskler og led, hudafskrabninger og blå mærker på alle lemmer. Min almene tilstand er langsomt i bedring takket være en blød seng, varmt bad og ordentligt mad. Det var set i bakspejlet også et ambitiøst projekt at gennemføre et trek af den kaliber på nudelsuppe. Folk i Keetmanshoop får sig et billigt grin, når jeg haltende går på indkøb og ligner en hjemløs med huller på knæ og buksebag af at kravle i klipper. Turen mindede mig mest af alt om en militærøvelse for unge rekrutter. Trekket endte med at blive lidt af et psykologisk eksperiment. Jeg blev i den grad klar over mine egne styrker og reaktioner i svære situationer, og hvilken virkning en dårlig gruppedynamik har på præstationen. Tony og jeg kom aldrig på bølgelængde, men til gengæld fik jeg senere et tæt forhold til Mariann, der viste sig at være en utrolig gæv pige med en rigtig fin situationsfornemmelse. Jeg har dog aldrig haft kontakt til gruppen siden. Det stod også meget klart for mig, hvor skrøbelige vi mennesker er i forhold til naturen. Hvor afhængige vi er af hinanden, og hvor lost vi er uden helt basale ting. Omvendt så fandt jeg også ud af, hvor vanvittig stærk man er fysisk og psykisk, og hvor meget stædighed det er muligt at mobilisere. Min stolthed når nye højder, og jeg er helt salig af lykke, men mine fødder er langt fra enige. Da jeg har skyllet 11

How not to sandboard Tekst og Foto: Chris an Hadsund I Namibia findes nogle af verdens største sandklitter. I Swakopmund, Namibias andenstørste by med kun 25.000 beboere, er der sandklitter så langt øjet rækker. Og det er en yndet fritidsbeskæftigelse at sand boarde ned ad disse klitter. Her købte jeg, sammen med en sydafrikaner, to spånplader, som vi ville bruge som sand boards ned ad den sagnomspundne Dune 7. Her er ingredienserne til en katastrofe: - et stk. spånplade - to stk. mænd uden rationelle kalkulationer - et stk. 100 vertikale meter sandklit og ikke mindst: - et stk. grusvej til at afslutte sandklitten samt: - en god sjat testosteronbefængt hybris (overmod) Det var varmt, så vi var naturligvis indstillet på at fremvise vores Chuck Norris/Jean Claude Van Damme muskuløse overkroppe. Efter at have svedt tran op ad klitten, slog vi sten-saks-papir om, hvem der skulle køre først og dermed få den dårligste video (oppefra), og - skulle det vise sig - demonstrere, hvordan man ikke skal gøre det. Jeg tabte! Jeg lagde mit solbrune og krigstrænede korpus på brættet og gav los. Se: normalt, når man sandboarder, er det på helt plane overflader og med en blød landing. Det viste sig, at fodspor på den 70 grader stejle hældning foranlediger nogle ubehagelige bump, som igen giver nogle ordentlige slag mod brystet, hvilket betyder at man har hulens svært ved at holde det forreste stykke af spånpladen oppe i vejret, som skal til for at plane rigtigt med 85 km/t. Og tilsyneladende er disse fodspor årsagen til, at jeg i et nanosekund flyver med 85 km/t ud over spånpladen - der står pludselig stille. Med kraniebunden forrest og i bar overkrop laver jeg et par ninja-inspirerede rullefald på grus/stenvejen, og naturligvis tager jeg fra med panden ved hvert rul. I løbet af de utallige rul går det op for Einstein himself, at den brændende følelse på kroppen og slagene mod arme og ben ikke helt er efter bogen, så jeg forsøger at trække arme og ben til mig for at undgå brækkede knogler. Herefter er der naturligvis ikke så meget at tage fra med, så jeg snupper lige et par rul mere. Trods en følelse af ildebrand over hele kroppen signalerer jeg til Dave, min sydafrikanske ven, at jeg er helt frisk, og at han naturligvis bare kan tage den samme tur. HAHA... Han klarede det dog. Hold op, det var sjovt! Natten var godt nok et smertehelvede, hvor alle de blå mærker, sæbeøjet og hudafskrabningerne gjorde sit til at holde mig vågen! Så der var naturligvis ikke andet at gøre end at kaste mig ud af et fly dagen efter fra 10.000 fod. Så det gjorde jeg naturligvis. Og kan stadig klukke af det hele. Brændemærkerne gør jo bare, at man føler, at man lever. 12

13

Mufasa River Camp - Et skrøbeligt paradis Skynd jer at komme ud! Der sidder en leopard på den anden side af floden. Jaan peger ophidset over på den modsatte flodbred. Vi skynder os ud, og den er god nok. Lige så fint sidder det majestætiske kattedyr og lader morgenens solstråler varme blodet op. Tekst: Kenneth Hvolbøl Foto: Nadia Iliasoff Hvolbøl og Alexander Iliasoff Hvolbøl Trods leopardens nærhed udvælger de meterhøje giraffer roligt og uanfægtet de saftigste topskud fra akacietræernes kroner. Girafferne ved godt, at leoparden ikke udgør nogen umiddelbar trussel, så længe de ikke bøjer den lange hals ned i leopardhøjde for at slukke tørsten i floden. Vi følger leopardens færden nogle minutter, inden den forsvinder ind i et nærliggende buskads. Den har vi aldrig set fra lejren før, smiler Jaan. Hettie og Jaan er et midaldrende ægtepar fra Benoni i udkanten af Johannesburg. Egentlig er det deres søn som bestyrer Mufasa River Camp, men da vi er her uden for sæsonen midt i den sydafrikanske vinter, havde han travlt med at etablere et youth hostel oppe i Malawis hovedstad, Lilongwe. Da det ikke er tilladt for os at bo alene i campen, har han i stedet sendt sine forældre ud i bushen sammen med os. 7 timers kørsel nord for Johannesburg, lige uden for Kruger nationalpark, ved bredden af Olifant River ligger Mufasa Rustic River Camp navnet siger alt. Det er en rustik teltlejr, eller tented camp, som det rettelig hedder. Lejren er en boma omgivet af telte. Ikke noget luksuriøst, men ganske komfortabelt, med campingsenge i de bedste af teltene. Inden for bomaen ligger et simpelt køkken, dog med strøm og et opholds- samt spise-område. Uden for bomaen ligger toilettet og et bush-bad opbygget af tykke grene samlet med cement. En simpel vandslange udgør bruseren. Det er nogle uger siden, der sidst har boet nogen i campen, så dyrene har haft frit spil. Vi skal da også nærmest vente til en flok fredelige elefanter har græsset færdigt mellem teltene, før vi kan flytte ind. Vi udser os to rummelige telte med campingsenge og udsigt over floden. Sikkerhedsbriefing! Jaan giver os derefter en lille sikkerhedsbriefing. - Gå aldrig alene rundt i området efter mørkets frembrud, ikke engang på toilettet! Sidste år havde en flok løver blokeret toiletbygningen i 3 dage. Det var midt i tørtiden, og de havde fundet ud af, at der var et utæt vandrør, hvor de kunne drikke. Selvom I hører dyr mellem teltene om natten, må I under ingen omstændigheder panikke og da slet ikke forlade teltene! Selvom dyrene af og til bliver meget støjende uden for teltene, sker der ikke noget, blot I bliver hvor I er, siger Jaan med stor overbevisning i stemmen. Og skulle situationen alligevel spidse til, har jeg et gevær, som der dog endnu ikke har været grund til at benytte, smiler Jaan. Vi dirrer af spænding, det var lige dét, vi havde set frem til. At bo mellem Afrikas vilde dyr, kun adskilt af en millimeter tynd teltdug. Min søn, Alexander, og jeg deler et telt, mens Vibeke deler telt med vores datter, Nadia. Vi skal ikke nyde noget af, at lade børnene bo alene i et telt, hvis nu dyrene skulle blive for nærgående. Drengeteltet planlægger hurtigt, at hvis tissetrangen kommer over os om natten, bruger vi da bare en flaske. Det kniber mere med pigerne, som nok får en udfordring med, at ramme ned i flaskehalsen, men som den handymann jeg er, skærer jeg resolut en to-liters Colaflaske midtover til pigerne, så er det problem løst. Hettie og Jann kokkererer en sydafrikaans gryderet, en Potjie (udtales Poikiee), som er opkaldt efter den tunge støbejernsgryde, maden tilberedes i. Imens går vi en tur langs floden. Bare vi holder os samlet, skulle der ikke ske noget, forsikrer Jaan. Med øjne i nakken ser vi på flodhestene, der pruster i floden, og i respektfuld afstand observerer vi endnu en flok elefanter på ca. 20 dyr, der bevæger sig langsomt mod Mufasa. Da vi kommer tilbage til campen, har Jaan rigeligt at gøre med at holde de frække Vervet-aber væk fra Hettie og maden. Alexander og jeg overtager vagten, og Jaan bevæbner os til tænderne med hver sin slangebøsse, og det er noget aberne har respekt for. Det lykkedes dog alligevel aberne at stjæle en pakke smør fra os. 14

TEMA Den stedlige elefantflok set fra teltet Afstand til elefanterne Efter aftensmaden er elefantflokken nået op til vores lejr. Vi sætter os godt til rette med klapstole og rødvin for at nyde synet af de græssende elefanter. Men da der er unger i flokken, er matriarken yderst skeptisk ved vores tilstedeværelse, og hun beslutter ikke at tage nogen chancer og beordrer hele flokken væk. Dagen efter finder vi ud af, at vi kan være helt tæt på flokken, bare vi skjuler os bag rækværket. Alexaandeeer!, råber jeg. Hvor er han?? Vi leder rundt i området og finder ham på jagt med sit lille digitale lommekamera. Han er fulgt efter elefanterne og knipser løs kun 15-20 meter fra flokken, i skjul af et lille træ. Nu kommer du kraftedeme væk fra de elefanter, og det skal være nu!, hvæser jeg. Man kan hurtigt vænne sig til at være blandt de vilde dyr, og som barn er det let at glemme hvor farlige de er. Vi tager en sundown-sejltur på floden og ser masser af krokodiller, flodheste, giraffer og antiloper. Vi er de eneste på hele båden, der er i to etager, så vi har god tid til at tale med skipper, der selvfølgelig kan en masse røverhistorier om dyrelivet ved floden. I bålets skær Mufasa-campen ligger kun ca. 20 km fra Phalaborwa Gate, som er en af indgangene ind til Kruger nationalpark. Derfor kører vi naturligvis derind et par gange for at se, om vi kan spotte nogle flere dyr. Hettie og Jaan bliver i Mufasa, for som de siger: Vi ser ikke nogle dyr derinde, som vi ikke ser her. Bare man er tålmodig og venter, så kommer der stort set alle slags dyr her før eller siden. Om aftenen laver Hettie og Jaan enten sydafrikaans gryderet, Potjie eller den afrikanske grill, Braai (udtales som det staves og betyder grillet kød på afrikaans). Efter måltidet sidder vi i bålets skær og drikker sydafrikansk cognac, mens vi hyggesnakker med Hettie og Jaan. Flodhestene pruster i floden, og krokodillerne lurer i vandoverfladen. Natten er fyldt med blinkende stjerner og fremmede lyde. Selv løver, der brøler, og hyæner, der griner hysterisk ude i mørket, kan vi høre. Retter vi stavlygten ud i mørket, møder lyset mystiske øjne. Vi gyser og undres over, at det kan være så spændende at gå på toilettet! Findes der mon en skønnere plet på denne jord? Harmonien brydes Vi har planlagt at bruge fem dage her, men det bliver hurtigt til et par ekstra dage, for vi kan simpelthen ikke løsrive os fra dette paradis. Det første vi ser om morgenen, når vi slår teltdugen til side, er den rolige Olifant River, og det sidste vi hører, inden vi falder i søvn, er flodhestenes grynten og løvens brølen. Hvad mere kan man ønske sig! Men der er en anden lyd, der bryder harmonien. Klang, klang, klang! Vi hører en svag bankende metallisk lyd langvejs fra. Det er maskinstøj fra den gigantiske fosfat- og kobbermine. Fosforminen ligger ca. 12 km væk, men den æder sig langsomt imod Mufasa i takt med, at regeringen giver lov til at udvide minedriften. Vi kan høre arbejdet fra minen, når vinden bærer lyden imod os. Faktisk kører man igennem mineområdet på vej ned til Mufasa Camp. Hver gang vi kører igennem mineområdet, er bilen dækket af et tykt lag hvidt minestøv. Utroligt nok holder der bavianer til i området omkring minen. Bavianerne sidder som hvide spøgelser spredt rundt på hegnet omkring minen, dækket af støvet fra bruddet. Der er de senere år fundet en del døde krokodiller i floden, og mistanken går på, at små udslip af syre fra minedriften er synderen. Hvem ved, hvornår minen har ædt vores skrøbelige paradis op? 15

På jagt e er Kurdistan Tekst og fotos: Arne Runge Alle synes at være enige om, at der en dag vil blive opre et en palæs nensisk stat, selv om ingen tør forudsige, hvornår det vil ske. Det samme kan ikke siges at være lfældet, når det gælder kurderne, selv om området, hvor kurderne bor, er mange gange større end Palæs na, og selv om der fak sk bor 30 millioner kurdere i området. Jeg tog ned for at finde Kurdistan eller i hvert fald det sted, hvor kurderne bor og jeg mødte de sødeste og mest generøse mennesker, jeg nogensinde havde mødt. Men jeg oplevede også den frygt, mange kurdere stadig lever under. Kun i Irak er det lykkedes kurderne at få et forholdsvis frit og sikkert område, med selvstyre og egen kurdisk præsident om end det ikke er et selvstændigt land. Barzani hedder præsidenten, som viser sit ansigt på utallige plakater og facader sammen med det smukke kurdiske flag, med en stor gul sol i midten. God morgen hedder på Iraki-kurdisk Beani Ruuz, som betyder: God morgen, sol! Og at denne drøm er gået i opfyldelse, kan de faktisk takke den tidligere amerikanske præsident Bush for. Kurderne i Irak elsker Amerika og betragter næsten Bush ham vi andre kastede sko efter som en gud. Det kurdiske hjemland er et sammenhængende område delt mellem det sydøstlige Tyrkiet, det nordøstlige Syrien, det nordlige Irak og det nordvestlige Iran. Kurderne som overvejende er sunni-muslimer er Mellemøstens største minoritetsgruppe. 30 millioner kurdere bor der i det område, vi kalder Kurdistan. I Tyrkiet er tyve procent af befolkningen kurdere. I Irak er det femten procent, i Iran ti og i Syrien otte procent af befolkningen, der er kurdere. Selv om kurderne har eksisteret længere end nogen andre menneskestammer i regionen, har de aldrig haft deres egen nation. På jagt efter Kurdistan Fra Istanbul tog jeg et par natbusser østpå og havnede i Diyarbakir, den største by i det område, hvor de tyrkiske kurdere bor. Tyrkiets tyndt befolkede østlige og sydøstlige regioner er hjemsted for omkring syv millioner kurdere, mens syv millioner flere lever andre steder i landet, mere eller mindre integreret i det tyrkiske samfund. Forholdet mellem tyrkere og kurdere stivnede ved dannelsen af republikken Tyrkiet efter første verdenskrig, hvor Atatürks reformer gav meget lidt plads til andet end tyrkiskheden. I modsætning til kristne, jøder og armeniere blev kurderne ikke garanterede rettigheder som en minoritetsgruppe i henhold til Lausanne-traktaten, som effektivt skabte det moderne Tyrkiet. Faktisk nægtede den tyrkiske regering indtil for ganske nyligt simpelthen at anerkende eksistensen af kurderne. Da vi nærmede os Diyarbakir klokken syv om morgenen, blev jeg pludselig vækket og smidt af bussen midt på en landevej. Jamen, jeg skal jo til Diyarbakir, sagde jeg, og gjorde voldsomt modstand. Vi kommer ikke nærmere, der går en bus til centrum på den anden side af vejen, tror jeg nok, han sagde. Ups! Jeg var endelig faldet i søvn efter en lang nat i en natbus, og så blev jeg brutalt vækket og smidt af bussen. Det var sgu da en kedelig velkomst til landet, hvor kurderne bor. Det viste sig, at vi kun var fire kilometer fra centrum og at vi hvis vi havde fortsat til Otogaren havde haft fjorten kilometer. Så han var nok god nok alligevel. Det var bare mig, der ikke rigtigt kunne forstå sproget. Jeg besluttede mig til at gå over til mit gamle system med at lære ti nye ord hver dag. Det blev til halvfjerds ord på en uge, og det klarede jeg mig helt godt med. Det var måske ikke nok til at score en smuk pige, men så kunne man jo altid synge en sang for hende. Abdullah Öcalan og det kurdiske arbejderparti Da Abdullah Öcalan i 1984 dannede det kurdiske arbejderparti PKK, udbrød en konflikt, som fik Tyrkiets regering til at erklære permanent undtagelsestilstand. Efter femten års frihedskrig, som kostede over 30.000 menneskeliv, blev Öcalan fanget i 1999, og oprøret døde ud. Han sidder stadig fængslet på øen Imrali i det tyrkiske Marmarahav og har i TV officielt bedt kurderne om helt at stoppe alt, hvad der har med vold at gøre. Måske har han fået et vink med en vognstang af Allah om det femte bud - hvem ved? 16

Det sorte hav Georgien Rusland Det Kaspiske hav Tyrkiet Armenien Azerbaijan Kurdistan Syrien Iran Jordan Saudi Arabien Irak På grund af ønsket om at blive en del af EU vedtog den tyrkiske regering i 2002 endelig at tage spørgsmålet om kurdernes rettigheder op til overvejelse. Og det blev besluttet at tillade radio- og TV-udsendelser på kurdisk og at give grønt lys for at kurderne kunne tale og blive undervist på deres eget sprog. Men selvstyre kom ikke på tale bare en anerkendelse af at kurderne eksisterede som folk. Det var bestemt en begyndelse, og så var det hele takket være EU s menneskerettigheds krav til medlemslandene. Undtagelsestilstanden blev ophævet i Sydøsttyrkiet, og regeringen startede med at kompensere landsbyboere, der var blevet fordrevne under urolighederne. Der blev holdt en konference i Istanbul i 2006 med titlen Det kurdiske spørgsmål i Tyrkiet veje til en demokratisk løsning. Livet for kurderne i det sydøstlige Tyrkiet er siden blevet betydeligt lettere. De hårde militære regler og censur er i vid udstrækning blevet ophævet, og optimismen har fået næring af udsigterne til indtrædelse i EU. Men ordet Kurdistan er stadig haram (forbudt) I Tyrkiet skal man bestemt ikke reklamere med at man er kurder, eller endnu værre nævne ordet Kurdistan. Der findes intet Kurdistan i Tyrkiet. Basta! Det mente samtlige ikke-kurdere, jeg snakkede med. Ingen forklaring kun at området er en del af Tyrkiet. Et spørgsmål der, lige som biblen og koranen, ikke kan diskuteres. Det er en pakkeløsning. Jeg oplevede det samme, da jeg for nogle år siden rejste rundt i Kina og nævnte ordet Taiwan. Taiwan er en del af Kina. Basta sagde alle dem, jeg snakkede med. På den anden side er der jo også mennesker i Danmark, der bestemt ikke synes man skal acceptere Færøernes og Grønlands selvstændighedsplaner. 17

I Syrien har de et hemmeligt politi med lange ører Det kostede 30 dollars for et femten dages visum på grænsen til Syrien. Og det gælder kun for folk fra lande, som ikke har nogen syrisk ambassade i deres hjemland. Der ligger en syrisk ambassade i Stockholm, så svenskerne skal have visum med hjemmefra. Der er også den regel, at journalister skal have visum med hjemmefra, som skal ordnes mellem de to landes udenrigsministerier. Så man skal ikke nævne ordet journalist, som jeg ofte bruger for at komme i kontakt med folk, der ved noget, som jeg gerne vil vide. Grænsebyen Kamishli ligger i det område, hvor kurderne bor. Jeg tjekkede ind på et business hotel til firs kroner for et stort dobbeltværelse og blev rigtig gode venner med de to receptionister. De var beærede over, at jeg interesserede mig for kurdernes situation og sikkerheden for rejsende backpackere fra Europa. De fortalte glade, at de begge var kurdere, men at det ikke var noget, man skulle snakke for højt om. Præsidentens mænd, som ofte var klædt i civilt, havde lange ører, sagde de. De fortalte om de fire byer, der lå i det kurdiske område, men fortalte, at der også boede mange kurdere flere andre steder i landet. Blandt andet rigtig mange i byen Afrin tæt på Aleppo. Kurderne var, ligesom i Tyrkiet, forsøgt integreret i samfundet, men det var ikke helt lykkedes. De er ligesom jøderne et stolt og konservativt folk, som ikke sådan lader sig omvende. Udover Kamishli besøgte jeg Hássakeh, hvor jeg oplevede den samme frygt. Der var ingen wi-fi på hotellerne som i Tyrkiet, så jeg måtte på netcafe for at tjekke min inbox og sende en vip-spam-rejsemail til vennerne. Jeg skulle først have mit pas fotokopieret, så man vidste, hvem der havde lånt computeren. Jeg skrev en længere mail, hvor jeg flere gange nævnte ordet Kurdistan, men da jeg klikkede på send, gik skærmen i sort. Jeg måtte bede ejeren af cafeen om hjælp, og da han fik et billede tilbage på skærmen, åbnede jeg min gmail og klikkede send en gang til. Det samme gentog sig, og ejeren åbnede lidt mistænksomt computeren igen. Tredje gang slettede jeg alle Kurdistanordene og klikkede send. Det lykkedes men jeg blev sgu lidt paranoid. Siderne Facebook, Youtube og Hi5 er osse forbudt i Syrien og kan ikke åbnes. I øvrigt kan Youtube heller ikke åbnes i Tyrkiet. Den blev lukket, fordi nogen havde sat en video på, der viste Tyrkiets landsfader Atatürk som bøsse. Det er haram, det må man ikke. Det var ikke kun kurderne der levede under frygt i Syrien det gjorde alle borgere i landet. Der er et hemmeligt politi, som alle frygter. Men som rejseland, backpackerland, er landet et paradis. Transporten og vejnettet rundt i landet er ligesom i Tyrkiet helt i top. Der er mange billige hoteller, og der er fede backpackerhostels i de større byer. Menneskene er som i andre muslimske lande uhyre gæstfrie, hjælpsomme og generøse. På et backpacker-hotel i byen Deir es-zur sad Mr. Nureddin på 67 år i receptionen. I don t need to travel, sagde han: The world comes to me. Og det havde han jo ret i. Der var altså intet Kurdistan hverken i Tyrkiet eller Syrien. Så jeg rejste videre for at finde Kurdistan, hvis det da overhovedet eksisterer. Og det gør det faktisk. Kurdistan ligger i Irak. Men der er ingen grænseovergang mellem Irak og Syrien, så jeg måtte tilbage til Tyrkiet og ind fra Silopi. Endelig fandt jeg Kurdistan Transporten, de tolv kilometer fra grænsebyen Silopi i Tyrkiet til grænsebyen Zakho i Irak, var sat i system af en tyrkisk taximafia. For en fast pris af tyve dollar per person ordnede chaufføren alt papirarbejdet og satte os af på en taxiholdeplads på den irakiske side af grænsen. Man skulle bare lige vise sit kønne ansigt til det irakiske paspoliti og fortælle, hvad ens job var, og hvorfor man gerne ville besøge Irak. Jeg sagde, at jeg var pensionist, og at jeg gerne ville rejse rundt i Irak i en uges tid. Det var helt fint, og jeg fik på stedet et gratis ti-dages visum. Welcome to Irak, sagde paspolitiet og bød på en kop te. Jeg følte mig straks velkommen, og det var med mine gule happy-day-solbriller på, jeg oplevede resten af Kurdistan. Jeg fik fire millioner nye venner, og flere af dem er nu på min facebook, hvor vi kommunikerer på arabisk, som jeg oversætter til og fra dansk, med Google translate. Fagre nye verden right? Femten procent af befolkningen i Irak fire millioner mennesker er kurdere. Der var to andre med i taxien. En tyk, tavs tyrker, som ikke sagde et eneste ord hele vejen, og Ibrahim, en venlig irakisk businessman, som kunne en smule engelsk. Tag endelig ikke til Bagdad, Kirkuk eller Mosul, sagde Ibrahim: Det er pisse farligt. Men Zakho, Dohuk, Sulav, Sulaymaniyah og Erbil er fuldstændig sikre. Nu ligger Bagdad, Kirkuk og Mosul jo ikke i Kurdistan. Mit visum gjaldt heller ikke til disse byer, men kun til Det Irakiske Kurdistan. Desværre kneb det lidt med den offentlige transport i Kurdistan, så jeg kom aldrig til Sulav og Sulaymaniyah, ligesom det heller ikke var muligt at fortsætte over grænsen til det iranske Kurdistan. Jeg besøgte Zakho, Dohuk og Erbil og havde en fantastisk uge. Kort efter Golfkrigen i 1991, hvor anslået to millioner kurdere flygtede over bjergene til Tyrkiet og Iran, blev der, under FN s beskyttelse, oprettet en kurdisk autonom region i det nordlige Irak. Efter Saddams hængn- 18

Jeg elsker at sidde på fortovscaféer og kikke på mennesker (og damer) så jeg drak mange kopper te om dagen, men jeg fandt aldrig ud af, hvad en kop te kostede. ing var der frygt for, at kurderne vil benytte lejligheden til at gå deres egne veje. Men efter at kurderne vandt sytten procent af stemmerne i valget i 2005, har de kurdiske ledere, sammen med shiitterne, genstartet deres engagement i et føderalt, demokratisk og pluralistisk, men forenet Irak. Og det var vel det bedste, der kunne ske for kurderne. Hvis de derimod havde forlangt total uafhængighed af Irak, havde de ikke bare fået resten af Irak på nakken, men også Tyrkiet, Iran og Syrien, som ville være bange for at selvstændighedstanken bredte sig til kurderne i deres lande. Det andet Irak, er Kurdistans nye slogan. Det kunne ligeså godt have været: Come before the tourist, som i Bangladesh. Jeg mødte nemlig kun tre turister, én amerikaner og ét slovensk par, i den uge jeg var der. Synd, for der er bestemt meget at se og opleve her. Først og fremmest menneskerne. Muslimer er nogle af denne verdens mest hjælpsomme og generøse mennesker, og kurderne i Irak ligger bestemt helt i toppen. Jeg elsker at sidde på fortovscaféer og kikke på mennesker (og damer) så jeg drak mange kopper te om dagen, men jeg fandt aldrig ud af, hvad teen kostede. Hver eneste gang jeg tog pungen frem, var der en der sagde: Please, du er min gæst, og betalte. Og det var ikke bare teen, der var gratis. Jeg blev konstant budt på middag, og folk købte små gaver til mig. Én gav mig en T-shirt, én købte en pakke cigaretter og en lighter til mig, én gav mig en flaske kurdisk kølnervand, og én forærede mig en engelsk udgave af koranen. Bismilah, sagde han, da han gav mig den. Danmark deltog også i Irak-krigen. For første gang i flere år har jeg i den muslimske verden truffet mennesker, som elsker danskere, uanset Muhammed-tegninger og hvad de ellers har hørt om Danmark. Så her er der bestemt ingen grund til at skjule, hvor man kommer fra. Selv om jeg ikke kan lade være med at tænke på, at det ikke var for kurdernes skyld, at vi gik ind i krigen, men nærmere fordi Bush overtalte os til at gå med i en krig, der når alt kommer til alt gik ud på at skifte præsident Saddam ud med en USA-venlig præsident, der kunne garantere en fortsættelse af oliestrømmen til den vestlige verden. Men det ser ud til at være kurderne, der har vundet mest på krigen. Det glædede mig virkelig at se, hvor godt kurderne i Irak havde det i forhold til kurderne i Syrien og Tyrkiet. Så mit håb er, at kurderne i de tre andre lande kan opnå det samme som kurderne i Irak. Og efter at have besøgt Irak, synes jeg at der, trods de mange døde, alligevel er kommet noget godt ud af krigen. Sådan kan man nogle gange se tingene med helt andre øjne, når man pludselig befinder sig dér, hvor historien foregår. 19

Maputo - den mest indbydende hovedstad i Afrika? Ifølge Lonely Planet er Maputo easily one of Africa s most attractive capitals. Det kan man kun være enig i. Den har lidt af det hele historiske mindesmærker både fra europæisk og revolutionær afrikansk tid, lokalt afrikansk præg, frisk luft (i hvert fald om vinteren) og havudsigt. Tekst og foto: Jacob V. la Cour Mozambique er Sydafrikas store nabo mod nordøst, og med flere daglige flyafgange både fra Cape Town og Johannesburg er hovedstaden Maputo en nem afstikker i forbindelse med en ferie i Sydafrika. Portugiserne koloniserede landet fra 1600-tallet, men hovedstaden lå dengang længere mod nord på Mozambique Island, som har givet navnet til landet efter uafhængigheden i 1975. Hovedstaden blev flyttet til Maputo der dengang hed Lourenco Marques i 1898, efter af byen blev forbundet med jernbane til det diamantrige Transvaal og en udvidelse af byens havn. Byen ligger på et forbjerg ved indsejlingen til en dyb bugt, der fungerer som en stor naturlig havn. Den er beskyttet mod Det Indiske Ocean af en lang halvø og en ø ca. 30 km fra kysten. Europæisk præg... Maputo bærer tydeligt præg af at være anlagt af europæere, med parallelle gader og brede boulevarder. Langs kysten mod bugten mod syd går en lang havnepromenade med palmer og store regeringsbygninger både moderne og knap så moderne og dette er et godt udgangspunkt for en tur rundt i byen. Centrum er ret lille og velegnet til en sightseeing-gåtur. Lige ved havnen i en lille park ligger det gamle fort anlagt af portugiserne i midten af 1800-tallet. Herfra er der ikke langt til den gamle jernbanestation, der på tydeligste vis minder om landets europæiske fortid. Stationsbygningen er anlagt af en af Gustav Eiffels ansatte i 1910, og ville, da den var nyopført, have været imponerende og smuk, selv hvis den havde ligget i Paris. Mocambique har nogenlunde lige mange kristne og muslimer, og Maputo rummer da også både en flot moské og en katolsk katedral. Ved én af byens store dobbeltsporede boulevarder ligger byens største marked i (og ved siden af) en stor bygning fra 1901, der igen leder tankerne til Paris. Bygningen rummer alt lige fra fiskeboder, grøntsagsmarked, hverdagsting og souvenirs.... og afrikansk landsbystemning Vil man se noget lidt mere afrikansk, kan man tage færgen til den lille by Catembe på den anden side af bugten. Catembe er en lille landsby med sandede gader og lutter små huse, og den har derfor en helt anden atmosfære end selve Maputo. Der er dog ikke meget at se, men man kan jo altid nyde en forfriskning i en af de små boder og gå en tur langs stranden og kigge på de små fiskerbåde, inden man tager færgen tilbage til storbyen igen. Ud på vandet Vil man endnu længere væk, kan man leje en båd og sejle ud til Inhaca Island, der er et lille søvnigt paradis. Det tager ca. 1 time at sejle derud, men man skal lige tjekke en tidevandstabel, for når det er lavvande, kan bådene hverken komme ud af havnen i Maputo eller lægge til på Inhaca. Bådene lægger til lige ved et skønt hotel med bungalows spredt i en stor skyggefuld have. Ved siden af hotellet ligger en lille landsby med sandede gader, en lille købmandsbutik og et par små restauranter. Der er ikke meget at lave, men stranden er fin. Et af hovedformålene med at tage til Inhaca er dykning, og der udgår et par meget spændende dykkerture fra hotellet. En af dem går ca. 7 km ud i det Indiske Ocean, hvor der på 15-20 meters dybde ligger et vrag af et skib, som vist nok sank under 2. verdenskrig. Det er ret smadret, men man kan stadig se skibets 3 store kulkedler (som dem på Titanic) og den gigantiske skrue, der er ca. 6 meter i diameter. Afstanden til kysten gør at vandet er meget klart, og stedet ser helt uberørt ud. Selvom antallet af afrikanske hovedstæder, jeg har været i, ikke er overvældende, så må jeg give Lonely Planet ret: Dette er nok en af de mest behagelige og interessante at besøge omend ikke udpræget afrikansk. 20