1 Julesøndag, den 30. december 2012 Vor Frue kirke kl. 10 Af Jesper Stange Tekst: Luk 2,25-40 Salmer: 110, 434, 117, 449v.1-3, 129, 109, 116, 123v.7-8, 716 Gud, lad os leve af dit ord Som dagligt brød på denne jord Vi bliver til os, - til dem vi skal være, i kraft af en fortælling. Fortællingen om os. Fra fødsel til død. En stjerne og et kors og to årstal vil engang fortælle den korteste version. Vores børn og slægtningen vil huske at fortælle en lidt længere version, og så længe vi selv kan fortælle, har vi nok den længste version. Der er ikke en fortælling men mange. Men uanset hvordan, der fortælles, må det være en lykke at kunne sige som den fromme gamle Simeon, at han efter et langt liv kan gå bort i fred. Nu har fortællingen nået sin lykkelige afslutning, og Simeon kan dø mæt af dage. Man kunne forestille sig, at happy endings var de retfærdige og frommes lod og lykke. Men pointen ligger nok gemt i Lukas oplysning om, at det først var efter mødet med Kristus, Simeon så sit fredelige endeligt i øjnene.
Han tog barnet i sine arme og lovpriste Gud Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse. Trykket ligger på nu. Først nu. Vi ville gerne kunne fortælle en historie om os selv, som gik smukt op, men det skal vi nok ikke vente, at vores historie, eller historien om os, gør. Det gør ikke engang den retfærdige og fromme Simeons historie. Ikke førend han ser historiens redning i Kristus. Eller bare dens mulighed måske! Kristus er ikke den, der får enderne til at nå sammen. Men Kristus er den, der rummer den historie, der stritter i alle retninger. Det er måske det, Simeon ser. Fortællingen har i dette årtusinde holdt sit indtog i terapiformer, konflikthåndtering, i sociale konstruktioner og ved nye nationers fødsel. I de mindste forhold og i de største. Vi får at vide, at fortællingen kan både samle og helbrede. En leder skal kunne skabe gennemslagskraftige fortællinger. Fortællinger siges at helbrede mennesker med eksistentielle problemer, stress, psykisk sygdom. I forbindelse med konfliktmægling spiller fortællingen den afgørende rolle for de oprørte parter, fordi man har erfaret, at den, der er kommet til sig selv gennem sin fortælling, får plads til at rumme sin modpart. Nationer og regimer har skabt sig deres egen legitimitet gennem fortællinger om deres fortid og fremtid. 2
Forfatteren Dea Trier Mørch gav for snart mange år siden med sin iagttagelse af barselskvinders behov for at fortælle deres historie igen og igen fænomenet en næsten bibelsk forklaring med ordene om, at det at fortælle tjener de to formål: fortællingen giver identitet og selvtillid. Ordene giver det formløse form. Fortællingen fortæller os, hvem vi er. Vi får identitet. Og fortællingen giver os lyst og mod til også at være dem, vi er. Vi får selvtillid. Det kunne have været en udlægning af fortællingen om verdens skabelse allerforrest i vores bibel. I begyndelsen, dengang jorden var øde og tom og Guds ånd svævede over verdenshavene, sagde Gud: Der blive lys... himmelhvælving, land, planter, dyr og mennesker. Ifølge den bibelske grundfortælling, er vores livsverden konstrueret af ord. Forskellen på kaos og kosmos er fortællingen. Men intet menneske har siden Adam og Eva kunnet få sin egen individuelle historie til at gå op, så at sige. Der bliver noget til rest, når den fortælles. Det vidste den gamle fromme Simeon, og det ved enhver. Vi bliver vores Gud og hinanden så meget skyldige, der bare ikke vil falde på plads og give os ro. Vi fik livet betroet som en prægtig gave af en rigtig gavmild giver, som tiltroede os evner og muligheder, så vi kunne bruge denne livets gave til Guds ære og medmenneskets gavn. Det gjorde vi også. Men vi kom også til at skylde både Gud ære 3
og vores medmenneske at være til gavn. Intet menneske vil med sandhed kunne fortælle sin historie uden at indrømme, at både giveren og det menneske, vi blev sat ved siden af, blev svigtet. Ikke af ond vilje, men menneskeliv går bare ikke op som et smukt regnestykke. Vi må flette vores historie ind i Jesus historie, hvis vi skal holde ud at fortælle sandt om os selv. Det så Simeon og siden mange andre og vi med dem. Det er den fortælling, som tager sin begyndelse med Jesu fødsel. For den gamle Simeon var frelsen synet af Jesus Kristus. Han så, at han i ham kunne have fred med sin livshistorie. Dén kunne slutte, hvor Jesu Kristi begyndte. Med julen tager historien om Jesus sin begyndelse. Med den gamle Simeon og den gamle Anna i templet i Jerusalem, tager virkningshistorien sin begyndelse. Jesu historie slutter næsten inden, den rigtig er begyndt, men virkningen har aldrig fortaget sig. Tværtimod, den forøger sig. Ude på Copenhagen Business Scholl sidder således en professor i ledelsesfilosofi i denne jul og undrer sig over, hvordan historien om Jesus har skaftet sig den verdensomspændende virkning, den har. Professor Ole Fogh Kirkeby når til det svar, at det må være, fordi den er sand. Og hvis man spørger som en anden Pilatus, hvad sandhed er, så svarer ledelsesfilosoffen utroligt 4
5 smukt, at sandhed er den uudtømmeligt betydningsfulde begivenhed, som ikke kan bortforklares, fordi man må fortælle om den. Den uudtømmeligt betydningsfulde begivenhed vil jeg så tilføje for egen regning, er netop, at vi med Jesus fik noget andet at tro på end retfærdighed og fromhed. Vi fik tilgivelsen og barmhjertigheden at tro på. Og det har uudtømmelig betydning. Filosoffen Hannah Arendt, som har jødisk baggrund, siger slet og ret, at tilgivelsen er kristendommens væsentligste bidrag til menneskehedens mulighed for at forstå sig selv. Ole Fogh Kirkeby taler lige ud af mit hjerte, når han siger, at evangelierne manifesterer en høj bevidsthed om eksistensens vilkår. De knytter an til mange bærende indoeuropæiske myter, og de stiller det sociales problem på en radikal og suggestiv måde. Man kunne ønske, at man kunne konstruere sådanne fortælling? Selv sider professoren og mangler en bevægelse, der kan få tilstrækkeligt mange mennesker til at tage engagement i forhold til bæredygtighed alvorligt... tilstrækkeligt mange, som vil gøre noget ved den globale opvarmning og alle de andre måder, hvorpå vi mishandler jorden. Men nej, svarer Kirkeby, man kan ikke trække nogen metodologi ud af evangeliet Fogh Kirkeby siger, at det skyldes den uudtømmeligt betydningsfulde begivenhed. Vi ville
måske sige, at det skyldes Helligånden. Men vi vil være enige om, at den ikke kan bortforklares, fordi man må fortælle om den. Evangeliernes fortælling om Jesus af Nazaret er sand i kraft af sin virkningshistorie, som intet menneske kan have sat i system. Hvis det ellers var muligt, opfandt vi den fortælling, som virkede ved at ændre vores indstilling til de givne resurser. Og den ville med vores kommunikationsmidler have langt lettere gang på jorden end evangeliet kendte de første mange århundreder. Når vi ikke bare gør det, er det fordi, vi ikke kan gøre det. Man kan håbe, at bæredygtighedens forkæmpere må finde deres begivenhed, den uudtømmeligt betydningsfulde, som ikke kan bortforklares, fordi man må fortælle den. Ligesom Simeon fandt den uudtømmeligt betydningsfulde begivenhed, da han løftede barnet op på armen og takkede sin Gud og skaber, fordi han nu kunne gå bort i fred. Vi er de seneste men ikke de sidste i Jesu Kristi virkningshistorie og vi kan med Simeon og mange andre derfor gå med fred, - i dag og når vi engang går bort for ikke at være her mere. Lov og tak og evig ære... 6