1 2. søndag efter påske I. Sct. Pauls kirke 14. april 2013 kl. 10.00. Salmer: 408//434/219/482//662/439/667/675 Uddelingssalme: se ovenfor: 667 Åbningshilsen Vi er i påsketiden. Vi lever os ind hvad det betyder i vort liv at Jesus døde på korset og stod op fra de døde. I dag får vi det hele samlet i ét stærkt billede: hyrden, lederen, der kæmper og slås for os drevet f kærlighed til os og som har den styrke, der skal til. Det er den ømme barmhjertigheds søndag. I dag skal praktikant Anders Thyrring Andersen, som bor her i sognet og som I tit har set til gudstjeneste, lede nadverhandlingen. Det sker efter godkendelse fra biskoppen, det sker på min præstevielse og jeg står ved siden af ham, så det er nadver. Ja, han er omkranset af to præster! Tag godt imod ham og vær på den måde med til at forberede ham til præstetjenesten. I Bibelen siges om os: vi fór alle vild som får, vi vendte os hver sin vej, men Herren lod falde på ham, hyrden, den skyld, der lå på os alle (Es 53,6). Derfor
2 kan vi nu vende os om mod Ham søge Hans ømme barmhjertighed for det, der ikke er som det skal være. Lad os derfor sammen bede som der står på side 4 i højmesseguiden... Prædiketeksten er læst fra kortrappen: Joh 10,11-16 Bøn. Lad os bede! Kære hellige Ånd. Vis du os hvad det betyder i vores liv, at det er Jesus, der er den gode hyrde. Amen. Prædiken Vi kender ikke meget til hyrder mere. Vi har måske set nogen på film eller på ferie i Sydeuropa eller Israel. Men hyrdebilledet rører ved noget vigtigt: Er der nogen, der vil kæmpe for mig, når jeg er på den og har ødelagt mig selv? Er der en, der kan nå mig, når andre ikke kan? Findes der en leder, som vil lede mig til det, der er godt og værne mig i livet? Det er det, det handler om, når vi møder hyrdebilledet i dag. Vi kan godt selv. Der er en tid hvor vi ser sådan på det. Og vi har det godt, hvis vi kender mennesker, der vil tage sig af os, men hvad gør vi, hvis der ikke er nogen? Fordi de ikke kan, fordi de svigter og kun går op i deres egen karriere, men er ligeglade med andre -
3 eller når de bare ikke kan følge os mere og vi står alene, det vi ikke kan komme udenom. Hyrdejobbet var en af de mest ringe og foragtede job, man kendte til i den bibelske verden. Hyrderne blev set på som lyssky personer. De skulle passe på fårene og kæmpe for dem, men de skulke dog ikke risikere livet på det. Og så siger Jesus her: Jeg er den gode hyrde. Han siger: JEG ER. Han bruger Guds hellige navn, som jøderne ikke måtte udtale. Og Han bruger det på sig selv. Det kan Han kun gøre, hvis Han er Guds søn, der tillige er blevet menneske. Men så kan Han også. Så pointen er, at Gud i Jesus påtager sig en af de mest ringe og foragtede jobs, man kender til i den bibelske verden. Det gør Han for menneskers skyld. Og særligt meget for de såredes skyld, alle os forvildede mennesker - vi for alle vild som får, vi vendte os hver sin vej - og dem, der er udenfor. For at vi skal have Ham at tænke på og holde os til: en, der går i brechen for os, en, der slås for os, en, der leder os til mad og drikke og tager sig af os, hvis vi vil tillade Ham at udøve sin aktuelle hyrdeomsorg mod os, når Han leder os og samler os. Sådan en hyrde skulle Gud være. Det hørte vi også i den gammeltestamentlige læsning.
4 Og ikke en blot en god hyrde, de findes jo, gode mennesker som er der for os, men også de er mennesker, skrøbelige, afmægtige, feje, bange. Han kalder sig den gode hyrde, altså den ægte, sande, virkelige hyrde, den, der er det fuldt ud og gennemført. Ja, og mere end man forlangte af en god hyrde, for Han satte jo sit liv til for fårene. Han gav bevidst sit liv til bedste for os. Og derefter stod Han op fra de døde og er nu kommet levende ud af døden tilbage til os med hele sin offers indsats og kraft. En hyrde med hjerte og styrke. I Hans offer er sejr og liv til os! Det er det, vi skal holde fast i i vort livs storme og nederlag, når alt er mørkt, når vi står der med angsten og skylden anklager, når vi skal dø og intet kan redde os, så holde fast i hyrden. Det gjorde de kristne på en særlig måde i de første tre århundreder. Hyrdebilledet var da hvad korset er for os i dag. Korset forbandt de så meget med et torturinstrument, at de ikke brugte det før 300 år efter. Det korset betyder for os, betød hyrdebilledet for dem. De tegnede billedet af hyrden på væggene i Roms katakomber, hvor de måtte skjule sig. Midt oppe mod forfølgelse og en sandsynlig martyrdød holdt de sig til hyrden. De vidste, at Han har både hjerte og styrke. Han havde vist det. Og
5 sådan er Han nu også lige der hvor det værste kan ske og sker. At det er sådan, har ændret tilværelsen. Han har del i vort liv, er gået ind i det og har tilført det noget nyt og mere. Der er mere i det, end det vi kan se. Han er ikke en fjern leder, der er ligeglad med os. Han slås for os. Han fyrer os ikke. Han er ikke ligeglad med os. Han løber aldrig af plads. Han flygter ikke. Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende (Matt 28,20), har Han lovet efter at Han rejste sig fra døden. Ham skal vi lære at kende. Læse om Ham og af Ham, lytte, dagligt og søndagene i kirkeåret. Og så bringe vort eget liv i spil med Ham, så vi erfarer hvordan Han er vores hyrde, fællesskabet med Ham, glæden ved vores hyrde, ja til tider kan det opleves som en vis idyl og skønhed. Det er godt at høre Hans røst. Tale til Ham, være i Hans nærhed. Det er godt, at Han kender os, trygt, at jeg ikke er alene og Han kendes ved mig. Og dette: Vi er Hans. Vi hører til hos Ham mærket med korsets tegn. Og: Han er vores. Vores hyrde! Fællesskabet er så tæt og intenst at det er som mellem Faderen og Sønnen i Treenighedens åndsbånd. Der lever og ånder Gud i den rene kærligheds hengivenhed. Det er netop på grund af den hengivenhed, at Jesus gav sit liv for os. Vi fik del i
6 Guds eget indre kærlighedsliv, den blev vendt ud til os og vi blev draget ind i den. Og så er Han optaget af dem, der er udenfor. Han bør, må, skal lede dem. Der er et guddommeligt must i Ham. Han har det der indre drive i sig. De skal lære Ham at kende. Han ønsker at samle alle om sig. Det er det, når nye mennesker samles med andre om Ham. Tallet på nye, der søger hen mod Ham nu, er større end tallet på de nye, der fødes, så mange nye kristne kommer til på verdensplan i disse år. Alle vil ikke med, mange vil ikke og alligevel: en gang skal man ikke kunne tælle alle de mennesker, der skal samles om den ene hyrde. Hver gang vi samles har vi et billede på dether og vi fornemmer det særligt når vi samles mange: vi går herhen for at samles om Ham, vi lytter efter hyrdens stemme bag ved underhyrdens stemme, vi samles om døbefonten, hvor vi optages i fællesskabet og så op til måltidet, knæler ved siden af hinanden og modtager Ham, der nu giver os sig selv som energi til livet. Lad os ivrigere end før tage del i denne skønne samling og være med til at få andre med til samlingen om den ægte hyrde. Amen.
7