Af: 1 George Orwell, 1 Det var en klar, kold aprildag, og urene slog netop tretten. Med hagen trykket ind mod brystet ligesom for at beskytte sig mod den bidende vind smuttede Winston Smith hurtigt ind gennem Victory Mansions glasdøre, men han var alligevel ikke hurtig nok i vendingen til at forhindre, at en hel del sand og støv blæste ind samtidig. Indenfor lugtede der af kål og gamle kludetæpper. For enden af gangen havde man med tegnestifter anbragt en mægtig kulørt plakat. Den forestillede et kæmpemæssigt ansigt, over en meter bredt; en ca. femogfyrreårig mands ansigt med et kraftigt mørkt overskæg og grove, men alligevel ganske smukke træk. Winston gik hen mod trappen, det var håbløst at prøve elevatoren. Selv i gunstigste fald virkede den kun sjældent, og for tiden var den elektriske strøm afbrudt om dagen som et led i den sparekampagne, der gik forud for Hadets Uge. Hans lejlighed lå på syvende etage, og da han var ni og tredive år og havde et åbent skinnebenssår lige over højre ankel, gik han langsomt og stod flere gange stille for at hvile sig. På hver trappeafsats gloede plakaten med det kæmpemæssige ansigt ham i møde fra muren over for elevatorskakten. Det var et af den slags billeder, der er sådan tegnet, at man altid synes, at øjnene ser lige på en, hvor man end befinder sig. BIG BROTHER IS WATCHING YOU, stod der nedenunder. Inde i lejligheden læste en blød og behagelig stemme en talrække op, som havde noget at gøre med produktionen af råjern. Stemmen kom fra en aflang metalplade, der lignede et mat spejl, og som var forsænket ind i væggen til højre. Winston drejede på et håndtag, og stemmen blev noget svagere, skønt man stadig kunne skelne ordene. Apparatet - der kaldtes en teleskærm - kunne dæmpes, men det kunne ikke lade sig gøre at lukke fuldstændig af for det. Han gik hen til vinduet; han var lille og tynd, og kroppens spinkelhed fremhævedes yderligere af den blå overall, som var Partiets uniform. Hans hår var meget lyst, hans ansigt var af naturen rødmosset, og huden var blevet ru af dårlig sæbe og sløve barberblade og af vinterkulden, der lige var ophørt. 1
1 1 1 1 1 1 1 1 0 1 0 1 Selv gennem det lukkede vindue så det koldt ud udenfor. Nede på gaden blæste små hvirvelvinde støv og papirstumper rundt i spiraler, og skønt solen skinnede, og himlen var skærende blå, syntes alt farveløst med undtagelse af plakaterne, der var sat op alle vegne. Ansigtet med det mørke overskæg stirrede ned fra alle gadehjørner. Der var et på huset lige overfor. BIG BROTHER IS WATCHING YOU, stod der, og de mørke øjne så dybt ind i Winstons. Nede ved fortovet flagrede en anden plakat, der var gået løs i det ene hjørne, i vinden, og når blæsten tog i den, kunne man under den se ordet ENGSOC. I det fjerne dykkede en helikopter ned mellem tagene; som en spyflue holdt den sig et øjeblik svævende på samme sted og fløj så bort igen i en elegant bue. Det var politipatruljen, der spejdede ind ad folks vinduer. Men patruljerne betød ikke noget, det var kun Tankepolitiet, der betød noget. Bag Winstons ryg kværnede stemmen fra teleskærmen stadig løs om råjern og fortalte, hvor mange procent man havde overskredet den niende Treårsplan med. Teleskærmen fungerede samtidig som sender og modtager. Den opfangede enhver lyd, der var højere end en ganske sagte hvisken, og så længe han opholdt sig inden for skærmens synsfelt, kunne han også ses. Det var naturligvis umuligt at vide, hvornår man blev iagttaget. Alle teorier om, hvor tit og efter hvilket system Tankepolitiet gik ind på den enkelte ledning, var og blev det rene gætteri. Det var endda muligt, at de iagttog alle hele tiden, i hvert fald kunne de gå ind på ens ledning når som helst. Man måtte leve i formodningen om, at hvert ord blev aflyttet og enhver bevægelse, undtagen i mørke, iagttaget; og man gjorde det, det var en vane, der efterhånden var blevet til instinkt. Winston stod med ryggen til teleskærmen, det var sikrere, skønt selv en ryg kan være udtryksfuld, hvad han udmærket godt vidste. En kilometer borte rejste Ministeriet for Sandhed, hvor han var ansat, sin mægtige, hvide bygning over de grå og triste omgivelser. Dette, tænkte han med en vag følelse af afsky - dette var London, hovedstaden på Luftbase 1, der var nummer tre af Oceaniens provinser, hvad angik indbyggerantal. Han søgte i erindringen tilbage til sin barndom for at prøve at huske, om London altid
1 1 1 1 1 1 1 1 0 1 0 1 havde set sådan ud. Havde der også dengang været alle disse forfaldne huse fra det nittende århundrede, hvis mure var afstivet med svære bjælker, hvor ituslåede ruder var erstattet med pap og tagene repareret med bølgeblik, og hvis havemure var vinde og skæve? Havde der også dengang været bombetomter, hvor vinden fik kalkstøvet til at rejse sig, og gederams voksede inde blandt murbrokkerne; og havde der været steder, hvor større karreer var blevet jævnet med jorden, og hvor triste grupper af hønsehuslignende barakker var skudt op? Men det var forgæves, han kunne ikke huske noget om det; det eneste, han erindrede fra sin barndom, var nogle isolerede situationer, der ikke havde nogen baggrund, og som ikke sagde ham noget. Ministeriet for Sandhed var vidt forskellig fra alle andre bygninger, man kunne se. Det var en kolossal pyramidelignende bygning af skinnende hvid cement, der hævede sig, terrasse over terrasse, tre hundrede meter op i luften. Fra Winstons vindue kunne man lige akkurat læse Partiets tre slagord, der stod med elegante bogstaver på den hvide facade: KRIG ER FRED FRIHED ER SLAVERI UVIDENHED ER STYRKE Man sagde, at der i Ministeriet for Sandhed var tre tusinde værelser over jordens overflade og lige så mange under jorden. I hele London var der kun tre bygninger til af samme udseende og størrelse. Så højt hævede de sig over deres omgivelser, at man kunne se dem alle fire fra toppen af Victory Mansions. I disse kæmpebygninger havde de fire ministerier til huse, der tilsammen udgjorde hele regeringsapparatet: Ministeriet for Sandhed, under hvilket nyhedstjeneste, underholdning, undervisning og kunst sorterede, Ministeriet for Fred, der tog sig af krigsførelse, Ministeriet for Kærlighed, som opretholdt ro og orden, og Ministeriet for Rigdom, under hvilket økonomiske spørgsmål sorterede.
1 1 1 1 1 1 1 1 0 1 0 1 Ministeriet for Kærlighed var det, man frygtede mest. Det havde slet ingen vinduer. Winston havde aldrig været derinde; den nærmeste afstand, han havde set bygningen fra, var en halv kilometer. Det var umuligt at komme derind, medmindre man havde et officielt ærinde der, og i så fald måtte man igennem en hel labyrint af pigtrådsspærringer, ståldøre og skjulte maskingeværreder. Selv de gader, der førte hen til dets udenværker, blev afpatruljeret af gorillalignende vagter i sorte uniformer, bevæbnet med leddelte knipler. Winston vendte sig brat om. Han havde lagt sit ansigt i de optimistiske folder, som var tilrådelige, når man stod foran teleskærmen. Han gik gennem værelset ud i det lille køkken. Ved at forlade ministeriet på denne tid af dagen var han gået glip af sin frokost i kantinen, og han vidste godt, at der ikke var andet i køkkenet end en humpel gråligt brød, som han var nødt til at gemme til morgenmad den næste dag. Han tog en flaske med en farveløs væske ned fra hylden. På den enkle hvide etikette stod der SEJRSGIN. Den havde en kvalmende olieagtig lugt, der mindede om kinesisk risbrændevin. Winston skænkede sig en kopfuld, forberedte sig på chokket og slugte det som medicin. Øjeblikkelig blev hans ansigt ildrødt, og øjnene løb i vand. Det var stærkt som salpetersyre, og når man sank det, havde man desuden en fornemmelse af, at man blev slået oven i hovedet med en gummiknippel. Et øjeblik efter forsvandt imidlertid den brændende fornemmelse i maven, og verden begyndte at se lysere ud. Han tog en cigaret fra en krøllet pakke med påskriften SEJRSCIGARETTER og var uforsigtig nok til at holde den lodret, så al tobakken dryssede ud. Han var heldigere med den næste. Han gik tilbage til stuen og satte sig ved et lille bord, der stod til venstre for teleskærmen. Op af bordskuffen tog han et penneskaft, en blækflaske og en tyk bog i kvartformat med hvide blade, rød ryg og marmoreret bind. Af en eller anden grund havde teleskærmen i hans stue fået en usædvanlig placering. I stedet for som normalt at være anbragt i endevæggen, hvorfra den kunne dække hele værelset, befandt den sig på langvæggen over for
1 1 1 1 1 1 1 1 0 1 0 1 vinduet. På den ene side af skærmen var der en lille niche, ikke ret dyb, hvor Winston nu sad, og som sandsynligvis oprindelig havde været beregnet til boghylder. Når han sad i nichen helt ind mod væggen, kunne han holde sig uden for skærmens synsfelt. Man kunne naturligvis høre ham, men så længe han blev siddende der, kunne han ikke ses. Det var til dels denne usædvanlige indretning af værelset, der havde givet ham ideen til det, han nu var ved. Han var imidlertid også blevet tilskyndet hertil af den bog, han lige havde taget op af skuffen. Det var en sjælden smuk bog. Dens glatte flødefarvede papir, der var yderligere gulnet gennem årene, var af en kvalitet, der ikke var blevet fremstillet de sidste fyrre år. Han formodede imidlertid, at bogen var betydeligt ældre. Han havde fået øje på den i vinduet i en snusket lille marskandiserforretning i et af byens slumkvarterer - han kunne ikke længere huske hvor - og han var blevet overvældet af en uimodståelig trang til at eje den. Det sås ikke gerne, at medlemmer af Partiet kom i almindelige butikker handlede på det frie marked som det kaldtes, men reglen blev ikke strengt overholdt, fordi der var forskellige ting som for eksempel snørebånd og barberblade, som det var umuligt at få fat i på anden måde. Han havde kastet et hurtigt blik op og ned ad gaden og var så smuttet inden for i butikken og havde købt bogen for to en halv dollar. På det tidspunkt var han sig ikke bevidst, at han ønskede den til et bestemt formål. Med en følelse af skyld havde han båret den hjem i sin mappe. Selv med ubeskrevne blade var det en meget kompromitterende ting at have i sin besiddelse. Det, han skulle begynde på, var at føre dagbog. Det var ikke ulovligt - intet var ulovligt, da der ikke længere var love - men hvis det blev opdaget, var det sandsynligt, at det ville blive straffet med døden, eller i det mindste med femogtyve år i en tvangsarbejdslejr. Winston satte en stålpen i penneskaftet og suttede på den, inden han dyppede den. Han dyppede pennen i blækket og tøvede så et øjeblik. En skælven gennemrystede ham. At sætte pennen til papiret var den afgørende handling. Med små klodsede bogstaver skrev han så:. april 1.