Prædiken, en julemeditation Frederiksborg Slotskirke Ida Secher 25. december 2011 kl. 16 Juledag Johs. 1, 1-14 Salmer: 129 102 125-111 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. Joh 1,1-14 Freden har sænket sig decembers spænding er udløst det blev også jul i år Og nu er vi tilbage ved begyndelsen, hvor Ordet var og var hos Gud og var Gud Vi er tilbage ved altings skabelse hvor Gud talte og lyset brød frem farverne spillede og livet opstod af stjernestøv, af vand, af ånd fik dufte smag 1
og lyde form Tiden begyndte tikkede af sted dag og nat ny og næ såtid og høst tiden gik og Ordet var hos Gud og Ordet var Gud alt blev til ved ham og uden ham blev intet til at det, som er Guds Ord var Guds tanke Guds visdom og vilje Men tiden blev moden nåede sin midte Guddommen skiltes ad skilsmisse og fødsel i et Ordet selv fik form og farve små røde fødder og hvide fodsåler en smukt buet næse En søn var født en far var blevet til et forhold skabt i menneskers billede Gud var blevet Far og Søn Vi er i tidens midte i Jesu føderum i forgrunden Maria det sorte hår er vådt af sved men smilet er stort hun har fået en gave i duften af hø 2
Den nyfødte en lille bylt med et menneskes ansigt blodet drypper fosterfedtet funkler i stjerneskær det spæde hjerte banker han piber som et pindsvin Maria ler Han er levende Josef er glad lettet undrende Han står med store øjne og blussende kinder tør man røre det store mirakel løfte en lille finger tælle de små tæer? Endnu har æselet krybben for sig selv optaget af sit eget det ænser endnu ikke hyrderne som er på vej Døren står åben Himmelen er inviteret indenfor står tiden næsten stille stilhed før Ånden accelererer sit væsen til lysets hastighed lyset som skinner i mørket for mennesker at leve af og i og ved i tiden 3
I tiden er Gud i verden på menneskers betingelser fastholdt af sit eget valg bundet til jorden håndgribelig for mennesker sårbar herlig og kærlig Gud som vil kendes som jeg er søger mennesker som vil elske og elskes for tid og evighed jeg vil gå i døden for hvem som helst for godt til at være sandt siger vi sandheden kan åbenbart ikke være god sandheden er én siger Gud sandheden er relativ siger vi sandhed og kærlighed betvivles anfægtes mødes med skepsis men sandhedens åbenbaring gør kærligheden lever den skaber af den et barn i os føder os som børn af Gud 4
i tiden i nuet i gentagelsen bevæger Gud os som han selv bevæges og vi mødes og tvivlen bliver til skamme men skammen er ikke længere vores også den er båret for Gud har taget bolig i os holder vores hoved højt himmelhøjt Vi er født af Gud genfødt i hans billede dag for dag en gang for alle Og evigheden er til som Guds tid i os --- Vi har alle fået et barn Guds nyfødte kærlighed En ny himmelsk, spirende, spæd begyndelse i en gammel verden. En folkegave fra Himlen (disse sidste fem linjer er skrevet af sognepræst Søren Nielsen, Holstebro) Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen. 5