Mig og caminoen. Mig og caminoen

Mig og caminoen 1 Mig og caminoen

2 M i g o g c a m i n o e n

Mig og caminoen 3 Henrik Friediger Mig og caminoen Om at finde sig selv og de andre på Camino de Santiago Borgen

4 M i g o g c a m i n o e n Mig og caminoen Copyright 2006 Henrik Friediger Omslagslayout: Lars Rosenquist Bech-Jessen Tegninger: Flemming Bindslev Published by Borgens Forlag, Valbygaardsvej 33, DK-2500 Valby Bogen er sat med Palatino og trykt hos Narayana Press, Gylling ISBN 87-21-02753-6 1. udgave, 1. oplag 2006 www.borgen.dk

Mig og caminoen 5 Lad aldrig hykleri og svig fra mine læber lyde, lad fagre ord ej træskelig en giftig mening pryde, men giv, at jeg i sandhed kan ret elske både Gud og mand og evig glæde nyde! Thomas Kingo 1699

6 M i g o g c a m i n o e n

Mig og caminoen 7 Velkommen til caminoen Santiago de Compostela er en by i den spanske provins Galicien. I mere end tusinde år har Santiago tiltrukket millioner af pilgrimme. Vejen på spansk: el camino til Santiago begynder dér, hvor man starter, men i tidens løb har vejene samlet sig i nogle få caminoer, som mange pilgrimme har brugt. I Spanien har de fleste pilgrimme fra det øvrige Europa vandret ad en vej, der har sammenført de forskellige veje gennem Frankrig i én hovedvej: El Camino Francés, den franske vej, der i Spanien begynder i bjergpasset ved klostret Roncesvalles. Santiago er målet for pilgrimsrejsen. Der har dog været tradition for, at pilgrimmene fortsatte deres rejse endnu små hundrede kilometer til Finisterre, Verdens Ende, som indtil opdagelsen af det store land på den anden side af Atlanten har været en meget speciel oplevelse. Derfor slutter pilgrimsrejsen først ved verdens ende. Tidligere tiders pilgrimme har brugt de transportmidler, som nu engang har været til rådighed for den enkelte. Kun de fattige

8 M i g o g c a m i n o e n har vandret, brugt apostlenes heste, uden at der har ligget en særlig ære i det. Ære er sjældent forbundet med fattigdom. I dag ligger der en særlig betydning i det at bevæge sig til fods. De sande pilgrimme vandrer. Nogle mener, man også kan cykle til Santiago med samme udbytte. Men det er ikke et synspunkt, som deles af ret mange af os, der vandrer. Det at vandre har en værdi i sig selv. Vandring er en langsommelig måde at bevæge sig gennem et landskab på. Det er en måde, der giver tid til at opleve og nyde de steder og landskaber, rejsen går igennem, samtidig med at den vandrende pilgrim har rigelig tid og lejlighed til at reflektere over rejsens mål, til selvfordybelse, samvær med andre vandrende, mødet med mennesker og steder undervejs. På den måde bliver en vandring ad den franske vej til Santiago en dybt personlig oplevelse. Selve caminoen ligger udstrakt for én med de fikspunkter, som udgøres af byer og landsbyer, hvor man kan gøre holdt for at drikke, spise og sove, og det er de samme landskaber, som alle pilgrimmene har mulighed for at opleve undervejs. Men en skildring af vandringen er helt afhængig af, hvad det er for et menneske, der fortæller den, hvem han eller hun mødte, og hvad der i øvrigt skete undervejs og hvordan møder og begivenheder fortolkes. Camino de Santiago er en velafmærket rute. Overalt bliver man ledt på rette vej af gule pile, som peger mod Santiago og er malet på alt, hvad der kan males på: træer, sten, vejskilte, husmure, rækværk, stengærder, bropiller, alt. Der er ingen tvingende grund til at medbringe en guide. Man kan ikke fare vild. Rent fysisk. I denne bog fortæller jeg om caminoen med udgangspunkt i en konkret vandring i april 2005 og med tilbageblik på nogle af de oplevelser, jeg har haft på mine tidligere caminoer. Jeg har vandret på caminoen flere gange siden 1992. Fortællingen følger caminoen dag for dag, og selvom det ikke har været mit formål

Velkommen Mig og caminoen til caminoen 9 at skrive en rejsefører, er der forhåbentlig inspiration at hente til ens egen camino, ens egen vej. På min hjemmeside har jeg lagt fotos af mennesker og steder, der skrives om. Se adressen bag i bogen. Ønsker man viden om caminoen, er der masser af hjælp at hente på internettet. Jeg har angivet nogle af de gode internetadresser bagest i bogen. Caminoen ændrer sig hele tiden, overnatningssteder, de såkaldte refugier, dukker op og lukker igen, og det samme gælder barer og restauranter. Derfor kan man hente de mest opdaterede informationer på nettet. Mange pilgrimme vandrer caminoen for at finde sig selv. Nogle kalder det at finde sit sværd. Sværdet, ofte afbildet som et korssværd, har en særlig symbolsk betydning for caminoen. Caminoen er tæt knyttet til den mere end syv hundrede år lange kamp mellem kristenheden og islam på Den Iberiske Halvø. Den apostel, hvis grav findes i Santiago, og som er den religiøse begrundelse for overhovedet at vandre dertil, har gennem hele middelalderen spillet en afgørende rolle i fastholdelsen af håbet om engang at generobre det tabte land fra den muslimske besættelse. Denne generobring, Reconquista, der endelig var afsluttet i 1492, samme år, som Columbus fandt land på den anden side af det store hav, kunne kun ske gennem kamp, gennem brug af sværdet. Samtidig er sværdet et symbol på evnen til at skille sandhed fra løgn, det gode fra det onde, det lunkne fra det kolde og varme, hadet fra kærligheden, livet fra døden. Sværdet er således også et symbol på klarhed i følelse, tanke og handling. Det mest udbredte symbol på caminoen er skallen af kammuslingen, la vieira, også kaldet Concha de Venus, den musling, der kendes fra Botticellis berømte maleri om Venus fødsel. Den har været santiagopilgrimmenes symbol, siden de første pilgrimme fandt muslingeskallerne på Galiciens kyst ved verdens ende og prydede deres dragter med dem.

10 M i g o g c a m i n o e n Muslingeskallen er symbolet på den ydmyge pilgrim, på den pilgrim, der vandrer vejen for sin sjæls frelses skyld, og som derfor stiller få fordringer til dagen og vejen. Er muslingeskallen et symbol for ens vej, er det ydmygheden, som man leder efter i sit indre. Mange vandrer med en muslingeskal bag på rygsækken eller om halsen. Et moderne caminosymbol er den gule pil, der leder pilgrimmene hele vejen til Santiago. Pilen, der udpeger den vej for dig, som du selv har valgt at vandre, og som sørger for, at du kommer trygt frem til dit bestemmelsessted. Et tryghedens symbol, der peger på caminoen som et sted, hvor det er godt og sikkert at være, og hvor du uden fare kan finde ud af mere om livet. Pilen er et kærligt symbol, et symbol om, at vi skal hjælpe, støtte og vejlede hinanden. Det er måske det symbol, jeg selv holder mest af. Så velkommen til min camino. Forhåbentlig kan den inspirere dig på din egen vandring.

Mig og caminoen 11 1. dag Roncesvalles Larresoaña 28 k i l o m e t e r Aftenen, før man begynder sin vandring, er præget af den ro og fred, der er i Roncesvalles, efter at turisterne har overladt klostret til pilgrimmene. Man lægger dagens moderne rejse hertil fra Danmark med både fly, tog og bus bag sig og oplader mentalt ved at opholde sig et sted, der synes kun at være til for det samme. Klokken otte kan man gå til den messe, som præsterne i Roncesvalles holder hver aften for den næste dags pilgrimme, og hvor de giver den enkelte deres velsignelse, samtidig med at de beder om, at vi pilgrimme beder for dem, når vi kommer frem til katedralen i Santiago. Denne den første morgen tog jeg den med ro og kom af sted som den sidste. Vejret var højt og koldt. Perfekt vandrevejr de første kilometer gennem den helt spæde aprilskov. Jeg tog mine første fotos af de smukke forårsblomster. Første stop ved ettiden i Viscarret. Sad udenfor ved bordet foran baren og fik mig et lille glas rødvin og en flaske vand og snakkede hyggeligt med tre spaniere fra Pamplona, som jeg havde overhalet lige før landsbyen. Den ældste, Juan, var 77 år og priste vinens tannin og sundhedsværdi i høje toner.

12 M i g o g c a m i n o e n Vejen ned fra Roncesvalles går ikke kun nedad. Den går op og ned. Snor sig ud og ind. Mest gennem skov, bøg og eg, endnu ikke sprunget ud; en skærende kontrast til Madrid, hvor jeg dagen før havde nydt et forår i fuldt flor, mens jeg ventede på mit tog, der skulle føre mig til Pamplona, hvorfra jeg tog bussen de sidste fyrre kilometer op til Roncesvalles. Masser af smukke blomster i skovbunden. Jeg var helt alene. Var der andre, der havde begyndt deres camino samme dag, var de meget længere fremme. Og dog: Med ét blev fuglesangen blandet med høje kvindestemmer. Jeg tænkte, at det skulle jeg vænne mig til: de støjende spaniere. Det viste sig nu at være fire englændere, der forstyrrede freden. De gik uden rygsække, var altså ikke pilgrimme, men turister. Jeg passerede dem i det samme, som én af kvinderne betroede en af de andre: I hate people. Det kan godt være, der var en fortsættelse på sætningen, så det kun var en delmængde af menneskeheden, hun hadede, eller det kun var, når denne delmængde gjorde eller sagde noget bestemt, at hun hadede dem. Men uanset hvad I hate people er det noget at gå og prale af? I sidste ende lander hadet altid hos én selv, hos den, der går og hader. Jeg passerede den første by med refugium, Zubiri, og fortsatte de kedelige fem kilometer til den næste, Larresoaña. Kedelige, fordi de går langs et stenbrud og en virksomhed, hvor sten bliver sorteret efter størrelse af larmende maskiner. Heldigvis gælder det dog ikke hele vejen. Installerede mig på det kommunale refugium i Larresoaña. Formaliteterne blev ordnet af en kvinde på borgmesterkontoret, der nærmest er et helt pilgrimsmuseum. Jeg fik mit andet stempel i pilgrimspasset, la credencial, som er beviset på, at man er en pilgrim, og som giver adgang til at overnatte på refugierne. Prisen for en overnatning var fire euro.

Roncesvalles Mig og caminoen Larresoaña 13 Udmærkede badeforhold, så jeg kunne komme ind i den rytme, jeg altid holder, når jeg vandrer på caminoen: Når jeg har fået min seng, går jeg i bad og vasker T-shirt og underbukser og for det meste også sokkerne. Jeg medbringer kun to sæt af hver, så kunsten er hver dag at kunne tage rent og tørt tøj på efter badet, og det lader sig kun gøre, hvis det er vasket eftermiddagen før og er blevet tørt senest, før dagens vandring begynder. Efter badet tørrer jeg mig med et superlet kunststofhåndklæde, der naturligvis også skal tørre. Rytmen er ikke svær at falde ind i og holde. En joker kan være dage med regn, der forsinker tørringen, men ofte kan det klares ved at lægge tøjet på varmeapparater eller putte det i en tørretumbler, som efterhånden findes på mange refugier. I det hele taget er jeg meget optaget af ikke at bære på for meget, og efterhånden er jeg kommet ned på en vægt på mellem tre et halvt og fire et halvt kilo, hvoraf min letvægtsrygsæk vejer de otte hundrede gram og letvægtssoveposen nogenlunde det samme. I Larresoaña er der for et par år siden kommet en restaurant. Som snesevis af restauranter, cafeer og barer i landsbyer langs caminoen er dens kundeunderlag skabt af de gennemrejsende pilgrimme. Når sulten og tørsten melder sig, er det dér, folk søger hen, og på den måde har landsbyen fået en facilitet, som den ellers ikke ville have haft forhåbentlig også til glæde for den lokale befolkning. Jeg drak en enkelt fadøl og spiste senere middag med vin sammen med et par irske og et par schweiziske fyre. Værten, der serverede for os, var en lun fyr. En af de irske pilgrimme gjorde mig opmærksom på hans glæde. Jeg svarede, at det kunne jeg da godt forstå. Han havde ingen konkurrenter og var sikret en konstant strøm af kunder. Ireren bemærkede, at indtjening og rigdom ikke automatisk fører til godt humør. Tænk, at jeg kunne glemme det. I hate people. Det gør jeg ikke.

14 M i g o g c a m i n o e n 2. dag Larresoaña Uterga 33 kilometer Lidt før otte havde jeg fået en kop kaffe med varm mælk, café con leche, i byens eneste restaurant. Der var flere pilgrimme i lokalet, og den muntre vært havde travlt. På disken lå en stak små guider i lommeformat. Jeg tog en af dem og fandt først tre uger efter ud af, at de var til salg for tre euro. Da jeg tog den, troede jeg, det var en gave fra Caminoens Venner, eller hvad ved jeg. Med absolut ren samvittighed begyndte jeg dagens vandring. Vejret var stadig koldt og klart. Den første del af ruten går gennem krat og over marker ad små bugtede stier, der stiger og falder, mens den snor sig på skrænten langs floden Arga. Jeg gik og tænkte på pave Johannes Paul II, som lige var død nogle dage forinden. Jeg havde læst, at han ikke fik smertestillende medicin. Dødsprocessen skulle være en smertefuld proces, der skulle lutre ham til mødet med skaberen. Han skulle angiveligt have Jesus helt tæt inde på sig. Jesus helt tæt inde på sig. For mig var det meget stærke ord. Jeg kunne næsten forestille mig, hvordan det måtte være. Det var også det, der var sket med Søren Kierkegaard, da han alt for ung sygnede hen.

Mig Larresoaña og caminoen Uterga 15 Han havde Jesus tæt inde på sig og forsvandt i det stærke og lykkefyldte møde. Jeg gik med en bøn til Gud, mit sædvanlige fadervor. Der er så meget i den bøn, og jeg føler ikke, jeg kan forbedre den, ligesom jeg ikke synes, jeg vil bede Vorherre om noget specielt for mig og mine. Gud ved udmærket, hvad jeg har brug for, og jeg får altid så rigeligt og mere til. Jeg har den vane at gå med hænderne foldet foran brystet, mens de hviler i den rem, der går fra bæresele til bæresele på rygsækken. Jeg gør det mest, fordi mine hænder ellers har en tendens til at svulme op. Men det er også en form for meditationsstilling. En pilgrim, jeg engang mødte, syntes det virkede, som om jeg gik og bad hele tiden. Folder man hænderne bliver ens tanker til bøn. Ofte har jeg læst om, at man skal følge sit hjerte. Men for mig er hjertet især en muskel, der pumper blodet rundt i kroppen, ikke et sted for følelser. Det gik jeg og tænkte på. Og jeg tænkte på, at jeg godt kunne tænke mig at åbne mit hjerte for Gud. Måske var det det, som paven og Kierkegaard gjorde, når de kom tæt på det guddommelige. Pludselig kunne jeg mærke en varme i mit hjerte. Og derfra strømmede varme og glæde ud i hele kroppen. Det var en henrykkelse. Den varede nogle minutter. Så aftog den, og mit humør var pragtfuldt og mit sind fuldt af taknemmelighed. En sætning pressede sig på: Du skal elske din næste som dig selv. Den har jeg altid fået udlagt: Du skal elske din næste, som du allerede og altid elsker dig selv; underforstået: Du er født med en narcissistisk selvkærlighed, som du bare har at dirigere over på dine medmennesker. Men sådan føler jeg ikke, det er: Det er et krav om både at elske sin næste og om at elske sig selv. Du skal elske din næste, som du skal elske dig selv. Hvis man ikke kan elske sig selv, kan man heller ikke elske andre. Jeg kunne mærke en kærlighed til mig selv strømme igennem

16 M i g o g c a m i n o e n mig og videre ud til de andre. Først til min kone, Mette, og mine børn og børnebørn og derfra til resten af familien, vennerne, de andre pilgrimme, menneskeheden, Jorden, verden, universet det hele ligesom bevægede sig ind i et klart lys. Jeg blev skræmt, det var ikke noget, jeg var forberedt på, og hvad skulle jeg stille op med det, hvor ville det bevæge mig hen? Imens gik jeg på den smalle, bugtede sti langs Arga, der ligger neden for stien og sørger for, at alt er grønt og frodigt, at liv skyder op af jorden, og at alt summer af levet liv. Sikke et skaberværk. Sikke en lykke at opleve det i hele dets fylde. Sikke et under. Følelsen aftog i intensitet og gik over i en dyb taknemmelighed over at være til, at få lov til at opleve alt dette lige her og nu. Lidt efter mødte jeg en ung italiensk kvinde og faldt i snak med hende. Hun havde sagt sit arbejde som arkæolog op hjemme i Rom og ville have en tænkepause for at finde ud af, hvilken vej hun nu skulle gå i sit liv. Jeg spurgte hende, hvorfor hun talte så godt spansk. Det var, fordi hun havde opholdt sig to år i Peru, mens hun skrev speciale om Nasca-linjerne, de kæmpemæssige tegninger af dyr og geometriske figurer, som har kaldt på mange fantasifulde teorier; blandt andet at de skulle være fremstillet af rumvæsener, der har brugt dem som landingsbaner for deres rumfartøjer. Det var imidlertid ikke hendes tese. Hvis det havde været det, ville hun være dumpet til eksamen. Men nu var hun altså træt af at finde og samle potteskår hjemme i Italien og ville bruge caminoen til at få styr på sit liv. Ved Trinidad de Arre går caminoen over en bro, der er bygget over floden Ulzama. Den italienske kvinde blev så begejstret for broen, at hun begyndte at fotografere den fra flere sider, mens jeg gik videre. Da jeg nåede til den første by, Villava, der er en forstad til

Mig Larresoaña og caminoen Uterga 17 Pamplona og kendt for at være den berømte cykelrytter Miguel Endurains fødested, ringede jeg hjem til min kone for at dele min glæde med hende. Jeg tror ikke, hun helt forstod, hvad det var for en oplevelse, jeg havde haft, og den glæde, der var i dens kølvand; men hun var glad på mine vegne og for at høre, at jeg havde det godt. Når man nærmer sig Pamplona, er det som at nærme sig en fæstning. På vejen stod en kunstmaler med sit staffeli og malede husene på vejen med parken og citadellet i baggrunden. Men han malede ikke det, han så. Han malede motivet som vinterbillede, selvom hele naturen rundt omkring ham ligefrem struttede af saftigt forår. Nå, der er nok sne på, konstaterede jeg åndfuldt. Og det kunne han jo bare med et skævt smil give mig ret i. Opstigningen til byen går over toppede brosten, som om man går ind i et fort, men straks åbner byen sig og bliver hurtigt en labyrint af smalle gader. Jeg havde tænkt mig at se lidt nærmere på domkirken, men den var under restaurering, så jeg opgav og gik bare igennem den smukke by, mens jeg forestillede mig de berømte tyreløb i gaderne under San Fermin-festen i juli. I dag var det mere fredeligt. Den første landsby efter Pamplona hedder Cizur Menor. Her nåede jeg til ved ettiden, efterhånden godt træt af dagens vandring, hvor jeg foreløbig havde tilbagelagt tyve kilometer. Jeg fandt en restaurant og spiste en let frokost. Efter en times pause begyndte jeg vandringen op over Montes de Perdon, en storslået bjergkam med snesevis af vindmøller på toppen. Stigningen er blid, og niveauforskellen er kun omkring 300 meter. Det var begyndt at blive lunt, så jeg holdt en lang pause i landsbyen, Zariquiegui, der ligger halvvejs oppe ad bjerget. Her drak jeg en masse vand og fik vasket mine fødder og luftet strømperne i solen.

18 M i g o g c a m i n o e n Resten af stigningen gik som en leg. Jeg holdt mange små pauser for at se mig tilbage ud over Pamplona, der ligger ved foden af Pyrenæerne og er en værdig hovedstad i det smukke Navara. På toppen står en mindesten over et pilgrimshospital, der engang lå dér på stedet, og der er en jernskulptur i form af en række pilgrimme på vej mod Santiago. Figurerne er todimensionalt skåret ud af rustne jernplader, så man ser dem i profil. Derfra går det stejlt nedad. Det første stykke ad en lidt ubehagelig sti fuld af sten i en lav kratskov og snart havde jeg nået dagens mål: landsbyen Uterga, hvor der skulle være et nyt refugium. Det var der også: privat og lækkert med café og restaurant. Det begyndte at regne, netop som jeg var kommet inden døre. Da jeg nåede Uterga, havde jeg tilbagelagt i alt 61 kilometer på to dage, den sidste dag 33 kilometer. Når jeg havde så travlt, var det, fordi jeg næste dag ville nå til Estella, hvor jeg dagen efter igen, lørdag, skulle mødes med min spanske ven, Manuel, der ville tage bussen fra Irun, hvor han bor, og vandre med mig i weekenden. Jeg ringede til ham. Bussen ville være i Estella lørdag ved titiden, og jeg skulle møde ham på busstationen. Middagsmad i restauranten sammen med et californisk ægtepar. Han hed Brian og var præst i en unitaristisk kirke, så han var til både Jesus, Buddha og Muhammed. Unitaristerne er åbne for det hele og anerkender en bred række af profeter. Jeg spurgte, om det også gjaldt Joseph Smith (mormonkirkens grundlægger). Men det gjorde det ikke, der var trods alt grænser for, hvem man ville lukke ind i sit univers. Jeg tror, han opgav at forklare mig sin religion, men den var i hvert fald åben for indflydelse udefra og baseret på et humanistisk menneskesyn, hvor mennesker hjælper hinanden. Derfor var menighedslivet præget af forskellige former for frivilligt

Mig Larresoaña og caminoen Uterga 19 arbejde for udsatte grupper. Hans kone hed Edith og arbejdede med projekter for at bespise de allerfattigste. Nu havde han fået et sabbatår og var altså her på caminoen for at samle ny inspiration og møde gode mennesker.

20 M i g o g c a m i n o e n 3. dag Uterga Estella 27 kilometer Klokken otte var jeg af sted efter en dejlig nats søvn. Jeg tror det var Edith, der havde glemt sit vandrensningsudstyr(!). De var allerede væk, men jeg hældte vandet fra og tog det med, jeg skulle nok indhente dem og håbede at kunne give det til hende. Vejret var friskt efter nattens regn, blæsende, men nu fra øst, så der var rygvind. Jeg fandt Edith og Brian i den næste landsby, Muruzábal, hvor de gik rundt og ledte efter et sted, hvor de kunne få sig noget morgenmad. Jeg spurgte nogle håndværkere, der arbejdede på at restaurere kirken, om mulighederne. Der var ingen. Edith var glad for sit vandrensningsudstyr. Jeg fortalte hende, at det på ingen måde var nødvendigt. Man kan sagtens drikke vandet fra de vandposte, der findes i alle landsbyerne. Og det udstyr må veje mindst et kilo. Det vidste hun godt, sagde hun, men man kunne jo aldrig vide sig sikker. Fra Muruzábal kan man gå en omvej til Puente la Reina via en oktonal kirke, Nostra Señora de Eunate, der ligger på en anden pilgrimsvej, Tramo Aragonés, som følger en sydligere rute over

Mig Uterga og caminoen Estella 21 Pyrenæerne og mødes med Roncesvallesruten i Obanos. Eunate ligger for sig selv ude på en mark, og dens oprindelse er usikker, men ottekanten antyder en tilknytning til tempelridderne, fordi Jesu gravkirke i Jerusalem også har denne form. Den tur tog Brian og Edith, og jeg så dem ikke igen. Den næste landsby, Obanos, er ganske monumental i forhold til sin størrelse, men den har også været et vigtigt punkt på pilgrimsruten, fordi de to pilgrimsveje fra Frankrig, og dermed fra hele det europæiske fastland, løber sammen dér. Jeg mødte endnu en californier, Clint Walker fra Salinas. Han kunne prale af at være bærer af to præsidentnavne: Clint er naturligvis en kortform af Clinton, og W et i George W. Bush står for Walker. Han svor dog på, at han så sandelig ikke havde stemt på Bush, hvis krigeriske politik han i ét og alt afskyede. Clint havde sovet i et lille refugium, som var bygget ved Eunate. Han havde været den eneste og hospitaleroen havde lavet aftensmad til ham. Vi fulgtes ad til Puente la Reina, fik lidt at spise, kiggede ind i et par af kirkerne. Specielt holder jeg af Krucifiks-kirken, Iglesia del Crucifijo, hvor der er et krucifiks, hvor Jesus hænger på et y-formet kors. Han har fået lange arme, som kan betyde, at de er trukket af led, men også, at han triumferer. Halvdelen af ansigtet er dækket af hans hår. Jeg er ellers ikke til tilbedelse af billeder eller statuer, men forsømmer aldrig en lejlighed til at bede i denne kirke ved dette krucifiks. Jeg tror, han triumferer over døden. Derefter dvælede vi ved den smukkeste bro på hele caminoen, Dronningens Bro = Puente la Reina. På vej ud af Puente la Reina passerede vi en mark, hvor et par mænd stak asparges. Jeg bad dem om en smagsprøve, og Clint og jeg fik to hver, som vi skrællede med vores lommeknive og spiste. Sådan en helt frisk, hvid asparges er for mig en himmerigsmundfuld.

22 M i g o g c a m i n o e n Clint og jeg fortalte hinanden om vores liv. Han var gift med en kinesisk tredjegenerationsindvandrer og havde fire børn. Katolik, og derfor kunne jeg heller ikke vare mig for at spørge til det varmeste politiske emne i Spanien i netop de dage: homoseksuelles ret til at gifte sig med hinanden. Han fortalte mig, at han oprindeligt instinktivt havde været imod. Men så havde han set et foto i en avis af et nygift homoseksuelt par, og den lykke, som de udstrålede, havde mindet ham om den uendelige lykke, han havde følt, da han selv var blevet gift. Og så havde han sagt til sig selv: Den lykke fortjener alle mennesker. Det gik mere op og ned ad bakke end sædvanligt på den strækning. Caminoen var omlagt på grund af et vejarbejde og fulgte et mudret spor, der endte oppe langs en nyudvidet hovedvej. Endelig ind over landskabet igen på et langt stykke med vinmarker, olivenlunde og mandeltræer. Og i det fjerne dukker landsbyen Cirauqui op. Hvid og smuk ligger den på en bakke i solen. Et af de bedste syn på caminoen. I Cirauqui sagde Clint og jeg pænt farvel til hinanden. Han gik ikke så hurtigt som jeg, og samtidig havde jeg en følelse af, at jeg havde fået snakket nok for den formiddag. Lorca er en søvnig landsby, men nu med et nyt refugium, der nok skal blive populært, da det er den eneste overnatningsmulighed de godt tyve km mellem Puente la Reina og Estella. I udkanten af Lorca ligger der en slags restaurant. Den virkede lukket, men jeg var sulten og ringede på dørklokken. En ældre mand kom ud og spurgte, hvad jeg ville. Jo, jeg ville gerne have lidt at spise. Hvad ville jeg have at spise? Ja, hvad havde han? Jo, jeg kunne da få en bocadillo. Med hvad? Jo, han havde da både det ene og det andet. Jeg bestilte en med tortilla fyldt med chorizo casera og vin og vand. Men der var sådan set lukket, så jeg kunne ikke komme indenfor og spise, men jeg kunne sidde i garagen, for det blæste jo koldt udenfor. Han lukkede en vippeport i aluminium op. Inden for sad to pilgrimme, mænd

Mig Uterga og caminoen Estella 23 på min alder, ved et bord og spiste og drak. Dem tilsluttede jeg mig, og porten gik ned igen. Mine bordfæller hed Santos og Angel og var fra Salamanca og var fulde af sjov, især Santos. Vi diskuterede forskellige mærker vin, smagte på lidt af hvert og fik også drukket lidt brandy til kaffen, som værten fremtryllede. Rigtig hyggeligt selskab, bodegahygge midt på caminoen. Dem skulle jeg komme til se meget mere til de kommende dage. Det er kendt visdom, at den tredje dag på caminoen er den værste. Og det var netop tredjedagen, jeg var i gang med. Det begyndte at gøre lidt ondt i ben og fødder. Heldigvis ligger den næste landsby, Villatuerta, ved et lille vandløb, hvor der er en gangbro over ved siden af et vadested for biler. Her holdt jeg dagens længste pause. Svalerne fløj, som kun de kan, hen over vandspejlet og snuppede myg i lange baner. Solen skinnede. Vandet rislede. Så er livet nemt. Santos og Angel kom efter en halv times tid. Nu ville de have noget at drikke. Om jeg ville med? Okay. På den eneste bar i byen, der drives af pensionistforeningen, mødte vi to friske piger fra Valencia, Isabel og Vanesa, der var taget på caminoen med telt, som de ville slå op ved flodbredden og nyde den landlige stilhed. Fik en enkelt øl, men så ville jeg også af sted. Klokken var hen ad fem. Jeg fulgtes stille og roligt med de to. Over et vandløb har man lagt en ny bro, der betyder, at caminoen har fået et nyt, lettere forløb ind til Estella. Det er dejligt, når benene er trætte, især Angel så ud til at lide under turen. En gyllelugt spredte sig fra markerne. Jeg fortalte om de toogtyve millioner danske svin, og om den lugt, der ofte hænger over det danske landskab og får folk til at flygte til byerne. Estella har et velfungerende, nyt refugium, som jeg kender godt efter flere overnatninger. Jeg spurgte til Carlos hos den litauiske hospitalero, men han var der ikke.

24 M i g o g c a m i n o e n Isabel og Vanesa dukkede op i selskab med en ung fyr, der hed Santiago. De gad alligevel ikke slå deres telt op jeg tror i virkeligheden ikke, de var til stille landlig hygge, snarere til fest og farver. Det blev der også. Santiago lavede tortilla español, det er den, der er fyldt med kartofler, som først er kogt i olien, før æggene kommes i. Det smager pragtfuldt, men ligger tungt i maven. Santos og jeg gik i byen og købte brød, skinke og vin. Ved den anden ende af det lange bord i refugiets køkken sad et andet selskab, domineret af en ung australsk kvinde, der vistnok drak lidt rigeligt og hele tiden fablede om kænguruer, som hun bedyrede, hun ikke spiste, fordi man spiser ikke sine venner. Jeg blev gjort opmærksom på, at der skulle være en dansk kvinde ved den australske ende af bordet. Og ganske rigtigt, Marie fra Næstved sad dér lige så stille og smilede ad de mere støjende pilgrimmes udfoldelser. Mærkeligt sted, Estella. Det er typisk det tredje eller fjerde sted, man overnatter, og derfor samles de pilgrimme her, der ikke rigtig kan klare den eller som i hvert fald efter de første dages eufori har mødt caminoens tørre hårdhed. Her samles de pilgrimme, der har fået vabler, ofte både under og over begge fødder, fordi de har overvurderet deres kræfter, deres form eller kvaliteten af deres grej. Typisk har de slæbt alt for megen vægt på ryggen. Og her samles også folk, som nu har fået deres hjemlige problemer så grundigt rørt sammen i hovedet, at de er blevet smækforvirrede og ikke længere ved, hvad pokker de laver lige her og nu. Refugiet i Estella samler dem alle op, og herfra er der mange, der giver op, begynder at tage bussen, fordi vejen føles for tung eller forkert. Som for eksempel Benny fra Køge, der brokker sig over, at pilgrimsforeningen derhjemme ikke har fortalt, der nærmest er tale om en sti, hvor hans pedaler knap nok kunne finde fodfæste, og opad gik det også med en helt uventet og

Mig Uterga og caminoen Estella 25 uvarslet stejlhed. Og maden var i øvrigt også elendig, hverken sovs eller kartofler. Eller Charles fra Oregon, der havde været så fit, da han var i hæren, og sagtens kunne marchere miles efter miles, men nu havde taget tredive kilo på og ikke kunne forstå, at hans ben gjorde så forbandet ondt og fødderne ikke var meget andet end sår. Eller ham den midaldrende tyske mand, der stillede sig op midt på gulvet i undertøj klokken ni om aftenen og bedyrede, at han ikke kunne sove, når alle de andre på sovesalen havde stillet sig rundt omkring ham og grinede ad ham. Efterhånden gik det op for mig, at noget var forandret i Estella. Refugiets nye overhoved hedder Inma. Carlos er her ikke længere, og nu er det hende, der bor på øverste etage. Hun var ikke meget for at tale om det, men jeg fik dog lidt efter lidt, dels om aftenen og dels næste morgen, lokket hendes version af historien ud af hende. Jo, Carlos havde ligesom mistet gnisten. Hun havde været hospitalera på stedet i en måneds tid sidste år, og da hun var kommet hjem igen til London, hvor hun studerede, var hun blevet ringet op og spurgt, om hun ville overtage Carlos job. Det ville hun gerne, og siden havde hun boet på refugiet og drevet det. Studierne var opgivet, ligeså kæresten, som endnu ikke havde været og besøge hende. Caminoen har totalt ændret mit liv, nu har jeg ikke andre mål end at være her, som hun sagde. Hvis Carlos havde mistet gnisten, var der til tilsyneladende det mere energi i Inma, hvor den så end kom fra.

26 M i g o g c a m i n o e n 4. dag Estella Torres del Rio 27 kilometer Om morgenen satte Inma fuldt drøn på et stereoanlæg, der spillede ABBA. Jeg så hende komme ned ad trappen fra privaten, lige efter at hun havde sat musikken på. Det var, som om hun lod musikken gå ind i kroppen og give den energi. Klar til morgenritualet: få morgenmaden overstået og sendt folk af sted. Gad vide, hvor længe man kan køre på ABBA-energi? Sikkert ikke længe. Virker på mig som tomme kalorier. ABBA var også lige noget for Isabel, Vanesa og Santiago. Fest fra morgenstunden. Så megen fest, at et par mere modne tyske pilgrimme ikke kunne tilbageholde deres utilfredshed. Money, money, money it s a rich man s world. Ør af den noget tidlige energiudladning gik jeg ud i det morgensøvnige Estella. Det var koldt, og det regnede. Tilsyneladende mere og mere. Købte en avis og endte nede på busstationen for at vente på Manuel. Avisen fuld af gisninger om, hvem der skulle være den nye pave efter populære nys afdøde Johannes Paul II. Den og den kardinal vurderedes til at være så og så papapel. Der var endda en sort afrikaner under overvejelse. Naturligvis et han-

Estella Mig og caminoen Torres del Rio 27 kønsvæsen, allerede kardinal. Men også en række andre bedagede mænd, kardinaler med forskellige udmærkede, hædrende handlinger bag sig. Men først skulle man lige have bisat det lig af den afdøde pave, som netop i de dage havde fået erstattet blodet med konserveringsvæske, så det kunne holde til at ligge på lit de parade i Peters-kirken. Der var også allerede skriverier om hans kommende helgenkåring. For en helgen havde han været, det var sikkert. Nu skulle man så bare lige finde nogle mirakler, som han havde udvirket eller i det mindste været involveret i. Klokken ti kom så bussen fra Irun med Manuel. Han var nær ikke kommet, for passene, bussen kører over, var ved at være dækket med sne. Regnen i Estella faldt som sne oppe i bjergene. Dejligt gensyn. Varmt knus. Det var et helt år siden, vi havde set hinanden sidst, hvor vi havde tilbragt en uge sammen, mens vi vandrede ad den baskiske rute fra Irun til Santo Domingo de Calzada. Og hvor vi var kommet tættere på hinanden end nogensinde før. I alvor og sjov. Irun er grænsebyen til Frankrig oppe ved Biscayen. I hjertet af Baskerlandet. Manuel er ikke basker, men fandt arbejde dér efter sin militærtid. Han stammer fra Zamora-området, mere præcist fra en landsby i nærheden af Toro i Castilien, derude, hvor somrene er hede og vintrene bitre, og hvor det er svært at pine afgrøder ud af den magre jord. Som ganske ung kom han på kostskole i Zamora, hvor han først færdiggjorde grundskolen, siden blev uddannet til elektriker. Det var i francotiden, så der var hård disciplin på sovesalene, hænderne oven på dynen, og gik de unge i byen i grupper større end fire, blev de splittet af politiet. Hjem kom han kun tre-fire gange om året, da de offentlige transportmidler var besværlige og tidskrævende og pengene små. Jeg spurgte ham engang, om det ikke var hårdt sådan at blive revet hjemmefra, om han ikke savnede sin mor. Det gør jeg stadig, var hans svar.

28 M i g o g c a m i n o e n I Irun fandt han så en pige, som han forelskede sig i og blev gift med, og de har fået tre smukke døtre, som nu er omkring de tyve år. De bor naturligvis stadig hjemme. Manuel mødte jeg i år 2000, hvor han gik med sin ven Alfonso fra León til Santiago. Jeg mødte dem lidt af og til, og omkring 80 kilometer før Santiago spurgte jeg dem, om jeg måtte følges med dem resten af vejen. Jeg følte mig så ensom. Det måtte jeg gerne, og vi havde nogle gode dage sammen. Alfonso er charmerende, snakkende og udadvendt, men ikke for fastholdere, så det er Manuel og jeg, der de sidste år har udviklet et venskab gennem gensidige besøg (mest mig i Spanien) og en løbende strøm af e-mails. Vi fik et glas vin og en bocadillo, fik vores regntøj på og begav os svuppende ud af Estella. Allerede efter et par kilometer var det tid for det første stop. Ved en bodega for Irache-vin har de lavet en fuente del vino en vinkilde. Her kan man tappe al den vin ud af en hane, som man kan drikke på stedet. Denne formiddag var der dog mere tale om eddike end vin. Vinen er af svingende kvalitet og mængde, sommetider kommer der kun nogle dryp. Jeg tror problemet er, at det ikke er alle, der holder sig til regulativet og kun tapper så megen vin, de kan drikke på stedet. Jeg har for eksempel set lokale komme med halvandenlitersplasticflasker og fylde på. God fornøjelse, siger jeg, hvis kvaliteten ikke er bedre end den formiddag, Manuel og jeg passerede. Men skægt er det naturligvis med sådan en vinkilde. Der er ikke for mange af dem. Vi fortsatte i slud. Der blev lidt hvidt i landskabet, men det smeltede hurtigt. Bjergene omkring var dog tydeligt vinterlige. Ruten til Los Arcos falder i to dele. Først kommer en bakket del over vinmarker op til en landsby, Villamayor de Monjardin, og derfra går det ned i en dal, som man vandrer igennem de sidste ti til tolv kilometer. Dalen er omkranset af bløde, grønne bakker, og der er ikke andre lyde end fuglenes sang og ens egen støvletramp. En af de gode strækninger på caminoen.

Estella Mig og caminoen Torres del Rio 29 I Los Arcos mødte vi hele banden af unge spaniere fra aftenen i forvejen og også Angel og Santos fra Salamanca. De havde allerede installeret sig på refugiet i Los Arcos og var gået i gang med det lette liv på byens værtshus efter den hårde tur i det dårlige vejr. Manuel og jeg fortsatte vores vandring ud af Los Arcos. På vejen ud passerer man kirkegården, som har en underlig indskrift over porten. I oversættelse siger den noget som: Det, som du er, har jeg været, det, som jeg er, bliver du. En røst fra graven. Vejen er åben og vinden fæl. Vi måtte nærmest stemme os imod for at komme frem. Manuel, som hidtil havde gået med paraply, måtte opgive den. Vi fordrev tiden med et par drikkeviser. Manuel synes, jeg også skal lære den del af det spanske at kende og som én af sangene slutter: Hvis du ikke kan lide vin, er du et dyr og ejer ikke en skilling. Heldigvis blev regnen efterhånden mindre tæt, og vi nåede Sansol i fin stil. Sansol er en landsby, som i luftlinje ligger få hundrede meter fra Torres del Rio. Men der er en flod imellem dem, og Sansol ligger meget højere, så man fra pladsen foran den højtbeliggende kirke kan se ned over Torres del Rio. Vi tog fotos af hinanden med udsigten over Torres i baggrunden. Torres del Rio er en lille, tætbygget landsby med et par kirker, hvoraf én er ottekantet, som Eunate. Den har sandsynligvis været knyttet til korsridderne. Næsten undseelig spreder den ottekantede kirke den mystik, der er forbundet med de engang så magtfulde korsriddere, som var både soldater og munke, og som stadig leverer masser af stof til fantasien. Der er ingen tvivl om, at korsridderne har betydet en masse for pilgrimmenes sikkerhed på caminoen, men de faldt engang i middelalderen i magtkampe med pavestolen, blev betragtet som farlige konkurrenter, udråbt til kættere og udraderet både i fysisk forstand og i mands minde. Derfor deres store tiltrækning i dag, hvor alt ok-

30 M i g o g c a m i n o e n kult og mystisk liver op i et ellers rationelt, åndsforladt samfund og en tilsvarende hverdag. Torres del Rio var indtil for få år siden nærmest uddød. Ikke engang en butik havde den. Men nu er der anderledes liv i den. To barer og restauranter og to refugier kæmper om pilgrimmenes gunst. Vi valgte at gå ind på byens ældste refugium, der for tre-fire år siden blev åbnet af en italiener og hedder Pata de Oca = Gåsefod. På sovesalen talte jeg kort med en midaldrende finne, der hed René, men ellers var det blevet så sent, at vi efter brusebadet gik ned i restauranten for at spise til aften.

Mig og caminoen 31 5. dag Torres del Rio Logroño 20 kilometer Om morgenen var jeg noget nedtrykt. Jeg bad Manuel om et knus og fik det. Det gav et lysere syn på livet her og nu. Jeg ved ikke, hvad der sker med mig, når mit humør skifter tilsyneladende uden grund. Jeg vil så gerne være helt god helt igennem. Men inde i mig sidder en lille ironisk djævel og pirker til godheden, så den ikke bliver gedigen. Nu for eksempel denne morgen i restauranten, hvor vi spiste morgenmad før dagens vandring. Der lå en gæstebog fremme, og i den havde den ene efter den anden i svulstige vendinger prist caminoen i almindelighed og dette gåsefodssted i særdeleshed: gæstfriheden, maden, stemningen og det hele. Så jeg skrev: Ikke et dårligt sted og maden heller ikke værst (det var den ikke, men heller ikke i nærheden af det uforglemmelige; jeg vil give den tre små kokkehuer), men på refugiet sover man bedst oven på to madrasser, og denne bog er altså for fuld af lovord. Hvad forventer man? Grimme steder fulde af ubehagelige mennesker? Næ, her er dejligt. Ellers ville caminoen heller ikke være så populær. Og så tegnede jeg et lille muntert hoved

32 M i g o g c a m i n o e n med horn i panden. Og skrev under med mit navn. Og fortrød med det samme min ironi, men nu havde jeg jo skrevet det. Jeg tror ikke, jeg bliver glad, før jeg bliver hel. Det er derfor, jeg denne gang vandrer en hel camino hver en meter skal tilbagelægges til fods ikke noget med at snyde ved at tage en bus eller andet kørende transportmiddel. Det kan jeg i hvert fald beslutte mig til at gøre. Den indre helhed, må jeg nok se i øjnene, er en livslang kamp mod den lille djævel inde i mig. De første elleve kilometer på ruten, næsten helt til Viana, er ret anstrengende. Mange små bakker at gå ned og op ad. Lerede efter gårsdagens regn. Stadig koldt og blæsende, men tørt. Op til Viana talte vi i lang tid om Don Quijote, der netop i 2005 havde 400 års fødselsdag. Jeg har læst den i en dansk oversættelse, mens Manuel har kunnet nyde det specielle spanske sprog, den er skrevet på. Han fortalte om nogle af de ord, som Cervantes selv har fundet på, og som er gået ind i det spanske sprog og har beriget det. Satte mig straks for, at nu må jeg også se at kæmpe mig gennem værket på det originale sprog. Det er en ordentlig mundfuld med de over 1.000 siders tekst, men min ånd er redebon. I Viana var der ikke åbent for frokost endnu. Vi kiggede på kirken, der var søndagsåben. En eller anden havde lavet en kopi af kirkebygningen, som var udstillet i kirken. Den var så dygtigt lavet, at vi begge fik lyst til at bruge resten af vores liv på at bygge modelkirker. Der er meget, man kan bruge sit liv til. Viana er en gammel forsvarsby, der ligger oppe på en bakketop. Mange skønne byhuse, flot kirke og en kloster- og kirkeruin, hvorfra man kan se ud over hele landskabet, der ned mod Logroño er ganske fladt. Det er den sidste by i Navarra; allerede i Logroño, der ligger mindre end ti kilometer væk, er man i La Rioja. Omkring midtvejs mellem Viana og Logroño ligger et sanktuarium ved en lille flod, der angiver grænsen mellem Navarra

Torres Mig og del caminoen Rio Logroño 33 og La Rioja. Det er samtidig et udflugtsmål, og der er borde og bænke og en legeplads, og overfor en lille arena til at øve tyrefægtning. Arenaen ser nu ikke ud til at blive brugt mere, det er nærmest en ruin. Her gjorde vi holdt. Vi drak en flaske god vin, som Manuel havde slæbt med sig i sin rygsæk, til nogle virkelig lækre chorizo-pølser, som hans mor havde lavet. Brød havde vi købt i Viana. Vi havde det bare så gemytligt og tog fjollede fotos af hinanden, mens vi blev lidt småberusede. Vi fablede om at købe arenaen overfor og indrette den til et refugium, hvor folk kunne slappe af i det grønne og lege med en tyrekalv, hvis lysten var til det. Men videre skulle vi. Manuel skulle nå bussen til Irun om eftermiddagen fra Logroño. Vi talte om at sætte sig mål. Og om at gå efter dem. Spanierne skelner mellem to slags mål: ilusión og meta. Ilusión er de mål, som man inderst inde godt ved ikke kan opfyldes. Manuel har for eksempel en ilusión om et nyt job, men når det kommer til stykket, ved han godt, at han ikke tør opgive sit faste job (vil du have jobsikkerhed, så få dig et fast job i Spanien!) og begive sig ud på det mere usikre arbejdsmarked og risikere at ende på gaden. I stedet skulle man stille sig små, overskuelige mål, metas, og gradvis nå til det, man drømmer om. Men det er en illusion, sådan er det jo ikke. Små mål er ikke en trappe til de store. Man kan jo ikke opgive sit job og begynde på et andet stykvis. Det er enten eller. Jeg presser ham lidt til at finde et andet job. Han er på skiftehold og tåler det dårligt. Men for ham er det pest eller kolera, og i hans virkelighed tæller familiens økonomiske tryghed mere end helbredet og ubehaget ved at arbejde på alle tider af døgnet. Ilusión betyder også illusion som på dansk: Det, man virkelig drømmer om, er en illusion og bliver sikkert aldrig til noget. For at komme ind til Logroño skal man runde en bakke, en

34 M i g o g c a m i n o e n meseta, og gå ned ad en bakke, ned til floden Ebro. Alle de tidligere gange jeg havde gået den vej, var jeg blevet mødt af en ældre kvinde, der på det bestemteste og med et glimt i øjet fik alle pilgrimme til at standse ud for hendes lille bord, som var stillet op under et figentræ foran hendes hus. Her kunne man få et bykort og information om, hvor refugiet var. Og et stempel i sit pilgrimspas. Stemplet bestod af tre små billeder af de ting, som kvinden mente var det vigtigste i dette liv: kærlighed, figner og vand. Figner kunne man blot forsyne sig med, men hun solgte sodavand og muslingeskaller til en rimelig pris. Denne gang var der tomt. På huset hænger nu en mindeplade for hende: IN ME- MORIAM Felisa Rodriguez Medel opsat af den lokale afdeling af caminoens venner og underskrevet med de to ord ultreia og suseia. Ultreia er en almindelig, ældgammel hilsen på caminoen, der bruges som en gensidig opmuntring til at fortsætte den lange rejse med lyst og energi. Ultreia e suseia betyder noget i retning af længere og højere : Det er bare om at komme af sted! Men for hende naturligvis i overført betydning. Hun var død i efteråret 2002, 92 år gammel. Farvel til Manuel og igen goddag til Angel og Santos, som jeg om aftenen gik ud og spiste med, mens vi på storskærm så en fabelagtig fodboldkamp, hvor Real Madrid helt uventet slog Barcelona med 5-2.

Mig og caminoen 35 6. dag Logroño Nájera 31 kilometer Allerede klokken tyve minutter i syv bliver lyset tændt på sovesalen. Her er man oppe mod stærke kræfter. Der er tale om en større gruppe på otte-ti franskmænd. Hvorfor kan de ikke sove? Hvorfor vil de ikke sove? Vejret tungt, regnfuldt, blæsende: et elektronisk termometer på gaden viser seks grader. Klokken er ti minutter over syv. Hvad laver jeg her i den mørke by? Går på café og drikker café con leche og spiser en bocadillo og starter min vandring ved halv nitiden. Lidt udenfor Logroño ligger en park, som ender i en sø, fra hvis anden bred der rejser sig en bakkekam. Udmærket tur gennem parken, der bliver brugt flittigt af byens indbyggere til at motionere i. Ved søen står ældre mænd med meget lange fiskestænger og fanger meget små fisk. Da jeg nåede bakkerne, fik jeg følgeskab af en ung hollænder, Arno, på cykel. Jeg havde knap lagt mærke til ham før. Han var ved at opgive, knæproblemer, så jeg kunne sagtens holde trit med ham, selvom han cyklede. Det går opad. Langs hovedvejen er der et trådhegn, hvor der er anbragt hundredvis af kors. Folk

36 M i g o g c a m i n o e n har lavet dem af grene, strå, og hvad de ellers har kunnet finde. På en bakketop står Osbornes sorte silhuettyr. Vi taler om de der irriterende franskmænd fra refugiet. Franskmænd er måske den mindst afholdte nationalitet på caminoen, fordi de oftest optræder i grupper, der ikke åbner sig mod de andre pilgrimme, ikke prøver at gøre sig forståelige med et par spanske gloser, men insisterer på deres hjemstavns bonjour og derved signalerer, at vi er franske, og det er vi stolte af, og hvis du vil i kontakt med os, så foregår det på fransk. Franskmændene er således næring til min lille djævel. Åh, hvor den godter sig, hver gang en franskmand sender sit bonjourspyd gennem irritationspunktet i min mave. Jeg prøver at tage dem lidt i forsvar. Det er vel okay, at de prøver at vise, at de er stolte af at være franskmænd. De har jo meget at være stolte af tænk bare på alle deres velsmagende oste. Men måske er stoltheden bare et dække over uformåenhed og ængstelse over at blive afsløret som medlemmer af en andenrangsnation, der stort set har tabt hver en krig, de har deltaget i, samtidig med at de er pavestolte over de enkelte slag, de trods alt har vundet. Op med hovedet! Jeg kan da også af og til føle mig stolt af at være dansk. Stolt det lyder forkert, det er ikke det helt rigtige ord. Jeg kunne også sige, at jeg af og til ikke er specielt ked af at være dansker, og jeg er i hvert fald altid bevidst om, at jeg skal være påpasselig med ikke at blive taget for at være en tysker. Jeg giver ikke en skid for at være hollænder, siger Arno. Han føler sig som verdensborger, og hvor han tilfældigvis er født, er da komplet ligegyldigt. Igen et spyd igennem mig. Han har jo ret. Her går vi på caminoen, et samlingspunkt for hele (den kristne) verden. Jesus talte aldrig om nationalitet. Tværtimod brugte han netop folks forskellige udgangspunkter til at tale om den universelle kærlighed; den barmhjertige samaritaner er netop historien om den

Mig Logroño caminoen Nájera 37 fremmede, den, der blev set ned på. Alligevel var det ham, der gjorde det, der skulle gøres i situationen. Ham, der handlede i kærlighed. Gud kender ikke til grænser. Kun dem, vi selv sætter inde i os, og de skal modarbejdes. Snarere kunne man vel sige, at det at være født og opvokset i et land, som man identificerer sig med, er en opgave. Noget, der er givet til én, og som man ikke kan slippe for. Opgaven må så gå ud på at sørge for, at der rent faktisk er noget at være stolt af. For eksempel at vi i Danmark behandler hinanden og de andre ordentligt. Grundtvigs gamle tese om, at da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt kan være en ledetråd. Men der må mere til, for hvad er det for noget, vi kan have for meget og for lidt af? Det er i hvert fald ikke kærlighed, for det kan man ikke have for meget af. Heller ikke glæde, lykke, smil, venskab kan man få for meget af. Grundtvig taler om deling af samfundets rigdomme, kagen, og det er også vigtigt. Men i vor tid er det ikke nok. For det første er der flere, der skal have del i kagen. Vi er mange på denne jord, og det er vigtigt, at der er nok til alle. For det andet skal vi ikke alene elske vores næste (piece of cake!), men også vores fjender, de fremmede, dem, der ikke ligner os. Og set sådan er der ikke noget specielt at være stolt af. Hverken som dansker eller hollænder eller franskmand. På bar i Navarette. Igen en af de byer, der ligger på en bakketop, og som har en ældgammel kerne af statelige huse. Her sad Santos og Angel og sumpede med mad og vin. Hej Henrik, kom og få dig et glas vin. De havde ikke tænkt sig at gå længere, sagde de, selvom klokken kun var lige godt elleve. Jeg købte lidt frugt i supermarkedet overfor og drak vand og smagte på vinen, som Santos nødede i mig. Det regnede. Turen ud af Navarette er ekstremt kedelig langs en befærdet landevej og med nedslidte varehuse. I det hele taget er vejen til Nájera ekstremt kedelig. Man går mest langs lande-

38 M i g o g c a m i n o e n vejen. På et tidspunkt går caminoen ind over markerne. Masser af mudder. Mødte Isabel og Vanesa, der havde svært ved at holde humøret oppe. Vi fik dog lavet lidt sjov med os selv, for hvad lavede vi her i regnen på den mudrede camino? Dansede, selvfølgelig! Temmelig udmattet, da jeg havde overstået de 31 kilometer til Nájera. Havde håbet at kunne klare de ekstra seks til Azofra, der er en lille hyggelig landsby med et godt refugium, men der var intet at gøre. Huskede vejen til Azofra som temmelig mudret og orkede ikke at slæbe de ekstra kilo under mine trætte fødder. Det gamle refugium i Nájera er kendt for hospitaleroernes varme hjerter og de iskolde sovesale; men det var lukket. Nu havde man i stedet fået opstillet en elektrisk opvarmet kæmpebarak med en enkelt sovesal, større, end jeg nogensinde før har set dem. Mindre hyggelig, men behageligt med varmen. Jeg havde nu også gået og drømt om hotel Fernando, hvor jeg engang har overnattet med min kone. Hun havde fået vabler og måtte ikke vandre et par dage, så hun havde taget bussen fra Logroño og installeret sig på Fernando med et eleveret fodleje og satellitfjernsyn. Efter dagens vandring ankom jeg og gik ud i byen og købte lækre tapas, som jeg tog med op på værelset til fælles nydelse. Et luksusminde. Men når det kommer til stykket, er jeg for nærig til at ofre den slags luksus, når jeg kun er mig selv. Jeg er jo også pilgrim og pilgrimme ja, hvad med pilgrimme, hvad gør pilgrimme til pilgrimme? Ikke hotellerne. Eller refugierne. Men jeg har alligevel den følelse, at et hotelophold ville være at træde ud af rollen og blive turist. Og forskellen på en turist og en pilgrim bliver understreget i mange opslag på refugierne: En turist kræver, en pilgrim er taknemmelig og påskønner, hvad han får. Fik mig forhandlet til en seng i det ene hjørne. Hospitaleroen mente ellers, det ville være for koldt at sove dér lige ud til de kolde omgivelser, men jeg overbeviste ham om, at jeg som dan-

Mig Logroño caminoen Nájera 39 sker (der var den igen) var vant til at sove koldt, ja, foretrak at sove koldt. I hvert fald bedre end at blive placeret midt i gruppen af franskmænd, der allerede lå og sov middagssøvn, så de kunne være friske, før fanden fik sko på næste morgen. Santos og Angel kom også. Der var alligevel for kedeligt i Navarette, når alle de andre pilgrimme gik videre. Og Marie, min landsmand, som havde gået sammen med en amerikansk kvinde, kom også. Ved bordet i fællesstuen sad en kraftig amerikansk pige, som jeg havde set før, i Estella. Hun tog bussen hver dag fra sted til sted. Ville ikke opgive caminoen, selvom hun havde smadret sine ben allerede den første dag fra Saint Jean Pied de Port til Roncesvalles og knap havde været i stand til at gå siden. Men hun kedede sig og vidste ikke, hvad hun skulle stille op med sig selv. Måske prøve at vandre lidt i morgen. Hun ville fortsætte, men hvad kunne caminoen være for hende en perlerække af refugier og lidt overfladisk selskab af behjertede pilgrimme, som hun ikke kunne dele erfaringer med? Aftensmad i selskab med Santos og Angel og et par stykker til: en tysker, der var spansk gift og boede i Spanien, og som udbredte sig kategorisk om den rette måde at vandre caminoen på: nemlig hans egen og en gustent udseende fyr, der røg cigaretter, mens han spiste, eller rettere: stak til maden. Konversationen foregik på spansk, så jeg fandt ikke ud af, hvor den gustent udseende fyr kom fra.

40 M i g o g c a m i n o e n 7. dag Nájera Redecilla del Camino 31 kilometer Sov godt og kom af sted lidt i otte. Stadig koldt og blæsende, men uden regn. Vejen til Azofra var blevet forbedret betydeligt, siden jeg gik der sidst. Der var næsten intet mudder, og så kan man jo gå og nyde det skønne, bakkede landskab med La Riojas vinmarker. Jeg indhentede Marie, den danske pige, og slog følge med hende. Vi fik morgenmad i Azofra og fortsatte ind over markerne til Cirueña, hvor der havde gået rygter om, at en driftig fyr havde startet en golfklub. Golfklub: Det var ikke ordet. Man er ved at bygge en hel fritidsby. Golferne skal ud over at muntre sig på greenen jo også bo et sted og have noget at spise. Endnu bar stedet præg af at være en byggeplads, men et kompleks med restaurant og bar var allerede åbnet, og dér gik Marie og jeg ind. Vi følte os lidt primitive og måske heller ikke helt mudderfri, men vi fik venlig betjening. Marie var ti år ældre, end jeg først troede, sygeplejerske, i fast forhold, husejer og nu altså pilgrim på vej til Santiago. Smilende. På vejen videre ned mod Santo Domingo de la Calzada ind-

Nájera Mig og Redecilla caminoen del Camino 41 hentede vi den gustne fyr fra aftenen før. Det viste sig, at han var amerikaner og hed Steve. Han drev sammen med sin engelske kone et værtshus, The Dragon, i Eliana, en forstad til Valencia. Men historien om, hvorfor, hvordan og hvorledes fik jeg ikke. Den var bare så kedelig, sagde han. Men nu var han altså taget af sted for at styrke sin sundhed, mens han måtte kæmpe med dårlig samvittighed, fordi konen derhjemme måtte klare butikken helt alene. Han tog én dag ad gangen. Jeg tog afsked med Marie på refugiet i Santo Domingo. Først gik vi dog lige omkring domkirken, der blandt andet er kendt for et alter, hvorover der er et bur med to høns og en hane. Det er en speciel lydoplevelse at høre hanegal i en kirke. Historien er meget kort fortalt den, at en forsmået kropige havde afgivet falsk vidnesbyrd mod en ung pilgrim, som sammen med sine forældre var på vej mod Santiago. Han blev så hængt, og forældrene måtte fortsætte deres vandring uden ham; men på tilbagevejen lagde de mærke til, at han godt nok hang i galgen, men at han ikke var død. De forstyrrede så præsten, der sad ved i middagen og nød en stegt unghane, og fortalte ham om miraklet. Han svarede, at den unge mand ikke var mere levende end kyllingen på hans tallerken, hvorefter kyllingebenene samlede sig, og en levende unghane stod foran ham og kykelikyede. Det fik ham overbevist, den unge mand blev skåret ned og gik glad videre med sine forældre. Hvad der skete med den løgnagtige kropige, ved jeg ikke, men siden den dag har de holdt høns i domkirken. Domingo de Calzada var en af caminoens helte i dens etableringsfase omkring forrige årtusindskifte. Han var optaget af at forbedre vejen for pilgrimmene; byggede broer, hospitaler og kirker. Hans jordiske rester hviler i kirken i en flot udsmykket sarkofag. Jeg fik et stempel i mit pilgrimspas på refugiets kontor. Snakkede lidt med hospitaleroen om vind og vej. Så ankom Santos

42 M i g o g c a m i n o e n og Angel. De ville blive, mens jeg ville gå videre til det næste refugium i landsbyen Grañon, der er berømt blandt pilgrimme, fordi refugiet ligger i forbindelse med kirken, og præsten giver omsorg og mad. Jeg havde aldrig været der, så det havde jeg besluttet mig for at prøve. Det er kun ekstra seks kilometer, og jeg længtes efter at strække ud efter at have gået i Maries lidt mere moderate tempo det meste af dagens foreløbige enogtyve kilometer. Santos og Angel skulle lige installere sig, så ville de komme ned, og vi kunne spise frokost sammen. Imens jeg ventede lukkede hospitaleroen kontoret og gik til siesta. Klokken var to om eftermiddagen. Jeg ventede og ventede. Gad til sidst ikke vente mere og gik min vej ud i byen for at finde en restaurant. Jeg valgte at gå forbi den første. Her ville Santos og Angel sikkert kigge efter mig, og jeg havde fået lyst til at være alene og komme hurtigt af sted igen. Da jeg havde spist, fandt jeg ud af, at jeg havde glemt min kasket, min kære kasket, et eller andet sted. På restauranten var den ikke. Den kunne kun befinde sig ét sted: på refugiets lukkede kontor. Jeg gik derfor tilbage til refugiet, men kontoret var stadig lukket. Gik op ad trappen til refugiets køkken. Her sad Marie og et par stykker til. Den tykke amerikanske pige tilbød mig et stykke chokolade. Hvad skulle jeg gøre? Dér kunne jeg ikke holde ud at være. Ned på gaden igen, hvor jeg mødte Santos og Angel, som spurgte, hvor jeg var blevet af. Bad om tilgivelse for min utålmodighed og fik den. De havde spist på den første restaurant. Kedelig mad, mens jeg havde spist godt. Vi gik på bar og fik en lille én, en chupito de orujo, som det hedder. Så ville mine venner op at hvile sig. Og da hospitaleroen stadig ikke havde vist sig, aftalte jeg med Santos, at han skulle få fat i min kasket, og dagen efter kunne vi så mødes på en truckerbar

Nájera Mig og Redecilla caminoen del Camino 43 i Castildelgado, El Chocolatero, hvor jeg kunne blive genforenet med min kasket. Endelig gik jeg videre, klokken var over fire om eftermiddagen. Klokken halv seks i Grañon, en velvoksen landsby på hen ved fem hundrede indbyggere. Jeg fandt kirken med refugiet, hvor jeg blev mødt af en midaldrende amerikansk kvinde, der viste mig til rette. Sovesalen var under reparation, så alt samvær og søvn skulle foregå i fællesrummet, der også var køkken. Madrasserne var tynde og af plastic. Jeg tog to og fandt et sted at lægge dem. Der var allerede kommet fem-seks pilgrimme. Tilsyneladende alle alene. Der var ingen kendte ansigter; jeg havde lagt alle bag mig. Der var ingen samling på forsamlingen, folk gik forsigtigt rundt, som om de overvejede, om de gad kontakten. Indtil videre gjorde de ikke rigtig. Stemplet i pilgrimspasset skulle jeg have på en bar i nærheden. Jeg fik mit stempel og satte mig og læste lidt avis; følte mig fremmed og ensom. Det her var vist ikke lige et sted for mig. Det ville blive for tæt at sove der om natten. Jeg må have mulighed for en vis afstand til andre for at føle mig godt tilpas. Gik derfor tilbage til refugiet, pakkede mine ting sammen og gik ud af byen gennem den lange gade. Grañon ligger på en bakketop og på vej ud af byen snor caminoen sig ned i en smuk dal, der igen åbner sig i bløde strøg, når man kommer ud på den markvej, der udgør caminoen. Det er et af de meget smukke steder på ruten. Jeg mødte en mand med en hund lidt uden for byen og priste landskabet i høje toner. Spurgte, om han boede i Grañon. Det gjorde han. Hvor er du heldig, udbrød jeg. Tænk at leve sit liv omgivet af så megen skønhed. Han smilede lidt undvigende, men nød helt sikkert min lovprisning af hans landskab. Dejligt at have overskud til at give og modtage positive meddelelser. Jeg nød at være ude at gå igen, selvom det var ved at blive lidt sent.

44 M i g o g c a m i n o e n Kom til at tænke på min indre djævel, som her havde holdt sig tavs. Måske skulle jeg lære at elske ham, han var jo ikke så slem. Motherly love is just the thing for you, your mother s gonna love you till you don t know what to do, som Frank Zappa sang i The Mothers of Invention. Eller bare slippe af med ham: smide ham ud, give ham et ordentligt spark i røven. Men der er det der med, at man ikke kan skaffe sig af med noget, som man ikke ejer. Altså må jeg eje ham først og derefter give ham sparket. Nej, det er altså for indviklet, men godt du kunne holde dig i skindet for en gangs skyld, lille djævel. Nu kunne jeg gå til verdens ende. Mærkeligt som en dags vandring kan give mig energi. Når de fleste andre pilgrimme slutter dagens vandring, falder de om på sengen; og mange ligger der mere eller mindre indtil næste morgen. Sådan har jeg det slet ikke. Når jeg har besluttet mig til at stoppe op for natten, går jeg i bad og vasker mit tøj, og derefter har jeg for det meste lyst til, at der skal ske noget. Især hvis jeg har gået alene, har jeg lyst til at snakke, dele indtryk og oplevelser, lære andre at kende. Hvis jeg ikke passer på, opstår der en underlig rastløshed i mig, en rastløshed, som jeg må bruge resten af de vågne timer til at få bugt med. Jeg besluttede mig for at overnatte i den næste landsby, Redecilla del Camino, der er den første i provinsen Burgos, den første provins på caminoen i den enorme autonome region Castilla- León. Nu var jeg så ude af La Rioja, og landskabet skiftede dramatisk karakter fra La Riojas frugtbare vin- og aspargesmarker til de mere sandede jorder, storslåede bakkedrag og hvedemark efter hvedemark. Refugiet i Redecilla del Camino ligger oven på en bar. Det er den kvindelige bartender, der også passer refugiet, og det gør hun med lad ynde. Jeg kunne blot skrive mig på listen, tage et stempel og finde mig en seng. Refugiet lukkede aldrig, så jeg

Nájera Mig og Redecilla caminoen del Camino 45 kunne komme og gå, som jeg ville. Jeg fandt mig en seng i den lille, rodede sovesal og gik over på byens eneste restaurant for at få noget at spise. Jeg har været på den restaurant mange gange. Og den er bare så kedelig. Mest fordi den drives af et ægtepar, som i den grad udsender uoverkommelighedssignaler. Her er der intet oplivende. Her sker der aldrig noget sjovt. Og maden er heller ikke noget at skrive hjem om. Jeg kom til at tænke på deres kollega i Larresoaña. De kunne have så god en forretning og glæde sig over det. Men nej, livet er en stinker. Blev dog mæt og gik tilbage til refugiet og den underliggende bar hurtigst muligt. Baren var fuld af en fransk gruppe pilgrimme, der morede sig med at tage fotos af hinanden. Jeg fik et glas rødvin ved bardisken og talte lidt med bartenderen, som var en køn kvinde midt i tredverne. Hun kedede sig også og havde en bog, som hun læste i, når hun ikke lige skulle betjene sine få kunder. Så kom Danny fra Norwich, og da han fandt ud af, at jeg var dansker, blev han helt vild, for Thomas Helveg var begyndt at spille for den lokale fodboldklub. Og for Danny var fodbold måske det vigtigste i hans liv. Han havde overnattet i Azofra natten før, og hospitaleroen dér var blevet så glad for ham, at han havde foræret ham en postkasserød fleecetrøje og en joint til at nyde ved en senere lejlighed. Den lejlighed var kommet nu. Vi gik udenfor og satte os på en bænk og begyndte at ryge. Danny fortalte, at han var 21 år og kun gik på caminoen, fordi han havde større mål i tankerne. Han skulle have sit Compostela i Santiago. Derefter kom turen til Rom og til sidst til Jerusalem. Havde man pilgrimsbeviser fra de tre steder, fik man røbet en hemmelig fjerde pilgrimsvej, der førte til den højeste visdom og indsigt i mange okkulte ting og sager. Jeg spurgte ham om, hvor han troede den hemmelige pilgrimsvej lå, men han vidste ikke

46 M i g o g c a m i n o e n så meget om det, det var ganske vist hemmeligt, men han havde hørt, at det var i Sydamerika, nok i Peru. Så blev han tørstig og gik ind i baren og kom ud med to glas rødvin. Det blev småkoldt, og jeg syntes, jeg måtte invitere ham på noget, så vi gik ind i baren, hvor jeg bestilte to chupitos. Da jeg skulle betale, indrømmede han, at han ikke havde betalt for rødvinen, og sagde noget forblommet om penge, som han vistnok ikke havde for mange af. Jeg betalte for det hele. Der var to lokale mænd i baren foruden os og den kvindelige bartender. Franskmændene var gået til ro. De skulle jo tidligt op. Danny gav sig til at tale fodbold med de lokale og med mig som tolk, men han var nu helt god til at gøre sig forståelig med det lidt spansk, han kunne. Jeg talte bøger med kvinden. Hun kendte alle de aktuelle bestsellere. Vi talte om romanen Da Vinci Mysteriet, som hun virkelig havde frydet sig over. Sikke en øretæve til den katolske kirke, som nu, efter at bogen havde ligget på alverdens bestsellerlister, havde advaret mod dette kætterske skrift. Det virkede nærmest, som om kirken hjalp forfatteren, Dan Brown, til et forøget salg, for hvis der er noget, der kan vække nysgerrigheden, er det et forbud. Måske var den katolske kirkes sene reaktion også bare endnu et smart reklamefremstød for bogen. Det kunne endda være kirken havde økonomiske interesser i det forlag, der stod som udgiver. Når det kommer til penge, kan man aldrig vide. Jeg spurgte hende, om bogens kritik af, at kirken havde glemt Maria Magdalene, som ifølge romanen er stammoder til en slægt af Jesu efterkommere, var rigtig. Det var den. Der var aldrig i kirkens forkyndelse henvisninger til Maria Magdalene, som blev anset for en prostitueret, der nok havde stor kærlighed til Jesus, men som ikke kunne fungere som et forbillede for unge kvinder. Næh, som forbillede var den kedelige jomfru Maria helt uovertruffen. Ikke blot havde hun været jomfru, da hun blev gravid.

Nájera Mig og Redecilla caminoen del Camino 47 Hun var det også efter fødslen, så det var et ideal, som kirkens hierarki af ærbare mænd i cølibat kunne relatere sig til. En løs kvinde som Maria Magdalene var en fristerinde, og tanken om, at frelseren selv ikke skulle have kunnet holde sig fra at forgribe sig på hende, var ganske afskyelig og kostede grangiveligt masser af kolde afvaskninger og lange, manende bønner. Jeg kom så godt i snak med hende og fik tilsyneladende hendes galde til at flyde så frit, at hun fandt en flaske med orujo casera frem fra dens plads under disken. Orujo casera er hjemmelavet brændevin, destilleret af drueaffald, som for eksempel den italienske grappa eller den franske marc. Den holdt ikke under 50% og smagte helt vidunderligt. Den var nu for stærk til Danny, så jeg måtte drikke hans også. Så fangede trætheden mig endelig, jeg fandt min køje og faldt i søvn og sov som en sten.

48 M i g o g c a m i n o e n 8. dag Redecilla del Camino Agés 41 kilometer For det meste er det rart, at man ikke ved, hvad den ny dag har i godteposen til én, når man slår øjnene op. For så var man aldrig kommet ud af sengen, og det er trods alt sjældent, at der ikke er mindst lige så meget godt i en dag, som der er dårligt. Jeg havde ikke travlt med at komme op. Franskmændene var for længst vandret af sted, før jeg så meget som havde tænkt på bare at åbne øjnene. Selv Danny var oppe længe før mig. Han skulle lige have nedskrevet nogle spanske høflighedsvendinger, som jeg havde lært ham aftenen før. Encantado og mucho gusto, som er fraser, man bruger for at udtrykke sin glæde over at møde en person: Det glæder mig at møde Dem, men så høflige er vi danskere jo ikke, at vi strør om os med den slags vendinger. Det kan højst blive til et: Det var hyggeligt. Danny markedsførte mig over for en kvinde, vistnok tysker, men kommunikationen foregik på engelsk. Han havde fortalt hende, at jeg var veteran på caminoen. Og hun spurgte, tilsyneladende interesseret, hvorfor jeg vandrede her gang på gang. Jeg svarede, at jeg havde hørt så meget om, at folk forandrede sig, når de mødte caminoen, men jeg følte, jeg stadig var den

Redecilla Mig og del caminoen Camino Agés 49 samme, så jeg blev nødt til at vende tilbage, for at der skulle ske noget med mig. Det syntes hun, var meget morsomt, så jeg kunne ikke lade være med at fortælle om min lille djævel, som stadig blandede sig i både mine tanker og handlinger, og som jeg godt kunne tænke mig at efterlade på caminoen. For eksempel havde jeg stadig svært ved at holde franskmændene ud, og så længe jeg ikke kunne elske dem, ville jeg vende tilbage for at øve mig. Jeg var nærmest i overstadigt humør og havde ingen intentioner om at gå ind i nogen form for seriøs snak på morgenkvisten. Derfor ville jeg heller ikke fortælle hende sandheden om motiverne bag mine mange caminoer. Heller ikke, hvis jeg selv kendte dem. God tid på caminoen kan også være kedelig tid. Jeg skulle jo vente på Santos, Angel og kasketten på El Chocolatero, og der var kun to kilometer derhen, mens de havde tolv kilometer i deres adstadige tempo mindst tre timer, så før ved ellevetiden kunne jeg ikke forvente dem. En sang kørte i mit hoved: What to do, yeah, I really don t know, I really don t know what to do. Jeg kunne ikke finde ud af, hvor den kom fra, men den gav god mening for mig (det er sidste sang på Rolling Stones-albummet Aftermath ). Jeg ville gerne videre. Allerede fuld af rastløs energi. Hvorfor vente på en kasket, gammel og udslidt, som den var, med en ubestemmelig farve, som den bestemt ikke havde, da jeg købte den i sin tid. Jeg kunne bare købe mig en ny. På den anden side havde jeg lavet en aftale med de to fyre, som lige nu var et eller andet sted på vejen mod El Chocolatero. Selvfølgelig kunne jeg lægge en besked, selvom: Ville det ikke være at svigte dem igen, en aftale er vel en aftale? What to do, yeah? Jeg fik et bord på El Chocolatero og læste dagens avis helt ned til dødsannoncerne, kiggede på chaufførerne og de handelsrejsende, der strømmede igennem stedet, hvor de fik lidt at spise

50 M i g o g c a m i n o e n og drikke. Nogle af dem mistænkeligt meget at drikke i forhold til deres erhverv. Stærk spiritus fra morgenstunden. Som chauffør. Ikke betryggende for trafiksikkerheden. Da avisen ikke længere havde noget, som på nogen måde kunne fange min opmærksomhed, gav jeg mig til at læse i min medbragte billigbog: Paulo Coelho: El Peregrino de Compostela (diario de un mago) Compostelapilgrimmen (en troldmands dagbog). Brasilianeren Coelho er kendt i Danmark som new age-forfatter, og hans bog om caminoen er hans første fra 1989. Den er ikke oversat til dansk, så jeg læste den i den spanske oversættelse. Den handler om en camino, han har vandret med en mentor, en åndelig vejleder eller en mester, der skal indføre ham i en katolsk orden, RAM, og det gør han ved at give ham en række opgaver og øvelser, som skal hjælpe ham frem til det egentlige mål: at finde sit sværd. Jeg har blandede følelser over for ideen om, at man kan bruge caminoen til at finde sit sværd Det kommer i hvert fald an på, hvad der lægges i det. Symbolet med et kors, der samtidig er et sværd, viser hen til Santiago som Matamoro, hans materialisation som maurerdræber. Jeg holder meget mere af det andet symbol: muslingeskallen, der viser hen til aspektet som den ydmyge pilgrim. Men caminoen rummer altså begge kræfter, det kan man ikke fornægte, og det er naivt at se bort fra den kamp for kristenheden i Europa, som caminoen er så tydelig en del af. Uden caminoen er det ikke sikkert, at Spanien og Portugal ville være en del af det kristne Europa, men måske i stedet en del af det muslimske. Verden ville have set anderledes ud. Det er ikke helt tydeligt, om det sværd, Paulo Coelho leder efter, er et konkret eller mere symbolsk sværd. Det meste af bogen går med overhovedet at forestille sig, hvad sværdet er, og hvad det skal bruges til. Det siges gang på gang, at det skal bruges til at føre den gode kamp, men det siger jo ikke nødvendigvis noget godt. For hvem er den gode kamp god for? Det ved

Redecilla Mig og del caminoen Camino Agés 51 man nok først, når man står med sværdet i hånden (eller hvor man nu har det). Jeg læste et kapitel om Henrykkelsen, som jeg selv havde følt et par dage tidligere, og som jeg var glad for at kende, selvom oplevelsen også havde været en smule skræmmende. Han skriver, at henrykkelsen specielt manifesterer sig med hele sin kraft i de første år af vores liv, og henviser til Jesu ord om, at Himmeriget hører børnene til, og at vi skal blive som børn igen, hvis vi vil ind i det. Dybest set handler det om kærlighed, og specielt den form for kærlighed, der udveksles mellem Gud og mennesker, og som kaldes Agape. En af Agapes former er henrykkelsen. Det giver god mening. Find dit sværd gennem kærligheden. Kærlighedens sværd. Så er vi også langt fra den mere muslimfjendske, krigeriske udgave. Jeg nåede også at læse det næste kapitel om Døden. Her gælder det om at komme overens med sin frygt for døden. Hvis den bekymrer én hele tiden, vil den komme til at ødelægge ens liv. Han henviser til Jobs bog, hvor der står, at alt det, som man frygter mest, vil forfølge én. Det er helt konventionel visdom: Hvis jeg for eksempel bliver alt for optaget af, at jeg nok ikke kan nå det, jeg har sat mig for netop denne dag, så vil dagen blive rådden af bekymring, fuld af stress. Næh, man skal se at komme af med sin frygt; se den i øjnene og skaffe sig af med den. Før det er muligt, må den ifølge Coelho besejres i en form for kamp. Han gør det ved at slås med en hund. Det gør han så godt, at hunden render sin vej. Men det er ikke godt nok. Kampen skal føres helt til ende, for ellers vil hunden, eller rettere: den frygt, den repræsenterer, bare slikke sine sår og vende tilbage med fornyet styrke og forfølge ham resten af livet. Den øvelse, Coelho må udføre for at besejre sin frygt for døden, består i, at han skal visualisere sin egen død og begravelse i alle detaljer. Øvelsen foregår en mørk nat under et træ på en

52 M i g o g c a m i n o e n mark før Santo Domingo de Calzada og har en så kraftig virkning på ham, at han bagefter føler sig helt afklaret med hensyn til sit liv. Nu har han set sin død, og den kan ikke ramme ham mere. Han er klar til at leve sit liv uden frygt og kæmpe den gode kamp. Nu kan han, som han formulerer det, uden anger begærligt drikke af kilden med det levende vand, som eksistensen er. Klokken var hen ad elleve. Lagde bogen fra mig og begyndte at tænke over morgenens spørgsmål: Hvorfor vender jeg hele tiden tilbage til caminoen? Er det min måde at føre en god kamp med mig selv på? Det har i hvert fald at gøre med ønsket om forandring. Sådan en tur, som Paulo Coelho fortæller om, ville lige være noget for mig, hvis jeg kunne holde min lille djævel i ro så længe. Men jeg har jo hverken en åndelig mentor eller noget som helst ønske om at blive optaget i hemmelige katolske broderskaber. Så jeg må klare mig selv. Og det tager tilsyneladende tid. Camino efter camino. Nu eksemplet med franskmændene. Hvis jeg kunne lære at omgås dem uden at føle surhed, irritation og vrede, ville meget være nået. Jeg ved godt, at jeg ikke kan lave dem om. De er, som de er, i deres grupper. Og selvom jeg et par gange har mødt enkelte franskmænd, som jeg vældig godt kunne med, og som slet ikke befinder sig i hadekategorien, vender det sig i mig, hver gang jeg hører deres tilsyneladende selvbevidste bonjour. Jeg husker oplevelsen fra caminoens første dag, hvor jeg mødte den engelske kvinde, der hadede folk. Sådan vil jeg ikke være. Sådan ser jeg slet ikke mig selv. Hvad er det, der er faret i mig? Et problem er, at når jeg taler med andre om det, så er de enige med mig. Ingen af de andre bryder sig om franskmændene, hvilket næsten gør det tilladeligt at gøre dem til caminoens foretrukne prygelknaber.

Redecilla Mig og del caminoen Camino Agés 53 Jeg vil ikke være sådan! Jeg ønsker at være hel, kærlig, positiv, uden bagtanker, lavet af ét materiale, ens hele vejen igennem. Og her er mit forhold til franskmændene en slags lakmusprøve: Kan jeg elske dem, kan jeg elske alle. Antonio Machado er en spansk digter, som døde i eksil under francotiden. Et af hans digte er jeg specielt glad for. I min oversættelse lyder det: Vandrer, dine fodspor er vejen, og intet andet; vandrer, der er ingen vej, du skaber vejen ved at gå. Ved at gå skaber du vejen, og ved at vende blikket tilbage ser du en sti, som du aldrig kommer til at vandre igen. Vandrer, der er ingen vej, kun en kølvandsstribe på havet. Hvad der gør mig så glad, er, at jeg føler, jeg her har fundet en åndsfælle, en slags vejleder, der deler min forladthed med mig. Vi er overladt til os selv. Med den tilføjelse: På caminoen er vi ikke alene på vejen. Der er stadig nye mennesker at lære at elske. Og på caminoen er de andre en gave, der, når den åbnes, kan lære én at træde en god sti; selvom den så forsvinder, som en kølvandsstribe gør, når skibet har passeret, så sender den små bølger ud i verden. Endelig kom de. Med min kasket og højt humør. Santos ville partout have mig til at smage de syltede grisetæer. De serveres i portioner af to, men jeg fik forhandlet mig ned til én plus en agerhøne. Angel ville have en gang nyrer. Santos kom til at spise alle tre grisetæer. Det var han bestemt ikke ked af, han sut-

54 M i g o g c a m i n o e n tede og sugede dem i sig med tydelig nydelse. Men det var ikke noget for mig. Der er absolut intet kød på. Kun glinsende fedt. Agerhønen, derimod, var lækker. Ved tolvtiden gik vi tre i samlet flok, løftet af den gode mad og vin. Især Angel var allerede mærket af dagens første etape, så det gik ikke særlig hurtigt. Men de var så hyggelige at være sammen med, at jeg ikke ville slippe dem, selvom jeg havde andre, fjernere mål med dagen: San Juan de Ortega. Seks kilometer før Belorado kredsede hundredevis af gribbe over et sted inde over markerne. Jeg prøvede at trænge ind for at finde ud af, hvad det var, de kredsede over, men der var ikke andet end regnvåde marker, så jeg fandt ikke ud af det. Gribbe er temmelig almindelige, især i bjergene, hvor de ofte svæver hen over hovedet på folk, men så kolossal en flok har jeg aldrig set før. Passerede Villamayor, hvor jeg fik en gyngetur på en voksengynge på legepladsen, og kom til Belorado, hvor Santos og Angel skulle overnatte. Her sagde jeg farvel til dem for sidste gang. Vejret var blevet godt i løbet af eftermiddagen. Sol og varme. Ved tretiden begyndte min vandring så omsider på egne betingelser. Pragtfuldt at strække ud i fuld fart over markvejene og gennem landsby efter landsby: Tosantos med en ermita (et kapel, der ligger for sig selv uden for byerne) bygget ind i klippen over byen, Villambista, som er så smuk at nærme sig over de bløde, grønne marker, og som har en fin kirke, og endelig Espinosa med de engang så flotte fleretages bindingsværkshuse, der synker mere og mere sammen til ruiner, som årene går. Den kombinerede butik og bar var åben, men der var ingen til at betjene mig. Snuppede to appelsiner fra kassen, lagde en euro på disken og satte mig ud og spiste de saftige frugter på det lille torv ved kilden, som løber igennem et stentrug med guldfisk, hvilket ikke forhindrede mig i at drikke det klare vand og tage et kølende fodbad.

Redecilla Mig og del caminoen Camino Agés 55 Ved sekstiden nåede jeg Villafranca Montes de Oca og gik ind på truckerbaren dér, hvor Steve sad og drak øl og røg cigaretter. Han havde lejet sig ind for natten i et af de værelser, som lastbilchaufførerne ellers bruger. Nu skulle han ordentlig slappe af. Jeg tog også en øl og lidt jamon serrano lufttørret skinke for at have noget energi i maven til den sidste etape: de tolv kilometer op ad bjerget til klostret San Juan de Ortega, hvor jeg ville overnatte. Turen op er lidt hård, men når først man er oppe i niveau, er det en rar tur gennem fyrre- og stenegeskov med kun en enkelt ned-og-op-tur ved en lille flod. Jeg følte mig flyvende og vandrede turen på lidt under to timer. Men så var jeg også træt i benene, selvom hovedet stadig summede af energi. Juan de Ortega var elev af Domingo de Calzada og blev efter sin død helgen som ham. Hans fortjeneste var ikke mindst anlæggelsen af en god og sikker vej over bjergene mellem Villafranca og Burgos, hvor man let kunne fare vild, og hvor røvere i forne tider udplyndrede pilgrimmene. Kirken, hvor helgengraven hviler i en krypt under højalteret, var lukket, så jeg fik ikke mulighed for at kigge ind og bede en bøn og falde lidt ned. I det hele taget virkede stedet noget uddødt. I mange år har der i klostret levet en meget speciel præst, padre José Maria, som hver aften holdt messe for pilgrimmene og bagefter inviterede på hvidløgssuppe (vand kogt på kraftben, spædet op med opblødt brød og smagt til med hvidløg) og kammeratligt, spirituelt samvær. Jeg havde hørt, han havde været syg, men skulle være i gang igen. Dog ikke denne kolde, klare forårsaften, hvor den første, jeg mødte, var en østrigsk kvinde, der ville have mig til at hjælpe hende med at ringe fra en automattelefon. Jeg påstod, at jeg ikke talte tysk, hvilket næsten var sandt, da de tyske ord og den tyske grammatik var blevet overlejret af et lag spansk og et efterfølgende lag engelsk, mens

56 M i g o g c a m i n o e n jeg prøvede at holde min tænkning på modersmålet. Men hun gav sig ikke, hun vidste udmærket godt, at jeg som dansker talte tysk, jeg ville bare ikke. Jeg fandt et par tyske gloser frem og fortalte hende, at telefonen ikke virkede. Det stod der på displayet. På spansk, selvfølgelig. Da jeg på min forårscamino i 1998 ankom til San Juan de Ortega temmelig forkommen af regn og kulde og med ondt i maven og af mig selv, modtog José Maria mig med et varmt knus i sit suppekøkken. Det livede mig noget op, men jeg klagede alligevel min nød. Han sagde, at han havde den helt rigtige kur for et tilfælde som mit: La cura del cura, præstens kur: gin. Han fyldte et vandglas trekvart op til mig, og da jeg studsede lidt over mængden af ren gin, grinede han: Hvis det ikke dræber dig, så helbreder det dig. Jeg slyngede ginnen ned. Den varmede, slog mig ikke ihjel og kurerede rent faktisk mit maveonde. Desuden gav den en rar summen i hele kroppen og et momentant lysere syn på tilværelsen. Nu var alt lukket undtagen sovesalene, som stod tomme, mørke og kolde. Ud over den østrigske kvinde og hendes mand mødte jeg et par pilgrimme i cafeteriaet, der drives af et ældre ægtepar og deres tykke søn og byder på rustik kost, for eksempel morcilla, blodpølse. Pilgrimmene havde spist og hang mest ud for at få lidt varme og fortalte, at der heller ikke var varmt vand i bruseren på refugiets badeværelse. Den tyggede jeg på, mens jeg kæmpede mig gennem en gang blandet salat og et tørt stykke skinke af ringeste kvalitet. Her var ikke rart at være. På vejen havde jeg set nogle flyers om et nyt refugium i Agés, El Pajar de Agés. Der fik jeg en uomgængelig lyst til at gå hen. Der er kun tale om lige godt tre kilometer. Eneste problem var, at det var begyndt at blive temmelig mørkt, og vejen går gennem skov. Jeg prøvede at få en spansk kvinde til at gå med mig, men hun ville ikke. Det ville ellers have været rart med selskab på den forestående vandring i mørke

Redecilla Mig og del caminoen Camino Agés 57 Der er noget særligt ved at vandre i mørkningen, mens omgivelserne svinder ind og blot bliver til omrids for til sidst at forsvinde i sort. Da jeg nærmede mig Agés, var det efterhånden blevet så mørkt, at jeg helt bogstaveligt ikke kunne se en hånd for mig. Jeg fandt min lille lommelygte frem til at lyse stien op de nærmeste skridt. Da jeg ikke er bange for spøgelser, følte jeg mig helt tryg ved det lille lys i det store mørke. Ved indgangen til landsbyen sad et par mennesker og nød aftenstilheden. Jeg spurgte efter refugiet. De sagde, at mine venner ventede på mig. Hm, det kunne jo ikke passe. Ville de mig det godt, eller ville de undgå mig? Det gad jeg ikke finde ud af midt i buldermørket. Jeg fandt refugiet og gik ind. Alt så nyt og pænt ud. Det første menneske, jeg mødte, var en mand, som stod på badeværelset på første sal og barberede sig. Han sagde, at jeg ikke bare kunne komme rendende så sent om aftenen, nu var hospitaleraen gået og alting. Ham gad jeg ikke høre på, men sikke en velkomst. Jeg gik ind på en sovesal, der var godt halv fuld af hollandske piger med alternativt udseende, rastahår og farvestrålende tøj. Jeg fik mig en seng, selvom jeg måtte kæmpe lidt for at få plads. Når først en gruppe har etableret sig og har fyldt rummet ud, er det ikke så nemt at få gruppens medlemmer til at afgive deres privilegier, som for eksempel at have rådighed over en hel køjeseng, den nederste til at sove i og den øverste til oppakningen. Jeg gjorde venligt opmærksom på denne socialpsykologiske lovmæssighed, hvilket løftede stemningen.

58 M i g o g c a m i n o e n 9. dag Agés Tardajos 32 kilometer Da El Pajar de Agés er et privat refugium, koster det hele otte euro at overnatte. Og man kan få morgenmad for to euro ekstra. Jeg ventede på værtinden, men forgæves. Folk klarede selv deres morgenmad, og det hele virkede noget desorganiseret. Så klokken otte besluttede jeg at gå min vej uden at betale. Uden at få hverken vådt eller tørt. Jeg troede, jeg vidste, hvor jeg kunne få noget at leve af i de næste landsbyer. Caminoen følger asfaltvejen nedad. Næsten ingen trafik. Før Atapuerca har man opstillet et skilt. På afstand ligner det et selvportræt af Kurt Trampedach eller er det en reklame for en rockkoncert? Nej, det er såmænd et billede af, hvordan man tænker sig, de første mennesker i Europa har set ud. I nogle huler lidt uden for Atapuerca har man fundet knogler og kranier, der har givet anledning til nye teorier om menneskeslægtens oprindelse og udbredelse. Det er det, skiltet reklamerer for. Der er vist ikke meget at se på stedet, men inde i Burgos er fossilerne udstillet. Udgravningerne er kontroversielle. Spanien er et katolsk land, og mange bryder sig ikke om at tænke sig, at menneskets udvikling har gået igennem et udviklingstrin, som

Mig Agés og caminoen Tardajos 59 de 800.000 år gamle hominider, man kan finde resterne af ved Atapuerca, udgør. Kaffebaren i Atapuerca er desværre endnu ikke åben, så jeg må vandre op over det lille bjerg, der ligger og spærrer for udsigten til Burgos. Fra toppen har man en vid udsigt over byen med dens imponerende katedral og dens indfaldsveje. Derefter går det ned gennem et par landsbyer, før man skal krydse motorvejen, der ligger som en slange rundt om Burgos. I den første landsby, Villaval, er kirken ved at synke helt sammen. Det er, som om den har været ramt af et jordskælv. Næste landsby hedder Cardeñuela de Riopico, og her fandt jeg det første åbne udskænkningssted, hvor jeg fik mig en kop café con leche og et par bananer et par timer efter starten fra Agés. Videre ad asfaltvejen gennem Orbaneja, der mere ligner det, den er, end det, den var: en forstad til Burgos snarere end en landsby. Bag mig hører jeg en lyd, der er ny på caminoen: lyden af en stavgænger, der sætter sine stokkes stålspidser i asfalten. Øv. Jeg gider ikke vende mig om og glo efter stavgængeren og begynder at gå stærkere for at lægge afstand til lyden, der kører lige ind i nervesystemet, som hvis man banker en sølvske mod tænderne. Jeg bliver alligevel indhentet, mens jeg tisser op ad et træ og nogle øvelsesflyvemaskiner drøner hen over mit hoved. Fredsforstyrreren er den ene af to vældig hyggelige nordmænd, som vandrer caminoen sammen. Det er skægt, som der hurtigt opstår en slags nordisk fællesskab med gensidigt, godmodigt drilleri. Slog følge med dem de kedelige kilometer fra Villafria, til vejen går ind i noget, der ligner et bycentrum, men gik det sidste stykke til byens egentlige centrum alene. Ville ikke vente på, at den ene skulle finde et sted, hvor han kunne komme af med sit vand. Burgos er med sine knap 170.000 indbyggere en af de absolut største byer på caminoen. Overgangen fra vandringerne

60 M i g o g c a m i n o e n over marker fra landsby til landsby og til storbyen er ganske overvældende. Nu skal man hele tiden passe på ikke at blive kørt ned eller støde ind i folk, mens man kanter sig gennem de snævre gader med sin rygsæk. Byen ligger ved floden Arlanzóns bredder, hvor man kan promenere i platantræernes skygge de hede sommereftermiddage eller sidde på en bænk og konversere, mens børnene leger i parken. Katedralen er den ene af de to enorme gotiske katedraler, som man møder på caminoen. I de seneste år er den blevet vasket ren, så den i dag fremstår, som var den helt ny med hvide mure og tårne, der står og lyser i solen. Indeni er den stadig underlig mørk og mærkelig skummel, selvom der så sandelig er højt til loftet. Burgos er en larmende storby, og jeg havde på forhånd besluttet mig for at vandre direkte igennem og gå ud på den anden side. Jeg fulgte derfor de gule pile, der går op bagom katedralen. Gik ind i kirken over for, San Nicolás, der har et helt vidunderligt detaljeret stenalter, bad en bøn og takkede min skaber for vejen indtil nu. Caminoen ud af Burgos er smukkere eller i hvert fald mindre grim end vejen ind. Man kommer snart til landlige omgivelser, planteskoler, forsøgsstationer, poppellunde. Landskabet begynder at manifestere sig med sine mesetaer, de stejle bakker, der er helt flade på toppen og kan have en udstrækning som sletter, højsletter. Første helt fritliggende landsby hedder Tardajos, mit mål for dagens vandring. På en måde blot en dag, der skulle overstås. Men også en dag med stor ro indeni. Burgos plejer jeg at snyde i. Jeg har et par gange taget bussen fra Villafria de kedelige ti kilometer til centrum, og et par andre gange har jeg blaffet ude fra landevejen før Villafria og er blevet kørt ja, en enkelt gang til centrum og

Mig Agés og caminoen Tardajos 61 en anden gang op over byen for at se på ruinerne af den ridderborg, der har vogtet over byen. Nu kan man besøge en udsigtsrestaurant, hvorfra man kan se hele byen og videre ud over landskabet, der spreder sig fladt mod syd. Megen hjælpsomhed har jeg mødt, jeg er endda blevet kørt helt til Tardajos en gang og leveret direkte ved refugiet, hvor jeg kunne ordne mine dengang vabelplagede fødder før jeg alligevel ikke kunne lade være med at gå videre. Men denne gang klarede jeg mig gennem byen uden at falde for moderne transportmiddelfristelser som en del af min aftale med mig selv om at gå hvert et skridt på denne camino. Det gik jeg og nød følelsen af. Det var det rigtige. På denne camino det rigtige. Refugiet i Tardajos er ganske lille med kun tolv sovepladser. Da jeg kom, blev jeg modtaget af et ældre ægtepar, Alicia og Ernesto, som fungerede som hospitaleroer et par uger. De var simpelthen så søde og imødekommende og inviterede med det samme på te, kiks og frugt. Jeg brugte det meste af et par timer på at tale med især Alicia. Hun var læge og havde i sine unge år studeret i Boston, hvor hun havde mødt Ernest, der var lærer. De havde levet deres liv i Madrid og fået en lille flok børn, der alle nu var godt i vej. Lidt senere kom nordmændene og et par stykker til, blandt andet en stor, tung, tavs midaldrende fyr fra Strasbourg, som jeg senere fik navnet på, Karl. På bar med nordmændene, hvor jeg introducerede dem til chupitos de orujo. De kunne bedst lide varianten: orujo de hierbas, den søde med krydderurter, i stedet for den rene brændevin, orujo blanco. Orujoen fik smurt stemmebåndene, og Ture og Finn, som de hed, fortalte, at de havde været kolleger og venner næsten hele livet. De havde været navigatører i det norske flyvevåben, men var nu gået på pension i tresårsalderen. De var begge enkemænd. Tures kone var død en naturlig død for et par år siden, men Finns kone var død i en tragisk ulykke kun fem

62 M i g o g c a m i n o e n måneder tidligere, mens hun besøgte en dansk veninde i København. Det var måske derfor Ture var den mest talende. Finn havde stadig sorgen i øjnene. Ture fortalte om sin situation som nybagt enkemand. Kvinderne nærmest sværmede om ham. Hvor var de alle sammen henne, da jeg var tyve, spurgte han. Nu kunne han bade i dem, selvom også det havde sine problemer, med alt det, som man havde lyst til at præstere og måske ikke altid kunne, så nu havde han fået sig en veninde, som han ringede til hver anden dag; man skal jo heller ikke forvænne dem. Ved aftensmaden sluttede også nogle andre pilgrimme, heriblandt en svensker, sig til selskabet, der blev ganske gemytligt og sluttede med et par chupitos. Måske skulle jeg ikke have lært dem at drikke orujo, man ved jo at nordmænd eller er det svenskere?

Mig og caminoen 63 10. dag Tardajos Castrojeriz 29 kilometer Det blev en frygtelig nat. Den store, tavse Karl var snorker på superliganiveau. Højt, malmfuldt og hele tiden. Jeg prøvede med både det ene og det andet, men lige meget hjalp det. Han sov de uskyldiges søvn. Midt på natten satte jeg mine ørepropper i og fik sovet et par timer eller tre. Men jeg fik hevet ørepropperne ud i søvne, og så var den gal igen. Jeg kan ikke fordrage at have ørene stoppet til. Det er som at være fange i sit eget hoved. Snorkerne er frygtet på caminoen. Bare en enkelt kan ødelægge nattesøvnen for de andre ti, tyve eller tredive, der sover i samme sovesal. De kaldes roncadores efter det spanske ord for snorke, ronca. På dansk betyder roncador vel nærmest en stor, gammel hanelefant, der lever for sig selv. Og det er vel heller ikke helt ved siden af. Jeg mener: Bare de roncadorer ville holde sig for sig selv om natten. De må tage et ansvar for deres snorkeri og sørge for at sove isoleret fra de andre pilgrimme. Jeg taler ikke om almindeligt snorkeri. Vi kan alle snorke af og til. Selv jeg gør det. Og min kone. Men det er ingenting. Hvad jeg taler om, er de ganske få mennesker, som snorker altid, konstant, højt og til ubehag for alle andre. De burde selv tage konse-

64 M i g o g c a m i n o e n kvensen og finde sig et logi, hvor de ikke generer os andre, også selvom ørepropperne er opfundet. Men omsider oprandt morgenen, og trætte som følge af mangel på søvn gik de fleste af os til morgenmad hos det søde værtspar. Dagens tur går ind over mesetaen, hvor der på toppen er ganske fladt, så man kan se langt helt ud til små klynger af træer, der står afrundet af vinden og på afstand ligner græssende pindsvin eller næsehorn. Det var en dag med høj sigtbarhed, og de Cantabriske Bjerge langt mod nord stod lysende klare med deres snedækkede toppe. Mange synes, at strækningen mellem Burgos og León er den mest kedelige del af caminoen. Men jeg er ikke enig. Jeg holder også af denne strækning, fordi jeg synes, den er storslået; aldrig er himlen så høj som over de flade landskaber, og sammenstødet mellem de forårsgrønne hvedemarker og den blegblå himmel kan jeg aldrig se mig mæt på. Og så kan jeg godt lide de byer og landsbyer, caminoen går igennem. Der er asfaltvej mellem Tardajos og den første landsby, Rabé de las Calzadas, men derefter går caminoen ind over markerne og bliver ganske øde, indtil den næste landsby, Hornillos del Camino, dukker op og kan ses de sidste mindst fem kilometer, før man kommer ind i den. Ernesto kom kørende i sin bil ad grusvejen. Han standsede og spurgte, om det var mig, der havde glemt de her lange underbukser, som han holdt i hånden. Det var det ikke. Vi blev ud fra findestedet enige om, at de nok tilhørte en finne, som havde sovet dér. Jeg lovede at tage dem med mig og give ham dem, hvorefter Ernesto vendte bilen og kørte tilbage igen. I Hornillos plejer der ikke at være noget som helst, blot en gade mellem gule sandstenshuse, der snart igen forsvinder i landskabet; men nu har caminoen givet mulighed for både en bar og en butik. Baren var lukket, men i butikken kunne man

Mig Tardajos og caminoen Castrojeriz 65 også få sig en bocadillo og noget at drikke. Jeg spurgte ekspeditricen, hvornår baren åbnede, men det vidste hun ikke. Sommetider åbnede den slet ikke, det afhang helt af ejerens luner, om han gad åbne eller ej. Hun solgte kammuslingeskaller, som lå nydeligt i en æske og lokkede. En af dem passede i farven til min rygsæk, så den købte jeg. Jeg havde fundet min skal. Kvinden gav udtryk for, at man først var en rigtig pilgrim, når man gik med en muslingeskal. Jeg spurgte hende forundret, om hun virkelig mente det, men hun slog det hurtigt hen: Det var ikke alvorligt ment. Hun ville bare gerne sælge mig én, hvad hun allerede havde gjort. Ved kirken sad finnen. Jeg spurgte ham, om han frøs. Det gjorde han ikke. Om det da ikke var hans lange underbukser. Næh. Jeg hængte dem over et rækværk lige uden for refugiet, så de kunne komme en eller anden anden til gode. Jeg husker engang i begyndelsen af 1970 erne, da jeg sammen med min ven, Steen, producerede en række radioprogrammer. Vi skulle bruge et interview med gode gamle R. Broby-Johansen til en af vores udsendelser. Det blev et meget interessant besøg hjemme hos ham, hvor han fortalte om sit liv. For eksempel fortalte han, at han havde dannet sig sit verdensbillede som ung under en vandretur fra København til Madrid. Her havde han gået og tænkt det hele igennem, og det hang så godt sammen, så det stadig dannede fundamentet i hans samfunds- og menneskesyn. På min første camino prøvede jeg, inspireret af Broby-Johansen, det samme. Jeg begyndte at flytte rundt med de forskellige brikker af viden og holdninger, som jeg havde at flytte rundt med, og tænkte ud af en tangent eller to. Men det gik ikke så godt. Jeg fik simpelthen hovedpine af det, så jeg måtte opgive og bare være i det gående nu. Jeg prøvede én gang til dagen efter, men med samme resultat. Herefter har jeg opgivet at beskæftige mig med systematisk tankevirksomhed på caminoen. Så det

66 M i g o g c a m i n o e n store, sammenhængende, ugennemtrængelige og uimodsigelige verdenssyn må jeg lade andre med mindre sarte hoveder om. Jeg kan godt lide at lade tanker og følelser få frit løb, uden at jeg behøver at bremse dem. Jeg tænker på de mennesker, jeg har mødt på vejen. På mine kære og elskede derhjemme. På barndomserindringer, gode og ikke så gode. På, hvordan det var. På fortrædeligheder og på situationer, som jeg ikke har været så stolt af, og som jeg prøver at tilgive mig selv for, ligesom jeg prøver at tilgive dem, der har handlet dårligt mod mig. Det er vel en slags selvterapi. Det er ikke noget, jeg tvinger frem, men jeg lader dét komme, som kommer. Og hvis der ikke kommer noget, så kan jeg gå lige så tom i hjernen og tygge på en tilfældig sangstrofe, en sætning, en lyd, lytte til skridtenes rytme, blæsten, fuglene, en fjern landbrugsmaskine, mærke kroppens styrke, takke for den. Videre ud over det øde landskab. Lærker stiger syngende til vejrs. Ved et markskel står masser af varder, som bliver stadig højere, eftersom de forbipasserende pilgrimme lægger sten på sten. Stien nærmest af græs, selvfølgelig noget nedslidt af de tusinder af pilgrimme, der bruger den. Caminoen synes uendelig. Ikke et hus at se. Og så: Helt uvarslet dukker Hontanas op nede i et hul i mesetaen. Først toppen af et kirketårn og hurtigt derefter hele landsbyen set ovenfra med de tætbyggede huses tegltage. Selvom jeg har gået denne vej mere end ti gange, bliver jeg altid overrasket. Er det virkelig allerede Hontanas, der dukker op af den grønne tidslomme, jeg har bevæget mig i de sidste par timer? Og nu er den endda blevet forbilledlig pittoresk at vandre ned i. Indtil for et par år siden skulle man først passere landsbyens losseplads, men den har de nu fået lagt et andet sted, så vejen ned kun er indbydende. Vitorino hedder en lille tyk mand, som har drevet et udskænkningssted i Hontanas i mere end tyve år. På en måde et

Mig Tardajos og caminoen Castrojeriz 67 ganske hyggeligt sted, men også noget af en svinesti. Det er ikke rengøring, han bruger sin tid på. Til gengæld har han altid noget god og nærende mad, der står og simrer på komfuret, og på en kold dag er det en uimodståelig fristelse. Derfor har jeg mange gange spist hans mad, og jeg må indrømme, at jeg har nydt den hver gang. Ellers er Vitorinos store nummer hans virtuose brug af den specielle spanske flaske, porronen, der er forsynet med en lang tud, som man hælder vinen ud af og ind i munden, uden at der er fysisk kontakt mellem mund og flaske. Er man dygtig til at ramme munden med vinstrålen, kan man gå videre og fjerne flasken mere og mere fra vinens bestemmelsessted uden at spilde en dråbe. Vitorino går en anden vej, idet han lader vinstrålen ramme først næsen, og derefter panden og til sidst den skaldede isse, mens vinen selv finder vej ned over hans ansigt og ind i munden. Stadig uden at spilde en dråbe. Han er ikke karrig med at vise sin kunst og har endda på det sidste fået lavet et stempel med billede af Vitorino med porronen, som man kan få trykt i sit credencial. Da jeg kom ind i Hontanas gik jeg derfor direkte til Vitorino. Han var desværre ikke hjemme, men lige over for var der nogen, der netop havde åbnet en restaurant, ny og ren og indbydende. Jeg spurgte, om de vidste noget om Vitorino, men han var vist ude at køre. Man kan, mod betaling naturligvis, få ham til at køre sig eller sin rygsæk til den næste landsby, Castrojeriz. På det nye sted fandt jeg også mine norske venner, Ture og Finn, der var i gang med at nyde et let måltid. Jeg sluttede mig til selskabet, men midt i det hele ringede min mobiltelefon. Det var Ron, en amerikansk ven, som jeg havde aftalt at mødes med i Santiago og derfra vandre sammen med til Finisterre. Han ringede fra New York og ville lige tjekke, om min mobil virkede. Og i øvrigt fortælle mig, at caminoen længere fremme var lukket på grund af sne. Om jeg troede, jeg kunne klare det, for ellers

68 M i g o g c a m i n o e n ville han blive hjemme. Jeg kunne kun fortælle ham, at det lige nu var koldt og noget blæsende, men at solen skinnede. Midt mellem Hontanas og Castrojeriz ligger ruinerne af et kloster i gotisk stil, San Anton. Lige på den anden side af ruinen får man længere fremme det første blik af den borgruin, der engang har givet navn til landsbyen, der snor sig halvt rundt om den meseta, som borgen har kronet, og hvorfra man har en vid udsigt ud over hele landskabet. Vejen er snorlige, og længere fremme så jeg Ture og Finn, som jeg indhentede og fulgtes med det sidste stykke. Castrojeriz har engang været en mere betydningsfuld by, end den er i dag, men med sine knap tusinde indbyggere er det stadig en by, man må regne med: Der er tre kirker, flere banker, apoteker, frisørsaloner, hoteller og hostaller og et par supermarkeder. Det er her, man tager hen fra de omliggende landsbyer, når man skal købe ind. Da Castrojeriz er bygget op ad bakken, ligger den i flere niveauer, og på det øverste niveau er der nogle terrasser, hvorfra der er en fantastisk udsigt. Jeg husker mit første besøg i 1992, hvor Castrojeriz var mit første stop, og hvor jeg sad om aftenen, mens solen gik ned, og nød stilheden og så ud over det fremmedartede landskab. Fra dengang har Castrojeriz været et af mine favoritsteder. Der er bygget et nyt, monumentalt refugium på torvet, Plaza Mayor, men det var lukket, så jeg ledte selskabet videre frem til det oprindelige refugium, hvor jeg havde overnattet den allerførste nat på min første camino. Dengang måtte man finde frem til den kirketjener, der havde nøglen, for at komme ind. Da jeg kom med min søn, Kasper, to år senere, var der en ældre pilgrim, der havde slået sig ned i refugiet et par uger for at få lidt orden på det, få saniteten til at virke, gjort rent og måske malet lidt. Men efter dengang har det været drevet af en meget speciel fyr, Rasti, der med sit frygtindgydende skæg og hestehale med

Mig Tardajos og caminoen Castrojeriz 69 uafviselig vilje bestemmer over alt og alle i det lille kongerige, han her har erobret. Rasti er for de rene pilgrimme, og han slår hårdt ned på enhver slinger i valsen, som de syndige snydere, der befolker caminoen nu om dage, udfordrer med. Således også denne dag. Jeg nærmede mig Rastis refugium noget anspændt. På vejen derhen mødte vi René, som er den finske pilgrim, jeg talte med i Torres del Rio. Jeg underholdt med, at jeg to gange tidligere var blevet afvist af Rasti. Første gang var i 2000, hvor jeg ankom så sent, at der ikke var en køjeseng til mig. Men der var nogle madrasser, som blev lagt i et tomt rum, og jeg kunne få den dér, Rasti pegede. Desværre ville min sidekammerat være en (ja, undskyld!) fransk mand, som snorkede mere og højere, end jeg på det tidspunkt nogensinde havde oplevet. Jeg havde mødt ham i Santo Domingo og havde undgået at sove samme sted som ham siden da. Jeg klagede min nød til Rasti og spurgte, om jeg ikke kunne få et andet sted at sove. Svaret var, at jeg kunne gå over i baren på den modsatte side af gaden og ringe efter en taxa og køre til det næste refugium. Det gjorde jeg så. Den kom næsten med det samme. Heldigvis fik jeg selskab af canadieren Robert, som jeg havde mødt tidligere, og som stillede sig på min side. Anden gang var, da jeg året efter troppede op sammen med min ven, Svend. Vi havde samme morgen meget tidligt, tre timer før solopgang, begyndt vores vandring i Burgos. Og vi havde ikke noget pilgrimspas. Vi havde fået et par timers søvn i Hornillos, men hverken dér eller i Hontanas kunne vi få fat i et pas, så vi håbede, at vi kunne få et i Castrojeriz. Det kunne vi ikke, og da vi derfor ikke efter Rastis opfattelse var sande pilgrimme, kunne vi heller ikke få lov til at sove i refugiet; vi kunne bare skride. I 2002, hvor jeg gik med min datter, Mirjam, overnattede vi hos Rasti. Mirjam var endda blevet kørt af Vitorino fra Hontanas

70 M i g o g c a m i n o e n for at spare på sine ben, men hun fik alligevel en seng, og en til mig med, selvom jeg først kom et par timer senere, fordi jeg vandrede. Den gode Rasti er således ikke helt ubestikkelig, når vi kommer til kvindelig skønhed. Havde jeg været spændt på mødet, oversteg det mine bange anelser mange gange. Rasti stod i døren, da Ture, Finn og jeg ankom, fulgt af en nysgerrig René. Så snart Rasti så mig, satte han sin pegefinger lige op i synet på mig og sagde, at jeg ikke kunne komme ind i refugiet, fordi jeg havde en bil til at hjælpe mig, og derfor var jeg ikke en sand pilgrim. Tværtimod var jeg en løgner, som nassede på caminoens faciliteter. Jeg ved ikke, hvor han havde det fra. Jeg tror ikke, han kunne genkende mig. Vi har aldrig siddet ned og talt sammen mand til mand og delt vores liv med hinanden, lært hinanden at kende. Og med de skarer af pilgrimme, der årligt strømmer gennem refugiet, er der ikke megen risiko for, at han lige netop skulle have kigget mig ud. Måske var det, der gjorde ham mistroisk, at jeg vandrer så forholdsvis let i forhold til de fleste andre pilgrimme og derfor kun bærer på en mindre rygsæk. Det kan have forledt ham til en mistanke om, at jeg ikke havde vandret med hele min oppakning selv og derfor ikke havde gjort mig fortjent til en nats søvn på hans refugium. Bare mistanken ville givet være nok for ham til at fare op som en tyr efter en rød klud. Men jeg modtog ikke afvisningen, og han måtte modstræbende give sig. Vi fik allernådigst lov til at tage trappen op til den øverste sovesal, mens hans kvindelige medhjælper fik vores pilgrimspas til nøjere granskning og afstempling. Rasti slog arrigt ud med armene over sin afmagt. René ville lige med op at kigge, men blev på det bestemteste beordret ned ad trappen igen. Der var kun adgang for pilgrimme. Jeg fandt mig uden lyst og noget rystet en køje. Nær ved lå roncadoren Karl. Åh nej, hvad skete der? Det kunne i hvert fald ikke nytte at appellere til Rasti om nattero. Det havde jeg lige-

Mig Tardajos og caminoen Castrojeriz 71 som prøvet før. Jeg bredte min sovepose ud på sengen for at vise, at den var optaget, men følte stærkt, at her ville jeg ikke bryde mig om at være. Jeg gik straks ned igen. Rasti var der stadig. Jeg prøvede at komme i kontakt med ham og spurgte ham, hvorfor han var sådan over for mig; men han afviste mig. Jeg tror ikke på dig. Du er en løgner, sagde han kategorisk og vendte ryggen til mig. Jeg gik udenfor, hvor René stadig stod. Vi gik sammen lidt ud i byen. Han havde indlogeret sig på et andet, privat refugium og var også ubehageligt til mode over Rastis velkomst. Jeg fortalte ham, at jeg havde mærket på ham, at han ikke rigtig havde troet på mine historier om Rasti. Det måtte han indrømme, men nu var han ikke længere i tvivl. Jeg fortalte ham, at det havde været meget hårdt for mig sådan at blive afvist på den direkte og ligefrem hadefulde måde. Jeg fortalte ham, at jeg var ved at kæmpe mig ud af en depression og eksperimenterede med at spise stadig lavere medicindoser på caminoen. Den lille dosis medicin bevirkede, at jeg blev ekstra tyndhudet, og jeg måtte virkelig anstrenge mig for at sluge denne bitre pille. Vi havde sat os på en bænk på en af terrasserne. Det var lige uden for Renés refugium, og det hollandske værtspar kom ud og blandede sig i samtalen. Det var snart hver dag, at Rasti afviste folk, men han havde, så vidt de vidste, fået en aftale med byens borgmester om at drive refugiet de næste par år. Aftalen gik ud på, at han hverken betalte til eller fik penge fra kommunen, men drev det for de donationer, pilgrimmene gav. Så han var ikke til at ramme, selvom han var noget af en pest både i byen og på caminoen. Derimod var han en god forretning for det private refugium og hostallerne. Jeg kunne slet ikke holde tanken ud, at jeg skulle sove under Rastis tag og i nærheden af roncadoren. Hvorfor skulle jeg finde mig i at blive dårligt behandlet? Så jeg besluttede mig til at for-

72 M i g o g c a m i n o e n kæle mig selv med en nat alene med eget bad og det hele på et hostal. Da jeg hentede min rygsæk for at fortrække, gav jeg besked herom til Rastis medhjælper, som var en finsk kvinde i halvtredserne. Jeg fortalte hende om min oplevelse, og hun lyttede rigtig godt. Så godt, at jeg fik lyst til at fortælle hende om min sygdom og om, hvad det betød for mig sådan at blive mødt konfronterende og uvenligt. Det viste sig, hvad jeg lovede at holde hemmeligt for de andre, at hun var psykiater hjemme i Finland. Jeg benyttede straks lejligheden til at snakke min medicin igennem med hende. Hun syntes, jeg skulle fortsætte med min nedtrapning, da jeg selv var den bedste til at vurdere mit behov for medicin. Jeg prøvede også at tale med hende om Rasti; men han er den fundamentalist, han er, og rationalet i hans evige kamp mod snyderiet på caminoen er klart nok: Masser af mennesker bruger caminoen som en feriemulighed. De kører rundt i bil og vandrer lidt. Sidst på dagen parkerer de bilen i udkanten af byen og kommer med fuld oppakning vandrende til refugiet og foregiver, at de har vandret hele dagen og trænger vældigt til et brusebad og en seng vel vidende, at reglerne på refugierne siger, at de står absolut sidst i køen om overhovedet til at få en seng. Og så kommer caminoens sande helte til et optaget refugium om aftenen, selvom der burde være plads til dem, hvis turisterne havde gået på hotel eller hostal, som de burde. Det giver selvfølgelig god mening, og jeg har da også mange gange set bilpilgrimmene på refugierne og ladet mig irritere over deres skuespil for at spare pengene til de overnatningssteder, som de burde benytte. Men derfra og så til denne besættelse af snyderi og snydere, som Rasti har viet sit liv til, har jeg svært ved at acceptere. Og lille jeg, der netop er ude på min første helt rene camino,

Mig Tardajos og caminoen Castrojeriz 73 havde i hvert fald ikke fortjent en sådan velkomst. Heller ikke denne gang. Psykiateren og jeg blev dog enige om, at Rasti kunne man ikke lave om. Han er konge i sit eget lille kongerige og giver den som både anklager, dommer og bøddel. En lille mand med en stor idé om retfærdighed og et sted at folde den ud. Han glemmer det gode kristne budskab om, at barmhjertighed altid kommer før retfærdighed, og mener sandsynligvis, at han har fundet sit sværd til at kæmpe med i den gode kamp mod vindmøllerne. Jeg ville ønske, at jeg kunne udbryde et: Fred med ham, gamle stridsmand. Men når jeg tænker på alle de pilgrimme, som han har generet gennem årene og ganske givet vil komme til at genere i år fremover, og på de dårlige oplevelser, han giver folk med fra denne seværdige by midt i mesetaen, så har jeg svært ved det. Han udfordrer ligefrem til en god kamp med al sin magtfuldkomne selvgodhed. Men hvordan kæmpe mod ham? Hvor skal jeg finde det sværd, der kan fælde ham? Tage et møde med borgmesteren og risikere at blive dyngvåd ved at få en gang vand hældt ud af hans ører? For er jeg parat til at overtage refugiet og vise, hvordan det skal gøres? Nej, det er ikke mit kald.

74 M i g o g c a m i n o e n 11. dag Castrojeriz Carrión de los Condes 44 kilometer Stadig sol og kulde. Jeg er nok en af de sidste til at gå ud af Castrojeriz denne morgen, selvom min plan sådan set er at tage en lang tur i dag. Der er 44 kilometer til Carrión de los Condes, og det er langt. Desværre er der kun 23 til Fromista, som ellers er det naturlige mål for en dagsmarch, og det er på den anden side lige kort nok. Efter 38 kilometer kunne jeg gøre holdt i tempelherrelandsbyen Villalcázar de Sirga, men der skulle refugiet være lukket for tiden, så mon ikke jeg også klarer de sidste seks til Carrión? Altså startede dagen med det mål at tilbagelægge 44 kilometer. Efter to kilometer over marker og en lille flod rejser en stejl meseta, Alto de Mostelares, sig og skal nødvendigvis bestiges, hvis caminoen skal fortsætte. En hård tur, der altid ender med, at jeg ankommer sveddryppende til mesetaens forblæste top. Således også denne gang. Jeg havde besluttet mig for at vandre turen opad uden at holde pauser. Det kan man godt, hvis man tilpasser skridtlængde og fart til puls og vejrtrækning. Jeg tænker mig det ligesom i Himalaya, hvor bjergbestigerne bruger

Castrojeriz Mig og Carrión caminoen de los Condes 75 dagene i de forskellige camps til at vandre langsomt op og ned for at vænne sig til den tynde luft. På den måde tog stigningen præcis et kvarter. Selvom sveden drev af mig, tog jeg straks min jakke på for ikke at blive kold. Toppen af Mostelares er helt plan, og jeg har aldrig været der, uden at der blæser en isnende vind over sletten. Det var frostvejr, nattens rimfrost sad stadig på de korte græsstrå. Mostelares er skuffende kort. Efter nogle minutters vandring opdager man, at denne meseta nærmest er et lille bjerg, og snart snor caminoen sig nedad igen over grønne marker. Ude mod syd er en meseta flankeret af vindmøller. Efter et par timers vandring går caminoen over floden Pisuerga, som er grænsen mellem provinserne Burgos og Palencia. Vejen drejer og følger floden på den anden side, og snart dukker landsbyen Itero de la Vega op. Tidligere var der to små butikker og en enkelt bar i byen. Butikkerne og baren er der stadig, men dertil er der kommet to nye udskænkningssteder. Den oprindelige bar bliver drevet af en træt og noget doven kvinde og sommetider også hendes datter. Men for det meste har den været lukket, hvilket har fået den ene af butikkerne til at fungere som udskænkningssted med stole og borde ude på gaden og mulighed for at få lavet sig en bocadillo og en kop kaffe. Nu er der åbnet et større etablissement ved indgangen til landsbyen. Her er hostal, restaurant og café, og her gik jeg ind. Ture og Finn var der allerede og var ved at bryde op. Jeg skulle også have lidt at leve af og slog mig ned for at nyde dagens første pause. Jeg talte med ejeren. Han havde åbnet stedet en måned før og havde investeret alt, hvad han ejede og mere til. Jeg ønskede ham held og lykke, samtidig med at jeg sendte en solidarisk tanke til den lille købmand, der hidtil havde profiteret på den oprindelige bars lukkethed, men som nu måtte se sin forretning truet af det nye sted. For at udtrykke solidari-

76 M i g o g c a m i n o e n teten i handling slog jeg et slag om butikken og købte en pose jordnødder, som jeg kunne gå og hygge mig med på vejen. Videre ud over sletten. Til venstre lidt inde på marken ligger en samling små huse klinet op ad hinanden. Det kunne være en hobbitlandsby, men er nu snarere en samling bodegas, forrådshuse. En ældre mand, nydeligt klædt og med en blød hat fuld af medaljer og et skilt på brystet, der fortæller, at han er en ven af Camino de Santiago, møder mig lige uden for grusvejen ned til bodegalandsbyen. Han hedder Alejandro Sandoval Ortega, kommer fra Boadilla del Camino og vil meget gerne fotograferes og have sendt et billede. I lang tid kan man se den næste landsby, Boadilla del Camino. Men fra det første syn og til man er der, er der ti kilometer at gå. Jeg går og nyder landskabet og det gode vejr. Tænker på Guds skaberværk, der i sine mindste bestanddele er atomer, der er opbygget af energi. Tænk, at alt i sidste ende er ren energi. Guds ånde. Det mindste er det største og det største det mindste. En fugl synger fra toppen af en busk, der står langs vejen. Boadilla nærmer sig mig, og jeg nærmer mig Boadilla. Det første, man ser, er de duetårne, palomares, der flankerer indgangen til landsbyen. Tusindvis af duer flyver hen over byens tage og markerne omkring. Ved brønden ved indgangen til landsbyen møder jeg igen Ture og Finn og fortæller dem om den gotiske søjle, rollo, der står midt på torvet, og symboliserer byens selvstændighed. Desuden har den vistnok været brugt som galge, hvor byens folk selv henrettede deres forbrydere uden indblanding fra herremændene rundt omkring. Det har været tider. Nu fremstår Boadilla noget nedslidt. Husene er for det meste bygget af soltørrede adobesten formet af de materialer, der findes naturligt på de åbne sletter: mudder og halm og ikke meget andet, et bygningsmateriale, der hurtigt får husene til at se forfaldne ud. Vi går hen for at se rolloen og tager fotos af hinanden. Deref-

Castrojeriz Mig og Carrión caminoen de los Condes 77 ter følges vi ud af byen og går sammen de fem kilometer langs Castillakanalen til Fromista. Kanalen har været en del af et udstrakt kanalsystem, som der blev bygget på indtil slutningen af attenhundredtallet, og som var tænkt som både et transport- og vandingssystem. Ved indgangen til Fromista passerer man en sluse og får et storartet indtryk af dette bygningsværk, som omsider blev opgivet, da jernbanen kom og tilbød sig med en billigere og mere effektiv transport. Helt forgæves har det dog ikke været at grave kanaler; de bruges stadig til kunstvanding. Fromista har en lille romansk kirke, San Martín, som jeg må bruge tid på og ikke kan lade være at tage nye fotos af, hver gang jeg passerer den. En juvel af en kirke. Hver en sten, hver en udsmykning passer perfekt ind i helheden. Jeg sagde endelig farvel til mine norske pilgrimsvenner, der ikke ville længere og i øvrigt havde besluttet sig for at afbryde deres camino i León og fortsætte derfra året efter. De skulle hjem og lave selvangivelse og andre vigtige ting, så León var endemålet for i år. Jeg gik ind på den lille restaurant over for refugiet og fik det sidste lille bord, som jeg lidt efter blev bedt om at dele med en skolelærer. Han var vældig hyggelig, men havde den der irriterende skolelærervane, som jeg er godt træt af, med at brokke sig over, at eleverne nu om dage hverken er motiverede eller dygtige nok. Næh, da mor var dreng! Hvornår bliver de dog hundrede procent professionelle, de lærere, og tager selv et ansvar for, at deres elever lærer noget? Lidt over tre om eftermiddagen var jeg så igen alene på vejen. Jeg skulle gå det, der for de fleste er en dagsmarch, oveni en allerede overstået dagsmarch. Det var lige noget for mig. Villalcázar de Sirga er fuld af tempelherrenostalgi. Midt i landsbyen står en efter byens størrelse alt for monumental kirke, Santa Maria de la Blanca, og rager op over de små, lave huse. Den har endda været større. En del af den styrtede ned under et

78 M i g o g c a m i n o e n jordskælv i slutningen af attenhundredtallet. Men den synes stadig kolossal, som den står der med sit himmelstræbende, gotiske indgangsparti. Inde i kirken er der det mest formidable alter i tusinde farver og et par kongegrave, der understreger kirkens og byens betydning i middelalderen. På pladsen bagved kirken er der et tempelridderhus, der ligefrem stinker af hemmeligheder, og en restaurant med en ridderlig spisesal, udsmykket med alskens riddertingeltangel. Jeg har spist der en enkelt gang og kan ikke anbefale stedet, hvad angår maden. Jeg indrømmer, at jeg spiste op, fordi jeg frøs og var hundesulten. Men forretten var en fedtsuppe i et middelalderagtigt keramikkrus, og hovedretten en knogle af et får, som man kunne gnave de sidste tørre kødtrevler af. Og dyrt var det oven i købet. Men byens atmosfære er bestemt ridderlig. På baren over for kirken mødte jeg de to finner, René og Leif. De havde indlogeret sig på hostallet. Refugiet var jo lukket. Aftenen før havde jeg haft en samtale med René, hvor han havde fortalt mig, at han vandrede caminoen, fordi han havde nogle personlige problemer. Hvad det mere konkret handlede om, fortalte han ikke, og jeg pressede ikke på. Jeg ville gerne tale med ham om det, men jeg syntes, det skulle være på hans initiativ. Han havde også med et smerteligt drag over ansigtet sagt, at han ikke syntes, han havde fået det ud af caminoen, som han havde forventet. Igen uden at konkretisere. Jeg sagde til ham, at jeg gerne ville lytte til ham, hvis han havde lyst, og han svarede, at han følte, at vi to havde noget at give hinanden, men at det ikke skulle være lige nu. Sommetider tænker jeg på caminoen som et kæmpe sindssygehospital eller som et terapeutisk værksted. Caminoen er de mennesker, man møder på sin vej, og det udbytte, man får af mødet med de andre. René turde ikke åbne sig og blev skuf-

Castrojeriz Mig og Carrión caminoen de los Condes 79 fet over caminoen. Vi er på caminoen som gaver til hinanden; det handler om at give og modtage og lukke op. Samtalerne på caminoen er, når de er bedst, en slags negation af den fordømmende, motivsøgende samtale. De tager udgangspunkt i en forundring over, at andre mennesker har det sådan, tænker sådan, føler sådan, mener sådan. Ikke for at finde fejl hos den anden, men for at forstå og berige sit eget og hinandens liv. Jeg overvejede at blive sammen med dem, men ventede på en slags invitation fra René. Da den ikke kom, besluttede jeg mig for at gå de sidste kilometer til Carrión. Jeg kiggede mig tilbage en gang eller to. Havde på fornemmelsen, at René ville sætte efter mig. Men det gjorde han selvfølgelig ikke. Refugiet i Carrión de los Condes var på det nærmeste fyldt, da jeg ankom. Jeg fik et glimt af roncadoren Karl og forhandlede mig til et lille, usselt eneværelse hos hospitaleraen, der var bulgarer og talte ringere spansk end mig, og som krævede, at jeg gav mit frivillige bidrag her og nu, selvom jeg sagde, at jeg hellere ville vente, til jeg havde nogle flere mønter at komme i boksen. Vente? Hun så strengt og mistroisk på mig. Næh, her og nu, tak. Jeg gav så, hvad jeg havde af småmønter. Uden for værelset stod en kommode fuld af tæpper. På toppen lå en stak bøger, som jeg rodede lidt i. En af dem var på dansk: Nynnes dagbog. Den tog jeg med ind på madrassen og begyndte at læse. Det er lang tid siden, jeg har grinet så meget. Jeg syntes, Nynnes dagbog var hylende morsom på en underlig desillusioneret måde. Glem al caminosnak om livets dybere mening. Her handler det om at udstille sig selv som attraktiv ved hjælp af ydre attributter i et frugtesløst forsøg på at opnå et meningsfuldt liv. Hun knokler løs på livet som en anden Sisyfos og trimler som denne tragiske helt baglæns ned ad bjerget, slår sig, ryster nederlaget af sig og starter på en frisk med at købe nyt mærkevaretøj, parfume, og hvad der ellers hører med

80 M i g o g c a m i n o e n til et liv, der i den grad minder om livet for en laboratorierotte, der ikke aner, hvad der kører med den, og hvorfor man nu har fundet på at stille en trædemølle ind i buret. Latteren stikker i halsen, og mavekramperne farer ud i det tomme rum og bliver svimlende. Men hylende morsomt er det. Om natten skulle jeg på toilettet, der lå ned ad en gang. Fra den store sovesal lød det, som om, der foregik en konkurrence mellem de derværende roncadorer om at snorke på den mest malmfulde måde. Karl havde nok fundet sig nogle forbundsfæller til den helt kyklopiske natkoncert. Eller også var han begyndt at snorke flerstemmigt. Refugiet i Carrión er et af de få, som en kirke står for. Indtil udgangen af 2004 blev det drevet af en ældre præst og hans søster, som holdt hus for ham. Kirken hedder Santa María del Camino og er én af de relativt få kirker, som man altid kan komme ind i. Da jeg første gang overnattede i Carrión, sov jeg i præstens mødeværelse, der ligger væg til væg med kirken. Den aften var der trækharmonikakoncert, hvor en gruppe på måske tyve eller tredve harmonikaspillere spillede klassiske værker. Ganske dejligt at falde i søvn til. Men nu er den gamle præst og hans søster gået på pension og er flyttet til Palencia, og en ny præst har overtaget embedet. Han vækkede pilgrimmene allerede klokken syv de, der havde fået sovet ved at spille det samme nummer fra en cd igen og igen. Da jeg var en af de sidste, der forlod refugiet, faldt jeg i snak med ham. Jeg spurgte interesseret til den musik, han havde vækket os med. Den kom fra en cd, der hedder Lo meyor de la Musica de los Dioses : gudernes bedste musik. Jeg undlod at fortælle ham om ABBA-vækningen i Estella, men tænkte ved mig selv, at caminoen er mangfoldig, også musikalsk.

Mig og caminoen 81 12. dag Carrión de los Condes San Nicolás del Real Camino 32 kilometer Carrión er en ganske køn lille by. For herlighedens skyld går caminoen gennem byen, forbi torvet og den nyrestaurerede Santiago-kirke og ud over en bro over floden Rio Carrión, hvorfra man kan se dels ned langs den park, der følger floden og giver byen et åndehul, og dels ud over den lille bydel på den anden side af floden, som ligger op ad klostret San Zoilo. Året før havde jeg gået denne tur med en dansk kvinde, Irene. Jeg havde mødt hende i Boadilla, hvor jeg havde talt lidt med hende. Og dagen efter i Población, en landsby på den anden side af Fromista, hvorfra jeg fulgtes med hende resten af dagen. Irene var vel nok lidt ældre end jeg, jeg gætter på først i tresserne, og hun var taget af sted, efter at hendes mand havde fortalt hende, at han ville skilles. Så caminoen var for hende Herrens mark. Hun havde tid nok, intet fast arbejde, intet at komme hjem til. Caminoen havde været hård ved hende. Fødderne havde været smadret og havde tvunget hende til at holde flere og

82 M i g o g c a m i n o e n lange pauser. Men hver gang var hun gået videre, havde fortsat sin camino. Virkelig en sej pilgrim. Hun vidste godt, at der efter Carrión er et slemt stykke, og bad mig om at følges med hende og sikre, at hun kom godt igennem. Det lovede jeg. Det var Irene, der fortalte mig om sværdets symbolske betydning: at skille det, der skal skilles. De fleste af os lever vist i en noget grumset verden. Jeg gør i hvert fald, men jeg tror også, det er noget, der er ret udbredt blandt os danskere. Vi kan ikke lide at skære igennem, men vil hellere sætte os ned og tale sammen og finde ud af en løsning, som måske ikke er den ideelle fra nogens synspunkt, men som er til at leve med for de fleste. Vi ender med at blive på samme måde oppe i hovedet, i vores måde at tænke, føle og handle på, og til sidst aner vi ikke, hvad vi selv mener, og hvad andre mener, og hvad der burde gøres, hvis det var sagen eller målet, der bestemte. Vi bliver socialt orienteret, orienteret mod hinanden i stedet for mod det, som sagen eller målet i første omgang handlede om. Det betyder, at vi har svært ved at skille os selv fra kompromiset og fra de andre, det er indgået med. For hvad var det nu, vi oprindeligt kom fra? Hvad var det nu, jeg mente fra begyndelsen? På den måde bliver identiteten grumset. Vi bliver dele af hinanden og glider umærkeligt ud og ind af hinanden. Og så hygger vi os. Jeg talte meget med Irene om de her problemer, som hun jo havde tæt inde på livet. Hun var tvunget til at finde ud af, hvad der var hende, og hvad der var den mand, som hun nu stod for at skulle leve uden. Også jeg havde problemet inde på livet. Jeg var ved at belave mig på at forlade Undervisningsministeriet og et arbejde, der var præget af hele tiden at skulle finde pragmatiske løsninger på politiske problemer, hvis udformning skulle være spiselig, som det hedder, for alle parter. Hun advarede mig mod at gå ind i en identitet som pen-

Carrión de los Condes Mig og caminoen San Nicolás del Real Camino 83 sionist. Pangsjonist, som hun kunne vrænge ordet ud, er det samme som ingenting eller det, der er værre. Så må du hellere kalde dig ham med de store fødder, sagde hun. Så det er udfordringen i denne overgang: Identiteten bliver om muligt endnu mere uklar, grumset, og når det kommer til stykket, hvad det som bekendt altid gør, er der ingen vej uden om at finde ind til sig selv, som man virkelig er, når man ikke længere kan støtte sig til den identitet, et statusgivende job eller et ægteskab giver. Man tvinges til at svare på spørgsmålet om, hvad der er min andel, og hvad der er de andres i det her spil på den her scene. Om, hvad der er mig, og hvad der er de andre. Der er bundet så megen identitet i arbejde og ægteskab, at det at miste det ene eller det andet kan slå et menneske helt ud. Det er simpelthen farligt for helbredet, livsfarligt. Derfor er det måske ikke så dårlig en idé at finde sig et sværd. Det er på en måde det samme som at finde sig selv. Og hvis det ikke er sket før, er det på høje tid, når forandringernes vind blæser hen over ens liv. Sværdet er ikke kun et symbol på evnen til at adskille, det er også et symbol på magt. Magten til at skære igennem. Nogle gange også så blodet flyder. Magten er én af de fire fjender, som Carlos Castañeda skriver om i sine bøger om troldmanden don Juans lære. Den følger efter frygten og klarheden, som er de to første, og som er dem, de fleste mennesker livet igennem går og kæmper med. Især den første: frygten. For hundene for eksempel. Eller for andre mennesker. Så længe det er frygten, der skal kæmpes imod, er magten meget langt væk og sværdet godt begravet. Men også klarheden kan stå i vejen. Bliver man for optaget af at dyrke sin egen evne til at spille spillene på arbejdspladserne og i familielivet og til at gennemskue sig selv og de andre og deres motiver, kan man komme til at hænge godt og grundigt fast i troen på, at man er sin rolle, sine roller. Kommer man på den

84 M i g o g c a m i n o e n måde til at gå i baglås i benovelsen over sin egen klarhed, bliver sin egen spindoktor, så er man faldet for den anden fjende. Og finder heller aldrig sit sværd. Den fjerde fjende er alderen, der nok kan slås tilbage for en tid, men ikke overvindes. Med alderen følger den uundgåelige død, som er alles skæbne og endelige fjende. Men her har kristendommen som bekendt et bud i form af et håb om evigt liv. Hvad er risikoen ved sværdet? Hvis man finder det uden først at have overvundet de to første fjender, er der en oplagt fare for, at man bruger sværdet på ren magtvis til at dulme sin frygt og se bort fra sin indsigt og hovedløst begynder at handle. Og hovedløs handlen vil ramme én selv. Så er det ikke blot fjendernes hoveder, der ryger, for når man allerede har tabt sit eget, ender man uvilkårligt som et redskab for andres vilje og bliver en robot, der sanseløst svinger med sværdet og uvilkårligt rammer alt og alle, der kommer i nærheden af én. Kan man forestille sig, at nogle af verdens ledere er havnet dér? Det kunne være George Walker Bush, der ikke kan holde fingrene væk fra sit skinnende våben og tilsyneladende synes, alle skal have lejlighed til at beundre hans ubegrænsede magt og beslutsomhed, blot hovederne fortrinsvis ruller fjernt fra de amerikanske strande. Sin egen private tryghed er han dog til enhver tid parat til at forsvare med et enormt opbud af sikkerhedsfolk til vands, til lands og i luften, hvilket mere end antyder, at den mand har fundet sit sværd og viljen til at bruge det, samtidig med at han som en fej hund er fuld af frygt for de andre, os andre. Eller Jacques Chirac, der blev så glad for at vinde et sværd, at han måtte bruge det med det samme, da han blev præsident. Desværre var sværdet blevet erstattet af et endnu mere magt-

Carrión de los Condes Mig og caminoen San Nicolás del Real Camino 85 fuldt våben, atombomben, som han fandt et passende sted, langt fra det franske hjemland, til at fyre af. Så gik det kun ud over nogle enkelte individer af fremmed herkomst på fjerne øer i Stillehavet. Troede han. Det viste sig imidlertid, at prisen også skulle betales af de franske vinbønder, der mistede deres fornemme placering på verdensmarkedet. Det var sværdets anden side, der slog tilbage. Mon han helt havde gennemtænkt det? Eller var han så dumstolt over sit eget klarsyn, at han forkludrede sine muligheder for at tvivle på sig selv? Faren ved at gribe magten er dobbelt. Som bladet på et sværd. Et af de problemer, jeg har haft på caminoen siden min augustcamino med min kone, Mette, i 1996, er, at jeg er optaget af frygten for, om der nu også er plads til mig (os) på refugiet, når jeg (vi) når frem. Mette og jeg var ude for, at folk stod op allerede klokken fem om morgenen og begyndte at vandre af sted, mens de famlede sig frem ved hjælp af lommelygter. Det gjorde de for at være sikre på at have en seng at sove i den efterfølgende nat. Pilgrimmene sætter sig så uden for refugiet i den næste by, allerede når de kommer frem ved elleve-tolvtiden om formiddagen, selvom refugiet måske første åbner klokken tre, fire eller fem om eftermiddagen. Så sidder de der i time efter time og holder deres plads i køen. Det er ikke, fordi stemningen i køen er dårlig. Humøret kan være ganske højt, man har jo også allerede sikret sig en af de eftertragtede pladser, men man skal naturligvis være varsom med ikke at springe køen over, for så er der nogle, der bliver forurettede. Retfærdigheden må ske fyldest, og hvilken højere retfærdighed findes end først til mølle? Efter min mening en dødssyg måde at vandre caminoen på. For det første giver man sig ikke tid til at nyde dagens vandring og mulighed for at beundre landskaber, landsbyer, monumenter eller nyde gode pausesteder, hvor man kunne ligge i det fri og

86 M i g o g c a m i n o e n kigge op på de drivende skyer eller på de fugle, der har bygget rede i træet over ens hoved. Og for det andet bruger man mange timer på at sidde i kø, timer, som kunne bruges bedre. Da jeg først opdagede den konkurrence, tænkte jeg, at hvis det er det, legen går ud på, så skal de også få konkurrence. Jeg kan gå hurtigere end de fleste og kan sikkert også finde vejen i mørke, om så skal være. Den indre konkurrencehund er ikke svær at vække i mig. Men hvor jeg dog hader den. For det, der sker, er, at de andre mennesker, der skulle være dine potentielle venner på caminoen, går hen og bliver dine konkurrenter; og selvom man da kan få et udmærket forhold til sine konkurrenter, så betyder det mistænksomme øje for deres taktiske træk, at man kommer til at objektivere dem: De bliver som brikker i ens eget ludospil, hvor det gælder om at slå de andre tilbage, mens man selv kommer hjem. Selv da jeg mødte Irene næsten otte år efter augustcaminoen, sad resterne af denne konkurrencementalitet stadig i mig. Jeg har gået flere caminoer, hvor det ikke har været noget problem, for eksempel er der aldrig pladsproblemer i november og december; men da jeg mødte Irene i juni, var der mange pilgrimme på vejene. Hele tiden var der andre pilgrimme at se foran og bagved, og det gav konkurrence om pladserne på refugierne. Det irriterede mig grusomt. Ikke at det var sådan, men at jeg havde det sådan med det. Jeg kunne efterhånden godt slappe lidt af fra det. Jeg lod ikke længere dagen styre af det, tvang mig til at give mig god tid om morgenen og holde de pauser i løbet af dagen, som jeg syntes, jeg havde brug for. Men indeni rasede det, og hen mod slutningen af en dags vandring kom det til mig: Hvis jeg nu overhaler den dér gruppe på fem personer lidt fremme, så snupper de i hvert fald ikke en seng lige for næsen af mig. Og så speedede jeg op undertiden blot for at opdage, at

Carrión de los Condes Mig og caminoen San Nicolás del Real Camino 87 de pågældende slet ikke søgte ind på refugiet, men havde sørget for andre overnatningsmuligheder. Ligeledes kunne det ske, at jeg godt nok overhalede et par andre vandrere, men så kom der en flok på cykel, som jeg naturligvis ikke kunne konkurrere med. Eller nogle af de snydetampe, der havde en bil til at hjælpe sig med at køre rygsække og få samlet den langsomste af gruppen op, kantede sig lige ind foran mig. Engang kom der endog en bus fuld af skolebørn, der beslaglagde hele refugiet i Viana. På den måde bliver konkurrencen naturligvis helt absurd. Man kan kun konkurrere med folk, der tilbagelægger caminoen på deres fødder som én selv, men den konkurrence er naturligvis ganske underordnet og ligegyldig, hvis andre alligevel overhaler én med andre midler. Jeg fortalte Irene, at jeg følte det, som om jeg kunne komme til at indhente mig selv, hvis jeg løb hurtigt nok rundt om kloden, og på den måde kom jeg til at konkurrere med mig selv. Der er ingen ende på den konkurrence. Det eneste, der er helt sikkert: Jeg kommer aldrig til at vinde. Og mit forhold til de andre bliver forsuret. Irene mente, jeg nu havde fundet ud af det i teorien, nu gjaldt det så om at få det ført ud i praksis. Men det er altså ikke så nemt. Min lille djævel sørger for at holde såret åbent: Henrik, der er nok ikke plads til dig! De andre er altid hurtigere, bedre, smukkere, trættere og fortjener det meget mere end dig. Det var sådan nogle ting, Irene og jeg talte om, mens vi forcerede de sytten kilometer ud over kedsommelighedens camino mellem Carrión de los Condes og den næste by, Calzadilla de la Cueza, der er en landsby med en velforsynet restaurant, hvor der også er et hostal. Denne aprildag måtte jeg imidlertid vandre alene. Vejret var

88 M i g o g c a m i n o e n tørt og blæsende. Meget blæsende. På en måde passede det mig godt at blive blæst godt igennem. Jeg kan godt lide at skridte derudad, det giver energi i hovedet og gør det samtidig dejligt tomt. En ufuldstændig Bob Dylan-sang svirrede i hovedet: I pity the poor immigrant. Brokker som: whose tears are like rain, who eats but is not satisfied og: who falls in love with wealth itself, and turns his back on me svirrede rundt, uden at jeg kunne komme på hele sangen. Og hvem var det egentlig, der havde ondt af immigranten? Var det mig? Eller var det snarere mig, der var immigranten? Og hvem havde så ondt af mig? Der er ingen grund til at have ondt af mig. Det er de andre, der er grund til at bekymre sig om. Om afstanden mellem os, når vi først begynder at kæmpe for vores individuelle rettigheder og for tilfredsstillelsen af vores behov og glemmer, at selvom vi måske finder vores sværd på caminoen, så er den egentlige opgave at forstå, at vi er her sammen og har brug for hinanden. Så var hovedet fuldt igen. Men snart var der gået de tre timer, som vandringen tog, og det var tid til en l a n g pause. Jeg tror, jeg ventede lidt på René. Ham ville jeg gerne snakke ordentligt med, og han var jo begyndt dagens vandring kun seks kilometer efter mig, så hvis jeg ventede længe nok, kunne det jo være, han kom. Men det gjorde jeg ikke. Næste stop var i det private refugium i en lille adobelandsby med det stolte navn: Terradillos de los Templarios. Igen et minde om de tapre riddere, men denne gang helt uden spor efter dem. Nu var jeg begyndt at blive øm i ben og fødder. Havde allerede gået omkring treogtyve kilometer, hvilket skulle være rigeligt. Men jeg ville gerne prøve det nye private refugium i San Nicolás del Real Camino, der er en af de små hyggelige landsbyer, som man ellers blot går igennem på denne strækning. Og så var der også lige det, at jeg fik et glimt af roncadoren over dem alle: Karl, som sad uden for refugiet i Terradillos og

Carrión de los Condes Mig og caminoen San Nicolás del Real Camino 89 slikkede lidt kold solskin. Jeg hilste på ham, men han lod, som om han ikke kendte mig. Jeg nåede godt udmattet frem til refugiet i San Nicolás, hvor jeg ved halv femtiden var den første pilgrim, der nåede frem. Jeg fik et eneværelse, et soveværelse med to køjesenge, og selvom der kom nogle stykker til, fik jeg lov til at beholde disse enemærker for mig selv. San Nicolás del Real Camino er det nærmeste, man kommer halvvejen mellem Roncesvalles og Santiago. Herfra er der ifølge den autoriserede guide, som Junta de Castilla y León har udgivet, 373 kilometer tilbage, mens der fra Roncesvalles var 750 kilometer til Santiago. Forskellige guider har imidlertid noget afvigende kilometerangivelser, så mærkelig nok ved man aldrig helt præcist, hvor langt der er fra ét sted til et andet. Ikke at det betyder så meget, men det er da lidt underligt, at man ikke kan blive enige om den korrekte kilometerangivelse fra A til B eller rettere: fra R til S. Den aften i San Nicolás følte jeg mig meget alene. Jeg læste Nynnes dagbog færdig næsten uden at grine. Forfatterne syntes nok, det blev for meget med alt det overfladeliv, og digtede en ven syg, så Nynne kunne komme til at vise en hidtil skjult omsorgsside af sig selv. Det andet var også bare for meget. Så meget på overfladen er der vel ingen, der lever. Eller er der? Det sidste grin bliver stikkende i halsen.

90 M i g o g c a m i n o e n 13. dag San Nicolás del Real Camino Reliegos 38 kilometer Det støvregnede om morgenen. Llovisna hedder det på spansk, som om det var en indisk guddom. Jeg talte med en basker om vejret. Han fortalte, at på baskisk hedder støvregn sidimidi det kunne også være navnet på en oase i den arabiske ørken. Kært barn har mange navne, og han fortalte mig også, at det på galicisk hedder orballo. Der var også støvregn i mine øjne, men efter et par kilometers vandring i det bakkede landskab blev humøret bedre. Og det holdt op med at regne. I Sahagún så jeg Leif, finnen, som gik med René, sidde inde på en café og spise morgenmad. Ham sluttede jeg mig til, jeg havde hverken fået vådt eller tørt. Han fortalte, at René og han havde overnattet på refugiet i Terradillos. Men han havde ikke kunnet sove på grund af snorkeriet fra roncadoren, så han var stået tidligt op og havde begivet sig af sted. René ville følge efter senere, men der var det ved det, at han og René ikke havde det godt sammen. De havde svært ved at holde hinanden ud. Leif syntes, at René snakkede alt for

San Nicolás Mig del og Real caminoen Camino Reliegos 91 meget og var så bedrevidende. Han var skolelærer, og det vidste man: De vidste altid bedre. De var vant til at være sammen med elever, der vidste mindre end de selv, til at fortælle og forklare, og det kunne de ikke lægge fra sig i almindelig omgang. René kunne i hvert fald ikke. Bare han dog kunne holde sin kæft. Leif er svenskfinne, så vi kunne uden videre tale sammen på vores egne sprog. Han havde været sømand hele sit liv, men var nu gået i land og arbejdede på havnekontoret i Åbo. Han priste Danmark og danskerne i høje toner. De sidste år af sit sømandsliv havde han sammen med en anden ejet en coaster, som de sejlede fragt med på Østersøen; og han havde været i de fleste danske havne. Danskerne var bare så afslappede, og vores afslappede forhold til alkohol var noget, han satte pris på. Det var ikke småting af historier, han kunne diske op med om toldere, der gerne nød både øl og Gammel Dansk lige fra morgenstunden. Ikke lige, hvad jeg forstår ved afslappet, men det er da rart at høre fædrelandet rost. Vi forlod hinanden. Jeg forsøgte forgæves at finde en skomager, der kunne sy min ene støvle, der var ved at gå op i siden, men den sidste skomager var lige holdt op, og ingen havde overtaget forretningen. Sahagún er en rejse værd. Den rummer nogle af de smukkeste kirker på caminoen, hvis jeg ikke tager munden for fuld, for der er mange virkelig skønne. Men så i hvert fald kirketårne, hvoraf den romansk-mauriske kirke San Tirso har det mest betagende. Jeg har læst mig til, at det oprindelige tårn og kirkens apsis faldt sammen i 1945 og er blevet rekonstrueret ud fra fotografier. Men det er gjort godt og ødelægger ikke min oplevelse af kirken, så før jeg gik ud af Sahagún, slog jeg lige vejen om ad San Tirso. Igen ud over en bro over en flod og op langs med landevejen mod Calzada del Coto, hvor caminoen deler sig. Jeg har altid taget den sydlige, fordi den nordlige kun går gennem en enkelt landsby og derfra har en strækning på fireogtyve kilometer,

92 M i g o g c a m i n o e n uden at man kommer i nærheden af menneskelig bebyggelse. Den sydlige går gennem tre landsbyer, før de to veje løber sammen igen i Mansilla de las Mulas. Strækningen fra Calzada del Coto til Mansilla de las Mulas går over en relativt flad slette. Helt mod nord kan man i det fjerne se Cantabriens bjerge, men ellers er der intet andet end magre hvedemarker kun afbrudt af spredte træbevoksninger omkring nogle små vandløb, der helt tørrer ud om sommeren. Et par gange på strækningen møder man en hyrde med sine får og hunde. Ellers er der intet læ og ingen skygge. Caminoen er anlagt for at give pilgrimmene en god vej at gå på, og op til det hellige år 1993 beplantede man den kant af caminoen, der vender mod syd, med platantræer. Med et sindrigt vandingssystem, der sørger for at hvert enkelt træ bliver vandet, har man fået de allerfleste træer til at skyde, så de i dag står på en næsten snorlige række og giver skygge til pilgrimmene. Den første landsby, man kommer til, hedder noget så fornemt som Bercianos del Real Camino og plejede at kunne bryste sig af en ganske stor kirke, Iglesia del Salvador, Frelserkirken. Den lå på en lille høj i den fjerne ende af landsbyen, men alligevel var den det første, som mødte øjet, når man nærmede sig landsbyen. Jeg glemmer aldrig min forvirring, da jeg nærmede mig landsbyen på min camino i 2001, for plejede der ikke at være et kirketårn? Jeg spurgte mig for på byens bar. Kirken var braset sammen i forsommeren 1998. Ruinen ligger der endnu. Det var tårnet, der drattede sammen og tog en del af kirkeskibet med sig i faldet. Ikke det hele, men den resterende del kan ikke bruges længere. Det ville være for farligt. I stedet er man langsomt ved at bygge en ny kirke et helt andet sted lidt uden for landsbyen, og den gamle kirke får tilsyneladende lov til at blive liggende, mens den falder mere og mere sammen.

San Nicolás Mig del og Real caminoen Camino Reliegos 93 Inde i landsbyen var der et vældigt leben. En sælger i en lille varebil havde med hornsignaler lokket en hoben kvinder, klædt i de lyseblå og lyserøde morgenkåber, som man ser mange kvinder i landsbyerne gå rundt i hele dagen, til sig og falbød nu sine varer. Der var stoffer i metermål, bændler og flæser og alskens andre nyttige ting og sager. Det kunne også have været brød, fisk, kød, kolonialvarer eller andre levnedsmidler. Der er et stort marked for sådanne rullende forretninger i de små landsbyer, der ofte ikke har en dagligvarebutik. Baren i Bercianos var heldigvis åben på denne kolde solskinsdag, og jeg fik mig en god tallerken suppe. Roncadoren Karl var der allerede. Jeg forsøgte at tale lidt med ham. Han sagde, at han kunne tale engelsk, men det var ikke mange ord, der fandt vej ud over hans læber. Jeg fik dog lokket ud af ham, at han ville overnatte i den næste landsby, El Burgo Ranero, hvilket passede mig godt, da jeg havde tænkt mig at gå videre. Klokken var kun halv et. Et stort problem for mange pilgrimme er vabler. Jeg har på andre caminoer haft min del af denne plage, men ikke denne gang. Jeg plejer hver morgen fødderne med en vandskyende salve, og det har vist sig at være en god idé. Dog havde jeg på denne turens trettende dag fået samlet mig tre vabler, hvoraf den ene krævede lidt omsorg. Jeg satte mig derfor uden for på en stol og fandt mine remedier frem: en steril nål, jod, gaze og plaster. Vabler, der bare sætter sig ude på spidsen af en tå, gør jeg normalt intet ved. De plejer at komme og gå og er ikke specielt generende. Men jeg havde fået en på oversiden af en tå. Den var sprængt af sig selv og truede med at blive betændt, så den rensede jeg med jod og dækkede med et plaster. Og mens jeg nu var i gang, fik de andre småvabler også en omgang kærlig pleje. Mange pilgrimme synes, at netop denne strækning er noget af det kedeligste på caminoen. Igen er jeg ikke enig. Bjergene

94 M i g o g c a m i n o e n mod nord er ren nydelse, og det er, mens jeg har vandret ud over denne slette, at jeg har set de mest fantastiske skyformationer. Engang oplevede jeg en tordensky, der næsten lukkede sig i en perfekt cirkel med blå himmel inden i. Okay, det endte så med, at jeg blev noget våd og måtte tørres fra inderst til yderst, da jeg endelig kom i læ. Men det syn var det hele værd. Nu har man fået bygget en motorvej på denne strækning. De har bygget den færdig i den tid, jeg med jævne mellemrum har vandret her, men jeg synes ikke, den generer. Der kører kun få biler, og afstanden mellem caminoen og motorvejen er så lang, at man ikke hører dem. Før El Burgo Ranero krydser man motorvejen ved at gå gennem en tunnel. El Burgo Ranero er som Bercianos en adobelandsby, blot fire-fem gange større med hen ved tusinde indbyggere, der stort set alle lever af landbrug, hvis de da ikke har gjort betjeningen af caminoens pilgrimme til deres levevej, som de har i de to restauranter, der er genboer til refugiet. Jeg gik ind på den restaurant, El Peregrino, jeg plejer at komme på. Her sad Leif og var ved at afslutte sit måltid. Jeg satte mig ved hans bord og bestilte en salat. En tom tallerken og et par tomme glas viste, at en mere havde spist ved bordet. Det var selvfølgelig mit smertensbarn René. Han havde det ikke godt, fortalte Leif. Og de kunne slet ikke holde hinanden ud. Lidt efter kom René, men han ville ikke sidde ned. Jeg spurgte ham, hvordan det gik. Det gik slet ikke. Før jeg fortsatte min vandring, slog jeg vejen om ad refugiet for at få René til at vandre videre med mig. Jeg tror, det ville have været godt for både ham og mig. Han lå oppe i sin køje. Lige ved siden af roncadoren. Jeg opfordrede ham til at gå videre med mig. Men han havde tusinde undskyldninger, selvom han da godt kunne se ideen. Problemet var sour feet s, hvad han så lagde i det, den finske, sportstrænede fyr. Han ville altså ikke. Jeg tog ikke uden videre et nej for et nej, men da jeg havde

San Nicolás Mig del og Real caminoen Camino Reliegos 95 argumenteret ham til vægs, hentede han et finsk begreb frem, der ryddede bordet: Sisu. Med sisu kunne han forklare en særlig finsk forkærlighed for stædig holden fast i en én gang truffet beslutning, uanset hvilke udmærkede grunde der i øvrigt kunne være til at lave den om. Som en dyrkelse af smerten, der styrker manden? På vej ud af Burgo Ranero trak en koksgrå regnsky op over landsbyen, men jeg undgik regnen og så det som et godt tegn på, at det var rigtigt af mig at fortsætte min vandring, selvom klokken efterhånden var blevet næsten fem. Det blev dog en usædvanlig hård tur for mig disse sidste tretten kilometer. Selvfølgelig nød jeg det. Det gør jeg stort set altid. Men jeg kunne mærke, at det tærede hårdt på kræfterne. Endelig Reliegos, hvor kirkeruinen nu er styrtet endnu mere sammen. Denne gang de sidste rester af tårnet. Det må være det samme som i Bercianos: Adobebygninger holder ikke så længe. Man kan også se, at de bodegaer, der som hobbithuse er bygget ind i bakkerne, efterhånden falder sammen. Det er derfor, man nu nogle steder er gået over til at bygge dem af beton og derefter dække dem med et isolerende jordlag. Det kan man nu, hvor det er muligt at transportere byggematerialer over lange afstande. Før i tiden var man henvist til udelukkende at bruge de materialer, som landet gav, dér, hvor man boede og byggede. På refugiet var der kun en enkelt pilgrim, en englænder ved navn Michael. Der kom ikke flere, så vi kunne få en hel sovesal hver. Jeg havde tidligere lagt mærke til englænderen. Han holdt sig for sig selv, var en høj mand midt i tresserne og vandrede hurtigt af sted med lange skridt på en måde, der signalerede, at her kom én, der havde travlt og ikke tid til selskab. Vi spiste middag sammen, og det viste sig, at han var en hyggelig fyr med en dyb stemme, som han brugte til at fortælle, at han havde gået helt fra Calais i Frankrig og ville slutte af ude ved Galiciens kyst, hvor han havde bekendte fra et langt liv i fiskeindustrien.

96 M i g o g c a m i n o e n Det havde været en hård dag, der begyndte med støvregn og tårer og fortsatte med dårlige oplevelser, som Leifs venlige meninger om Danmark og danskerne ikke kunne overskygge: Afvisningen fra René var naturligvis først og fremmest hans problem, men det var trist for os begge, at vi havde så svært ved at nå hinanden.

Mig og caminoen 97 14. dag Reliegos León 25 kilometer Det havde regnet om natten, men da jeg begav mig af sted ved ottetiden, var der kun lidt støvregn, og den forsvandt hurtigt, mens jeg gik den første helt lige strækning til Mansilla de las Mulas. Nogle år tidligere havde jeg søgt ly i refugiet i Reliegos for en tordenbyge. For at få tiden til at gå med noget interessant havde jeg fundet et par af de bøger, som nogle pilgrimme fra tid til anden skriver deres tanker ned i. Som sædvanligt ledte jeg efter tekster på dansk og fandt en af Bent Jul, som sammen med sin kone, Karen Astrup, har vandret hele turen til Santiago i 1998 hjemme fra København. Han skrev om pilgrimshilsnen ultreia, at den i virkeligheden er et mantra, som man kan bruge til at gå med ved at sige de fire stavelser ul-tre-i-a, i takt med at man går. Hvis man så lukker øjnene halvt i og vender blikket indad, kan man i løbet af nogle minutter komme i en meditativ tilstand. UL-TRE-I-A Jeg valgte ikke at gå ind i Mansilla de las Mulas, der ellers er en ganske charmerende lille by, som ligger inden for en næsten

98 M i g o g c a m i n o e n intakt ringmur og er blevet kraftigt restaureret de seneste år. I stedet fulgte jeg landevejen og havde kun ét i hovedet: at nå hen til Hostal Casablanca, hvor jeg før har både spist og drukket. Ømheden i benene fra dagen før var ikke væk. Egentlig burde jeg tage mig en slapperdag, men hvor skulle jeg gøre af mig selv? Michael ville holde en hviledag i León, men det trak ikke i mig, selvom det helt sikkert ville være en god idé. Nu ville jeg i hvert fald holde en god pause på Casablanca, som, pokkers også, viste sig at være lukket. Altså måtte jeg videre til det næste udskænkningssted, som heldigvis lå mindre end en kilometer længere oppe ad vejen mod León. Et underligt sted fyldt med slidte IKEA-lignende møbler fra begyndelsen af halvfjerdserne. Der sad to spanske, midaldrende cykelpilgrimme og flød i et par af stolene, mens de talte i mobiltelefon, drak sjusser og røg havannesercigarer. De var vist rigtig kommet hjemmefra. Jeg fik café con leche og tostados og lidt senere en lille bitte øl, en femstjernet Mahou, som jeg brugte til at slynge et par smertestillende piller ned med. Tænk, at man kan blive så flad, men det var selvfølgelig de foregående tre dages i alt 114 kilometer, der nu hævnede sig. Hvornår lærer jeg at økonomisere med mine kræfter? Sikkert aldrig. Jeg elsker bevægelsen. Det er betalingen bagefter, som er ubehagelig. Den tager jeg med. Heldigvis kun fjorten kilometer til León. Mon ikke jeg kunne klare det? Selvfølgelig! Animo op med humøret! Af sted igen ad den ikke specielt rare camino, der følger en temmelig trafikeret vej, flankeret af virksomheder, bil- og møbelforretninger og barer. Lidt efter går caminoen ind over nogle brakmarker (kommende byggegrunde), og det giver et behageligt afbræk fra vandringen helt tæt på landevejen. Mødte en større gruppe franske kvinder og mænd på mountainbikes. De havde ingen rygsække på, så de befandt sig helt

Mig Reliegos og caminoen León 99 tydeligt i kategorien turister. Så punkterede den ene kvinde. En del af gruppens mænd samlede sig højrøstet for at assistere ved lapningen. En af de kvinder, der ikke var standset op, så sig utålmodigt tilbage. Så mistede hun balancen og faldt, så lang hun var. Hun nægtede at fortsætte på cykel. Det fortalte hun med så høj og irriteret stemme en mand, at det lugtede langt væk af at være hendes ægtemand. Det var sikkert ham, der havde overtalt hende til cykelturen, og nu kunne han selv se, hvad der kom ud af dét. Fra Alto de Portillo er der panoramaudsigt over storbyen León, der breder sig i en dal og giver plads til sine næsten 140.000 indbyggere. Lige her er caminoen virkelig slem, da den smelter sammen med landevejen; men på grund af trafikken er man nødt til at gå nede i cementgrøftekanten. For et par år siden var grøften fuld af døde dyr: hunde, katte og en ræv. Men nu var der renset op. Jeg gled på cementkanten og faldt. Jeg skulle nok ikke have godtet mig over den franske cyklists fald. Det hævner sig altid. Ikke et voldsomt fald, men jeg fik da hudafskrabninger på både ben, arm og hånd. I León fik jeg først limet og syet min støvle i en hælebar. Det ville gå ud over støvlens tæthed, advarede skomageren, men jeg var ligeglad; det var alligevel disse støvlers sidste tur. Et par støvler holder sjældent til mere end tre caminoer, og jeg køber altid det nye par i Spanien, når jeg tager hjem. Så kan jeg nå at gå dem til derhjemme før den næste camino. Allerede ved tretiden ankom jeg til refugiet. Havde ellers besluttet mig til at se nærmere på det nye kommunale refugium, der godt nok ligger i udkanten af byen, men som skal være virkelig lækkert. Der var imidlertid personaledag, så det var lukket, og der blev henvist til det gamle refugium, som bliver drevet af en nonneorden, og som ligger lige i centrum. Leif var ankommet, og roncadoren Karl, der havde anbragt sig på en køje midt i den store sovesal, hvorfra han om natten

100 M i g o g c a m i n o e n kunne underholde alle med sine malmfyldte snork. Uhyrligt som den mand ikke tager ansvar for sit snorkeri, men han ræsonnerer vel sådan, at den, der sover, synder ikke. Mit lune var nu sådan, at jeg ikke kunne holde tanken om en nat uden søvn ud. Jeg gik derfor til hospitaleroen, der var en ældre mand, og spurgte, om jeg ikke kunne få lov til at sove i den anden sovesal, som de ikke havde åbnet, men som jeg kendte fra tidligere besøg, så jeg kunne slippe for snorkeriet. I det samme kom Karl forbi, og jeg lod ham forstå, at det var ham, jeg brokkede mig over, men han gjorde det helt forståeligt, at han skam ikke snorkede. Det gjorde derimod jeg. Jeg fik lov til at sove i en sovesal for mig selv. En tur op til den gotiske katedral. Indeni er den betydeligt lysere end katedralen i Burgos. Guddommeligt rum at være i. Endnu mere holder jeg dog af den anden store kirke i León, Basílica de San Isidoro, måske fordi den er romansk. Som foldede hænder, ikke som de gotiske, hvor håndfladerne blot rører hinanden og fingerspidserne vender opad. I San Isidoro har jeg bedt mange gange og længe. Nedenunder selve kirken ligger Panteón de los Reyes, kongernes gravplads, der har de mest betagende kalkmalerier, jeg nogensinde har set. Bibelske fortællinger og astrologiske tegn med masser af fabeldyr. Med ét begyndte alle kirkeklokkerne at bimle og bamle. Noget måtte være sket. Det var den hvide røg, der havde vist sig i Vatikanet: Hay papem: Vi har fået en pave. Det viste sig at være en tysker, Joseph Ratzinger, der nu skulle hedde Benedikt XVI. Det så jeg lidt efter i et fjernsyn på en bar: billeder af en lille mand, der lod sig hylde på Peterspladsen i Rom. Endelig pave, ambitionen væltede ud af alle porer på ham, mens han bekendtgjorde, at han skam kun var en ydmyg arbejder i Herrens vingård. Joseph Ratzinger, det kunne næsten ikke være værre. Jeg talte lidt med bartenderen om det. Det var en sejr for konservatismen.

Mig Reliegos og caminoen León 101 For cølibatet og mod kondomer, skilsmisser og homoseksuelle. Bartenderen var en udpræget bøsset type. Han lænede sin ryg op ad kaffemaskinen og sagde, at han aldrig kom i kirken, så han var ligeglad. Men kirkens konservatisme rammer jo ikke kun kirkegængerne. Hele samfundet bliver præget af et umenneskeligt værdigrundlag. Han trak på skuldrene, samtalen var slut. Hvad skulle han også stille op? Jeg havde set navnet på en dansk fyr, Per, flere gange dagene før i refugiernes bøger. Nu havde jeg indhentet ham; han var også indskrevet på refugiet. Per var en mand på min alder, jeg fik kontakt med ham, og vi udvekslede lidt pilgrimserfaringer. Desværre (for mig) havde han fået sig koblet på en hollandsk kvinde, som han havde vandret med i flere dage, og som ikke ville lade os være i fred, så vi kunne sludre lidt. Hun ville dét, og hun ville dét, så det blev ikke til megen danskersnak. I stedet fik jeg kontakt med René, som også var kommet, og som lå i en køje langt fra Leif. Nu havde de vist brudt helt med hinanden. René ville ikke have noget at spise, men vi gik ud i byen for at finde et lille, listigt sted til mig. Jeg orkede ikke at spørge til, hvordan han havde det. Det var tydeligt at se, at det ikke var godt. Leif var så irriteret på ham. Han vidste godt hvorfor og kunne også se, at han kunne være for meget, men hvad skulle han gøre? Han elskede at snakke og fortælle om det, han vidste besked med. Men nu måtte de skilles. Sisu. Sisu eller ej det er sommetider så brandærgerligt, at vi mænd ikke tør åbne os for hinanden, selvom vi ofte har brug for det. Skuffet over caminoen, my foot. Man kan være skuffet over sig selv og over de andre, men over caminoen? Aldrig! Klokken ni er der en messe i nonneklostret, hvor pilgrimmene kan deltage. René gik derhen, men jeg valgte det fra. Jeg var så frustreret over det dødssyge pavevalg. Det er så synd med det moralske pres, de almindelige katolikker får lagt ned over deres almindelige liv. Så ligefrem at tage bad i nonnebøn var

102 M i g o g c a m i n o e n mere, end jeg orkede. Det er ellers ganske stemningsfuldt, ved jeg fra tidligere. Men altså ikke denne gang. I stedet faldt jeg ind på en virkelig dubiøs knejpe, hvor de spillede rockmusik og gæsterne helt uanfægtet sad og rullede joints. Både tjeneren og jeg fik et par hvæs. Ingen smalle steder. Selv hunden, der lå og dovnede på gulvet, havde sikkert fået et hiv, hvis det skulle være. Den nat var der ingen besvær med at sove. Snorkefrit område.

Mig og caminoen 103 15. dag León San Martín del Camino 27 kilometer På nonnernes refugium i León er der fælles morgenmad. Kaffe og kiks og marmelade. Jeg var som sædvanligt en af de sidste. Finnerne var væk. Jeg så dem ikke siden, hvad jeg naturligvis ikke vidste på det tidspunkt. Jeg prøvede at slå følge med Per og hans hollandske veninde. Jeg spurgte, om han havde lyst til at følges med mig, men han syntes ikke, det var så godt. Hun ville ikke synes om det, ville have ham for sig selv. Han var en ombejlet mand. Så der var ikke andet at gøre end at fortsætte caminoen alene. Som dagen før. Og dagene før dagen før. Ikke helt uforskyldt, men lige netop den dag ville lidt selskab have været velkomment. Det passede mig nu alligevel fint. Selvom jeg havde lyst til at lære Per nærmere at kende, fordi han virkede som en fin fyr, gad jeg slet ikke hans veninde. Jeg havde talt lidt med hende om dagens vandremuligheder tidligere på morgenen, hvor hun havde stået ude i refugiets gård og røget dagens første cigaret. Men hun var svær at tale med. Hun tilhørte en speciel bedrevidende type, som jeg slet ikke kan hamle op med. Det var ikke, fordi jeg

104 M i g o g c a m i n o e n var uenig i hendes betragtninger om dagens muligheder for at vælge rute. Det var nærmest, fordi hun så at sige tog patent på at vide bedst på en fuldstændig unuanceret måde og uden at være villig til at dele andres synspunkter eller nuancer, som nu for eksempel mine, der ellers efter mine egne begreber er ganske indsigtsfulde og hviler på et solidt fundament af erfaring. Jeg må indrømme, at jeg faldt i og begyndte at diskutere med hende, selvom jeg inde i mig selv kunne mærke, at det aldrig ville føre til noget godt. Dertil var hun alt for stædig. Jeg betragter det som en af mine svagheder, at jeg kan forfalde til diskussioner, hvor det drejer sig om at få ret. Selvfølgelig ved jeg godt, at der er forskel på at have ret og at få ret, og når man kan mærke, at en diskussion udelukkende kommer til at dreje sig om at få ret, er det om at komme ud af den hurtigst muligt. Sådan udviklede diskussionen sig, men i stedet for at gå min vej blev jeg mere og mere irriteret og dårligt tilpas, og i stedet for at få snakken afsluttet hurtigst muligt blev jeg drevet frem af en lille djævel, der fristende gentog: Det er vigtigere at få ret end at være lykkelig. Og sådan fortsatte det alt for længe. Selvom diskussionen egentlig var slut, var der hele tiden bare lige én ting til, som jeg altså blev nødt til at sige, naturligvis ikke for at forlænge diskussionen, men det forholder sig altså sådan og sådan. Og så begyndte slagsmålet forfra med det resultat, at jeg endte med at få mine følelser flået op. Hvad jeg tror virkelig triggede mig hos denne hollandske kvinde, var hendes evne til at stille sig op som den unikke, helt særlige, indsigtsfulde, erfarne, bedre-end-alle-andre-pilgrim i stedet for at mødes med mig i øjenhøjde og udveksle erfaringer på lige fod. Og så hendes fuldstændige mangel på logik og konsekvens i sine udsagn: Altså i virkeligheden kunne hun ikke lide at vandre. Hun gjorde det kun, fordi hun ælskede caminoen. Jeg

León Mig San og Martín caminoen del Camino 105 foreslog hende i stedet at cykle, når hun nu ikke kunne lide at gå. Men det afviste hun med foragt: Det var meget bedre at gå, når man ville opleve. Det der med at føle sig som noget særligt ligger heller ikke lille mig så fjernt. Og det er naturligvis derfor, jeg reagerer så kraftigt på det. Men mit ønske og min bestræbelse er at udvikle en bevidsthed om mig selv som et enkelt menneske, et enkelt led i den lange række af generationer, der følger efter hinanden århundrede efter århundrede. Om at indgå i det der ingemannske billede om, at slægt skal følge slægters gang gennem de favre riger på Jorden, mens vi går til Paradis med sang et billede, der virker meget stærkt ikke mindst på caminoen. Jeg véd, det er sådan. Jeg er blot et nummer i rækken. Som de andre er. Og det er en viden, der på en måde er smertelig, nu hele verden drejer sig om mig og ligger lige dér uden for dens naturlige centrum: mig. Men når jeg nu bevidst arbejder med at flytte mit centrum fra mit eget lille jeg til et større selv, er det dybt provokerende, når andre tror, de er noget på trods af, at de naturligvis også bare er en af os andre. Nå, slut blev snakken, og selvom jeg ikke følte mig lykkelig, var jeg alligevel tilfreds med den indsigt, den havde givet mig. Og jeg var alligevel glad for, at jeg ikke behøvede at have yderligere kontakt med damen. Der er heldigvis ikke en forpligtelse til ligefrem at hænge op ad mennesker, man ikke kan holde ud. Turen ud af León går forbi en bank, tegnet af Antonio Gaudí, med en drabelig ridder i færd med at dræbe en drage over indgangsdøren. Og man passerer et helt overdådigt gammelt hospice, San Marcos, med en renæssancefacade, der kan tage vejret fra enhver. På den anden side af floden Bernesga bliver byen stadig mindre prangende og glider næsten umærkeligt over i almindelige arbejderkvarterer og forstaden Trobajo del Camino. Herfra går vejen gennem et industrikvarter til La Virgen del

106 M i g o g c a m i n o e n Camino, hvor der er en kirke fra 1960 erne med en række af i alt tretten moderne bronzeskulpturer med Kristus i midten, der står og irrer på facaden. Fra La Virgen del Camino er der tre muligheder at vælge imellem. Den almindelige camino følger den trafikerede landevej, der endnu ikke er blevet erstattet af en motorvej som så mange andre steder. En anden følger jernbanen, og en tredje helt ny rute går ind over det flade landskab nogle kilometer syd for den almindelige og passerer nogle landsbyer, heriblandt Villar de Mazarife, hvor tre private refugier strides om pilgrimmenes gunst. Jeg havde fulgt den nye rute i juni året før, og den er bestemt at foretrække. Derfor havde det også været min plan at vandre den igen og lade de gode folk i Villar konkurrere om at få lov til at sørge godt for mig. Jeg fik dog andre tanker, mens jeg nærmede mig La Virgen del Camino. Dels fordi Per og hans hollandske veninde ville gå dertil, og jeg gad ikke blive blandet ind i deres spil eller én gang til støde mig på kvindens provokerende selvforståelse. Dels fordi jeg havde overraskende gode kræfter sammenlignet med dagen før og kunne nå længere ved at gå langs landevejen, hvor der er refugier i alle landsbyerne. Går man den nye rute, bliver man nødt til at overnatte i Villar eller gå de yderligere atten kilometer til Hospital de Orbigo. Så valget var let: Jeg tog den støjende vej. Tidligere var det nærmest livsfarligt at finde pilgrimsvejen ud af La Virgen del Camino, fordi motorvejsudfletningerne er helt uoverskuelige og i årevis var under konstruktion, så man blev nødt til at krydse tæt trafikerede veje for overhovedet at komme videre til fods. Nu har man fået styr på det. Caminoen snor sig mellem motorvejene og krydser dem i tunneler, der er specielt bygget til pilgrimmene. Jeg skridtede altså ud ad den kedelige vej. De har fået anlagt en motorvej parallelt med landevejen og med caminoen i mid-

León Mig San og Martín caminoen del Camino 107 ten. Hvorfor er der ikke flere lastbiler, der benytter sig af motorvejen? Det er nok noget med, at de skal betale for at benytte den. Irriterende med vejstøj i stereo. Ingen fuglesang. De eneste fugle, der var at se, var skader. Havde et dejligt stop på en bar, hvor jeg smagte en virkelig lækker vin til et par stykker cecina. Cecina er lufttørret okse- eller hjortekød. Det er helt tørt og nærmest sort. Smagen er ganske overvældende. En kødelig oplevelse, som denne dag smagte af mere. Lige før Villadangos del Páramo lå der en delikatesseslagter ud til caminoen og landevejen. Dér gik jeg ind og købte en pæn luns cecina, så jeg, hvad der end skete, ville kunne klare mig uden at sulte. Tusindvis af råger over Villadangos. To lunde giver dem mulighed for at bygge reder højt oppe i træerne. Det er kragefuglenes del af caminoen. Gik på restaurant i Villadangos og spiste menu del dia og besluttede mig til at nøjes med at gå de fem kilometer til San Martín del Camino. Jeg gik og tænkte på Pers hollandske veninde. Hun fik mig gennem sin væremåde til at se på mig selv på en måde, jeg ikke bryder mig om. Jeg har noget af hende i min karakter. En del af mig selv, som jeg slet ikke kan lide at blive konfronteret med. En falskhed? Eller i det mindste en uærlighed? I hvert fald egenskaber, som jeg ikke bryder mig om at rende rundt med, og på den måde bliver den hollandske pilgrim en gave til mig. For hun giver mig lejlighed til at erkende noget, som ellers er gemt godt væk og kun kommer frem på de mest ubehagelige måder ved de mest upassende lejligheder. Det er den lille djævel igen. Hvordan kommer jeg af med ham? Jeg skal i hvert fald eje ham først. Se ham i øjnene, give ham et navn. For jeg er bedrevidende og elsker at gøre mig klog ikke mindst på caminoen, hvor jeg gerne deler ud af mine erfaringer.

108 M i g o g c a m i n o e n Selvom jeg passer på med ikke at buse ud med dem. Det kommer der sjældent noget godt ud af. Men hvordan kommer jeg videre? Okay, jeg er lige så irriterende som hende hollænderen, jeg véd, jeg har ret, jeg er centrum i universet, jeg er Over San Martín ser det ud, som om der svæver en ufo. Det er et vandtårn, der ender i en rombeformet top, der på afstand ser ud som et rumskib, og som jeg, mens jeg nærmede mig landsbyen, gav lov til at kilde min fantasi. Måske ville det være en idé med en pilgrimsrejse ud i rummet, selvom jeg husker, at Gagarin, den første mand i rummet, med sædvanlig sovjetisk dumstolthed erklærede, at der ikke var nogen Gud i himlen. Nu havde han set efter. Der er kommet et nyt refugium i San Martín. Det gik jeg ind på. Endnu er der ikke etableret en sovesal, men for seks euro plus tre for morgenmad kan man få et værelse for sig selv. Det tog jeg. Og fandt snart ud af, at roncadoren Karl havde gjort det samme. Han kom ud i fællesrummet, mens jeg blev skrevet ind og fik mit værelse, men han lod, som om han ikke så mig, selvom jeg sendte ham, hvad der var ment som et venligt, sigende smil, der sagde, at det var godt, at han endelig tog ansvar for sit snorkeri og sov for sig selv. Selvom jeg har nævnt hans navn, Karl, før, var det først ved denne lejlighed, at jeg fik kendskab til det, da det stod i bogen, hvor pilgrimmenes navne bliver indført. Jeg vidste ellers allerede en del andet om ham, som jeg havde fået at vide af andre pilgrimme, og da han nu glider ud af min camino, vil jeg fortælle, at han er 52 år, pensioneret faldskærmsinstruktør fra den franske hær og efter sigende sendt ud på en evig vandring af sin kone. Stor, flot fyr. Gad vide, hvorfor konen vil af med ham? Snork? San Martín er et ucharmerende sted, der blot består af to rækker åndløse huse på begge sider af landevejen. Der er ingen restaurant. Af faciliteter kun en enkelt uopvarmet bar med

León Mig San og Martín caminoen del Camino 109 nedslidte og umagelige stålrørsstole og en lille butik. På baren fik jeg mig en cortado, en lille kop kaffe med en smule mælk, og læste i den lokale avis en mærkværdig historie om en hospitalero, Alfredo, i Molinaseca, der havde haft besøg af Ratzinger nogle år før, hvor de havde talt med hinanden i timevis. Og om et postkort, Ratzinger havde sendt til ham, hvor han havde underskrevet sig som den kommende pave Benedikt XVI fem år inden han rent faktisk blev pave. I butikken købte jeg nogle colaer, et brød og noget frugt, som jeg spiste sammen med cecinaen, alene i refugiets kolde fællesrum. Følte mig noget forkommen, frøs i den kolde vind og det kolde refugium, kedede mig og gik tidligt i seng.

110 M i g o g c a m i n o e n 16. dag San Martín del Camino Murias de Rechivaldo 29 kilometer Alenedag. Solen skinner, men det er isnende koldt, fordi der blæser en stiv modvind, der kommer fra de bjerge, jeg først skal over i morgen. Hospital de Orbigo. I bydelen før broen er kirkens tårn overhængt med storkereder, og en masse storke svæver rundt eller står og knebrer i rederne. Broen over floden Orbigo er caminoens længste med masser af buer, der i dag for de flestes vedkommende står og svæver over en grøn eng, men som, da broen blev bygget i 1200-tallet, har stået i en rivende flod, der nu er reduceret til et mindre vandløb. Jeg gik ind på Los Angeles for at få mig noget morgenmad. Foruden mig var kun værtsparret, deres datter på omkring seks år og en handicappet ung mand til stede. Den unge mand fik tiden til at gå med at pjatte med datteren, der sad og stak til sin morgenmad uden appetit. Hospital de Orbigo er en relativt stor landsby med tre refugier. Det ældste af dem drives af præsten og en tysk katolsk ung-

San Martín del Mig Camino og caminoen Murias de Rechivaldo 111 domsforening. Det ligger i et gammelt hus med en anseelig patio og altaner i træ på første sal og en væg bemalet med drømmeagtige visioner af noget, der kunne ligne caminoen, men snarere er en fantasi over det himmelske Jerusalem. Et rustikt og noget primitivt sted, der giver én en sær og fredfyldt fornemmelse af at befinde sig uden for sin egen tid. Men denne gang var det bare om at komme videre ad den bedste af de to veje, der fører til Astorga. Jeg valgte den lidt længere, der går gennem et par landsbyer og derefter over nogle bakker klædt i lav skov. En dejlig tur, hvor det første stykke går over flad mark, mens man nærmer sig bakkerne og de bagvedliggende bjerge. Denne dag var det især himlen, der tiltrak sig min opmærksomhed. Skyformationerne var helt specielle og så både prægtige og truende ud. Vinden var stadig stærk og stik vest lige imod min retning. Jeg savnede læ og tog min jakke på. På spansk er ordet for læ og frakke det samme: abrigo og det gav god mening. Ved ellevetiden kom jeg til den anden landsby på ruten, Santibañez, hvor de har bygget en helt ny kirke. Den gamle er sikkert faldet sammen som den i Bercianos. Jeg stod og så op på kirkens vejrhane, der i den stride vind drejede helt ukontrolleret rundt, fordi den havde tabt sit ror. I det samme kom to lavstammede kvinder, der så ud til at have ærinde i kirken. Og ganske rigtigt, de skulle ind og ordne blomsterne ved alteret, støve af og hvad der ellers hører sig til. Jeg fik lov til at komme med ind. Kirken står med helt nye vægge, men både højalteret og altrene i siden er i barok med al den guld, der hører sig til i saligprisningen af den hellige jomfru som himmeldronning. En af kvinderne viste mig lidt rundt. Hun var specielt stolt af et af sidealtrene. Og det var også flot. Hun gjorde mig opmærksom på et årstal, der var malet på den ene side af alterets fundament: 1789. Så gammelt var det altså. Jeg fortalte hende, at det var et meget vigtigt år i verdenshistorien, og nævnte den franske revo-

112 M i g o g c a m i n o e n lution, erklæringerne om menneskerettighederne i Frankrig og USA og landboreformerne i Danmark. Ja, ja, sagde hun, og på dette sted fik vi altså det her. Astorga står knejsende foran én, som man nærmer sig byen, der er omgivet af en høj bymur, som nogle steder er afløst af paladsagtige bygninger i flere etager. Byen er grundlagt helt tilbage i romertiden, hvor der blev fundet guld i bjergene mod vest, la Maragatería, som derved kom til at bidrage til finansieringen af Cæsars magtovertagelse i Rom. Astorga lå strategisk ved indgangen til Maragatería og var allerede i århundredet op til Kristi fødsel en vigtig by, som havde noget at forsvare. En stejl stigning og så er man oppe i en spændende by med torve og skønne bygninger og et par steder udgravninger af romerske ruiner. Specielt er byen berømt for to af sine bygninger: katedralen og det biskoppelige palads, der er tegnet af den berømte catalanske arkitekt, Antonio Gaudí. Katedralen er blevet stærkt restaureret i det ydre gennem de seneste ti år, så den i dag står med en åndeløst betagende barokgavl mod vest. Når man forlader Astorga for at fortsætte sin camino, vandrer man gennem en gade, der fører lige op til denne gavl, og de fleste pilgrimme får ondt i nakken af ustandselig at vende sig og få et sidste kig, eller man gør, som jeg sommetider har gjort: går baglæns. Gaudís palads er bygget i hans karakteristiske nygotiske stil, som også kendes fra hans ufuldendte katedral i Barcelona, La Sagrada Familia. Det har levet en omtumlet tilværelse, hvor det endda under borgerkrigen fungerede som hovedkvarter for den regionale falanks, altså general Francos styrker. Siden 1963 har det været indrettet til museum for Camino de Santiago og indeholder en masse Madonna med Jesusbarnet-skulpturer og skulpturer af Santiago, ligesom der udstilles en række ting og sager, som middelalderens pilgrimme har bragt med sig. Mest bemærkelsesværdigt er museet dog som bygningsværk. På før-

San Martín del Mig Camino og caminoen Murias de Rechivaldo 113 ste sal ligger mod syd et kapel med et enestående lysindfald gennem de farvede vinduer. Til at blive helt høj af. Jeg gik på italiensk restaurant og fik nok den kedeligste gang spaghetti pomodoro, jeg nogensinde har fået. Det var også dumt. Spanierne er bedst til spansk mad, men derfor behøvede de jo ikke at bade spaghettien i varm ketchupchupchup. Aldrig mere! På det sidste udskænkningssted på vej ud af byen fik jeg mig en cortado. Min mave slog kolbøtter. Var det endnu en advarsel om, at jeg skulle holde mig langt fra spaghetti på spansk? Fra Astorga går caminoen op i la Maragatería og stiger omkring 500 meter. De fleste pilgrimme overnatter i Astorga og nøjes med næste dag at vandre de tyve kilometer op til Rabanal del Camino, der ligger midt i bjergene, for derfra dagen efter at fortsætte ned på den anden side til Molinaseca eller Ponferrada. Men jeg havde tænkt mig at gå lidt ud af den almindelige takt og fortsatte mod den næste landsby, der ligger ved foden af bjergene, Murias de Rechivaldo. På baren i Murias spurgte jeg til refugiet og fik at vide, at der var to, et kommunalt og et privat, men den yppige og udfordrende klædte servitrice ville ikke udtale sig om, hvilket der var bedst. Jeg gik lidt rundt i landsbyen for at bestemme mig. Smuk lille by. Kom i snak med en af de lokale mænd, der viste mig vejen til det kommunale refugium. Han fortalte mig også om landsbyens tre restauranter. Selv havde han aldrig besøgt nogen af dem. Han foretrak konens mad, især den lokale specialitet, cocida maragato, der er en sammenkogt ret med blandt andet chorizo, blodpølse, griseører, flæsk og cecina tilsat grøntsager som kål, kartofler, gulerødder og porrer og til sidst vendt med revet brød, æg og hvidløg tung, nærende bondemad. Endte på det private refugium, da det kommunale så uindbydende og tomt ud. Blev modtaget af værtinden, som var en yngre kvinde med en melodiøs, mørk stemme. Der var kun et

114 M i g o g c a m i n o e n par pilgrimme mere og meget koldt, så jeg gik hurtigt ned på baren igen. Her sad jeg og læste lidt videre i min Paulo Coelho-bog. I lokalet var kun mig og værten. Der er et par stille timer mellem eftermiddagsdrikken med tilhørende tapas, la merenda, og aftensmaden, la cena, hvor pilgrimmene ofte tager sig en lille lur. Men selvom jeg nok var træt i kroppen, følte jeg, det var spild af tid at lægge sig til at sove. Det ville også bare gå ud over nattesøvnen. Coelho fik en lektion af sin mester, som var en indviet, der skulle hjælpe ham med at finde sværdet. Det er ikke så ligetil. Så derfor lærte han at kramme stammen på et gammelt træ. Gør man det, kan man komme i kontakt med træets harmoni og på den måde komme af med sin nervøsitet. Jeg kender godt det med at omfavne en træstamme og derved få del i træets energi, men at det var træets særlige harmoni, man fik del i, var nyt for mig. Det måtte jeg prøve. Coelho får besked på at tage sin skjorte af, mens han krammer, for at få en direkte kontakt med træet. Sikkert heller ikke en dårlig idé. Et midaldrende fransk ægtepar satte sig ved bordet ved siden af mit. Så var begge borde optaget, og ved ottetiden var stedets udsøgte kvindelige betjening vendt tilbage. Nu kunne der serveres aftensmad. Hun begyndte med det franske par. De fleste mere folkelige restauranter har ikke noget spisekort. Man går som regel ud fra, at gæsterne vil have en gang menu del dia. Valgmulighederne for forret bliver remset op, og gæsten vælger, hvorefter den samme procedure gentages for hovedretten. Således også her. Franskmændene forstod ikke et ord af, hvad der var på menuen. Allerede under valget af forret gik der kage i den. De forstod ikke, hvilken suppe (som altid er det første af forretsvalgmulighederne, der nævnes) de kunne få. Og derefter gik det helt

San Martín del Mig Camino og caminoen Murias de Rechivaldo 115 galt, da de skulle prøve at forstå, at de også kunne få en ret med ærter og skinke. Da de virkede meget ivrige efter at få indblik i deres valgmuligheder, begyndte jeg at hjælpe dem. Jeg forstår udmærket det madspanske, men det kniber temmelig meget med det franske. Jeg fik dog gjort dem forståeligt på mit rudimentære fransk, at der var tale om nogle små grønne kugler, som var kogt sammen med skinke. Men det var, som om de alligevel ikke kunne forstå, hvad de havde at vælge imellem, og de blev ved med at virke famlende usikre. Det endte heldigvis med, at de fik noget at spise, selvom de gik glip af den udmærkede forret med ærter, som jeg efterfølgende bestilte og nød.

116 M i g o g c a m i n o e n 17. dag Murias de Rechivaldo Foncebadón 22 kilometer Det franske ægtepar var også pilgrimme og overnattede i det samme refugium som jeg. Om morgenen var jeg som sædvanlig en af de sidste til at samle mig sammen til at gå videre, og da jeg kiggede ud af sovesalens vindue, så jeg, at franskmændene var ved at være klar til at starte dagens vandring. Det så morsomt ud. Hvad var det for et remedium, de gjorde brug af? Jeg måtte ud og se. Det viste sig, at de havde en lille vogn, der bestod af et enkelt bøjet jernrør, som dannede en slags trillebør med et gummihjul og to håndtag til at styre den. En rygsæk kunne så placeres på nogle remme, der forbandt de to sider af det bøjede rør. Manden var ved at gøre køretøjet klar, og jeg begyndte at tale til ham. Han svarede mig på engelsk, og vi fik en god snak om hans opfindelse, diskuterede den optimale hjulstørrelse, om hjulet skulle være massivt eller luftfyldt, om vognen skulle skubbes eller trækkes og fordele og ulemper i forhold til en normal rygsæk. Problemet var, at hans kone havde rygproblemer og ikke kunne bære noget, men med en sådan vogn kunne hun klare sine dagsmarcher. I det hele taget en hyggelig snak. Jeg vinkede farvel til dem

Murias Mig de Rechivaldo og caminoen Foncebadón 117 og gik ind for at spise morgenmad. Med ét slog det mig, at fyren havde talt udmærket engelsk. Hvorfor havde han ikke røbet det aftenen før, da jeg prøvede at hjælpe dem med at forstå menuen? Så ville jeg have kunnet hjælpe dem meget bedre. Nå, det bekræftede mig kun i mine forudfattede meninger om franskmænd, og samtidig følte jeg mig snydt. Efter morgenmaden begyndte jeg dagens vandring i strålende sol. Vinden bed koldt, men efter nogle få kilometers vandring opad var jeg blevet så varm, at jeg kunne gå videre i korte bukser og T-shirt. Det er virkelig sådan en dejlig tur ind i la Maragatería. Den første landsby hedder Santa Catalina de Somoza og er nu blevet forsynet med to nye etablissementer, der tilbyder alt fra kaffe over dagens måltider til overnatning. Før var her ingenting, senere en enkelt bar, som var åben efter ejerens forgodtbefindende, og så nu, hvor det næsten var blevet for meget. Jeg gik hurtigt gennem landsbyen. På min første camino i 1992 var denne strækning den, jeg frygtede mest. Jeg havde inden min afrejse nået at læse en bog af den danske forfatter Jørgen Johansen: Til Santiago et spor gennem Europa. Johansen havde ikke vandret caminoen selv, men havde gået en enkelt dag fra Astorga til Cruz de Ferro, altså den strækning, jeg nu var i gang med at tilbagelægge. Han beskriver de fire kilometers flade strækning mellem Santa Catalina og El Ganso, hvor han undrer sig over, at El Ganso ikke dukker op for hans øjne. I stedet bliver han mødt af et kobbel hunde fra landsbyen, der gøende følger ham i nogle meters afstand, mens han nærmer sig El Ganso. Han går med en vandringsstav og fortæller, at netop staven får en beroligende funktion som muligt forsvarsvåben mod hundene, der må have hørt til de plager, som pilgrimmene i fortiden mødte på deres vej til Santiago. Da jeg læste det tilbage i foråret 1992, blev jeg nærmest ræd-

118 M i g o g c a m i n o e n selsslagen. Jeg har aldrig stået på god fod med dette rovdyr, som kaldes menneskets bedste ven, og altid været bange for at blive angrebet og bidt, selvom hundeejerne altid siger, at den bider slet ikke. Hvad er det så for nogle hunde, der bider? Jeg havde derfor forsynet mig med en god vandrestok på min første camino. Og jeg nærmest listede mig gennem El Ganso, hvor jeg på tåspidserne passerede kirken, mens jeg frygtede at vække de to store hunde, der lå og sov i skyggen. Det skete dog ikke, men på den anden side af El Ganso, hvor vejen går langs en bakkekam, der til den ene side går stejlt ned til et lille vandløb, kom en flok hunde op dernedefra. De nåede vejen bag mig og kom luntende efter mig. Der var vel en fire-fem stykker. Store hyrdehunde. Jeg vendte mig om. Ikke for at kæmpe mod dem. De virkede helt fredelige. En enkelt af dem snusede til min hånd. Jeg sagde til dem, at jeg ikke havde noget til dem. Og så luntede de væk igen. Ind mod El Ganso. Man siger, at hunde kan fornemme ens frygt, og at netop frygten giver dem mod til at angribe. Det tror jeg ikke længere på. Ingen kan have været mere fuld af frygt, end jeg var i netop dette øjeblik, eller måske mere præcist øjeblikket, lige før jeg forstod, at de kære hunde ikke var aggressive. Da de var luntet af, var jeg helt våd af sved og ganske svimmel og forstod ikke spor af, hvad der var årsagen til det skete. På 1992-caminoen opøvede jeg en særlig opmærksomhed på hundene. Jeg sammenlignede det for mig selv med den opmærksomhed, den øvede samurai viser i Kurosavas fantastiske film om de syv samuraier. Der er en scene i begyndelsen, mens samuraierne samles for at kunne forsvare landsbyen mod dens fjender. En ung samurai stiller sig bag døren til hytten, hvor de sidder, parat til at give den næste, der kommer ind ad døren, et drag over nakken med en træstav. Men den hopper den erfarne samurai ikke på. En slags sjette sans fortæller ham, at noget er

Murias Mig de Rechivaldo og caminoen Foncebadón 119 galt. Han stopper op, og scenen forløser sig i latter, hans opmærksomhed har afsløret ham som fuldgod samurai. Sådan gik jeg gennem landsbyerne. Altid parat til at tage kampen op med de frygtelige køtere, der kunne springe på mig fra hvert et skjul. Og ofte, når jeg så en hund eller to ligge og hvile sig i en landsbygade, spurgte jeg stokken: Skal du ha hund? Okay, der er hunde, der har gøet ad mig, og også nogle, der så vældig kampklare ud. Og ofte har jeg følt mig på sikker grund på grund af stokken. Men efterhånden er jeg kommet frem til, at det er stokken, der hidser hundene op. De bliver bange. Mere bange for mig, end jeg for dem. Så derfor har jeg nu taget konsekvensen og vandrer ikke længere med stok. Og hundene? De lader, som om jeg slet ikke er der. Og hvis der en sjælden gang er en tosset køter, så er den i lænke. En mulig forklaring på denne ændring over den sidste halve snes år kan også være, at caminoen efterhånden er så befærdet, at hundene ikke orker at gø, hver gang en pilgrim passerer. Jeg har hørt, at de kan være en større plage på de mindre brugte veje som Camino del Norte og Ruta de la Plata, og den dag, jeg beslutter mig for at vandre ad dem, tager jeg nok en stok med mig. Det er jo rart at føle sig sikker, selvom jeg stadig har svært ved at se mig selv i direkte kamp med en hund. Jeg ville i hvert fald gerne se den hund, der kastede sig ind i en konfrontation med en mand. Hvad er det de siger i Tyskland: viel Geschrei aber wenig Wolle? Denne gang kunne jeg igen passere El Ganso uden at blive antastet. Jeg ville gerne have haft en kop café con leche at styrke mig på i landsbyen, der er forsynet med en funky cowboybar indrettet af en skør kugle fra Astorga, der tager derop hver dag, når han ellers gider, og serverer for pilgrimmene. Men den var lukket, så jeg måtte nøjes med lidt vand fra byens vandhane over for kirken.

120 M i g o g c a m i n o e n Strækningen mellem El Ganso og Rabanal plejer ikke at være det mest spændende, da den følger den asfalterede vej. Men nu har man forsynet caminoen med nye stier, der går ind gennem den lave skov. En klar forbedring. Godt at se, at der stadig er nogen, der arbejder med at forbedre vandringen for pilgrimmene. Der er mærkbar forskel på, om man vandrer på den hårde asfalt eller den bløde jord- eller grussti. Man bliver ikke nær så øm i benene, når man vandrer på det blødere underlag. I Rabanal har jeg overnattet, næsten hver gang jeg har passeret. Der er tre refugier, hvoraf ét drives af den engelske pilgrimsforening. Det har dog kun åbent i sommerhalvåret, og uden for dette må man ty enten til det helt basale kommunale refugium eller overnatte hos Pilar i hendes udmærkede, private refugium. Hvad jeg end gør, spiser jeg altid på den restaurant, der hedder El Refugio. Det er den samme familie, der har ejet dette etablissement i alle årene, og de driver et ærligt sted, hvor maden og vinen altid er god og prisen rimelig. De har ikke drevet rovdrift på pilgrimmene, selvom de i mange år var ejere af det eneste sted, man kunne få noget at spise og drikke. Hatten af for det. Jeg fik et let måltid i El Refugio og fortsatte ud af landsbyen, mens skyerne over bjergene så mere og mere truende ud. Fem kilometer fra Rabanal ligger ruinlandsbyen Foncebadón. Tidligere boede der kun en kvinde og hendes retarderede søn i et faldefærdigt hus. De holdt nogle få køer, som de levede af, og undgik helst kontakt med fremmede, især de pilgrimme, som vandrede igennem den spøgelsesagtige by, hvor tågen ofte blander sig med resterne af de sammenstyrtede huse. De bor der endnu og er stadigvæk sjældent set og passer helst sig selv. Paulo Coelho møder sin fjende til det sidste drabelige slag netop i Foncebadón. Fjenden har her skikkelse af en hund, og man forstår godt, hvor den idé kommer fra. Mage til skabede

Murias Mig de Rechivaldo og caminoen Foncebadón 121 køtere, som man kan møde her, skal man lede længe efter. Jættestore dyr med usund pels og sår overalt på de alt for tynde kroppe. Den gamle og hendes søn er vist ikke ligefrem hundeelskere, og der går mange historier om disse hundes aggressivitet. Jeg har set dem og gået forbi dem mange gange, men de har altid vist sig ganske frygtsomme. Da jeg vandrede igennem med min søn, Kasper, kiggede vi ind i kirkeruinen. Her lå to kolossale dyr og hvilede sig, men da vi kikkede ind, luskede de ud uden at udstøde så meget som en lyd. Gad vide, hvad Coelho har gjort for at hidse en hund op til den kamp, der bliver beskrevet ganske detaljeret i bogen. Det har nok nærmest været en løve, han i sin fantasi har kæmpet imod. Nu er kirken genopbygget og anvendes af det nyopførte refugium til oplagring af ekstra madrasser. Ligeledes er der opført to huse, som begge indeholder en bar med restaurant, og et par byboere har fået opført nogle fritidshuse. Men selvom der er sket meget, er Foncebadón fortsat efter mine begreber et glædesløst sted. Det er domineret af ruiner, og vejret er sjældent godt. Skyerne hænger tunge over den forladte landsby. Jeg gik ind i det etablissement, hvorfra man kunne høre, at der var liv. En gråhåret fyr med et imponerende ligeledes gråt fuldskæg sad for bordenden i sit spraglede tøj og holdt hof for fire-fem andre pilgrimme. Det viste sig, at han var hospitalero i refugiet. Han var kommet forbi på sin vandring et par dage før og havde konstateret, at der var behov for, at en eller anden tog sig af stedet. Men nu var der ankommet en ung tysk kvinde, som havde påtaget sig hvervet som hospitalera de næste par uger, og hende skulle han nu sætte ind i rutinerne midt i ruinerne. Min plan var at fortsætte, men der var klister på stolene, og jeg drak både kaffe, øl og vin, før jeg kunne tage mig sammen til at gå videre. Jeg havde netop fået min rygsæk på skulderen,

122 M i g o g c a m i n o e n da der lød et tordenskrald, og regnen styrtede ned uden for. Så var den beslutning taget: Jeg blev i Foncebadón for natten og indlogerede mig i refugiet. Beslutningen om at blive skabte nogen uro i mig. Dels syntes jeg, Foncebadón var et trøsteløst sted, dels bragte opholdet mig ud af trit med den plan, jeg havde lagt for de næste dage, så der var ikke overensstemmelse mellem mit hoved og mine ben og styrke. Jeg gik ud på en mark udenfor ruinbyen. Hvor jeg kom fra, var himlen tilforladelig, men hvor jeg skulle hen, truede sorte skyer med torden og regn. Det var også ved at mørkne, og som tiden gik, stod beslutningen om at blive stadig mere fast. Så det endte med, at mit ubehag ved stedet og hovedet og alle dets planer måtte rette sig ind. Hvad de så gjorde. I hvert fald tåleligt. Endelig. Efterhånden kom en del franskmænd, heriblandt mine bekendte med den sære trillebør, men også en hollænder, Franz, og en belgier, Raymond, to jævnaldrende fyre, der havde fundet sammen på caminoen. Raymond var fra den flamsktalende del af Belgien, og de to kunne tale sammen og forstå hinanden, når de talte deres respektive modersmål. Og så kunne de begge tale engelsk og var villige til det. Dem hyggede jeg mig med, og vi spiste kødfuld aftensmad sammen på den restaurant, som forsøgte at ligne et middelalderligt værtshus på en sjov, lidt flipperagtig måde. På caminoen er der skam også plads til de sidste hippier.

Mig og caminoen 123 18. dag Foncebadón Ponferrada 25 kilometer Refugiet giver morgenmad. Te eller café con leche, kiks, margarine og marmelade. Jeg satte mig og fik en kop kaffe. Det franske par med den specielle vogn til at trille fruens rygsæk på sad der også; han ved siden af mig. Så fór den lille djævel i mig, og jeg spurgte ham, hvorfor han ikke havde afsløret for mig, at han talte udmærket engelsk, da jeg havde prøvet at hjælpe dem med at forstå menuen på restauranten i Murias. Han så desorienteret på mig. Jeg sagde til ham, på engelsk selvfølgelig, at jeg blot var nysgerrig, at jeg gerne ville forstå, hvordan han tænkte, for jeg kunne ikke finde ud af det. Først sagde han, at han slet ikke kunne så meget engelsk, at det var noget at tale om, så der var ingen grund til at prøve at tale det. Jeg foreholdt ham, at både servitricen og jeg virkelig havde gjort os de hæderligste anstrengelser for at hjælpe dem, og at de havde virket overordentlig interesserede i at finde ud af, hvad de havde at vælge imellem på menuen. Så blandede konen sig, også på engelsk. Hun sagde, at det ikke havde været vigtigt for dem at vide, hvad de kunne få. Men

124 M i g o g c a m i n o e n da jeg foreholdt hende, at de altså havde virket ganske anderledes og havde holdt to mennesker beskæftiget med at hjælpe dem, så forstod hun pludselig ingenting. Og kunne i øvrigt gøre mig opmærksom på, at hun ikke havde været interesseret i forretten med ærter, da der var kød i, og hun var vegetar. Situationen var naturligvis ikke specielt rar, og de rejste sig næsten med det samme og gik ud i rummet ved siden af, der er både entré og køkken. Raymond, der som belgier naturligvis havde et ganske godt kendskab til fransk, kunne fortælle mig, at de havde været enige om, at jeg var uforskammet ved at tale sådan til dem. Ganske ironisk. Det var det samme, jeg syntes, de havde været, uforskammede. Var det en god kamp, kampen for at forstå fransk tankegang? Jeg følte mig noget oprevet, men på samme tid havde jeg lært noget, tror jeg, men hvad? Havde jeg ikke blot fået cementeret mine fordomme om franskmænd endnu en gang? Og havde jeg ikke endnu en gang fået bekræftet min fordom om, at de altså er umulige at komme ind på livet af? Hvad var min egen andel i tvisten? Var det igen min lille djævel, der spillede mig et puds og forhindrede mig i at lære nogle ganske givet skægge og interessante mennesker at kende. Var det mig, der skubbede til dem og til mig selv? Jeg var vågnet noget trist, men var nu helt oppe at køre. Om ikke andet så havde morgenens konfrontation lokket adrenalinen frem. Det gav energi til at begynde dagens vandring, selvom vejret stadig var noget tungt. Det støvregnede, men vinden var behersket. Jeg forlod refugiet som den sidste. Fra Foncebadón går caminoen stadig opad, indtil den når sit højdepunkt på omkring 1.500 meter ved Cruz de Ferro, som er et ganske betagende monument på trods eller måske snarere på grund af sin helt enkle konstruktion. Cruz de Ferro er en simpel afbarket træstamme med et lille jernkors fæstet i toppen, placeret midt i en kegleformet stenbunke. Traditionen siger, at

Foncebadón Mig og caminoen Ponferrada 125 man skal medbringe en sten i sin oppakning, som man kaster på stenbunken og dermed letter sin vægt for resten af caminoen. Med stenen efterlader man nogle af sine synder. Jeg havde en slebet blå sten, som jeg ganske samvittighedsløst havde tilegnet mig i refugiet i Obanos, hvor den lå blandt en masse andre sten og pyntede på et fjernsynsapparat. Jeg faldt straks for den og følte, at den havde bedre af at ligge på stenbunken på Cruz de Ferro. Så jeg slap dobbelt for mine synder: den dårlige samvittighed, der fulgte mig på grund af tyveriet af stenen, og de synder i øvrigt, som jeg gav videre til stenen, og som forsvandt i mængden af syndesten, da jeg kastede den på bunken, hvor den forsvandt med en hul lyd og fandt sin plads iblandt de andre syndere i syndebunken, hvorfra stammen med korset på toppen hæver sig kraftfuldt. Manjarín er den næste landsby. Den er forladt, eller rettere: var forladt. For snart mange år siden vandrede madrileneren Thomas som pilgrim mod Santiago. Imidlertid fór han vild i bjergene og følte sig ikke klar i hjertet til at gå videre. Derfor besluttede han sig for at genopbygge en af ruinerne i Manjarín for at bo der og drive et refugium, indtil han en dag bliver klar til at fortsætte sin vandring. Thomas kalder sig også Tau efter det mystiske og hemmelige T, der indgår som et symbol i tempelriddernes verden. Han betragter sig som den sidste af tempelridderne, der i middelalderen beskyttede pilgrimmene på caminoen, og han tiltrækker en masse mennesker, mere eller mindre skøre, der bor hos ham i kortere eller længere perioder. Min angst for lopper har altid afholdt mig fra at overnatte hos ham, men jeg bruger altid en times tid hos ham for at fornemme den særlige ånd, der gennemsyrer dette mærkelige sted, og for at høre om, hvad der optager ham. Når en pilgrim nærmer sig refugiet i Manjarín, bliver der slået på klokken, som hænger uden for indgangsdøren, enten

126 M i g o g c a m i n o e n af Thomas selv eller en af de pilgrimme, som har slået sig ned hos ham. Det lokker flere folk til, og der bydes på kaffe og kiks. Først blev jeg modtaget af en ganske fåmælt serber. Han kunne kun tale en smule spansk og engelsk, men jeg forstod på ham, at Thomas skulle være lige i nærheden. Så kom han, Thomas, klædt i sin hvide bluse med korsridderkorset på brystet. Jeg spurgte til almentilstanden. Den var o.k., men han ville snart have noget sommer. Det havde sneet for kun et par dage siden. Og nu begyndte det at regne. Jeg spurgte ham, om han havde fundet sit sværd. Rent fysisk ligger der nogle ganske troværdige modelsværd til pynt på et bord. Det er ikke tilladt så meget som at røre ved dem, men det var heller ikke sådan et sværd, jeg mente, og det vidste Thomas naturligvis godt. Han indrømmede da også, at han ikke havde fundet sit sværd endnu. Men mente, han var tæt på. Han var nu mest bekymret over den nye pave. Joseph Ratzinger havde gjort caminoen som leder af en større gruppe præster og nonner i bus i 2000, og ved den lejlighed havde han også besøgt Thomas i Manjarín, men det havde ikke været et behageligt besøg. Thomas havde nærmest følt, at det var inkvisitionen, der var kommet på besøg og ikke pilgrimme på vej mod Santiago. Ratzinger havde præsenteret sig som biskop og ikke som kardinal, hvad han rent faktisk var på det tidspunkt. Denne hemmeligholdelse betød meget for Thomas, fordi det er vigtigt, hvor i den katolske kirkes hierarki, man befinder sig, når der skal måles indflydelse. En biskop er bare en slags overpræst, der vogter sine får, mens en kardinal er højt oppe og er med til at vælge den nye pave, når den gamle dør. Men Ratzinger havde altså skjult sin reelle magtposition og i øvrigt stillet meget kritiske spørgsmål. Specielt havde han været ude efter afvigelser fra den rene lære. For hvad var det egentlig, de gik og puslede med i Manjarín? Nu var det vel ikke no-

Foncebadón Mig og caminoen Ponferrada 127 get hedensk? Det mente Thomas naturligvis ikke. Han føler sig tværtimod som den sande tros vogter, og brokkede sig til mig over, at kirken er alt for usynlig på caminoen. Der er kun ganske få præster, som dem i Grañon og San Juan de Ortega, der stiller sig til rådighed for pilgrimmene og formår at tolke de oplevelser af åndelig art, som pilgrimmene gennemlever, ind i en kristen, katolsk forståelsesramme. Hverken Joseph Ratzinger eller Thomas bryder sig om al den vildtvoksende spiritualitet, der i vid udstrækning stortrives på caminoen. Den fjerner pilgrimmene fra dydens smalle sti og fra kirkens evigsande budskaber. Men kun Thomas har tvivlens nådegave. Vi blev hurtigt enige om, at Ratzinger havde fundet sit sværd, og at han var villig til at bruge det. Og det var det, som Thomas frygtede: At Ratzinger som pave Benedikt XVI ville gøre sit til at lukke caminoen. Naturligvis har han ikke magt til at forhindre pilgrimmene i at vandre, men hvis den katolske kirke skulle finde på at udtrykke sig negativt eller ligefrem fordømmende om Camino de Santiago, så ville mange gode katolikker tænke sig grundigt om, før de begav sig ud på en vandring. Og mange sponsorer for refugier ville utvivlsomt trække deres støtte tilbage. Det hele ville ende i kaos. Noget lignende skete under de religiøse omvæltninger i første halvdel af det sekstende århundrede, hvor blandt andre danskerne helt brød med den katolske kirke. Det var en farlig brydningstid for kirken. Nye ideer fremkom overalt og spredtes ikke mindst blandt folk på vandring fra sted til sted, blandt pilgrimmene. Det ønskede kirken ikke, og derfor blev et af modtrækkene mod de reformatoriske bevægelser at drosle pilgrimsbevægelserne ned. Nu lød parolen i stedet, at man skulle blive hjemme og holde sig for ørene, når de kætterske forandringsideer kom svævende fra menneske til menneske. Thomas frygter, at noget lignende kan komme fra den nye pave. Han har netop haft fokus på de ukontrollerede spirituelle

128 M i g o g c a m i n o e n bevægelser, der går hen over ikke mindst Europa og USA, og betragter dem som den største fjende for den katolske kirke. Benedikt XVI meddelte, som en af sine første gerninger, at der ikke findes frelse uden for den katolske kirke. Det er kirken, der ejer nådegaverne, og som bestemmer, hvem der skal have det evige liv, og hvem der ikke skal. Så vi danske, lutheranske protestanter kan efter hans mening godt se i øjnene, at for os er der kun helvede at se frem til. Thomas var i den forbindelse også optaget af verdens undergang. Han henviste til Fatimas hemmeligheder, hvor den tredje hemmelighed nu var afsløret eller er den? Hemmelighederne stammer fra Jomfru Marias tilsynekomst for tre børn i Fatima i Portugal i 1917, og da jeg udviste en tøvende uvidenhed om dette fænomen over for Thomas, var han lige ved at opgive at tale mere med mig. Sådan en ignorant. Om jeg ikke kendte Fatimas tredje hemmelighed? Åh jo, for resten, den! Så kunne vi fortsætte. Hemmeligheden vogtes af Vatikanet og handler ifølge Thomas om verdens undergang, som begynder med den hvide ridders indtog i Jerusalem. Den hvide ridder er naturligvis paven, hvis farve er hvid, og hemmeligheden består af en vision om den hvide præst og hele hans følge, der stiger op ad et stejlt bjerg mod korset, hvor de bliver dræbt én for én af geværskud og pile fra flitsbuer. Før den hellige fader kommer så langt, går han fyldt af smerte og sorg gennem en by, halvt i ruiner, og velsigner alle, han møder på sin vej mod den totale udslettelse af de kristne på toppen af bjerget. Under korsets arme står to engle, der hver holder et vievandskar af krystal i hånden, hvori de samler martyrernes blod, som de stænker på de sjæle, der vandrer mod evigheden hos Gud. Den katolske kirke vogtede over denne hemmelighed i mere end firs år, før den blev afsløret i 2000. Kun et af de tre børn fra

Foncebadón Mig og caminoen Ponferrada 129 Fatima overlevede en epidemi et par år efter deres syn. Hun blev som voksen optaget i en nonneorden, blev kaldt Lucia af Fatima eller Lucia Seeren og havde nær forbindelse til den tidligere pave, Johannes Paul II, som hun mødte og udvekslede tanker og visioner med. Hun døde som 97-årig i midten af februar 2005. Da kirken afslørede hemmeligheden, blev den samtidig fortolket som en spådom om attentatet på Johannes Paul II i 1981 og hans mirakuløse overlevelse. Men den hopper Thomas og mange andre ikke på. For dem handler det om Jerusalems, kirkens og verdens sidste dage. Jorden har forskubbet sig og bliver kun holdt kunstigt oppe af Jesu hånd, som en anden spådom udsiger. Kirken ved mere, end den afslører. Hemmelighederne er dybere og kan kun afsløres ved at studere apokryffe skrifter og ved vitalisering af ældgamle, glemte symboler, som de dækker sig bag. Det er sådanne konspirationsteorier, Thomas og hans kammerater er optaget af. De leder efter deres sværd, så de kan skelne mellem sandhed og løgn, så de kan få del i verdens dybeste hemmeligheder. Et sværd vil også give dem mulighed for at skelne mellem virkelighed og fantasteri, og det er måske derfor, det er så svært at gribe sværdet, selvom man føler, det er så tæt på, som Thomas gør. Skal verden reddes, må kirken og præsterne efter Thomas mening komme frem på banen. De må ud af studerekamrene og møde pilgrimmene, hvor de færdes. Ellers bliver caminoen overtaget af tosser og fulderikker, hvilket bliver dens død. Videre over passet. Regnen var hørt op, men der var stadig truende skyer hen over bjergene, der på toppen af passet åbner sig i et landskab af ufattelig skønhed. Jeg indhentede og passerede mine franske uvenner. Han gengældte næsten hjerteligt min hilsen, mens hun ignorerede mig. Det var behageligt at vandre denne lidt anstrengende del af caminoen på friske formiddagsben. Det giver overskud til at

130 M i g o g c a m i n o e n nyde bjerglandskabet, som det skifter mellem lys og skygge i det skyede vejr. Og til at nyde gøgenes kukken, som er den eneste lyd, der når mit øre, når jeg står stille og ikke selv skaber lyd. Caminoen følger for det meste asfaltvejen, men på et bestemt sted går den ind over en bjergsti, og ved enden af den har man en storslået udsigt over Ponferrada og det landskab, byen ligger i. Det er en slette, der breder sig ud med en sø og højovne øst for byen og Bierzos bakker og bjerge i baggrunden. El Acebo ligger midt nede på den anden side af bjergene. Det første man får øje på er skifertagene, som den dag skinnede i solen. Det er en perle af en lille landsby, og der er en bar med restaurant og refugium, som hører til de hyggeligste på hele caminoen. Særlig de mennesker, der driver stedet. Jeg kendte nu ikke den kvinde, der denne dag stod for betjening af kunderne. Men det kom jeg til. Samtalen med Thomas havde sat en masse i gang i mit hoved. Kunne det virkelig være rigtigt, at ham tyskerpaven kunne finde på at lukke caminoen? Jeg spurgte kvinden i baren, hvad hun syntes om den nye pave. Og især hvad hun troede om caminoens fremtid. Caminoen mente hun nu ikke var i fare. Hvad hun så syntes om, at det kun var troende katolikker, der kunne fortsætte efterlivet i evig salighed. Ja, der var hun enig med mig. Det var ren middelalder. Et levn fra den gang, hvor man troede, jorden var flad med syv himle hvælvet over sig, og hvor paven var Vorherres eneste sande repræsentant her på jorden. Det er ved at holde fast i, at det er paven, der ejer himlens nøgler, og kun ham, der her på jord kan bestemme, hvem der kan få del i den evige salighed, og hvem der ikke kan, at middelaldertænkningen fastholdes. Men det er tilsyneladende kirkens kronjuveler: magten og retten til at dømme inde og ude. Som en anden Rasti (ham den fundamentalistiske hospitalero i Castrojeriz) bestemmer paven, hvem der er ren af hjertet og må

Foncebadón Mig og caminoen Ponferrada 131 komme ind og få en seng i det himmelske refugium. Det er bare i større skala og uden at den afviste har mulighed for at finde sig et andet sted at sove. Kun helvedesflammer venter os ikkekatolikker. Kvinden fortalte mig, at hun også selv var blevet dømt ude af kirken. Hun havde efter års kampe endelig valgt at forlade og lade sig skille fra en voldelig ægtemand. Og det betød, at hun havde begået en dødssynd og ikke længere kunne modtage kirkens sakramenter som for eksempel nadver og skriftemål. Hvad hun kunne se frem til, var den evige fortabelse. Denne brutale handling fra kirkens side havde ikke været befordrende for hendes trosliv. Tværtimod følte hun sig fjernere fra kirken end nogensinde før. Og de hellige var ikke selv for gode. Hendes fætter, der var bygningsarbejder, havde udført noget arbejde i en tunnel, der forbinder to klostre på hver side af en gade i Astorga. Dernede var han stødt på adskillige grave, hvor de afdøde var nyfødte børn, som nonnerne havde født efter at have haft kønslig omgang med munkene på den anden side af gaden. Straks efter fødslen havde man aflivet afkommet og hemmeligt begravet dem i tunnelen. Det var godt nok i gamle dage, det havde fundet sted, men for hende viste det uhyggelige fund noget om den skinhellighed, der stadig præger kirken. Vi talte om pædofilisagen fra USA, hvor en ærkebiskop og kardinal, Bernhard Law, havde flyttet rundt med firs præster fra sogn til sogn, efterhånden som de forgreb sig på børn fra menighederne. Hele cirkusset var sat i scene for at undgå, at politiet fik nys om overgrebene. Børnenes familier blev købt til tavshed, men da ballonen endelig revnede, flød fyrre års skjult misbrug inden for kirkens vægge ud som en hæslig betændelse og er nu ved at tvinge den katolske kirke i Amerika ud i konkurs. Bernhard Law blev afsat fra sit ærkebiskoppelige embede, men beholdt sin værdighed som kardinal, og da Johannes Paul II døde,

132 M i g o g c a m i n o e n var det ham, der forrettede en af de centrale sørgemesser, og han var også med til at vælge den nye pave. Fanden hytter sine. Det gør kirken også. Hun syntes, folk havde ret til at leve deres liv, som de ville, så længe de ikke skadede andre. Det lyder næsten helt kristent, naturligvis kun næsten, men for de af os, der ikke kan, vil eller tør gå hele vejen, er det vel ikke at foragte. Jeg spurgte, om hun kendte hospitaleroen Alfredo i Molinaseca. Selvfølgelig gjorde hun det. Hun havde også læst, hvad de lokale aviser havde skrevet om ham og hans timelange samtale med kardinal Ratzinger på dennes såkaldte pilgrimsrejse i 2000. Og naturligvis om det mystiske postkort, hvor Ratzinger havde underskrevet sig som den kommende pave Benedikt XVI. I udkanten af El Acebo står en bemærkelsesværdig jernskulptur, der forestiller en cykel. Den står til minde om en tysk cykelpilgrim, der på netop dette sted døde af et hjerteslag, mens han var på vej mod Santiago. Der findes efterhånden en hel del af sådanne mindesmærker. Nogle er ganske opfindsomme, som det, hvor man har bronzeret den afdøde pilgrims sko og anbragt dem i en niche i en mur. Andre er helt primitive og holder sikkert ikke længe. Det gælder for eksempel mindesmærket for den japanske pilgrim lige uden for Rabanal, der består af en inskription på en skæv krydsfinerplade, som nødtørftigt er hamret ind i et bræt, der er stukket ned i jorden. Når tusindvis af pilgrimme hvert år vandrer ad Camino de Santiago, er det naturligvis ikke underligt, at nogle af dem dør. Det er samtidig en påmindelse om, at vandringen har et videre perspektiv. Vi går ikke alene mod apostlens grav, men tillige mod vores egen, personlige død. Dødsfaldene understreger, at det ikke er målet, altså døden og graven, men vejen, livet her og nu, der er det vigtigste på en pilgrimsvandring, som det er i livet. Fra El Acebo går det blidt nedad mod den næste landsby, Rie-

Foncebadón Mig og caminoen Ponferrada 133 go de Ambrós, hvor de nu også har fået stablet et refugium på benene, og videre gennem de herligste dalstrøg og smalle vandrestier, indtil man står oven over og kan se ned på Molinaseca, der ligner de andre landsbyer på skifertagene, men adskiller sig ved at ligge malerisk på den anden side af floden Meruela, som man kan krydse via en af caminoens mange romanske broer. Byen er desuden større end landsbyerne, og med sine middelalderlige huse og mange barer og restauranter er den et yndet udflugtsmål for befolkningen i den nærliggende industriby, Ponferrada. Da jeg kom til Molinaseca, var jeg temmelig træt, og jeg overvejede, om jeg skulle gøre holdt dér. Jeg gik hen til refugiet, der ligger en halv kilometer uden for byen i retning af Ponferrada. Døren var åben, selvom der var en time til det officielt skulle åbne klokken fire. Jeg gik ind og lagde mig på en madras med benene hævede og kiggede op i loftet. Helt udmattet. Lidt efter kom Alfredo. Jeg hilste på ham og kaldte ham den berømte Alfredo, hvilket han sukkede over og trak på skuldrene ad. Han gjorde mig opmærksom på, at der endnu ikke var åbent, men jeg fik lov til at blive og hvile mig. Imens var han optaget af computeren henne i hjørnet afbrudt af evindelige telefonopkald. Jeg kunne ikke høre, hvad samtalerne gik ud på, men det var klart noget, der ikke passede ham. Han virkede presset og havde det slet ikke godt. Fra Molinaseca til Ponferrada er der to veje at gå. Den direkte og den pittoreske over landsbyen Campo og den losseplads, der ligger ved siden af og giver føde til snesevis af storke. Kun en enkelt gang har jeg gået den lange vej over Campo, ellers tager jeg altid den korteste vej, der også bliver brugt som spadseresti af indbyggerne i Ponferrada. Denne dag mødte jeg en sort mand, som gav sig i snak med mig. Han kom oprindeligt fra De Kapverdiske øer, men havde levet sit voksne liv i Ponferrada, hvor han var gift med en

134 M i g o g c a m i n o e n spansk kvinde, som han også havde børn med. Han havde arbejdet i kulminerne og havde pådraget sig en lungesygdom, så nu havde hans læge beordret ham at gå nogle lange ture i den friske luft. Refugiet i Ponferrada er et af caminoens bedste og største med plads til over 150 pilgrimme. Det er næsten helt nyt og velindrettet med små sovesale og nærmest luksuøse badeforhold. Man bliver modtaget af venlige hospitaleroer, der giver et glas saftevand, man kan styrke sig på, og som i det hele taget får én til at føle sig hjemme. Jeg fik et værelse for mig selv, og der kom ikke andre. Vild luksus. Overfor boede Franz og Raymond, og dem tilbragte jeg resten af dagen sammen med. Først gik vi på bar, hvor vi sad oppe på byens torv, der nu næsten var færdigrenoveret efter længe at have været skæmmet af misligholdte og faldefærdige byhuse, og drak øl. Og derefter spiste vi aftensmad på min yndlingsrestaurant i Ponferrada, Los Arcos. Samtalerne med Franz og Raymond var sjældent dybe. De handlede mest om dagen og vejen. Jeg fik dog fortalt dem om min samtale med kvinden i baren i El Acebo. De var begge katolikker af den lunkne slags. Franz fortalte om en oplevelse, han havde haft i katedralen i Burgos. Han havde pludselig forstået, hvad det var, reformationen havde gjort op med, da han indså, hvordan den katolske kirke gik i selvsving. Alle de helgener, der blev afbildet og tilbedt af de troende, var kirkens egne folk. Kirken lukkede sig omkring sig selv i en evig selvbekræftende dyrkelse af sin egen magtfuldkommenhed. Det var nærmest skamløst.

Mig og caminoen 135 19. dag Ponferrada Villafranca del Bierzo 22 kilometer Om morgenen regnede det. Og det blev ved. Men jeg måtte jo af sted. Ud af byen. Forbi den imposante korsridderborg, der om noget er Ponferradas vartegn. Borgen optræder også i Paulo Coelhos bog. Det er her, man bliver slået til ridder af det broderskab, han arbejder så hårdt for at gøre sig fortjent til at blive optaget i. Desværre lykkes det ikke for ham. Han havde ikke tids nok fundet sit sværd og måtte lide den ydmygelse at overvære, hvordan en anden discipel fik ridderslaget, mens de involverede sad i rundkreds inden for ridderborgens sorte mure. Den er nærmest ærefrygtindgydende, som den ligger dér højt oppe over floden Sil og vogter over den jernbro, der har givet byen sit navn: ponferrada = jernbro. Jeg slog regnjakken godt omkring mig. Desværre havde jeg glemt mine lange regnbukser oppe i Foncebadón, og det havde ikke været muligt for mig at få fat i dem. Så jeg måtte vandre i mine korte bukser med vandet silende ned ad benene. Turen ud af Ponferrada går først gennem en park langs floden, slår derefter et slag rundt om en kulmine, der nu er nedlagt,

136 M i g o g c a m i n o e n og fører endelig ind i et kvarter, der er bygget til ansatte i det spanske energiselskab, Endesa. Kvarteret er en næsten overpædagogisk illustration af klassesamfundet. Den enerådende direktørs pragtvilla med egen storkerede, underdirektørernes knap så luksuøse villaer, underunderdirektørernes lidt mindre villaer, ingeniørernes pæne huse, de overordnede funktionærers, kontorchefernes nydelige rækkehuse, de underordnede funktionærers noget mindre og knap så prangende rækkehuse og endelig de almindelige arbejderes ydmyge boliger. Kvarteret har egen kirke bygget i samme stil som husene og er forsynet med sportsfaciliteter og et fodboldog atletikstadion. Efter denne lektion i klassesamfundets skamløse fremvisen af sociale forskelle går caminoen under en omfartsvej og nærmer sig Columbianos med den fine kirke midt i vinmarkerne, der følges af Fuentes Nuevas, hvor jeg ligefrem huskes af kvinden i cafeen, som har lavet morgenmad til mig flere gange. Landskabet er fladt og frugtbart. I denne dal er frugttræerne og grøntsagerne altid længere fremme end tidligere på caminoen, jorden er fed, der er læ og vand, og det sidste er noget, frøerne kan bruge, og de lokker storkene til. Engang talte jeg over tredive storke, der spankulerede rundt på en fugtig græsmark og guflede frøer i sig. Camponaraya hedder den næste landsby, der strækker sig mere end en kilometer på begge sider af landevejen og på et tidspunkt krydser floden Naraya. Her var det tid til en kop et eller andet på baren på torvet, hvor der for nogle år siden blev opstillet en prangende skulptur, hvori der indgår en yderst velformet kvindefigur i sværvægtsklassen, som havde den amerikanske tennisstjerne Serena Williams stået model. På baren mødte jeg Franz og Raymond og fulgtes med dem et stykke ud af byen og over den nye motorvej, før jeg gik fra dem ind over markerne. Selvom jeg ikke følte mig fysisk veltilpas,

Ponferrada Mig og Villafranca caminoen del Bierzo 137 var jeg alligevel for hurtig for Raymond, der gik sært langsomt og klagede over smerter i musklerne. Smerter i musklerne. Hvem har ikke det på caminoen? Det er noget, der hører med, men nogle gange kan de naturligvis være værre end andre gange. Det er kroppens måde at bede om en pause på. Min fornemmelse var, at de to helst ville være sig selv, hvilket passede mig godt. Jeg følte mig pludselig helt på toppen rent fysisk, lige dér mellem motorvejen og vinmarkerne. Caminoen mellem Camponaraya og Cacabelos fortsætter ad en jordvej gennem vinmarker afbrudt af små lunde med popler ved vandløbene. Hvis det ikke var noget vrøvl, kunne man sige, at det bakker sig i bølgedal. Vinen fra Bierzo laves stort set udelukkende på en drue, der hedder Mencía, og er efter min mening ganske velsmagende. Her om foråret står kun de knortede vinstokke, cepas, klippet helt ned, så personligheden træder frem i den enkelte stok. Kun fantasien sætter grænser for, hvad man kan få ud af at se nøje på hver enkelt cepa. Én ligner en trold, en anden en djævelhånd, der knyttet stikker op af jorden, og en tredje en Wagner-tenor, der i kjortel og med spredte arme besynger den himmelske kærligheds renhed. På torvet i Cacabelos kan man for det meste få sig en gang pulpo. Pulpo er navnet på en velvoksen ottearmet blæksprutte, som koges i store kobbergryder over åben ild. Når den er færdigkogt, tages den op af gryden, og med en saks klippes armene og kroppen i mundrette stykker og serveres dampende varme krydret med aromatisk paprika på trætallerkener. En himmerigsmundfuld og Galiciens nationalret. Desværre kom jeg for tidligt til byen. De kvinder, der står for tilberedningen og serveringen, var knap kommet i gang med at installere sig. Vandet kogte endnu ikke. Så jeg måtte udsætte tilfredsstillelsen af min lyst til pulpo. I stedet fik jeg mig en anden specialitet på en restaurant,

138 M i g o g c a m i n o e n lacón, der er kold, syltet svinebov, og dertil lidt brød og et glas rødvin. Cacabelos kan prale af en berømt skomager, der, skønt han selv er krøbling, gennem et langt skomagerliv har gjort tusindvis af pilgrimmes støvler behageligere at gå i. Således også mine i 1998, hvor jeg var kommet til at købe et par Ecco-støvler, der havde en fold, som klemte mine tæer og gnavede sår i storetæerne. Han sprættede dem simpelthen op og limede helt nye overstykker på dér, hvor folden havde været. Jeg nærmest svævede resten af vejen til Santiago. Da jeg kom hjem, sendte jeg støvlerne til Ecco og foreslog dem at tage kontakt med den geniale skomager i Cacabelos, når de nu ikke vidste, hvordan en ordentlig støvle skulle laves. De sendte, uden at kommentere mit forslag, støvlerne retur. Så kunne jeg selv smide dem ud. Dem om det, det blev mine sidste støvler dér fra. Skomageren har for længst trukket sig tilbage, men jeg har sommetider set ham i selskab med de andre gamle mænd i byen, der sidder på bænkene langs husmurene og kigger efter pilgrimmene. Cacabelos er en hyggelig lille by og hovedby for Bierzovinene med flere kooperativer. Jeg har tit tænkt på, at jeg burde overnatte i refugiet engang og nyde den lidt mere. Men i den næste by, Villafranca del Bierzo, er der noget, der trækker i mig. På vej ud af byen krydser man floden Cúa, hvor der ved siden af broen er placeret en vippe til at springe i vandet fra. Jeg har aldrig set nogen springe og tvivler på, at der er dybt nok til et hovedspring. Man vil nok også støde ind i én af de mange foreller, der står i strømmen ved broen. Lige på den anden side ligger der en kirke, og det er rundt om den, refugiet breder sig med sine små kabinelignende soverum. Samtidig med at jeg passerede, kom der nogle unge velklædte kvinder i taxa for at overnatte på refugiet. Der er mange måder at gøre caminoen på.

Ponferrada Mig og Villafranca caminoen del Bierzo 139 Fra Cacabelos følger caminoen landevejen flere kilometer, før den igen går ind over vinmarkerne. Lige efter, at man er drejet væk fra vejen, ligger billedhuggeren, A. Nogueiras atelier. Det er hans skulptur, der står på torvet i Camponaraya. Foran atelieret er en plæne fuld af gipsfigurer i samme svulstige stil, som skulpturen i Camponaraya. Jeg finder dem ganske dekorative. Minder lidt om Rudolph Tegners arbejder i deres voluminøsitet, blot ligesom mere leflende for en bred smag. Hvad der trækker i Villafranca, er det mest specielle refugium på caminoen eller rettere: Det er de mennesker, der driver det, familien Arias med det mandlige overhoved, Jesús Jato, kaldet Jato, der er helt specielle. Før man kommer til Jatos refugium, der hedder Ave Fenix, Fugl Fønix, fordi det er brændt nogle gange og hver gang bygget op igen, passerer man neden for stien det supermoderne kommunale refugium. Det er efter sigende bygget på byens gamle retterplads, hvor ingen anden ville bygge, og skulle være borgmesterens forsøg på at konkurrere med Jato, som vist ikke altid er lige nem at komme overens med. Jato har hele livet haft en vision, un ilusíon, af dén sjældne slags, som bliver til noget i virkelighedens verden. Og det er at genopbygge det oprindelige refugium og hospital, som lå ved siden af den lille romanske kirke, Iglesia de Santiago. Santiagokirken i Villafranca del Bierzo har den særlige status, at pilgrimme, der når så langt på deres vandring, men ikke har kræfter nok til at fortsætte helt til Santiago, her kan få den samme syndsforladelse, som ellers kun opnås ved at bede ved apostlens grav. Ud over at være en nydelig kirke har den således en særlig betydning, og hospitalet ved siden af har i middelalderen givet ly til mennesker, der her har mødt deres skæbne. Kirken er blevet stående, mens det er gået med hospitalet som med de fleste langs caminoen: Det er faldet sammen, og sten og andre bygningsmaterialer er blevet brugt til at bygge andre huse med.

140 M i g o g c a m i n o e n Da jeg første gang kom til Ave Fenix den første maj 1992, Jatos fødselsdag, var der ikke noget genopbygget refugium. I stedet var der et drivhuslignende plastictelt, som tjente som overnatningssted for pilgrimmene. Her har familien opfostret seks døtre, der i dag som voksne er spredt over hele Spanien. Jeg var den eneste pilgrim, og Jato var optaget af en strøm af gratulanter og lidt senere, da det begyndte at regne kraftigt, og der viste sig utætheder i plasticdugen, kravlede han og en af døtrene op uden på stilladset og rullede mere plastic ud. Jeg husker det skilt, der dengang hang udenfor. Der stod noget i retning af, at dette refugium er et af de mest ydmyge på caminoen, fuldt af støv, fordi det står direkte på jorden, men forhåbentligt kan der kompenseres for dette med kærlighed. Det er den kærlighed, der får mange pilgrimme til stadig at vælge Ave Fenix som overnatningssted til fordel for det femstjernede kommunale refugium på retterstedet. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne Jatos og Rastis holdninger til pilgrimmene. Hvor Rasti i Castrojeriz møder folk med mistænksomhed og er optaget af at skille de rigtige fra de forkerte og skaffe sig af med de forkerte, modtages man betingelsesløst med åbne arme i Villafranca del Bierzo. For mig er der ingen tvivl om, hvilken velkomst der er den behageligste, selvom man så må snuppe, at et par syndere slipper ind i flokken. Selv de velklædte unge kvinder, der ankom med taxa til refugiet i Cacabelos, ville naturligt kunne glide ind i Ave Fenix. Der er forskellige sovesale. Den øverste under taget er forbeholdt de unge. Neden for trappen er der en for de halvtredsårige og derover. Og der er endda en lille en til snorkerne, los roncadores. Men naturligvis kan enhver i stedets ånd selv bestemme, hvilken kategori han eller hun hører til. Helt færdig bliver Ave Fenix næppe nogensinde. I 2005 var Jato optaget af et nyt sygerum, som var ved at være færdigt. Han var ved at installere en lås i den særlige dør, der ville kunne

Ponferrada Mig og Villafranca caminoen del Bierzo 141 betjenes også af pilgrimme i kørestol. Hans umiddelbare glæde ved at vise det nyeste frem er smittende. Mellem tyve og tredive tusinde pilgrimme strømmer gennem refugiet i Villafranca hvert år. Tusindvis har hjulpet ham med at bygge huset. Alligevel kender han mig og spørger interesseret til mig, hver gang jeg kommer. Denne dag kunne jeg kun sige, at jeg havde det udmærket og var glad for igen at møde ham, når jeg så bort fra smerterne i mine underbensmuskler. Han beordrede mig til at sætte mig ned i fællesstuen og vente på ham. Lidt efter kom han og strøg sine rå arbejdshænder over de ømme steder. Jeg syntes ikke, det hjalp, men så beordrede han mig til at gå op og ned ad de tre trappetrin ind til køkkenet. Miraklet var sket: Jeg følte mig helt smertefri og fuld af ny energi. Jeg gider ikke spekulere dybere over, hvad det er for kræfter, han manipulerer, men jeg tror, de kommer fra Gud; og der er ingen tvivl om, at de virker. Fuld af nyvunden energi gik jeg ned i byen, hen til ridderborgen, der står truende med sine metertykke mure, og til højre ned gennem de smalle gader, hvor endelig torvet breder sig ud. Villafranca er fuld af paladser og kirker, det har været en rig by, fuld af historie. Denne aprilaften var vi vel en tolv-fjorten pilgrimme, der skulle have aftensmad. Tre retter med vin og kaffe for fem euro. Senere stillede Jato op til det store show: queimada, som er ceremoniel fremstilling af en drik, der består af orujo og sukker, der koges sammen under åben ild i et lerkar. Til sidst flamberes drikken under afsigelse af en slags trylleformular, der på dansk ville lyde nogenlunde således: Ugler, skrubtudser og hekse. Onde dæmoner og djævle, ånder fra sneklædte sletter. Krager, salamandre og troldkvinder, kvaksalveres tryllemidler. Fordærvede, hullede tagrør, bolig for maddiker og skadedyr.

142 M i g o g c a m i n o e n Ild af sjæle i pine, betændte øjne, sorte mirakeldoktorer, lugt af lig, torden og lynild. Hundens gøen varsler døden; satyrsnude og kaninfod. Ond kvinde med syndefuld tunge gift med en gammel mand. Satans og Beelzebuls helvede, bål af kadavernes skrig, de uterliges mishandlede kroppe, fjærte fra helvedes røvhuller, brølen fra det rasende hav. Ensomme kvinders unyttige underliv, nidkære kattes miaven, urent hår og skidt fra den onde geds fødsel. Med dette kar vil skrigene fra bålet stige op som i helvede og få heksene til at flygte på deres kosteskafter for at bade sig fra stranden med de hvasse sandskorn. Hør, hør! Brølene fra dem, som bliver sydet i brændevinen og renset for synd. Når denne drik glider ned i vores halse, bliver vi befriet for vores egne sjæles ondskab og al fremmed trolddom. Vi påkalder jer: luftens, jordens, vandets og ildens magter: Hvis det er sandt, at I her og nu har mere kraft end menneskefolket, udvirk så, at ånderne fra de af vores venner, der befinder sig et andet sted, deltager sammen med os i denne queimada. Og mens Jato med skeen samlede drikken op og hældte den i en brændende stråle tilbage i karret, fortsatte han med grinende at besværge alle pilgrimmenes genvordigheder: Til helvede med tendinitis. Væk med vabler, ømhed, sår og smerter. Velsign pilgrimmenes vej og bring dem sunde og raske til Santiago. Derefter drak vi den varme, søde drik og ønskede i højt humør og dyb alvor hinanden alt godt på caminoen og videre i livet.

Mig og caminoen 143 20. dag Villafranca del Bierzo Hospital de la Condesa 36 kilometer Ave Fenix har den service, at de fragter pilgrimmenes rygsække op til Cebreiro, indgangen til Galicien, der ligger på en bjergtop. Det tilbud benyttede Franz, Raymond og jeg os af, og vi besluttede at starte dagens vandring sammen. Halvdelen af vejen til Cebreiro går gennem en langstrakt dal, der følger floden Valcarce. På begge sider af dalen strækker bjergene sig, og der er to alternative ruter til den mest anvendte langs floden. Den sydlige er næsten ikke brugt, den er lang og meget anstrengende, men den nordlige er et glimrende alternativ. Når man først er steget op i niveau, går vejen gennem gamle kastanjelunde, hvor man endnu kan møde bønder, der kører med oksekærre for at hente brænde til ovnen. Uden rygsæk var Raymond den, der angav farten, så Franz og jeg sakkede lidt bagud og fik for første gang lejlighed til at tale sammen på tomandshånd. Franz er en stovt fyr med et bredt, venligt ansigt under det krøllede, grå hår. Vi begyndte at lytte til

144 M i g o g c a m i n o e n fuglesangen. Franz var inkarneret ornitolog og kunne bestemme alle fuglene alene på deres sang. Fuglenes navne kendte han foruden på hollandsk også på latin, tysk og engelsk. Jeg fik frittet ud af ham, at han havde været formand for en international ornitologisk sammenslutning med medlemmer i mange lande, og at han nu var blevet æresmedlem. Det var en speciel oplevelse at fokusere på fuglene og deres sang sådan en hel vandredag. Det er utroligt så mange forskellige sangfugle, der lever langs Valcarcefloden. Smukke er de også, når man giver sig tid til at standse op for at nyde synet af dem, når de sidder i buske og træer langs vejen. Tidligere har det mest været de store fugle, specielt storkene, eller en enkelt lærke over en nysået kornmark, som har fanget min opmærksomhed, og småfuglene har bare været en udefinerlig del af helheden. Men Franz fik mig til at fokusere på dem, og da de udgør en fantastisk parallelverden, var det en helt speciel åbnende oplevelse for mig at følges med ham. I Trabadelo blev vi på et meget basalt spansk kontaktet af tre arbejdere fra Bulgarien. De var taget hjemmefra for at søge arbejde i det rige Vesteuropa, men det var ikke lykkedes for dem at finde noget. Hvordan de var endt i en landsby i Bierzo, ved jeg ikke, men det siger vel også mest om deres desperation. Deres ordfører spurgte, hvor vi kom fra, og ville vide, om der var arbejde at få. Jeg forhørte mig naturligvis hos mine kammerater, men vi måtte skuffe dem: Der er hverken i Belgien, Holland eller Danmark åbent for, at bulgarske arbejdere kan komme ind og finde arbejde. Sådant et møde sætter visse ting i relief. Jeg kan ikke lade være med at tænke mig selv i deres sted, men har svært ved at forestille mig, at det skulle være nødvendigt for mig at forlade mit land og min by, familie, kone, børn og venner for at kunne forsørge mig og mine. Det er en tilværelse, som de af os, der uden egen fortjeneste er født og opvokset i et samfund, hvor

Villafranca del Mig Bierzo og caminoen Hospital de la Condesa 145 ingen behøver begive sig ud i en fremmed verden for at sælge sin arbejdskraft, har svært ved at sætte os ind i. Alene det at kunne vandre caminoen som pilgrim uden at behøve at frygte for eksistensen er et privilegium, som umiddelbart er svært at værdsætte, alene fordi det forekommer så helt naturligt. Det er jo bare noget, man gør, når man føler, det er det rigtige at gøre. Samtidig med at det aldrig behøver at bekymre én, hvordan familien derhjemme klarer dagen og vejen. Tænker man videre ud ad det spor til de endnu mere truede mennesker i verden, kan man blive helt svimmel. I Afrika er der mennesker, som er så desperate, at de er parate til at sætte livet på spil for at krydse de farlige vande fra det sorte kontinent til det lyse Europa, der lokker med mælk og honning. Hver dag kan man i de spanske aviser læse om de ulykker, der rammer disse fortvivlede mennesker, når deres alt for små, dårlige og overfyldte både går ned i Gibraltarstrædet eller ude i Atlanten. Mange dør i bestræbelserne for at nå ind i Fort Europa. At sætte sig ind i disse menneskers situation er knap muligt. For mig i det mindste. Samtidig med at jeg føler, at det er vigtigt. For det kunne lige så godt have været mig, og mon ikke jeg kunne have fundet på det samme, hvis det var mine børn, jeg så sulte uden at kunne give dem noget at spise. Noget at spise er ikke problemet på caminoen. Vi gik på café og fik os nogle bocadilloer med jamón og en cola eller to. Vejret var efterhånden klaret op, så det var virkelig en skøn dag at vandre uden rygsæk. Efter endnu en times vandring nåede vi til Ambasmestas og Ambascasas og videre til Vega de Valcarce, hvor det var tid til dagens første øl på en solterrasse. De kønne små landsbyer, hvor der tydeligvis er tid nok til at nyde livet, ligger som en perlerække med kun få kilometers mellemrum. Floden bugter sig mellem de grønne enge, hvor køer og heste går og danderer den dagen lang, og småfuglene synger af fuld hals fra poplerne og kastanjerne.

146 M i g o g c a m i n o e n Højt hævet over den fredelige ådal drøner en motorvej knap hørlig. Det er den tredje vej, der er bygget på strækningen. Først den oprindelige vej, der bugter sig langs floden, dernæst en vej, der skærer hjørnerne af og bygges ind i bjergsiderne, og endelig nu, den seneste og højeste vej, der fortrinsvis består af vældige broer, som spænder sig fra bjergtop til bjergtop. Jeg tænker på, hvor de mon vil lægge den næste motorvej, hvor man kan køre endnu stærkere og komme endnu hurtigere frem. Las Herrerías er en langstrakt landsby, der ligger dér, hvor dalen ender og stigningen op til Cebreiro begynder. Her er vand nok. Det er nærmest, som om markerne driver af vand, og de fede køer står i mudder til langt op på skinnebenet og godter sig. Byens navn antyder, at stedet i forne tider var fuld af smedjer, hvor man smeltede og formede jernet fra nogle miner i nærheden. Smedjerne havde mægtige hamre, der blev drevet af vandkraft. Nu er der intet tilbage af alt dette. Værten på Casa Paulín er en levende reklame for den gode, nærende og rigelige mad, de serverer. Han ville da også sælge os en ordentlig, fuldgod menu del dia. Han gik endda så vidt, at vi nærmest blev tvunget til at smage hans fede hvidløgssuppe. Nej, tak. Han fik heller ikke solgt os en gang callo galego, der er en nationalret med kallun, kikærter og ikke ret meget andet. Nej tak, vi ville bare have en blandet salat og lidt entrémesses: chorizo, salchichón og jamón. Heller ikke vin fik han i os. Vi nøjedes med vand. Nu skulle der snart bestiges et bjerg, og maverne måtte ikke være for fulde. Der er to landsbyer på vej op til Cebreiro: La Faba og La Laguna. Stigningen op til La Faba, er ikke den stejleste, men der er et stykke, som er specielt hårdt. Først følger man asfaltvejen, drejer af gennem en frodig grøn dal, der ligesom er skåret ind i bjerget, og til sidst går det bare opad ad en stenet sti, hvor man nærmest skræver fra sten til sten, i hvert fald når stien er våd

Villafranca del Mig Bierzo og caminoen Hospital de la Condesa 147 efter regn. Stien bliver også brugt til at føre køerne fra La Fabas bondegårde ud til græsningsarealerne og tilbage igen. Stigningen er dog ikke værre, end at Raymond var forrest hele vejen i en sådan fart, at jeg foretrak at sagtne farten. Den bedste måde at gå opad på er at holde sin egen fart og lade være med at tage for lange skridt. Små skridt, stabil vandring i sin egen rytme, man kommer jo ingen steder, mens man står stille og leder efter et tabt åndedræt. De tre en halv kilometer opad tog mig omkring tre kvarter, og det er i virkeligheden ikke så langsomt stigningen på næsten to hundrede og halvtreds meter taget i betragtning. Ved vandposten i La Faba stod Franz og Raymond og ventede på mig, og lidt efter fortsatte vi vandringen til La Laguna, yderligere en stigning på godt to hundrede og halvtreds meter denne gang på mindre end to en halv kilometer, men mere jævnt fordelt end på det første stykke. Mellem La Faba og La Laguna mødte vi en drift køer på mere end tyve stykker. De blev drevet frem af mand og kone ved hjælp af et par hunde. Vi gik lidt til side for at give dem plads og for ikke at komme op og hænge på hornene. Vi kom også til at give plads for en firehjulstrækker, der absolut skulle mase sig gennem på stien i stedet for at bruge den landevej, der er bygget specielt til den bilende trafik. Jeg sendte dem en uvenlig tanke og håbede i mit stille sind, at de ville punktere eller brække bagakslen, så jeg kunne overhale dem i triumferende gang længere oppe. La Laguna er den sidste landsby, man passerer i regionen Castilla og León, provinsen Leon og distriktet Bierzo. Efter La Laguna går man ind i Galicien, hvor mange små ting er anderledes. Den mest tydelige forandring er, at resten af vejen til Santiago står der vejsten, som for hver fem hundrede meter fortæller, hvor langt der er til Santiago.

148 M i g o g c a m i n o e n Op til Cebreiro er der endnu knap to en halv kilometer og en stigning på godt tre hundrede meter. På denne strækning er det en god idé at holde pauser. Alene af den grund, at synet bagud over Bierzos blånende bjerge ude i det fjerne er ganske fortryllende. Cebreiro er en ældgammel landsby, som efterhånden er blevet noget turistet. Der er souvenirbutikker og restauranter og hostaller, og man har her mulighed for at se huse, pallozas, der er bygget i gammel keltisk stil, hvor stråtaget i den ene side, den, der vender mod den herskende vindretning, er buet og nærmest flugter med jorden. Husene er bygget af sten fra stedet, som de fleste af de oprindelige huse i Galiciens landsbyer. Vi fandt vores rygsække i den restaurant, som de var blevet afleveret i. Franz og Raymond ville overnatte i Cebreiro, mens jeg ville videre til det næste refugium i Hospital da Condesa; noget, jeg havde besluttet for længe siden, hvis nu benene holdt, og det gjorde de. Da jeg nåede til Hospital, var refugiet ved at være fyldt. Det er et ganske lille refugium, indrettet i en gammel skolebygning, som så mange andre refugier i Galicien. Bygningerne stammer fra en skolereform fra francotiden, hvor man opførte små skoler i mange landsbyer i et forsøg på at skabe forudsætninger for at få folk til at blive på landet i stedet for, som i resten af Europa, at de søgte mod det mere begivenhedsrige liv i byerne. Reformen lykkedes ikke, flytningen fra land til by kunne heller ikke standses i Spanien. Man havde så alle disse tomme skaller af forladte bygninger, og i de allerfleste af disse gamle skoler er der i dag indrettet små refugier, hver med plads til små tyve overnattende. Problemet med de små refugier har været, at der ikke var faciliteter i landsbyerne til at dække pilgrimmenes behov. Landsbyerne er så små, at der ikke har været basis for hverken butik-

Villafranca del Mig Bierzo og caminoen Hospital de la Condesa 149 ker eller barer, så pilgrimmene må selv bære mad og drikke med sig i rygsækkene. Det frie initiativ har dog efterhånden sørget for, at der er dukket små barer og restauranter op ved de allerfleste små refugier. I Hospital da Condesa er restauranten åbnet så sent som i sommeren 2004, og samme efterår havde jeg været indenom om morgenen sammen med Kasper på vores tiårs jubilæumstur, hvor vi havde fået os en kop kaffe. Det er to kvinder fra landsbyen, der har indrettet restauranten i hvad man kan kalde oprindelig bondestil, og det var for at spise til aften dér jeg havde besluttet mig for at overnatte i netop dén landsby. Da jeg skrev mig ind i bogen hos hospitaleraen, fik jeg imidlertid at vide, at lige præcis i denne uge var restauranten lukket. Kvinderne var taget på ferie. Og der var ikke noget at få i landsbyen. Måske kunne man købe nogle æg hos en nabokone, men ellers ikke. Tanken om at gå videre strejfede mig, men det kneb så meget med energien, at jeg opgav at pusle videre med den tanke. I stedet fik jeg installeret mig, fik taget et bad og vasket mit tøj. Så hørte jeg to kvinder tale sammen på mit modersmål et par køjer længere henne. Jeg gav mig straks til kende og hilste på Annette og Marie, to midaldrende kvinder fra hovedlandet, der gjorde caminoen sammen. De havde det samme problem som jeg med at få noget at spise. Vi talte om at tage en taxa til Cebreiro. Jeg vidste, at der var en taxavognmand i landsbyen imellem os og Cebreiro, Liñares, så det var vel til at betale sig fra. Men så faldt jeg i refugiets fællesstue i snak med en gammel, meget venlig bonde, der var enkemand, og som derfor søgte lidt selskab og en gang imellem besøgte refugiet for hyggens skyld. Han ville gerne hjælpe os og hentede sin lille Renault og kørte os alle tre til Alto do Poio. Det var helt mærkeligt igen at sidde i en bil, når man har klaret sig

150 M i g o g c a m i n o e n alene med at gå på sine fødder i tyve dage. Vi blev enige om, at det ikke var snyd at få et lille lift. Vi skulle jo tilbage igen og næste dag starte, hvor vi havde sluttet denne dags vandring. Alto do Poio består af et hostal med restaurant på den ene side af vejen og en mere ydmyg bar på den anden. Vi valgte restauranten, hvor værten stillede op med menu del dia, selvom det egentlig var en time for tidligt. En af gæsterne på hostallet sluttede sig til os. Det var Michael, englænderen med de lange ben og den dybe røst. Det syntes værten var noget rod, men han accepterede nødtvungent. Til gengæld var der ikke nogen valgmuligheder. Vi fik suppe og kalvesteak og en helt igennem frygtelig rødvin at drikke til. Fra spisesalen kunne vi se ud i baren. Der stod bonden, som havde kørt os til restauranten. Jeg bad naturligvis værten om at give ham, hvad han ønskede at drikke eller spise. Men han ville ikke have noget. Måltidet tog vel en times tid. Michael sagde, at det var i orden, at vi talte dansk, og det gjorde vi så. Det var mest Annette, der førte ordet. Hun kendte mennesker i Virum, hvor jeg bor, og vi prøvede at finde fælles kontaktflader, uden at det lykkedes. Marie var mere tavs. På en eller anden måde, syntes jeg, jeg havde set hende før, men kunne slet ikke komme på, hvor det skulle være. Det kunne også bare være en fornemmelse. Måske havde hun været i fjernsynet engang. Eller måske lignede hun bare et kendt ansigt. Annettes datter havde et par år tidligere vandret caminoen og var den direkte inspiration til, at Annette og Marie var taget af sted. Datteren havde udarbejdet en ruteplan til dem med korte dagsmarcher og vægt på steder, som hun syntes, moderen og veninden skulle opleve. De havde overnattet hos Thomas i Manjarín. Det havde været en meget speciel oplevelse. Det var vist ikke kun tobak, der havde været i cigaretterne, og specielt havde det gjort indtryk,

Villafranca del Mig Bierzo og caminoen Hospital de la Condesa 151 at de som svar på spørgsmålet om, hvor toilettet var, var blevet mødt med en fejende håndbevægelse, der skulle vise, at de kunne bruge naturens store lokum, finde et sted at besørge, hvad de nu skulle besørge. Ikke fordi det er ukendt for pilgrimme at bruge naturen til at komme af med kroppens affaldsstoffer, men til ligefrem at sætte det i system på den måde er der dog et stykke. Man kunne i det mindste have gravet et hul. Da vi havde spist, blev vi mætte kørt tilbage til refugiet igen. Bonden udpegede med stolthed sin gård for os. Den var også stor og flot, bygget i den traditionelle galiciske stil ved brug af forarbejdede kampesten. Da vi skulle stige ud af bilen, ville Annette give ham nogle penge, men det ville han bestemt ikke have. Jeg havde på udturen tilbudt ham, at vi i det mindste betalte for benzinen, men det ville han slet ikke høre på. Jeg fik Annette til at holde inde. Selvom det naturligvis var af et godt hjerte, virkede det ikke rart, nærmest som en fornærmelse mod manden, der blot havde gjort os en tjeneste af sit gode hjerte. Han ønskede venskab og opmærksomhed, det gode i livet; ikke penge.

152 M i g o g c a m i n o e n 21. dag Hospital de la Condesa Sarría 34 kilometer Om morgenen viste det sig, at Annette var syg og havde feber. Hun valgte dog at vandre det første stykke, de tre kilometer op til baren i Alto do Poio. Men det gik overhovedet ikke; hun var simpelthen for svag til en dag i bjergene, selvom det mest gik nedad. Hun er selv sygeplejerske, og Marie er læge, så de måtte jo vide, hvad der var bedst. Jeg ringede derfor efter en taxa fra Triacastela, så hun kunne komme i seng i refugiet dér og pleje sin sygdom. Vi fik en god morgenmad. Bocadilloerne i Alto do Poio er helt specielle på den måde, at brødet er skiver af et meget stort, rundt brød i stedet for det sædvanlige flute-lignende. Og så kan man få alle de slags bocadilloer med tortilla, man kan ønske sig. Jeg fik værtinden til at lave mig en bocadillo med tortilla fyldt med asparges. Uhm. Alto do Poio er et vindomblæst sted. En gang jeg kom dertil i slutningen af marts, var det stadig vinter. Sneen lå højt og var føget op ad huset, så den dækkede en betragtelig del af det. Jeg var helt forkommen og fik værtinden overtalt til at leje mig et værelse ovenpå. Værelset var ganske mørkt, selvom det var

Hospital Mig de og la caminoen Condesa Sarría 153 midt på dagen, fordi sneen dækkede for vinduet. Jeg lagde mig på sengen og faldt omkuld i to timer med alt tøjet på og kun soveposen over mig. Da jeg vågnede, ville jeg have et bad. Der var kun kuldslået vand, så jeg måtte opgive det og fandt ud af, at jeg ikke ville være et sekund længere i det kolde hus. Jeg gik derfor ned igen. Værtinden, hendes mand og endnu en ældre mand sad ude i køkkenet rundt om brændekomfuret og fik lidt varme. Jeg fik forklaret, at jeg efter en kop kaffe og en bocadillo ville videre. Det kunne hun godt forstå, og jeg skulle ikke betale for værelset. Værtinden i Alto do Poio er ved at blive synligt gammel. Hendes søn og svigerdatter hjælper hende. Manden er vist død, jeg har ikke set ham længe, og i den tid, jeg er kommet der, har han på intet tidspunkt haft det godt. Nu er det værtinden, der ikke har det godt. Hun slæber sig rundt og ser lidende ud. Jeg spurgte naturligvis til hendes humør, og hun svarede som sædvanligt, at det var et hårdt liv med alt for meget arbejde, men det skulle jo gå. Annettes taxa kom omsider, og Marie og jeg aftalte, at vi ville følges til Triacastela. Annette havde taget Maries rygsæk med i taxaen, så hun ikke havde noget at slæbe på. Da vi var kommet ud i den friske luft og skulle til at fortsætte vores vandring, slog det som et lyn ned i mig, hvor jeg kunne have set hende før. Kender du Lene og Svend i Sorgenfri? spurgte jeg. Det gjorde hun da. Det var nogle gamle venner af hende og hendes nu afdøde mand. Vi fik så snakket os frem til, hvor vi kunne have mødt hinanden før: til de fælles venners kobberbryllup for otte-ti år siden. Dér havde vi begge været. Vi fandt endda ud af, at vi havde haft hinanden til bords, og Marie kunne huske, at jeg havde været en ekstrem kedelig bordherre. Der fik jeg den. Nu huskede jeg godt situationen. Vi havde talt uddannelsespolitik. Jeg var den gang embedsmand i Undervisningsministe-

154 M i g o g c a m i n o e n riet, og hvad der kan betegnes som en sand troende på, at uddannelse er et gode, som alle bør have del i. Et synspunkt, som stadig er mit. Jeg kan slet ikke holde ud, når højtuddannede mennesker forfægter det synspunkt, at det er forkert at presse unge til at uddanne sig, hvis de ikke er motiverede og meget hellere vil bruge deres tid på alt muligt andet end at dygtiggøre sig. Og det hvad enten det er en undervisningsminister som Bertel Haarder, der selv er cand.scient.pol., eller en kvindelig læge fra Jylland, der forsvarer synspunktet. De kører efter min mening på fribillet på meningernes torv, når de har deres på det tørre. Jeg ville hellere høre synspunktet forfægtet af én, der har valgt uddannelse bevidst fra og klarer sig godt i samfundet alligevel. Men dem er der vist ikke så mange af. Så det har sikkert ikke været en specielt hyggelig middag med mig til bords som vred fortaler for de uuddannedes rettigheder. En sand nørd. Nu håbede jeg så ikke, jeg ville kede hende de næste par timer, mens vi vandrede ned ad bjerget til Triacastela. Men mon ikke det gik. På caminoen er der jo normalt højere til loftet end ved mere formelle fester i det danske selvom jeg synes alt godt om dem og plejer at nyde den lækre mad og vin og det normalt hyggelige og muntre selskab med festlige indslag, ja, sådan som vi nu fester i den danske middelklasse, når det skal være virkelig dansk. Vejret var noget tungt, kun spredte solstrejf afslørede skønheden i de grønne bjerge. Først skulle vi have det private på plads. Hvem er hvem og hvorfor, og hvor kender de så hinanden fra, og hvordan holdes kontakter, og hvor stærke er de. Marie fortalte om sin mand, der var død for nogle år siden efter et længere sygdomsforløb. Om sorgen ved at miste ham og om hendes kamp for at komme ovenpå igen. Hun havde i den proces nærmet sig kirken og fundet trøst i kristendommen. Jeg fortalte om min kamp med min indre djævel, der ustand-

Hospital Mig de og la caminoen Condesa Sarría 155 seligt forhindrer mig i at opleve livet og verden i al sin grandiositet, at nærme mig andre i tillid og uden de forbehold og negative forventninger, som nager mig, og som på en eller anden forunderlig måde bliver bekræftet hele tiden, hvis det er det, jeg fokuserer på. Hvorfor skulle jeg så sent som dagen før ønske ondt for mine medmennesker, da jeg inderligt med mit onde hjerte håbede, at firehjulstrækkeren ville brække bagakslen? Naturligvis er det idiotisk, i en overdimensioneret jeep, at tvinge sig op ad en markvej, der bruges af bønderne og pilgrimmene til fods. Det er udtryk for en livsform og en livsholdning, som jeg ikke deler, og som man specielt på et sted som caminoen indimellem kan glemme overhovedet eksisterer. Det er et symbol på den nye egoisme, der præger lad-mig-komme-til-indstillingen, som deles af mange mennesker, der tankeløst forbruger løs af jordens ressourcer uden at indse, at de truer klodens eksistens. Og som derfor gør mig aggressiv og dum i hovedet. Dum i hovedet, fordi alene det at tænke ondt om andre forurener mit eget sind. Hvordan bekæmpe denne forurening, denne djævel? Marie kendte udmærket problemet. Hun havde lært af sin præst hjemme i Danmark, at de onde tanker kan manes bort ved at sige begyndelsen af trosbekendelsen: Jeg forsager djævelen og alle hans gerninger og al hans væsen. Men hun kunne ikke rigtig lide det. For det betyder jo, at man forsager en del af én selv, at man selv indeholder det onde. Jeg forsager djævelen. Jeg forsager også den djævel, der har taget bolig i mig. Stærke sager. Man er jo vænnet til, at Satan er tænkt bort i det moderne liv. Selv i kirken hører man sjældent om ham, og jeg har da heller ikke selv nogen som helst idé om en fysisk djævel, den nedstyrtede trehovedede lysengel Lucifer, der sidder fast i isen nede i helvedes dybeste dyb og basker med sine flagermusvinger, mens han gnasker løs på de største syn-

156 M i g o g c a m i n o e n dere: heriblandt forræderen over dem alle: Judas Iskariot, som Dante beskriver så malende i sin Guddommelige Komedie. Nej, det er ikke det, der er på spil for det moderne menneske; selvom jeg slet ikke er i tvivl om, at djævelen eksisterer i form af al den uforløste synd og ondskab, som vi har inde i os, og som vi desværre har så travlt med at få projiceret ud på alle de andre, egocentrikerne i firehjulstrækkerne, franskmændene i deres åndsflade chauvinisme og gruppelukkethed og på toppen af det hele: muslimerne. Hvis blot de onde ikke var her, så ville paradis på jord vise sig. Lad os udrydde det onde ved at udrydde de onde. Med ondt skal ondt fordrives. Og så kører hele møllen, hvor vi er fanget i vores egen synd, men forærer den gavmildt til de andre, som vi så bekæmper for kun at opnå, at den vender tilbage til os i potenseret form. Ikke bare en mølle, en helvedesspiral. Som den indfødte høvding på Ny Guinea svarede på missionærens spørgsmål, om der var flere kannibaler i området: Nej, hr. pastor, vi har lige spist de sidste. Tanken om at dette spil, denne spiral, er indlejret i verden, og at livet er uudholdeligt, er vel også det, der fik Huxley til at stille spørgsmålet, om ikke Jorden skulle være en anden planets helvede. Og det er jo også en mulighed. Jesus har svaret på det i bjergprædikenen: Man skal se bjælken i sit eget øje og fjerne den, før man går efter splinten i sin broders. Man skal ikke projicere sine dårligdomme over på sine fjender. Tværtimod skal man elske dem. At elske sin familie og sine venner er jo ingen sag. Det gør alle. Det er kravet om den universelle kærlighed, som er så radikalt, at det næsten ikke er til at have med at gøre, hvad et par danske præster, der også er medlemmer af Folketinget, har fundet ud af. Så de siger, at det er alt for voldsomt et krav at stille til sig selv. Bare man elsker sig selv og sin næste, altså den nabo, der ligner én selv, så klarer Vorherre resten i al sin nåde.

Hospital Mig de og la caminoen Condesa Sarría 157 Jeg finder det alt for let. Og dybt uansvarligt, fordi det netop er sådanne tankefigurer, der får os lullet ind i selvgodhedens falske sindsro. Jeg forsager djævelen, også, og især, når jeg finder ham inde i mig selv. Jeg fortalte Marie om den følelse af henrykkelse, som jeg havde oplevet en af de første dage på caminoen. Jeg havde fremkaldt den ved at tænke, føle og meditere Jesus ind i mit hjerte, men var endt med at blive bange for at blive i denne bevidsthed, dette lys. Hvad var der egentlig at være bange for? Var det ikke den ultimative måde at nærme sig det gode på, at blive god på? En af mine yndlingshistorier handler om en mand, der havde fundet ud af, at han ville fjerne al synd fra sit sind og kun være fyldt af den universelle kærlighed. Han satte sig under et træ et øde sted i Mexico og mediterede i fire år. Endelig havde han nået sit mål. Han følte kærligheden strømme igennem sig uden forhindringer. Åh tak min Gud, sukkede han, så lykkedes det. Hvor er jeg blevet god. I det samme fór der som et lyn igennem ham, og han udbrød: Satans også, nu må jeg begynde helt forfra igen. Pointen er naturligvis, at selvgodheden er en synd, og at hele hans projekt falder sammen, fordi det rummer den modsætning, at han ved at gennemføre det plasker lige i dér, hvor han sætter sig over andre, og så er han lige vidt. Det er, som om selve bevidstheden om det gode rummer kimen til det onde, fjerner den umiddelbare troskyldighed. Det er måske derfor, Jesus siger, at vi skal blive som børn igen, uden bagtanker, uden ønske om at blive særligt udvalgt på bekostning af de andre. Uden den falske følelse af selvgodhed, som jeg egentlig frygter mere end at skulle kæmpe med et par indre djævle eller dæmoner. Santiago, apostlen Jakob og hans bror, Johannes, fik tilnavnet tordensønnerne, hvilket sikkert hentyder til deres voldsomme temperament og ærgerrighed. Tilskyndet af deres ambitiøse

158 M i g o g c a m i n o e n moder beder de Jesus om på forhånd at få reserveret de bedste pladser i himlen, og ved en anden lejlighed foreslår de, at nogle ugæstfri samaritanere skal straffes med en fortærende ild fra himlen. Begge gange afviser Jesus forslagene. Santiago er således en helgen, der har aspekter i sin karakter, der nok er menneskelige, men næppe beundringsværdige. Aspekter, der er indlejret også i beretningerne om hans mirakuløse indgriben i diverse slag mod muslimerne i kampene om den Iberiske Halvø. Det er, som om den gode apostel ustandseligt glemmer eller måske aldrig har accepteret visdommen i Jesu ord om, at den, der griber til sværdet, skal falde for sværdet. Hvad han ifølge Apostlenes Gerninger rent faktisk gør, idet han bliver halshugget i Jerusalem. På trods af alle disse menneskelige begrænsninger og tvetydigheder bliver Santiago pilgrimmenes skytshelgen, og Marie og jeg går her på hans vej og passerer landsby efter landsby, mens vi forsøger at nå dybere ind i det mysterium, der er menneskelivets. Hvordan kan man forstå det? Man kan i hvert fald sige, at Santiago ikke satte sig under et træ og forsøgte at kontemplere sig til det gode. Han vidste, at livet var en kamp. Og det må Jesus også have vidst. Ellers havde han vel stødt en type som Jakob fra sig. I stedet var han en af de udvalgte på trods af sine fejl og mangler. Også den gode discipel Peter kender vi som et svagt menneske. Det er ham, der fornægter Jesus tre gange, før hanen galer to gange. Alligevel er det ham, Jesus bygger sin kirke på, ham, der bliver den første pave med nøglerne til himmerig. Måske drejer det sig slet ikke om at blive perfekt, men om at acceptere, at man som menneske er fuld af fejl uden af den grund nødvendigvis at fremture i dem. Men selvom det kan give nogen trøst, at de andre, ikke engang de største helgener, ikke var eller er perfekte mennesker, synes jeg ikke, projektet helt skal opgives. Aldeles ikke, ville

Hospital Mig de og la caminoen Condesa Sarría 159 Paulus have udbrudt! Det skal bare nivelleres til menneskehøjde, så det ikke fører til sikker fiasko, til opgivelse og selvhad. Kærligheden er ikke en illusion. Den er en mulighed både mennesker imellem og menneske og Gud imellem. Og hvis man tør, kan den bredes ud til hele menneskeheden, hele universet. Om ikke andet så i et henrykt sekund. Marie og jeg talte videre om, hvordan man skaffer sig af med de sider af sig selv, som man ikke bryder sig om. Hun havde også læst Paulo Coelhos pilgrimsbog og havde fæstnet sig ved, hvordan han prøvede at slås med dæmonen i form af en hund. I den første kamp render hunden væk. Men den kommer igen. Det er som i Lukasevangeliets beretning om den besatte i gerasenernes land, hvor Jesus får dæmonen Legión (det samme navn som Coelhos dæmon), der i virkeligheden består af flere dæmoner, til at fare i en flok svin, der efterfølgende styrter sig i en sø og drukner. Først når svinene er døde og dæmonerne med dem, er den dæmonbesatte befriet, og først da kan dæmonerne ikke komme igen. På samme måde får Coelho først bugt med sin dæmon, da han i den drabelige og blodige kamp i Foncebadón på dramatisk vis får det totale overtag over den. Det får han ved selv at blive til en rasende hund fuld af begær efter sejr. Han behøver ikke at slå hunden ihjel, men han helmer ikke, før den ligger blodig på jorden og brækker sig, så alle dæmonerne farer ud af den og ned i undergrunden, hvor de hører til. Kernen er, at det ikke er nok at flytte rundt på dæmonerne. De må besejres, så de slipper deres tag i én og farer væk, over i noget andet. Det er ikke nok at forsage djævelen. Han må besejres, destrueres. Paulo Coelho forudsiger efter sin endelige sejr tørt, at Foncebadón en dag igen vil rejse sig af ruinerne. Dæmonen Legión har deponeret megen kraft dér, og ved hjælp af den vil landsbyen igen blive bebygget og beboet. Men jeg spørger: hvilken kraft,

160 M i g o g c a m i n o e n hvis kraft? Den kommer ikke fra Gud, og mon ikke det er derfor, Foncebadón kan opleves som et trøstesløst sted. Det er vel så det, den gode kamp går ud på: at få legioner af djævle og dæmoner udryddet fra sit indre og samtidig fra verden. Slipper jeg af med én, skulle den nødig fare i en anden, eller i mere moderne psykologsprog: blive projiceret over i en anden, der derved fremstår som en fjende parat til at vende sig mod én fuld af alt det, som man foragter og føler sig dejlig fri for. Jeg vendte tilbage til min henrykkelsesoplevelse. Det havde været så nemt at fremkalde den. Alligevel havde jeg ikke gjort det siden. Jeg følte mig lidt ligesom en deltager i en gospelgudstjeneste, hvor hele menigheden kommer op at køre på en bølge af henrykkelse. Én på opleveren. Og det havde jeg det underligt dobbelt med. På den ene side er det selvfølgelig okay at føle glæde, sammenhæng, kærlighed. I oldkirken dyrkede man jo også sådanne udskejelser inklusive tungetale og andre vilde sager, som man kan se i pinsekirkerne i dag. Det er godt at være glad for Gud, og det er godt at vise det; ingen tvivl om det. På den anden side, følte jeg, at det var farligt. At det ikke nødvendigvis førte til Gud. For hvad er det for kræfter, man påkalder. Kan man være sikker på, at kraften kommer fra Gud, eller er der risiko for at forskrive sig til det onde, som man ikke har mulighed for at styre, og som kan køre af sted med én, uden at man selv har kontrollen, joysticket? Jeg har en dyb overbevisning om, at der er en åndelig sfære, en åndelig verden, hvor der foregår en kamp om sjælene. Men jeg har en lige så dyb overbevisning om, at det er en verden, hvor mennesker (eller i hvert fald jeg) ikke har noget at bestille. Det er bedst at holde sig væk, og selvsuggestion er ikke et middel, som jeg har lyst til at eksperimentere videre med. Marie kunne sagtens følge mig. Også hun søgte sin trøst i den hellige, almindelige kirke og fandt det ikke tilrådeligt at gå ind i

Hospital Mig de og la caminoen Condesa Sarría 161 en åndeverden, hvor man ville være en fremmed og overladt til ukendte kræfter. Efterhånden var vejret blevet lidt lettere. Udsigten blev klarere over de grønne bjerge, kun skæmmet af sporadiske stenbrud, der ligger som sår i landskabet. I landsbyen Viduelo gik vi på bar og fik et lille glas vin til at skylle den højtflyvende konversation ned med. Franz og Raymond kom også, og vi hyggede os lidt sammen på den overdækkede terrasse. De havde Triacastela som mål for dagens vandring. Jeg ville videre. Havde meget mere i mig. Fra Viduelo begynder det at gå mere stejlt nedad, måske den stejleste nedstigning på hele caminoen. Smuk, men også anstrengende for ben og fødder. Det er på mange måder hårdere at gå nedad end opad. Men nedad skulle vi. Jeg fortalte Marie om mit sammenstød med det franske par i Foncebadón, hvor jeg havde udfrittet manden om grunden til hans sproglige lukkethed, og hvor konen havde blandet sig på en selvmodsigende måde, altså, forstod hun eller forstod hun ikke? Marie mente, at jeg godt nok havde været frimodig, men at der kunne have været helt andre forhold på spil, som jeg ikke kunne vide noget om. Det kunne være, at jeg var kommet til at gå ind i et spil mellem ægtefællerne, måske var hun godt træt af det hele og brugte måltidet til at straffe manden, eller hvad man nu kunne forestille sig. Måske handlede det slet ikke om mig. Naturligvis gjorde det ikke det. Før og efter den sidste landsby, Ramil, går man ad hulveje bevokset med mos og bregner og med ældgamle kastanjetræer til at kaste skygge. Det er et meget fugtigt stykke, og noget af hulvejen er både sti og vandløb, så man må træde varsomt for ikke at få våde fødder. Da vi kom til Triacastela, gik vi straks ned til refugiet, der ligger for enden af en udstrakt græsplæne ved caminoens indgang

162 M i g o g c a m i n o e n til landsbyen. Annette havde det stadig skidt. Hun lå i sin køje og havde ikke kræfter til at gå med os over til restauranten for at få noget at spise. Så igen var Marie og jeg på egen hånd. Vi fik os en menu del dia; jeg med blandet salat til forret og fisk til hovedret, da jeg ikke ville være for tung under eftermiddagens vandring. Caminoen er god til at gå ind i samtaler og udvekslinger af livserfaringer, som dem, Marie og jeg havde haft den formiddag. Men det er ikke til at holde ud at gå med dem hele tiden. Jeg vil ikke sige, at jeg hurtigt får nok, jeg elsker dem og føler hver gang, jeg bliver en lille smule klogere på livet og mig selv. Men det er nu rart igen at blive sig selv og forsøge atter at blive helt normal uden at sætte ord på de sværeste ting. Bare at kunne strække ud, mærke sin krop og nyde det landskab, man går igennem. Så det var på en måde en befrielse for mig, da jeg igen var på egen hånd og med raske skridt stilede ud af Triacastela. Der er to veje fra Triacastela til Sarría, og de er hver på sin måde gode. Den længste er lavlandsruten, som går over et kloster i Samos, hvor der stadig er munke, der driver et simpelt, men temmelig stort refugium. Klostret i Samos er bestemt en omvej værd. Det er stort, har en kirke i barok, og man kan også få en rundtur, hvor man ser klostergården og de overdådigt dekorerede gangarealer. Naturligvis kan man ikke komme ind i munkenes private gemakker, men ved højtiderne kan man være heldig at blive inviteret til at deltage i deres messe. Jeg valgte den korteste vej, der går over landsbyen San Xil og på lange strækninger er helt øde. Den første del går gennem en dal og en lille landsby, før stigningen begynder gennem en egeskov. Vejen snor sig gennem frodigheden og når snart toppen ved San Xil og fortsætter langs et højdedrag, hvorfra der er vid

Hospital Mig de og la caminoen Condesa Sarría 163 udsigt over nogle af Galiciens vidunderligste bakker, helt over på den anden side af dalen, der breder sig ud for ens fødder. Lyngen og snerlerne blomstrede, så jeg fik ekstra blomsterenergi til at sætte lidt fart under støvlerne. Ved landsbyen Montán snor caminoen sig gennem tætte beplantninger af kastanje og valnød. Om efteråret kan man selv samle et betragteligt tilskud til kosten blot ved at bukke sig ned. Friske valnødder er helt uimodståelige, og jeg synes også kastanjerne er gode at spise rå, når de er helt friske. Lige før Furela har en kvinde åbnet en lille kaffebar, og der fik jeg et tiltrængt hvil og en varm kop café con leche. Vejret var regnfuldt, så det var ikke muligt at sætte sig midt i naturen og slappe af uden af blive våd, og så er en bar bare sagen. Refugiet i Calvor var helt tomt. Ingen pilgrimme havde endnu valgt at overnatte her, selv om det efterhånden var ved at være sidst på eftermiddagen. Så beslutningen om at begive sig ud på de sidste fem kilometer var ikke svær at tage. Ankomstvejen ind i Sarría går gennem et fattigkvarter, men snart breder byen sig ud med plæner mellem nye etageejendomme og hotellet, Alfonso IX, der er opkaldt efter en af byens royale velgørere fra middelalderen. Refugiet ligger lidt oppe ad den bakke, som byens ældre del er bygget op ad. Indeni er refugiet arkitektonisk interessant. Hele indmaden er raget ud, og med udgangspunkt i et jernskelet har man skabt en åben konstruktion, der giver mulighed for at opfatte det indre af bygningen som en helhed. Kirken ligger højere oppe og har en mur, hvor der er malet en frise i sorte, grå og beige farver med pilgrimme på vej til Santiago. I kirken kan man i weekenden hente sig et credencial og derfra vandre de sidste hundrede og elleve kilometer til Santiago og på lettest mulig måde opnå det eftertragtede Compostela beviset på en velgennemført camino. Det betyder, at efter Sarría tætner strømmen af pilgrimme ganske betydeligt.

164 M i g o g c a m i n o e n Overfor refugiet ligger et værtshus, hvor man både kan få noget at drikke og varm og kold mad. Det var helt fuldt af pilgrimme, der ikke gad gå længere for at få noget at spise, og den travle vært kunne slet ikke overkomme at servere for de mange mennesker. Der gad jeg ikke være, så jeg gik lidt op ad bakken og gik ind på en restaurant, som jeg før har spist på, og fik min aftensmad der. Senere gik jeg dog ned på det overfyldte værtshus, som nu så overordentlig brugt ud med snavset service og snavsede glas på bordene og bardisken helt overfyldt. En fyr, som jeg syntes, jeg havde set før, gik i gang med at vaske glas af. Jeg fik mig en chupito og fandt snart min seng. Der var ingen kendte ansigter, ud over glasvaskerens, blandt pilgrimmene i Sarría. Jeg var simpelthen gået fra dem alle sammen. Hvad var det, jeg havde så travlt med? Var det bare min gamle pilgrimsven, Ron, der ville komme til Santiago weekenden efter, og som jeg havde aftalt at mødes med, der var skyld i mit hastværk? Eller havde jeg også travlt med at komme væk fra dem, jeg havde truffet undervejs?

Mig og caminoen 165 22. dag Sarría Portomarin 22 kilometer Oppe på toppen af byen, lige efter det nu nedlagte fængsel, som er under en meget langvarig restaurering, og med ryggen til parken med et genopbygget tårn fra Alfonsos tid står hundrede og elleve-kilometerstenen. Herfra er der en herlig udsigt mod øst, hvor solen den morgen gav en særlig glans til morgentågen. Derefter passerer man markedspladsen, hvor man var ved at gøre klar til dagens handel med dyr og grøntsager, og skal snart dreje til venstre ved kirkegården, der ligger lidt afsides på det absolut højeste sted i udkanten af byen. Lige før kirkegården var der opstået et mindre problem, der krævede politiets indsats. En bonde ville trække en ung tyr til markedet. Men tyren skulle absolut ingen steder hen. Den var fint tilfreds med at forblive på sin grønne græsmark. Menneskets vilje overgår dog som regel dyrenes, således også i dette tilfælde. Bonden fik en avis bundet for tyrens øjne for at forhindre den i at blive forstyrret af den ydre verden. Men det hjalp overhovedet ikke på dens stædighed. Den ville ikke ud af stedet. Det var så her politiets indsats var påkrævet. Et reb, der var fastgjort i den ene ende til tyrens hovedtøj, blev i den anden

166 M i g o g c a m i n o e n ende bundet fast til politibilens trækkrog, og mod en bils mange hestekræfter kæmpede selv tyren forgæves. Ikke at den opgav kampen. Det sidste, jeg så til den, var, at den med alle fire ben stemmende imod blev trukket hen ad asfalten, som var det en glidebane, hen mod markedet. Fra kirkegården fortsætter caminoen nedad og hen langs et jernbanespor, som man krydser, før vejen igen stiger; denne gang fører den op gennem en gammel egeskov og derfra ud over markerne til den første landsby, Barbadelo, der kun består af en romansk kirke fra det tolvte århundrede og et par spredte huse, heriblandt et refugium i den gamle skole og nu også en restaurant. Gøgen, en fugl, jeg aldrig har set levende i naturen, kukker i et krat. Den bliver ved. Som dansker ved jeg godt, hvad det betyder: et år mere at leve for hvert kuk. For spanierne betyder hvert kuk ikke andet end flere penge i pungen. Godt man er dansker. Caminoen går nu over marker og gennem små landsbyer i et meget afvekslende landskab med bløde bakker, der får et karakteristisk udseende ved at være gennemtrukket af et uregelmæssigt mønster af stengærder, som indhegner markerne, hvor de sortbrogede galicisiske køer græsser. Det er en meget speciel del af caminoen, hvor man får følelsen af, at tiden har stået stille i århundreder. Det har den dog ikke. I landsbyerne kan man se ind på gårdenes pladser og ind i deres redskabsrum, hvor der står traktorer, høhøstere og andre landbrugsmaskiner. Men udenfor på den smalle sti, der med stengærder på begge sider markerer caminoen, er det, som om man kan forestille sig middelalderens pilgrimme bevæge sig gennem det samme oprindelige landskab. Også i Morgade, der er en lillebitte landsby med et par gårde i klassisk galicisk stil med grå stenmure og skiffertag, har en kvinde åbnet et lille sted, hvor man han få lidt at spise og

Mig Sarría og caminoen Portomarin 167 drikke. Jeg fik mig en kop te og slikkede en smule solskin. Lidt efter kommer man til et lillebitte stenhus med et alter i det ellers tomme rum. Her er det almindeligt at efterlade et eller andet på alteret. Mange skriver små sedler med bønner, som de gemmer under en lille sten. Andre gør et nummer ud af at hænge en snavset T-shirt op til beskuelse og så er der dem, der skriver obskøne ting på væggene. Snart efter dukker landsbyen Ferreiros op. Her er også et refugium med tilhørende restaurant. Endda to, for der er endnu en lidt nede ad vejen. Engang jeg overnattede i refugiet i Ferreiros, stod jeg udenfor og nød aftenstilheden. Hospitaleraen, en kvinde godt oppe i årene, kom hen og snakkede med mig. Jeg fortalte hende, hvordan jeg nød stilheden. Det var sjældent, at jeg oplevede en stilhed som denne, og det var en ren lise for sjælen. Hendes kommentar var, at hun nu godt kunne tænke sig noget mere liv. Her var simpelthen bare så kedeligt. Jeg valgte at tage mig en bocadillo og en alkoholfri øl i baren nedenfor. Her mødte jeg igen den fyr, som vaskede glas op i Sarría aftenen før, og som jeg syntes, jeg kendte. Han prøvede at få en snak med værtinden bag disken, men hun gad ikke tale med ham. Så huskede jeg ham. Han er en af de pilgrimme, som lever hele sit liv på caminoen; som vandrer frem og tilbage mellem Roncesvalles og Santiago. Hele året, hele tiden. Han er en smule skør. Ikke nem at komme i kontakt med. Jeg har engang nødet ham til at drikke et glas vin med mig i Barbadelo, og her fortalte han, at han ikke havde andre steder at være, og at han fik sit credencial i Santiago, men at de nægtede at give ham et nyt Compostela, hver gang han var nået en tur frem og tilbage. Jeg har også set ham sidde i et refugies fællesrum henne i et hjørne, mens han udførte nogle selvforstærkende rokkebevægelser, som var han i en anden verden eller prøvede at mane sig ind i en. Han går næsten uden oppakning og tilbagelægger lange strækninger hver dag. På denne camino så jeg ham ikke mere.

168 M i g o g c a m i n o e n Vejret var strålende. Sol og en behagelig temperatur. Min plan for dagen havde været at tilbagelægge en lang strækning. Men jeg kom på andre tanker. Et spørgsmål blev ved med at køre i mig: Hvorfor har du så travlt? Oppe i et træ sad en fugl og sang så dejligt, at jeg faldt helt i staver. Jeg tror, det var en gulspurv, i hvert fald lignede den en sådan. Den blev bare ved, og jeg hverken kunne eller ville gå videre. Til sidst fløj den naturligvis sin vej; men ikke før jeg havde besluttet mig til at tage den helt med ro resten af dagen. Jeg ville kun gå til den næste landsby med refugium, Portomarin, og blive dér resten af dagen og natten med. Portomarin kan man se, længe før man kommer til den. Byen ligger på den anden side af en floddal, hvor den breder sig op ad bakken. Jeg har et par gange været vidne til de mest spektakulære regnbuer netop på dette sted. Regnbuer, der enten hvælver sig over byen eller tager udgangspunkt i kirken, der knejser i bymidten. Denne dag var der spredt skydække, og det var, som om Portomarin blev velsignet med et lyshvælv, der satte en himmelsk spot på den hvide by. Nede ad bakken kommer man gennem den lille landsby, Mirallos, der består af nogle enkelte bondegårde, hvor køerne, som sædvanen stadig er mange steder i Galicien, deler hus med menneskene. Mange af husene er faldet mere eller mindre sammen på en ganske malerisk måde, der understreger den skønhed, der kan ligge i forfaldet. De får lov til at stå, indtil de er faldet helt sammen, og derefter får de lov til at ligge, mens vilde planter breder sig mellem stenene. De nye huse bliver bygget ved siden af. Fra Mirallos går caminoen ud over markerne før det sidste fald ned mod floden og broen over til Portomarin. De hvidkalkede beboelseshuse i Portomarin er bygget langs gader, der breder sig parallelt med floden. Det er en temmelig

Mig Sarría og caminoen Portomarin 169 ny by, bygget op fra grunden i begyndelsen af 1960 erne. Oppe på byens torv knejser en fæstningskirke fra tolvhundredetallet og ser noget fremmed ud i den nye by. Før Portomarins indbyggere tog de nye huse i besiddelse, havde de levet nede i en dal ved floden Miño; men da man dæmmede floden op for at udnytte vandkraften, kom landsbyen til at ligge lige dér, hvor der ville blive dannet en kunstig, opstemmet sø. Man rev derfor kirken og et par andre bygninger ned sten for sten og genopførte dem oppe i den nye by. Resterne af den gamle by ligger stadig på søens bund og ved lavvande, for eksempel om vinteren, kan man tydelig se de våde mure fra de oprindelige huse. Om foråret står vandet højt, så der har man kun det smukke syn af søen og byen på den anden side at fryde sig over, mens man passerer den lange bro, der forbinder den opstemmede søs to bredder. I Portomarin har man indviet et helt nyt refugium i efteråret 2004, og det er ren luksus. Jeg fik mig installeret, selvom det kun var midt på eftermiddagen. Naturligvis følte jeg mig noget rastløs, men jeg fik taget mig sammen til at lægge mig ind i parken ved siden af refugiet, hvor jeg lå og skitserede de næste par dages vandringer, så jeg kunne tage den mere med ro. Fra Portomarin er der kun halvfems kilometer til Santiago, og tilbagelægningen af dem ville jeg nu bruge fire i stedet for tre dage på. Hvis jeg kunne holde mig tilbage. Det er, som om Santiago har en magnetisk virkning: Des tættere man kommer, des mere trækker den i én. Der kom en lille gruppe unge mellem 14 og 16 år med en lærer ind på sovesalen. Jeg talte lidt med læreren, en sportstrænet fyr først i tredverne. De kom fra Valladolid og havde temauge, hvor eleverne selv valgte, hvad de ville bruge ugen til. De var startet samme morgen fra Sarría. Bagefter gik jeg over på en af barerne skråt over for refugiet

170 M i g o g c a m i n o e n og fik mig en svalende fadøl. Her faldt jeg i snak med Pedro fra Valencia. Han var på min alder og gik også caminoen alene, men var denne gang startet fra Astorga, hvortil han var nået sidste år. Hvad taler man om? Om, hvorfor man går på caminoen, om, hvad caminoen betyder for én, om caminoen som sindbillede på livet selv med graven hængende som en magnet i enden, lokkende mere og mere, desto tættere man kommer, og derfor om at være i det NU, som er lige nu, og som er det eneste, der egentlig eksisterer. Fortiden er væk og kommer aldrig igen, findes kun som forvrængede minder i letbevægelige hjerner. Og om fremtiden kan vi kun knytte håb, for vi ved intet, hvilket bliver bekræftet ustandseligt. Vi talte også om de andre, medpilgrimmene, som gaver. Vi er hinandens gaver, og måske specielt dem, som man støder ind i og slår sig på, og som man derfor kan lære af. Jeg fortalte om mine idelige problemer med franskmændene, men den snak kunne vi ikke komme længere med. Pedro havde det på samme måde, og hvis vi fortsatte med at tale om dem, ville vi bare komme til at sidde og skrue os ned i en dødssyg fællesforståelse af, hvor rædselsfulde de er, de kære franskmænd, så det blev vi enige om, at dét gad vi ikke. Jeg kunne, naturligvis, ikke lade være med at bringe den nye pave på bane. Han måtte, som katolik, acceptere kirkens hierarki, som det er. Det har nærmest i sig selv et helligt sigte, idet kirken i sin selvforståelse har taget den himmelske rangordning til sig, og det har man så at bøje sig for; uanset at man som almindelig troende ikke kunne undgå at tænke sit. Pedro var ikke med på korstoget mod alle os uden for kirken, der, alene fordi vi står udenfor, er fortabt til den evige pine. Og han var heller ikke med på forfølgelsen af alle de syndere, der stadig befinder sig inden for. Hvad paven efter Pedros mening skulle, var at lade være

Mig Sarría og caminoen Portomarin 171 med at lade sig hidse op over moderne menneskers gøren og laden. Det havde han alligevel ikke forstand på efter et langt liv i cølibat. Pedro mente ikke, den nye pave anede, hvilke vilkår der præger det helt almindelige menneskeliv, og som tvinger folk til at træffe valg, som kirken misbilliger. For hver gang kirken holder fast i dogmer, som bare er helt umulige at efterleve, og som derfor heller ikke bliver det, smuldrer respekten for dens evne til at forstå de aktuelle livsvilkår, og dermed dens magt over de troende, en lille smule. Pedro ønskede sig en pave, der på samme tid var fuld af tro på Gud og havde medfølelse med og håb for menneskene. Hvornår kommer han?

172 M i g o g c a m i n o e n 23. dag Portomarin San Xulián 28 kilometer Allerede meget tidligt om morgenen var der larm udefra. Det var en busladning med skolebørn, der var ankommet i nattens løb, og som ikke havde andre valgmuligheder end at forsøge at få lidt søvn i bussen eller have lidt sjov med hinanden. De fleste valgte åbenbart det sidste. Et cateringfirma, Ruta Jacobea Catering, stillede op med morgenmad til dem. Brød, marmelade, mælk, kaffe. Nu skulle der samles kræfter til en gang fællescamino. Det var stadig ikke helt lyst, før jeg efter en kop café con leche med ristet brød begyndte at gå ud af byen. Bag mig kom fortroppen af den nye, store gruppe skolebørn. Nu har jeg principielt ikke noget mod unge mennesker, men for mange af dem i flok er ikke ligefrem, hvad jeg søger en tidlig morgen på caminoen. Derfor valgte jeg at gå langs landevejen de første kilometer. Caminoen tager en lille omvej og går gennem en skov med et tæt brombærkrat på den anden side af en af Miños fødekilder. Det første kendemærke på vejen er et teglværk, der ligger oppe på en bakke bag Portomarin. Derfra går vejen lige ud og

Portomarin Mig og caminoen San Xulián 173 passerer nogle kyllingefabrikker, der så længe, jeg er kommet i området, har været under stadig udbygning. Det er landbrug, der står i skærende kontrast til, hvad man ellers ser i Galicien. Gårdene ligger spredt på næsten dansk facon med beboelsen lige ved siden af bedriften. Næste landsby er Gonzar, hvor der er et lille refugium, og snart efter kommer man til Toxibó, hvor man kan nyde synet af en statelig horreo, der står og troner i landskabet. Horreos er de specielle galiciske forrådshuse, der især tidligere blev brugt til at opbevare majs i. De står altid højt for at tillade vinden at blæse igennem dem, så majsen ikke rådner i det fugtige klima. Og de er placeret på stensokler, der ender i fliselignende plader, som forhindrer, at mus og andre gnavere kan skaffe sig adgang til herlighederne. Horreos er en slags symbol på Galicien, og det er meget få bondegårde, der ikke har mindst én stående. Nu om dage ikke så meget for at bruge dem, snarere for at fastholde en gammel og stolt tradition for snedig opbevaring. Fra Toxibó går caminoen gennem skov, der stedvis åbner sig og giver skønne kig ud over det bakkede landskab. Næste landsby hedder Castromaior og ligger neden for en lang bakke, som skal bestiges. Neden for bakken ligger en ny helt basal lille bar. Her gik jeg ind og bestilte en cortado. Solen skinnede, så jeg satte mig uden for. Inden længe kom de første af de unge forbi i små grupper. I den næste landsby, Hospital de la Cruz, ligger det af de mange små refugier, som jeg har overnattet i flest gange, og det var da også dertil, jeg havde tænkt mig at nå dagen før, inden jeg kom på bedre tanker. Det ligger klos op ad en nyanlagt vej, men om aftenen og natten er der så godt som ingen trafik. Ved siden af ligger en restaurant, som er opstået på grund af refugiet. Den hedder El Labrador, Bonden, og maden er ganske fremragende

174 M i g o g c a m i n o e n til prisen. På en kold og våd dag kan man med lidt overtalelseskunst få værtinden til at servere dampende varm linsesuppe, selvom det er uden for spisetiderne. Jeg passerede og svingede væk fra den hovedvej, caminoen havde fulgt siden Portomarin, og fortsatte ind over landskabet, som går gennem en række landsbyer. Det er en dejlig strækning, og der er i de fleste af landsbyerne etableret barer, der kan betjene de mange pilgrimme. Jeg mødte et par piger på vejen. De var fra den store gruppe, der var startet fra Portomarin samme morgen. Gruppen hørte hjemme på en skole i Extremadura, de var omkring halvtreds unge og tre lærere. Jeg spurgte dem, hvordan de havde planlagt turen, om de selv sørgede for mad og overnatning. Jo, maden fik de serveret af et cateringfirma. Til dagsturen havde de hver fået udleveret en bocadillo og vand. Men det var meningen, at de skulle overnatte i refugierne. Den kommende nat i Palas de Rei. Før den næste landsby, Lameiros, står i vejsiden et kors, som man ser mange af på caminoen. For middelalderens pilgrimme har de fungeret som vejvisere. De er helt i sten og består af et fundament, der bærer en søjle, som er kronet af et krucifiks. Korset ved Lameiros stammer fra slutningen af sekstenhundredetallet og er berømt blandt pilgrimme, fordi det står tillokkende i en lille egelund og er specielt kunstfærdigt og gammelt. På fundamentet er der på den ene side udhugget hammer, knibtang, søm og stige, og på den anden side et kranium omgivet af krydsede knogler på sørøvermanér. Den første gang, jeg så det, troede jeg, værktøjet skulle symbolisere de forskellige håndværkerlaug, der havde bidraget til korset, men er senere blevet belært om, at der er tale om de pinemidler, som blev brugt til at korsfæste Jesus, og som indgår i en ældgammel katolsk meditation over frelserens lidelser. Kraniet og knoglerne er selvfølgelig et memento mori, husk, du skal dø. På den ene side af korset hænger den korsfæstede. Den an-

Portomarin Mig og caminoen San Xulián 175 den er en pieta, altså en afbildning af Jomfru Maria med den døde Kristus i sine arme. På en mærkelig måde kan pietaen også fortolkes som et fødselsbillede, som om Maria på samme tid begræder sin døde søn og føder ham. Jeg ved ikke, om kunstneren har skabt denne fortolkningsmulighed med vilje. Måske er den et resultat af århundreders påvirkning af regn, vind og vejr, måske af min undertiden lidt for veludviklede fantasi. Men hvorfor skulle det egentlig ikke være et symbol på Jesu liv fra fødsel til død? Snart efter Lameiros kommer man til Ligonde og Eirexe, der kun er skilt af et lille vandløb og deraf følgende bakke ned og bakke op. På bakken op har en familie gennem årene opbygget en restaurant, Casa Mariluz, der nu, i 2005, står indbydende beklædt med flade natursten og lokker med sine forfriskninger. Der gik jeg ind. Jeg ønskede værtinden tillykke med det flotte resultat af hendes og hendes mands anstrengelser, og hun lyste op i et smil. Det var en drøm, der var gået i opfyldelse. Jeg satte mig udenfor og nød en øl og en tortilla español, en æggekage med kartofler, og kiggede på de unge, der gik forbi. Solen skinnede, jeg havde ikke travlt, livet var herligt. Når man kommer op ad bakken til Eirexe, står der et kæmpetræ ved vejkanten. Det er en eukalyptus, en australsk træsort, som er kendetegnet ved sine lange, smalle blade, barken, der falder af i lange trævler, og en karakteristisk duft. Eukalyptussen i Eirexe er den første eukalyptus, man ser på caminoen, og den er kun til pynt. Men det er langt fra den sidste. Ved refugiet oppe i Eirexe var der nu to restauranter plus Casa Mariluz, der ligger blot et par hundrede meter nede ad vejen. De to restauranter er skudt op inden for det sidste år, så jeg krydser fingre for, at Mariluz klarer sig i konkurrencen om at bespise de pilgrimme, der kommer forbi eller overnatter i refugiet. Den er sikkert hård. Caminoen fortsætter gennem et par landsbyer mere. I én af

176 M i g o g c a m i n o e n dem, Lestedo, står ruinerne af en gammel skole, som mærkeligt nok ikke er blevet ombygget til refugium. I Lestedo mødte jeg en større gruppe af de unge fra Extremadura. De var helt tydeligt klassens øverste lag med smarte piger i modetøj og en masse drenge, som hængte på. De ville vide, hvad jeg var for en. Eller også ville de prøve at snakke engelsk. Det gik dog ikke specielt godt, mit spanske slog deres engelske med flere tusinde ord, er jeg sikker på. De havde lejret sig ved et af de mange vaskesteder, lavaderos, som man ser i de galiciske landsbyer. Nogle ligger hen som ruiner, overhalet af de moderne vaskemaskiner, som jeg forestiller mig, de mere velhavende bønder længe har haft installeret i husene. Men mange af vaskestederne er stadig i brug. De består af et cementkar med skrå sider og rindende vand. I Lestedo var en kvinde i gang med at massere skidtet ud af tøjet på kanten af vaskekarret. Det må være hårdt mod tøjet, for der bliver ikke lagt fingre imellem, når de kraftige og stærke bondekoner går i gang med at skrubbe klædet. De unge kiggede stjålent til vaskekonen. Hun var helt opmærksom på, hvilken opmærksomhed hun vakte; var vel vant til det. Et arbejdende museum. Jeg spurgte dem, om de ikke havde sådanne vaskesteder i Extremadura. Ikke der, hvor de boede, i hvert fald. Refugiet i Palas de Rei er ganske stort og udmærket. Da jeg kom, sad læreren til den lille gruppe fra Valladolid sammen med sine elever uden for refugiet. Han rystede på hovedet og sagde, at den store gruppe havde okkuperet det hele, så der ikke var plads til andre. Og at der ikke var nogen hospitalero til stede endnu. Jeg vidste fra min vandring, at mange af de unge mennesker fra Extremadura endnu ikke var ankommet til refugiet, så jeg ville se med mine egne øjne, hvordan situationen var. Det var rigtigt nok. På sovesalene havde de lagt beslag på

Portomarin Mig og caminoen San Xulián 177 alle sengene ved at lægge en eller anden beklædningsgenstand på madrasserne. Jeg fandt dog én, hvor der ikke var lagt noget, og snuppede den. Jeg rullede min sovepose ud: det ultimative bevis på, at sengen er beslaglagt. Den ene af lærerne, en kvinde, fortalte mig, at den allerede var optaget af en pige fra gruppen. Men det kunne jeg ikke tro på. Reglen er, at man får en seng, efterhånden som man ankommer til refugiet, og at man ikke kan hverken reservere eller holde en seng for en anden, der endnu er på vej. Jeg forlangte derfor at tale med den pige, som hun påstod allerede havde taget sengen. Ja, hun var lige ude på badeværelset. Okay, så ville jeg vente, til hun kom ud igen. Men selvfølgelig var der ikke nogen pige. De havde ganske enkelt besat hele refugiet undtagen altså en enkelt seng, som de i skyndingen havde overset. Jeg gik ud og tog mig et brusebad, mens jeg tænkte situationen igennem. Det var en sag om på den ene side retfærdighed i forhold til de regler og normer, der gælder for brug af refugierne. Og på den anden side, om jeg gad tage den kamp med en hel gruppe unge spaniere og deres lærere. Var det her en god kamp? På den ene side havde jeg ikke lyst til at overgive mig. Det var helt uansvarligt af dem at begive sig så mange mennesker ud på caminoen uden at have arrangeret overnatning. De allerfleste refugier ville slet ikke have plads til så mange, og de kunne på ingen måde forvente hver dag at komme til tomme refugier, der stod parat til at tage dem ind for natten. Men på den anden side kunne jeg ikke forestille mig at sove blandt en flok larmende unger, samtidig med at de følte, at jeg havde taget noget fra dem. Stemningen havde allerede fra begyndelsen været ubehagelig, og det var ikke lige, hvad jeg havde brug for. Jeg tænkte på min svaghed med at falde i den fælde, det er hellere at gå efter at få ret end at lade det fare og nøjes med at

178 M i g o g c a m i n o e n være lykkelig. Det skete for mig i mødet med den hollandske kvinde i León. Sådan ville jeg ikke have denne situation skulle ende, så jeg besluttede mig for, at den strid var det ikke værd at udkæmpe. Renvasket pakkede jeg derfor mine sager samme igen og belavede mig på at gå videre. Nede i refugiets vestibule sad lærerinden på en plasticsofa omgivet af nogle af børnene. Jeg sagde til hende, at jeg lod nåde gå for ret og ville gå min vej. Hun svarede, at det ikke var sådan ment, men var naturligvis på den anden side tilfreds med min beslutning. Så spurgte hun, hvor jeg egentlig kom fra, og da hun hørte, jeg kom fra Danmark, brød hun ud i en lovprisning af vores hovedstad, som hun havde besøgt for nogle år siden. Allerede tre kilometer efter Palas de Rei var dagens vandring slut. I en lille landsby, Xulián do Camino, som jeg ofte har nydt på grund af de faldefærdige gamle horreos, som står langs vejen mellem de karakteristiske huse, hvoraf et par stykker har udendørs ildsteder med brede skorstene, der ender med et spir i hvert hjørne. Her har et ægtepar åbnet et lille privat refugium. Der gik jeg ind. Værtsparret er sidst i fyrrerne og havde for nogle år siden mødt hinanden på caminoen, hvor de blev så forelskede, at de bare måtte lægge deres hidtidige liv bag sig og leve sammen resten af livet. Og hvor andre steder end på caminoen. De købte derfor en ruin i Xulián, restaurerede den totalt, så den i dag fremstår som et virkelig rart sted, og lever nu af at betjene pilgrimmene med mad og drikke og en seng at sove i. Det er nogle rare mennesker, der forstår at skabe en hyggelig stemning, ægte gæstfrihed med halvpension for tyve euro. Der var allerede kommet nogle pilgrimme til refugiet, og flere kom til efterhånden. Jeg fik specielt kontakt med en norsk kvinde, Gudbjørg, som var glad for mit selskab, fordi hun kunne tale med mig på sit eget sprog. Hendes engelsk var noget ufuld-

Portomarin Mig og caminoen San Xulián 179 stændigt, og spansk kunne hun slet ikke, så hun havde oplevet betydelig ensomhed på caminoen. Jeg spurgte værten, hvordan landsbyens oprindelige beboere havde modtaget dem. Det var meget enfoldige mennesker, fortalte han. De levede i tæt kontakt med jorden og dyrene og havde ikke andet at tale om end dagen og vejen i et liv, der fulgte årstidernes skiften og var underlagt naturens luner. De havde ikke været direkte fjendtlige, men havde nok set med nogen undren på al den foretagsomhed, som pludselig var begyndt at folde sig ud for deres øjne. Sidst på eftermiddagen dukkede en af mændene fra landsbyen op i refugiet og fik sig et glas rødvin, så der var da i hvert fald en enkelt, der havde fået udvidet sine muligheder med de nye tider. Ved solnedgangstid så jeg en fem-seks ældre landsbybeboere sidde på en simpel bænk op ad muren på den enes hus. De sad og kiggede på pilgrimmene, der havde indlogeret sig i refugiet og nu spankulerede omkring i landsbyen og beundrede de flotte horreos eller ledte efter steder at hænge vasketøj op. Jeg forestillede mig i et syn, at de havde siddet sådan i tusinde år og set pilgrimmene vandre forbi, mens de undrede sig over, hvorfor folk dog begav sig ud i en usikker verden, når enhver ved, at hjemme er bedst og tryggest. Det blev en hyggelig aften. Der kom en yngre spansk cykelpilgrim lige inden aftensmaden. Ham ville Gudbjørg vældig gerne i kontakt med, og i mig havde hun fundet sig en tolk; så vi blev hængende længe efter aftensmaden og småsludrede, mens vi drak af den udmærkede vin, som værten beredvilligt forsynede os med. Jeg fik også givet dem en enkelt chupito, så der ikke skulle være noget til hinder for en god nats søvn.

180 M i g o g c a m i n o e n 24. dag San Xulián Arzúa 26 kilometer I løbet af natten havde jeg hørt nogle underlige lyde fra Gudbjørg. Som om hun ikke kunne få vejret. Da jeg vågnede, var hun allerede oppe. Hun spurgte mig, om jeg havde hørt nogle lyde fra hende i løbet af natten. Det kunne jeg kun bekræfte. For hende havde det været en forfærdelig nat. Hun fortalte mig, at hun led af en sygdom, der får hendes tunge til at falde ned i halsen og lukke for luftvejene, så hun risikerer at blive kvalt. Derhjemme har hun en maskine, som sørger for, at der ikke sker noget, mens hun sover. Den kan hun ikke tage med sig, så i stedet har hun en skinne, som hun tager i munden ved sengetid, og som skulle have samme effekt som maskinen derhjemme. Alligevel havde det været, som om hun var ved at blive kvalt flere gange i løbet af natten. Tungemusklen blev tung og svag og faldt ned og lukkede for luftrøret, så hun måtte hive efter vejret. Det er meget angstfyldt. Problemet om natten tilskrev hun for rigelig indtagelse af alkoholiske drikke aftenen før, og hun ville nu prøve at holde sig fra at drikke for megen vin.

San Mig Xulián og caminoen Arzúa 181 Som hun tappert udtrykte sig: Man må leve videre, selvom man har sine fejl og mangler. Ved morgenmaden kom en del pilgrimme, der havde overnattet i Palas de Rei. Skolelæreren fra Valladolid-gruppen fortalte mig, at da hospitaleraen var kommet, havde hun gennet hele den store gruppe fra Extremadura ud af refugiet. De var vist blevet forvist til en sportshal. Så der havde været rigelig plads til de resterende pilgrimme i Palas den nat. En olding af en franskmand, som jeg ikke havde lagt mærke til før, og som tilsyneladende vandrede alene, prøvede at få lidt opmærksomhed ved morgenbordet. Han kunne ikke andet end fransk, og det, han var interesseret i, kunne gøres op i tal. Han ville vide, hvor gamle folk var, hvor mange børn de havde og hvor mange børnebørn, hvor mange kilometer der var derfra og dertil, og hvor lang tid det tog at vandre det. Jeg fornemmede en betragtelig ensomhed i ham, men hvad skulle jeg stille op? Vejret var udmærket. Lidt koldt, men kun letskyet, så der var rig mulighed for at nyde den videre tur i det grønne. Jeg havde ikke travlt. Den ekstra tur dagen før havde allerede skrællet tre kilometer af dagsmarchen, der var planlagt til at skulle ende i Arzúa. Jeg gik og fik den ene sang ind i hovedet efter den anden. Først Beatles-sangen om de ensomme mennesker: Oh look at all the lonely people, where do they all come from? Dernæst sangen om ham, der er forladt og glemt af sin kæreste og vandrer rundt med sit æsel og synger, at man bare bare skal tage det roligt, og gi sig god tid, man når det nok. Og til sidst, da skyerne tætnede til, og det begyndte at småregne: In the early morning rain with an aching in my heart I m a long way from home and I miss my loved ones so in the early morning rain with no place to go. Før Casanova blev jeg prajet af en bondekone, der ville sælge

182 M i g o g c a m i n o e n mig en hjemmelavet ost, men jeg takkede pænt nej til det ellers fristende tilbud, som ville forøge min vægt med et halvt kilo. Refugiet i Casanova ligger ganske dejligt i en skov, og genboen har masser af bikuber i udhulede træstammer. Det går opad, og før den næste landsby, Leboreiro, passerer man først en bilkirkegård og dernæst et diminutivt udskænkningssted, som gennem årene har ført en omskiftelig tilværelse. Det er en ældre kvinde med en efterhånden noget tandfattig mund, der ejer stedet. Nogle år har hun haft tre dåser konserves stående på de ellers tomme hylder og har gået formålsløst rundt med en fejekost. Men på det sidste har en niece og hendes mand overtaget stedet, og for mig er det et fast vandingshul på vejen. Leboreiro er bare en af de mange landsbyer på caminoen og alligevel helt speciel på sin egen upåagtede måde. Der er ingen faciliteter overhovedet med fristelser for pilgrimmene, der vandrer igennem. Men flere af indbyggerne har gjort noget ud af deres lave stenhuse, som de har pyntet med kammuslingeskaller i fantasifulde mønstre. Og ud for den lille kønne kirke, der har en rustik tympanon med Maria som himmeldronning, står en primitiv horreo flettet af pilegrene. På vej ud af landsbyen krydser man et lille vandløb via en romansk bro. Efter Leboreiro skifter landskabet karakter. Det bliver goldt, hedeagtigt, og snart skal man gå et par kedsommelige kilometer forbi små industrivirksomheder og et større industrikompleks, der aldrig har været nogen succes. Der er i hvert fald lokaler, som har stået tomme i årevis. På vejen mødte jeg de to piger fra den store gruppe, som jeg dagen før havde vekslet nogle ord med. De kunne berette om en forfærdelig nat. Efter at de var blevet forvist fra refugiet, var de blevet henvist til en sportshal, hvor de måtte sove på gulvet. Jeg spurgte dem, om der ikke havde været rullemadrasser eller andre bløde underlag, som de kunne sove på. Men det havde der ikke. Og fordi deres lærere havde satset så ensidigt på, at

San Mig Xulián og caminoen Arzúa 183 der ville være plads til dem i refugierne, havde de ikke taget liggeunderlag med. Der var ikke andet for end at finde hvile på det hårde gulv. Nu skulle de til Arzúa, men de vidste ikke, hvor de skulle sove. Før man kommer til Melide, skal endnu en flod passeres, denne gang via en elegant middelalderbro, der fører lige ind i en landsby af samme navn som floden, Furelos, som klemmer sig ind mellem heden og Melide. Præsten i Furelos er ivrig efter at få pilgrimmene ind i sin kirke. Han lokker med et stempel til credencialet og et krucifiks, hvor den korsfæstede har den ene arm fri og ligesom griber efter folk nedenfor og inviterer dem med op på korset. Der er også en helgenindestatue af Santa Lucia, de blindes skytshelgen, der i den ene hånd bærer en tallerken med to friske, blodige øjne. Og så ligger der på et bord små billeder af nogle af de kirkens mænd, der står over for at skulle blive kanoniseret som helgener, og af dem, der er blevet det hurtigt, heriblandt Opus Deis grundlægger, Josemaría Escriva, som blandt andet er berygtet for at have støttet såvel Hitlers som Francos kamp mod kommunismen, og hvis dybt reaktionære organisation har haft den nys afdøde paves store bevågenhed. Jeg føler mig i dårligt selskab og forlader kirken uden stempel. Melide er for mig et symbol på usamtidighed, på at de gode gamle dage stadig eksisterer. Tøjbutikkerne ligner og lugter, som de gjorde i min barndoms Helsingør i 1950 erne. Stofferne er præsenteret på samme måde i udstillingsvinduerne, og moden med små flæser på de hvide bomuldsbluser og det laksefarvede undertøj til damerne sender hilsner fra en svunden tid. Men Melide er også kendt for noget andet, som ikke har det fjerneste med halvtredsernes Danmark at skaffe, og som er yderst velsmagende nutid, pulperierne, hvoraf det mest berømte hedder Casa Ezequiel, hvor jeg aldrig forsømmer muligheden

184 M i g o g c a m i n o e n for at indtage en lækker gang pulpo. Her er åbent hver dag fra tidlig formiddag til sen aften, og værtinden står dag ud og dag ind lige inden for indgangsdøren og klipper blækspruttearme og tager mod betaling, mens datter og svigersøn tager sig af servering og afrydning og gammelfar trisser rundt og prøver ikke at gå i vejen. Stedet er ein muss for pilgrimmene. Pulpo skal i hvert fald prøves, og intet sted er bedre end i Casa Ezequiel. Man kan spise cachelos, kogte kartoffelstykker til, hvis ens lyst står til det. Det gør min, kartoflernes skrøbelige velsmag spiller fornemt op til pulpoens aromatiske bastanthed. Helt frisk hvid eller rød ribeirovin drikkes til. Det er vist den hvide, der er den rigtige at skylle lækkerierne ned med. Selv foretrækker jeg den røde ribeiro, der er helt blåsort og drikkes af små, åbne lerskåle, tazas, der giver vinen en så udstrakt overflade, at man kan spejle sig i den, når vinen føres til munden. Mens jeg sad og nød mit måltid, ankom Franz og Raymond. De satte sig sammen med mig og fik mig til at bestille deres mad. Raymond tog kun en enkelt bid af pulpoen, der ikke falder i alles smag. Men vinen smagte dem begge. Vi gik sammen videre. Passerede det kakkelbelagte refugium og vandrede op ad bakken ved kirkegården og passerede snart efter halvtreds-kilometerstenen. Santiago kaldte. Efter Melide skifter landskabet atter karakter. Det går igen op og ned ad bakke. Vejret var blevet tørt, og vi gik og hyggede os med snak om det, der er at se. Marker, græssende køer, fugle i massevis og haver med eksotiske vækster, palmer og blomstrende hibiscusbuske. Raymond gik og ømmede sig. Han trak lidt for meget på det ene ben til, at det var sjovt, og ville hele tiden holde pause. Jeg besluttede at følges med dem. Havde ikke travlt. Slet ikke. I Boente er der er en brønd med et springvand og et messingskilt, som fortæller, at den er indviet af selveste præsiden-

Mig San og Xulián caminoen Arzúa 185 ten for Galicien, Manuel Fraga, som var den sidste af Francos tro støtter, der besad en offentlig position. Herfra går caminoen stejlt nedad og går under hovedvejen, for straks derefter at stige ligeså stejlt op til Castañeda. Men snart bliver den igen jævnet ud før endnu et fald ned mod floden Iso, hvor der i Ribadiso de Baixo lige ned til floden ligger et hospital fra middelalderen. Det er indrettet til refugium og er virkelig et godt sted at slappe af efter en dags vandring og at samle kræfter til det sidste stykke vej til Santiago. Franz og Raymond ville blive, mens jeg fortsatte ad den stejle camino op mod Arzúa. På vejen indhentede jeg en irlænder, som jeg dagen før havde snakket med ganske kort. Han var ikke meget over tredve år, men fandt vandringen umådelig hård og udbrød ustandseligt: Oh Christ og: Oh my God, selvom han på det bestemteste frabad sig ethvert religiøst engagement. Declan hed han og havde en så betydningsfuld stilling hjemme i Irland, at han ofte blev afbrudt af telefonopkald, som beviste hans uundværlighed. Han havde startet sin camino i Sarría og havde sat en uge af til vandringen, der skulle efterfølges af en uges golf i Lissabon. Han havde to yndlingsemner: de helt urimeligt hårde vandringer, caminoen byder på, og Irlands økonomiske mirakel. Lidt kedelige emner, men hans gode humør og fandenivoldskhed gjorde bekendtskabet absolut tåleligt. Oh my God! Arzúa er lang. Den breder sig på begge sider af hovedvejen, som går lige gennem byen. Arzúa er grim. Husene er høje og ufærdige, byplan kan der ikke være noget af. En forvokset landsby kun til at passere. Det er et af de få steder på caminoen, hvor jeg ikke kunne forestille mig at bo. Og dog: Oppe bag hovedgaden i bebyggelsens ældre del ligger et torv, som kunne gå an at gå en aftentur på, og som indgår i markedet på markedsdagene, når Arzúa markerer sin betydning som en lokal metro-

186 M i g o g c a m i n o e n pol, hvilket også sker hvert år i marts, hvor der er ostefestival. Declan og jeg vandrede sammen til refugiet i Arzúa. Nyt refugium installeret i en gammel bygning og med varme i gulvene på sovesalene. Der var ved at være godt fyldt op. En større gruppe havde lagt sig på deres medbragte liggeunderlag i et værelse uden vinduer i tilknytning til gangen i stueetagen. Her var fest og gang i den. På første sal havde man reserveret en af sovesalene til ældre pilgrimme, altså sådan nogle som mig. Jeg fik en enkeltstående seng i en række af senge, der stod under en skråvæg, hvor der ikke var plads til køjesenge. Jeg gjorde mig i stand, vaskede tøj og gik ud i byen. På torvet mødte jeg et ungt dansk par, som havde vandret ad en anden camino, Camino del Norte, der går langs Biscayen og følger kysten fra Irun, indtil den drejer af og møder el Camino Francés netop i Arzúa. De kunne fortælle om en meget anstrengende, ensom og dårligt afmærket camino. Først et par dage før de nåede til Arzúa, havde de mødt et par mænd, der havde vandret den samme rute. En af disse mænd var schweizer og hed Hannes. Ham spiste jeg aftensmad med på restaurant Venus, hvor man kan få en ret med en speciel blæksprutte, choco, som er en mindre udgave af den mere kendte sepia. Choco serveres på Venus på en bund af kogte kartofler, lidt som pulpoen, men det er en anden art blæksprutte, mere krop end fangarme. Til dessert serverer de på Venus den lækreste flan casera, hjemmelavet karamelbudding. Hannes var først i tresserne og havde vandret Camino Francés flere gange og havde nu også prøvet Camino del Norte. Turen havde været prægtig, men hård, og der havde været langt mellem de steder, man kunne sove. Refugier var der ganske få af, så han havde måttet finde et værelse på et hostal, eller hvor det ellers havde været muligt. Det havde gjort turen noget dyrere, hvilket ikke passede ham, da hans pension ikke var særlig stor.

Mig San og Xulián caminoen Arzúa 187 Til gengæld havde han fundet nogle helt vidunderlige motiver til sine akvareller, som han malede i sin skitsebog. Han viste mig bogen, og jeg blev ganske imponeret. De enkelte akvareller var virkelig gode, detaljerede tegninger af huse, træer, dyr, kors og kirker og med himle, der virtuost brugte vandfarvens laseringer. Han lå i forhandlinger med en forlægger hjemme i Schweiz om at få dem udgivet. Han havde lavet tilsvarende akvareller på sine tidligere caminoer; men det var vist ikke nogen nem bog at sælge, så forlæggeren var noget tilbageholden. Om natten var der stort postyr i refugiet. Råb og skrig. En midaldrende mand, der ellers markedsførte sig som en helt speciel pilgrim ved at bære på et halvanden meter højt kors af sammentømrede trælister, hvorpå der var sømmet en kobberfigur af den korsfæstede, var vist blevet lidt for nærgående over for en yngre kvinde, som lå i køjen ved siden af ham. Det var i hvert fald endt med, at en behjertet mandlig pilgrim resolut havde smidt ham ud af sovesalen, så han resten af natten måtte tage til takke med en madras på stengulvet i stueetagen og sit kors. Det hele skete i sovesalen ved siden af min. Men jeg hørte det tydeligt. Jeg havde ikke så let ved at falde hen igen. En roncador havde tilkæmpet sig lydrummet for natten.

188 M i g o g c a m i n o e n 25. dag Arzúa Monte do Gozo 35 kilometer Som sædvanligt var jeg en af de sidste til at forlade refugiet. Jeg gik ind et sted og fik morgenmad og havde slet ikke travlt. Ron ville komme til Santiago samme eftermiddag, men jeg havde besluttet mig for, at det ikke var i dag, vi skulle mødes, men i morgen. Nu er caminoen ved at komme ind i eukalyptusland. Det australske eukalyptustræ er meget populært i Galicien, som det er det mange steder i verden. Det er ekstremt hurtigvoksende, kan skoves efter en seks til otte år, og tømmeret er godt til de fleste formål, selvom det meste går til fremstilling af papir. Det er noget, en skovejer sætter pris på. Der er penge i det. Problemet er, at eukalyptussen i sin vokseiver suger al den næring fra jorden, som den er i stand til. Og det er ikke så lidt. Rødderne vokser med samme hastighed som træet og ødelægger vækstbetingelserne for de originale planter og griber forstyrrende ind i det oprindelige dyreliv. Der skabes et økologisk vakuum, hvor eukalyptustræet breder sig og først skaber vilkår for egen vækst og dernæst udhungrer jorden, så der til sidst intet kan vokse.

Arzúa Mig og caminoen Monte do Gozo 189 Jeg kan godt lide eukalyptusskovene. Men jeg kan også godt lide egeskove og bøgeskove, og dem ser man næsten ikke flere af i Galiciens fugtige klima, hvor det i stedet er jordens farlige elskere, der af al styrke sender deres rødder ud og ned og suger alt det gode til sig samtidig med at de udspreder en bedøvende duft af fremmed friskhed. Den første samling træer, man kommer til for neden af bakken på den anden side af bækken, er ikke desto mindre en egeskov. I skovbrynet står en sten for en præst, der døde ung og bliver mindet for sin indsats for caminoen. Efter skoven åbner landskabet sig, og landsby følger på landsby, og mellem landsbyerne breder marker sig med græssende køer. Foran husene vokser de mest eksotiske blomster. I haverne flere blomster, palmer, citrontræer. Man går gennem et område, hvor mikroklimaet, det helt nære vejr bestemt af landskab og beplantning, nærmest er subtropisk, varmt og fugtigt. Det var på tide at gøre lidt status over caminoen. Men det var ikke lige det, jeg havde lyst til. En gammel popsang fra Cat Stevens kom til mig: Morning has broken, like the first morning. Jeg følte mig så let om hjertet lige dér i min ensomme vandring. Solen skinnede, fuglene sang, mine ben var stærke og vandrelystne, min krop var rask og frisk og fuld af stille energi, og mit sind løftede sig. Det var næsten for meget og på samme tid meget opmuntrende. Et moment af nydelse. Efter nogle og tyve dages vandring bliver ikke alene musklerne, men også knoglerne vænnet så meget til anstrengelserne, at det går som en leg. Caminoen bliver en leg, som man bare går og nyder, og som fører én gennem landskabet på en måde, der tillader én at blive ét med alt det derude omkring én. Alt det grønne. Huse, horreos, den lokale befolkning, andre pilgrimme, solen, lyset. En gammel sentimental sang på læben med den ensomme vandrers ret til at skråle af fuld hals, så køerne på marken sindigt vender hovedet og ser på idioten, der går forbi.

190 M i g o g c a m i n o e n Ren Morten Korch. Men mere end det. Her er det den ægte vare. På caminoen bliver alt så ligetil. Du kan passe dig selv, være sammen med de andre pilgrimme, hvis du og de har lyst, gå din vej, hvis nogen keder dig, er dig ligegyldige eller ligefrem byder dig imod. På caminoen kan man slippe for det almindelige livs krav om at holde ud, holde de andre ud. Ingen problemer er større, end at man kan gå sin vej, væk fra dem. Set ovenfra, i fugleperspektiv, bugter titusinder af pilgrimme sig gennem caminoens landskaber som en slange. Vi indgår alle som celler i slangens store krop. På et bestemt tidspunkt, i ét nu, er vi en helhed meget større end de enkelte dele. Som et menneske er mere end sine celler og mere end summen af sine celler, er caminoen mere end de tilfældige pilgrimme, der tilfældigvis i dette nu indgår i caminoens langstrakte organisme. Caminoen er mere end de tusinder af pilgrimme, der har gået den gennem mere end tusinde år, og mere end de tusinder, der i kommende århundreder eller årtusinder vil komme til at vandre den. Den er højt hævet over den enkeltes ømme vabler eller muskelsmerter. Den er højt hævet over krakileres krakilerier. Og så kan vi, de enkelte pilgrimme, også hæve os. Hvis vi altså formår det, hvis vi kan frigøre os fra vores forudfattede meninger om den rette adfærd. Det er svært, og jeg er ganske klar over, at jeg ikke er der endnu. Caminoen har ingen bevidsthed om sig selv. Den er der bare med sine spor af tusinde års pilgrimsvandringer, der giver de enkelte pilgrimme afsæt til hver deres fortolkning, hver deres opfattelse af vandringen og dens betydning. For de andre og for dem selv. Der er nogle enkelte, der har endog meget stærke synspunkter om, hvordan de andre skal vandre og opfatte deres camino. Dem om det. De er bare ubetydelige ridser i caminoens gigantiske muslingeskal, hvor strålerne samles i det fælles punkt, det fælles mål, som også de gule pile ustandseligt peger

Arzúa Mig og caminoen Monte do Gozo 191 mod. Konkret: graven ved verdens ende. Og i overført betydning: bevidstheden om, at vi er sammen om det her, den her vandring, dette liv på denne klode. I en niche i stenhegnet på caminoen mellem landsbyerne Salceda og Ras findes mindesmærket med de bronzerede vandresko over en tysk pilgrim, der døde på vejen til Santiago. Mange holder en kort andagt dér og erindrer deres egen dødelighed. Stedet er fuldt af sten, som de andagtssøgende har stablet i små varder oven på monumentet; nogle har lagt blomster. Et af mine faste steder hedder Meson O Embalme, hvor de serverer den mørke ribeirovin i hvide porcelænsskåle, så vinens dyblilla farve kommer til sin fulde ret. Jeg var der ved tolvtiden og havde allerede købt mig en bocadillo, så jeg fik denne gang blot fyldt min vandflaske med vin til senere nydelse. Lidt efter tog jeg dagens første lange pause på et areal med borde og bænke i nærheden af landsbyen Santa Irene, hvor der også er et refugium. Solen skinnede, og jeg lagde mig på en lille bakke med grønt græs og gav mine fødder og tæer et solbad ved at lægge dem op på min rygsæk. Jeg morede mig med at kigge på dem og takke for, at de havde båret mig så langt og stadig så sunde og raske ud. Og jeg kiggede ud gennem tæerne på det bakkede landskab med eukalyptusskove, der bredte sig bag mine løftede fødder. Mange pilgrimme vælger at overnatte den sidste nat i refugiet i Arca ved landsbyen Pedrouzo. Det har jeg selv gjort flere gange. Hospitaleraen er en meget lad kvinde. Refugiet er stort og nyt, men dårlig holdt, og der er allerede efter få års brug gået svamp i bygningen. Det er ærgerligt at se så velbygget et hus blive nedbrudt allerede efter få års brug. Godt nok er klimaet fugtigt, men det stiller så større krav til årvågenhed med bygningens tilstand. Refugiet i Arca er også et populært overnatningssted for de grupper af unge spaniere, der vandrer de sidste hundrede kilo-

192 M i g o g c a m i n o e n meter af caminoen. Derfor er der ofte larm til langt ud på natten i det store betonhus, hvor støjen rigtig kan runge. Arca er en af de landsbyer, der de senere år er blevet kraftigst udbygget med butikker, cafeer, restauranter og frisører. Alt satses på at imødekomme pilgrimmenes behov. Et helt nyt supermarked er åbnet lige ved siden af refugiet, kun for at betjene pilgrimmene. Og lidt længere henne ad vejen gennem byen er der to nye fancy cafeer med bud efter de unge pilgrimme, som kan sidde og hænge ud og nyde den sidste caminoflirt. Uskylden er væk i Arca, og jeg havde da også besluttet mig for at gå videre. Caminoen går op gennem en eukalyptusskov og passerer refugiet og landsbyen i en afstand på et par hundrede meter. I udkanten af byen ligger en bar. Der gik jeg ind. Hannes var der allerede og sad og nød en fadøl. Jeg satte mig ved hans bord. Lidt efter kom også Declan. Oh Christ, oh my God, klagede han. Caminoen fortsætter gennem endnu en eukalyptusskov, før den går ud i åbne marker, passerer landevejen og går opad gennem en hulvej og endnu en skov, der fører helt op til Santiagos lufthavn, Lavacolla. Der går rygter om, at netop dette stykke skov hærges af blottere, der springer frem og forskrækker de kvindelige pilgrimme. Og hvorfor ikke? Hvorfor skulle caminoen gå fri? Trænger man til at give et knus, er der masser af villige træer. Eukalyptustræer er gode til knus. Man kan ligefrem mærke, hvordan energien i stammen forplanter sig til ens krop, når man holder fast om den og lægger kinden til og lytter. Helt tæt på lufthavnen er det om at dukke hovedet, når flyvemaskinerne under start og landing drøner henover og svitser toppen af eukalyptustræerne. Caminoen følger et par kilometer hegnet langs lufthavnen og drejer af, hvor der ligger en sød lille kirke og en bar med restaurant. Jeg gik ind på baren og mødte en italiensk kvinde, som jeg havde nikket til et par gange i løbet

Arzúa Mig og caminoen Monte do Gozo 193 af dagen. Vi talte for en gangs skyld ikke på mit initiativ om den nye pave. Hun mente ligefrem, at Benedikt XVI var antikrist, at det var djævelen selv, der havde bemægtiget sig magten i den katolske kirke med det formål at nedbryde den indefra. Her blev ikke lagt fingre imellem. Hun var rystet. Gennem mere skov og spredte bebyggelser, indtil landsbyen Lavacolla ligger neden for en bakke. Navnet Lavacolla dufter af gammel camino og de første pilgrimmes ritualer. Direkte oversat betyder det: Vask scrotum eller mere vulgært: Nossevask, hvilket nok skal tages helt bogstaveligt. Jeg forestiller mig, at personlig hygiejne ikke har været det, som middelalderens pilgrimme har været mest optaget af under deres vandring. Der har i hvert fald ikke været et fast vaskeritual, som er så naturligt indarbejdet blandt dagens pilgrimme, hvor det varme brusebad er et af dagens højdepunkter. De for længst henfarne pilgrimme har sikkert ikke vasket sig meget undervejs og har måske slet ikke haft skiftetøj med i deres sparsomme oppakning. Der har givet været en frygtelig stank på refugierne og utøjet har haft gyldne tider. Floden gennem Lavacolla, der har samme navn som landsbyen, har leveret vand til mangen en nossevask. Og ved samme lejlighed har pilgrimmen vel taget resten af kroppen med. Man har ønsket at komme nogenlunde ren frem til apostlens hellige ben. Jeg gik og tænkte på, om jeg skulle sige på pilgrimskontoret, at jeg ikke gik caminoen med et religiøst formål og derfor ikke var berettiget til det originale Compostela, beviset for den nåde, som en gennemført camino giver. Pludselig blev jeg ramt af svimmelhed og kvalme. Jeg måtte standse op. Nej, jeg ville ikke spille komedie på pilgrimskontoret. Jeg skulle nok tage mit Compostela. Da den beslutning var taget, gik kvalmen og svimmelheden væk.

194 M i g o g c a m i n o e n Næste vigtige sted på caminoen er Monte do Gozo, Glædens Bjerg, som ligger små fem kilometer op ad bakken nærmere Santiago. Herfra kan man få det første glimt af tårnene på katedralen. Her har pilgrimme følt henrykkelsen i tusind år og gør det stadig. Før i tiden har udsigten været fri ind til helligdommen. I dag er udsynet til domkirken inde i Santiago til dels skæmmet en smule af en lille lund eukalyptustræer på en bakke, der ligger lige i synsretningen. Underligt, at ingen magtfuld person har beordret dem fældet. Men udsynet er nu også spoleret af forstæderne øst for Santiago, der blandt andet består af højhuse i glas og beton tæt ved motorvejen og jernbanen, der skærer sig gennem landskabet. Og naturligvis af den smog, der hænger over enhver moderne storby. På toppen af Monte do Gozo står et uhyrligt monument, der er rejst til minde om pave Johannes Paul II s besøg i Santiago i 1989. Det stod færdigt til det hellige år 1993. Jeg bryder mig ikke om det. Måske symboliserer monumentet apostlens dobbelte karakter. På den ene side Jesu discipel Jacob som den ydmyge pilgrim, der er den mest almindelige måde at afbilde ham på. På den anden side maurerdræberen Santiago Matamoro, disciplen med tilnavnet Tordensønnen, der selv blev henrettet med sværd og flere gange har grebet afgørende ind i de blodige slag for kristenheden i kampene mod muslimerne. Det er en paradoksal dobbelthed, der går igen i paveskikkelsen. På den ene side den ydmyge tjener i Herrens vingård og på den anden den magtfulde hersker over millioner af sjæle og ufattelige jordiske rigdomme. Jeg sad lidt på bænken ved monumentet og nød at vende ryggen til; og at jeg nu var kommet så langt. Det begyndte så småt at regne. Regnen tog til, og jeg følte mig en smule sulten. I landsbyen ved siden af, San Marcos, ligger der et godt pul-

Arzúa Mig og caminoen Monte do Gozo 195 peria, der serverer friskkogt blæksprutte. Der gik jeg sulten hen; og lidt senere behageligt mæt derfra. Lige neden for bjerget ligger caminoens uden sammenligning største refugium. Der er plads til næsten tusinde pilgrimme, en hel by med alle nødvendige faciliteter. Det var der, jeg for første gang ville overnatte. Under fem kilometer er der til Santiago fra refugiet, så det kan være svært ikke at fortsætte det sidste nøk ind til byen. Men denne gang lykkedes det. Jeg fik mig installeret i en af de mange huse, refugiet består af, og fik et værelse sammen med Hannes og Declan. Mens jeg vaskede mit tøj i selvbetjeningsvaskeriet, gik jeg over på cafeteriaet. Her sad læreren fra den lille gruppe fra Valladolid. Jeg spurgte ham, om han vidste mere om hændelsen i refugiet natten før. Det gjorde han, men han ville ikke lægge sig fast på en vurdering af, hvad der egentlig var sket. I virkeligheden tvivlede han på, om der overhovedet var sket andet, end at en pige havde råbt op, og en fyr var blevet smidt ud. Om aftenen vendte jeg tilbage til pulperiaet sammen med Hannes og Declan. Declan gjorde et stort nummer ud af at smage på den ulækre blæksprutte og tvang sig til at spise i alt fem stykker. Men han kunne på ingen måde lide det. Jeg nød det for anden gang den dag. En delikatesse, som det bare er om at udnytte, nu man er her. Jeg prøvede at få en samtale i gang om at finde sit sværd, men det var, som om de ikke bed på. Det var måske også for sent nu fem kilometer før Santiago. I hvert fald for sent at begynde at lede, men vel ikke for sent at finde det?

196 M i g o g c a m i n o e n 26. dag Monte do Gozo Santiago de Compostela 5 kilometer Regnen styrtede ned og gav ikke megen lyst til at begynde på de sidste fem kilometer til Santiago. Så jeg ventede og ventede. Declan fik mig dog med ned på kæmperefugiets cafeteria. Her var den lille gruppe fra Valladolid ved at iføre sig plasticsække for at holde tøjet tørt på turen. De løb pjattede rundt og grinede ad hinandens munderinger, der slet ikke kom til at dække ordentligt og ikke kunne udgøre tilfredsstillende erstatninger for rigtigt regntøj. Det var kolossalt, som Declan kunne sætte morgenmad til livs. I m always hungry as a farmer, var hans simple forklaring. Regnen var ved at løje af, og jeg besluttede mig til at gå, før han havde nedsvælget den sidste bid. Den sidste etape skulle være helt min egen. Hannes var taget af sted for længst. Lige neden for bakken, før motorvejen, har en billedhugger sit atelier, og der er en udstilling af stenskulpturer, der forestiller de mest eventyrlige fortidsuhyrer.

Monte do Mig Gozo og caminoen Santiago de Compostela 197 Efter broen, der fører over motorvej og jernbane, ligger endnu et berømt pulperia, men det var ikke åbnet og selv en pulpoelsker som jeg spiser ikke pulpo til morgenmad. Derfra går den sidste del af caminoen gennem by. Skyerne var efterhånden lettet, og solen kiggede frem. Jeg fik regnjakken af og lynede buksernes underben af. Jeg bliver altid så rørt, når jeg går ind i Santiago. Allerede i de mere ydmyge forstæder begynder det. Der er ellers ikke meget til at stemme sindet til højtid. Små butikker, autoværksteder, billige barer. Lidt længere fremme til venstre for vejen ligger nede i en dal en helt ny bydel, der bryster sig af at have et indkøbscenter med Europas længste overdækkede indkøbsgade. Der er nu ikke meget at komme efter. Der er rigelig med butikker inde i selve Santiago for det købelystne publikum. Det kommer fra hjertet. Det presser bag øjnene. Der kommer tårer. Jeg ser, at byen for de fleste andre på gaden blot er en by, en by, de måske bor i, en by for det almindelige liv, som mennesker nu lever i netop en by. Jeg bad mit Fadervor og sang trosbekendelsen. Sendte kærlige tanker til mine elskede derhjemme. Mette. Børnene. Børnebørnene. De gamle i familien. Vennerne. Og videre ud. Verden fyldte mig, og jeg sendte al min kærlighed videre til alle, jeg kendte og ikke kendte. Santiago de Compostela er meget mere end en almindelig by. Den er et mål. En grav. Enden på rejsen. Den indre ringvej omkring Santiago står som en flitsbue mellem jernbanestationen og busstationen, to væsentlige holdepunkter for pilgrimme. Når man passerer den, kommer man ind i en ældre del af byen. Et kvarter med lange lige gader, der fører direkte ned til den gamle by. Kvarteret kaldes Barrio dos Concheiros, altså de to muslingeskallers kvarter, hvilket må hentyde til det bakkede landskab, der nu er gemt under byens stejle ga-

198 M i g o g c a m i n o e n der, der først stiger, dernæst falder. Af og til dukker katedralens tårne op hen over de lave huses tage, og af og til fylder de gadebilledet og synes meget tæt på. Uden for en bar stod et trækors med en korsfæstet Kristusfigur i bronze sømmet fast. Der gik jeg ind. Den formodede krænker eller i hvert fald dameven fra natten før stod ved baren og fik noget at styrke sig på. Hannes var der også. Han sad ved et bord og syntes at være dybt inde i sig selv. Jeg drak en cortado og gik videre. Den gamle, bilfri by, Barrio Monumental, begynder ved Porta do Camino. Der er ikke længere nogen port at se, men derfra går det opad igen. Man passerer en kirke med et manende billede af syndere, der brænder i helvedes evige flammer, og kommer derefter til Plaza de Cervantes på højden og følger gaden videre frem. Nu er katedralen meget nær. Den vender ryggen til. Facaden vender mod vest, og pilgrimmene kommer fra øst. Men pludselig er den der i al sin vælde, i al sin overdådige barok, med sine tårne og spir og sit udsmykkede murværk. Før jeg gør noget som helst andet, går jeg ind i kirken og direkte hen foran hovedalteret, lægger rygsækken fra mig på kirkebænken og falder på knæ og beder, takker for, at jeg endnu en gang må tilsmiles af den lykke at være lige her. Indeni er katedralen romansk. Det er en traditionel korskirke, og det barokke højalter er placeret lige dér, hvor den korsfæstedes hoved ville være, hvis kirken var et konkret romersk torturog henrettelsesinstrument og ikke en allegori over det. Der er en ro over rummet, som man ikke finder i de gotiske katedraler. Det er et sted til fordybelse. Det er som hænder foldede til bøn. Der er altid mange mennesker inde i katedralen. Santiago er en turistby, og katedralen er hovedattraktionen. Guider med deres foldede paraplyer højt hævet leder grupper rundt og udpeger arkitektoniske stiltræk og slynger årstal ud. En gang imellem tysses der over en højttaler. Det er trods alt et helligt sted.

Monte do Mig Gozo og caminoen Santiago de Compostela 199 Pilgrimskontoret, hvor man præsenterer sit credencial, ligger ganske tæt på katedralen, i Rúa de Villar 1. Det er det næste mål. Kvinden bag skranken kaster et blik på alle stemplerne fra refugierne på vejen. Har du gået hele vejen? spørger hun. Hvert eneste skridt, svarer jeg. Hun sender mig et smil, og hvad jeg tillader mig at fortolke som et anerkendende blik og giver mig katedralens stempel i credencialet. Færdigt arbejde. Nu resterer fire tomme felter til de næste dages stempler, når Ron og jeg fortsætter vandringen mod verdens ende, Finisterre. Dernæst skal jeg føre mit navn ind i en bog, hvor jeg også skal anføre mit formål med caminoen. Det er et sandhedens øjeblik. Hvis man ikke angiver et religiøst hovedformål, får man ikke sit Compostela. Da jeg efteråret før ankom med min søn, Kasper, ville han ikke skrive under på, at hans camino havde haft et religiøst formål. Han påstår sig ikke troende. Han blev forsøgt overtalt, men ville ikke. Holdt fast på sig selv. I stedet for det almindelige Compostela fik han et nok så farverigt bevis på, at man med påskønnelse havde registreret hans camino og ønskede ham alt godt. Men jeg havde jo fundet ud af, at det gik ikke for mig at frasige mig det religiøse formål. Alene tanken havde fået en kvalmende svimmelhed op i mig. Det ville også være en løgn. Jeg kan på ingen måde forestille mig denne verden uden Gud. Uden Gud ville der ikke være nogen ting, universet ville være så tomt, at det slet ikke eksisterede, og samtidig ville der ingen være til at vide det. Så det var opgivet. Jeg angav derfor et religiøst hovedformål med min camino, og kvinden udfærdigede mit tolvte Compostela med mit navn i latin: Don Henricum Friediger. Underskriften er et stempel. Kun den første gang jeg havde fuldført en camino i 1992, fik

200 M i g o g c a m i n o e n jeg den originale underskrift fra den pilgrimsansvarlige præst, Don Jaime García Rodríguez, der også normalt celebrerer den daglige pilgrimsmesse. Bar y hospedaje La Tita i Rúa Nova har i snart mange år været mit foretrukne opholdssted i Santiago. Det er helt basalt, men rent og billigt. Og så får jeg et smil og et håndtryk, når jeg kommer, og bliver betragtet som en kær ven af huset. Der gik jeg hen og fik mit værelse. Ron havde allerede været der og spørge efter mig. Han skulle bo på et lidt mere fashionabelt hostal, Suso, og aftalen var, at det var mig, der skulle finde ham. Det var nu ikke svært. Han sad i baren på Suso og ventede på mig. Det blev et varmt gensyn. Jeg fik mig en cortado, og snart efter gik vi op til katedralen og satte os på et par gode pladser, selvom der var næsten en time til pilgrimsmessen. Der er kun ståpladser til de sidste og med de busladninger af pilgrimme og turister, der hver dag ankommer til Santiago, er siddepladserne optaget længe før messens begyndelse. Damevennen med korset var der også. Han spankulerede rundt og demonstrerede sin hellighed ved at bære sit medbragte kors så synligt som muligt. Omsider kom messen i gang. På et tidspunkt bliver dagens ankommende pilgrimmes nationalitet og begyndelsessted læst op: Un peregrino danés de Roncesvalles det var mig. Don Jaime García Rodríguez stod i rækken af præster, men det var ikke ham, der ledte messen. Det var en ældre, senet præst med brændende øjne. Hvor don Jaime er en statelig og venlig mand, virkede den anden præst nærmest forurettet. Hvad var der ved at ske? Efter nadveren holdt præsten en prædiken, dels til pilgrimmene, dels til en række repræsentanter fra et regiment fra en militærbelægning, der fejrede et jubilæum ved at deltage i messen.

Monte do Mig Gozo og caminoen Santiago de Compostela 201 Han begyndte med at rose de militære gæster, der var placeret i et aflukket område på første parket lige foran højalteret. Her stod også damevennen og holdt sit kors trodsigt og manende frem mod alteret og det dér forsamlede kleresi. Præsten understregede, at ligesom kirken stod hæren for orden og disciplin i samfundet. De to institutioner udgjorde to af grundpillerne i den spanske nation i en tid, hvor så mange mennesker søgte efter et ståsted i tilværelsen. Dernæst vendte han sig direkte til pilgrimmene. Don Jaime plejer at sige nogle ord, der går direkte i hjertet på én. Han taler om caminoen og livet, som vi er sat her på jorden for at vandre sammen. Om kærligheden til Gud, om Guds kærlighed til menneskene og om den kærlighed mellem mennesker, som er et udtryk for og symbol på Guds kærlighed til os. Om venskaberne på caminoen, om anstrengelserne, om glæderne og om det vigtige i at holde fast i caminoens mystiske kærlighed, når vi skal vende tilbage til vores normale liv. Men det var ikke budskabet i dag. Tværtimod talte den lille præst mere og mere skingert om tidernes fordærv. Om de umistelige værdier, som kun den katolske kirke står som vogter af i en tid med filosofisk relativisme og vildtfaren spiritualitet. Caminoen kunne være en heksekedel af alskens djævelsk spiritualitet. Og her gjaldt det om at besinde sig. Kun kirken havde de sande svar på livets fundamentale spørgsmål, og der var ingen andre steder at søge. Derfor måtte han på det kraftigste advare mod den værdirelativisme, der i disse år stikker sit grimme fjæs frem og truer med at lede ubefæstede sjæle i armene på falske profeter. Kun den hellige katolske kirke stod for den rene lære. Og uden renhed i tanke og handling ville mennesket være fortabt til den evige pine. Nu var det på tide at omvende sig. Snart kunne det være for sent. Kirkens velprøvede sandheder var den eneste vej til himlen.

202 M i g o g c a m i n o e n Fråden stod ham om munden, mens han harcelerede over den farlige leg med den ubefæstede spiritualitet og eftergivenheden over for værdier, som man ikke kunne bygge sit liv på. Kom til kirken. Kom til militæret. Hold fast i de tusinde år gamle retningslinjer for et helligt levned i lydighed og bøn. Præsten svingede aggressivt den ene arm op og ned som for at hamre sine budskaber ind i kødet på tilhørerne, mens fanatismens ild brændte i hans øjne. Det virkede særdeles skræmmende på mig, og jeg måtte holde fast i armen på Ron for at beherske min sorg, vrede og fortvivlelse. Hvad skulle jeg dog lægge øre til i en kristen kirke på en dag, hvor jeg fuld af kærlighed endnu en gang var nået til det spirituelle mål for min pilgrimsrejse. Da præsten omsider holdt inde, fornemmede jeg ingen kærlig forløsning over det kristne kærlighedsbudskab. I stedet var der en fremmed anspændthed i kirkerummet. Det var sikkert ikke kun i min mave, der havde samlet sig en hård klump af uforløst magtesløshed. Til ære for jeg ved ikke hvad eller hvem, sluttede messen med en omgang botafumeiro. Et røgelseskar af betydelig størrelse bliver båret ind på en stang, der hviler på skuldrene af to kirketjenere. Karret bliver bundet forsvarligt fast til et reb, der fires ned fra loftet. Det antændes og bliver hevet i vejret ved hjælp af et snoretræk, som gør det muligt for de erfarne kirketjenere at få sat botafumeiroen i formidable svingninger fra side til side ud i korskirkens arme. Det er virkelig et show. Jeg tog en del fotografier af det til stor forargelse for en mand, der sad noget længere tilbage i bænkerækken. Jamen det er jo et show, det er et udtryk for glæde, forsvarede jeg mig uden overbevisning. Men han var dybt uenig. Når man svingede den brændende botafumeiro dramatisk fra side til side, var det for at ære Vorherre. Der var ikke noget show her. Det var tro, det var liv og død, frelse eller fortabelse. Det var første maj og søndag, og uden for kirken på Plaza

Monte do Mig Gozo og caminoen Santiago de Compostela 203 da Quintana blev vi mødt med røde faner og den socialistiske slagsang Internationale, der skrattede ud af en højttaler, som var placeret på kanten af hestespringvandet. Demonstrationen virkede som en mønstring fra en helt anden verden. Hvad ville de forsamlede syndikalister udtrykke med at stå foran katedralen med deres budskab? Troede de virkelig, de kunne overbevise eller presse kirken til noget som helst? Eller var det bare, fordi de vidste, at det var her, de kunne komme i kontakt med folk og kunne skabe lidt rav i gaden med et budskab, der havde haft bedre grobund i den forvirrede tid efter francostyrets fald tilbage i halvfjerdserne? Jeg havde aftalt at mødes med Hannes og Declan på en fashionabel bar efter messen. Baren ligger i det gamle pilgrims hospital på pladsen foran kirkens hovedindgang, Praza do Obradorio. Hospitalet er nu efter sigende det dyreste hotel i hele Spanien og indgår i rækken af de specielle hoteller, paradores, som Franco fik indrettet rundt omkring i historiske bygninger for at forkæle laget af højtstående fascister i sin falanks. I dag bor den absolutte overklasse på paradoret Hostal de los Reyes Católicos. Vejen til baren går gennem paradorets opholdsrum, hvor man kan nyde synet af en overklasse, der sidder i overdimensionerede plysstole og ser ud til at kede sig bravt. Vi fandt et bord i baren og straks stillede en uniformeret tjener sig til vores rådighed. Det var svært at få en snak i gang om den prædiken, vi lige havde overværet. Ingen af de andre tre, Ron var der naturligvis også, forstod spansk. Men de var til gengæld katolikker og undrede sig ikke over, at den nye pave så hurtigt havde fået kommunikeret sin stærkt konfronterende politik ud i kirken. Der var sikkert bare tale om en præst, der udtrykkeligt skulle vise, at han havde forstået budskabet om, at nu skulle der tales med store bogstaver mod pavens yndlingsaversion, værdirelativismen, og for de velprøvede katolske værdier.

204 M i g o g c a m i n o e n Man skal ikke lægge så meget i det, mente Ron. Der er blot tale om nogle gamle mænd, som desperat klamrer sig til magten. Til min indvending om, at det ville ødelægge kirken indefra, hvis de gamle cølibatister ikke betænkte sig på de krav, som den moderne verden stillede den enkelte og derfor også kirken over for, erklærede han, at det var helt efter bogen. De havde kun syn for egen magt. Hvad der ville ske på sigt, når kirken stod over for udfordringer, den ikke havde andet end ubrugelige svar på, interesserede ikke magthaverne i hierarkiet. De levede af det. Og levede godt. Declan var ligeglad. Hannes kunne godt se det, men var i grunden også ligeglad. Der var alligevel ikke noget, han kunne gøre ved det, så hvorfor lade sig hidse op? Måske ligger der en ironisk pointe i, at Mette, min erklærede ateist af en kone, samme dag som medlem af Elverhøjkoret sang ved en messe i Peterskirken i Rom. Paven selv var dog ikke til stede, og det hele var foregået i god ro og orden og uden svovlprædikener, så vidt Mette kunne forstå den celebrerende præsts italiensk. Casa Manolo er en meget populær restaurant blandt pilgrimme. Santiago har i hundredvis af restauranter i alle prislag, men Casa Manolo har ramt et koncept, der tiltaler pilgrimme: god, rigelig og billig mad. Tidligere lå Manolo nede i en snæver gade og var ikke så let at finde. Men for et par år siden etablerede man sig på Plaza de Cervantes og fremtræder nu som en helt moderne cafélignende restaurant med lyse, spinkle møbler og spektakulære toiletforhold. Der gik Ron og jeg hen for at spise. Vi lod maden og præstens bitre ord skylle ned med en god flaske mencíavin, og bagefter gik jeg tilbage til La Tita og sov et par timer. Stadig rystet i mit inderste over den selvforherligende udfoldelse af magt, som jeg havde været vidne til. Santiago de Compostela er byen, hvor caminoens tab af

Monte do Mig Gozo og caminoen Santiago de Compostela 205 uskyld måske er stærkest. Mange mennesker lever mere eller mindre direkte af pilgrimmenes penge. Ude foran pilgrimskontoret står kvindelige værelsesudlejere og forsøger at kapre pilgrimmene. Souvenirbutikker med alskens ragelse ligger side om side gade op og gade ned. Restaurant ved restaurant og hummere med elastikombundne kløer svømmer fristende rundt i akvarier ved siden af udstillingsvinduer med højreb, pulpoer vendt på vrangen og stadset op, så man kan nyde synet af deres appetitlige sugekopper, venusmuslinger med fristende fyld og tudsefisk med forvrængede gab. Men ødelægge byen kan man ikke. Der er en særlig stemning, og selvom pilgrimmene, skønt synlige, ikke er dominerende i bybilledet, støder man ustandseligt ind i folk, man har mødt på sin camino. Og så går snakken: Har du set den og den, og hvordan gik det og det. Men hele dette efterpilgrimscirkus havde jeg denne gang valgt fra. Jeg havde for længst besluttet mig for at gå videre til verdens ende, og så måtte jeg undvære mødet med mange af de mennesker, jeg havde mødt og var gået fra. Det var noget af et savn, men også en erkendt omkostning. Ron var naturligvis ligeglad. For ham begyndte caminoen først i det øjeblik, vi ville forlade Santiago. Og han kunne knap vente. Han var dog med på at vente til næste dag. Sent om eftermiddagen gjorde jeg mig et ærinde til katedralen. Naturligvis er der en række ritualer, som pilgrimmene kan udføre, når de kommer til Santiago. Ved roden af korskirkens kors findes den berømte Pórtico de la Gloria, som er en indgang til katedralen fra ellevehundredetallet, og som nu findes i tørvejr inde i kirken og derfor er usædvanlig velbevaret. Her kan man bede en bøn, samtidig med at man holder sin hånd et bestemt sted på midtersøjlen, der bærer en skulptur af apostlen som pilgrim med stav og juvelbesat nimbus. Ved foden af søjlen

206 M i g o g c a m i n o e n er der mulighed for at stikke armene ind i nogle huller og give søjlen et knus. Jeg har ved tidligere lejligheder prøvet alle ritualerne, uden at de havde haft nogen særlig indvirkning på mit oplevelses- og trosliv. Så denne gang lod jeg være. Derimod sendte jeg profeten Daniel, der står som en af figurerne i portalen, et blik, som jeg plejer. Det skyldes, at min galiciske veninde, Alba, fra Pontevedra bestemt mener, at jeg ligner ham på grund af hans gode huld og finurlige smil. Han er dog i modsætning til mig ganske skægløs. Under højalteret hviler Sankt Jakobs jordiske rester i en sølvkiste. Her kan man defilere forbi, bede en kort bøn og give en donation. Og på selve højalteret er der endnu en skulptur af apostlen, som man kan vandre forbi og give et knus fra ryggen og måske lade hænderne kærtegne de farvede ædelsten, som er indlejret i sølvet. Alt overvåget af en kirketjener, som har et stille og kedeligt job med at passe på, at pilgrimmene ikke forsøger at vriste en sten løs, eller hvad man nu er bange for, at vi kan finde på. Det eneste ritual, der tiltaler mig, er besøget ved graven, den grav, der er den officielle årsag til, at caminoen overhovedet findes, og som er symbolet på ens egen grav, på, at livets vej ender netop lige dér: i en grav. Og så dog ikke. For oven på graven rejser sig en bygning af håb. Håb om det evige liv i Guds nærhed, i lys og glæde. Ikke fordi apostlen Jakob er opstanden. Men fordi Kristus er.

Mig og caminoen 207 27. dag Santiago de Compostela Negreira 22 kilometer Jeg havde en række helt praktiske gøremål, som skulle overstås, før vi kunne komme af sted. Så vi aftalte at mødes klokken elleve i Suso for at starte dagens vandring. Ron viste sit utålmodige sind ved at troppe op i La Tita allerede klokken halv elleve og fik fat i mig, mens jeg rendte fra det ene til det andet. Om jeg ikke snart var færdig? Jo, klokken elleve. Det regnede, da vi gik fra Suso. Vejen ud af Santiago mod Finisterre udgår fra katedralen. Da vi passerede Plaza da Quintana stod Franz og Raymond op ad hestespringvandet og lod sig fotografere. Jeg blev meget glad for at møde dem og for at få lejlighed til at give dem hver især et knus og sige ordentlig farvel. Kom nu, sagde Ron utålmodigt. Han syntes allerede, vi var sent på den. Godt tyve kilometer lå foran os. I min optik blot en halv dags vandring. For Ron med de utrænede ben mindst en dagsmarch. Det begyndte at småregne, mens vi gik over Plaza del Obradorio, passerede Hostal Los Reyes Católicos og forsvandt ned gennem Calle de las Huertas ud mod nye eventyr. Man skal vir-

208 M i g o g c a m i n o e n kelig passe på at komme ud af Santiago ad den rette vej, når man skal mod Finisterre. Ved Cruz de Gayo er der tre muligheder. To for at gå forkert og kun en enkelt for at komme godt af sted. Vi klarede at finde den rette: Rúa da Poza de Bar, der fører over i Rúa de San Lorenzo og videre forbi en park og ned til en lille flod, hvor ruinerne af en industrivirksomhed, der har udnyttet vandkraften, ligger. Derfra går det som en leg. Først gennem spredt villabebyggelse, indtil man kommer ud på bakken vest for byen, hvor man har den mest storslåede udsigt over Santiago med katedralen kronende som en juvel over byen. Det er lige før, man kunne ønske for caminoen, at det var på den måde og med dette syn, man ankom til Santiago. Men det er altså den måde, man forlader den på, når ens mål er kysten, Costa del Muertos, de dødes kyst, navngivet efter sin farlighed og de mange ulykkelige, der har lidt skibbrud gennem århundrederne på vej rundt om Galiciens nordvestlige hjørne fra Biscayen til Atlanten. Videre gennem regnen og alt det grønne. Små eukalyptusskove afløstes af marker med græssende køer og grundstykker med huse under opførsel. Temmelig våde kom vi til den første landsby med en restaurant. Jeg havde ellers fortalt Ron om et gourmetsted ved en rivende flod, men han var sikker på, at der var mandagslukket, og foretrak den simple restaurant i Ventosa, hvor de serverede churrasco ad libitum fra den åbne grill, der sørgede for god varme i lokalet. Jeg har fortalt, at Ron er amerikaner. En ting mere er, at han er en lille smule overvægtig. Måske endda lidt mere end en lille smule. Og han har en velsignet appetit, som ville have glædet min salige farmor, hvis han havde deltaget i en af hendes overdådige julefrokoster. Nu tog han rigeligt fra af det gode kød, og jeg tror servitricen nød hans appetit, for hun ligefrem nødede ham. Fra Ventosa går caminoen videre gennem en frugtbar dal til

Santiago Mig de og Compostela caminoen Negreira 209 Augapesada, hvorfra den stiger op gennem en eukalyptusskov med en stigning, der bliver ved kilometer efter kilometer, indtil man på toppen kommer til Trasmonte. På så lang en stigning er det vigtigt at lytte til sin krop og holde sit eget tempo, så man forcerer bakken i en fart, der passer til én. Sidste gang jeg gik op gennem denne skov, lavede jeg en øvelse, som jeg havde læst om hos Coelho: Jeg gik ganske langsomt med museskridt og prøvede at iagttage alle de ting, jeg så. Det er en god øvelse. Man kommer til at se ting, som man ellers ikke ville lægge mærke til, små ting, græsstrå, en dugdråbe, en død bille, et vissent blad. Men ikke denne gang, hvor jeg fulgte mit eget foretrukne tempo, og jeg kunne mærke hjertet banke hurtigere end normalt, uden at jeg blev forpustet. Det blev Ron. Og det virkede også, som om stigningen havde gjort ham meget træt, da han endelig nåede toppen. Jeg sad på en bænk og ventede på ham, da han kom og kastede sig ned på bænken og fandt pusten. I Trasmonte er man kommet langt ud på landet. En bar er fuld af bønder og landarbejdere, og de ser uden nysgerrighed på, at vi begærligt drikker hver en fadøl for at nyde at slukke tørsten på en mere fuldkommen måde, end vand giver mulighed for. Som de siger i Spanien: Vand er til at vaske sig i og til frøerne, som svømmer godt. Ron havde ret, gourmetrestauranten i Pontemaceria Vella havde mandagslukket. Godt, tarmene ikke skreg af sult. Pontemaceria er vidunderligt beliggende ved den rivende flod, Tambre, med en lang bro over det brusende vand. Den lille bebyggelse er ren middelalder. Desværre regnede det så meget, at vi valgte ikke at dvæle ved dette smukke sted og fortsatte langs floden ad de mudrede veje. Allerede efter små fem timers vandring er vi i Negreira, hvor vi skal overnatte. Vi får os en øl, mens Ron forgæves prøver at få kontakt med sin kone gennem telefonen. Jeg bliver lidt utålmo-

210 M i g o g c a m i n o e n dig. Selvom man ikke skal lade sig styre af kampen om nattens leje i refugiet, er der jo ingen grund til ligefrem at trække tiden ud. Vi går derfor til refugiet, hvor vi får de sidste to senge. Puh, så er den klaret. Lidt senere kommer der flere pilgrimme, men de har valget mellem at sove på gulvet i stueetagen eller finde et hostal inde i byen. De vælger det første, orker vist ikke at gå tilbage i regnen. Derimod går Ron og jeg tilbage til byen, der er den sidste af betydning på vejen til Finisterre. Der er masser at se på. Forsvarsværker fra middelalderen og en række små boder, der er bygget ind i bymuren, hvor de sikkert engang har været en del af et marked, men nu er forladte. På et lille torv står en moderne skulptur, som fortæller en historie om udvandring. På den ene side af en væg, hvor der på toppen ligger en globus, sidder kvinden med et lille barn på skødet. På den anden side er manden med en bylt på en stang, der hviler på skulderen, ved at drage ud i verden med et stålsat blik mod det fjerne. Sønnen befinder sig på moderens side, men stikker hoved og overkrop gennem et vindue og griber fat i faderens bukser med den ene hånd, mens han skrigende trygler ham om ikke at rejse væk. Faderens underben er forvandlet til den nederste del af to træstammer, der skyder stærke rødder ned i jorden. Jeg ved ikke, om det er stor kunst. Det er det næppe. Stilen er realistisk, selvom realismen naturligvis er forsvundet, når ben bliver til træstød. Mig gør den indtryk på, fordi jeg har den der sentimentale opfattelse af familien som noget helt centralt i livet, mit liv. Og fordi den minder om alle de flygtninge i verden, der brutalt har fået deres rødder hevet op af jorden og er blevet kastet rundt på kloden. Hvor de kommer frem og forsøger at skabe sig et liv, bliver de mødt med mistro af de fastboende, der tænker, at flygtningene sikkert alene er rejst hjemmefra, fordi

Santiago Mig de og Compostela caminoen Negreira 211 de vil have mere bekvemmelighed, som de helt sikkert ganske uberettiget agter at snuppe fra dem, der allerede har. Bare de dog kunne blive, hvor de var, for når først faderen har fået foden indenfor, så kommer konen og alle deres uopdragne unger i kølvandet og kræver endnu mere bekvemmelighed. Vi fandt en gammel, fornemt udseende restaurant og fik det ældre ægtepar, der drev stedet, til at tilberede og servere et udmærket måltid for os, selvom vi var de eneste gæster. Tilbage i refugiet var der rodet, men en venlig stemning. Alt for mange folk var ankommet, mere eller mindre forkomne, efter vandringen i et regnvejr, der var tiltaget i løbet af aftenen. Inden for hoveddøren havde der samlet sig en vandpyt. Hospitaleraen havde travlt med at forsyne de nyankomne med madrasser, der blev lagt ud over alt på gulvet. Ron og jeg havde heldigvis vores på det tørre. De andre heldige, der havde erobret en seng, var alle franskmænd, mænd og kvinder i par, og selvom klokken kun var lige godt ni, havde de slukket lyset i sovesalen. Det var noget af en nedtur, for jeg havde lyst til at dyrke den lille private fornøjelse, det er at skrive og læse lidt, inden øjnene falder i. Okay, jeg tændte lyset og gjorde opmærksom på mine behov. De forstod det vist ikke. En af dem tiltalte mig på fransk, men det forstår jeg ikke, slet ikke, hvis det er en indfødt franskmand, der uden videre henvender sig til mig på sit modersmål i forventningen om, at det er ethvert civiliseret menneskes pligt at beherske dette unikke verdenssprog. Så jeg bad hende på engelsk (hvorfor egentlig ikke på dansk?) finde et andet sprog, vi kunne kommunikere på. Kunne hun ikke tale andet end fransk? Jo, lidt spansk kunne hun da. Jeg fortalte hende, at husordenen gav mulighed for tændt lys, indtil klokken halv tolv, men at jeg blot ville læse en smule. Det bøjede hun sig for. Tilsyneladende. Men da jeg kom tilbage efter at have været ude og børste tænder, var lyset såmænd slukket igen.

212 M i g o g c a m i n o e n Jeg tændte det så og læste et kvarters tid, mens Ron diskret opfordrede mig til ikke at yppe yderligere kiv. Kiv? Mig? Hvad taler du om?

Mig og caminoen 213 28. dag Negreira Olveiroa 33 kilometer Som Ron sikkert havde forventet, var den franske gruppe tidligt oppe. Og nu kendte de ingen nåde. Lyset blev tændt. Natten havde været støjende, og jeg havde haft svært ved at finde hvile. Refugiet ligger højt, og i sovesalene er der loft helt op til kippen, så ethvert vindstød lyder som et stormvejr. Og når det så oven i købet pisker ned med regn, er det svært ikke at frygte, at taget skal falde ned i hovedet på én. Regnen fra aftenen før og natten igennem ville ingen ende tage. Vi måtte begynde vores vandring i regn. Det kunne ikke nytte at vente på opholdsvejr. Det var slet ikke i sigte. Så vi vendte ryggen til refugiet og gik op gennem den yderste landsby, forbi kirken og kirkegården og ud på den smattede camino gennem eukalyptusskoven. Snart kom vi til et sted, hvor vi skulle passere nogle højspændingsledninger, hvor jeg i oktober måned året før var vidne til et uheld. Den morgen i oktober regnede det også. Og så blæste der en stiv kuling. Mindst, måske en storm. I hvert fald stod der en tynd, høj eukalyptusstamme og svajede fælt i vinden. Den knagede højlydt, og jeg mindedes min barndoms lærdom om,

214 M i g o g c a m i n o e n at så længe grenen knager, holder den. Var det nu også sandt? Det så faretruende ud, og jeg var bange for, at træet skulle falde ned over ledningerne, mens jeg gik under dem. Jeg tog en rask beslutning om hurtigt at løbe under ledningerne over på den anden side, hvor stien fortsatte. Det gjorde jeg så og var dårligt kommet i sikkerhed, før træet opgav sin høje rankhed og gav sig blæsten i vold og med et dunder knækkede og faldt ned over højspændingen. Der lød en eksplosion, og træet blev sat i brand og brændte hurtigt op i regnen. Kort efter lød endnu en eksplosion og et minut efter endnu en. Jeg fortsatte og kom snart efter til en landsby, hvor jeg satte mig ind i et venteskur ved et busstoppested og ringede hjem og fortalte, hvad der var sket. Ikke at jeg havde været i nogen form for fare, men det var alligevel rystende. Senere funderede jeg over, hvad der egentlig havde ligget i visdommen om, at træet holder, så længe det knager. Det er selvfølgelig sandt nok, at når det holder op med at knage, så er det enten uden for risiko for at knække eller også er det allerede knækket. Og så længe det knager, så knækker det ikke. Men sandheden, som jeg lige selv havde været vidne til, er, at et knagende træ eller en knagende gren i høj grad er i risiko for at knække, hvilket fik mig til at revidere erfaringen, der nu i kort form kan udtrykkes som følger: Når det knager, er der risiko for knæk. Resterne af det knækkede træ stod der stadig, så jeg havde ikke svært ved at overbevise Ron om, at min historie var sand. Da vi kom så langt, udpegede jeg også venteskuret, hvorfra jeg havde ringet og fået trøst af Mette. Det er en diskutabel visdom, at der ikke findes dårligt vejr, kun forkerte klæder. Det var svært at holde vandet ude, når det blæste og piskede ned som på denne dag. Hundene var noget mere interesserede i os end på caminoen på den anden side af Santiago. Jeg fortalte Ron om en dansk pilgrim, Annette, der i en diskussion om hundeproblemet på den

Mig Negreira og caminoen Olveiroa 215 danske pilgrimsforenings chatside havde hævdet, at det ikke var hundene, der var problemet. Det var os mennesker. Det eneste, hundene manglede, var kærlighed, og gav man dem det, blev de fromme som små lam. Ron kendte godt Annette. Hun huserer ikke kun på den danske chatside, men også på en engelsksproget, hvor hun giver kærlige råd til kommende pilgrimme. Det opmuntrede os lidt. Vi sendte kærlige tanker hjem til Annette, og til gøende hunde sagde vi, lige så kærligt som vi kunne finde ud af: I send you the love of Annette, please shut up and enjoy. Forunderligt nok virkede det. Ligefrem fromme blev hundene vel ikke, men der var heller ikke nogen af dem, der viste aggressivitet ud over, hvad de nu er holdt for at demonstrere over for fremmede mennesker. Den første bar på ruten ligger i A Pena. Kvinden i baren havde lært sig lidt engelsk og nød tydeligvis at snakke med os. Jeg mindede hende om sidste gang, jeg passerede dette sted. Hun kunne naturligvis sagtens huske dagen, hvor strømmen var gået på hele egnen, fordi et træ var væltet ned over nogle højspændingsledninger. Jo, den dag havde det sandelig også været dårligt vejr. Vi fik tørret tøjet lidt og spist morgenmad, ristet brød med café con leche, som vi skyllede ned med en cola for at trække tiden lidt ud, før vi igen trodsede regnen. Nu var det ikke sjovt længere. Selv hundene havde søgt læ, så det var kun tossede pilgrimme, der befandt sig ude i styrtregnen. Efter en lille times yderligere vandgang kom vi til baren i Vilaserío. Her havde de stillet en transportabel gasradiator op, og den sendte en smule varme ud i luften, og gav os mulighed for at tørre tøj. Så godt, at mit sidste par vandresokker blev brunsvedet og fik brændt store huller på skaftet; og min fleece er heller ikke længere helt hulfri. Ron ville ikke mere. Der var godt tyve kilometer til vores bestemmelsessted, og nu var det nok. I Vilaserío er der en forladt

216 M i g o g c a m i n o e n skolebygning, som vi kunne overnatte i, men ved et nærmere øjesyn var det ikke et sted, vi kunne forestille os at overnatte. Det var kun midt på dagen, og hvad skulle vi dog stille op med os selv i en rungende tom bygning uden varme, endsige varmt vand? Vi undersøgte også mulighederne for en privat indkvartering, men fik at vide, at det var helt umuligt. Vi måtte videre på den ene eller den anden måde. Det endte med, at vi fik forhandlet os frem til en pris, som værten skulle have for at køre Ron til Olveiroa i sin bil. Og så kunne han lige så godt tage min rygsæk med, og jeg kunne fortsætte uden bagage. Sikke en luksus. Jeg var ikke kommet mange kilometer fra Vilaserío, før det blev opholdsvejr. Regnen hørte op som ved et mindre mirakel, og blå himmel kunne skimtes mellem skyerne, der blev mere og mere forrevne. Oppe på bakketoppene stod vindmøllerne og snurrede energisk elektricitet ned til gårdene. Næste bar ligger i Santa Mariña. Her sad en hvidskægget fyr, der viste alle tegn på at være pilgrim, og hyggede sig i et hjørne. Jeg havde ikke lagt mærke til ham før, og han fortalte, at han havde overnattet på et hostal i Negreira, så det var ikke så mærkeligt. Jeg fik lavet mig en bocadillo efter min egen opskrift og talte en smule med min medpilgrim, der hed Dan og var amerikaner. Det viste sig, at han havde været katolsk præst. Men det havde han opgivet. Han havde giftet sig og havde fået en datter. Konen var desværre død en alt for tidlig død, og datteren var voksen og flyttet hjemmefra, så nu var han helt alene igen. Igen, fordi den egentlige grund til, at han havde opgivet præstegerningen, var ensomhed. Han havde aldrig kendt større ensomhed end i tilværelsen som præst. Det var ikke cølibatet som sådan. Det kunne man holde ud, det var et valg. Men ensomheden Først senere havde han mødt den erotiske kærlighed. Den

Mig Negreira og caminoen Olveiroa 217 havde givet ham megen glæde, og lykken ved at få et barn havde nærmest været ubeskrivelig. Efter præstejobbet havde han arbejdet i en humanitær forening, men nu var han pensionist og havde fundet endnu en lykke i at være sin egen herre. Fri. Da jeg gik igennem den næste landsby, Bon Xesús, så jeg, at den franske gruppe, som vi havde delt sovesal med, havde fundet sig et læsted i en bondegårdsruin, hvor de kunne spise deres medbragte mad. De syntes i højt humør, men besvarede dog ikke min hilsen. Vejret blev stadig bedre. På et tidspunkt går man op ad en bakke, hvor der fra toppen er den mest pragtfulde udsigt over en opdæmmet sø, Embalse de Fervenza. Vidunderligt at se så meget vand på én gang. Det var snart længe siden. Embalse de Fervenza er en del af et system, der udnytter kraften fra den vandrige flod Xallas, som man krydser lidt senere via en lang bro ved den sidste landsby før dagens bestemmelsessted i Olveiroa. Den galiciske skik med at opbevare majs og andre grøntsager i de særlige forrådshuse, horreos, er udbredt over hele regionen. Men som man nærmer sig kysten, skifter de karakter. Hvor væggene hidtil har været fremstillet af træ, bliver de nu udelukkende lavet af sten. Stadig opstillet så højt, at vinden kan blæse igennem og med sprækker i de lagdelte sten, der tillader gennemtrækken. En anden forskel er, at de bliver længere og længere, helt op til ti eller sågar tyve meter. I Olveiroa er der mange horreos, og refugiet ligger lige midt imellem dem i den gamle del af byen, væk fra landevejen, hvor baren ligger. Ron havde installeret os i den nedre sovesal. Hospitaleraen, Puri, var der ikke, men havde lagt en seddel frem, som man kunne skrive sig på, hvis man ville deltage i aftenens fællesspisning. Det havde Ron gjort, og det gjorde jeg også. Der stod allerede flere navne på listen.

218 M i g o g c a m i n o e n Lidt senere kom den franske gruppe. De skrev sig også på listen. Ud for hvert navn havde de skrevet deres nøjagtige ankomsttidspunkt i time, minutter og sekunder. Der var fem sekunder mellem hver. Sikkert en joke. Vejret var blevet dejligt. Solen skinnede og ude på refugiets tørreplads sad en finsk kvinde og slikkede solskin. Hun var startet på caminoen sammen med en yngre veninde; men det var ikke gået så godt mellem dem. Veninden var ikke til de lange dagsmarcher og havde heldigvis mødt en hollandsk fyr, som hun var blevet forelsket i, så det var naturligt for dem at gå om ikke hver sin vej så vejen hver for sig. Ron og jeg gik op til baren ved landevejen. Vi fik os en bocadillo med tortilla og et par fadøl. Lidt senere kom også den finske kvinde i selskab med en yngre, ganske nydelig amerikansk mand, som jeg heller ikke havde set før. Han hed Christoffer og ville også gerne have en bocadillo, men skulle lige have hjælp til at vide sig sikker med hensyn til, hvad sådan en mon kunne koste. Det var ikke meget, og det endte da også med, at han bestilte en efter først at have orienteret sig helt detaljeret om mulighederne for mellemlæg, som pålægget i en bocadillo vel må hedde. Christoffer drak te af sin medbragte termoflaske. Han bad om et refill af vand, hvilket han naturligvis fik. Desværre var hans tebrev gået i stykker, så de små teblade hvirvlede ukontrolleret rundt i væsken. Han spurgte bekymret den finske kvinde, om hun troede, tebladene var giftige og farlige at drikke. Det mente hun ikke, og han virkede helt beroliget. Jeg havde svært ved at holde masken. Lidt senere fik jeg lejlighed til at tale med ham. Jeg spurgte ham, om han var ved at løbe tør for penge, siden han havde fundet det nødvendigt at spørge om prisen på en bocadillo, som aldrig kunne koste mere end to-tre euro. Næh, han havde penge

Mig Negreira og caminoen Olveiroa 219 nok. Han var bare cheap, som han kaldte det. Man skulle jo nødig give for meget for varerne. Han var femogtredive år gammel og havde været engelsklærer i Japan i flere år. Han havde endda været forlovet med en japansk pige, men det havde ikke ført til ægteskab, selvom det var lige ved. Til gengæld havde opholdet i Japan forandret ham så fundamentalt, at det nu ikke var muligt for ham at finde en amerikansk kvinde, som han kunne gifte sig og stifte familie med. Der var ingen amerikanske kvinder, der ville have en kedelig og indadvendt mand som ham. Men nu ville han tage tilbage til staterne og finde sig et sted at slå sig ned og arbejde. I første omgang ville han bo i sin bil et eller andet sted. Og så ville der nok dukke noget op. Han ville i hvert fald ikke bo i nærheden af sine forældre i Indiana. Det var alt for kedeligt, og i øvrigt brød han sig ikke meget om dem, og de kunne vist også hurtigt få nok af ham. Jeg vil håbe for ham, at et eller andet dukker op, men kedelig er han bestemt. Cheap. Da Puri kom og fik set sin liste, blev hun noget forvirret over, hvad meningen mon var med de franske tidsangivelser. Jeg sagde til hende, at det sikkert var et fransk forsøg på at være morsom, og at de nok ikke havde til hensigt at spise sammen med os andre. Hun måtte hellere tjekke, før hun satte suppegryden over. Og ganske rigtigt: De havde skam ikke tænkt sig at blande sig med os andre. Jeg talte lidt med Dan om franskmændenes adfærd, hvor det syntes, som om de havde nok i sig selv og hinanden. Han havde en teori om, at de kunne tilhøre en eller anden sekt, og mente, de havde fundet den endelige sandhed, som de var fælles om, og som lukkede alle os andre syndere ude. Derfor følte de sig højt hævet over os andre. Sådan nogle findes, bedyrede han, ikke at der er megen kristendom i sådan en sekterisme, men hvad

220 M i g o g c a m i n o e n betød det, hvis man havde set nådens klare lys og havde nogle at dele lyset med. Det blev en hyggelig aften. To unge engelske kvinder havde indledt deres camino i Finisterre og var kommet via Muxía. De var så fulde af latter, at det smittede af på hele middagsselskabet. Den ene af dem mindede Ron om hans kone: Sådan er hun også, altid smittende glad. Kvinderne havde boet godt og billigt på et værelse i Muxía. For at gøre Ron tryg ved morgendagen ringede jeg og bestilte værelse for den næste nat det samme sted, Casa Isolina.

Mig og caminoen 221 29. dag Olveiroa Muxía 29 kilometer Det regnede kun ubetydeligt, da Ron og jeg endelig begyndte på dagens vandring. Dan var for længst gået, og jeg ventede med stigende utålmodighed på, at Ron skulle blive færdig med at få alle sine pakkenelliker, herunder en varm hue og et par vinterhandsker, stuvet sammen i rygsækken. I dag ville han gå hele vejen. Regnen holdt hurtigt op, og indimellem fik vi varmende solstrejf, der havde en opkvikkende virkning på humøret. Den første del af turen går op i nogle grønne, men ufrugtbare bakker, hvorfra man kan kigge ned på vandoverfladen som genspejler de grønne omgivelser, der bugter sig som en flod i dalen. Igen en udposning på floden Xallas. Før landsbyen Logoso skal man krydse en lille biflod til Xallas. Sidst jeg var der, blev man nødt til at vade gennem floden. Vadestedet var omkring en meter dybt og strømmen ganske kraftig, så det var om at passe godt på sin rygsæk og det tøj, man havde taget af, og løfte det op over hovedet. Jeg hørte om flere, der var endt nede i det iskolde vand med rygsæk og det hele. Blandt andet en stor tyk franskmand som, sidste gang jeg

222 M i g o g c a m i n o e n overnattede i Olveiroa, havde ført sig frem som flersproget, selvom han naturligvis ikke gad snakke andet end fransk. Jeg må indrømme, at jeg ikke kunne lade være med at godte mig en smule, da jeg fik historien. Det er den lille dæmon. Den kan tilsyneladende slet ikke få nok af at høre om ulykker, der går ud over franskmænd. Jeg forsager djævelen. Men nu var man ved at bygge en bro, og den var så langt fremme, at man kunne passere de rivende vandmasser via den. Hospital er navnet på den næste samling af tre-fire huse, som man næppe ville lægge mærke til, hvis det ikke lige var, fordi der på bakken lige uden for landsbyen ligger en bar, hvor man kan få sin morgenmad. Lige efter Hospital deler caminoen sig i to retninger: en, der går direkte til Finisterre, og en der går til Muxía. Vælger man vejen til Finisterre, er baren i Hospital den sidste de næste fjorten kilometer. Selvom Ron og jeg skulle til Muxía, fik vi os et bastant morgenmåltid. Man skulle jo nødig komme til at sulte. Dan sad i baren, da vi kom, og vi fik sagt ordentligt farvel til ham. Han ville til Finisterre, og jeg så ham desværre ikke igen. Udenfor på vejen vandrede den franske gruppe energisk forbi på raske fjed. De gik tæt ved hverandre og mindede mig om en spejdertrop på de første fem optimistiske kilometer af en tredivekilometers march. Og det var måske også det, de var. Fra Hospital går vejen først forbi en kemisk fabrik med chillumlignende skorstene, der står og fyrer hele dagen. Fabrikken virker helt forkert placeret midt i det næsten øde landskab, men stammer vel fra den tid, hvor man placerede forurenende virksomheder på øde steder, så de ikke generede de nære omgivelser for meget. Ellers nød vi synet af får med bittesmå lam, mens vi steg op til det punkt, hvor de to caminoer går hver sin vej, indikeret af en dobbeltsten, hvor kaklen med venusmuslingen vender hver

Mig Olveiroa og caminoen Muxía 223 sin vej. Så går det nedad gennem skov til den første landsby, Dumbria. Vi gik ind på en bar og fik os hver en sodavand. Jeg har aldrig før i mit liv set så kedeligt et sted. Midt i lokalet sad en ung spastisk mand i sin specialbyggede kørestol og stirrede tomt ud i luften. Ved et bord sad en oldgammel kvinde og stirrede ned i bordpladen. Der lå ikke engang et ugeblad og forstyrrede hendes tomhed. Værten gik frem og tilbage, mens han sukkede dybt. Det var begyndt at småregne igen, så opholdet blev lidt længere, end det ellers ville have været. Det var, som om kedsomheden trængte sig ind på én, ind i én. Et par små timer senere drak vi dagens første øl på en bar, hvor værten kun kunne komme omkring ved hjælp af krykker. Fjernsynet var tændt, men der var mere flimmer på skærmen end billeder. Landsbyen hed Senande, og der var intet liv at registrere, og det, der var, syntes at være gået i stå. Så var der lidt mere liv i Quintáns, hvor vi spiste en udmærket menu del dia på restaurant Plaza. Mellem de kedelige landsbyer går caminoen mest gennem skov, kun nu og da afvekslende med marker, hvor køer går og gumler i al fredsommelighed. Jeg havde en lang snak med Ron om, hvad man dog bruger tiden til, når man ikke længere går på arbejde. Rons historie er den, at han som personalechef i en bank, der fusionerede med en anden bank, blev overflødig. Den nye direktion skulle vælge mellem ham og den anden banks personalechef og valgte den anden. Han var kun først i halvtredserne, og fyringen udløste en voldsom krise i ham. Efter nogen tid fandt han en lille bank, som han blev personalechef i, men efter et par år blev den lille bank spist af en større, og Ron stod igen på gaden. Han besluttede da, at der sikkert var en mening med, at han sådan gang

224 M i g o g c a m i n o e n på gang blev fritstillet. Fratrædelsesordningerne og pensionen var rigelig, så økonomien spillede ingen rolle. Han havde og har penge nok. Men hvad skal man bruge sig selv til? Vi talte om at gå ind i humanitært arbejde. Det er der masser af i USA, men Ron gider ikke rigtig. Nu har han arbejdet i chefstillinger det meste af sit arbejdsliv og gider ikke underlægge sig en eller anden tilfældig koordinator af frivilligt arbejde, der bestemmer, hvad han skal lave, hvor og hvornår. Han har et skræmmebillede i sin lillebror, der er helt vild med katte, og som bliver ringet op på alle tider af døgnet for at træde til, hvis en kat er i nød. Han vil selv bestemme. På det punkt ligner vi hinanden. Jeg spurgte ham om systemet med privat velgørenhed i Amerika. Han gav selvfølgelig til både det ene og det andet gode formål. Det gør man. Ligesom man gør det mere og mere i Danmark. Men han brød sig ikke om den upersonlige måde, det er, blot at slippe skillingerne og overlade forvaltningen af dem til andre. En dag havde der stået nogle kvinder fra et børnehjem foran et supermarked, hvor de samlede penge ind. Han havde spurgt dem, hvad de manglede. Det var bleer og modermælkserstatning. Så var Ron gået ind i supermarkedet og havde købt et ordentligt læs bleer og modermælkserstatning og var gået ud og havde givet det til indsamlerne. Det var, for ham, en meget mere tilfredsstillende måde at give på end blot at lægge penge i en indsamlingsbøsse. Det er svært for en dansker at forestille sig, at medarbejderne fra et børnehjem samler penge ind til bleer og andre nødvendige ting foran et supermarked. Men måske er vi på vej derhen og så er Rons metode en helt praktisk måde at hjælpe på, mere tilfredsstillende end bare at give penge uden at vide, om de i sidste ende når frem til dem, der har behov.

Mig Olveiroa og caminoen Muxía 225 Før Muxía går caminoen opad. På toppen lige før byen ligger et par huse. Inde på en gårdsplads konkurrerede et par arrige køtere om at vise den mest udadvendte form for gøende aggressivitet. Jeg prøvede at give dem lidt beroligende kærlighed, men det var forgæves, så jeg opgav og gik videre og indhentede snart Ron, der var gået lidt i forvejen. Han var vist ved at være træt i benene og gik efterhånden meget langsomt. Jeg var fuld af energi og overhalede ham og fulgte en gul pil ind over et stengærde og en smal sti ned mod stranden, der ligger op til byen. Det var helt sikkert en genvej, og jeg nød nedstigningen ad den græsbevoksede sti. Jeg ved ikke, om det var med vilje, men Ron tabte mig af syne, og jeg kunne heller ikke få øje på ham, da jeg endelig vendte mig om og kiggede op ad bakken efter ham. Jeg satte mig derfor på en promenade af træ, som førte stien over stranden ind til byen. Ron lod vente på sig, men kom da omsider. Han havde ventet på mig, havde kaldt på mig, været nervøs for, om noget skulle være hændt mig. Og var vistnok lidt irriteret på mig. Muxía er en indtagende lille by, der ligger fuldstændig fabelagtigt ude på spidsen af et klippeskær. Husene er hvide og lå og badede sig i eftermiddagssolen. Ron var glad over endelig at være her, og sammen gik vi ind i byen og fandt vores overnatningssted, Casa Isolina. I byens kulturhus modtager man ud over et stempel i sit credencial et særligt dokument, et Muxiana, svarende til det Compostela, man kan få på pilgrimskontoret i Santiago. Det er nok så farvestrålende og underskrevet i hånden af selveste borgmesteren. Og så kan man få information om ruten til Finisterre. Hovedattraktionen i Muxía er en kirke, nærmest en ermita, der ligger på det alleryderste skær. Den hedder Ermita de Nostra Señora de la Barca eller blot Santuario de la Barca, Vor Frues Skibskirke. Den unge kvinde, der bestyrede kulturhuset, mente ikke, man havde været i Muxía, hvis man ikke havde været ude

226 M i g o g c a m i n o e n og se den. Det ville være som at være i Santiago uden at have set katedralen. Ron havde smadret sine fødder og orkede knap nok at gå et skridt længere, men det skulle ikke forhindre ham i at vandre den halve kilometer ud til ermitaen. Det gjorde vi så. Ganske pæn romansk kirke; men beliggenheden er det egentligt storslåede. Og så ligger der endda, lidt længere ude på klippen, endnu en seværdighed: fundamentet til et gammelt romersk tempel. Det har været et helligt sted i tusinder af år. Og det er ikke svært at forstå, når man står og kigger ud over det mægtige Atlanterhav, der også for romerne var havet ved verdens ende. Ron var i dårligt humør på en måde, jeg ikke havde oplevet ham før. Han var sur på sig selv, fordi han var i dårlig form. Han kunne ikke vandre de sidste tredive kilometer til Finisterre dagen efter. Der var ikke noget at gøre: Fødderne ville ikke mere. Kvinden, der bestyrede vores logi, foreslog et fodbad i Atlanten. Jeg syntes, det var en god idé, at vi tog et sådant fodbad nede i havnen, men Ron troede ikke på det. Han ville hellere kokse ud på værelset, hvad der ikke holdt mig tilbage, og det salte vand gjorde mine fødder godt. Hvilket ikke hjalp hverken på Rons fødder eller humør, så han besluttede at tage en bus til Finisterre, men hvornår og hvordan? Den forhenværende personalechef viste skamløst sin mest barnlige og hjælpeløse side frem. Han bad mig tage over, det var jo mig, der kunne tale spansk. Jeg fandt ud af, hvor busholdepladsen var: ud for baren Noche y Dia. Og jeg fandt også afgangstiderne for ham. Han kunne så tage min rygsæk med i bussen, så jeg igen kunne slippe for slæberiet. Men han var både for og imod. Han ville være sikker på at have et hotelværelse i Fisterra, som er navnet på byen, der ligger inde ved roden af det klippeskær, der bærer navnet Finisterre. Tænk nu, hvis det var en eller anden helgendag, og alle hoteller i miles omkreds var optaget. Det havde man hørt om før. For

Mig Olveiroa og caminoen Muxía 227 refugiet kunne han bestemt ikke komme ind på, når han ikke var vandret dertil. Han gad i hvert fald ikke vente på mig hele dagen, hvis han ikke kunne finde et værelse. Og op ad stolper og ned ad vægge. Han var sur, sur, sur. Vi fik forhørt os. Ingen havde hørt om nogen helgendag. Det beroligede ham lidt. Jeg sagde også til ham, at han ikke behøvede at tage min rygsæk med sig, hvis han ikke følte sig bekvem ved det. Men det kunne han godt se, var for langt ude. Om aftenen, da vi gik fra restauranten, hvor vi havde spist velsmagende fisk og drukket liflig hvidvin, var det blevet mørkt. Kun den gule gadebelysning sendte sine stråler ned på gaden og op i natten. Men det var nok til at hundredvis af måger skrigende svævede rundt oppe over byens tage.

228 M i g o g c a m i n o e n 30. dag Muxía Finisterre 33 kilometer (mindst) Jeg stod tidligt op og begyndte på den sidste dags vandring på denne camino. Uden rygsæk. Solen var netop steget op. Heldigvis var der en bar åben, så jeg kunne få mig en café con leche at starte på, før jeg gik ud af byen langs en asfalteret vej, som fører ud til fodboldbanen, der ligger på et skær helt ude, hvor havet brydes mod klipperne. På mit kort så det ud, som om der var mulighed for at vandre ned på stranden ved siden af fodboldstadionet og fortsætte gennem klitterne op gennem fyrreskoven. Det gjorde jeg, og efter den beslutning tog det ene skridt det næste, så jeg stadig ikke er helt sikker på, hvilken vej jeg helt præcist har vandret. Ikke at det gjorde noget. Turen fra Muxía til Finisterre er enestående, ligegyldig hvilken vej man vælger. Jeg nød nærheden til havet, så jeg valgte hele tiden de muligheder, der var for at vandre på de yderste stier. Det gik opad og opad og ud ad veje, der førte gennem små landsbyer og over øde strækninger af lav skov og hede. Undertiden med svimlende syn ned gennem kløfter, hvor Atlanterha-

Mig Muxía og caminoen Finisterre 229 vet sindigt slikkede sine stovte dønninger ind imellem og op ad klipperne. Et sted i verden hedder Cuño. Det er en lille flække med firefem huse og en mindst femten meter lang horreo, der ligger og skutter sig i en klippekløft, som fører direkte ud i havet. Jeg fandt stedet på det kort, jeg havde fået i kulturhuset i Muxía, og fandt ud af, at jeg nok var på rette vej, men var ude på en gedigen omvej og havde langt igen at vandre. Ikke at det rørte mig synderligt. Hvad der rørte mig mere, var den lykke, jeg følte, ved at få lov til at være lige her i verden lige i dette nu, hvor solen skinnede, køerne græssede, fuglene kvidrede, træerne gav skygge og vejen gik opad gennem et pragtfuldt landskab. Hvor heldig kan man være? En time senere nåede jeg landsbyen Viseo, en halv time efter Guisamonde, hvor hundene var yderst flittige til at give hals, selvom de holdt sig på respektfuld afstand; og endelig efter endnu en lille time Frixe, hvor der var en bar i forbindelse med en lille købmandsbutik, hvilket gav mulighed for selv at sammensætte fyldet i bocadilloen. Om jeg var tørstig? Jeg kan stadig, når jeg lukker øjnene og læner hovedet lidt tilbage, smage den let bitre, kolde øl, som jeg vederkvægede mig med. Ah. Jeg kom lidt skævt ud af byen. Spurgte godt nok et ægtepar på havearbejde lidt længere nede ad vejen, om dette var vandreruten til Finisterre. Jo, den var god nok, jeg skulle bare følge vejen. Derfor gik jeg glip af at krydse floden Lires ved et vadested, der vistnok er så dybt, at det kræver, at man affører sig alt tøjet og bærer det på hovedet for at få det tørt over på den anden bred. Jeg fulgte landevejen, og dér var der en bro over. Lidt efter fandt jeg dog ud af, at det var endnu en omvej, jeg var slået ind på, og gik op til en landsby, Porcar, hvor jeg fik en grundig vejledning for min videre færden af en bondemand,

230 M i g o g c a m i n o e n der ellers først havde gemt sig bag et blomstrende kirsebærtræ, men som var yderst venlig og grundig, da jeg først havde fået lokket ham frem. Jeg fandt tilbage til caminoen og fandt også Lires, hvor der er endnu en bar, og hvor servitricen rundhåndet uddeler små lækre tapas, også selvom man kun drikker cola. Og drikker man to, får man dobbelt ration. I Canosa var jeg lige ved at fare vild igen. Det vil sige: Jeg fór faktisk vild, men denne gang helt uden egen skyld. Kvinden i kulturhuset i Muxía havde kraftigt understreget, at jeg et bestemt sted, som hun omhyggeligt afmærkede på det fotokopierede kort, hun udleverede til mig, endelig ikke måtte gå til højre, ud mod kysten. Det gjorde jeg så heller ikke, men fortsatte, indtil jeg kom til en landsby, som ikke var at finde på mit kort. Nu var jeg ved at blive noget træt, så jeg satte mig i grøftekanten og ventede, til der kom en forbi, jeg kunne spørge om vej. Lidt efter kom en bil, som jeg standsede. Jo, jeg skulle skam være drejet af en kilometer før. Om han skulle køre mig derhen. Jeg var lige ved at takke nej. Ville det ikke være at snyde lige før målstregen at stige op i en bil? På den anden side var der jo bare tale om at komme tilbage til det sted, hvor jeg alligevel skulle have drejet af, så mine overvejelser endte med, at jeg besluttede, at det var i orden at blive kørt tilbage. Altså steg jeg op i bilen og blev kørt den ene kilometer tilbage, som jeg var gået forkert; og jeg takkede naturligvis venligt nej til tilbuddet om et lift helt til Fisterra. Derfra gik vejen meget tæt ud mod havet. Fra bakkekammen kunne jeg se en bred sandstrand, Playa del Rostro, hvor bølgerne brækkede og slikkede sandet. Det var vist der, jeg ikke skulle gå ud. Men det gjorde jeg, tog mine vandrestøvler af, bandt snørebåndene sammen og hængte dem om min hals og fulgte strandkanten i det bløde sand, mens vandet skyllede ind over mine fødder og ben. Langt henne sad hundredvis af måger og nød hinandens sel-

Mig Muxía og caminoen Finisterre 231 skab. Da jeg kom for nær, flaksede den mest forsigtige af fuglene op, og snart fulgte de andre efter og lod sig skrigende føre med vinden op over klitterne. Refugiet i Fisterra åbnede først en halv time efter, at jeg stod foran døren, klokken sytten. Jeg gik derfor hen på baren over for og satte mig på terrassen og kiggede ud over havnen, der er fuld af farvestrålende småbåde, og på de blå bjerge i baggrunden, inde på kysten. Snart efter så jeg Ron komme gående mod refugiet med min rygsæk. Jeg skyndte mig hen for at møde ham. Han havde lejet sig et værelse på et hostal i nærheden, og nu ville han gå ud til fyret på den yderste spids og sætte sig og kigge ud over vandet. Jeg kunne så komme senere. Der var ganske få pilgrimme i refugiet. Hospitaleroen var en australsk fyr, der havde vandret rundt i verden et par år for at finde sig selv og nu var standset op her, mens han spekulerede over, hvor han nu skulle give sig til at lede i jagten på at finde sig selv. Han forvaltede adgangen til refugiet med nidkærhed. Hvis man ikke var kommet vandrende ind i Fisterra, så måtte man finde sig et andet logi. Refugiet var forbeholdt de sande pilgrimme. Jeg modtog endnu et bevis på fuldført vandring, denne gang et farvestrålende Finisterriana med endnu en borgmesterlig underskrift, ordnede mig og lagde mig på sengen og læste Paulo Coelhos bog færdig. Nød at være ankommet og gav mig god tid. Et par timer senere gik jeg ud mod fyret. Havet ligger nede, mens man går op ad den svagt stigende vej mod verdens ende. Snart kommer fyret til syne. Jeg ser Ron komme ud af restauranten og gå ud mod spidsen, hvor klippen dramatisk som en kæmpemæssig skibsstavn skærer sig ned i havet. Jeg sætter farten op og indhenter ham ude ved mindesmærket for århundredernes pilgrimme. Og for den Gud, der har gjort det hele muligt.

232 M i g o g c a m i n o e n Rundt omkring i klippens små nicher ligger sporene af brændt tøj. Fra middelalderen har det været skik at brænde sit tøj her ved verdens ende, symbolsk at krænge den gamle verden af sig og blive som født på ny. Ikke en speciel kristen skik, men klippen har også i tiden før kristendommens indførelse tjent som et helligt sted, et sted fuldt af mystik, hvorfra man kan se solen gå ned dér ude i havet, hvor verden hører op. Både Ron og jeg ved som moderne mennesker, at Jorden er rund, og at man støder på land, hvis man sejler udad længe nok. Ron bor ligefrem derovre på den anden side af havet. På den måde er mystikken gået af stedet; men det er storheden over landskabet ikke. Den er svimlende og på en sjælden dag som den, vi her fik lov til at opleve med næsten blikstille vejr og en sol, som kun nødig fader ud i disen over vandet, er det et sted i verden, som det er svært at løsrive sig fra.

Mig og caminoen 233 Et gensyn og det med sværdet Næste formiddag sad Ron og jeg på terrassen ud mod havnen og spiste morgenmad, mens solen spejlede sig i det blege Atlanterhavs dovne, næsten kridhvide overflade. Det var en af de sjældne dage, hvor havet her ude på den ellers stormomsuste og regnvåde Costa da Morte viste sig fra sin mest middelhavslignende side. Tre år før havde kysten været smurt ind i olie fra det havarerede russiske tankskib, Prestige, der i en novemberstorm var gået midt over og havde lækket tusinder tons fed og klæbrig fuelolie. Men en kæmpeindsats fra frivillige og soldater havde renset hver en klippe og hver en strand, så der nu kun et par år efter ikke var synlige spor tilbage af katastrofen. Kun en understregning og uddybelse af navnets betydning og berettigelse. Dødens kyst. En advarsel om faren ved civilisationens halsløse omgang med naturen. Nunca Mais, havde slagordet været for den folkelige bevægelse, der rejste sig efter katastrofen. Aldrig Mere. Jeg skulle med formiddagsbussen tilbage til Santiago, hvor jeg havde en aftale. Bussen fra Santiago standsede ved stop-

234 M i g o g c a m i n o e n pestedet lige ud for refugiet. Det var den samme bus, som jeg skulle med en halv time senere. Med bussen ankom Annette og Marie. Jeg blev glad for gensynet. Det var en lille sløjfe, der blev bundet, og jeg fik dem snart gelejdet op på terrassen og præsenteret for Ron. Da vi havde fundet vores stole, måtte der jo berettes om vores respektive vandringer. Vi havde kun kort tid sammen og aftalte at mødes igen i Santiago et par dage efter og sige ordentligt farvel til hinanden. Også Ron ville jeg få lejlighed til at se igen i Santiago inden den endelige hjemrejse. Bussen til Santiago afgik præcist. Jeg vinkede farvel og satte mig tilbage i sædet med en fortættet følelse af afslutning. Ni hundrede kilometer på tredive dage var tilbagelagt. Ron havde ment, at jeg måtte være forfærdelig stolt, han havde selv ikke engang kunnet klare de hundrede kilometer fra Santiago til Finisterre. Men jeg følte mig ikke specielt stolt. At vandre er grundlæggende at sætte den ene fod foran den anden. At vandre langt er at gøre det en masse gange. Og at vandre rigtig langt er at gøre det dag efter dag. Der er ingen mystik i det. Men hvor var mit sværd? Havde jeg fundet dét? Paulo Coelho slutter sin bog om caminoen med, at han omsider finder, eller rettere får udleveret, det sværd, som har været hele formålet med hans rejse. Det sker på den måde, at han får en åbenbaring om sværdet. Det går op for ham, at det, der er vigtigt, er at vide, hvad han skal bruge det til; og det er han ikke i tvivl om. Efter denne indsigt vandrer han videre som i trance og kommer ind i kirken i Cebreiro, hvor han på gådefuld vis bliver indviet i en række dybe hemmeligheder. Uden for møder han for sidste gang sin mester, der står med et sværd i hånden og venter på ham. Coelho knæler ned, og mesteren rækker sværdet til den lykkelige nye ridder.

Et gensyn Mig og caminoen og det med sværdet 235 Og så får han pludselig travlt. Han vil i gang med alt det, han vil bruge sværdet til, så han har slet ikke tid til at vandre de sidste hundrede og halvtreds kilometer til Santiago, men tager bussen i stedet og haster snart videre hjem til Brasilien. Sådan slutter Coelhos bog, og her sad jeg også i en bus og var også på vej til Santiago. Havde jeg fundet mit sværd? Hvis jeg var i tvivl, havde jeg vel ikke? Og dog: For mig er sværdet først og fremmest et symbol på evnen og viljen til at skille. Først og fremmest sig selv fra de andre. Det er den vigtigste adskillelse. Kan man ikke finde ud af den, er det svært at se forskel på det onde og det gode, det hadefulde og det kærlige, det nederdrægtige og det tilgivende, det retfærdige og det barmhjertige. Og så er man dårligt hjulpet som menneske. På en måde følte jeg, at jeg i hvert fald var på rette vej, var blevet bedre til at finde ud af, hvad der var godt for mig og hvad der ikke var. Jeg sad og følte mig nærmest lykkelig og i høj grad som mig; havde en følelse af at være en enhed af krop og ånd. Af at være hel. Så mon ikke det indre sværd var ved at manifestere sig for mig? Senere har jeg fundet ud af, at sværdet ikke findes én gang for alle. Det skal generobres gang på gang. Og det skal frem for alt bruges med omtanke og ikke i blind kamp for at gennemtrumfe, hvad man tror er ens ret. For det har man sjældent, ret. Over for Gud, aldrig. I eftertanken er jeg blevet stadig gladere for caminoens to andre symboler, muslingeskallen og pilen, hvor muslingeskallen symboliserer et liv i hengivelse og ydmyghed og pilen et liv med mål og retning. Vandret ad en vej, der er værd at gå. Caminoen er.

236 M i g o g c a m i n o e n Internetadresser Forfatterens private hjemmeside blandt andet med hundredvis af fotos fra den camino, som bogen tager udgangspunkt i. Desuden praktiske råd om oppakning mv. Mulighed for kontakt for eksempel med kommentarer til bogen eller for at arrangere en oplæsning eller et foredrag: www.caminodesantiago.dk Foreningen af danske santiagopilgrimme med masser af information om caminoen, links, chat. Dette er den centrale danske hjemmeside for at få information om caminoen. På chatsiden er der mulighed for at stille spørgsmål og få svar på alle de spørgsmål, som man måtte have om at vandre caminoen: www.santiagopilgrimme.dk Masser af informationer og chat på engelsk og spansk: www.caminosantiago.com/ Godt planlægningsværktøj på flere sprog: www.mundicamino.com/ God information, ganske vist på spansk, men med gode kort og billeder: http://caminodesantiago.consumer.es/ Hannes akvareller kan ses på: www.hannes.wimmer.ch

Mig og caminoen 237 Spanske ord, som går igen i teksten adobe soltørrede mursten bar udskænkningssted for kaffe og diverse andre drikke. Serverer ofte morgenmad og i løbet af dagen kan man købe en bocadillo eller en tortilla eller få serveret en tallerken suppe. Middag og aften serveres på mange barer en menu del dia. Vigtige mødesteder for pilgrimme undervejs på caminoen ikke mindst i dårligt vejr bocadillo sandwich med for eksempel chorizo, salchichón, jamón, queso og tortilla, altså med paprikapølse, spegepølse, skinke, ost og æggekage café con leche kaffe med mælk café solo sort, stærk kaffe camino vej, her specielt om vejen til Santiago, ofte brugt om den sti, de vandrende pilgrimme bruger, men også i overført betydning som livets vej casera hjemmelavet cecina lufttørret okse- eller hjortekød, tørt og nærmest sort, smager kraftigt af kød, specialitet fra provinsen Leon chorizo pølse krydret med paprika, findes i mange varianter

238 M i g o g c a m i n o e n chupito en lille én, som regel en orujo credencial et pilgrimspas, som stemples, hver gang man overnatter. Fungerer som adgang til at sove i refugierne og bevis for at opnå Compostela på pilgrimskontoret i Santiago. Kan købes i nogle refugier og hos den danske pilgrimsforening Compostela dokument, der beviser en gennemført camino, udstedes af pilgrimskontoret i Santiago de Compostela på vegne af domkirken. For at være berettiget til at modtage et Compostela skal man have tilbagelagt de sidste 100 km af ruten til fods eller redet dem på hesteryg eller kørt de sidste 200 km på cykel. Desuden skal man erklære, at ens camino har haft et religiøst formål cortado café solo med en smule varm mælk ermita kapel eller kirke, der ligger for sig selv i landskabet horreo traditionelt galicisk forrådshus, specielt til majs, men bruges også til andre grøntsager, står højt på stensokler og er konstrueret, så mus og andre gnavere forhindres i at skaffe sig adgang hospitalera værtinde eller kvindelig medhjælp i et refugium hospitalero vært eller mandlig medhjælp i et refugium jamon skinke jamon serrano tørret skinke menu del dia dagens ret, serveres ofte både ved middagstid og som aftensmad. Består oftest af forret, hovedret og dessert med fire-fem valgmuligheder for hver ret. Brød, vin og vand indgår i den samlede pris, som varierer mellem seks og tolv euro meseta bakke med flad top, findes på caminoen især mellem Burgos og Boadilla morcilla blodpølse ofte iblandet kogte ris orujo brændevin, destilleret på drueaffald, som for eksempel den italienske grappa eller den franske marc. Drikkes af små,

Spanske Mig ord, og som caminoen går igen i teksten 239 ofte dybfrosne glas som chupitos eller dryppes i kaffen fra en flaske med ståltud orujo blanco ren brændevin orujo de hierbas brændevin tilsat aromatiske urter pulpo velvoksen ottearmet blæksprutte serveret kogt i mundrette stykker på trætallerkener, krydret med paprika pulperia restaurant med speciale i at servere pulpo parador hotel som oftest i den dyrere ende og indrettet i historisk bygning refugie refugium, overnatningssted for pilgrimme, der kan præsentere et credencial roncador pilgrim, fortrinsvis en mand over halvtreds år, der snorker langvarigt og højlydt og derved forstyrrer de andre pilgrimmes nattesøvn i refugiernes sovesale tortilla æggekage, tortilla español er med kartofler, tortilla francés er uden fyld. Kan også fås med chorizo, spegepølse og ost. Serveres som fyld i en bocadillo eller på en lille tallerken med et stykke brød til tostados ristet brød, populær morgenmad, serveres med smør og marmelade

240 M i g o g c a m i n o e n