En e-bog fra EKSISTENSEN Se flere titler på www.eksistensen.dk Denne e-bog indeholder et digitalt vandmærk. Der er ved dit køb indlejret et digital mærke, som kan vise tilbage til dig som køber. Du skal derfor passe på, at andre personer ikke får adgang til en kopi af din fil, da du i givet fald vil stå som ansvarlig.
På den første dag 1
Bent Flemming Nielsen På den første dag Kirkens liturgi Oldtid og Middelalder Eksistensen København 2017 3
På den første dag På den første dag Kirkens liturgi Oldtid og Middelalder Bent Flemming Nielsen Forfatteren og Eksistensen, 2017 Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen ISBN: 978-87-410-0146-3 Omslag: Eksistensen Forsidebillede: Eukaristisk motiv fra den Etiopiske Ortodokse Kirke fra omkring 1985. Billedet er malet på gedeskind. Udgivet med støtte fra Augustinus Fonden og Jens Nørregaard og Hal Kochs Mindefond Fagfællebedømt. Manuskriptet har inden udgivelse været i fagfællededømmelse i henhold til Forsknings- og Innovationsstyrelsens definition af fagfællebedømmelse. Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk 4
Indhold Forord...13 Indledning...15 På den første dag... 15 Liturgividenskab som kritisk videnskab... 21 Om Liturgiewissenschaft...21 Fra katekese og messeallegori til kritisk videnskab 23 Kirkens gudstjeneste...24 En sproglig ekskurs om græsk terminologi...25 Leitourgia 25 Logike latreia 26 At komme sammen og bryde brødet for at spise Herrens måltid 27 Ordet gudstjeneste begrebshistoriske nedslag...28 Brugen af gudstjeneste i dansk tradition 29 Gudstjenesten muligheder og begrænsninger i sprogbrugen 30 Overledning...31 Kapitel 1 Om de første menigheder og deres sammenkomster... 35 Uddrag fra forskningshistorien...35 Hans Lietzmann 37 Dom Gregory Dix 40 Jürgen Roloff 44 Karl-Heinrich Bieritz 47 Paul F. Bradshaw 51 Bernhard Lang 55 Wayne Meeks, Frank C. Senn og Matthias Klinghardt 59 Sammenfatning af forskningsoversigt 61 Historie og dogmatik...63 Religiøse institutioner... 66 Tempeltjenesten...66 5
På den første dag Templet og Det Nye Testamente...67 Synagogen...69 Det græske symposion...72 Ordgudstjenester og måltidsgudstjenester?...73 Menigheden i Korinth... 79 Indstiftelsesordene...81 Traditionen bag indstiftelsesordene 82 Ihukommelsen 84 Betydninger 87 Skabelse, forsoning og offer...89 Når korintherne spiser og drikker Herrens måltid 91 Lukas 24: Vandringen til Emmaus...94 Kort sammenfatning... 96 Kapitel 2 Kirkeordninger i efterapostolsk og patristisk tid... 99 Didaché, Justin, Irenæus, Tertullian, Cyprian og Hippolyt...99 Om kilderne Apostlenes lære og kirkens synoder... 99 Didaché de tolv apostles lære...102 Teksten...103 Eukaristien: Didaché 9-10 104 Fortolkningen af Didaché...107 Kapitel 9 107 Kapitel 10 109 Kapitel 14 111 Kapitlerne 9-10 og 14: Et eller to måltider? 111 Forbedringer og tilføjelser...116 Afsikring I: Uden biskoppen må ingen foretage sig noget 118 Afsikring II: Veksellæsning og faste bønner 119 Embede og liturgi 119 Skrift og udlægning 121 Konklusion og udblik...122 Justins Martyrs 1. Apologi...124 En dåbseukaristi...125 Justins fortolkning af eukaristien...129 I dialog med jødedommen 134 6
Den almindelige kristne kult og livsførelse 136 Fra eukaristi til fælles bønner om morgenen og til Morgenmesser 139 Skematisk overblik 140 Irenæus skabelse og eukaristi...143 Sammenfatning...149 Tertullian og Cyprian liturgi og martyrium...151 Vand til vin ikke omvendt...152 Eukaristi og martyrium...156 Kontekstuel liturgi 157 Traditio apostolica Ånd og embede...158 Indhold...160 Bispevielsen i Traditio apostolica kapitel 2-3...161 Bispeembedet 164 Eukaristien ifølge Traditio apostolica kapitel 4...166 Fredshilsen 167 Beredelse af gaverne 167 Gestik 167 Salutation 167 Anaforaen 167 Kommentar...169 Fredshilsen 169 Beredelse af gaverne embedet 170 Gestik 170 Salutationen 171 Den eukaristiske bøn I: Anamnesen taksigelse og ihukommelse 172 Biskoppen fortsætter med den eukaristiske bøn: 172 Ekklesiologien 173 Kristologien 174 Indstiftelsesordene 175 Anamnesens anden del: Den specielle anamnese 176 Præstetjenesten sacerdotium 177 Epiklesen aktualisering og virkeliggørelse 178 Eukaristiens afslutning 180 Traditio apostolica øvrige bestemmelser 180 Sammenfattende om eukaristien i Traditio apostolica.....181 7
På den første dag Kapitel 3 Initiation Katekumenat, dåb, firmelse og skriftemål...185 Initiation...185 Nytestamentlig tid...186 En skitse over den nytestamentlige dåbsforståelse 190 Apostolsk tid...192 Initiationen 2.-5. århundrede...197 Dåbshandlingen...201 Apostolicum...207 Spædbarnsdåb...207 Det forandrede katekumenat...210 Arvesynd og dåb...212 Skriftemål og bod...214 Privatmessen...217 Konfirmation...218 Sammenfatning: Initiation, eukaristi og bod...221 Kapitel 4 Øst og Vest to traditioner...223 Østkirkelig tradition...224 Den ældste overlevering fra Didaché til De Apostolske Konstitutioner bog 7...224 3.-4. århundrede: Alexandria og Antiokia...226 Åbning og ordgudstjeneste 227 Eukaristisk liturgi 228 Frembæring af brød og vin ved diakoner 228 Kommentar til den rituelle grundform...229 Åbning og ordgudstjeneste 229 Læsninger 230 Sang menighedssvar 230 Evangelium 231 Udlægning (Prædiken) 231 Almen bøn (Kirkebøn) 231 Den eukaristiske liturgi...232 Uddrag af Serapion af Thumis anafora...233 8
Om enkelte led...235 Sanctus 235 Benedictus og Hosianna 237 Forbøn for de døde 238 Kommunionen Det hellige for de hellige 238 Kort kommentar...239 Soft spots...240 Østkirkelig, ortodoks tradition sammenfattende...241 Kirkerummet...244 Vestkirkelig tradition...245 Fra modkultur til statsbærende religion...246 Byen kulten 247 Basilikaen 250 Ny værdighed klæder og æresbevisninger 251 Ordo Romanus Primus...252 Den latinsk-romerske messes omplantning til det frankiske rige..260 Et halvdunkel 260 Liturgiske formler 262 Kirkens rolle 264 Embede og menighed 265 Credo 266 Kapitel 5 Den vestlige messetradition...267 Vestens liturgiske familier...267 1. Den galliske liturgiske familie 267 2. Den romerske liturgi 269 Liturgiske bøger: Sacramentarium Lektionarium Antiphonarium...269 Sacramentarium 270 Capitularia bibelske læsninger 270 Lektionarium 272 Antiphonarium 273 Gelasianum og Gregorianum 274 Fra by-romersk liturgi til tingslig realisme ved karolingernes mellemkomst...275 Sacramentarium Gregorianum og den senere udvikling...277 9
På den første dag 1. Formessen...278 2. Orddelen...278 3. Offertoriet...278 Præfation...278 Canon Missae...280 Offer og taksigelse...285 Historisk baggrund 287 Karakteristika 287 Fokus flytter sig 288 Canons epiklese? 289 Hvad er det, der ofres? 293 Ekskurs: Offer, eukaristi og gave...296 Reformation og offerkritik...296 Hans Lietzmann 300 Josef Andreas Jungmann 303 Reinhard Meßner 306 Dom Gregory Dix 307 Bryan D. Spinks 311 Gordon W. Lathrop 314 Arnold Angenendt 315 Ingolf Ulrich Dalferth 317 Veronika Hoffmann 319 Philipp Stoellger 320 Afslutning på ekskurs...321 Kapitel 6 Tro, tolkning og sakramente...323 Messens teologi og fortolkning I: Typologi og nyplatonisme...323 Liturgisk erfaring...324 Bibelsk typologi...326 Eukaristisk typologi...327 Typologier 329 Augustin...333 Korn, druer, kirke og sakramente...338 Augustins forklaring af den eukaristiske ordo...342 Salutationen 343 10
Taksigelsen den eukaristiske bøn 344 Communionen 345 Fredshilsen 347 Augustin om kirken, sakramentet og Kristi legeme 347 Messens teologi og fortolkning II: Fra nyplatonisme til naiv realisme og aristotelisme..349 Ambrosius...351 Sammenfatning...356 Den tidlige Middelalder: Allegori, præsens og repræsentation...357 Allegori og offerteologi...358 Sakramental realisme...364 De første traktater om sakramentalt nærvær Paschasius og Ratramnus 364 Konflikten i 11. århundrede om sakramental præsens 372 To konsekvenser 376 Tro og sakramente...377 Subjektivering via objektivering 377 Synets teologi 379 Ordination og eukaristi 380 Thomas aquinerens sakramentslære...384 Kort oversigt over Summaens sakramentstolkning...386 Sakramente og rite 393 Effektive tegn? 394 Kapitel 7 Et veritabelt vejkryds: Multimedialitet...397 Et veritabelt vejkryds...397 Religiøse iscenesættelser...398 Corpus Christi...400 Bipolare tendenser...404 Kirkeåret...406 Årets gang...412 Ugen...413 Dagen...415 Timerne...416 11
På den første dag Epilegomena...418 Aftenskumring...419 Bilag: Oversigt over historisk forløb....423 Litteraturliste....427 12
Forord Forord Kirkens første 14-15 århundreder i Vesten repræsenterer en fælles arv, som også de reformatoriske kirker og deres teologi udspringer af. Tilmed drejer det sig om en arv, der strækker sig endnu længere tilbage end til vores tidsregnings begyndelse, i og med at den har sine forudsætninger i senjødedommen. Hensigten med denne undersøgelse af liturgihistorien er foruden at tilfredsstille forfatterens personlige nysgerrighed først og fremmest at tilvejebringe en tilgængelig oversigt og fortolkning af liturgiens udvikling indtil reformationsårhundredet. Nu er genren samlede fremstillinger ikke særligt fremtrædende i den aktuelle akademiske produktion. Det gælder også for liturgihistoriens vedkommende. Grundene hertil er mange, ikke mindst denne, at de grundlæggende tekster er så mange og det aktuelle vidensniveau så detaljeret og omfattende, at det umuliggør enhver tanke om en samlet fremstilling af alle relevante erkendelser. Disse vanskeligheder ved genren ændrer imidlertid ikke ved det erkendelsesmæssige faktum, at der til forståelse af detaljen altid forudsættes viden om en større helhed. Bogen har valgt at tage denne udfordring op. Til undervisningsbrug, for den almindeligt interesserede læser samt for den bredere faglige orientering er det efter min opfattelse ønskværdigt, at der udarbejdes om ikke samlede, så dog samlende fremstillinger inden for de teologiske discipliner. Herved forstår jeg bøger, der tilbyder oversigter, udblik og detailanalyser, samtidig med at de vover en tolkning af nogle større sammenhænge. Hvis ikke vovestykket med at skrive den slags bøger stadig gøres, så er faren for en atomisering af viden overhængende. I den situation vil teologien selv blive ramt på hovednerven. For teologi tænker i sammenhænge og helheder. Med hensyn til udvælgelsen af stoffet, så har jeg prioriteret muligheden for at læseren kan møde centrale tekster fra traditionen højt. Det kommer til udtryk i gengivelsen af relativt lange tekstuddrag. Hvor der foreligger nyere danske oversættelser, har jeg benyttet dem. Det gælder bl.a. Didaché og Justins skrifter. I andre tilfælde har jeg valgt en synoptisk gengivelse af latinske tekster med egne oversættelser. Det omfatter 13
På den første dag også enkelte tilfælde, hvor de oprindelige tekster ikke har været affattet på latin, fx Traditio apostolica. Rationalet bag fremgangsmåden er, at det er receptionen af den latinske tradition, som har øvet størst betydning i den liturgiske overleveringssammenhæng, og ikke teksternes oprindelsessituation, som i øvrigt ofte fortaber sig i det uvisse. Bogens interesse er ikke primært teksternes arkæologi, men deres reception. Nogle afsnit i bogen bygger i mindre grad på egne tekstanalyser, idet de primært refererer til resultater fra nyere forskning, hvor dette skønnes formålstjenligt. Her skal lyde en stor og velment tak for den interesse, som arbejdet har været omgærdet af fra flere sider. Min tak gælder først og fremmest en kollegial kreds, der har brugt tid og kræfter på at læse med under frembringelsen af nogle af de første udkast, og som med energi og kreativitet har kritiseret og givet forslag til korrektioner: Anders Holm, Marlene Ringgaard Lorensen, Nils Holger Petersen og Lena Sjøstrand. Nete Helene Enggaard har sagligt korrigeret og kritiseret mangt og meget på detailplan i en senere version af manuskriptet. Lars Christian Vangslev har ydet stor hjælp med latinen. Til BA-Valgfagsholdet i Dogmatik, efterårssemestret 2016, skal lyde en særlig tak for deres proofreading af en foreløbig version. Tak til Kristoffer Garne for et værdifuldt arbejde med korrekturen. Redaktør Henrik Brandt-Pedersen, Eksistensen, har med tålmod hjulpet med detaljer i fremstillingen af manus og bistået med råd og vejledning. Det kan forekomme overflødigt at nævne, men skal alligevel siges her, at bogen naturligvis afspejler de forudsætninger, begrænsninger samt til- og fravalg, der nu engang måtte være denne forfatters. Læsere, som ønsker andre, supplerende eller alternative, tilgange til stoffet, kan finde hjælp i en del af den anførte litteratur. Hvad der måtte være af fejl og mangler står naturligvis alene på forfatterens konto. Tak til Jens Nørregaards og Hal Kochs Mindefond samt Augustinus Fonden for økonomisk støtte til udgivelsen. Bogen tilegnes Lise-Lotte. Sankt Mikaels dag, den 29. september 2016 Bent Flemming Nielsen 14
Indledning Indledning På den første dag Evangelisten Lukas indleder sidste kapitel af sit evangelieskrift med at skrive: Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kom kvinderne til graven (Luk 24,1). Den første dag i ugen svarer til den nuværende søndag, dagen efter den jødiske helligdag, sabbatten. Fortællingen om opstandelsen indledes med en tidsangivelse: Det skete, det blev kendt og erkendt på et bestemt tidspunkt på dagen og på en bestemt dag i ugen. Senere i samme kapitel hedder det: Men samme dag var to af disciplene på vej til en landsby [ ] Og mens han [den ukendte ledsager, den opstandne Jesus] sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det (Luk 24,13;30). Opstandelsen i sig selv beskrives ikke, hvilket kan forekomme underligt for en moderne abstraherende og universaliserende fornuft. Derimod vies de medieringer, de tidslige, materielle og sociale manifestationer, hvorigennem troen på opstandelsen og dermed kirken opstår, betydelig opmærksomhed: kvindernes vandring til den tomme grav og senere sammenkomsten om det måltid, hvor disciplene opdager, at det er den opstandne Jesus selv, som er vært. Opstandelsen kendes og erfares gennem medieringer. 1 Hvilket sagt med andre ord betyder, at opstandelse og kirke fra begyndelsen er sammenhængende virkeligheder, eftersom kirke forstås som den forsamling af mennesker, der bekender opstandelsestroen. Opstandelsen omtales da heller ikke af de ældste vidnesbyrd som en begivenhed, der i sig selv og uden for kirken fællesskabet af troende kan gøres til genstand for fysiske eller naturvidenskabelige erkendelser. Nu er disse medieringer hvortil også hører det, som med en senere tids terminologi kaldes liturgier allerede fra den første omtale tilsyneladende præget af visse former for regelmæssighed med hensyn til 1. Paulus påberåber sig en umedieret vision eller epifani, hvilket må siges at falde uden for alle kategoriseringer. Den tjener da også til at fremhæve det enestående ved hans kaldelse, 1 Kor 15,8-10. Denne særlige status udelukker imidlertid ikke, men tjener snarere det almindelige menighedsliv med sammenkomster om et måltid, dåb, profeti og formaning, jf. 1 Kor 10-14. 15
På den første dag tid, sted og form. Med en vis selvfølgelighed gentager Lukas omtalen af den første dag i sit andet skrift, Apostlenes Gerninger: Den første dag i ugen var vi samlet for at bryde brødet (ApG 20,7). Også her er den brødsbrydelse, det måltid, som formidler opstandelsesnærværet, med selvfølgelighed knyttet til ugens første dag søndagen. Tilsvarende gælder tilsyneladende allerede i de tidlige Paulusbreve, som historisk set er skrevet årtier før Lukasskrifterne. I det første brev til Korinterne, som er skrevet i begyndelsen af halvtredserne, skriver Paulus: Den første dag i ugen skal I hver især samle sammen og lægge så meget til side, som han har råd til, så der ikke først skal foretages indsamlinger, når jeg er kommet (1 Kor 16,2). Her er der ganske vist hverken nogen omtale af opstandelsen eller af et måltid, men derimod af en indsamling. Henvisningen til den første dag i ugen giver imidlertid god mening, hvis det antages, at det var det sædvanlige mødetidspunkt for menighedens sammenkomster om Herrens måltid, som Paulus kan omtale ret udførligt i kapitlerne 11, 12 og 14 i samme brev, hvilket vi vender tilbage til i det følgende. I så fald er måltidet og indsamlingen af menighedens takkegaver som tidlig liturgisk praksis allerede til stede her. Går vi til de ældste skrifter uden for Det Nye Testamente, så findes der også her dokumentationer for ugedagens betydning og for vigtigheden af faste rytmer og tjenester. Allerede kort før år 96 skrev den romerske biskop Klemens et brev til menigheden i Korinth. Han ønsker at gribe ind i en opstået situation med organisationsmæssige modsætninger 2 og anfører bl.a. følgende: Da disse ting således står klart for os, og vi har skuet ind i den guddommelige erkendelses dybder, skylder vi at gøre alle ting, som Herskeren har befalet at udføre til fastsatte tider, ordenligt. Han har befalet, at både ofringerne og gudstjenesterne [προσφορὰς καὶ λειτουργίας] skal udføres på bestemte tider og timer, ikke på må og få. Både hvor og ved hvem han vil, at de skal udføres, har han efter sin højeste beslutning bestemt, for at alt kan foregå helligt til hans velbehag og være hans vilje tilpas. 3 2. Første Klemensbrev 1985, indledning af Niels Hyldahl, 48. 3. Første Klemensbrev 1985, 76, gr. indskud fra The Apostolic Fathers 1965, 76, v. BFN. 16
Indledning Her henvises til liturgiske forskrifter for tid, sted og hvem, der skal udføre tjenesterne, som forudsættes kendt af modtagerne i Korinth. Desværre siges der ikke noget videre om hvilke tidpunkter, det drejer sig om, eller hvad der præcist foregår. Det fremgår formentlig tydeligere af en anden næsten samtidig kilde. I skriftet De tolv apostles lære, som oftest omtalt blot som Didaché, fra omkring første århundredskifte hedder det: Hver Herrens dag skal I mødes og bryde brødet og sige takkebønnen efter først at have bekendt jeres synder, for at jeres offer kan være rent. 4 Her er dette at mødes, at fremsige takkebønnen, bekende synderne og skænke et offer fast knyttet til den første dag. Tilsvarende skriver statholderen i Bitynien, Plinius den Yngre, i sit ofte omtalte brev til kejseren i Rom om de kristne menigheder omkring år 112. Plinius omtaler de forhør og undersøgelser, han havde foretaget af denne nye bevægelse, hvis tilhængere han havde fået navnene på. De kristne nægtede at tilbede guderne og bringe ofre af røgelse og vin til kejserens billede, som var opstillet ved siden af gudebillederne. Mange faldt dog fra troen og viste kejseren og guderne ærefrygt og forbandede Kristus: Men de [kristne] paastod, at hele deres Brøde eller Vildfarelse havde bestaaet i, at de havde plejet paa en bestemt Dag at komme sammen før Daggry og synge en fælles Lovsang til Kristus som til en Gud og ved en Ed at forpligte sig, ikke til noget forbryderisk, men til ikke at befatte sig med Tyveri eller Røveri eller Ægteskabsbrud, til ikke at bryde et givet Løfte og ikke at nægte at aflevere betroet Gods, naar det afkrævedes dem. Naar de havde gjort det, plejede de at skilles og atter samles til et Maaltid, men et ganske simpelt og uskyldigt. Men de paastod at være holdt op hermed efter Udstedelsen af mit Edikt, hvori jeg ifølge din Forordning havde forbudt hemmelige Selskaber. 5 Her er der tilsyneladende tale om to møder på en og samme dag, som næppe kan være nogen anden dag end søndag. Et morgenmøde med bekendelse, lovsang og bøn og et måltid om aftenen, som angiveligt 4. Didaché kapitel 14. 5. Haar & Nørregaard 1915, 9. 17
På den første dag hørte op på kejser Trajans bud. Der hersker til dato ikke nogen konsensus om, hvorledes omtalen af disse to former for møder skal tolkes. Endelig skal Justin Martyrs omtale af eukaristien, menighedens måltid, omtales. Det drejer sig om en tekst fra Rom omkring år 150: På Solens dag afholder vi alle i fællesskab sammenkomsten, fordi den er den første dag, på hvilken Gud efter at have omdannet mørket og materien skabte en ordnet verden, og på samme dag stod Jesus Kristus, vor frelser, op fra de døde. 6 Denne tekst udmærker sig i forhold til de tidligere anførte derved, at den særlige ugedag for sammenkomsten er genstand for en egentlig teologisk fortolkning, hvilket vi ikke fandt i de ældre tekster. Den første dag i ugen er både den dag, hvor Skaberen skabte himmel og jord så blev det aften, og det blev morgen, første dag (1 Mos 1,5) og det er nyskabelsens dag, opstandelsesdagen. Ganske tidligt i historien allerede gældende for den tidligste kristne overlevering kan vi konstatere, at den nye opstandelsestro forbandt sig til ugedagenes og døgnets rytme samt med bestemte former for tjenester, der blev anset for bærende for menighedernes fælles liv. Kristustroen eksisterede ikke som en ideal trosopfattelse, en abstrakt kristuside, der lod sig abstrahere fra tid og sted. For troen virkeliggjorde sig fra første færd medieret via bestemte former for sammenkomster af de troende på bestemte dage, på bestemte tider og på særlige steder og i bestemte rytmer, hvilket tidligt antog skikkelse af relativt faste ritualiseringer. I centrum stod fra begyndelsen en bestemt ugedag ifølge jødisk kalender, den første dag solens dag ifølge romersk opfattelse hvilket allerede i andet århundrede hos Justin blev gjort genstand for en symbolsk og teologisk fortolkning. Men ikke alene ugedagen, også månefaserne fik betydning for den nye tro. Igen skal baggrunden findes i jødisk tradition. Via månens faser blev den jødiske inddeling af året i måneder og dermed påsken, Pascha-festen, fastlagt. Den skulle fejres den 14. i forårsmåneden Nisan, uanset hvilken ugedag der var tale om. For de første opstandelsestroende menigheder var hver søndag en slags påskedag, en opstandelsesfejring, og en årlig påskefejring har muligvis ikke fundet sted overalt. Kirkerne i Lilleasien holdt imidlertid fast ved den jødiske kalender på dette punkt. 7 Efterhånden som traditionen med årlig på- 6. Justin Martyr, Apologi 67, 7. Se nedenfor side 137. 7. Til det følgende: Chadwick 1973, 84 f. 18
Indledning skefejring bredte sig i andet århundrede valgte menighederne i Rom og Alexandria under påvirkning fra magtfulde biskopper at fejre den kristne påske på søndagen efter den 14. Nisan. De mente tilmed fejlagtigt at kunne føre denne fastlæggelse helt tilbage til apostlene Peter og Paulus. På biskop Irenæus tid, omkring år 190, opstod en strid mellem biskop Victor af Rom og de lilleasiatiske menigheder, hvorunder Victor hævdede, at kun de menigheder, som fejrede påske søndagen efter 14. Nisan, kunne betragtes som rettroende og katolske. Konciliet i Nikæa i 325 fastlagde påskens fejring til første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Kravet om uniformitet var imidlertid ikke nemt at sætte igennem. Der vedblev at eksistere kristne menigheder, som holdt fast ved den gamle jødiske fastlæggelse af påsken. Disse blev kaldt Quartodecimans (= den 14. dag) og måtte indkassere et kætterstempel, men fortsatte med at følge deres egen kalender helt frem til 9. århundrede. En moderne kirkehistoriker har udtalt: De blev hæretikere simpelt hen ved ikke at følge med tiden. 8 Endelig stadfæstede kirken i 3. århundrede en særlig årscyklus, som fastlægger julens og dermed adventstidens og epifanitidens (helligtrekonger-tiden) fester. Eftersom de to cyklusser, månecyklus på 29 døgn 9 og årscyklus (dengang på 360 døgn), år for år forskyder sig i forhold til hinanden, så ændres afstanden mellem jul/epifanitid/advent (som fastlægges efter årscyklus) og påske/pinse/fastetid/trinitatistid (som alle fastlægges efter månecyklus) sig også. De to cyklusser forskyder sig for hinanden år for år. Forholdet mellem disse to cyklusser afspejles i kirkeåret, som er den kirkelige festkalender. Rent praktisk giver dette stadig i 21. årh. anledning til nogle problemstillinger, som kommer op til overfladen, fx når det også i helt sekulære sammenhænge lyder: Hvornår falder påsken i år? Det væsentlige i denne indledende sammenhæng er ikke en detaljeret redegørelse for disse forhold (se videre i kap. 7), men en pointering af, at kristentroen som liturgisk praktiseret og reflekteret religion, så langt tilbage de historiske kilder tillader os at følge den, har virkeliggjort sig og ladet sig formidle via faste cyklusser og rytmer, hvoraf de tidligste har været ugens og døgnets rytmer. For de tidlige menigheder 8. Chadwick 1973, 85. 9. 29 døgn, 12 timer, 44 minutter og 0,3 sekund ifølge Harnoncourt 1994, 21. 19
På den første dag betød det, at ikke alt kan eller skal siges til enhver tid. Der er forskel på Herrens dag og alle andre ugedage. Og der er forskel på morgen, middag og aften. Kristentro er ikke en ide, som løfter sig op over disse konkretioner, men den virkeliggør sig igennem dem. Det er ganske vist begrænset, hvor meget de nytestamentlige skrifter tillader os at få indblik i på dette punkt. Men allerede ved første århundredskifte ses konturerne af et antal faste former med fastlagte bønner og fast praksis for sammenkomster og dåb. Denne indledende betragtning skal tjene som udgangspunktet for resten af bogen. Bogen forfølger det spor, som er anlagt hermed. I de næste kapitler skal det vises, hvorledes de tidligste menigheders sammenkomster, så godt vi nu kan kende til dem, udviklede sig i løbet af det andet århundrede i retning af den eukaristifejring, som overordnet set skulle danne et grundskema for al senere liturgisk praksis i Øst og i Vest. I løbet af det andet århundrede fandt liturgien sin generelle form med en indledende Ord-del, der var åben også for de endnu ikke døbte, katekumenerne, hvorefter fulgte eukaristien, dvs. takkebønnen, og kommunionen, det fælles måltid. Eukaristien og kommunionen var forbeholdt menighedens døbte medlemmer. Denne form kan, trods 16. århundredes skelsættende Reformation, stadig genkendes også i Den Danske Folkekirkes nuværende søndagsgudstjeneste, som indledes med Ord-del med efterfølgende nadver. Hermed er der endnu ikke sagt noget nævneværdigt om, hvilken rolle teksterne og tekstlæsningerne spiller. Men for kort at foregribe synspunktet i det følgende, så deler fremstillingen den opfattelse, som er almindelig inden for nutidig liturgiforskning, at det er det fælles måltid (eukaristien), som var kulminationen i menighedernes sammenkomster fra begyndelsen og i tiden helt frem til Reformationen, både i Øst og i Vest. Oplæsning af tekster og udlægning af dem hørte til den indledende del af sammenkomsten, Ordets del, der ikke tilkom samme teologiske vægt som eukaristien, som er stedet for den opstandnes nærvær. Selektionen af de tekster, som skulle anvendes i den indledende Orddel forud for kirkens eukaristi tekstrækkerne skete først relativt sent, i østlige kirkesamfund findes belæg fra 4. århundrede, i Vesten fra 6. århundrede. Grundlæggende blev teksterne udvalgt med udgangspunkt i årets kirkelige fester, påske, pinse og jul, efterhånden som fe- 20