Pårørendesamarbejdet i OPUS

Pårørendesamarbejdet i OPUS 26.11.2010

Program Pårørendesamarbejde, mål og evidens Psykoedukation Alliance - og pårørendesamtaler Flerfamiliegrupper metode og form

Hvorfor inddrage de pårørende i behandlingen? Familien er en vigtig samarbejdspartner. Psykose påvirker også de pårørende. De pårørende har det tætteste kendskab til patienten. Familien er ofte patientens vigtigste ressource. Det kræver hjælp og støtte at kunne yde hjælp og støtte. Undervisning og støtte til pårørende kan forbedre prognose og forløb.

Holdning til de pårørende De nærmeste samarbejdspartnere, som kan blive til uvurderlig hjælp, som på grund af den særlige tilknytning har stort engagement i forhold til patienten. En ressource, hvis lige ikke findes.

Mål med samarbejdet At bedre samarbejdet mellem patient, de pårørende og behandlere. At reducere risiko for tilbagefald. Forbedre patientens adherence med medicin. Forbedre familien copingstrategier. Videreformidle vores viden. Råd og vejledning mht. at sætte rimelige krav og forventninger til den syge. Træning i struktureret problemformulering og løsning af problemer. Hjælp i kritiske situationer. Gøre flere emner til noget man kan tale om.

Vigtige elementer ved pårørendesamarbejdet Psykoedukation/undervisning Råd og vejledning God tid Tilgængelighed Søge fælles mål Vikarierende håb Anerkende belastning og bekymring Detaljeret kriseplan Støtte op om kommunikationen i familien Opfordre til øget åbenhed

Baggrund og evidens Der er evidens for at familiesamarbejde medvirker til reduceret tilbagefaldshyppighed og forbedret recovery samt øget subjektivt velvære (McFarlane et al., 2003). Flerfamiliegruppe er en evidensbaseret metode til familiesamarbejde (McFarlane, 1983).

Kendetegn ved psykoedukativt familiesamarbejde Patienter deltager sammen med pårørende efter eget valg. Manualiseret samvær. Problemløsning af dagligdags udfordringer. Patienternes erfaringer styrer problemløsningen. Mestringsperspektiv: - Aktiv lytning - Positiv reformulering - Faseorienteret, tid

Faser i Familiearbejdet Mestring af kriser Stabilisering og tilrettelæggelse af bedring Tilbagefaldsarbejde og advarselstegn Bekræftelse på fremskridt Fremtidsplaner

Spørgsmål Hvad er din erfaring med at opfordre til øget åbenhed om psykisk sygdom? Bliver vi selv ramt af stigmatisering? Hvis vi gør det, hvordan taler vi så om det?

Psykoedukation

Indhold i psykoedukation for pårørende Symptomer og diagnoser, årsager og forløb, recovery Stresssårbarhedsmodellen, advarselstegn,forebyggelse af ny psykotisk episode Behandlingsmuligheder Familiens reaktioner, kommunikation og råd / vejledning i håndtering af sygdommen Afklaring af økonomiske, socialpsykiatriske, erhvervsmæssige og uddannelsesmæssige tiltag

Psykoedukation Rollen som underviser Hvem kan undervise? Alle, med (nogenlunde solid) viden om de forskellige aspekter af sygdommen skizofreni. Man må være fortrolig med det præsenterede materiale og derudover altid parat til at erkende det, man ikke ved (og villig til at undersøge det nærmere, for at kunne give et fyldestgørende svar!). Det er afgørende, at man kan være fleksibel, dynamisk og interaktiv i sin undervisningsform. Fx behøver rækkefølgen for emnerne ikke gennemgås rigidt mens det er vigtigt at alle de annoncerede temaer behandles.

Psykoedukation Forsøg at begrænse fagudtryk og forklar dem, der anvendes. Husk, at man ingenlunde er ude i at forsvare en doktorafhandling. Det er ikke avancerede uddybelser og gengivelser af kompleks forskning, der er det afgørende. Vigtigt at tilkendegive, at den videnskabelige og kliniske forståelse af skizofreni er ikke en statisk størrelse, men noget der hele tiden udveksles. Og i øvrigt selv have det fint med det. Huske, at man som professionel kun er ekspert på skizofreni: Patienten og familierne er eksperter på netop deres familie og sig selv. Alle der underviser er nervøse i starten (støt hinanden inden og undervejs og tal om det som noget selvfølgeligt).

Psykoedukation Socialiseringsaspektet: Et vigtigt aspekt af undervisning og andre gruppesammenhænge er socialiseringsdelen at der er plads til uformel socialisering og udveksling mellem deltagerne og pauserne, er derfor yderst vigtigt. Det at dele erfaringer og oplevelser kan hjælp alle til at føle sig mindre isolerede og mere åbne overfor at acceptere støtte fra andre familier og de professionelle. Undervisernes rolle i pauserne er at cirkulere rundt blandt folk og opmuntre til snak med særligt blik for de, som måske er utilpasse og tilbagetrukne. Pauserne hjælper/skal desuden gerne hjælpe til at skabe en mere afslappet og åben stemning mellem de pårørende og de professionelle.

Praktiske aspekter Afsætte tid og datoer dels til forberedelserne, dels til selve udførelsen. Koordinere overordnede rolle- og ansvarsfordeling. Planlægge undervisningen og udarbejde undervisningsmateriale. Evt. have tid til at øve i at undervise (i kollegagruppen). Lave invitationer og udsende dem i god tid. Have styr på de praktiske forhold (lokale, kaffe, te, frugt, frokost).

Alliance og pårørendesamtaler

Alliance og pårørendesamtale Tænk på en patient og dennes pårørende. Vend dig om og tal 2 minutter med den der sidder bag dig om følgende spørgsmål. Hvad ville være mest betydningsfuldt for dig, at få svar på i en pårørende samtale?

Indhold i Alliance og pårørendesamtalerne Møde familie og patient adskilt Socialisering Krisen tales igennem, situationen frem til kontakten med behandlersystemet. Hvilke interventioner har hjulpet. Advarselstegn gennemgås. Familiens sociale netværk og ressourcer. Patientens opvækst, begivenheder og ressourcer gennemgås. Oplevelser og erfaringer med det professionelle behandlersystem.

Indhold i Alliance og pårørendesamtalerne Giv håb Lede efter forklaringer ikke skyld Planlægning af fremtiden, kort-og langsigtede mål. Udfærdige kriseplan Inviterer til undervisning og deltagelse i FFG.

Flerfamiliegrupper

Forberedelse af gruppen De praktiske forhold, placering, servering. Forberedelse af de enkelte sessioner udfra observationer og tilbagemeldinger fra sidste session, som kan give anledning til problemløsning i dagens session. Metoden er baseret på manual af psykiater McFarlane. Supervision.

Flerfamiliegruppe Model: Lukket gruppe bestående af 4-6 patienter og deres pårørende samt 2 gruppeledere. Varighed: 1 1/2 time hver 14. dag i 1-1 1/2 år. Metode: Struktureret problemløsning.

Flerfamiliegruppe Mål: Konkret støtte til at mestre livet med en sindslidelse. Reduktion af forventninger og krav til patienten. Forebygge ny psykotisk episode. Understøtte helbredelsen og udvikling af sociale færdigheder.

Flerfamiliegruppe Program: Socialisering Runde i gruppen; siden sidst Tilbagemeldinger udfra gode råd Problemvalg Problemløsning Løst og fast

Gruppelederens opgaver Personlig, struktureret ledelse Bekræfte det, der lykkes Være aktiv lyttende Reformulere kritik Tydeliggøre engagement Fastholde realistiske forventninger Påpege ligheder i diverse situationer

Vigtige elementer at huske Husk gentagelser af hensyn til forstyrrelser i de kognitive funktioner. Det er nødvendigt at være mindst to undervisere, og at den ene hele tiden har blik for at støtte og inddrage patienterne, mens den anden styrer selve undervisningen (fint at bytte roller undervejs og selvfølgelig at hjælpe hinanden). Husk anerkendelse og opmuntring i forhold til patienternes tilstedeværelse og deltagelse. Give plads til og facilitere socialisering.

Guidelines Gå langsomt frem. Bedring tager tid. Det er vigtigt at tage det roligt og lade tingene ske i deres eget tempo. Hold hovedet koldt. Det er normalt at være engageret, prøv at dæmpe det. Det er normalt at være uenig, prøv at begrænse det. Giv plads til hinanden. Det er vigtigt at holde pauser. Det er i orden at bede om hjælp. Det er i orden at sige nej. Sæt grænser. Klare grænser er gode for alle. Få gode regler gør dagligdagen mere overskuelig. Se bort fra det, der ikke kan ændres. Lad nogle ting gå, som de bedst kan. Se dog ikke bort fra vold. Tal i enkle vendinger. Sig det, der skal siges, klart, roligt og på en positiv måde

Guidelines Fortsæt dagligdagen som sædvanlig. Oprethold rutinerne i familien. Hold kontakten med familie og venner vedlige. Motiver patienten til at undgå alkohol og ulovlige stoffer. De forværrer symptomerne. Motiver patienten til at følge den medicinske behandling. Vær opmærksom på tidlige advarselstegn. Læg mærke til forandringer. Tal med behandleren. Løs problemerne trin for trin. Lav ændringerne gradvist. Arbejd med en ting ad gangen. Sænk forventningerne midlertidigt. Brug en personlig målestok.

Diskussion Hvilken forskel kan psykoedukation skabe? Hvilken forandring kan alliancesamtalerne skabe? Hvilken forskel gør enkel og flerfamilie grupper? Hvordan sikre vi os at der er tilbud til alle pårørende?

Tak for i dag! Jette.02.Olsen@regionh.dk Nanette.Forner@regionh.dk