M: Og øh det går jeg så med på. Fordi nu har jeg været i fødsel i 48 timer. Og øhm og jeg kommer op, og vi snakker en del om det. Jeg har faktisk kun

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 J: Mit navn er Jensine Nedergaard, jeg er psykologistuderende og jeg laver et projekt omhandlende ar. Vil du fortælle hvad du hedder og hvorfor du tror, du er her? M: Ja! Jeg hedder M.. og jeg tror måske, du har inviteret mig indenfor, her hos dig, fordi man kan sige, jeg faktisk har to fysiske ar og måske også to ar på sjælen J: Mmhm. M: Fordi jeg har fået kejsersnit to gange. M: Det ene var bestemt ikke frivilligt, hvis man kan sige det. var ikke planlagt. Men det var det andet jo. M: Ja. J: Det er også fuldstændigt rigtigt og jeg vil også gerne høre, om du vil være deltager i det projektjeg laver, hvor jeg skriver om de ting her? M: Det skal jeg gøre et forsøg på. J: Det lyder rigtigt dejligt. Så skal jeg selvfølgelig informere dig om, du gør det her på frivillig basis, og du til hver en tid kan trække din udtalelse tilbage, hvis ikke du ønsker at være med i undersøgelsen længere. Det vil du have mulighed for at kunne gøre, både mundtligt og skriftligt. Og det vil være lige validt, om det er det ene eller andet. Så trækker jeg det selvfølgelig fra den undersøgelse, jeg laver. M: Det lyder godt. J: Dertil skal siges: HVIS jeg når at publicere materiale, altså decideret publicere, inden du trækker det, så vil jeg ikke have mulighed for at trække det publicerede materiale tilbage. Men du vil under alle omstændigheder, til hver en tid være anonym. Alt hvad jeg vil sige, gøre og publicere, vil anonymiseres på enhver mulig måde. Hvis du ønsker det, så vil du have mulighed for at kunne gennemgå det materiale jeg bruger, som omhandler dine udtalelser. Inden det overhovedet kommer til en skriftlig reference eller en publicering. M: Okay. J: Godt. Øhm så vil jeg gerne stille og roligt bede dig om, med egne ord, at fortælle om de episoder, du har haft, omkring det at få kejsersnit. Om du gør det i kronologisk orden, og hvordan det er helt op til dig. Det er dine ord, det er din historie. Hvis du bare fortæller med egne ord, både som du siger, fysiske og psykiske ar, hvordan dine oplevelser er af det. Og engang imellem kan det være, jeg stiller nogle spørgsmål, men du får lov til bare at snakke om de her oplevelser. M: Tak. Jamen det første, det var jo da jeg skulle have min første søn. M: Det er jo snart ni år siden. Og som alle kvinder, så er det jo en kæmpestor forventningens glæde, når man går og det her lille spirer inde i maven kommer ud. Og jeg var jo meget sådan plantet på jorden, qua min familie og min mor, og jeg havde jo altid sagt, at jeg nok skulle føde sådan stille og roligt derhjemme, og bare have et sundt og raskt barn. Vi vidste at det blev en lille dreng, og vi glædte os rigtigt meget til det. Så øh så går jeg jo i fødsel ligesom alle mulige andre. To dage efter min termin. M: Og øhm Det går stille og roligt. Meget stille og roligt. Men følger det det skal. Slagets gang og øh, det gør det det første døgn, og jeg bliver tjekket og 101

51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 jordemoderen kommer hjem og besøger os i hjemmet, for det var ligesom aftalen. Hvis det gik stille og roligt, så kunne vi eller så kunne jeg føde hjemme. Og øhm det fortsætter. Jeg har veer og de kommer hyppigt, som de skal, og alle de ting. Øhm men så begynder det jo at trække ud, og da der så er gået to døgn, så begynder jeg jo at blive træt. Selvfølgelig efter to døgn uden at have sovet en masse, og med en hel masse smerter. Og jeg har ikke åbnet mig det jeg skal. M: Så har jeg i mellemtiden været inde på sygehuset og fået kørt en strimmel, og set om alt var som det skulle være. ECG og alle de ting, de har gjort. Og det var rigtigt fint stadigvæk. Og øh og hjem igen og vente på, der skete mere. Og øh så kommer jordemoderen over til os igen, og så vurderer hun, at nu synes hun, at vi skal tage ind på sygehuset. Fordi at det var sådan lidt, det ville være godt for det forløb jeg var i nu. Og øh så kunne jeg eventuelt tilbydes noget smertestillende. Det siger hun allerede der, og det er jeg på ingen måde interesseret i. M: Men jeg ønsker at komme i vand. Hvis ikke jeg kunne føde hjemme, så ville jeg rigtigt gerne føde i vand. M: Så vi kørte ind på sygehuset. Med fuld fart med veer i bilen, og det hele, ligesom alle andre. Øh og da vi kommer over på sygehuset, så kommer jeg jo i et kar. M: Og det var jo fantastisk. At sidde i det der kar og man håber stadig, men nu er der så altså ikke sket noget, og der havde jeg altså haft veer i, ja, to døgn næsten. Og de kom faktisk kronologisk men jeg var kun halvvejs åben ik. M: Og øh og øh, jeg sidder i det kar og det gør jeg jo længe. Efter tre en halv time, så siger hun, at hun synes nu skal jeg op. Og Ma, min mand, han støtter mig selvfølgelig igennem det hele, og sidder vi snakker og hvad man nu gør når man har veer, og jeg sidder egentligt lidt inde i mig selv, og alle de. Jeg sidder og tænker på alt det her fantastiske, der skal til at ske nu. Man glæder sig jo rigtigt meget. Øhm så kommer jeg op efter tre en halv time. Så tager de mit fostervand. Og det er helt almindeligt fint. Og jeg vil i igen. M: I det her kar, og øh og øh men så sker der lidt udvikling, det ved du sådan kropsmæssigt. Ens krop den bliver anderledes, når ens vand, det bliver taget. Og øh det murrede de andre steder, men jeg tænkte det måske var fint nok. Og der kunne jeg, der kunne jeg slet ikke sidde i det der vand. Altså efter jeg kom ned i det, og jeg syntes det var, det var, jeg kunne slet ikke finde ro nede i det. Og hun foreslår, på det tidspunkt er jeg syv centimeter åben, og hun foreslår jeg får en epidural blokade. M: Og får ve-stimulerende drop. Og det var jo det hun var ude efter i starten. Selvfølgelig for jeg kunne slappe af, men også for at jeg kunne få nogle veer, der battede. M: Og øh det går jeg så med på. Fordi nu har jeg været i fødsel i 48 timer. Og øhm og jeg kommer op, og vi snakker en del om det. Jeg har faktisk kun 102

101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 haft, alt det der, jeg tænkte, jeg skulle ikke have en epidural blokade, fordi jeg havde kun hørt dårlige ting om det. fra min søster og fra min familie og alle de ting der ligger derunder, hun har haft en dårlig oplevelse med. Så tager man alligevel lidt det med ind i sig. M: Og såh øh så kommer jeg op, og øh kommer op og ligger og de, vi venter selvfølgelig på en narkoselæge, der skal komme og lægge en epidural blokade på mig. M: Og da den her person kommer ind ad døren, der siger jeg så til Ma, at hun skal så IKKE lægge en epidural blokade på mig. For det var den der havde lagt en epidural blokade på min søster, og det var ikke nogen succes. Okay. M: og øhm men det var jo kun det bud, der var. Og der havde jeg lige fået lagt ve-stimulerende drop, så pænt gedigent mange veer. M: kontinuertligt, som perler på en snor, der haglede ned over mig. M: Uden nogen mellemrum imellem. Så fik jeg så øhm, lagt så stak hun mig. M: Stak den ind så tog hun den ud igen. Igen stak hun mig, og øh så siger jeg bare, det føles helt forkert. Og nu kan jeg ikke mærke mit højre ben. Og øh resten kan jeg mærke, og det føles bare helt bla, bla. Men hun vil ikke tage den ud igen nu vil de prøve at lade den ligge og se om den kunne give noget effekt. Og øh det øh. Det, det begynder sådan at blive lidt kritisk der. Og sådan, altså nu er det jo snart ni år siden. Og sådan som jeg kan finde rundt i det, så begynder de at blive sådan lidt usikre på, hvordan O ligger i min mave. Og øh der begynder sådan at ske nogle ting og øh og jeg bliver jo, eftersom jeg har fået den lagt i ryggen, og ligger med ve-stimulerende drop, så kan jeg jo ikke komme op og gå. Jeg havde ellers haft rigtig god erfaring med at komme op og røre mig lidt. Så øhm så bliver jeg jo sådan set, man bliver jo sådan lidt lænket til den der stol. Eller øh den der seng. Det var det eneste man kunne. M: Så tog de ph-værdier og satte elektroder på hans hoved og gjorde de der ting. Målte og sådan noget. Og så hans hjertelyd var stadigvæk super fin. M: Øh, og øh men, og så er det, at jeg er ni en halv centimeter åben. M: og øh begynder at få presseveer. Og øh på det tidspunkt er der ikke noget andet end at jeg er rigtig træt. Og øh hende vores jordemoder, hun var sådan en, vi havde fulgt et jordemoder projekt. Det var faktisk rigtigt godt. Måske den der del. Det var den samme jordemor man kom til. Det giver en tryghed, det var hende der var med. Det var hende man skulle føde med. Og jeg havde den ene inde, og det var super fint. Og hun var god i den her proces op til alt det her. M: Øh og så sker der så det at øh, at jeg begynder at presse. Og presse. Og presse. Og presse. Og når man ikke har prøvet at føde før, så ja, så ved man jo ikke helt hvordan man skal gøre det, og jeg siger hele tiden, der er noget 103

151 152 153 154 155 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191 192 193 194 195 196 197 198 199 galt. Det føles forkert. Jaaarmen nu presser du, og nu gør du noget. Og øhm da jeg havde presset i to timer, så M: Begynder hende her jordemoderen at vimse rundt. Og blive sådan lidt mærkelig fraværende. Render ud og ind af lokalet, og der kommer nogle læger og kigger, og der kommer nogen og undersøger mig. Frem og tilbage. Lige pludselig så finder de faktisk ud af, at han har jo ikke roteret med rundt. M: Og øh frem og tilbage, og øh. Så henter de en læge, og de tilkalder en læge, og jeg ligger stadig der og han har jo elektroder på hovedet. Og jeg ligger med fødderne oppe i stigbøjlerne. Og bliver bedt om, her skal jeg bare ligge. Og øh og øh jeg. De kører rundt, og ind og ud. Og der er studerende, der skal undersøge mig. Ja du ved hvordan jeg er selv, man åbner op for alt. Selvfølgelig skal man blive bedre til at vidne og. Men ja så kommer den her tyske læge ind. M: Og hun mener, det her barn, det kan hun godt få ud. Og på det her tidspunkt, der har jeg ingen forbehold overfor hvem det er og hvordan hun er. Det var bare, hun sætter sig ned imellem mine ben. J: Så du mærker ikke hvem der er omkring dig? M: Ikke andet end at salen er fyldt, skulle jeg lige til at sige. Rummet er fyldt. M: Og Ma sidder selvfølgelig, kan jeg se, begynder at få det også rigtigt svært med at være der. M: Indimellem får jeg lige sagt: skal du lige have en tår juice, eller et eller andet, og sådan noget. Men så begynder man sådan VIRKELIGT sådan at trække sig ind i sig selv. M: Og jeg begynder, jeg får feber undervejs. Min puls stiger jo lidt, og alle de der ting der. Og sådan noget. Og så øh så sætter hun sig ned imellem mine ben. M: Og så siger hun, det her barn, det skal hun nok få ud. Og så sidder hun fysisk og hiver og slider i mig. Med hænderne indeni mig. I rigtig lang tid. Hver gang jeg har en ve. Og jordemoderen ved siden af, hun går i panik. Og de begynder at skændes. Og hun begynder at sige, at det øh, sådan metoder bruger vi ikke mere. Og det har vi vidst for mange år siden, det hjælper ikke at tage fat fysisk inde i kvinden, og hver gang hun har en ve så hive, og faktisk talt, så hive skamlæberne helt ud. Og det står de foran os og og M: Øh den her epidural blokade, det gør bare rigtigt ond nede i det ene ben. Og jeg har sådan nogle udstrålinger og jeg siger: kan I ikke flytte den her, jeg skal op og gå, og jeg skal ned at sidde, og jeg skal presse. Og man ved, når man er i den her vold, altså den der urkraft, der bare er i en. Man skal simpelt hen. Og øhm så begynder de at, så sker der faktisk det at øh hende vores jordemoder, og hende lægen, de diskuterer rigtigt voldsomt. Og lige pludselig, så går vores jordemoder grædende ud. Og jeg ligger jo stadigvæk her, med benene oppe i stigbøjlerne. 104

200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211 212 213 214 215 216 217 218 219 220 221 222 223 224 225 226 227 228 229 230 231 232 233 234 235 236 237 238 239 240 241 242 243 244 245 246 247 248 249 M: Og folk vimser ud og ind. Og øhm så siger hun så, hende der, hun hedder A- L, hende lægen der fra Tyskland af. Så siger hun: du skal have en sugekop på. Og øh der har jeg så i mellemtiden fået en anden jordemor. Og nogle sygeplejersker, og sådan en, sådan en, jå sådan en læge, der er ved ja, en studerende. M: Som står og siger, jamen er det ikke, de vurderer, er det ikke barnet står for højt til at sætte en sugekop på? M: Og øhm og så længe barnets hjertelyd er god, så vil de i det ene og det andet, men de vurderer, at nu er vi ved at være derhenne at nu kan mor snart ikke mere. M: Og øh, og, og alting kører rundt på en. Og ikke på et eneste tidspunkt, så taler de med os. De taler med hinanden. J: Ja? M: Og øhm vi står sådan lidt, og Ma bliver sgu bange. Altså det er sgu klart. Hvad er det der sker og. Får jeg min kone og mit barn med ud af det her. Og hvordan og hvorledes. Og øh så får hun kørt det der, og jeg siger: vi er ikke interesseret i en sugekop. Der må være en anden løsning. Og bla, bla, bla. Og jeg bliver faktisk ikke spurgt alligeve. Og så gør de bare, så kører de det her bord ind med en sugekop på. Og lige pludselig, så sætter jeg mig op i den her seng. Og så siger jeg: Nu STOPPER I. Det er mig, og det er mit barn, og vi skal ikke have nogen sugekop. Og nu ringer I efter den her læge, som jeg så kender. M: Min mors gode veninde. Og jeg bad til Vor Herre, eller hvad nu man gør i den situation, at øh at hun var på arbejde. M: Og det var hun. Og hun kommer. Og hun kommer op til mig, tager min hånd, og så siger hun til mig: M, det her det er en dejlig dag, for i dag, der får du et barn. Og det er samme dag, som min datter har fødselsdag, sagde hun til mig. Så det kan kun blive et godt barn. Og så sagde jeg: at hvis ikke jeg havde set en engel, så havde jeg i hvert fald for første gang nu. Og så siger hun: jeg ved godt, jeg skal gøre noget, som alle andre også har gjort, men jeg er nødt til at skulle undersøge dig dernede igen. Og jeg ved godt, og kan se allerede herfra, det er så fysisk, det der er sket dernede. Og det kan du overhovedet ikke synes om. Men jeg er nød til det. M: Og hun er der stadigvæk, hende A-L, hende den anden læge. Og så siger hun, og hun holder mig i hånden, og slipper min hånd, og sætter sig ned. Og så siger hun: rent teoretisk, sådan kan man jo også vælge sine ord, KAN man forsøge at sætte en sugekop på, men det er ikke et valg JEG ville tage. M: Hvad siger du M? Og så siger jeg: den baby skal ud nu. Vi kan vist ikke mere her. M: Det har I vist ikke kunnet længe, siger hun så. Så bliver jeg kørt ned til et kejsersnit. Det går lige pludseligt stærkt. Fordi jeg lige pludseligt får det rigtigt dårligt. 105

250 251 252 253 254 255 256 257 258 259 260 261 262 263 264 265 266 267 268 269 270 271 272 273 274 275 276 277 278 279 280 281 282 283 284 285 286 287 288 289 290 291 292 293 294 295 296 297 298 299 M: Og tid og sted, kan jeg faktisk ikke huske. M: Og øh det, det går så hurtigt, og jeg kan bare, jeg har jo veer hele vejen ned. Presseveer hele vejen ned. Og jeg skal over på et andet leje, og eftersom jeg har fået lagt en epidural blokade, som slet ikke duede, så var de nødt til at lægge en spinal. M: På mig. Og øh, der øh ligesom de skal til at lægge den, så går jeg i chok. De øh de får den givet, og det tager. Jeg kan selv huske at smerten fra en ve, den forsvinder. M: Og så kan jeg bare se lys. Og så får jeg en klods at bide i. Eller noget at bide i. M: Og de er rigtigt mange, der står oppe ved mit hoved og passer på det, og de holder mine hænder, og Ma bliver bedt om at gå. M: Og så kan jeg høre at O græder lige pludseligt. M: Men jeg får ham ikke op. Fordi mit hoved og det hele det kører bare. Jeg ryster som alt muligt. Og øh, øh Ma står med ham i et andet rum. M: Jeg kan bare huske, han fik sagt: han er helt okay. Efter det jeg sådan kan høre i alt det her. Øh eller så drømmer jeg det. Det ved jeg ikke. J: Men du har en erindring om: Det her, det får jeg i hvert fald at vide? M: Ja. Og øh så får jeg at vide, at så øh, at nu skal jeg have noget Ketogan, fordi jeg havde det så dårligt, som jeg havde. M: Men så kan jeg huske at jeg bare får sagt nej, og stammen, og jeg får bidt mig selv så voldsomt i læben, og der bløder så meget, og der står også under mine presseveer. Men jeg havde simpelt hen så stor en læbe og så kan jeg bare huske at jeg siger: Nej, nej for så kan jeg ikke amme ham. Og så var der en sød sygeplejerske, eller en læge, jeg aner ikke hvem der har siddet rundt om mig. Jeg kan ikke kende deres ansigter, hvis jeg så dem i dag. M: Jeg ved bare, der kom en anden læge, og spurgte om jeg må komme med ned at se dit kejsersnit. En der havde fulgt mig lidt i den her proces. En der hed H, og så sagde hun, jamen det måtte hun godt, så kan jeg huske hun altså det kan jeg huske hun blev spurgt om. Jeg kan bare hu.., ja det ved jeg ikke, men så sagde hun: jamen det kan du heller ikke, som du har det nu. M: Og så fik jeg noget, og så har jeg et tidsrum, hvor jeg ikke kan huske. Øh og så jeg kan ikke husk, jeg blev kørt op på opvågningen. J: Nej? M: Nej. Men da jeg så kommer derop, så sidder Ma selvfølgelig med O, som jeg har fået lagt ved mig. M: Og det kan jeg selvfølgelig huske. J: Ah. M: Ja. 106

300 301 302 303 304 305 306 307 308 309 310 311 312 313 314 315 316 317 318 319 320 321 322 323 324 325 326 327 328 329 330 331 332 333 334 335 336 337 338 339 340 341 342 343 344 345 346 347 348 349 J: Og det er på opvågningen, at du husker at O er der med Ma, eller er det på sengeafdelingen? M: Jeg kan ikke, jeg kan ikke helt huske hvor det er. Jeg kan bare huske, at jeg ser ham med ham. O jeg kan ikke huske. Som jeg har det nu, det jeg ikke kan huske, det er om de billeder. De har selvfølgelig fået nogen til at tage nogle billeder før nogen havde rørt ved O. Så havde vi aftalt at hvis der SKULLE ske noget i den her situation, så selvom det havde man jo aldrig forestillet sig, så kunne man jo føde de der børn som alle mulige almindelige andre kvinder de gør. Så havde vi aftalt, at så skulle man tage nogle billeder. Så kunne jeg jo også se ham helt urørt. Med alle de ting, med fosterfedt med alle de der ting, og sådan noget. M: Men da jeg så kommer til mig selv, og kommer derop, så jamen så bliver han jo vejet og målt, og alle de der ting. Og sådan noget. Øh, og så øh et eller andet sted, så kan man sige så, øh så. Så er man, for det første så er du jo helt opkogt af alle de ting der er sket, og lykkelig på en gang, og bange på en gang. Og ked af det, og alle de der ting, fordi det var jo ikke lige den rejse, man havde forestillet sig, man skulle igennem, når man skulle igennem en fødsel. Og så var det jo ikke slut. Så begyndte alle, der var en masse ting, så det. Øh han kunne jo ikke blive ammet. Jeg blev ved med at sige, der er noget galt. Nej der er ikke noget galt, det er fordi, du ikke har prøvet det før, og du er udkørt, og du er træt, og. Det holdt jeg bare i et helt døgn, M: Øh og så fik jeg en læge til at undersøge ham, og så havde han jo et for stramt tungebånd. Så skulle vi ud på Sygehus. Der foregik det jo ikke som nu, der tror jeg de gør det derude, men der kom vi i en taxa. En dag gammel ny baby i hånden. Værs god kør ud og få det klippet, og hjem. Men øh det der påvirkede mig derude, det var at jeg havde jo en læge, der kom og besøgte mig, som satte sig ned på en stol ved siden af og sagde: at øh, at øh du kan jo nok se M, at nogle af de valg, dem traf jeg, fordi jeg var sikker på, du kunne føde dit barn sådan her. Og på det her tidspunkt, der var jeg slet ikke klar til at fø.., snakke med den her tyske læge. J: Hvad gjorde det ved dig, at hun sagde det? M: Hun øh.. J: Hvad tænkte du? M: Jeg tænkte nu kaster jeg op. J: Okay? Gjorde det dig vred? M: Hmm ja. Fordi jeg var jo i en afmagts situation. Jeg kunne jo ikke jeg gjorde jo alt hvad jeg kunne, for at føde ham. Øhm og så var jeg nødt til at bede hende om at gå. J: Ja? M: Og dagen efter, så kommer vores jordemoder op og besøger os. Og ser mig. Og øhm, hun øh hun forklarer at hun kunne simpelt hen ikke holde til den kamp, der var omkring mig og min fødsel inde i det rum. Og hun var brudt fuldstændigt sammen. M: Og det beklagede hun selvfølgelig rigtigt meget. M: Og øh det gjorde jeg jo også. Jeg sagde: det var jo træls, du gik men der kom nogle nye kræfter til. Øhm men den oplevelse jeg havde, med slet ikke 107

350 351 352 353 354 355 356 357 358 359 360 361 362 363 364 365 366 367 368 369 370 371 372 373 374 375 376 377 378 379 380 381 382 383 384 385 386 387 388 389 390 391 392 393 394 395 396 397 398 399 at være i kontrol, slet ikke at blive taget med som medbestemmelse. Den var rigtig frygtelig. M: Og øh vi er jo så indlagt nogle dage, fordi det er jo bare ikke så nemt det hele. Med stress og jeg havde jo høj feber og fik jo penicillin, og den her læge Og da vi jo så kommer hjem, der kommer jordemoderen over. Og de havde haft os op på konference inde på sygehuset. Der skal også siges, lægen er der heller ikke mere det er ikke første gang, det ses. Hun har bagefter kan man jo tænke over, hun har arbejdet i Afrika og hun har taget børn ud på afrikanske kvinder, og der kan jeg da godt se, at jeg var åbenbart lige en del af. Det føltes i hvert fald som om vi var i Afrika. Hvis ikke vi får baby ud, så dør mor agtigt. M: Altså efterfølgende, men det tænker man ikke, vi er jo i et velfungerende system. M: og altså alle de der ting, men øhm de var sådan lidt obs på, hvad det havde gjort ved mig og mit underliv, sagde de jo faktisk efterfølgende, fordi øh både den psykolog vi fik tilknyttet, fordi det var så voldsomt alt det der var sket. Og øh vores jordemor sagde: det var jo faktisk decideret overgreb, det der var foregået dernede mellem mine ben. J: Okay? M: Øhm så, øh det fik vi jo en snak om. Og på daværende tidspunkt, der var man måske ikke helt vildt god til at tage imod den der hjælp. Man havde bare lyst til at være mor. M: Ja. Så fik jeg jo fuldstændig berøringsangst for sygehuset, ikke. Og øh Nu når vi er inde at snakke om ar, så havde jeg jo fået et fint ar, hvor O var kommet ud, på min mave. Og øh det havde de clipset sammen helt fint. Fysisk så det jo flot ud, der var ingenting, der var ingen problemer med at hele, og alle de der ting. Men da mine små clips skulle tages, der kunne jeg simpelt hen ikke ta mig selv i at køre på sygehuset, ind at få dem taget. Så de blev taget ud, hjemme på sengen, af min mand. Jeg havde det sådan, at der var bare ikke andre, der skulle røre ved mig. M: Og jeg kunne slet ikke forestille mig, at skulle over i lugten og have berøring af nogen som helst, øh efterfølgende. Så det foregik hjemme på sengen, med O i den ene arm og haha, kan man sige. M: Ma med to clips med tangen. Så det var jo O s fødsel. Og der har jo været en masse ting efterfølgende, også med Ma s rolle. Hvad kunne han have gjort. Han blev ked af det og alle de der ting ikke. J: Ja? M: Så hvis jeg skulle have flere børn, så var jeg sikker på, det blev Mgala fra Afrika-land. Men næsten fem år efter, der kommer B jo til verden. J. Ja. M: Ja og dengang, der fik vi at vide, nu skal det jo heller ikke være nogen hemmelighed, min mor arbejder på sygehuset, så vi har snakket rigtigt meget om det her, og en masse rigtig søde læger, der har taget sig tid til at tale med os om det her. 108

400 401 402 403 404 405 406 407 408 409 410 411 412 413 414 415 416 417 418 419 420 421 422 423 424 425 426 427 428 429 430 431 432 433 434 435 436 437 438 439 440 441 442 443 444 445 446 447 448 449 M: Men det skal ikke være nogen hemmelighed at om det her øhm. At de havde sagt på forhånd, qua det der var sket, skulle jeg slet ikke tænke på hvis jeg ikke havde mod på et fødselsforløb men havde lyst til at få et barn mere, så var det ikke det, der skulle holde mig tilbage. Så fik jeg et kejsersnit igen. Øhm så bliver jeg gravid med B, og øh. I min graviditet, der får jeg lyst til at føde. Rigtigt meget, helt almindeligt. M: Øhm og selvfølgelig er der risici når man har været åben en gang. M: Men det var også en del år siden, jeg havde været åben. Og øh så i princippet kunne det godt være, det kunne lade sig gi sig, jeg kunne få lov at føde. Så det var jeg til nogle samtaler omkring. Og øh jeg havde en mand derhjemme, der bestemt ikke var fortaler for det. M: Nej. Og det påvirkede også min indflydelse, så jeg tog til de, øh eller vi gjorde, tog til de samtaler der. Til alle de tilbud vi kunne få om fødsel kontra kejsersnit. M: Og øhm og du ved hvordan jeg er, fysisk og de ting der, jeg tænker det er bedst for barnet. Og alt det, du ved jo, jeg har sat mig ind i mindste detalje til alt mulige ting. Så derfor så skete der det, at øh, at øh at de tilbød mig en ti timers fødsel. M: Som vil sige hvis baby ikke var ude inden ti timer fra første ve, så ville de love mig et kejsersnit. M: Og øh det går vi rigtig længe og tygger over. Jeg vil have en undersøgelse af mit bækken. Og to uafhængige af hinanden, læger undersøger mig, og begge siger: du har et meget smalt bækken. Og med sådan en fire kilos baby, som jeg har født, så vil de ikke synes at jeg vil kunne presse dem ud, kan man sige. Jo, det ville jeg godt, men det ville måske være trangt, og det ville måske eventuelt være en sugekop på. Og man kunne jo sige, selvom ens børn har lagt rigtigt, så ville man jo ikke kunne sige noget om det, altså. Og ud fra det, og en masse overvejelser, så vælger vi at sige, det bliver et planlagt kejsersnit. Og så får man jo ro inde i maven. Bortset fra, jeg jo faktisk også var Rigtigt bange. Fordi under O s kejsersnit, var det jo ikke det positive, jeg kunne huske. M: Jeg kunne huske, jeg fik noget at bide i. M: Og jeg kan huske en masse der holdt mig. Og alle de her ting. Så øh, så øh talte vi meget om det. men den her gang tænkte jeg, jeg går ind til det her. Jeg havde ikke være ti fødsel i 48 timer, jeg var sund og rask, jeg havde været sund og rask og passet på mig selv. Og det var en sund og rask baby, jeg ventede mig. Så jeg tænkte, det kan kun blive en god oplevelse. M: Og øh det er meget ambivalent, man ved at i dag kl.8, der skal du ned og have et barn. Det ER specielt men øh det var.. og vi glædede os og vi tog af sted, og vi ventede lige lidt ekstra, for der var kommet noget akut. Og vi 109

450 451 452 453 454 455 456 457 458 459 460 461 462 463 464 465 466 467 468 469 470 471 472 473 474 475 476 477 478 479 480 481 482 483 484 485 486 487 488 489 490 491 492 493 494 495 496 497 498 499 have snakket meget frem og tilbage, og havde været inde til to forskellige narkoselæger, som havde sagt, om vi skulle lægge en spinal eller om vi skulle lægge en epidural blokade på mig. M: Fordi at jeg jo ikke havde ret god effekt på det her. Men de vælger at lægge en epidural blokade og siger, at den skal bare lægges anderledes, og alle de her ting. Og det får jeg gjort. Jeg kommer ind og sidder lige så stille på en briks, inde i det her rum, og vi snakker og der er rigtig god stemning. Vi ved jo ikke om det bliver en pige eller en dreng denne her gang. J: Nej okay. M: Og øh det havde vi ikke lyst til at vide. Øhm, og øh Ma beder dem om at dæmpe lyset lidt og hvis vi kunne spille noget musik. Altså rigtig god stemning derinde og nogle rigtig søde folk, der tog imod derinde og sagde, at nu var der en mormor i dag, der blev glad, og vi blev glade. Og vi havde en dreng derhjemme, der ventede på, at det her, det blev rigtigt lykkeligt. Og så øh så er der en mandlig læge, eller narkoselæge, der lægger den her epidural på mig. Og øh det ved folk, der er i det fag, at så bliver man prikket lidt under fødderne, kan du mærke det her, kan du mærke koldt, kan du mærke varmt. M: Og det er rigtigt fint, og øh det kan man jo, men man kan ikke mærke smerte. Så siger vi, at nu går vi i gang, og øh så skar de. Og øh, øh så begynder de at rumstere noget rundt dernede da. Og øh, det øh han, ja nu kan jeg jo godt sige, det var jo en dreng, men det vidste vi ikke på det tidspunkt. Men han sad sørme noget fast. M: Så øh de ville jo rigtigt gerne have baby ud rigtigt hurtigt. Så øh men baby kunne faktisk ikke komme ud. Så de prøver med en sugekop, som smutter af et par gange. M: Og øh tredje gang den svupper af, så det ligesom om at jeg får, at de har sat ild i mig. M: Den største brændende fornemmelse nogensinde. Og min puls, den ryger lige op. Er du da vims, den galoperer af sted. Og jeg bliver rigtig dårlig. M: Og øh og så, og så, efterfølgende så siger de så at de mener simpelt hen ikke jeg har fået nok smertestillende, eller min krop.. J: Du er simpelt hen ikke smerte dækket? M: Nej, og øh det reagerer de lynhurtigt på. M: Men der går jo selvfølgelig noget tid fra det hele er sat i gang og de måler, og øh jeg skal kaste lidt op undervejs, og alle de der ting og sådan noget. Øh samtidig med, der står en og prøver på at hive B ud. M: Efter ni minutter, får jeg en velskabt dreng. Og ham får jeg lov at se. Han kommer jo op, og øh alle de der ting. Øhm, øh og kigger på ham, og græder lidt og han kommer ud og bliver undersøgt, og alle de der ting. Og så skal de have min moderkage ud. Og den sidder godt fast. 110

500 501 502 503 504 505 506 507 508 509 510 511 512 513 514 515 516 517 518 519 520 521 522 523 524 525 526 527 528 529 530 531 532 533 534 535 536 537 538 539 540 541 542 543 544 545 546 547 548 549 M: Så de bakser rigtigt meget med mig. Og øh, øh der begynder jeg faktisk at opleve den her voldsomme smerte igen. Og øh men de får den ud, og det er helt fint. Og B kommer op og allerede inden jeg har forladt operationsbordet, der er han oppe at ligge oppe ved brystet, og alt det, helt fint og de ting. M: Men jeg kan simpelt hen ikke have ham der. Fordi at jeg er så sensitiv på min krop. Bare de vil holde mig i hånden, gør det ondt. M: Ja det lyder underligt, men det gjorde det. Og øh da vi kommer op på opvågningen, der øh de skal jo mærke og rykke i en, når man har fået et kejsersnit, og det kan jeg simpelt hen ikke holde til. Og der er jeg simpelt hen nødt til at bede om noget smertestillende. Og så giver de mig en ordentlig dosis af et eller andet, og efter de har gjort det to gange, så begynder jeg sådan at falde ned igen. M: Og der, man kan sige et eller andet sted, jeg ved ikke om min krop har været i beredskab. Det ved jeg ikke. Men det var i hvert fald på ingen måde rart, og de erkendte også, at jeg skulle nok have haft et skud mere, dengang jeg havde lagt derinde. Men det ender selvfølgelig, går ret hurtigt over. Jeg glemte faktisk at sige, at dengang jeg fik O, den der epidural blokade, den de lagde på mig, der døjede jeg jo med at jeg mistede øh, øh følelsen i mit højre ben i et helt år efter jeg havde født O. Så når jeg stod op om natten nogle gange., så lå jeg på gulvet, fordi jeg kunne slet ikke mærke mit højre ben, og sådan noget. Så det sad jo også i mig, inden jeg skulle ned. Tænk nu hvis nu jeg skulle opleve det igen og sådan noget med B. M: Og så lukkede de mig sammen og jeg fik et fint ar. Samme sted. Og øh Der havde jeg det jo lidt som det samme, og mente at Ma kunne tage de her sting. M: Og det gjorde vi jo så også fint derhjemme. Fordi at jeg vil da sige, at jeg synes da ikke at det var det fedeste i verden. M: Og jeg tror at noget af det, der fyldte aller mest, det var at man kan kigge sig i spejlet og sige at nu er mine to børn dejlige, fantastiske. Det er sunde og raske børn, der er kommet ud. Så øh så er det jo ikke den forestilling man havde fra starten af. At når man skulle have nogle børn, så kom de ud den vej. J: Nej? M: Nej. Så det var en beretning om to fødsler, der blev foretaget ved kejsersnit. J: Når du tænker på dine, nu siger du arret sidder det samme sted. Tænker du, du har et eller to ar? M: Jeg har to ar. J: Du har to ar? M: Mhm. J: Ser du det, når du ser dig i spejlet? M: Ja. J: Mærker du det? M: Ja, fordi det er en anden følelse nede omkring det fysisk på mig. Der er ikke helt samme følelse i. Efter O synes jeg et så, der havde jeg rigtigt svært ved at røre dernede faktisk. Det var sådan øhm det var væmmeligt og det var, man var bange for smerten i det. Og det mindede mig også hele tiden om den der 111

550 551 552 553 554 555 556 557 558 559 560 561 562 563 564 565 566 567 568 569 570 571 572 573 574 575 576 577 578 579 580 581 582 583 584 585 586 587 588 589 590 591 592 593 594 595 596 597 598 599 forestilling om, at nu skulle jeg have det der barn, og føde helt naturligt og dem som kender mig, de ved også at det øh at det er helt naturligt. Jeg ville have gjort det hjemme i baghaven, hvis jeg havde kunnet det. Så det var langt fra hvem jeg var, syntes jeg. At skulle have det der ar dernede. J: Hvad gjorde det så ved dig? At du så havde det, og nu siger du, det var langt fra, hvem du var? M: Jamen det øh det gemte jeg væk. J: Du gemte det væk? M: Ja. Jeg projicerede al min energi over på O. Jeg syntes jo vi havde fået en helt forkert start. Jeg kunne jo nærmest ikke have, at der var nogen, der rørte ham, og øh. M: Og uh ha jeg havde ikke fået den rigtige start. Han var ikke kommet op at ligge ved mig fra starten af, og alle de der ting. Og det mindede, ud over at jeg havde det inde i mit hoved, så mindede det ar mig jo også fysisk om, hver gang jeg kiggede mig i spejlet, og kiggede på mig, så var det jo et bevis på, at det var faktisk ikke en ond drøm. Det var faktisk rigtigt sket ikke. M: Så øh, øh jeg tror jeg gemte det langt væk. M: Og jeg begyndte faktisk først og, og det var ikke sådan flov over at det var blevet et kejsersnit, for det ved man, alle kan ske, og jeg havde fået et lige så dejligt barn ud af det. Men for mig, helt personligt, der gjorde det noget ved mig. Og jeg begyndte faktisk først sådan rigtigt åbent at tale om O s kejsersnit, fordi jeg havde ikke kunnet tale om det derhjemme, fordi Ma, det havde været så ømt et punkt. Og han har jo også efterfølgende haft brug for hjælp til at tale om den her fødsel. M: Så der er ingen tvivl om at både B og mig, og det står der også i papirerne, altså i vores journal. Det var ikke sikker på at vi var kommet på den gode side up på. Altså øh der kunne godt ske, at der havde været nogle kræfter, der havde haft brug for os til et andet sted. Eller hvad man nu siger på jøwt. J: Så det du mener, det er at både du og O, I kunne være.? M: Ja vi kunne være gået bort. Og det var Ma jo helt vildt bange for. J: Naturligvis. M: Og man kan sige et eller andet sted, så øh men fra da jeg skulle have B, der begyndte det sådan at vende mig til den der tanke. Og der så jeg anderledes på det. Og jeg vil sige efter jeg har fået B, der ser jeg også anderledes på det. Jeg ser, jeg har, jeg snakker faktisk en del med O om fødselsfortællinger, om hvordan han er kommet til verden. Det fylder faktisk også for ham tit. M: Men jeg er jo født ved et kejsersnit, og vi kan snakke om de ting og sådan noget. M: Øhm og han vil også gerne se og røre arret, og vi snakker om de der ting, og det har jeg ingen problemer med. Så det er fint nok. Og B er jo stadig lidt lille til helt at forstå. M: Altså jeg er kommet ud af min mors mave, og sådan var det ikke. 112

600 601 602 603 604 605 606 607 608 609 610 611 612 613 614 615 616 617 618 619 620 621 622 623 624 625 626 627 628 629 630 631 632 633 634 635 636 637 638 639 640 641 642 643 644 645 646 647 648 649 M: Men jeg ser det helt som om at jeg har to ar fra to forskellige børn. M: Ja. J: Altså rent fysisk, så kan man kun se et ar på dig. M: Mhm. J: Og du siger, du har to ar. Hvordan relaterer du til det? er det et spørgsmål om hvordan du har det når du så ser arret, eller det kan også være du bare mærker det. Øhm hvordan relaterer du så til det. Jeg tænker mere sådan at du fortæller, de første ar at det var ikke dig, og du ville gerne have på et tidspunkt vil jeg gerne have dig til at forklare mig, hvad det gjorde ved din selvforståelse, din identitet og din forståelse for, hvem er jeg så, ved den første fødsel, kontra ved den anden. M. Mhm. J: Nu tolker jeg lidt på det men det virker ikke på mig som om omvæltningen var så stor anden gang? Når du så ser på arrene, tænker på arrene i dag, der er to ar, to fortællinger, i visuelt et ar. Hvornår ser du hvad og hvordan skelner du? M: Det er, altså når jeg ser på arret, så tænker jeg ikke på arret som det fysiske, Det er altid erindringen. Det er altid følelsen med og erindringen. Og man kan sige, jeg tror hvis at man er kvinde, og har prøvet at have det, der er jo ingen tvivl om, og der var også nogen der sagde, at det var helt sikkert traumatisk, det I har oplevet. M. Så er der slet ingen tvivl om at, at det var noget der var ude af min selvkontrol. Det var noget som jeg havde tænkt, var det mest naturlige for en kvinde, det er at føde børn. Det kan ikke blive mere naturligt. Det er det vi har gjort igennem alle tid. Vi kigger på øh der kunne være der var nogle børn der ikke skulle have været født, men det er jo noget helt andet. J: Ja? M: Øhm, og øh man kan sige at jeg er så bevidst om de valg jeg har taget i mine graviditeter. Lige fra kost, lige fra alle de ting indenfor det. og jeg havde, selvfølgelig ved jeg, det kunne ske, men jeg havde nok ikke tænkt at, det ville ske for mig som sådan. M: At øh, at jeg skulle være en af dem som ikke kunne føde mit barn naturligt. Og jeg tror måske at arret er bare, nu når O blomstrer som snart ni årig, er en erindring om. Men det kunne jeg ikke. Men det skal da ikke være nogen hemmelighed, at jeg manglede jo i mig som kvinde, den forløsning, når du har presset i næsten, tre timer blev det vel næsten sammenlagt. Og så ikke at få forløsningen af at du presser noget ud, der er levende og det er klart, og du gjorde det selv. Så er det jo øhm altså i starten, jeg brugte meget tid på, det er jo lidt en fallit erklæring. J: Okay? M: Altså hvorfor kunne jeg ikke bare give det sidste. Hvor de så rent fysisk forklarede mig, at det var fordi han ikke var roteret med ned og sådan noget. Men derfor, så syntes jeg, det gjorde noget ved mig. Også noget med min kvindelighed. For kvinder de føder børn. M: Det gjorde jeg jo bare ikke. Jeg fik et barn, og jeg var langt i fødselsprocessen. Men jeg fødte ham jo ikke til sidst. 113

650 651 652 653 654 655 656 657 658 659 660 661 662 663 664 665 666 667 668 669 670 671 672 673 674 675 676 677 678 679 680 681 682 683 684 685 686 687 688 689 690 691 692 693 694 695 696 697 698 M: Så det havde, det har helt sikkert gjort noget. Så derfor så tror jeg at da jeg blev gravis med B, der legede jeg med tanken, at jeg kunne rigtigt godt tænke mig M: Jeg kunne rigtigt godt tænke mig, altså ikke fordi B skulle være noget O ikke var, det var mit eget behov. M: Ja. For at få lov at føde. J: Nu tog du så beslutningen om alligevel at få lavet et planlagt kejsersnit. M: Ja. J: Hvad var det der gjorde, at du valgte det? M: Udover selvfølgelig, at derhjemme, der var der en mand der skulle være sammen med mig, der var rigtigt bange for det her, så var det at de sagde, at, at rent fysisk, så har jeg et meget smalt bækken. Og til de her fine børn vi laver, så vil det blive, altså der igen så tænkte jeg, at der er der nogle professionelle mennesker, der guider mig i den her retning. Øhm som vil sige, det vil blive noget af en opgave. Hvis jeg valgte at begive mig ud i det her. Og der kunne jeg mærke på mig selv, der var jeg ikke længere fra, i forhold til O, at der var jeg nødt til at sige, det magtede jeg ikke igen. M: Øh og det jeg var bange for under min fødsel, og det er jo også noget af det, om man kan sige, det er arret eller det er historien der minder mig om det. det var jo at jeg var bange for at miste O. M: Altså jeg var bange for han ikke fik ilt nok, når det varede så længe og alle de ting de satte i værk. Og altså det, når jeg sidder her og fortæller historien, så er der HELT sikkert en hel masse, jeg har glippet. Fordi at jeg, det kommer til mig. Altså nogle af de ting, der foregik derinde. Nogle af de ting, jeg blev sat til, altså tid og sted. Også hvor længe hun sad og hev og sled i mig, i mit underliv og alle de ting. Men jeg kan da huske det, og når jeg fortæller historien, det er da ikke altså. M. Det er da ikke sådan noget man har lyst til at åbne op for alle og sige, det her, det er min historie. M: Om det er fordi jeg er et privat menneske, det ved jeg ikke. Eller fordi at det ikke kun har givet et fysisk ar, men også et ar på sjælen. J: Når du tænker på arrene du har, Øhm identificerer du dig ligeværdigt med begge arrene, eller er der et af arrene, der betyder mest for dig identitetsmæssigt? M: Øhm arret med O dengang, rent fysisk var lidt skævt fordi det gik lidt hurtigt med, kan man sige, og jeg var jo rimeligt rystende hernede. Så da de laver, og lægger det oveni, for det ønskede jeg jo også, og det gør de også normalt, så har de lavet det lidt pænere, kan man sige. Anden gang. J. Ja. M: Så øh så det er blevet rigtigt fint. Og det er altså, men jeg tror at. Og det første ar, det satte jo virkeligt et ar både fysisk og på, indeni mig. J. Ja. 114

699 700 701 702 703 704 705 706 707 708 709 710 711 712 713 714 715 716 717 718 719 720 721 722 723 724 725 726 727 728 729 730 731 732 733 734 735 736 737 738 739 740 741 742 743 744 745 746 747 748 M: Hvor at det andet jo ikke var den drømme, hvis man nu havde forestillet sig at så skulle sige, det kunne være en drøm at gå den vej. Så øh så fyldte det slet ikke så meget anden gang. Det fyldte berøringsmæssigt. Der var jeg også meget mere, det betød ikke så meget. Folk der kom og besøgte mig, jeg kunne godt ligge med mit kejsersnit åben og M. ligge sådan. Sådan så jeg ud og sådan havde jeg det ikke med O. M: Slet ikke. J: Men det kunne du godt med arret fra B? M: Ja det kunne jeg godt. Det kunne jeg slet ikke med O. Der havde jeg det sådan at jeg. Da min mor hun kom, der kan jeg huske, med O s fødsel, de havde jo ventet længe mormor og morfar på at nu skulle den her guldklump jo komme. Og så var hun jo en del af. Hvad kan man sige, det klientel ude på sygehuset. Så vidste de jo godt, at der stod M ude på tavlen, da hun gik hjem fra sin vagt. Men så øh jeg havde jo ikke lyst til min mor. Det var jo noget Ma og jeg skulle have det her barn. M: Og der kan man sige, at jeg havde jo ikke lagt ret lang tid i sengen, før hun siger, du skal jo op. Du skal simpelt hen på toilettet. Og ja har du været oppe af den seng. Nej det var jo ikke ret mange timer siden, jeg var kommet op fra opvågningen. Så følger hun mig ud på toilettet. Det er jo sådan man gør. M: øh og der, jeg kunne slet ikke røre ved mig selv. Røre ved plaster og alle de der ting. Pakket ind og alt det der og sådan noget. Der havde jeg det HELT anderledes med B. J: Du kunne overhovedet ikke røre ved dig selv med plaster over arret med O? M: Nej, det kunne jeg ikke. J: Men det kunne du godt med B? Også i ophelings-perioden? Både visuelt og taktilt?altså at røre ved dig selv. M: Ja. Det kunne jeg. J: Den periode med O, ophelings-perioden. Som du siger, hvordan husker du det? M: Forfærdelig. Jeg var jo syg og jeg fik bryst betændelse. Vi havde læger og jeg var inde at blive kigget på. Og øhm ja, det var en frygtelig proces. Jeg husker en måned som sygdom. Og jeg sad jo og så, jamen man malkede ud og altså alt. Min krop den var simpelt hen, den var brændt. Flad kan man sige. Den havde bare ikke mere at give af. M: Øhm- og det gjorde jo at øh altså med B helede jeg jo meget hurtigere op. Altså fysisk helt, helede meget hurtigere op med B. Selvom man kan sige, det var oveni gammelt arvæv, kan man sige. Det helede meget hurtigere op. Der var ingenting. Øhm med O der, fordi da han var en dag gammel, får jeg fortalt, der skulle vi køre ud på sygehuset. Der springer to af clipsene sådan lidt op. M: Og begynder at bløde i taxaen. Og da jeg kommer over på Sygehuset, så sætter de lige sådan lidt lappe-ting i siden, og siger det må de lige kigge på, når du kommer over. Og det var der en læge inde at kigge på. Og der fik jeg faktisk sådan lige et par ekstra lille sting, sådan ude på siden. 115

749 750 751 752 753 754 755 756 757 758 759 760 761 762 763 764 765 766 767 768 769 770 771 772 773 774 775 776 777 778 779 780 781 782 783 784 785 786 787 788 789 790 791 792 793 794 795 796 797 798 M: øhm og sådan nogle ting. Det er sådan nogle ting, det er bare et HELT andet ar. Det var bøvl med det ar kan man sige. Øh og ja. Det var helt anderledes. M: Med B, var det helt anderledes, der helede det lige så fint op. Lige så snart jeg kom op og øh op på opvågningen skulle jeg sige, eller op på stuen igen der, med B. Der bad jeg også om at få plastret af, og der skulle jeg også kunne se det. og alle de der ting. Og med O syntes jeg, det så fysisk ud som en rullepølse, der var øh. J: Det brød du dig ikke om? M: Nej det brød jeg mig SLET ikke om. Jeg brød mig faktisk ikke om folk de kiggede på det. M: Mm. J: Nu tænker jeg, nu har du jo haft. Det er lidt exceptionelt. Det er to kejsersnit. Du beskriver det første som et værre forløbe end det andet. Så arret efter o s fødsel var ikke så pænt, som det efter B s fødsel. M. Nej. J: Ville du i dag tænke, at du ville kunne finde på at få det fjernet, rent plastic kirurgisk, eller få en tatovering hen over, eller et eller andet? Er det noget du tænker på, du kunne gøre i dag? Og kunne du forestille dig, hvis du kun havde haft kejsersnittet fra O, hvordan du så hvordan du ville forholde dig til det? Ville der være forskel? M: Altså jeg kan godt. Rent teoretisk så ville jeg tænke, altså lige nu så kunne jeg slet ikke forestille mig, at jeg skiller det ad. Lige nu tror jeg, og det er ikke fordi, at med O der som barn. Han har jo været helt perfekt og velskabt. Og det er ikke fordi at B har sat et plaster på noget, men jeg tror med at det forløb, kan man sige, på en helt almindelig måde, altså så lige med de ting der var deri, så kan man sige, jamen det var egentlig, det satte lige et prik for, jamen sådan var det. Øhm jeg tror aldrig nogensinde på, jeg kunne finde på at få det dækket. Det er en del af den jeg er. Det er en del af min historie. Det er en del af O også og nu også en del af B. M: Det har jeg altid fortalt O meget om. O har aldrig været ret stor, men det tror jeg også er fordi han har fået fortalt sin fødselshistorie i børnehøjde. Det var den dag der han kom til verden. M: Øhm hvordan det jo øhm man kan sige hvordan det var. Og der tror jeg at han øh jeg kunne aldrig finde på at dække det. M: Det kunne jeg ikke. Øhm men jeg havde det sådan i starten, sammen med Ma, jeg kunne ikke lide han rørte det. Heller ikke hvis vi var sammen. J: Heller ikke med B? M: Det var meget anderledes med B. Dengang med O, der måtte Ma ikke røre ved dig. M: Nej det havde jeg slet ikke lyst til. Han skulle helst ikke røre mig der. Der gik lang tid, før jeg egentlig syntes det var okay. M: Ja, og sådan var det SLET ikke med B. J: Der blev det en mere naturlig del af dig? 116

799 800 801 802 803 804 805 806 807 808 809 810 811 812 813 814 815 816 817 818 819 820 821 822 823 824 825 826 827 828 829 830 831 832 833 834 835 836 837 838 839 840 841 842 843 844 845 846 847 M: Der var det bare sådan her. Det var, det ved jeg ikke, jeg tror måske det var efterfølgende, hvis jeg selv tænker over det. Der var jeg koblet. Det var en beslutning, jeg selv havde været med til at tage. Og jeg var en del af det, og jeg var, altså alle de ting ikke, og det var det ikke med O. Der følte jeg det var, det fløj jo hen over hovedet på mig. Så var jeg lige pludselig her. Med B, der var det en beslutning og en masse overvejelser. Så jeg var jo med i hele processen, og det var jeg overhovedet ikke O. Og så er der noget af det, man kan sige, jeg tror arret påvirkede mig, det var at da det begynder at gå galt inde på fødselsstuen, med O, der var jeg ikke en del af processen. Jeg var et objekt, der lå der, og jeg, og man kan sig det foregik hen over hovedet, og hvis man ved hvad for en person jeg er, med ben i næsen og det er vejen frem, at jeg vil gerne gøre mine ting. Og der tror jeg simpelt hen, altså det var virkelig et overgreb. M: Både fysisk og psykisk. Det var jo psykisk efterfølgende rigtigt stort. Men fysisk var det også. Og der var tydelige tegn på det fysiske også. Forneden ikke. M: Bagefter ikke. Så det var mere i, altså. Og jeg tro det mindede mig i rigtig lang tid om det, jeg tror det mindede mig om en afmagts situation. Ja og en forestilling, selvom man ved det kan jo ske for alle at få et kejsersnit og bla, bla, bla. Og i dag er vi så heldige at vi har muligheden for det. og alle de ting. Men derfor var jeg ikke med i den der proces. Men nej, jeg ville ikke dække det. J: Men det var vigtigt for dig anden gang med B, nu du siger: Jeg bestemte selv. M. Ja. Det var RIGTIGT vigtigt. M. Meget vigtigt. Det var det virkeligt. J: Øhm nu spørger jeg dig om noget, som måske virker lidt underligt for dig, men du må svare på det, alt efter hvad du bedst tænker. Det er omkring ophelings perioden. Og det kan godt være, du ikke kan huske det. M: Jeg skal prøve. J: Hvis nu at vi, jeg spørger om ophelings perioden, og vi har talt i meget generelle termer. Der er et art. Fra der er åbnet, og der foretages kejsersnit. Så kommer der et ar. Tiden fra at der er åbent, og til der er et fysisk ar, der er der en ophelings periode. Øhm og jeg vil spørge dig om du kan huske i den periode, hvor der er opheling. Du siger den ene var længere varende end den anden. Men den periode, har du nogen erindring om, hvordan du havde det inden i din krop? Altså det hele op indefra. Hvad skete der for dig? Måske også identitets mæssigt. Er der noget relationelt omkring selve ophelings perioden. Er der noget i den periode, som ligger implicit i arret i dag? Jeg kan godt tolke på det, men har du selv ideer nogle tanker på, hvad skete der egentligt. Du har slev nævnt en masse ting, men jeg spørger mere eksplicit. M: Jeg tror at noget af det, der gjorde forskellen, der tænker jeg mest på O s fødsel. Det var at jeg følte mig jo, når man har fået et barn, så forestiller du dig ikke, at du er syg bagefter. Men jeg følte mig syg. M: Øh jeg var skrøbelig. Jeg var skrøbelig omkring, altså jeg kunne jo ikke lige gøre de ting jeg plejede at gøre. Fordi jeg skulle passe på mig selv ikke. Øh, 117