Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:»salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. således har man også forfulgt profeterne før jer.«matt 5,1-12 vi lærer og vi lærer af vore erfaringer der sker noget en hændelse en handling og vi får erfaringer
hvor meget vi lærer af dem kan man altid diskutere nogle erfaringer sikkert mere end andre nogle mennesker får mere ud af dem end andre men det ændrer dog ikke det fjerneste ved at vore erfaringer er en af vore mest sikre kilder til vores viden vores opfattelse af hvordan tingene hænger sammen mit liv, dit liv og verden himmel og jord vore erfaringer kan komme til at fylde endda komme til at overskygge alle andre indtryk som om intet andet gælder ja, de kan tage magten helt fra os måske ikke mindst på en dag som i dag hvor vi bliver mindet om
at det helt sikkert i al fald går én vej fra vugge til grav vi så det med vore kære i året der gik det står ikke til diskussion som vi har set det før og må indstille os på at sådan vil det os være fremover at sådan er det det går kun en vej sådan set liv for liv og det kunne jo give en nogen bange anelser og spørgsmål i retning af hvad skal det så gøre godt for? kan det ikke være lige meget? hvad er meningen? i det hele taget
for dig eller for mig? hvem spørger? må jeg spørge det er blevet så naturligt at tage udgangspunkt i sig selv at det kan føles helt fremmed at begynde et andet sted men jeg vil nu gerne prøve at se om vi kan se lidt anderledes på det jeg vil ikke gå så langt som til at sige at jeg ikke er i centrum i mit eget liv - glæderne er nemme at dele men når jeg slår mig selv over fingeren med hammeren eller brænder tungen på teen så er jeg i høj grad centrum i mit eget liv det er mig, det gør ondt på
det gælder selvfølgelig også ved mere langvarige lidelser der er noget man er alene om når det gør ondt og der er nogen smerte og sygdom vi ikke kan bære eller overtage for vore kære hvor gerne vi end ville vi er med andre ord et centrum i vores eget liv - vi er hver især i midten men behøver jo ikke at være det eneste centrum der kan være flere centrer nogle gange er jeg i midten andre gange er det en af mine nære det veksler - ved bisættelser
falder jeg gang på gang tilbage i nogle vendinger der lyder noget i retning af at det er noget af os selv vi mister når vi mister vore kære og det er det selvfølgeligt fordi vore kære er centrale i vores liv der er flere centre og det kunne måske nok lyde som vores redning og det er da også en form for aflastning at ikke alt afhænger af mig i mit liv jeg er også en del af andres og andres er en del af mit der er bare det ved det at vi har det til fælles
at vi mødes på den samme vej der kun går et sted hen i det øjeblik at et andet menneske bliver afgørende for mig så er min skæbne beseglet det siger al erfaring - al erfaring siger at tiden kun går en vej det er den der bestemmer det er tiden, klokken der tikker jeg er underlagt det er den vi er underlagt og vore erfaringer af det kan virke så overvældende - overbevisende
at vi slet ikke orker andet hvem orker at tage kampen op og udfordre det som lyder fornuftigt ja, indlysende? jeg ved hvad jeg ved viden er viden viden er objektiv det kan enhver forholde sig til det holder jeg mig til tro er tro og tro er subjektiv det må enhver forholde sig til hver for sig det lader jeg andre om tiden går det er min erfaring det siger al viden det er synligt det er objektivt siger nogen noget andet så er det ikke objektivt
så er det ikke synligt sådanne tankebaner og forestillinger er vist helt almindelige mellem os men bare fordi noget ikke er synligt men subjektiv så kan det jo godt være til længe inden man delte verden op i det objektive, naturvidenskab, matematik, fysik, kemi osv og det subjektive, de humane videnskaber, kunst, litteratur og teologi så lød det i det nye Testamente, hvor en helhed, et helhedssyn er foregrebet en kobling vi ser ikke på det synlige det synlige varer jo kun en tid vi ser på det usynlige det som varer ved
et lille Paulus-citat som jeg også vender tilbage til gang på gang i mit arbejde - en stille insisteren på det liv der er i os der er virkeligt fordi det virker i os og som Paulus siger - ikke er underlagt tid det som er på trods af tid på trods af at tiden kom til en ende det som vi fornemmer det som lever i os på trods af at dem som skulle have været her og delt det med os ikke er her længere
så lever noget uanset en sær fornemmelse af at ikke alt er underlagt tiden ikke alt er styret af den tid som går som sand gennem timeglasset - kun én vej om så vi kalder det et øjeblik evighed eller himlen er alt sammen ord for noget hvor tiden ikke bestemmer ikke længere eller ikke alene - for den som ikke vil høre tale om Gud er der intet til hinder for at tiden bliver det afgørende det definitive der er at sige om os
som væsener alene med retning fra vugge til grav - og det er en uforsonlig og ubønhørlig herre at være underlagt men for den som vil høre tale om Gud kan tiden ikke styre alt for Gud kan ikke være Gud og på samme tid være underlagt tidens gang så er Gud nemlig ikke længere Gud når Gud er Gud og hersker over tid og evighed er der intet til hinder for at vi kan åbne for en tale om noget i vores liv der er hævet over tid og sted et øjeblik, en evighed, en himmel et Guds rige - og når Gud i løbet af en gudstjeneste bliver kaldt himmelsk og evig, du som regerer fra evighed til evighed
er det en påmindelse om det i vores liv der ikke er underlagt tid det er her vi er i dag med minderne om de øjeblikke der gav mening der ændrede os der glædede os det som vi delte det som gjorde os til dem vi er ikke fordi vi hylder vore afdøde og tegner et billede som slet ikke svarer til hvad de var de havde godt og ondt i sig som enhver anden ikke fordi vi dyrker sorgen og ophøjer vore egne følelser og fortaber os i vores eget selvom det måske nok kan være fristende at blive det eneste centrum
i sit eget liv nu da den anden er væk men fordi vi skal finde ud af at være i det hvor vi er på fire måder 1 noget for os selv 2 noget sammen med andre 3 noget i en verden hvor tiden går sin gang og det kommer helt af sig selv det er hverdag for de fleste udenfor 4 og noget der hvor tiden ikke tæller tiden er sat ud af kraft men virker i os både det ene og det andet
tredje og fjerde og det er det sidste, den fjerde vi kommer i berøring med her et åndehul et fristed et sted hvor himlen når helt ned til jorden som de gjorde det da Jesus samlede folk omkring sig og prædikede på bjerget vi har hørt indledningen saligprisningerne alle 8 som hver især udtrykker en længsel en drøm en utopi en forløsning det er her de begynder at leve igen det er her han vækker trøst, mod og håb
og vi ved alle at noget af det farligste er at vække et håb i en anden for man kan blive skuffet vi ved også at undlade at så et lille håb i en anden nok er endnu farligere så lad livet få nyt liv i os