Dårlig og god samvittighed: væk med det i en fart

Dårlig og god samvittighed: væk med det i en fart

H v a d e r d e t m e d d e r d e r k a r a t e o g k a r a t e k o k k e

n? Kan man dyrke tanken uden at træne karate? og skal man være god til armbøjninger for at lave mad som en karatekok? Nej bestemt ikke. Det handler om at jeg gennem mere end 20 år i en verden af sport og mad har set, prøvet, testet, mærket og efterlevet alle former for forhold til mad og sport. Jeg har været på diæt for at deltage i stævner, jeg har været på diæt for at se fitness-agtig ud. Jeg har kørt rundt på min cykel med mad i rygsække bestående af kogt kylling, dampet grønt og brune ris. Der er ikke noget i vejen med det, men undervejs har jeg virkeligt mærket et afsavn, noget som ikke virkede ægte. Mad bliver en slaveagtig sag i stedet for noget glædeligt, spændende og opløftende. Mit 1.WM i 2011 hvor jeg skulle tabe mig 4 kg, gjorde jeg som man ofte gør i fitness og kampsport verden: jeg byttede nogle måltider ud med proteinshakes. Jeg mindes stadigvæk hvor deprimerende det var, og mest af alt blev jeg opmærksom hvor meget vi har brug for at få vores tygge sans stimuleret. At drikke sin føde på den måde giver et afsavn og det at være sund og usund bliver lig med god og dårlig samvittighed. Jeg har efterfølgende forsøgt at give min mad opmærksomhed på et helt andet niveau dybt inspireret at tanker fra en filosofisk verden: karaten. Jeg spiser idag med mine sanser, er opmærksom på hvad der sker med mit humør, sult og kroppen som værktøj når jeg spiser, og det har givet mig energi og en stabil vægt. Når jeg skal tabe mig til stævne-deltagelse som ved WM i 2012 gør jeg det idag uden brug af protientilskud, men blot ved at stoppe tiden et øjeblik og være opmærksom på min mad og ikke lade mig forføre at reklamer og gode (læs: dårlige) tilbud. Jeg har udviklet og gør det forsat opskrifter der er helt enkel, hvor smagen, duften og det visuelle stimulere alle sanser. Nogen af de opskrifter jeg brugte da jeg skulle tabe mig til WM er fx sesamæg, sesamgulerødder, makrel tara, laks, somensuppe og mange andre som alle er i min nye bog Karatekokken helt enkelt.

Familie og kampsport Min datter Emilie har skrevet denne lille blog om karate da hun var 12 år.jeg syntes den er varm og modig og jeg har fået lov til at dele den med jer. Noget der er særlig vigtigt i mit liv I mit liv betyder karate meget for mig fordi både min mor og papfar træner det så vi har det som en familiesport. Jeg er aldrig blevet presset til at starte til karate. Da jeg var 5 år gammel ville jeg gerne prøve karaten, men jeg var ikke gammel nok. Der havde min mor og papfar været sammen i et par år og min mor var også startet så jeg fik lov at starte som 5 årig. Siden den gang har karaten været en stor del af vores

liv. I 2011 blev min mor sort bælte og min papfar blev tredje dan, så nu er han Sensei det højeste man kan blive og min mor er Sempai. Sidste år blev min mor verdens mester i karate og det var ret sejt! Vi har også en god ven der hedder Simon, han træner karate sammen med os og men han er en del af familie nu og hedder derfor bare onkel Simon. Karaten betyder også meget for mig fordi det var der jeg mødte min bedste veninde. Emilie og jeg har været bedste veninder i 5 og et halvt år. Der er nogle der tror at det må være svært at være gode veninder også skulle slå og sparke på hinanden. Men vi har sådan et specielt forhold så det ikke påvirker os. Emilie betyder alt for mig jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden hende. Da jeg gik på min gamle skole blev jeg mobbet og havde det rigtig svært. Hver dag jeg kom i skole vidste jeg at der måske var en der ville kaste et bord efter mig eller mobbe mig, og det var rigtig hårdt. Men hver gang jeg kom til karate var jeg i en helt anden verden, jeg følte mig hjemme og respekteret det var der jeg havde alle mine venner, jeg havde ikke nogle rigtige venner på min gamle skole. Når jeg stod og slog på en sandsæk eller bare lavede karate var jeg hjemme, et sted jeg hører til det var det eneste sted udover mit hjem og hos Emilie jeg følte mig hjemme. Der var en dag hvor jeg kom op i min karate klub for at mødes med min mor. Da min mor spurgte hvordan min dag havde været brød jeg sammen, jeg fortalte min mor at jeg ikke kunne klarer skolen mere og derfor valgte min mor, min far og papfar at tage mig ud af skolen i 2 måneder indtil vi fandt en ny skole. Jeg blev undervist derhjemme indtil vi fandt en skole. Da jeg blev holdt hjemme fra skole var det eneste jeg så frem til at komme op til mine venner og træne karate. Jeg kan ikke beskrive hvor meget min karate betyder for mig, den har hjulpet mig så meget.nu går jeg på N. Zahles seminar skole hvor jeg går i 6.y. Jeg har fået det rigtig godt og har mange venner i klassen både drenge og piger og jeg træner selvføglig også karate. I dag har vi vores egen karate skole hvor vi bruger meget tid.

Kalorielette tanker

Udover at være karatekokken er jeg også personlig træner og rådgiver om HOLDNINGEN til mad i forbindelse med vægttab og kalorier. Når jeg coacher folk til vægttab og balance taler jeg aldrig kalorier, men skaber nogle værktøjer for dem til at favne mad naturligt og til ikke at lade sig forføre af reklamer der fortæller os at vi har brug for lørdagshygge. Fredagsslik, lørdagshygge er noget store firmaer har skabt og vi som forbruger har ladet os forføre af disse begreber. Jeg har en fortid hvor jeg har prøvet alle former for forhold til kalorie lette tanker, i kraft af jeg har dyrket elitefitness, svømmet meget og elitekarate. Desuden har jeg som alle kvinder også en vis form for naturlig forfængelighed. Det jeg vil frem til er at der hvor jeg fandt den røde tråd i forhold til kalorier var da jeg trænede op til WM i 2012. Alle andre gange jeg har skulle præstere et vægttab i forbindelse med sport eller fx i forbindelse med efter fødsel af min datter, har jeg støttet mig op af protein shakes, og et nærmest slaveagtigt forhold til kalorier. Det jeg har erfaret, og det som er princippet i kogebogen, og min holdning, er at hvis vi tæller kalorier, og eller begynder at have et opmærksomt forhold til disse, bliver vores forhold til mad meget hurtigt sundt/usundt god samvittighed/dårlig samvittighed. I min optik bliver det alt for sort/hvidt og det genere et usundt og stressfyldt forhold til mad og snacks. Der hvor de farlige ekstra kalorier sniger sig ind er når vi spiser foran fjernsynet, take away en sandwich på farten, slikposen i kontorskuffen, hele tiden er opmærksom på sundt/usundt osv. Er karatekokkens mad kalorielet? mange ad retterne er bestemt kalorielette, letfordøjelige, sanselige og håndterlige. Traditionel japansk mad er bygget op om netop det at det skal være letfordøjeligt og funktionelt. Før japaner begyndte at spise vestligt mad havde man stort set ikke problemer med

overvægt i Japan. Ofte er det rigtige tilberedte mad ikke kalorieproblemet, men det er det at man ikke er tilstede i NUET som gør den helt stor forskel. Tilbage til WM 2012. Jeg skulle ned i vægt fra 64 kg til 59 (aftenvægt). Hvordan gør man så det? I stedet for at arbejde med kalorier og diæter, kiggede jeg på den sanselig del i karaten og fandt i min søgen min holdning til mad var svaret. Så jeg satte mig det mål at jeg ikke ville bruge tilskud, tælles kalorier osv men i stedet være opmærksom og til stede omkring det jeg spiste og hvordan jeg spiste det. Jeg spiste hele vejen karatekokken mad som den fremstår i min kommende kogebogen og dagen før WM til indvejning stod jeg på vægten med 59 godkendte kg J Er maden billig at tilberede: Stort JA. Bogen lægger på til at se rester som overskud og derved kan alle ingredienser og opskrifter, eller overskud derfra genbruges på kryds og tværs. Være opmærksom på værdien i de små rester: er der spinat/spirer i overskud bare en håndfuld? gem den, pisk et par æg og gør en omelet med spinat/spirer resten bagt ind. Er det bare en skefuld ris i overskud? smid den i den frikadellefars, eller din salat Gang i køkkenet

Har gennem den sidste tid arbejdet på mange nye opskrifter. Målet er at fastholde det enkelt og benytte sig af få men gode

redskaber. Jeg har forsat kun en stavblender som køkkenmaskine og en el-koger. Ellers bruger jeg de sparsomme redskaber som jeg har i forvejen. Jeg holder meget af at arbejde med træredskaber. Nogle af de bedste grydeskeer jeg har er den billige udgave til max kr 20,-. Så bruger jeg spisepinde til at piske med og en si til at tage grøntsager op ad gryde med. Det skærper min kreative sans at arbejde mere med mine tanker og mine hænder i køkkenet end med smarte maskiner. Jeg bliver nød til at mærke på råvaren, føle den og arbejde med den på en anden måde. Jeg tager en god oprydning i mit køkkenudstyr en gang i kvartalet bare lige for at være bevidst om hvad jeg har. Der sniger sig altid en plastikbøtte ind, eller en ske fra jeg ved ikke hvor, eller der ligger kedelige rester af folie, film og bagepapir som skal bruges. Men sjovt er det for jeg har sat en ære at brug så meget af alt jeg kan. Nogen gang arbejder jeg mig også gennem mit basislager og får det tømt helt. Så ender jeg ikke med en masse poser med rester af bulgur, ris, nudler, mel og kerner. Jeg bager mig ud af rester. Mange gode brød og klatkager er opstået på den måde. Og der en kæmpe tilfredsstillelse i at have brugt det man har købt. nå men jeg arbejder som sagt med nye opskrifter. Stadigvæk japansk inspireret. I hele denne uge har jeg arbejdet med variationer af Goma-dressing. Jeg er kæmpe fan af sesam. Idag fik jeg leveret et kæmpe spidskål hoved. Jeg dampede det i stimler, og serverede det med sprøde madæbler i papirtynde skiver og vendt i lun nytilberedt gomadressing. En opskrift jeg helt sikkert vil arbejde mere på. når den er klar blogger jeg den. Mango pie

450 g. butterdej. 1 stor spisemoden mango. 3 spsk. Økologisk æblemos. 2 spsk. fuldkornhvedemel. 50 g. pistaciekerner. 2 spsk. Sukkerrørskrystaller. Tænd ovnen på varmeluft på 180 grader.gør en bageplade klar med bagepapir

Drys fuldkornsmelet på en ren bordplade og rul køleskabskolde butterdej til en stor kvadrat uden kanter. den Læg derefter butterdejen på bagepladen og fordel æblemosen jævnt og fint ud over hele butterdejsbunden. Skræl mango,snit i tynde skiver og fordel ovenpå æblemosen.hak pistaciekernerne groft og bland dem med sukkerrørskrystallerne. Drys blandingen over pie en. Bages ca. 18 20 min og serveres med creme fraiche 18 % rørt med fint hakket frisk mynte. Azuki bønnemos

4 dl azuki bønner 2 dl rørsukker 3 spsk agave nektar (mørk sirup) Bønnerne ligges i blød i 20 timer. Vandet hældes fra og bønnerne koges i nyt vand i 25 minutter. Dræn vandet fra og skyl grundige. Gør det to gange.hæld bønnerne tilbage i gryden. Tilsæt ½ dl sukker, rør rundt til sukkeret smelter. Gentag med resten af sukkeret indtil bønnerne er blevet til mos. Det tager 12 minutter.tilsæt agave nektar og mos bønnemosen med et piskeris til det bliver en lind mos. Tilsæt lidt kogende vand.hæld over i en ren skål. Dæk med film mens mosen er varm og stil på køl indtil den skal bruges Jeg kæmper derfor jeg er

Jeg kæmper, derfor jeg er En aften om kampsport, filosofi og livet i kroppen blev afholdt på Medicinsk Museion torsdag d. 19 september. Et fordrag, jeg som fighter måtte høre:en herlig aften med foredragsholder, og 3 tidligere top-fighters som hver især bidrog med deres historie. Aftenen var bygget op omkring filosofi, livet i kroppen, og de tre fighters motiver og drive for at dyrke kampsport. De skiftes til at indvige os i følgende: før kampen, kampen, og efter kampen, understøttet af

billeder eller film. Fra SIAM Athlete Nation var Abdulsattar Albarazi og Rasmus Zøylner repræsenteret, og Thomas La Cour fra Rumble Sports som MMA fighter. Alle tre med hver deres historie og bidrag til kampsport. Startskuddet havde udgangspunkt i at kampsport kan spores langt tilbage i tiden, og især i forbindelse med de græske nævekampe som meget ligner de moderne MMA kampe. I det antikke Grækenland blev nævekampene udviklet som en kampsport, hvor det var tilladt at slå med næverne i modsætning til brydning, hvor der ikke var tilladt at slå. Boksning i Antikken var dog væsentlig forskellig fra den sport, der i dag er kendt som boksning. Bokserne var nøgne, og næverne beklædt med læderstrimler, på visse tidspunkter tilsyneladende endog beklædt med metalstykker. Kampene var ikke opdelt i omgange, som det er kendt i dag, men fortsatte indtil en bokser var slået ud eller opgav kampen. Romerne lod sig inspirere af grækerne, og var begejstrede for sporten. Romerne overtog den græske variant, men udviklede også kampsporten i forbindelse med gladiatorkampe. Det var Muay thai og MMA som var repræsenteret ved foredraget, men den generelle holdning, opfattelse og håndtering af fuld kontakt kampsport var et primært emne. I Muay thai og MMA er der ingen stormester som der er i karate. Ordet filosofi kommer af det græske philosophia hvor præfikset philo betegner én af de antikke græske ord for kærlighed den mere venskabelige slags, og hvor suffikset sophia betyder visdom. Kærlighed til visdom. En måde at finde frem til det gode liv. Vi kan tænke os gennem en kamp, forberede os, og være mentalt tilstede, vi kan bruge filosofi til at blive bedre end dig selv. Det handler om at skabe selvtillid før en kamp og før kampen hvordan gør jeg mit Jeg igennem træning. Filosofi er noget man gør, noget man er. I kampsport er der meget ømhed og empati, man ved hvordan ens kampmodstander har det, eller har måske en ide om det. Når man

træder ind på kampfladen oplever man et øjeblik sammen. Man føler at hænger sammen i den kamp man har en aktiv del af. Kampen har et sprog, og gennem den kan vi styre modstanderens humør og tro på sig selv. Vi kan styre modstanderens opmærksomhed. Gennem mange timers træning og gentagelser løser vi problemer i kampen med kreativ problemløsning også bedre kendt som Muscle memory, tanken slår fra og kroppen tager over. Hvorfor kæmper vi? Kampsport kan være et redskab for begge på kampfladen i den faktiske kamp. Men kampsport er også i høj grad et redskab til at forstår sig selv, sit kropsprog, måden man reagere på i sejre og ved nederlag. Den giver selvforståelse, og gør en opmærksom gennem træning hvor i konflikter man har det svært, for derfor så at give værktøjer til at bearbejde fremtidige konflikter. At gøre noget med kroppen er at bringe dens egenskaber frem i lyset. I kampsport lære man at bære sin krop. Kvinder og kampsport

Jeg har sat mig for at finde ud af hvorfor der er så få kvinder i fuld kontakt kampsport. Ét er det almindelige kendte: nemlig at det er en sport for mænd, mænd er fysiologiske stærke, det ligger i mænds natur at slås, osv osv. Det er jeg med på. Men hvad med forventninger til mænd og kvinder i fuld kontakt sport!? Jeg vil starte med mine egne oplevelser og observationer. I 2005 greb jeg for alvor fuld kontakt sporten og integrerede den i min livsstil. Jeg tog valgte at hvis jeg skulle dyrke fuld kontakt mandekarate ville det betyde at jeg måtte acceptere de vilkår der var for mænd hvis jeg skulle blive god. Så jeg sagde farvel til lange negle, sminke, og andet fyld. Jeg observerede mænds måde at være på i miljøet og så at der var plads til at udtrykke sig med høje lyde, leg, falde og rejse sig igen hvor i den lejer hvor de få kvinder var, var det forsigtighed, usikkerhed, minus selvtillid, og bekymring om dragten sad pænt og håret stadigvæk var i hestehale. I karate arbejder vi med udtrykket kiaa som er en høj lyd der starter fra maven. Man bruger sit kiaa blandt andet til at skubbe sig selv frem når man er træt, til at skræmme modstanderen, til at hente luft, og til at vække sig selv så man er klar. I al den tid jeg har dyrket kampsport er det kun en håndfuld kvinder som jeg har oplevet, der har, kunne udføre et sjæleligt kiaa. Det bliver ellers trænet i Dojoen (træningssal) i forbindelse med basisøvelser. Men det er som kvinder ikke kan give slip. Vi skal være så pæne og passe vores roller. Jeg husker at jeg ikke forstod, hvorfor man ikke valgte at bruge det frirum en træning er til at få afreageret, få tømt lungerne for luft og få råbt lidt. Men undervejs fik jeg svar på nogen af mine spørgsmål. Jeg valgt at træne på samme vilkår som mændene, men oplevede at mine instruktører havde svært ved det. Fik tit af vide at jeg ikke skulle være så knock down agtig, ikke så

aggressiv skulle ikke lave så høje kiaa og du tager bare armbøjninger på knæ. Så er det jeg tænker: der er ikke ret mange kvinder i kampsport som virkelig træder ud over kanten. Hvorfor? Er det ikke en ur-gammel holdning og forventning om de roller vi har fået, skal vi holde fast i? jo da kvinder er velkommen i kampsport også i fuld kontakt men der er på forhånden en vis forudtaget holdning til at vi ikke kan og ikke bør tage udfordringen op personligt har jeg aldrig forstået hvorfor kvinder bare skal lave deres armbøjninger på knæerne? Why? Når jeg underviser kvinder får de ikke lov til det. Jeg ser hellere at man acceptere det tager tid at lærer og så langsomt bygger ens fysik op. Heller tage 2 rigtige armbøjninger end 10 halvdårlige på knæ. Jeg siger ikke at kampsport er for alle bestemt ikke og det bør det ikke være. Ligesom fodbold, ishockey osv heller ikke er for alle. Men når der nu er åbent for at kvinder kan dyrke det burde der måske være en anden måde at se og favne dem på? her skal det på ingen måde forstås som de skal sær behandles det kan godt være at det tager længere tid at lære at lave armbøjninger for en kvinde eller slå hårdt på en sandsæk eller sparke en anden i hovedet men hvis man nu giver tid og coaching undervejs er jeg overbevidst om at vi ville se flere kvinder på kampfladen. Og når der så endelig dukker en kvinde op som ikke har taget janteloven på sig og som ikke holder igen: så lad hende dog råbe og slå på lige vilkår som mænd. De kvinder jeg underviser presser jeg på samme måde som mænd og jeg oplever hvis kvinder oplever en anden stærk kvinde får de mod til at bryde rollen og give slip. Min holdning er at det er tilgangen til at træne kvinder og i allerhøjeste grad den psykiske del. Igen kan jeg kun dele ud af egne erfaringer og observationer men det ligger så dybt i mig alle de gange jeg er blevet bedt om at ikke være så aggressiv og alle de gang jeg er blevet bedt om at lave færre armbøjninger osv. som jeg ser det: hvis jeg havde accepteret det og var gået den vej: altså den vej andre forventede at jeg som kvinde skulle acceptere så ville jeg i

dag havde fået indøvet følgende: at jeg ikke skulle stræbe efter at blive fysisk og psykisk stærk. Men acceptere at jeg er svag fysisk og psykisk og derfor ikke kan levere varen. Men nej det har jeg ikke accepteret. Jeg har ikke taget andres følelser på mig trods jeg har mødt meget modstand: når der undervises i kampsport på blandet hold ser du sjældent det er en kvinde som får lov at være moment altså den som instruktøren hiver frem og hvis der endelig er kamphold for kvinder får man aldrig belønning i form af armbøjninger hvis man er ukoncentreret. Personligt fortrækker jeg forsat at træne med mænd netop af samme årsag. Har vi ikke et ansvar som instruktører for at favne de kvinder som træder ind i den verden? Jeg tænker bare det at de har taget valgt om at komme til en træning i fuld kontakt kampsport er da et signal om at der en vilje og noget at bygge på? Er vi for blide ved kvinder? kvinder græder nogen gange men det gør mænd også. Jeg har grædt af udmattelse til træning men jeg forsatte med tårerne løbende ned af kinderne uanset hvad mændene så måtte tænke om mig. Jeg græd også engang jeg brækkede næsen under træning da jeg ikke fik blokket et cirkelspark men jeg forsatte og blev stærk mentalt undervejs. Jeg tænkte: nå fuck det den er alligevel brækket så må jeg jo få det fixet efter timen. Jeg har også grædt af udmattelse og frustration når jeg har trænet op til stævner og gradueringer: men jeg har oplevet at hver gang jeg gav slip og fik tømt følelseskontoen blev jeg fri og let i sindet bagefter. Er mænd bange og nervøse for kvinders tårer? jeg vil påstå at jeg ikke er den eneste kvinde som har grædt til kampsport, til håndbold, til fodbold, til ridning osv. men HALLO jeg har set mange mænd græde, eller med tårerne i øjenkrogen. Men de får blot et tag dig sammen eller kommmm nuuu presss dig selv hvor kvinder får vil du ud og sidde lidt en pause?. Jeg har været heldig: jeg mødte en mand som favnede mit fightergen med iver og åbne arme. Han støttede mig i at jeg ikke skulle ligge under for folk følelser om at jeg som kvinde ikke kunne det jeg ville i kampsport. Så tak til ham du ved hvem du er. Men nu skal skylden ikke kun ligge på mænd og samfundets

generelle opfattelse af kvinder i kampsport. For jeg har mødt dygtige kvinder i kampsport fantastisk teknikker og pokalvindere. Er der nogen løsning på disse tanker? Ja bestemt. Jeg siger ikke jeg har fundet guldkornet men jeg vil gerne dele mine tanker med jer. Hvad kan vi så gøre ved kvinder i kampsport? Personligt vil jeg forsætte med at undervise, træne og coache kvinder og mænd på lige vilkår. Der er en helt ny generation af unge piger som har modet til at træde ind i dojoen. Jeg vil personligt gøre mit til at støtte dem, give dem armbøjninger, tror på dem, kæmpe med dem, råbe kommm nuuuuu når de græder, og anerkende dem når forsætter selv om de er trætte. Vi som instruktører kan gøre rigtig meget og har et kæmpe ansvar. Men vi skal ikke glemme at eleven kvinde eller mand står med det største ansvar over for sig selv hvis man vil frem i kampsport. Det starter med ens egen selvopfattelse. Find ud af hvad dit mål er og planlæg derefter. For mig handler det at træde ind på kampfladen om at komme ud over kanten mere end om at få en pokal med hjem. Hver gang man sætter sin fod på kampfladen rykker man sig psykisk. I dag betaler mange mennesker formuer for at få en privat coach men hvad hvis man kunne komme i god form og blive mental stærk i en pakke?