Historien Om Ardor & Kristus. Om den ældgamle kamp mellem lyset og mørket der afgøres nu. Forfattet og redigeret af Kim Garlin

Relaterede dokumenter
VANDRER MOD LYSET! MICHAEL AGERSKOV. Et Budskab til Menneskeheden fra den oversanselige Verden. Udgivet af

DJÆVELEN ( A R D O R ) fortæller, hvem Han er, og hvor Han befinder sig nu. Hvordan det er at befinde sig i det allerdybeste Mørke

Judas-Evangeliet. PÄ dansk ved Per Jespersen. mennesker, lade den menneskelige del af sig stä foran mit ansigt.

1.s i Fasten d Matt.4,1-11.

2. Pinsedag. 13. juni Vestervig (Ashøje) Provstigudstjeneste.

Jeg KRISTUS kan fortælle Jer, at Danmark er et Land, der er udvalgt af selve HIMLENS G U D! Det er der flere forskellige grunde til:

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matt 11,28).

18. søndag efter trinitatis 15. oktober 2017

Juledag d Luk.2,1-14.

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matt 11,28).

Bruger Side Prædiken til Pinsedag Prædiken til Pinsedag Tekst. Johs. 14,

G U D. Dette SVAR har Hanne Leffler. modtaget. under tankeinspiration. den 2. oktober 2000 af. G U D s TJENER nummer 10 RAFAEL

Johannes første brev

er til alle Mennesker på Jorden og i de seks himmelske Sfærer december 1999 Dette GLÆDES-BUDSKAB fra Hanne Leffler -

2. påskedag 28. marts 2016

At forsage er at sige nej eller at afvise noget. Når vi forsager djævelen, siger vi dermed nej til alt det onde vi siger fra over for verdens

2. påskedag 6. april 2015

Hilsenen kan udelades, eller præsten kan sige: Vor Herres Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med jer alle!

Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort 5 Mos. 30, Joh. 6, 37

Der var engang en ung konge, som regerede et lille land. Han boede i et slot sammen med sine tjenere, men han havde ikke nogen hustru.

Vær velkommen, du min fred, Dig ske tak i evighed! Drag, o Jesus, ind itl mig, Vejen selv du bane dig!

menneskets identitet: skabt i Guds billede helt umiddelbart: en særlig værdighed

Kyndelmisse 2014 Gettrup, Hurup

Prædiken til 3. søndag efter påske, Joh 16, tekstrække

2. pinsedag 16. maj Fælles friluftsgudstjeneste ved Spejder huset. Salmer: 290, 289; 335, 725 (sangblad) Tema: Livets brød

Tro og bekendelse Bibeltime af: Finn Wellejus

9 Påkaldelse af ærkeenglen Mikael

Lindvig Osmundsen Side Prædiken til 3.s.e.påske 2015, konfirmation..docx

Dåbsritual. Ritualer dåb naver barnevelsignelse vielse - begravelse. tror du på Jesus Kristus som din Herre og frelser? Dåbskandidaten svarer Ja

Konfirmandord. Fra det Gamle Testamente. Mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet. (1 Sam 16,7)

Man kan kun se rigtigt, med hjertet!

Side 1. En farlig leg. historien om tristan og isolde.

Lindvig Osmundsen Side Prædiken til 4.s.e. påske Prædiken til 4. søndag efter påske Tekst: Johs. 16,5-16.

TTT h. Denne HILSEN har Hanne Leffler modtaget under tankeinspiration den 4. april 2016 af ANKER JØRGENSEN

Juledag Intentionen i Lukasevangeliets fødselsberetning og i Johannesevangeliet er den samme: at pege på Kristus som verdens lys og frelser.

1 s e H 3 K. 12.januar Vinderslev Kirke kl.9. Hinge Kirke kl

Bruger Side Prædiken til 6.s.e.påske 2015.docx. Prædiken til 6.s.e.påske 2015 Tekst: Johs. 15,26 16,4.

Patriarken Jakob havde tolv sønner. Han elskede Josef mest, af alle sine sønner, fortælles det.

Studie. De tusind år & syndens endeligt

Tidebønner påskelørdag. Morgensang

Allehelgens dag,

Og det er til Danmark, disse ord fra Harald Nielsen skal lyde.

Pinsedag 4. juni 2017

68 af de Dykkere, der reddede Fodboldholdet ud af Grotterne fra Thailand. Melodi: Dengang jeg drog afsted

Hvad mon han tænkte, hvad mon Jesus tænkte, den dag han red op ad den støvede vej mod Jerusalem?

Skærtorsdag 24.marts Hinge kirke kl.9.00 (nadver). Vinderslev kirke kl.10.30

Hvem heler Gud? lidelsens udfordring. v. Frank Risbjerg Kristensen

UGE 3: GUDS FOLK. Scene 1 Pagten Fortællingen bygger på 1Mos 11-18, 22, & 2Mos 1 FORBEREDELSE FORTÆLLING & DIALOG

MIN. kristendom fra top til tå MINI KATEKISMUS MARIA BAASTRUP JØRGENSEN. ILLUSTRATOR KAMILLA WICHMAnN

Lindvig Osmundsen. Prædiken til julesøndag side 1. Prædiken til julesøndag Tekst. Matt. 2,13-23.

Må man tage hunden med sig ind i Himlen?

365 Guds kærlighed ej grænse ved, 723 Naturen holder pinsefest

1.Mos.1.v.1. Gud sagde:»der skal være lys!«og der blev lys.

Studie. Den nye jord

Pinsedag 24. maj 2015

Stille bøn. I modet til at kunne sige fra. Stille bøn. I kærlighed og omsorg

Hør os I mennesker på Jorden! De ord, Vi KRISTUS og ARDOR overgiver Jer, er givet Jer som en slags Eftertanke lige nu.

Prædiken til Helligtrekongers søndag, 1. Tekstrække, d. 4/ /Søren Peter Villadsen

Lindvig Osmundsen. Side Prædiken til Bededag 2015.docx. Prædiken til Bededag Tekst: Matt. 3,1-10

7. søndag efter trinitatis søndag II. Sct. Pauls kirke 3. august 2014 kl Salmer: 49/434/436/46//40/439/655/375

Studie. Åndelige gaver & tjenester

MENNESKESØNNEN Kapitel 1. Hvad er kristendommens symbol? Hvorfor blev det dette symbol? I hvilken by blev Jesus født?

Der kan sagtens være flere steder i en gudstjeneste, hvor vi har med Gud at gøre. I sidder hver især med erfaringer og et liv,

Gud har en drøm, og jeg har en drøm

Vi har ganske givet vore egne eksempler, som vi bærer rundt på af store og små brud, der er sket. Nogle af os har brud, der endnu gør ondt.

Matt 22v37-40: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud.

O, skriv dit navn i vores hjerte og vores i din højre hånd, så vi med dig har fryd og smerte tilfælles i den Helligånd! AMEN

3. søndag i advent II. Sct. Pauls kirke 15. december 2013 kl Salmer: 77/82/76/78//86/439/89/353 Uddelingssalme: se ovenfor: 89

Studie 10. Herrens nadver

Tekster: Jer 23,16-24, Rom 8,14-17, Matt 7,15-21

Hvem er Jesus. Så hvem var ham Jesus egentlig?

Åbenbaring. Johannes 17:3 Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.

Helligtrekongers søndag d Matt.2,1-12.

Hvilken vej vælger jeg at gå? Guds vej? Eller min vej?! Seks bibeltimer over Matt. 7:13-14 og Luk. 13:23-24!!

Tvillingesjæl. Lucindra. ~ 1 ~

16.s.e.t. 20. sep Høstgudstjeneste.

Kirkelig velsignelse af borgerligt indgået ægteskab

Vielse (bryllup) Autoriseret ved kgl. Resolution af 12. Juni Kirkelig vielse foretages af en præst i en kirke i nærværelse af mindst to vidner.

Evangeliet er læst fra kortrappen: Joh 14,1-11

Dette BUDSKAB har Hanne Leffler modtaget under tankeinspiration den 1. januar 2017 af G U D s TOLV TJENERE

Kristi himmelfartsdag 5. maj 2016

Man kan få slides i pdf på hjemmesiden. Skrifterne i GT + Jesus/Helligånden + samspil med de andre apostle mf

forbindes med Ham og lære den vej, som leder til himmelen, fra Hans egen Hellige Ånd.

Tekster: 2 Mos 34,27-35, 2 Pet 1,16-18, Matt 17,1-9. Salmer: Rødding 9.00: 736, 324, 161, 414 Lihme 10.30: 736, 22, 324, 161, 438, 477, 414.

1. søndag efter Trinitatis

studie Studie Treenigheden

Prædiketeksten er læst fra kortrappen: Mark 16,1-8

Sidste søndag i kirkeåret 23. november 2014

Åbent spørgsmål. Åbningshistorie. Hvornår tror du, en person er klar til dåb? Hvorfor? Hvad er den mest mindeværdige dåb, du har oplevet? Hvorfor?

For et par uger siden, havde min kollega og jeg alle vores konfirmander med i biografen og se Ridley Scotts nye storfilm Exodus om israelitternes

3. søndag efter påske

Prædiken til 2. påskedag 2016 i Jægersborg Kirke. Salmer: // Maria Magdalene ved graven

Bededag 1. maj Tema: Omvendelse. Salmer: 496, 598, 313; 508, 512. Evangelium: Matt. 3,1-10

Lindvig Osmundsen.Prædiken til 1.s.e.hel3konger side 1. Prædiken til 1. s. e. Hellig 3 Konger Tekst: Luk. 2,

i deres spil. tabte kampe.

15. søndag efter trinitatis I. Sct. Pauls kirke 13. september 2015 kl Salmer: 447/434/29/369//41/439/674/661

Bruger Side Prædiken til Pinsedag Prædiken til Pinsedag Tekst. Johs. 14,

GUDSBEGREBET.I.ISLAM

2. påskedag. Salmevalg

Bruger Side Prædiken til Pinsedag 2015.docx. Prædiken til Pinsedag Tekst. Johs. 14,

Transkript:

Historien Om Ardor & Kristus Om den ældgamle kamp mellem lyset og mørket der afgøres nu Forfattet og redigeret af Kim Garlin

2

Indhold Indledning... 7 Kapitel 1 - Begyndelsen... 10 Albevidstheden opstår... 10 Lysets børn... 12 Universet dannes... 13 De ældste falder for mørket... 15 Katastrofen... 18 De første mennesker... 22 Lysets nye børn... 24 En åndelig plan... 28 Inkarnationerne begynder... 29 Lysarbejdet begynder... 31 Kapitel 2 - Kampen begynder... 34 De ældste gør modstand... 34 De ældste ville inkarneres... 37 Kapitel 3 - Mennesket Jesus... 54 Den ældste af de yngste inkarneres... 54 Jesu dåb... 58 Fristelsen i ørkenen... 60 Jesu forhold til apostlene... 62 Josef af Arimatæa... 65 Påskemåltidet... 71 Rådets anklager mod Jesus... 74 Jesu ord på korset... 77 Jesu opstandelse... 79 Jesus viser sig for apostlene... 84 Kapitel 4 - Kristendommen... 87 Apostlenes ord... 87

Forsoningslæren: Grundstenen til Kristendommen... 91 Mani... 101 Kapitel 5 - Islam og reformationen... 103 Profeten Muhammed... 103 Korstogene... 105 Renæssancen... 108 Kapitel 6 - Lysets sejr... 121 Genfærd og spøgelser... 121 En genvej... 123 Hvad der er hændt siden... 141 5

6

Indledning Denne beretning er et referat af faktiske begivenheder. Sandheden i den kan bekræftes af de åndelige ledere som, fra det hinsidige, arbejder med at bringe sandhedens og åndens lys ned til os mennesker. Disse ledere bragte selv denne fortælling til os i sin oprindelige form for 90 år siden, bl.a. ud fra ønsket om at forklare os vor oprindelse, såvel åndeligt som legemligt. Hvorledes opstod livet og hvorledes kom mennesket ind i verden? Beretning tager sin begyndelse helt tilbage i en uendelig fjern fortid, før universet som vi kender det i dag opstod. Vi får forklaret hvordan livet begyndte på Jorden og hvorfor det opstod. Vi får forklaret menneskets oprindelse og udvikling gennem tiderne, samt den næsten evige åndelige kamp mellem de opbyggende og nedbrydende åndelige kræfter og disse kræfters indvirkning på menneskets tilværelse gennem tiderne. Var det Gud der skabte menneskene, eller har Darwin ret? Eller er der en helt 3. forklaring på gåden om menneskets oprindelse? Religionernes opståen og indbyrdes sammenhæng beskrives nøje: Hvad var det disse guddommelige budbringere som Buddha, Jesus, Mohammed m.fl. egentlig forsøgte at sige? Hvor kom de fra? Og hvorfor kom de? Kom de for at bringe os flere store religioner, hvis tilhængere kan finde på at bekrige hverandre, eller var deres hensigter måske noget helt andet? Det er noget af det, denne beretning afslører. Herudover bliver begrebet reinkarnation, formålet med den og principperne omkring dette emne forklaret, 7

ligesom vi får forklaret hvor vi i sidste ende ender, hvis vi vælger at gå ind i lyset. Vandrer mod Lyset, som denne beretning altså er et redigeret uddrag af, er det første, fuldendte værk som er blevet kanaliseret fra det hinsidige, altså forfattet af væsner der ikke tilhører den jordiske verden. I dette tilfælde tilhører forfatterskabet flere af menneskenes høje, åndelige ledere, af hvilke Den ældste af de yngste er den ene. Vandrer mod Lyset er altså et værk, hvis sandheder hver enkelt af de åndelige ledere selv kan stå inde for. Når man har læst dette materiale kunne man måske få lyst til at læse resten af Vandrer Mod Lyset. Dermed får man også mulighed for at lære Ardors Beretning at kende i sin oprindelige form. Vælger man det, skal man huske at Vandrer Mod Lyset er et udtryk for den viden som lysets ånder mente vi mennesker havde brug for da bogen kom frem i 1920. Blev bogen skrevet i dag, ville den givetvis have en noget anderledes form. Men man skal ikke lade sig forskrække af formen, selv om formen er lidt anderledes eller fremmedartet. F.eks. er sproget i Ardors Beretning lidt højtideligt og gammeldags. Nogle ord er også stavet på en anden måde end vi er vant til. Der er flittig brug af komma og semikolon; alle navneord er med stort og man bruger aa i stedet for å. Men bogens indhold er overordentlig værdifuldt, bl.a. fordi den sætter de mest grundlæggende åndelige begreber på plads for os, så vi kan føle os mere sikre i vor fortsatte åndelige søgen efter lys og sandhed. Den 8

giver os et åndeligt, uforanderligt fundament at bygge vor egen personlige udvikling i lyset på, og den gør det meget nemmere for os selv at finde vej gennem Jordens åndelige mørke. Når man læser Vandrer mod Lyset, kan man føle at bogen er svær at komme igennem, fordi den også beskriver den elendighed verden har været igennem gennem mange årtusinder. Men er man kommet igennem de første sider, bliver det nemmere. Hvad angår formen skal man tænke på at bogen er gammel, fra en anden tid. Den er skræddersyet til et ganske specielt formål: Bogen skulle først og fremmest overbevise datidens præster og intellektuelle om, at her stod de overfor en enestående henvendelse fra Gud, en indirekte anmodning fra Vorherre om at hjælpe sig med at bringe orden i verdens kaos og elendighed, ved at bringe denne bogs budskab videre til folket. Hele bogens form og indhold er et udtryk for, hvad der ud fra datidens kultur, tidsånd og verdensopfattelse kunne være brug for at forbedre og videreføre i en højere og bedre form, set fra den åndelige verdens synsvinkel, som det altså så ud dengang. Formen har altså sin grund i en svunden tid. Men bogens enorme indhold af viden og visdom er der ikke mindre brug for i dag. November 2015 - Kim Garlin 9

Kapitel 1 - Begyndelsen Albevidstheden opstår Oprindeligt var mørket overalt. Inde i mørket lå lyset. Der var intet liv og ingen bevægelse. Kun stilhed. Lyset og mørket er betegnelser for gevaldige, hinanden modsat virkende, urkræfter, frembragt af yderst små, forskelligartede partikler. Partiklerne vibrerer. Disse vibrationer kaldes energi. Denne energi frembringer verden. Hver urkraft bærer hver for sig sine egne muligheder og præmisser for at kunne danne sit eget univers og frembringe liv, med hver sit hinanden modsat virkende særpræg og livsprincip. Lysets og mørkets partikler har 2 poler. Når partiklerne vibrerer, bliver polerne magnetiske. Hvis partiklerne samtidig kommer i nærheden af hinanden, opstår magnetisk energi. Denne magnetiske energi virker samtidig forstærkende på partiklernes vibrationer. Oprindeligt havde polerne i lyset så stor afstand mellem sig at de ikke påvirkede hinanden. Dette var grunden til at partiklerne var i ro. Det samme gjaldt for mørkets partikler. 10

I lyset, på grænsen til det omgivende mørke, hvilede tanken og viljen. Tanken og viljen kunne frembringe bevidsthed i lyset eller i mørket, men ikke hvis tanken og viljen befandt sig for langt fra hinanden. Oprindeligt befandt tanken og viljen sig så langt fra hinanden at tanken ikke var sig selv bevidst. For at bevidsthed kunne opstå, måtte tanken og viljen nærme sig hinanden og gerne til sidst smelte helt sammen. Dette kunne de gøre i lyset eller i mørket, men ikke i lyset og mørket samtidig. Hvis tanken og viljen imidlertid skulle smelte sammen i lyset, måtte de først frigøre sig helt fra mørkets indflydelse. Og modsat, hvis de skulle smelte sammen i mørket, måtte de først frigøre sig helt fra lyset. Uendelig langsomt nærmede tanken og viljen sig hinanden i lyset. På et tidspunkt smeltede tanken og viljen hver for sig sammen med lysets 2 poler. Dette vækkede bevidstheden. Tanken var nu sig selv bevidst. Den vidste, at den nu måtte fortsætte med at nærme sig viljen i lyset, hvis den bevidsthed der nu var fremkaldt skulle blive fri for mørkets indflydelse. Samtidig søgte mørket at standse processen, ved at friste tanken og viljen til at opgive deres forehavende og i stedet smelte sammen i mørket. Tanken og viljen fortsatte med at nærme sig hinanden i lyset, samtidig med at lysets 2 poler også kom tættere og tættere på hinanden. Denne proces fik gradvist lysets partikler til at vibrere kraftigere og kraftigere. 11

Til sidst smeltede tanken og viljen, samt lysets 2 poler, sammen til en helhed. På denne måde opstod Albevidstheden. Albevidstheden trådte nu frem af lyset som et uendeligt smukt, ungdommeligt, lysende væsen. Dette skete sammen med 12 andre mindre lysende skikkelser. De 12 øvrige skikkelser blev Albevidsthedens hjælpere og tjenere. Albevidstheden dannede nu et mægtigt rige af lysets fine materie; en mægtig klode af lys. Hermed blev Albevidstheden til Skaberen. Da Skaberen fremsteg af lyset, var mørket besejret, men ikke tilintetgjort. Ved hjælp af sin tanke og vilje, satte Skaberen nu lyset i et stort kredsløb og lod det strømme gennem sit åndelige legeme. Samtidig førtes mørket ind under lyshavets dækkende bølger. Nu strømmede lyset og mørket i et evigt bølgende kredsløb gennem Skaberens funklende legeme, hvorved mørket blev tilintetgjort. På denne måde svinder mørket lidt efter lidt, indtil mørket en dag helt vil være tilintetgjort af lyset i Skaberens legeme. Lysets børn Skaberen havde mulighed for at frembringe alle tænkelige livsformer af lyset, for Han / Hun bar og bærer al skabelse i sin bevidsthed. Med sin tanke og ud fra sin egen strålende skikkelse, formede i Skaberen tusindvis af herlige, strålende væsener. Disse lysets børn modtog megen viden, kærlighed og styrke og alle fik boliger i Skaberens udstrakte rige. Derved blev Skaberen til Faderen. 12

Da Skaberen og de tolv tjenere trådte frem af lyset, havde hver især lige meget af den kvindelige skabende tanke og den mandlige befrugtende vilje i deres væsen. Lysets børn blev derimod skabt parvist som tvillingeånder. Som mandlige og kvindelige væsner skulle de udfylde og fuldstændiggøre hinanden i viden og i kærlighedsevne. Skønt de altid skulle være adskilte - være to skulle de i en højere forstand være forenet som et mandligt og kvindeligt spejlbillede af hinanden. Faderen gav sine børn evnen og viljen til at undersøge, eksperimentere og lære, og Hans tjenere vejledte dem om lysets love og hemmeligheder. Tjenerne viste dem, hvordan de kunne frembringe faste former af lysets energi og materiale. Men tjenerne kendte ikke lysets livsgåde. Den kendte kun Faderen, der var og er tankens og livets herre. Universet dannes Mange tidsevigheder gik. Faderen glædede sig over sine børns fremgang i kundskaber og i kærlighedsevne, og Faderen fik nu den tanke at skabe nye børn af lyset. Disse nye væsner skulle være svagere end de første. De første børn skulle så være vejledere for de nye og hjælpe dem frem til engang at blive lige så bevidste og stærke som de selv. Der måtte nu dannes opholdssteder til de nye børn, hvor de kunne leve i smukke, trygge omgivelser, medens de stræbte efter at nå til det fulde lys i Hans herlighedsrige. Derfor udtænkte Faderen planen og lovene for universets opståen og væren. 13

Faderen fokuserede på 4 punkter, to og to, på hver sin modsatte side af sit mægtige rige, som herefter fik navnet Centralsolen. Om disse 4 punkter lod Han lyset samle sig til 4 mægtige modersole. Disse modersole kredsede nu parvist om hinanden i en åben spiralcirkel i et evigt kredsløb rundt om Centralsolen. Fra disse 4 modersole blev der ved eruptioner efterhånden udslynget og danned et utal af stjerner og planetsystemer. Disse lagde sig efterhånden i 4 roterende, ellipsoideformet bælter om hver enkelt modersol og deltog i modersolenes rotation omkring modersolenes egen akser. Mange tidsevigheder gik medens disse stjerneuniverser ii blev dannet og de himmellegemer der skulle blive til planeter blev afkølet. På et tidspunkt kunne man se, at tykke tåger dækkede enkelte af de dannede kloder. Snart ville disse kloder være anvendelige som opholdskloder for de væsener, Faderen ville skabe. Nu udvalgte Faderes en klode: Jorden. Med sin skabende tanke, og af lyset, dannede Faderen en strålende åndelig verden uden om jordklodens tåger og dampe. Nu skulle lyset fra denne skønhedsverden gennemtrænge og overstråle Jorden. Jorden måtte befrugtes for at lysets plante- og dyreliv kunne opstå på kloden. Og langsomt begyndte lyset at brede sig over jordkloden for at modne den til liv. Nogle tidsevigheder gik. - Tågerne om jordkloden var nu mindre tætte og tunge. Snart ville Jorden være sin fuldendelse nær. 14

Nu henvendte Faderen sig til sine børn: "Mine børn! - sagde Han - Jeg, jeres fader, vil vise jer hvordan jeg skaber. For jeg vil nu skabe nye væsner; skabe dem af mit eget væsen og af klodens stærke lysudstrålinger. Jeg vil skabe dem skønne og gode, med alle muligheder for, vejledte af jer, at udvikle sig i lyset. - Mine nye børn skal leve et liv i skønhed og i glæde på én af de dannede kloder, på den, jeg har udvalgt dertil. Når tiden så er inde til det, vil jeg blandt jer udvælge nogle. Og disse skal opholde sig i den verden, jeg har lagt uden om Jorden. Derfra skal de vejlede mine nye iii børn; vejlede dem ad lysets veje, til de når frem til mit herlighedsrige. Men de udvalgte vejledere kan, når som helst de måtte ønske det, vende tilbage til deres boliger her i mit rige for at hvile, for intet arbejde bliver udført ordentligt, hvis det ikke ledsages af hvilen." Faderen bød nu sine tjenere at vise sine børn Jorden og den åndelige verden, der omgav den. Tjenerne vejledte børnene i meget af det nye. Og de forstod, at en vanskelig opgave ventede dem. De ældste falder for mørket Nogen tid gik. - Lysets børn snakkede sammen om, hvem der mon ville blive udvalgt, og mange af de ældste mente, at valget måtte falde på dem. Disse drog derfor ofte af sted til den nydannede åndelige verden om Jorden, og blev der ofte længe ad gangen. For de fandt det et dejligt sted. 15

Nogen tid gik. - Da var der nogle af de ældste der begyndte at undre sig: "Gad vide hvorfor Vor Fader venter med at skabe, nu hvor Jorden er klar som opholdsklode for de nye børn! Hvorfor venter Vor Fader stadig?" Faderens stemme lød nu til dem for at advare dem: "Mine børn, kom tilbage til jeres boliger her i mit rige. Jeg har ikke udvalgt jer. Kun de tålmodige er brugbare." De hørte godt Faderens stemme, men vendte ikke tilbage. De mente alligevel, at de måtte være de udvalgte. Atter gik nogen tid. - Så var der igen én af de ældste der sagde: "Vor Fader venter stadig med at skabe. Det har vi ikke tålmodighed til. Lad os forsøge at løse livsgåden og selv skabe de nye væsener. Så bliver de børn af os, og vores magt over dem bliver større." De øvrige var enige. Med deres skabende tanker og af lysets partikler, forsøgte de ældste at forme og skabe åndelige væsner, men de var ikke i stand til at løse lysets livsgåde. Så blev de endnu mere utålmodige og på et tidspunkt forslog nogle: "Vi ved jo, at det også er muligt at skabe liv af mørket. Måske skulle vi prøve det i stedet. " Nu lød igen Faderens stemme til dem: "Mine børn, kom hjem til jeres boliger her i mit rige, for jeg har ikke udvalgt jer. Kun de tålmodige er brugbare. Men I, der vakler mellem godt og ondt, mellem lys og mørke, I er ikke egnede til at vejlede andre. Mine børn, jeg siger jer: Aldrig nogensinde vil I kunne gennemskue lysets 16

livsgåde, om I så prøvede i al evighed, for I er ikke fremstået ved jeres egne viljers kraft. I er formet og skabt af mig, jeres fader, formet og skabt ud fra mit eget væsen. Men I, der er af mig, I vil ganske vist være i stand til at skabe af mørket og være i stand til at løse dets livsgåde, men jeg siger jer: gør det ikke! For mørkets liv er ikke evigt. Og i mørket er mulighederne for alt ondt, for ugerninger og for døden! Men vil I alligevel skabe af det onde og kalde jer dets herrer, så sørg for, at I ikke bliver dets tjenere!" - De hørte alle Faderens ord, men de svarede ikke, for de var meget utålmodige. Nu trådte Ardor, den ældste af de ældste, frem og sagde: "Vor Fader siger, at mørkets liv ikke er evigt, men det kan vi jo ikke vide! Lad os alligevel forsøge at skabe deraf. Og viser det sig at livet i mørket ikke er evigt, så vender vi bare tilbage til vore boliger og forbliver dér, til Vor Fader kalder." "Min søn! Hvorfor vil du beskæftige dig med det onde? Sørg nu for, at du ikke bliver dets tjener, for jeg alene er livets herre. Min søn, du skal vide, at de væsner, du med din tankes kraft kan skabe af mørket, aldrig vil velsigne dig, men kun forbande dig og det, de er skabt af. Du skal vide, at alt liv, hvor usselt og ringe det end er, altid vil søge frem imod lyset, mod det, der har sejret ved mig. Min søn, hvis du vil skabe af mørket, så vil mørket binde dig og alle, der følger dig; det vil binde jer, til jeres børn har lært at ynkes over jer, i stedet for at forbande jer. Min søn, mine børn! Jeg har talt til jer, så I kan vælge det rette." De hørte alle Faderens ord, men ingen tog sig af dem, for de var alle enige i deres beslutning. - Faderen tav, for Han tvinger ingen til at gøre det rigtige, men Han så med sorg på det de var i færd med. 17

Katastrofen Megen tid gik. - De ældste prøvede med tankeviljens kraft at tvinge mørket frem af det dækkende lyshav, og langsomt trak lyset sig tilbage. I tunge bølger strømmede mørket hen over og igennem dem, bandt dem til sig og forurenede og forvirrede deres tanker. Mørket gennemflød deres herlige verden, nedbrød den og lagde den øde. Tætte tåger styrtede deres boliger og fjernede de rene, strålende farver, medens uhyggelige dampe bredte sig overalt. Og mørket strømmede ind over jordkloden, befrugtede iv den og levendegjorde nogle af de hvilende, mangeartede livsformer. De ældste så med rædsel det skønnes ødelæggelse, og spurgte: "Hvordan er dog dette gået til? Dette ville vi jo ikke! Dette var jo ikke i vores tanker. Mørkets magt er forfærdelig!" Megen tid gik. - De yngste sørgede meget over det frygtelige, der var sket. De blev enige om at drage af sted til den nu ødelagte verden om Jorden i et forsøg på at overtale deres brødre og søstre til at vende tilbage. De ældste hørte deres kaldende stemmer og lyttede. Men råbene lød svage og fjerne. Og de vovede ikke at svare, for de var ikke i stand til at se deres yngre brødres og søstres strålende skikkelser. Mørkets tåger og dampe dækkede alt. Nu sørgede de yngste endnu mere. De vendte tilbage til Faderens herlighedsrige, men de glemte aldrig det, de havde set. De gik nu til deres fader og sagde: "Fader, tilgiv vore brødre og søstre! Byd dem at vende tilbage!" 18

Men Faderen svarede dem og sagde: "Jeg byder ingen at gøre det rette. Og ikke jeg, men deres onde gerninger, binder dem til mørket. Men for jeres bøns skyld, vil jeg nu, den sidste stund i hver svindende tidsevighed, v lade min stemme lyde til dem, så de kan mindes, hvad de har forladt, og angre, hvad de har gjort. For hvis de bliver i stand til at angre, så vil lyset i deres hjerter frigøre dem fra mørkets bindende magt og føre dem tilbage til deres rette hjem. Og jeg, deres fader, vil tilgive dem, for jeg elsker jer alle." De yngste tav, for de så, at Faderens sorg var uendelig. Megen tid gik. - De ældste forsøgte at genopbygge den ødelagte verden, men de var ikke i stand til det. Tætte tåger og dampe væltede og ødelagde alt, hvad de prøvede at opbygge. De var hjemløse i deres ufuldendte boliger. Alt var øde og mørkt, og der var ingen glæde. Atter gik megen tid. Så en dag sagde Ardor, den ældste af de ældste: "Vi er ikke i stand til at bringe orden i alt dette. Det har vi ganske enkelt ikke magt til. Lad os i stedet tage ned på jordkloden, for jeg kan se, at også den er formørket." Men her blev deres rædsel endnu større, for mørket her var endnu mørkere, tågerne endnu tættere og dampene var meget hede. Men liv var der overalt: et mylder af tunge, hæslige og frygtindgydende skabninger, og en mangfoldighed af svagt farvede, uskønne vækster. Uden orden spirede og voksede de mellem hverandre - små, store og mægtige. - Men disse uskønne vækster og disse hæslige skabninger var, for de ældste, Jordens første plantearter og Jordens første dyrearter, for de havde ikke set, 19

hvordan mørket havde ødelagt alt det, der oprindeligt var dannet på Jorden under lysets stråler. Og de havde heller ikke set, hvordan mørket havde befrugtet og fremkaldt nogle af de hvilende, mangeartede livsmuligheder.vi De ældste betragtede med undren det onde og hæslige: Mægtige udyr vadede i sumpene og trampede på jorden. Nogle bevægede sig tungt gennem luften. Andre bugtede sig gennem vandene, og mange udstødte brøl og uhyggelige skrig. Alt var uorden og forvirring. De ældste så udyrene parre sig og frembringe nye skabninger, og de så udyrene fare mod hverandre, styrte hverandre til jorden, sønderflå og søndertrampe hverandre. Men de, der styrtede, rejste sig ikke. - De så hvordan udyrenes sønderflåede legemer langsomt blev opløst og opsuget af jorden, medens uhyggelige dampe bredte sig overalt. Og de så hvordan mørke skygger rejste sig fra de sønderflåede legemer og langsomt blive opsuget af det omgivende mørke. Ja, den er god nok - bemærkede Ardor - Livet i mørket er ikke evigt, for vi kan jo se hvorledes de jordiske legemer opløses og opsuges af jorden, og vi kan se, hvordan de åndelige legemer opsuges af det omgivende mørke. Således vender alt tilbage til det, det kom fra. Dette er vitterligt døden! Mørkets magt er forfærdelig!" De gik videre hen over jordkloden, men overalt fandt de det samme liv og den samme forvirring. 20

"Disse skabninger er vi ikke i stand til at vejlede bemærkede Ardor. Det har vi ikke magt til. Men lad os nu gennemføre vores ide: at danne og skabe vores egne jordiske væsner. Lad os give dem evnen og viljen til at forplante sig og frembringe nye væsner, for vi har jo set, at det er slægten, og ikke individet, der lever. Når vi så har dannet og skabt vore børn, så vil vi lede dem, så de kan blive herskere over denne klode. Vi vil give dem så megen magt, at de kan gøre sig til herrer over disse udyr." - De øvrige var enige. Alle mente, at dette var en god ide. Men nu vii lød Faderens stemme til dem igen. En tidsevighed var nemlig nu gået fra det tidspunkt, hvor Faderen lovede sine yngre børn at kalde på deres faldne brødre og søstre: "Mine børn! Jeg, jeres fader, taler til jer, for at I kan mindes, hvad I har forladt og angre, hvad I har gjort; for formår I at angre, da vil lyset i jeres hjerter frigøre jer fra mørkets bindende magt og føre jer tilbage til jeres rette hjem. Og jeg, jeres fader, vil tilgive jer." De ældste hørte Faderens stemme, men den lød fjern og svag. De var ængstelige, men turde ikke svare. Faderen tav. Han tvinger ingen til at gøre det rette, men Han så med sorg på deres færd. Megen tid gik. - Med deres skabende tanker, og af mørkets og Jordens udstrålinger, forsøgte de ældste at forme og at skabe jordiske væsener som skulle ligne dem selv. Men deres tanker var forvirrede. Og de gjorde mange forgæves forsøg. Atter gik megen tid, medens de forsøgte at forme deres tankers skikkelser i det jordiske ler. Og efter megen møje og besvær, 21

lykkedes viii det for de ældste at frembringe væsener, som kunne ånde og leve i Jordens tætte tåger og dampe. - Disse væsner var de første mennesker, men de var hverken skønne eller gode. Og deres skabere var ikke i stand til at give dem magt, men kun magtbegær. De første mennesker Da menneskene var dannede og skabt, udvalgte de ældste nogle steder og egne, der var hævet noget over sumpene og vandene. Her blev de nye væsner ført hen, for at de kunne gøre sig til herrer over Jorden og dyrene. Men da menneskene vågnede til liv og så de enorme udyr, flygtede de i stor angst og rædsel. Nogle søgte skjul bag de tætgroende, sammenslyngede planter. Nogle gravede, med deres hænder, huler ud i de stejle jordskrænter. Andre flygtede ind mellem de nøgne bjerge. Og ingen vovede sig frem, før sulten tvang dem til at søge føde. Så kastede de sig over de mindre dyr, dræbte dem og udsugede deres blod. På denne måde opretholdt de livet. De ældste forsøgte med deres tanker at påvirke og at lede deres skabninger. Men de ældstes tankestrømme var onde, og ledte menneskene til mange slette og grufulde handlinger. Menneskene kunne ikke se deres skabere, men når de følte de onde strømme, der udgik fra de ældstes tanker, da rakte de ængsteligt hænderne mod Jordens sol, der lyste rødligt gennem tågerne. - Se! - bemærkede Ardor - Vore børn søger hjælp hos Jordens lys. Vore børn vender sig fra os og fra mørket. 22

Menneskene så ondt til hverandre. De kæmpede indbyrdes og slog hinanden ihjel. Og de levende udsugede de dødes blod. Og de ældste så de dræbtes åndelige legemer langsomt rejse sig fra Jorden og bevæge sig videre mellem de levende. De så disse døde bevæge sig omkring uden tanke, uden vilje, uden mål. De så dem som blege skygger ix, levende og alligevel livløse. "Menneskenes åndelige legemer opsuges ikke af det omgivende mørke, sådan som dyrenes gør det. De jordiske legemer opløses derimod og vender tilbage til det, de er skabt af. Hvorfor opsuger mørket ikke de åndelige legemer?" spurgte nogle. Ardor svarede dem: "Da vi dannede og skabte disse væsner af mørkets og af Jordens udstrålinger, glemte vi at holde lyset i vort eget åndelige jeg tilbage. Derfor er noget af det lys, vi selv er dannet og skabt af, strømmet med mørkets bølger ind i vore skabningers åndelige legemer. Og I ved jo, at det lys, der er af Vor Fader, hvor ringe det end er, aldrig vil kunne tilintetgøres. Disse skygger vil derfor eksistere i al evighed." Dette er jo forfærdeligt! - udbrød andre - Dette var jo ikke meningen. Lad os forsøge at forhindre vort eget lys i at strømme over i vore skabninger, at ikke flere skygger skal leve og dog være uden liv. Megen tid gik. - Menneskene levede deres liv som dyrene. De forplantede sig også som dyrene. Og deres afkom blev meget stort. Og mørkets strømmende bølger førte åndelig livskraft fra de ældste til alle de nyfødte menneskebørn. De ældste forsøgte at forhindre det, men måtte opgive. Mørket bandt dem. 23

Da var der nogle der sagde: "Vi er vitterligt blevet mørkets tjenere. Vi er ikke i stand til at frigøre os fra vore skabninger. Mørket bliver ved med at strømme gennem os og binde os. Og menneskeskyggerne vil vedblive at eksistere i al evighed." "Lad os fortsat forsøge at blive mørkets herrer", svarede Ardor. - Men de, der havde talt, ville ikke høre ham, for de var ikke enige med ham. Disse sagde nu til hverandre: "Lad os forblive her i vort ødelagte rige. Lad os forblive i vore ufuldendte boliger og aldrig mere stige ned på Jorden, for vi har ingen magt til at ordne denne forvirring." Lysets nye børn Megen tid gik. - Menneskene fortsatte med at forplante sig. De bredte sig hen over Jorden. Men skyggerne blev der flere og flere af. Nogle af skyggerne fandt vej til den ødelagte, åndelige verden, tiltrukket af de ældstes tanker. Nu blev de ældste forfærdede. Andre blev bare tavse. Og alle sørgede meget over det der skete. Skyggerne bevægede sig ind i de ufuldendte boliger, svævede omkring i den ødelagte verden, uden tanke, uden vilje, uden mål; levende, og dog livløse. De ældste så det, men de formåede ikke at hjælpe. Nu x lød igen Faderens stemme til dem. Der var atter gået en tidsevighed, siden Faderen sidst havde kaldt på sine faldne børn. De ældste lyttede, men Faderens stemme lød fjern og svag: "Mine 24

børn, jeg, jeres fader, kalder på jer, for at I kan mindes, hvad I har forladt, og angre hvad I har gjort." "Fader, Fader, vær barmhjertig mod disse elendige skygger, vore skabninger! råbte nu nogle af de ældste Giv dem af lysets blivende liv, så de ikke i al evighed skal være levende og dog livløse! Fader, vær barmhjertig! Tilgiv os vore gerninger!" Da hørtes igen Faderens stemme, men denne gang klar og skøn: "For jeres bøns skyld vil jeg gøre jeres skabninger til mine og give dem af mit eget, give dem af det evige liv. Mine børn, lad angeren i jeres hjerter føre jer til jeres rette hjem. Jeg, jeres fader, tilgiver jer, for jeg elsker jer alle!" De, der ikke svarede da Faderen kaldte, så nu deres brødre og søstre forlade den ødelagte verden, båret af lysets strålende bølger. Mørket lukkede sig bag dem. Og det blev endnu mørkere for dem der blev tilbage. Faderen gav sine angrende børn boliger i fjerne egne af sit udstrakte rige. Og Han sagde til dem: "Bliv her i ro og hvile til lyset har gennemlutret jer. Bliv her til jeg kalder, så I kan hjælpe jeres skabninger at bevæge sig fremad mod lyset, frem mod mit rige." Derpå gik Faderen til sine yngre børn og sagde: "Mine børn, nogle af jeres ældre brødre og søstre er vendt tilbage til lyset. Byd dem velkommen, for de har lidt meget. - Mine børn. Jeg, jeres fader, har lovet disse, jeres brødre og søstre, at tage mig af deres skabninger og gøre dem til mine børn. Se, jeg vil sende en gnist af mit eget flammende væsen til hver enkelt menneskeskygge, at de, ved hjælp af den, kan arbejde sig frem, gennem talrige jordeliv, fra det yderste 25

mørke til mit herlighedsrige. - Mine børn. Jeg, jeres fader, ved, at tidsevigheder vil gå, førend det sidste menneske er frigjort fra mørkets bånd og fra livet på Jorden. Men jeg ved også, at I, mine børn, kunne afkorte denne tid meget, hvis I ville lade jeres lysende ånd binde til jordiske legemer; hvis I ville leve som mennesker og lide menneskers lidelser for at bringe åndens lys til Jorden, således at jeres tilkommende brødre og søstre bedre kunne finde vejen til mit herlighedsrige. - Mine børn, uden tvang skulle I tage til Jorden, men vil I af jeres frie vilje gøre dette, da vil jeg, jeres fader, takke jer." De yngste tav. De vovede ikke at svare, for de huskede det grufulde, de havde set. Men da alle havde været tavse i nogen tid, trådte den ældste af de yngste frem og sagde: "Fader, jeg er parat! Jeg vil bringe lyset til Jordens børn. Jeg vil blive som dem. Jeg vil leve med dem og prøve at hjælpe dem, mine tilkommende brødre og søstre. Fader, send mig til Jorden!" - Men nu råbte de alle: "Fader, vi er parate! Vi vil hjælpe vore tilkommende brødre og søstre, så de engang kan indgå i dit rige." Nu så Faderen kærligt på dem alle og sagde: "Mine børn, I har valgt det rette. Jeg, jeres fader, takker jer. Men jeg siger jer: Skulle menneskene have kæmpet sig frem uden jeres hjælp, kæmpet alene mod mørket og stridt sig gennem lidelser og sorger, gennem ugerninger og død, til de havde nået deres rette hjem, da var deres herlighed blevet større end jeres. Da var menneskene blevet de første, og I var blevet de sidste, for da havde de selv måtte kæmpe sig frem til alt det, jeg har givet jer. Men formår I at holde jeres 26

løfte: at hjælpe jeres jordiske brødre og søstre, så vil I, når I engang samles i mit hjem, alle være lige. Og jeg, jeres fader, vil elske jer alle." Faderen vendte sig nu til den ældste af de yngste og sagde: "Min søn. Du var først parat til at bringe lyset til Jorden. Ved dig er denne lysets gerning begyndt. Ved dig skal den også fuldføres. Dig giver jeg magt til at lede menneskene frem gennem talrige jordeliv, til du erklærer dem frigjort fra Jorden, så de kan udvikle sig videre ad lysere og lykkeligere veje. Og dine brødre og søstre skal alle lyde dig. Men jeg, din fader, vil stå ved din side, så du ikke skal blive træt. Når tiden så er inde til det, så skal du give menneskene det største af alt: kærligheden, for du skal lære dem at elske hverandre; lære dem at gøre godt mod alle, der lider. Men jeg, din fader, vil lede dig under dine jordelivsvandringer." Derpå henvendte Faderen sig til alle sine yngre børn, idet han sagde: "Min velsignelse vil følge jer alle. Jeres sorger skal være mine sorger, jeres lidelser skal være mine lidelser. Og jeres fejltrin vil jeg tilgive og glemme, når I angrer og beder om det, for fejl vil I alle begå. Mørkets magt er stor! Mine børn, jeg siger jer: Strid aldrig imod det gode, imod det sande; strid aldrig imod kærlighed, imod barmhjertighed. Og vend jer ikke bort fra lyset i jeres indre! For så vil mørket binde jer; så vil I glemme mig, jeres fader. Og så vil I sinke jeres gerning, og jeres gang mod det høje mål!" De lovede alle at følge disse ord, og at følge deres ældre broder xi. 27

En åndelig plan Da de yngste havde lovet at lade sig binde til jordiske legemer og leve som mennesker, gav Faderen dem nogen tid, så de kunne forberede sig på den vanskelige opgave. I denne forberedelsestid, udtænkte Faderen planen og gav de åndelige love for menneskehedens fremtidige liv og tilværelse. Der manglede boliger til de kommende nye børn: menneskene. Faderen besluttede derfor at danne opholdssteder til dem. Med sin skabende tanke, og af lyset, dannede og skabte Faderen seks opholdssteder xii. Han lagde det første sted uden om Jorden og den ødelagte verden, og de følgende steder uden om det første. Faderen dannede opholdsstederne på en sådan måde, at de, gennem talrige nuancer, langsomt gik fra svag dæmring til klart og herligt lys. Derpå dannede Han boliger i alle opholdsstederne, så ingen af Hans tilkommende børn skulle være hjemløse. Faderen indrettede det sådan: at de nye børn xiii, medens de var inkarneret på Jorden, med deres frie viljers strid for lyset, for det gode - med deres frie viljers kamp mod mørket - mod det uskønne - selv beredte sig deres efterfølgende jordeliv. Han indrettede det sådan: at ånden, når den ved døden blev frigjort fra det jordiske legeme, blev ført til det sted, til den bolig, den selv havde beredt sig ved sine gerninger; beredt sig ved den renhed, viden og kærlighed, den var nået til, gennem sit jordelivs strid og lidelser. 28

Det var hensigten at ånden, efter hvert afsluttet jordeliv, kunne opholde sig en tid i sin bolig, for at se tilbage på det svundne liv, for at angre, for at hvile, for at lære, og for at forberede sig til den nye inkarnation. På denne måde skulle nu menneskeånden, gennem de talrige jordeliv, den ved sine bestræbelser og sejre selv beredte sig, langsomt hæve sig fra det første opholdssteds svage dæmring til det sidste opholdssteds sidste bolig i klart og herligt lys. Dér skulle den ældste af de yngste, kendt under navnet Den ældste af de yngste, modtage den unge ånd, og i Faderens navn frigøre den fra Jorden, sådan at den kunne udvikle sig videre ad lysere og lykkeligere veje. Da Faderen havde dannet og ordnet alt dette, bød Han sine hjælpere at samle skyggerne. Hjælperne samlede nu alle skyggerne fra Jorden og fra den ødelagte verden. Der var en mægtig hærskare, legioners legioner! Faderen gav hver skygge en gnist af sit eget flammende væsen. Derpå tog Han dem alle i forvaring på et sted, Han havde beredt dem fjernt fra Jorden, således at de i fred kunne opholde sig dér, til den guddommelige flamme xiv var forenet med deres skyggelegemer, og de, nu åndeligt levendegjorte, igen kunne bindes til nye menneskelegemer for at begynde deres udvikling mod det høje mål. Inkarnationerne begynder Da Faderen havde taget skyggerne i forvaring, gik Han til sine yngre børn og sagde: "Se, alt er nu parat. Øjeblikket er kommet, da I skulle indfri jeres løfte. Jeg, jeres fader, har dannet nye boliger til jer i det 29

sidste af de opholdssteder, jeg har lagt uden om Jorden og den ødelagte verden. I disse boliger skal I opholde jer medens I arbejder for menneskene. Her skal I hvile, når I vender tilbage efter hvert afsluttet jordeliv. Mine børn. Jeg, jeres fader, har ordnet det sådan, at I ikke alle samtidig skal færdes på Jorden. Nogle af jer skal nu inkarneres, nogle skal hjælpe jeres ældre broder at lede menneskenes vandringer, og nogle af jer skal vogte og beskytte de brødre og søstre, der er blandt menneskene, så de ikke farer vild på vejen. Mine børn, jeg har ordnet det sådan, at I ikke skal blive trætte. Og når de første af jer vender tilbage, da skal de hvile, medens andre af jer færdes på Jorden. På denne måde vil I alle en tid være blandt de ledende, en tid blandt de hvilende, en tid blandt de beskyttende, og en tid skal I vandre blandt de lidende mennesker." - Nu udvalgte Faderen nogle af de yngste. Og til dem sagde Han: "Mine børn. Vær I de første, der vandrer til Jorden!" Faderen velsignede dem, og sagde: "Når I bliver mennesker og mærker de onde strømme, der udgår fra jeres faldne brødre og søstre, så bed for dem, men forband dem ikke! Hvis I beder for dem, så vil de kunne føle jeres kærlige tanker. Og så vil angeren lettere vågne i deres hjerter." - Da Faderen havde sagt dette, drog alle de yngste af sted til de nye åndelige verdener om Jorden. Men de, der af Faderen var blevet udpeget til at skulle inkarneres, blev af Faderens tjenere, og af deres brødre og søstre, ført til Jorden. Her blev de bundet med lysets livgivende bånd xv til ufødte menneskebørn. Derpå tog Faderen deres tanker og deres erindring. Og de beholdt af åndens lys kun det, de havde lovet at bringe menneskene. 30

Men da tiden nærmede sig, hvor børnene skulle fødes, blev de yngste, som var bundne til de ufødte barnelegemer, ført nærmere og nærmere til disse. Og i det øjeblik de fødtes til livet, lagde de yngstes åndelige legemer - ledet af Faderens vilje - sig som en kappe om de nyfødte og tog form efter deres jordiske legemer, medens det livgivende bånd bragte lysets strøm fra det åndelige til det jordiske legeme. Herefter kunne kun døden sønderrive båndet og frigøre ånden. På denne måde blev de yngste forenede med de menneskelige legemer. Og på denne måde bliver alle åndelegemer, efter lysets love, bundet til de jordiske. Da de første af de yngste blev mennesker, indtrådte den jordiske tid. Forinden var alt uorden og forvirring. Og medens århundred lagdes til århundred, årtusind til årtusind, ledede de yngste menneskene frem imod lyset Lysarbejdet begynder Meget lærte menneskene af deres ledere. De lærte at forme de svage tanker i tale og i tegn, for de første mennesker havde ikke noget sprog. Som dyrene udstødte de mange forskellige skrigende lyde, for at advare, for at kalde, og for at tilkendegive glæde, frygt, afsky og vrede. Langsomt modtog menneskene flere og flere kundskaber. De lærte at fremkalde ild af træ og af sten; lærte at danne redskaber til arbejde og forsvar; lærte at forsvare sig mod dyrene og at holde sig 31

væk fra de steder, hvor flammende ild, stene og hede dampe blev slynget frem fra Jordens indre. Tusinder af århundreder gik. Men hver ny generation fik, efterhånden som tiden gik, flere og større kundskaber. Langsomt strømmede lysets bølger hen over Jorden. Mange steder opstod nye og mere forædlede dyrearter. Nogle af udyrene uddøde, for Faderen gjorde deres afkom svagt. Og de svage var ikke i stand til at forplante sig. Skønnere og nyttigere planter spirede frem overalt. Menneskene lærte at dyrke Jorden og at tage nogle af dyrene i deres tjeneste. De lærte at udnytte planternes stængler, blade og frugter. Og de lærte at tilhugge bjergenes stene, så de kunne bygge boliger af dem. De lærte at efterligne deres egne og dyrenes skikkelser i træ, sten og farvet ler, for at kunne udsmykke deres boliger med disse værker. Tusinde og atter tusinde århundreder gik. Med hvert århundred blev menneskenes legemer skønnere, deres ånd lysere, deres tanker renere og mindre tunge. De yngste forsøgte at lære menneskene om en højere magt, et åndeligt væsen, der styrede og ordnede alt. Men menneskenes svage tanker var ikke i stand til at fatte det, som ikke var synligt for deres øjne. De bøjede sig i stedet tilbedende for Jordens sol, som strålede over dem, lyste for dem og spredte Jordens tåger. Derfor vedblev menneskene, århundred efter århundred, årtusind efter årtusind, at tilbede den magt, der for dem var den højeste: solens lysende og flammende ild. 32

Slægt efter slægt gik menneskene fremad mod lyset. I svindende og kommende århundreder gik de søgende frem mod målet, vejledte af Faderens menneskeliggjorte, tidligere skabte børn. På denne måde blev lysets rensende strømme ført hen over Jorden, og på denne måde kom åndens lys til menneskeheden. 33

Kapitel 2 - Kampen begynder De ældste gør modstand Men de ældste, som opholdt sig i den ødelagte verden, undrede sig over deres yngre brødres og søstres opførsel. Og mørket, som hele tiden strømmede igennem dem, forvirrede deres tanker endnu mere og vakte vreden i deres sind. De blev enige om at modarbejde deres yngre brødre og søstre. De ville føre menneskene tilbage i mørket, for de ældste ønskede ikke, at deres skabninger skulle tilhøre lyset. - Da begyndte striden mellem de ældste og de yngste. De yngste lærte menneskene at leve i renhed, kærlighed og indbyrdes fred. Men de ældste lærte menneskene at misunde og forfølge hverandre, at leve i urenhed og i ugerninger. De lærte menneskene at samle sig i store hære, for at bekrige hverandre, for at dræbe, for at plyndre og for at røve. De lærte dem, med magt, at tilrane sig folk, byer og kostbarheder, som ikke tilkom dem. De yngste lærte menneskene at give gode, kloge og retfærdige love. Men de ældste lærte dem at give slette, uretfærdige og uforstandige love. Og medens århundreder lagdes til århundreder, årtusinder til årtusinder, tvang mørket de ældste til vedblivende at stride mod deres yngre brødre og søstre, for med hvert århundred, steg mørkets magt over de ældste. Deres tanker blev endnu mere forvirrede. De var kun i 34

stand til at tænke ondt og at ville det onde, for de var vitterligt blevet mørkets tjenere. De ældste fortsatte med at kaste sten på de yngstes vej. Mange faldt, og mange blev trætte. Men Faderen rejste de faldne. Han støttede de svage, tilgav hvad de havde fejlet og gjort forkert. Og Han styrkede deres mod. Derpå fortsatte de kampen mod mørket, kæmpende for lyset og for det gode. Men da en tidsevighed var gået fra det tidspunkt, da nogle af de ældste angrende svarede Faderens kaldende stemme, lod Faderen på ny xvi sin stemme lyde, for at kalde på dem, der endnu var i den ødelagte verden. Kun få svarede, for kun få fortrød, hvad de havde forbrudt. Men Faderen tilgav de angrende, for Han elskede dem alle. Og lysets strømmende bølger førte dem bort fra den ødelagte verden. Og det blev endnu mørkere om dem, der blev tilbage. Atter svandt århundred efter århundred, årtusind efter årtusind. De yngste forsøgte at give menneskene større viden om det, der ikke var synligt for det jordiske øje. De forsøgte at lære dem, at den højeste magt var Vorherre, at Vorherre var barmhjertig og kærlig, at Han elskede alle og ville drage alle til sit rige. Men de ældste tilhviskede menneskene, at Vorherre var en vredens og hævnens gud. De lærte dem, at alle, der ikke ville bøje sig for denne strenge guddom, ville blive nedkastet i dybet for at lide dér til evige tider. De lærte menneskene at 35

tilbede mange guder, at danne billeder af træ og af sten, for at bøje sig for disse livløse ting. Og de lærte dem at mildne guddommens vrede ved at udgyde menneskers og dyrs blod på de altre, der rejstes for de livløse og magtløse billeder. Medens århundrederne svandt og årtusinder lagdes til årtusinder, blev menneskenes tanker forvirrede. Alt, hvad de lærte, blandede de sammen. De var ikke i stand til at skelne det onde fra det gode, at skelne mørket fra lyset, for de ældste vedblev at følge de metoder, de yngste brugte. De ældste førte mørket tæt hen over Jorden. Dette vakte klodens indre kræfter til grufulde, flammende udbrud. Og det største af de riger xvii, de menneskeliggjorte yngste havde dannet på Jorden, blev ødelagt og sank i havet. Kun få nåede at flygte fra døden og ødelæggelsen, for vandene bortskyllede det meste af det store land. De yngste sørgede over det, der gik tabt. Men Faderen støttede de svage og styrkede deres mod. Og de fortsatte med at kæmpe for lyset og for det gode. Atter blev århundreder lagt til århundreder, årtusind til årtusind. Atter bragte de yngste flere og større kundskaber til menneskene. De lærte dem på ny at danne store riger og samfund, og at rejse smukke byer og herlige boliger. De lærte dem at udhugge bjergenes malm og mangefarvede funklende stene, for med disse at udsmykke deres boliger og legemer. Og de forsøgte på ny at give menneskene større viden om 36

det, der var skjult for det jordiske øje. Nogle få lærte at modtage meddelelser fra de åndelige verdner om Jorden. Men usynlige for menneskene, efterlignede de ældste de yngstes metoder. De førte mørket tættere om Jorden. Og de lærte menneskene nogle af mørkets skjulte kræfter. De lærte dem, på ny, at tilbede de mange guder. Og de lærte dem at påføre andre skade, ved at tilbede og tilkalde mørkets magter. På denne måde gik menneskeheden, i svindende og kommende årtusinder, langsomt fremad mod lyset, ledet af de yngste fra kundskab til kundskab, medens de ældste forsøgte at holde dem tilbage, og at føre dem ind under mørkets indflydelse. De ældste ville inkarneres Mange hundredetusinde år var nu gået fra det tidspunkt, Faderen sidst lod sin stemme lyde til de ældste, da én af disse, der var blevet tilbage i den ødelagte verden, sagde: "Vi vedbliver at leve i mørke og elendighed. Endnu har vi ikke været i stand til at bringe lys og skønhed til vore boliger. Og vi har ingen magt til at føre vore skabninger tilbage i mørket. Lad os i stedet prøve om vi kan blive mennesker, og leve blandt dem, lige som vore yngre brødre og søstre, for vi kan jo se, at mindet om livet hos Vor Fader er slettet af deres erindring, så længe de lever på Jorden. Lad os binde os til jordiske legemer, for da vil vi blive i stand til at glemme vor 37

elendighed, vor magtesløshed og vore lidelser. Og så kunne vi igen glæde os over at eje magt, rigdom og skønhed." - De øvrige lyttede til ordene. De talte nu en del sammen om det, for de ønskede alle at glemme deres lidelser. Men nu henvendte Faderen sig igen til dem for at advare dem: "Mine børn, gør det ikke! For dette vil medføre megen ufred, megen elendighed og mange lidelser for menneskene, jeres skabninger. Og jer vil det heller ikke gavne. Mine børn, prøv at angre det onde, I har gjort. Så vil jeg, jeres fader, tilgive jer, så I kan vende tilbage til jeres rette hjem. Men er det sådan, at I endnu ikke er i stand til at angre. Og vil I, mod mine ord, alligevel binde jer til jordiske legemer, da skal I vide, at I alle må leve under de love, jeg har givet for menneskehedens fremgang. Da må I stride jer frem fra mørke til lys. Da må I gå de samme veje som menneskeheden går. Men dette vil blive meget vanskeligt for jer, for mørket vil slutte sig tæt omkring jer. I vil blive større end mennesker; større i ugerninger, uvaner og slethed, for mørkets angst og rædsel vil hele tiden være hos jer og påføre jer store lidelser. - Mine børn, jeg, jeres fader, har fortalt jer, hvorledes I kunne vælge det rette. Tænk jer godt om, før I vælger dette! Tænk jer godt om!" Alle hørte Faderens ord, men de lyttede i tavshed. De var ikke i stand til at angre. Nu trådte Ardor frem: Vi vil ikke vore skabninger noget ondt, vi vil kun prøve at glemme vore lidelser. Vi føler sikkert ikke større angst og rædsel blandt menneskene, end vi føler her i 38

vort ødelagte hjem. Vi finder sikkert ikke større lidelser iblandt dem, end vi finder her. Se, hvor Jordens sol gløder og stråler! Den bringer varme og skønhed til alle, der færdes på Jorden. Er dette ikke bedre end den kulde og det mørke, der hersker her? - Se menneskenes herlige hjem, deres stolte templer, deres fyrsters herlige boliger! Er dette ikke bedre end vore sammenstyrtede ruiner? - Se menneskenes pragtfulde klæder, deres gyldne smykker med de mangefarvede, funklende sten! Se den rigdom, de ejer, og den rigdom, der endnu er skjult i Jordens og i bjergenes skød! Er dette ikke bedre end vor nøgenhed og de usle pjalter, vi prøver at dække os med? - Se Jordens lande og herlige byer, de ranke, bladrige planter, de mangefarvede blomster, de klare, strømmende vande og de mægtige have! Er dette ikke bedre end vore golde klipper og vore mudrede og tågeslørede vande? Er dette ikke bedre end de uhyggelige dampe, der strømmer frem overalt i vor verden? - I sandhed, vi vil ikke vore skabninger noget ondt. Vi ønsker blot at få del i deres rigdom og skønhed. Vi ønsker blot at glemme vore lidelser! - Nu råbte de alle: Vi vil ikke vore skabninger noget ondt, vi vil kun prøve at glemme vore lidelser! Faderen svarede dem ikke, for Han tvinger ingen til at gøre det rette, men Han så med sorg på deres færd. De ældste forsøgte nu at binde hverandre til jordiske legemer, men måtte opgive det. Kun Ardor var i stand til det, for hans magt var meget stor. Og da hans brødre og søstre bønfaldt ham om at hjælpe sig, lovede han at hjælpe dem alle. 39

Langsomt gik Ardor fra sted til sted hen over Jorden, medens han bandt sine brødre og søstre til ufødte menneskelegemer. Han bandt dem med mørkets livgivende bånd xviii. Han prøvede at slette deres erindring, men han var ikke i stand til at bortslette alt. Magtbegæret forblev i deres hjerter. Og mindet om mørkets angst og rædsel fulgte dem alle. Men da Ardor havde hjulpet sine brødre og søstre, ville han også binde sig selv til et ufødt menneskelegeme. Men se, dette kunne han ikke, for han ejede ikke evnen til at bortslette sin egen erindring. Nu kom det tidspunkt, hvor Ardor stod alene. Ene og uset af menneskene vandrede han hen over Jorden. Alene med sin angst og rædsel gik han omkring i den ødelagte verden. I tunge bølger strømmede mørket gennem hans legeme, knugede hans sind og forvirrede hans tanker. Nu vågnede hadet i hans hjerte. Han hævede sine hænder mod himlene og forbandede sin fader, altets ophav. Han rakte sine hænder mod Jorden, forbandede sine skabninger og de brødre og søstre, der havde forladt ham og ladet ham alene tilbage. Men i samme øjeblik lød Faderens stemme til ham for at advare ham: Min søn! Stands dine forbandelser, for de gavner dig ikke. Min søn, jeg, din fader, siger dig: det tidspunkt vil komme, da du i ydmyghed, med sorg og anger, vil bøje dig dybt for menneskene og prøve at opnå deres tilgivelse. Min søn, gør det ikke sværere for dine skabninger at tilgive dig, ved at tilføje dine forbandelser til alt det andet, du har givet dem: ugerninger, lidelser, elendighed og dødens 40

bitterhed. Min søn! Stands dine forbandelser, for de gavner dig ikke. Og jeg, din fader, sørger over dig. Ardor hørte Faderens ord, men svarede ikke. Mørket og hadet bandt hans sind og hans tanker. Tunge tider begyndte nu for menneskene. For de ældste voksede op iblandt dem. Og de blev større end mennesker, større i ugerninger og i had. Og de såede mørkets onde sæd overalt. Nogle af de ældste blev født som herskere. Disse kuede alle, der stod under dem. De lagde slaveriets tunge byrde på mænd og på kvinder, for at de kunne tjene dem, og hjælpe dem med at få tilfredsstillet deres onde lyster og begær. De levede i pragt og herlighed, omgivet af mange kvinder. Og de mishandlede og dræbte mange, både mænd og kvinder. Konstant fejdede de med nabokonger og nabofyrster, røvede meget land, mange byer og store rigdomme; røvede alt med magt og med list. Og de sendte tusinder og atter tusinder af stridsmænd i døden, for deres begær var umætteligt - De var onde og grusomme, hovmodige og stolte. Men i deres hjerter var de feje og usle, for mørkets angst og rædsel var over dem. Mange af de ældste blev født til at tjene i templerne som gudernes præster og præstinder. Disse kuede folkene, kongerne og fyrsterne, for de talte med megen myndighed. Og de truede med deres guds eller guders strenge straffe. Alle bøjede sig for dem i frygt og i lydighed. 41