Allehelgens dag, 3.11.2013. Domkirken: 732 Dybt hælder året, 571 Den store hvide (prædiken, navneoplæsning, motet), 549 Vi takker dig, 754 Se nu stiger. Nadver: 573 Helgen her Gråbrødre: 732, 571, 549, 785 Tunge mørke. Nadver: 573. De fleste af os har en grav, vi af og til besøger. En grav vi kommer til, passer på og opholder os ved. Og når man kommer til sådan en grav, så er det på en måde, som om man kommer til den, der ligger i den. Vi kommer fra de levendes land med alt vores. Vi kommer til den døde, som dem for hvem livet går videre, som dem der stadigvæk oplever ting, og som har hverdag til fælles med andre levende mennesker. Og når vi så står ved graven eller pusler med den, piller lidt ukrudt, vander, river, fjerner visne blomster og sætter nogle nye i, så vil nogle af os, i tanken eller med en indre mumlen, fortælle den, der ligger der, hvad der sådan sker blandt os, de levende, hvad vi går og tumler lidt og, måske, at vi er fulde af savn. Vi er i hvert fald i tanken hos den, der ligger der. Vi synes måske, at vi er en ganske lille bitte smule sammen. Det ved vi selvfølgelig godt, at vi ikke er. Vi ved godt, at den der ligger der, er borte, for altid borte, som det forgængelig materiale vi mennesker er, når livet forlader os. Du er muld, mens jeg er mand, som digteren siger. Vi ved det godt. Men vores hjerte nægter helt at overgive sig til tanken. Derfor hæger vi om graven, derfor kommer vi stille til den som den dødes sted og sætter friske blomster eller har små pynteting med. Derfor passer vi graven og pusler omkring den eller småhvisker med dén, der var, men nu så afgjort ikke er mere. Måske synes vi, at vi har noget sammen, den døde og os, at der er noget, et eller andet, der alligevel binder os sammen. Et eller andet der holder, på trods af at alt er så udtalt forbi, på trods af at vi så den døde blev lagt i sin kiste, på trods af vi sænkede den ned eller satte urnen i jorden, på trods af at stenen med den dødes navn blev sat på, på trods af at tiden går, og at vi nu går alene rundt i vores stuer og måske har gjort det længe. Vores hjerte vil det. Og måske vores hjerte har ret. For ja, vi har stadigvæk noget sammen, den døde og os. Vi hører sammen. Sådan lyder det her i kirken. Vi hører sammen, fordi vi hører til sammen. Vi hører til hos vores Gud og vores far, og i hans fællesskab med os, har døden ikke noget som
helst at betyde. Det er jo, hvad Gud forsøger at gøre os opmærksom på, i det han siger til os gennem sin søn Jesus Kristus, og som vi gentager ved dåben og ved begravelsen: du hører til hos mig. Du er mit barn. I liv og død. Stol på det. Og det er jo ikke kun et løfte, der omfatter os, der lige nu og her går og trækker vejret og ser fodkoldkampe i fjernsynet og køber ind til aftensmaden. Det gælder også ham eller hende, der ligger stille i sin grav, og ikke er der mere. Gud vil os, Gud kalder os ind til sig. Levende som døde. I teksten fra Mattæusevangeliet, som jeg læste lige før, hører vi netop Gud kalde igennem sin søn Jesus Kristus. Han kalder på alle dem ind, som er uden for. Fordi de på enhver måde er fattige og mangler og ikke regnes af andre mennesker. På den tid Jesus levede, skulle man kvalificere sig til Guds kærlighed og opmærksomhed ved at holde budene og lovene. Men Jesus siger her, at dem, der er salige, dem der er Guds, og som er hos Gud, at de netop ikke har kvalificeret sig ved deres overskud og gode gerninger. I HAR allerede del i Guds rige, siger han til dem, der står og trykker sig i udkanten af forsamlingen, og som ikke føler, at de hører med. I ER salige. At Gud på den måde, som Jesus siger det, vil fællesskab med sit menneske, selv når det står og trykker sig i udkanten, er ord vi må tage til os, når vi selv føler os i udkanten, eller når vi ser vores kære falde ud over kanten og forsvinde og bliver borte. Gud kalder ind. Gud holder ikke ude i arms længde. Gud holder fast i os og i dem. Det var, hvad hans søn sagde og lærte og viste. Det er vores levende håb som siges til os både ved døbefonten, og når vi står ved og selv ligger i en kiste. Så Guds vilje til at byde ind og holde fast og holde ved, på trods af at vi ikke selv har så meget at komme med, dét er hvad vi har til fælles os der lever og dem, der dør fra os, og os der selv skal dø fra nogen engang. Dét håb er, hvad vi har at holde os til og trøste os ved, når vi går ud på kirkegården: at den, der døde fra os, og som nu ligger i den grav vi besøger, at han eller hun er i Guds hånd. Og der er godt at være. Derfor kan vi om den døde sige og håbe, at han eller hun ikke er borte, men er dér, hvor han eller hun hører til, hos Gud. Som vi selv håber, at kunne være det engang. Men alle os der er tilbage, som lever, ånder og er, og som gør os mange bekymringer og for hvem dagene går så hurtigt, og som ser bladene blive gule og falde, som snart skal stemme til
kommunalvalg, og som synes, at det lige har været jul, vi har som bekendt stadigvæk et liv, vi skal leve for den levende Guds ansigt. Og fordi vi er børn af den Gud, der i sin søn viste at døden intet har at sige, når det gælder forholdet mellem ham og os, fordi vi er sammen med ham som grene på et træ, så skal også selvom vi sørger og er kede af det - vi leve vores liv i munter dødsforagt. Vi skal leve netop, som om døden intet har at sige over os og dem, vi mistede. Det er, som så meget andet, lettere sagt end gjort. Men det er, hvad ordene om Jesus vil indgyde os mod og håb til at gøre. Som f.eks. Her i dagens tekst, hvor Jesus viser alle de udstødte og foragtede, alle dem, der har andre kvaliteter end dem verden efterspørger, at de er salige hos Gud, at de er Guds, at de lyser i hans øjne. De er og bliver usynlige og fjerne for os i al vores selvoptagede fremdrift. Sagtmodighed, barmhjertighed og hjertets renhed er ikke kvaliteter der efterspørges i jobannoncerne. Men Gud deler ikke vores glemsomhed og selvoptagethed, og han vil i sin søn justere vores syn på verden, så vi ser, hvad vi har det med at glemme og handler mod dem i skyggen, som de salige de er, i deres skabers øjne. I dette halvformørkede liv skinner Guds riges lys i det Jesus sagde, vi skal gøre, og som vi gør, når vi glemmer os selv og følger ham. Og at det riges lys engang skal sætte sig igennem, for fulde gardiner havde jeg nær sagt, det er vores håb. Vores håb, vores kristne håb, er, at sandheden og retfærdigheden til sidst sætter sig igennem, og at vi som er hans, og som også snart ligger i vores grave, at vi skal blive, som han hele tiden har villet os. Hvad der er krøllet sammen i dette liv skal foldes ud, og alt det, der visnede, skal blomstre. Som K.E. Løgstrup sagde det på sin egen lidt tørre måde: I Guds evighed finder den befrielse sted af de underkuede og ulykkelige, den ophævelse af nød og elendighed, som Jesus satte al sin tale og gerning, og til sidst sin lidelse og død ind på at tilvejebringe. Tørt eller ej. Dét som her udtrykkes er vores kristne håb, som skal lede vi levendes fødder ad ujævne og snoede veje og hele tiden stå som en fjern solopgang i vores skyggefulde liv. Og det er det kristne håb, der skal trøste os, når vi kommer til den grav, som vi af og til besøger og pusler rundt ved. Den døde er ikke borte. Den døde er hos Gud. Og dér skal vi også være, når vi ikke er her mere.
Det ender godt. Men indtil da har vi altså også et liv, der skal leves. Og det skal sandelig leves for fulde gardiner og palmesving, i fællesskab med dem, vi er her sammen med her, så længe det varer. Og det skal leves i tro, i håb og i kærlighed. Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. Og jeg vil nu, som vi har for skik Allehelgens søndag, læse navnene på, og sammen med jer, de pårørende, mindes dem fra vores sogn, der gik bort i det forløbne år: Herre. Vi er kommet i dag for at mindes vores døde. Nogle af os med tungt hjerte og store savn. Nogle med en sorg tiden har lært os at leve med. Vi har alle én, vi savner. Herre, tak fordi du lader solen skinne ind i graven. tak for håbet om en fremtid i dit lysfyldte rige. Nu beder vi dig at du vil lade dét håb hjælpe os gennem hårde dage, hvor vi har svært ved at bære vores længsel og hjemløse kærlighed. Vær hos os, når vi græder i tomme stuer, og når vi ikke længere har mere at græde af. Lad vores hjerte finde ro i den trøst at de døde er hos Gud. Vi husker dem endnu. En dag er de glemt. Men du husker for os alle, Herre. Slægt efter slægt er i din hånd. Giv du dem og os alle en glædelig opstandelse. Amen.
Tillysninger. Vil i dag henvise til vores nyhedsbrev. Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen