Statsminister??? Iran: En fanatiker i vindjakke rasler med krumsablen og han har snart atomvåben. Læs side 16-17

Iran: En fanatiker i vindjakke rasler med krumsablen og han har snart atomvåben. Læs side 16-17 NR. 2. MAJ 2006 10. ÅRGANG Statsminister??? De radikale fører ikke politik efter meningsmålingerne. Siger de. Men aldrig så snart fik de lidt medvind i netop meningsmålingerne, før Marianne Jelved tilbød sig som landets næste statsminister. Radikal indflydelse vil blive begyndelsen til enden. Læs bl.a. side 3 og side 14-15.

leder Hvad blev der lige af Gud, konge, fædreland og blot en smule økonomisk ansvarlighed? De Konservative og Socialdemokraterne klovner rundt. Det Konservative Folkeparti overhaler Det Radikale Venstre indenom og det er, trods alt, ganske godt gået af det gamle patriotiske, forsvarsglade lov-og-orden parti mens Socialdemokraterne hælder gammel vin på så gamle flasker, at selv Frank Jensen jubler over sin formands manglende visioner og fornyelser De Konservative har jo siden statsminister Poul Schlüters glade dage i 80 erne - dengang man med den håbløse Udlændingelov af 1983 åbnede Danmarks grænser på vid gab ikke været så konservative at det gør noget. Den sandhed må man sige, at partiet til stadighed lever bedre og bedre op til. Der er ikke meget klassisk konservatisme tilbage i Det Konservative Folkeparti. Det vil nok være for vidtgående at geråde sig ud i en påstand om, at den klassiske konservative linie helt blev vasket væk, da Hans Engell efter sin skandaløse kørsel måtte forlade lederjobbet som konservativ partiboss. Men der var ikke desto mindre væsentligt mere klassisk swung over Engells konservatisme - komplet med regimentslips, marchmusik og historieforståelsen på plads. Under Muhammed-krisen har danskerne ofte måttet kigge langt efter De Konservative. Den konservative udenrigsminister Per Stig Møller og hans ministerium kæmpede en imponerende og brav kamp i døgndrift, da krisen var på sit højeste, men partiet i øvrigt var i bedste fald usynligt. Det må de jo selv om. Det er dybest set en sag mellem dem og deres vælgere. Men situationen er jo sådan, at partiet også er i regeringen. Og det har knebet noget for det lille regeringsparti at holde slagordenen, om man så må sige. Dansk Folkeparti har den opfattelse og adfærd at man bakker op bag regeringschefen, når landet er i krise. Det gjorde Dansk Folkeparti i 2001, da statsministeren hed Poul Nyrup Rasmussen, og det gjorde vi igen nu, hvor statsministeren hedder Anders Fogh Rasmussen. I krise-situationer lægger man sin indenrigspolitiske mærkevarer på hylden og klapper, billedligt talt, hælene sammen. Smålig markeringstrang og småfnidder i krogene sættes på pause. Dét burde jo være indlysende og let for et parti med De Konservatives historie og hele afsæt. Og da ikke mindst, når man er den ene del af regeringen. At kalde De Konservative for den ene halvdel af regeringen vil være at skabe utidig inflation i begrebet halvdel Partiets markeringsiver fornægter sig ikke, når de kan hakke på Dansk Folkeparti partiet, der sikrer regeringens 2 Flot ser Pia Christmas Møller ud, men Gud, Konge og Fædreland er reserveret til særligt festlige lejligheder Foto: Polfoto overlevelse. Dårligt var forårsmåneden kommet i gang med regn og kulde før De Konservative meldte ud til Ritzau at de da i grunden syntes, at det var synd for torturofre, at de med den nye indfødsretslov, som partiet selv har stemt for, ikke automatisk får statsborgerskab. Tumpet af en forligspartner at drøfte den slags i medierne. Og i øvrigt et synspunkt, som de udmærket godt ved, så absolut ikke deles af Dansk Folkeparti og dét har betydet nok så meget for De Konservatives udmeldingstrang. Svært at være lillebror Det Konservative Folkeparti har det ind i mellem lidt småsvært med at være lillebror i regeringen, og ind i mellem har konservative, især dem udenfor Christiansborg, svært ved at se dybsindigheden i at samarbejde med Dansk Folkeparti. Nu kan de fleste af dem godt tælle, så der er ikke rigtig nogen vej udenom, ved de godt. Men uha, hvor de jubler over meningsmålingerne, der i april viste, at De Radikale fik så meget medvind på Khaders popularitet, at de sammen med VK også kunne blive et flertal efter et valg. Selv Pia Christmas Møller kunne ikke afstå fra en glad kvidren i tv over den fikse mulighed for, at de pæne mennesker i det pæne konservative parti kunne lave pæne ting med de pæne mennesker i det pæne radikale parti. Konstellationen kan ikke anbefales. De radikales politik, ikke mindst på udlændingeområdet, er ganske anderledes end den lyd, der kommer ud af Naser Khader. Læs bl.a. artiklen side 14-15 og Pias nyhedsbrev på siden her overfor. Det vil nok være klogt af De Konservative at finde et lidt mere taktfast fodslag inden næste valg. For det kan meget vel være, at partiet er i trit med vælgerne i Whiskybæltet og den nye politisk korrekte avis Berlingske Tidende, men deres ny-radikale profil er elitær og følgelig uden bred appel. Socialdemokraterne er tilbage lovede Helle Thorning Schmidt allerede for lidt over et år siden, da hun bankede Frank Jensen af banen som formandskandidat. Sådan set var der vel ikke nogen, der dengang vidste, at partiet havde været væk, men ok: point for den fikse retorik. Der er nok dem, der vil mene, at ordet tilbage var særdeles velvalgt, for lige siden er det i store træk gået tilbage for partiet, der ellers har ment at have en førstefødselsret til regeringsmagten i Danmark. Bunden blev nået få dage før Thorning Schmidts 1 års jubilæumsdag som formand, hvor en Greens-måling i dagbladet Børsen viste, at færre end hver femte ville stemme på det projektløse parti. I april lancerede partiet så deres projekt. 52 punkter, der skal give velfærd til os alle blandt andet et sundhedstjek til os alle, også os, der er raske, og et løfte om, at vi ikke skal betale mere i skat, selv om forslagene koster kassen. Og vupti, var Helle tilbage i offensiven. Der gik dog ikke mere end et lille døgns tid før mange med rette spurgte: Og pengene? Hvordan er det lige, at løfterne skal finansieres? Det var straks sværere for Helle Thorning Schmidt at svare på, for lige dén deltalje stod der ikke noget om i manuskriptet. Socialdemokraterne er tilbage i det spor, som Fremskridtspartiet for 10-15 år siden pløjede sig til døde i: Urealistiske overbud, ufinansierede løfter til højre og venstre og ikke en isbolds chance i Helvede for, at det hverken kan eller skal gennemføres. Men godt, det lyder det. Så godt klukkede den gamle socialdemokratiske vin på de lige så gamle flasker, at partiets indre modstandere af formanden med de dyre vaner i tøj og udlandsrejser klappede højstemt. Uanset De Konservatives nye café latte-stil, De Radikales flyvske fornemmelser over meningsmålingerne og Socialdemokraterne, der bliver ved med at gå tilbage nu, hvor de er tilbage, så er den parlamentariske kendsgerning, at VKregeringen sammen med Dansk Folkeparti har et bekvemt flertal. Det er til Danmarks fordel Guds, kongens, fædrelandets og den økonomiske ansvarligheds vel at det er sådan. Og selv om andre glemmer deres afsæt og deres værdier, så gør Dansk Folkeparti det ikke. Sønd.

VKR - begyndelsen til enden for det borgerlige Danmark Fredag den 7. april blev en begivenhedsrig dag i dansk politik. Ikke målt på resultater, men på en anden vigtig målestok de fremtidige rammer for flertalsmuligheder og regeringskonstellationer i Folketinget. Siden 1993 har blokkene ellers været stabile med VOK på den ene side og S, R, SF og EL på den anden, hvilket i 2001 muliggjorde eksistensen for en VK-regering med Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag. Det har været til gavn for hele Danmark og af uvurderlig betydning for landets fremtid. Med undtagelse af dele af De Konservative og det skal jeg komme tilbage til har alle i den borgerlige lejr været enige om, at det er umuligt at føre borgerlig politik uden om Dansk Folkeparti. Det er os, der er garant for en stram udlændingepolitik og skattestoppet. Væsentlige borgerlige mærkesager er blevet til i snævert samarbejde med Dansk Folkeparti hele tiden med øje for, at vi udgør regeringens sociale samvittighed, og at det i høj grad er os, der giver den borgerlige politik et menneskeligt ansigt. Men for visse konservative politikere findes der mere attraktive og fine samarbejdspartnere end Dansk Folkepartis kolonihavefolk og kakkelbordsdanskere. Det er især de hovedstadskonservative, der må finde duftevandet frem, når talen falder på Dansk Folkeparti. Mon Dieu, dem kan vi da ikke have noget med at gøre. Det er de dele af De Konservative, der lige så godt kunne stemme radikalt, og hvis synspunkter savner ethvert konservativt grundlag - blandt andet Europaparlamentarikerne Gitte Seeberg og næstformand Mads Lebech, der under Muhammedkrisen udtalte, at man på store områder ikke kunne føre politik med Dansk Folkeparti. Overmodige konservative Og jeg forstår skam godt, at De Konservative misunder Dansk Folkeparti en fremgang, som ikke mindst skyldes, at vi i modsætning til De Konservative længe har taget konservative mærkesager alvorligt og ikke haft skattelettelser som eneste omdrejningspunkt for vores politik. Hvad jeg ikke forstår, er, at De Konservative ikke indser, at en lang række af de mærkesager, der trods alt også er deres, aldrig var blevet gennemført, hvis ikke Danmark havde haft en DF-støttet VK-regering det indrømmer dog mere jordnære konservative som f.eks. den tidligere integrationsordfører Else Theil Sørensen. Fredag den 7. april blev dagen, hvor de progressive hovedstadskonservative vejrede morgenluft. Det skete, da den radikale partiformand Marianne Jelved modstræbende og under stort internt pres brød tretten års ægteskab med Socialdemokratiet. Og mens begejstringen bestemt var til at overse hos den radikale partiformand, blev den fremherskende fornemmelse blandt De Konservative kry og overmodig. Nu kunne man roligt sparke ud efter Dansk Folkeparti i takt med, at også medierne begyndte at øjne nye spændende alliancer i dansk politik. Dyre radikale stemmer nyhedsbrev VKR-tanken blev pludselig hot. Ifølge enkelte meningsmålinger kunne VK-regeringen havne i den komfortable situation at have valget mellem Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre fra sag til sag. Manden som Jelved kun et par uger før havde udråbt som farlig skulle måske en dag samarbejde med hende. Jeg kan love én ting: Det bliver ikke med hjælp fra Dansk Folkeparti. Radikal indflydelse på en hvilken som helst regering er en mareridtsvision. Har man blot en smule hukommelse, vil man kunne huske, hvad De Radikale gennem årene har præsteret i dansk politik. Pointen er, at uanset om statsministeren hed Poul Schlüter eller Poul Nyrup Rasmussen, så var resultatet det samme nedslående. Med De Radikale som støtteparti blev hele politikken gennemsyret af radikal tankegang. Det Radikale Venstre er et totalitært parti, forstået på den måde, at alt, hvad en radikal partiformand rører ved, bliver radikalt helt ind til kernen, uanset mandatfordelingen i regeringskoalitionen. Og Marianne Jelved er personificeringen af hele denne tankegang. Jeg sover roligt, så længe Marianne Jelved er formand, og jeg sover sikkert også roligt, når partiet i tidens fylde får en ny formand. Der er så meget enteneller over radikal politik, at det for to borgerlige partier, der blandt andet har magten takket være stramninger i udlændingepolitikken, vil være ensbetydende med politisk selvmord at basere en regering på radikal støtte. Sporene skræmmer for meget. Danskerne husker udmærket, at udlændingeloven fra 1983, der indførte de facto-begrebet og slog Danmarks porte op for masseindvandringen, var groet i den radikale have, og de er udmærket klar over, at Nyrupregeringens laden stå til på udlændingeområdet skyldtes iver for at tilfredsstille dyre radikale stemmer, der i 1992 sågar kunne diktere et formandsskifte i Socialdemokratiet. Radikale stemmer har aldrig været billige. Det har mere end én regering gennem tiderne måttet sande. Simpelthen fordi et radikalt regeringsgrundlag hvad enten det deltager i selve regeringssamarbejdet eller fungerer som støtteparti kræver ubetinget lydighed i forhold til radikale mærkesager. Derfor har Marianne Jelved i mere end fire år foretrukket at fryse på sidelinjen i dansk politik. Derfor har De Radikale i øjeblikket ingen afgørende indflydelse. Den stejle afvisning af regeringens udlændingepolitik har givet øget tilslutning, men de mange stemmer kan ikke bruges til noget, så længe enten-eller holdningen er rådende. Hvad er radikal politik? Personligt ved jeg alt om, hvordan det føles at stå udenfor indflydelse, fordi en partiformand vil have ubetinget ret og ubetinget magt. Det lærte jeg i Fremskridtspartiet. I en periode kan det måske skabe tilslutning, men aldrig resultater. Det Radikale Venstre har to problemer i forhold til magten. For det første er det to modsatrettede strømninger, der har skabt medgang i meningsmålingerne, dels Naser Khaders afstandtagen fra fanatiske imamers trusler mod demokratiet, dels Marianne Jelveds, Elsebeth Gerner Nielsens og Margrethe Vestagers uændrede positive tilgang til fornyet masseindvandring fra den tredje verden. Disse to strømninger prøver i øjeblikket at forenes i et fælles krav om, at det store projekt i dansk politik er at begrænse Dansk Folkepartis indflydelse. Men er det et program? Hvor er indholdet og politikken? For det andet står Marianne Jelved selv i vejen for realiseringen af en VKRregering, fordi den eneste statsministerkandidat, hun kan pege på, er sig selv. På den måde straffer hun faktisk de kræfter, der støtter en mere pragmatisk tilgang til de politiske realiteter. Ét er sikkert: Holder de nuværende meningsmålinger, vil VK efter et kommende valg skulle træffe ét vigtigt valg. Skal et kommende regeringsgrundlag baseres på De Radikale eller på Dansk Folkeparti? Et politisk spagat mellem R og DF vil vi aldrig acceptere. En forkert beslutning vil derfor på længere sigt kunne betyde begyndelsen til enden for det borgerlige Danmark. Jeg håber ikke, den dag kommer Med venlig hilsen 3

stueren Nyrup blandt bødler, racister og narkohandlere Danmarks fhv. statsminister Poul Nyrup Rasmussen - som ellers går meget op i stuerenhed - arbejder i Europa Parlamentet tæt sammen med sorte afrikanske racister, mellemamerikanske narkobaroner og militante palæstinensere Af Kenneth Kristensen Den 30.-31. januar holdt en medlemsstærk, men ganske upåagtet organisation rådsmøde i Athen under overskriften Fred demokrati solidaritet mellem mennesker og kulturer. Organisationen var Socialistisk Internationale, der kan trække sine rødder tilbage til den såkaldt Anden Internationale, der blev oprettet i 1889 og frem til 1914 havde stor betydning for socialismens udvikling. Medlemspartierne tæller bl.a. de danske socialdemokrater og forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen har en prominent position som formand for Globalt Progressivt Forum, der er et samarbejde mellem netop Socialistisk Internationale, Det Europæiske Socialdemokratiske parti og den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet. Men hvor Poul Nyrup Rasmussen for syv år siden gik meget op i Dansk Folkepartis stuerenhed, så er det samme ikke tilfældet i forhold til de partier, som Danmarks forhenværende statsminister fletter fingre med i Socialistisk Internationale. Blandt medlemspartierne og de associerede partier er således rendyrkede racister, gennemkorrumperede partier, partier, der undertrykker befolkningerne i de lande, hvor de er regeringsbærende og partier, der finansieres gennem narkohandel og egentlige militser. Forfølger hvide landmænd Et af de partier, som Socialdemokraterne samarbejder med, er SWAPO-partiet i Namibia. Partiet er regeringsbærende, og partiets nuværende formand og præsident fra 1990-2004, Sam Nujoma, er en erklæret tilhænger af Robert Mugabes racistiske politik i Zimbabwe, hvor hvide farmeres ejendomme nationaliseres, og hvide mennesker forfølges skånselsløst. Nujoma indledte selv som præsident en lignende proces efter inspiration fra Mugabe-styret. SWAPO og Sam Nujoma har gjort sig skyldige i massive overtrædelser af menneskerettighederne. Under borgerkrigen i Namibia blev hundredevis af mennesker fængslet, torteret, voldtaget, henrettet og afhørt under frygtelige pinsler. Størstedelen af ofrene tilhørte andre stammer end den i SWAPO dominerende Ovambo-stamme. Efter SWAPOs magtovertagelse i 1990 har der været gentagne tilfælde af overgreb mod pressefriheden og hadske udfald mod minoritetsgrupper. Blandt andet foreslog daværende indenrigsminister Jerry Ekandjo i 2000, at homoseksuelle skulle elimineres fra 4 Namibias jord, og i 2001 stod et af partiets parlamentsmedlemmer bag et racistisk motiveret angreb mod en hvid journalist. Samarbejde med narkobaroner Et andet bud på et stuerent parti i socialdemokratisk optik er den forhenværende panamanske diktator Manuel Noriegas Revolutionære Demokratiske Parti (RDP), som Socialistisk Internationale optog som medlem i 1986. Fra 1981 til 1989 styrede Noriega Panama med hård hånd bl.a. ved at myrde politiske modstandere skånselsløst. Dissidenten Hugo Spadaforas lemlæstede lig blev eksempelvis fundet tæt ved den costa-ricanske grænse. Hans afhuggede hoved dukkede dog først op i en amerikansk postsæk noget senere. Manuel Noriegas playboy-liv blev finansieret gennem et tæt samarbejde med det berygtede colombianske Medellin-kartel, hvor Noriega bistod narkokartellet med at transportere kokain til bl.a. USA. Oven på den amerikanske invasion af Panama i 1989 blev Noriega efter at have skjult sig på Vatikanets ambassade i Panama City fløjet til USA, hvor han blev idømt 40 års fængsel for overtrædelse af narkolovgivningen. Med Noriegas fald var det dog ikke slut med RDPs narkoforbindelser. Således viste det sig efter valget i 1994, hvor partiets kandidat Perez Balladares valgtes til præsident, at Balladares kampagne var finansieret af penge, der hidrørte fra narkohandel og hvidvaskning. Balladares opbakning i den panamanske befolkning blev ikke større, efter at han ansatte en række tidligere medlemmer af RDPs paramilitære fløj i den statslige sektor og sikrede dem erstatninger for samlet 35 millioner dollars. Lidt længere mod nord på den landtange, der forbinder Nord- med Sydamerika finder vi Nicaragua, hvor Sandinist-partiet i perioden 1979-1987 var ansvarlig for cirka 5.000 menneskers død, tvangsforflytninger af indianerstammer, tvangsudskrivninger af børn til militærtjeneste, bombning af landsbyer og tortur i landets fængsler. Ikke noget, der hindrer de danske socialdemokrater i at samarbejde med partiet i Socialistisk Internationale. Nicaraguas daværende præsident, Daniel Ortega - der var en overbevist marxist og fik støtte fra bl.a. Cuba under sit autoritære regime - er fortsat Sandinist-partiets leder og er blandt andet mistænkt for under sin oppositionsperiode at stå bag dødstrusler mod pressefolk og drabet på den kritiske journalist Carlos Guadamuz. Forhold, som dog ikke har kunnet bevises Sådan tackler Socialdemokraternes venner problemer. Carlos Guadamuz - Sandinist-kritisk journalist i Nicaragua - skudt ned på åben gade den 10. februar 2004. Efter al sandsynlighed stod Sandinist-partiet bag. Noriegas parti blev optaget i Socialistisk Internationale i 1986 midt under Noriegas narko-finansierede rædselsregime. i retten. Også i Colombia har Socialdemokraterne venner. Det drejer sig om partiet M-19 Demokratisk Alliance, som før omdannelsen til et politisk parti, var en milits, der bl.a. stod bag belejringen af det colombianske justitspalæ i Bogota, hvor 300 advokater og dommere blev taget som gidsler af 35 M-19-medlemmer. M- 19 nægtede at overgive sig og den colombianske hær måtte gribe ind. Mere end 100 mennesker blev dræbt som følge af M-19s angreb. M-19 samarbejdede på det tidspunkt med terrororganisationen FARC, der er på såvel USA's som EU s terrorliste. Castros marxistiske venner I det caribiske hav ligger østaten Jamaica. Landet er gennemsyret af kriminalitet og landets politiske partier samarbejder med kriminelle bander. Men også her finder Socialdemokraterne beslægte- Foto: Polfoto Foto: Scanpix

Foto: Scanpix Poul Nyrup Rasmussen i stuerent selskab de nemlig i form af Folkets Nationale Parti (PNP). PNP vandt sit første valg i 1972, hvor partiet gennemførte hårde marxistisk inspirerede reformer, der nærmest udraderede landets erhvervsliv. Partiet knyttede samtidig nære bånd til Fidel Castros regime på Cuba. I slutningen af 70 erne blev PNP anklaget for at være indblandet i den såkaldte Green Bay-massakre, hvor ti medlemmer af det konkurrerende JLPparti blev fanget i bagholdsangreb og henrettet af den jamaicanske hær. Såvel PNP som JLP er nært knyttet til landets gadebander, og så sent som i juli 2001 døde 36 mennesker efter en væbnet konflikt mellem de to partiers paramilitære halehæng. Gadebanderne, der reelt har magten i de større jamaicanske byer, har maleriske navne som eksempelvis The Klansman Gang, der er knyttet til PNP. Banderne ernærer sig ved salg af kokain og afpresning. Den 8. februar 2006 blev lederen af One Order Gang, Andrew Hope myrdet, hvilket på ny ledte til en voldelig opstand mellem de forskellige bander. Efter Sovjetunionens sammenbrud smed en række af de hidtidige lyd-partier deres kommunistiske ham og relancerede sig som socialdemokratiske. Forvandlingen var mere eller mindre vidtgående. Mange af partierne blev efterfølgende optaget i Socialistisk Internationale også selvom en hel del af dem har haft mere end vanskeligt ved at komme overens med ikke længere at kunne tilsidesætte basale menneskerettigheder. Mongoliets Sovjet-arv Et af de partier, som Socialistisk Internationale har optaget, er Folkets Revolutionære Parti i Mongoliet (MPRP). Partiet regerede fra 1921 til 1996 (indtil 1990 var ingen andre partier tilladt) og var erklæret stalinistisk. Af flere omgange gennemførte partiet udrensninger af partimedlemmer. Partiet har ikke synderligt ændret karakter siden Sovjets sammenbrud. I perioden 2000-2004, hvor partiet genvandt magten under Nambaryn Enkhbayars ledelse, blev pressefriheden indskrænket, og oppositionsmedlemmer og journalister, der støttede oppositionen, fængslet. Ved valget i 2004 nægtede MPRP at anerkende valgresultat og dekreterede omvalg i flere forskellige valgområder, hvor MPRP havde klaret sig dårligt. Efter flere omvalg, hvor MPRP ikke klarede sig væsentligt bedre, indgik MPRP en aftale med oppositionen om, at MPRP skulle overtage præsidentposten i august 2006. Imidlertid opsagde MPRP den 13. januar i år aftalen og indsatte Miyeegombo Enkhbold som premierminister i stedet for Tsakhiagiyn Elbegdorj. Generelt betragtes MPRP som et gennemkorrupt og udemokratisk parti, hvis politikere har haft meget vanskeligt ved at kende forskel på egne og offentlige midler. Et andet af partierne er FRELIMOpartiet i Mocambique. Partiet har haft magten i Mocambique siden 1975 i perioden frem mod Murens fald ivrigt støttet af Cuba og Sovjetunionen. I den periode er der afdækket flere eksempler på korruption i partitoppen, valgsvindel, fængsling af og mord på politiske modstandere, overgreb fra landets sikkerhedsstyrker mod civilbefolkningen, overgreb på pressefriheden, tilraning af statens ressourcer og menneskerettighedskrænkelser bl.a. i form af tvangsudskrivning af børnesoldater. I perioden 1975-1987 beregnes det, at partiet har taget livet af 198.000 mennesker. Mocambiques nationalmelodi er stadig Viva, Viva a FRELIMO Længe leve, FRELIMO selv om nogle af ordene i den originale melodi er skiftet ud. Flere afrikanske massemordere I Afrika nord for Sahara tæller Socialdemokraternes venskabspartier bl.a. NationalDemokratisk Kongres i Ghana (NDC). Partiet blev stiftet af militærdiktatoren Jerry Rawlings, som kom til magten ved et statskup i 1979 og forblev præsident i 22 år. I den periode myrdede Rawlings løs i Ghana. Hans tre forgængere som præsident blev alle henrettet, ligesom fem rivaliserende generaler og et antal højesteretsdommere blev likvideret. Rawlings regerede gennem frygt og tøvede ikke med at torturere og myrde personer, der var imod hans styre. Rawlings gode venner talte bl.a. oberst Muammar Ghaddafi i Libyen. I 2001 afgav Rawlings frivilligt magten og ikke overraskende tabte NationalDemokratisk Kongres det efterfølgende valg. I Ghanas naboland, det borgerkrigsplagede Elfenbenskysten, er Folkefronten (FPI) med præsident Laurent Gbagbo i spidsen søsterparti til Socialdemokraterne. Efter længere tid i opposition udråbte Gbagbo sig som præsident efter et tvivlsomt valg i 2000, der medførte borgerkrigslignende scener i landet. Både internationale og lokale menneskerettighedsorganisationer rapporterede om, hvordan dødspatruljer kontrolleret af FPI systematisk henrettede, torterede og lemlæstede politiske modstandere. Flere hundrede af oppositionens tilhængere fængsledes uden rettergang og mange af dem blev senere hen udsat for tortur og mishandling i fængslerne. Blandt Socialdemokraternes øvrige stuerene samarbejdspartnere tæller blandt andet Fatah-bevægelsen i Palæstina, Egyptens Nationaldemokratiske Parti ledet af Hosni Mubarak og Angolas MPLA-parti. Alle partier, der i varierende grad, har blod på hænderne. To gange om året mødes danske socialdemokrater med deres udenlandske søsterpartier i Socialistisk Internationale. To gange om året udveksler danske socialdemokrater erfaringer med terrorregimer, folkemordere, narkohandlere og racister. Hvem sagde stueren.? 5

finanslov Bøger er en af Søren Espersens store interesser, og han nøjes ikke med at læse dem. Foruden talrige artikler i Dansk Folkeblad har Søren Espersen skrevet en biografi om den forkætrede danske forfatter Valdemar Rørdam samt bidraget til bogen Exit Nyrup. Desuden præsterede han et stykke grundforskning, da han for et par år siden brugte en sommerferie på at finde de gamle danske stednavne på skånske lokaliteter. I øjeblikket arbejder han på en bog om danske frivillige i den israelske uafhængighedskrig i 1948. To markveje fører ned til familien Espersens sydsjællandske idyl. Umiddelbart efter valget i februar 2005 medførte vintervejret, at Søren Espersen måtte transporteres på snescooter for at komme op til landevejen og videre ind til Christiansborg, og bedre har det ikke været denne vinter. En firehjulstrækker står derfor højt på familiens ønskeliste. Foto: Birger Storm Af Karsten Holt Når man på internettet går ind på avisernes fælles store søgedatabase, Infomedia, og indtaster kombinationen Søren Espersen og Muhammed, popper der 227 resultater op. Muhammedkrisen er blevet Dansk Folkepartis udenrigspolitiske ordfører og udenrigsordfører Søren Espersens store ilddåb som fremtrædende DF-politiker, som medlem af Folketinget siden valget i februar 2005. Men han har været der hele tiden. Mediernes søgelys har faktisk været rettet mod Søren Espersen, lige siden han begyndte som Dansk Folkepartis pressechef i 1997. Og stilen er ikke ændret. Den er den samme provokerende og forfriskende, som dengang Espersen beklædte posten som Dansk Folkepartis berømte pressechef. Danmarks første spindoktor. Medgrundlægger af Dansk Folkepartis store succes og eksplosive vækst fra fire til fireogtyve mandater på mindre end ti år. Og redaktør af nærværende tidsskrift fra 1997 til 2005. Det lidt brøsige udseende med de mørke øjne og den skaldede isse mildnes af den karakteristiske bløde, lettere snøvlende stemme, og selv om Søren Espersen i mere end tyve år har boet udenfor Jylland, bærer accenten stadig tydeligt præg af den himmerlandske opvækst som yngste søn af en skoleinspektør i den lille stationsby Svenstrup lige syd for Aalborg. Det samme gør den underspillede humor, de må underfundige, drillende bemærkninger og den tilsyneladende me- 6 Bissen er også blød Dansk Folkepartis og Danmarks første spindoktor, Søren Espersen, er kommet i fokus som udenrigsordfører under Muhammed-krisen. Vi har spist frokost med ham i den landlige idyl på Sydsjælland

Godt, at der er rigeligt med plads på gården. Yvette Espersen driver nu sin egen grafiske virksomhed med design af hjemmesider fra bopælen, efter at hun i mange år har arbejdet med marketing i teaterverdenen senest på Det Ny Teater i København. At hugge brænde er god motion, men endnu bedre er det, når sønnen Peter giver en hjælpende hånd, mens Søren bevarer overblikket fra toppen. get beskedne måde at optræde på. Men også de tilbagevendende uortodokse betragtninger og skæve vinkler sætter deres umiskendelige præg og så ved man aldrig helt, om han nu virkelig også helt mener alt, hvad han siger. Endnu længere væk synes den kampberedte spindoktorfacade at være gemt af vejen, når man møder Søren Espersen i bindingsværksidyllen på Køng Mark lidt nord for Vordingborg. Her lever han på sjette år fjernt fra hovedstadens jag sammen med hustruen Yvette og sønnen Peter - det eneste af de fem børn, der stadig bor hjemme samt de to dansksvenske gårdhunde, Vapper og Swiffer. Søren Espersen tager forskud på påsken som vært ved et frokostbord, hvor de helt selvfølgelige emner spænder over alt fra Dansk Folkeparti over Muhammedkrisen til overgangen fra pressechef til folketingspolitiker. Fra pressechef til politiker Søren Espersen fortæller, at det har været spændende at blive politiker, men at det også har været lidt svært at slippe jobbet som pressechef: Jeg var jo den, der var der hele tiden specielt i begyndelsen, da der virkelig ikke var andre. Der var en tendens til, at alle forhold på en eller anden måde skulle kanaliseres gennem mig. Ingenting blev sat i gang, hvis ikke jeg gjorde det. Det syntes jeg var et vældigt pres til sidst, ikke mindst fordi de forskellige politiske områder blev meget mere omfattende. Det første halvandet år, jeg var i Dansk Folkeparti, og indtil valget i 1998, havde jeg ganske enkelt aldrig fri heller ikke i weekenderne. Sommetider tog vi over til vores sommerhus i Skåne, hvor vi hverken havde internet eller aviser, men telefax. Pia ringede til mig og fortalte, hvad der stod i aviserne, og så vendte vi tingene sammen, siger Søren Espersen, der - efter at være blevet afbrudt af mobiltelefonen understreger, at han er langt mindre stresset nu, hvor han ikke længere behøver være nede i hver eneste lille detalje, der vedrører Dansk Folkeparti. Nu er det anderledes. Men jeg troede egentlig, tilvænningen til rollen som politiker ville gå hurtigere, for jeg har været på Christiansborg i næsten ti år. Men mange ting har været nye for mig. Hvordan fungerer for eksempel udvalgsarbejdet? Der skal skrives betænkningsbidrag, og hele det spil har været nyt for mig, men samtidig en stor udfordring. Snakken falder tilbage på tiden som pressechef, og Søren Espersen smiler selv lidt overbærende af betegnelsen spindoktor, selv om Yvette indskyder, at han vistnok var den første pressechef i Danmark, der gik under den engelske betegnelse. Han mener, at ordet spindoktor fejlagtigt giver indtryk af, at det er noget med at lyve og manipulere, men det er forkert. Det eneste, man ifølge Søren Espersen aldrig må i politik, er at lyve, så er man færdig. Hvis ikke man kan sige sandheden som politiker, skal man holde mund. Mor var spindoktor Nej, spin er at flytte fokus fra noget, man ikke ønsker at tale om, over til en anden dagsorden, og det er jo fair nok, for det er jo også sandheden. Min mor var utroligt god som spindoktor. Når vi som børn græd, fordi vi måske Fortsættes 7

Fortsat havde slået os, kunne hun pludselig pege op i luften og sige Se, der er en gråspurv. Se, det er spin, det er nemlig også sandhed. Det er en god måde at illustrere det på. Begge dele er sandheden, det er bare os, der sætter en ny dagsorden. Gunnar Nu Hansen kunne i de gamle reportager, hvis Danmark for eksempel var bagud med 6-0, optimistisk sige: Danmark fører i hjørne, og det var jo også rigtigt. Vi fik drejet billedet fra det ubehagelige og blev alle lidt gladere, siger Søren Espersen, som tilføjer, at aviserne altid meget gerne har villet sætte dagsordenen. Men det har vi aldrig respekteret i vores parti. Her bestemmer vi, lyder det bestemt. Men er Søren Espersen villig til at løfte sløret for hemmeligheden bag Dansk Folkepartis store succes i pressen? Hvilken rolle skal en god pressetjeneste spille i et politisk parti? Søren Espersen understreger, at noget ganske unikt for Dansk Folkeparti var de meget flydende grænser såvel mellem de forskellige politikområder som mellem partiansatte og folketingsmedlemmer: I begyndelsen af partiets levetid vidste jeg næsten aldrig, hvad det var for et møde, jeg var med til, om det nu var i gruppebestyrelsen eller hovedbestyrelsen det hele flød sammen. Ingen vidste helt, hvem der gjorde hvad. Jeg kunne lige så godt udtale mig som alle andre. Det kan man gøre i et lille parti, men man kan ikke gøre det på samme måde i et stort. Hos os er man også altid interesseret i at høre, hvad de ansatte har at sige. Vore politikere har for eksempel aldrig brugt pressetjenesten som et sted, hvor tingene bare blev ordnet, men har forventet et feedback også selv om dette feedback ind i mellem har kunnet være til stor irritation for det enkelte folketingsmedlem. Nogle gange er det måske ikke rart at få at vide, at det er dumt at gøre dette eller hint. Men det er en god pressetjenestes opgave at lege djævelens advokat i forhold til politikerne. At opstille mulige pressemæssige scenarier for en bestemt udmelding. Derfor forventer vi et kvalificeret modspil. Det er det, der skaber dynamik, siger Søren Espersen. Frihed for Loke som for Thor Efter at Søren Espersen endnu en gang har måttet besvare mobiltelefonen denne gang var det en journalist fra Berlingske Tidende kommer vi til at tale om de aktuelle politiske begivenheder. Det bliver hurtigt klart, at der ikke tages let på ytringsfriheden på Køng Mark. Søren Espersen blev allerede i efteråret dybt involveret i sagen om de omstridte karikaturtegninger af Muhammed i Jyllands-Posten. Og er der noget, han ikke kan klare, så er det totalitært indstillede imamer og følgagtige danskere, der i den politiske korrektheds navn forsøger at træde ytringsfriheden under fode med argumentet om, at man skal 8 Udsigten er god. Fra sin arbejdskrog i biblioteket kan Søren Espersen nyde udsigten til den store have. Søren Espersen nyder livet på landet med hustruen Yvette, der i øvrigt er Dansk Folkepartis første indvandrerkvinde, som er gået ind i politik. Ud af 2000 stemmer til Dansk Folkeparti i Ny Vordingborg Kommune opnåede den engelskfødte Yvette 800 stemmer. have en ordentlig tone i debatten. Det er det rene, skinbarlige vrøvl. Hvis jeg en morgen vågner op og har lyst til at være intolerant og uhøflig, vil jeg have lov til det. Hvis ikke ytringsfriheden også kan bruges til det, er den intet værd. Det er lidt banalt sagt frihed for Loke som for Thor. Det er det, der er ytringsfrihedens store udfordring. Jeg talte engang med en østtysk redaktør for et tidsskrift i det gamle DDR, og han sagde, at de skam havde haft ytringsfrihed i Østtyskland; de brugte den bare ikke. Forfatningen var demokratisk, men uden værdi, fordi visse holdninger kunne være skadelige. Hvis visse holdninger ikke må udtales, fordi de provokerer en religion og dermed støder en befolkningsgruppes følelser, er ytringsfriheden værdiløs, siger Søren Espersen. Den seneste tids angreb på Dansk Folkeparti har den garvede pressechef i øvrigt kun et skuldertræk tilovers for specielt de angreb, der er fremført af visse konservative politikere. På Christiansborg har vi et glimrende samarbejde med de konservative ministre. For mit eget vedkommende udenrigsminister Per Stig Møller. Man bør lægge mærke til, at kritikken af regeringens tætte samarbejde med Dansk Folkeparti ikke har konservative ministre som afsender, men derimod mere perifere skikkelser som Europa-parlamentarikeren Gitte Seeberg og Frederiksbergs borgmester Mads Lebech, og det er ikke for at nedgøre nogen af dem, men hvad i alverden ved de om situationen på Christiansborg?, spørger Søren Espersen med sit velkendte glimt i øjet.

60 år Statsrevisor Henrik Thorup - 60 år den 28. maj 2006. Af Søren Espersen Statsrevisor, 1. viceamtsborgmester i København og medlem af Region Hovedstaden, Henrik Thorup, Gentofte, fylder 60 år den 28. maj. Henrik Thorup arbejdede, inden han gik aktivt ind i politik, i salgs- og forsikringsbranchen. I 1967 giftede han sig med sin barndomskæreste, Pia Kjærsgaard. Parret har to voksne børn og tre børnebørn. Uden Henrik Thorup er det langt fra sikkert, at Pia Kjærsgaards historiske brud med Fremskridtspartiet var sket i 1995 og det er ikke sikkert, at vores gode parti havde fået navnet Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgaard har selv skildret, hvorledes hendes mand mandag morgen efter det skandaløse weekendlandsmøde i Fremskridtspartiet i 1995 pludselig lagde sin avis fra sig så fast besluttet på hende og gjorde hende tindrende klart, at han ikke længere hverken kunne eller ville være medlem af Fremskridtspartiet, men at han i øvrigt ville respektere, hvilken beslutning Pia end tog. Den markante meddelelse over morgenbordet blev en øjenåbner for Pia Kjærsgaard, som med sig selv vidste, at nu gik det bare ikke længere. Nogle dage senere var en håndfuld personer inviteret hjem til Pia og Henrik på Kærmindevej, og her enedes man om at danne ja, hvad skulle navnet være på det nye parti? Efter en brainstorming med 25-30 muligheder, endte man med et af Henrik Thorups forslag, Dansk Folkeparti og sådan blev det. Henrik Thorups betydning for stiftelsen af Dansk Folkeparti og i det hele taget for den videre succesrige udvikling Karneval i Danmarks tegn Henrik Thorup 60 år af partiet har været umådelig, og kan ikke vurderes højt nok. Dels ville Pia Kjærsgaard uden sin loyale og kærlige ægtemand ved sin side vel næppe have stået alt det igennem, som hun har været udsat for i tidens løb, og dels har Henrik Thorup som sin hustrus nærmeste politiske rådgiver og sparringspartner dagligt bidraget med indsigtsfulde, fornuftige synspunkter og politiske vurderinger. Henrik Thorup ejer på én gang den vidunderlige og sjældne evne at kunne se enhver situation fra et ophøjet og overlegent fugleperspektiv og samtidig have en klar fornemmelse af, at det er detaljen, eller rettere summen af detaljer, der skaber helheden og sammenhængen. At intet i en så mærkelig størrelse som et politisk parti er for småt til at blive taget alvorligt - at kæden aldrig er stærkere end det svageste led. Det er en gentleman i ordets ægte og fineste betydning, som fylder 60 år den 28. maj. Enhver, som har haft fornøjelsen af samvær med Henrik Thorup, har oplevet en imødekommende, venlig og dannet mand. Men skarpheden og den Den 3. juni 1967 holdt Pia og Henrik bryllup. Hun var 20 og han 21. De to havde været kærester, siden de var henholdsvis 13 og 14 i Hellerup Skole. ofte omkostningsfulde evne til at skære igennem er der alligevel til enhver tid; specielt, når han mærker, at der lægges unødigt pres på Pia. Når det gælder ham selv, derimod, er viljen til kompromis og beredvilligheden til at vende den anden kind til, umådelig stor. I Frimurerlogen er Henrik Thorup i gennem årene steget højt i graderne, og er blandt logebrødrene et beundret og værdsat medlem. I logen finder fødselaren den ro og mulighed for fordybelse, der giver ham styrken til at brydes med dagligdagen i en fortravlet verden. I Henrik Thorups selskab har man fornemmelsen af at blive lyttet til at blive taget alvorligt. På samme måde lytter såvel politiske modstandere som meningsfæller instinktivt, når Henrik Thorup tager ordet. Pia Kjærsgaard lægger megen vægt på, at Dansk Folkeparti som hun udtrykker det er et ordentligt parti og at partiets folkevalgte og tillidsfolk er ordentlige mennesker. I dette krav ligger der andet og mere end bare at have orden i tingene. Der ligger et krav om sjæls-dannelse, venlighed og hjælpsomhed. Sådant et ordentligt menneske er Foto: Polfoto Foto: Polfoto Man skulle tro, at disse billeder stammer fra Danmark. Det gør de ikke! Den belgiske provinsby Aalst valgte den 26. februar at gøre byens årlige karneval til en manifestation for sympati med Danmark og danskerne. Mange af Aalsts 80.000 indbyggere var på gaden iklædt de danske farver. Langs gaderne stod flamlændere og viftede med danske flag alt sammen for at vise, at borgerne i Aalst sympatiserede med danskerne og ikke ville acceptere, at de muslimske lande trådte ytringsfriheden under fode. Vi griner og morer os over humoren i paraden. Her i Aalst vil vi opfordre resten af verden til at gøre det samme. Ingen skal censurere os, lød det fra byens borgmester Anny De Maght-Aelbrecht. kk 9

muhammed-krisen Muhammed-krisen fra dag til dag Af Kenneth Kristensen 30. september 2005: Morgenavisen Jyllands Posten offentliggør 12 satiriske tegninger af profeten Muhammed. 12. oktober 2005: 11 muslimske ambassadører omtaler i et brev til statsministeren en igangværende smædekampagne i den danske offentlighed vendt mod muslimer, herunder nævnes bl.a. tegningerne af Muhammed og kulturminister Brian Mikkelsens tale på Det Konservative Landsråd. De muslimske ambassadører opfordrer til, at regeringen lægger afstand til tegningerne og mere omtvistet eventuelt tager skridt til at retsforfølge avisen. De 11 muslimske ambassadører beder samtidig statsministeren om et møde. 21. oktober 2005: Statsminister Anders Fogh Rasmussen afviser i et brev til de 11 muslimske ambassadører at mødes med dem under henvisning til ytrings- og pressefriheden. 22. oktober 2005: Alle politiske partier bakker op om statsministerens håndtering af sagen, men De Radikale, SF og Enhedslisten udtaler dog, at man måske ville have gennemført et møde med ambassadørerne. 27. oktober 2005: Den egyptiske udenrigsminister Ahmed Aboul Gheit skriver til FN, OSCE og EU om Muhammedtegningerne. Han efterlyser en officiel dansk erklæring, der ville understrege behovet for og endda forpligtelsen til at respektere alle religioner. 29. oktober 2005: Den daværende egyptiske ambassadør Mona Omar følger op på sin udenrigsministers udtalelser med et indlæg i Berlingske Tidende, hvor hun bl.a. skriver: Vi mener, det er enhver regerings pligt at opretholde respekten for alt, hvad der er religiøst og skride ind, når det er nødvendigt. Hun kræver samtidig et øjeblikkeligt stop for krænkelser af islam i de danske medier. 8. november 2005: Det danske udenrigsministerium bliver bekendt med Ahmed Aboul Gheits henvendelse til internationale organer. Udenrigsminister Per Stig Møller svarer på brevet og henstiller til, at problemet løses direkte mellem Egypten og Danmark. 12. november 2005: Per Stig Møller mødes med den egyptiske udenrigsminister i Bahrain, og Per Stig Møller fortæller til pressen, at striden nu er bilagt. 14. november 2005: Den egyptiske udenrigsminister omtaler på et pressemøde i Egypten sagen om Muhammedtegningerne som en skandale. 5. december 2005: Flere delegationer af danske imamer er taget på rundrejse i Mellemøsten. Delegationerne tæller bl.a Abu Bashar, Ahmed Akkari, Kasem Said Ahmad og Raed Hleihel. De mødes bl.a. med stormuftier, udenrigsministre og ledende imamer. 8. december 2005: Den islamiske Konferenceorganisation (OIC) fordømmer 10 Muslimske kvinder afbrænder den danske statsminister in effigie under en demonstration den 20. februar 2006. En enorm udgave af det danske flag bliver spyttet på og trådt på af muslimske demonstranter Muhammed-tegningerne. 19. december 2005: 22 tidligere danske ambassadører kritiserer i Politiken Anders Fogh Rasmussens beslutning om ikke at mødes med ambassadørerne. 1. januar 2006: I sin nytårstale lægger statsministeren afstand til religiøse krænkelser. 4. januar 2006: Ifølge udenrigsminister Per Stig Møller udtrykker den egyptiske udenrigsminister glæde over Fogh Rasmussens nytårstale. 5. januar 2006: Per Stig Møller aftaler under en samtale med generalsekretæren for Den Arabiske Liga, Amr Moussa, at afslutte striden om Muhammed-tegningerne. 6. januar 2006: Statsadvokaten for Viborg afviser at rejse sag mod Jyllands- Posten. 10. januar 2006: Den norske avis Magazinet genoptrykker tegningerne. 20. januar 2006: Boykotten af danske varer begynder i Saudi-Arabien. 25. januar 2006: Saudi-Arabiens øverste præst stormufti Sheikh Abdulaziz al- Sheikh kræver, at Danmark straffer Jyllands-Posten. 26. januar 2006: Saudi-Arabien hjemkalder sin ambassadør i Danmark. Flere religiøse og politiske ledere opfordrer til boykot af Danmark. 27. januar 2006: Fredagsbønnen rundt omkring i de muslimske lande skærper modstanden mod Danmark. Dansk Industri kræver en forklaring af Jyllands- Posten. 28. januar 2006: Den danske ambassadør i Saudi-Arabien Hans Klingenberg siger i et interview med AP, at Jyllands- Posten har udvist manglende dømmekraft og har såret mange mennesker. Ekstra Bladet afslører, at Imam Abu Laban og andre danske imamer har opdigtet foreninger og opfundet vrede muslimer for at skaffe opbakning til protesterne. Islamisk Trossamfunds talsmand, Kasem Ahmed, hævder, at foreningerne repræsenterer 200.000 muslimer i Danmark, men det reelle tal er 15.000. 29. januar 2006: Libyen beslutter at lukke sin ambassade i Danmark. I Nablus sætter palæstinensere ild til danske flag. 30. januar 2006: Jyllands Posten beklager at have såret visse muslimers følelser men beklager ikke tegningerne som sådan. Udenrigsministeriet fraråder alle unødvendige rejser til Mellemøsten. Statsministeren tager personligt afstand fra Muhammed-tegningerne på dansk tv. 31. januar 2006: Der udstedes en religiøs fatwa mod den danske bataljon i Irak. Flere muslimer kræver en mere utvetydig undskyldning fra Jyllands Posten. I Folketingssalen kritiserer Helle Thorning-Schmidt, Svend Auken og andre socialdemokrater midt under Danmarks største udenrigspolitiske krise siden 2. verdenskrig, statsministeren hårdt og personligt for hans håndtering

Rasende muslimske masser afbrænder Dannebrog i Karachi, Pakistan. Raed Hleihel, Ahmed akkari, Abu Bashar og Ahmed Abu Laban, der alle rejste Mellemøsten tyndt for at sværte Danmarks ry. af krisen. 1. februar 2006: Aviser i hele Europa bl.a. Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Spanien og Island bringer karikaturtegninger af profeten Muhammed med henvisning til ytringsfriheden. Imam Abu Laban taler mod boykotten i danske medier, men taler samtidig for den i medier i den arabiske verden. Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik foreslår, at der bygges en moske i København for at få opblødt krisen om tegningerne. 2. februar 2006: Statsministeren optræder underdanigt på Al-Arabiya. Terrororganisationer truer Danmark med blodige konsekvenser på baggrund af tegningerne. 3. februar 2006: Demonstrationer mod Danmark fra Jerusalem til Jakarta. Danske flag bliver brændt af, og Anders Fogh Rasmussen afbrændes in effigie. 300 muslimer stormer den danske ambassade i Jakarta. 4. februar 2006: Den danske ambassade i Damaskus, Syrien forsøges brændt af. 5. februar 2006: Det danske generalkonsulat i Beirut, Libanon forsøges brændt af. 6. februar 2006: I Tyrkiet bliver en katolsk præst likvideret som hævn for Muhammed-tegningerne. Fem mennesker dør under demonstrationer mod tegningerne i Afghanistan. Danmarks ambassade i Teheran, Iran, angribes. 7. februar 2006: Det viser sig, at et billede af Muhammed med grisetryne, som de muslimske delegationer har haft med på deres rejse i Mellemøsten, forestiller en franskmand fotograferet under en grisefestival i en fransk provinsby. Det afsløres også, at en række andre falske tegninger har været med i bagagen hos imamerne. Danmarks ambassade i Teheran, Iran angribes igen. 8. februar 2006: Jyllands Posten politianmeldes for overtrædelse af blasfemiparagraffen. 10. februar 2006: Ahmed Abu Laban betegner Ayaan Hirsi Ali og Naser Khader som rotter i hullet. 11. februar 2006: Efter menneskejagt på danskere trækkes en række danske diplomater ud af ambassaderne i Teheran og Jakarta. 17. februar 2006: Demonstrationerne fortsætter bl.a. i Pakistan, Bangladesh og Libyen. Den egyptiske ambassadør Mona Omar er til afskedsreception hos dronningen. Hun overflyttes til en ny post som ambassadør i Sydafrika. 18. februar 2006: En italiensk minister mister sit job efter at have båret en t-shirt med en af Muhammed-tegningerne under et tv-indslag. 21. februar 2006: EU forsøger at lancere Tyrkiet som mæglerland mellem Danmark og den muslimske verden. 22. februar 2006: En række af de rejselystne imamer meldes til politiet for landsskadelig virksomhed. 23. februar 2006: Oppositionen til venstre for regeringen kræver en undersøgelse af Muhammed-krisen herunder regeringens rolle i krisen. 26. februar 2006: Berlingske Tidende bringer et længere interview med statsministeren, hvor han nævner, at konflikten har ført til, at fårene er blevet skilt fra bukkene. FNs generalsekretær, Kofi Annan, udtaler på et møde i Doha, Qatar, at de fornærmende karikaturer blev først offentliggjort i et land, som for nylig fik en væsentlig muslimsk befolkningsandel, og som endnu er usikker på, hvordan man skal tilpasse sig til det 1. marts 2006: I et manifest i den franske ugeavis Charlie Hebdo forsvarer Salman Rushdie, Ayaan Hirsi Ali, Taslima Nasreen og andre intellektuelle Jyllands Postens ret til at bringe karikaturerne af Muhammed. Ahmed Abu Laban udtaler til tv, at han har overvejelser om at forlade Danmark. 8. marts 2006: Den britiske indenrigsminister, Charles Clarke, går i rette med den danske statsministers håndtering af Muhammed-krisen og kalder Foghs afvisning af et møde med de muslimske ambassadør for en seriøs fejltagelse. Betty Nansen-teateret aflyser et stand-up show med den norske komiker Shabana Rehman, der er kendt for sin kritik af muslimske fundamentalister, under hensyn til den spændte situation. 10. marts 2006: Regeringens første dialogkonference med den muslimske verden ender i kritik af Danmark og løfter fra muslimske gejstlige om at fortsætte boykotten. 12. marts 2006: I et længere interview med Berlingske Tidende betegner Marianne Jelved statsministeren som en farlig mand for Danmark. 13. marts 2006: En undersøgelse af Catinet Research viser, at 69 % af de danske muslimer kræver en undskyldning fra statsministeren personligt for tegningerne, 11 % har fuld forståelse for flag- og ambassadeafbrændinger. 15. marts 2006: Rigsadvokaten beslutter, at der ikke er grundlag for at rejse sigtelse mod Jyllands-Posten hverken for overtrædelse af blasfemi- eller racismeparagraffen. 18. marts 2006: Flere grupper af muslimer anker Rigsadvokatens kendelse til FN og Menneskerettighedsdomstolen. 20. marts 2006: Arla indrykker annoncer i mellemøstlige aviser, hvor mejerigiganten udtrykker forståelse og respekt for boykotten af firmaets varer. 21. marts 2006: Den svenske udenrigsminister Laila Freivalds må gå af, efter det viser sig, at hun har været indblandet i lukningen af det svenske parti Sverigedemokraternas hjemmeside, efter at man på siden kunne se Muhammed-tegningerne. 24. marts 2006: Det afsløres i et fransk tv-program, at Ahmed Akkari har truet med at sprænge et folketingsmedlem i luften, såfremt pågældende blev integrationsminister. 25. marts 2006: Det afsløres i fraklippede scener i det føromtalte franske tvprogram, at Ahmed Abu Laban tilsyneladende har kendskab til en eventuel forestående selvmordsaktion. Abu Laban og Akkari kommer hjem efter at have deltaget i en konference i Bahrain. 27. marts 2006: Politiet afhører Abu Laban og Akkari men det fører ikke til sigtelser. 31. marts 2006: 27 muslimske foreninger har stævnet Jyllands-Postens chefog kulturredaktør efter injurieparagraffen for at have bragt Muhammed-tegningerne. Flere juridiske eksperter er stærkt skeptiske over for om injurieparagraffen kan bruges i forhold til en mand, der er afgået ved døden for 1400 år siden. 11

rygning Foto: Polfoto Birthe Skaarup: Luften er blevet renere Skrappere love mod passiv rygning er ikke for at genere rygerne men for at sikre befolkningens sundhed, slår formanden for Folketingets Sundhedsudvalg fast Foto: Polfoto 12 Det er ikke for at genere rygerne, men for at øge befolkningens sundhedstilstand, at vi må have bedre lovregler mod passiv rygning, siger Birthe Skaarup. Af Sofia Dahlgaard Hvis cigaretter var en helt ny opfindelse idag, så var de blevet forbudt med det samme ligesom hash en, mener Birthe Skaarup, DF, der er formand for Folketingets Sundhedsudvalg. Hun lægger ikke skjul på, at personligt ser hun gerne et forbud mod passiv-røg på alle indendørs arbejdspladser og offentlige steder. - Ikke blot er tobaksrygning sundhedsskadeligt for den, der ryger. Det er også sundhedsskadeligt og generende for andre. Passiv rygning er et emne, der stadig spreder rygende uenighed, både på arbejdspladserne og i Folketinget. Fra den ene side anføres den videnskabelige dokumentation for, at den passiv-røg, som ikke-rygere påtvinges, er endnu mere giftig end den røg, som rygerne frivilligt inhalerer. På den anden side står et rygende mindretal af politikere hårdt på deres ultra-liberalistiske argumenter om personlig frihed og retten til at ryge. Luften er blevet meget bedre herinde i Folketinget, efter at vi har fået skærpet beskyttelsen mod passiv rygning, konstaterer Birthe Skaarup. Folk tænker sig også mere om nu end før. Sundhedsministeren udnævnte 2005

til debatår om passiv rygning, og nu er en skærpet lovgivning på vej fra regeringen. Birthe Skaarup: Dansk Folkepartis holdning er, at rygning er en privat sag. Men det er nødvendigt af hensyn til de mennesker, som ikke ryger at indføre en rygepolitik, som gør, at ikke-rygerne beskyttes mod passiv rygning. Får vi rygeforbud på alle indendørs arbejdspladser, så ikke-rygerne kan færdes uden at blive påtvunget andres røg? Birthe Skaarup: Hvis det står til mig, så skal vi ved lov have fastslået arbejdsgivernes pligt til at sikre, at medarbejderne kan færdes røgfrit på alle indendørs arbejdspladser. Og der skal gælde samme regler på private og offentlige arbejdspladser. Her bør ikke være forskel. Efter min mening bør arbejdsgiverne samtidig pålægges en pligt til at tilbyde medarbejderne rygeafvænning. Rygeforbud er ikke let Jeg vil gerne understrege, at det ikke er for at genere rygerne, men for at øge befolkningens sundhedstilstand, at vi må have bedre lovregler mod passiv rygning. fastslår Birthe Skaarup Vil der ikke være forretninger og væresteder, der må lukke, hvis der bliver rygeforbud på arbejdspladser og offentlige steder? Birthe Skaarup: Vi har i Folketingets Sundhedsudvalg været på besøg i Irland, der har indført rygeforbud på alle indendørs arbejdspladser, pubber og restauranter m.m. I Irland sidestiller man beskyttelse mod passiv rygning med beskyttelse mod asbest og andre skadelige kemiske stoffer. Ikke en eneste i det irske parlament stemte imod lovforslaget. Men de irske erfaringer viser, at det ikke er så let, som det umiddelbart lyder. Rygeforbud er ikke noget, man bare indfører over en nat. I Irland er fængsler og psykiatriske afdelinger undtaget fra forbuddet mod indendørs rygning. Det samme gælder ældreplejen, hvor den ansattes arbejdsplads jo samtidig er borgerens private hjem. Det er bestemt ikke så let, som det lyder. Men vi kommer ikke uden om at tage stilling til dette her. Befolkningen vil have det, og det vil regeringen og Folketinget også, fastslår Birthe Skaarup, som erindrer om, at Dansk Folkeparti hidtil har bakket op om al lovgivning på området ud fra sundhedsmæssige argumenter. Lovregler om passiv rygning 1. juli 1995 indføres lov om røgfri miljøer. Formålet er at begrænse generne ved passiv rygning og at begrænse den sundhedsfare, der er forbundet hermed. Loven omfatter kun offentlige lokaler, transportmidler o.l.. Private indendørs arbejdspladser er således ikke omfattet. Loven forbyder tobaksrygning i statslige lokaler, hvortil offentligheden har adgang, og den forbyder tobaksrygning i statslige arbejdslokaler, hvor mere end én ansat har arbejdssted. Efter loven pålægges også kommuner og amtskommuner at indføre rygepolitik. Der er ingen straffebestemmelser i loven, som er rig på undtagelser og omgåelsesmuligheder. 1.august 2001 følger et forbud mod rygning for elever i folkeskolen, ungdomsskoler, børn i dag- og klubtilbud, døgninstitutioner m.v. Samtidig blev der ved lov krævet rygeregler på uddannelsessteder og fritidstilbud for unge. Kræftens bekæmpelse har påvist, at børn og unge ikke desto mindre fortsat udsættes for passiv røg dagligt. Det sker i grundskolen og på f.eks. efterskoler og ungdomsuddannelser. Halvdelen af ikke-rygende unge på erhvervsskoler og gymnasier generes dagligt af røg på uddannelsesstedet. Under hver tredje sportshal og sportsklub har rygeforbud. 1. januar 2002 træder lov om forbud mod tobaksreklamer i kraft. Også sponsorering til fordel for tobaksvarer forbydes. 30. september 2002 følger lov om mærkning af tobaksvarer. Herefter skal alle cigaretpakninger være forsynet med teksten rygning kan dræbe eller rygning er yderst skadelig for dig og dine omgivelser. Loven indfører også maksimale grænseværdier for indhold af tjære, nikotin m.m. 1. juli 2004 træder en lov i kraft, der forbyder salg af tobak og alkohol til personer under 16 år. 1. juni 2005 bliver det ved lov obligatorisk at skilte om rygepolitik på indendørs serveringssteder. 13

integration Den nye integrationsminister skal nok få travlt der bliver i hvert fald rigeligt med udlændinge at tage sig af i det multikulturelle slaraffenland, som integrationsminister Naser Khader vil skabe. Af Kenneth Kristensen Det radikale Venstres sundhedsordfører, Naser Khader, forsøgte i marts under stor medieopmærksomhed at lancere sig selv som ny integrationsminister. Naser Khader siger, at han vil give de fundamentalistiske imamer kamp til stregen, hvis han bliver minister. I virkeligheden vil den politik, som han vil føre som radikal integrationsminister, betyde, at de fundamentalistiske imamer vil få flere proselytter. Radikal udlændingepolitik er nemlig hverken særlig fremsynet eller visionær tværtimod handler det om at skrue tiden tilbage til de gode gamle dage i 90 erne, hvor udlændinge væltede ind over grænserne, og multikulturalismen var tidens løsen. Vil droppe 24-års-reglen 14 Foto: Scanpix Hvis Khader blev integrationsminister 132.219 flygtninge og familiesammenførte udlændinge blev Danmark på kun otte år beriget med sidst Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre havde regeringsmagten. Der er ingen overensstemmelse mellem det, Khader siger, han vil, og den radikale politik i praksis For Det Radikale Venstre er antallet af fremmede, der kommer til landet, nemlig underordnet. Integrationsminister Naser Khaders første akt som minister vil således blive at ophæve en lang række af de stramninger, som har medført, at antallet af asylansøgere og familiesammenførte er styrtdykket. Det gælder f.eks. starthjælpen. Udlændinge, der kommer til Danmark, skal naturligvis have fuld kontanthjælp, så det er slut med at give udlændinge et ekstra incitament til at tage lønnet arbejde. Også adgangen til at blive familiesammenført vil blive lempet. Næste skridt for Khader vil nemlig blive at ophæve 24-års reglen. Indtil for få år siden mente De Radikale faktisk, at der burde gælde en 18-års regel i stedet, så alle unge over 18 år kunne få familiesammenført en kommende ægtefælle. Partiets glæde ved EU-samarbejdet overskygger imidlertid partiets glæde ved udlændinge, så da EU har en 21-års regel, har De Radikale besluttet, at de også accepterer denne regel. Tilknytningskravet, som betyder, at et potentielt pars samlede tilknytning til Danmark skal være større end til noget andet land, skal naturligvis også fjernes, så enhver dansk statsborger, enhver flygtning og alle andre udlændinge, som har opholdt sig i Danmark i to år, får et retskrav på familiesammenføring, som partiets integrationsordfører Elsebeth Gerner Nielsen formulerede det i et indlæg i Politiken den 8. juli 2003. Kravet om en passende bolig skal også fjernes og de økonomiske krav om bankgaranti lempes. Fra 2002-2004 blev 3006 personer afvist på grund af disse regler, og så har vi endda slet ikke indregnet dem, som helt undlod at søge, fordi de på forhånd vidste, at de ikke ville få bevilget familiesammenføring. Også for asylsøgere bliver det lettere at komme til Danmark under integrationsminister Khader. Efter 6 måneders ophold i Danmark skal asylsøgeren således have lov til at søge arbejde i landet, og bliver han ansat, vil han naturligvis ikke blive udvist af landet igen, selvom hans asylansøgning viser sig at være baseret på det rene humbug. Flere nye muslimske statsborgere Naser Khader vil også gøre det nemmere, at opnå permanent opholdstilladelse i Danmark. Tre års ophold i Danmark er alt, hvad de Radikale kræver (mod syv år i dag) og et dansk statsborgerskab skal tilbydes indvandreren efter fem år (kravet er i dag ni år). Ordet integration indebærer for Det Radikale Venstre, at ingen skal føle sig presset til at lade sig assimilere mere eller mindre til flertalskulturen, end vedkommende ønsker det. Partiet går altså utvetydigt ind for et multikulturelt Danmark. Som integrationsminister vil Naser Khader således introducere positiv særbehandling af fremmede i et hidtil Elsebeth Gerner Nielsen - chefarkitekten bag den radikal udlændingepolitik, som den populære Naser Khader skal forsøge at pådutte danskerne. Foto: Scanpix

uset omfang. Alle arbejdspladser såvel offentlige som private skal udarbejde en etnisk personalepolitik og en handlingsplan til at sikre, at personalesammensætningen afspejler befolkningens sammensætning mht. etnisk baggrund. Danske virksomheder skal til at ansætte personalet på baggrund af deres etniske herkomst i stedet for deres kvalifikationer. Heller ikke pensionskasserne går fri, også de skal redegøre i deres årsregnskab for deres indsats for at sikre en forbedret integration på arbejdsmarkedet. Ligeledes vil den nye integrationsminister iværksætte en storstilet kampagne på landets arbejdspladser for at udrydde myter om flygtninge/indvandrere og deres efterkommere. Skoler bliver fler-kulturelle At Det Radikale Venstre betragter den danske indfødte befolkning som problemet og ikke indvandrerne viser en række initiativer, som partiet står bag. Eksempelvis vil partiet opfordre danskere til at opsøge og bruge de foreninger, der primært benyttes af flygtninge/indvandrere ikke omvendt. Og hvor det er et problem, at danskerne holder sig for sig selv, så er det ikke et tilsvarende problem, når det gælder indvandrerne, der bla. skal have deres egne alderdomshjem, hvor de kan fortsætte et liv så tæt på deres kultur som muligt. På disse plejehjem skal personalesammensætningen i øvrigt ikke afspejle befolkningens sammensætning mht. etnisk baggrund, som det ellers er tilfældet på landets øvrige arbejdspladser. Når det gælder de ældre udlændinge, er det vigtigere, at personalet taler den ældres sprog. Det samme gælder i øvrigt de danske folkeskoler, hvor man ikke vil være med til at tvangssprede elever med anden etnisk baggrund end dansk, men selvfølgelig vil ansætte flere to-kulturelle lærere og pædagoger. I det hele taget bliver det på mange måder en ny hverdag, der venter danske skoleelever, hvis Naser Khader bliver integrationsminister. Eleverne skal vende sig til nye eksotiske fag på skemaet, f.eks. arabisk, urdu og tyrkisk! Ligesom kristendomskundskab skal erstattes med religionskundskab, hvor islam skal spille en langt større rolle end tilfældet er i dag. Alle tosprogede skal naturligvis også tilbydes gratis modersmålsundervisning. Og somalisk kultur fremmes Måske vil den nye integrationsminister også lade sig inspirere af sin ungdomsorganisation, der vil sidestille engelsk med dansk som officielt sprog i Danmark! Kulturpolitikken vil også blive vendt på hovedet. Fremover skal der nemlig gives langt mere støtte til kulturtilbud, der tager udgangspunkt i andre traditioner, kulturer og sprog. Og i det hele taget skal mulighederne for, at andre kulturer kan vokse og trives forbedres i Danmark. Det Radikale Venstre vil således gerne have indrettet gravpladser, der er forbeholdt eksempelvis muslimer, ligesom den nye integrationsminister da heller ikke går af vejen for at få bygget et par stormoskéer i Danmark. For at imødegå de fundamentalistiske imamer, vil Naser Khader skynde sig at få etableret en imamuddannelse, men ikke nok med det; også alle mulige andre trossamfund skal naturligvis have en SUberettiget uddannelse af egne prædikanter. Kilder: www.radikale.dk; Det Radikale Venstres integrationspolitik vedtaget af partiets hovedbestyrelse 5. marts 2005, samt diverse indlæg af Elsebeth Gerner Nielsen og Marianne Jelved. Familie- og forbrugerordfører Falkenberg Falkenberg 22-årige Mia Falkenberg har familien i centrum både derhjemme og på Christiansborg Af Bettina Berg Hun er glad rigtigt glad for sit nye ordførerskab. Mia Falkenberg, 22 år, er blevet Dansk Folkepartis nye familie- og forbrugerordfører, og hun glæder sig til for alvor at komme i gang. Det er jo to altafgørende områder for vælgerne, som virkelig betyder noget for alle i deres hverdag. For Dansk Folkeparti er familiepolitikken blandt kerneområderne, og vi har kæmpet for beskyttelse af forbrugerne mod giftstoffer i fødevarer og for skilsmissebørns ret til at se deres far, forklarer Mia Falkenberg. Hun er selv del af en familie på tre, som udover manden Per Brogaard består af sønnen Silas på knap et år. Han blev født kort efter, at Mia Falkenberg blev valgt til Folketinget sidste år i februar, så Mia startede sin tid som folketingsmedlem med en kort barselsorlov. Men hun var hurtigt tilbage i politik og nyder sine arbejdsdage på Christiansborg. Aktiv i DFU i syv år Jeg er meget beæret over mit arbejde og bliver glad ved tanken om, at jeg har muligheden for at gøre en forskel. Det vil også komme til at præge mit kommende arbejde som ordfører, siger Mia Falkenberg, som før valget arbejdede som social- og sundhedshjælper i Roskilde og København. Mia Falkenberg har været medlem af Dansk Folkepartis Ungdom siden hun var 15 år og har været amtsformand først for Roskilde Amt og siden for Københavns Amt, da hun flyttede til hovedstaden. Hun stillede op til Europa-Parlamentetsvalget i juni 2004 og fik et godt valg. Hun blev opstillet igen da det gjaldt Folketingsvalget i 2005 i Vestsjællands Amt og strøg forbi alle andre på listen op på en flot andenplads. Jeg vil kæmpe med næb og kløer for, at Dansk Folkepartis mærkesager på familie- og forbrugerområdet kommer igennem, lover Mia Falkenberg. Mia fik for alvor sin ilddåb, da Christian H. Hansen i påsken blev syg, og Mia Falkenberg måtte overtage opgaven med at forklare medierne Dansk Folkepartis holdninger til kødskandalen. Den tidligere ordfører på området Martin Henriksen beholder ansvaret på visse områder for at færdiggøre de sager, han har påbegyndt, herunder en ny lov om forældremyndighed og børns ret til at se begge forældre efter skilsmisse. 15

iran Apocalypse now Iran på livsfarlig kurs Religiøs galning i vindjakke truer verdensfreden, mens Vesten er fuldt optaget i Irak Af Karsten Holt Normalt forbindes det gamle Persien, nutidens Iran, med indbegrebet af Orientens mystik. Hjemstedet for tusind og én nats eventyr. Sneklædte bjerge og vidtstrakte ørkener. Ruinbyen Persepolis gådefulde hemmeligheder og fantastiske, farvestrålende moskeer. Men i 1979 begyndte et totalitært religiøst mareridt for landets indbyggere. En islamisk revolution forvandlede et efter mellemøstlige forhold veludviklet land med relativ frihed til et shariastyret, bloddryppende diktatur, hærget af terror, mord, forfølgelse og krig. I løbet af 1990 erne var der spæde tegn på en politisk opblødning, men var nogle begyndt at drømme om reformer, blev alle forhåbninger endegyldigt gjort til skamme i 2005. Siden valget af Doktor Mahmoud Ahmadinejad til posten som Irans præsident sidste år har verdenssamfundet med stigende bekymring kunnet iagttage, hvordan det fundamentalistiske iranske præstestyre med præsidenten selv i spidsen - har udnyttet amerikanernes engagement i Irak til at rasle med sablerne. Med sit atomprogram risikerer landet nu at fremkalde en ny og langt mere omfattende krig i Mellemøsten end den i Irak. Samtidig er antallet af henrettelser, brugen af tortur og andre barbariske straffe eksploderet. Den vilkårlige terror skyller henover den iranske befolkning. Hvem er Ahmadinejad? 16 Foto: Polfoto Men hvem er den uanselige mand i vindjakke, og hvad vil han? Allerede i 1979 optrådte Mahmoud Ahmadinejad som væbner for lederen af den islamiske revolution i Iran, Ayatollah Ruholla Khomeini, der, efter at have nydt godt af vestlig gæstfrihed som en af den europæiske venstrefløjs helte i Paris, i februar 1979 væltede Irans vestligt orienterede leder Shah Reza Pahlevi og styrtede Iran tilbage i den mørkeste religiøse middelalder med tusindvis af dræbte til følge. I Danmark og det øvrige Europa jublede venstrefløjen over. Shahens fald. I Iran begyndte en terror uden sidestykke i landets historie. Ahmadinejads svendeprøve i terrorisme bestod i deltagelse i gidseltagningen på den amerikanske ambassade i den iranske hovedstad Teheran umiddelbart efter præstestyrets magtovertagelse. Gidselstagningen af ambassadepersonalet varede fra 1979 til 1981. Senere stod Ahmadinejad bag massehenrettelser af studerende og lærere fra det universitet, hvor han selv han taget sin uddannelse som ingeniør angiveligt fordi de ikke udviste tilstrækkelig stor opbakning til Allahs sag. Khomeini kvitterede øjeblikkeligt for den revolutionære iver ved at udpege Ahmadinejad til en ledende stilling i det interne sikkerhedspoliti, hvor den ihærdige unge mand fortsatte myrderierne. Terror mod befolkningen Khomeinis discipel: Mahmoud Ahmadinejad i bøn ved Ayatollah Khomeinis grav. Foruden troen på Khomeini er fanatikeren og mystikeren Ahmadinejad overbevist om genkomsten af den tolvte imam en slags messias, der vil udslette Israel og indføre muslimsk verdensherredømme. På vej mod atomvåben: Irans præsident Mahmoud Ahmadinjad i selskab med den Göring-lignende iranske hærchef Hassan Firoozabadi 10. april 2006. Iran opruster militært og har netop afsluttet en storstilet militærøvelse, kaldet Den Store Profet For en stund virkede det som om, Ahmadinejad var kørt træt i henrettelser. I stedet lod han sig i første omgang udpege til guvernør i Ardebil-provinsen, siden til borgmester i hovedstaden Teheran, hvor han for første gang brugte sin ingeniøruddannelse og kastede sig over mere fredelige sysler som løsningen af komplicerede trafikproblemer, hvis vellykkede udgang var med til at bringe ham til magten ved det iranske præsidentvalg i 2005 et præsidentvalg, hvor man vel at mærke kun kunne vælge mellem en fundamentalist light, Mohammad Khatami og så fanatikeren Ahmadinejad. Rygter om valgfusk har svirret, men kan ikke bekræftes, da valgobservatører traditionen tro ikke havde adgang til landet. Ahmadinejad har takket vælgerne med en slags nostalgi-politik fra revolutionens løsslupne dage. En politik, der frem for alt har resulteret i en bølge af summariske henrettelser ofte af mindreårige og for det meste for forbrydelser, der, set med vestlige, oplyste øjne, forekommer absurde. Alene i år menes hele 28 henrettelser ved hængning at have fundet sted, mens der fra forskellige steder rapporteres om amputationer af hænder og fødder. Et eksempel på en henrettelse, der nåede frem til de vestlige medier og skabte forargelse, var den offentlige piskning og hængning af to homoseksuelle drenge på kun 17 og 18 år. Listen af dødsdomme er ligeså lang, som den er sørgelig. Foruden mord, røveri og voldtægt udløser eksempelvis også utroskab, homoseksualitet, krænkelse af Ayatollah Khomeinis minde og frafald fra islam en øjeblikkelig dødsdom. Sideløbende med det iranske styres terror mod sin egen befolkning, er der også skruet op for retorikken mod Israel og USA. Ahmadinejad udtalte næsten samtidig med, at Muhammedkrisen kulminerede at Holocaust, drabet på Europas jøder, aldrig havde fundet sted. At det ganske enkelt var en myte. Og han udstedte et løfte om at slette Israel fra landkortet, ligesom han truede hele den vestlige verden med smerte og lemlæstelse, hvis vi blander os i iranske forhold. Ingen fandt det krænkende. Men ét er ord, noget andet er handling. Med en storstilet oprustning lader Ahmadinejad imidlertid forstå, at Iran agter at sætte handling bag de mange trusler. En oprustning, der ikke blot er konventionel, men også omfatter berigelse af uran, der er første skridt på vejen mod atomvåben og dermed et muligt ragnarok. Foto: Polfoto

Iran Landefakta Areal 1.636.000 km2 Indbyggertal 66,4 mio. (2003) Befolkningsvækst pr. år 1,9% (1997-2003) Befolkning 58% Persere; 24 % Aserbajdsjanere; 18% andre Sprog Farsi (hovedsprog) Religion Islam; 89% Shiitter REGERING Regeringsleder Gholam-Ali Haddad Adel UdenrigsministerManouchehr Mottaki Åndelig leder Ayatollah Seyed Ali Khamenei Præsident Dr. Mahmoud Ahmadinejad Dagligdag i Ahmadinejad-land: Homoseksualitet hører til den alenlange liste af forbrydelser, der straffes med døden i Iran. I sommeren 2005 gik det ud over to drenge på kun 16 og 17 år i byen Mashhad. Iranske hængninger er i sig selv en grusom tortur, idet offeret ikke falder, så halsen knækkes, men derimod bliver hejst langsomt op i en kran og kvæles. Fotos: Polfoto Hjernevasket til had. Iranske kvinder demonstrerer til fordel for Irans atomprogram under et monument af den islamiske revolutionsleder Ayatollah Khomeini. Løsenet er det samme som i 1979, da revolutionen fandt sted: Død over Israel, død over USA, men denne gang kan det blive virkelighed. For at forstå Irans kurs mod dommedag, er det imidlertid nødvendigt at kaste et blik på Mahmoud Ahmadinejads personlige religiøse overbevisning. Den består nemlig ikke kun af islam, men af islam tilsat et væsentligt dommedagselement: Den shia-muslimske tro på den tolvte imams genkomst en slags frelser, der genopstår som bindeled mellem Gud og menneske. Ved den tolvte imams genkomst vil Israel helt automatisk blive udslettet ifølge Ahmadinejads overbevisning den iranske præsident agter dog selv at hjælpe apokalypsen lidt på vej med kernevåben. Troen på den tolvte imam deles langt fra af alle imamer, men hos Ahmadinejad er troen blevet en besættelse, der blandt andet har ført til rygter om, at præsidenten vil etablere en særlig togforbindelse fra Teheran til byen Jamkaran, hvortil tusinder af pilgrimme hvert år kommer strømmende, fordi imamens ånd på et bestemt tidspunkt af året siges at være til stede i den hellige by, hvor sygdomme helbredes og ønsker går i opfyldelse. Ahmadinejad skulle ifølge eget udsagn have set lyset fra imamen, da han holdt en tale til FN om Irans atomprogram. International bekymring Hadefuld retorik og trusler mod vesten og Israel, tilsat religiøs galskab og dommedagsfantasier, er ikke en cocktail, det internationale samfund bryder sig om. Særligt bekymrer det, at det iranske styre er fuldstændig immunt over for vestlige forsøg på at tale landet fra at gennemføre sit atomprogram. Det har ført til rygter om, at USA har planer om at anvende små underjordiske atombomber, de såkaldte bunker-busters, der kan ramme mål under jorden. Disse bomber skal i givet fald sættes ind mod Irans atomanlæg. Det overordnede amerikanske mål med et angreb vil dog være at destabilisere det iranske styre så meget, at befolkningen gør oprør mod styret og vælter Ahmadinejad, der af flere vestlige iagttagere direkte bliver sammenlignet med Adolf Hitler. Det iranske styres konfrontatoriske og selvsikre kurs begunstiges dels af høje oliepriser og dermed store indtægter dels af amerikanernes omfattende engagement i Irak, der lægger beslag på store troppekontingenter, og hvor den igangværende borgerkrig i høj grad holdes i gang af det iranske styres støtte til shiamuslimske fanatikere og terrorister, der opererer i Irak. Den amerikanske præsident omtalte i sin tid Iran som hørende til The Axis of Evil, Ondskabens Akse, sammen med Nordkorea og Irak under Saddam Hussein. Meget tyder på, at Iran til fulde lever op til betegnelsen. Den nærmeste fremtid vil vise, hvorvidt det lykkes den vindjakkeklædte religiøse galning, Mahmoud Ahmadinejad, at fremskynde den tolvte imams genkomst, eller om vesten i tide når at gribe ind og forhindre et atomart ragnarok i Mellemøsten. 17

ude i danmark DF-Hovedbestyrelse Dahl, Kristian Thulesen, 33-375102 Ebbesen, CC org. nfmd, 33-375172 Eilersen, Susanne, 23-302490 Frifelt, Heidi, 26-396102 Hansen, Chr. H, 33-375105 Kjærsgaard, Pia, fmd. 33-375107 Kristensen, Kenneth, 21-930093 Nødgaard, Poul, 33-375110 Poulsen, Ib, 40-722990 Skaarup, Peter, pol. nfmd 33-375113 Thomsen, Steen, 75-602890 Partisekretær: Nielsen, Poul Lindholm, 33-375161 DF-Amterne Bornholm: Bjarne Korsgård, 56-949274 Frederiksberg: Mogens Bækgaard 22-156443 Frederiksborg: Philip Heimbürger (konstitueret) 45-820904 Fyn: Birger Reslow, 65-921170 Hovedstaden: Arvin Storgaard, 39-295230 København: Bente Pedersen, 44-491995 Nordjylland: A.C. Winther Hansen, 98-351603 Ribe: Freddy Hyldgård, 75-131064 Ringkjøbing: Flemming Iversen, 97-485232 Roskilde: Hanne Kellberg, 56-653003 Storstrøm: Steen Petersen, 27-248437 Sønderjylland: Brian Jensen, 73-661507 Vejle: Dora Rossen, 75-571411 Vestsjælland: Jan Byrdal, 23-329872 Viborg: Vita Jensen, 97-764676 Århus: Inger K. Andersen, 86-325068 DF-folketingsmedlemmer Brix, Colette, dfcolb@ft.dk - 33-375103 Bøgsted, Bent, dfbenb@ft.dk - 33-375101 Christiansen, Kim, dfkich@ft.dk - 33-375148 Christophersen, Walter, dfwach@ft.dk - 33-375126 Dahl, Kristian Th., dfsokj@ft.dk - 33-375102 Dencker, Mikkel, dfmikd@ft.dk - 33-375106 Dohrmann, Jørn, dfjdoh@ft.dk - 33-375109 Espersen, Søren, dfniry@ft.dk - 33-375124 Falkenberg, Mia, dfmifa@ft.dk - 33-375127 Frevert, Louise, dflofr@ft.dk - 33-375114 Hansen, Chr. H., dfchhh@ft.dk - 33-375105 Henriksen, Martin, dfmarh@ft.dk - 33-375129 Kjærsgaard, Pia, dfkala@ft.dk -33-375107 Knakkergaard, Anita, dfanka@ft.dk - 33-375116 Krarup, Søren, dfskra@ft.dk - 33-375117 Kristensen, Pia, dfpikr@ft.dk - 33-375118 Langballe, Jesper, dfjela@ft.dk - 33-375119 Messerschmidt, Morten, dfmome@ft.dk - 33-375100 Nødgaard, Karin, dfkarn@ft.dk - 33-375125 Nødgaard, Poul, dfpoun@ft.dk - 33-375110 Petersen, Tina, dftipe@ft.dk - 33-375149 Skibby, Hans Kristian, dfhaks@ft.dk - 33-375128 Skaarup, Birthe, dfbisk@ft.dk - 33-375112 Skaarup, Peter, dfpesk@ft.dk - 33-375113 Dansk Folkeparti Christiansborg 33-375199 1240 København K 33-937019 Fax: 33-375191 df@ft.dk www.danskfolkeparti.dk DF-Europa-Parlamentet Mogens Camre, MEP Bruxelles, (+32) 22845205 Strasbourg, (+33) 388175205 Dansk Folkepartis Ungdom Postbox 2297 1025 København K - tel: 33375174 eller 21930093 DANSK FOLKEBLAD Tidsskrift, udgivet af Dansk Folkeparti. 10. årgang, nr. 2 / 2006. ISSN: 1397-3975 Ansv. redaktør: Søren Søndergaard Redaktionschef: Karsten Holt I redaktionen: Bettina Berg, Sofia Dahlgaard og Kenneth Kristensen Artikler og indlæg udtrykker ikke nødvendigvis Dansk Folkepartis synspunkter. Adresse: Dansk Folkeparti, Christiansborg, 1240 København K. Tlf: 33-375199. Fax: 33-375191. www.danskfolkeparti.dk // df@ft.dk Næste nr. udkommer juli 2006 Deadline for kalender o.l. er den 12. juni 2006 Layout: Cre8 Tryk: Nyhavns Tryk & Kopi Center. Forsiden: Scanpix Vi ved, et fjeld kan sprænges, og tvinges kan en elv, men aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv. 18 KØBENHAVN DF-Hovedstaden: GF. Arvin Storgaard (fmd), Jørn Hindkjær (nfmd), Preben Elmenhoff, Gunhild Legaard, Elisabeth Nielsen, Torben Adelborg Beck, Louise Frevert. Suppl. Henrik Svendsen DF Tårnby: GF. Arne Hansen (fmd), Mogens Christiansen (nfmd), Flemming Jensen, Yvonne Gamby, John Løfkrantz. Suppl. Paw Karslund, Jannie Meiltoft NV-N, Søborg og Vesterbro: GF. Sonja Malene Pedersen (fmd), Ole Petersen (nfmd), Edith Petersen, Johnny Schou, Flemming Jensen. Østerbro: GF Preben Elmenhoff (fmd), Torben Adelborg-Beck, Gorm A. Fonnesbech, Maria Byth, Svend Chr. Tychsen. Suppl. Axel G. Nielsen, Richard Overgaard STORSTRØM DF Stevns/ Vallø: GF. Keld Hein (fmd), Varly Jensen (nfmd), Hans Byrge, Torben Eklund, Kitt Juhl. Suppl. Jannie Baltz, Martin Laungaard. Skærtorsdag, d. 13. april 2006 blev foketingskandidat Karsten Skov Petersen viet til Gitte Jakobsen. Vielsen blev forrettet af viceborgmester i Skelskør, Henrik Brodersen. Karsten og Gitte mødte hinanden på Omø-færgen for godt og vel 2 år siden. Karsten som den stolte skipper, Gitte som Falck piccoline. Brudeparret havde derfor valgt at lade sig vie ombord på færgen. Under sejlads mellem Stigsnæs og Omø.De mange gæster havde trodset det barske påskevejr. Stiv vestenvind og regnbyger var kulisserne. Men vi husker det gamle ordsprog: "Når det regner, drypper der guld på bruden". VESTSJÆLLAND Dan Jochumsen (fmd), Jeppe Jacobsen (nfmd), Jan F. Wisler, Peter Jacobsen, Sussie Christensen ÅRHUS DF Syddjurs: GF. Per Dahlgaard (fmd), Niels E. Lassen (nfmd), Anni Juhl, Ivar Hvidtfeldt, Aage Philipsen. Suppl. Jacob Graabæk Møller, Michael Kock Gommesen, Per Sørensen. Historiebussen kører igen Af Gunhild Legaard I 2004 havde vi en særdeles vellykket Danmark Dejligst - bustur til det gamle grænseland og de sønderjyske seværdigheder. Mange har spurgt om der dog ikke kom en fortsættelse det gør der nu! Denne gang går turen til det gode Hotel Hilltop i Skive, som bliver udgangspunkt for ture til Vesterhavet, Limfjorden og Himmerlands bølgende landskaber. Den fire-dages sommertur finder sted i dagene søndag den 25. til onsdag den 28. juni begge dage inkl. Dansk Folkeparti ser det som en vigtig opgave at være med til at øge kendskabet til vort land, dets kultur og historie. Derfor yder vi et betragteligt tilskud til turen, hvilket betyder at prisen kun er 995,00 kr. for bus og udflugter, hotel med halvpension, samt entréer og aftenkaffe. Tilmelding til turen er åben indtil 19. maj. Som altid gælder princippet først til mølle Turen er forbeholdt medlemmer af Dansk Folkeparti og DFU. Turleder er igen i år Gunhild Legaard og assisterende guide Norbert Falkenstrøm. Sammen har de lagt en rejse der den første dag søndag bringer os fra København til Skive ved Limfjorden. Undervejs er der opsamling af deltagere i Korsør og Odense. Køreturen går via Grejsdalen, Jelling og Silkeborg til bestemmelsesstedet. Under opholdet dér, vil vi besøge Mors, Thisted og Løgstør, rundt om Limfjorden. Vi vil besøge Himmerland med johs. V. Jensen og hans søster Thit Jensens mindestuer, Jeppe Aakjærs vidunderligt beliggende hjem, Jenle, strandingsmuseet Sct. George i Torsminde og en af Danmarks ældste herregårde, Spøttrup. Om aftenen vil vi hygge os med fællessang, fortællinger fra lokalområdet og hyggesnak. Du melder dig til turen hos Norbert Falkenstrøm på telefon 35 83 70 75. Rushdie opfordrer til opgør med multikulturalismen De britiske forfatter Salman Rushdie, der blev verdensberømt på sin bog De sataniske vers, hvor den iranske ayatollah Khomeini nedkaldte en fatwa over hans hoved, opfordrer i et debatindlæg i den britiske avis Times til et opgør med multikulturalismen og den politiske korrekthed. I sit indlæg advarer Rushdie mod, at den multikulturelle tanke har forvandlet sig til kultur-relativisme, hvor reaktionære og undertrykkende synspunkter bl.a. i forhold til kvinder bliver retfærdiggjort. Samfund må også bevare deres evne til at diskriminere både til at afvise og til at acceptere at sætte nogle ting højere end andre og til at insistere på at visse værdier accepteres af alle samfundets medlemmer, fastslår succesforfatteren. kk

DFUs hovedbestyrelse. Fra højre: Allan Steen Hansen, Bente Kronborg Holst, Kenneth Kristensen, Marlene Harpsøe og Dennis Flydtkjær To formænd i takt: DFUs landsformand Kenneth Kristensen på dansegulvet med Pia Kjærsgaard DFU s Årsmøde 2006 Af Marlene Harpsøe, Politisk næstformand, Dansk Folkepartis Ungdom Iweekenden den 18. 19. marts 2006 var mere end 100 DFUere samlede til DFUs Årsmøde i Vedersø Klit. MF og retsordfører for Dansk Folkeparti, Peter Skaarup blev valgt som dirigent og holdt et oplæg om terrorbekæmpelse. Mange DFU ere udtrykte stor bekymring for, at terrorismen slår ned i Danmark og takkede Peter Skaarup for hans store indsats på området. Kenneth Kristensen blev med stående applaus genvalgt som landsformand. Herefter blev følgende valgt til Hovedbestyrelsen: Marlene Harpsøe, Humlebæk; Bente Kronborg Holst, Sunds; Dennis Flydtkjær, Herning samt Allan Steen Hansen, Brande. Om aftenen blev der afholdt et brag af en årsmødefest. Efter en lækker middag blev vi underholdt af en stand-up-komiker. Musikken var også lige noget for DFU erne. Mange var imponerede af Pia Kjærsgaard på dansegulvet, som glædeligt dansede med de unge, der bød hende op til dans. Som det første punkt søndag var der en hilsen fra Anna Lutek fra partiet Prawo i Sprawiedliwosc i Polen. Herefter gik Pia Kjærsgaard på talerstolen. Alle i salen var tydeligvis stolte af, at Pia gæstede årsmødet. Peter Kofod Poulsen modtog på vegne af DFU-Bornholm dette års pokal for størst medlemsfremgang. Der var også en del debat på årsmødet. Flere DFU ere havde stillet ændringsforslag til det politiske program. Alle var meget ivrige efter at ytre sig på talerstolen. Vi havde også besøg af den iransk fødte skuespiller Farshad Kholghi, der bl.a. er kendt for tv-programmet OPS Oplysning om Perkerne til Samfundet. Farshad Kholghis mimik og retorik var overvældende og fik latteren til at vælte ud i hele salen. Efter en spændende weekend i Vedersø Klit, sagde vi alle farvel til hinanden. Alle forventninger til årsmødet var blevet opfyldt. Offentlige arrangementer og medlemsmøder 06-07/05 Weekendkursus for partiets byråds - amtsråds - og regionsrådsmedlemmer på Trinity Hotel & Konferencecenter i Erritsø, Fredericia. 12-14/05 DF Guldborgsund på Døllefjelde Marked 13/05 kl. 10.00 Birthe Skaarup og Pia Kristensen om DF s sundheds og socialpolitik i kommunerne. For DF byrådsmedlemmer i Kbh. Amt, Den Gamle Præstegaard, Hovedvejen 134, 2600 Glostrup. 05/06 kl. 14.00 DF s Grundlovsfest på Lykkesholm Slot på Fyn 23/06 kl. 15.00 DF-Hovedstaden holder sommerudflugt til Amagermuseet. 23/06 kl. 19.00 DF s Sankt Hans Fest på Parcelgaarden ved Roskilde Fjord 01/07 DF Guldborgsund på Gedser Marked 01/08-03/08 Sommergruppemøde for DF s folketingsgruppe 19/08 05 DF Guldborgsund holder sommerfest 16/09-17/09 DF s 11. årsmøde i Odense Congress Center Arrangør: DF i Kbh. Amt. Arrangementer til kalenderen bedes, så snart de er programsat sendt til Søren Søndergaard. Pr. mail dfsoes@ft.dk eller Dansk Folkeparti, att. Søren Søndergaard, Christiansborg, 1240 København K. 19

vedtægter Hovedbestyrelsens forslag til justering af partiets landsvedtægter på årsmøde 2006 Hovedbestyrelsen fremlægger hermed nedenstående forslag til justering af Dansk Folkepartis landsvedtægter. Forslaget tager udgangspunkt i, at partiets amtsorganisationer nedlægges pr. 31. december 2006 samtidig med, at landets amter nedlægges. Forslaget indebærer, at vi i Dansk Folkeparti fra og med 1. januar 2007 får 2 organisationsled - nemlig partiets nu færre, men klart større lokalforeninger og partiets landsorganisation. Dermed bliver Dansk Folkepartis lokalforeninger rygraden i det fremtidige samarbejde på lokalt og regionalt plan, ligesom Nærværende vedtægter er vedtaget på landsorganisationens stiftende møde i Idrættens Hus i Vejle lørdag den 27. april 1996. Ændret på landsorganisationens ordinære årsmøde i Idrættens Hus i Vejle lørdag den 20. september 2003. lokalforeningerne får en stor rolle at spille i forbindelse med de nye valgkredse som følge af kommunalreformen. Medlemmer er velkomne til at komme med kommentarer og forslag til ændringerne inden den 15. juni, så vi kan fremlægge et forslag, som alle kan bakke op på årsmødet den 16. og 17. september i Odense. Dansk Folkepartis hovedbestyrelse Carl Christian Ebbesen, organisatorisk næstformand Dansk Folkepartis landsvedtægter og hovedbestyrelsens ændringsforslag. Gældende vedtægter Hovedbestyrelsens ændringsforslag Ændringer er angivet med fed skrift VEDTÆGTER FOR DANSK FOLKEPARTIS LANDSORGANISATION 1. Formål og hjemsted Dansk Folkepartis formål er: at organisere alle vælgere, der vil støtte en politik i tilslutning til de principper, der er anført i Dansk Folkepartis program. at virke for oplysning om politiske og folkelige spørgsmål. at arbejde for varetagelse af danskernes interesser i overensstemmelse med den danske kulturarv. at forberede valg og folkeafstemninger. Partiet har hjemsted i Københavns Kommune. 2. Optagelse af medlemmer For at blive medlem af Dansk Folkeparti skal man være fyldt 14 år, være dansk statsborger, og ikke være medlem af eller tilsluttet noget andet politisk parti. Amtsbestyrelsen kan nægte optagelse af et medlem. Amtsbestyrelsens afgørelse skal forelægges hovedbestyrelsen til godkendelse. Stemmeret og valgbarhed til Dansk Folkepartis organer opnås efter 4 måneders medlemskab. 3. Årsmøde Dansk Folkepartis øverste myndighed er med de i nærværende vedtægter nævnte undtagelser, jvf. 2, 3, 8, 12, 13, 14 og 25, årsmødet, som skal afholdes hvert år i perioden 1. september til 30. november. Tidspunkt og stedet for årsmødets afholdelse samt retningslinierne for årsmødets afvikling, fastsættes af hovedbestyrelsen. Ekstraordinært årsmøde afholdes, når et flertal af hovedbestyrelsens medlemmer, herunder formanden eller totredjedele af partiets amtsformænd med angivelse af dagsorden, anmoder derom. Ekstraordinært årsmøde afholdes senest to måneder efter, at anmodning om afholdelsen er modtaget af hovedbestyrelsens formand. Årsmødet afgør spørgsmål vedrørende grundprincipperne i Dansk Folkepartis politiske program. Stemmeberettigede på årsmødet er: 1. Delegerede for samtlige amter, jvf. 11. VEDTÆGTER FOR DANSK FOLKEPARTIS LANDSORGANISATION 1. Formål og hjemsted Dansk Folkepartis formål er: at organisere alle vælgere, der vil støtte en politik i tilslutning til de principper, der er anført i Dansk Folkepartis program. at virke for oplysning om politiske og folkelige spørgsmål. at arbejde for varetagelse af danskernes interesser i overensstemmelse med den danske kulturarv. at forberede valg og folkeafstemninger. Partiet har hjemsted i Københavns Kommune. 2. Optagelse af medlemmer For at blive medlem af Dansk Folkeparti skal man være fyldt 14 år, være dansk statsborger, og ikke være medlem af eller tilsluttet noget andet politisk parti. Lokalforeningsbestyrelsen kan nægte optagelse af et medlem. Lokalforeningsbestyrelsens afgørelse skal forelægges hovedbestyrelsen til godkendelse. Stemmeret og valgbarhed til Dansk Folkepartis organer opnås efter 4 måneders medlemskab. 3. Årsmøde Dansk Folkepartis øverste myndighed er med de i nærværende vedtægter nævnte undtagelser, jf. 2, 3, 5, 8, 11 og 22, årsmødet, som skal afholdes hvert år i perioden 1. september til 30. november. Tidspunkt og stedet for årsmødets afholdelse samt retningslinierne for årsmødets afvikling, fastsættes af hovedbestyrelsen. Ekstraordinært årsmøde afholdes, når et flertal af hovedbestyrelsens medlemmer, herunder formanden eller totredjedele af partiets lokalforeningsformænd med angivelse af dagsorden, anmoder derom. Ekstraordinært årsmøde afholdes senest to måneder efter, at anmodning om afholdelsen er modtaget af hovedbestyrelsens formand. Årsmødet afgør spørgsmål vedrørende grundprincipperne i Dansk Folkepartis politiske program. Stemmeberettigede på årsmødet er: 1. Delegerede for samtlige lokalforeninger, jf. 10. 20