I1: Ja, er det okay, at vi optager samtalen? Det er bare så vi kan huske det, når vi kommer hjem igen.

Interview med Tale-/hørepædagog I1: Interviewer I2: Interviewer R: Tale-/hørepædagog I1: Tak for at du vil være med her i dag til et lille interview. R: Det var så lidt. Hvad skriver I speciale i? I1: Ja, vi skriver speciale i, eller vi studerer Politik & Administration på Aalborg Universitet, og beskæftiger os med tværfagligt samarbejde på udsatte børne- og ungeområdet. Og så har vi valgt Langeland Kommune som case og derfor vi er her i dag for at snakke med nogle af jer. R: Ja, okay. I2: Og du må endelig tage for dig af slik og R: Jeg tænker, at jeg først spiser bagefter, hvis I optager det. Som en belønning som når vi arbejder med børnene. I2: Og vi er? (henvendt til I1) I1: Ja, er det okay, at vi optager samtalen? Det er bare så vi kan huske det, når vi kommer hjem igen. R: Ja, det er bare så i orden. I1: Jamen, kan du ikke starte med at fortælle lidt om, hvor længe du har været her i afdelingen? R: Jo, jeg starter d. 9. november 2015 i et vikariat på 12 timer, men allerede på 2. dagen bliver jeg spurgt, om jeg kan være her lidt mere og på 3. dagen er jeg oppe på 32 timer, og det vikariat er jeg så i til 1. februar, og derefter bliver jeg fastansat. Så jeg har sådan set gået på næsten fuld tid siden jeg startede, jeg har bare søgt et andet job. I1: Okay. Er det samme arbejdsområde, som du sidder med? R: Ja, fuldstændigt. Jeg starter bare i et vikariat, men så fordi at der nogen der stopper, så ryger jeg så over på fuldtid. Det er jo win-win som nyuddannet. I1: Nå, så du er helt nyuddannet. Hvor er du uddannet fra? R: SDU, jeg har en bachelor i logopædi. I2: Og logopædi er? 1

R: Talepædagog. I2: Så skal vi vide lidt om dit opgave- ansvarsområde er selvfølgelig hele tale/høreområdet. Hvad ligger der i det? R: Det er rådgivning og vejledning af barnets omgivelser. Det vil sige fagpersonalet omkring barnet og forældrene. Så man kan sige, at for at kunne gøre det, så arbejder jeg med udredning af børn og så kan jeg også engang imellem lave noget undervisning af børn, men det er så i samarbejde med forældrene. Det er lidt ligesom at gå til klaver. Man kommer 20 minutter om ugen, og så skal man øve sig en halv time om dagen, så det er lidt samme princip, når man går ind og laver noget taleundervisning. I1: Jamen, skal vi ikke springe til projektet? (henvendt til I2) I2: Jo. I1: Vi kunne godt tænke os at høre lidt ift. hvor meget kendskab du har til projekt tidlig opsporing? R: Ja Åh, det ved jeg bare slet ikke nok om. I1: Det er jo en ærlig sag. R: Det er faktisk pinligt, for jeg har faktisk holdt et møde med Mette, hvor hun har beskrevet Jo, jeg ved jo godt noget om det, men hvor hun ligesom har beskrevet, hvordan hun arbejder med det, og hvad formålet er med tidlig opsporing. Vi kan jo kun bakke op omkring det, for det vil vi jo også gerne inden for taleområdet. Så jeg ved jo, at det er et form for værktøj, som man skal bruge i daginstitutioner og børnehaver, og så kan barnet komme i nogle forskellige kategorier, og forsøger hun at lave et overblik over, hvem skal man henvende sig til, når de og de ting opstår. Så det er ligesom kommandovejene og hvornår er det jeg skal reagere, hvis barnet gør sådan, sådan og sådan. Det er et screeningsmateriale, ikke? I1: Jo, det er også det, som vi har forstået. R: Ja, så jeg ved alligevel noget, når jeg sådan lige tænker mig om. Det var da jeg kom i tanke om, at vi havde holdt et møde. I2: Vi har også spørgsmål om du kender fasemodellen? I1: Det er måske den, som du refererer til? Jeg ved ikke, om det har været bevidst eller ubevidst. R: Det er måske den der grønne Ja, den kender jeg, for det er jo mit arbejde. I1: Det er dit arbejde? R: Yes, det tror jeg. Ja, lige præcis fasemodellen den kender jeg godt. Lige præcist der i den åbne rådgivning, det er der jeg sidder. Så det er der, at jeg møder forældrene. Nej, ikke forældrene men pædagogerne første 2

gang. Så når barnet har talevanskeligheder, skal de gerne selv gøre noget i første omgang. Hvis han mangler ord, så skal de arbejde med hans ordforråd, hvis det ikke virker, så tager de ham op på åben rådgivning. I2: Så det du primært beskæftiger dig med er dagtilbudsbørn R: Ja, 0-6 Nej, 0-18 år, men man kan sige at det ikke er så mange der har talevanskeligheder, når de kommer i skole, så vi har meget 0-6 årige. Det er i hvert fald der vi gerne vil hen med tidlig opsporing, at de ikke længere har vanskeligheder, når de kommer i skole. I2: godt nok. Men i forhold til fasemodellen, så er du en del af fase 2? R: Ja, og fase 3 også.. Er jeg ikke det? Jo. Ej, vi skal faktisk gennemgå den i morgen, så. I2: Hvordan oplever du, at den her måde som I skal arbejde på med de her faser, påvirker dit samarbejde med andre faggrupper. Hvilken indvirkning har det for måden i skal samarbejde på? R: Hm, fasemodellen Altså, det er i hvert fald godt, at der er nogle refleksioner og overvejelser omkring vores samarbejde. Jeg ved ikke helt om fase 1 virker helt som den skal endnu. Det er sjældent at der er noget på skrift, og der står, at der faktisk skal være en handleplan, men der er ofte gjort noget inden ude i børnehaven, som vi så kan diskutere. Så jeg synes, at det er en enorm god idé, at man ved hvad man skal, og hvem der har ansvaret. Og så det at man har besluttet, at vi skal sidde her.. For det tværfaglige samarbejde opstår jo i og med, at vi i åben rådgivning sidder en psykolog, ergoterapeut, fysioterapeut og en talepædagog overfor pædagogerne, så vi kan folde børnene ud. Det kan jo også være, at det er nogle andre vanskeligheder, som barnet har, end det pædagogen ser. Så der er stor tværfaglighed netop i de her møder, for indgangen til PPR bliver, at der sidder et tværfagligt team og lytter til barnets vanskeligheder og afgør, at det kan også være, at der både er en psykologisk problematik og en talepædagogisk problematik. Jamen, så aftaler vi, hvor giver det mening, at vi starter. Så jeg synes det betyder meget, jeg synes det er en god måde at arbejde på. Jeg ved ikke om jeg svarer på jeres spørgsmål? I2: Jo, det gør du bestemt. I1: Skal vi hoppe videre? (henvendt til I2) I2: Jo, er det ikke den vi tager? I1: Jo. Hvis du skal sætte lidt ord på, hvordan du synes at I samarbejder på tværs af faggrupper hvordan det forløber? R: Tænker du på tværs ud til institutioner eller på tværs inden for vores vægge? I1: Indenfor vores vægge, altså så tænker jeg socialrådgivere, sundhedsplejerske, psykologer R: Altså tværfagligt samarbejde inden for PPR, og det er det jo, når jeg samarbejder med psykologen. Det synes jeg fungerer godt, fordi vi er så små, så vi sidder jo ved siden af hinanden fysisk i rummene. Og så gør det her rigtig meget, altså det her med at man skal køre afsted sammen, så har man jo noget tid sammen frem og 3

tilbage i bilen. Det kan være, at det lyder lidt lavpraktisk, men det der med, at man har nogle møder sammen, hvor man sidder og diskuterer nogle børn sammen og har nogle sager sammen, det gør at vi har et ret godt samarbejde, og problematikkerne rammer også tit ind over hinanden. I forhold til socialrådgiverne, så som talepædagog har jeg ikke så meget med dem at gøre, fordi det vil typisk være en psykolog, altså det her med, at barnet har nogle vanskeligheder og barnet mistrives. Hm, hvordan ser det ud i familien, for det er jo ofte der man finder årsagen, eller man kigger ofte efter årsag i den tilknytning, der er derhjemme. Så jeg tror, at det samarbejde er måske mere naturligt for psykologen end det er for en talepædagog. Der vil det mere være, at jeg ser nogle vanskeligheder og så spørger jeg psykologen. Det tror jeg. Men vi spiser frokost sammen engang imellem, så på den måde er der noget, men jeg har ikke så meget samarbejde med socialrådgiverne. Ift. sundhedsplejeske har vi netop startet nogle møder op, hvor vi mødes til nogle netværksmøder, hvor vi kan tage barnet op, hvis vi har en bekymring for et barnet, og så sidder vi så et tværfagligt panel. Så der er også startet noget op, men det er ikke i gang endnu, så jeg oplever ikke et nært samarbejde med sundhedsplejersken endnu.. I1: Så det er lige på trapperne? R: Det er i udvikling, ja. Men det er jo også ift. hvordan man skal kunne indstille til PPR og skal de kunne det, eller er det i virkeligheden børnehaven der gør det. I1: Har I afprøvet de her netværksmøder, eller er det noget, som først skal til at i gang. R: Der har været et, og det har jeg ikke været med til, for jeg var på konference. Så der kunne jeg ikke være med, men det er startet op. Så det er jo bare en udvikling af fasemodellen og se, hvordan kommer sundhedsplejersken med også, hvis de ser nogle vanskeligheder. Jamen, det gør de så ved at vi holder de her møder, som sådan set er det samme med RUSK og Åben Rådgivning, hvor et tværfagligt panel kan diskutere barnet. I2: Skal jeg tage den næste? Det er lidt et spørgsmål omkring det her med i hvor høj grad, at du oplever, at det tværfaglige samarbejde er regelstyret eller mere er skønsbaseret. I hvilken grad skal man forholde sig, når man samarbejde, fordi det er ren procedurer eller lovgivningsmæssigt og i hvor høj grad skønner man, at der er behov for tværfagligt samarbejde. R: Hm, jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår spørgsmålet. Er det fordi, at du spørger til, hvad der foregår af naturligt samarbejde i hverdagen og hvad der er af procedurer, som vi skal følge? I2: Eller naturligt kan også være ift. at det er noget, som man vurderer. Jamen, er der behov for et samarbejde i den her sammenhæng. I hvor høj grad er det vurderet på baggrund af, at det er nogle faglige, altså selvfølgelig er der nogle faglige vurderinger af men er samarbejde styret på baggrund af, hvad kan man sige, ja nogle vurderinger eller er det mere styret af at vi har nogle regler der siger, at når vi ser det her stadie af mistrivsel, så kræver det, at vi får videre ift. en anden faggruppe. R: Altså, man kan sige, at hvis nu et barn bliver indstillet og man laver en PPV på det. En psykologisk vurdering på det, psykologen er ude at lave en vurdering på det, og hun så i den vurdering ser, at der er noget i den vurdering ser, at jeg er simpelthen ikke sikker på, at han forstår hvad jeg siger til ham. Så ville hun hive mig ind i den sammenhæng og få lavet en undersøgelse af, om han ikke forstår talt sprog eller om det er fordi han ikke 4

har lyst og ikke gider. På den måde vil der opstå et samarbejde der, men det er ikke formaliseret på skrift på den måde, at hvis det er lige præcist det her eller det her der sker i den og den test, så skal talepædagogen ind og lave en test. Så på den måde er det ikke formaliseret. På den måde er det ud fra en vurdering af, at hun tænker, at det her vist uden for mit område. Og så har vi nogle områder der krydser hinanden inden for det psykologiske aspekt. I2: Det er så en formaliseret arbejdsprocedure, og det er lidt interessant at vide, i hvor høj grad er der indlagt det skønsmæssige aspekt i sådan en procedurer. R: Det har jeg lidt svært ved at svare på, for jeg tror ikke at jeg har nok virkelighed at hænge det op på på 2,5 måned. Også fordi jeg ikke har fået nogen overlevering. Da jeg starter er der ingen talepædagoger i PPR, så på den måde er der også nogle procedurer, som jeg ikke har viden om, men måske eksisterer. Så der er også noget, som vi sidder og graver frem, når vi sidder med sager. Nu gud, det skulle man have gjort, for det gjorde man også i dengang. Eller efter at vi har tænkt meget længe over det, og så er nået frem til noget, så fandt vi ud af det. Så på den måde er jeg måske ikke helt skarp på den del af det. Men lige nu, hvis vi tænker på Mettes fasemodel, så er der ikke helt klare regler for, inde i mit hoved endnu, for hvornår jeg trækker en psykolog eller anden fagperson ind. Det er noget ift. vi skal lave en indberetning. Det er jo formaliseret. I2: Altså, så tolker jeg jo, når du siger, som du gør. Så tolker jeg, at det er ikke helt formaliseret, hvornår vi skal lave en indberetning eller ej R: Jo, det er det. Det er formaliseret. I2: Okay, men hvad er det så der ikke er formaliseret? R: Det er hvornår jeg skal Altså det du spørger til, om vores tværfaglige samarbejde er formaliseret ift. hvornår vi skal inddrage hinanden. Det jeg er inde over nu er det som er der er jo regler og lovgivningsmæssige regler for indberetninger. Men, det formaliserede tværfaglige samarbejde er jeg ikke så sikker på, at vi lige har. Det kan godt være, at det eksisterer, men at jeg bare ikke har kendskab til det, fordi jeg ikke har været her så lang tid. I1: Godt. Oplever at de andre faggrupper har indsigt og forståelse for din faglighed? R: Internt, ja i høj grad. I1: Og når du siger internt, så mener du? R: I PPR. Så kan man selvfølgelig sige, at det er noget, som vi er i gang med at afdække lige nu. Vi er også i gang med at afdække lige nu, fordi vi er så nye alle sammen, den der har været her længst tid har været her lidt over et år. Det er ikke så lang tid, så det er også noget, som vi lige i øjeblikket er i gang med at undersøge. Fordi vi har nogle krydsfelter overfor hinanden, og hvornår er det lige, at jeg skal ind over det og andre skal ind over det. Stil lige spørgsmålet igen, jeg føler ikke at jeg svarer på det. I1: Det var om de andre faggrupper har forståelse og indsigt? 5

R: Ja, det har de. Men så er der også alt det her med, at alt er så nyt. Det er jo også en afklaring ift. fx pædagogerne. Hvornår skal de bruge mig. Det kan være sådan noget som tosprogsproblematikker eller 2. Sprogsindlæring. Er det en talepædagog eller er det egentlig noget, som bør foregå i institutionen, og hvordan gør vi i Langeland Kommune, for de gør noget andet i svendborg. De har konsulenter der gør det. Så sådan placering af opgaver, men det er jo bare fordi, at det er utydeligt da ingen ved det. Så det oplever jeg i høj grad, at de har. Det er mere arbejdsopgaverne der kan være lidt I1: Lidt ift. rollefordelingen er der nogle udfordringer der? R: Ja, fordi vi ikke har afklaret det. Lige præcist ja. Det skal man jo have en model for. Man skal jo gøre det samme hver gang, det skal være den samme der har ansvaret hver gang. Det kræver, at man har besluttet sig. I1: Oplever du nogle udfordringer ift, det? R: Absolut. I1: Hvordan oplever du det? R: Det er tidskrævende, fordi man så skal tænke sig frem til svaret hver gang i stedet for at slå det op. Det skal formaliseres og det har været formaliseret. Vi er bare ved at formalisere det igen på en ny måde. Hvor er ansvaret placeret, når et barn bliver indstillet, hvem indkalder til møderne og hvornår er det os eller børnehaven der gør det. I1: Hvad gør det for jeres samarbejde, når der er sådan lidt uklare linjer? R: det er jo altid skidt. Det værste er, at alle de andre tror, at de andre gjorde det. I1: ja, sådan at de peger fingre af? R: Nej, jeg ved ikke om der er nogen, som peger fingre, det er mere sådan det der med at det er utydeligt. Der er ingen der bliver sure, det tager bare længere tid, hvis alle tror, at forældrene er indkaldt og så møder de ikke op, for alle troede de andre havde gjort det. På den måde. Så det er ikke sådan men utydelig kommunikation skaber altid usikkerhed og usikkerhed er altid negativt. Så jo tydeligere det er for alle, hvem der gør hvad, jo nemmere er det at samarbejde. Det er der ingen tvivl om. Så jo tydeligere folks roller er tegnet på, jo nemmer er det. Det arbejder vi med lige nu, for organisationen er ny og er blevet lavet om flere gange. Det ved i sikkert også lidt om, hvis i har studeret os. Hvor mange har vi har vi overhovedet en borgmester i øjeblikket? Både oppefra og nedefra i teamet har vi haft 80 % udskiftning på tre måneder. I1: Ved du hvad årsagen til det er? Det er sikkert svært at svare på, men du har måske en fornemmelse? R: Jeg tror at folk.. Der sker jo det, når man laver omstruktureringer.. Folk går på arbejde hver dag, og så møder de op en dag og får at vide, at de skal gøre noget andet, end det de plejer. Eller at det er nogle andre regler vi spiller efter nu, end da du meldte dig til det her spil, så er der nogle folk, der ikke Ej det lyder forkert, men jeg tror at det er nogle samarbejdsting, når man laver en omstrukturering, så bliver opgaverne også anderledes fordelt. Rollerne bliver byttet rundt, og så er der nogle 6

I2: Er der nogle ting, som du har oplevet eller er det gisninger? R: det er gisninger, fordi man kan sige, at da jeg starter ind, så er begge mine kollegaer ikke på arbejde længere, så jeg har aldrig talt med dem og ved ikke, hvorfor de stopper. Jeg ved bare, at de stopper. Der har jo også været en udskiftning tidligere på vores område, hvor der også har været psykologer der har stoppet samtidigt. Så der er jo et eller andet der gør.. Der må jo være noget. I1: Der er noget der rører sig R: Ja, der har været noget i hvert fald, og så har der været, som I nok ved mange omstruktureringer opad til, ikke. Der har været byttet om på nogle chefer på daginstitutionsområdet også, slået nogle sammen. Det ved jeg ikke, jeg var her ikke. I1: Det mærker man selvfølgelig også som medarbejder, når det hele omstruktureres R: Jeg mærker det jo ikke, for jeg er startet efter det hele, og det er jo også derfor, at jeg ikke ved noget om det. De slutninger, som jeg laver, de er jo bare logiske slutninger, for når man stopper begge to på samme tid, så er det jo nok ikke fordi, at begge to har fået nyt arbejde et andet sted, eller hvad man nu tænker. I1: hvor er vi sprunget til? I2: Vi har sådan et spørgsmål til, om du oplever at der kan være manglende respekt ift. de faglige vurderinger, som du laver, din faglighed.. eller om der er noget, som i højere grad skal diskutere eller drøfte sig ind på, før man kommer til orde ift. den faglighed, som du repræsenterer? R: nej. Det synes jeg ikke. Jeg synes, at der er rigtig god respekt omkring min faglighed. Både ude i institutionerne og internt. Det synes jeg. I1: Jeg vil godt spørge lidt ind til, om der er nogle faggrupper nu har du selvfølgelig meget i PPR et meget fast samarbejde, men er der nogle faggrupper, som du samarbejder bedre med end andre. R: ikke sådan internt. Der er nogle, som jeg samarbejder mere med end andre, men det har jo også den helt logiske forklaring, at jeg har 32 timer og psykologerne har 32 timer og fysioterapeuten har 10 og ergoterapeuten har 10. Det havde faktisk været naturligt, at jeg måske samarbejdede mere med ergoterapeuten, der træner noget mundmotorik, og det har vi jo i dialogen, men vi arbejder ikke samtidigt med de samme børn. Selvfølgelig er dem der arbejder 32 timer mere på kontoret, og dem samarbejder man mere med, fordi man er der mere samtidigt, som er en forudsætning når man samarbejder. I2: I hvor høj grad nu er jeg jo ikke sådan dybt inde i dit fagområde, men ift. hele det her spørgsmål om mistrivsel og udsatte børn- og ungeområdet, i hvor høj grad tænker du, at dit fagområde altså, hvordan bidrager det ind til den kontekst af mistrivsel? R: Det er jo meget specifikt med det sproglige. Hvis du som barn har svært ved at udtrykke dig, og hvis kommunikationen er svær med dine omgivelser, så er det jo svært at give udtryk for, hvad du har behov for og 7

lyst til. Så på den måde er det mere indefra med at give barnet mulighed for at udtrykke sine behov. Så det er jo det sted, og det udvikler vi i samarbejde med forældrene og børnehaven. I2: Men det er det her med, at man skal skabe det her samarbejde med fx socialrådgivere, så kan det være noget forskelligt, som man lægger vægt på alt afhængigt af om man er psykolog, socialrådgiver eller og man kunne måske godt forestille sig, at du lagde vægt på nogle aspekter, som andre omkring dig ikke lagde vægt på. Jeg ved ikke, om det sætter nogle tanker i gang om der måske er nogle oplevelser, hvor du engang imellem oplever, at okay socialrådgiverne, når vi skal finde ud af, hvilken indsats der skal omkring det her barn, så kan det godt være, at du tænker med din faglighed og det du ved ift. barnet og den sproglige udvikling, at det er det her og den her retning vi skal mere end det andet, og at det måske så bevæger sig i en anden retning. Tænker du, at der er nogle forskelle på, hvad man lægger vægt på alt afhængigt af, hvilken faggruppe man er? R: Der er forskel på, hvad man lægger vægt på, men egentlig oplever jeg bare, at det krydser hinanden. For det meste, når et barn er i mistrivsel, siger psykologen sæt ord på. Hvis barnet ikke kan forklare sin følelser, så skal der sættes ord på. Jeg vil sige, at hvis barnet mangler ord, hvis det er fordi, at barnet ikke har et ord for vrede, så skal vi have lært ham vrede. Det betyder, at vi skal sætte ord på, så han kan få ord sat på den her følelse. Jeg er helt sikker på, at man som socialrådgiver tænker, at det er nemmere, hvis barnet faktisk kan forklare, hvordan det har det. Så jeg oplever mere, at vi krydser hinanden, end at vi og jeg vil også sige, at hvis et barn er i mistrivsel og der er total kaos derhjemme, så vil jeg jo ikke sige, at så skal barnet på sprogkursus og have lektier for hver dag. Det giver mega god mening. Jeg ser det mere som sådan en behovspyramide, hvor de her ting skal selvfølgelig løses, så sproget ligger et eller andet sted relativt højt, for vi kan ikke gå ind og arbejde med noget heroppe, hvis man har ondt i maven og er bange for at komme i skole. Så selvom sproget er en forudsætning, så er der også nogle ting, som skal være på plads. Inden vi kan gå ind og arbejde med det. Så jeg synes egentlig, at det spiller meget godt sammen. Det jeg kunne ønske mig for det samarbejde var, at vores Altså vi arbejder jo i to forskellige arkivsystemer. DUBU arbejder socialrådgiverne i og jeg arbejder i kat? (12:25). Jeg kan ikke nødvendigvis se, at der er en sag på et barn, når jeg går ind i systemet. Der er der selvfølgelig noget i at lære sig selv, at man altid går ind og spørger en eller anden, om de kan slå barnet op, så man ved, om man er på vej ind i en familie, hvor der er rigtig mange andre vanskeligheder. Så det kunne være helt nemt, hvis det hele var samkørt og man kunne se, at der lå en familiesag. I1: Ja, så skal I henvende jer til hinanden for at få at vide, at der er noget her. R: Ja, det er sådan noget, som egentlig skulle formaliseres. Så der var en naturlig gang eller så det var formaliseret og man automatisk fik information om det. I1: Skal vi forsætte i forhold til kommunikationen? Hvordan oplever du det der med, at man som fagpersoner kan have forskellige måder at kommunikere og italesætte problematikker overfor familierne. Oplever du, at det kan gøre noget for jeres samarbejde, at I har forskellige måder at kommunikere overfor borgeren eller med borgeren på? R: Det har jeg simpelthen ikke oplevet endnu, så det kan jeg ikke give et godt svar på. Jeg har selvfølgelig siddet i situationer, hvor der både har siddet pædagoger og psykologer og jeg i en eller anden overleveringssituation, men jeg har ikke en oplevelse af, at vi taler forskelligt sprog. Jeg synes egentligt at det rammer hinanden rigtig godt. Der har ikke været en situation, hvor jeg har tænkt, at det har været et problem endnu. Så det kan selvfølgelig komme. 8

I2: I hvor høj grad tænker du, altså der sker selvfølgelig meget informationsudveksling på tværs af faggrupper, men vi søger lidt nogle refleksioner ift. i hvor høj grad altså dels hvor meget er der, og dels er alle informationer lige relevante, og hvordan sikrer man her i organisationen, at den informationsudveksling der sker er relevant på tværs af faggrupper? R: Altså internt kommer det nok af sig selv i og med, at vi går så meget op og ned af hinanden. At vi jo sidder der sammen. Hver gang et barn kommer ind i vores butik, så har vi siddet og taget stilling til, hvad sker der med Benjamin og hvilke problemer er der. Så på den måde er det jo sat i gang. Og så kommer de ind og siger, at nu har de snakket med hans mor, og han siger sådan, sådan og sådan. Hvad tænker du. Så internt i vores lille gruppe Men ud af gruppen ved jeg så ikke lige. I2: Det var det sidste spørgsmål, ikke? I1: Jo, jeg tror faktisk, at vi er kommet godt igennem. 9