Kirsten Nissen, Socialpædagogernes Landsforbund Oplæg på KTO konferencen den 28. april 2003 Som udgangspunkt for mit oplæg har jeg valgt arbejdspladsen. Hvordan sikres arbejdspladserne størst mulig indflydelse på egne løn- og ansættelsesvilkår. Det er for mig vigtigt, at de centrale aftaler skrues sammen på en måde, så de udstikker de overordnede rammer, og at det er på arbejdspladserne rammerne fyldes ud. Der er her i foråret indgået overenskomster, som indeholder valgfrihed for den enkelte. Det var med i KTO s diskussionsoplæg forud for OK 02, men blev ikke rejst som et krav. Det bør være med som et tema ved OK 05. Jeg tror, at der vil være et krav om større indflydelse på egne vilkår. Det kan være individuelt eller på arbejdspladsniveau og naturligvis uden at det bliver på bekostning af fællesskabet eller at forhandlingsretten af den grund sættes over styr. Siden OK 97 har vi fået en lang række rammeaftaler. Som det fremgår af debatoplægget, er rammeaftalerne ikke blevet til på baggrund af krav fra KTO. 1
Ønsket fra KTO har været at sikre medlemmerne nogle rettigheder, der forpligter arbejdsgiverne f.eks. i forhold til kompetenceudvikling. Resultatet er så blevet en rammeaftale som de lokale parter skal udfylde. 2
Der har været rejst kritik af rammeaftalerne. Kritikken har bl.a. gået på, at de ikke blev realiseret i virkeligheden. Jeg tror, at et af problemerne med rammeaftalerne er, at der på arbejdstagersiden mangler en lokal modtager i form af en lokal KTO-struktur. Når rammeaftalerne er indgået og udsendt, er det op til den enkelte medlemsorganisation, hvordan de vil bruge dem, og om de vil bruge dem. Det er derfor svært at komme i gang med brugen af rammeaftalerne på arbejdspladserne. Der mangler simpelthen en lokal KTO-struktur, som samlet kan være med til at dagsordensætte rammeaftalerne i MEDudvalg og på arbejdspladserne. I SL har vi taget konsekvensen. Vi har udarbejdet redskaber i form af drejebøger i forhold til de væsentligste rammeaftaler: Ny Løn, Decentrale arbejdstidsaftaler, Kompetenceudvikling, Socialt kapitel, og Seniorpolitik. Det har vi gjort under overskriften den gode arbejdsplads. Vi får ofte tilbagemeldinger fra arbejdspladserne, hvor de fortæller, at nu har de fået udarbejdet en personalepolitik omkring f.eks. kompetenceudvikling, hvor de har brugt vores drejebog. Der er da også eksempler på at rammeaftalerne virker - f.eks. rammeaftalen om decentrale arbejdstidsaftaler - her ser vi nu, efter et langt tilløb, at der indgås mange aftaler. En lang række steder i landet er der etableret lokale forhandlingsfællesskaber, desværre er der også mange steder, hvor der ikke er etableret forhandlingsfællesskaber. 3
Der ligger en stor opgave centralt i forhold til, dels at understøtte de eksisterende lokale forhandlingsfællesskaber, og dels medvirke til oprettelse af forhandlingsfællesskaber der hvor de endnu ikke er oprettet. Såfremt vi skal sikre en generel udmøntning af rammeaftalerne på arbejdspladserne, så er det helt nødvendigt, at der er et lokalt forhandlingsfællesskab. Jeg tror også en række af de problemer, der har været og er med ny løn, den manglende udmøntning mv., kunne være løst lokalt hvis KTO-organisationerne optrådte samlet og ikke hver for sig. Det pres et stærkt lokalt forhandlingsfællesskab vil kunne lægge på de lokale arbejdsgiverparter vil være langt mere effektivt end en løftet pegefinger fra en KTO formand. KTO som interessevaretager. I forlængelse af OK 02 har KTO s fremtidige rolle været diskuteret. Jeg vil i den forbindelse godt gøre mig til talsmand for en styrkelse af KTO. Det (amts)kommunale område er - og vil også i de kommende år være under et voldsomt pres. Ikke kun i forhold til de økonomiske rammer, men også generelt i forhold til de opgaver der skal løses. Der vil være et stigende pres fra befolkningen om et højere serviceniveau på en række områder (ældrepleje, undervisning mv.) Det skal sammenholdes med et fortsat økonomisk pres på amter og kommuner. 4
Jeg tror, det er vigtigt, at vi som organisationer ikke forfalder til at tro, at vi kan gøre det bedre selv - end i fællesskabet, også selv om man aktuelt befinder sig i en gunstig situation set med markedsbrillerne på. Den aktuelle situation peger ikke på splittelse - tværtimod er der al mulig grund til at styrke sammenholdet på det kommunale område. Det gøres bedst ved at styrke KTO, jeg er ikke afvisende overfor at KTO beskæftiger sig med bredere emner end de rent aftalemæssige områder. Der er i debatoplægget peget på en række emner, hvor KTO kunne gå ind og udføre en række servicefunktioner for medlemsorganisationerne. Områder, der for mig at se, vil være helt oplagte områder. I dag foregår der meget dobbeltarbejde, hvor der i de enkelte organisationer laves meget, som med fordel kunne laves i fællesskab, på trods af de forskelligheder der er organisationerne imellem. F.eks. kommunaløkonomiske forhold og udviklingen af den offentlige sektor. Jeg mener, at samarbejdet i KTO skal gøres mere forpligtende. Der er selvfølgelig forskellige opfattelser af en række ting organisationerne imellem, men der må alt andet lige være mere der samler os end der skiller. Skal samarbejdet gøres mere forpligtende kræver det selvfølgelig, at medlemsorganisationerne er indstillet på i et vist omfang at afgive suverænitet. Jeg vil personligt ikke være bange for fælles urafstemning om et KTO forlig. 5
Jeg tror, det er vigtigt, at vi holder fast i KTO, rent faktisk er det ikke mange år siden, at vi ikke havde en selvstændig kommunal forhandlingsstruktur på det danske arbejdsmarked. Vi måtte tage til takke med, hvad der faldt af fra det statslige område. Vi har i dag et forhandlingssystem, som dækker hele det kommunale arbejdsmarked lige fra de ufaglærte grupper til AC-grupperne. Det er et unikt system, som vi skal passe på og holde fast i. 6