Quotation of the week Månedens ordsprog Eftertanken Kim og Marianne på sommerferie Print Tove Ditlevsen af Per Jespersen Måske er digtere ikke så vigtige på grund af det, de har skrevet. De er snarere af betydning for os andre på grund af det liv, de har ført eller på grund af de tanker, de har haft. Alt hvad de har skrevet kommer naturligvis af deres egne tanker. Og det liv, de har ført, viser sig i deres tekster. Derfor er det netop digterens liv, der er så vigtigt for os. Når vi læser deres tekster, får vi et blik ind i deres tankeverden, som er blevet til ud fra ofte særprægede omstændigheder. Digtere er tit kendte i deres levetid. Man kalder det, at de "slår igennem" med en bog, hvis den bliver solgt i store oplag. Så føler de sig anerkendt, men får måske problemer med at skabe den næste bog, så den bliver lige så god som den, der slog an. Nogle digtere forstår at forny sig hele tiden, andre gør ikke. Når de dør, glemmes de tit hurtigt de første årtier efter deres død synes de helt glemt. Måske er de glemt for altid, men nogle af dem dukker op igen, fordi tiden er blevet sådan, at deres tanker igen bliver moderne. Men selv om de glemmes, har deres liv betydet noget for samfundet. For digtere er ofte forbavsende ærlige. De skriver om det, som andre tumler med. De skriver om det, de fleste nøjes med at tænke. De skriver om det, de går fuldt og helt ind for. Det kan godt give problemer at være så ærlig, at man altid siger sin mening. Det kender du sikkert fra dig selv. Men det giver ligeså store problemer at være uærlig. Det burde faktisk være helt problemfrit at være ærlig, men det er det langtfra. Vi taler ikke om den ærlighed, vi møder til daglig om vi lyver eller ej om vi vil indrømme fejl eller ej. Vi taler om TANKENS ÆRLIGHED: at man tør være bekendt at skrive om sine inderste tanker. Det er det, digterne gør. Det er derfor, de er så betydningsfulde for os andre, og det er grunden til, at de slår igennem med en roman, en novelle eller nogle digte. Dette gennembrud sker, når de får sagt noget af det, som de fleste i forvejen har tænkt uden selv at vide det. Sådan var det med Tove Ditlevsen. Hun var så gennemgribende ærlig i sine meninger, at hun fik masser af uvenner. Danmark har ikke haft så mange kvindelige digtere. Det skyldes, at det i forrige århundrede ikke ansås for pænt og anstændigt, at kvinder var forfattere. De turde i det hele taget ikke træde
offentligt frem, men holdt sig til hjemmet, madlavningen og børnepasningen. Der har dog været nogle kvindelige forfattere i Danmark i ældre tid, men de udgav altid deres bøger under et mandsnavn for ikke at blive afsløret som kvinder. Men vi har da haft en enkelt verdensberømt kvindelig digter, der blev født for godt hundrede år siden. Det er Karen Blixen. Og nu om dage ser man flere og flere kvindelige forfattere, for naturligvis kan kvinder skrive ligeså godt som mænd, men de skriver måske på en anden måde og om andre emner. Tove Ditlevsen skrev om den verden, hun kendte: Vesterbro i København. Her blev hun født i 1918 i den lille gade, der hed Hedebygade. Her boede hun i 17 år sammen med sine brødre og forældrene. Der var meget lidt plads i 17 år sov Tove Ditlevsen på en feltseng i samme stue som forældrene. Det var helt andre forhold, end vi kender det i dag. Man var virkelig fattig dengang, og boede man på Vesterbro, levede man i et ganske særligt miljø, som påvirkede meget stærkt. Tove Ditlevsen kom ikke uden for København i sin barndom, men levede sine første 17år i nogle få gader i et kvarter, hvor det ofte gik hårdt til: der var daglige slagsmål uden for de mange ølstuer der var vold og voldtægt der var mørkt og støvet og lummert. En sådan barndom kan ikke undgå at præge et barn. Hun var vant til at se vold og fuldskab, men hun opdagede også, at i sådan et kvarter er det kun de stærkeste, der overlever. Da hun senere blev forfatter, vendte hun igen og igen tilbage til sin gade, som hun dog gav et andet navn: Istedgade. Om den gade skriver hun i romanen BARNDOMMENS GADE, der udkom, da hun var 25 år: Kender du Vesterbros vrangside? Du, der haster gennem Vesterbrogade og vender dig og ser ned ad de dybe, mørke sidegader. Se, hvor de ligger og lokker for dig. De kender både retten og vrangen, der bærer bud fra den ene gade til den anden. Man kan tydeligt mærke, at hun elsker denne gade og dette miljø på trods af dets barske hårdhed. Om børnene i gaden skriver hun: Børns leg er voldsom og farlig. De kræver spænding og helst en smule lovløshed af tilværelsen. De planker den, de leger røvere og soldater, de rapser og skræmmer folk fra vid og sans ved deres halsbrækkende fald fra plankeværker og stilladser. Men gaden er ikke kun hårdhed. Den er også romantisk på sin egen måde: Gaden ånder op, mens skumringen sænker sig over byen. Den holder fyraften og strækker sig gabende, så man rigtigt kan se, hvor lang den er. Romanen "Barndommens gade" skildrer livet i dette kvarter, og man møder en masse personer, som er helt anderledes end mange andre. De er børn af denne gade og kan ikke leve uden, selv om de måske ofte går og drømmer om et hus på landet og en friere tilværelse. Tove Ditlevsen havde det ligesådan. I et interview i en avis blev hun engang spurgt, om hun ikke kunne blive træt af storbyen. Nej, svarede hun. Hvad fanden skulle jeg dog lave ude på landet. Jeg savner byen, så snart jeg ikke længere kan se den. Derfor skrev hun om den tætte storby og de mennesker, der levede her. Fire år før Barndommens Gade udkom, udgav hun en samling digte med titlen "Pigesind". Her prøver hun i versform at beskrive, hvordan det er at være kvinde og ung pige i en verden fuld af vold og rå brutalitet. Digtene blev kendt over hele landet og er egentlig meget lette at læse, fordi hun skriver ud fra sine følelser, og fordi hun mest bruger daglige ord. I dag er kvinder langt mere ligeberettigede end før. Vi kan alle få samme
arbejde og stort set samme løn. Måske begyndte det med Tove Ditlevsens digte, for de kvinder der læste dem, og det var mange, opdagede sig selv i dem og fik klare beviser på, at de var ligeså meget værd som mændene. Tove Ditlevsen er altid på børnenes side. Måske fordi hun forblev barn inderst inde hele sit liv. Det mærker man tydelig i romanen "Man gjorde et barn fortræd", hvor hovedhandlingen er en lille piges forfærdelige oplevelse, da hun bliver voldtaget. Da vi senere følger pigen, mens hun vokser op, møder hun ved et tilfælde sin voldsmand. Hun er selv blevet 17, og det bliver et smertefuldt møde. Tove Ditlevsen vil vise, at sådanne oplevelser i bunden af sindet kan ødelægge for resten af livet, fordi der sidder et dybt sår i sindet, der kun kan læges gennem mødet med ærlighed og alvor fra andre mennesker. Tove Ditlevsen er på børnenes side. Hun har engang sagt, at hvad et barn end kommer ud for, kan det ikke ødelægges til bunds. Hun mente, at et barn inderst inde er så stærkt, at det ikke lader sig spolere fuldstændigt. Måske har hun ret, for alle har haft smertefulde oplevelser i barndommen. I dag er der mange flere børn, der har så store problemer, at de skal have hjælp af psykologer og psykiatere. Der er meget, der tyder på, at børn godt kan ødelægges i bund og grund. Der må altså være en forskel på Tove Ditlevsens tid og vores. For selv om tiden imellem de to verdenskrige tilsyneladende var en tid, hvor mennesker led nød hvor der var arbejdsløshed, og hvor lejlighederne var kolde og fugtige, så ser det ud til, at der var andre kvaliteter dengang, som er sjældnere i dag. Vi skal søge årsagen i mennesket selv: man var langt mere sikker dengang man var psykisk stærkere, fordi man havde en stolthed over at være den, man var. I dag er vi kolossalt usikre, og derfor kan børn ødelægges til bunds og ikke kun på overfladen. Sådan oplevede Tove Ditlevsen det også. I romanen "For barnets skyld" skildrer hun barnet som det centrale i tilværelsen. Voksenverdenen var hyklerisk, mente hun det vil sige uærlig. Hun kaldte det, at voksne "forstillede sig." De gav sig ikke ud for det, de virkelig var, og det kunne skuffe barnet og gøre det ulykkeligt. For et barn har altid fuld tillid til, at den voksne verden er rigtig, ægte og sand. Undervejs møder det eksempler på voksnes uærlighed. Tove Ditlevsen mente, at barnet på én gang bliver stærkt og svagt af disse oplevelser. Stærkt fordi det finder nye veje at overleve på, svagt fordi det kan bukke under og selv blive fejt og uærligt. Dette kommer også til udtryk i de to ungdomsromaner, hun har skrevet: "Annelise 13 år", og "Hvad nu, Annelise?" Det er hele Tove Ditlevsens egen splittelse: hun både elsker og hader sin Vesterbrogade, fordi den binder hende til den uærlighed, som hun hader. Derfor måtte hun tro på kærligheden som den stærke kraft i mennesker, selv om hun godt vidste, at kærligheden kunne være en illusion. Som kvinde bliver man bundet af kærligheden og når man er bundet, er man ikke længere fri. Denne kamp imellem bundetheden og friheden gav hende store problemer i privatlivet. Denne splittelse i kærligheden fortæller dette digt noget om: Så tag mit hjerte i dine hænder, men tag det varsomt og tag det blidt, det røde hjerte nu er det dit.
Det slår så roligt, det slår så dæmpet, for det har elsket, og det har lidt, nu er det stille nu er det dit. Og det kan såres og det kan segne og det kan glemme og glemme tit, men glemmer aldrig, at det er dit. Det var så stærkt og så stolt, mit hjerte, det sov og drømte i lyst og leg, nu kan det knuses men kun af dig. I en moden alder blev Tove Ditlevsen redaktør for en brevkasse i et ugeblad. Hertil kunne læserne sende deres breve om kærlighedsproblemer og problemer i det hele taget. Man kunne synes, at det var mærkeligt, at netop hun, som selv havde problemer med følelserne, skulle kunne hjælpe andre ud af de kriser, de havde. Men mon ikke netop det menneske, der kender problemerne i indefra, er den bedste rådgiver? Hun blev i hvert fald elsket af tusinder af læsere for sine kloge råd. Hvis du finder et gammelt ugeblad fra sidst i 60'ene, kan du prøve at læse de svar, hun her giver til ofte ulykkelige mennesker. Hun kendte problemerne fra sig selv hun havde oplevet dem på sin egen krop derfor kunne hun rådgive. Og derfor har vi stadig brug for mennesker, der tør stå ved de problemer, de har. Så først bliver de helt ærlige og kan være til hjælp for andre. Tove Ditlevsen kom i 70'erne ud i et narkotikamisbrug, som for alvor prægede hende. Det gav lykkelige stunder, og det gav hende oplevelser af så dyb rædsel, at hun en dag i 1976 ikke kunne holde det ud mere. Hun forsvandt, blev efterlyst og senere fundet død i Grib Skov nord for Hillerød. Men hun nåede heldigvis at skrive om sine problemer i narkotikaens vold i bogen "Gift", som nok er hendes stærkeste bog. Den bærer tydeligt præg af, at mennesker kan knuses i deres sind af tunge problemer. Den viser også, at hverken narkotika eller alkohol kan hjælpe. Problemer løses bedst, når mennesker kan mødes i ærlighed. Det var den ærlighed fra andre mennesker, som Tove Ditlevsen altid havde savnet. Tove Ditlevsen Dansk litt.hist. for 7. klasse Skole-forum.dk Opgaver til Tove Ditlevsen Kan du forestille dig, at en pige i de første 17 år af sit liv kun lever i nogle få gader midt i København? Hvordan er sådan en barndom?
Er det rigtigt, når Tove Ditlevsen mente, at vi voksne ikke er ærlige over for hinanden? Hvorfor tør voksne ikke vise deres indre jeg? Hvis det er rigtigt, at mennesker var stærkere på Tove Ditlevsens tid, hvad kan grunden så være. Hvad er det, der gør os svagere i vor tid? Så svage, at vi skal søge psykolog?
Nogle hævder, at vi lever et kunstigt liv i dag; derfor er vi svagere. Hvad kan de mene med det? Har fjernsyn, computer, playstation etc. gjort livet mere kunstigt? Hvordan kan det skade børn i deres opvækst, at de er omgivet af voksne, som er "lukkede mennesker"?
Hvad synes du om digtet om hjertet? Find en linie i digtet, der viser, hvor sårbare vi er: Print Opgaver til Tove Ditlevsen Dansk litt.hist. for 7. klasse Skole-forum.dk