BERLINGSKE TIDENDE ARTIKLER PÅ BAGGRUND AF GALLUPS 1990-2009: ALLE GALLUP DATASÆT FINDES SIDST I DOKUMENTET

INDHOLDSFORTEGNELSE: BERLINGSKE TIDENDE ARTIKLER PÅ BAGGRUND AF GALLUPS 1990-2009: ALLE GALLUP DATASÆT FINDES SIDST I DOKUMENTET De unge: Dronningen skal sige sin mening Dronningen står stærkt Danskerne glade for Alexandra Prins Joachims penge Bruden Følg hjertet Frederik Folkets råd til Kronprinsen: Følg hjertet Kongelig romance er slut Dronningen undgår den engelske syge Ugeblade går for tæt på Hoffet: Vi har måske været lidt naive Kronprinsen årets mand '97 Folket for Frederik For han er en af vor egne Frede forever Danskerne vil beskatte kongehuset Hver femte dansker ønsker et tronskifte Hvem er smukkest i landet her Et godt valg: Danskerne blåstempler Mary Født til rollen Royalt: Folkekrav: Giv Frederik og Mary ro Prinsen, prinsessen og pressen Frederik igen-igen-igen-igen-igen og igen Folket dumper Joachim Danskerne accepterer den royale skilsmisse Frederik for evigt Alexandras farvel et tab for kongehuset Kronprinsen på dybt vand Et flertal af danskerne bakker op om Kronprinsens olympiske drømme Frederik kan styrke dansk anseelse

Et nej vil bringe kongehuset ud af takt med tiden Kampagne skal sikre den royale ligestilling Tronfølgelov hænger i en tynd tråd BERLINGSKE TIDENDE - ROYALE PORTRÆTTER OG INTERVIEWS 1990-2009: Hjemme hos familien Donaldson Bag grin og gravhunde Sikker stil Kongelig skilsmisse: Ej blot til pynt Kongelig skilsmisse: Den pæne prins Som skabt for hinanden: Portræt: Kronprins Frederik Eventyrdronningen BERLINGSKE TIDENDE - LEDERE OM KONGEHUSET 1990-2009: Hvad filmen viste Pjat på slottet Mors dag Monarkiets forsvarer Dronningens udfordring Showpræget proces Gyldne kæder Sølvbrudeparret Spørg Margrethe II En dronning værdig Til lykke for Danmark Joachims valg Prins Joachims penge Konge - med tiden Prinsesse Alexandras maveskind Jagttid på forsvarsløse Pressens reservedomstol Berleburg-prinsesserne Danskernes prins Retsbordet fanger

Kongehus i klemme Prinsen og kongeriget Dronning Ingrid Fra landsbyen Margrethe II Dronning Ingrid Livskvalitet Åbenhed Prins Henrik Hår i suppen Dronning Mary Margrete Aukens stive knæ Den kongelige kontrakt Prins Joachim på gale landbrugsveje En måske lykkelig skilsmisse Forhastet sag om kongelig hastighed Dronningens balance på den politiske knivsæg Grundloven, monarkiet og parlamentarismen Kronprins Frederiks farlige beslutning Kronprinsens OL-drøm kan blive til storpolitik Kronprinsen må opgive ol-drøm Olympisk blindgyde Godt nytår trods alt STEM JA TIL TRONFØLGELOVEN Et moderniseret kongehus BALLADEN OM KONG HENRIK ÆDEL OG FORKERT IOC-AMBITION BILAG BERLINGSKE GRAFIK Stamtavle Kongerækken

Berlingske Tidende 14.04.1990 De unge: Dronningen skal sige sin mening 46 pct. af Danmarks unge vil give Dronningen lov til at sige sin mening, men det store flertal af befolkningen - 64 pct.- mener, at hun skal udvise tilbageholdenhed og afholde sig fra politiske udtalelser. Af Nils Eric Boesgaard Knap halvdelen af de unge danskere mener, at dronning Margrethe skal kunne tale friere om politiske emner. Det fremgår af en undersøgelse som Gallup-Instituttet har foretaget blandt 1000 danskere. 46 pct. af de adspurgte i alderen mellem 15 og 24 år vil give Majestæten større udtryksfrihed, fremgår det af rundspørgen, men det store flertal af den totale befolkningen - 64 pct. - mener dog stadig, at det er helt i orden, at dronning Margrethe ikke må udtrykke sin personlige mening om politiske spørgsmål. Til gengæld mener 33 pct., at man godt kunne give hende lidt større frihed.»det står ingen steder i Grundloven, at Dronningen ikke kan udtale sig frit. Men der står, at monarken er ansvarsfri. Det vil sige, at der altid er en minister, der har ansvaret for det som monarken siger - og derfor siger en konstitutionel monark ikke andet end det, regeringen kan acceptere,«siger professor Tage Kaarsted.»Det er således de 64 pct., der har ret. Indenfor et konstitutionelt monarkis rammer kan monarken ikke udtale sig frit, og de muligheder, der foreligger, har Dronningen, efter min mening, formået at bruge, uden at overskride rammerne,«tilføjer professor Kaarsted. Berlingske Tidende 09.02.1992 Dronningen står stærkt Sympatier I 1972 var der næsten lige mange monarkister og republikanere i Danmark. I dag holder kun 15 procent på republik, og 72 procent holder på monarkiet. Af Bo Dræbel Danskerne er mere tilfredse med kongehuset end nogensinde, og der er 25 procent flere monarkister i dag, end der var for 20 år siden, da Dronningen kom på tronen. Det viser en undersøgelse fra Gallup Instituttet, som på baggrund af begivenhederne nytårsaften har spurgt danskerne ud om deres syn på monarki kontra republik. Ved en lignende undersøgelse i 1972 sagde 40 procent ja til republik, 42 procent foretrak monarki, og der var 18 procent»ved ikke«. Nu foretrækker hele 72 procent monarkiet. Antallet af republikanere er faldet til 15 procent og»ved ikke«-gruppen til 13 procent. Dronningen selv er også steget i danskernes agtelse for sin måde at løse opgaven som dronning på. I 1978 syntes 51 procent, at hun gjorde det strålende, og 42 procent, at hun gjorde det godt. Nu mener 28 procent, at hun gør det godt, og 69 procent giver hende karakteren»strålende«.

Berlingske Tidende 11.06.1995 Danskerne glade for Alexandra Bryllup På en uge har to ud af tre danskere lært navnet på det nye kommende medlem af kongehuset og langt de fleste danskere mener umiddelbart, at prins Joachim har gjort et godt valg. De fleste er også positivt stemt over for Centrum-Demokraternes forslag om fremover at tildele prinsen apanage, og der er overordentlig bred tilslutning i befolkningen til en ændring af tronfølgeloven, der indfører lighed mellem kønnene i arveretten til tronen. Det viser en aktuel interviewundersøgelse, som Gallup Instituttet har foretaget i dagene 6. til 8. juni, i anledning af kongehusets overraskende bekendtgørelse af prins Joachims forlovelse med Alexandra Manley. Undersøgelsen bygger på telefoninterviews med 1.029 personer, der tilsammen udgør et repræsentativt udsnit af Danmarks befolkning over 13 år. Mange kender nu Alexandra En uge efter at Folketingets formand oplæste bekendtgørelsen af prins Joachims forlovelse, er 68 procent af danskerne i stand til at sætte navn på prinsens tilkommende. Især er kvinderne meget velorienterede. Således ved eksempelvis 83 procent af kvinderne i aldersgruppen 30-49 år, hvem der er tale om mod»kun«58 procent af mændene i den samme aldersgruppe. Adspurgt af Gallup anser 75 procent umiddelbart, at prins Joachim har gjort et godt valg ved sin forlovelse med Alexandra Manley, mens kun 3 procent har indvendinger, og 22 procent svarer ved ikke. Især kvinderne har taget Alexandra Manley til sig. 83 procent af kvinderne støtter prins Joachims valg mod til sammenligning 66 procent af mændene. Blandt mændene svarer næsten hver tredje dog ved ikke. Ja til apanage I forbindelse med forlovelsen har partiet Centrum-Demokraterne været fremme med et forslag om at tildele prins Joachim apanage, og denne undersøgelse viser, at et sådant initiativ har støtte fra et klart flertal af befolkningen. 64 procent af danskerne støtter forslaget, mens 23 procent er imod, og 13 procent er i tvivl. Forslaget om apanage til prins Joachim støttes af et flertal tværs over det politiske spektrum. Størst er flertallet imidlertid blandt de borgerlige vælgere (70 procent), mens det falder til 55 procent blandt SF'ere og Enhedslistens vælgere. Ligestilling i tronfølgeloven I forbindelse med grundlovsdag har Folketingets formand Erling Olsen luftet muligheden af at lade en ændring af tronfølgeloven komme til folkeafstemning samtidig med en folkeafstemning om at ændre grundloven. Formålet med denne manøvre er, ligesom ved den seneste grundlovsændring i 1953, at sikre en så høj stemmedeltagelse, at de skrappe formelle krav til en grundlovsændring opfyldes. Umiddelbart er der i befolkningen stor tilslutning til en ændring af tronfølgeloven, idet 82 procent kan støtte forslaget, mens kun 11 procent er imod. Det betyder, at stemmeprocenten ved selve folkeafstemningen ikke bliver helt så kritisk, idet stemmerne må forventes at ville falde massivt på et ja - og forhåbentlig samtidig på et ja til en ny grundlov. Et problem er derimod, at mens der i 1953 var et konkret eksempel på den nye tronfølgelovs virkninger, nemlig prinsesse Margrethes adkomst til tronen, så vil virkningerne af den nu foreslåede ændring ikke foreløbig

kunne visualiseres på nær den samme effektfulde måde som de kunne i 1953. Eftertryk/citat kun mod følgende kildeangivelse:»gallup Instituttet for Berlingske Tidende«. Grafik: Danskerne glade for Alexandra Berlingske Tidende 11.06.1995 Prins Joachims penge Statsministeren har et bredt folkeligt flertal bag sit forslag om, at Folketinget vedtager at tildele prins Joachim apanage. Det viser den Gallup - undersøgelse, der offentliggøres i dag. Og der er ingen tvivl om, at det er forlovelsen med Alexandra Manley, som befolkningen, også ifølge Gallup, har taget til sig som et populært valg, der har skabt det politiske grundlag for, at prins Joachim og den kommende prinsesse Alexandra for fremtiden vil få honoreret den indsats for dansk erhvervsog kulturliv, de begge er indstillet på at yde. Medlemmer af moderne kongefamilier er ikke bare mytiske, fjerne figurer. De er også aktive handelsrejsende, der kan åbne døre og skabe opmærksomhed om danske produkter på de udenlandske markeder. Og prins Joachim har gennem de sidste år vist sig at være den løn, han nu får, værd. Det er derfor både ret og rimeligt, at prinsen ikke skal have udgifter på at passe sit arbejde for det danske samfund. Når man, og det gælder også i kongehuset, alligevel har tøvet med at rejse spørgsmålet, så skyldes det, at man ikke har ønsket en politisk debat om emnet. Det får man nu. For med en Lex Joachim rejser der sig nye problemer. Når kongefamilien med årene sandsynligvis udvides med nye generationer, hvem skal så have, og hvem skal ikke have? Og hvad med prinsesse Benedikte? Hun har ganske vist sin bopæl uden for landets grænser og en mand med en fast indtægt, så hun har råd til at arbejde»gratis«for de danske farver. Men er det egentlig rimeligt? Danskerne betaler med glæde til kongehuset. Og sådan skal det blive ved med at være. Derfor må de økonomiske spørgsmål løftes ud af den daglige debat og løses én gang for alle. Det kunne ske, når/hvis tronfølgeloven ændres. Berlingske Tidende 12.11.1995 Bruden Landets charmerende prinsesse-om-en-uge har taget os med storm, og hun betragtes som en ren»miss Perfect«hjemme i kronkolonien. Dér sled Alexandra Manley sig til chefstilling og en et-værelses lejlighed. Her går hun til sagen med samme entusiasme for at blive en rigtig prinsesse. Men det er ikke titlen, der optager hende i ledige stunder. Miss Manley tænker mere over, hvordan hendes liv bliver»resten af livet.«af Bo Dræbel Først faldt ministrene for hende i Statsrådet. Så fulgte vi andre trop, og det i en sådan grad, at Gallup en uge senere kunne konstatere, at to ud af tre kendte navnet på prins Joachims forlovede. Alexandra Manley stormede simpelt hen ind i danskerne på sine tårnhøje guldsandaler. Sejren var total. Ministrene lagde mærke til, at Dronningen»strålede som en sol«, da hun præsenterede sin asiatiske svigerdatter. På forlovelsesdagen gav majestæten også udtryk for glæden med ord,»vi

mister ikke en søn - vi får en datter«og»jeg er meget tilfreds med min søns valg«.»valget«selv tog det i strakt arm, da hendes kommende landsmænd to dage i træk besigtigede hendes 162,56 veldrejede centimeter og vurderede de ord, der kom ud af hendes mund. Miss Manley»virkede slet ikke benovet«, registrerede ministrene, og de mente, at hun skulle have sin forlovelse godkendt i et statsråd.»hun svarede godt for sig,«rapporterede pressen og syntes, at Miss Manley håndterede spørgsmål og blitz som en prinsesse, der kunne have klaret prøven på ærten.»hun er da dejlig,«lød danskernes dom ganske enkelt over pigen fra Hong Kong, som prins Joachim sværmede for i halvandet år, før han kom hjem og viste hende frem for alt folket. Betænksom over for kammerater Alexandra Manley blev født i Hong Kong den 30. juni 1964. Hendes far, Richard Nigel Manley, der er halvt kineser, er pensioneret fra et forsikringsselskab. Hendes mor, Christa Manley, der stammer fra Østrig og arbejder som manager på German Communications Hong Kong kontor, har indviet sin familie i østrigernes måde at holde jul på. Den 28-årige søster, Nicola, er fysioterapeut og gift med en irer, Jason Baird, som er ansat i det danske rederi Torm. Den yngste og ugifte søster, Martina, 26, er virksomhedskonsulent. Alexandra Christina, kaldet Alex, er det ældste barn i en familie med britisk statsborgerskab og tilhørsforhold til Den anglikanske Kirke, hvilket gør livet en smule lettere for hende, end det var for hendes svigerfar. Hun slipper for at konvertere; for at blive medlem af folkekirken skal hun blot skifte fra én reformatorisk kirke til en anden. De tre søstre lærte at læse, skrive og regne på den internationale Island School, som både er underskole og gymnasium. Den ligger på et af bjergene over Hong Kong. Alexandra Manley var placeret i den bedste halvdel af sin klasse og kom godt ud af det med alle.»hun var en intelligent, charmerende og fornuftig elev, som opførte sig betænksomt over for kammeraterne, og hun var bedst til sprog,«afslørede skolens leder, da hans gamle elev blev vordende prinsesse. Alexandra Manley spillede på skolens hockeyhold. Som voksen valgte hun at holde sig i form med squash og tennis, og måske ender hun som passioneret rytter. I hvert fald har hun erkendt, at prins Joachim ikke er til gåture i den store stil. Hun må tit lufte Oscar alene og oplever undervejs danskerne som venlige mennesker, der siger»velkommen til Danmark.«Hendes prins sværger til ridning, og for at nå på omgangshøjde med ham er den vordende prinsesse i fuld gang med at sætte sig ind i kunsten pr. enetimer hos staldmester L. Heuser i ridehuset på Christiansborg. Business i luften Med Hong Kong som fødeby lå det nærmest i luften, at Alexandra Manley skulle være noget med business. Så hun læste økonomi på hjemmefronten. Hun fortsatte i London og Wien. For fem år siden fik hun job i det Hong Kong firma, som hun for nylig sagde farvel til for at blive prinsesse. Her begyndte hun bogstavelig talt nede fra som almindelig assistent. Men da hun tømte sine skuffer, var hun souschef i marketingafdelingen hos G.T. Management Ltd. Et verdensomspændende foretagende, som beskæftiger sig med at få pensionskassers, institutioners og privates opsparing til at yngle med størst muligt afkast for øje. Der går nok en rum tid, før Miss Manley kan beherske sin trang til at stejle som en cirkushest, når kurserne stiger eller falder. For hun var glad for at jonglere med tallene og ikke mindst for at tale med klienterne, hvad hun selv mener vil være en hjælp i sit ny job som prinsesse. Hun har fra første færd accepteret betingelserne for en plads på toppen og kender begrænsningerne i sin ny tilværelse. Når hun er færdig med at indrette hjemmet i Møgeltønder, er det helt udelukket, at hun kan søge job i et dansk firma, som svarer til hendes gamle arbejdsplads. Kongehusets medlemmer kan arbejde for en velgørende organisation, men ikke for et kommercielt firma, siger hoffet. Derimod må den kongelige familie hellere end gerne arbejde til gavn for

erhvervslivet i hele kongeriget. Så med sin viden om business og sine store sprogkundskaber - engelsk, tysk, fransk, lidt konversations-kinesisk og japansk plus dansk - skulle Miss Manley have fine chancer for at gøre en god figur af //os// på eksportmarkederne. Business og det»at bringe kulturer sammen«er oven i købet hendes drøm om et prinsesse-job. Og selv om vi lever i jantelovens fædreland, er der vel ingen, som kan få ondt i leveren af en nybagt og forelsket prinsesse med forstand på de dele, hvis hun også giver prins Joachim et par tip om, hvordan han skal investere et eventuelt overskud på sin ny produktion af juletræer og læggekartofler. Ikke ét ondt ord om Alex»Vi har altid været en meget privat familie.«med de ord har forældrene høfligt lukket af for godbidder om den vordende prinsesse, når de er blevet opsøgt af journalister; og de har kun rykket fire fotografier ud af familiealbummet til beskrivelse af datterens opvækst. Resten tilhører privatlivets fred i lejligheden ved Discovery Bay på øen Lantau, hvorfra Alexandra Manley fløj fra reden for et par år siden. Hun var den sidste, der flyttede hjemmefra, dog ikke længere væk end søstrene i den ombæring. Manley'erne er en familie, som er knyttet tæt sammen. De bor kun fem minutters gang fra hinanden - eller boede for Alexandra Manleys vedkommende, og»noget af det, jeg vil komme til at savne, er lige at kunne smutte hen til min far og mor eller mødes med veninderne.hun efterlader et stort savn, vi mister en god arbejdskraft, men ønsker hende lykke til,«sagde Alexandra Manleys tidligere chef, John Misselbrook, da hun fik ringen med to rubiner og en brillant, og han stod tilbage med hendes opsigelse. Han trøster sig med, at den selvstændige succespige, der arbejdede sig op i firmaet i kraft af dygtighed og energi -»i Hong Kong må man være engageret og slide hårdt for at blive til noget, og hun har altid givet sig selv med entusiasme«- ikke er gået til en konkurrent. For det ville have været noget nær at tabe ansigt i kronkolonien.»rap i replikken, en pige med udstråling.«sådan opfatter søstre og veninder deres Alex, som desuden er»udadvendt og selvsikker, elegant og omgængelig«- hvilket nogenlunde svarer til, hvad danskerne selv har kunnet høre og se i løbet af de få måneder, hun har været kendt her til lands som vordende prinsesse. Miss Manley i prinsesselære En dag sidst i september hjemførte prins Joachim så hunden, Oscar, og pigen, som familie, venner og kolleger på den anden side af jordkloden kun har godt at sige om, og hun gik for alvor i lære som prinsesse og dansker. Kunster, som hun allerede nåede at snuse til i forlovelses- og sommerdagene, hvor hendes uddannelse blev lagt i faste rammer.»vi forsøger ikke at lave om på Miss Manley, hun har så mange kvaliteter, og hun skal blive ved med at være sig selv,«siger hofchef Per Thornit.»Men selvfølgelig lærer vi hende da, hvad man kan og ikke kan, og hvordan man gebærder sig ved de store fester for eksempel. Lige nu går al hendes tid med dansk, og uddannelsen er tilrettelagt sådan, at der indgår historie og geografi i hendes pensum. Efter brylluppet skal prinsessen have en tættere indføring i det danske samfund. Det kommer til at foregå ved besøg i Folketinget, i institutioner og organisationer. Eller akkurat på samme måde som da Kronprinsen og prins Joachim blev belært om samfundets opbygning.«sit syn på ægteskabet havde Miss Manley afklaret, før hun trådte ind på den danske arena og begyndte at tage»ét skridt ad gangen, én dag ad gangen«ud af sit gamle liv.»jeg mener, det er vigtigt, at begge parter i et ægteskab bevarer sin identitet, at man ikke blot bliver en eller andens kone - eller en eller andens mand for den sags skyld. En god basis for et godt ægteskab er lige dele respekt for hinanden.«selve brylluppet og al den virak, der omgiver sådan en begivenhed i kongelige kredse, gør ikke Alexandra Manley den mindste smule nervøs. Hun er mere optaget af,»hvordan mit liv bliver resten af livet,«som hun udtrykte det i et TVinterview for nylig. Anderledes bliver det i hvert fald, når man flytter fra en etværelses i Hong Kong

til et trelænget slot med 1.500 kvadratmeter beboelse i to etager. Hvordan dagligdagen kommer til at forme sig for prinsessen ude i marsklandet, som er»fladere, end jeg havde forestillet mig«, og hvilke forventninger de kongetro sønderjyder har til den vordende prinsesse, som de nu skal lære at kende, kan kun tiden vise. Alexandra Manley selv har bevist, at hun kunne drive det til noget som»miss Perfect«i Hong Kong, og med sin indstilling til tilværelsen er der ingen tvivl om, at hun vil gøre alt for at falde til i sin sønderjyske landsby som den perfekte prinsesse og bondekone. Berlingske Tidende 28.07.1996 Følg hjertet Frederik Gallup Langt de fleste danskere har ikke noget imod, at kronprins Frederik gifter sig med en pige af borgerlig herkomst. Et overvældende flertal af danskerne mener, at kronprins Frederik selv skal vælge sin udkårne uden at tage henshyn til, om hun er af borgerlig eller udenlandsk herkomst, viser en undersøgelse, som Gallup Instituttet har lavet for Berlingske Tidende. Mere end ni ud af ti danskere mener, at Kronprinsen skal følge sit hjerte og gifte sig med den pige, han selv vælger. Det er heller ikke noget krav, at pigen har blåt blod i årerne, idet langt de fleste ikke har noget imod, at han gifter sig med en pige af borgerlig herkomst. Rundt regnet otte ud af ti finder det ikke afgørende, om pigen er dansk eller udenlandsk, mens ca. 15 pct. af danskerne foretrækker, at Kronprinsen gifter sig med en dansk pige. Der er en svag tendens til, at den ældre del af befolkningen i højere grad foretrækker en dansk pige. Men principielt set har langt de fleste danskere ikke noget imod at få en dronning af borgerlig eller udenlandsk herkomst. Undersøgelsen kan ses som en bekræftelse af, at kongefamilien bør have samme frihed til at vælge ægtefæller som»almindelige«danskere«. Det meget entydige resultat af undersøgelsen kan desuden ses som anerkendelse af prins Joachims giftermål med prinsesse Alexandra, der som bekendt er af borgerlig og udenlandsk herkomst. Det kan også tænkes, at prinsesse Alexandras popularitet har gjort befolkningen mindre betænkelig ved at lade kronprins Frederik vælge sin dronning selv. Gallup -undersøgelsen er gennemført 19.-25. juli og er baseret på telefoninterviews med et repræsentativt udsnit på 1.111 personer over 13 år. Berlingske Tidende 28.07.1996 Folkets råd til Kronprinsen: Følg hjertet Gallup afslører stort flertal for at kronprins Frederik skal vælge sin udkårne uden hensyntagen til, om hun er af borgerlig familie eller udenlandsk herkomst. Af Michael Bjerre Hele 96 procent af den danske befolkning mener, at kronprins Frederik skal følge sit hjerte og gifte sig med den pige, han selv ønsker. Det danske folk stiller heller ikke noget krav om, at Danmarks næste dronning skal have blåt blod i årene, idet mere end ni ud af ti ikke har noget imod, at Kronprinsen gifter sig med en pige fra en borgerlig familie. Det viser en Gallup -undersøgelse, der er lavet for Berlingske Tidende i denne uge. Undersøgelsen, der er baseret på et repræsentativt udsnit af befolkningen på 1.111 personer over 13 år, viser også, at over 80 procent ikke finder det

afgørende, om pigen er dansker eller udlænding. Kun tre procent foretrækker, at Kronprinsen gifter sig med en udenlandsk pige. Desuden viser undersøgelsen en svag tendens til, at den ældre del af befolkningen i højere grad foretrækker en dansk pige. På Christiansborg er der også opbakning til, at Kronprinsen bør have samme frihed til at vælge sin ægtefælle som»almindelige«danskere. Folketingets formand, Erling Olsen (S), har fuld tillid til Kronprinsens dømmekraft og til, at han vælger en, der kan leve op til rollen som dronning.»personligt er jeg ligeglad med, hvad kongehuset foretrækker, men er kun interesseret i, hvad Kronprinsen selv ønsker. Det hører med til et moderne monarki, at arvtageren til tronen selv kan vælge. Da monarkiet i dag afhænger af vedkommendes talent, så må dette også omhandle personens egen evne til selv at vælge en livsledsagerske,«siger Erling Olsen. De Konservatives Niels Ahlmann-Ohlsen finder det ligeledes glædeligt, at så stor del af befolkningen siger, at Kronprinsen skal følge sit hjerte.»det viser tydeligt, at Kronprinsen er i overensstemmelse med befolkningen. Dronningen har sin egen stil, og kronprins Frederik er nu ved at introducere sin egen noget yngre stil. Den personlighed og respekt, som Kronprinsen selv har opbygget omkring sit liv, bakker den danske befolkning tydeligvis op. Hvis Kronprinsen følger sit hjerte, kan det fastholde monarkiet med den folkelige forankring, som danskerne godt kan lide,«siger Niels Ahlmann-Ohlsen. Peter Duetoft (CD):»Det afgørende er, at de holder af hinanden. Men ligesom man i enhver anden familie snakker om tingene, så må Kronprinsen også tale med sin familie om det. Dronningen har dermed mulighed for at påvirke valget, men i sidste instans må det være sådan, at Kronprinsen selv vælger sin udkårne.«kronprinsens hofchef, Per Thornit, lægger ikke skjul på, at det ville være mere bekvemt for kongehuset med en udenlandsk frem for en dansk pige:»med en udlænding vil kongehuset undgå tilknytning til et specielt miljø, et bestemt erhverv, en bestemt egn, ja, tilknytning til alt, vi alle kender til, når man er gift med en dansk pige. Og det er væsentligt for kongehuset at bevare sin neutralitet i forhold til forskellige grupperinger, så kongehuset ikke bliver taget til indtægt for nogen bestemte grupper i samfundet.«------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- Berlingske Tidende 17.10.1996 Kongelig romance er slut Færdig. Katja Storkholm Nielsen er ikke Kronprinsens kæreste mere. Hun forsøgte at tilpasse sig,»men det lykkedes åbenbart ikke,«siger kronprins Frederiks farmor, som også afslører, at regentparret ikke var begejstret for forholdet. Af Bo Dræbel Mens hoffet tav og blandede sig uden om bruddet mellem Katja Storkholm Nielsen og Kronprinsen, røg der en finke af panden i Sydfrankrig. Kronprins Frederiks farmor, grevinde Renée de Monpezat, afslørede, at Dronningen og Prinsen»ikke var meget begejstrede for forholdet.«og det kan måske være forklaringen på, at Århus-pigen har valgt at tage sit gode tøj og gå. Hun må i hvert fald have følt, at hun blev holdt på afstand. For nok havde hun sin gang i Kronprinsens palæ, men hun satte aldrig sine flotte ben i regentparrets. At der er blevet talt om hende i den kongelige familie er ikke til at tage fejl af.»katja prøvede at ændre sit image (hun var oprindelig model i lækkert undertøj. red.), men det lykkedes åbenbart ikke,«konstaterede grevinde de Monpezat i en samtale med nyhedsbureauet AFP, da dagens danske nyhed var nået ud i verden.

Selvfølgelig er farmor lidt bekymret for sit barnebarn og håber, at Kronprinsen en dag vil finde lykken og gifte sig godt.»jeg er ikke i Frederiks hjerte. Jeg ved ikke, hvad han føler,«siger grevinde de Monpezat.»Det er børnene, som bestemmer, hvem de forelsker sig i og gifter sig med, men de skal også have samtykke fra forældrenes side. Jeg vil ikke blande mig i mine børnebørns kærlighedshistorier. Det er deres domæne.«utænkeligt er det ikke, at den eneste, der sagde sandheden om afslutningen på den kongelige-borgerlige romance i går, var grevinden. Monarkiets fremtid Nogle skal i hvert fald nok være blevet glade for, at det er gået, som det gik, skønt Katja Storkholm Nielsen forlod en lovende karriere på cat- walken for at leve op til rollen som Kronprinsens kæreste. En af dem er forfatteren Bo Bramsen. Han tror ikke, at kongehuset ville overleve,»hvis kongens familie bor lige om hjørnet i whiskybæltet eller i den århusianske provins.«han mener heller aldrig, det ville gå med en dronning,»der har optrådt halvnøgen i finere lingeri,«og»det har ikke noget at gøre med, at hun er borgerlig, men dét, at hun er dansk.«det franske ugeblad,»point de Vue«, hævdede i sommer, at nu var det lige op over, da Kronprinsen lånte papas vinslot for at holde ferie med sin Katja, og så kørte rouletten, selv om farmor nu bedyrer, at»vi mødte hende aldrig.«til al den hurlumhej sagde den 84-årige Bo Bramsen:»Monarkiet vil næppe holde i længden, hvis Kronprinsen ikke vælger en udlænding til sin udkårne. Kongehuset kan ikke opretholde uafhængigheden, som det pr. tradition bygger på, hvis det blander sig med det danske borgerskab.«bramsen har altid ment, at»et enevældigt kongedømme kan gøre, hvad det vil, fordi det selv styrer landet. Men det indskrænkede monarki som det danske, der ikke længere er»konge af Guds Nåde«- men af Folketingets, Ekstra Bladets og Billed-Bladets, kan ikke opretholdes uden at bevare uafhængigheden i enhver henseende.«hans frygt for Kronprinsens alliancer med borgerlige piger har hele tiden gået på, at»man smadrer illusionen, hvis Kronprinsen gifter sig med en borgerlig, dansk pige. Og hvis illusionen om det ophøjede kongehus forsvinder, så er der til sidst ikke noget tilbage af monarkiet.«formelt er der ikke noget i vejen for, at Kronprinsen kan gifte sig borgerligt og med en dansk pige, men som Kronprinsens hofchef, Per Thornit, sagde i de dage:»det er klart, at det altid vil være nemmere, hvis Kronprinsen til sin tid vælger en udenlandsk pige. Med en udlænding vil kongehuset undgå tilknytning til et specielt miljø, et bestemt erhverv, en bestemt egn - tilknytning til alt det, vi alle kender til, når man er gift med en dansk pige. Det er væsentligt for kongehuset at bevare sin neutralitet i forhold til forskellige grupperinger både politisk og socialt, så kongehuset ikke bliver taget til indtægt for nogle bestemte grupperinger i samfundet.«dronningen har så generøst sagt, at»mine sønner skal følge deres hjerte, men der er ingen, der forbyder dem også at bruge hovedet.«hvad hun formentlig vil sætte pris på, eftersom hun skal acceptere den udkårne. Hun er dog ikke ene om det. I tronfølgeloven af 1953 står der, at arvtageren mister arveretten til tronen, hvis han/hun gifter sig»uden Kongens i Statsrådet givne samtykke.«det tolker statsretseksperten, lektor, lic. jur. Jens Peter Christensen fra Aarhus Universitet ikke sådan, at Kongen skal forstås som Dronningen. Han har tidligere sagt, at:»sådan som vi statsretligt tolker det i dag, så er det klokkeklart, at det er regeringen, vi taler om, når der står»kongen i Statsrådet.«Derfor er mit bud, at Kronprinsen rent juridisk kan gifte sig uden sin mors accept. Han skal blot have accept fra regeringen, og derfor kan Dronningen blive tvunget til at sige ja.«ikke vetoret Tronfølgeloven siger intet om, at en dronning skal være af en bestemt afstamning, og selv om man lægger en paragraf fra kongeloven af 1665 til tronfølgeloven, så giver det heller ikke Dronningen vetoret mod en brud valgt af Kronprinsen. I kongeloven står der, at»ingen Prins af Blodet... maa

gifte sig... med mindre han af Kongen Forlov dertil erlanger.«disse ord har Jens Peter Christensen følgende forklaring på:»tilbage i enevældens tid betød»kongen«, at kongen personligt skulle give sit samtykke, fordi han sad med regeringsmagten. I dag opfatter vi»kongen«som værende regeringen og ikke regenten selv.«nå, men nu endte det altså ikke med, at Kronprinsen satte sin mor stolen for døren. Det var Katja Storkholm Nielsen, der sagde stop. En erfaring, som de fleste danske m/k'er har gjort i deres»sturm und drang tid.«og Kronprinsen fik ikke gjort det i sit forhold til hende, som han for længst har taget stilling til - nemlig hvordan han vil gebærde sig, den dag han lægger sig på knæ for en pige og spørger: Vil du gifte dig med mig?»jeg gifter mig kun af kærlighed. Der er nogle traditioner på det område, men de traditioner hverken kan eller vil jeg leve op til. Det bliver hjertet, der skal råde,«har Kronprinsen sagt i et interview i Berlingske Tidende. Og han sætter trumf på i Anne Wolden-Ræthinges netop udkomne bog:»al den oppustede interesse om min ægteskabelige fremtid rager mig ikke synderligt. Når jeg selv ved, hvor jeg står rent følelsesmæssigt i hele det forløb, så er jeg revnende ligeglad med, hvad fanden folk tænker. Gallup eller ej.«berlingske Tidende 12.01.1997 Dronningen undgår den engelske syge Opbakningen til det danske monarki er urokkelig. Den nationale og royale bølge, der toppede i 1992, hersker fortsat, og Dronningen kan ved regentjubilæet konstatere, at republikanerne ingen chance får i Danmark Af Annelise Bistrup Dronning Margrethe kan gå ind i sin jubilæumsuge med en overvældende opbakning fra danskerne. 97 procent mener, at Dronningen gennem sine 25 regeringsår har løst sine opgaver strålende eller godt. Og 89 procent af Dronningens undersåtter er overbevist om, at det danske monarki, som er et af verdens ældste, også har fremtiden for sig, at det vil overleve på længere sigt. Det viser en Gallup -undersøgelse udarbejdet for Berlingske Tidende i anledning af, at det på tirsdag er 25 år siden, dronning Margrethe kom på tronen. De»principielle«republikanere har det ikke let i Danmark. I Dronningens regeringstid er der sket et bemærkelsesværdigt skift i holdningen til monarki eller republik. I 1972, det var midt i ungdomsoprøret, var der næsten dødt løb mellem tilhængerne af monarki og republik. Da foretrak 40 procent af danskerne, at man, hvis den danske trone skulle besættes med en konge uden for den nuværende kongelige familie, afskaffede monarkiet og i stedet valgte en præsident til statsoverhoved. I dag er monarkiet så cementeret i Danmark, at kun 22 procent hellere vil have en republik, mens 68 procent stadig foretrækker, at Danmark forbliver et monarki. Der skal i det hele taget ikke pilles ved det danske kongedømme. Der er således ingen folkelig tilslutning til at skrive Dronningen ud af grundloven og gøre hende til en udelukkende ceremoniel figur, som man har gjort det i Sverige. Et meget stort flertal, 71 procent, er tilhængere af, at Dronningen bevarer den formelle ret til at underskrive love og udnævne regeringer, mens 19 procent mener, at man burde gennemføre en sådan grundlovsændring. Gallup har også spurgt et repræsentativt udsnit af danskerne om risikoen for, at det danske kongehus bliver ramt af»den engelske syge«. 77 procent er overbevist om, at dronning Margrethe og hendes familie evner at undgå de problemer, der har skabt krise i det britiske monarki. Gallup har, siden dronning Margrethe kom på tronen, løbende undersøgt

befolkningens holdning til kongehuset. Og meningsmålingerne viser, at tilslutningen til monarkiet og bedømmelsen af Dronningens indsats toppede i 1992, da den rød-hvide eufori kulminerede, efter at danskerne i juni sagde nej til Maastricht og det europæiske indre marked - og fodboldlandsholdet var blevet europamestre! Berlingske Tidende 03.08.1997 Ugeblade går for tæt på Privatliv Hoffets kritik af ugebladenes intense dækning af kongehuset bakkes op af et massivt flertal af danskere, viser en Gallup -undersøgelse. Samtidig skærper kongehusets præst nu sin kritik af de kulørte ugeblade. Af Annelise Bistrup og Morten Pihl Ugebladenes skånselsløse jagt på især kongehusets unge medlemmer er gået for vidt. Pressen er simpelthen gået for tæt på de kongelige. Det mener fire ud af fem danskere ifølge en Gallup - undersøgelse, som Berlingske Tidende har fået gennemført i dagene efter, at hoffet i søndags kritiserede ugebladene for at snage for meget i, hvad prinserne og prinsesse Alexandra foretager sig privat. Samtidig skærper kongehusets præst, kongelig konfessionarius Christian Thodberg, nu sin kritik af ugebladene. Han mener, at underholdningspressens behandling af unge kongelige er»brutal, hjerteløs og ond«og indeholder»fascistoide elementer«, og han mener, at Se og Hørs reportage om prins Joachims og prinsesse Alexandras sommerferie på Ibiza»bevæger sig på kanten af almindelig anstændighed og injurielovgivningen.«sammen med hofmarskal Søren Haslund-Christensen advarede Christian Thodberg for en uge siden i Berlingske Tidende om, at ugebladenes jagt på kongehusets medlemmer kan true det nære og åbne forhold mellem kongehuset og befolkningen. Baggrunden for advarslen er, at ugepressen har optrappet dækningen af kongehusets unge med billeder, som private har taget, da de tilfældigt har set prinserne eller prinsesse Alexandra. Ifølge Gallup har halvdelen af befolkningen inden for den seneste uge læst Se og Hør, Billed-Bladet, Kig Ind eller Her & Nu, og læserne er enige med hoffet: 79 procent mener, at bladene går for tæt på. Billed-Bladets chefredaktør, Anders Thisted, giver ikke noget for Gallup - undersøgelsen, for han mener, at spørgsmålet - om medierne går for tæt på de kongelige - er negativt ladet.»i spørgsmålet ligger, at bladene generer kongehuset, og alene det at drømme ideen om at genere kongehuset, reagerer folk imod. Derfor får man det svar, man har ønsket - at bladene går for tæt på. Men det er der ikke noget som helst grundlag for at påstå,«siger Anders Thisted. Ifølge næsten halvdelen af befolkningen er det pressens opgave at sætte grænserne for, hvor tæt på man kan gå, mens en fjerdedel af danskerne ifølge Gallup mener, at det må være op til kongefamilien selv at sige fra.

Berlingske Tidende 24.08.1997 Hoffet: Vi har måske været lidt naive Privatliv. Sagen om spionbillederne af Kronprinsen og hans veninde har fået kongehuset til at overveje den nye mediesituation.»men det er meget vanskeligt at lave aftaler mellem ofret og slagteren,«siger hofmarskal Søren Haslund-Christensen. Af Annelise Bistrup Kongehuset valgte i denne uge at holde en meget lav profil i sagen om billederne af Kronprinsen, som Pressenævnet sandsynligvis tager stilling til den 3. september. Hoffet accepterer, at Kronprinsens navn bliver nævnt, men man vil ikke selv udtale sig om spionbillederne fra Sydfrankrig af Kronprinsen og hans veninde Maria Montell. Hofmarskal Søren Haslund- Christensen, der er Dronningens øverste rådgiver, siger i dag i et interview med Berlingske Tidende, at man selvfølgelig overvejer, hvilke konsekvenser man vil drage af det skred, der er sket i ugebladenes dækning af især de unge kongeliges privatliv.»men det er meget vanskeligt at lave aftaler mellem ofret og slagteren,«siger Søren Haslund-Christensen.»Vi har måske været lidt naive og troet, at jagten på vores kongehus ikke ville blive så udtalt som i andre lande. Men der afprøves grænser i øjeblikket. Medierne kan have en masse fine målsætninger, men når det kommer til stykket er det pengene, der bestemmer spillereglerne. Det er penge, det drejer sig om. Og moral. Jeg får i disse dage mange opringninger og breve fra folk, der synes, at nu er det gået for vidt. Men nogle af de samme mennesker, som siger det, går altså også ned og køber Se & Hør.«En Gallup -undersøgelse har vist, at 79 procent af befolkningen mener, at ugebladene går for tæt på kongehuset. Men samtidig har halvdelen af danskerne inden for en uge set i de blade, de selv tager afstand fra. Berlingske Tidende 14.12.1997 Kronprinsen årets mand '97 Gallup : De kongelige er mere populære end nogensinde. Af Olav Hergel Som den første kongelige nogensinde er kronprins Frederik valgt som årets dansker. Hvor mange danskere i begyndelsen af halvfemserne, så ham som en lidt ligegyldig yuppieprins, der med sit hurtigtkørende overklasseliv, ikke var særlig egnet til engang at blive konge, er han nu landets populæreste mand. Set i forhold til at han så sent som i 1994 overhovedet ikke var med blandt de øverste 60 på listen, er der tale om en bemærkelsesværdig udvikling. Gallup har siden september spurgt 4.219 repræsentativt udvalgte danskere over 15 år, hvem der burde være årets dansker og kronprins Frederik kommer ind på en meget sikker førsteplads foran Bjarne Riis, Anja Andersen og prinsesse Alexandra. De kongelige er i det hele taget mere populære end nogensinde. Dronning Margrethe er den eneste, der har været blandt de ti øverste i de ni år, Gallup har gennemført undersøgelsen, og prinsesse

Alexandra har været med, siden hun kom hertil. Ellers er det som sædvanlig sportsstjernerne og de meget kendte, der dominerer listen, som normalt har forskellige TV-stjerner med i toppen. Men noget kunne tyde på, at dansk fjernsyn ikke er, hvad det har været. Det mest populære TV-ansigt i Danmark er Casper Christensen, og han er nummer 27. Til gengæld er den danske Nobelprismodtager i kemi, Jens Christian Skou kommet ind som nummer 14 på listen, og det er bemærkelsesværdigt. Listen fortæller også, at dansk politik har handlet om indvandrerpolitik i år. Den populæreste politiker er indenrigsminister Thorkild Simonsen, som er nummer 6. Den næstpopulæreste er Pia Kjærsgaard, som er nummer otte. Omvendt er der tre, der er kommet hertil fra andre lande, blandt de 20 øverste på listen. Prinsesse Alexandra, løberen Wilson Kipketer og fodboldlandsholdets træner Bo Johansson.Leder 1. sektion side 12 Magasin side 1 og 4 Berlingske Tidende 14.12.1997 Forklædt som kronprins Engang blev han betegnet som en trussel mod det danske monarki. I dag er han Danmarks populæreste mand. Som den første royale person nogensinde er kronprins Frederik valgt til Årets Dansker. Hvad skete der egentlig? Af Olav Hergel Der er gang i pigerne og hul i sokkerne, han er til rock, maraton og soldaterliv, han tror på en sund sjæl i en sund krop, han er fabelagtig under vandet, og han har et usædvanligt talent for at se afslappet ud i stive omgivelser. Nogen livsfornægter er han ikke. Politiken kalder ham på bagsiden Hans Kongelige Højhastighed, og da en journalist for et år siden spurgte ham, hvordan han ville beskrive den perfekte kvinde, smilede han og svarede:»det ville tage flere timer at beskrive.«den lille frække Frederik. Maratonprinsen. Rockprinsen. Kromprins Fredehik. Kært barn har mange navne, og nu er den blåblodede frømand Frederik som den første kongelige person nogensinde valgt til årets dansker. Hvor han ved indgangen til 90erne blev betegnet som en ligegyldig yuppieprins, der med sit hurtigtkørende overklasseliv var en trussel mod det danske monarki, er han nu Danmarks populæreste mand. For få år siden var det et åbent spørgsmål, om Kronprins Frederik overhovedet ville egne sig til at blive konge. Så hellere prins Joachim eller en præsident. At han skulle følge efter sin dybt respekterede mor var ikke blot synd men også et nærmest umenneskeligt pres at lægge på en ung mand, der så åbentlyst udstrålede, at han ikke ville magte opgaven. Der var simpelthen meningsmålinger, der viste, at folket foretrak Prins Joachim frem for Kronprinsen. Så sent som i 1994 var han slet ikke repræsenteret blandt de 61 populæreste danskere. Det var både hans far, hans mor og hans bror. Nu er han Årets Dansker. Få måneder før han fylder 30 år, har Kronprinsen opnået en popularitet, der er en konge værdig. Spørgsmålet er: Hvad skete der egentlig? Hvad forvandlede en ung, genert, mut og i forhold til offentligheden nærmest intetsigende dreng til en ligefrem, naturlig, sympatisk, beskeden, uopstyltet ung mand? Hvad forvandlede en ung mand, der nærmest famlede i blinde, når han trådte ud i rampelyset, til en ung mand, der nu sætter sin egen dagsorden? Svaret ligger lige for. Det gjorde han selv. Den sociale begavelse anerkendes af alle. De, der kender ham, taler om et åbent, lyttende, imødekommende varmt og fuldstændigt usnobbet menneske. Kronprinsen er ganske enkelt usædvanligt afholdt af alle, der kender ham. Han har altid vidst, at vennerne var der, og at de rigtige af dem kunne lide ham for det, han er, og ikke for det, han repræsenterer.

Måske er det det, som har givet ham styrken til at gennemføre det opgør med sin rolle, som prins Charles i England og prinsesse Victoria i Sverige aldrig fik taget. For der er tale om et opgør. Ikke et vildt, vredt og planlagt oprør, men et stille, konstant prøvende og mest af alt nødvendigt opgør for retten til også at have et almindeligt liv. Da han var otte år, nægtede han at køre i de kongelige biler, der har krone på nummerpladerne, fordi han ikke ville være anderledes end almindelige børn; da det som teenager gik op for ham, at det virkelig var ham, der skulle være Danmarks konge, følte han det som om resten af hans liv blev taget fra ham, og da vennerne fra gymnasiet skulle på skiferie, og han selv var tvunget til at tage til Berlin for at åbne en landbrugsmesse, fattede han ikke en brik af det. Han afskyede det, og syntes det var dybt uretfærdigt. Han har selv sagt, at han først rigtigt begyndte at leve, da han var 18 år, men hvor verden omkring ham mente, at nu var det ved at være slut med den sorgløse drengetid, så følte han selv, at han havde vundet en vis ret til at bestemme over sit eget liv. Samtidig med, at han udnytter friheden i fulde drag, begynder han også mere og mere at ligne en mand, der går langs gærdet og leder efter det højeste sted at komme over i sin stræben efter retten til et almindeligt liv. Han insisterer på som den første kongelige at gennemføre en akademisk uddannelse og blive cand.scient.pol, selv om han på mange måder er en mand, der sætter kroppen over ånden og bestemt ikke er nogen læsehest, og han gennemfører i 1992 Copenhagen Marathon i en flot tid, selv om løb er en af de få fysiske discipliner, hvor han ikke er specielt fremragende. Indimellem gør han så andre ting, som ikke er særligt kongelige. Han kysser stodderkongens dronning ved en gøglerfest, han lader sig fotografere blandt et par ordentlige branderter til en rockkoncert på Gentofte Stadion, hvor han heller ikke selv ser helt upåvirket ud, og han udvikler en stil, som han næsten behersker til perfektion. At falde ind på en café, gå til rockkoncert eller i biografen og falde i med omgivelserne. Uden at tage notits af, at han bliver genkendt. Det er en moderne monarks opgave at være hævet over folket og alligevel leve midt i det, og den dobbeltrolle har Dronning Margrethe spillet på fornem vis. Hun er bare aldrig blevet valgt til årets dansker. Måske fordi hun er bedst til den del af jobbet, der går ud på at være hævet over folket, mens hendes søn er bedst til den del, der går ud på at leve midt i det.»jeg færdes i hverdagen,«har han selv sagt, og dermed sagde han også noget om resten af sin familie. Uden dog at tage afstand fra dem.»mor har været en intellektuel monark. Men jeg ville hade mig selv, hvis jeg forsøgte at være intellektuel bare for intellektualitetens skyld. Jeg har valgt at udfolde mig fysisk. Der er jeg god. Mor har været boglig. Her han hun fundet sin ro og styrke. Men heldigvis skal vi ikke konkurrere,«sagde han for to år siden her i avisen. Den helt afgørende begivenhed i hans voksne liv er uden tvivl, da han beslutter sig for at blive frømand. Det sker med forældrenes accept, men den var ikke afgørende. Havde de sagt nej, havde han gjort det alligevel. Der er en del danskere, der er blevet cand.scient.pol. før, der er også en del, der hvert år løber maratonløb, og selv om det er flot klaret, så er det ikke på nogen måde grænseoverskridende. Men det er forbeholdt de allerfærreste bare at få lov til at forsøge at blive frømand. For alle der ryger ud, er det et nederlag. For Kronprinsen vil det blive et livslangt nederlag, som alle vil kunne huske. Der er 300 unge mænd, der i 1994 søger om at komme til optagelsesprøve. Da det hele er færdigt i efteråret 1995 er der 4 tilbage.»pingo«er en af dem. Det er mens han hænger i faldskærme og tagrender, er ude på 50 kilometer lange dagsmarcher, står i mudder til anklerne og befinder sig 10 meter under havoverfladen, at han for alvor lærer sig selv at kende og bliver sin egen sjæls præst og psykiater. //»Learning by doing«// er et af hans yndlingsudtryk og en af de helt centrale ledelinier i et liv, der ifølge ham selv går ud på at»opsøge udfordringer ingen forventer af en.«han har aldrig lagt skjul på, at siden den dag, kronprinsen Frederik blev til frømanden Pingo, har han været en anden mand, og giver præstationen indre ro og øget selvsikkerhed, så giver den i

høj grad også ydre anerkendelse. Selv har han sagt,»at jeg ikke gjorde det for reklamens skyld,«men fra det øjeblik, han er kommet igennem uddannelsen og kan kalde sig elitesoldat, rejser der sig en veritabel Frederikbølge i befolkningen. Når han bliver interviewet om uddannelsen, kan han slet ikke dæmpe sin begejstring, og selv om der blandt adskillige intellektuelle og aviskommentatorer er en hvis skepsis overfor denne»maniske fiksering på Frømandstiden,«så er man i den brede befolkning godt klar over, at det er nogenlunde lige så svært at blive frømand, som det er for en lille landsbydreng, der starter på første puslinge at ende på fodboldlandsholdet. Det er en fysisk og mental superpræstation, som ingen kan tage fra ham, men endnu mere er det en præstation, der skaffer ham det, han allerhelst vil have: Mere albuerum. Det er også herefter, at han enkelt og stilfærdigt men også meget bramfrit bryder nye kongelige grænser og for åbent tæppe tager et opgør med den rolle, han er sat i, og den opdragelse, han har fået. Han erkender, at der har været perioder i hans liv, hvor han ikke har ønsket at være konge. Han siger, at hans opdragelse har været præget af for meget strenghed og for lidt frihed. Han bebrejder sine forældre, at de ikke har talt nok med ham om hans kommende rolle, og han tilkendegiver, at han i hvert fald ikke vil give sine egne børn den samme opdragelse, som han har fået. Der er ikke tale om et bittert og selvmedlidende opgør, men det er med jævne og ligefremme ord en manifestation af ham selv og et opgør med myten om det sorgløse prinseliv i de perfekte omgivelser. I de 26 år, Dronning Margrethe har regeret landet, har hun været hævet over al kritik. Kronprins Frederik er den første, der kritiserer hende i fuld offentlighed. Indtil nu er han også den eneste. Det gør han kærligt og uden, at der er tvivl om, at han både respekterer og holder af sin far og mor. Men at det ikke har været en barndom efter Kronprinsens hjerte står klart for enhver. Det kongelige snavsetøj blev vasket i fuld offentlighed, og det kunne både han og familien meget let være kommet galt afsted med. Men det gjorde de ikke. Det blev ikke for privat, Kongehusets integritet kom aldrig i fare, Dronningen syntes bare at blive mere og mere stolt af sin søn, og da ordene var læst, og den værste mediestorm havde lagt sig, fremstod Kronprinsen som et almindeligt menneske, der er placeret i en ualmindelig situation, og som i sit prøvende opgør med kongedømmet, kirken, familien og det, han kalder»sin skæbne«, er godt i gang med at få det bedste ud af det. Man kan spørge sig selv, om ikke det er en tom nation i en indholdsløs og personfikseret tid, der vælger en kronpris som landets populæreste mand. Han er ingen moder Theresa, han har ikke vundet verdens hårdeste cykelløb, han har ikke engageret sig i de unges, flygtningenes eller de svages sag, og udover en drenget charme, en enorm viljestyrke og en indædt kamp for at udvide albuerummet i sit eget liv er det begrænset, hvad han egentlig har ydet for andre end sig selv. Men spørgsmålet er, om ikke netop den tilsynelandede sejrrige kamp for mere albuerum i sit eget liv er det, der i dag gør Kronprinsen til en god ambassadør for Danmark. Ser man på listen over de mennesker, der har været på top-ti listen i de seneste ni år, så er der ifølge sociologen og livstilsforskeren Henrik Dahl fra AIM to egenskaber, der kendetegner næsten alle dem, der optræder på listen.»for det første er de alle store individualister, for det andet er det personer, som gør danskerne stolte af at være danske. Det er nogen, som vi, hvis vi møder en udlænding, gerne vil fortælle om.»dronningen gør mig stolt, Uffe Ellemannn gør mig stolt, Bjarne Riis gør mig stolt, Schmeichel og laudrupperne gør mig stolt. Inge Genefke gør mig stolt.«når kronprins Frederik får så mange stemmer, så er det også derfor. Han gør det folkelige Danmark stolt. Man kan prale med ham. Han er et fysisk pragteksemplar, han er cand.scient.pol, han er elitesoldat, han scorer flotte piger, og så er han arving til tronen. Det er da ret sejt. Og så gør han en

god figur, når han er ude at rejse med Jan Trøjborg.Han er varm og jernhård,«sagde TV 2s sportschef Morten Stig Christensen, efter at han og Kronprinsen havde tilbragt 16 timer sammen på en dag, hvor de sprang ud med faldskærm, kørte på motorcykel, skød til måls, krøb gennem vandrør, forcerede klatrevægge, klatrede med reb ned ad Bulbjerg Klint, sejlede i speedbåde, red på heste, blev sat ned i våddragt fra helikopter i Vesterhavet og sendt ind i brændende huse iført røgdykkerudstyr, hvorefter det hele blev sendt i TV 2.»Hvad synes du om Kronprins Frederik,«spurgte B.T. samtlige danske jernladies, før de tog til VM, og de svarede nærmest i kor, at ham var de helt vilde med, for han er»almindelig, menneskelig, sej, sød, folkelig, nede på jorden, flot, sporty, modig, spændende, rå og fanden-i-voldsk,«og målvogter Susanne Munk Lauritsen sammenfattede det hele i en sætning:»han er en rigtig mand.«sådan nogenlunde svarer danskerne, når de bliver spurgt om, hvad de synes om Kronprinsen, og selvom det tager sig ud som klichéernes vagtparade og et glatbarberet dukkebillede af den perferkte halvfemsermand, der både er sej, rå, blød, varm, stærk og børneglad, så slipper han alligevel gennem mediemøllen uden på nogen måde at komme til at ligne en Barbiefigur. Det er der en god grund til. Barbiefigurer har ikke hul i sokkerne, de danser ikke samba med letpåklædte brasilianske kvinder, de begår ikke famøse fejltrin som at drikke sig beruset nytårsaften for derefter at sætte sig ind på forsædet af en bil sammen med en smuk kvinde uden kørekort, og de optræder slet ikke i politirapporter, hvor der står, at man er»godt påvirket af spiritus.«men det gør Kronprinsen. Hul i sokkerne eller ej. For offentligheden er den mest markante forandring, at han er begyndt at gøre sit arbejde bedre. Han har udvidet sig selv, han har udvidet sin rolle, han repræsenterer Danmark bedre, og i modsætning til tidligere er det tydeligt, at han ikke længere føler afsky ved det. Hvor presserapporterne efter en tur til USA i 1989 fortalte om en uhøflig prins, der ikke gad bruge mere end 13 sekunder ved præsident Kennedys gravsted, og som ikke interesserede sig for andet end rockfester og en tenniskamp med præsidens Bush's søn, så taler de nu om en intelligent og ægte interesseret prins, der gør Danmark ære, og som med sin varme udståling og sit charmerende, drengede smil forstår at tale med høj og lav. Da han for et år siden under en officiel tur til Brasilien blev spurgt om, hvordan han ville karakterisere de brasilianske kvinder, svigtede han ikke:»man kan ikke undgå at lægge mærke til dem. De er overalt: På gaden, på strandene - ja, selv i junglen. Kvinderne i Brasilien er meget feminine, og de prøver ikke at skjule det. Det kan jeg godt lide.«bagefter honorerede de brasilianske journalister komplimenterne og kaldte ham for ydmyg, ligefrem, sympatisk, køn og usnobbet. Det er det billede, der gang på gang toner frem, når kronprins Frederik i disse år rejser på Danmarks vegne. Et billede af en almindelig mand, der ikke gemmer sig bag guldfacader og egeløv. Når han træder frem på den offentlige scene, er det mere som den unge mand Frederik end som Hans Kongelige Højhed Kronprinsen. Hvor folk før i tiden sad foran TV-skærmene og frygtede for, hvad han nu ville sige, glæder de sig nu. Han er simpelthen blevet dygtig til at håndtere det royale show samtidig med, at han holder fast i sig selv. Men ikke dygtig forstået på den måde, at han er perfekt. For det er han ikke. Han er stadigvæk kejtet, genert, mumlende og siger»man«om sig selv, og det vil han muligvis altid gøre. Men han er sig selv, og lige netop i hans tilfælde er det ganske imponerende. Der findes næppe nogen anden dansker, der så ofte har fået fortalt, hvordan han skulle leve sit liv. Når han siger, at han vil vælge sin kommende hustru med hjertet, så er der folk, der siger, at det må han ikke; når han siger, at hans tro mere bygger på skæbnen, intuitionen, den sunde fornuft og egen vilje end på en eller anden diffus Gud i himlen, så er der folk, der siger, at så kan han ikke blive konge; når han har fundet sin egen styrke og tro på sig selv i en uddannelse, der bygger på exercits, disciplin, kammeratskab og udholdenhed, så er der folk, der siger, at nu må han snart se at komme op af vandet.

Alt tyder dog på, at han først kommer op, når han selv har lyst, og mere end noget andet er dagens Gallup -undersøgelse en anerkendelse af det liv, han har levet indtil nu, og en folkelig tilladelse til selv at bestemme, hvornår han kommer op af vandet, hvem han gifter sig med, og hvornår han gør det. Således viser den ene undersøgelse efter den anden, at Kronprinsen har vundet retten til at»vælge med hjertet«, og selv om der konstant er både læserbreve, avisledere og artikler, der giver udtryk for, at han ikke kan gifte sig med en fotomodel, en tv-værtinde, en cafésangerinde eller lignende, så er det ingen tvivl om, hvad befolkningen mener. Faktisk kunne noget tyde på, at det folkelige ønske om, at han skal vælge med hjertet, er så stærkt, at han ikke blot vil svigte sig selv og sin tid men også folk i almindelighed, hvis han han ikke vælger den, han helst vil have. En Gallup - undersøgelse fra sommeren 1996 fortalte, at 96 procent af befolkningen mener, han skal vælge selv, og efterhånden som folkets og Kronprinsens holdning er i fuldstændig overensstemmelse med hinanden, begynder diskussionen om, hvem han engang skal vælge, at synes mere og mere kunstig. Da folketingets formand Erling Olsen blev spurgt om hans holdning til årtiets mest omtalte, men indtil nu ikke indgåede ægteskab, svarede han:»personligt er jeg ligeglad med, hvad kongehuset foretrækker, men er kun interesseret i, hvad Kronprinsen selv ønsker. Det hører med til et moderne monarki, at arvtageren til tronen selv kan vælge. Da monarkiet i dag afhænger af vedkommendes talent, så må dette også omhandle personens egen evne til selv at vælge livsledsagerske.«det mest fornuftige i denne sag er måske sagt af kronprinsen selv:»al den oppustede interesse om min ægteskabelige fremtid rager mig ikke synderligt. Når jeg selv ved, hvor jeg står rent følelsesmæssigt i hele det forløb, så er jeg revnende ligeglad med, hvad fanden folk tænker. Gallup eller ej.«intet tyder således på, at Kronprinsen er færdig med at udvide buret. Alt tyder til gengæld på, at folk synes, det er helt i orden. Da Berlingske Tidende for knap to år siden lavede et fire sider stort portrætinterview med kronprins Frederik under titlen»prinsen der vil være sig selv,«sluttede han af med at sige:»mit mål er at blive et dansk samlingspunkt. Et dansk samlingspunkt, der vil vække nationale følelser hos folk. Jeg skal være en ambassadør for mit land. Det er mit lod i livet, og jeg ønsker mig ikke længere nogen vej uden om.«berlingske Tidende 29.11.1998 Folket for Frederik Kronprins Frederik er suverænt valgt som Årets Dansker for anden gang i træk. For få år siden var han slet ikke på listen over danskernes favoritter. Michael og Brian Laudrup, Thomas Eje og Jane Aamund har aldrig været så højt placeret før. Individualismen og dem, der underholder os, er i højere kurs end nogensinde i Danmark. Af Mads Kastrup Umiddelbart er der sådan set kun én ting at konkludere: Kronprinsens popularitet er en konge værdig. Danmark har indiskutabelt en tronarving, der synes at være trådt i karakter til tiden. Han har materialiseret sig som den ener, hans arv en dag vil afkræve ham at være. Mest interessant er det dog, at kronprins Frederik ikke har opnået alt dette - samt titlen Årets Dansker - i selvudløsende kraft af sin kongelighed. For få år siden var det faktisk et åbent spørgsmål, om Kronprinsen overhovedet ville egne sig til at blive konge. Så hellere prins Joachim eller en præsident, lød det. At han skulle følge efter sin højt respekterede mor, var ikke blot synd, men også et nærmest

umenneskeligt pres at lægge på en ung mand, der allerede som otte-årig nægtede at køre i biler med krone-nummerplade, og som sidenhen tilmed åbentlyst udstrålede, at han ikke ville magte opgaven. Der var simpelthen meningsmålinger, der viste, at folket foretrak prins Joachim frem for Kronprinsen. Så sent som i 1994 var han slet ikke repræsenteret blandt de 61 populæreste danskere. Det var både hans far, hans mor og hans bror. Nu er han Årets Dansker. For anden gang i træk. Og med over dobbelt så mange stemmer som nummer to, Michael Laudrup. Og endda som den eneste kongelige, der nogensinde er blevet tildelt denne ære af det danske folk. Forklaringen er utvivlsomt kronprins Frederiks individualisme snarere end sympatien med hans forudbestemte hverv med at skulle løfte en tusindårig arv ind i moderne tid. Hvad der flere andre steder i verden er endt med et brag på gulvet. Danskerne elsker her i slutningen af 90erne enere og individualister. Borgerne i den tidligere middelmådighedens højborg og jantelovens hjem med alting på det jævne hylder individuelle værdier mere end nogensinde. En tendens, der ganske vist findes i hele Vesteuropa. Men ingen steder så utvetydigt og klart som lige netop nu i Danmark - ifølge //Research Institute of Social Change// (RISC) i Paris. Muligvis derfor hævder nogle endog, at Kronprinsen ligefrem karakteriserer og legemliggør tiden med sin frømands-form, kække livsførelse og usædvanlige talent for at se afslappet ud i stive omgivelser. Men det er selvsagt ikke hele historien, når den danske befolkning med så overvældende majoritet udpeger Frederik som Årets Dansker 1998. Thorkild Thyrring kører eksempelvis også stærkt, nedlægger modeller, holder sig i form og forsøger sig med en vis skødesløshed i receptionssammenhænge. Og han er end ikke med på listen. Men resten af Frederik-historien kan vi vende tilbage til. På henholdsvis anden- og fjerdepladsen finder vi Michael og Brian Laudrup. I øvrigt også individualister par excellence. Hvad det siger om danskerne, at den ene er stået af, og den anden i direkte modstrid med sit spillemæssige format har meldt sig ud af international fodbold inklusive landsholdet, er vanskeligt at konkludere. Men ingen af de to er tidligere blevet stemt så højt ind på listen. En simpel årsag kan naturligvis være, at folket her på baggrund af fodbold-vm griber chancen for at få sagt tak i tide til storebror og vise forståelse for lillebrors prioritering af familie på bekostning af penge. Familiesignalet må vel her antages at være væsentligst. Brian Laudrup er muligvis en blød, flæbende mand i England i dag, men herhjemme er han personificeringen af en politisk korrekt trend. Familien er som bekendt i de senere år søgt reetableret som samfundsgrundstøtte. At der så muligvis også scores et mål på billig baggrund her, idet enhver kan regne ud, at Brian Laudrups bankrådgiver sikkert ikke holder op med at holde døren for ham på grund af lønnedgangen, er en anden historie. Kombinationen sportssejre og TV-begivenhed har naturligvis været en klassisk vinder gennem årene. I 1996 landede den såkaldte»ørn fra Herning«Bjarne Riis på førstepladsen efter sin Toursejr. Det evigt vindede kvinde-håndboldlandshold ligger konstant højt, og Anja Andersen - eksempelvis med en sjetteplads i år - altid endnu højere. At håndbold i almindelighed og kvindehåndbold i særdeleshed internationalt rangerer et sted mellem indendørs bandy og curling, forstyrrer ikke den nationale selvopfattelse her. I Danmark er det en verdenssport. Også på den led er vi danskere - jævnfør RISC undersøgelsen - faktisk ikke som de andre. Bortset lige fra Norge, naturligvis. Årets liste, der er udarbejdet af Gallup på baggrund af 4041 danskeres holdning til spørgsmålet»hvem vil de foreslå som Årets Dansker?«, indeholder to markante overraskelser ud over de allerede nævnte med Kronprinsens suveræne førsteplads og Laudrup-brødrenes høje placeringer. Den ene er, at et par kulturpersonligheder for første gang har sneget sig højt op på listen. Skuespilleren, one-man-showet og måske ikke mindst reklame-hittet Thomas Eje er nummer ni. Og forfatteren Jane Aamund, der med sin»colorado drømme«ifølge eget udsagn gik ind og forløste 90er-danskernes savn af store følelser, har opnået en placering som nummer 12. Den anden overraskelse er, at man denne gang skal helt ned på en 21.-plads for at finde en TV-vært. Og tilmed en værtinde, der ikke hedder Line Baun Danielsen. Navnet er Cecilie Frøkjær, TV 2. Og kollegialt efterfølges hun på 23.-pladsen, ikke af Michael Meyerheim, men af samme stations Anders Lund