BILAG 2: TRANSSKRIBERING SARA PARDING Transskribering af interviewet med Sara Parding, kommunikationsansvarlig for Center for Voldtægtsofre Aarhus. Interviewet er foretaget den 27. november 2015 kl. 11. Dele af interviewet, hvor vi er usikre på, hvad der bliver sagt, er markeret med kursiv. SM: Sara Parding. Sofie Arnfast Bohm. Christoffer Møller. Transskribering: Sofie stiller spørgsmål, og jeg sidder bare og tager noter. Det er fint. og observerer og siger lidt og sådan noget. Og vores projekt handler om mandlige voldtægtsofre eller mandlige ofre for seksuelle krænkelser, fokuserer på krænkelser der er sket i voksenlivet, og hvad der er af muligheder for behandling, og hvordan det bliver italesat, og vi vil stille nogle spørgsmål omkring hvordan du oplever og forholder dig til mandlige ofre for seksuelle krænkelser generelt ud fra din faglige viden, men også dig som person. Og vi vil selvfølgelig gerne tilbyde dig en anonymitet, men fordi det netop er så lille et felt, så vil det betyde, at vores projekt ikke vil blive offentliggjort, så hvis det er noget, du er interesseret i, så er det noget, du kan sige nu eller efterfølgende. Vi vil bare give dig muligheden. Også så du ved hvad konsekvenserne er, hvis du gerne vil have det. Det er helt fint, men så bliver det bare ikke offentliggjort. Ej, men det det må gerne blive offentligt. Cool. 1 af 17
Jeg tænkte på, om du sådan lige til at starte med kunne sige dit fulde navn, give en kort præsentation af dig selv, hvor lang tid har du arbejdet her, og hvad din stilling er. Jeg hedder Sara Parding, og jeg er kommunikationsmedarbejder her på Center for Voldtægtsofre i Århus, og det har jeg været siden 2007. Så det er nogle år efterhånden. Kan du uddybe lidt, hvad dine arbejdsopgaver er uden selvfølgelig at bryde noget som helst... Nej, nej, nej, men jeg sidder heller ikke direkte med noget, der er tavshedspligt på. Jeg arbejder med alt, som har med kommunikation at gøre. Så det kan ikke høre hvad hun siger intern kommunikation, det er undervisning og det er pressekontakt, hjemmeside og reklamekampagner og alt muligt. Hvad din sådan baggrund i forhold til det her felt? Jeg har læst statskundskab og kønsforskning, og jeg har arbejdet meget i mine studier med med vold mod kvinder på forskellige måder, både seksuelle overgreb og menneskehandel og den slags. Så det er derfor, jeg kom ind. Jamen, spændende. Så kunne jeg godt tænke mig at høre, hvordan I forholder jer til behandlingen af mandlige ofre for seksuelle overgreb. Ja, altså, vi har jo ikke helt de samme tilbud til mandlige ofre som til kvindelige ofre. I Århus ligger vores akutte modtagelse for voldtægtsramte. Den ligger på skadestuen og ikke, som den gør nogle andre steder i landet, på den gynækologiske afdelingen. Og det gør den helt bevidst, fordi at der skal kan ikke høre hvad der bliver sagt til både til kvinder og mænd og det skal ikke, tænker lidt, det kunne være lidt mere stigmatiserende for en mand at henvende sig på den gynækologiske afdeling. Så vi har prøvet, eller ja, organisationen, så er vi åbne for både kvinder og mænd. Og tilbuddet er som sagt det samme. Skal jeg fortælle lidt om, hvad det er, vi tilbyder? Det må du meget gerne uddybe. Den hjælp, man kan få, er lidt forskellig afhængig af hvornår hvor lang tid efter overgrebet, man henvender sig. Så hvis man kom hurtigt efter overgrebet, og det er så inden for de første tre døgn efter overgrebet, så har vi en spe- 2 af 17
cialuddannet sygeplejerske, som er på skadestuen og som har vagt. Vi har en sygeplejerske på vagt her i hele døgnet. Og som så har den indledende kontakt og samtale og spørger lidt, hvad der er sket, og sygeplejersken tilkalder så også en retsmedicinsk læge, og hun kan selvfølgelig også med at hjælpe med at kontakte pårørende, hvis de ikke er med fra starten af. Sygeplejersken kan også hjælpe med at kontakte politiet, hvis den voldtægtsramte gerne vil melde overgrebet, så kan politiet komme op på skadestuen og lave den første afhøring. Men så kommer en retsmedicinsk læge, som laver en sporsikringsundersøgelse og en retslægelig undersøgelse, hvor man prøver at finde DNA efter gerningsmanden, og man sikrer den voldtægtsramtes tøj og finde dna alle mulige steder. Hvis overgrebet ikke er meldt til politiet, så gemmer vi de her spor og prøver i tre måneder, så har man lidt tid til at tænke over det, og så er sporene der stadigvæk. Men de allerfleste har gjort op med sig selv, om de vil melde det, allerede før de kommer til centret. Så de fleste, der melder det, de går først til politiet, og så er det så politiet, der kører dem til centret. Så har vi så efterfølgende, så får vores psykologer som oplysninger om den her person, der har været i centret, og så ringer de så den næstkommende hverdag, og de giver lidt akut krisehjælp i telefonen, sådan plejer det at være. Men så tilbyder de et psykologforløb her i centret, og vi har også en sexologisk rådgiver, og vi har en socialrådgiver, som kan hjælpe med sådan de problemer, der er der er rundt omkring. Så det er sådan faste procedurer? Det er det, og jeg skal også sige, at hvis man henvender sig senere end de der første tre døgn, så kommer man så direkte ind til vores psykologer eller socialrådgiver eller sexologiske rådgivning. Okay. Oplever du, der er nogle særlige udfordringer i forhold til mandlige ofre? Jeg vil sige, at den største udfordring er, at de ikke kommer. Og det er jo selvfølgelig svært at vide, om det er, fordi at der er langt færre mænd, der bliver udsat, eller om det er fordi, at det er endnu mere tabubelagt og endnu sværere for dem at søge hjælp, eller om de ikke oplever så alvorlige konsekvenser af seksuelle overgreb, som de kvinder vi ser. Men vi kan se de mænd, der kommer, og det er måske fem mænd på et år mod omkring det seneste år, har vi haft op mod 180 kvinder eller sådan, så det er temmelig stor forskel. Men det 3 af 17
vi ser, og nu er det svært at generalisere ud fra så få mænd, men det, vi ser, er de fleste reaktioner, det er de samme for både de mandlige og de kvindelige ofre. Kan du uden at være for specifik uddybe, hvad de reaktioner er? Det kan jeg sagtens. Det er sådan, skal vi sige igen, at der er selvfølgelig forskel på mennesker, så der er forskel på, hvordan vi reagerer efter overgreb. Men rigtig mange, der bliver udsat for seksuelle overgreb, de får det, der hedder PTSD eller post traumatisk stress syndrom, som jo ligesom er en situation, hvor kroppen og hjernen bliver ved med at tro, at den er i fare. At man er i fare, selvom det, der er farligt, er længst overstået. Det betyder blandt andet, at man kan have svært ved at koncentrere sig, svært ved at huske ting, svært ved at sove, man får flashbacks, som kan komme sådan lige pludseligt. Laver noget helt andet, og som er meget levende, så det kan virkelig føles, som om man er i det igen. Men man har også ofte en en undgåelsesadfærd, siger man, hvor man undgår det, der giver mening om overgrebet, så hvis man for eksempel har været udsat for en voldtægt til en fest, så holder man op med at gå til fester. Vi har også nogle af de kvinde, der er kommet her, som har været udsat for overgreb af mænd, som bliver bange for alle mænd og som ikke vil være i situationer, hvor de er alene med fremmede mænd for eksempel, eller de kan holde op med at cykle, fordi at de cyklede til det sted, hvor overgrebet skete, eller hvad det nu kan være. Og det er selvfølgelig meget begrænsende for den person, der har den problematik, og det er noget, vi ser med både kvinder og mænd, og vi ser også øget angst og depression, og der kan også være selvskadende adfærd og selvmordstanker og den slags. Nu vender jeg tilbage til de særlige udfordringer med med mænd. Hvordan mener du så, man kan imødekomme... Du sagde, at det var måske svært at snakke om for en mand. Ja, altså jeg tror, og det jeg har fra andre, altså hvis man henvender sig eller incestcentre, som arbejder med overgreb i barndommen, de har flere mandlige behandlere, og det, de fortæller, er blandt andet, at det kan påvirke mænds identitet på en anden måde, fordi det, som er offerrollen, er noget, som er nemmere, og det kan være svært at være både offer og at være mand samtidig, fordi de har en forestilling af, vi har en forestilling i vores kultur om, at mænd skal være stærke. Og hvis man er noget i en overgrebssituation, så er man jo 4 af 17
gerningspersonen, det er sådan altså, det er sådan, vi forestiller os det. Så det kan være svært at tænke, at jeg er en rigtig mand, og jeg er et offer for seksuelle overgreb samtidig, og det kan også være svært, hvis det er en mand, der har begået overgrebet, så kan det også gøre den der kønsidentitetsproblematik endnu sværere, fordi at hvis jeg er en mand, er jeg så som ham, som gjorde det mod mig. Så man kan som mandligt offer komme til at identificere sig selv med gerningspersonen? Nej, nej, altså, mere omvendt, at man tænker: jeg vil ikke være som han. Nå ja, på den måde. Og så vil jeg jo ikke, altså, så bliver det svært for mig at være mand, fordi han var mand. Okay. Så det er på den måde. Okay. Men det tænkte jeg, det er jo sandsynligvis et større problem, hvis du bliver udsat i barndommen, før du har en rigtig fuldt udviklet kønsidentitet, tror jeg, man skal sige. Også det, vi også nogle gange er, er at mænd, der har været udsat for seksuelle overgreb af andre mænd, at de de kan blive bange for, at andre vil tro, at de er homoseksuelle. Hvis de er heteroseksuelle mænd selvfølgelig, så de kan selv have fordomme mod homoseksualitet, som de ikke forknyttes med eller kobles sammen med, og derfor bliver det sådan et ekstra stigma i det her. Hvordan kan man så imødekomme de konkrete udfordringer, som er sådan mere specifikke for mandlige ofre i sådan behandlingsforløb eller en akut behandlingssituation? Skal man tage nogle forbehold, eller hvordan ville du... Altså, jeg tænker, at altså, lige akut, så tænker jeg ikke, at man skal gøre så meget lige der de første timer eller dage, der er det jo bare, altså, der er behandlingen den samme som for kvinder og mænd, det er bare at behandle personen med respekt og være lydhør over for vedkommendes behov, og så tænker jeg i et sådan længerevarende psykologisk behandlingsforløb, så må man jo snakke med vedkommende om de problematikker, der er. Og hvis det er den her type problematikker, der fylder, så vil det også være det, der fylder i behandlingen, og så ville man kunne arbejde med det. 5 af 17
Hvordan oplever du generelt at mandlige ofre for seksuelle overgreb italesættes? Jeg synes, hvis du tænker sådan generelt i samfundet, så bliver de jo ikke italesat særlig meget, og det, tænker jeg, er jo nok en af grundene til, at vi ikke ser dem. Jeg har et eksempel her. Jeg snakkede med en kvinde, som skulle starte grupper for mænd, som havde været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, og hun fortæller, at hun har været ude og snakke med nogle mennesker, om hun skal starte de her grupper, og så møder hun de folk lidt senere, og hvor de spørger hende, hvordan går der med de her krænkergrupper. Så for dem, hun har snakket med, som hun siger mænd og seksuelle overgreb, så tror de automatisk, at det er krænkere, hun har en gruppe for og ikke ofre. Og den tænkte jeg, at den forestilling ligger ret dybt i vores kultur og i vores forståelse af mandlig identitet, som jeg snakkede om tidligere om at mand og offer ikke, det passer ikke sammen de to kategorier. Så der er en manglende forståelse for, at mænd kan være ofre for seksuelle overgreb, og jeg tænker nok, at der er en særlig stor, altså særligt i forhold til mænd, der er blevet udsat for seksuelle overgreb af kvinder. At det er en noget, som hvis det bliver snakket om, så bliver det snakket om, så laver man en joke om det og tænker, han var heldig, fordi han fik sex og altså snakker om det på den måde i stedet for at anerkende, at det var et overgreb. Hvordan oplever du, altså sådan, nu sidder du ikke selv i en konkret behandlingssituation, men ud fra den faglige viden, du har, hvordan oplever du så, at mændenes muligheder er for at italesætte de overgreb, de har været udsat for? Hvis du tager det skridt, at du melder det til politiet eller opsøger hjælp, så har du fine muligheder. Altså så bliver du behandlet på lige muligheder som en kvinde eller på lige vilkår som en kvinde, men jeg vil tro, at der er mange mænd, som føler, at det er endnu sværere at fortælle om det her til venner og omgivelser, end kvinder gør, og kvinder synes jo også, det er svært, men der er jo også rigtig mange kvinder, der går rundt derude, som ikke søger hjælp, fordi at det er så svært at tale om, og kvinderne jo hellere ikke vil have at den her offeridentitet, og også i forhold til denne her undgåelsesproblematik, som jeg også snakkede om, at mange prøver at undgå alt det, der har med overgrebet at gøre, og man ikke både søge hjælp og undgå det, fordi når man søger hjælp, så er man nødt til at konfrontere det, der er sket, og man er nødt til at 6 af 17
tænke på det. Så jeg tænker, at der er sandsynligvis en del mænd, som synes, det er rigtig, rigtig svært at tale om. Det er det er sådan lidt i tråd med det, du lige sidder og siger, men oplever du, at den italesættelse, som der er, eller måske manglende italesættelse, påvirker behandlingsforløbet eller muligheden for behandling af mandlige ofre? Jeg tænker, det påvirker deres, skal vi sige, deres mulighed for at søge hjælp, fordi, jeg tror, der er mange, der ikke opfatter det som en mulighed, fordi de ikke vil tale om det. Så på den måde så tænker jeg mere, når de så, altså, dem, der søger hjælp, dem, der sidder i et behandlingsforløb. Så tænker jeg ikke, at det påvirker så voldsomt meget, for så er de jo italesat. Men hvordan skal den behandling så italesættes, altså du nævnte tidligere, at I prøver så vidt muligt at gøre jeres, hvad hedder det, akutmodtagelse kønsneutral for eksempel, eller er der andre muligheder, man kan gøre i en behandlingssituation? Kan du uddybe lidt? Jeg tænker, i selve behandlingssitationen så handler det lidt bare om at behandle dem, der kommer med respekt og lytte til, hvad den her har af behov. Og så tænker jeg, at det, det handler om, er mere om noget omkring formidlingen af, at der et er behandlingstilbud her, og at det henvender sig til både kvinder og mænd. Det prøver vi så vidt muligt, i hvert fald i meget af vores kommunikation udad til, så skriver vi, at vi har tilbud til både kvinder og mænd. Og sådan nogle ting. Og så vil jeg sige, at den anden side af det, når man sidder som kommunikationsmedarbejder, altså i min stol, at så har vi på den anden side de her mænd, som vi ser så få af, og som vi tænker er de derude, og så sidder vi jo samtidig med formidling om, at sandsynligvis er der flere kvinder, der bliver udsat. Så det, at der er så få mænd, der søger hjælp her, afspejler både, at det er svært for mænd at søge hjælp, men det afspejler også, at der er langt flere kvinder, så når vi går ud og skal, hvad skal man sige, rekruttere eller gøre reklame for os selv og sige, vi er her, så bliver det jo også en balancegang for os, hvis vi så kun skal fokusere for meget på mændene, så vil der være nogle kvinder, som ikke føler sig ramt af det her kommunikation, og hvis der er flere kvinder derude, så vil det måske hjælpe flere, hvis vi henvender os mere til kvinder end til mænd. Det er en balancegang. Det er, hvad hedder det, en meget god kommentar til mit næste spørgsmål, som netop er: føler du, I har de sådan nødvendige ressourcer til at nå ud til de 7 af 17
her mænd, altså til at imødekomme de særlige udfordringer, som du nævner med mandlige ofre? Jeg tænker, at vi kunne jo bruge rigtig, rigtig mange ressourcer på at lave rigtig meget reklame for os selv og på for eksempel at tage ud på uddannelsesinstitutioner og kaserner, og hvad ved jeg, alle mulige steder, for at kunne nå at bryde mænd, men også nå alle de kvinder, der ikke ved, at vi er her. Så nej, jeg tænker absolut ikke, at vi har nok ressourcer til at gøre det nok til, at alle skal vide, at vi er her, men vi gør jo også en del for mænd og nævner jo alle de steder, vi kommer, at vi er for både mænd og kvinder. Nu kommer der et måske lidt utopisk spørgsmål, men er der noget i forhold til det, vi har snakket om her, som som du ville ønske var anderledes i forhold til at kunne imødekomme mandlige ofre? Altså hvis hvis du nu fik lov til at bestemme, hvordan hvordan skulle det så se ud? Jamen, hvis vi skal tænke rigtig stort og bredt, så ville jeg ønske, at vores kultur og vores diskurs omkring seksuelle overgreb var anderledes. Så mænd, der blev udsat for seksuelle overgreb, også genkendte sig selv i, jeg ved ikke, om jeg skal sige genkende sig selv i offerrollen, men genkende sig selv i en rolle, der havde ret til at søge hjælp, og kunne kunne fortælle det her til til deres familie og til deres venner, uden at de skulle skamme sig, og uden at de følte, at det ramte deres mandlige identitet, eller at de bliver stigmatiserede. Det ville jo være fantastisk, men jeg tænker også, ligesom hvis man skulle lave om på verden så meget, så var det bedre at lave om på den, så der ikke skete seksuelle overgreb. Men det ville jo gøre en forskel. Men hvis man skulle nå derhen af, hvad kunne man så gøre? Jeg tænker, at det man kan gøre, er at lave oplysningsarbejde, hvor man viser eller italesætter de mandlige ofre. Det er det, jeg tænker, vi kunne gøre fra vores side.. Ja, det er egentlig lidt et spørgsmål, jeg havde til tidligere, men jeg ville ikke lige afbryde, og det er, du ved, lidt den der kampagne, I har haft, du ved, kender du vores tilbud for jer selv, du ved, der hvor kvinden og mænd, om det er noget, du kunne snakke lidt om tankerne bag ved? Ja, men det jo sådan nogle postkort, vi har lavet lige præcis, fordi vi gerne vil, at mænd også skal vide, at de tilbud også er til mænd, så det er, når vi, sådan nogle postkort vi sender ud til læger for eksempel, som de kan ligge i vente- 8 af 17
værelse og uddeles i institutioner og lignende, og hvor vi prøver at lige præcis at kommunikere både til kvinder og til mænd, at hvis du bliver udsat for noget, så er vi her. Du nævner meget, at I laver tilbud både til mænd og kvinder. Laver I nogen differentiering i, hvordan I prøver at nå ud til mænd i forhold til kvinder eller kvinder i forhold til mænd? Nej, altså man kan sige, at det, der en differentiering, er, at vi tænker, at hvis vi skal nå mænd, så skal vi lave noget, der er særligt til mænd, fordi alle mænd vil ikke blive ramt af et postkort med en kvinde på for eksempel og omvendt. Og så tænker jeg, at nogle af vores kampagner, som vi laver, altså vi laver lidt større oplysningskampagner, og i dem så har vi i i hvert fald et par af dem, så har vi brugt det kvindelige offer som udgangspunkt, fordi det er nemmere at kommunikere ud. Det er nemmere at forstå hurtigt, hvis man taler om voldtægtsofre som en hun, og så tænke at det, man kunne gøre, er jo at lave en kampagne, hvor man rettede sig mod mænd og mandlige ofre. Det er rigtigt, vi har lavet en kampagne, som jeg ikke har lige her inde (vender sig, så man ikke hører hende), men hvor vi havde billede af både kvinder og mænd, som havde været udsat for for seksuelle overgreb. Men så har vi også lavet et par kampagner, hvor vi sådan, den der hænger der oppe for eksempel (*peger på kampagneplakater hængende på væggen fra kampagnen Stop voldtægt*), med de her mænd, hvor vi bruger det kvindelige offer som det stereotype billede, og den mandlige gerningsmand som som det stereotype billede, som er det, vi bruger for at gøre kampagner forståelige. Kan du uddybe lidt i forhold til sådan at bruge kønsspecifikke pronomier, altså hvad gør det for en kampagne? Det gør jo selvfølgelig, at altså det begrænser jo selvfølgelig kampagnen, i forhold til hvornår mandlige ofre, hvis vi taler om at få dem som kunde, og det reproducerer jo og forstærker jo selvfølgelig de opfattelser, der er om kvindelige ofre eller at voldtægtsofre er kvinder, og at der ikke er mandlige ofre. På den anden side så gør det at bruge de her stereotype billede, der er i samfundet, gør jo også, at reklamebudskaberne er nemmere og forstå hurtigt. Og der er jo en af de reklamer, der har været på på busser for eksempel og bussstoppesteder og sådan nogle ting, så det er jo i situationen, at folk ser dem i for- 9 af 17
holdsvis kort tid, og derfor er man er nødt til at forstå dem hurtigt, og der er stereotyper rigtig, rigtig gode til at bruge, for at de er så nemme at forstå. I forhold til sådan kampagner, som er, hvad hedder det, målrettet efter køn, er det sådan, jeg går ud fra, at i længere tid sådan tilbage var fokus på kvindelige kampagner, hvornår er der kommet fokus på mænd? Er der sket sådan et skifte, eller har det altid sådan været det, eller er det kommet? Vi har i Aarhus kun lavet tre kampagner, så vi har ikke lavet kampagner i særlig lang tid, og i de tre kampagner, så i to af dem har vi brugt kvinder som offer, og en af dem har været med både kvinder og mænd som ofre, så der kan man ikke snakke om udvikling på den måde. Hvis vi kigger på verden som den store verden, så ved jeg ikke helt, om man kan, jeg ved ikke, jeg kender ikke nok kampagner henvendt til mænd til at kunne sige, at der er sket en udvikling. Jeg tænker også mere i forhold til her. Jeg tænker ikke sådan rigtig, du havde kendskab til alle. Ja, jeg synes, det er, hvad hedder det, jeg ved ikke, om jeg lige tabte den tråd, jeg var i gang med i mit hoved. Jo, det var bare i forhold til den utopi, vi prøvede at opbygge, der sagde du sådan, italesættelsen var det vigtigste, men hvis det nu ikke skulle, hvis det nu ikke skulle være jer, altså hvordan kunne man, hvordan kunne man ellers italesætte det, du sagde, at noget af problemet, det var noget med den måde, man talte om mandlige ofre, og det var det blev til en joke eller set som positivt ting. Hvordan kunne man vende den, hvis vi nu ser bort fra kampagner fra jeres side? Hvordan man kan vende den? Jamen man kan jo snakke om det, og jeg tænker, at skoler er altid et godt sted at starte. Så sørge for at man i skolerne, når man har seksualundervisning, snakker om grænser, snakker om seksuelle overgreb, at man så italesætter og snakker om, at både kvinder og mænd kan blive udsat for seksuelle overgreb. Hvad betyder det, at man ikke gør det nu? Så tænker jeg, det betyder vel at man bliver ved med at reproducere den her opfattelse, vi har af, at voldtægtsofre er kvinder, og det har selvfølgelig en betydning for de mænd, der bliver udsat for seksuelle overgreb. Vi kommer hurtigt igennem de her spørgsmål, jeg ved ikke hvor meget mere, vi har at tilføje egentlig. 10 af 17
Nej. Vi har fundet det der patientnetværk. Er det noget, du også er en del af? Der ligger jo beskrivelser fra mænd eller hvert fald kommentarer fra mænd. Kan du uddybe lidt, hvorfor har I valgt, at der skal være mulighed for det? Fordi mænd jo også kan blive udsat for overgreb, så selvfølgelig skal... Men jeg mener sådan, hvilken betydning har det, at de ligger derinde? For andre mandlige ofre, er det det, du tænker på eller? Generelt, altså sådan hvorfor har I valgt, at der skal ligge personlige historier på den måde? På patientnetværket, jamen, altså vi styrer jo ikke, hvad der ligger deroppe. Det er brugerne selv, der lægger ting ud. Men det er jo et valg at sige, at de kan bruge det som en platform. Ja, men så tænker jeg, det ville jo være absurd at sige, at mandlige seksuelle ofre for seksuelle overgreb må ikke bruge det her. Nej, men det er hellere ikke det, jeg mener. Jeg mener i forhold til beslutninger om, at folk kan fortælle deres historie anonymt, hvad der ligger bag den beslutning? Nåh, hvad der ligger bag den beslutning? Det er bare med fokus på mænd. Altså grundene til, at vi har det her patientnetværk, er, at vi tænker, at det kan have stor betydning for voldtægtsramte at snakke med andre i samme situation, og dels har det en stor betydning for dem, der ikke har søgt hjælp endnu, fordi de kan få noget støtte, de kan få noget forståelse i genkendelse fra andre. Både når de deler deres historie, men også hvis de bare sidder og læser andres historier, og det at se, at der er andre, der har været udsat for det samme som mig. Det kan have en meget, meget, meget stor betydning, fordi det er en af de ting, som man som mange voldtægtsramte føler det, er at de føler sig rigtig alene. Og de føler, at de er anderledes, og de har en tendens til at isolere sig fra sine omgivelser, fordi de føler, at andre ikke forstår, hvordan de har det. Og der betyder det selvfølgelig alverden at vide, at der er andre, som også oplever det samme, og det vil der jo gøre for både kvinder og for mænd. 11 af 17
Så I oplever, eller ikke I, men det er din oplevelse, at det er både for mænd og kvinder vigtigt at kunne se, at der er andre i samme situation? Det vil jeg tro ja, og så tænker jeg på patientnetværket, hvor der jo ikke er så mange mandlige brugere, men jeg vil tro, at det betyder virkelig meget. Tror du, det her er, fordi det er svært for mænd at kontakte sådan nogle sider også, eller er det simpelthen bare et resultat af, at der er meget få mænd, der bliver udsat for seksuelle overgreb? Det ved jeg ikke. Det kan jo også være mange, eller det kan også være en del, som bliver udsat, men som ikke definerer det som seksuelle overgreb. Man ser jo også mange kvinder, som, altså hvis man for eksempel spørger, har en spørgeskemaundersøgelse, hvor man spørger: er du blevet voldtaget, så siger folk nej, det er jeg ikke, og så spørger man: er du tvunget til sex med vold, eller fordi nogen holdt dig fast, eller fordi dan-dan-dan, og så siger folk ja, hvor de jo så opfylder kriterierne for at være blevet voldtaget, men de kalder det ikke selv voldtægt, fordi at måske han var en bekendt, og de tænker, man kan ikke blive voldtaget af en, man kender, eller måske har de kysset før, og så skete der ting, der bare var min egen skyld eller sådan nogle ting. Så det, at man ikke, det at man ikke ved, at man er et voldtægtsoffer, er almindeligt både for kvinder, og så tænker jeg, det måske endnu mere almindeligt for mænd, fordi, jeg tænker, at mange mænd, som bliver udsat for seksuelle overgreb, har jo siddet med de samme fordomme som andre mænd og kvinder i vores samfund, og tænker også, at man kan ikke være offer for seksuelle overgreb eller sådan nogle ting. Vi går lidt, hvad hedder det, ud af rammen, men jeg kunne godt tænke mig, at du uddybede lidt, hvordan du selv oplever termen voldtægt, altså lige nu kom du lidt ind på, folk vil ikke identificere, hvad der er sket, med begrebet voldtægt. Kan du uddybe det lidt? Altså voldtægt bliver tit sådan, det bliver tit brugt som det værste, der kan ske, er den ene side... Ej, jeg starter et andet sted. Når man snakker om voldtægt, eller når jeg snakker om voldtægt med mennesker, der ikke arbejder inden for det her område, så de siger, når de, altså hvis jeg beder dem om at forklare voldtægt, så er der ofte sådan en opfattelse af en pige, som går alene hjem en mørk nat, og så springer der sådan en fremmed mand frem bag en busk og voldtager hende, og han slår hende, eller han har våben eller et eller 12 af 17
andet. Det er meget voldsomt, og det er en fremmed person, der gør det. Ligesom den stereotype opfattelse af seksuelle overgreb og det er også den, det bliver også forholdsvis hyppigt repræsenteret i medier, film og bøger og den slags, men også når man læser aviser, så er det den slags overgreb overrepræsenteret i det, man læser om. Men de allerfleste, der bliver udsat for voldtægt, bliver voldtaget af en person, de kender, og det kan være en ven eller bekendt eller en kæreste eller tidligere kæreste eller en, som man har mødt, når man har været til fest eller i byen eller lignende. Så det er en, som man har en eller anden relation til, før overgrebet sker. Og der er også ret mange, der bliver udsat for voldtægt af personer, de har både har snakket med, men måske også har kysset med eller en, som man har haft sex med tidligere frivilligt. Og de der ting gør, at både omgivelserne, men også at offeret selv, kan have svært ved at forstå, at det her er en voldtægt. Men hvilken magt ligger der så i at kalde det voldtægt? Hvilken magt har ordet? Jamen ordet har jo en stor betydning, både på den måde at det kan være personen, der har været udsat for det, som i loven er beskrevet som en voldtægt, som ikke selv kalder det voldtægt, fordi det for eksempel var en, man kendte, så tror man ikke, det var voldtægt, og det kan betyde, at vi selv tænker, at det her var jo ikke voldtægt. Det var bare dårlig sex, eller at det var min egen skyld, eller at det bare sådan noget, der sker, når man er dum, som jeg var rigtigt. Så tænker man måske heller ikke, at man har ret til at få hjælp, og man har i hvert fald ikke ret til at få hjælp på Center for Voldtægtsofre, for det er jo voldtægtsofre, som får hjælp der og sådan nogle ting. Så på den måde kan det have en meget begrænset effekt, at vi har de her fordomme om voldtægt. Det er, at folk ikke definerer sig selv som voldtægtsofre. Så hvis vi vender på det hele, så kan man også sige, at voldtægt er nok... Også fordi vi har de her opfattelser af, hvordan det foregår, så bliver voldtægt beskrevet som det værste, der kan ske, og nærmest nogle gange beskrevet som forenet med at blive slået ihjel, hvis vi tænker sådan. Det ville folk ikke sige, hvis de blev spurgt direkte, men når det bliver beskrevet i kulturen, så er det nærmest den opfattelse, man kan få, og det kan jo også gøre, at folk faktisk kan få det værre af at tænke: jeg blev voldtaget. Fordi hvis du tænker, at jeg blev voldtaget, så tænker de måske også, at jeg blev næsten slået ihjel, det var så farligt, det var livstruende, og så 13 af 17
kan de få sådan nogle psykiske reaktioner, som de måske ikke ville have fået, hvis de bare havde tænkt: ej, det var dårlig sex. Hvis du forstår, hvad jeg mener. Og det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke skal snakke om det som en voldtægt, eller at man skal negligere det, fordi man kan jo sagtens have en psykisk reaktion, som kræver behandling, også hvis man ikke kalder det voldtægt. Men ordet har virkelig meget magt. I forhold til forestillingen, der er om voldtægt, er det vel også en forestilling om, at det omhandler penetrering. Oplever I ofre, som kommer ind, hvor det ikke har været penetrering, men måske altså har været forbeholdt hånd, mund altså oralt... Altså i forhold til mandlige ofre hvor der måske ikke har været nogen penetrering. Altså jeg har ikke. Vi har ikke så hårde grænser her, altså vi siger eller centret, at hvis personen oplever voldtægt eller forsøg på voldtægt, der jo en del, der kommer ind, hvor det ikke har været penetration eller noget som helst, hvor de opfatter det som et voldtægtsforsøg, og det mere måske er en eller anden form for overgreb. Jeg kunne godt tænke mig at spørge om, du kunne uddybe det, du sagde i forhold til at medierne i hvert fald, du sagde, avisernes italesættelse har en betydning. Kan du uddybe lidt på det? Vi får vel alle sammen, i hvert fald en del af vores opfattelse af hvordan verden hænger sammen fra medier, både aviser og andre nyhedsmedier. De skriver oftere om overfaldsvoldtægter end de skriver om andre typer af overgreb, i forhold til hvor tit de her overgreb sker, og det en del af den forklaring er, at overfaldsvoldtægter hyppigere bliver meldt til politiet. Der er flere af dem, der har været udsat for overgreb af nogle, de kender, som vælger ikke at melde det til politiet, og så får aviserne selvfølgelig ikke noget om det. Men i forhold til sådan specifikt mandlige ofre, hvilken betydning kan det så h ave? Mediernes rolle? Mhm. 14 af 17
De er selvfølgelig også med til at beskrive verden og reproducere de opfattelser, vi har om, at der er kvindelige ofre, fordi de skriver mere om seksuelle overgreb begået mod kvinder, end de gør om seksuelle overgreb, som er begået mod mænd. Er det så den manglende italesættelses betydning? Ja, lige præcis. Jeg tror også, vi efterhånden nærmer os en afslutning. Ja, har du noget til sidst? Et eller andet, du lige føler, vi skulle vide om det, vi har snakket om og sådan din kendskab til det vi vores projekt, som du lige synes, vi skal have? Måske en ting. Og det er, fordi jeg selv sidder og har læst en artikel her før, I kom, som var en undersøgelse af mænd, som udsættes for seksuelle overgreb, hvor det er sådan spørgeskemaundersøgelse, man har spurgt en masse mænd i Tyskland, men hvor en hel del af de mænd, som beskriver, at de har været udsat for en form for voldtægt, og også selv beskriver det her som noget, som ikke har haft negativ konsekvenser. Altså der er nogle, der har været virkelig hårdt ramt af det, men der er også temmelig mange, som siger, at det her havde ingen betydning for mig. Der er også undersøgelser, hvor der er nogle mænd, der har sagt, at de synes, det var en god oplevelse at være udsat for de her seksuelle overgreb. Og det tænkte jeg, at det er rigtig rigtig interessant, og tingene giver ikke nogle svar på, hvordan vi skal forstå det her, og at vi skal forstå det her, som at det rent faktisk ikke har haft nogen betydning negativ betydning for de her mænd, eller om det er sådan, at de her mænd er så påvirket af den her kulturelle forståelse af, at man kan ikke være offer, og at de har også levet i en kultur, hvor der blev sagt at mænd, der bliver voldtaget, er heldige. Så de måske har integreret det i deres eget tankesæt, og så tænker de: jamen, så var det ikke så slemt, selvom det måske har haft en negativ betydning for dem, så det svarer de jo ikke på, men det er rigtig, rigtig interessant, synes jeg, at det faktiskt er en del mænd. Der er også nogle mænd som bliver meget, meget hårdt ramt, men at der er en del mænd, som bliver udsat for seksuelle overgreb, som siger, at det ikke har haft en negativ betydning for dem. Et bud på hvorfor de siger det sådan. 15 af 17
Jeg ved det ikke. Jeg ved det ikke, der kan være mange forklaringer til det. Men det er ret spændende. Meget. Er det en stor undersøgelse? I må gerne få den. Det ville være enormt spændende. (*SP rejser sig fra bordet og går over hen og tager undersøgelsen*) Jeg har skrevet den ud til jer. Ej, tak. Og den kan vi tage med? Det må I gerne tage med. Tusind tak skal du have, ej hvor spændende. Men ja, altså hvis du ikke har mere at tilføje. Nej tak. Vi har i hvert fald ikke flere spørgsmål. Nej Det har været super spændende så tusind, tusind tak for, at du ville medvirke. Jo, det var så lidt. Det er rigtig rart, at kunne snakke med nogle mennesker, som måske har en l idt bedre forståelse af, hvad der sker. Vi har googlet og googlet, og det er svært at finde noget information. Ja, men det er det, der skrives jo ikke særlig meget om det. Nej Kan vi måske afsluttende spørge, hvorfor bliver der ikke skrevet noget om det? Jamen det vel igen, fordi at vi jo allesammen, journalister eller bloggere eller alle mulige, jo tænker, at seksuelle overgreb er et kvindeproblem. Og også fordi der jo ikke er særlig mange mænd, der bliver udsat for seksuelle overgreb, der står frem og fortæller om det, så der er hellere ikke så mange historier at skrive om. Men man kan sige, der er enormt stor viden om mørketal for kvinder. 16 af 17
Der er viden om, at der er mørketal. Men man italesætter mørketal. Ud fra nogle relative gisninger om, altså hvor det placeres, hvad er dit bud på, at man ikke gør det over for mænd? Nej, altså nu vil jeg lige rette dig lidt, altså helt mørketal har man jo ikke. Altså det sætter man jo ikke tal på. Nej. Man laver nogle spørgeundersøgelser, hvor man spørger kvinder, og så siger man så og så mange kvinder fortæller, de har været udsat for seksuelle overgreb i undersøgelser, så og så mange søger hjælp, og så har vi et mørketal, som vi ikke kender, og i hvert fald i Danmark har man valgt at de undersøgelser, man laver, når man spørger kvinder, der spørger man ikke mænd, om de har været udsat for seksuelle overgreb, og min gisning er, at det gør man ikke, fordi man tror, at prævalensen er så lav, så man vil ikke kunne få nok til at sige noget, når man interviewer tusinde personer. Eller hvor mange der nu end er i den slags undersøgelser. Der tænker jeg, at det er nok grunden til, at man ikke gør det, men det er jo ikke sikkert, at det er rigtigt, og det ved vi jo, ikke fordi man ikke spørger. Nej, det er rigtigt. Nej, de har lavet nogle undersøgelser i England, ved jeg, hvor man også har spurgt mænd. Ja, så har man jo spurgt dem, der har sagt, at de er blevet udsat for noget her i. Det er enormt spændende. Ja, det er det. Men jeg tror, vi runder af. Tusinde tak. Det var så lidt. Fantastisk. Det var enormt hjælpsomt. Og det jo enormt spændende. 17 af 17