Nr. 2 juli 2012/64. årgang
Fors Stra Fo Stra Nr. 2 juli 2012/64. årgang byplan Udkommer med 4 numre om året Redaktion Dennis Lund (ansvarshavende) Christina Hoffer Christina Lohfert Rolandsen Redaktionsudvalg Dennis Lund, Peer Frank, Ellen Højgaard Jensen, Christina Hoffer, Niels Østergård, Christina Lohfert Rolandsen Redaktionsudvalget udpeges af Dansk Byplanlaboratorium og FAB (Foreningen af Byplanlæggere) Redaktionsadresse Dansk Byplanlaboratorium Vibeke Meyling Nørregade 36, 1165 København K Tlf.: 33 17 72 70 Mail: vm@byplanlab.dk Grafisk tilrettelæggelse Emil Egerod Hubbard Ekspedition Forsidebillede Vibeke Meyling Dansk Byplanlaboratorium Eva Josephsen 1165 København K Nørregade 36 Bagsidebillede Emil Hubbard Tlf.: 33 13 72 81 Mail: db@byplanlab.dk Abonnement i Danmark Årsabonnement i 2012: 620 kr. inkl. moms og porto. Pris for udenlandske abonnementer henvendelse til sax@byplanlab.dk Signerede artikler står for forfatterens regning, usignerede for den ansvarshavende redaktørs regning Ny Tryk Handy-Print A/S ISSN 0007-7658 Oplag 850 PL 2 Forstad på Forkant Strategi for Albertslund 2012- Forstad Strategi for Vækst og velfærd Det 62. danske Byplanmøde Afholdes den 4.-5. oktober 2012 i Svendborg Nye veje
INDHOLD 2 Leder: Kunsten at gå på to ben Dennis Lund 4 Byen som arkitektur Robert Mogensen 8 Åbent brev til Miljøministeren Dennis Lund 11 Svar fra Miljøministeren Ida Auken 12 Integration og strategi i regional planlægning Niels Boje Groth og Karina Sehested 20 Anmeldelse: Godt gået, Arne! Dennis Lund 24 De nye planstrategier Niels Østergård, Ellen Højgaard Jensen og Christian Broen 32 Når oplevelser og begivenheder bliver til strategi Lise Juul Madsen og Louise von Müllen 38 Hvordan er kultursamarbejder med til at udvikle byer? Lene Schaumburg og Inge Langkilde 43 Anmeldelse: Konsulenternes epoke Niels Helberg 1
LEDER KUNSTEN AT GÅ PÅ TO BEN At gå på to ben husker jeg som en talemåde, man brugte en del i det maoistiske miljø tilbage i 70 erne. Sidenhen er det benyttet af andre og i andre sammenhænge også om strategiske overvejelser, hvor man i en situation f.eks. skal finde en balance mellem nogle modsat rettede kræfter, eller hvor man har en plan A men hvis den skulle mislykkes, så kan en plan B sættes i stedet. I dag synes der at være en tendens til at se på de fysiske planstrategier på samme vis. Overalt hvor strategier bringes til torvs, er det i en blanding af bløde og hårde statements, en blanding af fysisk konkrete indsatser, projekter kunne man sige, og mere søgende, emotionelle, beskrivende og immatrielle anvisninger. Om det reelt er udtryk for en balancekunst mellem hard facts og software eller det snarere er en slet skjult form for helgardering af mulighedernes land i en uvis fremtid, skal være usagt. Men tendensen er i al fald, at strategier i planlægningen de seneste år har bevæget sig fra at være overvejende fysisk relaterede udsagn til nu i stadig højere grad at rumme fænomenologiske beskrivelsesformer, hvor teksten kan udlægges på flertydige måder, hvad der måske kan synes hensigtsmæssigt for det byråd, der enten ikke ved, hvad det vil, eller måske vil det hele på én gang. Iagttagelsen er uafviselig og tankevækkende: Landsplanredegørelserne og de seneste bypolitiske udspil udvikler sig år for år til meta-spin uden konkrete anvisninger. De regionale udviklingsstrategier synes her ved indgangen til 2. generation (2012-16) fortsat at sprede sig over alt og intet, det samme som de gjorde i 1. generationen, hvor man til dels kunne undskylde det uklare sigte med begyndervanskeligheder. De kommunale planstrategier var tilbage ved starten for en halv snes år siden ligeledes en bred gang Spørge-Jørgen, mens de nu måske nok er blevet en kende strammere, men absolut ikke mere fysisk konkrete. Og i de seneste diskussioner om grønne vækst-visioner/- strategier leveres den ene publikation efter den anden, hvor alle siger det samme på lidt forskellig vis, men stadig i en helt uforpligtigende kontext, der gør dem alle til lalleglade juleønsker uden reel tanke på handling. Og går vi videre ned i systemet, så er vi nu vidner til at selv halvstore byudviklingsprojekter/-omdannelsesprojekter benytter de samme fraser og unddrager sig eller i hvert fald supplerer den mere jordnære, konkrete planlægning med et fænomenologisk og narrativt udsagnskatalog i forsøg på at indkredse byens mening. Den tilbagevendende begrundelse for at udbrede den italesatte planlægning er, at vi pt. ikke føler os kloge nok til at foregribe fremtiden, hvorfor vi med mine ord leder med lys og lygte efter nye spor i sandet. I virkeligheden står plan-danmark i et alvorligt dilemma: På den ene side vil man ikke med Guds klare overblik gribe de store projekter. Man har fået nok af Brøndby Strand-planen, Høje Tåstrup-planen og af de andre gamle præcise, strukturalistiske plangreb. Man har fået nok af storsaneringerne i bymidterne før byforbedringen kom til og af Ørestad, og man er på vagt over for en gentagelse på de yderligt placerede havnepodier både i Århus og København. Og man har tilmed fået nok af den re- 2
gionale myndighedskultur og måske endog af Staten som den øverste planbestyrer. Det mærkes overalt, hvor man kommer frem. Kommunerne er blevet selvsikre grænsende til det skråsikre: Her bestemmer vi. Vi skal nok selv finde vej! Vi skal finde ind til den gode by. Det er yderst prisværdigt og en ikke dårlig ambition. På den anden side og helt modsat - vil alle kommuner tillige på verdenskortet og det forbinder de fleste med at udmelde store projekter i Weltklasse, såsom LOOP City, Nordhavnen, Liisbjerg med letbanen, højhastighedstog, H-H-forbindelsen, Kattegatlinien, stjernearkitekters kulturhuse, Isbjerget og Århus havn samt noget med events/roskilde festival, Cph-modeuge, metropolzonen og klimatopmøder. Det lokale og verdenskortet Jeg ser disse to ambitioner ( det lokale og verdenskortet ) som kolliderende i den kommunale plankontext. På den ene side vil man strikke sig frem til det menneskelige og den lokale kolorit og gøre det med et haleslæng af borgere, spilopmagere og andre interessenter, der skal give bidrag til stedets historie og være eksperternes korrektiv. Og på den anden side har politikerne en udmærket fornemmelse for, at de store overskrifter om byen/kommunen ikke opnås ved lidt gadeteater, folkevandring på havnekajen og grøn snaksaglighed eller pseudo-demokratisk velvære. Det lange, seje og inkluderende træk kommer ikke på forsiden. Der skal slås på stortromme for at komme på verdenskortet. Dette er dilemmaet! Strategibegrebet har slet ikke nået at rodfæste sig i planlægningen endnu. En artikel inde i bladet siger meget klart om strategibegrebet: Strategisk planlægning drejer sig derfor om tilrettelæggelse af ens handlinger ud fra indsigt i, hvordan ens position er i forhold til omgivelserne. Men det står fortsat mange kommuner og andre aktører/strateger uklart. Strategi har med handling at gøre! Spørgsmålet er så, hvordan denne handling udvikles for den enkelte by eller det givne sted. Her er budene forskellige; meget forskellige. Det belyser en anden artikel inde i bladet; her analyseres de kommunale planstrategier og det er ikke lige opløftende overalt. Strategierne er så brede som en ladeport. For at aktiverer strategierne og for at understøtte den fysiske planlægning er tendensen de senere år, at man bevæger sig væk fra den store, entydige fortælling og forsøger at gøre sig til ét med folket. Det er ikke Gud, der planlægger, men folket. Man vil ejerskabet, man vil det personlige, man vil det historiske, man vil det kulturelle og man vil det samlevede det at være samfund. Det eksemplificerer et par andre artikler, henholdsvis om Øresundsregionen og Køge Kyst. Men her må man alligevel spørge, om man i al denne godhed og indlevelse egentlig opnår noget? Hvordan supplerer disse øjenvidneskildringer den fysiske planlægning? Hvordan gør man personbårne emotionelle oplevelser til gangbar tankevaluta, der kan omsættes til en fysisk strategi på et eller andet tidspunkt? Hvordan viderebringes denne materie til eksperter? Og hvordan kan man over tid opnå ejerskab i et givent netværk i en hel region, fordi man som enkeltmedlem af netværket har været udvalgt til at deltage i et kursusforløb, når de oplevelser/erfaringer man får både er personlige, og man efter nogen tid alligevel flytter arbejdsplads pga. den evindelige omstrukturering, som især det offentlige system er fuldkommen tosset med? Der er en ikke uvigtig diskussion om sprog og plan samt især om transformationen fra sprog til plan i den danske plandebat. Man kan befrygte at de italesatte planstrategier får karakter af at træde vande. Når det igen rykker på det finansielle verdensmarked, så kan man betvivle, hvilken indflydelse den sproglige indvirkning på de fysiske strategier vil øve på den by, som trods alt kendes på sin fysik. Måske er det ikke et enten/eller. Men fysikken må ikke drukne i snak. Det er den diskussion vi må tage. Dennis Lund 3
4 BYEN SOM ARKITEKTUR Af Robert Mogensen
God byplanlægning er ikke kun noget, der foregår i 2 dimensioner. Mestringen af den tredje dimension er bydende nødvendig for at gøre byplanen virkelig og fysisk nærværende. Byens rum og rumlige helheder er afgørende for vores oplevelse af byens plan som arkitektur. Den indsigt og viden blev med byfornyelsesloven af 1983 almindelig kendt i byplanafdelingerne på landets rådhuse. Byfornyelsesloven som løftestang I de næste ca. 20 år gik den 3-dimensionelle tankegang sin sejrsgang rundt om i både store og små byer. Utidssvarende bygninger blev ombygget til dagens standard, nye bygninger blev tilføjet eller indføjet, kondemnable bygninger blev nedrevet, gårdene i bykarréerne blev ryddet for hegn og skure til fordel for rekreative anlæg. Sådan fungerede byfornyelsesloven i starten. Siden blev også gaderne og pladserne mellem husene inddraget, og byfornyelsen blev udviklet til at omfatte hele byområder i form af helheds og områdefornyelsen. Thorikion 25, Athen Kommunernes byplanafdelinger var i front. At træffe en byfornyelsesbeslutning krævede nemlig en fælles aktør, der var i stand til at samle trådene og styre processer med mange interessenter. Byfornyelsesloven forsynede administrationen med de nødvendige bemyndigelser, og folketinget bevilgede hvert år anseelige beløb til at løse de konkrete problemer. Her var fysisk planlægning og økonomisk styring to sider af samme sag. Men i midten af 00 erne fusede luften ud af ballonen. En voksende erkendelse af, at hvis byfornyelsen skulle gøres mere effektiv, måtte større og større fysiske områder inddrages og flere og flere emner medtages. Med Lokal Agenda 21 toppede udviklingen. Byfornyelsesprogrammet havde nået så komplekst et stadium, at fokus bristede, og nye problemer blev sat på dagsordenen. Resultatet blev desværre, at arkitektur som en kommunal disciplin forvandt fra de offentlige kontorer, og byplanlægning blev igen en 2-dimensionel affære. Den nye kommunale organisation og de mange nye opgaver, som kommunalreformen bragte med sig, optog sindene, og den gamle dikotomi, hvor planlægning fandt sted på kommunen og arkitekturen blev varetaget af tegnestuerne, vandt på ny indpas. Jeg tror, at udviklingen er til skade for byens rum og rumlige sammenhænge. Den fysiske helhedstænkning viger til fordel for det spektakulære byggeri. Men sådan behøver det nødvendigvis ikke at være. Byudvikling og byomdannelse har før kunnet tilgodese både det ene og andet, ja, har ligefrem spillet på kontrasten mellem det afdæmpede og beskedne og det mere højtråbende Adrianou 57, Athen og dominerende byggeri. I den forbindelse har det forarmede Grækenlands hovedstad noget at byde på. Athen som eksempel Da Europas store byer i midten af 1800-årene sprængte middelalderens snævre rammer, fik byprospektet en afgørende position i forbindelse med organiseringen af den nye by med dens boulevarder og ringgader. I den forbindelse indtog Athen, den nye græske nations hovedstad en særstilling. Her skulle man opføre en storby fra bunden. Da Athen i begyndelsen af 1830 erne blev udråbt som hovedstad, havde den kun ganske få tusinde indbyggere. En storstilet byplan blev udformet og vedtaget i 1834. Planen, som omfattede en byud- 5
videlse på over det dobbelte af den eksisterende bys omfang, var udformet som en ligesidet trekant, beliggende nord for Akropolis og med Omònia-pladsen som den retvinklede trekants toppunkt. Den nye byplan var tegnet af den tyske arkitekt Leo von Klenze. Den stod i åbenlys gæld til de franske revolutionsarkitekter Boullée og Ledoux, men blev desværre aldrig gennemført i sin helhed. På trods af manglerne ved byplanens opfølgning gav det at opbygge en hovedstad fra bunden imidlertid Athen et enestående helhedspræg, iklædt som den blev, i nyklassicistiske gevandter. Netop nyklassicismen er nemlig i besiddelse af et særdeles velegnet byarkitektonisk formsprog, der både evner at løse ydmyge og beskedne byggeopgaver som fornemmere og mere symboltunge opdrag. Indenfor det samme udtryksmæssige vokabular var det således muligt at opføre boliger i alle størrelser, både som enkeltstående bygninger og som sammenbyggede karréer, samt at opføre både palæer, jernbanestationer, markedshaller, banker og sågar et kongeslot. Athen kom på denne baggrund, i de følgende 100 år, til at fremstå med et helt enestående helhedspræg, der først efter 2. Verdenskrig begyndte at miste sin prægnans og formmæssige familiaritet. I dag er nyklassicismen ikke længere enerådende, overalt fortrænges den af modernistiske bygninger, hvor altanbrystningernes horisontale bånd tegner facadernes struktur mod gaden. Men i den gamle bydel, Plakaen, ses endnu de helstøbte klassicistiske kvarterer, hvor byrummets distante udtryk kan godskrives den beherskede formgivning og arkitektur. Brødrene Hansen Nybygningen af Athen fik et markant dansk islæt i form arkitektbrødrene Christian og Theophilus Hansens virksomhed i byen i henholdsvis 17 og 9 år. Christian kom til Athen i 1833 fra Rom, hvor han opholdt sig sammen med blandt andre Gottlieb Bindesbøll og Bertel Thorvaldsen. Theophilus kom til Athen på storebroderens opfordring i 1838, oprindelig for et par måneders varighed. Men Theophilus forlod først Grækenland i 1846, da han fik tilbudt en stilling på en tegnestue i Wien, hvor han boede og virkede til sin død i 1891. Christian rejste fra Athen i 1850 for i de næste 7 år at opholde sig i Trieste, travlt optaget af at opføre et stort nyt Arsenal med maskinfabrik og 6 Athens kommunale Marked
skibsværft for Lloyds Dampskibsfartselskab. Efter Bindesbølls død i 1856 blev Christian efterfølgende optaget på Akademiet, hvor han overtog Bindesbølls professorat. Hvor Christian får en karriere i København med hovedværker som Kommunehospitalet ved Øster Farimagsgade og Zoologisk Museum i Krystalgade, opfører lillebroderen overhovedet ingen bygninger i Danmark. Til gengæld får han en strålende karriere i Wien, hvor han står for byggeriet af det østrig-ungarske kejserriges nye Parlament, Børsen, Musikverein, Kunstakademiet og meget mere. Bymæssigt er nyklassicismen i besiddelse af et stærkt rumskabende potentiale, da form og metode relativt let kan kombinere solitære bygninger med store bygningskompleksers ubrudte facader eller sammenbyggede enkelthuses individuelle facader. Nyklassicismen er således i stand til at modulere byens bygningsbaserede hierarki på en rytmisk og bevægende måde, der efterlader byrummet både sluttet og harmonisk afklaret. Den rumlige tænkning, som var fremherskende i byfornyelsesårene i Danmark tog vel også næring af det nyklassicistiske byrums åbenbare kvaliteter, idet langt størsteparten af de byfornyede områder udgjordes af brokvartererne, som netop var byområder, der bar dennes signatur. I Athen fik begge de to brødre hver især en stribe anseelige opgaver, der den dag i dag står som nogle af byens mest markante og profilerede bygninger med den såkaldte Hansen-Trilogi som højdepunktet. Trilogien består af Universitetet, Nationalbiblioteket og Akademiet, beliggende midt på byens mondæne strøggade Panepistimiou. Helhed og individualitet Et ophold på Det danske Institut i Athen i vinteren 2011-2012, hvor jeg via tegninger og fotos skulle beskrive Hansen-brødrenes virksomhed, udviklede sig til et mere alment studie af nyklassicismens bygninger og byrum. Et studie som åbenbarede en by og bygningstypologi med en så bemærkelsesværdig fleksibilitet, at Athen har kunnet vokse fra nogle få tusinde indbyggere i 1834 til godt og vel en million 100 år senere, uden at helhedspræget og det individuelle udtryk gik tabt undervejs. I dag bor der knap 5 millioner indbyggere i Athen, og nyklassicismen som enerådende formsprog er for længst overhalet af det modernistiske system- Athens tekniske Universitet byggeri, hvis hvide altanbånd får bygningernes facader til at fremstå som en ensartet helhed, men uden den individualitet og forfinede modulering, der var nyklassicismens kendemærke. At den nyklassicistiske by kunne opføres som en helhed bestående af individuelt udformede huse, fortæller lidt om denne bygningstypologis særlige kvalitet. En typologi, som i princippet er baseret på bærende ydervægge og en taktfast modulering af facaden mellem murpille og vindueshul. Et simpelt formsprog, som ved almindelig addition i længde og højde er i stand til at opfylde en mangfoldighed af funktioner og samtidig give mulighed for et varieret og selvstændigt udtryk. Nyklassicismen har imidlertid ikke eneret på en plastisk byarkitektur. Det enestående er imidlertid, at den i Athen har vist sig uafbrudt levedygtig i så mange år. Det afgørende er ikke stilen, men metoden. En lærerig historie fra et land, hvor den økonomiske nød i øjeblikket får mange af hovedstadens smukke huse til at forfalde. Robert Mogensen er uddannet bygningsarkitekt fra Arkitektskolen Aarhus, og har i mange år arbejdet i krydsfeltet mellem arkitektur, byplanlægning og kulturhistorie. Har været ansat som ekstern lektor på Aalborg Universitet, været plan- og bygningschef i Thisted Kommune samt i en årrække arbejdet som byplankonsulent for Sven Allan Jensen og COWI. Robert Mogensen arbejder i dag som freelance arkitekt. Robert Mogensen fik i vinteren 2011 2012 tildelt et 3 måneders legat på Det danske Institut i Athen med henblik på via frihåndstegninger og fotooptagelser at skildre de 2 danske arkitekter, brødrene Christian og Theophilus Hansens virksomhed i Athen i årene 1833 til 1850. 7
ÅBENT BREV TIL MILJØMINISTEREN: Er landsplanlægningen gået i skyttegraven? Hvordan kan man bidrage til det samlede (miljø-) regnskab? Det bliver en udfordring, og alle bidrag er velkomne - store som små. Skal der laves græsplæner på tagene? Skal cyklister tilgodeses? Hvordan planlægger vi fremadrettet, så vi mindsker transportbehovet i et specifikt område? (uddrag af landsplanredegørelsens for-offentlighed) Af Dennis Lund Kære Ida Auken Vil du give dig tid til at læse nedenstående lille reaktion på dit udspil til for-offentlighed for landsplanredegørelsen og gerne svare på vor henvendelse. Det tager kun 5 minutter. I så fald vil vi give dig spalteplads i tidsskriftet BYPLAN. På forhånd tak. For-offentligheden, inklination til dans Landsplanlægning er selvsagt en helt selvfølgelig del af landets mere strategisk fysiske planbillede. Måske glemmer vi det i hverdagen, fordi der går en rum tid mellem, at landsplanlægningen giver lyd fra sig. Men nu i skrivende stund (medio maj) - hvor for-offentligheden for landsplanredegørelse 2012 er udkommet, bør man ikke undlade at kommentere denne igangsætter for den offentlige debat. Der står vist ikke noget sted i loven, at der skal udføres en for-offentlighed, men det er absolut Fra landsplanredegørelsen 2006, hvor man inddelte landet i 5 zoner, der var karakteriseret ved forskellige problemer, muligheder, tendenser og måske ønsker. sympatisk. Spørgsmålet bliver så, hvordan man benytter sig af denne dialogform, inden man i styrelsen skal udtrykke sin mening på ministerens/ regeringens vegne om landet fysisk/funktionelle fremtid. Hele forvaltnings- og organisations-danmark er blevet hørt her i maj måned - eller i hvert fald blevet adspurgt; det gælder måske ikke så mange fagfæller, fagblade og lignende interessegrupper. Det kan måske undre? Nuvel. For-offentligheden bør man opfatte som en elskværdig inklination til dans, ganske vist ikke vild med dans, thi begrebet vild er for længst faldet ud af landsplanlægningens sprogbrug. Det er ikke set siden midten af 80 erne, dengang i planstyrelsens tid. Men det er dog en invitation til dans om den kommende landsplanredegørelse. Og et led i den omsiggribende demokratisering af alt og alle, uden at det i øvrigt har nogen betydning. 6 temaer og 20 spørgsmål Den lille invitation er ganske kort og indeholder 6 temaer. En ultra kort tekst forsøger at motivere hvert tema, og der afsluttes med nogle principielle spørgsmål inden for hvert emne. I alt er 8 Østjylland Hovedstadsområdet og Øresundsregionen
der ca. 20 spørgsmål. Det er vel overkommeligt og efter min mening helt ok. Temaerne er ikke ukendte, snarere tværtimod; det er igen landets udvikling, klima, energi, grøn vækst og åbent land. Det internationale eller det mere svulstige det globale er nedtonet til det nordiske og europæiske, men det er fortsat med. Ser jeg tilbage på tidligere redegørelser og glemmer, at vi er i 2012, så kunne disse temaer med tilhørende spørgsmål også være stillet i 2006 og 2002. Og det blev de måske også, hvis man kigger efter. Men jeg kan ikke huske svarene og slet ikke handlingerne eller konsekvenserne? Vi må have fokus på byerne Det er efter min smag en smule bekymrende, at byen som tema ikke er tydeliggjort og mere dominerende i dette lille oplæg. Dele af byproblematikken kan ganske vist udledes af visse spørgsmål fx om detailhandlen og om de bæredygtige byer, men spaltepladsen er overvejende givet til det åbne land. Med andre ord: Man tager kampen på det sekundære kampterræn. Man forbliver i skyttegraven uden for byen. Og det er for billig en omgang for statsapparatet alt for billig. Vi skal over på det urbane kampterræn: Vi kan ikke overhøre diskussionen om trængslen i de 3-4 største byer; kattegatforbindelsen ulmer stadig, det samme med H-H-forbindelsen til Sverige, der lægger op til højhastighedstog på langs af Europa. Det fører igen til diskussionen om hovedstadens udvikling (LOOP-city, M5, flere metrolinier på bekostning af et ligegyldigt stykke motorvej ved Herning), udbygningen af Kastrup lufthavn, således at flytrafikkens tyngdepunkt ikke flyttes til Stockholm. Bæredygtighed? Ja, men ikke i form af flere grønne tage på Nørrebro, men en diskussion om omlægning af f.eks. takstsystemet i fjernvarmesektoren. Pendlertrafikken volder stadig større og større problemer, men udgør en stadig mindre del af vort samlede transportarbejde. Byernes udkanter vokser næsten vilkårligt ud i landskabet, især i de mindre provinsbyer. Netto, Aldi, Rema 1000 m.fl. splintrer byernes indkøbsmønster ved at placere sig på udkanterne. Fingerplanen synes ikke mere at eksistere til trods for, at den fortsat har megen mening som byform. Byudvikling og kollektiv transport synes at være to adskilte verdner i den kommunale planlægning. 15 års pres for detailhandlens centralisering mod bymidterne er snart spildt. Den standende diskussion om spildevandsafledning er både et regnvands- og nedsivningsproblem. Men det er også et bevidst underdimensioneringsproblem, som flere kommuner selv er skyld i 30 år tilbage, da midlerne var små i 70- og 80 erne. Pensionistordningen for sommerhuse slår nu mere og mere igennem; de første 25.000 husstande bor legalt i sommerhuse året rundt; måske er der 10.000 ekstra illegale; den kommunale madvogn, det rullende bibliotek og renovationen kommer på overarbejde disse steder. Og sidst men ikke mindst er der ingen, der har forståelse for og snart ej heller indsigt i byernes æstetik; vi overfaldes med dumsmart byggeri i de offentlige byrum, så vi en dag ligner en lego-udgave af Dubai eller Shanghai. Disse og mange flere forhold trænger sig gevaldigt på i byerne, og de kan ikke snakkes bort med italesatte planer. Derfor er det utidigt at betone det åbne lands planlægning så meget, som det sker i for-offentlighedens oplæg. Det er at sætte kikkerten for det blinde øje. Det handler mest af alt om byerne. Hvordan spørger man folk? Men hvordan diskuterer man landsplanlægning i en for-offentlighed? Selv om det grønne står højt på regeringens prioriteringsliste, så bør det første landsplanudspil nok ikke diskutere: smart grid, grønne tage, cykelstier, fødevareflow, vindmøller eller pillefyr. Gør man det, får diskussionen ingen ende. Så kan vi blive ved med at hive nye kaniner op af den høje hat og opfinde nye tecnicalities. Det vil blive en diskussion, som når de blinde slås. Så vidt jeg kan vurdere handler det mindre om at sætte en diskussion i gang og mere om at artikulere en kommende diskussion. Det er for-offentlighedens ærinde! Som det er nu, vil alle kommuner og det øvrige organisations-danmark svare pligtskyldigt på landsplan- oplægget, men næppe lægge den Sjælland Yderområder De mellemstore byregioner 9
store energi heri, fordi det lyser langt væk, at man måtte finde på nogle spørgsmål, der kunne referere tilbage til regeringsgrundlaget og som kan formuleres på en måde så flest mulige kan forstå dem. Men det siger sig selv, at man ikke kan svare på om cyklister skal tilgodeses således som oplægget melder ud? Det handler vel om, hvor cyklisten befinder sig, og hvad der ellers er af planproblemer i området? I en given provinsby vil det sikkert være fornuftigt at etablere en separat cykelrute, mens cyklister i København snarere skal tilgodeses med mere politi til at klare berigelsesforbrydelser, større straffe ved cykeltyveri og effektiv cykelparkering. Her er cykelstien et langt mindre problem. Man kan ikke svare på landsplanudspillet, fordi konteksten er helt fraværende. Det giver ingen mening. Al erfaring viser, at dersom man spørger upræcist, får man også upræcise svar eller intet svar. Vi har en lang dansk tradition for på alle planniveauer at spørge lige ud i den blå luft, spørgsmål der næsten kan sammenlignes med spørgsmål om Guds eksistens. Det er meget lidt givende, måske endda nedladende, når man tænker efter. Hvad så? - spørger de i landsplanen. Der er sikkert flere veje at gå, men umiddelbart ser jeg to modeller. Data-modellen Den ene model er at benytte for-offentligheden til at kridte banen op. Dvs. hvordan er statusbilledet for landet som helhed? Hvilke ændringer er der sket i de seneste år? Hvordan bevæger det statistiske kurvebillede sig? Er der særlige iagttagelser, man bør gøre? Denne model er meget simpel og lægger kun op til, at landsplanen forsyner plan-danmark med en række data, som beskriver udviklingen i et givent tidsrum og som måske peger på visse udviklingstræk, hvis ikke vi gør noget. Et sådant fundament er vigtigt som fælles reference for en landsomfattende diskussion, således at vi ikke slår hinanden i hovedet med forkerte data. Og landsplanen kan jo igennem data-forsyningen forlods styre diskussionen hen til de emner, man gerne vil drøfte på et senere tidspunkt. Herved indkredser man de forskellige foki og stemmer sindet til en efterfølgende debat. Gør man ikke dette, vil al landsplan-diskussion ligne de hug-ogparader-debatter, som TV excellerer i og som man aldrig bliver klogere på. Dette billede ville være relevant at frembringe til en for-offentlighed, uagtet at det lejlighedsvis er stof, som landsplanlæggerne også medtager i selve redegørelsen. Så kan redegørelsen i stedet koncentrere sig om den politisk intrigante diskussion. Kontext-modellen Den anden model kunne man kalde geografi- eller kontextmodellen. Den kunne f. eks. tage udgangspunkt i de 5 plankort, som landsplanredegørelsen havde for nogle år siden (2006), hvor man inddelte landet i 5 zoner, der var karakteriseret ved forskellige problemer, forskellige muligheder, forskellige tendenser og måske forskellige ønsker. Det var kortene med Hovedstadsområdet og Øresundsregionen, Sjælland, Østjylland, de mellemstore byregioner og Yderområder. Altså en model, hvor de landsplanrelevante spørgsmål knyttes til en vis form for kontext, således at det bliver relevant at spørger vestjyderne, om de vil beholde læhegnene eller have vindmøller, mens de samme spørgsmål er uden mening på indre Nørrebro. Den opdeling af landet man gjorde for nogle få år siden kunne være en referencemodel. Det kunne yderligere motiveres af, at man i landsplanredegørelserne fik en gennemgående logik og vedholdenhed, således at man får det indtryk, at der er tale om en vis langsigtet planlægningsstrategi. Landsplanlægningen bygger videre på den landsplanredegørelse som lå før den aktuelle. Modellen kan godt være spørgende, men dens spørgsmål skal ses i en kontext og der tilknyttes måske nogle specifikke data om udviklingstræk til den pågældende zone/landsdel. Havde statsapparatet valgt en af de to beskrevne modeller, havde man som minimum opnået at organisere debatten en smule og samtidig skabt en vis klarhed over hvordan landet ligger. Modellerne havde etableret en såkaldt diskussionsplatform. Det har det givne udspil ikke. Derfor til allersidst: Kære minister og kære landsplanlæggere! Lad være med at spørge folk bare for at spørge. Alle får så meget junk-mail hver dag. Spar os. Find det bedste frem fra fortiden. Hold op med at bruge ordet fremadrettet (thi hvad skulle planlægning ellers være!) Vend tilbage, når I har tænkt jer om, og ved hvad man med rimelighed kan føre en debat om. For-offentlighed kan/skal bruges til at kridte banen op for en artikuleret diskussion. Vælg gerne ét tema, der evt. dækker både by og land, som f.eks. grøn vækst. Det kræver et seriøst og tænksomt forarbejde og ikke bare mindre opfindsomme spørgsmål, som er umulige at svare på og latterlige at forholde sig til. Det ville onkel Svend (Auken) nok også have sagt, nu hvor han sidder oppe i himlen. 10
SVAR FRA MILJØMINISTEREN: Kære Dennis Lund Tak for dit brev, som jeg har læst med stor interesse. Som nyudpeget miljøminister er det min at opgave at afgive en landsplanredegørelse, der udstikker den kurs, regeringen ønsker på planområdet. I den forbindelse har du sendt mig et brev, hvori du spørger, om landsplanlægningen er gået i skyttegraven. Når det gælder planlægningen af det fremtidige Danmark, er det noget, der berører os alle. Derfor har jeg også valgt, at emnerne til landsplanredegørelsen skulle i for-høring. En høring, hvor der er kommet mange svar fra både kommuner, regioner, virksomheder, organisationer - herunder Dansk Byplanlaboratorium og BYPLAN - og borgere. Og en høring, hvor der har været stor interesse for og opbakning til de seks temaer, der blev præsenteret. Jeg mener, det er vigtigt at have en åben og inddragende dialog, hvor man som udgangspunkt ikke ekskluderer nogle af den ene eller anden grund. Det har for-høringen af landsplanredegørelsen været et glimrende eksempel på, og jeg er rigtig godt tilfreds med den store entusiasme, de deltagende har vist. Interessen for landsplanredegørelsen afspejles også af din henvendelse. Man kan jo gøre tingene på mange måder, og denne gang har vi valgt en model i foroffentlighedsprocessen, som inviterede til en meget åben dialog indenfor temaerne. Formålet var at sikre inddragelse og plads til nye ideer, men jeg vil naturligvis viderebringe dine forslag til anvendelse af hhv. en kontext- og en datamodel i foroffentlighedsprocessen. Jeg genkender dog ikke din opfattelse af, at menigmand ikke skulle have noget fornuftigt at mene, når det kommer til planlægningen af Danmark. Der er kvalitet i alle svar, og det er nu Miljøministeriets opgave at arbejde med indholdet, således vi får et forslag til en landsplanredegørelse, der afspejler tidens udfordringer bedst muligt. Der er ingen tvivl om, at byerne er et meget vigtigt emne i den kommende landsplanredegørelse, derfor fylder den også meget, og jeg kan berolige med, at hovedstaden også bliver et emne i redegørelsen. Det skal den i øvrigt være ifølge planloven. Det er i byerne flertallet af danskere bor, og byerne er vigtige motorer i landets vækst. Med byernes miks af funktioner og aktiviteter er det også netop i byerne og i byernes planlægning, vi kan tage et væsentligt skridt i retning af et ressourceeffektivt samfund. I byerne skal og kan vi finde de løsninger, der forener den miljømæssige, økonomiske og sociale bæredygtighed. Men det skal ikke stjæle al fokus fra det åbne land og landdistrikterne, som er under voldsomt pres og derfor også er væsentlige emner. Nogle er de største udfordringer lige nu handler netop om også at få skabt vækst og udvikling i hele landet. I det åbne land er "kampen" om pladsen mellem landbrug, energianlæg, fritidsaktiviteter og na- turoplevelser større end nogensinde før. Derfor er de helt oplagte emner at diskutere i landsplanlægningen. Så for mit eget, Miljøministeriets og ikke mindst landsplanlægningens vedkommende kan jeg sige - Nej, vi er ikke gået i skyttegraven, vi hænger ikke fast i tidligere tiders dagsorden, og vi ser frem til det videre arbejde med en nutidig landsplanredegørelse. Med venlig hilsen Ida Auken Tak til miljøministeren for reaktionen, som vi lige kan nå at få med før deadline. Men hvor blev svaret af? Du skriver bl.a.: Når det gælder planlægningen af det fremtidige Danmark, er det noget der berører os alle. Jeg er rigtig godt tilfreds med den store entusiasme jeg mener, det er vigtigt at have en åben og inddragende dialog. Nogle af de største udfordringer lige nu handler netop om at få skabt vækst og udvikling i hele landet Vi se frem til det videre arbejde - javel, fr. minister. Dennis Lund Redaktør Foto: Claus Bjørn Larsen 11
INTEGRATION OG STRATEGI I REGIONAL PLANLÆGNING Den regionale planlægning har flyttet sig betydeligt over de sidste to årtier. Fra en rammestyrings-model i 80 erne til en mere funktionel strategisk model i 00 erne. Et par forskningsprojekter bekræfter dette. Den strategiske model er mere søgende og usikker i sin fremtoning. Men den er nok et bedre svar på tidens regionale problemstillinger, hvor det geografiske billede helt har ændret sig. Af Niels Boje Groth og Karina Sehested West-Midlands i England, Randstadt i Holland, Region Sjælland og Västerbotten i Sverige er fire regioner, som har det tilfælles, at de indgår i et fælles forskningsprojekt og i øvrigt er regioner, hvor hovedvægten lægges på det strategisk koordinerende arbejde i forhold til f.eks. rammestyring af den kommunale planlægning. Den regionale planlægning savner autoritetsudøvende instrumenter og hviler oftest på koordinering af nærmest frivillig art. Den står derfor svagt i forhold til planlægningen på det nationale og tillige på det lokale niveau. Situationen for den regionale planlægning fremmes ikke af, at det regionale niveau og den regionale planlægning er under stadig ændring, og derfor har vanskeligt ved at etablere sig som en fast forankret planform. I Danmark har planlæggere kunnet følge denne langsomme, men sikre udfasning af den regionale planlægning fra 1992 og fremefter og med partiet Venstres seneste forslag (efteråret 2011) om helt at nedlægge regionerne. I England blev der under Blair-regeringen oprettet regionale udviklingsorganisationer (Regional Development Agencies), som nu godt 10 år efter atter er blevet nedlagt med begrundelsen, at en del af de regionale opgaver hørte hjemme andetsteds. I Randstadt er det regionale samarbejde præget af stadigt løbende eksperimenter med dannelse af forskellige samarbejder, til afløsning for samarbejder, der ikke er lykkedes. Randstadt-området har i en årrække nydt international bevågenhed, fordi det med de fire store byer Amsterdam, Rotterdam, Haag og Utrecht, med deres centre indenfor en cirkel på kun 75 km, tidligt kom til at danne forbillede for ideen om dannelsen af polycentriske byregioner. Men den politiske interesse svandt bort, og i 2008 opløstes det politiske samarbejde. Tilbage er et samarbejde mellem de fire provinser Syd- og Nord-Holland, Flevoland og Utrecht om fælles interessevaretagelse i EU, uden deltagelse af de fire store byregioner. Västerbotten i Sverige har ikke været udsat for tilsvarende nylige ændringer af den administrative struktur. Men man finder i Sverige en meget klar kritisk holdning til administrativt forankret regional planlægning og en stærk orientering mod det processuelle og strategiske element. Det fælles ved de fire meget forskellige regioner 12
er således fluktuerende regionale grænser og skiftende politisk-administrative konstitueringer, snarere end klare regionale enheder. Derfor kom forskningsprojektet omkring disse 4 regioner fra sin begyndelse til at arbejde med et dobbelt udgangspunkt, at strategier ikke blot skal søges indenfor en forudbestemt administrativ geografi, men at de i sig selv kan være samlende for dannelsen af nye geografier. Strategiarbejdet kan begynde med det analytiske og processuelle, men ofte sker det, at en konkret hændelse eller projekt sætter strategiarbejdet i gang virksomhedsstøtte ophævet i 1990 til fordel for en regionalpolitik, som drejede fokus fra støtte af udkantsregioner til udvikling i alle regioner. Filosofien var stærkt påvirket af EU s regionalpolitik, som blev en integreret del af den nationale regionalpolitik. Og den passede som fod i hose med de nye ideer om, at regional udvikling skal baseres på regionale særkender, klynger og nicheproduktioner. I Danmark var to modsat rettede bevægelser i gang på det regionale niveau: Den regionale fysiske planlægning mistede terræn og blev stærkt reduceret i 2007, medens regionalpolitikken fandt fodfæste med drejningen fra støtte til udvikling og de nye vækstfora. Men det så unægteligt broget ud i begyndelsen. Der var mange nye parter, som enten skulle markere sig eller holde på tidligere status. Netværksstyring og fælles målbillede Figur 1 illustrerer netværksstyring på det regionale niveau, hér med Region Sjælland som case. Regionsrådet og kommunerne er blevet ligeværdige, Regeringen er stadig styrmand og de øvrige aktører indtager en mellemproportional position. Fig. 1: Nøglerelationer 2 Regering Integrativ planlægning De omstruktureringer af de urbane og regionale økonomier, som satte ind fra 1980 erne, ændrede dagsordenen for by- og regionplanlægningen fra at regulere til at skabe vækst. Men der var forskelle. Byerne blev smeltedigler for udvikling af en ny entrepreneuriel, risikobetonet ledelse, som gennemførte konkrete projekter. Projekterne blev ofte båret frem af branding og symbolværdier mere end af klassiske funktionelle værdier. På det regionale niveau handlede det mere om rammebetingelser for regional udvikling end om projekter og developere. I Danmark blev egnsudviklingsloven og dermed den direkte Erhvervs organisationer Regions rådet Femern Bælt Forum Vækst forum Brussel kontor KKU Væksthus Sjælland KKR EU Kommuner KL 13
Denne ikke-hierarkiske og relationelle styringssituation på det regionale niveau gør det relevant at tale om pluricentrisk koordination snarere end om hierarkisk styring 3. I denne situation er det vanskeligt at tale om horisontal- og vertikal koordination, idet governance-relationer mellem nøgleaktører skifter med opgaverne. Pluricentrisk koordination fremhæver værdien af fortolkning, fælles situationsforståelse og relationel koordinering i former, som skabes i de specifikke situationer. Det positive i dette billede er vitaliteten og synergien, som de mange aktører repræsenterer. Det negative er de konflikter, som en nærmere analyse af relationerne mellem aktørerne kan afsløre. Fig. 2: Fra venstre til højre. (1) Mængden af individuelle strategier og aktører. (2) Hierarkisk koordination. (3) Aktører og strategier arbejder sammen tilskyndet af fortrolighed med regionale hensyn ( Family-zising ). Udviklingen i Region Sjælland illustrerer, hvad der er på spil mellem to yderpunkter: Hierarkisk styring og netværksstyring. Det første er vi vant til. Det sidste har vi i Danmark en udviklet tradition for, men i skyggen af hierarkisk styring 4. Vi har således tradition for netværksledelse, men ikke for netværk som styreform. Det vitale og synergien ved tilstedeværelsen af mange aktører via netværksledelse kan kombineres med styrken i en fælles optræden på det regionale niveau. Ikke sådan at forstå, at alle aktører skal have et fælles mål - alene fordi de ikke arbejder på samme sag. Men forskellige aktører kan have visse mere eller mindre overlappende forestillinger eller ønsker for regionens udvikling til fælles, og en tydeliggørelse af sådanne forestillinger kan i sig selv virke koordinerende. Tanken udtrykkes således i én af delrapporterne til den svenske organisationsbetænkning om regional vækst: Delade målbilder mellan deltagerna i ett nättverk har en funktion som instrument för koordinering som i sin tur är en förutsättning för den integration som åsyftas med begrepp som helhetsgrepp, samordning m.fl. 5. Fælles målbilleder som koordineringsinstrument tænkes ikke i forhold til én bestemt organisation, som kommunen eller regionen, men i forhold til det problem, der skal løses. Det skal ikke nødvendigvis løses indenfor organisationen, men i partnerskaber og samarbejder, som har potentialer til at mobilisere problemløsningskoalitioner. Family-zising Frem for at tilstræbe hierarkisk koordinering med Strategisk planlægning drejer sig derfor om tilrettelæggelse af ens handlinger ud fra indsigt i, hvordan ens position er i forhold til omgivelserne. regionen for bordenden, og udarbejdelse af en samlende strategi, der omfatter alle aspekter i regionen, kan man anvende netværksdialoger mellem centrale aktører på den regionale arena for at gøre dem fortrolige med det regionale, således at de fra hvert deres udgangspunkt kan arbejde til fordel for regionen. I stedet for instrumentelt at indordne forskellige strategier under en fælles målsætning, foreslår vi at få dem til at samvirke som medlemmerne i en familie, der handler hver for sig, men ikke glemmer hensynet til familien (regionen). Som betegnelse for denne tanke foreslår vi begrebet family-zising. Afgørende for strategisk integration i de fire regioner var og er etableringen af en fælles forståelse og ejerskab blandt de forskellige aktører til de regionale udviklingsstrategier. De fleste aktører går ind i samarbejdet ud fra deres egeninteresse. Det er vigtigt, at de går gennem en proces, hvor de udvikler en fælles ide om, hvor vi skal hen. Det kræver specielle kompetencer 14
at skabe en proces af fælles mening. Vigtige erfaringer fra studier om at sætte dagsordener og skabe konsensus er: Fokusere på specifikke og ikke generelle temaer Gøre forskellige interesser, værdier og perspektiver eksplicitte for at kunne håndtere konflikter og arbejde mod fælles forståelse. Udvikle fælles forståelsesrammer for regionale udviklingsspørgsmål gennem story telling og diskurser Styrke det kreative og innovative potentiale i samarbejdet Strategisk planlægning At få aktører til at spille sammen i regionale dagsordener er kun den ene side i det regionale planparadigme. Den anden er at arbejde strategisk. Behov for at arbejde strategisk opstår, når udvikling i omgivelserne bestemmer rammerne for de mål og visioner, man arbejder med. Én af hovedårsagerne til, at der har fundet et skifte sted fra reguleringsplanlægning til strategisk planlægning, var således den øgede afhængighed af omgivelserne, man oplevede i byer og regioner, da oliekrisen kom, og virksomhedsudflytningerne begyndte. Man kunne ikke længere forme fremtiden ved at regulere den vækst, der skabtes i byen eller regionen eller strømmede ind over grænserne. Byer og regioner måtte forholde sig til en ny afhængighed af omverdenen. Man måtte planlægge under Muligheder Udviklingspotentialer Vision Fælles visionering usikre vilkår. Den lange periode efter krigen med en Keynesiansk inspireret offentligt drevet opbygning af velfærdsstaten præget af en lighedstanke bag udformning af bymønster og egnsudvikling Rolle & identitet Planer Projekter Projects Stakeholdere Udforskningen af unikke lokale potentialer som grundlag for at finde komparative fordele for regional udvikling har indtaget en stadigt øget rolle i strategisk planlægning på mange niveauer, idet der er sket et skifte i fokus fra problemløsning til nye roller og visioner. Funktionel positionering Rolle i den nye regionale, nationale og globale arbejdsdeling Ydre verden Geografisk positionering positionering Figur 3 : Den strategiske cirkel blev drejet i en nyliberalistisk konkurrenceorienteret retning, orienteret mod lokale særtræk og vækstpotentialer med en positiv opfattelse af forskelle som forskellighed. SWOT analyser kom på banen, og de danske landsplanredegørelser tog fra begyndelsen af 1990 erne spørgsmål om den internationale konkurrenceevne i danske byer og regioner op. Strategisk planlægning drejer sig derfor om tilrettelæggelse af ens handlinger ud fra indsigt i, hvordan ens position er i forhold til omgivelserne. Den strategiske cirkel I anbefalingerne til, hvordan det strategiske arbejde kan forme sig, anvendte vi i forskningsprojektet den strategiske cirkel, som i sin tid blev udviklet til det nye arbejde med 15
kommunale vækststrategier 6. Den reviderede og aktuelle model er vist i figur 3. Modellen viser hovedelementerne i den strategiske aktørs overvejelser og læreproces: den ydre verden, regionens rolle i den nationale og internationale arbejdsdeling, visioner for regionens fremtid og de stakeholdere eller medaktører, der deler visionen. De fire elementer er anbragt i en cirkulær orden for at undgå en fastlagt lineær rækkefølge, og er relaterede til hinanden under fire overskrifter for relationel analyse: funktionel positionering, potentialesøgning, fælles visionering og geografisk positionering. Funktionel positionering rolle og ydre verden Funktionel positionering drejer sig om at finde den rolle eller funktionelle position, som regionen indtager i den nationale og globale arbejdsdeling. I Västerbotten regionen søgte man at orientere sig i forhold til handelsforbindelser og politikker udenfor regionen: Østersøstrategien, strategier for klimaforandring, herunder efterforskningen efter bioenergi, som Västerbotten er potentiel leverandør af. Kinas hastigt stigende behov for mineraler vil kunne påvirke regionens mineindustri, og man ledte efter områder, hvor regionens erhvervsliv kunne udvikle nye positioner i den globale værdikæde. Region Sjælland vender opmærksomheden mod den kommende Femern bæltforbindelse med mulighederne for at revitalisere naboskaberne til Berlin og Hamburg. Det indbefatter udviklingen af regionen som et internationalt knudepunkt i den nye mesoregionale geografi og for at indtage rollen som brobygger mellem Berlin, Hamburg, København og Øresund Regionen. I region Sjælland drejede det sig i de første år om at udbygge billedet af den brobyggende rolle, så den både omfattede den konkrete brobygning mellem regioner og institutionel brobygning mellem regionens vidensinstitutioner og virksomheder. Potentialer Udforskningen af unikke lokale potentialer som grundlag for at finde komparative fordele for regional udvikling har indtaget en stadigt øget rolle i strategisk planlægning på mange niveauer, idet Figur 4: Strategiske geografier 8 16
der er sket et skifte i fokus fra problemløsning til nye roller og visioner. Udforskningen af sådanne potentialer har på det nationale plan og på EU niveau medvirket til, at planer er blevet erstattet af udviklingsperspektiver, som igen bygger på potentielle vækst korridorer, udviklings zoner, klynger, samarbejdsterritorier og andre begreber, der eksponerer territorielle potentialer snarere end territorielle problemer. Region Västerbotten overvejer potentialer indenfor økonomiske sektorer som skovbrug, minedrift, fornybare industrier, kreative erhverv og ICT. Potentialerne relateres til udviklingstræk udenfor regionen, som f.eks. de førnævnte kinesiske behov for jern og mineraler og globale behov for fornybare energikilder. I Region Sjælland fokuseres på at løse de problemer, der opstår med den socialt og økonomisk opdelte region. Men i stedet for at tale om geografiske og sociale forskelle som udtryk for ulighedsproblemer, taler regionen om potentialer for samarbejde på tværs af forskellene. I erhvervsudviklingsstrategien, fremhæver Vækstforum regionale potentialer indenfor potentielle klynger som pharma/medico, cleantech/energi/ miljø, produktion og forarbejdning af fødevarer og turisme. Visioner Territorielle strategier er afhængige af samarbejde mellem aktører, som deler eller sammen udvikler visioner for fremtiden. Visioner og billeder på fremtiden anvendes til at producere nye rammer for handling og til at redefinere sociale, økonomiske, politiske og administrative grænser. Derfor er meningsdannende story telling og billedskabende visionskampagner vigtige instrumenter til at mobilisere og danne en working consensus blandt medaktører. Det er en produktiv usikkerhed, hvis politikere og embedsmænd i regioner og kommuner indser, at i en verden af usikkerhed, skal der manøvreres med samarbejde og visioner i stedet for med administration og autoritetsudøvelse. I Region Sjælland drejede det sig i de første år om at udbygge billedet af den brobyggende rolle, så den både omfattede den konkrete brobygning mellem regioner og institutionel brobygning samt mellem regionens vidensinstitutioner og virksomheder. Geografisk positionering Allerede tidligt under arbejdet med udviklingen af det nye Europæiske fysiskfunktionelle udviklingsperspektiv (European Spatial Development Perspective, ESDP) så R. H. Williams betydnin- gen af at danne nye geografier som ramme for strategiske samarbejder. Inspirationen havde han bl.a. fra EU s bestræbelser på at fremme grænseoverskridende samarbejder i grænseregioner. Han anvendte begrebet spatial positioning om det at konceptualisere ens lokalitet for at identificere muligheder, komparative fordele og situationer på basis af hvilke, der kan udvikles nye forbindelse og formuleres nye strategier. 7. Figur 4 viser som eksempel seks forskellige, overlappende strategiske geografier for Region Sjælland og illustrerer, hvorledes mobilisering af stakeholdere/medaktører ikke er begrænset af administrative grænser. Tværtimod fører mobilisering af stakeholdere til dannelsen af nye geografier. Det - måske mest interessante - eksempel stod Västerbotten-regionen for. Ved Sveriges og Finlands optagelse i EU havde Finland vundet forståelse for dannelsen af den særlig Nordisk Dimension i EU-politikken p.gr.a. den strategiske beliggenhed, som de nordlige regioner i Sverige og Finland udgjorde i sammenhæng med regioner i Nordvest-Rusland og Nord-Norge. Efter optagelsen dannede 14 regioner i Norge, Sverige og Finland et partnerskab med det formål i EU s strukturfond at få indføjet støttekriterier, som tilgodeser den specielle situation i tyndt befolkede regioner. Fra denne nye geografiske positionering, kaldet Northern Sparsely Populated Areas (NSPA), lykkedes det i de efterfølgende programperioder at få afsat særlige støttemidler til udviklingen i området. Andre geografiske positioneringer som Västerbotten agerer i er Barents 17
Regionen, Europe Forum Northern Sweden, E12 korridoren og LEADER arealer. Samarbejdet i sådanne geografisk positionerede strategiområder medfører ikke en nedbrydning af administrative og politiske grænser. Det er samarbejde og strategiske partnerskaber på tværs af administrative og politiske grænser, der er på spil, ikke en opløsning af grænserne. Planer og projekter I en rationel planlægningsproces træffes beslutning om planen eller projektet, når en analytisk proces er gennemløbet. Dette liniære beslutningsforløb afviger man bevidst fra i den strategiske planlægning. For det første kan processen begynde såvel som slutte med et konkret projekt. Et pludseligt påført projekt udefra, som f.eks. beslutningen om Femern bælt, er igangsættende for strategiske overvejelser i Region Sjælland. For det andet medfører en åbning mod ikke-hierarkiske processer, at konkrete initiativer ofte iværksættes i en organisations udførende led, hvor viden, kompetence og situationskontakt er direkte generende for handlinger. Den strategiske planlægningsmodel inviterer til at opgive det skarpe skel mellem analyse og handling, det skel, som fastholdes med begreber som implementering. I den strategiske plantanke er mobilisering omdrejningspunkt for samling af medaktører/stakeholdere om en plan eller et projekt og et commitment til planen eller projektets udførelse. Tool-kit test I drøftelserne med de fire regioner om anvendelsen af de strategiske redskaber, viste det sig, at elementerne i den strategiske cirkel ikke blot kan anvendes som huskeseddel for igangværende strategisk arbejde, men også til at modulere forskellige typer af strategier. Fra region til region er det forskellige elementer, der lægges vægt på: visionen, projektet, samarbejdet, nye udfordringer, potentialer for forandring osv. I én er det samarbejdet, som primært skal lykkes, som f.eks. da de danske regioner endnu var helt nydannede (se figur 5). Regionerne skulle finde deres nye identitet og var nødt til at samarbejde med kommuner og andre regionale institutioner herom. Implementering var hovedspørgsmålet i de hollandske regioners og provinsers drøftelse med regeringen om prioritering af statslige investeringer i infrastruktur. I dette arbejde var der konkrete planer og målsætninger på bordet for en velafgrænset kreds af provinser. Når især kommuner engagerer sig i branding og opstilling af visioner for fremtiden med nye opmærksomhedsskabende projekter, er den primære drivkraft i strategiarbejdet projektet, visionen som skal brandes og påvirkningen af omgivelserne, langt ud over det sædvanlige lokale opland for handel, service og uddannelsesinstitutioner. Regioner og kommuner, der har set skriften på væggen, arbejdspladser flytte, huse stå tomme og en befolkning som bliver ældre og mere plejekrævende, har i reglen en klar opfattelse af, at problemerne skyldes ændringer i arbejdspladsernes, befolkningens og økonomiens geografi. De indtager en rolle som del af Danmarks udkant. Strategiarbejdet kan begynde med det analytiske og processuelle, men ofte sættes strategiarbejdet i gang via en konkret hændelse (se figur 5). Det kan eksempelvis være en større virksomhedslukning, eller -tilflytning, et større developer projekt, en ildebrand i bymidten, en nedlæggelse af trafikhavnen, hospitalet eller kasernen. I disse tilfælde, inspirerer omfanget af den konkrete Figur 5: 2 eksempler på strategiske profiler Vision Vision/ mål Rolle/identitet Plan Projekt Stakeholdere Rolle/identitet Plan Projekt Stakeholdere Omverden Projektdrevet strategi Omverden Samarbejdsdrevet strategi 18